Mellem borgerskab og boligfolk .indd

Mellem borgerskab 

og boligfolk 

Historien om KAB 1920-2006 

Af Gøsta Knudsen og Jørgen Nue Møller

Mellem borgerskab 

og boligfolk 

Historien om KAB 1920-2006 

Gøsta Knudsen og Jørgen Nue Møller 

2008

© Udgivet af KAB 

April 2008 

ISBN 978-87-986504-2-4 

KAB • Vester Voldgade 17 • 1552 København V

Forord 

Dette er bogen om en boligorganisation skabt af borgerskabet helt tilbage i 1920. En bog der handler om penge 

og magt, men også om social forståelse og om selv at kunne bestemme og styre. 

Det er også en bog, der samtidig, beskrevet gennem KAB’s historie, viser arkitekturens strømninger og byggeteknikkens 

udvikling fra Bakkehusene og Studiebyen i 1920’ernes begyndelse, over modernismens gennembrud 

og byggeriets industrialisering til kriserne for de store planer, det tæt/lave byggeri, postmodernisme og orienteringen 

mod energirigtigt og økologisk bæredygtigt byggeri i nyere tid. 

Kort sagt en bog om udviklingen af KAB’s identitet og organisationskultur, således som denne fremtrådte og udtrykte 

sig gennem de byggerier, KAB medvirkede til. Men også en bog om KAB’s relationer til myndigheder og 

samfundet og udviklingen i forholdet til beboerne og disses repræsentanter. 

Der er tale om en meget markant udvikling fra 1920 til 2006. Beboerne, boligorganisationer, den organisatoriske 

opbygning og virksomhedens selvopfattelse får helt nye roller hen over tid. I starten er beboerne nogle, man 

bygger for, mens beboerne og deres repræsentanter i de seneste mange år har fået den helt afgørende indflydelse, 

så beboerne i dag er beslutningstagerne. 

Vi har kaldt bogen ”Mellem borgerskab og boligfolk. Historien om KAB fra 1920 – 2006”. 

Ved ”KAB” har vi tænkt på det KAB, som blev skabt i 1920, og som reelt ophørte ved fusionen med AKB i 2007. 

Vi udgiver bogen netop nu for at gøre status over knap 90 års bolighistorie, der kan være med til at føre os videre 

i den nye organisation. Ganske vist er KAB formelt det fortsættende selskab, men nu er to identiteter og to 

organisationskulturer bragt sammen, og kunsten er at optage det bedste fra dem begge og at lægge de mindre 

værdifulde vaner fra sig. Det kan en bog om historien være med til. 

Vi takker alle, der gennem årene har været med til at udvikle KAB til den moderne boligorganisation, vi er i dag. 

Ikke mindst en tak til KAB’s tidligere administrerende direktør, Jørgen Nue Møller, og arkitekt Gøsta Knudsen, 

der beredvilligt gav sig i lag med at skrive bogen om KAB. Jørgen Nue Møller har skrevet den mere faktuelle del 

af historien og KAB’s udvikling, mens Gøsta Knudsen har besøgt en meget stor del af de bebyggelser, som KAB 

har bistået med at opføre og drive og skildrer denne del af historien i både tekst og billeder. 

Vi er meget stolte over det flotte produkt – og vi håber, at du vil synes om fortællingen og nyde de flotte billeder. 

God læselyst! 

Kjeld Poulsen Jesper Nygård 

Formand for KAB frem til fusionen med AKB Adm. direktør 

Næstformand for KAB fra den 22. maj 2007 

Mellem borgerskab og boligfolk 

3

Jørgen Nue Møller 

Cand. scient. pol. fra Århus Universitet i 1971, 

født 1944. 

Administrerende direktør i KAB 1984 – 1996. 

Inden Jørgen Nue Møller i 1984 kom til KAB 

var han ansat i Kommunernes Landsforening 

som konsulent, sekretariatschef og afdelingschef. 

Har været direktør for Dansk Arkitektur 

Center på Gammel Dok, formand for først Realkredit 

Danmark og siden Realdania samt 

næstformand i Danske Bank. Er formand for 

Fonden for Billige Boliger og regeringens Programbestyrelse 

mod Ghettoisering samt adjungeret 

professor ved CBS. 

Gøsta Knudsen 

Arkitekt fra Arkitektskolen i Århus 1973, 

født 1945. 

Ansat på Arkitektskolen i Aarhus 1973, lektor 

1986, rektor 1991 – 1997, fra 1998 tildelt 

forskning med temaet ”Højisoleret Murværk”. 

Eget arkitektfirma sammen med partnere i 

årene 1972 – 1995. 

Rektor for Danmarks Designskole 1999 – 2007. 

Medlem af Realkredit Danmarks Lokalråd fra 

1992, medlem af Boligfonden Kuben fra 2004, 

Forskningsfondens Ejendomsselskab A/S og 

DAL fra 1996, formand for bestyrelsen for 

Danske Arkitekters Landsforbund/Akademisk 

Arkitektforening 1997 – 2006, medlem af 

Dansk Designråd 2000 – 2007. 

Stadsarkitekt i Århus fra 2007. 


5

Indhold 

Socialt forstående mænd .................................................................................. 9 

Bolignød ....................................................................................................... 17 

Livet i solen ................................................................................................... 26 

Byhuse .......................................................................................................... 37 

Demokrati eller styring .................................................................................. 51 

Koncernen skabes .......................................................................................... 55 

Forretning eller social vision ........................................................................... 63 

Skilsmisse ...................................................................................................... 69 

Huse i parker ................................................................................................. 77 

Nye takter og gamle chefer ............................................................................ 86 

Store planer................................................................................................... 99 

Fra byggeboom til grundkrise ........................................................................116 

Beboerdemokrati og lokalselskaber .............................................................. 128 

Koncernen opløses ....................................................................................... 134 

Byggeriets udvikling – eksperimenter i 1980’erne og 1990’erne...................... 147 

De nyeste byggerier ..................................................................................... 156 

Ægteskab .................................................................................................... 160 

Lange bølger – en form for efterskrift ............................................................ 169 

Bilag 1: Formænd og direktører .................................................................... 187 

Bilag 2: KAB’s byggerier 1920 – 2006 .......................................................... 189 

Litteratur ..................................................................................................... 205 


7

F.C. Boldsen blev født i 1877 i Oplev ved Aalborg som søn af en gårdejer, fik juridisk 

embedseksamen allerede i 1897 og slog sig fra 1902 ned som sagfører i 

Randers, hvor han fungerede indtil 1911. 

Boldsen var allerede tidligt interesseret i socialt prægede organisationsformer og 

stiftede i 1904 en udstykningsforening, der medvirkede ved oprettelse af husmandsbrug. 

1912 blev han formand for den nystiftede Dansk Haveboligforening, 1916 medlem 

af Boligkommissionen, 1919 medstifter af såvel Fællesorganisationen af almennyttige 

danske Boligselskaber (senere Boligselskabernes Landsforening) og 

Københavns Huslejerforening. 

1920 - 1945 direktør i Københavns Almindelige Boligselskab. 

F.C. Boldsen døde i 1954. 

F.C. Boldsen om direktør Boldsen: 

Er du klar over, at du giver dig af med det mest forsømte erhverv i Danmark, nærmest 

et lidet agtet erhverv... Vil man forvandle en lynghede til en kornmark, må man 

ofre det al sin tid, ja også fritid, og praktisk taget sætte tilværelsen ind herpå. Og 

så kan du måske glæde dig til, at din eftermand engang kan få lov at føre en normal 

tilværelse, når branchen er organiseret, oparbejdet, virksomheden konsolideret, 

børnesygdommene overstået og offentlig position nået. 

8 Socialt forstående mænd

Socialt forstående mænd 

Den 26. maj 1920 var en onsdag. Denne dag kl. otte om aftenen samledes en 

gruppe mennesker i Handels- og Kontoristforeningens mødesal på Bispetorv i København, 

hvor nu universitetet har til huse, med det formål at stifte Københavns 

Almindelige Boligselskab. 

Stiftelsesoverenskomsten var allerede underskrevet af en del af deltagerne den 14. 

maj 1920 1 , og mødets formål var derfor især at beslutte vedtægterne og samle de 

fremmødte om igangsættelsen af det projekt, som nu igennem mange måneder 

havde været under forberedelse. Vedtægterne blev vedtaget – med ”visse ændringer 

… af nærmest redaktionel natur” 2 - som F.C. Boldsen, der straks skulle blive 

selskabets første adm. direktør, bemærkede i sit erindringsværk fra 1945 over 

KAB’s første 25 år. 

Bispetorvsannekset 

1 Denne dato oplyses af Boldsen (s. 316), medens den s. 312/13 gengivne og underskrevne stiftelsesoverenskomst 

er dateret 20. april. Spørgsmålet er dog næppe af større interesse. 

2 De angivne korte citater her og i det følgende stammer alle fra KAB’s Jubilæumsbog fra 1945, ”Et 

Dansk Boligselskabs Historie”, hvis ikke andet er angivet. 


9

Selskabets formål skulle være ”i samfundsmæssigt øjemed at arbejde for et tidssvarende 

og økonomisk boligbyggeri i København og omegn”, idet selskabet ville 

”fremme sit formål dels ved at virke for opsparing for boligsøgende, dels ved at 

planlægge og gennemføre almennyttigt byggeri, navnlig gennem boligselskaber 

(datterselskaber) og bistå med afslutning af entrepriser, finansiering og forhandlinger 

med myndigheder”. Selskabet kunne endvidere give ”vejledning og støtte” på 

boligområdet. 

Forud var gået et betydeligt arbejde. Drivkraften i dette arbejde havde været den 

til København fra Randers indvandrede sagfører F.C. Boldsen, som længe havde 

interesseret sig for ”boligsagen” og på forskellig vis taget aktivt del i forbedringen 

af boligforholdene. Efter 10 års arbejde af ”mere teoretisk art” følte Boldsen nu et 

stærkt behov for at ”følge arbejdet op med rationel løsning” og ”tage praktisk del 

i opgavernes løsning”. Og man må sige, at han fik sin lyst styret i de kommende 

år. 

I foråret 1919 førte Boldsen en række samtaler med ”samfundsinteresserede medborgere”, 

som kunne interesseres for boligsagen, og holdt også foredrag derom, 

hvilket bragte ham i forbindelse med en overretssagfører Konrad Levysohn, der 

blandt andet var rådgiver for det ret nystiftede ”Dansk Sygeplejeråd” og derfor 

interesseret i opførelse af et hus for sygeplejersker. (Det skulle komme, men der 

skulle gå 12 år). Sammen førte Boldsen og Levysohn derefter en række yderligere 

forhandlinger blandt andet med Det Classenske Fideikommis 3 og Sparekassen for 

København og Omegn for at sikre det finansielle grundlag for det projekt, de nu 

var på vej med – et nyt almennyttigt boligselskab. 

Grundlaget for selskabets stiftelse skulle være den ”virkelige sociale interesse”, ikke 

forretningsbankers eller entreprenørers økonomiske interesser med den deraf følgende 

indflydelse. Entreprenører og leverandører blev derfor heller ikke valgbare 

til bestyrelsen. Men alligevel var det lykkedes at indsamle 378.000 kr. i såkaldt garantikapital 

– en slags aktiekapital med maksimeret udbytte på 5 % - hvilket efter 

datidens forhold var et ganske anseeligt beløb. 

De sociale interesser fremgik tydeligt af det prospekt, som en komité med Levysohn 

som formand og Boldsen som sekretær havde udarbejdet samtidig med vedtægtsforslaget. 

Det fremgik heraf, at selskabet var et ”almindeligt og almennyttig 

3 En slags fond, oprettet af Johan F. Classen ved testamentarisk bestemmelse af 1789. Classen var en 

officer, der opnåede at blive krigskommissær og senere generalmajor, og som i perioden i slutningen 

af 1700-tallet blev uhyre velhavende. Fideikommis’et er Classens formue, der som ”en bestandig 

samlet fond” skal ”anvendes til at danne nyttige mennesker til statens bedste, til at understøtte og 

befordre vindskibelighed og arbejdsomhed i de nødvendigste dele for landets ve og vel og til at 

lindre fattigdom og elendighed”. Fideikommis’et er fortsat virksomt. 


Konrad Levysohn 1862 – 1925 

Cand. jur. 1884 

Overretssagfører 1887 

Medlem af en række bestyrelser m.v. 

Blandt de ledende stiftere 

Formand for KAB 1920 - 1925 

F. Pihl 1884 – 1959 


Dommer, senere Rigsadvokat 

Formand for KAB 1925-26 

Medlem af bestyrelsen til 1935 


11

oligselskab”, at det tog initiativ til stiftelse af almennyttige boligselskaber samt at 

det spændte over alle samfundsklasser, dog med stærk understregning af det sociale 

formål. Prospektet åbnede også for privat byggeri og forretningslokaler som 

en naturlig opgave. 

Mere kuriøst og spændende er det, at der i tegningsprospektet også nævnes en 

opgave, som ”forholdene daglig gør mere og mere påtrængende, nemlig opførelse 

af fælleshuse for enligtstillede mænd og enligtstillede kvinder. Endvidere boliger 

med fælleskøkken, centralvarme og børnehaver, således at tyendehold kan undgås 

og husmoderen kan anvende dagen til selvstændigt erhverv.” Dette sidste citat 

siger noget om bredden og det moderne perspektiv i KAB’s arbejdsgrundlag - 

samt noget om den kreds af personer, der stod bag KAB’s stiftelse. 

Stifterne 

Det ville være synd at sige, at det var ”Sultens Slavehær”, der mødte frem hin dag 

i maj 1920. Det var et smukt udsnit af de ”bedre samfundsklasser” – det storkøbenhavnske 

borgerskab, men rekrutteret ret bredt både politisk og fagligt. 

Det viste sig allerede i KAB’s første bestyrelse. Formand blev overretssagfører Konrad 

Levysohn, og blandt medlemmerne var landstingsmand, cand. polit. C.V. 

Bramsnæs (senere socialdemokratisk finansminister og nationalbankdirektør), 

landstingmand, oberst P.H. Parkov, der var formand for Gentofte Kommunalbestyrelse, 

professor E. Thaulow fra Polyteknisk Læreanstalt samt to kvinder, formanden 

for Husmoderforeningen Carla Meyer og folketingsmedlem, cand. mag. Elna 

Munck, der ud over også at være medlem af Borgerrepræsentationen var gift med 

den radikale leder P. Munck, som i 1920 allerede havde en lang ministergerning 

bag sig først som indenrigsminister i 1909, siden som undervisningsminister i 

1913-19. P. Munck skulle som det radikale Venstres leder i 1929 blive dansk udenrigsminister 

indtil 1940 i regering med Th. Stauning, en regering, hvor Bramsnæs i 

øvrigt en del år var finansminister. Carla Meyer, der på mange andre måder var 

virksom i kvinde- og husmodersagen, udtrådte allerede i 1923, medens Elna 

Munck forsatte til sin død i 1945. 

I kredsen af garanter og anbefalere finder vi en række andre repræsentanter for 

tidens intellektuelle og forretningsmæssige elite (se skemaet side 12). 24 af disse 

indtræder i Repræsentantskabet. 


Elna Munck (1872) 4 – 1945 

Cand mag. i matematik 1896 

Folketings- og senere landstingsmedlem, medlem af 

Borgerrepræsentationen 

G.m. senere udenrigsminister P. Munck 

C.V. Bramsnæs 1879 – 1965 

Typograf 

Cand. polit. 1914 

Socialdemokratisk politiker og nationalbankdirektør 

Finansminister 1924 – 1926 og 1929 – 1933 

Derefter nationalbankdirektør 1936 – 49 

Carla Meyer 1877 – 1954 

Redaktør 

Forkæmper for husholdningssagen 

Forkvinde i Københavns Husmoderforening 1917 samt i 

De Danske Husmoderforeninger 1921 

Talrige andre tillidshverv 

Forfatter til adskillige bøger om husholdning og madlavning 

Ole Peter Bouet 1879 – 1959 

Maskinmester 

Landstingsmand, folketingsmand, medlem af Borger- 

repræsentationen, rådmand i 3 afd. 

Medlem af KAB’s bestyrelse 1920 – 1959 

4 Trods sine moderne anskuelser oplyste Elna Munck som en virkelig dame ikke sin alder til Den Blå 

Bog. Men hun oplyser, at hun blev student i 1891. P. Munk, der var født i 1870, blev student i 1889. 


13

KAB’s stiftere 

Politik og kommuner 

Landstingsmand 

C.V.Bramsnæs 

Formand 

O. Bouet 

Cand.mag. 

Elna Munck, 

MF & MB 

Forstander 

Marie Christensen, 

MB 

Prof. overlæge 

J.F. Fischer, 

MB 

Landstingsmand, 

rektor 

Krag 

Hotelforpagter 

Poul Møller, 

MB 

Oberst 

P.H. Parkov, 

MF 

Rådmand Lauritz 

Sørensen 

Andrea Brochmann, 

MB 

Chr. Andersen 

Gentofte Kommune 

Murermester 

Chr. Hansen, 

MGK 

Sognerådsformand 

N.P. Nielsen 

Dommer, MB 

Jesper 

Simonsen 

Fhv. min. 

Hassing- 

Jørgensen 

Forvaltning 

Postinspektør 

Jacob Andersen 

Fabriksinspektør 

Julie Arenholt 

Toldinspektør 

Ivar Berendsen 

Inspektør 

Clara Black 

Generalmajor 

Castenschiold 

Kontorchef 

V.L. Faber 

Overformynder 

M.P. Friis 

Skattedirektør 

F. Molde 

Kontorchef 

Cordt Trap 

Generalmajor 

H. Ulrich 

Generalløjtnant 

Wolf 

Kontorchef 

Gredsted 

Overbanemester 

Jens Busk 

Overstløjtn. 

Hakon 

Castonier 

Stabssergent, 

formand Hinge 

14 Socialt forstående mænd 

Teknik og arkitektur 

m.v. 

Professor E. 

Thaulow 

Direktør 

Børresen 

Professor, 

dir. H.O.G. 

Ellinger 

Ingeniør 

Chr. Jørgensen 

Havearkitekt 

E. Erstad- 

Jørgensen 

Ingeniør F. 

Folke 

Professor, dir. 

H.I. Hannover 

Ingeniør 

E.V. Holstein- 

Rathlou 

Professor C.V. 

Prytz 

Ingeniør 

J.A. Kemp 

Red., dr. phil. 

Vilh. Lorenzen 

Finans og 

forretning 

Grosserer 

Poul Plum 

Sparekassedir. 

H.L. Bisgaard 

Direktør 

H. Heilbuth 

Cand.polit. 

Otto 

Himmelstrup 

Direktør 

Aage Jensen 

Grosserer 

A. Fonnesbech 

Direktør 

Chr. Magnussen 

Grosserer 

Ernst Meyer 

Direktør 

Ove Munch 

Direktør C.H. 

Olesen 

Cand. polit. 

Svend Røgind 

Redaktør 

C. Thalbitzer 

Underdirektør 

H. Vedel 

Direktør 

Johs. Berggreen 

Grosserer Hjalmar 

Hartmann 

Jura 

Overretssagf. 

Konrad 

Levysohn 

Overretssagf. 

Axel Bang 

Professor 

V. Bentzon 

Sagfører 

S. Berthelsen 

Landsretsdommer 

Jul. Møller 

Højesteretsdommer 

E. Olrik 

Landsretsdommer 

Axel 

Rasmussen 

Prof., dr.jur 

Vinding Kruse 

Overretssagf. 

Rich. Kaarsberg 

Kvindespm. og 

humaniora 

Sundhed 

Husmoderformand 

Carla Meyer 

Karen Braae Overlæge 

Estrid Hein 

Formand 

Henny 

Forchhammer 

Hoffotograf 

Julie Laurberg 

Professor 

Frantz Dahl 

Forfatterinde 

Gyrithe Lemche 

Professor 

A. Oppermann 

Professor, 

dr. teol. 

F. Torm 

Professor, 

dr. phil. 

Fr. Weis 

Professor 

Harald 

Westergaard 

Inger Kjær, 

Kvindernes 

Køkken 

Dr. med. 

S. Monrad 

Dr. med. 

Eli Møller 

Sparekassedir. 

Winkel Smith 

Fed = medlem af bestyrelsen (9), Kursiv = medlem af Repræsentantskabet (24), Fed kursiv = adm. direktør 

Sygeplejeformand 

Henny 

Tscherning 

Dr. med. 

Poul Hertz 

Læge, formand 

Vilh. Ryder 

Bolig og håndværk 

Sagfører, dir. 

F.C. Boldsen 

Snedkermester 

S.A. 

Christensen 

Lejerformand 

Charles 

Nielsen 

Tømrermester 

S.M. Grumstrup

Man kan spørge, hvad der får denne kreds til at stå frem, anbefale stiftelsen af et 

almennyttigt boligselskab, tegne garantikapital for samlet et efter tidens forhold 

bestemt ikke ubetydeligt beløb uden udsigt til meget afkast og derefter for en dels 

vedkommende på forskelligt niveau i adskillige år at deltage vederlagsfrit i ledelsen 

af selskabet. 

Kilderne fortæller ikke direkte meget derom. Oversigten afslører som sagt, at stifterne 

havde dybe rødder i det bedrestillede borgerskab, at der ikke var mange 

egentlige boligfolk i blandt, faktisk kun F.C. Boldsen selv (samt i et vist omfang 

Bramsnæs), men også at stifterne kom fra mange af samfundets institutioner, foreninger 

og professioner. En del af stifterne var netop bærere af sådanne institutions- 

eller foreningsinteresser, f.eks. som formænd for foreninger, der kunne siges 

at være relevante brugergrupper. Det gælder tydeligt repræsentanterne for kvinderne 

og husmødrene, men vel også repræsentanterne for funktionærforeninger 

og underofficerer. Lægerne og ingeniørerne havde tidligere været aktive, både i 

forbindelse med opførelsen af Brumleby og ved Stiftelsen af Arbejdernes Byggeforening 

(se herom i næste kapitel). Her havde socialdemokraten C.V. Bramsnæs i 

anden sammenhæng omtalt initiativtagerne, især lægerne Ivar Hornemann og F.F. 

Ulrik, som ”socialt forstående mænd af de bedre samfundsklasser”. Og det var – 

med en tilføjelse for kvinder – nøjagtigt en sådan kreds, der stod bag stiftelsen af 

KAB. 

Erland Thaulow 1879 – 1972 

Cand. polyt. 

Professor i Mekanisk Teknologi 

ved Danmarks Polytekniske Højskole 

KAB’s formand 1926 – 1962 

Medlem af en række datterselskabsbestyrelser 


15

Tiden efter afslutningen af Første Verdenskrig var præget af social uro og store 

omskiftelser ude i verden, som også satte sit præg på den danske politiske dagsorden. 

Størst var vel det sønderjyske spørgsmål, som netop i 1920 fandt sin (foreløbigt) 

endelige afklaring, men i maj måned 1920 var det stadig kun et par måneder 

siden, at landet under Påskekrisen som følge af Kongens egenrådige afskedigelse 

af regeringen Zahle var på randen af en revolution af den type, der i andre 

europæiske lande havde rystet eller fjernet de gamle regimer. Man kan bestemt 

ikke afvise, at den sociale forståelse var iblandet en god del frygt for fremtiden. 

Det har næppe alene været det drivende, men blandingen af den sociale idealisme 

og ønsket om det samfundsstabiliserende gennem bedre boligforhold indeholder 

formentlig hovedforklaringen. 

Boldsen selv er naturligvis en nøglefigur i stiftelsen af KAB. Han var i 1920 43 år 

gammel og havde på det tidspunkt opholdt sig i København i 9 år, havde været 

drivkraft i stiftelsen af Dansk Havebyforening, havde deltaget i Boligkommissionens 

arbejde og i det hele vist et usædvanligt talent for både etablering af netværk 

og markedsføring af boligsagen. 

Interessant er det imidlertid også, hvor svagt repræsenteret arkitekturen er blandt 

stifterne. Boldsen havde ellers gode forbindelser til landets bedste arkitekter. Han 

havde som nævnt stiftet Dansk Havebyforening og siddet i dens bestyrelse sammen 

med bl.a. Martin Nyrop, Anton Rosen og redaktøren af ”Architecten” Dr. Phil. 

Vilhelm Lorenzen og senere siddet i Boligkommissionen med Ivar Bentsen, som 

arbejdede sammen med Thorkild Henningsen. Men kun Vilhelm Lorenzen fandt 

vej til Repræsentantskabet, og ingen af de øvrige er blandt stifterne. Og dog skulle 

netop arkitekturens og byplanlægningens interesser spille en stor rolle for Boldsens 

videre arbejde. 

Heller ikke Københavns Kommune viste større interesse og var ikke blandt stifterne, 

hvorimod det konservativt indstillede Gentofte tegnede sig 5 . 

For at prøve at forstå borgerskabets – og Boldsens – baggrund kan det være nyttigt 

at se lidt bagud på boligsagens historie. 

5 Pudsigt er det derfor, at siden da har KAB i Gentofte bygget 311 almene boliger samt Studiebyens 

105 boliger og Jægervangens 23 boliger, men mere end 10.000 boliger i Københavns Kommune. 


København med 

forstæder 1840 

Bolignød 

Stifterne af KAB var kun få blandt de mange, der gennem årtier havde kæmpet 

og arbejdet for ”Boligsagen” – for ordentlige og sunde boliger, som også kunne 

betales af mennesker med beskedne indkomster. Men gennem 18-hundredetallet 

var boligforholdene faktisk nok generelt blevet dårligere. 

Omkring 1800 havde Danmark ca. 1 mio. indbyggere. Langt de fleste boede på 

landet, ca. 100.000 boede i København og ca. 100.000 i provinsens købstæder. 

Man kan bestemt ikke påstå, at folk, der boede på landet, også boede godt. Mange 

– og især tjenestefolk og daglejere - boede faktisk under ret kummerlige forhold, 

men de boede dog nogenlunde frit – modsat i København, der var blevet 

spærret inde af befæstningens volde. Og som årene gik, og befolkningen voksede, 

blev byens borgere klemt mere og mere sammen. 


17

18 Bolignød 

Boliger i Adelgade, 

København

I årene omkring 1800 fik København ganske ufrivilligt fornyet boligbestanden ved 

2 store brande, der i 1795 og 1807 nedbrændte meget store dele af byen. Før 

brandene var København stadig en nogenlunde åben by med lave huse og haver 

bag forhusene, men genopbygningen efter brandene betød fortætning og indebar, 

at byen blev forvandlet fra en by af lave huse til en by af etagehuse. 

Kun gaderne, vandforsyningen og afløbene blev ikke fornyet ved brandene, og de 

var i en stadig ringere forfatning. Natrenovationen var i yderst kritisabel stand og 

vandforsyningen baseret på efterhånden utætte udhulede træstammer, der for 

manges vedkommende havde ligget i jorden siden Christian den Fjerdes dage. 

Københavns vækst 

Og København voksede. I begyndelsen af 1800-tallet var befolkningstilvæksten 

endnu moderat, bl.a. på grund af stilstanden i økonomien efter statsbankerotten i 

1813, men fra omkring 1840 voksede byen, og mellem 1840 og 1855 blev yderligere 

13.000 mennesker presset ind bag voldene i kældre, der indrettedes til boliger, 

og især i nytilbyggede etager samt side- og baghuse. Presset på militæret for 

at frigive arealer udenfor byen voksede, militæret gav sig lidt, men i 1853 gik det 

galt, og byen blev ramt af en kolera-epidemi, der kostede næsten 5.000 mennesker 

livet. 

Allerede i 1848 havde Borgerstanden imidlertid gjort oprør (som den slags nu 

gøres i Danmark), Riget fik en fri forfatning, faktisk ret fri, og midt i 1850’erne fik 

Københavns borgere også magten over deres egen by. 

Men koleraepidemien blev tændsatsen til omfattende forandringer i København. 

Voldene blev sløjfet 1855, og byen kunne brede sig ud over voldterrænet og senere 

videre ud, de sanitære forhold blev forbedret, og som et eksempel til videre efterfølgelse 

opførte Lægeforeningen nye sunde boliger ude på det senere Østerbro, 

langt udenfor den usunde storby, en bebyggelse som blev kaldet Brumleby. 

Brumleby blev opført fra 1853 til 1872 under indtryk af koleraepidemien. Initiativet 

til et byggeri med lys og luft udenfor byens volde på Øster Fælled blev taget af 

især lægerne Emil Hornemann og F.F. Ulrik på vegne af bygherren ”Foreningen til 

opførelse af sunde og billige boliger for de ubemidlede klasser”. Bebyggelsens 

arkitekter var Michael Gottlieb Bindesbøll og Vilhelm Klein 6 . 

Gøsta Knudsen tog cyklen til Brumleby: 

6 Brumleby gennemgik fra 1990 til 1996 en gennemgribende renovering. Ansvarlig for renoveringen 

er Byfornyelsesselskabet København med Dominia A/S som byggeleder, kgl. bygningsinspektør 

Gehrdt Bornebusch som arkitekt og Lone van Deurs som landskabsarkitekt. 


19

Selv om Brumleby har mere end hundrede år på bagen, er 1850’ernes pionerånd 

stadig nærværende. Lave bygninger med fællesanlæg, smukt proportionerede 

lave boliglænger med indlevede forhaver og store velplejede fællesarealer med 

fritstående træer udgør en helhed med en arkitektonisk kvalitet, der gør det let at 

forstå bebyggelsens banebrydende betydning for 1900-tallets sociale boligbyggeri. 

Bebyggelsens længer er placeret taktfast i fire snorlige rækker, så der dannes tre 

overordnede rum. Rummene yderst, mod øst og vest er grønne parkagtige rum. I 

bebyggelsens midte, hvor belægningerne slår en mere bymæssig tone an, ligger 

fællesrummene. Oprindeligt med badeanstalt, mødesal og Københavns første 

Brugsforening. 

billeder 

20 Bolignød


21

Adgangen til boligerne fra det midterste bymæssige rum med fælleshusene er 

overbevisende løst. Trappesten af granit og en smal brostensbelægning danner en 

halvprivat zone, hvor den enkeltes identitet og sociale kapacitet kan komme til udtryk. 

Mod den parklignende grønning fungerer de små haver som fredfyldte oaser, 

at dømme efter beboernes umådeholdne impulsindkøb af romantiske havemøbler 

og hvide parasoller. 

Brumlebys nøgterne længer med det karakterfulde skifertag, den gule og lysegrå 

markering af boligtypernes placering i bygningskroppen, de håndværksmæssigt 

præcist udførte detaljer ved de vandrette bånd under vinduerne, den smukke overgang 

til himlen og jorden ved tagudhænget og soklen samt vinduerne og dørene 

med de spinkle sprosser er i sin helhed bygningskunst, når det er bedst. Det er 

således ikke tilfældigt, at Brumleby stadig i 2007 suverænt fastholder pladsen som 

en inspirationskilde, det er svært at komme uden om, hvis man har noget på hjerte 

med fremtidens almennyttige byggeri. 

Hornemann havde i en årrække været blandt de ledende i bekæmpelse af kolera 

og andre sygdomme blandt Hovedstadens indbyggere og havde hentet en del af 

sin inspiration til byernes indretning fra engelske idealbyer for arbejderklassen. 

22 Bolignød 

Brumleby

Kartoffelrækkerne 

Hornemann og Ulrik var også blandt drivkræfterne ved stiftelsen af Arbejdernes 

Byggeforening i 1865. Byggeforeningen blev stiftet af arbejderne på B&W, der 

begejstret påhørte Ulriks betragtninger om, at ”det er en væsentlig betryggelse for 

den bestående samfundsorden, og for dens rolige og lovbundne udvikling, når så 

stort et antal som muligt fra besiddelsesløse bliver besiddende, thi derved udvikles 

individernes selvfølelse, de bliver gode familiefædre og besindige statsborgere”. 

Året efter kunne der holdes rejsegilde på de første 10 boliger i Sverigesgade på 

Amager, ejerne blev fundet ved lodtrækning, og i årene derefter opførte Byggeforeningen 

knap 4.000 boliger, hvoraf de kendteste vel er Kartoffelrækkerne, 480 

boliger opført ved Søerne mellem 1873 og 1889. 

Samme betragtninger som de, F.F. Ulrik udtrykte, lå bag Højres delvise accept af 

et socialdemokratisk forslag i Folketinget i 1886 om en boligstøttelov for byggeforeninger. 

Forslaget førte til, at der i 1887, om end i beskåret form, gennemførtes en 

lovgivning om støtte til byggeforeninger, foreløbig i en tiårig periode. Siden blev 

loven forlænget i yderligere ti år. 

Billede 

Byggeforening 


23

I de følgende år byggedes meget, især af private bygherrer, men i 1908 brød boligmarkedet 

sammen, og det var først efter 1. Verdenskrig, at de private bygherrer 

vendte tilbage til boligbyggeriet. Ved den socialdemokratiske kongres samme år 

var der endvidere sket det, at socialdemokraternes mistro overfor kooperationen 

var lettet noget, hvilket også banede vejen for boligkooperationen. Efter langstrakte 

forudgående forhandlinger blev i 1912 og 1913 først AAB og dernæst AKB dannet. 

Det moderne almennyttige byggeri var ved at blive født. 

I udviklingen heraf spillede borgerskabet på forskellig vis en betydelig rolle, dels 

ud fra mere ideelle, socialt inspirerede motiver, dels altså ud fra et ønske om at 

sikre samfundets stabilitet ved at sikre arbejdere og andre besiddelsesløse bedre 

livsvilkår og boligforhold. 

Havebyen 

Men der er i borgerskabets verden en tredje streng, som ikke mindst er betydningsfuld 

i skabelsen af KAB, nemlig drømmen om sunde og rene byer uden forurening. 

Idealbyerne for arbejderklassen er allerede nævnt, og omkring 1900 opstår 

i Storbritannien nye tanker herom, der også kommer til at præge det 

tankegods, som især Boldsen fører med ind i KAB. 

I 1898 skrev en engelsk parlamentsstenograf ved navn Ebenezer Howard en lille 

bog om fremtidens havebyer – ”Garden Cities of Tomorrow”. Den førte til mangt 

og meget, men bl.a. opførelse af en slags studieby efter Howards ideer ved navnet 

Letchworth, hvortil Boldsen begav sig i 1909 og blev meget optaget deraf. Tre år 

senere skrev han inspireret af sit besøg et mindre skrift med titlen ”Haveboliger i 

Danmark for de mindre bemidlede samfundsklasser”, og samme år tog han initiativ 

til dannelsen af Dansk Havebyforening (der skulle blive en slags forløber for 

Boligselskabernes Landsforening). 

Havebyforeningen fik straks en henvendelse – fra Foreningen Grøndalsvænge, 

som ønskede hjælp til at opføre haveboliger på et areal ved Hillerødgade. Hjælp 

fik de, og netop i dette kvarter skulle Boldsen en halv snes år senere opføre KAB’s 

første bebyggelser. 

24 Bolignød 

Letchworth

Grøndalsvænge 

Havebyforeningen satte også gang i andre ting. I 1915 henvendte foreningen sig 

til Rigsdagsmanden Thorvald Stauning og foreslog, at der blev nedsat en boligkommission 

til undersøgelse af byggeriets forhold. Stauning fangede straks sagen, 

men det krævede en del arbejde også at overbevise den radikale indenrigsminister 

Ove Rode om nødvendigheden heraf. Nedsat blev den dog i 1916 med en vis 

assistent C.V. Bramsnæs 7 som dens ene sekretær. Boligkommissionen gennemarbejdede 

en række spørgsmål om boligbyggeriets finansiering og organisation og 

blev til stor inspiration for det boligpolitiske lovgivningsarbejde i tiden efter Verdenskrigen. 

Men Boldsen tog naturligvis også sine erfaringer herfra med ind i arbejdet 

i det nystiftede KAB i 1920. 

Drømmen var ikke alene at afhjælpe bolignøden, men også at forbedre og forny 

boligbyggeriet. 

7 Senere socialdemokratisk finansminister og nationalbankdirektør. 


25

Livet i solen 

Tiden efter afslutningen af Første Verdenskrig i 1919 og årene i 1920’ernes begyndelse 

var som allerede nævnt en urolig tid. I Rusland var der udbrudt revolution 

allerede i 1917, Østrig-Ungarn gik under ved fredsslutningen og opløstes i et større 

antal nationalstater, i Tyskland udbrød også oprør, der dog blev nedkæmpet, 

og i Danmark var Riget så tæt på revolutionært oprør som ingensinde siden. I 

1920 indtrådte også en inflatorisk krise, der to år senere skulle rive tæppet væk 

under Landmandsbanken og dermed bringe KAB i stor risiko med et ”for selskabet 

udslagsgivende beløb” på 400.000 kr. Da Landmandsbanken kom i vanskeligheder, 

sad Boldsen efter egen beretning en hel nat i september 1922 til kl. 

04.00 om morgenen som ”en højst interesseret kreditor i Rigsdagens tilhørerloge” 

og overværede handelsministerens fremlæggelse af det lovforslag, der reddede 

Landmandsbanken – og dermed også KAB. 

Det var således under vanskelige sociale og økonomiske vilkår, at selskabet påbegyndte 

sin virksomhed. 

De væsentlige drivkræfter bag skabelsen af KAB var som nævnt ud over stifternes 

”virkelige sociale interesse” stifternes vision om en by uden forurening, hvor boligerne 

understøttede beboernes sundhed, og udearealerne havde lys og luft. 

Kendskabet til Brumleby på Østerbro i København og den initiativrige direktørs 

besøg i Letchworth i England, hvor Ebenezer Howards tanker om fremtidens havebyer 

var realiseret, førte i 1920’erne i København til et eksperimenterende byggeri, 

hvor rækkehuset som type og boligform blev lanceret. 

Boldsen havde imidlertid, ikke mindst med sin baggrund i Havebyforeningen, dermed 

også en arkitektonisk vision: ”I første række var det selskabets idé at genoplive 

rækkehusbebyggelserne i Danmark, den bebyggelse, som fra gammel tid har 

præget vore Købstæder med huse, der opførtes side om side med haver bag, og 

som frembyder en rummelig og fordelagtig boligform”. 

Under arbejdet i Boligkommissionen havde Boldsen, Bramsnæs og arkitekten Ivar 

Bentsen drøftet gennemførelse af sådanne bebyggelser, og efter forhandlinger 

med Københavns Kommune fik Ivar Bentsen allerede i 1920 i opdrag at fremkomme 

med et skitseforslag, der kunne danne grundlag for de videre forhandlinger 

om grundmuligheder. Enden på disse blev et areal ved foden af Bellahøj, hvor 

KAB opførte sin første bebyggelse med Ivar Bentsen og Thorkild Henningsen som 

arkitekter. 

Boldsen måtte dog også forholde sig til virkeligheden - ”at indføre en ny boligform 

er ofte forbundet med en kamp for at få folk til at forstå dens fordele og tillige 

dens begrænsning. Rækkehuse er ikke villaer, men for samme husleje kan man til 

gengæld byde en rummeligere bolig. Rækkehusene kan tage sig noget nøgne ud i 

26 Livet i solen

Byggerier i 1920’erne. 

begyndelsen, indtil træer og planter har forvandlet nøgenheden til idyl, og beboerne må derfor væbne sig med 

tålmodighed og selv deltage i denne omskabelsesproces, hvilket kan falde enkelte vanskeligt”, noterede han i 

1945. 

Med hjælp fra nogle af datidens bedste arkitekter opførtes Bakkehusene fra 1920 til 1921 ved Hulgaardsvej på 

Bellahøj, Studiebyen i 1921 ved Rygårds Allé i Gentofte og Jægervangen også i 1921 ved Ermelundsvej i Jægersborg. 

Bebyggelserne, der spænder fra fritliggende enkelt- og dobbelthuse til rækkehuse, har som fælles træk de 

enkle, præcist formede, materialeøkonomiske bygningskroppe, der konsekvent er orienteret efter solen. 

Gøsta Knudsen drog på opdagelse i KAB’s barndom. 


27

Bakkehusene 

Bakkehusene blev opført i 1920 til 1921 som 171 to etager høje rækkehuse opført 

som et muret byggeri i rosa flammede teglsten. 

Da Gøsta Knudsen besøger Bakkehusene i 2007, en solmættet sommerdag ved 

middagstid, er det vanskeligt at forstå 1920’ernes manglende begejstring for ”negerlandsbyen”, 

som københavnerne straks døbte bebyggelsen. Set fra den grønne, 

parklignende rumdannelse, Rødkilde Plads, er bebyggelsens bærende idé let 

opfattelig og klar. Fra Rødkilde Plads er der kig til snorlige rækker med præcist 

proportionerede gavle, smukke tagflader med taktfast placerede skorstene og 

små kviste med en karakterfuld vinduesindramning. Adgangsvejene til de disciplinerede 

geledder med rækkehuse, Markvej og Bakkevej, danner intime rum med 

smalle velholdte forhaver. På den måde skabes en overgangszone, hvor det offentlige 

og det private mødes. 

Mellem husrækkerne er der mod bagsiderne private, smalle, dybe haver med fine 

små skure og indlevet haveinventar, der fortæller om beboernes kærlige pleje og 

skaberglæde. Her er der gode chancer for at møde venlige, imødekommende, 

gråsprængte pensionister med socialt overskud og tid til en snak om Bakkehusenes 

kvaliteter som bosted. Her bliver det endvidere også tydeligt, at snorlige, solorienterede 

husrækker per automatik ikke fører til forblæste uderum uden identitet 

og socialt liv. 

Rækkehusene er i fin stand, og fastholdelsen af de oprindelige detaljer ved kvistene, 

vinduerne og indgangspartiernes døre vidner om et prisværdigt, håndværkmæssigt 

funderet vedligehold. Elsker man murværk, får man en særlig spændingsfuld 

oplevelse, når sollyset strejfer gavlene. På det tidspunkt bliver det rosa, 

flammede murværk med de karakteristisk indrammede vinduespartier levende 

med en materialekarakter som en pirrende, let, tekstilkonstruktion. 

I sin helhed er Bakkehusene med bebyggelsesplanens faste overordnede greb og 

de smukke bygningsdetaljer, trods sine 87 år på bagen, en arkitektonisk oase af 

højeste kvalitet. 

28 Livet i solen


29

30 Livet i solen

Studiebyen 

Men Boldsen og KAB sigtede højere. KAB skulle medvirke til at omforme byudviklingen 

ved at vise det, vi i vore dage ville kalde ”best practise” – det bedste af det 

bedste. Midlet hertil var Studiebyen. Studiebyen blev således til på grundlag af en 

særlig idé. Formålet var naturligvis i første omgang at skaffe boliger, der kunne 

medvirke til at afhjælpe bolignøden også i Gentofte Kommune. Det spillede faktisk 

en rolle for kommunalbestyrelsen. Men for KAB’s vedkommende knyttede der 

sig dertil ønsket om at yde et bidrag til fremkomsten af bedre boligtyper end de 

sædvanlige indenfor det lave byggeri og rækkehusbyggeriet. På ”dette smukke 

sted” skulle findes ”et leksikon vedrørende det lave byggeri af enkelthuse, dobbelthuse 

og rækkehuse”. 

