Hent PDF - Det Kriminalpræventive Råd

Etniske grupper 

Kriminalitet og forebyggelse

Etniske grupper 

Kriminalitet og forebyggelse 

Det Kriminalpræventive Råd 

Odinsvej 19, 2. 2600 Glostrup 

Tlf. 43 44 88 88 

Fax 33 43 01 39 

Mail dkr@dkr.dk 

www.dkr.dk 

Rapporten er udarbejdet af 

cand.jur. Ida Asmussen. 

Supervision af lektor Annika Snare, 

Københavns Universitet og 

medarbejdere fra Det Kriminalpræventive 

Råds sekretariat 

Forsidefoto er fotograferet på 

Tec Frederiksberg. 

Tak til de unge på fotoet. 

Fotograf: Ulla Skov 

Oplag: 1000 

DKR.nr.: 03-821-0007 

ISBN: 87-88789-624 

Rigspolitiets trykkeri 

Juni 2004

INDLEDNING 

Indholdsfortegnelse 

Indhold 4 

Begrebsdefinitioner 5 

Del I: Kriminalstatistik om etniske minoriteter 7 

1. Danmarks Statistiks undersøgelse om kriminalitet og national 

oprindelse i år 2000 7 

1.1. Undersøgelsens begrænsninger 8 

1.2. Disposition for Del I 8 

1.3. En særlig kriminel gruppe? 9 

1.3.1. Andel af kriminelle enkeltpersoner 9 

1.3.2. Antallet af kriminelle forhold 10 

1.3.3. Kriminalitetens alvor 11 

1.3.4. Sammenfatning 12 

1.4. Oprindelseslandets betydning for kriminaliteten 12 

1.5. Overhyppighed, når der tages højde for sociale 

og økonomiske forskelle 13 

1.5.1. Kontanthjælpsmodtagere 15 


1.6. Kriminalstatistik i Sverige og Norge 16 

1.6.1. I Sverige er efterkommere mindre kriminelle end indvandrere 17 

1.7. Afslutning: målgruppen for det kriminalitetsforebyggende arbejde 19 

Del II: Forklaringer på kriminalitet blandt etniske minoriteter 21 

2.1. Kulturkonflikt og tilpasningsproblemer 22 

2.1.1. Den unges kulturkonflikt 22 

2.1.2. Konflikt mellem retsnormer 25 

2.1.3. Kulturforskelle 26 

2.2. Eksklusion 27 

2.2.1. Diskrimination på arbejdsmarkedet 29 

2.3. Selektion i retssystemet 30 

2.3.1. Øget bevågenhed 31 

2.3.2. Selvrapporteringsundersøgelser 33 

2.3.3. Kulturelle forskelle på tilbøjeligheden til at tilstå 34 

2.3.4.. Selektion afhænger af fremtræden og forhåndsviden 34


2.3.5. Borgernes anmeldelser til politiet 35 


2.4. Selektiv indvandring 36 

2.5. Årsagsforklaringerne og overrepræsentationen 37 

2.5.1. Unge etniske mænd 37 

2.5.2. Kriminalitetsforskellen på personer fra mere 

og mindre udviklede lande 38 

2.5.3. Kriminalitetsforskellen på første- og andengenerationsindvandrere 39 

2.6. Afslutning: teoriernes forklaringsværdi 40 

Del III: Tilgange til kriminalitetsforebyggelse blandt etniske minoriteter 45 

3.1. Tilgange med afsæt i den socioøkonomiske forklaringsmodel 

og teorien om selektiv indvandring 47 

3.1.1. Gadeplan 47 

3.1.1.1. Fædregrupper 48 

3.1.1.2. Ung til ung 48 

3.1.2. Produktorientering 49 

3.1.2.1. Lommepengeprojektet 50 

3.1.2.2. Lektiehjælp 51 

3.1.3. Helhedsorientering 51 

3.1.3.1. Samarbejde på tværs af myndighederne 51 

3.1.3.2. En familie – ét kontaktled til de offentlige myndigheder 52 

3.2. Tilgange med afsæt i kulturelle forklaringer 52 

3.2.1. Den tosprogede medarbejder 52 

3.2.1.1. Rollemodeller 53 

3.2.1.1.1. Medfølende, velmenende pædagoger 54 

3.2.1.2. Intime familieproblemer 54 

3.2.2. Inddragelse af forældrene 54 

3.2.2.1. Rollemodelskonceptet i forhold til forældrene 55 

3.2.3. Kulturkendskab 57 

3.2.4. Konsekvens og faste rammer 57 

3.2.4.1. Samarbejdsaftaler 57 

3.2.4.2. Handleplaner 58 

3.3. Tilgange med afsæt i forklaringer, der omhandler 

eksklusion, stigmatisering og selektion 59 

3.3.1. Gruppeidentitet 59 

3.3.2. Dialog 60 

3.3.2.1. Dialog mellem etniske unge og de sociale myndigheder 60


3.3.2.2. Dialog mellem etniske unge og politiet 61 

3.3.2.2.1. Styrkelse af nærpolitiet 61 

3.3.2.2.2. Unødvendige konflikter 61 

3.4. Afslutning: en flerstrenget og fleksibel forebyggelsesstrategi 62 

KONKLUSION 67 

Kildemateriale 71 

Bilag til Del III 77

Indholdsfortegnelse

INDLEDNING 

Etniske minoriteter og kriminalitet udgør et lille hjørne af det samlede kriminalitetsbillede i 

Danmark – godt 10 procent af den kriminalitet, der blev pådømt i år 2000, blev begået af 

indvandrere og efterkommere. 1 

I 1998 udgav Det Kriminalpræventive Råd rapporten, Etniske grupper - kriminalitet og 

forebyggelse. Dengang som nu var der tale om et varmt politisk emne, og debatten har ofte været 

meget følelsesladet. Der har været en række eksempler på, at konkrete tilfælde af kriminalitet 

begået af personer af udenlandsk herkomst er blevet debatteret indgående i medierne, og 

kriminalitet har været et væsentligt argument i diskussionen om begrænsning af indvandring. 2 

Nogle mener, at debatten i Danmark ligesom i flere andre lande i Vesteuropa har været præget af 

det, der undertiden betegnes moral panic. 3 Hermed menes, at etniske minoriteter og kriminalitet 

via medieoverskrifter og politiske udtalelser er kommet til at fremstå som et stærkt alarmerende 

samfundsproblem, 4 som der må iværksættes tiltag overfor, og at der herved iscenesættes eller 

accelereres et problem i form af stempling og stigmatisering. 

“Årsakene til at en ungdom stjeler kan opprinnelig være at han eller hun vil leve opp til kameratenes 

forventninger og vise sit mot. Men en fortsatt kriminell karriere kan være begrunnet i andre forhold – som 

kan tilbakeføres til at man i egne og andres øyne bliver opplevd som kriminel.” 5 

Følelsen af at blive opfattet som kriminel er ikke fremmed for de unge indvandrere: 

“Når fru Olsen kommer gående på gaden og vi står nogle stykker og snakker, kan jeg mærke, hun er bange 

for os. Det er ikke nogen rar fornemmelse.” 6 

Og at denne følelse kan udmønte sig i kriminalitet synes heller ikke at være utænkelig. En 

nydansker formulerer her, hvilke konsekvenser, han mener, det ville få, hvis drengene fra 

Blågårds Plads fandt ud af, at nogle betragter dem som en “bande”: 

1 

Danmarks Statistik, 2002:oversigtstabel 1 og Kyvsgaards beregninger i Notat vedrørende Kriminalitet og national 

oprindelse 2000. 

2 

Se f.eks. Kyvsgaard, 2000:70. 

3 

Begrebet moral panic synes at være nært beslægtet med den socialkonstruktionistiske tankegang: “According to the 

constructionist approach, the deviance or criminality of migrants or those attributed to them are to be considered as 

the result of interactions among different social actors in defined frames. The main actors are: the government, local 

authorities, police and judicial system, mass-media, opinion-makers, citizen commitees and moral entrepreneurs. 

Therfore it is a phenomenon or social fact identified and explained by means of the police acts, of the justice 

administration, by the analysis of statistics regarding criminality, often reflecting social or racial prejudices as well 

as power relations”, Palidda, Frangoulis & Papantoniou, 1999:21. 

4 

At mange danskere overtager mediernes negative generaliseringer af etniske minoriteter bekræftes ifølge Hansen & 

Katznelson af en undersøgelse af Gaasholt & Togeby, 1995. Heraf fremgår, at 80 pct. af den danske befolkning alene 

får viden om indvandrere og efterkommere fra medierne, idet de ikke møder etniske minoriteter i deres dagligdag. 

5 

Hauge, 2001:100.

Etniske grupper – Kriminalitet og forebyggelse 

"Det værste kunne være, at drengene (fra Blågårds Plads, red.) fandt ud af, at folk synes, at de er en bande 

- så de begyndte at kalde sig et eller andet - så er det, de bliver farlige. Prøv at forestil dig 400 unger 

dernede fra gjorde sig til en bande - København ville blive et brændende lokum...." 7 

Stigmatiseringsproblematikken har været anvendt som begrundelse for, at man slet ikke bør 

beskæftige sig med etniske minoriteter og kriminalitet – alene sammenkoblingen af 

persongruppen og kriminalitet antages således at kunne bidrage til (yderligere) stempling. 

Der er imidlertid også nogle, der indtager det modsatte synspunkt; at det kan være en fordel 

at sætte fokus på unge med høje kriminalitetsrater. Leder af Vollsmose-sekretariatet, Lise Færch 

mener, at en målrettet og massiv indsats fra myndighedernes side ikke er den eneste forklaring 

på, at det på tre år er lykkedes at nedbringe kriminaliteten blandt unge under 17 år i den østlige 

bydel af Odense, hvortil Vollsmose hører, med 40 procent. 8 Hun mener, at det har været lige så 

afgørende, at den negative fokus fra mediernes side har fået bydelens borgere op på tæerne: 

“Den enorme fokus på Vollsmose påvirker i sig selv borgerne i positiv retning. Både de og skolerne og de 

øvrige institutioner gør sig simpelthen mere umage, når omverdenen kigger så meget med.” 9 

Valgforsker ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen mener også, at fokus på 

indvandrerdebatten kan have positive virkninger: 

“Man har diskuteret, om stærk fokus på indvandrerproblematikken virker som ´benzin på bålet´ - eller 

som en ´katarsis´, der så at sige ´renser luften´ og afmystificerer emnet. Her viser undersøgelser, at når 

indvandrerdebatten blusser op og tingene bliver vendt, er den langsigtede effekt en stigende tolerance. 

Folk vænner sig til problematikken og bliver ofte mere tolerante, når de bliver konfronteret med emnet. På 

kort sigt kan en intens indvandrerdebat godt betyde, at Dansk Folkeparti går frem i meningsmålingerne. 