Studiebyen var en stor opgave for det nystartede boligselskab. Boldsen noterer, ”at 

det voldte en ikke ringe administrativ vanskelighed dels at forene de mange arkitekter 

8 og dels at samtidig lade de fremtidige beboere erholde en vis indflydelse 

på husenes indretning, kan nok indses”. 

Studiebyen blev opført i 1921 med 104 enkelt-, dobbelt- og rækkehuse. Ud over 

KAB’s ønsker om at afprøve forskellige boligformer blev opførelsen af Studiebyen 

forankret i boligloven, der understøttede ”Byggeri af Smaahuse med Haver”. 

8 Det var en smuk kreds af gode arkitekter, KAB samlede til opførelse af Studiebyen: P. Holsøe, Alfred 

Brandt, Carl Schiøtz, Edvard Thomsen, Ponsaing og Svend Møller, Hans Jørgen Tvede, A. Kirkerup, 

Sigurd Christensen, Kaj Turin, Henning Jørgensen, Tyge Hvass, Anton Rosen, Claudius Hansen, Ivar 

Bentsen og Thorkild Henningsen, Ole Falkentorp, Peter Nielsen, Aug. Rasmussen og Rørdam Jensen, 

Jesper Tvede, Kay Fisker og Anthon Bendix. En række af dem faktisk blandt tidens fremmeste. 


31

Lad mig (Gøsta K) sige det med det samme: Eksperimentet står i 2007 uantastet 

som en vellykket boligbebyggelse af høj arkitektonisk kvalitet. 

Tidligt om morgenen, når lyset fra øst er lavt og skarpt, står Rygaards Allés rækkehuse, 

med det tydelige slægtskab til Bakkehusene, markant. Mellem de to snorlige, 

disciplinerede husrækker med de små forhavers overgangszone etableres et rum 

med en bymæssig stemning. Den understreges på mesterlig vis af det arkitektoniske 

brud, hvor en markant portbygnings spændte bue med urokkelig tyngde introducerer 

Sømarksvejs fritliggende dobbelthuse. 

Ud over fint proportionerede bygningskroppe er Sømarksvejs dobbelthuse seværdige 

ved de forfinede detaljer ved indgangspartiernes elegante overdækninger. 

De er vigtige at passe på! 

Næste bymæssige højdepunkt kommer i krydset mellem Rygaards Allé og Lundeskovvej. 

Her vogter fire oplevelsesrige punkthuse med pyramidetag krydset, der 

markerer overgangen til Studiebyens fritliggende enfamiliehuse. Det fine ved den 

del af bebyggelsen er husenes rumdannende placering på en linie mod vejen 

samt de gode eksempler på den tids gode håndværk og interessen for en kompakt, 

muret bygningskrop som midlet til et minimalt materialeforbrug. 

Rækkehusbebyggelsen er med sit fine vedligehold en arkitektonisk perle. Helt så 

overbevisende er enkelt- og dobbelthusene ikke. Her er der eksempler på uheldigt 

vedligehold, hvad angår vinduer og døre samt farvevalg. Det ændrer dog ikke ved 

helhedsindtrykket af Studiebyen som et vellykket eksperiment med en homogenitet, 

der ligger langt fra 2007’s eksempler på den enkelte arkitekts promovering af 

sig selv på bekostning af sammenhæng og helhed. 

32 Livet i solen


33

34 Livet i solen

Jægervangen 

Jægervangens 10 dobbelthuse og 3 enkelthuse ved Ermelundsvej og Jægervangen 

blev opført i 1921 til 1922. Dobbelthusene, hvis bagmænd talte arkitekterne 

professor Ivar Bentsen, A Cock-Clausen, Thorkild Henningsen, V. Rørdam Jensen, 

Peter Nielsen og August Rasmussen, blev præmieret af Gentofte Kommune. 

Ved det første møde mellem Gøsta Knudsen og den lille helstøbte bebyggelse er 

der ikke meget, der vidner om, at der i 1922 var tale om en bebyggelse til ubemidlede 

arbejdere. Det er sammenlignet med 2007’s sociale spændinger prisværdigt! 

Bebyggelsens skarpt skårne bygningskroppe er disciplineret placeret på linie mod 

vejen. Med små forhaver mod Jægervangen og større haver mod Ermelundsvej 

for at udnytte sollyset bedst muligt. Haverne er velplejede, og den omfattende aptering 

med terrasser af ædle træsorter, drivhuse, bænke og parasoller viser, at beboerne 

har taget bebyggelsen til sig. 

Bebyggelsens arkitektur er i nær slægtskab med Bakkehusene. Det ses ved brugen 

af de smukke rosa teglsten, de fint sprossede døre og vinduer indrammet af fremtrukket 

murværk, overgangene til himlen og jorden ved gesimsen og soklen samt 

det fine motiv med små valmede kviste. 


35

Gøsta om Starten 

De tre eksperimenterende bebyggelser viser en beundringsværdig konsekvens i 

KAB’s bestræbelser på at udbrede rækkehuset som boligtype. Med de nye materialebesparende 

konstruktioner, samspillet mellem funktion, håndværk og detalje, 

den avancerede etablering af rum med forskellige grader af bymæssighed og den 

sympatiske menneskelige skala er der tale om et gennemført pionerarbejde, som 

2007’s udvendige, heroiske, spydspidsarkitektur kunne lære meget af. 

Jægervangen 

36 Livet i solen

T.v.: Classens Have 

T.h.: Solgården 

Byhuse 

Drømmen om sunde boliger og bebyggelser med lys og luft blev ud over eksperimenterne 

med de banebrydende rækkehusbebyggelser også afprøvet i et bymæssigt 

etagebyggeri. I København lige udenfor de gamle volde blev der i 1925 opført 

et 5 etager højt, rødt, muret etagebyggeri udformet som et trefløjet anlæg, der 

omkransede kommunens park ”Classens Have” 9 . 

Det trefløjede anlæg, med åben forbindelse til Classens Have og den elegante 

karrébebyggelse Arendal fra 1930, var det første i en række af etagebyggerier, 

hvor høj udnyttelsesgrad og rationel repetition af lejlighedstyper forbilledligt blev 

kombineret med store fælles grønne friarealer, med lys og luft. Som repræsentanter 

for byggerierne, der spænder fra den lukkede karré over den delvis åbne karré 

til den solorienterede blokbebyggelse er valgt Classens Have ved Strandboulevarden, 

Grønnegården ved Borups Allé, Solgården ved Vejrø gade, Sygeplejerskernes 

Hus ved Tagensvej, Christianshavnergården ved Sankt Annæ Gade og Vibevænget 

ved Rørsangervej 10 . 

Gøsta Knudsen besøgte dem alle i sommeren 2007: 

9 Parken er ca. 10.000 m² stor. Grundarealet afkøbtes Det Classenske Fideikommis, således at KAB 

efter forhandlinger med Københavns Kommune kunne nøjes med at erhverve det for bebyggelsen 

nødvendige areal, men ikke parkarealet, der udlagdes som offentlig park. 

10 Boldsen noterede selv 25 år senere om denne udvikling med udgangspunkt i en omtale af Povl 

Baumans betydning for KAB: ”Povl Baumans arbejde for selskabet skete i en periode, hvor der skete 

en betydningsfuld udvikling af boligbyggeriets bebyggelsesplaner fra den lukkede karré (Grønnegården) 

til den halvåbne karré (Ved Classens Have) til de åbne stokbebyggelser, medens husene selv i 

detaljerne viser reminiscenser fra den nyklassicistiske periode”. 

Også ”igangsættelsen af Vibevænget havde en vis interesse, idet man her med assistance af arkitekt 

Povl Baumann kunne realisere den første længe- eller stokbebyggelse i landet, udformet som en 

3-etagers bebyggelse med åbne haveanlæg og legepladser mellem længerne, hvorved kvarteret får 

en friere og landskabeligere karakter end den hidtil anvendte karréform”, bemærker Boldsen. 


37

Ved Classens Have 

Bebyggelsen Ved Classens Have ved Strandboulevarden på Østerbro i København 

er et 5 etager højt muret trefløjet anlæg, der mod syd åbner sig mod parken Classens 

Have og nabobebyggelsen Arendal. Bebyggelsen Ved Classens Have, der 

blev opført i 1924 til 1925, indeholdt oprindeligt 15 butikker, 18 garager og 195 

lejligheder. Arkitekterne var Carl Petersen, Ole Falkentorp, Peter Nielsen og Povl 

Baumann. 

Gøsta Knudsen: Set fra Strandboulevarden opleves bebyggelsen bedst i al sin 

magt og vælde. I det tidlige morgenlys eller middagssolens strejflys giver de tilbageliggende 

fugers skygger og vinduernes spinkle sprosser den vejrbidte, urfjeldstunge 

bygningskrop en poetisk lethed. 

På klods hold åbnes der ved mødet med den urfjeldstunge murede soliditet, for 

fornemme håndværksmæssige udførte detaljer ved de bærende stik over vinduer 

og døre, soklens og taggesimsens møde med jorden og himlen samt de fine nedgange 

til kælderbutikkerne. 

Adgangen til gården er spændingsfuld. Her introducerer en smuk søjle for enden 

af det murede portrums bue, gårdens og parkens lys og luft. Målt med 2007’s 

standarder kan det smalle gårdrum, med garagerne og den høje mur mod parken, 

ved første øjekast godt virke en smule stedmoderligt behandlet. Men med 

altanerne, sollyset der strømmer ind fra syd, og den fine adgang til parkens grønne 

rum var bebyggelsen Ved Classens Have i 1925 et visionært arkitektonisk bud 

på, hvordan bymæssig tæthed kan gå hånd i hånd med sunde boliger og velbelyste 

fælles grønne opholdsarealer. 

38 

Byhuse


39

40 Byhuse

Grønnegården 

Bebyggelsen Grønnegården blev opført i 1923 i en ny bydel med Borups Allé som 

rygrad. Den murede 3 etager høje bebyggelse i røde sten havde foruden 16 butikker 

150 lejligheder. 

Kærsangervejs lange facade er en nydelse for Gøsta Knudsen. Det sørger den 

taktfaste rytme, vinduernes og dørhullernes fine detaljering for. Vinduerne, der er 

trukket langt frem i facaden, har elegante spinkle sprosser, og dørene med diagonalt 

stillede sprosser markeres effektfuldt af en hvid tempelfront i nyklassicistisk 

stil. 

Facaden mod Borups Allé er mere varieret. Her er der ud over indgangspartierne 

også små havestuer og muromkransede forhaver med adgang fra stueetagen. 

Grønnegårdens karré gennembrydes tre steder af porte, der markeres i facaden 

af trekantgavle med tandstiksgesims. Via portene er der adgang til bebyggelsens 

gårdrum, der med sine gule murstensfacader virker lyst og venligt. En gangforbindelse 

mellem portene mod syd og nord deler gårdrummet i to dele. Den del, der 

støder op til facaden med vestsol, har velholdte private haver med fine gamle havestuer. 

I den anden del, med morgensol fra øst, fortæller legeredskaber, små 

skure og grupper med borde og bænke om noget så umoderne i 2007 som et 

udfoldet socialt fællesskab. 

Grønnegården er en fin bebyggelse, hvor den disciplinerede, taktfaste klassicistiske 

bygningskrops disciplin blødes op af lejlighedernes solorientering mod det 

fælles gårdrum og Borups Allé. På den måde varsler Grønnegården om 1930’ernes 

arkitektoniske markering af boligens funktioner og den kompromisløse dyrkelse 

af byggeriets solorientering. 


41

Solgården 

Solgården ved Vejrøgade blev opført som et 5 etager højt muret byggeri med røde 

mursten i 1929. Bebyggelsen, der er udformet som en randbebyggelse om en 

park, er åbnet mod sydvest for at sikre mest mulig lys og luft. Bebyggelsen havde 

10 butikker og 186 lejligheder. 

For Gøsta er mødet med den bymæssige karrés brud med sin historiske lukkede 

struktur en stærk oplevelse. Umiddelbart er det åbningen i hjørnet mod sydvest og 

betoningen af gårdrummet som det samlende, der betager. En følgevirkning af 

det eksperiment, der yderligere understøttes af de skærmende mure mod Sankt 

Kjelds Gades, Vejrøgades forhaver og den konsekvente adgang til lejlighederne 

fra gården er at bebyggelsens kontakt til gadens byliv svækkes. 

Randbebyggelsens afklarede form følges begavet op i udformningen af karnapperne, 

altanerne og de dygtigt artikulerede hjørnepartier med elegante, fint sprossede 

dørpartier. De er som bebyggelsens øvrige vindueshuller indrammet med 

hårdtbrændte gule klinker for at sikre både en arkitektonisk lethed og et godt lysindfald. 

En fornem variant af facadens huller, som det er vigtig at passe på, er 

endvidere de gamle butikkers elegante glasfacader. 

Gårdrummet er indlevet opdelt i forskellige zoner. Langs facaderne er en overgangszone, 

hvor det private og det offentlige mødes. Her er der plads til borde, 

bænke, pergolaer og en varieret beplantning. I gårdrummets midte fungerer det 

mega store grønne haveanlæg, der er renoveret efter havearkitekten C.Th. Sørensens 

oprindelige oplæg, som bebyggelsens fælles rekreative areal. 

Samlet vurderet er der i 2007 i samspillet mellem bebyggelsens solorienterede 

lejligheder og det zonedelte. Brugsorienterede gårdrum med en arkitektonisk nerve, 

der målt med 1929’ernes standarder må have været grænseoverskridende. 

42 Byhuse


43

Sygeplejerskernes Hus 

Sygeplejerskernes murede 6 etager høje trefløjede bygningsanlæg af røde mursten 

blev opført i 1929. Bebyggelsen, der tangerer Tagensvej, havde oprindeligt 1 

butik, kontorlokaler for Dansk Sygeplejeråd, Alderdomskassen for Sygeplejersker 

samt 206 lejligheder 11 . 

Gøsta: Sygeplejerskernes Hus er rigt på oplevelser. Det trefløjede anlæg optager 

Tagensvejs og Fensmarksgades retninger ved at indskyde et rundt tårn, der fungerer 

som et hængsel og samtidigt står i bybilledet som et markant fixpunkt. Tårnet 

markerer endvidere bebyggelsens opdeling i små værelser med adgang fra en 

midterkorridor og de større lejligheder med traditionel trappeadgang. Set fra Sjællandsgade 

fastholdes anlæggets længer af markante tårne med pyramidetag. Tårnene 

markerer sammen med en havemur grænsen mellem Sjællandsgades offentlige 

byrum og bebyggelsens fine velholdte fælles parklignende gårdanlæg. 

Bebyggelsesplanens mesterlige overordnede greb følges op i de smukke facader, 

hvor lyse bånd af tegl giver en dynamisk lagdeling der styrer vinduernes placering. 

Men ikke nok med det. De små værelsers karnapper med elegante småsprossede 

vinduer giver facaden en lethed og en stoflighed som en bølgende tekstil konstruktion. 

Detaljeringen som helhed er udført med håndværksmæssig omhu. Ud 

over vinduernes og indgangsdørenes forfinede detaljer er bebyggelsens møde 

med jorden, der formidles af de glatte, mørke, klinkbrændte sokkelsten, eksemplarisk. 

Sygeplejerskernes Hus er med sine 150 små lejligheder præget af usentimental, 

rationel repetition. Trods rationaliteten er det med en overlegen beherskelse af de 

arkitektoniske virkemidler lykkedes at skabe en spændingsfuld bebyggelse af høj 

kvalitet. 

11 Arkitekten var Louis Hygom. Sygeplejerskernes Hus udgik 

af KAB’s administration i 1980. 

44 Byhuse


45

46 Byhuse

Vibevænget 

Vibevængets 3 etager høje murede solorienterede blokke af røde mursten ved 

Rørsangervej blev opført i 1927. Bebyggelsen indeholder 240 lejligheder, fordelt 

med 24 1-værelses lejligheder og 216 2-værelses lejligheder. 

Gøsta: Når man kommer til Vibevænget fra Rørsangervej fortæller den taktfaste 

række af gavle om bebyggelsens kompromisløse prioritering af sunde boliger og 

velbelyste udearealer med lys og luft. Sammenlignet med brokvarterernes karreer 

og bymæssige rumdannelser kan Vibevængets åbne rum, trods nyanlagte grønne 

plæner og porte af smedejern i royal slotsstil, virke en smule stereotype og kedelige. 

Det skal man ikke lade sig narre af. 

For det første er der fra de belagte arealer langs facaderne mulighed for at komme 

på klods hold med Vibevængets indlevede detaljer ved kælderens støbejernsvinduer 

med buede stik, indgangspartiernes døre med de klassiske stiltræk, 

de elegante sålbænke af skifer under vinduerne og murværkets indfarvede fuger, 

der giver facaden en homogen overflade. For det andet er der inde bag de lave 

træskure, der spænder ud fra gavl til gavl, varierede haveanlæg med en indlevet 

kreativitet, der ville varme enhver anlægsgartners hjerte. Her udtrykker en frodig 

beplantning, stensætninger formet som rotunder, drivhuse, bænke med hvide romantiske 

parasoller og bugtede stier beboernes skaberglæde og kærlighed til stedet. 

Fra Grønnegaardens lukkede, bymæssige karré med et fælles grønt opholdsareal, 

over Solgaardens åbne karré mod sollyset fra sydvest til Vibevængets konsekvent 

solorienterede blokke er der en proces, der som sit mål havde sunde boliger og 

fælles grønne udearealer med lys og luft. I det udviklingsforløb står Vibevænget 

som noget særligt ved sin banebrydende radikalitet, der senere i 1960’erne skulle 

blive realiseret i stor målestok i forstædernes åbne pionerlandskab. 


47

Christianshavnergaarden 

Datterselskabet Financia A/S stod i 1936 til 1937 bag opførelsen af det gule, murede 

6 etager høje U-formede kompleks Christianshavnergaarden. Ejendommen, 

der er lokaliseret ved Christianshavns Kanal, Sankt Annæ Gade og Dronningensgade, 

var indrettet med 2 butikker og 78 lejligheder. 

Gøsta K: Gårdrummet med sine stedmoderligt behandlede vandrette flader er der 

ikke meget at skrive om. Det er en skam. Et helt anderledes indtryk får man heldigvis, 

når man oplever Christianshavnergaarden fra gaden. Her er der, med naboskabet 

til Christianshavns Kanals reflekterende vandspejl og samspillet med Vor 

Frelser Kirkes himmelstræbende spiral, tale om et stimulerende møde mellem nyt 

og gammelt. Byrummets høje kvalitet følges til dørs af Christianshavnergaardens 

sikkert proportionerede bygningskrop. Men ikke nok med det. Hjørnekarnappernes 

karakterfulde glasprismer, altanernes elegante værn, den fine butiksfacade 

med de gule keramiske klinker, soklens smukke standerskifte og de elegante døres 

lethed ved de effektfuldt indrammede indgangspartier er et overflødighedshorn af 

fornemt bearbejdede detaljer. 

Det bymæssige focus ses også tydeligt i bygningens tværsnit, der fortæller om organiseringen 

af de forskellige funktioner. Ved mødet med jorden indbyder en butik 

indrettet som en café med udeservering til emanciperede bymæssige diskussioner 

om livet i cyberspace. Herefter følger 3 etager med lejligheder. Øverst oppe, hvor 

himmellyset er stærkt, er de 2 øverste etager trukket tilbage for på ægte penthouse-maner 

at give plads til store velbelyste altaner med panoramaudsigt. Her 

må en kop te klokken fem efter arbejdet have en helt særlig smag. 

Samlet vurderet er Christianshavnergaarden trods sine 70 år stadig i 2007 et fuldblods 

byhus med noget på hjerte 12 . 

12 Arkitekten var P. Søgaard Pedersen, der allerede da var fast tilknyttet KAB. I 1945 skulle han blive 

teknisk direktør. 

48 Byhuse


49

50 Byhuse 

Kort over 1930’ernes byggerier

Demokrati eller styring 

Boldsen blev ingen stor ven af ”folkelige bevægelser”, og bl.a. det medvirkede til 

hans afgang i 1945. Men først i 1920’erne, hvor Bakkehusene er på vej op, stillede 

tingene sig dog lidt anderledes: ”Vi havde på en generalforsamling den 26. 

maj 1921 ladet de indtegnede beboere vælge en bestyrelse – det var jo i andelsboligforeningernes 

tid – som skulle føre kontrol med byggeriet under dets opførelse”, 

noterede Boldsen i 1945. Men at han fandt det folkelige indslag besværligt, 

lagde han ingen skjul på. 

De første 11 såkaldte datterselskaber blev alle grundlagt på denne måde. På en 

generalforsamling fik beboerne forelagt byggeregnskabet og valgte her en bestyrelse, 

som derefter ledede datterselskabet i samarbejde med KAB, der udpegede 

et enkelt medlem til bestyrelsen. Et næsten fuldgodt beboerdemokrati på lokalt 

niveau af den type, der stadig kendes i private andelsboligforeninger. 

De parlamentariske boligselskaber 

Det var en helt forståelig konstruktion i 1920 og demokratisk set for så vidt ikke 

specielt avanceret, om end nok mere decentral end de fleste sammenlignelige boligforetagender. 

Boldsen antyder selv baggrunden – byggeforeningerne, Arbejdernes 

Andels Boligforening, Arbejdernes Kooperative Byggeforening og Grøndalsvænge, 

som er nogle af tidens socialt orienterede bygherrer. Et stykke hen ad 

vejen beroede modellens succes – som det moderne beboerdemokratis – på, at 

der i bebyggelserne fandtes vidende ildsjæle, der var parat til at lægge både tid 

og kompetence i ledelsen af det lokale selskab. 

Både for KAB og for det almene boligbyggeri i almindelighed spiller de ”Parlamentariske 

Boligselskaber”, som de efterfølgende er blevet døbt, en vigtig rolle, 

idet de skaber den model og de principper for opførelse og organisation af byggerier, 

der i det væsentlige har været styrende i alt almennyttigt byggeri lige siden: 

De er selvstændige enheder af boligselskabet, de har selvstændig økonomi, de er 

vedtægtsmæssigt selvstændige (idet vedtægterne dog samtidig knytter dem til 

KAB). Siden deres stiftelse har de været anset for andelsboligselskaber i en form, 

hvor andelen udgøres af et grundfondsbevis, der modsvarer beboerens indskud 

ved indflytning. 

De Parlamentariske Boligselskaber Opført 


51

Parlamentariske boligselskaber 

Bakkehusene 1921 

Jægervangen 1921 

Studiebyen 1922 

Hillerødhus 1922 

Store Bakkehuse 1923 

Heimdal 1923 

Grønnegården 1924 

Ved Classens Have 1924 

Vendsysselhus 1925 

Kastelshaven 1927 

Vibevænget 1928 

Selvom de parlamentariske er skabt som sociale byggerier, har de aldrig været 

anset for almennyttige i lovgivningens præcise forstand. Men i 2004 rejste en dom 

tvivl herom, idet retten anså de Parlamentariske Selskaber for almindeligt udlejningsbyggeri. 

Driftsøkonomisk var de Parlamentariske Selskaber i mange år baseret på en særdeles 

bæredygtig konstruktion, der under skiftende boliglovgivning sikrede gode 

boligforhold og lav husleje. Først da der i 1990’erne skulle foretages meget store 

renoveringsarbejder i bebyggelserne, som udskiftning af hele taget og alle vinduerne, 

hvilket ikke fuldt kunne dækkes af henlæggelserne, måtte der foretages væsentlige 

forhøjelser af huslejen. 

De havde også stærke formænd. Handelschef Simon Lyngbæk (født i 1889) var et 

tidligt, men tydeligt eksempel herpå. Han blev valgt som den første formand for 

Boligselskabet Bakkehusene i 1921, da byggeriet stod færdigt, blev samme år 

handelschef i Kgl. Grønlandske Handel, fraflyttede snart derefter Bakkehusene, 

men blev så valgt til KAB’s bestyrelse og sad i bestyrelsen fra først i 1920’erne, til 

han udtrådte midt i 1960’erne. 

52 Demokrati eller styring

Rettelse 

Det nævnes, at Knud Johnsen 

efterfulgte sin far som formand 

i Kastelshaven. 

Dette er ikke korrekt. 

Knud Johnsen har oplyst, at 

hans far blev opfordret, men 

ikke ønskede valg. 

Knud Johnsen selv var formand 

fra 1993 til 2003. 

En anden type var Villy Strandby Sørensen, født 1925 (se tegning side 127), der var 

blandt de første beboerdemokrater i KAB’s bestyrelse, hvor han havde sæde indtil 

1998. Strandby var formand for Boligselskabet Grønnegården fra 1969 til 1997. 

Socialt har det været en bæredygtig konstruktion. De parlamentariske selskaber 

har særlige ventelister, der (delvis) har rod i deres vedtægter, og som bl.a. gør det 

muligt for familiemedlemmer både at overtage boligen efter forældre eller bedsteforældre 

og få fortrinsret til at overtage andre boliger, som måtte blive ledige. 

Derved har de på den ene side reelt undslået sig for de sociale forpligtelser, som 

de almindelige almene bebyggelser senere måtte bære, dels skabt et positivt 

grundlag for et særegent lokalsamfund, hvor mange af beboerne har lange rødder 

i bebyggelsens historie, og hvor flere generationer lever i samme bebyggelse. 

Det gælder ikke mindst de mest attraktive af de parlamentariske bebyggelser som 

Bakkehusene. Bebyggelserne har derfor i mange år haft et særdeles stærkt lokalt 

netværk, og i enkelte tilfælde er en formandspost gået fra far til søn, som i Kastelshaven, 

hvor familien Johnsen har ført an i mange år, senest under Knud Johnsen, 

som også i en del år var medlem af KAB’s bestyrelse (indtil 2007), efter at 

Villy Strandby trådte ud. 

Alt det kunne man se i bakspejlet, da der var gået 50 år eller mere. Men måske 

var det ikke helt så indlysende i 1930. 

Imidlertid forlader KAB modellen med parlamentariske boligselskaber omkring 

1930 og introducerer en ny model – den selvejende institution. De selvejende institutioner 

er som de parlamentariske selskaber selvstændige økonomiske enheder 

uden ansvar for modelselskabet eller andre datterselskaber, men savner de parlamentariske 

selskabers beboerindflydelse. Synspunktet er, at nok findes et antal 

prøvede formænd for datterselskaberne, der kvalificeret har været i stand til at 

lede dem, men at der nu også har været tilfælde, ”hvor KAB måtte strække sin 

indflydelse til det yderste for at opnå acceptable løsninger”. KAB’s voksende størrelse 

gjorde andre organisationsformer tiltrækkende for ledelsen, og hertil kom en 

ny opfattelse af, at det sociale boligbyggeri ikke var til for beboerne, men var en 

del af statens og kommunernes samlede boligpolitik, således at gevinster og kapitalopsamling 

endeligt måtte tilkomme det offentlige i samarbejde med boligselskaberne. 

Og ikke mindst måtte man lægge vægt på sagkyndig ledelse gennem 

hovedselskabet frem for ledelse af tilfældigt valgte medlemmer indenfor et ejendomskompleks. 


53

Derved forlod KAB en organisationsmodel, som søsterselskaberne OBOS i Norge 

og HSB i Sverige videreførte med stort held. 

Institutionerne betød centralisering af magten i KAB, der nu udpegede alle styrelsernes 

medlemmer, oprettelse af centrale funktioner som et fælles inspektørkontor, 

fællesindkøb og anden fællesforvaltning, som det måske kunne være vanskeligt at 

opretholde i mere decentrale konstruktioner. 

Fra 1929 og til den moderne almennyttige lovgivnings gennembrud blev de selvejende 

institutioner den bærende model i de af KAB stiftede datterselskaber. Nogle 

af disse gled over i den almene model, andre forblev i det formelt set private 

regi, hvad der 40 år senere skulle skabe KAB store problemer, bl.a. fordi huslejereguleringen 

hindrede en bæredygtig driftsøkonomi. Bedst gik det for Frederiksberg 

Boligselskab, der i kraft af sin størrelse kunne skabe en fælles likviditet og 

lade de økonomisk mere velfunderede bebyggelser lægge ud for de svagere. Derimod 

skulle de københavnske institutioner fra 1930’erne senere komme i økonomiske 

vanskeligheder. 

54 Demokrati eller styring

Arkitekt Anton Rosen tegner 

i 1921 KAB’s første logo. 

Koncernen skabes 

Årene lige omkring 1930 var fremgangsrige for KAB. Der opnåedes overenskomst 

med Københavns Kommune om bidrag til langfristet lånoptagelse, og KAB’s byggeprogram 

lå i niveau af små 1.000 boliger årligt. 

Under medvirken af en række af tidens gode arkitekter – Henning Hansen, Baumann, 

Louis Hygom, Ivar Bentsen, Kay Fisker og C.F. Møller – opførte KAB i disse 

år bebyggelserne Solgården, Fuglevænget, Arendal, Vibehusene, Søndergården, 

Vestergården, Hvidkildegård, Sygeplejerskernes Hus, Østergården og Rødegården. 


Arendal 

55

KAB var blevet byens betydeligste bygherre. Men ude i horisonten trak skyerne 

sammen. Boldsens polemiske og til tider næsten aggressive og bedrevidende form 

i den offentlige debat skabte ham mange fjender, hvilket han (i det mindste 15 år 

senere) var helt opmærksom på. Hertil kom, efter Boldsens senere opfattelse, en 

grundlæggende tøvende holdning fra politisk side til socialt boligbyggeri, som kun 

ansås for et ”nødmiddel i trange boligtider”. Mange så derfor KAB’s udfoldelse 

med moderne udstyrede lejligheder som en trussel mod rentabiliteten i det ældre 

byggeri og mod privat foretagsomhed. 

Men foreløbig gik det fint fremad, og KAB foldede sig ud i en organisatorisk ramme, 

der – om end fra 1945 noget amputeret - mange år frem skulle blive kendt 

som KAB-koncernen – eller internt bare ”koncernen”. 

Først kom dannelsen af Frederiksberg Boligselskab i 1930. Under og efter 1. Verdenskrig 

havde Frederiksberg Kommune opført et betydeligt antal ejendomme til 

sikring af den lokale boligforsyning, i alt 23 boligejendomme med 1780 lejligheder. 

Forskellige forhold drev imidlertid i slutningen af tyverne specielt det konservative 

flertal mod den opfattelse, at det næppe var hensigtsmæssigt at beholde 

ejendommene. Gennem langvarige underhåndsforhandlinger lykkedes det 

Boldsen at opnå kommunens accept af et salg til et af KAB nystiftet selskab, organiseret 

som en selvejende institution knyttet til KAB. 

Forhandlingerne var som sagt langstrakte og varede i deres sidste fase til sent på 

aftenen, hvorved der under sagsbehandlingen i kommunalbestyrelsen opstod den 

fejl, at også Frederiksberg Rådhus blev tilskødet dette nye selskab. Boldsen takkede 

for tilliden, men leverede – vederlagsfrit – rådhuset tilbage til de rette ejermænd. 

Siden blev Frederiksberg Boligselskabs portefølje dog udvidet med yderligere 

tre ejendomme, som opførtes i midten af 1930’erne. 

I det lange perspektiv er skabelsen af Frederiksberg Boligselskab ikke afgørende 

vigtig. KAB køber sig reelt til en portefølje, der siden danner grundlag for en mindre 

lokal ekspansion. Men forholdet til Frederiksberg Kommune styrkedes og porteføljen 

mere end fordobledes. Det havde selvfølgelig økonomisk betydning, og 

den strategiske værdi var betydelig. 

56 Koncernen skabes

Svalegården (FB 8) 


57

Året efter skete der imidlertid noget for KAB virkeligt betydningsfuldt, der skulle 

komme til at dominere selskabets byggeri i næsten 60 år – nemlig stiftelsen af et 

ingeniør-kontor, der derfor meget passende døbes A/S Dominia. 

Betragtningen bag stiftelsen af Dominia var, at selvom det sociale byggeri skulle 

have forrang frem for privat byggeri i KAB’s arbejde, var det nødvendigt, at selskabet 

rådede over det, Boldsen benævnte som ”forretningsmæssige apparater”. 

Aktiekapitalen, som var fuldt ud ejet af KAB, var 50.000 kr., der dog gennem forskellige 

udvidelser med tiden voksede til 300.000 kr. Udbyttet var 5 %. Fra 1931 

lægger KAB alt projekteringsarbejde i Dominia, sjældnere og sjældnere i samarbejde 

med fremmede arkitekter. Fra starten i 1920 havde KAB haft ”husarkitekter” 

ansat, først Peter Nielsen, fra 1927 P. Søgaard Petersen, der i tyvernes slutning og 

gennem trediverne selv forestod en række af koncernens bebyggelser. Han bliver 

senere medlem af KAB’s direktion med ansvar for det tekniske. Oversigten over de 

byggerier, KAB har medvirket til, viser, at i de næste årtier er det A/S Dominia, der 

forestår al teknisk rådgivning til KAB, både hvad angår arkitektur (med enkelte 

undtagelser) og hvad angår ingeniørarbejdet. 

I og under A/S Dominia samledes således i de følgende år al KAB’s tekniske viden 

– fra byplanarbejde, skitsering og projektering, til al varmeteknik både ved opførelse 

og i drift samt hele inspektørtilsynet med ”koncernens ejendomme”. Endvidere 

oprettedes en særlig gartnerafdeling, og i 1933 stiftedes et malerselskab, der 

fik navnet A/S Artex, som fortrinsvis beskæftigede sig med ”koncernens ejendomme”. 

Boldsen ser åbenbart ingen interessekonflikt i denne konstruktion. Tværtimod 

fremhæver han det rationelle heri, fordi der herved skabes mulighed for at skifte 

mellem privat og socialt byggeri, alt efter de ydre omstændigheder, og herved 

sikre en forholdsvis stabil beskæftigelse og dermed fastholdelse af den viden, som 

opbygges hos medarbejderne. 

I 1935 begiver KAB sig derefter ud i et kompliceret foretagende – nemlig selv at 

løfte boligbyggeriets finansiering efter først at have forhandlet resultatløst med 

forskellige forsikringsselskaber. Handelsbanken erklærede sig imidlertid villig til at 

tegne aktiekapital på 2,4 mio. kr., KAB og Dominia m.fl. skaffede 600.000 kr., og 

dermed kunne A/S Stabilia stiftes med F.C. Boldsen som direktør. Efter nogle år 

afkøbte KAB Handelsbanken dens aktiebeholdning, og A/S Stabilia var derefter et 

fuldgodt medlem af koncernen. 

58 

Koncernen skabes

KAB erhvervede bygningen 

Vester Voldgade 17 i 1941. 

I moderne forstand er A/S Stabilia en slags ejendomsfond, der kan købe eller opføre 

ejendomme fuldt ud med egen finansiering, der efter anvendelse af det oprindelige 

indskud tilvejebringes ved ny aktietegning eller midlertidig lånoptagelse i 

forbindelse med større nye byggeopgaver. Aktionærerne skulle modtage et afkast, 

der defineredes af nogle lidt sindrige vægte for obligationsafkastet af forskellige 

obligationstyper og -serier. Stabilia er altså til værdifast investering og erhverver 

for sin kapital et mindre antal ejendomme i det frie marked. Nogen større betydning 

får Stabilia dog aldrig for KAB’s virksomhed, men det illustrerer bredden i 

den nye strategi, der nu udfoldes gennem 1930’erne. 


59

KAB-koncernen anno 1938 

60 Koncernen skabes 

KAB 

Parlamentariske 

A/S Dominia 

A/S Artex 

A/S Stabilia 

ejendomsselskaber 

Dansk Financia A/S 

ejendomsselskaber 

Bolig datterselskaber 

FB Institutioner

Den sidste brik i denne strategi er stiftelse af Dansk Financia A/S, selskab for administration 

og kapitalanlæg, som kom til verden i 1937. Igen er det finansieringsspørgsmålene, 

der er de drivende – i kombination med den konflikt med Indenrigsministeriet 

om godkendelse af KAB og om lån til socialt boligbyggeri, som 

omtales i det følgende kapitel. 

Formålet var at etablere et selskab, som ved privat byggeri dels kunne tilvejebringe 

den såkaldte tredjeprioritet (det yderste lån), dels selve egenkapitalen, som var den 

del af byggekapitalen, som ikke kunne belånes. Og igen trådte Handelsbanken, 

som fra denne dag blev KAB’s hovedbankforbindelse, til med et lån mod sikkerhed 

i en del af aktierne i Financia, medens KAB og Dominia denne gang tilvejebragte 

broderparten af det finansielle grundlag på i alt 2 mio. kr. 

Financia overtager straks ejendommen Vestervænget (hvis ejerselskab var den 

trojanske hest, hvorigennem Dansk Financia kunne dannes) samt påbegynder 

byggerierne ”Ved Volden”, ”Christianshavnergaarden” og ”Strandvejgården”. I 

bestyrelsen genfindes en række medlemmer af KAB’s bestyrelse (herunder formanden 

professor Thaulow!) med F.C. Boldsen som bestyrelsens formand. Ikke en 

model, som man i dag ville anse for god skik. 

Ved udgangen af 1930’erne fremstår KAB således som en slags byggekombinat, 

der rummer alt for byggeri nødvendigt indenfor sin organisation – bortset fra de 

udførende håndværksvirksomheder, når der ses bort fra det ret beskedne malerfirma 

A/S Artex. Sådanne byggekombinater var ikke ubekendte fra udlandet, som 

f.eks. GEHAG i Berlin. For Boldsen spillede hensynene til den rationelle organisation 

og den stabile beskæftigelse - først og fremmest i koncernen, men også i 

håndværket - efter hans egne udsagn den dominerende rolle i tilvejebringelse af 

denne nye organisation. Men det helt særlige ved KAB var dets komplicerede og 

varierende bygherreroller, der kunne slå på adskillige strenge. 

Fra en vision om det sociale boligbyggeris kvaliteter har KAB over små tyve år udviklet 

sig til at være en byggemaskine, hvis egen velfærd dominerer holdningen til 

de boligpolitiske og byggepolitiske spørgsmål. Men dermed ikke sagt, at Boldsen, 

set i et længere perspektiv, havde uret i sine evige stridigheder med myndighederne. 


61

Byggepladsen 

Humlevænget 

62 

Forretning eller social vision

Forretning eller social vision 

Den 29. januar 1933 afsluttedes på statsminister Staunings private bopæl i Kanslergade 

en forhandling, der skulle få positiv betydning for den videre udvikling af 

det almennyttige og sociale boligbyggeri. Kanslergadeforliget 13 hører i det hele til 

de store politiske forlig i dansk politik og lægger spor ud for både den økonomiske 

og sociale politik i resten af 1930’erne. Men for KAB var det begyndelsen til en 

lang og bitter krise. Den 11. april 1933 gennemførte Rigsdagen nemlig en ny boligstøttelovgivning, 

der opstillede en række krav til vedtægterne i de boligselskaber, 

der ville opføre socialt boligbyggeri med offentlig støtte. Men det havde Boldsen 

og Co. (nok mest Boldsen) ikke tænkt sig at acceptere. 

Stridens kerne var altså penge og magt. Penge til opførelse af sociale boligbebyggelser, 

magt over boligselskaberne. Myndighedernes synspunkt var, at offentlige 

penge bør følges af offentlig indflydelse. KAB’s synspunkt var, at indseende med 

boligbyggerierne og de ejende datterselskaber var i orden, medens indseende i 

selve boligselskabets forhold hurtigt kunne reducere selskabets initiativ og udvikling 

og gøre det til ”et sløvt kommunalt kontor”. KAB’s argumentation var ikke alene 

baseret på hensynet til byggemaskinen, men i sin kerne handlede kampen om 

vilkårene for at få adgang til det brændstof, der kunne holde byggemaskinen i 

gang, nemlig billige og rigelige lån. 

Konflikt 

Resultatet blev en 6 år lang strid mellem Indenrigsministeriet på den ene side og 

KAB på den anden. Der skød i mellemtiden nye boligforetagender frem, som Foreningen 

Socialt Boligbyggeri, der i høj grad blev født med hjælp fra Københavns 

Kommune, som derefter også i betydelig udstrækning kunne styre den, bl.a. ved 

kommunens tilstedeværelse gennem en tilsynsførende ved Foreningens bestyrelsesmøder. 

Samtidig kommer Arbejdernes Andelsboligforening atter på fode, efter 

en ret lang periode med økonomiske sammenbrud og adskillige års stilstand i 

byggevirksomheden. Værre for Boldsen er, at forretningsføreren i AAB bliver kontorchef 

i Indenrigsministeriet og dermed KAB’s faktiske modspiller. KAB bliver nu 

klemt mellem nødvendigheden af at holde byggemaskinen i gang og acceptere 

de nye politiske bud fra de kommende mange års politiske magthavere. Meget af 

forklaringen på KAB’s nye strategi i 1930’erne skal findes her. 

13 Forliget indebar bl.a. en devaluering af kronen på 10 % til støtte for det betrængte landbrug samt et 

forbud mod strejke og lockout i et år. Baggrunden herfor var en varslet storlockout fra arbejdsgiverside 

for at tvinge lønningerne 20 % ned. I kølvandet på forliget fulgte endvidere en lovgivning, der 

på en række områder er grundsten i den moderne velfærdsstat. 


63

Boldsen er ubøjelig – og bliver med årene mere og mere gnaven. Så gnaven, at 

han på et tidspunkt lidt over 1930’ernes midte skriver en bog – ”Politik og Byggevirksomhed” 

14 - om sine opfattelser og oplevelser. Det er et meget mærkeligt skrift. 

På forsiden mærket: ”Trykt som manuskript”. Forbeholdet gentaget på titelbladet, 

hvor bogens titel nu er blevet til ”Sagligt eller Politisk Boligbyggeri.” Uden årstalsangivelse 

for skriftet, som med bilag er på små 300 trykte sider. (Men baseret på 

dateringen af det fyldige kildemateriale i bogen befinder vi os omkring 1937/38). 

Boldsen vedkender sig dog bestemt forfatterskabet og skriver endda i en fodnote 

til indledningen, at ”nærværende afhandling alene står for min regning” samt 

meddeler, at hans referater af samtaler med ministre, departementschefer og direktører 

i Københavns Kommune alene omfatter ”den saglige del af disse”! Hvabehar? 

Hvor det store historiske tilbageblik i 1945 nok er præget af skarphed, 

men dog også af megen saglighed og en vis afdæmpet stil, er dette skrift ”uden 

filter” – uhyre skarpt, ganske polemisk, meget gnavent og umådeligt selvhævdende 

uden nogen form for vilje til at se Verden fra modpartens side. Men det viser 

indledningsvist helt uventet også en mere ”musisk” side af Boldsen, som det ellers 

kan være svært at få øje på – en lang, og begribeligvis af Boldsen opdigtet indledende 

samtale mellem Boldsen og en ukendt ”Vismand”, om vilkårene for KAB’s 

stiftelse, der danner optakten til skriftets uendelige lidelseshistorie om KAB’s og 

Boldsens klogskab samt myndighedernes og kollegernes mangel på samme – 

samt en del betragtninger om visse kollegaers svigtende åndsevner og ditto hæderlighed. 

Vismanden spørger den yngre Boldsen, der vil stifte et boligselskab: ”Vil du bruge 

din tid hertil?[til stiftelse af KAB]. Er du klar over, at du giver dig af med det mest 

forsømte erhverv i Danmark, nærmest et lidet agtet erhverv... Vil man forvandle en 

lynghede til en kornmark, må man ofre det al sin tid, ja også fritid, og praktisk taget 

sætte tilværelsen ind herpå. Og så kan du måske glæde dig til, at din eftermand engang 

kan få lov at føre en normal tilværelse, når branchen er organiseret, oparbejdet, 

virksomheden konsolideret, børnesygdommene overstået og offentlig position 

nået.” Og således fortsætter så Boldsens lidelser gennem de følgende 15 år. 

14 Allerede i 1927 havde Boldsen lagt sig ud med adskillige gennem et skrift, der bar navnet ”Åbenhjertige 

Breve”, hvilket bl.a. påkaldte ham forbandelser fra Kritisk Revy. 

64 Forretning eller social vision 

Bispebjerg Terrasser, 1940 

Stefansgården, 1941 

Glumsøparken, 1943

Skyttevænget, 1942 

Dybbølhus, 1943 

Finsensgård, 1950 

Boldsens modvilje overfor det politiske knyttede sig i 1930’ernes midte særligt til 

offentlig repræsentation i selskabernes bestyrelser (især en såkaldt kommunal ”lyttepost” 

til en tilsynsførende kommunal københavnsk embedsmand) som et vilkår 

for offentlig støtte, men nok så fuldt også til, at byggesager, han troede sikre (f.eks. 

Ryparken), pludselig skiftede hænder og gled ham af hænde af årsager, som han 

kun kunne udlægge som politisk modvilje og ”kollegialt” benspænd. Hvor Boldsen 

omkring 1930 så Kommunerne og Boligselskabet i et tæt samspil - vendt i realiteten 

mod beboernes indflydelse i andelsselskaber og byggeforeninger – argumenterer 

han nu for ”en fri stilling for hovedselskabet” baseret på følgende hovedprincipper 

(som i øvrigt ret få år senere fandt vej ind i den almennyttige boliglovgivning): 

a) lederen af et boligselskab bør anvende praktisk taget fuld arbejdskraft på dette 

b) han kan under ingen omstændigheder være praktiserende sagfører 

c) uafhængighed overfor håndværkere og leverandører samt forbud mod at disse 

indtager bestyrelsesposter – men mulighed for boligselskabet for at påtage sig 

konsulentopgaver overfor fremmede private bygherrer, hvis selskabets organisation 

er indrettet herpå 

d) byggeriets opgave skal primært være at skaffe gode og sunde boliger til overkommelige 

priser til fattige og børnerige familier – men allerede i 1930’erne 

udelukkede kravene om indskud efter Boldsens vurdering af disse grupper 

Og, bemærker Boldsen syrligt, af de fire store foreninger i København opfylder de 

tre ikke disse krav og råder heller ikke over det nødvendige tekniske apparat – 

med venlig hilsen fra KAB til AKB, AAB og ikke mindst Foreningen Socialt Boligbyggeri. 

Det ville nok føre for vidt på dette sted i detaljer at gennemgå de i øvrigt meget 

interessante brev- og ordvekslinger mellem Boldsen og hhv. indenrigsminister 

Bertel Dahlgaard, kontorchef Svend Nielsen i ministeriet og kommunaldirektør 

K. Bjerregaard i Københavns Kommunes Direktorat for Stadens Faste Ejendomme. 

Men stemningen var på lavpunktet. Tiden går imidlertid, A/S Stabilia og Dansk 

Financia A/S stiftes, og KAB holder byggemaskinen i gang. 


65

Forlig og byggeri 

I slutningen af 1939 findes en løsning på striden med Indenrigsministeriet, som 

Boldsen 6 år senere i 1945 fredsommeligt omtaler som ”episoden hvor ministeriet 

nægtede KAB støtte”. I realiteten indeholder forliget i 1939 heller ikke meget, som 

ikke allerede tidligere var skitseret i drøftelserne fra begge sider, faktisk allerede i 

1934. 

Forliget indebar først og fremmest oprettelsen af to nye sociale datterselskaber 

under offentligt tilsyn, i København Samvirkende Boligselskaber (ofte kaldet SAB 

- det krævede faktisk et par års tilløb og tre forsøg at finde frem til navnet, så det 

kunne tilfredsstille både aktieselskabsregisteret og Indenrigsministeriet), og på Frederiksberg 

blev det til Frederiksberg forenede Boligselskaber. Samvirkende Boligselskabers 

aktiekapital var fuldt ejet af KAB, FfB havde Frederiksberg Boligselskab 

som hovedaktionær. Forretningsfører for begge var KAB. Boldsen havde haft andre 

– landsdækkende - planer med Samvirkende Boligselskaber. Men nu blev det 

alene til København. 50 og 60 år senere funderede flere af Boldsens efterfølgere 

på det ulogiske i, at den fælles forretningsfører oprindeligt havde København i sit 

navn, medens det Københavnske selskab var det ”Samvirkende”. Reelt skulle det 

jo være omvendt. Men ændres kunne det ikke. 

Og så kom der ellers gang i sagerne, og gennem SAB, FfB og nystiftede selskaber 

i omegnskommunerne lykkedes det KAB i de kommende fem år at medvirke til 

realiseringen af ca. 6.000 boliger. 

Interessant i lyset af dagens debat er, at der i slutningen af 1930’erne udspiller sig 

en debat om byggeomkostninger og standard for ”billige boliger, som befolkningen 

… ønskede og kunne betale”. De økonomisk dårligt stillede kunne simpelthen 

ikke betale for de dyrere veludstyrede lejligheder, og efterspørgslen efter boliger til 

priser, som kunne betales, var stor. Der skulle derfor særlig bygges boliger med 

beskedent udstyr og byggemåde, der fik finansieret 97 % af byggeomkostningerne, 

men efterhånden forlod Indenrigsministeriet denne praksis og gav den ”fulde” 

finansiering til alle sociale byggeforetagender. Med en rente på 2,2 % kunne de 

billige boliger derfor vanskeligt klare sig mod de bedre udstyrede og gled derfor 

ud af markedet igen, men SAB og FfB nåede dog at bygge ca. 1.700 boliger som 

”billige boliger” i disse år 15 . 

15 Bl.a. Bispebjerg Terrasser, en del af byggerierne i Vanløse samt på Frederiksberg f.eks. Havremarken 

og Grønlandsgård. 

66 Forretning eller social vision

Grundstensnedlæggelse ved 

Horsevænget, 1942. 

I rask tempo bygges således af SAB, især i de områder, som var blevet indlemmet 

i København ved århundredets begyndelse – Brønshøj, Valby, Vanløse og Sundby 

- først Jyllandshuse, dernæst Sjællandshuse og Bispebjerg Terrasser. Derpå fulgte 

Jydeholmen, Himmerlandshuse, Rebildhuse, Sallinghus og Holmehusene. I 1942 

lykkedes det at tage fat på opførelsen af små 4oo rækkehuse for børnerige familier 

med værkstedslokaler, butikshuse og husmoderrådgivning i Humlevænget i 

Husum. Derefter kom Fynshuse, den fine Stefansgård (undtagelsesvis med professor 

Kay Fisker som arkitekt), Skyttevænget, Stilledal og Abildgården. Og før krigen 

sluttede, nåede man også at sætte gang i Glumsøparken, Lollikhuse, Fasterbro, 

Langelandshus, Dybbølhus og Rolandsgården. Noget af en bedrift. 

På Frederiksberg var aktiviteterne totalt set lidt mindre, men dog betydelige – Nyelandshus, 

Rolfsgård, Havremarken (med den senere sammenlagte Hvedemark), 

Grønlandsgård og Broagerhus. Og også i Gentofte, Tårnby, Rødovre, Brøndby, 

Hvidovre, Herlev og Herstederne (det senere Albertslund) kom der gang i byggeriet 

gennem nye lokale selskaber. 

KAB var stærkt på vej til at blive et regionalt boligselskab. 


67

68 Forretning eller social vision 

Kort over 1940’ernes byggerier

Skilsmisse 

Egentlig burde F.C. Boldsen i det tidlige forår 1945 være ganske tilfreds med livet, 

nu hvor både han og KAB kunne se frem til at fejre et 25 års jubilæum så snart 

som den 26. maj 1945. Krisen med Indenrigsministeriet var jo blevet løst før krigen, 

KAB havde gennem Samvirkende Boligselskaber og andre nye sociale boligselskaber, 

som havde set dagens lys i 1940’ernes begyndelse, i løbet af krigsårene 

bygget mange tusinde boliger, og ”maskinen” var dermed holdt i gang gennem 

en vanskelig tid – ja, mere end det. Tyskernes nederlag var også nært forestående, 

så livet burde være lyst, men forude lurede et drama. Det nok største i KAB’s historie. 

Foreløbig var der fred på overfladen. Den 1. maj 1945 mødtes først arbejdsudvalget 

16 , siden bestyrelsen. På dagsordenen var forskelligt som det forestående 

Repræsentantskabsmøde, forhold omkring A/S Corner (KAB’s administrationsbygning) 

og forholdet til lejerforeningerne, der gerne ville repræsenteres i boligforeningernes 

(datterselskabernes) bestyrelser. Det så KAB’s bestyrelse nu ingen 

anledning til, baseret på det argument, at man ikke fra den side kunne forvente 

sig en loyal deltagelse i bebyggelsernes administration. Datoen for Repræsentantskabsmødet 

blev overladt til arbejdsudvalget, og dagsordenen var efter vedtægterne. 

Resten var ret rutinemæssigt og interesseløst. 

Den 23. maj mødtes bestyrelsen igen. Dagsordenen var igen uden nogen åbenbare 

spændinger, uden antydninger. Den nyopførte Rolandsgård stod klar til indflytning, 

og ind flyttede en god del af de fra Sverige netop hjemvendte jøder. Det 

kunne ses i bebyggelsen op til 1980’erne og gjorde den til noget særligt. 

Men så brød det løs. Fra bestyrelsesmødet den 26. juni 1945, hvor der kun var 

afbud fra den sygemeldte Elna Munck 17 , refereredes som dagsordenens pkt. 2, at 

der i juni måneds første halvdel havde været afholdt to møder med F.C. Boldsen 

og dennes juridiske konsulent højesteretssagfører Gamborg. Efter disse møder 

udsendtes en erklæring, hvoraf fremgik, at Boldsen ”for at skabe arbejdsro om 

firmaet havde anmodet bestyrelsen om at måtte tage ferie og levere bestyrelsen 

en detailleret redegørelse i anledning af de mod ham fremsatte – i det væsentlige 

anonyme – angreb, hvis rigtighed han bestrider.” Bestyrelsen bevilgede ferien og 

tilføjede en afvisning af angrebene på Boldsen og KAB for tyskvenlighed. Senere 

på dagsordenen ordnedes, at ”de ledende funktionærer” i samvirke med arbejdsudvalget 

og dettes formandskab under Boldsens ferie påtog sig ledelsen af selskabet. 

16 En slags snævert forretningsudvalg. 

17 Elna Munck, som havde været medlem af bestyrelsen siden stiftelsen af KAB, deltog ikke i nogen af 

de følgende bestyrelsesmøder heller og døde sidst i november 1945. 


69

Baggrunden var en kritik i dagspressen i løbet af maj 1945 af Boldsens stilling 

under krigen, af hans tyskvenlighed og påståede forherligelse af nazisterne samt 

af hans kritik af den danske parlamentarisme. 

Nu fulgte en serie bestyrelsesmøder over sommeren og det tidlige efterår 1945, 

som ikke bragte nogen form for afklaring af de ”anonyme beskyldninger” mod 

F.C. Boldsen og KAB. Først i november forelå imidlertid både Boldsens lovede detaljerede 

redegørelse – og hvad der nok på det tidspunkt var vigtigere – oplysning 

om, at en iværksat politimæssig undersøgelse var resulteret i, at der ikke blev rejst 

nogen sigtelse imod ham. 

Boldsen tilbageviste naturligvis beskyldningerne, men antydede også kraftigt, 

hvorfra de stammede: Kredsen om det nystiftede DAB samt de på Dominia misundelige 

arkitekter – og så fra lejerforeningsformændene selvfølgelig, men en del af 

disse havde nu fremlagt deres kritik åbent. 

Efter forhandlinger med Boldsen og hans juridiske bisidder besluttede bestyrelsen 

at tage redegørelsen til efterretning, men modsatte sig efter Boldsens ønske redegørelsens 

fremsendelse til Københavns Kommune. Boldsen kunne vende tilbage 

fra den noget ufrivillige ferie. 

Så spændte Københavns Kommune (og dermed også Frederiksberg Kommune) 

hanen på karabinen. Kommunerne ønskede redegørelsen nu, og Boldsen skulle i 

øvrigt ud. Medarbejderne ville man ”meget nødigt undvære”, som kommunaldirektør 

Bjerregaard lidt senere i forløbet udtrykte det. Men uden redegørelse og 

med Boldsen i stolen kunne KAB godt glemme alt om fremtidige byggerier med 

kommunal støtte (hvilket nok må siges – set i dagens lys – at være et eklatant tilfælde 

af magtfordrejning. Men i 1945 kunne den slags passere med befrielsens 

rygvind). 

Boldsen fratrådte derefter ”midlertidigt” den 24. november – en i sandhed ejendommelig 

konstruktion. Den holdt heller ikke fjorten dage. Den 4. december måtte 

Boldsen acceptere at fratræde endeligt. 

70 Skilsmisse

Slutspil 

Forud for bestyrelsens møde denne dag kom kommunaldirektør Bjerregaard til 

stede og forklarede tydeligt for KAB’s bestyrelse, at ”spørgsmålet om Boldsens 

forbliven burde afgøres meget hurtigt, da man ellers til sin store beklagelse så sig 

tvunget til at gå til andre selskaber i de sager, der er under forberedelse” – det er 

Elleparken, Lyngby og Brøndbyøster, ikke helt små byggesager. I det umiddelbart 

efterfølgende bestyrelsesmøde oplyste derefter først landstingsmand Bouet, der 

også var medlem af Borgerrepræsentationen, og dernæst rådmand Einar Jensen 

som medlem af Kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, at kommunernes stilling 

var, at Boldsen straks måtte fratræde og afgive sine og familiens kapitalinteresser i 

KAB. Frederiksberg Kommunalbestyrelse besluttede faktisk ”at man ikke mere 

handler med Boldsen”. Ikke én lejlighed kunne KAB bygge ellers. Og tilføjede han 

– sognerådsformændene i omegnskommunerne ville følge København. Kommunerne 

ville simpelthen ikke acceptere den ”privatkapitalistiske retning”, KAB havde 

udviklet sig i. 

Boldsen svarede begribeligvis igen og argumenterede for at holde koncernen 

samlet og mod, at så vidtrækkende dispositioner blev truffet på et så løst grundlag 

som det foreliggende. Men slut var det. Boldsen beklagede sig også over, at bestyrelsen 

ikke havde stået mere fast, men man fornemmer næsten gennem de 

detaljerede bestyrelsesreferater, at det havde den faktisk ikke haft særlig lyst til. 

Medvirkende til Boldsens fald var måske ikke blot hans synspunkter, men også 

hans personlige stil og hans mangel på et stærkt personligt netværk udenfor 

KAB’s ledelse. Talentet herfor fra tiden omkring Første Verdenskrig havde øjensynligt 

forladt ham. 

Herefter var det blot et spørgsmål om vilkårene for fratrædelse. Det skulle vise sig 

at blive vanskeligt nok. Den store anstødssten var kommunernes krav om, at 

Boldsen og hans familie skulle afgive deres interesser i KAB. En række bestyrelsesmøder 

fulgte over julen og nytåret, endende ud i drøftelser af et forslag fra 

Boldsen om, at han som kompensation for, at han – under protest – afstod garantibeviserne 

i KAB, modtog aktierne i Dansk Financia A/S og A/S Stabilia. Hertil en 

række detaljer som efterløn til direktøren, inspektionsbistand til Financia’s ejendomme, 

adgang til arkiver og andet som skulle give anledning til meget gnidder i 

de kommende år. Men slut var det. 


71

Dermed gled Dansk Financia A/S og A/S Stabilia 18 med samt deres små 20 ejendomme 

med omkring 2.000 boliger og butikker m.v. ejermæssigt og snart også 

administrativt ud af KAB-koncernens regi 19 . Tilbage var KAB, de sociale datterselskaber 

og A/S Dominia m.v. 

Boldsen havde, som en af hans kollegaer skulle skrive et par år senere, ”forbrudt 

sit eftermæle” – ganske uanset hvor rimeligt dette nu måtte være eller ej. Herover 

sætter vi os ikke til dommer. Men det er vanskeligt ikke at nære beundring for 

hans professionelle indsats gennem de 25 år, han var KAB’s direktør. Nogen særlig 

venlig mand var han så vist ikke 20 . Men dygtig på mange måder. 

Boldsen er om nogen stifteren, ham der sammen med kredsen bag sætter KAB i 

gang, driver det frem, holder orden i økonomien – KAB er det eneste sociale selskab, 

der gennem 1920’erne og 1930’erne ikke er ude i økonomiske problemer – 

han holder orden i ”huset” og i byggerierne, han er idérig, debatterende og principfast 

på samme tid. Meget store dele af den lovgivning, der gennemføres i 

1930’er og 1940’erne, er i realiteten skabt på ”intellektuelle lån” fra KAB. 

Men principfastheden blev til ufleksibel stædighed, debatlysten til gnavenhed, og 

idérigdommen førte ham til konstruktioner, han ikke formåede at få forankret hos 

myndighederne og i eget bagland. Måske sad han 3-4 år for længe. Var han gået 

af, da Samvirkede Boligselskaber og Frederiksberg forenede Boligselskaber var 

stiftet og sat i gang, ja så ville meget måske være endt anderledes. 

Nye (men kendte) koste 

Der skulle gå næsten et halvt år, inden KAB den 16. juni 1946, efter forudgående 

om end kortvarig annoncering, fik en ny permanent ledelse – kontorcheferne 

Thorkild Fakstorp og Victor Vilner samt arkitekten P. Søgaard-Petersen blev alle 

udnævnt til direktører og skulle sammen udgøre den fremtidige direktion. Fakstorp 

blev udpeget som administrerende – med støtte fra ”et flertal” af bestyrelsens 

medlemmer, som det anføres i bestyrelsesreferatet. Allerede senere i 1946 forlod 

Vilner dog KAB. 

18 Begge selskaber eksisterer fortsat, A/S Stabilia dog kun som binavn til et ejendomsselskab. 

19 For visse af Boldsens arvinger blev denne aftale ganske guldrandet, da boligforliget i 1966 åbnede 

for udstykning i ejerlejligheder. Men det er en anden historie. 

20 Også helt personlige samtaler med nogle af hans børn efterlader samme indtryk. 

72 Skilsmisse

Th. Fakstorp var en gammel KAB’er – indbegrebet af firmaets mand. Han var blevet 

ansat i KAB i 1921 og var blevet udnævnt til kontorchef nogle år senere. I 

modsætning til Boldsen var Fakstorp ikke akademiker, men var en dygtig og energisk 

administrator, der for mange i det daglige var blevet næsten lige så synonym 

med KAB som Boldsen var. I de næste 20 år skulle han komme til at lede selskabet. 

Livet i KAB kunne så fortsætte. Lidt amputeret, og ikke helt nemme betingelser for 

Th. Fakstorp at starte lederskabet på. 

Hans Thorkild Fakstorp 1896 - 1966 

Ansat i KAB 1921. Kontorchef 1925. 

Adm. direktør fra 1945 

Boldsen om Fakstorp: 

”Når man har sagt KAB, må man også sige Fakstorp.” 

Kontoruddannet med bl.a. erfaring fra kommunal 

administration før ansættelse i KAB. 


73

KAB-koncernen efter 1945 

74 Skilsmisse 

A/S Dominia 

A/S Artex 

Samvirkende Boligselskaber 

Frederiksberg Boligselskab 

Frederiksberg forenede 

Boligselskaber 

Omegnsselskaber 

KAB

Han lagde blødt ud – og indførte et personaleblad, der fik navnet ”På Udkik”! 

Første nummer udkom 28. juni 1946 (ca. 14 dage efter udnævnelsen) og indledes 

med denne fanfare: 

”Indenfor Koncernens ledelse næres der et stærkt ønske om i højere grad end det 

hidtil er sket at holde hele Koncernens personale underrettet om virksomheden og 

dens enkelte grene.” Formålet var dobbelt, dels at holde alle orienterede om ”saglige 

oplysninger”, dels at tilskynde personalet til at fremkomme med oplysninger 

om ting, der ”ikke var som de burde være” eller komme med forslag til ”forretninger, 

der kan gøres”. Fordi de sidste stilledes en præmie i udsigt. Derefter følger et 

antal – vel også for en medarbejderskare, som i mange år havde tjent KAB – overraskende 

elementære oplysninger om KAB’s karakter og virksomhedens omfang, 

bl.a. en opregning af de administrerede bebyggelser. Man kan kun have frygtelige 

antagelser om informationsniveauet før Fakstorp. 

Interessant er det imidlertid, at Fakstorp i dette første nummer af ”På Udkik” understreger, 

at KAB er et socialt selskab. Formålet er ikke at tjene penge, men at 

løse en samfundsmæssig opgave. Dermed tydeliggøres også overfor medarbejderne 

det strategiskift, som fratrædelseskrisen nødvendiggjorde. Den dobbelte 

strategi med både socialt og privat (forretningsmæssigt organiseret) byggeri i samme 

koncern forlades, og afstanden til det ”privatkapitalistiske” foretagende, som 

bekom især Københavns Kommune så ilde, er præciseret. 


75

Marielyst 

76 Huse i parker

Huse i parker 

Fra Tyskland og Østrig kom fra midten af tyverne inspiration til nye byggeformer 

og nye måder at rationalisere byggeriet på. Den tyske Siedlung, med store forbilleder 

i Berlin, samt de store ”socialpaladser” i Wien viste nye veje til sunde byboliger, 

der i kraft af byggeriernes størrelse kunne opførelses rationelt, og i kombination 

med funktionalisme og modernisme opstod fra omkring 1925 helt nye 

bebyggelsesplaner. Disse tanker slog i trediverne stærkere igennem hos KAB’s 

konkurrenter som f.eks. i den nystiftede Foreningen Socialt Boligbyggeri, medens 

parkbebyggelserne trængte langsommere igennem i KAB, hvor de først i 

1940’erne, hvor KAB var kommet ud af krisen, blev en – i delvis tillempet form - 

anvendt bebyggelsesform f. eks. på Bispebjerg Terrasser, i hele Husum-området 

og dernæst i omegnen. Først i byggerierne efter krigen – og især i omegnen – tager 

KAB parkbebyggelserne til sig, bl.a. i byggerier i Tårnby, Gladsaxe, Gentofte, 

Hedehusene, Rødovre, Hvidovre og Glostrup. 

KAB var imidlertid ved 1930’ernes begyndelse, med sit byggeri af rækkehuse, der 

skulle overbevise danskerne om denne boligforms mange kvaliteter og med eksperimenterne 

med at udvikle bymæssige etagebebyggelser med sunde boliger og 

fælles grønne velbelyste gårdanlæg, faktisk godt forberedt på at eksportere den 

tyske funktionalismes epokegørende parkbebyggelser til København. 

Som eksempler på KAB’s parkbebyggelser er valgt Lønstruphuse ved Hanstholmvej, 

Fortunen ved Lyngbygårdvej, Engbrydeparken ved Glentevej og Marielyst ved 

Gladsaxevej. 

Vi sendte Gøsta Knudsen på udkik: 


77

Lønstruphuse 

Lønstruphuse blev i 1945 opført som et 3 etager højt, gult muret etagebyggeri ude 

ved linie 1’s endestation ved Hanstholmvej og Stadilvej. Bebyggelsens 6 blokke, 

der enten er øst/vest eller nord/syd orienterede, rummer 102 spartansk udstyrede 

lejligheder uden bad. 

Når man i 2007 kommer til Lønstruphuse, er der ikke meget, der antyder, at der 

er tale om et billigt boligbyggeri. Mellem de fritliggende blokke dannes der rum 

med plads til parkering og velplejede grønne fællesarealer. 

Blokkene er organiseret således, at lejlighederne ved jorden har direkte adgang til 

små haver, mens etagelejlighederne har franske altaner. De sikkert proportionerede 

blokkes tre etager giver en fin menneskelig skala. Som en fin kvalitet var det 

fra de grønne fællesarealer, da mor var hjemmegående, muligt at anmode om 

levering af saftevand og en madpakke. Det var også her, man kunne høre Gunnar 

Nu Hansens medlevende beskrivelser om et af den svenske arvefjendes farlige 

angreb, mens duften fra karbonaderne blev intens. 

Detaljerne og den håndværksmæssige udførelse er i orden. Det ses i samspillet 

mellem den lyse, gule, solblegede mursten og den ru skrabefuge, de murede stiks 

præcision over vinduerne, indramningen af mursten ved trappevinduerne og indgangspartiet, 

markeringen af overgangen mellem græsplænen og parkeringspladsen 

og de fint sprossede vinduer og døre. 

Samlet vurderet er Lønstruphuses lave gule blokke med de karakterfulde tegltage 

et fornemt eksempel på et billigt, spartansk byggeri med en kvalitet, der snildt i 

2007 kan fungere som inspiration for Ritts billige boliger. 

78 Huse i parker


79

80 Huse i parker 

Fortunen 1949

Fortunen 

Fortunen blev opført ved Lyngbygårdvej og Sorgenfrigårdvej fra 1947 til 1949 som 

en muret gul 3 etager høj parkbebyggelse med fritliggende blokke. Fortunens 221 

lejligheder indgår i en stor plan med i alt 1.400 boliger. 

Når man følsomt med alle sanser åbne møder Fortunens blokke, bliver man lettere 

oprørt over de dominerende trekantede glaskarnapper mod den smukke 

park. Kan det virkelig være rigtigt! 

Nøjere studier af fotos fra bebyggelsens første år viser imidlertid, at facaderne fra 

begyndelsen var apteret med fint detaljerede, søjlebårne, trekantede altaner af 

jernbeton. Så ja – det er rigtigt, selv om renoveringens afslutning af altanernes 

glasinddækning ved kvistene ikke er helt overbevisende. 

Facaderne mod det asfaltbelagte ankomstareal er nøgterne, ryddet for tant og 

fjant. Eneste variation ud over trappevinduernes forskydning i forhold til lejlighedernes 

vinduer er en markering af indgangspartiet med en spændt bue af metal. 

Mest interessante er de lave 2 etager høje aldersrenteboliger. Her er det, på nært 

hold af det beskyttende tunge tegltag ved de karakterfulde kvistes hvidmalede udhæng 

og sternbrædder og de små altaner med de fine rækværk af metal, muligt 

at få en intens arkitektonisk oplevelse af 1950’ernes danske funktionelle tradition. 

Samlet vurderet må Fortunen høre til KAB’s arvesølv. Med skalaen, det gode 

håndværk og samspillet mellem bebyggelse og de grønne udearealer er Fortunen 

en tidslomme, hvor man i 2007 kan fornemme 1950’ernes stærke tro på økonomisk 

vækst og materiel velfærd. 


81

82 Huse i parker

Engbrydeparken 

Engbrydeparken blev fra 1953 til 1955 opført som et 3 etager højt muret byggeri i 

gule mursten på den tidligere motorbane nord for Glostrup by ved Ørne- og 

Glentevej. Bebyggelsen består af 15 fritliggende blokke, placeret så der dannes 

L-formede parkrum. Bebyggelsen havde ved indvielsen 176 lejligheder, 5 butikker 

og 8 garager. 

Engbrydeparken er et besøg værd. De enkle velformede blokke med det lysende, 

gule murværk og tegltag danner i samspillet med udearealernes træer grønne 

rum med en imødekommende stemning som gør, at man føler sig hjemme og får 

lyst til at slå sig ned. 

Facaderne mod adgangsvejene er nøgterne, og de arkitektoniske virkemidler begrænser 

sig til indgangspartiernes spændte buer af jernbeton og vinduernes præfabrikerede 

sålbænke. Begyndende forfald må her imødegås med målrettet vedligehold 

for at fastholde det arkitektoniske mådeholds stringens. 

Facaderne med lejlighedernes opholdsrum er et nøjere studium værd. Opholdsstuerne 

indrammes af en elegant jernbetonramme med en stor plantekasse og en 

fransk altan. Indramningen af altanen giver den traditionelle gule blokbebyggelse 

et pift af 1930’ernes funktionalisme, men peger også fremad mod 1960’ernes 

præfabrikerede elementbyggeri. Det er både godt gået og fortæller om det arkitektoniske 

og byggetekniske opbrud, der var på vej. 

Flere lejligheder har fået nye altaner, og den øverste betonramme, der er integreret 

i en kvist, har fået en beskyttende inddækning af zink. Der er ingen tvivl om, at 

beboerne ser både altanerne og beskyttelsen mod indtrængende vand som et 

gode, men det gumpetunge design af de nye altaner, deres ufølsomme bæringer 

af galvaniserede stålrør og kvistenes zinkinddækninger må, set ud fra en æstetisk 

vurdering, være tæt på arkitektonisk voldtægt. Det er en skam, fordi Engbrydeparken 

med sin bebyggelsesplan og de oprindelige visionære facader i intakt stand 

har alt det, der skal til for at kunne indgå i perlerækken af KAB’s arkitektonisk eksemplariske 

spydspidsbebyggelser. 


83

Marielyst 

På den tidligere bondegård Marielysts jorder ved Gladsaxevej blev parkbebyggelsen 

Marielyst i 1953 til 1955 opført med en blanding af 1 etage høje rækkehuse, 

2 etager høje blokke og en 4 etager høj cirkelformet bebyggelse. Marielyst, der 

blev opført i gule mursten, havde 9 butikker, 27 garager og 291 lejligheder. 

Marielyst er en avanceret parkbebyggelse med spændende, dynamiske, rumlige 

overgange. Det opleves særligt intenst ved den cirkulære bygningskrop, hvis form 

indgår i et spændingsfuldt samspil med de fælles grønne parkarealers store træer 

og de lave rækkehuses intime privathed. 

Cirklens ydre er med de store felter med gult murværk tilpasset den lave bebyggelses 

materialer, men store, lyse, eternitbeklædte partier i facaden fortæller om 

en bærende konstruktion af tværgående skillevægge i stil med 1960’ernes præfabrikerede 

elementbyggeri. Den ikke bærende facades konstruktive frihed udnyttes 

arkitektonisk i stor målestok, ved cirklens indre slag, ved det velplejede gårdrum. 

Her er den søjlebårne facades beklædning af lyse eternitplader bearbejdet på en 

måde, der fremhæver en vandret lagdeling med et industrielt udtryk. 

Marielysts lave rækkehuse understreger som det cirkulære hus det offentlige og 

det private rum. Mod adgangssiden har de lukkede, murede, gule facader med 

indgangspartiets elegante kasketskygge, de store trappesten og de små forhaver 

en afmålt, konserveret stemning. Helt anderledes er det mod havesiden, hvor rækkehusene 

er i 2 etager. Her er der fra stuernes store glaspartier adgang til terrasser 

med elegante glasoverdækninger og små velholdte haver, der emmer af beboernes 

engagement og virkelyst. 

Marielyst sætter med parkbebyggelsens hierarki af bevidst formede, overlappende, 

rumdannelser og konstruktionens lette facadepartiers industrielle udtryk en dagsorden, 

der peger fremad. Forbindelsen til 1960’ernes præfabrikerede mon tagebyggeri 

er indlysende, men også tæt/lav bevægelsens opgør med kranspor arkitek 

turens bevidstløse repetition kan med lidt god vilje siges at være introduceret. 

84 Huse i parker


85

Nye takter og gamle chefer 

Fakstorp skulle komme til at lede KAB gennem en periode, hvor byggeriet forandredes 

fra den traditionelle håndværksmæssige fremstilling til såkaldt ”industrialisering”. 

En af konsekvenserne var langt større bebyggelser end kendt fra mellemkrigstiden 

og krigsårene, og dermed også et voksende behov for langsigtet 

planlægning, for fuld udnyttelse af byggemaskinen og for samarbejde mellem 

boligselskaberne for at løse industrialiseringens opgaver. 

Allerede i 1920’erne var man opmærksom på byggeriets produktivitetsproblemer 

og på behovet for rationaliseringer for at kunne løse den altid truende bolignød. I 

Berlin udtalte stadsarkitekt Wagner således først i tyverne, at han hellere ville have 

4 store byggepladser end 20 små spredt over byen, og resultatet blev de fire store 

bebyggelser – de såkaldte Berliner Siedlungen – der endnu i dag står som lysende 

eksempler over tyvernes sociale boligbyggeri. 

Modernisterne, eller som de kaldes i Norden, funktionalisterne, var i 1930’erne 

stærkt optaget af det industrielle og af betonens muligheder, men mange af funktionalisternes 

byggerier blev nu opført på traditionel vis i mursten og så kalket, så 

de fremstod som beton. Men efter krigen kom der gang i udviklingen, ikke blot i 

Danmark, men over det meste af den vestlige verden. Krigens ødelæggelser i 

Europa og begrænsningerne i byggeriet, også i de besatte og de ikke krigsførende 

lande, satte sine spor, som bl.a. i Danmark snart blev tydeliggjort af, at fødselsårgangene 

fra krigens tid var usædvanligt store. 

Etableringen af Boligministeriet og af Statens Byggeforskningsinstitut i 1947 markerede 

nødvendigheden af en samlet indsats mod boligmanglen, og samme år 

vedtog Folketinget elementhusloven, der gennem fordelagtige finansieringsvilkår 

skulle fremme byggeriets produktivitet og afhjælpe manglen på faglært arbejdskraft, 

ikke mindst murere. 

KAB holdt sig i det væsentlige udenfor boligselskabernes samarbejde og søgte i 

stedet at udnytte sit eget apparat, ikke mindst gennem A/S Dominia, men nu i det 

væsentlige kun til sociale eller almennyttige byggerier, som var den nye betegnelse, 

som blev indført med lovgivningen fra 1945/46, samt til opgaver for kommuner 

og velgørende institutioner. I 1952 tilsluttede KAB sig dog det for Marshallmidlerne 

21 etablerede Byggeriets Maskinstationer og tegnede aktier heri for 

400.000 kr. 

21 Marshall-midlerne var en amerikansk hjælp til Europa med det formål at fremme Europas genopbygning 

og udviklingen af den europæiske industri. Hjælpen blev ydet på visse forudsætninger, bl.a. om 

midlernes anvendelse. 

86 Nye takter og gamle chefer

Vækst og stabilitet, men.. 

Fakstorps tid bliver en tid med stor organisk vækst i porteføljen og en voksende 

betydning af kvaliteten af den daglige drift – som bringes under et stadigt voksende 

pres af kommuner og beboere. Efter bruddet i 1945 havde KAB hurtigt mistet 

administrationen af de ca. 2.000 boliger, som tilhørte Dansk Financia og Stabilia. 

Også Studiebyen forlod KAB i 1945. Men snart var det tabte indhentet. De store 

byggesager i Elleparken for SAB, i Brøndby og i Lyngby, som indgik i forhandlingerne 

med kommunaldirektør Bjerregaard om Boldsens fratræden, kompenserede 

herfor (og hertil kom jo vederlaget for byggeforretningsførelsen). Industrialisering 

og rationalisering af byggeriet betød også større byggerier med den deraf følgende 

vækst i porteføljen. På mange måder var Fakstorps tid et gearskifte bort fra 

boliglaboratoriet frem til byggemaskinen. 

Den danske funktionelle traditions brug af de klassiske danske byggematerialer 

blev håndfast understøttet af den omfattende mangel på byggematerialer efter 

Anden Verdenskrig. Det er i den sammenhæng og i arkitekternes begejstring for 

funktionalismens tankegods om masseproduktion af billige boliger med et industrielt 

formsprog, at eksemplerne på anvendelsen af industrielt fremstillede elementer 

i parkbebyggelserne skal ses. Arkitekterne skulle imidlertid snart få deres 

hedeste drømme opfyldt. Stigende efterspørgsel efter boliger og mangel på faglært 

arbejdskraft i 1960’erne satte gang i en dybtgående industrialisering. 

Grundlaget for byggeriets industrialiserede masseproduktion var en standardisering 

af alle delkomponenter, modulprojektering, udvikling af nye montageteknikker 

og store rullende montageplaner med mere end 1.000 lejligheder for at gøre 

investeringerne i det nye produktionsapparat rentable. Vigtige milepæle i udviklingen 

var KAB’s eksperimentbebyggelser, Herlevhuse ved Runddyssen og Bellahøj 

ved Degnemosen. Nye takter blev endvidere slået an i Husum ved boligbebyggelsen 

Tingbjerg, der med sine mere end 2.000 boliger var på størrelse med en mindre 

by, og i Birkerød, hvor der ved Eskemosen i et fornemt samspil med landskabet 

blev opført en større bebyggelse. Tingbjerg og Eskemosepark var tidstypiske 

eksempler på en arkitektur præget af overgangen fra den håndværksmæssige 

tradition til de nye industrielle byggemetoder. 

Gøsta Knudsen cyklede på besøg: 


87

Herlevhuse 

Herlevhuse fra 1948 til 1950 var en eksperimentbebyggelse, der blev opført som 

lave enfamiliehuse ude i det åbne landskab nord for Ringvej 3 mellem Kagsåen 

og Runddyssen. Herlevhuse består af 151 enfamiliehuse i 1 etage og 2 butiksbygninger 

med 10 butikker og 4 lejligheder. 

Når man kommer til den banebrydende bebyggelse i 2007, er det ikke stemningen 

af den industrielle pionerindsats’ gå på mod, der først melder sig. Det, der 

dominerer, er Herlev Sygehus markante himmelstræbende højhus. Går man imidlertid 

Herlevhuse nærmere efter i sømmene, er der ingen slinger i valsen. Det står 

helt klart, at de malede gule, røde, lysegrønne og grå enfamiliehuse var banebrydende 

som forløberen for Bellahøj. 

Bebyggelsen er disponeret med husenes gavle eller langsider på en linie mod vejen. 

Det giver fine grønne rum og fremhæver terrænets smukke kurver. 

Det enkelte hus er opført af fabriksfremstillede betonelementer og monteret med 

hjælp fra transportable kraner. Kendetegnet fra KAB’s tidlige rækkehusbebyggelser, 

det indrammede vindue og indgangsparti, er fastholdt. Lægges hertil facadeelementernes 

fint profilerede tilbageliggende fuger, er der opnået en underopdeling, 

der giver de små prunkløse huse kant i detaljeringen og en velgørende 

lethed. Der er ingen tvivl om, at områdets beboere er glade for de malede huse 

med et farvevalg, der ville fornøje Pippi Langstrømpe. Har man imidlertid som jysk 

bodsgænger en hang til dogmet om ”ærlige konstruktioner”, ville det være velgørende 

at opleve de velproportionerede, omhyggeligt detaljerede huse med farver, 

der var holdt inden for en gentlemans beherskede grå nuancer. 

Den ubehandlede, grå betons spændstighed som facademateriale kan man, trods 

omfattende slid og patinering, opleve ved butikshuset ved Motorring 3. Interessant 

er det også her at stifte bekendtskab med den arkitektoniske underopdeling, der 

introducerer principperne for Bellahøjs facadeelementer. 

Herlevhuse er ikke alene et banebrydende eksperiment for at fremme det industrialiserede 

elementbyggeri i Danmark. Med sine kvaliteter som et velfungerende 

boligområde er Herlevhuse også et kraftfuldt slag i bolledejen vendt mod den udbredte 

kritik, der kun har fantasi til at fremstille beton som et gråt og trøstesløst, 

glædesforladt byggemateriale 22 . 

22 Herlevhuse er således en lav generalprøve på Bellahøj, som skulle udføres i beton og under udstrakt 

anvendelse af ufaglært arbejdskraft. Bebyggelsens levetid var bedømt til 25-30 år, hvilket fik Herlevs 

daværende sognerådsformand til at afstå fra deltagelse i rejsegildet. Det her var for ringe. 



89

Bellahøj 

Nord for den gamle dyrskueplads ved Bellahøj blev fra 1951 til 1958 opført Danmarks 

første højhusbebyggelse på 8 og 12 etager efter vinderforslaget i en konkurrence 

fra 1944. Bebyggelsen, der er udformet som punkthuse med hurtigt gående 

elevatorer, introducerer i praksis i København arkitekten Le Corbusiers 

visioner om byer af højhuse med udsigt over et urørt landskab. 

Bellahøj var et resultat af en længere proces, hvori kommunen havde spillet er 

central rolle, bl.a. ved i 1944 at lade afholde konkurrence om bebyggelsesplanen, 

der blev vundet af arkitekterne Tage Nielsen og Mogens Irming. På grundlag heraf 

udarbejdede kommunen en bebyggelsesplan med i alt ca. 1.300 boliger i 28 

punkthuse, kulturcenter og butikker. Planen havde rødder i en ændring af Københavns 

byggelov i 1939, der bl.a. gjorde det muligt at bygge i højden, og nu skulle 

mulighederne afprøves. 

Bygherreopgaven blev fordelt på fire boligselskaber (SAB, AAB, AKB og Foreningen 

Socialt Boligbyggeri). Oprindeligt skulle kommunen også selv have bygget, 

men afstod sin del til Samvirkende Boligselskaber og KAB, der byggede med A/S 

Dominia som arkitekter og ingeniører. De huse, som blev overtaget fra kommunen, 

har dog Stadsarkitekten og Københavns Kommunes Rådgivende Ingeniørafdeling 

som teknikere. 

Byggeteknisk indebar eksperimentet i 1951 en ny byggeteknik, hvor beton blev 

støbt i glideforskalling. Montagen, der skulle udføres af ufaglærte specialarbejdere, 

gav ifølge arkitekt professor Ole Buhl problemer med at holde elementbyggeriets 

snævre tolerancer. Så store at faglærte håndværkere måtte forklædes som specialarbejdere, 

for at der kunne opnås tilstrækkelig præcision. 

Bellahøj, Afdeling 1 med naboskabet til Degnemosens reflekterende vandspejl 

indeholder 226 lejligheder. 

Bellahøjs punkthuse, der er parvis forskudt, deler et trappe- og elevatorrum med 

transparente glasfacader. Punkthusenes placering giver udsigt fra lejlighederne og 

fine rumlige oplevelser, når man færdes i terrænet. Bebyggelsen er, trods fraværet 

af et bymæssigt gaderum, karakteriseret ved smukke glidende overgange med 

dybe kig ind mellem punkthusene og pirrende antydninger af rum bag de glasinddækkede 

elevatortårnes transparens. Set fra Degnemosen eller Rødkilde Plads 

forstærker Bellahøjs punkthuse terrænets træk og giver stedet karakter med en 

smuk skyline. Punkthusene er overlegent proportionerede med et sikkert greb om 

bygningskroppens forskellige delelementer. 


Punkthusets afslutning ved det tilbagetrukne penthouse viser et bymæssigt format, 

og facadeelementernes underdeling, altanernes fornemme støbearbejde og elevatortårnenes 

glasfacader vidner om en omhyggelig bearbejdning af detaljerne. 

Set i forhold til 2007’s animerede debat for og i mod byrum med en fortættet 

stemning og ekspressivt formede højhuse brugt som lokkemad for at tiltrække investeringer 

og arbejdskraft står Bellahøj uantastet som et vellykket eksperiment. 