Men på langt sigt er det typiske, at folk bliver mere positive overfor flygtninge og indvandrere i 

dagligdagen.” 10 

Når Det Kriminalpræventive Råd atter vælger at udgive en rapport om emnet, er det ikke, fordi vi 

ønsker at sætte fokus på etniske minoriteter og kriminalitet. Vi mener på den anden side heller 

ikke, at man undgår stigmatisering ved at undlade at beskæftige sig med emnet. Vi mener 

derimod, at det er vigtigt at informere om emnet på en nøgtern måde, så der skabes et modstykke 

til de myter, som fører til stempling og fordømmelse. Der synes da heller ikke at være nogen fare 

for at skabe fordomme eller en ny debat - den er allerede i fuld gang. Når Det 

Kriminalpræventive Råd udgiver denne rapport, er det, fordi vi opfatter etniske minoriteter og 

6 Den 18-årige indvandrer Muhammed, citeret i Berlingske Tidende den 25. juni 1997. 

7 

Andersen, Mørck, Christensen & Minke, 2001:34. Det var netop virkninger som denne, Rigspolitiets 

gadebanderapporter fra 1998 og 1999 blev kritiseret for at have, jf. Bai (1999) og Kock (1999). Kritikerne påpegede 

således i tråd med stigmatiseringsteorien, at det øgede fokus og defineringen af visse unges gruppetilhørsforhold som 

“bander” i sig selv kan skabe eller forstærke problemet. 

8 

Vollsmosesekretariatet, 2003:9. Det skal hertil bemærkes, at kriminaliteten i resten af byen i samme periode faldt 

med 17 pct. 

9 

Politiken den 6. juni 2003. 

10 

Søndagsavisen den 21. januar 2001. 

2


kriminalitet som et emne, hvor vi ligesom på en række andre områder, vedvarende må opdatere 

den foreliggende viden for derved fortsat at kunne udvikle og forbedre det forebyggende arbejde. 

Følgende fremstilling vil vise, at unge mænd med anden etnisk baggrund er 

overrepræsenterede i kriminalstatistikken, også selvom der tages højde for arbejdsløshed, 

urbanisering, de to gruppers alderssammensætning mv. Så længe der er en overrepræsentation, er 

det uhyre vigtigt at overveje hvorfor. Er årsagen, at personkredsen står i en kulturkonflikt, skal 

der således forebygges på en anden måde, end hvis årsagsforklaringen f.eks. skal findes i 

selektion i politi- og retssystem. Hvis vi af angst for at bidrage til stempling og stigmatisering 

undlader at overveje mulige forklaringer, har vi intet holdbart grundlag for at forebygge. Og i så 

fald lader vi for alvor de etniske minoriteter i stikken. Endelig kan en afdækning af mulige 

årsager lige så vel vaccinere mod stigmatisering: 

“Det är även möjligt att om folk får en rimlig förklaring till varför en grupp står för en andelsmässigt 

större del av brottsligheten, och den förklaringen är att det beror på ojämlikheter och strukturella processer 

i samhället och inte gruppen som sådan eller de personer som ingår i den, skulle de uppleva gruppens 

brottslighet som mindre problematisk.” 11 

Det Kriminalpræventive Råd finder det vigtigt via kriminalstatistikken at afsøge, hvad der 

kendetegner den særlige risikogruppe, overveje hvilke årsager den udfundne gruppe kan have til 

at begå kriminalitet og på den baggrund skitsere mulige veje i det forebyggende arbejde. Det 

Kriminalpræventive Råd er således meget enig med svenske kriminologer i, at der er en mangel 

på denne viden: 

“Det är dock viktigt, inte minst för att motverka konspirationsteoretiska resonemang, att kunskap 

produceras inte bara om hur det statistiskt ser ut, utan även om orsaker och möjligheter till förebyggande 

arbete, och att en debatt förs.” 12 

Når etniske minoriteter her beskrives som én samlet gruppe, er det ikke udtryk for, at de opfattes 

som en homogen størrelse. Der er naturligvis store forskelle på de etniske gruppers kultur og 

mentalitet, ligesom baggrunden for at have bosat sig i Danmark er væsensforskellig. Tilsvarende 

gælder, når bestemte etniske grupper beskrives. Variationen indadtil i en kultur kan således være 

langt større end variationen mellem to kulturer. 13 Men man kan sige det samme om fremstillinger 

om bestemte køn, aldersgrupper, socioøkonomiske grupper mv.: enhver fremstilling, der forsøger 

at pege på nogle fællestræk for bestemte grupper, er således en abstraktion fra det individuelle og 

konkrete, som naturligvis må være udgangspunktet for en kriminalpræventiv indsats. Omvendt 

kan en generel viden om det at være af anden herkomst end majoriteten bidrage til en bedre 

11 Pettersson, 2001:188. 

12 Ahlberg & Lööw, 2002:11. 

13 Prieur, 1999:35. 

3


forståelse af, hvad der kan være på spil hos den enkelte. Og det er det, der er hensigten med 

denne fremstilling. 

Indhold 

Formålet med denne rapport er at orientere om emnet kriminalitet og etniske minoriteter med 

henblik på at danne grundlag for forebyggelse på området. Rapporten vil stille følgende 

spørgsmål: 

1) Hvordan ser kriminalitetsbilledet ud? 

2) Hvorfor ser det sådan ud? 

3) Hvordan kan man forebygge? 

Behandlingen af spørgsmålene vil være strukturerende for fremstillingen: Del I vil således 

redegøre for kriminalstatistikkens tal kombineret med en række demografiske og 

socioøkonomiske data som f.eks. alder og indkomst. Del II vil beskrive de mest centrale 

forklaringsmodeller, forskning har peget på med henblik på at forklare, hvorfor etniske 

minoriteter er overrepræsenterede. Og Del III vil bestå af en opsamling af en række praktikeres 

erfaringer med kriminalprævention blandt etniske minoriteter. 

Del I vil vise, at etniske minoriteter oftere registreres for kriminalitet end den øvrige 

befolkning. På baggrund af aktuelle kriminalstatistiske undersøgelser vil denne 

overrepræsentation blive analyseret ved at besvare spørgsmål som: Er overrepræsentationen 

aldersbestemt? Er det af betydning, hvor de etniske minoriteter oprindelig kommer fra? Er der 

forskel på kriminalitetsmønsteret blandt de nyankomne og efterkommerne? Reduceres 

overrepræsentationen, når sociale og økonomiske forskelle indregnes i statistikken? Endelig vil 

situationen i Danmark blive sammenlignet med andre vestlige lande, primært Sverige og Norge. 

I Del II beskrives andre mulige forklaringer end socioøkonomiske forskelle på det forhold, 

at unge mænd af udenlandsk herkomst forholdsmæssigt oftere registreres for kriminalitet. 

Kendskabet til de sociale, psykologiske og kulturelle årsagsforklaringer anses således for et helt 

basalt udgangspunkt for den kriminalpræventive indsats. 

Del III vil give nogle konkrete bud på, hvilke tilgange, der erfaringsmæssigt har været 

brugbare i det forebyggende arbejde med etniske minoriteter. Grundlaget herfor er en række 

interviews med socialarbejdere, pædagoger og politifolk, der har erfaring med udsatte børn og 

unge af udenlandsk herkomst samt evalueringsrapporter, projektbeskrivelser mv. 

4

Begrebsdefinitioner 


Indvandrer* er en person, der er født i udlandet og hvis forældre (eller kun den ene, hvis der 

ikke foreligger oplysninger om den anden) begge er udenlandske statsborgere eller født i 

udlandet. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er født i 

udlandet, kategoriseres personen som indvandrer. 

Andengenerationsindvandrer/efterkommer* er en person, der er født i Danmark af forældre, 

hvoraf ingen er dansk statsborger født i Danmark. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af 

forældrene, og personen er udenlandsk statsborger, kategoriseres personen som efterkommer. 

Personer af udenlandsk herkomst/etniske minoriteter/tosprogede/nydanskere og lign. er 

indvandrere og efterkommere under ét, jf. definitionerne ovenfor. 

Den øvrige befolkning* er personer, der hverken er indvandrere eller efterkommere, dvs. 

personer, hvor mindst én af forældrene er dansk statsborger født i Danmark, uanset personens 

eget fødeland og statsborgerskab. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, 

tilhører personen den øvrige befolkning, hvis vedkommende er dansk statsborger og født i 

Danmark. 

Mere udviklede lande* omfatter alle europæiske lande, ekskl. Tyrkiet, Cypern, Aserbajdsjan, 

Usbekistan, Kasakhstan, Turkmenistan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Georgien og Armenien. 

Desuden indgår USA, Canada, Japan, Australien og New Zealand som mere udviklede lande. 

Mindre udviklede lande* omfatter alle øvrige lande. Opdelingen følger FN´s definition fra 1994 

(Developed countries and Less Developed countries). 

* Definitionen er i overensstemmelse med Danmarks Statistiks, 2002:1f. 

5


6


Del I 

Kriminalstatistik om etniske minoriteter 

De seneste år er der i Danmark gennemført en række undersøgelser 14 , der belyser omfanget af 

kriminalitet blandt indvandrere og efterkommere sammenlignet med befolkningen som helhed. 

Da undersøgelsernes hovedkonklusioner er meget ens, vil følgende fremstilling tage 

udgangspunkt i den seneste danske undersøgelse fra Danmarks Statistik (2002) omhandlende år 

2000. Andre undersøgelser, herunder fra Sverige og Norge, vil blive inddraget i det omfang, de 

indeholder supplerende eller modstridende resultater. 

1. Danmarks Statistiks undersøgelse om kriminalitet og national oprindelse i år 2000 15 

Danmarks Statistik har hentet oplysninger fra Kriminalregisteret om alle personer, som i år 2000 

har modtaget en eller flere strafferetlige afgørelser, og som har et personnummer. 16 

Undersøgelsespopulationen vedrører dog kun de 15-64 årige, idet den kriminelle lavalder er 15 

år, mens den øvre aldersgrænse skyldes, at meget få mennesker over 65 år begår kriminalitet. 

En person figurerer som kriminel, hvis vedkommende i år 2000 blev kendt skyldig i mindst 

ét forhold for overtrædelse af straffeloven, færdselsloven eller andre særlove. 17 Har en person 

modtaget flere afgørelser i løbet af år 2000, er afgørelsen med den alvorligste sanktion udvalgt, 

dvs. f.eks. frihedsstraf frem for bøde, af flere frihedsstraffe den længste, og af flere bødestraffe 

den højeste. 

14 

Der sigtes til Danmarks Statistiks undersøgelser vedrørende årene 1995 og 2000 (1998 og 2002) samt 

undersøgelser baseret på data fra Danmarks Statistik: Justitsministeriets Forskningsenheds undersøgelse ved 

Kyvsgaard vedrørende 1998, og beregningerne vedrørende 1993-1998 foretaget af Rockwool Fondens 

Forskningsenhed ved Larsen (2000). 

15 

Beskrivelsen af undersøgelsens metode og begrænsninger er i det væsentlige også dækkende for Danmarks 

Statistiks undersøgelse vedrørende 1995 samt undersøgelsen vedrørende 1998, hvor bearbejdningen af tallene er 

foretaget af Justitsministeriets Forskningsenhed. 

16 

Turister, asylansøgere og personer uden lovligt ophold i Danmark er således ikke omfattet af den personkreds, som 

er indeholdt i den del af undersøgelsen, der vil blive præsenteret her. 