Det er et overbevisende eksempel på, at det er muligt at kombinere højt byggeri 

med stor tæthed med ønsket om sunde boliger og velfungerende udearealer med 

lys og luft. 


91


Tingbjerg 

I 1942 bad KAB byplanprofessoren Steen Eiler Rasmussen og havearkitekten 

C. Th. Sørensen om at udarbejde forslag til bebyggelse af de kommunale arealer 

ved Gyngemosen og Utterslev Mose. Samtidig lod Foreningen Socialt Boligbyggeri 

Kooperative Arkitekter udføre samme opgave, men kommunen kasserede dem 

begge og udlagde en del af arealet til grønt område, hvorefter man overlod byplanopgaven 

til kommunens egen byplanafdeling. I 1950 vendte boligselskaberne 

dog tilbage med et nyt fælles forslag, udarbejdet af Steen Eiler Rasmussen og 

C. Th. Sørensen, som kommunen godkendte i 1952. 

På dette plangrundlag blev der fra 1955 til 1971 opført en boligbebyggelse mellem 

Utterslev Mose, fæstningsanlægget Vestvolden og Mørkhøj. Tingbjerg, der 

omfatter ca. 2.500 boliger, bygger på den klassiske europæiske bybygnings idealer 

tilsat et arkitektonisk formsprog, der er rundet af den funktionelle danske tradition 

og 1960’ernes industrielle byggemetoder. 

Ved Gøstas ankomst til Tingbjerg i 2007 en dejlig sommerdag var det ikke den 

fornemme byplanlægning, der først fangede øjet, men derimod en omfattende og 

dybtgående renovering. Den indebærer sammenlægning af små 1 værelses lejligheder 

i Arkadehusene, renovering af det markante højhus og nye belægninger til 

de offentlige arealer. Det blev dog hurtigt klart, at renoveringsindsatsen ikke var 

hele forklaringen på fraværet af det blomstrende byliv, der oprindeligt var en del 

af den ambitiøse planlægnings vision. De planlagte virksomheder blev aldrig realiseret, 

og de sympatiske anslag til bymæssige rum, i form af veje og små torvedannelser, 

udviskes af bebyggelsens åbenhed. Trods disse mangler er der i de 

velplejede gårdrum, der omkranses af gule murede, præcist formede, skarpt skårne, 

3 etager høje, fortsatte blokke, mange kvaliteter. Særlig oplevelsesrig er facaderne 

ved partierne med hvidmalede, gående, skodder og franske altaner. Det er 

et fint og gennemført motiv, der giver facaden variation og leder tanken hen mod 

varmere himmelstrøg. Arkitektonisk indlevelse af samme høje karat finder man i 

bebyggelsens detaljer ved indgangspartierne med de skrå false og den elegante 

sålbænk af beton, der desværre ikke følges op af de nye vinduers gumpetunge 

tyngde. Det er vigtigt, at det arkitektoniske mådehold ved de gennemarbejdede 

detaljer fastholdes i det omfattende vedligehold, der venter! 

Det prisværdige ved Tingbjerg er, ud over den velproportionerede bebyggelses 

mange fine arkitektoniske kvaliteter, KAB’s støtte til den visionære planlægning 

som grundlaget for opførelsen af en velfungerende by med en menneskelig skala 

og et blomstrende byliv på bar mark. 


93

Eskemosepark 

Eskemoseparks 22 2 etager høje gule murede blokke blev opført fra 1957 til 1966 

ved Nørrevang i Birkerød. Bebyggelsen følger den fredede dalsænkning Eskemosens 

spændte, buede landskabelige forløb. 

Bebyggelsens stort tænkte bebyggelsesplan og landskabelige greb opleves i Wide 

Screen format fra Byagervej i dalsænkningens bund. Set herfra fremhæves de 22 

blokkes lineære forløb, og oplevelsen af dalsænkningens skråninger forstærkes. 

Følger man gaden Nørrevang er oplevelsen helt anderledes. Her er der pirrende, 

beskårne kig til det buede forløb, der tydeliggøres af blokkenes og vejtræernes 

samspil med vejen. Bebyggelsens overgang mod den fredede dalsænkning er 

også et besøg værd. Grænsen er overbevisende markeret af en klippet bøgehæk, 

formet så der dannes labyrintiske uderum uden indblik, til brug for bebyggelsens 

beboere. 

Eskemoseparks blokke er som Tingbjergs blokke tidstypiske for overgangen til 

1960’erne ved det arkitektoniske miks mellem håndværkets traditionelle byggeri 

og de nye industrielle byggemetoder. Det kommer til udtryk i murværkets enkle 

løberforbandt, facadernes lagdeling, der understøttes af vinduernes placering, de 

støbte vandrette bånd af jernbeton og de sorte, malede udhæng, vinduer og indgangspartier. 

Den arkitektoniske kvalitet er så overbevisende, at en bronzeplade 

på den U–formede bebyggelses gavl fortæller, at Eskemosepark i 1968 blev prisbelønnet 

af Birkerød Kommune for godt og smukt byggeri 23 . 

Samlet vurderet er Eskemosepark eksemplarisk for samspillet mellem landskab og 

bebyggelse samt det indlevede bud på en rationel og usentimental arkitektur med 

en sympatisk menneskelig skala og smukke stoflige materialevirkninger. 

23 Eskemosepark, der er tegnet af arkitekterne Henning Jensen og Torben Valeur, blev i 1998 endvidere 

tildelt Årets Klassikerpris af Birkerød Kommune. 



95

Selvom KAB altså forsatte udviklingen med igangsætning af de store byggerier i 

Gladsaxe, Gentofte, Herlev, Glostrup, Ballerup og Tårnby, på Frederiksberg samt 

af Tingbjerg i København, slog den nye industrialiserede byggeskik dog ikke klart 

igennem i alle byggerierne, men det er alle byggepladser, hvor KAB arbejder i den 

næste halve snes år eller mere, medens afdeling efter afdeling føjes til det allerede 

opførte. Boliger i mange hundredvis på hver af disse byggepladser blev det til. 

Snart fulgte også igangsætningen af den store bebyggelse Friheden i Hvidovre, og 

nogle år inde i tresserne påbegyndes derefter Albertslund. 

I de første 25 år opførte KAB ca. 10.000 boliger, fortrinsvis i København og på 

Frederiksberg, men en del af disse forsvandt ved bruddet i 1945, og andre var for 

fremmede bygherrer. I de næste 25 år – der i det væsentligste er Fakstorps direktørperiode 

– bliver KAB et regionalt boligselskab med ”lokalselskaber” over store 

dele af den hurtigt voksende hovedstad og med en portefølje, der langt mere end 

fordoblede antallet af administrerede boliger. KAB er en af tidens foretrukne samarbejdspartnere 

for mange halvoffentlige bygherrer, og i det hele skulle man vel 

vente sig en dynamisk koncern under en stærk og fremsynet ledelse. 

Aldring 

Og ingen tvivl om, at Th. Fakstorp var en dygtig og effektiv administrator, der havde 

fået byggemaskinen til at fungere uden idelige konflikter med alt og alle. Kilderne 

til nærmere forståelse af ham selv som person er desværre ret få, men mytologien 

bestyrker billedet af den effektive, lidt kølige administrator, der tilbringer 

næsten hele sit voksenliv i KAB, først som Boldsens højre hånd gennem næsten 

alle første 25 år, siden som KAB’s adm. direktør i mere end 20 år. 

Bestyrelsesprotokollen fra 1950’erne og 1960’erne fortæller imidlertid også en lidt 

anden historie, en historie om et mere og mere aldrende og mere og mere konservativt 

boligforetagende. Et var, at KAB blandt arkitekterne var ildeset med sin 

særprægede struktur og en arkitektafdeling, der var integreret i ingeniørvirksomheden 

– noget andet var det uomtvistelige faktum, at ledelsen blev ældre og ældre. 

Allerede i 1954 blev Thaulow, der havde været bestyrelsesformand siden 

1926, 75 år, men fortsatte dog ufortrødent 8 år endnu, næstformanden handelschef 

H. Lyngbæk havde været medlem af bestyrelsen siden først i 1920’erne, og 

mange af de øvrige medlemmer havde også været med i mange år. Fakstorp selv 

blev tres i 1956. Som årene gik, blev bestyrelsesmøderne kortere og kortere, initiativerne 

bliver færre og færre og forandringerne ligeså. Hverdagen blev til gen- 


gæld mere og mere stenet med kritik af KAB’s stadig for udenforstående uigennemskuelige 

struktur samt præget af diskussioner med socialdemokratiske 

omegnskommuner og lejerne om både kommunernes og lejernes indflydelse i 

lokalselskaberne. Men både kommuner og lejere holdes i skak, maskinen ruller, 

båret af rutinen og en loyal kreds af ledende medarbejdere med mange års anciennitet. 

Den 15. marts 1962 måtte blandt de ledende medarbejdere imidlertid den tekniske 

direktør arkitekt Poul Søgård meddele, at han ønskede at fratræde p.gr.a. 

svigtende helbred efter 17 år i direktørstolen og mere end 30 års samarbejde med 

KAB – og tidligere på samme møde meddelte bestyrelsesformand Thaulow, der 

var født i 1879, omsider, at også han ønskede at trække sig tilbage. Han foreslog 

som sin efterfølger civilingeniør Svend Brannov, der var direktør i Den Almindelige 

Brandforsikring for Landbygninger – og Fakstorps svoger, idet sønnen Jørgen 

Fakstorp i 1950 var blevet gift med Svend Brannovs datter Eva. Brannov blev enstemmigt 

valgt og tiltrådte som KAB’s formand den 14. maj 1962. Den 17. maj 

1962 – 3 dage efter – afgik han ved døden. Så måtte næstformand Lyngbæk træde 

til. Han havde som nævnt været medlem af KAB’s bestyrelse i mange år efter 

at have været den første formand for det parlamentariske selskab Bakkehusene, 

men mente sig for gammel til formandsposten. Så han ville kun fungere, indtil en 

ny formand var fundet, og på bestyrelsesmødet i august 1962 introduceres derfor 

højesteretssagfører Niels Andersen, der – betinget af en senere godkendelse af 

generalforsamlingen, som bestyrelsen ganske beherskede – på mødet først vælges 

til bestyrelsen og dernæst minutter senere til dens formand. Niels Andersen 

skulle forblive KAB’s formand i de næste 18 år, medens Lyngbæk nogle år senere 

– i 1966 – også måtte trække sig tilbage efter 43 år i bestyrelsen som følge af et 

svigtende helbred. Afløseren på næstformandsposten hed Viggo Kampmann, der 

allerede i nogle år havde været medlem af bestyrelsen. 


97

98 Nye takter og gamle chefer 

Niels Andersen 1907 – 1983 


Højesteretssagfører 1949 

Formand for KAB’s bestyrelse 1962 – 1980 

Niels Holst Kjærsgård 24 , der traf Niels Andersen ved bestyrelsesmøderne fra 1978, 

husker ham således: 

”En høj flot ældre mand med en ung lyshåret kone. Bestyrelsesmøderne var ret 

formelle – selvfølgelig sagde man ”De” til hinanden – men møderne forløb altid 

med stor varme og humor. Der var ikke de lange drøftelser af udvalgte matrikelnumres 

helt særlige problemer, men dagsordenen blev gennemført hurtigt og 

kontant. At der var spisning bagefter på et eller andet spisested var reglen.” 

Niels Andersen så efter nogle år i formandsstolen det samme år (1966) til, at det 

nu indlysende generationsskifte blev forberedt. I foråret 1966 blev Fakstorp 70, og 

ganske få dage før dagen besluttede bestyrelsen at udnævnte Peer Bindslev og 

den senere noget navnkundige frk. Søndergård til vicedirektører samt at ansætte 

en yngre jurist ved navn Mogens Madsen (senere Nordbæk) som direktør i SAB. 

Det var på høje tid – eller rettere det var for sent – for den 13. august 1966 afgik 

Th. Fakstorp ved døden. 

Bestyrelsen mødtes en måned senere, mindedes direktøren og bad formanden om 

at fungere i ledelsen indtil videre, medens man så sig om efter en efterfølger. 

Ham fandt man i Boligministeriet. Afdelingschef Niels Salicath blev den 8. november 

1966 valgt blandt et betydeligt antal ansøgere, herunder også en række interne, 

og tiltrådte som KAB’s tredje adm. direktør 1. januar 1967. Med sig fik han en 

direktion bestående af prøvede kræfter, Peer Bindslev, som fik ansvaret for økonomien, 

frk. Søndergaard, der fik ansvaret for det løbende administrative, og Mogens 

Pedersen, som avancerede fra stillingen som chefarkitekt til teknisk direktør. 

24 Manuskript til tale af Niels Holst Kjærsgård ved hans afskedsmiddag 8. januar 2004. Gengivet med 

Niels Kjærsgårds tilladelse.

Store planer 

Eksperimenterne med præfabrikerede, industrielt fremstillede byggeelementer og 

de nye former for montage i Herlevhuse og Bellahøj samt erfaringerne fra Tingbjerg 

med at skabe et blomstrende byliv på åben mark gav KAB værdifuld erfaring. 

Det betød, at KAB ikke stod på helt bar bund, da man besluttede sig for at 

gå i clinch med de dengang banebrydende rullende montageplaner. Et typisk eksempel 

på det, der fulgte i kølvandet på det stort anlagte, industrialiserede, massebyggeri, 

er Friheden med sine 1.170 boliger, hvor den stereotype bebyggelsesplan 

viser nogle uhensigtsmæssige bindinger dikteret af montagens kranspor og 

en udbredt mekanisk repetition. 

Sideløbende med konsumbyggeriet, der gav KAB ”kritisk masse”, fastholdt Koncernen 

i en række store bebyggelser den historiske tradition med at udfordre daglige 

vaner og standarder. Som eksempler på store bebyggelser med noget på hjerte er 

valgt Brøndby Strand, Farum Midtpunkt og Solbjerg Have. 

Gøsta Knudsen drog af sted til de store, 

miskendte planer: 

Fingerplanen for Københavns 

udvikling fra 1947. 


99

Brøndby Strand 

Brøndby Strand 25 med 12 højhuse med 16 etager, 66 blokke med 4 etager og 8 

blokke 2 etager høje rækkehuse med i alt 2.731 lejligheder blev opført i 1969 til 

1974 som et storstilet montagebyggeri, der skulle indgå som et vigtigt led i en ambitiøs 

byplan, der rummer Køge Bugt-banen, Sydmotorvejen og en ny strandpark 

med importeret Vesterhavsmiljø. 

Adgangen til Brøndby Strand fra Strandesplanaden er grandios. Bebyggelsens 

voluminøse størrelse, de vandrette liniers dynamik, der brydes af himmelstræbende 

højhuse, og den konsekvent gennemførte trafikseparering mellem bilerne og 

de bløde trafikanter har et format, der er på niveau med de russiske konstruktivisters 

stort tænkte båndbyer. Er der plads til flere oplevelser efter ankomstens stimulerende 

tæppebombardement med byplanlægningens mest effektfulde virkemidler, 

kan et besøg til de 15 U–formede gårdrum, der omsluttes af 4 etager høje 

blokke, anbefales. 

Det, der umiddelbart overrasker, er, at de fint renoverede facader med store fremskudte, 

glasinddækkede altaner, betonelementernes præcision opnået via ny overfladebehandling, 

indgangspartiernes og vinduernes sikre farvesætning og de velplejede 

grønne gårdrum trods blokkenes industrielle præfabrikation og montage 

skaber en sympatisk variation. Der er tale om en sjælden talentfuld arkitektonisk 

præstation. Men ikke nok med det. Et blomstrende liv med legende børn, ivrigt 

diskuterende sortklædte kvinder og mænd på altanerne med en feltherres overblik 

giver endvidere en fin fortættet bymæssig stemning. Det er glædeligt og helt i 

overensstemmelse med den almene sektors gamle slogan, ”det er godt at bo 

godt”. 

Samlet vurderet er Brøndby Strand med sin forankring i en ambitiøs overordnet 

planlægning noget særligt, tidstypisk for 1960’ernes vækst og økonomiske højkonjunktur. 

Stor respekt og anerkendelse fortjener endvidere den almene sektor for 

den arkitektoniske nænsomme, dybtgående og utvivlsomt meget bekostelige renovering, 

der sammen med stedets blomstrende liv understøtter troen på bebyggelsens 

fremtid. 

25 Arkitekterne var Svend Høgsbro og Thorvald Dreyer med KAB som forretningsfører for 4 boligselskaber. 

100 Store planer


101

102 Store planer

Farum Midtpunkt 

Farum Midtpunkt 26 ved Bregnerødvej nær Farums Stationscenter blev i 1970 til 

1972 opført som en terrassehusbebyggelse udlagt i et stramt parallelt mønster. 

Bebyggelsens 24 terrassehuse indeholder i alt 1.360 lejligheder. Hertil kommer 

Vestblokken, der danner kant mod Bregnerødvej, så den samlede bebyggelse 

rummer knap 1.800 boliger, fortrinsvis større 4-rumsboliger på 130 m². 

Mødet med Farum Midtpunkts enorme rustne facade ved Bregnerødvej får umiddelbart 

billeder af olieindustriens oplagte supertankere frem på nethinden. Det 

indtryk bliver hurtigt ændret, hvis man går videre for at undersøge, hvad bebyggelsen 

med den konsekvente trafiksanering har at byde på. 

Hensynet til de bløde trafikanter er sympatisk, men de underjordiske parkeringsanlæg, 

der er konsekvensen af trafiksepareringen, er en arkitektonisk høj pris at 

betale. 

Oplevet fra gangstierne er Farum Midtpunkts bebyggelse helt anderledes positiv. 

Fra de tværgående stier, der tangerer bebyggelsens blokke, er der fine kig til serier 

af smalle grønne urskovsagtige rum. Herfra er der også nærkontakt til spændingsfuldt 

formede gavle, der fortæller om terrassehusets organisation og boligernes 

udformning, der hvad angår indretningen og størrelsen på terrasserne uden problemer 

matcher 2007’s mainstream bebyggelser ved Tuborg Nord og i Ørestad. 

Går man langs med blokkene på det hævede dæk, er der udsigt til velplejede 

grønne opholdsarealer og store terrasser med et righoldigt udvalg af parasoller 

og havemøbler, der helt sikkert glæder ejeren af det lokale havecenter. En særlig 

smuk virkning giver de grønne tage, når det lyserøde engelskgræs står i spændingsfuld 

kontrast til den brutalistiske arkitekturs rustne facadeplader. Midt i nydelsen 

af den delikate havearkitektur er det tankevækkende, at Farum Midtpunkts 

eksistens flere gange har været truet af alvorlige byggeskader og et boligsocialt 

forfald, som det efter bekostelige og dybtgående renoveringer både sidst i 

1980’erne og først i 2.000-tallet er lykkedes at få styr på. 

Takket være den overlegne arkitektoniske beherskelse, Farum Midtpunkts dybtgående 

renovering og rækken af målrettede boligsociale initiativer er det i overensstemmelse 

med den oprindelige vision lykkedes at fastholde bebyggelsen som en 

invitation til fællesskab og aktiv beboerdemokratisk medvirken. 

26 Bebyggelsen blev tegnet af Fællestegnestuen. 


103

104 Store planer

Solbjerg Have 

Solbjerg Have blev opført i 1979 på Frederiksberg som en integreret bebyggelse. 

Solbjerg Have rummer 407 lejligheder, plejehjem og daginstitutioner 27 . 

Set fra Lauritz Sørensens Vej er forbindelsen mellem den store parkeringsplads 

stedmoderligt behandlede flader og den 5 etager høje boligmaskines robuste, rå 

jernbetonsøjler og lange altangange, og de billeder, som navnet Solbjerg Have 

bringer frem på nethinden, ikke mulig at etablere. Skal der efter denne kortslutning 

skabes balance mellem det arkitektoniske billede og bebyggelsens navn, er 

der ingen vej uden om et besøg til bebyggelsens indre beskyttede gårdrum. Her 

kommer der helt andre boller på suppen. Den effektfuldt terrasserede bygningskrop 

og de lave institutioner giver en sympatisk menneskelig skala, der understøttes 

af den livgivende skaberglæde og den arkitektoniske indlevelse, der kommer til 

udtryk ved de små beskyttede forhaver og altanerne. 

Valget af rødt murværk, malet træværk i rustrøde eller brune nuancer og grå bølgeeternitplader 

som gårdfacadernes materialer er, selv om de er utraditionelle, i 

samspillet med de grønne planter velvalgt. Detaljerne er i stil med materialevalget 

robuste og ligefremme. Sammen med bebyggelsens avancerede pladsstøbte bærende 

betonkonstruktion har materialernes ligefremme friskhed tydeligvis inspireret 

den generation af unge himmelstormere og den arkitektoniske dagsorden for 

det tætte, lave boligbyggeri, der blev resultatet af 1970’ernes økonomiske lavkonjunktur 

og miljøkritikken rettet mod det industrielle montagebyggeri. 

Samlet vurderet er Solbjerg Have med sin oplevelsesrige arkitektoniske doktor 

Jeky ll og mister Hyde effekt en fremragende nutidig fortolkning af KAB’s tidlige 

bymæssige karrébebyggelser. Glemmes skal heller ikke Solbjerg Haves pladsstøbte 

søjle - plade - system, der realiserer et gammelt arkitektonisk tema fra 

1920’erne om maksimal fleksibilitet og åbenhed i byggeriets indretning og fremtidige 

anvendelse. 

27 Også Solbjerg Have blev tegnet af Fællestegnestuen. 


105

Albertslund og det tæt/lave byggeri 

Realiseringen af funktionalismens tanker i form af 1960’ernes store montageplaner 

var trods rummelige lejligheder og store udearealer med lys og luft ikke en 

entydig succes. Sideløbende med ungdomsoprørets opgør med autoriteterne og 

den ældre generations fokus på højkonjunkturens forbrugsgoder gav udflytningen 

fra bycentrene til forstædernes planlagte, funktionsopdelte boligområder i kombination 

med den stereotype bebyggelse grobund for en højrøstet miljøkritik. Målet 

var de nye planlagte boligområder, der blev kritiseret for at være formynderiske, 

uden socialt fællesskab. I skudlinien var desuden montagebyggeriet, der blev beskrevet 

som gråt, trøstesløst betonslum uden æstetiske kvaliteter. 

Bebyggelsen Albertslund er et tidligt eksempel på det paradigmeskift, der senere 

skulle komme - godt hjulpet af miljøkritikken og 1970’ernes berygtede politiske, 

økonomiske kurs direkte mod afgrunden. 

Albertslund Syd 

Allerede i 1945 havde KAB for det nystiftede Herstedernes Boligselskab opført en 

lille bebyggelse nær fængslet, der blev navngivet Solhusene, og nogle år senere 

sendte KAB sognerådet en interessetilkendelse om fortsættelse af byggerier i kommunen. 

Det kom der dog foreløbig ikke noget ud af, men så i 1961 kunne direktøren 

meddele bestyrelsen, at der nu var ved at komme gang i udviklingen af den 

nye bydel Albertslund, som allerede i Fingerplanen fra 1947 var udpeget som byvækstområde. 

Albertslund Syd var et led i realiseringen af den Københavnske regionplan fra 

1947, kendt som Fingerplanen, det første sammenhængende ny byområde i Herstedernes 

Kommune. Som et led i trafikbetjeningen af bebyggelsen blev Albertslund 

Station etableret og åbnet i 1964. Albertslund Syd blev fra 1965 til 1968 udbygget 

med 3 etager høje blokke, 2 etager høje rækkehuse og lave gårdhuse. I alt 

var der som ved Høje Gladsaxe 2.200 boliger. Bebyggelsen var Danmarks største, 

og byplanen, boligerne og byggeteknikken var et stort eksperiment, hvor nye metoder 

blev afprøvet. 

Byplanen blev udført af et til formålet særligt oprettet organ kaldet Albertslundkontoret 

under ledelse af byplanlæggeren Knud Svensson. Bygherrerne var Hersteder- 

106 Store planer

nes (senere Albertslund) Boligselskab ved KAB og Vridsløselille Andelsboligforening, 

og projekteringen blev udført af Dominia’s ingeniørafdeling i samarbejde 

med et nyetableret arkitektfællesskab, kaldet Fællestegnestuen, som var et ligeledes 

til formålet etableret samarbejde med Dominia’s arkitektafdeling og professorerne 

Viggo Møller-Jensen og Tyge Arnfred. 

To markante arkitektprofiler 

Gøsta Knudsen tog toget til Albertslund: 

Viggo Møller-Jensen 1907 - 2003 

Arkitekt m.a.a 1935 

Lærer Kunstakademiets Arkitektskole 1941 

Professor Kunstakademiets Arkitektskole 1955 

Tyge Arnfred, f. 1919 

Arkitekt m.a.a. 1944 

Professor Kunstakademiets Arkitektskole 1981 


107

Gensynet med Albertslund Syd i 2007 efter 30 års fravær er en fantastisk oplevelse. 

Bebyggelsens rygrad kanalen er vokset til. Her er træer og en rig flora med 

forskellige vandplanter, fugle og fisk, som kan opleves på nært hold fra små rumdannelser. 

Bebyggelsen er også forandret. De 3 etager høje blokke langs kanalen skal have 

facaden af stålplader udskiftet. En mock up model i fuld størrelse med altaner og 

ny skiferbeklædning tegner lovende, men viser også hvor bekostelig og omfattende 

en renovering, der er behov for. Gårdhusene med de hvide, groft støbte, græsk 

inspirerede betonelementer er også gennemgribende renoveret. Tagene er skiftet, 

og facaderne er pakket ind i eternit. Trods den byggetekniske fallit og de aktuelle 

tegn på slid er der stadig ved gårdhavehusenes små grønne fællesrum og de velholdte 

tilgroede haver fine rumlige arkitektoniske kvaliteter. Bemærkelsesværdig er 

også udformningen af det enkelte hus’ nye klimaskærm og detaljeringen for sin 

nænsomhed og respekt for det oprindelige arkitektoniske udtryk. Særlig pirrende 

og oplevelsesrig er materialevirkningen ved et gårdhavehus, hvor den lukkede, 

ubehandlede grå facades eternit spiller sammen med himmelstræbende sølvgrå 

popler. Her er en fortættet stemning på højde med de karakteristiske lave grå havebyer 

i Peking. 

Samlet vurderet er det ikke til at komme udenom, at meget gik galt i Albertslund 

Syds eksperiment. Den klare skematiske opdeling manglede den kompleksitet, der 

er fundamentet for et blomstrende byliv, og udbedringen af det byggetekniske kollaps 

var så omfattende, at en helt ny lovgivning om udbedring af byggeskader var 

nødvendig. Alligevel må man, når man gæster Albertslund Syd, beundre KAB’s 

mod til at gå planken ud, når der skal eksperimenteres, og kippe med flaget for 

den enorme boligsociale indsats og den dybtgående byggetekniske renovering. 

Takket være parternes evne til at håndtere disse udfordringer står Albertslund Syd i 

2007 stadig intakt som et værdifuldt bud på en sammenhængende bybygning 

med nye boligformer, der kombinerede etagehusets høje udnyttelsesgrad med 

parcelhusets lys og luft. 

108 Store planer


109

Eksperimentet i Albertslund Syd blev i 1971 fulgt op af Statens Byggeforskningsinstitut 

med en storstilet konkurrence om udviklingen af industrielt fremstillede tætte 

lave boliger. De præmierede forslag gav fine bud på tætte lave boliger organiseret 

omkring intime torvedannelser, varierede gadeforløb og snævre stræder. Med i 

prisen fik Statens Byggeforskningsinstitut endvidere den unge generation af arkitekters 

progressive ideer om et samfund med fokus på forbruget af naturens ressourcer 

og nye samlivsformer funderet på fællesskab og demokratiske beslutningsprocesser. 

Som eksempler på spændvidden i KAB’s engagement med det 

tætte, lave byggeri er valgt Flexibo ved Følfodvej på Amager, Tøndehvælv ved Egebjerg 

Bygade i Ballerup og Cederbo ved Gammelgårdsvej i Herlev. 

110 Store planer

Flexibo 

Efter en modningsproces i regi af Byggeforskningsinstituttet med blandt andet inddragelse 

af brugerne blev Tinggården i Køge opført med tegnestuen Vandkunsten 

som arkitekter. Bebyggelsen fik med sine fine bymæssige rumdannelser, torvenes 

fællesrum, gadernes varierede boliger, tagenes grå eternit og facadernes røde 

malede brædder eksemplarisk status og satte i det næste årti dagsordenen for det 

tætte lave byggeri, der skød op overalt i Danmark. 

KAB var sædvanen tro, når der skal eksperimenteres, hurtigt på banen. Til forskel 

fra Tinggårdens gennemkontrollerede arkitektoniske udtryk for et selvgroet beboerstyret 

byggeri skiller Flexibo sig ud fra tidens trend ved at forankre brugermedbestemmelsen 

i det konstruktive systems struktur. 

Flexibo ved Følfodvej på det helt flade Amager blev opført fra 1975 til 1976 som 

et byggeri med 68 huse i 1 og 2 etager. Bebyggelsens konstruktion med synlige 

loftsbjælker af træ gør det muligt for beboerne at ændre boligens indretning over 

tid med hjælp fra lette flytbare elementer. 

Ved første øjekast er der ikke meget, der vidner om, at Følfodvejs lave rækkehuse 

oprindeligt var et højt profileret eksperiment. Giver man sig tid til et mere grundigt 

eftersyn, kan man imidlertid se, at lejlighedsskellenes faste rytme af de synlige 

vandrette bjælker af træ ved facaderne og de små gårdhaver udgør den overordnede 

struktur, der styrer boligernes til- og ombygninger. 

Ved Følfodvej mimer arkitekturen ikke en stemning af selvgroet svensk bondeidyl 

med træsko og kædedans. Arkitekturen er systemet og variationen kommer via 

beboernes brug, materialevalget og bygningskroppens skyggevirkninger. Ud over 

strukturel fleksibilitet viser bebyggelsen på Følfodvej endvidere med de varierede 

velplejede forhaver og balkoner, at der er plads til at sætte sit personlige præg. 

Den udbredte brug af træ er brugervenlig og let at bearbejde med almindeligt 

håndværktøj, men også krævende hvad angår vedligehold og drift. 

Samlet vurderet er Flexibo et sympatisk bud på, via et fleksibelt system, at give 

brugerne medindflydelse på boligens udformning. 


111

Tøndehvælv 

Bydelen Egebjerggård i Ballerup er resultatet af 10 års eksperimenterende bybygningsproces 

styret af kommunen, byplankonsulenterne, Statens Byggeforskningsinstitut 

og Byggeriets Udviklingsråd. Midt i den varierede byplans bombardement 

med vidt forskellige arkitektoniske udtryk ligger som en kærkommen oase bebyggelsen 

Tøndehvælv fra 1992. Bebyggelsen, der er et begavet bud fra Tegnestuen 

Vandkunsten på fremtidens rækkehus, indeholder 28 boliger. 

Efter passagen af Egebjerg Bygades velkomstorgie i udhuse og gavle med malede 

ru forskallingsbrædder i alle regnbuens farver er det velgørende at komme til bebyggelsen 

Tøndehvælv. Her er der med enkle midler etableret et fint samspil mellem 

bebyggelse og gaderum, og her giver materialevalget af rosa, flammet murværk, 

koksgrå eternitfacader og mørkt tagpap en velgørende harmoni. 

Rækkehusbebyggelsen på den østlige side af Egebjerg Bygade er opført i flere 

varianter. Den ene type, med 3 etager høje boliger, har små forhaver med et rækværk, 

der beskytter mod indkig. Ved den anden type, der står i direkte åben forbindelse 

med gaden, skaber en zone mellem malede koksgrå udhuse og en karakterfuld 

trappe af stål en spændingsfuld overgang mellem det private og det 

offentlige rum. Her folder beboernes kreativitet sig ud med eksempler på varieret 

brug. Fra stueetagens indgangsparti med den gamle vandpumpe til den øverste 

lejligheds ståltrappes repos, hvor et udrangeret kloset agerer blomsterkumme. 

Bebyggelsens bærende arkitektoniske idé står klart ved det 3 etager høje rækkehus 

med den spændstigt svungne gavl. Her er det med samspillet mellem det høje 

indgangsparti med de store glaspartier og boligens øvrige rum lykkedes at skabe 

rumlige oplevelser af høj kvalitet. Set i forhold til den komprimerede boligs begrænsede 

størrelse er det mesterligt gjort. Bebyggelsens detaljering fortjener også 

anerkendelse. For de enkle ligefremme byggetekniske løsninger med respekt for 

de valgte materialers bindinger og muligheder. 

112 Store planer


113

114 Store planer

Cederbo 

Cederbo med 18 kædehuse opført i 2002 ligger ved Gammelgårdsvej i Herlev. 

Bebyggelsen er en fremragende boligbebyggelse, der på eksemplarisk vis gør sig 

fri af 1970’ernes ideologiske betoning af fællesskabets selvgroede arkitektur 28 . 

Cederbos klare overordnede greb med rækker af forskudte huse giver adgang til 

et velplejet fællesareal med gamle fritstående træer. Fra stuerne med de store 

glaspartier er der adgang til en smuk terrasse af træ, der præcist markerer overgangen 

til den ”vilde natur”. Mod boligernes belagte adgangsareal er der små 

forfinede skure og et lille stykke jord, hvor den enkelte kan demonstrere sit havearkitektoniske 

talent. 

Bebyggelsens forskydninger, der tydeliggøres af tagets skarpt skårne udhæng, 

bygningskroppens skygger og samspillet mellem det ubehandlede cedertræ, de 

blege gule lysende mursten, det mørkegrå tagpap og den fine detaljerings overbevisende 

håndværksmæssige udførelse, løfter Cederbo op på et niveau højt hævet 

over 2007’s mainstream i Ørestaden og de seneste eksempler på arkitekttegnede 

typehuse. Om Cederbo, der har alt det, der skal til for at indskrive sig i KAB’s perlerække 

af fornemme boligbebyggelser, er der kun en ting at sige: GODT GÅET! 

28 Arkitekter var Tegnestuen Vandkunsten 


115

Fra byggeboom til grundkrise 

116 Fra byggeboom til grundkrise 

Niels Salicath, f. 1916 

Cand jur. 1943, R1 

Socialministeriet 1943 – 1947 

Boligministeriet 1947 – 1967 

Direktør i KAB 1967 – 1984 

Formand for 

Boligselskabernes Landsforening 1972 – 1984 

Almennyttigt Saneringsselskab 1969 – 1980 

Talrige bestyrelsesposter 

Niels Kjærsgård om Niels Salicath 29 : 

”Altid i tweed-jakke med strikket slips, altid venlig og med åben dør – fordi han 

var på vej ud af huset som formand for BL. Han var den typiske embedsmand – 

som i øvrigt kørte bil som død og helvede – lidt verdensfjern, meget formel. Spiste 

frokost i sit ”baglokale”. Kunne formentlig fare vild i huset, hvis han kom på en 

anden etage end 4. sal. Salicath gik meget op i politik, og formandskabet af BL 

optog ham meget. Han var en rigtig hædersmand, som var meget respekteret, og 

hans indsats under grundsagen var på mange måder forbilledlig”. 

Salicath lagde energisk ud. Antallet af bestyrelsesmøder måtte forøges betydeligt, 

og allerede i foråret 1967 indledte KAB forhandlinger om erhvervelse af byggejord 

forskellige steder i Hovedstadsområdet. Formålet var at sikre KAB udviklingsmuligheder, 

men måske nok så meget også at vise et eksempel på, at man gennem 

langsigtet planlægning af boligproduktionen kunne skabe mange, meget gode 

boliger til den bredere befolkning. Allerede i 1962 havde Salicath nemlig i bogen 

”Fra Enkelt Virke til Fælles Indsats” argumenteret for en koordineret indsats blandt 

de almennyttige boligselskaber, der kunne sikre en effektiv udnyttelse af byggeriets 

industrialisering, en argumentation, som skulle blive en væsentlig del af grundlaget 

for ”de store planer”. 

29 Niels Holst Kjærsgårds afskedstale

Jordkøb og fornyelse 

I løbet af 1967 erhvervede KAB jord i Farum (til Farum Midtpunkt), i Greve og 

Karlslunde samt i 1968 i Høje Taastrup. Nye lokale boligselskaber stiftedes i Greve 

(Greve Almindelige Boligselskab, senere Sydkystens Boligselskab) og i Karlstrup, 

medens Høje Taastrup allerede var dækket. Tanken var, at Fællestegnestuen, der 

arbejdede intenst med Farum Midtpunkt, som hurtigt fandt nåde for kommunalbestyrelsens 

øjne, senere også skulle projektere lignende byggerier efter samme byggesystem 

i både Greve og Karlstrup. Finansieringen kom fra KAB’s egenkapital, 

fra lån i Handelsbanken (det meste) samt fra indlånte midler fra lokalselskaberne. 

Bestyrelsen var stærkt fornøjet og roste direktionen for dens initiativ, medens Frederiksbergs 

borgmester Arne Stæhr Johansen nævnte muligheden af også snart at 

bygge på de tidligere gasværksgrunde på Frederiksberg. 

Samtidig gik Niels Salicath i gang med fornyelsen af KAB’s organisation. Første 

skridt var et farvel til frk. Søndergård, der i september 1967 måtte forlade KAB, 

hvad hun ikke tilgav. På mange års efterfølgende generalforsamlinger optrådte 

hun med mere og mere kritiske spørgsmål – baseret på god insider-viden. På 

samme møde godkendte bestyrelsen også, at der igangsattes et ”gennemsyn af 

KAB’s organisation, uden der dog forventedes revolutioner”, om end nok visse 

præciseringer. To år senere styrkede KAB igen organisationen ved at tilknytte 

landsretssagføreren Børge Høilund først som direktør for SAB, siden som medlem 

af KAB’s direktion, og lidt senere samme år ansættes forretningsfører Frede Christensen 

fra Randers med særligt ansvar for betjeningen af afdelingsbestyrelserne. 

Børge Høilund skulle endvidere få en særlig betydning som forfatter til en række 

bøger om beboerdemokratiet. 

Det sidste element i Salicaths genplacering af KAB var forholdet til boligbevægelsen. 

Det havde været køligt siden Boldsen forlod formandsposten i Fællesorganisationen 

først i 1920’erne. Først blev Salicath i 1969 formand for det nystiftede 

Almennyttige Saneringsselskab – det senere ”Byfornyelse Danmark” - der blev 

oprettet samme år. Dernæst i 1972 formand for selve Fællesorganisationen, der 

ved samme lejlighed skiftede navn til Boligselskabernes Landsforening. Formandsposten 

beholdt han til 1984. 

Egentlig var byfornyelse på mange måder en oplagt opgave for KAB, og da KAB i 

1970 fyldte 50 år afholdtes et stor arkitektkonkurrence om fornyelsen af et område, 

hvor KAB allerede havde stærke positioner, nemlig Indre Østerbro. Konkurren- 


117

cen tegnede et billede af en lang række muligheder, som på mange måder var et 

meget tidligt forspil til de senere kvarterløft, men noget særlig konkret kom der 

ikke ud af konkurrencen. Den viste imidlertid en side af det nye, mere socialt bevidste 

KAB, som nu var på vej. Men byfornyelsen gled i det store hele KAB og alle 

andre boligselskaber af hænde. 

På få år havde Salicath imidlertid gjort det gamle KAB til Boligbevægelsens flagskib. 

Og KAB ekspanderede, medens de store byggesager nærmest væltede ind. I 

1968 kom der tilsagn til f.eks. Lundegården i Ballerup, København ville udbygge 

Amager med de såkaldte Amagerbyer, i gang var allerede Brøndby Strand samt 

Farum Midtpunkt og en mængde mindre byggesager. Boligbyggeriet blev styret 

efter KAB’s langtidsplaner og løbende analyser af behovet for boliger. 

De mange nye opgaver stillede store krav til organisationen, som i 1969 atter 

måtte tages op til revision, denne gang under medvirken af et eksternt ”rationaliseringsfirma”. 

Det førte til ny reorganisering, men værre var det, at KAB-huset var 

ved at sprænges, og adskillige afdelinger havde allerede i flere år haft til huse 

andetsteds. Direktionen overvejede derfor opførelsen af et nyt KAB-hus, men endte 

med i 1971 at erhverve naboejendommen ”Grundtvigs Hus”. 

Kriser, kriseledelse og reorganisering 

Det var nok klogt, for snart skulle det vise sig, at træer ikke vokser ind i Himlen. 

Det begyndte med udlejningsvanskeligheder i Køge Bugt området, med bl.a. 

Brøndby Strand og i Ishøj. Lidt længere mod syd havde KAB ellers lige erhvervet 

Langagergård i Greve, men kort tid efter indskrænkede Greve Kommune sine 

byggeplaner betydeligt, og i Albertslund havde den nyvalgte formand for kommunens 

tekniske udvalg, den nuværende BL-direktør Gert Nielsen, kastet grus i 

maskineriet ved at nægte at fremme KAB’s byggeplaner i Albertslund Nord, som 

indebar opførelsen af endnu en gentagelse af Farum Midtpunkt. KAB’s byggemaskine 

kørte i tomgang, Dominia måtte notere et betydeligt underskud, der ganske 

vist kunne opvejes af overskuddet fra året før samt delvis af KAB’s eget overskud, 

men koncernen som helhed havde underskud, og for at rette op på økonomien 

måtte flere end tres personer forlade koncernen på grund af opbremsningen i 

byggeriet. I 1971 og 1972 var der i landet som helhed mere end 5.000 ledige 

lejligheder, hvilket naturligvis også vakte politisk opmærksomhed og pressede 

mulig hederne for nybyggeri i det hidtidige omfang. 

118 Fra byggeboom til grundkrise

Arbejdet med Amagerbyerne fortsatte imidlertid, om end i noget reduceret omfang. 

DAB trak sig ganske vist ud med den begrundelse, at sagen herefter ikke 

rigtigt levnede plads til to boligselskaber, men KAB’s bestyrelse besluttede at fortsætte 

og at påtage sig projekteringsrisikoen i forventning om, at skulle projektet 

kuldsejle, ville Københavns Kommune holde dem skadesløse. 

1971 og 1972 var dog fortsat ret gode år i dansk økonomi, men den økonomiske 

afmatning truede i horisonten. I sommeren 1973 udbrød der imidlertid krig i Mellemøsten, 

og de arabiske stater besluttede at reducere olieforsyningerne til Vesten. 

Oliekrisen ramte Danmark præcist på kæben, der blev indført restriktioner på bilkørslen, 

og byggeriet raslede ned. For KAB skulle de næste ti år blive en lang 

øvelse i kriseledelse – en krise som i mangt og meget var skabt af samfundsmagtens 

overordnede strategi for byggeriets industrialisering, som KAB havde gjort sig 

til en ledende aktør i realiseringen af samt af de nu helt ændrede økonomiske 

konjunkturer. 

Amagerbyerne 

Amagerbyerne blev aldrig til noget, men fyldte en del i KAB’s planer fra sidst i 

1960’erne til de endeligt blev opgivet først i 1980’erne. 

Udgangspunktet var en arkitektkonkurrence fra 1966, og blandt de præmierede 

forslag var et med arkitekterne Seth Seablom og Knud Rasmussen. Sidstnævnte 

skulle mange år senere blive Københavns Kommunes Plandirektør. 