17 

En person anses for skyldig i kriminalitet, hvis overtrædelsen er afgjort med: 

- frihedsstraf 

- bøde 

- tiltalefrafald 

- tiltale undladt (bortset fra tiltale undladt i henhold til retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2 – dvs. at de foreliggende 

beviser ikke er holdbare, og at videre efterforskning ikke kan ventes at føre til, at sigtede findes skyldig) eller 

7


Disse oplysninger er sammenkørt med oplysninger om indvandrerstaus, jf. afsnittet 

begrebsdefinitioner ovenfor, og oprindelsesland samt oplysninger om uddannelse, stilling, 

indkomst mv. Formålet er at sige noget om omfanget af kriminalitet blandt indvandrere og 

efterkommere sammenlignet med den øvrige befolkning, og om hvilken rolle forskellen mellem 

gruppernes sociale og økonomiske situation spiller i den henseende. 

Da unge uanset etnisk herkomst begår væsentlig mere kriminalitet end de øvrige 

aldersgrupper, og alderssammensætningen er forskellig blandt indvandrere, efterkommere og den 

øvrige befolkning ville en umiddelbar sammenligning være lidet oplysende. Derfor er de tal, der 

beskrives i undersøgelsen og her korrigerede for, at grupperne bestående af henholdsvis 

indvandrere, efterkommere og danskere har forskellige aldersprofiler. 18 

1.1. Undersøgelsens begrænsninger 

Den væsentligste begrænsning ved at anvende domfældelser som måleenhed for kriminalitet er, 

at kriminalitet reduceres til de forbrydelser, som både opdages, opklares og bevismæssigt kan 

bære en domfældelse. I denne sammenhæng, hvor forskellige etniske grupper skal sammenlignes, 

medfører det, at hvis den kriminalitet, en gruppe typisk begår, har en høj opklaringsprocent, vil 

gruppen fremtræde som ansvarlig for en større andel af den samlede mængde lovovertrædelser, 

end den i virkeligheden er. Omvendt vil en gruppe, der typisk begår kriminalitet, der har en lav 

opklaringsprocent, fremtræde som værende mindre kriminel. 

Som det vil fremgå af afsnit 2.3. nedenfor, peger visse undersøgelser på, at politi og 

retssystem har en øget opmærksomhed mod unge mænd med minoritetsbaggrund, hvilket kan 

betyde, at sandsynligheden for at blive opdaget er større, hvis man tilhører denne gruppe. Hvis 

unge mænd af anden etnisk herkomst oftere bliver opdaget, vil de også oftere blive domfældt, og 

det kan til en vis grad få gruppen til at fremstå som mere kriminel i sammenligning med den 

øvrige befolkning, end tilfældet er. 

Da tallene for kvinder skal tages med et vist forbehold på grund af det begrænsede antal 

registreringer, vil følgende fremstilling koncentreres om den mandlige befolkning. Det skal i den 

forbindelse erindres, at den begrænsede registrering skyldes, at kvinder generelt - uanset 

oprindelse - begår markant mindre kriminalitet end mænd. 19 

1.2. Disposition for Del I 

For en nærmere analyse af, om en gruppe er mere kriminel end gennemsnittet, må det først og 

fremmest undersøges, om gruppen har en forholdsmæssig stor andel af kriminelle enkeltpersoner. 

- andre afgørelser (bortset fra frifindelse) 

18 

Teknisk er det gjort ved at benytte en indirekte aldersstandardisering, idet hyppighederne vises i form af indeks for 

hele landet, jf. Danmarks Statistik, 2002:3. 

19 

Af de 121.197 personer, der i år 2000 blev fundet skyldige i kriminalitet, var 21.711 kvinder, jf. 2002:4. Det svarer 

til, at ca. hver sjette forbrydelse begås af en kvinde. 

8


Hvis det er tilfældet, kan gruppen dog alligevel være ansvarlig for færre lovovertrædelser end 

gennemsnittet, idet de kriminelle enkeltpersoner kan have begået forholdsvis få lovovertrædelser. 

Om en gruppe er særlig kriminel må altså også ses i lyset af, hvor mange lovovertrædelser, de 

kriminelle i gruppen begår. Selv hvis antallet af lovovertrædelser er højere eller på linje med 

landsgennemsnittet, kan man stadig ikke med sikkerhed konkludere, at gruppen er særlig 

kriminel, idet selve lovovertrædelsernes art kan være mindre alvorlige. Når man vurderer, om en 

gruppe er mere kriminel end gennemsnittet, må man altså i hvert fald forholde sig til følgende tre 

spørgsmål: 

1) Hvor stor er gruppens andel af kriminelle personer? 

2) Hvad er antallet af forhold pr. kriminel person i gruppen? 

3) Hvor alvorlig er den kriminalitet, personerne i gruppen begår? 

Først vil disse tre spørgsmål blive behandlet med henblik på at besvare om, og i hvilket omfang, 

personer af udenlandsk herkomst ifølge kriminalstatistikken udgør en særlig kriminel gruppe. 

Som nævnt i indledningen er etniske minoriteter en meget sammensat gruppe, og det spiller en 

væsentlig rolle for kriminalitetshyppigheden, hvor indvandrerne/efterkommerne kommer fra. 

Derfor vil der herefter følge et afsnit om betydningen af oprindelsesland. 

Sandsynligheden for at være kriminel er – uafhængig af etnisk baggrund – størst, hvis man 

er en ung mand, der lever i en storby under dårlige sociale og økonomiske forhold. 20 Blandt 

personer af udenlandsk herkomst er der flere med netop disse karakteristika, dvs. at man allerede 

på denne baggrund må forvente, at gruppen af udenlandsk herkomst har flere kriminelle personer 

end etniske danskere. Med henblik på at undersøge, hvorvidt minoritetsnationalitet isoleret set er 

af betydning for kriminalitet, skal der derefter ses nærmere på, hvilken rolle socioøkonomiske 

forskelle på de to grupper spiller. Endelig vil det skitserede kriminalitetsbillede i Danmark blive 

sammenholdt med tilsvarende undersøgelser i Sverige og Norge. 

1.3. En særlig kriminel gruppe? 

1.3.1. Andel af kriminelle enkeltpersoner 

Spørgsmålet er her, hvor stor andelen af kriminelle enkeltpersoner blandt indvandrere og 

efterkommere er sammenlignet med den øvrige befolkning. 

Både indvandrere og efterkommere er overrepræsenterede i alle aldersgrupper fra 15-64 år. 21 

Samlet er overrepræsentationen for kvinder af udenlandsk herkomst på 27 pct., for mænd af 

20 Jf. f.eks. Kyvsgaard, 2001:372f. 

21 Danmarks Statistik, 2002:oversigtstabel 1. Aldersgrupperne er opdelt i 15-19-årige, 20-29-årige, 30-39-årige, 40- 

49-årige, 50-59-årige og 60-64-årige. Andelen af mandlige efterkommere i alderen 50-64 år og kvindelige 

9


udenlandsk herkomst på 38 pct. Overrepræsentationen blandt mændene er primært et resultat af 

en særlig høj kriminalitetshyppighed blandt unge mænd af udenlandsk oprindelse. Der er tale om 

næsten dobbelt så mange kriminelle blandt mandlige indvandrere og efterkommere i alderen 15- 

19 år som blandt øvrige mænd i samme alder. 

Procentvis andel af mandlige 15-19 årige, der i år 2000 blev kendt skyldig i en 

lovovertrædelse: 

Indvandrere: 11,3 pct. 

Efterkommere: 11,9 pct. 

Øvrige: 6,0 pct. 

For de mandlige efterkommere fortsætter det høje kriminalitetsniveau op til 29-årsalderen. Der 

er mere end dobbelt så mange kriminelle blandt mandlige efterkommere i alderen 20-29 år. 

Kriminalitetshyppigheden blandt mandlige efterkommere i alderen 20-29 år er således 18,5 ud af 

100 mod 8,0 ud af 100 blandt den tilsvarende gruppe mænd af dansk oprindelse. Den høje 

kriminalitetshyppighed blandt de mandlige efterkommere bør dog ses i lyset af, at det absolutte 

antal personer og afgørelser er af begrænset størrelse. Det samlede antal mandlige efterkommere i 

alderen 15-64 år, der er kendt skyldige i 2000, er således i alt kun 1.478 personer. 

Når mandlige indvandrere bliver over 19 år og mandlige efterkommere over 29 år 22 sker der 

et markant fald i kriminalitetshyppigheden, og herefter er der kun tale om en mindre grad af 

overrepræsentation. 

1.3.2. Antallet af kriminelle forhold 

Når der skal ses nærmere på antallet af kriminelle forhold blandt indvandrere/efterkommere, er 

det med henblik på at afklare, om et lavere antal forhold eventuelt kunne kompensere for den 

højere andel af kriminelle enkeltpersoner. 

Undersøgelsen vedrørende år 2000 indeholder ikke beregninger af antallet af kriminelle 

forhold, men Danmarks Statistiks tidligere undersøgelser vedrørende år 1995 og 1998 indeholder 

sammenligninger af antallet af forhold blandt mandlige indvandrere, efterkommere og den 

samlede mandlige befolkning. Af undersøgelsen vedrørende 1995 fremgår det, at mandlige 

indvandrere havde ca. samme antal forhold pr. kriminel som landsgennemsnittet. Det fremgår 

endvidere af både undersøgelsen vedrørerende år 1995 og 1998, at de mandlige efterkommere 

efterkommere i alderen 30-64 år var dog for små til, at det har været forsvarligt at foretage en opgørelse og 

sammenligning med de andre grupper. 

22 Det er dog ikke på baggrund af denne eller andre statistiske undersøgelser til at vide præcis, hvornår den særlig 

høje overrepræsentation falder, idet forskellen ikke er beregnet for hver eneste alderstrin, men i samlede 

aldersgrupper, der spænder over 5 eller 10 år. De alderstrin, der nævnes, er derfor alene retningsgivende. 

10


havde ca. et forhold mere pr. person i forhold til landsgennemsnittet. 23 Antallet af kriminelle 

forhold rokker således ikke ved den overrepræsentation, der blev konstateret ovenfor. 

1.3.3. Kriminalitetens alvor 

Spørgsmålet er endelig, hvor alvorlig den kriminalitet, indvandrere og efterkommere begår, er. 

Ser man på typen af lovovertrædelser, har indvandrere og efterkommere en større andel 

overtrædelser af straffeloven end den øvrige befolkning. Indvandrere og efterkommere begår især 

flere ejendomsforbrydelser, herunder indbrud og tyverier. 24 For mændenes vedkommende, 

påkalder også voldsområdet sig særlig opmærksomhed. 

Procentvis andel af voldsforbrydelser blandt mænd i år 2000: 




Indvandrere og efterkommere begår derimod færre overtrædelser af færdselsloven end den øvrige 

befolkning, herunder specielt færre overtrædelser af færdselsloven kombineret med spiritus. Især 

de mandlige efterkommere adskiller sig fra de indfødte ved at have væsentlig flere 

straffelovsovertrædelser og færre færdselslovsovertrædelser. 25 

At personer af udenlandsk herkomst begår flere straffelovsovertrædelser er ikke 

nødvendigvis et udtryk for, at kriminaliteten er mere alvorlig end blandt den øvrige befolkning. 