Planen forudsatte 5 fingre af samme type som Ørestad spredt over hele den ubebyggede 

del af Vestamager, men snart måtte de vestlige fingre opgives. De østlige 

Amagerbyer levede imidlertid videre i mange år. 

Detailplan syd for 

Sjællandsbroen. 


119

Allerede i 1973 havde erfaringerne med underskud i Dominia og Fællestegnestuen 

ført bestyrelsen til overvejelser over strukturændringer i disse selskaber, bl.a. 

om man ikke burde etablere Fællestegnestuen i selvstændig selskabsform, overvejelser 

som blev tilskyndet af den ændring af aktieselskabslovgivningen, der fandt 

sted samme år, og som tydeligt adskilte de forretningsdrivende selskaber fra de 

ikke-forretningsdrivende. 

Lovændringen førte også til medarbejderrepræsentation i KAB’s bestyrelse fra 1974. 

KAB måtte samme år på ny reducere bemandingen, og både bestyrelse og direktion 

begyndte med bekymring at observere, at de store grundkøb kunne komme 

til at udvikle sig problematisk. Det lykkedes at sælge en del af grundene i Greve 

fra til parcelhusbyggeri, som der stadig var en vis efterspørgsel efter, men økonomien 

strammede til, og grundinvesteringer var efterhånden løbet op i 165 mio. kr. 

Året efter – i 1975 – tonede et nyt problem frem på skærmen. Der var problemer 

med tagene på gårdhusene i Albertslund, som også kunne betyde inddragelse af 

Dominia i ansvarsfordelingen. Også den sag skulle udvikle sig eksplosivt. 


Niels Holst Kjærsgård, f. 1940 

Cand merc. 1968 

Ansat i KAB i 1970 

Økonomichef 1978 

Forvaltningsdirektør 

og medlem af direktionen 1987 - 2004 

I 1970 havde Salicath knyttet en yngre handelshøjskole-økonom ved navn Niels 

Holst Kjærsgård til Direktionssekretariatet (han skulle senere blive forvaltningsdirektør), 

og her midt i 1970’erne følte den unge Kjærsgård behov for at supplere 

sin uddannelse med deltagelse i en ledelseskonference, som blev forestået af en 

af tidens guruer på feltet, professor Erik Johnsen fra Handelshøjskolen i København.

Kjærsgård kom i snak med Johnsen, og enden på historien blev, at Erik Johnsen 

samt hans forskningsassistent Flemming Poulfelt, der i dag også er professor på 

Handelshøjskolen, i en række år blev knyttet til KAB, Poulfelt fra 1979 ligefrem 

som deltidsansat direktionssekretær. Direktionen og forskerne etablerede med 

bestyrelsens indforståelse og interesse i 1977 et ”målsætningsudvalg”, der skulle 

arbejde med at fastlægge målsætninger for KAB’s virksomhed samt skabe grundlaget 

for en organisationsstruktur, som harmonerede hermed. Ganske vist var 

økonomien atter i god gænge, i 1976 kunne KAB således notere et koncernoverskud 

på 7,8 mio. kr., men forudsætningerne for strukturen var ændret ved nedgangen 

i byggeriet, og forude ventede et generationsskifte i ledelsen. Både Peer 

Bindslev og Mogens Pedersen nærmede sig pensionsalderen. 

De første resultater af ”målsætningsudvalgets” arbejde forelå senere i 1977, og 

efter afholdelse af både bestyrelses- og virksomhedskonferencer besluttede bestyrelsen 

i foråret 1978 en organisationsplan, der reducerede direktionen til et enkelt 

medlem, nemlig Niels Salicath, medens Mogens Pedersen og Bindslev trak sig 

tilbage med en overgangsordning, og Børge Højlund overgik til en stabsstilling 

som juridisk direktør. Ledelsen af liniefunktionerne blev lagt i hænderne på en 

række yngre funktionschefer, bl.a. førnævnte Niels Kjærsgård, der fra Bindslev 

overtog ansvaret for økonomien. Det skulle snart vise sig at være en uriaspost. 

Sidst i 1978 kunne målsætningsudvalgets egentlige arbejde afsluttes, men strukturovervejelserne 

fortsatte på koncernniveau nogle år endnu. Således drøftede 

bestyrelsen sidst i 1978 og først i 1979 atter den eksterne struktur, som det kaldes, 

herunder om der burde optages beboere i KAB’s bestyrelse (herom i næste afsnit), 

og om KAB kunne omdannes til en selvejende institution, i hvis bestyrelse samfundsinteresserne, 

beboerinteresserne og sagkundskaben var repræsenteret. Enden 

på diskussionen, der førtes videre i de følgende år, blev, at KAB’s almennyttige 

Legat – der jo netop var en selvejende institution - blev gjort til den øverste 

myndighed i koncernen og dermed ejer af garantibeviser og aktier i alle koncernens 

selskaber. 

Direktion 

Juridisk direktør Personale og organisation 

Drift selskaber Drift afdelinger Økonomi Data og husleje Byggefunktion 


121

Medens målsætningsudvalget arbejdede, indledte beboerne i Albertslund og 

Brøndby Strand (som i 1978 også fik konstateret byggeskader, men i 1977 reagerede 

beboerne på rentetrykket) en huslejeboykot. Det påvirkede ikke direkte KAB’s 

økonomi, men arbejdet med løsning af problemerne belastede naturligvis organisationen, 

der samtidig blev presset af forsøg på at løse sagen med grundene og 

holde liv i de tilbageværende byggesager. Blandt de sidste var Frederiksberg Gasværk, 

som i 1977 fik igangsætningstilladelse og – stadig – Amagerbyerne. Her var 

det begyndt at vise sig uenigheder om udviklingen af projektet, men efter nogen 

debat erklærede overborgmester Weidekamp, at projektet ikke var opgivet, samt 

at kommunen nok skulle friholde selskabet for tab, såfremt byggeriet ikke blev til 

noget. 

Et interessant mellemspil i denne periode er en undersøgelse af, om KAB kunne 

bryde stilstanden i det almene byggeri, som kunne forudses at vare adskillige år 

endnu, ved at bevæge sig ind på ejerboligmarkedet med såkaldte ”sociale ejerboliger”. 

Der blev foretaget en større udredning herom – det var nogle år før lovgivningen 

om private andelsboligforeninger – men derved blev det. 

Et år tid senere lykkedes det så at nå til enighed om renoveringen af tagene i Albertslund, 

og deponeringen ophævedes, men grundsagerne strammede til. I sagen 

om Albertslund Nord krævede Handelsbanken nu en indeståelse fra selve 

KAB for lånet til Albertslund Boligselskab, og investeringen i de øvrige grunde var i 

1977 steget til 185 mio. kr., et beløb der dog i 1978 kunne reduceres noget efter 

salget af Egebjerggård til Ballerup Kommune. Også vedrørende grunden i Gammelsø 

i Høje Taastrup skærpede banken snart tonen, så meget at KAB overvejede, 

om Sparekassen SDS måske var et bedre alternativ. 

Grundsagen og dens konsekvenser 

Igennem flere år havde Niels Salicath påpeget overfor Boligministeriets ledelse, at 

der måtte findes en samlet politisk løsning for de boligselskaber, der som KAB i 

overensstemmelse med ministeriets anbefalinger fra 1960’erne havde erhvervet 

jord, som det nu var svært at bebygge eller komme af med igen til priser, som 

kunne dække investeringens værdi. Værst var det for KAB i Greve, hvor grundpriserne 

ikke kunne følge med rentetilskrivningen, samt i Gammelsø, der lå i landzone, 

og nu næppe ville blive flyttet derfra i mange år. 


Der blev gjort ihærdige forsøg på at afvikle Grevegrundene, hvor KAB havde et 

stort indestående, men uden resultat. Ved forhandlinger med Kreditforeningen 

Danmark, Greve Kommune og Handelsbanken lykkedes det dog at nå til et resultat, 

der kunne holde lidt tid endnu. Det var også ved at være nødvendigt, men måske 

var hjælpen nu på vej. 

I 1978 havde Boligministeriet nedsat et udvalg, der skulle undersøge muligheden 

for en statslig medvirken til løsning af grundproblemerne og i 1981 skete der omsider 

noget i sagen, da den landede på boligminister Erling Olsen bord. Erling 

Olsen havde været boligminister siden 1978 og var givetvis helt opmærksom på 

de problemer, de almennyttige boligselskabers grundkøb kunne forvolde for både 

regeringen, boligbevægelsen og beboerne. (Nogen rigtigt stor ven af KAB var Erling 

Olsen nu ikke. Han anså fortsat KAB for at være gammeldags og veldædelig, 

selvom han faktisk havde været medlem af flere af lokalselskabernes bestyrelser 

samt af Repræsentantskabet. Men i den store bestyrelse kom han aldrig.) 

Erling Olsen, f. 1927 


Dr. polit. 1971 

Medlem af Folketinget fra 1964 (i perioder), boligminister 

1978, justitsminister 1993 – 94 

Formand for Folketinget 1994 – 1998 

Medlem af KAB’s repræsentantskab i 1970’erne 

I løbet af sommeren 1981 blev der skruet en redegørelse for en statslig grundgarantiordning 

sammen, der skulle holde hånden under boligselskaberne. I KAB var 

grundkreditten nu (1. april 1981) løbet op i 261 mio. kr., hvoraf de 165 mio. var 

finansieret med kredit i banken, medens resten var KAB-midler, heraf delvist indlånte 

midler fra lokalselskaberne, der dog ved aftalen med Handelsbanken var 

blevet sikret med en supplerende trækningsret på 46 mio. kr. Planen var, at en 


123

indstilling om en ordning gennem et såkaldt aktstykke skulle forelægges Finansudvalget 

i efteråret 1981, men i februar 1982 lå sagen fortsat i Boligministeriet. Folketingsvalget 

i november 1981 havde forsinket sagen, og nu ønskede ministeren 

(der forsat var Erling Olsen), at der blev foretaget nye undersøgelser, bl.a. af 

grundmodningsudgifterne, idet grundpriserne med de mange års rentetilskrivninger 

med høje rentesatser efterhånden var nået dertil, at man kunne befrygte, at 

der ikke kunne bygges almennyttigt boligbyggeri indenfor rammebeløbet. Det viste 

sig at være tilfældet i Gammelsø, medens der ikke ville være problemer i Greve 

og Solrød (Karlstrup). Konsekvensen i Gammelsø ville være et tab for KAB på 

31 mio. kr., som KAB regnskabsmæssigt måtte bære og så afvikle gælden overfor 

banken i takt med grundenes bebyggelse og gennem KAB’s almindelige overskud. 

Det var ubehageligt, men ikke livstruende. Udkastet til regnskab for 1981 viste et 

overskud på 3,8 mio. kr. efter en hensættelse til tab på grunde på 6 mio. kr. Vigtigst 

var at få sagen forelagt i Finansudvalget, så den kunne blive afklaret, for renterne 

tikkede derud af, og nervøsiteten bredte sig i alle led. Men boligministeren 

stillede nu spørgsmål til 1980-regnskabet med krav om øjeblikkelig besvarelse fra 

revisor, hvis sagen skulle kunne forelægges for Finansudvalget den 28. april 1982. 

Direktionen fandt det – måske tilskyndet af den ret nyvalgte formand højesteretssagfører 

Erik Stampe, som i 1980 havde afløst Niels Andersen på formandsposten 

– nødvendigt på bestyrelsesmødet den 26. april 1982 at forelægge bestyrelsen et 

notat, der gennemgik KAB’s situation, herunder situationen i forbindelse med konkurs. 

Sagen havde nu vakt stor offentlig opsigt, og beboerne i de administrerede 

selskaber var forståeligt nok nervøse for konsekvenserne for den fremtidige husleje 

af et eventuelt sammenbrud af KAB. Nogle af lokalselskaberne forlangte deres 

tilgodehavender udbetalt, i Folketinget krævede SF øget beboerindflydelse i 

KAB’s bestyrelse for at støtte sagen, og leverandøren af det IT-anlæg, som KAB 

(omsider) havde bestilt først på året, og som netop var blevet leveret, krævede 

også særlig sikkerhed for at fortsætte samarbejdet – og det i et tonefald, der fik 

lederen af IT-funktionen til at beordre sin kvindelige næstkommanderende til at 

vogte anlægget med et kosteskaft! 

Bestyrelsen godkendte en orientering til lokalselskaberne samt et udkast til pressemeddelelse 

samt ikke mindst oprettelsen af særskilte konti for huslejeindbetalinger, 

så disse var i sikkerhed ved en eventuel konkurs. Godkendelse af det endelige 

regnskab for 1981 måtte udsættes og Repræsentantskabsmøde og generalforsam- 


ling ligeså. Ministeren spurgte ufortrødent videre, bl.a. om KAB ville være solvent 

og likvidt, hvis statsgarantiordningen blev vedtaget, hvilket direktionen indestod 

for. 

Så kom sagen i Finansudvalget på den lovede dag den 28. april, men blot til en 

konstatering af, at et flertal i udvalget ønskede den behandlet i Folketinget. Ordningen 

blev her vedtaget nogle dage inde i maj 1982, og medio maj 1982 forelå 

de betingede statsgarantitilsagn til grundene i Gammelsø, Greve og Solrød. KAB 

var reddet fra afgrunden, men endnu var der mange trakasserier i vente. 

Først boligministeren, som fortsat hævdede, at KAB ikke havde været solvent og 

likvidt før statsgarantiens vedtagelse, og at økonomicirkulæret, der regulerede boligselskaberne 

regnskabsforhold og den indbyrdes økonomi mellem forretningsførerselskaber 

og administrerede boligselskaber, var overtrådt. Efter KAB’s opfattelse 

beroede spørgsmålet herom på forståelsen af cirkulæret, og det spørgsmål måtte 

derfor i afklares i Revisornævnet, for hvilket KAB’s statsautoriserede revisor Ib Østlund 

blev indbragt i marts 1983 – og frikendt. Forinden havde Kammeradvokaten 

afgivet et responsum, der fandt, at KAB ikke havde været solvent og likvid i 1980 

og som fastslog, at der var sket en overtrædelse af cirkulæret, men også at der 

intet strafbart var heri for hverken bestyrelse eller direktion. Bestyrelsen var ikke 

enig i overtrædelsen, men tog Kammeradvokatens redegørelse til efterretning. 

Dernæst kom den detaljerede gennemførelse af ordningen med Handelsbanken, 

som krævede 16 % i rente, medens KAB foreslog 10 %. Banken rejste også 

spørgsmålet om dens stilling ved statsgarantiordningens udløb i 1991 og krævede 

fornuftigvis af KAB et flerårsbudget, der viste, at KAB kunne bære de forøgede 

udgifter ved statsgarantien. Det viste budgettet, under forudsætning af betydelige 

besparelser, herunder en lønnedgang ikke blot for ledelsen, men for alle medarbejderne 

(hhv. 15 % for direktionen, 10 % for ledergruppen og 5 % for medarbejderne) 

samt under forudsætning af en forhøjelse af administrationsbidraget, som 

selskaberne i det store hele viste sig forstående overfor. Handelsbanken accepterede 

så KAB’s budget, og der blev fundet en ordning på rentespørgsmålet. 

En række andre sager skulle i de samme par år findes deres ende. Det konstateredes 

sidst på året 1982, at Amagerbyerne ikke kunne realiseres, og at KAB og SAB 

sammen måtte imødese et tab på 7-8 mio. kr. Der blev efter nogen debat fundet 


125

en løsning på Albertslund Nord grunden, som kommunen tilbagekøbte til en pris, 

som indebar, at både Albertslund Boligselskab og Handelsbanken måtte afskrive 

betydelige beløb, og en konflikt med Datapoint, som leverede det nye edb-udstyr, 

fandt en løsning. I 1983 kom der så ironisk nok også gang i en række byggesager 

i Greve Strandby på nogle af de nu statsgaranterede grunde. 

Beboerdemokratiets gennembrud 


Erik Stampe, f. 1918 

Cand jur. 1943 

Højesteretssagfører 1957 


Formand for KAB 1980 – 1988 

Formand for Røde Kors samt talrige andre opgaver 

af både forretningsmæssig og humanitær art 

Et særligt spørgsmål i forbindelse med statsgarantien var bestyrelsernes sammensætning, 

både i lokalselskaberne og i KAB. En af forudsætningerne for statsgarantiens 

godkendelse var fra venstrefløjens side indførelse af beboerflertal både i selskaberne 

og i KAB’s bestyrelse, og med virkning fra generalforsamlingen i juni 

1983 valgtes nu et beboerflertal til bestyrelsen. Herom videre i et følgende kapitel. 

Men formanden hed fortsat Erik Stampe. Næstformand blev Kurt Nielsen fra Hvidovre. 

Reaktionen fra KAB’s side var hurtig og fiffig. Få dage efter at vilkårene var kendt, 

skrev KAB med store bogstaver over vinduerne i Vester Voldgade: ”Danmarks 

mest demokratiske boligselskab”. 

Beboerdemokratiet var blevet en realitet – og en realitet, der kunne vendes til 

KAB’s fordel.

BESTYRELSE 1983 

Hrs. Erik Stampe 

Borgmester John Winther, Frederiksberg Kommune 

Borgmester Jørgen Frederiksen, Københavns Kommune 

Ritta Fischer Jensen, Samvirkende Boligselskaber 

Bjørn Wain*), Samvirkende Boligselskaber 

Herdis Scheelke, Ballerup Ejendomsselskab 

Kurt Nielsen, Hvidovre Kommunes Boligselskab 

Anette Ågård Nielsen, Farum Boligselskab 

Preben Ziegler, Albertslund Boligselskab 

Villy Strandby Sørensen, Boligselskabet Grønnegården 

*) Bjørn Wain fratrådte dog hurtigt og blev afløst af Bent Puggård fra 

Frederiksberg forenede Boligselskaber 

Denne bestyrelse udviste betydelig stabilitet, og selvom der løbende forekom udskiftninger, 

holdt mange ved gennem en årrække. Det gælder f.eks. navne som 

Ritta Fischer Jensen, Anette Ågård Nielsen, John Winther og Villy Strandby Sørensen, 

og også blandt efterfølgerne har der været stor stabilitet. De beboerdemokratiske 

medlemmer af bestyrelsen blev valgt blandt de mest erfarne i selskabsbestyrelserne, 

og denne stabilitet i bestyrelsens sammensætning har selvfølge betydet, 

at bestyrelsen fra en lidt famlende start udviklede sig til en ledelsesgruppe, der 

både havde erfaringer og kompetence – og som med tiden fandt en arbejdsform, 

der passede den. 

Desværre findes der intet billede af denne bestyrelse. Nogle år senere bragte årsberetningen 

denne tegning af bestyrelsen. 

KAB’s bestyrelse 1988, 

fra venstre: Preben Ziegler, Anette Ågård Nielsen, John Winther, Nina Klargaard, Jørgen Frederiksen, Ritta Fischer Jensen, 

Nils Jakobsen, Villy Strandby Sørensen, Knud Munch, Charlotte Platero, Herdis Scheelke, Bent Rold Andersen, Orla Neumann. 


127

Beboerdemokrati og lokalselskaber 

Det begyndte egentlig så godt som omtalt i afsnittet om ”Demokrati eller Styring”. 

De parlamentariske boligselskaber viste sig som en bæredygtig demokratisk styringsform, 

som både sikrede beboerne indflydelse på hverdagen og et professionelt 

bagland, der kunne bistå dem i mere komplicerede administrative og byggetekniske 

spørgsmål. Men ønsket om rationalitet og lysten til centraliseret styring 

satte i 1930 altså en stopper herfor. 

Det betød ikke, at beboerne i de i 1930’erne opførte institutioner var ganske uden 

indflydelse, men de havde selv skaffet sig den gennem dannelse af lejerforeninger, 

og forholdet mellem KAB og lejerforeningerne var ofte ikke videre varmt. I 

1945 var Boldsen dog forsonlig i sin omtale af forholdet til lejerforeningerne i de 

fire første af institutionerne: ”De vanskeligheder, tiden havde medført for de fire 

byggeforetagender, viste os imidlertid, at det for selskabets rolige udvikling spillede 

en rolle at befinde sig i et godt og forstående forhold til de lejerforeninger, 

der efterhånden dannede sig i vore nye institutioner, hvor beboerne ikke deltog i 

Styrelsen”… ”i længden er det lykkedes os at komme i et godt og tillidsfuldt forhold 

til de fleste af de lejerforeninger, som nu eksisterer indenfor koncernen”, 

skrev Boldsen og fremhævede især relationerne til lejerforeningen i Fuglevænget, 

som havde været drivende i dannelsen af et ”Lejerforeningernes Samvirke” i 1944. 

Den nyvalgte formand for Samvirket, Knud Larsen, var dog i sin lidt senere jubilæumsudtalelse 

(i forbindelse med KAB’s 25 års dag) lidt mere forbeholden, men 

anerkendte dog, at ”administration og beboere godt kan finde hinanden, blot den 

nødvendige anerkendelse af begge parters arbejde er til stede.” Og ”fremgangsmåden 

med at tage beboerne med på råd i så godt som alle boligspørgsmål vedrørende 

reparationer, drift og varmeregnskaber har skabt et tillidsforhold, et tillidsforhold 

som sikkert vil vokse sig endnu stærkere gennem fremtidige fordragelige 

forhandlinger”. Men han lagde samtidig kant til KAB – ”Lejerforeningerne vil … 

forsøge at gøre sin indflydelse gældende overfor fremtidens boligbyggeri ud fra 

den overbevisning, at de, der skal betale huslejen, også bør være med til at give 

gode råd med hensyn til husenes og lejlighedernes indretning”. 

Andre var mere tilbageholdende i deres vurdering af samarbejdets kvaliteter. Edith 

Christensen, der gennem årtier spillede en betydelige rolle i SAB’s lejerforeninger 

og beboerdemokrati med udgangspunkt i Bispebjerg Terrasser, hvor hun flyttede 

ind med sin familie i 1941, sagde rent ud til journalisten Leif Larsen 30 i 1990: 

30 Leif Larsen, der havde været journalist ved Politiken og informationschef i BUPL, var medlem af SAB’s 

bestyrelse, i mange år beboer i Herlevhuse og forfatter til SAB’s jubilæumsbog ”Et levende boligselskab 

gennem et halvt århundrede”. Anførte citat s. 36 i denne. 

128 Beboerdemokrati og lokalselskaber

”Mine første erindringer om samarbejde om ting, vi gerne ville have udført, er meget 

negative. Det var Direktør Boldsen – jeg-alene-vide-manden, som ikke var indstillet 

på samarbejde. Først da der kom nye boliglove, blev det mere menneskeligt.” 

De nye boliglove kom – men kun langsomt fik beboerne øget indflydelse i det sociale 

boligbyggeri. Nogle af boligforeningerne var ganske vist fra begyndelsen 

organiseret som andelsboligforeninger, som selv valgte deres bestyrelser, men her 

– og hos forretningsføreren - samledes så magten. Ved krigens slutning gennemførtes 

en ny byggestøttelovgivning, der også skabte grundlag for regulering af 

boligselskabernes og boligforeningernes organisation og struktur bl.a. gennem 

standard- eller normalvedtægter, der blev udsendt i 1947, og som nok kunne fraviges 

under hensyn til boligforetagendernes særlige historie og aktivitet, men som 

selskaberne i princippet skulle tilpasse deres vedtægter til. Normalvedtægterne var 

forskellige for de forskellige former for boligforetagender, men havde dog mange 

fællestræk. Der kom nye normalvedtægter efterfølgende større lovændringer i 

1955, 1958, 1967, delvist (for selskaber, men ikke andelsboligforeninger) i 1970 

samt i 1975, i 1984 og efter lovændringerne i 1996, hvor beboerne fik ret til godkendelse 

af budgetterne, og hvor der stilledes krav om beboerflertal i alle former 

for boligorganisationer. 

Særligt lovændringerne i 1958 og 1970 var betydningsfulde for beboerdemokratiets 

udvikling. 1958 loven bestemte således, at der i hver bebyggelse (afdeling) på 

et beboermøde skulle vælges tre repræsentanter, som kunne forhandle med boligselskabets 

ledelse om generelle spørgsmål af betydning for bebyggelsen. Lovændringen 

i 1970 gav beboerdemokratiet et stort spark fremad ved at gøre det muligt 

at vælge afdelingsbestyrelser med mere veldefinerede opgaver. 

Boligstøttelovgivningen indeholdt også regler om forholdet mellem moderselskaber 

og datterselskaber – eller som det kom til at hedde – forretningsførerselskaber 

og lokalselskaber. Og derved bindes beboerdemokratiets udvikling uløseligt sammen 

med forholdet mellem moderen, der stifter og administrerer, og datteren, der 

bliver det egentlige boligselskab 31 . Men i garantiselskaberne (og aktieselskaberne 

før dem) som dominerer KAB’s arbejdsmark, kom der ofte flere ejere af garantikapital 

i lokalselskabet, idet kommunerne mange steder indtrådte som medejere – 

hvilket også var en måde at fremme kommunens interesse i selskabet på i konkurrencen 

med de selvejende boligselskaber med kommunalbestyrelsen som øverste 

31 Se herom f.eks. Børge Høilund, ”Bovilkår og beboerdemokrati”, KAB 1994 


129

myndighed, som var en betydelig del af bl.a. DAB’s arbejdsmark. Kampen om 

magten over lokalselskabet fik således ofte tre deltagere – KAB, beboerne i lokalselskabets 

bebyggelser og kommunalbestyrelsen. Og hvor kommunalbestyrelsen 

som i København ikke var medejere af lokalselskabet, blandede den sig alligevel 

som tilsynsmyndighed. 

Den gængse antagelse i dag i den almindelige diskussion om ”god selskabsledelse” 

er om forholdet mellem moder og datter, at bestyrelsen i moderen vælges af 

ejerne på generalforsamlingen og varetager den overordnede ledelse af både 

moderselskab og koncern, men overlader til den daglige ledelse i moderselskabet 

at styre datterselskaberne bl.a. gennem besættelse af bestyrelsesposter i disse. 

Der kan være eksterne deltagere i bestyrelserne i datterselskabet, beroende på 

lokale og historiske forhold, men ikke medlemmer af moderselskabets bestyrelse, 

der har placeret magten over døtrene i moderselskabets direktion. 

Og just således var det også i det gamle KAB under Boldsens og Faktorps ledelse 

- dog med den vigtige tilføjelse, at både bestyrelses- og repræsentantskabsmedlemmer 

aktivt deltog i styringen af koncernens forskellige selskaber. Således var 

Thaulow formand for Samvirkende Boligselskaber (med Boldsen og senere Fakstorp 

som direktør) som efter ham Niels Andersen og Erik Stampe. Da beboerdemokratiet 

skulle indføres i SAB, blev Stampe imidlertid af en del af den øvrige 

bestyrelse kraftigt opfordret til at fortsætte (på samme vis som han fortsatte i KAB’s 

bestyrelse efter beboerflertallets indførelse), men Stampe takkede til nogen fortrydelse 

nej med fast stemme. 

På Frederiksberg sad Boldsen for bordenden i Frederiksberg Boligselskab, medens 

Thalow tog sig af formandskabet i Frederiksberg forenede Boligselskaber, begge 

steder sekunderet af to rådmænd fra Frederiksberg Kommune samt af to andre 

bestyrelsesmedlemmer fra selve KAB’s bestyrelse. 

I omegnsselskaberne var det skik, hvis muligt, at udpege den lokale sognerådsformand 

eller borgmester til selskabets formand, men igen sekunderet af medlemmer 

af KAB’s bestyrelse samt af medlemmer af repræsentantskabet. Og naturligvis 

med KAB som administrator. 

Dette styringssystem fortsatte principielt til 1983, men kom allerede kort tid efter 

krigen under pres og måtte tilpasses over tid for at imødekomme krav fra kommuner 

og beboere – samt senere for at opfylde egentlige lovkrav. 


Presset kom ikke mindst fra de socialdemokratisk dominerede kommuner på den 

københavnske vestegn. I slutningen af 1940’erne rejste Brøndby Kommunalbestyrelse 

således spørgsmålet om lejerforeningens repræsentation i lokalselskabets 

bestyrelse flere gange, og KAB fandt en formel, som senere kunne gentages andre 

steder, nemlig at udvide bestyrelsen, overlade kommunen endnu en post og 

så lade kommunalbestyrelsen om at vælge lejernes repræsentant ind i lokalselskabets 

bestyrelse. 

I 1950 vendte lejerforeningerne dog tilbage, denne gang samlet, med ønsket om 

repræsentation i lokalselskabernes bestyrelser, under henvisning til, at de ved deres 

indskud havde anbragt penge i ejendommen. Den købte KAB nu ikke, men et 

par år efter var det sognerådene i Brøndby, Rødovre og Tårnby, som ønskede større 

indflydelse på lokalselskabets virksomhed. (Mere kuriøst var et ønske fra bestyrelsen 

i Brøndby Boligselskab først i halvtredserne om, at en del af forretningsførerhonoraret 

skal stilles til bestyrelsens disposition, men det ville hverken KAB eller 

Boligministeriet, som fik sagen forelagt, medvirke til.) 

Sidst i 1950’erne gav KAB’s lukkede og for udenforstående nok noget uigennemsigtige 

struktur anledning til kritik i dagspressen, og KAB fandt anledning til at forklare 

sig overfor Boligministeriet, men så tog Hvidovre Kommunalbestyrelse fat og 

foreslog, at alle boligselskaber i kommunen sikrede lejerne repræsentation i selskabsbestyrelsen 

(dog kun i de eventuelle lokalselskaber). Efter forskellige forhandlinger 

frem og tilbage, også mellem boligselskaberne, foreslog KAB, at sagen 

løstes ved, at der etableredes beboerråd, som anvist i 1958-loven, samt ved, 

at kommunen kunne vælge to af dens tre repræsentanter blandt lejerne. Også 

Overborgmesteren i København fandt sig i 1965 kaldet til at foreslå, at enten skaffedes 

lejerne repræsentation i SAB gennem en vedtægtsændring, eller også udvidedes 

kommunens repræsentation med to medlemmer, formentlig på baggrund 

af en nyttesløs fælles henvendelse fra tre af SAB’s afdelinger, som var blevet afvist 

af direktionen. Efter at også LLO havde blandet sig i sagen, resulterede Overborgmesterens 

henvendelse i, at SAB’s bestyrelse i 1967 blev udvidet med fire medlemmer, 

to valgt blandt beboerrepræsentanterne, to valgt af kommunen. Året efter – i 

1968 – blev dette gjort til den generelle model, og i alle lokalselskaberne blev beboerne 

tilbudt repræsentation i bestyrelserne. Men kommunalbestyrelsen i Hvidovre 

blev ved og foreslog et egentlig lejerflertal i bestyrelserne, hvilket førte til fortsatte 

drøftelser i både lokalselskabets og KAB’s bestyrelse, hvis resultat nu blev, at 

KAB ville fastholde sit flertal i selskabernes bestyrelser. 


131

I 1969 gik direktøren i SAB, P. Mertsen, på pension og blev som tidligere nævnt 

erstattet af landsretssagfører Børge Høilund, som skulle få stor betydning for beboerdemokratiets 

udvikling, ikke blot i SAB, eller senere i KAB, men også i andre 

dele af den almennyttige boligbevægelse gennem en række bøger om beboerdemokratiets 

principper og praksis. Ikke mindst det sidste kunne der være god brug 

for som vejleder gennem regeljunglen, selvom det må siges, at der i 1960’ernes 

og 1970’ernes beboerdemokrati i de fleste selskaber ligger megen solid dansk 

foreningserfaring som bund for beboerdemokratiets arbejde. Næsten samtidig 

med Høilunds tilknytning til KAB ansattes forretningsfører Frede Christensen, der 

kom fra Randers, som vicedirektør i KAB med særlige opgaver i relation til beboerdemokratiet. 

KAB var under Salicaths ledelse nu så småt begyndt at ruste sig til 

at klare fremtidens beboerdemokratiske udfordringer. 

Og de kom. I 1970 udsendte Boligministeriet nye normalvedtægter med ”beboerselvstyre” 

i de enkelte bebyggelser, en mulighed som lokalselskaberne i KAB-verdenen 

tog til sig. Således valgtes i SAB i 1972 22 nye afdelingsbestyrelser, idet en 

del benyttede sig af muligheden for at lade en eksisterende lejerforeningsbestyrelse 

indtræde som afdelingsbestyrelse. 

1970’erne skulle imidlertid snart vise beboeraktivismen fra en noget mere ustyret 

og selvgroet side. Tagsagen i Albertslund (der omfattede langt mere end tagene), 

byggeskaderne i Brøndby Strand, de meget høje renteudgifter i tidens bebyggelser 

(derfor kaldet ”højrentebyggeriet”), nedtrapning af boligstøtten, manglende offentlige 

transportmuligheder og ulovlig busdrift i Farum Midtpunkt, der i øvrigt skulle 

blive styret af ulovbestemte, til stedet opfundne beslutningsstrukturer med blokke 

og blokråd, er blot nogle af eksemplerne på, at beboerne i 1970’erne var blevet 

parate til at aktionere for sikre sig i spillet mellem stat, kommuner, boligselskaber 

og dem selv. 

Sideløbende med reorganiseringen af KAB-koncernen og kampen med grundene 

behandlede KAB’s bestyrelse i 1978, 1979 og 1980 beboerdemokratiet. Alle vidste, 

at her var en udfordring. 

Men det var først, da SF under grundsagen i 1982 krævede øget beboerdemokrati 

både i KAB og i lokalselskaberne, at der for alvor kom skred i sagen. Forløbet er 

allerede beskrevet. Statsgarantiernes forudsætning var beboerdemokrati over hele 


linien – og med beboerdemokrati mentes beboerflertal. Det fik KAB så i 1982, 

gennemført på generalforsamlingerne 1982 og begyndelsen af 1983, for KAB’s 

eget vedkommende på generalforsamlingen den 24. juni 1983. 

Ringen var sluttet. 


133

Koncernen opløses 

134 Koncernen opløses 

Jørgen Nue Møller, f. 1944 

Cand. scient. pol. 1971 

Kommunernes Landsforening 1971 – 1984 

KAB 1984 – 1996 

Dansk Arkitektur Center 1996 – 2001 

Formand for bl.a. Realkredit Danmark og Realdania 

Niels Holst Kjærsgård: ”I 1984 kom så modelapsen JNM. Pænt jakkesæt, matchende 

slips og sokker, slipsenål og manchetknapper. Nue virkede ikke som den 

folkelige type med sit lidt intellektuelle sprog og fremtoning. Men kundernes og 

personalets respekt kom meget hurtigt overfor denne fremmede mand i boligbevægelsen, 

som han ikke var født ind i, og allerede derfor var lidt suspekt. Nue 

læste meget hurtigt KAB’s styrker og svagheder med et fint blik for tidsånden og 

kundernes krav”. 

I efteråret 1983 meddelte Niels Salicath, at han gerne ville pensioneres i løbet af 

1984, nu hvor han i november 1983 var fyldt 67 år. Dermed gik søgeprocessen 

efter en efterfølger i gang under medvirken af et konsulentfirma, det daværende 

T. Bak-Jensen. 

Med Frederiksbergs borgmester John Winther, der havde været bestyrelsesmedlem 

i KAB siden 1978, som bindeled, faldt valget sidst på foråret på den da lige 

knap 40-årige cand. scient. pol. Jørgen Nue Møller, der kom fra en stilling som 

afdelingschef og direktionsmedlem i Kommunernes Landsforening, hvor han som 

leder af bl.a. bestyrelses- og direktionssekretariatet især havde beskæftiget sig 

med mere overordnede kommunalpolitiske spørgsmål, nærdemokrati samt ledelse 

og personaleudvikling. Boligpolitik havde han ingen forstand på, men fra sin studietid 

og arbejdet i KL et godt kendskab til byplanlægning og byudvikling.

Kommunernes Landsforening var i 1970’erne et ungdommeligt sted, hvor flertallet 

af kontorcheferne og enkelte af topcheferne var under 40, og hvor lidt ældre medarbejdere 

(de 3 topdirektører Ingvartsen, Krarup og Lomholt undtaget) var lidt af 

et særsyn. KAB var noget anderledes. Ganske vist var der en stor gruppe, der netop 

midt i 1980’erne var omkring de fyrre, ansat først i 1970’erne da KAB ekspanderede. 

Men der var også mange medarbejdere med mange års anciennitet, der 

havde fulgt KAB gennem tykt og tyndt fra Fakstorps dage. En enkelt var endda 

blevet ansat som elev i 1945 under den godt nok ”ferierende” Boldsen. For dem – 

og for ledergruppens flertal – var en adm. direktør på 40 år et stort barn. Han var 

da også i adskillige år ledergruppens yngste medlem. 

Vel var KAB en betydelig butik med en samlet omsætning – byggerierne inkl. – der 

lå på den pæne side af et par mia. kr., men som Bak-Jensens chefkonsulent forklarede 

ansøgeren – udfordringen var nok ikke så meget at ”styre forretningen” 

som at ”få styr på beboerdemokratiet”! 

Og rigtigt var det, at mange af de ret nyvalgte beboere i ”datterselskabernes” bestyrelser, 

som jo nu i realiteten var blevet Koncernens kunder, nærede betydelig 

skepsis overfor den tidligere ”herre” – og at en del af medarbejderne omvendt 

tydeligt var af den opfattelse, at beboerdemokratiet var blevet dem påduttet på 

unfair vilkår. Bedre blev relationen til beboerdemokratiet ikke af, at der både i selskabernes 

og i afdelingernes bestyrelser var megen kritik af kvaliteten af både 

KAB’s og Dominia’s rådgivning og serviceniveau. 

Vejen frem var at tage beboerdemokratiet alvorligt og i virkeligheden ligeså fuldt 

stille sig på dets side som på medarbejdernes, uden derved at miste medarbejdernes 

opbakning. Det skulle i virkeligheden hurtigt vise sig at handle om især to ting 

– dels evne til analytisk at knække problemerne i selskaber og bebyggelser og 

dernæst at gennemføre en løsning, dels viljen til den fornødne forudgående proces 

med møder, drøftelser, besøg i bebyggelserne osv. Med en vis – ikke ubetydelig 

- inspiration fra den succesfulde og beundrede turn-around, som Jan Carlzon 

netop i disse år foretog i SAS, gennemførtes også de første uddannelsesprogrammer 

for KAB’s medarbejdere, for nogle af de ældre efter egne udsagn den første 

form for efteruddannelse, de overhovedet nogensinde havde modtaget i KAB. 

De første spæde skridt til en tilpasning af KAB og KAB’s virksomhed til det beboerdemokratiske 

styre var taget, men de økonomiske bindinger strammede, og der 


135

var klare grænser for, hvor hurtigt man kunne gå frem. Det lykkedes dog at få sat 

gang i uddannelsen af også beboerdemokratiet og efter nogen tid at få etableret 

en uddannelsesafdeling for både medarbejdere og beboerdemokrati. Men de 

økonomiske bindinger og konsekvenserne af statsgarantiens stramninger forblev 

et hovedproblem i de næste 15 år, også efter statsgarantiens gradvise indfrielse i 

1991. 

Snart skulle der imidlertid vise sig en række nye strukturproblemer, der skulle føre 

ind i en kæde af overvejelser om selve koncernens fremtid og ejerform. 

I forbindelsen med grundsagen var det blevet ubehagelig klart for Boligministeriet, 

at man trods en mangeårig accept af alle vedtægtsændringer siden 1945 faktisk 

aldrig havde godkendt selve KAB’s grundlæggende vedtægter samt de dertil hørende 

strukturer som gældende for et almennyttigt selskab. Med andre ord – KAB 

var ikke godkendt som almennyttigt forretningsførerselskab! Det havde ført til en 

række undersøgelser og forhandlinger, der i 1985 resulterede i et ministerielt notat, 

der opridsede vilkårene for en godkendelse af KAB. 

I det store hele var KAB at ligne med de andre store forretningsførerorganisationer 

som DAB og Lejerbo. Men KAB’s særpræg var dets alder og dermed de forholdsvist 

mange boliger, som fulgte med fra det sociale boligbyggeri efter tyvernes og 

tredivernes støtteordninger og organisationsformer. Så godkendelsen måtte forholde 

sig både til de parlamentariske boligselskaber og til KAB-Institutionerne 

samt til Frederiksberg Boligselskab. 

Notatets konklusion var, at det som følge af de overleverede strukturer og KAB’s 

historik var nødvendigt at skabe en særlig hjemmel til godkendelse af KAB som 

almennyttigt selskab. Denne hjemmel – med efterfølgende godkendelse - blev 

tilvejebragt i 1986 – ikke uden en vis knurren fra den adm. direktør, som med sin 

kommunale baggrund ikke var den store ynder af for megen ministeriel kontrol, 

og KAB modtog herefter den ønskede godkendelse. Det skulle 8 år senere vise sig 

at være en stor gevinst for KAB og direktøren. 

På de indre linier løste godkendelsen nu ingen problemer. 

136 Koncernen opløses

Arne Riis Mørk, f. 1924 

Arkitekt m.a.a. 

Leder bl.a. af Arkitekternes Typehus 

Ansat i KAB 1967 

Chefarkitekt 1978, teknisk direktør 1987 

Først blev det nødvendigt at gennemføre en ændring af strukturen i den daglige 

ledelse, der også fandt sted i 1986. Driftschefen fratrådte, og drifts- og økonomifunktionerne 

sammenlagdes til en samlet Forvaltningsfunktion under ledelse af 

Niels H. Kjærsgård, der på daværende tidspunkt havde arbejdet i KAB i knap 20 

år, de seneste ti som leder af Økonomifunktionen. Niels Kjærsgård og lederen af 

Byggefunktionen, Arne Riis Mørk, blev begge udnævnt til medlemmer af direktionen 

med titel af hhv. forvaltningsdirektør og teknisk direktør. Ledergruppen fortsatte 

dog som et ugentligt forum for drøftelser i den bredere ledelsesgruppe, der 

også omfattede den tekniske driftschef, chefen for beboerservice samt sekretariatschefen. 

Kernen i denne organisationsændring var todelt: dels at løse et koordinationsproblem 

mellem drift og økonomi i forhold til betjeningen af især afdelingsbestyrelserne 

ved at lægge økonomifunktionen ind i de allerede eksisterende forvaltningsgrupper, 

dels at skabe et forum, som samlet kunne medvirke til at forbedre 

forholdet mellem drifts- og byggefunktionerne, der som oftest var ganske konfliktfyldt. 

Både denne og senere interne organisationsændringer viste imidlertid noget karakteristisk 

for beboerdemokratiet – nemlig dets ”konservatisme” og dets skepsis 

overfor topstyret ledelse. Men snart erkendte alle, at organisationsændringen var 

en klar forbedring. 


137

Karikaturtegning af ledergruppen fra årsberetningen. Jeg har en original. 

Dermed var alle problemer ikke løst. Selvom det i praksis kunne siges at være betydningsløst, 

var KAB’s øverste myndighed stadig generalforsamlingen, medens 

Repræsentantskabet i det væsentlige kun var rådgivende i overensstemmelse med 

aktieselskabslovgivningens almindelige regler. 

Repræsentantskabsmøderne og generalforsamlingen blev afholdt i forlængelse af 

hinanden, og for de fleste af de beboervalgte medlemmer må det have været et 

absurd teater. Et møde hvor de kunne tale, men ikke beslutte, og et møde, hvor 

alle stemmerne var hos KAB Fonden, de parlamentariske selskaber samt de ældre 

personlige garanter, og som afgjorde alle de store spørgsmål. 

Langsigtet var det ikke holdbart, og i 1988 gennemførtes en udvidelse af garantikapitalen, 

der var rettet mod de administrerede almennyttige selskaber, og som 

placerede magten, hvor den efter 1983 hørte hjemme – hos de administrerede 

selskaber. Reelt jo en form for kooperativ model. 


Karikaturtegning af ledergruppen 

fra årsberetningen 1988. 

Fra venstre: Jørgen Nue Møller, 

administrerende direktør, 

Arne Riis Mørk, teknisk direktør, 

Ole Nielsen, teknisk driftschef, 

Niels Holst Kjærsgård, forvaltningsdirektør, 

Knud-Erik Pedersen, 

administrationschef og 

Ivar Breum, sekretariatschef.

Symbolsk var denne ordning nok et vigtigt skridt i retning af at knytte de administrerede 

selskaber og KAB tættere sammen og nedbryde endnu en skranke mellem 

selskaberne og KAB. For den helt store trussel mod KAB var i 1980’erne og 

først i 1990’erne ikke de tekniske selskabers lukning, men opløsning af administrationsforholdet 

mellem KAB og selskaberne. Allerede i 1978 havde Brøndby 

Boligselskab opsagt forretningsføreraftalen og derefter forladt KAB’s administration 

for at indgå i en lokal fællesadministration, først i 1980’erne truede Albertslund 

Boligselskab hermed, men accepterede en ordning med et lokalkontor (det 

skulle dog vise sig at være en stakket frist, og i 1995 forlod Albertslund Boligselskab 

KAB’s administration for at etablere egen lokaladministration), og selvom 

Stenløse-Ølstykke Andelsboligforening sluttede sig til KAB’s administration, og 

selvom nybyggeriet skred pænt frem, voksede administrationsporteføljen kun beskedent. 

Der var også andre ting, som klemte på. Trods en betydelig pædagogisk indsats 

var det vanskeligt at forklare beboerdemokratiet, at såvel ved nybyggeri, som det 

foreløbig havde haft ringe indflydelse på, som i renoveringssager, var det altid A/S 

Dominia og Fællestegnestuen, der optrådte som teknikere. Det var også svært at 

afvise, at der havde været en række renoveringssager, hvor teknikerne ikke var 

sluppet heldigt af sted. Det var ligeledes svært at benægte, at specielt en række af 

Dominia’s ældre ingeniører og konduktører ikke havde megen respekt for beboere 

og beboerdemokrati, men det var lige svært sagligt at benægte, at både Dominia 

og Fællestegnestuen opsamlede umådelig mange erfaringer og megen viden om 

de administrerede bebyggelser, samt at den tætte kontakt mellem KAB og de tekniske 

selskaber muliggjorde yderst effektive forretningsgange mellem forretningsfører 

og teknikere. 

Snart skulle en del af problemstillingen imidlertid løse sig selv. Fællestegnestuen 

kom i betydelige økonomiske vanskeligheder, blev hjulpet midlertidigt af KAB Fonden, 

men måtte snart derefter, ikke mindst som følge af et fejlslagent arbejde 32 på 

et stort projekt for en fremtrædende privat bygherre, dreje nøglen om i efteråret 

1988. Få måneder før fratrådte Erik Stampe, der var blevet 68 år, og som ny formand 

valgtes professor Bent Rold Andersen, der havde været leder af Kommunernes 

og Amtskommunernes Forskningsinstitut AKF, hvor han og Nue havde stiftet 

bekendtskab med hinanden. Ny næstformand blev Ritta Fischer Jensen. 

32 Kollapset kan kun i begrænset omfang tilskrives Fællestegnestuen, der efter at have vundet en arkitektkonkurrence 

i Helsingør forlod sig på en bygherres forsikringer og projekterede videre. Men da 

projektet faldt, måtte Fællestegnestuen lukke. 


139


Bent Rold Andersen, f. 1929 


Professor RUC 1972 

Forskningschef AKF 1975 

Formand KAB 1988 – 1993 

Omfattende forskningsvirksomhed vedrørende 

ældre- og sociale spørgsmål 

Niels Holst Kjærsgård: ”Engageret og interesseret. Og så førte han sig selvfølgelig 

frem med de sager, der som gammel socialminister og ældremand lå ham på 

sinde. Han bragte den sociale dimension ind i KAB, og sporerne herfra er stadig 

meget tydelige.” 

Dermed var vejen videre frem angivet. Med A/S Dominia’s daglige ledelse og KAB 

Fonden opnåedes året efter en aftale om ledelsens overtagelse af aktiekapitalen i 

selskabet, og kort efter lykkedes det at opnå en lignende aftale med ledelsen i A/S 

Artex. 

KAB-koncernen, som den blev skabt af Boldsen med korrektionerne i 1945, var nu 

stort set opløst. 

Samarbejdsrelationerne til Dominia blev dog i realiteten i det væsentlige opretholdt, 

men beboerdemokratiet kunne nu præsenteres for et valg, en indstilling om 

valg af teknikere både i renoverings- og nybyggesager. Beboerne fik nu også en 

mere direkte indflydelse på nybyggeriet gennem nedsættelse af følgegrupper for 

nybyggesagerne, hvor beboere, tekniske rådgivere og KAB’s projektledere mødtes 

løbende og derfor også kunne komme langt ned i detaljerne.

Ritta Fischer Jensen, f. 1937 

Kontoruddannet, senere uddannet som pædagog 


Formand 1993 – 2003, næstformand 1984 – 1993 

KAB’s første beboervalgte formand 

Medlem af SAB’s bestyrelse fra 1983 

Formand 1990-1993 samt fra 2005 

Afdelingsformand i Humlevænget 1977 – 2004 

Tillidsposter i boligbevægelsen, herunder kredsformand 

Medlem af bestyrelserne i Københavnerfondene, 

Frederiksberg Boligfond, KAB Privat og KAB Fonden 

Niels Holst Kjærsgård: ”Det store brændende engagement både på den politiske 

front og på beboerfronten. Ritta har en stor andel i KAB’s transformering i 

1990’erne, og det er i hendes periode, at grundlaget for det nuværende KAB blev 

lagt.” 

Lukningen af Fællestegnestuen, som havde skabt mange, meget gode bebyggelser 

for KAB og de administrerede selskaber, var naturligvis et stort tab, men viste 

sig hurtigt også at være en gevinst. Tegnestuer, som ikke tidligere havde anset 

KAB for en mulig samarbejdspartner p.gr.a relationerne til Fællestegnestuen, kom 

nu forbi med konkurrenceforslag og ideer til projekter i mappen. Det betød samarbejdsrelationer 

til en række nye tegnestuer, men ikke mindst til Tegnestuen 

Vandkunsten, der gennem halvfemsernes første halvdel blev arkitekter på en betydelig 

del af byggesagerne. Koncernens opløsning betød derfor i realiteten – måske 

lidt uventet – ny energi og større idérigdom. 

Problemet herved var primært af økonomisk art. Statsgarantisagen havde som 

nævnt efterladt KAB i en tiårig økonomisk spændetrøje, og selvom det gennem 

langstrakte forhandlinger med de administrerede selskaber sidst i 1980’erne lykkedes 

at hæve administrationshonoraret noget, balancerede økonomien på en 

knivsæg. Vækst i porteføljen ville føre et dækningsbidrag til de eksisterende omkostninger 

med sig og derved give råderum for nye aktiviteter. 


141

Det økonomiske problem understregedes af den større indflydelse til beboerdemokratiet 

i denne periode. På den ene side er der næppe nogen tvivl om, at det, der 

holdt KAB sammen, var tilfredsheden med den hurtigt voksende lokale indflydelse, 

som blev understøttet af både uddannelses- og udviklingsaktiviteter, herunder et 

fælles målsætningsprogram, der løbende blev revideret og diskuteret med selskaberne 

og beboerdemokrati. På den anden side stillede beboerdemokratiet krav – 

krav om bedre service, bl.a. på IT-området, om lokalkontorer og bedre lokal service 

og om fleksibilitet frem for standardiseret service. Alt dette kostede penge. 

Noget var selskaberne villige til at bære som egne udgifter, men noget måtte KAB 

bære. 

I 1991 blev statsgarantien delvist indfriet (ikke uden en vis ballade med Boligministeriet 

og Finansministeriet, der søgte at vælte nogle af udgifterne herved over på 

det, der nu var blevet Den Danske Bank, og på KAB, dog uden held som følge af 

voldsom modstand fra både banken og KAB’s bestyrelse, for enkelte områder 

måtte garantien dog forlænges i yderligere fem år), men da KAB allerede havde 

tilpasset f.eks. sine mellemregningsordninger til statsgarantiens krav, var lettelsen 

ved indfrielsen begrænset. Renten begyndte at falde fra 1993, og på vej mod midten 

af 1990’erne strammede den økonomiske klemme efter Albertslunds opsigelse 

blot mere og mere. Enten måtte personalet i stabs- og fællesfunktioner som husleje 

og udlejning reduceres, eller også måtte forvaltningsbidraget forhøjes endnu 

engang, hvilket bestemt ikke ville være let. 

Tilbage stod også spørgsmålet om de private ejendomme – Frederiksberg Boligselskab 

og KAB-Institutionerne. 

Disse ejendomme var ikke anset for at være almennyttige, trods deres sociale oprindelse, 

og derfor undergivet boligreguleringslovens og den almindelige lejelovs 

bestemmelser. I 1970’erne og 1980’erne havde dette skabt en ofte stram likviditet 

i de enkelte ejendomme, ikke mindst i KAB-Institutionerne, der ikke som Frederiksberg 

Boligselskab havde mulighed for at fordele likviditet fra de mere velkonsoliderede 

ejendomme til de nedslidte og vedligeholdelsestrængende. Ejendommenes 

beboerdemokrati fulgte reglerne i lejeloven, og beboerrepræsentanterne var med 

årene blevet tæt knyttet til Lejernes Landsorganisation. Nu skulle dette beboerdemokrati 

spille sammen med et nyt og med årene stadig mere selvbevidst almennyttigt 

beboerdemokrati i KAB – samt med et administrationsapparat, som i takt 

hermed orienterede sig mod den arbejdsform, der lå heri. Ganske vist havde de 


private ejendomme egen forvaltningsgruppe, men i styrelserne sad der repræsentanter 

for KAB’s bestyrelse og direktion. 

I 1988 kunne det på forespørgsel fra KAB konstateres af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, 

at de selvejende institutioner efter den nye fondslovgivning var at betragte 

som fonde og derved undergivet regelsættet om erhvervsdrivende fonde. Det var i 

sig selv ikke et problem, men skabte nye færdselsregler for løsningsmulighederne 

– og en ny tilsynsmyndighed. Forsigtige forsøg på overdragelse af Institutionerne 

til Samvirkende Boligselskaber løb ud i sandet, det samme gjorde – bl.a. på grund 

af en nok af LLO inspireret modstand i Københavns Kommune - et ellers logisk 

forsøg på at fusionere KAB-Institutionerne, så der kunne opnås samme fordele 

som i Frederiksberg Boligselskab, og isoleret omdannelse af både Institutioner og 

Frederiksberg Boligselskab til almennyttige boligselskaber indeholdt så mange 

bureaukratiske spærringer, bl.a. vedrørende lejekontrakter og huslejefastsættelse, 

at denne fremgangsmåde måtte anses for uhensigtsmæssig. Et tilbud fra en større 

pensionskasse om at købe to af ejendommene i København, hvorved der kunne 

skabes en likviditet, som kunne komme de svagere stillede ejendomme til gode, 

kunne kun godkendes af Københavns Kommune, såfremt handlen fandt sted på 

vilkår, som KAB måtte anse for helt uacceptable. LLO bekæmpede opfattelsen af, 

at Institutionerne var selvstændige fonde, men anså dem for egentlige datterselskaber 

af KAB, med den naturlige konsekvens, at kunne institutionen ikke betale 

for vedligeholdelsen, måtte det ske af ejeren af datterselskabet – KAB - der omvendt 

måtte mene, at med den kooperative økonomi, som økonomireglerne skabte 

for forretningsførerselskaber, betød dette standpunkt, at beboerne i de øvrige 

administrerede selskaber skulle betale for Institutionernes problemer, uanset at 

mange af de almennyttige afdelinger havde højere husleje. 

I sommeren 1994 eksploderede så Lejerbosagen. Lejerbo, som er et landsdækkende 

forretningsførerselskab, var i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne en af 

KAB’s virkelige konkurrenter, når det kom til nye byggesager. Den politiske forbindelse 

ind i især socialdemokratiske kommuner, København inklusive, var i disse år 

bedre end KAB’s. Bl.a. var Lejerbo’s formand Klaus Hansen, der også var formand 

for LLO, medlem af Borgerrepræsentationen. 

Sagen handlede om, hvorvidt Lejerbo havde overholdt en række af boligbyggerilovens 

(som i dag hedder almenboligloven) bestemmelser. Politiken havde ved 

årsskiftet kritiseret Lejerbo, kommunen havde stillet en række spørgsmål, Lejerbo 


143

havde svaret noget henholdende, og kommunen havde derefter sat Lejerbo under 

administration, medens kommunens advokat udredte sagen. Resultatet forelå sidst 

på sommeren 1994 og blev en bombe – hvis sprængfarlige indhold ved nærmere 

eftersyn måske nok for nogle punkters vedkommende skulle vise sig at være lidt 

spagt – men Lejerbo’s adm. direktør Per Laursen måtte træde tilbage, ilde behandlet 

af sine egne, og den politiske opstandelse var stor, anført af selveste statsminister 

P. Nyrup Rasmussen. Lejerbo følte sig uretfærdigt behandlet, og kredse i 

LLO mente, at det nok var enten KAB eller DAB, der stod bag. Vel havde Politiken 

talt med KAB’s ledelse i december 1993 om forholdet til LLO, men der næppe fået 

oplysninger, som ikke kunne indhentes på anden vis. Mistanken lurede imidlertid. 

Den politiske reaktion var bl.a. et regelsæt, der strammede og præciserede mulighederne 

for såkaldt sidevirksomhed (bl.a. vedr. private ejendomme), hvilket for 

KAB var mindre betydningsfuldt, fordi selskabet allerede i 1986 havde modtaget 

den særlige godkendelse som almennyttigt forretningsførerselskab. Allerede i foråret 

1994 var Frederiksberg Boligfond, Københavnerfondene (navneskiftet fra boligselskab 

til boligfond og fra Institutioner til Københavnerfonde var en følge af 

fondslovgivningens bestemmelser om, at fonde i deres navn skulle bære ordet 

”Fond”) blevet udskilt i en særlig division benævnt KAB-Privat, der også omfattede 

KAB-Fonden og KAB Consult, som baseret på aktiverne fra det gamle Dominia 

skulle drive rådgivningsvirksomhed om beboerdemokrati og økologisk byggeri i 

det nye Østeuropa samt med EU-projekter - det blev nu ikke nogen stor succes. 

Nogle måneder senere modtog KAB fra boligminister Ole Løvig Simonsen en melding 

om, at Fremskridtspartiets Kirsten Jakobsen ”pønsede på noget”. 

Kirsten Jakobsen og Nue stod ikke på god fod. I 1993 var Nue blevet formand for 

Kreditforeningen Danmark, der under hans ledelse snart skulle blive omdannet til 

et nyt aktieselskab ”Realkredit Danmark”. Det var ikke Kirsten Jakobsens politik, 

hun havde tjent mange politiske sporer på kritikken af Kreditforeningen Danmark, 

og i april 1993 kom det på den ekstraordinære generalforsamling, som skulle 

gennemføre omdannelsen, til et sammenstød, der blot forstærkede det modsætningsforhold, 

der allerede nogle år tidligere var skabt på Kreditforeningen Danmarks 

største generalforsamling nogensinde. 

Udspillet kom i form af en artikelserie i Jyllands Posten, der hævdede, at KAB gennem 

sin mellemregning med KAB-Institutionerne og Frederiksberg Boligselskab 


(eller – fondene som de nu hed), ”malkede” fondene. Den politiske opposition forlangte 

straks en ”Lejerboundersøgelse”, hvilket Københavns Kommunens tilsyn i 

usædvanligt stærke vendinger tilsluttede sig. Tilsynet var på det tidspunkt lagt i 

hænderne på Plandirektoratet, hvis ubetvivlelige planlæggerkompetence nu ikke 

rakte til dyb forståelse af boliglovgivningen. Ledelsen af tilsynsarbejdet var reelt i 

hænderne på underordnede medarbejdere, hvis relationer til KAB ikke var de bedste. 

KAB’s svar var, at man da gerne så en undersøgelse, og efter Boligministeriets 

intervention og påpegning af, at KAB faktisk gennem godkendelsen fra 1986 havde 

særlige tilladelser, gik undersøgelsen i gang. Efter et halvt års arbejde tilkaldtes 

kommunens advokat, der havde forestået Lejerboundersøgelsen. Han foretog en 

forholdsvis hurtig gennemgang af det primært af KAB tilvejebragte materiale, konstaterede 

at de fleste af de rejste spørgsmål ikke kunne give anledning til kritik, 

pegede på forskellige mindre proceduremæssige spørgsmål vedr. udbud bl.a. på 

de statsgaranterede grunde, som KAB imidlertid kunne påvise var dækket af ministeriel 

godkendelse, og henskød spørgsmålet om mellemregningsforholdet mellem 

de private boligfonde og KAB til en særskilt diskussion mellem fondene, fondstilsynet 

og KAB. Den diskussion fandt 1½ år senere sin afklaring ved en mindre 

kompensation fra KAB vedrørende forrentningen af de indestående midler i den 

pågældende periode. 

KAB var fri for videre anklager, men bestyrelse og direktion fandt i enighed det 

mest hensigtsmæssigt helt at skille den almennyttige del af KAB fra den ikke–almennyttige 

del. KAB-Fonden, KAB Consult, Københavner Fondene (Institutionerne) 

og Frederiksberg Boligfond blev lagt i et særligt administrationsselskab, fortsat 

benævnt KAB Privat, men senere kaldet Privatbo, medens den almennyttige del 

fortsatte uændret. Det forudsatte personalemæssige dispositioner, men de lod sig 

gennemføre i god forståelse med medarbejderne. 

Processen havde været lang og hård, de politiske risici var ikke borte, forholdet til 

Tilsynet var blevet yderligere præget af dets nederlag i sagen, og direktøren vurderede, 

at tiden nu samlet set var inde til at skifte arbejdsmark. 

I foråret 1996 blev Nue udnævnt til direktør for Dansk Arkitektur Center – Gammel 

Dok og forlod dermed KAB fra den 30. juni 1996 (med en overgangsordning) 

efter 12 år i direktørstolen. 


145

Ny direktør blev fra 1. november 1996 den da kun 34-årige Jesper Nygård, der 

nok var cand. scient. adm. fra RUC og edb-chef i et ingeniørfirma, men hvis primære 

kvalifikation var en næsten 20-årig erfaring fra beboerdemokratiet, i de 

sidste år på dets top som formand for Boligselskabernes Landsforening. Beboerdemokratiets 

sejr var endelig! 


Byggeriets udvikling – 

eksperimenter i 1980’erne 

og 1990’erne 

Den 2. energikrise ramte Vesten med et brag i 1979. Det accelererede den økonomiske 

nedtur, hvilket fik daværende finansminister Knud Heinesen til at tale om, at 

”Danmark nærmede sig afgrundens rand”. Men krisen satte også nye initiativer i 

gang, bl.a. støtte til renovering af ældre bygninger (det kom der nu også en del 

fugtproblemer ud af) samt støtte til udvikling af alternativ energi. 

Fra 1980’ernes begyndelse interesserede KAB sig i stigende grad for byggerier, 

der matchede de udfordringer, der fulgte med 1970’ernes energikrise. I opgøret 

med 1960’ernes panoramavinduer og energifråds blev der i byggeriet satset på, 

at markant øgede isoleringstykkelser og en begrænsning af vinduernes størrelse 

skulle føre til et mindre energiforbrug. Senere samtidig med at mere avancerede 

former for varmetabsberegning blev udviklet, fik KAB sidst i 1980’erne stablet et 

egentligt program for et byggeri med fokus på lavenergi og byøkologi på benene. 

Den økologisk begrundede zonedeling med lette uopvarmede glashuse som supplement 

til boligens tunge, opvarmede rum gav nye arkitektoniske muligheder og 

åbnede samtidigt for både energibesparelse og en ændret opgørelse af det almennyttige 

boligbyggeris lovbestemte arealforbrug. En anden måde, der kunne 

give mere plads i forhold til de snærende arealbestemmelser, var at kombinere 

energibesparelser med 1960’ernes tanker om fleksibilitet. Som eksempler på bebyggelser, 

hvor energiminimering og kreativ arealudnyttelse er bearbejdet på forskellige 

måder, er valgt Hellig Anders Park i Slagelse, Tubberupvænge i Herlev og 

Økohus 99 i Skejby ved Århus. 

Toget bragte Gøsta Knudsen til Slagelse, Herlev og Århus: 


147

Hellig Anders Park 

Tæt på Slagelses Rutebilstations animerede dekonstruktivistiske arkitektur blev der 

i 1994 ved Hellig Anders Park i Slagelse opført et muret 3 etager højt byggeri med 

30 lejligheder. 

Efter Rutebilstationens højrøstede arkitektoniske fanfare er ankomsten til Hellig 

Anders Park kontrastfyldt. Her har Cubo, de danske mestre i udøvelsen af en disciplineret 

modernisme, stået for realiseringen af deres 1. præmie i KAB’s konkurrence 

om fleksible boliger. Umiddelbart virker bebyggelsen med de store flader af 

rødt murværk, skinnende aluminiumsplader og smalle vinduesbånd lige så ophidsende 

som en dybfrossen kylling. Giver man sig tid til et nøjere eftersyn, er der 

imidlertid fine arkitektoniske kvaliteter. 

Den 3 etager høje bebyggelses nederste bolig i 2 etager har direkte adgang til 

fine velplejede forhaver. Den øverste bolig har adgang til en fælles altangang, der 

fungerer som boligens altan. Herfra er det muligt at nyde nærheden til lyset over 

Slagelse. 

Er man så heldig at komme ind i den nederste bolig, kan fleksibiliteten, der skal 

give beboerne mulighed for at øge boligens areal eller ændre på indretningen, 

opleves på klods hold. Synlige præfabrikerede, hvide, malede betonbjælker med 

rektangulære udsparringer giver sammen med en elegant spinkel trappe af stål i 

det høje rum et stringent industrielt udtryk og er samtidigt en åben invitation til 

den enkelte beboer om etablering af indskudte balkoner eller etablering af nye 

rumdannelser. 

Realiseringen af et boligeksperiment i praksis i samarbejde med en helt sprit ny 

tegnestue er et prisværdigt eksempel på arkitektonisk yngelpleje og KAB’s høje 

ambitioner om at være det almene boligbyggeris foregangsmænd/kvinder. Ros for 

det! 

148 Byggeriets udvikling


149

Tubberupvænge 

Tubberupvænge med 112 boliger i 2 etager blev opført tæt på den trafikerede 

Klausdalsbrovej fra 1987 til 1990. Bebyggelsen er et godt eksempel på, hvordan 

KAB’s politik rettet mod energiminimering og bæredygtighed blev omsat i praksis 

33 . 

Bebyggelsens bærende idé er let at spore i de fysiske rammer. Fra ankomsten til 

Tubberupvænge slår det fælles solvarmeanlæg tonen an. Med syvtommersøm slår 

anlægget det fast, at talen om bæredygtighed ikke kun er forbeholdt festtalernes 

rituelle brunsthyl. 

Efter solfangeranlægget går turen til bebyggelsens fælles grønne gårdanlæg mellem 

to hvidmalede træskure med espalier og blomstrende roser. Den arkitektoniske 

bearbejdning af den smalle passage mellem skurene viser, at der med malede 

ru forskallingsbrædder kan skabes rum med en poetisk lethed. Den gode oplevelse 

forsætter i bebyggelsens velholdte gårdrum, hvor det gule murede 2 etager 

høje byggeris lette glashuse giver en afslappet stemning. Glashusene er en udfordring. 

Her kan det uhindrede indkig til boligens polstrede fæstning ses som et problem 

eller en mulighed for at vise sin identitet og sociale kapacitet. Eksempelvis 

via børnenes veludstyrede vognpark suppleret med kloge stirrende hornugler. 

Glashusenes industrielle look og ligefremme detaljer kontrasterer fint det gule 

murværks rustikke tyngde. 

I Tupperupvænges andet afsnit er glashusene større. Her bød venlige beboere 

gæstfrit indenfor, så det var muligt at opleve de fint udnyttede glashuse med køkken 

og ophold som fællesareal for flere familier. Mange tak for det! 

Tubberupvænges afslappede og ligefremme fortolkning af bæredygtighed er sammen 

med beboernes tro på fællesskabet et forfriskende alternativ til oplevelsesøkonomien 

og den udbredte individualiserings dyrkelse af det udvendige i 2007. 

33 Arkitekterne var Hanne Marcussen og Jens Peter Storgaard samt for Tubberupvænge 1’s vedkommende 

Ørum Nielsen. 



151


Økohus 99 

Økohuset blev opført med 30 boliger i 1999 bl.a. i Skejby ved Århus 34 . Den solorienterede 

og højisolerede bebyggelse, der ligger tæt på den trafikerede Randersvej, 

er udformet som 3 etager høje længer med boliger i 1 og 2 etager. 

Økohuset skiller sig med sine velproportionerede, sorte, kompakte længer, voluminøse 

glasfacader, og det sorte tag beklædt med tagpap, ud fra områdets øvrige 

meget varierede og spraglede bebyggelser. Lider man af den tvangsforestilling, at 

økologi og bæredygtighed er ensbetydende med hønsestrik, kædedans og selvbyggeri 

opført af gamle fiskekasser, er mødet med Økohuset lejligheden til at kaste 

de ideologiske lig i lasten over bord. 

I Økohuset er energiminimeringen og boligens opdeling i tunge og lette zoner 

integreret i en kompakt bygningskrop med et moderne udtryk. Det er kun de store 

solorienterede glasfacader og skiltet, der fortæller, at ”plastikposer er jo ikke komposterbart”, 

der viser, at man er i en særlig bebyggelse. 

Solorienteringen mod syd og sydvest udnyttes fornemt i forhaverne, ved indgangspartierne 

med de tilbagetrukne nicher og de karakterfulde ståltrapper. Mod nord 

er der små haver med grønt bunddække og espalier med duftende kaprifolier, der 

stortrives i skyggesidens kølighed. 

Økohusets integration af energiminimering og bæredygtighed i arkitekturen er 

vellykket. Her er der på en begavet måde givet et bud på, hvordan de fremtidige 

krav om et energiforbrug, der nærmer sig nul, vil kunne indfries. Der er dog tydeligvis 

stadigvæk en udfordring i at designe solsidens glaspartier og solbeskyttelse 

på en måde, der optimerer brugen af boligens ”lette” glasrum og højner brugsværdien 

ved at styrke samspillet mellem ude og inde. 

34 Økohus 99 er fællesbetegnelsen på et antal projekter, der er et resultat af Boligministeriets arkitektkonkurrence 

i 1996 om økologisk byggeri med KAB som forretningsfører. Der er opført projekter i 

Århus, Ikast og Kolding, medens et planlagt projekt på Vestsjælland måtte opgives. Tegnstuerne var 

Vandkunsten og 3 x Nielsen. 


153

Industrielt produceret etagehusbyggeri, 

udviklingsprojekt Egebjerg Bygade 

Udviklingsprojektet Egebjerg Bygade med 40 boliger blev i 1995 realiseret som et 

trefløjet anlæg med blokke af et konsortium bestående af udførende entreprenører 

og rådgivende ingeniører og arkitekter. Med fokus på byggeriets logistik og 

udviklingen af en industriel byggeskik er projektet en forløber for Boligministeriets 

senere Projekt Hus, der skulle skabe dobbelt værdi til den halve pris. 

Kommer man til udviklingsprojektet med forventninger om et byggeri opført med 

en ny avanceret industriel byggeskik, bliver man lidt skuffet, når man ser, hvor 

svært det er for byggesystemet at optage stedets stigende terræn. Kan det virkelig 

passe, at den danske byggeindustri, når der eksperimenteres i 1995, stadigvæk 

var bundet af 1960’ernes produktionsapparat og ufleksible konstruktive systemer? 

Glemmer man det uhøflige og ledende spørgsmål og beslutter sig for at se bebyggelsen 

nøjere an, viser gårdrummet og detaljerne, at den arkitektoniske indsats 

har været heroisk. De modulært opdelte facader er velordnede, og detaljerne 

ved bebyggelsens hjørner, markeringen af de vandrette etageadskillelser og apteringen 

med altaner og karnapper er omhyggeligt gennemarbejdede. 

Bebyggelsens blokke danner fine velholdte rum. Her er samspillet mellem facadens 

glasinddækkede karnapper, altanerne og det grønne friareal fint. Morsomt 

er det derfor at opleve den ironiske distance, der etableres til facadernes industrielle 

look ved beboernes valg af den tunge bænk af træ, der ville passe fint i en 

germansk ølkælder. 

Samlet vurderet er der i udviklingsprojektets arkitektoniske pionerarbejde et potentiale, 

der ved en videre bearbejdning kunne føre til en industriel byggeskik af høj 

arkitektonisk kvalitet. 



155

De nyeste byggerier 

Den skærpede globale konkurrence om investeringer og arbejdskraft, teserne om 

økonomiens forankring i oplevelser og den statslige arkitekturpolitik, der ser byrum 

og byggeri som rammen for borgernes livskvalitet, har understøttet en arkitektur 

fuld af effektfulde virkemidler og fortællinger. Denne udvikling gør sig også 

gældende i Danmark, men det danske mådehold og konservatismen modificerer 

de internationale strømninger. Som eksempler på hvordan KAB forvalter 2007’s 

hang til den heroiske arkitekturs store armbevægelser er valgt boligbebyggelserne 

Brohuset i Ørestaden og Teglværkshavnen i Sydhavnen. 

Gøsta Knudsen pumpede cyklen: 

Begge bebyggelser er under opførelse, og udearealerne anvendes stadig til byggeplads. 

Selv om det derfor er betænkeligt at komme med stik og nagelfaste arkitektoniske 

vurderinger, er der dog i den arkitektoniske tilgang til de to bebyggelser 

nogle forskelle, som kan kommenteres. 

Brohuset 35 ved C.F.Møllersvej i Ørestaden er - med karréstrukturens store åbninger, 

der dynamisk knytter det indre rum sammen med omgivelserne - et dristigt 

arkitektonisk greb. Det følges til dørs af vinduernes og altanernes forskydninger, 

der sammen med glasfacadernes reflekser giver en pirrende transparens. Anvendelsen 

af glasset i facaderne og Brohusets ambitiøse arkitektur er nøglen til en 

forståelse af familieskabet med Plots VM huse i nabolaget. Sammen er de to bebyggelser 

stedet, hvor det sner, hvis man tilhører den generation af ressourcestærke 

unge, der drages af det åbne pionerlandskabs rumlige fravær og følelsen af 

konstant at være i spil. 

Set i et historisk perspektiv bliver det et spændende studium at se, hvad der sker, 

når Brohusets krystalhårde glasfacader konfronteres med det daglige slid, der uafhængigt 

af de arkitektoniske strømninger vil komme med vejrliget og de daglige 

påvirkninger, der genereres af bebyggelsens boligsociale klima. 

35 Arkitekt har været Arkitektfirmaet 3 x Nielsen 

156 De nyeste byggerier


157

158 De nyeste byggerier

Bebyggelsen Teglværkshavnen i Sydhavnen er også stor i slaget, men viser trods 

sin eksponerede placering på kanten mellem land og vand en beundringsværdig 

kontinuitet. Formsproget er moderne, men den bærende betonkonstruktion og 

materialevalget med sort eternit, altaner og trapper af galvaniseret stål garneret 

med teaktræslister er gennemprøvet og driftsikkert. Her er arkitekturen parret med 

en sikkert funderet byggeteknisk viden. 

Med et enkelt arkitektonisk greb 36 er der på det unikke sted, med parallelle blokke 

placeret vinkelret på vandkanten, etableret velproportionerede uderum med udsigt 

og direkte kontakt til havnens vandspejl. Det er så overbevisende gjort, at bebyggelsen 

uden problemer vil komme til at indgå i KAB’s perlerække af arkitektoniske 

spydspidsbyggerier. 

Det må være velgørende for den politisk, socialt og økonomisk trængte almennyttige 

sektor i almindelighed og for KAB i særdeleshed, at det i 2007 stadig er muligt 

at give almindelige mennesker mulighed for at bo i første række. Med en udsigt 

i millionklassen til monopolernes domiciler, himmellyset og vandspejlets 

reflekterende flade. 

36 Grebet er udført af Tegnestuen Vandkunsten. 


159

Ægteskab 

Jesper Nygård mener, at han som nyudnævnt direktør i 1996 overtog en virksomhed, 

der var langt mere ”forretningsorienteret” end det AKB, han forlod som formand 

og dertil ganske veldrevet, men også præget af en ”velædelig” holdning 

overfor beboerne. Så helt var det åbenbart ikke lykkedes for Salicath og Nue at 

kvæle ånden fra Boldsen og Fakstorp. Men de generende problemer omkring de 

private ejendomme var i det væsentlige ryddet af vejen, og KAB kunne nu drives 

fuld ud efter almennyttige principper (eller nu rettere ”almene” principper, som 

lovgivningen skulle foreskrive fra samme år). 

160 Ægteskab 

Jesper Nygård, f. 1961 

Cand. scient. adm. 1989 

Adm. direktør i KAB fra 1996 

Talrige tillidshverv især i tilknytning til boligbevægelsen 

Niels Holst Kjærsgård om Jesper Nygård: 

”I 1996 blev den kendte vildbasse Jesper Nygård ansat. Vi kendte godt Jesper i 

KAB: En lidt korpulent person med en stor hængerøv i et par slidte cowboybukser 

og en ubeskrivelig tidligere gul busseronne. Det med påklædningen har i hvert 

tilfælde ændret sig helt radikalt. Jesper har en ubeskrivelig energi og lyst til at bruge 

næsten alle døgnets 24 timer foran computeren eller i telefonen, hvor der dirigeres 

med landspolitik, virksomhedspolitik eller tegnsætning”. 

Perioden siden midten af 1990’erne har i KAB ikke mindst været præget først af 

en fornyet indsats for at løse de økonomiske problemer, der havde præget bestyrelsens 

og den daglige ledelses dagsorden siden statsgarantien, kombineret med 

et løft af beboerservice og administrativ service til beboerdemokratiet, dernæst af 

den boligpolitiske modgang, som sektoren i sin helhed skulle møde efter valget og

egeringsskiftet i 2001, og endelig af forberedelserne af sammenslutningen med 

AKB, som først var tænkt fuldt gennemført i 2008. 

Men først skulle økonomien dresseres og beboerservicen udvides, og i tilgift skulle 

en meget stor renoveringssag – nemlig genopbygningen af Lundegården i Ballerup 

- føres igennem. 

Lundegårdsagen 

Midt i 1990’erne opstod der problemer i bebyggelsen Lundegården i Ballerup. Et 

antal beboere klagede over hovedpine og allergisymptomer, men det var længe 

ikke muligt at identificere årsagen hertil. Årsagen viste sig at være den på daværende 

tidspunkt næsten ganske ukendte skimmelsvamp, der bredte sig fra de dårligt 

isolerede kældre. 

Konsekvensen var en gennemgribende renovering af bebyggelsen. Det lykkedes 

Nue (på vej ud af døren) og BL’s direktør Gert Nielsen at forhandle en finansieringspakke 

på plads med boligminister Ole Løvig Simonsen, der muliggjorde en 

reel nedrivning og genopførelse af bebyggelsen i nyt design efter afrensning af en 

del af byggematerialerne. 

Lundegården kunne genindvies i 2001. 


161

Jesper Nygård observerede hurtigt, at KAB efter hans mening gennem mange år 

havde været ”overstimuleret på byggeri, men understimuleret på forvaltning” 37 – 

nok ikke helt forkert, når man betænker de tidligere direktørers interesse for byggeriet 

og arkitekturen. Så nu gjaldt det om at arbejde på de indre linier og få styr 

på kvaliteten i forvaltningen samt at genskabe solidariteten mellem de administrerede 

selskaber, der i Nues tid havde fået meget god plads til lokal profilering. 

Nøgleordene blev at bygge på de stærke kræfter, at styrke alliancerne med kunderne 

og at udvikle et bredt forretningsførerselskab, hvis kompetencer rakte ud 

over det rent administrative samt at fortsætte den ”antiimperialistiske” bygherrerådgiverstrategi, 

der allerede var udviklet i Nue’s tid, og hvis hovedindhold var at 

samarbejde med lokale boligorganisationer frem for at stifte nye – modsat f.eks. 

Lejerbos og DAB’s arbejdsform. 

I 1997 samledes disse udgangspunkter sammen i et udspil om ”et offensivt KAB”, 

der gennem diskussioner med selskaberne skulle bane vej for ændringer af det 

økonomiske grundlag. På økonomisiden indeholdt udspillet bl.a. en fjernelse af 

KAB’s tilbageførsel af de ret beskedne mellemregningsrenter til selskaberne, en 

organisationsjustering, der gjorde forvaltningsgrupperne til de primære kunderettede 

dele af organisationen, og hertil nye serviceydelser, hvor nogle ville kunne 

leveres med kort varsel, medens andre lå lidt længere ude i fremtiden. KAB’s servicekoncept, 

der kun var nogle år gammelt, blev opdateret og revideret, og hertil 

kom en ny informationspolitik, der blev baseret på åbenhed, professionalisme, 

troværdighed, hurtighed og synlighed i debatten, når denne havde betydning for 

beboerdemokratiet – KAB fik igen en informationschef, men direktøren selv var fra 

sin fortid som BL-formand velkendt med pressekontakt og blev derfor langt mere 

aktiv i mediebilledet end hans forgængere. 

Strategien virkede, og KAB’s økonomi kom atter i balance. I de følgende år udvikledes 

organisation og produkter, og da forvaltningsdirektør Niels Kjærsgård og 

hans souschef, forvaltningschef Ole Nielsen, først i 2002 signalerede, at de ønskede 

at gå på pension i løbet af nogle år, var tiden inde til en større reorganisering. 

Men inden da havde der i 1999 udspillet sig et lille intermezzo, som skulle pege 

fremad, og som derfor skal omtales: 

37 Forfatterens interview med Jesper Nygård juni 2007. 

162 Ægteskab

Igennem mange år havde KAB haft et boligpolitisk og strategisk samarbejde med 

Boligselskabet AKB, Foreningen Socialt Boligbyggeri (nu FSBbolig) og Boligforeningen 

3B (som oprindeligt forvaltede Boligselskabet KSB og Fagforeningernes Boligforening 

samt Herlev 44, der per 1. januar 2008 er sammensmeltet til en boligorganisation). 

Samarbejdet havde rod i forsøget på at udvikle baneterrænet mellem 

Havnen og Vesterbro til boliger og erhverv først i 1990’erne, men det havde også 

været aktivt som boligpolitisk base i en række sammenhænge, bl.a. som fundament 

for valget af Jesper Nygård som formand for BL i 1993. I 1999 havde den 

inderkreds af formænd og direktører, der styrede dette samarbejde, nu fundet det 

hensigtsmæssigt at skabe et videregående administrativt samarbejde, hvor man 

søgte rationaliseringsfordele gennem udnyttelse af fælles ressourcer. Det mødte en 

vis tøven i KAB’s bestyrelse, hvilket fik den adm. direktør til at rykke ud med følgende 

erklæring: ”Nogle har måske den vision, at det gerne må ende med en 

fusion. Det er dog ingenlunde hensigten”. Det udsagn vender vi snart tilbage til. 

Jesper Nygård startede sagte på organisationsændringen i midten af 2002. Der 

var jo god tid, og det handlede om at få alle med på noget, der måske kunne blive 

en større omvæltning. Der blev iværksat et internt ”studiekreds-arbejde”, hvor 

medarbejderne blev inddraget i diskussionen om et fremtidigt KAB. Sideløbende 

hermed gik bestyrelsen i gang med overvejelser om modernisering af hovedkvarteret, 

der på ny trængte til en kærlig hånd, og sidst på foråret 2003 kunne bestyrelsen 

så godkende en ny organisation, der strukturerede KAB’s administration i 

tre ”søjler”, en kundesøjle, en byggeri- og tekniksøjle samt en ressourcesøjle med 

hver sin chef. Kundesøjlens og ressourcesøjlens chefer skulle hentes udefra, medens 

chefarkitekt Søren Tang Ørnebjerg, der først i 1990’erne havde afløst Arne 

Riis Mørk som byggefunktionens leder, fortsat skulle lede Byggesøjlen. Få måneder 

efter afgik Søren Ørnebjerg imidlertid pludselig ved døden og blev afløst af 

Rolf Andersson som ny byggechef i KAB. De to andre chefposter blev besat af 

Margrethe Pump, der kom fra det nu nedlagte By- og Boligministerium, der som 

kundechef blev leder af Kundesøjlen, samt af Flemming Strøm, der kom med en 

baggrund fra private erhvervsvirksomheder, og som ressourcechef og senere vicedirektør 

blev leder af Ressourcesøjlen. 

Men det var mange andre ting end moderniseringen af KAB’s organisation, der 

først i årtiet styrede hverdagen i KAB. Forholdet til Københavnerfondene (KAB-Institutionerne) 

var nok løst, men fra tid til anden boblede den gamle strid op og 

bredte sig ud i pressens spalter, og bl.a. deraf flød et ofte lidt anspændt forhold til 


163

KAB-Fonden, der var lagt i selvstændig administration hos EBO Consult (det tidligere 

KAB Consult). Men via udpegelsesret til KAB-Fonden, der havde udpegelsesret 

til institutionerne, havde KAB en meget indirekte indflydelse på Københavnerfondene, 

som gav anledning til tvist. Det blev endelig løst ved, at KAB-Fonden 

frasagde sig denne ret, men det tog nogen tid, og først da båndene var brudt til 

de gamle bebyggelser fra tiden, hvor Boldsen søgte styring og effektivitet frem for 

de Parlamentariske Selskabers demokrati, blev der fred. 

Organisationsplan 2003 

Politisk ledelse 

Administration 

Kundesøjlen 

Kundechef 

Forvaltningsområde A 

Forvaltningsområde B 

Forvaltningsområde C 

Energidriftområdet 

164 Ægteskab 

Ledelsessekretariatet 

Sekretariatschef 

Personale- og 

uddannelses området 

Informationsområdet 

Huslejeområdet Juraområdet 

Udlejningsområdet 

Repræsentantskab 

Bestyrelsen 

Adm. direktør 

Byggeri- og tekniksøjlen 

Byggechef 

Ressourcesøjlen 

Ressourcechef 

Økonomiområdet 

It-området 

Margrete Pump 

Rolf Andersson 

Flemming Strøm

Hvad værre var, at forholdet til netop de Parlamentariske Selskaber blev belastet 

af konsekvenserne af en landsretsdom, hvis udgangspunkt var spørgsmålet om en 

beboers retsstilling i forhold til boligselskabets bestyrelse. Østre Landsret fandt, at 

med det beskedne beboerindskud, der efterhånden var tale om i de Parlamentariske 

Selskaber, måtte beboerne i selskaberne være at anse som omfattet (og beskyttet) 

af den private lejelovs bestemmelser. Konsekvensen heraf var, at KAB måtte 

overveje sin forretningsførelse for de Parlamentariske Selskaber med henblik på 

tilpasninger til den private lejelov fremfor at følge selskabernes gamle og kringlede 

vedtægter, men en række af de toneangivende parlamentariske revolterede og 

ønskede (efter forfatterens opfattelse med fuld ret) at fastholde omkring 75 års 

uanfægtet praksis. Også den sag fandt dog sin foreløbige landing. 