Et mere præcist parameter kan være andelen af kriminelle personer, der er blevet idømt en 

frihedsstraf. 

Procentvis andel af mænd, der blev idømt en frihedsstraf i år 2000: 




Vi ser tilsyneladende samme princip som ovenfor vedrørende kriminelle enkeltpersoner, at både 

indvandrere og efterkommere udmærker sig negativt, og herunder især efterkommerne: der er 

23 

Både undersøgelsen vedrørende 1995 og 1998 viser imidlertid, at kvindelige indvandrere havde færre forhold pr. 

person end både efterkommere og øvrige kvinder. 

24 

Næsten halvdelen af de kriminelle forhold, der begås af indvandrerkvinder er tyverier. Blandt de kvindelige 

efterkommere udgør tyverier knap en trediedel af forbrydelserne, mens andelen af tyverier blandt de øvrige kvinder 

udgør knap en sjettedel, jf. Danmarks Statistik, 2002:4. 

25 

Af de lovovertrædelser, som begås af mandlige efterkommere udgør 46 pct. færdselslovsovertrædelser, for 

mandlige indvandrere er det 54 pct., mens tallet for den øvrige mandlige befolkning er 69 pct. Omvendt udgør 

11


flere mandlige efterkommere, der er blevet idømt en frihedsstraf end mandlige indvandrere, men 

begge grupper har en højere andel end den øvrige mandlige befolkning. 

Tilsvarende er der færre mandlige efterkommere, hvis lovovertrædelse er resulteret i en 

bødeafgørelse end mandlige indvandrere, og begge grupper har en mindre andel, der har 

modtaget en bødeafgørelse end den øvrige mandlige befolkning. 26 

1.3.4. Sammenfatning 

Når gruppen af mandlige efterkommere tilsyneladende har flest kriminelle, har flest forhold pr. 

kriminel samt har flere personer, der er blevet idømt en frihedsstraf for hovedforholdet, må 

konklusionen på ovenstående analyse være, at mandlige efterkommere ifølge den registrerede 

kriminalitet udgør en særlig kriminel gruppe. Også gruppen af mandlige indvandrere synes at 

have en højere kriminalitetsnorm: den mandlige indvandrergruppe har således flere kriminelle 

enkeltpersoner, og de begåede forhold er generelt alvorligere end blandt den øvrige befolkning. 

Endelig har vi set, at især de 15-19 årige mandlige indvandrere og 15-29 årige mandlige 

efterkommere er overrepræsenterede i kriminalstatistikken. 

1.4. Oprindelseslandets betydning for kriminaliteten 

Som tidligere nævnt er alder af betydning for overrepræsentationen. Et andet forhold, der spiller 

en væsentlig rolle, er, hvor indvandrerne og efterkommerne kommer fra. 

Kriminalitetsoverhyppigheden er størst blandt mænd fra de lande, som ifølge FN´s 

definition er mindre udviklede; 27 i år 2000 var den gennemsnitlige overhyppighed blandt mænd 

fra disse lande 67 pct. højere end landsgennemsnittet. Hvad angår de 15-19 årige og 20-29 årige 

mænd fra de mindre udviklede lande, er der tale om en overrepræsentation på henholdsvis 97 og 

81 pct. over landsgennemsnittet. Når man ser nærmere på de enkelte landegrupper, fremgår det, 

at overhyppigheden er størst blandt de 15-19 årige mænd fra Afrika, Asien og det øvrige Europa 

(dvs. Europa eksklusiv EU-landene). 

Overhyppighed blandt 15-19 årige mænd fordelt på oprindelseslandegrupper: 

Afrika: 110 pct. 

Asien: 92 pct. 

Øvrige Europa: 75 pct. 

straffelovsovertrædelser blandt mandlige efterkommere 43 pct, blandt mandlige indvandrere 35 pct., og kun 22 pct. 

blandt de øvrige mænd, jf. Danmarks Statistik, 2002:oversigtstabel 3. 

26 Blandt kvindelige indvandrere og efterkommere er der også i sammenligning med de øvrige kvinder færre, der har 

modtaget en bødeafgørelse og flere, der har modtaget en frihedsstraf, jf. Danmarks Statistik, 2002:oversigtstabel 4. 

27 For en nærmere definition af mere og mindre udviklede lande, jf. afsnittet Begrebsdefinitioner ovenfor. 

12


Også 15-19 årige mænd fra de mere udviklede lande i verden er overrepræsenterede i forhold til 

den tilsvarende gruppe indfødte, om end i mere begrænset omfang (31 pct.). Samlet set er 

kriminaliteten blandt personer fra de mere udviklede lande tæt på landsgennemsnittet, for EUlande 

og USA endog under landsgennemsnittet. 28 

Det skal hertil bemærkes, at det blandt kvinder ikke gør nogen væsentlig forskel, om de 

kommer fra et mere eller mindre udviklet oprindelsesland. Der er således tale om 

overhyppigheder på henholdsvis 25 pct. blandt kvinder fra mere udviklede lande og 29 pct. 

blandt kvinder fra de mindre udviklede lande. 29 

1.5. Overhyppighed, når der tages højde for sociale og økonomiske forskelle 

Quetelet, der på det kriminologiske område er kendt for sit arbejde med demografisk statistik, 

påpegede allerede i 1831, at unge mænd, de fattige, de arbejdsløse og de dårligst uddannede 

havde den højeste kriminalitetsfrekvens. 30 At denne tankegang stadig har aktualitet udmøntede 

sig senest i en undersøgelse fra Justitsministeriets Forskningsenhed fra 2003, 31 der viser, at 

omfanget af kriminalitet i landets kommuner/politikredse i vidt omfang er proportionalt med 

tilstedeværelsen af bl.a. de faktorer, som Quetelet beskrev. 

Etniske minoriteter adskiller sig fra den øvrige befolkning ved at have flere unge, flere 

arbejdsløse, flere med en lavere indkomst og flere med en lavere eller slet ingen uddannelse. Der 

er altså allerede som følge heraf grund til at forvente, at sandsynligheden for at være kriminel er 

større blandt personer af udenlandsk herkomst – dvs. på baggrund af forhold, der altså ikke har 

med nationalitet at gøre. Det er således klart, at det kan være misvisende at sammenligne to 

befolkningsgrupper, der på en række andre punkter end herkomst, og herunder i særdeleshed 

punkter, der indikerer kriminalitet, adskiller sig fra hinanden. Nedenfor skal ses nærmere på, i 

hvilket omfang overrepræsentationen mindskes, når der korrigeres dvs. tages højde for, at 

indvandrere og efterkommere er socialt og økonomisk dårligere stillede end indfødte danskere. 

Danmarks Statistik har foretaget sammenligninger af personer af dansk og udenlandsk 

herkomst med henholdsvis samme familieforhold, indkomst, stilling, uddannelse og 

urbaniseringsgrad. Der er endvidere foretaget sammenligninger af personer, der modtager samme 

sociale ydelser. 32 Som det vil fremgå, bidrager alle de nævnte faktorer til at forklare 

28 

Se Larsen (2001) for yderligere oplysninger om de enkelte landes befolkningsgrupper. 

29 

Det kan umiddelbart synes modstridende, at det af Danmarks Statistik, 2002:oversigtstabel 7 fremgår, at der blandt 

kvinder fra Afrika og Asien, som tilhører kategorien mindre udviklede lande, er en overhyppighed på henholdsvis 

139 pct. og 204 pct. Forklaringen er, at det absolutte antal kvinder fra disse lande, er forholdsvis små. 

30 

Hauge, 2001:26. 

31 

Clausen & Kyvsgaard, 2003. 

32 

For en nærmere definition af kategorierne henvises til Danmarks Statistik, 2002:9ff. 

13


overhyppigheden, undtagen familieforhold. 33 Forskningschef i Justitsministeriet, Britta 

Kyvsgaard (2002) har på baggrund af Danmarks Statistiks resultater opstillet en tabel, som vil 

blive præsenteret her i en udbygget udgave. Da det er mænd med minoritetsbaggrund, der er 

omdrejningspunkt for denne fremstilling, omhandler tabellen alene mænd. (Som nævnt 

indeholder samtlige de tal, der her er angivet, korrektion for aldersforskelle på indvandrere, 

efterkommere og øvrige. Af hensyn til overskueligheden er aldersforskelle også angivet i 

tabellen). 

Tabel 1. Mandlige indvandreres og efterkommeres overrepræsentation i forhold 

til kriminalitet – ukorrigeret og korrigeret for demografiske og sociale forskelle 

14 

Procent overhyppighed 

Ukorrigeret + 49 % 

Korrigeret for aldersforskelle + 38 % 

Korrigeret for forskelle mht. 

alder og urbaniseringsgrad + 35 % 


alder og uddannelse + 33 % 


alder og indkomst + 19 % 


alder og socioøkonomisk stillingsgruppe + 8 % 


alder og modtagelse af sociale ydelser + 7 % 

Tabel 1 viser, at overrepræsentationen reduceres betydeligt, når der tages højde for 

aldersforskellene i de to befolkningsgrupper. Derudover spiller indkomstforskelle en væsentlig 

rolle, idet overhyppigheden halveres fra 38 til 19 pct., når der tages højde herfor. Endnu vigtigere 

33 Familieforhold vedrører spørgsmålet om man er enlig, samlevende, samboende eller gift, og om man har 

hjemmeboende børn. Korrektionen herfor ændrer næsten ikke overrepræsentationen for hverken mænd eller kvinder,


er dog tilknytningen og placeringen på arbejdsmarkedet, der reducerer overhyppigheden til 7 og 8 

pct. Herom skriver Kyvsgaard: 

“Når denne reduktion bliver så kraftig…hænger det sammen med, at en betydelig andel af personerne med 

udenlandsk oprindelse er uden for arbejdsmarkedet og uden beskæftigelse, og at denne gruppe har en noget lavere 

kriminalitetshyppighed end den tilsvarende gruppe af dansk oprindelse.” 34 

1.5.1. Kontanthjælpsmodtagere 

Ser man isoleret på personer, der modtager kontanthjælp, har såvel personer af dansk og 

udenlandsk herkomst – som forventeligt – en høj kriminalitetshyppighed. Det er derimod 

bemærkelsesværdigt, at der både blandt mænd og kvinder er væsentlig færre kriminelle blandt 

kontanthjælpsmodtagere af udenlandsk herkomst end blandt øvrige kontanthjælpsmodtagere. 

Blandt mandlige kontanthjælpsmodtagere af udenlandsk herkomst er overhyppigheden således på 

111 pct., blandt øvrige mandlige kontanthjælpsmodtagere på 184 pct. (De 15-19-årige mandlige 

kontanthjælpsmodtagere af udenlandsk herkomst udgør dog en undtagelse hertil, idet 

overhyppigheden i denne gruppe er lidt højere end blandt de øvrige 15-19-årige 

kontanthjælpsmodtagere). Blandt kvindelige kontanthjælpsmodtagere er forskellen endnu mere 

udtalt: overhyppigheden er på 67 pct. blandt kvindelige kontanthjælpsmodtagere af udenlandsk 

herkomst, på 163 pct. for øvrige kvindelige kontanthjælpsmodtagere. 


Da Danmarks Statistik ikke har korrigeret for samtlige sociale og demografiske forskelle på én 

gang, kan der ikke siges noget præcist om forskellen på kriminalitetshyppigheden mellem 

personer af dansk og udenlandsk oprindelse. I den forbindelse skal det bemærkes, at en del af 

korrektions-kriterierne i vidt omfang refererer til den samme personkreds, f.eks. indkomst, 

socioøkonomisk stillingsgruppe og modtagelse af sociale ydelser. Resultaterne efterlader dog 

ingen tvivl om, at det forhold, at indvandrere og efterkommere generelt er socialt og økonomisk 

dårligere stillede end gruppen af indfødte i væsentligt omfang forklarer den overrepræsentation, 

som fremkommer, når man alene ser på kriminalstatistikkens tal. 

Det må dog fortsat antages, at unge mænd af anden etnisk herkomst er overrepræsenterede - 

det vil sige også, når der tages højde for de sociale og demografiske forskelle. Tabellen viser 

således alene den samlede forskel på alle aldersgrupper. Når man ser nærmere på, hvordan 

forskellene fordeler sig på aldersgrupperne, fremgår det, at overrepræsentationen blandt de 15-19 

årige, og i en vis udstrækning også de 20-29-årige 35 fortsat, altså på trods af indregningen af de 

jf. Danmarks Statistik, 2002:10 samt oversigtstabel 9. 

34 Kyvsgaard, 2002:3. 

35 Når det kun i en vis udstrækning gælder de 20-29-årige mænd, skyldes det, at de har samme begrænsede 

overhyppighed, når der korrigeres for alder og socioøkonomisk stillingsgruppe som den samlede gruppe mænd af 

udenlandsk herkomst, dvs. en overhyppighed på 8 pct., men at overhyppigheden, når der korrigeres for alder og 

15


sociale og demografiske forskelle, er væsentlig højere end blandt deres jævnaldrende af dansk 

herkomst. 

Den tidligere omtalte undersøgelse af kriminalitetsniveauet i danske kommuner og 

politikredse foretaget af Justitsministeriets Forskningsenhed 36 kan sætte betydningen af 

overrepræsentationen i perspektiv. Undersøgelsen viser, at en høj andel indvandrere og 

efterkommere i en kommune ikke i sig selv indikerer et højere kriminalitetsniveau. Derimod 

indikerer både en høj andel unge i alderen 15-19 år, en høj andel kontanthjælpsmodtagere og en 

høj andel enlige kvinder med børn et højere kriminalitetsniveau. Det samme gælder en høj 

urbaniseringsgrad. Samtlige de nævnte forhold spiller altså en mere afgørende rolle for 

kriminalitetsniveauet i en kommune end antallet af indbyggere med minoritetsbaggrund. Taget i 

betragtning, hvor meget indvandrerkriminalitet har fyldt i den offentlige debat, er det 

tankevækkende, at alle disse forhold er af større betydning for kriminalitetsomfanget end andelen 

af personer med anden etnisk baggrund. 

Sammenfattende er overrepræsentationen af etniske minoriteter i kriminalstatistikken altså 

væsentlig mindre, når de sociale og økonomiske faktorer indregnes. Set i lyset heraf giver 

undersøgelsen fra Danmarks Statistik alene belæg for med sikkerhed at kunne konkludere, at de 

15-29-årige mænd med minoritetsbaggrund er overrepræsenterede i et omfang, der ikke alene 

lader sig forklare under henvisning til disse faktorer. Før der med Del II ses nærmere på andre 

mulige forklaringer, skal kriminalitetsbilledet af etniske minoriteter og indfødte i de lande, vi 

normalt sammenligner os med, belyses. 

1.6. Kriminalstatistik i Sverige og Norge 

Svenske undersøgelser viser, at indvandrere har en ca. dobbelt så høj kriminalitetshyppighed som 

personer af svensk oprindelse, mens kriminalitetshyppigheden for indvandrernes børn er omkring 

50 pct. højere, 37 se mere herom nedenfor. Tilsvarende viser den seneste norske undersøgelse 38 en 

overrepræsentation af personer af udenlandsk herkomst i det norske straffesystem på ca. 50 pct. 

Der er altså intet, der tyder på, at Danmark skulle have et særligt kriminalitetsproblem i forhold 

til etniske minoriteter. 39 

Hvad angår det forhold, at en høj kriminalitetshyppighed primært knytter sig til personer fra 

de mindre udviklede lande, er samme tendens konstateret i Norge, 40 hvorimod Sverige også har 

en væsentlig højere kriminalitetshyppighed blandt personer fra f.eks. andre nordiske lande. 

social ydelse er på 14 pct. mod 7 pct. for den samlede gruppe mænd, jf. tabel 1 ovenfor samt Danmarks Statistik, 

2002: oversigtstabellerne 10 og 12. 

36 

Clausen & Kyvsgaard, 2003. 

37 

Ahlberg, 1996. 

38 

Gundersen, Haslund, Hustad & Stene, 2000. 

39 

Se evt. også Kyvsgaard, 2000:71. 

40 

Gundersen, Haslund, Hustad & Stene, 2000:29. 

16


"Trots att per capita brottsligheten i Finland, Norge och Danmark generelt sett förmodligen är lägre än i 

Sverige - och med säkerhet åtminstone inte högre - är andelen invandrade norrmän och danskar som 

registrerats för brott nästen dubbelt så hög som motsvarende andel för svenskar." 41 

Dette interessante og for Sverige særegne resultat vil blive diskuteret nærmere i forbindelse med 

årsagsforklaringer på kriminalitet blandt etniske minoriteter, jf. afsnit 2.1.1. og 2.4. nedenfor. 

Sverige adskiller sig endvidere fra både Danmark og de øvrige vestlige lande derved, at 

andengenerationsindvandrere i Sverige er mindre kriminelle end førstegenerationsindvandrere. 

Da dette forhold er særlig interessant for nærværende fremstilling, skal det behandles nærmere 

straks nedenfor. 

1.6.1. I Sverige er efterkommere mindre kriminelle end indvandrere 

Den viden, der findes om indvandrerkriminalitet i Sverige, baserer sig på en undersøgelse af den 

svenske kriminolog Jan Ahlberg fra 1996. Han har analyseret kriminaliteten blandt alle personer i 

alderen 15-44 år i perioden 1985-1989. Ahlbergs resultater er senere blevet bekræftet af en 

mindre undersøgelse ved Kriminologiska Institutionen i Stockholm og af nogle 

specialundersøgelser af bestemte forbrydelser. 42 Ahlbergs metode består i at sammenkøre 

registeret over borgerne med registeret over “misstänkte” personer. 43 Undersøgelsen viser, at 

både første- og andengenerationsindvandrere 44 er overrepræsenterede i forhold til svenskerne. 

41 Ahlberg, 1996:89. 

42 Ahlberg & Lööw, 2002:11. 

43 En person er “misstänkt”, hvis politi eller anklagemyndighed har besluttet at indlede en forundersøgelse. At være 

“misstänkt” synes altså at svare til det, der i Danmark kaldes sigtet. Som det vil fremgå af afsnit 2.3.1 nedenfor, 

resulterer sigtelser af indvandrere og efterkommere signifikant oftere i påtaleopgivelse eller frifindelse sammenlignet 

med personer af dansk herkomst. Såfremt man anvender sigtelse som måleenhed for kriminalitet, ville indvandrere 

og efterkommere derfor komme til at fremstå som værende mere kriminelle, end tilfældet reelt er. Uanset om dette 

også er tilfældet i Sverige, synes det således mere sikkert at vælge et parameter som f.eks. Danmark Statistiks, hvor 

man kun figurerer som kriminel, dersom man er fundet skyldig i en strafbar lovovertrædelse, jf. note 17. Der er dog 

ikke enighed på dette punkt. Som beskrevet foretrækker Ahlberg at bruge registeret over “misstänkte” fremfor 

registeret over “lagförda”. “Lagförda” defineres som “personer som godkänt strafföreläggande, meddelats 

åtalsunderlåtelse eller dömts i brottmål”, se f.eks. Ahlberg (red.), Brottsutvecklingen 1992 och 1993, BRÅ, 

Stockholm, 1994. Oversat til dansk betyder det personer, der er fundet skyldige i en strafbar forbrydelse, idet de 

enten har erkendt sig skyldige, har fået tiltalefrafald eller er blevet idømt en straf dvs. en definition, der er meget lig 

Danmarks Statistiks. Ahlberg anfører, at det sandsynligvis er uden betydning for resultatet af hans undersøgelse, om 

registeret over “misstänkta” eller “lagförda” anvendes. Denne opfattelse henfører han til, at man internationalt har 

fundet resultater, der tyder på en vis etnisk diskriminering på anklager- og domstolsniveau, men ikke hos politiet. 

Ahlberg henviser i den forbindelse til Junger, M., Ethnic Minorities. Crime and Public Policy i Hood, R. 

(red.), Crime and Criminal Policy in Europe, Proceedings of European Colloquium 1988, Centre for Criminological 

Research, University of Oxford, 1989. 

44 Ahlbergs begreb “barn af invandrer” kan dog ikke direkte oversættes til “andengenerationsindvandrer”. “Barn af 

invandrer” dækker over personer, der er 15 år eller derover, som er født og tilmeldt folkeregisteret i Sverige og har 

mindst én forælder, der er født i udlandet. En person, der har én forælder af dansk herkomst og én 

indvandrerforælder vil altså figurere som “barn af invandrer” i Ahlbergs undersøgelse, men ikke som 

“efterkommer” i undersøgelsen fra Danmarks Statistik, jf. afsnittet begrebsdefinitioner ovenfor. Eftersom gruppen 

med forældre, hvoraf kun den ene er indvandrer, er væsentlig mindre kriminel end gruppen med to 

indvandrerforældre, må man altså regne med, at “barn af invandrer”-gruppen hos Ahlberg fremstår noget mindre 

kriminel end efterkommergruppen i undersøgelsen fra Danmarks Statistik, 2002. 

17


Som følge af den debat om kriminelle unge mænd af udenlandsk herkomst i storbyerne, der 

også har været (og fortsat er) aktuel i Sverige, 45 har Ahlberg inddraget et særligt afsnit om denne 

gruppe. I lighed med situationen i Danmark, er unge mænd af udenlandsk herkomst i alderen 15- 

24 år markant oftere registreret end grupperne totalt. Ifølge undersøgelsen af unge mænd i 

storbyområder var hver fjerde indvandrer, hver sjette barn af indvandrer og hver ottende svensker 

registreret for kriminalitet i perioden 1985-1989. Undersøgelsen dokumenterer ligefrem en klar 

tendens til, at jo længere tid en indvandrer opholder sig i Sverige, desto mere aftager 

kriminaliteten. På denne baggrund beregner Ahlberg, at det gennemsnitligt tager 28 år, før en 

indvandrer befinder sig på samme kriminalitetsniveau som en svensker. Det skal i denne 

sammenhæng understreges, at omfanget af overrepræsentationen af personer af udenlandsk 

herkomst er meget lig den, de danske undersøgelser viser, og det er således alene fordelingen af 

overrepræsentationen på indvandrere og efterkommere, der er forskellig. 