Tidens helt store udfordring var ekstern og dermed ikke specielt knyttet til KAB, 

idet regeringsmagten i 2001 var skiftet fra Socialdemokratiet til Venstre og de 

Konservative. Boligbevægelsen stod i 2001 ikke højt på den nye regerings liste 

over gode venner, og de følgende år skulle blive præget af et på mange måder 

meget ideologisk sammenstød, der medvirkede til at sammentømre KAB og de 

administrerede boligorganisationer (og også en række andre boligorganisationer). 

Konflikten samlede sig om beboernes mulighed for at købe deres boliger på gunstige 

vilkår, boligorganisationerne var imod, og trods tilpasninger i lovgivningen, 

som imødekom de største kritikpunkter, er ingen boliger endnu blevet solgt, og i 

2007 er kun meget få på vej dertil. Økonomiske begrænsninger på kvarterløft, 

genindførelse af rammebeløbet (som nu kaldtes maksimumsbeløb), som var blevet 

afskaffet under boligminister Ole Løvig Simonsen i 1995, samt ikke mindst nedlæggelsen 

af By- og Boligministeriet i 2001, medvirkede alt sammen til et særdeles 

afkølet forhold mellem boligbevægelse og regering, hvilket også afspejlede sig i 

KAB’s interne diskussioner. Det fyldte meget. 

KAB havde i midten af år 2000 efter flere års forhandlinger endelig vundet skønhedskonkurrencen 

om administrationen af Brumleby, der efter en langstrakt byfornyelse 

var blevet omdannet til en almen Andelsboligforening. Sagen krævede en 

stor indsats fra KAB’s side, og dialogen med kommunen blev ret kompliceret. Men 

Brumleby var med dens særlige historie som de første boliger for den brede befolkning 

fra midten af 1800-tallet værd at kæmpe for. Det var også en vigtig nyskabelse, 

og sagen viste, at der stadigvæk var mennesker, der satte solidaritet og 

fællesskab over muligheden for personlig vinding. Beboerne i Brumleby kunne 

have haft tjent en del penge ved at blive omdannet til andelsboliger, men de øn- 


165

skede, at det skulle være almene lejeboliger, så boligerne fortsat vil kunne udlejes 

for en billig penge. 

Men i horisonten lurede en større sag, hvis skæbne også ville være betegnende for 

forholdet mellem regering og oppositionen samt dennes venner – Christiania. 

Folketinget havde i juni 2004 vedtaget en lov, hvis brede politiske forudsætning 

var en lovliggørelse (modsat normalisering) af Christiania. Men hvordan? Det 

spørgsmål kastede KAB’s ledelse – og ikke mindst den administrerende direktør – 

sig ud i, baseret på økonomisk støtte fra Realdania til udvikling af en model for 

skabelsen af almene boliger ved den forudsatte lovliggørelse af Christianias eksisterende 

boliger. Det skulle vise sig at være en særdeles arbejdskrævende og konfliktfyldt 

opgave, der ved manuskriptets afslutning endnu ikke har fundet sin helt 

endelige løsning – selvom den nu synes at ligge indenfor rækkevidde. Men KAB 

viste sig på en ny arbejdsmark – som konfliktløser i endog meget komplicerede 

konflikter. 

Sideløbende hermed opstod nye muligheder, der snart skulle føre til den ganske 

omkalfatring af det gamle KAB. 

166 Ægteskab 

Byggeteknikere fra KAB udførte 

i 2004 en dybtgående undersøgelse 

af alle bygninger på 

Christiania.

Igennem mange år havde ledende folk i de almene boligorganisationer argumenteret 

for fusioner af de mindre boligorganisationer og for den sags skyld også de 

mellemstore. Boligadministration indeholder i sin grundlæggende form betydelige 

stordriftsfordele, bl.a. på IT-siden, og hertil kom naturligvis det tidligere omtalte 

forhold, nemlig at jo flere lejemål, der bidrog til betaling af fællesomkostninger 

som interessevaretagelse, udvikling, generel ledelse og lignende, jo billigere ville 

administrationen blive, eller jo mere slagkraft og specialviden kunne organisationen 

omvendt samle sammen for de samme penge. 

Kjeld Poulsen, f. 1945 

Fællestillidsmand i R 98 1976 – 2001 

Medlem af SAB’s bestyrelse fra 1992. 

Næstformand fra 1993 

Medlem af KAB’s bestyrelse fra 1995 

Formand 2003 – 2006 

Medlem af afdelingsbestyrelsen i Tingbjerg 

1973-78 og afdelingsbestyrelsen i Jydeholmen fra 

1980 

Niels Holst Kjærsgård i 2004: 

”Så har KAB fået en skraldemand som formand. Helt i overensstemmelse med 

tidsånden. Hvor det for 25 år siden var nødvendigt med hele to højesteretssagførere 

til at styre KAB, klarer vi os fortrinligt uden nogen advokat overhovedet i bestyrelsen. 

Det kan man da kalde fremskridt”. 

Omkring årsskiftet 2004/2005 begyndte den løbende kontakt mellem de to gamle 

samarbejdspartnere fra AKB-tiden – AKB direktøren Henning Andersen, som 

efterhånden nærmede sig pensionsalderen, og hans tidligere formand og nuværende 

kollega Jesper Nygård - at skabe grundlag for en mere konkret drøftelse af 

mulighederne for et væsentligt udvidet samarbejde, så væsentlig at det efter nogen 

tid kunne og burde føre frem til en fusion af AKB og KAB. Fusionsforhandlinger 

foregår normalt bag lukkede døre og nedrullede gardiner, men her, hvor der 


167

ikke var børsmarkedets aktionærer eller andre interesserede købere at tage hensyn 

til, valgte parterne ret hurtigt at spille åbent ud. Formændene blev hurtigt inddraget, 

bestyrelserne blev snart orienteret, og i juni 2005 kunne Repræsentantskabet 

på bestyrelsens indstilling godkende en indstilling om et udvidet samarbejde 

med AKB, der skulle udvikles gennem 3 faser, en indledende analyse- og forhandlingsfase 

frem til 1. januar 2006, hvor samarbejdets forudsætninger blev bragt 

helt på plads, en fase, der skulle forløbe over mindst 2 år (mindst til 2008), hvor 

stabs- og specialfunktioner overgik fra AKB til KAB, hvorefter man i 2008 kunne 

tage stilling til den videre køreplan. Der var hos nogle en måske nok berettiget 

bekymring for den langstrakte tidsplan, og allerede i efteråret kom SKAT i vejen 

med en slæde – når der ikke var tale om fuld fusion, skulle der betales moms for 

alle ydelser mellem KAB og AKB. Det ville undergrave projektets økonomi og måtte 

i det hele anses for en yderst risikabel situation. 

Men tilliden mellem parterne var på dette tidspunkt så stor, at samarbejdsaftalen 

holdt, bestyrelser og repræsentantskaber hos begge parter revurderede aftalen og 

besluttede at gennemføre fusionen fuldt ud med virkning fra 1. januar 2007, således 

at året 2006 kunne bruges til at bringe alle fusionens forudsætninger og detaljer 

helt på plads. 

Det lykkedes, og fra den 1. januar 2007 startede AKB og KAB på en ny, fælles 

fremtid med KAB som fortsættende ”brand” og uden tilføjelsen ”Bygge- og Boligadministration”. 

Sammenslutningens filosofi 38 

Missionen er, at vi vil skabe rammerne for et godt liv. Det betyder, at vi foruden 

at levere mursten, regnskaber, energistyring m.m. også er engageret i, 

hvordan beboerne trives. 

Vores løfte om bedre boliger for alle afspejler vores mål om, at de boliger, vi 

administrerer, fortsat henvender sig til alle befolkningsgrupper, og at vi til 

enhver tid arbejder på at forbedre dem både kvalitets- og funktionsmæssigt. 

De fælles værdier er ansvarlighed, gennemskuelighed, fornyelse og dialog. 

Det er en slags mål, vi har sat for vores adfærd, der i få ord udtrykker det 

grundlag, vi er fælles om. 

38 Fra ”Derfor er vi her, derfor gør vi det,” KAB 2007, s. 12f. let bearbejdet 

168 Ægteskab

Bolig politik KAB stiftes 

1920 

Særlige 

byggerier 

Lange bølger 

– en form for efterskrift 

Dette var tænkt som en bog om skabelsen og udviklingen af KAB’s sjæl – eller 

måske lidt mere moderne og præcist som en bog om udviklingen af KAB’s identitet 

og organisationskultur, således som denne fremtrådte og udtrykte sig gennem 

de byggerier, KAB medvirkede til, gennem KAB’s relationer til myndigheder og 

samfundet samt gennem forholdet til beboerne og disses repræsentanter. 

Ved ”KAB” har vi tænkt på det KAB, som skabtes i 1920, og som reelt ophørte ved 

fusionen med AKB i 2007. Ganske vist er KAB formelt det fortsættende selskab, 

men nu bringes to identiteter og to organisationskulturer sammen, og kunsten vil 

være at optage det bedste fra dem begge og at lægge de mindre værdifulde vaner 

fra sig. 

Ledelse 

Set bagud gennemløb det gamle KAB et forløb, hvor ETABLERING fører til UDVIK- 

LING, der afløses af KRISE. Derpå følger KONSOLIDERING, VÆKST og NYDEFI- 

NITION. Derpå atter KRISE, NYDEFINITION med AFVIKLING, KRISE, KONSOLI- 

DERING OG FUSION. 

1920’erne 1930’erne 1940’erne 1950’erne 1960’erne 1970’erne 1980’erne 1990’erne 2000’erne 

Bakkehusene 

Studiebyen 

Ved Classens 

Have 

KAB De første 

byggerier 

Kanslergadeforliget 

1933 

Konflikten 

med KAB 

Vibevænget 

Solgården 

Christianshavnergaarden 

Koncernen 

udvikles 

Forlig. 

Almennyttig 

lovgivning 

1945 

Lønstruphuse 

Første 

afvikling 

Ledelse Boldsen Boldsen Boldsen 

(-1945) 

Fakstorp 

Statslån. 

Stabilisering 

Bellahøj 

Marielyst 

Tingbjerg 

Byggemaskinen 

tunes 

Boligforliget 

1966 

Albertslund 

Brøndby 

Str. 

Maskinen 

arbejder 

Fakstorp Fakstorp 

(-1966) 

Salicath 

Beboerdemokrati 

1972 

Farum 

Midtpunkt 

Solbjerg 

Have 

Flexibo 

Koncernen 

reorganiseres 

Grundkrisen. 

John 

Winther 

udvalget 

1987 


Koncernen 

afvikles 

Salicath Salicath 

(-1984) 

Nue 

Integrationsproblemer 

Integrationsproblemer 

Økohus 99 Havnebyggerier 

Omegn 

Koncernen 

afvikles og 

resten konsolideres 

Nue 

(-1996) 

Nygård 

Konsolidering 

og 

fusion med 

AKB 

Nygård 

Mellem borgerskab og boligfolk 169

KAB blev skabt af medarbejdere og ledelser, såvel de daglige i direktion og ledergrupper 

som de overordnede i bestyrelsen, i sammenspil med samfund, myndigheder 

og beboere. Hvad medarbejdere og ledelser angår, var KAB en meget stabil 

organisation. 5 direktører blev det til – en er fortsat aktiv som øverste daglig 

leder af det nye foretagende, tre er fortsat i live. Og selvom medarbejderskarens 

stabilitet bar gennem alle skift, repræsenterer direktørskiftet dog også hver gang 

nye tider, med en ny ledelsesstil og i flere tilfælde også væsentlige ændringer i de 

strategier og vilkår, hvorunder KAB fungerer: I 1945 udskiltes de egentlige private 

byggerier efter et stort drama med udgangspunkt i besættelsestiden, i 1967 lanceredes 

hurtigt en ny strategi, der snart skulle bringe det på dele af det politiske parnas 

noget uglesete KAB ind i centrum af boligpolitikken og af Boligselskabernes 

Landsforening, og i 1996 hvor de resterende private byggerier kort forinden direktørskiftet 

udskilles fra KAB’s forvaltning som afslutningen på en 10-årig proces, 

hvor de øvrige elementer af den gamle KAB-koncern afvikles. Direktørskiftet i 

1984 repræsenterer derimod nok først og fremmest en intensivering af en allerede 

igangsat turnaround som følge af grundsagen. 

Så på den måde repræsenterer direktørernes funktionsperioder en af de lange 

bølger i KAB’s liv, omgivet af et i det hele også meget stabilt formandskorps, en tilsvarende 

stor stabilitet blandt bestyrelsens øvrige medlemmer og som nævnt i høj 

grad et korps af yderst loyale og trofaste medarbejdere. 

Men den største og længste ledelsesbølge er afbalanceringen af hensynet til missionens 

realisering kontra hensynet til virksomhedens velfærd og udvikling. Det 

bærer gennem alle ledelsesmæssige overvejelser, uanset hvem ledelsen er. 

Arkitektur og byggeteknik 

Den næste lange bølge gennem KAB’s historie bærer arkitekturens strømninger og 

byggeteknikkens udvikling fra Bakkehusene og Studiebyen i 192o’ernes begyndelse, 

over modernismens gennembrud og byggeriets industrialisering til kriserne for 

de store planer, reaktionen først gennem det tæt/lave byggeri, dernæst gennem 

den kortvarige postmodernisme og gennem orienteringen mod energirigtigt og 

økologisk byggeri. 

170 Lange bølger

Gøsta Knudsen herom: 

KAB spiller fra begyndelsen en rolle i byggeriets og boligpolitikkens udvikling, 

stærkere dog i visse perioder end andre. Set over tid fra 1920’erne til 2007 dannes 

der, når man ser perlerækken af udvalgte KAB’s bebyggelser i sammenhæng, 

et billede af et boligselskab, hvis sociale engagement og mod til at turde eksperimentere 

på prisværdig måde har bidraget til boligbyggeriets høje kvalitet i dansk 

arkitektur. 

At udtrække essensen af KABs 86-årige virke, hvor der er opført omkring 50.000 

boliger, er i forhold til indsatsens betydning for arkitekturens og byggeteknikkens 

udvikling ikke nogen enkel sag, eller noget man bare kan gøre i et snuptag. Økonomiske 

lav - og højkonjunkturer, de mange kursændringer i boligpolitikken, 

KAB’s egen til tider turbulente organisatoriske udvikling, ændrede produktionsforhold 

i byggesektoren og de hyppige arkitektoniske stilskift giver en kompleksitet, 

der gør det vanskeligt at finde den røde tråd. Der er dog ting, der skiller sig ud. 

Det er KAB’s prisværdige anvendelse af eksperimenter som en vej til udvikling af 

byggeteknikken og højnelse af den arkitektoniske kvalitet. Indsatsen er så enestående, 

at KAB er den ubestridte bærer af den gule førertrøje i feltet af bygherrer i 

Danmark. 

Som eksempel på eksperimenter med banebrydende betydning er fra 1920’erne 

valgt rækkehusbyggeriet og den klassiske karrés åbning. Fra 1950’erne beskrives 

udviklingen af det industrialiserede montagebyggeri. Bybygning i forstædernes 

åbne pionerlandskab repræsenterer 1960’erne. De fleksible boliger står for 

1970’erne eksperiment, og der rundes af med det bæredygtigt byggeri ved Økohus 

99 fra 1990’erne. 

Det konsekvent gennemførte eksperiment med rækkehusbebyggelsen Bakkehusene 

havde to overordnede mål. For det første skulle eksperimentet overbevise københavnerne 

om rækkehusets kvaliteter. For det andet skulle den skarpt skårne, 

nøgterne bygningskrop give mulighed for at afprøve nye konstruktioner og resultere 

i en minimering af materialeforbruget. Set i bakspejlet var eksperimentet vellykket, 

trods københavnernes konservatisme og kølige modtagelse. 

Rækkehuset blev udviklet som type. Med i købet fulgte endvidere gennemarbejdede 

detaljer. De kom, i form af de elegante vinduer og indgangspartier, den murede 

indramning af vinduerne og de små kviste sammen med det gode håndværk, 


171

til at kendetegne KAB. Men ikke nok med det. Bakkehusene viser, at det med en 

indlevet zonedeling af arealerne mellem husene og åbenhed over for beboernes 

skaberglæde trods snorlige rækker er muligt at etablere intense og varierede rum 

med en bymæssig tone. 

Eksperimenterne ved Grønnegården, Ved Classens Have, Solgården og Vibevænget 

havde som mål at åbne den klassiske karré for at skaffe lys til karreens indre 

gårdrum og udvikle nye sunde etageboliger med en funktionel begrundet planløsning. 

De ny boliger, der var orienteret efter solen, blev udstyret med en altan, bad 

og toilet. Med den fine boligstandard ydede KAB et fornemt bidrag til højnelsen af 

folkesundheden i 1920’erne. 

Visionære projekter som Solgården i Vejrøgade og Vibevænget satte gang i en udvikling, 

der først blev realiseret i stor målestok med 1960’ernes gigantiske rullende 

montageplaner. Den konsekvente orientering efter solen og funktionsdeling førte 

til en opløsning af det bymæssige rum. 

I nyere tid står Solbjerg Have fra 1979 på Frederiksberg som en vellykket fortolkning 

af Solgården i Vejrøgade. 

Stor bolignød, mangel på faglært arbejdskraft samt den gamle drøm fra 1930 

erne om at bygge billige masseproducerede boliger hører til blandt de faktorer, 

der førte til KAB’s beundringsværdige engagement i boligbyggeriets industrialisering. 

Vanen tro blev der eksperimenteret med maner. To eksperimenter ved Herlevhuse 

og Bellahøj i 1950’ernes begyndelse havde karakter af indledende knæbøjninger, 

inden det for alvor gik løs med et industrialiseret montagebyggeri. 

Ved Herlevhuse blev de præfabrikerede elementers montage afprøvet i en fin bebyggelse 

med små enfamiliehuse. Deres slægtskab med Bakkehusene eller Jægervangen 

ses tydeligt ved vinduernes indramning. 

Ved Bellahøj blev der bygget 8 etager høje og 12 etager høje punkthuse. De blev 

placeret på en måde, der giver smukke overlappende, grønne rum med en bymæssig 

tone. 

Ud over bebyggelsesplanens glidende rumlige overgange, den konstruktive og 

byggetekniske afklaring viste eksperimentet, at en facadebeklædning af beton ikke 

pr automatik fører til grå, kedsommelig, trøstesløshed. 

172 Lange bølger

Tingbjerg 2004 

Det er tankevækkende, at KAB’s grundige forberedelser var gået i glemmebogen, 

da 1960’ernes gigantiske industrielle montageplaner blev realiseret i 

forstædernes åbne pionerlandskab. Prisen for glemsomheden blev funktionsopdelte 

byområder, hvor kransporsæstetikkens rumlige kvaliteter bedst kan 

beskrives som fraværets nærvær. 

Montageplanernes kransporsæstetik, den endimensionale funktionsdeling, 

planlægningens formynderi og ungdomsoprøret i 1968 medførte en slagkraftig 

kritik af forstædernes boligområder. KAB pejlede tidligt, sædvanen 

tro, det paradigmeskift, der var på vej. De nye tider førte til eksperimenterer i 

stor målestok i Tingbjerg og Albertslund, hvor to store, nye byområder blev 

integreret i Københavns overordnede planlægning. 

Karakteristisk for de to byområder bruges pladser, gader og stræder til at 

strukturere områdets delområder, der er kærnen i beboernes fællesskab og 

medbestemmelse. Endvidere skulle en blanding af erhverv, butikker, skoler, 

børnehaver og boliger sikre et rigt og blomstrende byliv. 


173

Set i bakspejlet var det ikke overraskende, at de unge hedsporer fra Kunstakademiets 

Arkitektskole i København valgte plancherne med de æstetisk raffinerede, 

mennesketomme, sort-hvide fotos fra Albertslund på Charlottenborgs forårsudstilling 

som platform for deres miljøkritik. Men fair over for KAB var det ikke, fordi 

Koncernen med de to bebyggelser i Tingbjerg og Albertslund både genopdager 

den klassiske bybygnings rumlige typedannelser og endvidere introducerede det 

tæt/lave byggeris idealer om fællesskab og medbestemmelse. 

Til forskel fra tæt/lav bevægelsens ideologiske bestræbelser på at udtrykke fællesskab 

og medbestemmelse i en arkitektur, der emmede af hemsløjd og selvgroet 

svensk landsbyidyl, var KAB’s bestræbelser på at skabe en fleksibel bolig forankret 

i 1960’ernes økonomiske dynamik, de ændrede samlivsformer og erkendelsen af 

den funktionalistiske planlægnings kollaps. 

I KAB’s eksperiment med fleksible boliger er det systemet, der er arkitekturen, og 

systemet, der genererer fleksibiliteten. Medbestemmelse fører ikke til fantasifulde 

og farvestrålende tilbygninger, som de kendes i Christiania. I Flexibo holdes beboerne 

trods medbestemmelse i kort snor. KAB har styr på tingene, fordi beboernes 

skaberglæde og virkelyst er styret af de muligheder, systemets flytbare vægelementer 

giver. 

I eksperimentet med fleksible boliger i Slagelse i 1994 udspringer fleksibiliteten i 

boligens indretning og anvendelse af et stort rumligt volumen og rummenes generelle 

anvendelighed. Årsagen til KAB’s bud på fleksibilitet i 1990’erne er en reaktion 

vendt mod den restriktive boliglovgivning og et sympatisk ønske om at fremtidssikre 

den almene sektors små boliger. I kølvandet på denne indsats følger 

endvidere forståelsen af en nødvendig opblødning af den almene sektors firkantede 

regler til gavn for en reel brugerinddragelse. 

Med Økohus 99 i Skejby ved Århus viser KAB flaget som den almene sektors førende, 

eksperimenterende foregangsmand. Økohus 99’s karakterfulde bygningskrop 

er et overbevisende bud på et moderne byggeri, der uden leflen for den 

heroiske arkitekturs højtråbende effekter integrerer energiminimering og bæredygtighed 

i et ligefremt arkitektoniske udtryk. Som demonstrationsprojekt i Skejbys 

præmierede, dekonstruerede byplan er det fritliggende og solorienterede Økohus 

99 en livgivende oase med noget på hjerte. Selv om det er godt gået af KAB, ville 

det være endnu mere banebrydende, hvis byggeriet i Skejby blev fulgt op af et 

eksperiment i stor skala i et nyt byområde med høj udnyttelsesgrad i København 

eller Århus. 

174 Lange bølger

Skåret helt ind til benet er der ingen tvivl om, at KAB med sine mange eksperimenter 

har haft en banebrydende betydning for byplanlægningens og boligbyggeriets 

høje kvalitet i Danmark. For at forstå rækkevidden af KAB’s pionerindsats 

er det en god idé at sammenligne de stærkt eksponerede, privat finansierede, glamourøse 

ejerboliger i Ørestaden og Tuborg Nord med KAB’s perlerække af fremragende 

byggerier. Efter min vurdering fylder det privat finansierede boligbyggeri 

med de stilrene, kliniske køkkener og bademiljøerne med den lyserøde marmor, i 

forhold til det det danske boligbyggeris nationale og det internationale ry, kun 

som en dråbe i havet. 

I det perspektiv er det mit håb, at KAB vedstår sit ubestridte historiske førerskab i 

den almene sektor. Selv om der med den velfortjente gule førertrøje også følger 

en forventning, om eksperimentet også i fremtiden fastholdes som en effektiv metode 

til højnelse af boligbyggeriets arkitektoniske kvalitet. Kom så KAB! 

Økonomi og finansiering 

Egentlig hører de økonomiske rammebetingelser som sådan ikke til blandt ”de 

længere bølger”. Der har siden 1920 været knap 20 forskellige ordninger, hvilket 

kan ses i kontrast til KAB’s organisatoriske stabilitet. Men finansieringsvilkårene er 

naturligvis bestemmende for KAB’s muligheder som byggeorganisation, og bortset 

fra en kortere periode i sidste del af 1920’erne og først i 1930’erne har der da 

også været særlige finansieringsmuligheder for socialt eller almennyttigt byggeri. 

Det er vigtigt at huske, når man diskuterer beboersammensætning og huslejeforskelle 

i det almene byggeri, at bebyggelserne er født med forskellig finansiering, 

og selvom de mindst heldige har fået adgang til senere omprioritering, prægede 

finansieringen deres og beboernes liv gennem mange år. Det gælder f.eks. i højrentebyggeriet 

fra 1970’erne. Finansieringsordningen fra 1981, hvor boligafgiften 

følger inflationen op i ”valsetakt”, løste højrentebyggeriets problem og gav det 

almene byggeri et sikkert fundament, der kun i perioder med meget lave renter 

virker uhensigtsmæssigt. 

Dansk boligbyggeri har været begunstiget af god adgang til finansiering gennem 

realkreditsystemet, men naturligvis undergivet både politiske rammer og svingninger 

i økonomien. Den vanskeligste del af finansieringen i nybyggeriet er altid den 

yderste, for det er den mest risikable for långiver. Også derfor en del af Boldsens 

krumspring i 1930’erne, og også dette problem har fundet sin løsning i den nugældende 

finansieringsordning, hvor beboerindskuddet kun er 2 %, medens rente- 


175

og afdragsfri lån fra kommuner gennem Landsbyggefonden og kommunale garantier 

holder huslejen nede og sikrer muligheden for god realkreditfinansiering. 

1970’ernes udlejningsproblemer med de store dyre boliger, der alligevel ikke kunne 

slå ejerboligerne af banen, førte til kakkelovnscirkulære og rammebeløb. Rammebeløbet 

eksisterer fortsat under et lidt andet navn, efter en kort periodes afskaffelse 

fra medio 1990’erne til først i 2000-årene, og stiller sig nu igen hindrende i 

vejen for de fleste byggerier i Hovedstaden. Før det problem finder en løsning, er 

vilkårene for fortsatte eksperimenter vanskelige. 

Beboere 

KAB blev skabt af borgerskabet – og i de allerførste byggerier var det nok også i 

høj grad middelklassen, der rykkede ind, medens arbejderne holdt sig tilbage. 

Men så ændrede billedet sig, og i 1945 var arbejderne den dominerende samfundsklasse 

i de byggerier, KAB bestyrede. 

176 Lange bølger

Det statistiske grundlag for sammenligninger frem og tilbage er dog spinkelt, men 

i jubilæumsbogen fra 1945 søger Boldsen at gøre status. 

Billedet er ganske tydeligt. Der boede flere arbejdere i de af KAB administrerede 

ejendomme end i Hovedstaden som helhed, idet ca. 50 % af boligerne var beboet 

af personer fra arbejderklassen, dog væsentligt flere faglærte end ufaglærte. Der 

var til gengæld færre tjenestemænd og personer i ledende stillinger at finde blandt 

bebyggelsernes indbyggere. Interessant er det også, at der boede langt færre 

udenfor erhverv (bl.a. pensionister) i de KAB-administrerede ejendomme end i 

byen som helhed. Der er formentlig flere forhold, der kan forklare beboersammensætningen. 

I 1945 fandt de brede lag i den danske befolkning fortsat det almennyttige byggeri 

attraktivt. Ejerboligerne var kun få og dyre, det private udlejningsbyggeri måske 

nok billigt, men endnu ikke så billigt endda og ofte også af meget ringe kvalitet 

– og i øvrigt var bolignøden efter krigen så stor, at de fleste var parat til at 

acceptere, hvad de kunne finde. Men den af KAB administrerede boligmasse var 

allerede (også inden udskillelsen af Financia-ejendommene) præget af det sociale 

sigte i selskabets byggeri. I de ejendomme, KAB administrerede, fandtes væsentlig 

flere 2 værelses lejligheder end i Hovedstaden som helhed. Det måtte selvfølgelig 

præge beboersammensætningen. 

Bebyggelserne var for manges vedkommende ret nye og derfor også dyrere end 

ældre og ringere udstyrede boliger. Af samme årsag var de også indflyttet af 

mennesker, der gennemgående var yngre, men beskæftigede og for flertallets 

vedkommende (65 %) gift, og som nu søgte et sted, de kunne bo med deres familie. 

Boldsens opgørelse viste da også, at der i KAB-ejendommene boede flere 

børn end i hovedstadens lejligheder i sin helhed. 

60 år senere så billedet helt anderledes ud: Væk er tjenestemændene, væk er 

mange af de faglærte arbejdere, væk er de traditionelle familier. I de almene boliger 

bor i 2007 især mennesker udenfor erhverv (fra arbejdsløse til pensionister), 

enlige forsørgere samt mange indvandrere, de sidstnævnte ikke mindst i de store 

bebyggelser fra tiden mellem 1960 og 1975, og så bor der relativt mange unge 

mennesker. Den (lille og ofte halvgamle) almene bolig er blevet et skridt på boligstigen. 


177

Udviklingen afspejler det almene byggeris ændrede position på boligmarkedet. I 

1945 husede det almennyttige boligbyggeri befolkningens brede lag, om end den 

økonomisk svagest stillede del deraf, men ikke de fattigste. Siden da har ikke 

mindst velstandsudviklingen betydet, at det almene byggeri er blevet sporet ind på 

at huse de grupper i samfundet, der har svært ved at skaffe sig ordentlige boligforhold 

på markedets almindelige vilkår. Heri er der jo ret beset intet galt. Det er 

blot en anden opgave, hvor drift og socialt orienteret forvaltning spiller en langt 

større rolle, end da KAB i 1920’erne og 1930’erne søgte at bidrage til bolignødens 

afskaffelse gennem nybyggeriet. 

KAB var i praksis sen til at erkende dette skift i beboersammensætningen, som 

blev tydeligt dokumenteret af John Winther-udvalget i 1987. KAB havde fra gammel 

tid appel til de noget bedre stillede på lejeboligmarkedet, f.eks. yngre veluddannede. 

Men det har været svært at fastholde dem. Parcelhusets kvaliteter og 

muligheder for økonomisk gevinst har trukket mange af disse grupper ud af deres 

almene bolig, selvom de sådan set måske nok boede bedre der. Farum Midtpunkt 

og Solbjerg Have – begge fra 1970’erne - er et par typiske bebyggelser til illustration 

af denne problemstilling. Farum Midtpunkt måtte bevæge sig fra at være en 

af de lidt mere satte ungdomsoprøreres bastioner midt i 1970’erne til ti år senere 

at være truet af både byggeskader og betydelige udlejningsproblemer. Både udlejningsproblemerne 

og byggeskaderne blev overkommet, men Farum Midtpunkt 

genvandt ikke sin hidtidige status på det Nordsjællandske boligmarked. Solbjerg 

Have udviser ikke samme dramatiske forløb, men blot en mere almindelig bevægelse 

fra oprørsk avantgarde til socialt præget boligområde. 

Faktisk er Farum Midtpunkt den eneste bebyggelse i KAB’s administrationsområde, 

der siden begyndelsen af 1970’erne har haft alvorlige udlejningsproblemer, 

hvilket især kunne henføres til bebyggelsens mange store, men dermed også relativt 

dyre boliger. 

De sociale problemer i bebyggelserne har gennemgående også været færre end 

hos mange af KAB’s kollegaer, og bl.a. heri kan man søge forklaringen på, at 

KAB senere og måske mere søgende end nogle af disse tog netop disse spørgsmål 

op, og så typisk i regi af enkelte boligorganisationer, anført af SAB. På dette 

felt vil AKB’s erfaringer med boligsocialt arbejde være et velkomment tilskud til 

den fælles vidensbank. 

178 Lange bølger

Personalet i KAB flyttede over 

på den anden side af Vester 

Voldgade i 1941. 

I det hele taget var KAB’s udviklingsmark i mange år kvaliteten og karakteren af 

det byggede nok så meget som de sociale aspekter. I 1980’ernes midte føjes så 

hertil udviklingen af beboerdemokratiet, hvor en ganske omfattende og konsekvent 

indsats hurtigt skaber KAB en førerposition. Først i de seneste år under Jesper 

Nygårds ledelse føjes hertil andre udviklingsopgaver og initiativer af typen 

Christiania. 

KAB’s domiciler 

Den stabilitet, der på mange måder har præget KAB’s organisatoriske liv, trods de 

tilbagevendende kriser, præger også lokaleforholdene. KAB har fra sin stiftelse 

holdt til på Vester Voldgade, ikke langt fra Jarmers Tårn, og kun de mere perifere 

dele af koncernen har tidvist måttet flytte til andre lokaliteter, fordi rammerne var 

ved at sprænges. Men to gange har ledelsen alvorligt overvejet at flytte. 

Boldsen bemærker i erindringsbogen, at som KAB blev stiftet under ”bolignødens 

tegn”, led selskabet også fra begyndelsen under ”lokalenød”. KAB var ved stiftelsen 

rykket ind hos Danske Grundejeres Brandforsikring i Vester Voldgade nr. 8. 


179

Som KAB’s administration voksede gennem 1920’erne, måtte man med mellemrum 

erhverve yderligere 3 lejligheder (hvilket jo ikke gjorde bolignøden mindre!) i 

Vester Voldgade nr. 8, på hjørnet af Studiestræde. Efterhånden blev der også 

plads til et mødelokale, men alligevel blev det nødvendigt at leje lokaler både i nr. 

6 og på Vester Boulevard 39 til både bogholderi og ingeniørkontor. 

Kort før Anden Verdenskrig indgav KAB sig derfor i ”ivrige forhandlinger” om at 

bygge eget hus på ”Banegårdsterrænet” – dvs. området fra den nuværende Hovedbane 

til Søerne omkring Gyldenløvesgade. Men krigen satte en stopper herfor, 

og kort efter kom ejendommen Vester Voldgade 17 – lige over gaden – til salg. 

Den ejedes af Vinhandler Carl Jørgensens dødsbo, der ønskede at sælge. 

Forhandlingerne med boet blev også ivrige, og ikke mindre ivrige af, at opsigelser 

overfor lejerne skulle afgives senest den 1. oktober 1941, hvis man skulle gøre sig 

håb om indflytning i ”Corner” 40 , som ejendommen dengang hed, den 1. januar 

1942. Lejerne slæbte KAB i retten og tabte, men trusler om appeller tvang kompensationer 

ud af den rasende, men tidspressede Boldsen. Finansieringen af anskaffelsessummen, 

der efter ombygning var 1.066.000 kr., tilvejebragtes med bistand 

fra datterselskaber og tilsluttede selskaber ved overtagelse af aktierne i det 

eksisterende aktieselskab samt ved overtagelse af den eksisterende realkreditbelåning, 

og ejendommen fik nu navnet ”Byggehjørnet”. Der skulle dog ikke gå lang 

tid, så var også al plads i Vester Voldgade 17 opsuget af KAB’s ekspanderende 

virksomhed. 

Efter en halv snes år, i 1953, ophævedes aktieselskabet, som fortsat lød navnet A/S 

Corner, imidlertid, og ”Byggehjørnet” blev en integreret del af KAB. Men plads 

blev der ikke mere af, så snart måtte KAB atter leje lokaler ”ude i byen”. 

Blandt Niels Salicaths initiativer til fornyelse af KAB var da derfor også tanker om 

opførelse af et nyt hus, og på bestyrelsesmødet den 25. september 1969 kunne direktøren 

redegøre for disse overvejelser, der ville flytte KAB langt væk fra Vester 

Voldgade miljøet. Men inden byggesagen nåede at blive en realitet, satte opbremsningen 

i byggeriet en stopper for tankerne, og i efteråret 1970 indgav KAB 

sig derfor i forhandlinger om erhvervelse af naboejendommen i Studiestræde 38, 

Grundtvigs Hus. Forhandlingerne lykkedes, og i 1971 kunne KAB overtage ejendommen 

fra det Grundtvigske Kirkeligt Samfund, der allerede i 1947 var flyttet til 

lokaler på Vartov og havde lejet huset ud til Københavns Kommune, hvis lejekontrakt 

netop udløb i 1971. 

39 Den er senere blevet en del af H.C. Andersens Boulevard 

40 Kunstnergruppen ”Corner” tog navn efter denne lokalitet, hvor de i 1932 holdt deres første udstilling 

i hall’en, 

180 Lange bølger

Byggehjørnet før renoveringen 

i 1990’erne 


181

Byggehjørnet var et modernistisk hus, opført under den gryende danske funktionalisme, 

medens Grundtvigs Hus hører til den danske Nationalromantik, tegnet af 

arkitekten Rolf Schroeder, der var elev af både Nyrop (bl.a. Rådhuset) og Rosen 

(bl.a. Palace Hotel) og opført fra 1906 til 1908. 

I 1982 karakteriserede arkitekterne Susan Madsen og Lise Kongsgaard Grundtvigs 

Hus på følgende vis: 

”Grundtvigs Hus er en ganske bemærkelsesværdig bygning. Den meget store bygning 

er 6 etager høj og 13 fag bred mod gaden. I facaden er der et frembuet 

midterparti i tre fag og to porte i de yderste fag. Øverst afsluttes bygningen af en 

vældig udkraget murkrone med skydeskår, hvilket giver bygningen et fæstningslignende 

udtryk.” 

Kirkeligt Samfund havde samlet ind i den grundtvigske bevægelse, men ikke nok, 

og det blev derfor nødvendigt at indrette både forretninger (som stadig findes) og 

et hotel med mere end 100 senge i den nye bygning. Med tiden blev det dog muligt 

at frikøbe hotellet, som blev lukket i mellemkrigstiden, hvilket gav mulighed for, 

at Kirkeligt Samfund kunne udvide sine aktiviteter til flere etager. 

Grunden blev hårdt udnyttet, der er bygget til alle hjørner, dog med en smule tilbagetrukken 

facade af hensyn til det buede midterparti. 

Grundtvigs Hus 

182 Lange bølger

Grundtvigs Hus, som bygningen trods en vis intern modstand kom til at hedde i 

1908, er opbygget med en meget stor hovedtrappe, forsynet med ovenlys, ud til 

hvilken en række fælleslokaler er placeret – Kirkesal, Dansesal og restaurant (Billedsalen), 

Selskabssal (nu kantine) og Gymnastiksal. I sideskibene samt mod Studiestræde 

ligger de lokaler, der nu udgør kontorer og mødelokaler. 

Da KAB overtog ejendommen i 1971, måtte der gennemføres en række mindre 

ændringer, men hele hovedgrebet stod uforandret, og med tiden er det lykkedes 

på nænsom vis at restaurere både Billedsalen og Kirkesal og inddrage dem i 

KAB’s aktiviteter. 

Ved indvielsen i 1908 udtrykte Kirkelig Samfunds formand håb om, at huset ville 

blive hjemsted for den grundtvigske bevægelse, så den kunne ”gå samlet frem til 

arbejde” og de unge blive ”sunde og stærke til livets strid”. Og sandt er det, at 

huset egner sig som base for en bevægelse og rummer mange af de fælles faciliteter, 

som netop bevægelser har brug for. Noget særlig hensigtsmæssigt kontorhus 

er det ikke, med et sted med ånd og historie, værdigt som center for en beboerstyret 

bevægelse. 

Omkring 1990 fandt direktionen tiden inde for modernisering af Byggehjørnet og 

hidkaldte Tegnestuen Vandkunsten, der udover ny farvesætning m.v. på facaden 

også foreslog ombygning af adgangs- og ekspeditionsforhold. Sådan blev det, 

men Vandkunstens indretning af stueetagen er dog ved senere ombygninger fjernet 

på ny. Men efter ombygningen fremstod det gamle Byggehjørne som et moderne 

byhus, der sammen med Grundtvigs Hus repræsenterer KAB på smukkeste 

vis i gadebilledet. 


183

Kilderne 

Kilderne til forståelsen af KAB’s sjæl har, som kilder er mest, været blandende og 

præget af deres ophavsmænd. Frem til 1945 spillede den store tilbageskuende 

fremstilling fra KAB’s første direktør F.C. Boldsen fra samme år den dominerende 

rolle som kilde, suppleret med andre af Boldsens skrifter, især det ejendommeligt 

åbenhjertige skrift fra lige over 1930’ernes midte, hvor Boldsen giver sin version af 

historiens gang uden megen filter. Hertil naturligvis andre publikationer, artikler 

og referater. 

Til forståelse af Fakstorps periode var bestyrelsesreferater og årbøger hovedkilden, 

medens de følgende perioder lod sig beskrive også ud fra interviews med 

nogle af de centrale aktører samt egne observationer, suppleret af et ret righoldigt 

kildemateriale. En særlig metodisk udfordring udgjorde perioden fra 1984 til 

1996, hvor den ene af forfatterne var KAB’s administrerende direktør. 

184 Lange bølger


185

186

Bilag 1: Formænd og direktører 

KAB’s formænd 

KAB’s adm. direktører 

Stilling Navn Periode 

Overretssagfører, cand. jur. Konrad Levysohn 1920 – 1925 

Dommer, senere Rigsadvokat, cand. jur. F. Pihl 1925 – 1926 

Professor, cand. polyt. Erland Thaulow 1926 – 1962 

Direktør, cand. polyt. Sven Brannov 1962 – 1962 

Højesteretssagfører, cand. jur. Niels Andersen 1962 – 1979/80 

Højesteretssagfører, cand. jur. Erik Stampe 1980 – 1988 

Professor, cand. polit. Bent Rold Andersen 1988 – 1993 

Pædagog, hovedkasserer Ritta Fischer Jensen 1993 – 2003 

Fællestillidsmand Kjeld Poulsen 2003 – 2006 

Uddannelse Navn Periode 

Cand. jur. F.C. Boldsen 1920 – 1945 

Kontoruddannet Hans Thorkild Fakstorp 1945 – 1966 

Cand. jur. Niels Salicath 1967 – 1984 

Cand. scient. pol. Jørgen Nue Møller 1984 – 1996 

Cand. scient. adm. Jesper Nygård 1996 – (2006) 


187

188

Bilag 2 : KAB’s byggerier 1920 – 2006 

Byggerier skrevet med blåt er særligt omtalt i bogen 

Navn og 

bygherre 

Arkitekt Beliggenhed Opført 

Bebyggelsens 

karakter 


Antal 

boliger 

Parlamentariske Boligselskaber 

Bakkehusene Ivar Bentsen og Th. Henningsen 

Bakkevej m.fl., Kbh. NV 1921 Rækkehuse 171 

Hillerødhus Ivar Bentsen og Th. Henning- Hulgårdsvej, Kbh. NV 1921 3 etager 

46 

sen 

8 butikker 

Jægervangen Ivar Bentsen og Th. Henning- Ermelundsvej m.fl., Gentofte 1921 Dobbelt- og 

23 

sen m.fl. 

enkelthuse 

Studiebyen Peter Nielsen, Ivar Bentsen, Ved Bernstorffsvej, Hellerup 1922 Enkelt-, dobbelt- 105 

Th. Henningsen, Povl Bau- 

og rækkehuse 

mann m.fl. 