Tendensen til en gradvis “kriminalitetstilpasning” blandt indvandrere i Sverige viser sig 

også, når man ser på arten af de kriminelle handlinger; der er en klar tendens til, at indvandrernes 

overrepræsentation er større, jo mere alvorlig kriminalitet, der er tale om, og denne tendens ses 

ikke hos andengenerationsindvandrerne, der begår kriminalitet af samme grovhedsgrad som de 

indfødte svenskere. 46 Også hvad angår aldersmønsteret, er andengenerationsindvandrerne lig 

svenskerne, dvs. at udviklingsmønsteret med en relativt stærkt reduceret kriminalitet med 

stigende alder er ens for svenskere og andengenerationsindvandrere. Indvandrernes 

overrepræsentation er derimod stigende med alderen. 

Den svenske undersøgelse vakte international forundring. Studier i en række vestlige lande 

har således samstemmende vist det modsatte resultat: at andengenerationen har en højere 

kriminalitetsoverhyppighed end førstegenerationen. 47 I forsøget på at forklare, hvordan det er 

lykkedes Sverige at reducere “andengenerationseffekten”, har man peget på, at det svenske 

velfærdssystem spiller en afgørende rolle for integrationen og dermed for en tilpasning, der 

reducerer kriminaliteten. 48 Der synes imidlertid ikke at være iøjnefaldende forskelle på den 

danske og svenske velfærdsmodel. Sammenlignende studier af Sverige og Danmark, f.eks. af 

hvilke slags immigranter, der modtages i landene, af integrationspolitik og arbejdsmarkedspolitik 

ville derfor være interessante. 

45 

Starten på debatten i Sverige menes at kunne fastsættes meget præcist med Pockettidningen R´s udgivelse af et 

nummer om indvandrere i 1978, hvoraf det bl.a. fremgik, at der var flere udenlandske statsborgere end svenske 

statsborgere, der var fundet skyldige i en strafbar forbrydelse, Hofer, Sarnecki & Tham,1998:70 samt Pettersson, 

2001:180. 

46 

Hjulmand, 1996:74. 

47 

Hofer, Sarnecki & Tham,1998:80f og Martens, 1997:226. 

48 

Tonry, 1997:23. 

18


1.7. Afslutning: målgruppen for det kriminalitetsforebyggende arbejde 

Hvis man i sit daglige arbejde indenfor politi- og retssystem eller i sin journalistiske virksomhed 

med kriminalitet som genstandsfelt har en fornemmelse af, at kriminalitetsoverhyppigheden 

blandt unge mandlige andengenerationsindvandrere er af nyere dato og eventuelt opleves at være 

af mere omfattende karakter end her beskrevet, er det ikke så mærkeligt. Netop nu er årgangen af 

unge nemlig usædvanlig stor blandt efterkommerne, 49 og det er velkendt indenfor kriminologien, 

at store ungdomsårgange medfører en stigning i kriminalitetsniveauet, da unge generelt begår 

væsentlig mere kriminalitet end den voksne befolkning. 

Vi har her set, at etniske minoriteter er overrepræsenterede i kriminalstatistikken, og at 

indikatorer for en særlig høj kriminalitetshyppighed er at være en ung mand, at komme fra et 

mindre udviklet oprindelsesland og at være andengenerationsindvandrer. Det er imidlertid også 

fremgået, at overrepræsentationen i betydeligt omfang lader sig forklare, når man tager højde for 

de sociale og økonomiske forskelle. Den socioøkonomiske forklaring kan imidlertid ikke alene 

forklare den markant højere kriminalitetshyppighed blandt unge mænd, blandt indvandrerne de 

15-19 årige, og blandt efterkommerne de 15-29-årige. Da grundlaget for det kriminalpræventive 

arbejde nødvendigvis må bygge på en grundig overvejelse af årsagerne til overrepræsentationen, 

vil Del II beskrive andre mulige forklaringsmodeller. 

49 Danmarks Statistik, 2002: figur 1. 

19


20


Del II 

Forklaringer på kriminalitet blandt etniske minoriteter 

Som det er fremgået af Del I, er overrepræsentationen af personer af udenlandsk herkomst i 

kriminalstatistikken først og fremmest et udtryk for, at gruppen generelt er socioøkonomisk 

ringere stillet – det vil fremover blive kaldt den socioøkonomiske forklaring. Korrektionen for 

socioøkonomiske faktorer kan virke kunstig, da der er en række andre faktorer, der adskiller 

forholdene for udefra kommende og indfødte, som man ikke kan korrigere for. Man kan f.eks. 

ikke foretage en statistisk korrektion for betydningen af etnisk betinget diskrimination. 

“Inte heller går det att jämföra upplevelsen av att inte släppas in på krogar och restauranger, att inte få 

komma på anställningsintervjuer trots kompetens och så vidare på grund av sin utländska bakgrund, 

eftersom svenskar helt enkelt inte upplevar detta.” 50 

I det følgende beskrives de årsagsforklaringer, der ikke kan indregnes og opgøres statistisk. Det 

er forhold, der knytter sig til, at etniske minoriteter har en anden kulturbaggrund, spørgsmålet om 

en eventuel øget opdagelsesrisiko, diskrimination og om en forholdsmæssig større del af dem, der 

udvandrer, i forvejen er kriminelle eller udgør en risikogruppe i forhold til at blive kriminelle. 

Del II afsluttes med en vurdering af årsagsforklaringerne set i lyset af hovedkonklusionerne i Del 

I. 

Som det er fremgået af Del I, er det unge mandlige indvandrere og efterkommere fra de 

mindre udviklede lande, der har en særlig høj kriminalitetshyppighed, og det er derfor også først 

og fremmest denne gruppe, der bør indtænkes i en forebyggende indsats. Da udgangspunktet for 

forebyggelse må være en grundig indsigt i, hvorfor målgruppen begår kriminalitet, vil såvel 

årsagsforklaringer (Del II) som kriminalitetsforebyggelse (Del III) primært blive behandlet med 

denne målgruppe for øje. Efterhånden anvendes betegnelsen “etnisk” som fællesbetegnelse for 

indvandrere og efterkommere fra de mindre udviklede lande. Betegnelsen giver ret beset ikke 

nogen mening, idet alle i sagens natur har en “etnisk” oprindelse. For at skabe sproglig enkelhed 

vil samme terminologi alligevel blive anvendt her. “Unge etniske mænd” vil altså udgøre 

omdrejningspunktet for resten af denne fremstilling og referere til mandlige indvandrere og 

efterkommere fra mindre udviklede lande. 51 

50 Pettersson, 2001:188. 

51 Tilsvarende vil “etnisk” blive anvendt generelt om f.eks. personer, familier, børn osv. fra mindre udviklede lande. 

21


2.1. Kulturkonflikt og tilpasningsproblemer 

2.1.1. Den unges kulturkonflikt 

Etniske unge kan opleve en splittelse mellem forældregenerationens traditionelle, religiøse 

livsform, hvor familien står i centrum og den moderne danske storbykultur, som omgiver dem 

udenfor hjemmet. 

Undertiden beskrives den etniske og danske børneopdragelse som henholdsvis 

kollektivistisk og individualistisk. Hvor den traditionelle danske børneopdragelse giver barnet 

mere og mere frihed, jo ældre det bliver, forholder det sig omvendt i de etniske familier, hvor 

barnets frihed gradvist bliver erstattet af en forventning om, at den unge tager ansvar for familien. 

“Piger og drenge bliver indprentet, at individet kun er en lille del af en større helhed, at det, der holder 

sammen på familien, er den gensidige afhængighed, hvor det først og fremmest gælder fællesskabets 

bedste og derefter den enkeltes. Det står i skarp kontrast til den danske opdragelse, som sigter på at skabe 

selvstændige individer, der selv – i princippet uden familiens hjælp – kan tage vare på deres liv.” 52 

Som den palæstinensisk-syriske forfatter og politiker Naser Khader beskriver, ønsker de unge i 

indvandrerfamilierne ikke nødvendigvis at være danske, men de bliver påvirkede af at se, 

hvordan jævnaldrende danskere lever og vil også bestemme over deres eget liv. 

“Danske unge har kærester, må overnatte hos kammerater, deltage i fritidsaktiviteter, fester, kan disponere 

over egne lommepenge etc. Den restriktive holdning, der findes i traditionelle indvandrerhjem, kan slet 

ikke hamle op med dette. Det fører f.eks. til, at piger og drenge har kærester i det skjulte, og at piger føjer 

adskillige timer på skoleskemaet for at være sammen med veninder. Med andre ord lever en del unge på 

løgne. De får ikke lov til at være både-og (hverken af samfundet eller forældrene), men tvinges til at være 

enten-eller.” 53 

Sociologen Lisbeth Hansen har beskæftiget sig med denne konflikt i forhold til unge mænd fra 

oprindelseslande udenfor Skandinavien og Nordeuropa, dvs. en gruppe, der er meget lig den, som 

denne fremstilling omhandler, jf. indledningen til Del II ovenfor. 54 Model A nedenfor er et 

koncentrat af Lisbeth Hansens hovedkonklusioner. 

52 Khader, 2002:263f. 

53 Khader, Politiken, 26. april 1999. 

54 Lisbeth Hansen, 1996. 

22


Model A. Kulturelle og normmæssige forskelle på situationen for 15-17 årige 

drenge fra henholdsvis lande udenfor Skandinavien/Nordeuropa og Danmark 

15-17 ÅRIGE 

DRENGE 

ETNISKE MINORITETER 

FRA LANDE UDENFOR 

SKANDINAVIEN OG 

NORDEUROPA 

FAMILIEN Familien har fortsat en central 

rolle. Den unge forventes at tage 

ansvar både for sig selv, 

kernefamilien og den øvrige slægt. 

FADEREN Faderen er familiens overhoved: 

han er normsætter og 

beslutningstager. 

MODEREN Moderen har generelt ingen 

forudsætninger for at lære den 

unge om danske samfundsnormer. 

Moderen fokuserer ofte mere på 

den voksne søns ansvar overfor 

hende end omvendt. 

23 

DANSKERE 

Det forventes, at den unge 

frigør sig fra familien. 

Det autoritære familiemønster 

afløses i stigende grad af 

forhandling og overenskomst 

mellem forældre og barn. 

De “normstærke” unge har i 

forsker ved 

Socialforskningsinstituttet Lilli 

Zeuners undersøgelse haft 

mødre, som klart og entydigt har 

kunnet markere både egne og 

samfundsmæssige normer for 

adfærd. 55 

Anvendelsen af denne model kan let misforstås derhen, at denne fremstilling bygger på en 

forestilling om kultur og normer som statiske, uforanderlige størrelser. Det er ikke tilfældet, 

tværtimod opfattes kultur som et åbent, dynamisk felt under konstant forandring dvs. at de unge i 

et vist omfang vil re- og omfortolke deres forældres normer på baggrund af deres aktuelle 

livsvilkår. 56 Modellen ovenfor skal altså alene forstås som en skitsering af nogle typiske og 

modsætningsfyldte grundstrukturer for de verdener, en ung etnisk mand navigerer i. 

Kirsten J. Jeppesens kvalitative interviews med en række unge andengenerationsindvandrere 

viser, at en del vælger enten at fortrænge deres egne rødder og blive så danske som mulig eller at 

55 Lilli Zeuner viser i Normer i skred: ungdomskriminalitetens sociale og kulturelle aspekter, 

Socialforskningsintituttet, 1990, at moderens sociale forhold har langt større betydning end faderens i forhold til den 

unges risiko for at gentage eller recidivere til kriminel adfærd.


forherlige deres egen kultur og tage afstand fra alt, hvad der er dansk. I sidstnævnte tilfælde sker 

det, at de unge bliver endnu mere religiøse end deres forældre. Endelig vælger nogen det, som 

antropologen Yvonne Mørck kalder “bindestregsidentiteten”: 57 at leve efter forældrenes værdier 

og normer, når de er hjemme og efter det danske samfunds normer, når de er “ude”. Disse 

strategier vidner på hver deres måde om en usikker og splittet person, og den kriminelle udvej 

kan derfor være nærliggende. 

Mange af de unge fortæller, 58 at den mest vellykkede strategi, som i øvrigt ofte er 

identificeret hos de pakistansk-danske drenge, 59 er, når den unge formår positivt at vedkende sig 

sine rødder. Det synes at være en holdbar vej til en åbenhed overfor det danske samfund, hvor det 

at tilpasse sig ikke er farligt: 

“Den pakistanske kultur er en støtte, fordi den giver fællesskab og selvtillid, og den danske kultur har lært 

mig at respektere andres holdninger. Så jeg har glæde af begge kulturer.” 60 

En evaluering af en mentorordning for unge straffedømte af anden etnisk herkomst 61 kan 

understøtte betydningen af kulturkonflikten i forhold til udviklingen af kriminel adfærd. Det viser 

sig således, at syv af de ti unge, der interviewes, har oplevet en splittelse i familien eller haft store 

konflikter med deres fædre. 62 

Også et af Danmarks Statistiks resultater kan understøtte kulturkonfliktens betydning for 

kriminalitet. Det må antages, at den tosprogede unge mand, der bor hjemme generelt har 

kulturkonflikten langt tættere inde på livet end den udeboende. 63 Når man sammenligner 

hjemmeboende mænd af udenlandsk herkomst i alderen 15-19 år med hjemmeboende mænd af 

dansk herkomst i samme alder, er mændene af udenlandsk herkomst dobbelt så kriminelle, men 

sammenligner man samme grupper udeboende, er der færre kriminelle blandt de unge mænd af 

anden etnisk herkomst. 64 Man kan således opfatte denne forskel som et udtryk for, at risikoen for 

56 

Opfattelsen bygger på en Bourdieusk tradition og fremgår f.eks. af Prieur, 1999. 

57 

Mørck, Y., Bindestregsdanskere. Fortællinger om køn, generationer og etnicitet, Forlaget Sociologi, 1998. 

58 

F.eks. de unge i dokumentarfilmen Kick in the real Flavour - en mosaik om 5 indvandrere i Danmark, 1993. 

59 

Se f.eks. Jeppesen, 1989:13 og Lindholm & Vinderskovs undersøgelse af unge med en pakistansk, tyrkisk og 

kurdisk baggrund, Generationen der blev kulturpendlere: et kvalitativt studie af unge muslimers hverdag, Lund 

Universitet, 1997. 

60 

Jeppesen, 1989:151. For mere herom kan henvises til Eriksen & Arntsen: Kulturforskelle. Kulturmøder i 

praksis,1999. 

61 

I sommeren 2000 blev der på Direktoratet for Kriminalforsorgens initiativ oprettet en mentorordning for 

indvandrere og efterkommere mellem 15 og 25 år, der er under prøveløsladelse, er idømt en betinget dom eller er 

under tilsyn af Kriminalforsorgen. De unge har altså ofte siddet i fængsel, været anbragt på en sikret institution el. 

lign. Mentorerne er voksne mennesker, der skal bidrage til integration af de unge ved at være positive rollemodeller 

og yde dem støtte til resocialisering. Ordningen er evalueret i Henriksen & Prieur, 2003. 

62 

Henriksen & Prieur, 2003:26. 

63 

Arenas & Singla beskriver således, at en del, fortrinsvis unge mænd, anvender det at flytte hjemmefra som en 

handlingsstrategi i forhold til konflikter i eller med familien, 1997:58. 

64 

Danmarks Statistik, 2002:oversigtstabel 9. 

24


at begå kriminalitet stiger parallelt med omfanget af konfrontationer mellem ude- og 

hjemmefronten. 

I tråd med dette viser Ahlbergs undersøgelse, at kriminalitetsfrekvensen er lavere blandt 

børn, der har én indvandrerforælder end blandt børn med to indvandrerforældre. Ligesom 

konflikten mellem normsystemerne må være betydelig mere præsent, når den unge bor hjemme, 

må den også være det, når begge forældre er indvandrere. 

Antages, at kultur- og normsammenstødet er af afgørende betydning, må man på den anden 

side undres over, at indvandrede nordmænd og danskere i Sverige har en næsten dobbelt så høj 

kriminalitetshyppighed som svenskerne. 65 Det er helt usandsynligt, at den ringe kulturelle forskel 

på danskere og nordmænd i forhold til svenskere kan have forårsaget denne betydelige 

kriminalitetsforskel. (Andre forklaringer kan imidlertid bidrage til at forklare dette forhold, jf. 

afsnit 2.4.). Overrepræsentationen af danskere og nordmænd lader sig bedre forklare ved at 

betragte kulturkonflikten i et lidt bredere perspektiv, der også omfatter selve omstillingsprocessen 

eller “transplantationsomkostningerne”: 66 

“en øget kriminalitetsrisiko (er) ikke alene...knyttet til indvandrere fra fjerne og fremmede kulturer, men 

tilsyneladende til det overhovedet at skifte land. Det leder tankerne hen på en velkendt kriminologisk 

faktor: mobilitet, der - om det er over grænser eller inden for samme land - i stort og småt - kan influere på 

vores adfærd, uanset hvem vi er, eller hvor vi kommer fra.” 67 

2.1.2. Konflikt mellem retsnormer 

Den potentielle konflikt mellem retsnormer i mødet mellem to kulturer blev introduceret i 1938 

af den svensk-amerikanske kriminolog Thorsten Sellin med publikationen af bogen, Culture 

Conflict and Crime. Her anvender Sellin kulturkonflikt – som det også undertiden ses anvendt i 

dag - som udtryk for manglende viden om eller forståelse for gældende retsnormer i 

tilflytterlandet. 68 F.eks. findes der kulturer, hvor manden har revselsesret over hustru og barn, 

mens det i Danmark betragtes som strafbar vold, uanset hvilken relation man måtte have til 

offeret. Også synet på blodhævn eller hævn i forbindelse med ærekrænkelser kan blandt nogle af 

de etniske grupper, der kommer til Danmark, afvige fra landets normer. Der findes dog kun 

enkeltstående eksempler herpå, f.eks. den dom, der blev afsagt den 16. september 2003 ved Østre 

Landsret i Næstved, hvor en far blev idømt 14 års fængsel og udvisning for at have myrdet sin 

datter ved æresdrab. 

65 

Ahlberg, 1996:89. 

66 

Begrebet “transplantationsomkostninger” er Mehmet Ümit Necefs, 2000:11 og henviser til de psykiske og sociale 

belastninger, der følger af at befinde sig i en fremmed kultur med andre skikke, normer, værdier, omgangsformer, 

regler og moral. 

67 

Kyvsgaard, 1996:11. 

68 

Se mere herom i f.eks. Hauge, 2001:119f. 

25

2.1.3. Kulturforskelle 


Det er også blevet hævdet, at kulturforskelle i sig selv kan spille en rolle for kriminaliteten. Det 

var særlig omdiskuteret i forbindelse med den mediedebat, der blev affødt af nogle tilfælde af 

gruppevoldtægt i løbet af de seneste år. Det blev således hævdet, at især nyankomne, som ikke 

kender til den danske kultur, kan have svært ved at forstå de danske kvinders signaler. F.eks. 

skrev kultursociologen, Mehmet Ûmit Necef: 

"en del indvandrere (har) rødder i en traditionel kultur (…) hvor man skelner mellem ærbare og 

uanstændige kvinder. Ærbare kvinder i dette univers følger tre regler: De bevarer mødommen indtil 

ægteskabet (dvs. ingen førægteskabelig sex), bør ikke færdes i byens offentlige rum uden et specifikt 

ærinde og ikke uden et mandligt eller kvindeligt familiemedlem som ledsager (anstandsdame). 

Anstændighed opfattes ikke på samme måde i Danmark. Den seksuelle debutalder er ca. 15 i Danmark, 

danske unge piger og kvinder færdes i byens offentlige rum, på diskoteker, caféer, gader alene eller i 

pigegrupper, og de færdes i det offentlige rum for at more sig, at finde en partner osv. En del traditionelle 

indvandrermænd aflæser danske kvinders adfærd som let tilgængelighed. En del indvandrerdrenge, der 

sammenligner med deres egne søstre og andre etniske pigers adfærd med danske pigers, kan have den 

forkerte opfattelse, at de har fri adgang til danske piger.” 69 

Det antages endvidere, at kulturforskelle kan spille en rolle for voldskriminaliteten. Khader 

beskriver f.eks., at etniske mænd er vokset op med, at man som mand skal værne om familien og 

bevise sin mandighed. Det betyder, at en fornærmelse af et familiemedlem kan kalde på nogle 

meget stærke følelser, og en æresoprejsning let kan resultere i vold. 70 I tråd med dette finder 

lektor i sociologi ved Aalborg Universitet Annick Prieur, at der skal meget lidt til, før en 

slåskamp udløses blandt unge mænd med oprindelse udenfor Europa og Nordamerika. 71 Noget 

tyder da også på, at fysisk afstraffelse er mere udbredt i de etniske familier. En hollandsk 

selvrapporteringsundersøgelse blandt 14-15 årige tosprogede viser således, at hollandske og 

etniske børn har været udsat for lige meget fysisk afstraffelse, men hvor udøveren heraf for 

majoriteten af de hollandske børn har været en person udenfor familien, var udøveren blandt de 

etniske børn i mere end halvdelen af tilfældene en forælder og i 20-30 pct. af tilfældene andre 

familiemedlemmer. 72 Det skal hertil erindres, at voldsområdet er et af de områder, hvor 

overrepræsentationen af mænd af anden etnisk herkomst er særlig markant, jf. Del I, afsnit 1.3.3 

ovenfor. 

Der kan imidlertid peges på andre grunde til, at unge etniske mænd har flere voldsdomme. 

Som vi skal se i afsnittet straks nedenfor, kan den eksklusion, dvs. det at blive holdt udenfor af 

det danske samfund, som mange af de unge beskriver, let føre til frustration og aggressioner. 

69 

Mehmet, 2000:11. 

70 

Khader, 2002:309. 