4 butikker 

Heimdal Henning Jørgensen & Turin Amagerbrogade m.fl., Kbh. S 1923 3 etager 

4 butikker 

99 

Store Bakkehuse Thorkild Henningsen Godthåbsvej, Vanløse 1923 2 og 3 etager 

10 butikker 

18 

Grønnegården Povl Baumann Borups Allé m.fl., Kbh. NV 1924 3 etager 

16 butikker 

153 

Ved Classens 

Have 

Povl Baumann, Peter Nielsen, 

Falkentorp, Carl Petersen 

Arendalsgade m.fl., Kbh. Ø 1924 5 etager 

15 butikker 

18 garager 

Vendsysselhus Th. Henningsen Vendsysselvej, Vanløse 1925 3 etager 96 

Vibevænget Povl Baumann Gransangervej m.fl., Kbh. NV 1928 3 etager, 

udnyttet tagetage 

Kastelshaven 

KAB 

Ivar Bentsen og Peter Nielsen Kastelsvej, Kbh. Ø 1927 6 etager 

2 butikker 

4 garager 

Huse til salg Ivar Bentsen og Th. Henningsen 

Ordrup Station og Hvidkildevej, 

Kbh. NV 

191 

191 

60 

1927 Især rækkehuse 153 

Svanevænget Louis Hygom Svanevænget, Hellerup 1931 Store rækkehuse 9 

KAB Institutioner 

Solgården Henning Hansen Ourøgade/Langøgade m.fl., 

Kbh. Ø 

Fuglevænget Povl Baumann Mågevej/Gransangervej , Kbh. 

NV 

1930 5 etager 

10 butikker 

1930 3 etager 

Udnyttet tagetage 

8 butikker 

21 garager 

186 

321 

189

Arendal Louis Hygom Arendalsgade/Hardangergade, 

Kbh. Ø 

190 

1930 6 etager 

1 butik 

Vibehusene Hygom & Monberg Vibevej/Rørsangervej, Kbh. NV 1931 3 etager 


10 butikker 

Søndergården A/S Dominia Middelgrundsvej, Kbh. S 1931 5 etager 

4 butikker 

Vestergården Wittmack & Hvalsøe Vigerslev Allé, Valby 1931 5 etager 

8 butikker 

10 garager 

Hvidkildegård Ivar Bentsen Borups Allé m.fl., Kbh. NV 1931 3 etager 


9 butikker 

Sygeplejerskernes 

Hus 

Louis Hygom Tagensvej/Sjællandsgade, Kbh. 

NV 

1931 6 etager 

1 butik, kontor 

klublokaler 

Østergården Kay Fisker og C.F. Møller Vognmandsmarken, Kbh. Ø 1933 5 etager 

5 butikker 

Rødegården Louis Hygom Hvidkildevej, Kbh. NV 1933 3 etager 


Enghaven 

Stabilia A/S 

Wittmack & Hvalsøe Enghavevej m.fl., Kbh. SV 1933 5 etager 

4 butikker 

Grønnehavegård Eske Kristensen og 

Mogens Meyling 

Godthåbsvej m.fl., Frederiksberg 1934 5 etager 

4 butikker 

4 garager 

Lykkens Gave P. Søgaard Pedersen Ordrupvej m.fl., Charlottenlund 1935 5 etager 

5 butikker 

4 garager 

Saxhøj Erik Fisker og Martin Nielsen Peter Bangsvej m.fl., Frederiksberg 

1935 3 etager 

3 butikker 

Broholm Formentlig A/S Dominia Ordrup Jagtvej, Charlottenlund 1936 3 etager 


4 butikker 

Dansk Financia A/S 

Strandvejsgården P. Søgaard Pedersen Carl Nielsens Allé m.fl., Kbh. Ø 1938 5-6 etager 

16 butikker 

Christianshavnergården 

P. Søgaard Pedersen Ovengaden oven Vandet 

m.fl., Kbh. K 

Ved Volden Tyge Hvass og 

Henning Jørgensen 

1937 6 etager 

2 butikker 

Ved Volden, Kbh. K 1938 6 etager 

8 butikker 

Vestervænget P. Søgaard Pedersen Johan Kellers Vej, Kbh. SV 1935 5 etager 300 

Industrigården P. Søgaard Pedersen og 

S. Albinus 

Finsensvej, Frederiksberg 1942 6 etager 

Fabriksbygning 

Jagtgården Ordrup Jagtvej m.fl., Charlottenlund 

1945 3 etager 


2 butikker 

100 

355 

284 

162 

184 

209 

300 

127 

226 

76 

100 

66 

28 

190 

78 

154 

0 

46

Nordrevænge Povl Baumann Nattergalevej m.fl., Kbh. NV 1936 3 etager 


2 butikker 

Vibehjørnet E. Monberg Nattergalevej m.fl., Kbh. NV 1934 3 etager 


5 butikker 

Thylandshuse 

1 & 2 

P. Søgaard Pedersen Vanløse Allé m.fl., Vanløse 1937 3 etager 


Mariendalshave Ane Katrines Vej, Frederiksberg 1933 5 etager 

6 butikker 

214 

Rådmandshuse Rådmandsgade, Kbh. N 1933 5 etager 

6 butikker 

143 

Ordrupvejhuse Henning Jørgensen Ordrupvej, Charlottenlund 1934 5 etager 230 

Frankrigshuse 

Dominia A/S 

P. Søgaard Pedersen Frankrigsgade, Kbh. S 1935 5 etager 

5 butikker 

230 

Tranevænget til 

salg 

Ib Lunding Tranegaardsvej, Hellerup 1935 Store rækkehuse 9 

Ordrupvej 76 P. Søgaard Pedersen Ordrupvej, Charlottenlund 1934 5 etager 

3 butikker 

26 

Samvirkende Boligselskaber 

Jyllandshuse A/S Dominia Hanstholmvej m.fl., Vanløse 1941 3 etager 

6 butikker 

Daginstitutioner 

185 

Holmehusene A/S Dominia Hanstholmvej, Vanløse 1942 Rækkehuse 11 

Jydeholmen A/S Dominia Holmestien m.fl., Vanløse 1942 3-4 etager 

Rækkehuse 

Himmerlandshuse 

A/S Dominia Jydeholmen m.fl., Vanløse 1944 5 etager 

3 butikker 

Rebildhuse A/S Dominia Klingseyvej m.fl., Vanløse 1945 3-5 etager 

4 butikker 

132 

Sallinghus A/S Dominia Randbølvej m.fl., Vanløse 1945 4 etager 88 

Sjællandshuse A/S Dominia Natalie Zahles Vej m.fl., Kbh. SV 1941 5 etager 

Vuggestue 

Bispebjerg 

Terrasser 

A/S Dominia Bispebjerg Park Allé m.fl., Kbh. 

NV 

1942 3 etager 

4 butikker 


Humlevænget A/S Dominia Bjernedevej m. fl., Brønshøj 1943 Rækkehuse 

10 butikshuse 

12 garager, kontor 

Stefansgård Kay Fisker, C.F. Møller og 

Eske Kristensen 

Hellebækgade m.fl., Kbh. N 1942 6 etager 

10 butikker 

Børnehave 

Fynshuse A/S Dominia Borups Allé m.fl., Kbh. NV 1942 3 etager 


2 butikker 



262 

24 

69 

158 

77 

267 

398 

392 

250 

167 

191

Stilledal Th. Dreyer Stilledal, Vanløse 1943 3 etager 


Skyttevænget A/S Dominia Sandhusvej m.fl., Valby 1943 3 etager 

Børnehave 

Glumsøparken A/S Dominia Frederikssundsvej m.fl., Brønshøj 1943 3 etager 

5 butikker 

Lollikhuse A/S Dominia Karlslundevej m.fl., Brønshøj 1943 3 etager 

Ungdomsgård 

Dagsinstitutioner 

165 

Falsterbo A/S Dominia Karslundevej m.fl., Brønshøj 1943 3 etager 162 

Langelandshus A/S Dominia Frederikssundsvej, Brønshøj 1944 4 etager 

4 butikker 

76 

Dybbølhus A/S Dominia Ernst Kapers Vej, Kbh. SV 1944 5 etager 90 

Rolandsgården A/S Dominia Frederikssundsvej m.fl., Brønshøj 1945 4-6 etager 

17 butikker 

288 

Abildgården A/S Dominia Frankrigs gade m.fl., Kbh. S 1944 3-5 etager 

6 butikker 


373 

Elleparken A/S Dominia Bekkergård Vænge m.fl. Valby 1948 270 

Grøndalslund Hauge & Kornerup Bang Buskager m.fl., Vanløse 1952- 

1954 

224 

Lønstruphuse A/S Dominia Hanstholmvej m.fl., Vanløse 1945 102 

Husum Vænge Stadsarkitekten Husum Vænge m.fl., Brønshøj 1957 Ældreboliger 263 

Herlevhuse A/S Dominia Ardfuren m.fl., Herlev 1948- 

1950 

Bellahøj A/S Dominia og 

Stadsarkitekten 

192 

Bellahøjvej m.fl., Brønshøj 1951- 

1958 

99 

340 

425 

Fritliggende huse 262 

11 højhuse 


Vaskeri 

Bellahøj 3 A/S Dominia Bellahøjvej, Brønshøj 1971 Beskyttede boliger 80 

Tingbjerg 1 Steen Eiler Rasmussen Bygårdsstræde m.fl., Brønshøj 1958 11 etagehuse 336 

Tingbjerg 2 Steen Eiler Rasmussen Ruten m.fl., Brønshøj 1966 8 etagehuse 

Børnehave 

213 

Tingbjerg 3 Steen Eiler Rasmussen Ruten m.fl., Brønshøj 1967 10 etagehuse 243 

Tingbjerg 4 Steen Eiler Rasmussen Arkaderne m.fl., Brønshøj 1969 7 etagehuse 

Pensionistboliger 

og familieboliger 

219 

Tingbjerg 5 Steen Eiler Rasmussen Arkaderne m.fl., Brønshøj 1971 6 etagehuse 

Pensionistboliger 

og familieboliger 

120 

Tingbjerg 

Butikscenter 

Steen Eiler Rasmussen Ruten, Brønshøj 1972 2 etager 0 

Tingbjerg 

Plejehjem 

Steen Eiler Rasmussen Midtfløjene, Brønshøj 1972 Plejeboliger 48 

Børnegården 

Vanløse 

A/S Dominia Tyborøn Allé, Vanløse 1952 Børneinstitutioner 0 

487

Margrethegården A/S Dominia Retortvej, Valby 1950 Børneinstitutioner 0 

Tusindfryd Fællestegnestuen Næsbyholmvej, Brønshøj 1982 3 etager 18 

Wittenberghus A/S Dominia Wittenberggade m.fl., Kbh. S 1962 2 etagehuse 

6 etager 

115 

Flexibo Fællestegnestuen Følfodvej, Kbh. S 1976 Række- og 

kædehuse 

68 

Saxobo Fællestegnestuen Matthæusgade m.fl., Kbh. V 1983 4 etager 51 

Lykkebo Fællestegnestuen Prisholmvej, Valby 1990 2 etager 50 

Utterslevhuse Arkitema 

(Arkitektgruppen i Århus) 

Ruten, Brønshøj 1996 214 

Amagerbyerne Fællestegnestuen Aldrig gennemført forspil til 

Ørestad 

0 

Valbyholm (Stadsarkitekten) Valbyholm m.fl., Valby 1995 Ældreboliger 292 

Voldboligerne (Stadsarkitekten) Christianshavns Voldgade m.fl., 

Kbh. K 

1952 Ældreboliger 140 

Vesterbo Absalonsgade, Kbh. V 1998 48 

Livornoparken Gerhdt Bornebusch Livornovej, Kbh. S 1991 Ældreboliger 79 

Grøndals 

Ældreboliger 

Gerhdt Bornebusch Godthåbsvej, Brønshøj 1994 3 etager 20 

Absalonshus Absalonsgade, Kbh. V 2000 48 

Bonderupgård 

Plejeboliger 

Bornebusch Tegnestue Rnadbølvej, Vanløse 2000 Plejeboliger 58 

Kastrupvej 

Ungdomsboliger 

Persiensvej, Kbh. S 1992 Ungdomsboliger 9 

På Sporet A/S Dominia Vermlandsgade, Kbh. S 2001 Hjemløseboliger 12 

Sluseholmen Arkitema Sluseholmen m.fl., Kbh. SV 2007 Etagehuse 69 

Teglværkshavnen Vandkunsten Teglholms Allé, Kbh. SV 2007 Etagehuse 61 

Frederiksberg forenede Boligselskaber 

Nyelandshuse A/S Dominia Rolfs Plads, Frederiksberg 1940 5 etager 213 

Grønlandsgård A/S Dominia Flintholm Allé, Frederiksberg 1942 5 etager 50 

Havremarken Køster, Hygom og 

Finsensvej, Frederiksberg 1940- 5 etager 

199 

A/S Dominia 

1942 Institutioner 

1950 Barnebo 

Rolfsgård Rolfs Plads, Frederiksberg 1944 3-6 etager 

Dagsinstitutioner 

145 

Broagerhus A/S Dominia Henning Matzens Vej m.fl., 1945 5 etager 

150 

Frederiksberg 

Børnehave 

Søndermarken A/S Dominia Borgmester Fischers Vej m.fl., 1951- 5 punkthuse 433 

Frederiksberg 

1955 15 etager 

Center 

Vandværks- Ole Vinter Godthåbsvej, Frederiksberg 1958 2 etagehuse 

56 

gården 

6 etager 


193

Solbjerg Have Fællestegnestuen Lauritz Sørensens Vej m.fl., 

Frederiksberg 

Thielebo Ungdoms- 

og Ældreboliger 

194 

1979 Integreret bebyggelse 

Plejehjem 


Fællestegnestuen J.M. Thielesvej, Frederiksberg 1990 Ungdomsboliger 

og ældreboliger 

Finsensgård Frederiksberg Kommunes 

tekniske forvaltning 

Finsensvej, Frederiksberg 1952 Etagehus 

6 etager 

Finsenshave A/S Dominia Finsensvej, Frederiksberg 1960 2 etagehuse 

5 etager 

Skolevænget A/S Dominia Helge Rodes Allé m.fl., 

Frederiksberg 

Tartuhus A/S Dominia Sofus Francks Vænge, 

Frederiksberg 

Vinstrupgård Fællestegnestuen Henrik Ibsens Vej m.fl., 

Frederiksberg 

Brevduebanen 

Boliger for yngre 

handicappede 

Gerhdt Bornebusch Bag Søndermarken, 

Frederiksberg 

Boligselskabet for Handicappede i Frederiksberg Kommune 

Boligselskabet for 

Handicappede i 

Frederiksberg 

Kommune 

328 

68 

71 

148 

1959 3 etagehuse 

3-5 etager 

117 

1976 Etagehus 

9 etager 

70 

1985 Etagehus 

4 etager 

79 

1992 Ældreboliger 104 

Vandkunsten Solbjerg Have, Frederiksberg 1992 Handicapboliger 30 

A/S Dominia Betty Nansens Allé, 

Frederiksberg 

Frederiksberg Kommune og Frederiksberg Boligselskab 

Frederiksberg 

kommune 

Frederiksberg Kommune. 

A.S.K. Lauritsen Kommunale 

ejendomme solgt til KAB 1930 

Roskildegården Roskildevej/ 

Camilla Nielsens Vej, 

Frederiksberg 

Sønderjyllandsgården 

1970 Handicapboliger 63 

1920- 

1930 

Etagebyggeri + 

tæt/lavt 

1935 5 etager 

10 butikker 

Peter Bangs Vej, Frederiksberg 1936 5 etager 

5 butikker 

Solbjerggård 

RKE (Rødovre) 

Peter Bangs Vej, Frederiksberg 1938 5 etager 

2 butikker 

148 

Horsevænget A/S Dominia Horsevænget m.fl., Rødovre 1944 Række- og enkelthuse 

Butikker 

144 

Krogsbæk A/S Dominia Horsevænget, Rødovre 1953 3 rækkehuse 41 

Torbenhuse A/S Dominia Rødovrevej m.fl., Rødovre 1949 8 etagehuse 

Klinikker 

167 

Karlsvænge A/S Dominia Grønlundsallé m.fl., Rødovre 1950 12 rækkehuse 90 

Schweizervænget A/S Dominia Marievej m.fl., Rødovre 1953 8 etagehuse 96 

2.300 

209 

188

Ørbyvang Medelbyvej m.fl., Rødovre 1999 Række- og 

etagehuse 

Familie- og 

ungdomsboliger 

77 

Rødkløveren 

Gladsaxe Almennyttige Andelsboligforening 

Vamdrupvej, Rødovre 1999 Seniorbofællesskab 

18 

Højebo A/S Dominia Søborg Hovedgade m.fl., Søborg 1943 5 etager 40 

Ved Stadion A/S Dominia Bagsværd Hovedgade, 

Bagsværd 

1947 Etagehus 53 

Bondehavevej A/S Dominia Bondehavevej, Søborg 1947 Rækkehuse 13 

Bakkely Ole Hagen Bagsværd Hovedgade m.fl., 

Bagsværd 

Marielyst A/S Dominia Frødings Allé m.fl., Søborg 1953- 

1955 

Kildevænget Fournais & Eiberg Kildebakkegårds Allé m.fl., 

Søborg 

1951 3 etager 


1956- 

1959 

14 etagehuse 

22 rækkehuse 

16 etagehuse i 

3 etager 

Butiksbygning 

Børnehave 

Mørkhøjvænge Ib Lunding Juni Allé, Herlev 1961 Især pensionistboliger 

Tårnby Kastrup Boligselskab 

Thyges Gaard A/S Dominia Kastruplundsgade m.fl., Kastrup 1952 4 etager 

1 butik 

Allégården A/S Dominia Almegård Allé m.fl., Kastrup 1949- 

1971 

3-4 etager 

Center 


Garager 

Kastrupvænge A/S Dominia Kastrupvænge, Kastrup 1943 Rækkehuse 16 

Høje-Taastrup Boligselskab 

Rådhushaven A/S Dominia Espens Vænge m.fl., Tåstrup 1946 Række- og enkelthuse 

41 

Kallerupvang A/S Dominia Birkevang m.fl., Hedehusene 1945- 

1949 

2 etager 92 

Thorsgård A/S Dominia Roskildevej m.fl., Tåstrup 1949 Etagehus 

3 etager med 

udnyttet tagetage 

30 

Fløngvangen A/S Dominia Hedevej, Hedehusene 1949 2 etagehuse i 

2 etager 

16 

Engvadgård Fællestegnestuen Keglens Kvarter m.fl., 

Hedehusene 

1973 Gårdhavehuse 71 

Gentofte Kommunes Ejendomsselskab 

Mosegårds- Einar Rosenstand og 

Stolpehøj, Gentofte 1944- 6 etagehuse i 311 

parken 

A/S Dominia 

1950 3 etager 

Rækkehuse 

5 butikker 

Vuggestue 


87 

561 

450 

84 

157 

1092 

195

Herstedernes Kommunes Boligselskab - Albertslund Boligselskab 

Solhusene A/S Dominia Solvej, Albertslund 1945 2 etager 72 

Albertslund Syd Fællestegnestuen Kanalens Kvarter, Albertslund 1965 Rækkehuse og 548 

Gårdhavehuse 

gårdhuse 

Albertslund Syd Fællestegnestuen Kanalens Kvarter, Albertslund 1968 3 etager med offl. 624 

Etagehuse 

funktioner 

3 daginstitutioner 

Albertslund Nord A/S Dominia (blå linie) (Damgårdsarealet) Terrassehuse 

0 

1 (urealiseret 

projekt) 

(1452) 

Albertslund Nord Mangor & Nagel Damgårdsvej, Albertslund 1969 3 etager 

504 

2 (realiseret) 

4 daginstitutioner 

Albertslund Vest Fællestegnestuen Herstedvestervej, Albertslund 1967 Gårdhavehuse 

Daginstitution 

458 

Damgårdslunden 3 tegnestuer 

Damgården, Albertslund 1987- Tæt/lavt 380 

m. KUBEN Martin Rubow m.fl. 

1990 

(3 afdelinger) Vandkunsten 

(3 andelsbf.) Møllen 

Ballerup Ejendomsselskab 

Stationsgården Elsebeth & Kjeld Ussing Banetoften m.fl., Ballerup 1952, Boliger og butikker 162 

1957, 

1966 

4 etager 

Ellebo A/S Dominia 

Baltorpvej, Ballerup 1964 Etagehus 

284 

(ren. Helle Blad) 

(1991) 4 etager 

Lundegården Fællestegnestuen Broens Kvarter m.fl., Ballerup 1970 Gårdhavehuse 745 

og Ombygget 

1975 1996-99 

Egestrædet Lundgaard & Tranberg Agernskrænten m.fl., Ballerup 1995 Etagehuse 

Udviklingsprojekt 

40 

Egebjergvang Fællestegnestuen Egebjergvang, Ballerup 1985 Tæt/lavt 146 

Lindevang Fællestegnestuen Linde Allé, Ballerup 1988 Etagehus 

3 etager 


21 

Skotteparken Hanne Marcussen & 

Skotteparken, Ballerup 1992 Tæt/lavt 

100 

J.P. Storgaard 


Thermologica Dissing & Weitling Egebjerg Bygade, Ballerup 1996 Tæt/lavt 


6 

Tøndehvælv Vandkunsten Egebjerg Bygadem.fl., Ballerup 1994 Fremtidens 

rækkehus 

28 

Fælleshus Lundgård & Tranberg Egebjerg Bygade, Ballerup 1995 0 

Brøndby Kommunes Boligselskab 

Kirkebjerg 1 Kirkebjerg Allé, Brøndby 1945 3 etager 

Rækkehuse 

4 butikker 

117 

Brøndby Nord Kay Fisker m.fl. Roskildevej m.fl., Rødovre 1965- 3 højhuse 

1267 

1970 14 4 etages blokke 


196

Brøndby Strand Høgsbro & Th. Dreyer Brøndby Strand 1969- 

1974 

12 højhuse 

16 etager 

66 4 etages blokke 

8 rækkehuse i 

2 etager 

Lokalcentre 

Institutioner 

Furesø (Farum) Boligselskab 

Sportsvænget A/S Dominia Farum Hovedgade, Farum 1945 2 etager 

1949 Udnyttet tagetage 

Nordvænget 1 A/S Dominia Gammelgårdsvej m.fl., Farum 1957 7 etagehuse 

3 etager 

Nordvænget 2 A/S Dominia Gammelgårdsvej m.fl., Farum 1964- 

1967 

Farum Midtpunkt Fællestegnestuen Birkhøjterrasserne m.fl., Farum 1970- 

1975 

Andelsboligforeningen Eskemosepark 

Eskemosepark 

4 afdelinger 

Henning Jensen & 

Torben Valeur 

Eskemosegårds Allé m.fl., 

Birkerød 

1957- 

1982 

Etagehuse 

4 etager 

24 terrassehuse 

4 blokke i 4 etager 

Institutioner 

Faciliteter 


2851 

42 

117 

200 

1645 

Etagehuse 248 

Daginstitutioner Jensen & Valeur Nørrevang, Birkerød 1969 3 daginstitutioner 0 

Herlev Boligselskab 

Kagsgårdens 

Boliger 

Kagsgårdens 


Eske Kristensen & Juul-Møller Stationsalleen m.fl., Herlev 1969 8 blokke 

3 etager 

Butik og forretning 

275 

Toggangen, Herlev 1996 6 

Banevænget A/S Dominia og Th. Dreyer Baneløkken m.fl., Herlev 1954 15 etagehuse 

3 etager 

411 

Cederbo Vandkunsten Gammelgårdsvej, Herlev 2002 Kædehuse 

Ældre- og medejerboliger 

18 

Herlev Ringgård A/S Dominia Herlev Bygade m.fl., Herlev 1948 Etagehuse 42 

Kilometergården A/S Dominia Tornerosevej, Herlev 1946 144 

Kirkehøj 

Etagehuse 

Kirkehøj 

Kædehuse 

Lærkegård 

Center 

A/S Dominia Tornerosevej, Herlev 1950 Etagehuse 106 

A/S Dominia Dværgbakken m.fl., Herlev 1953 Kædehuse 77 

CUBO Persillehaven, Herlev 1996/ 

2003 

Ældreboliger 48 

Nørrevang Maaholm & Palle Rostock Bopladsen m.fl., Herlev 1955 Kædehuse 34 


1 


2 

Hanne Marcussen, Storgaard 

& Ørum Nielsen 

Hanne Marcussen & 

J.P. Storgaard 

Tubberupvænge, Herlev 1987 Tæt/lavt 

Bofællesskab 

Tubberupvænge, Herlev 1990 Tæt/lavt 


27 

92 

197

Hvidovre Boligselskab 

Hvidovreparken A/S Dominia Hvidovrevej m.fl., Hvidovre 1945 3 etager 

7 butikker 

Børnehave 

121 

Baunevangen A/S Dominia M. Bechs Allé m.fl., Hvidovre 1950 Rækkehuse 151 

Baunevangen 

M. Bechs Allé, Hvidovre 2005 Rækkehuse 

16 

ældreboliger 

Ældreboliger 

Skårupvej Arkitema 


Skårupvej, Hvidovre 1990 Tæt/lavt 72 

Boligselskabet Friheden (Hvidovre) 

Friheden I A/S Dominia Hvidovre Enghavevej m.fl., 1962 22 blokke 

1170 

Hvidovre 

Etagehuse 

Friheden VI A/S Dominia Strandmarksvej, Hvidovre 1968 12 etager 

Butikscenter 

Kontorer 

Bibliotek 


48 

Lille Friheden Arkitema Lille Friheden, Hvidovre 2003 Ungdoms- og 

ældreboliger 

96 

Lyngby Boligselskab 

Fortunen A/S Dominia Agervang m.fl., Kgs. Lyngby 1949 Etage- og rækkehuse 

381 

Fortunen Øst A/S Dominia Akademivej m.fl., Kgs. Lyngby 1971 5 blokke 

3-6 etager P-hus 

314 

Carl Lunds Vænge Carl Lunds Vænge m.fl., Kgs. 

Lyngby 

1993 26 

Emil Pipers Have Christians Gerlachs Tegnestue Emil Pipers Vej, Kgs. Lyngby 1996 Tæt/lavt 

Ældreboliger 

24 

Hjortholm Christian Gerlach Hjortholmsvej, Kgs. Lyngby 1991 Ældreboliger 

Byvilla 

12 

Skolebakken Christian Gerlach Skolebakken m.fl., Kgs. Lyngby 1997 Rækkehuse 

Ældreboliger 

24 

Toftebæksgård Fællestegnestuen Høstvej, Kgs. Lyngby 1987 Gårdformede 

rækkehuse 

16 

Fredensborg (Karlebo) Boligselskab 

Niverød III Fællestegnestuen Kastanjens Kvarter m.fl., Nivå 1974 Rækkehuse 282 

Niverød IV) Fællestegnestuen Byvejen m.fl., Nivå 1978 Gårdhavhuse 254 

Mergeltoften Mergeltoften, Nivå 1997 

2003 

Bofællesskabet 

Byvejen 

Glostrup Ejendomsselskab 

Glostrup Vestergård 

4 afdelinger 

198 

Tæt lavt 

Ældreboliger 

Byvejen, Nivå 2003 Rækkehus 

Bofællesskab 

Ole Hagen Sandbjergvej m.fl., Glostrup 1950- 

1965 

Etagehuse 

3 etager 

48 

5 

819

Vestergårdens 

daginst. 

Ole Hagen 1968 0 

Engbrydeparken A/S Dominia Glentevej, Glostrup 1955 15 etagehuse 

4 butikker 

176 

Marienlyst Boligselskab (Helsingør) 

Marienlyst Park 1 Tyge Holm & F. Grut Ndr. Strandvej, Helsingør 1948 Ombygget (1948) 

badehotel 

25 

Marienlyst Park 2 A/S Dominia Opheliavej, Helsingør 1950 Etagehus 18 

Sydkystens (Greve alm.) Boligselskab 

Greveflex Fællestegnestuen Havehusene m.fl., Greve 1981 Tæt/lavt 213 

Bøgehegnet 1, 2 

og 3 (3 for Greve 

Boligselskab) 

Fællestegnestuen Bøgehegnet, Greve 1984- 

1986 

Etage- og 

rækkehuse 

Ægirs Kvarter Vandkunsten Ægirs Kvarter, Greve 1988 Tæt/lavt 88 

Heimdals Kvarter Fællestegnestuen Heimdals Kvarter, Greve 1988 Tæt/lavt 87 

Thors Kvarter Vandkunsten Thors Kvarter, Greve 1992 Tæt/lavt 91 

Valhals Kvarter Vandkunsten Valhals Kvarter, Greve 1990 Tæt/lavt 96 

Birkehegnet Vandkunsten Birkehegnet, Greve 1995 Tæt/lavt 54 

Enebærhegnet Fællestegnestuen Enebærhegnet, Greve 1986 Tæt/lavt 105 

Fyrrehegnet Skårup & Jespersen Fyrrehegnet, Greve 1993 Tæt/lavt Etagehuse 


53 

Granhegnet Arkitema 

Granhegnet, Greve 1993 Tæt/lavt og 

80 


etagehuse 

Kirsebærhegnet Fællestegnestuen Kirsebærhegnet, Greve 1988 Tæt/lavt 91 

Snebærhegnet Fællestegnestuen Snebærhegnet, Greve 1987 Tæt/lavt 97 

Klyngen Fællestegnestuen Klyngen, Greve 1980 Tæt/lavt 44 

Skriverhusene Bente Aude & Boje Lundgård, Dønnersgårds Allé, Greve 1985 Rækkehuse 

6 

Georg Rotne og Peter Sørensen 

Udviklingsbyggeri 

Karlstrup Boligselskab (Solrød) 

Druemarken Fællestegnestuen Druemarken, Solrød 1982 Rækkehuse 48 

Solvænget Nord Fællestegnestuen Fredensvej, Solrød 1986 Rækkehuse 12 

Egedal (Smørum) Boligselskab 

Smørum Fællestegnestuen Irishaven, Smørum 1976 Gårdhuse 

137 

Gårdhuse 

Børneinstitution 

Møllebo, Elmehøj Nielsen & Rubow Dyvelåsen, Smørum 2002 Rækkehuse 

52 

og Kløveren 

3 senior-bofællesskaber 

Ledøje-Smørum Kommunes Almene Boligselskab 

Porsebakken Mangor & Nagel Nybøllevej m.fl., Smørum 2004 Ældreboliger 

Servicearealer 

30 

Stenløse-Ølstykke Boligforening 

Borgmester- Nielsen & Rubow Marienlyst, Ølstykke 2004 Senior andels- 18 

parkenbofællesskab 


570 

199

Fortehusene Tegnestuen Baghuset Farumvej, Stenløse 1992 Rækkehuse 

Ældrevenlige 

Teglværksparken Vandkunsten Teglværksparken, Ganløse 1993 Tæt/lavt 25 

Andre afdelinger 910 

Roskilde Nord (Gundsø) Boligselskab 

Baunehøjparken (totalentreprise) Baunehøjparken, Jyllinge 1982 Rækkehuse 106 

Mølleengen Mølleengen, Jyllinge 1988 Rækkehuse 141 

Sværdagergård Sværdagergård, Jyllinge 1997 Ældreboliger 20 

Frederiksborg Boligselskab (Hillerød) 

Hillerødsholm A/S Dominia Selskovvej, Hillerød 1947 Etagehuse 48 

Stutterivænget A/S Dominia Stutterivænget, Hillerød 1956 Etagehuse 54 

Havrevangen Vilhelm Lauriritzens tegnestue Havrevangen, Hillerød 1994 Rækkehuse 


50 

Grønnegade 

Ældreboliger 

Grønnegade m.fl., Hillerød 1994 Ældreboliger 48 

Vallensbæk Boligselskab 

Højstrupparken A/S Dominia Højstrupparken, Vallensbæk 

Strand 

1965 172 

Rosenlunden 

Kollegier 

Arne Meldgaard Rosenlunden, Vallensbæk 1991 Tæt/lavt 82 

Otto Mønsteds 

Kollegium 

A/S Dominia Rektorparken, Kbh. SV 1955 Kollegieværelser 307 

DIS A/S Dominia Albertslund Kollegieværelser 512 

Frankrigsgades 

Kollegiet 

200 

Fællestegnestuen A/S Dominia Frankrigsgade, Kbh. S 1971 Kollegieværelser 

10 etager 

Herlevkollegiet Eske Kristensen & Juul-Møller Stationsalleen, Herlev 1970 Kollegieværelser 

3 etager 

Nybrogård 

Kollegiet 

Rigshospitalets 

Kollegium 

Evnesvages Vel 

Spaniensgade 

Kollegiet 

Eva & Niels Koppel Nybrovej, Lyngby 1971 Kollegieværelser 

2 etages blokke 

538 

A/S Bygma Jagtvej, Kbh. N 1971 Kollegieværelser 420 

Palle Suenson Spaniensgade, Kbh. S 1970 Kollegieværelser 75 

Lægeforeningen/Brumleby Almennyttige Andelsboligforening 

Brumleby Bindesbøl Brumleby, Kbh. Ø 1855 

og 

senere 

2 etager 242 

Lægeforeningen A/S Dominia 

0 

Boliger 

Henriksgården 

(Larsen & Nielsen Construct) 

10 

126 

140

Andre bygherrer 

Danske embedsmænds 

Samråd, 

enkebolig 

Amager Strandvej, Kbh. S 1928 6 etager 84 

Typografernes 

Tagensvej/Tuborgvej, Kbh. N 1934 3 etager 

154 

Stiftelse, Typografernes 

Hus 


Porcelæns- og 

Sallingvej/Thyvej, Vanløse 1937 3 etager, 

48 

Fajancearbejdernes 

Stiftelse 


Selvejende 

Jagtvej/Stadens Vænge 1944 5 etager, 

68 

Institution 


Kvindehjemmet 


Boligselskabet 

Bjarkesvej, Helsingør 1940 Blandet 

102 

Christianshøj 

boligkvarter 

Næstved 

Kildemarksvej, Næstved 1941 Enkelthuse og 163 

Boligselskab 

2 afdelinger 

stokbebyggelse 

Sorø Boligselskab Asser Riigsvej, Sorø 1943 Enkelthuse 17 

Arbejdernes 

Boligselskab, 

Hørsholm 

Arbejdernes 

Boligselskab 

Hørsholm, 

Frennevænget 5 

Lindeparken, 

Nykøbing Falster 

Dansk Blindesamfund, 

Odense 


Valby 


Farum 


Haslev 

Højdevangens 

Plejehjem 

Hyltebjerg Sogns 

Menighedspleje 

Hyltebjerggård 

Statens 

Blindesamfund 

Bredegård 

Plejehjem 

Kongevejen, Usserød 1944 3 etager 

1 butik 

A/S Dominia Ahornvej, Hørsholm 1968 2 blokke 

3 etager 

Rækkehuse 

Garager 

A/S Dominia Lindevænget, Nykøbing Falster 1968- 

1970 

4 etagehuse i 

4 etager 

Palle Suenson Tingvallavej, Pårup 1970 3 blokke i 2 etager 

Undervisningslokaler 

40 

Palle Suenson Vigerslev Allé, Valby 1967 Etagehus i 4 etager 

Socialkontor 

143 

Palle Suenson Stavnsholt, Farum 1971 Institution 55 

Palle Suenson Humlevænget, Haslev 1971 Boliger 

Beskæftigelseshus 

Faciliteter 

Thorball & Kønig Sundbyvestervej, Kbh. K 1971 Plejehjem 

Dagcenter 

Kay Fisker m.fl. Lindeallé, Vanløse 1968 Plejehjem 

Daginstitution 

Palle Suenson Bredegård, Fredensborg 1972 1 etage 

Faciliteter 


29 

90 

240 

24 

82 

37 

50 

201

Carlsberg 

Nygårdsvej 

Carlsberg Bryggervangen 

Nationalbanken 

Øster Fælledgård 

Dansk Røde Kors 

Afd. København 

& Omegn 

202 

A/S Dominia Nygårdsvej, Østerbro 1969 Etagehus i 

6 etager 

Chr. Permin Bryggervangen, Kbh. Ø 1968 6 etager 

P-kælder 

Fællestegnestuen Vordingborggade, Kbh. Ø 1976 6 etager 

Faciliteter 

Dan Fink Bag Søndermarken 1971 Plejehjem med 

dagcenter 

Nivå Kommune A/S Dominia Smedebakken, Nivå 1966 

1969 

2 børnehaver 0 

EGV Hvidt & Mølgård Niverødvej, Nivå 1971 Genoptræningshjem 

m. faciliteter 

52 

Hejrevangens 

Boligselskab, 

Humlebæk, 

Afdeling 1 

Farum Kommune 

Plejehjem 

Strandmarkskirken 

Jonstrup 

Plejehjem 

FællesorganisationensBoligforening, 

Slagelse 

Hellig Anders 

Park 

Fagforeningernes 

Boligforening 

Det Blå Hus 


Slagelse, 

Alliancehaven 


Plejecenter 

Smedegade 

Abf. Holmegården 

Nyborg, 

Nyborg gamle 

Banegård 

Helsingør Kommune 

og Espergærde 

Abf. Plejeog 

aktivitetscenter 

Strandhøj 

Humlebæk 1946 2 etager 


A/S Dominia Hovedgaden, Farum 1971 Plejehjem 48 

A/S Dominia Strandmarksvej, Hvidovre 1968 Kirke 0 

Maahr & Arne-Hansen Chr. Hauchs Allé, Jonstrup 1971 Plejehjem for 

spastisk lammede 

CUBO Slagelse Baneby, Slagelse 1994 Udviklingsprojekt 

Fleksibel bolig 2 

Beim, Dahl & Sørensen Slagelse 1992 Den dobbelte 

mursten 


Vandkunsten Slagelse Midtby 1999 Ældreboliger 

Ældrecenter 

3 x Nielsen Slagelse 2001 Ældreboliger 

Center 

S & I Arkiteker Nyborg 2001 Renovering og 

etageboliger 

Blad & Thygesen Espergærde 2002 Plejeboliger med 

servicearealer 

47 

50 

152 

65 

18 

42 

30 

24 

108 

74 

26 

50

Lokal Abf., 

Solsikkehaven 

Boligselskabet af 

1943, Næstved 

Skovburren 

Fagbo, Århus 

Fem fingre 

Lundgaard & Tranberg Solsikkehaven, Kolding 1996 Tæt/lavt 


Økologi 

Boje Lundgaard 1997 Længehus 


Økologi 

Vandkunsten Skejby, Århus 1994 Rækkehus 


Statsbo, Århus Tegnestuen Volden Århus Skejby, Århus 1993 Tæt/lavt 


Fleksibel bolig 1 

Økohus 99 Århus 

Ringgården 

Økohus 99 Ikast 

Ikast Boligselskab 

ALBO og Korsør 

Boligselskab 

Ældreboliger 

Boligselskabet 

Fjordparken, 

Nykøbing Falster 

Vandkunsten Skejby, Århus 1999 Rækkehuse 

Økologisk 

udviklingsprojekt 

Vandkunsten Friesenborgparken, Ikast 1998 Rækkehuse 

Økologisk 

udviklingsprojekt 

AI-gruppen Korsør 2006 Ældreboliger 

Servicecenter 

Frederik Toubro Frisegade Nykøbing F. 1989 Tæt/lavt 33 


30 

72 

30 

40 

38 

51 

60 

203

204

Litteratur 

1. F.C. Boldsen, Et dansk Boligselskabs Historie, 1945 

2. F.C. Boldsen, Politik og Byggevirksomhed, Sagligt eller Politisk Boligbyggeri, 

(1937/38) 

3. Bestyrelsesreferater fra ca. 1940-2006 

4. Susan Madsen og Lise Kongsgård, Til Værn og Sejr, KAB 1992 

5. KAB, Derfor er vi her, derfor gør vi det, pjece 2007 

6. KAB’s årsberetninger 1970-2006 

7. KAB’s femårsoversigter 1945-1970 

8. Diverse internt materiale, herunder mapper vedr. ejendommene, beskrivelser 

af ejendomme m.v. 


205

Fotos af bebyggelser er taget af Gøsta Knudsen sommeren 2007 

Øvrige: 

Side 8 F.C.Boldsen: KAB arkiv 

Side 9 Bispetorvsannekset: Susanne Grenaae 

Side 12 Konrad Levysohn og F Pihl: Det Kgl. Bibliotek 

Side 13 Elna Munck: Borgerrepræsentationen, Kbh. Rådhus 

C.V. Bramsnæs: BL arkiv 

Carla Meyer: Det Kgl. Bibliotek 

O. Bouet: Borgerrepræsentationen, Kbh. Rådhus 

Side 15 Erland Thaulow: Det Kgl. Bibliotek 

Side 17 Bykort 1840: Det Kgl. Bibliotek 

Side 19 Boliger i København: Det Kgl. Bibliotek 

Side 23 Byggeforeningshus: Marianne Svolgaard 

Side 25 Grøndalsvænge: Marianne Svolgaard 

Side 57 Svalegården: KAB arkiv 

Side 59 Vester Voldgade 17: KAB arkiv 

Side 62-67 Byggepladser i 1940’erne: KAB arkiv 

Side 73 H.T. Fakstorp: KAB arkiv 

Side 98 Niels Andersen: KAB arkiv 

Side 107 Viggo Møller-Jensen: KAB arkiv 

Tyge Arnfred: Det Kgl. Bibliotek 

Side 116 Niels Salicath: BL arkiv 

Side 120 Niels H. Kjærsgård: KAB arkiv 

Side 123 Erling Olsen: Fridtjof Bornkessel 

Side 126 Erik Stampe: Det Kgl. Bibliotek 

Side 134 Jørgen Nue Møller: BL arkiv 

Side 137 Arne Riis Mørk: BL arkiv 

Side 140 Bent Rold Andersen: BL arkiv 

Side 141 Ritta Fischer Jensen: Thomas Brolyng Steen 

Side 160 Jesper Nygård: Geert Mørk 

Side 161 Lundegården: Claus Magnussen 

Side 164 Margrete Pump, Rolf Andersson og 

Flemming Strøm: KAB arkiv 

Side 166 Christiania: Søren Knudstrup 

Side 167 Kjeld Poulsen: Thomas Brolyng Steen 

Side 173 Tingbjerg: Johnny Hundt 

Side 173 KAB personale: KAB arkiv 

Side 181 Vester Voldgade 17: KAB arkiv 

Side 182 Grundtvigs Hus: Thomas Brolyng Steen 

Side 185 Vester Voldgade 17: Marianne Svolgaard 

206

Tekst Jørgen Nue Møller og Gøsta Knudsen 

Layout Susanne Grenaae 

Tryk Litotryk København A/S 

Oplag 3.000 

ISBN 978-87-986504-2-4 

KAB 

Vester Voldgade 17 

1552 København V 

T 33 63 10 00 

F 33 63 10 01 

E kab@kab-bolig.dk 

www.kab-bolig.dk 


207

208

Mellem borgerskab og boligfolk .indd

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?