71 

Prieur, 1999:39 ff. Prieur fortolker dette som et specielt kulturelt eller subkulturelt træk udviklet i mødet mellem 

minoritetskulturerne og den danske kultur. 

26

2.2. Eksklusion 


“Siden vi var helt unge, er vi altid blevet dårligere behandlet. I skolen af lærerne, inde i byen af politiet. 

Går vi bare tre sammen, bliver vi nedstirret, og der er frygt i folks øjne. Der er bare forskel. Det kan der 

ikke laves om på (…) De siger man skal være medlem for at komme ind (på diskoteker, red.). Men 

danskerne skal ikke være medlemmer. Vi vil også gerne ind og få kontakt med pigerne. Vi vil danse med 

dem, sige søde ting til dem, give dem en drink, se hende, røre hende. Men alt hvad jeg har af tid til at 

score hende, er de tre sekunder, hun er på vej til diskoteket, og så de tre sekunder, når hun er på vej ud. Til 

sidst bliver jeg vanvittig (…) Hvordan tror du, det er at have siddet med vennerne og glædet sig til at 

komme ind til byen, og så gå fra sted til sted lørdag efter lørdag uden at komme ind? Så må man have det 

ud. Så går man ud og slår den første den bedste ned. De siger, vi er voldelige, men vi bliver voldelige, 

fordi vi ikke kan komme ind.” 73 

Som citatet illustrerer, beskriver nogle etniske unge følelsen af at være frygtet, blive set ned på og 

holdt udenfor som direkte årsag til voldelig adfærd. Denne årsagsforklaring har en vis lighed med 

den sociologisk orienterede kriminologi, som Albert Cohen introducerede med bogen Delinquent 

Boys fra 1955. Albert Cohen beskrev bandekriminalitet som arbejderklassens oprør mod den 

middelklasse, som de ikke selv kunne blive en del af, og motivet til kriminalitet var derfor i 

mange tilfælde at udtrykke foragt for, genere og terrorisere andre. 74 Eksklusion kan også udgøre 

en mere indirekte kilde til kriminalitet, forstået på den måde, at det mindreværd og den 

frustration, som ofte følger med diskriminerende oplevelser, kan medvirke til kriminel adfærd. 

En af de mest grundige undersøgelser af danskernes tolerance overfor og holdninger til 

indvandrere og flygtninge viser en klar tendens til negative holdninger og fordomme, ønsker om 

social distance samt en opfattelse af, at indvandrere og flygtninge ikke bør tildeles samme 

rettigheder som danskere. 75 Og mediedebatten, 76 fremmedkritiske holdninger blandt politikerne 

og stemningen blandt befolkningen i almindelighed 77 tyder på, at intolerancen overfor etniske 

minoriteter er tiltagende. 

I Sverige er rapporteringen af forbrydelser med racistiske eller fremmedfjendske motiver steget 

siden slutningen af 80érne. Tilsvarende er angsten for at blive udsat for en forbrydelse større 

blandt udenlandske end svenske borgere. 78 Og dette er bestemt ikke ubegrundet. Det er således 

dokumenteret, at personer af udenlandsk herkomst oftere er ofre for forbrydelser, herunder især 

72 

Junger-Tas, Cruyff, van de Looij-Jansen & Reelick, 2003:11, tabel 3. Oversættelsen af “physical abuse” til “fysisk 

afstraffelse“ skal ses i forhold til den måde, hvorpå det er blevet defineret i spørgsmålene til børnene: “…extremely 

harsh physical discipline, being locked up or being intentionally wounded…:10f. 

73 

Den 24-årige Murat citeret i Berlingske Tidende, 13. juli 2003. 

74 

Cohens teori vil blive uddybet nærmere i afsnit 2.6. nedenfor. 

75 

Gaasholt & Togeby, 1995. 

76 

Senest f.eks. den artikelserie, som Berlingske Tidende indledte i juli 2003 om etniske minoriteter og kriminalitet. 

77 

Danske adoptivbørn er f.eks. begyndt at føle sig diskriminerede: “Måske er den tavse fjendtlighed den værste – og 

den fortæller mange adoptivbørn om: Der er et blik i danskernes øjne, en mistænksomhed, der ikke var der før, en 

fornemmelse af agtpågivenhed…” Politiken den 14. juni 2003. På internationalt niveau kan henvises til rapport fra 

Europarådets Kommision mod Racisme og Intolerance, 2001. 

78 

Hofer, Sarnecki & Tham, 1998:73. 

27


grove voldsforbrydelser. 79 I Norge har man set tilsvarende tendenser - den seneste større 

undersøgelse af indvandrere som ofre og gerningsmænd omhandler perioden 1995-1998 og viser, 

at risikoen for at blive registreret som voldsoffer for ikke-vestlige mænd mellem 15 og 24 år er 

næsten dobbelt så høj som blandt den tilsvarende gruppe nordmænd. 80 

Overrepræsentationen skal dog ses i lyset af, at viktimisering og udøvelse af vold “følger 

hverandre som skygger”. 81 Heri ligger, at en hel del af volden foregår i en intern subkultur, f.eks. 

i en familie eller omgangskreds, hvor samme personer til tider er gerningsmænd, til tider er ofre. 

Undersøgelsen viser således også, at næsten 7 pct. af de norske voldsofre, der blev registreret i 

1995-1998 i samme periode blev registreret som gerningsmænd, mens der var tale om lidt over 

10 pct. blandt ikke-vestlige indvandrere. 82 

Diskrimineringen er dog ikke ensidig; der findes også fordomme og negative holdninger 

blandt etniske minoriteter, f.eks.: 

“Jeg vil aldrig giftes med en dansker, så vil jeg hellere dø. Det er en helt anden kultur og religion.” 

“Danskerne er egoistiske, og der skal hele tiden ske noget.” 83 

Desværre tyder meget på, at der flere steder i Vesteuropa – er ved at danne sig en dyb og 

selvforstærkende kløft af fordomme mellem visse grupper af indfødte og etniske minoriteter. 

“På senare tid har rasismen ökat i Västeuropa. På yttersta högerkanten exploateras medborgarnas oro över 

samhällsutvecklingen samtidigt som de statsbärande partierna stiftar hårdare immigrationlagar. Detta 

väcker misstro bland minoritetsgrupperna. Det finns en risk att “svenskar” och “invandrare” börjar se 

varandra med större misstänksamhet. “Svenskar” ser “invandrare” som kriminella, arbetsskygga 

välfärdsslukare. “Invandrare” ser “svenskar” som rasister som stöder ett samhälle som exploaterar och 

förtrycker människor efter deras ursprung. Samhället risikerar därmed att splittras efter etnicitet. 

Brottsfrågans betydelse för denna process är långt ifrån obetydlig.” 84 

Eksklusion kan også have en negativ virkning for den sociale kontrol. 85 Herved refereres til 

enhver relation til samfundet, der afholder os fra at begå kriminalitet. Det kan f.eks. være 

moralske relationer, menneskelige relationer eller relationer til myndigheder. Oplevelsen af 

eksklusion kan betyde, at tilflytteren bevarer en følelse af fremmedhed, der står i vejen for at 

skabe sådanne relationer til det nye samfund. Herved mindskes loyaliteten med det nye samfund, 

og den sociale kontrol sættes ud af funktion: 

79 

Se f.eks. Pettersson 2001:189 ff., som samme sted henviser til en række forskere, der er fremkommet med dette 

resultat. 

80 

Gundersen, Haslund, Hustad & Stene, 2000:figur 3.13. 

81 

Med dette citat henviser Gundersen, Haslund, Hustad & Stene, 2000:23 til Pedersen, W. & Pape, H. Unge 

voldsofre i Oslo – et innvandrerproblem?, Tidsskrift for Den Norske lægeforening, 119, 16, 1999. 

82 

Gundersen, Haslund, Hustad & Stene, 2000:23. Se evt. også Gundersen, 2000:11ff. 

83 

Jeppesen, 1989:105f. 

84 

Estrada, 2001:402. 

85 

Gottfredsson, M. & Hirschi, T., A General Theory of Crime, Stanford University Press, 1990. 

28


“Hvis man ikke har noget, har man heller ikke noget at miste...Jeg kan sige til mine børn: I skal lade være 

med at stjæle cykler, for en blakket straffeattest giver jer vanskeligheder. Men det nytter ikke over for de 

unge indvandrere uden en fremtid. En blakket straffeattest er ligegyldig for dem. Det samme gælder vore 

dårligst socialt stillede unge, der ikke har noget at tabe ved kriminalitet.” 86 

2.2.1. Diskrimination på arbejdsmarkedet 

Med den socioøkonomiske forklaringsmodel så vi, at arbejdsløshed er en væsentlig indikator for 

kriminalitet. Da meget tyder på, at det er sværere for etniske minoriteter at få adgang til 

arbejdsmarkedet, se straks nedenfor, vil diskrimination på arbejdsmarkedet også blive behandlet 

her. 

Sydjysk Universitetscenter foretog i 1997 87 en undersøgelse med det mål at finde ud af, 

hvorvidt private og offentlige arbejdsgivere diskriminerer unge danske statsborgere af etnisk 

oprindelse ved jobsøgning. Undersøgelsen omfattede 446 “cases”, hvor unge af henholdsvis 

tyrkisk, pakistansk og dansk oprindelse ansøgte om jobs – ved telefonisk, personlig og skriftlig 

henvendelse. De unge “ansøgere” af tyrkisk og pakistansk oprindelse var født i Danmark og talte 

flydende dansk. Samtlige “ansøgere” var veltalende, præsentable og havde en bred 

erhvervserfaring, og ved hver enkelte jobsøgning sørgede man endvidere for, at “ansøgerne” 

havde samme kvalifikationer. Det viste sig, at mere end hver tredje gang en etnisk ung søgte en 

stilling, blev han/hun frasorteret alene pga. sit fremmedklingende navn eller anderledes udseende. 

Mere præcist blev graden af diskriminering målt til 38 pct. 88 

Især hvad angår den personlige jobsøgning, synes der at være anledning til at tage visse 

forbehold overfor undersøgelsens gyldighed. Om en person er veltalende, præsentabel og 

kvalificeret er således spørgsmål, der i et vist omfang afhænger af en subjektiv vurdering. 

Undersøgelsens resultat kan dog betragtes som vejledende, og det er i hvert fald meget lig det, 

Rockwool Fondens forskningsenhed nåede frem til i en undersøgelse af den oplevede 

diskrimination. 89 Her var fremgangsmetoden at spørge til indvandrernes egen oplevelse af, om de 

i forbindelse med afslag på et job havde følt sig diskriminerede på grund af etnisk oprindelse eller 

andre forhold. Man nåede frem til, at godt 37 pct. af indvandrerne havde følt, at de fik afslag på 

grund af deres etniske herkomst. Det skal dog bemærkes, at ligheden mellem to undersøgelser, 

der har til hensigt at sige noget om henholdsvis reel og oplevet diskrimination ikke nødvendigvis 

bekræfter hinanden i kraft af et enslydende resultat, idet det ikke er usandsynligt, at der kan være 

forskel på den reelle og oplevede diskriminering. 

86 

Eva Smith, citeret i Jyllandsposten den 8. juli1997. 

87 

Hjarnø & Jensen, 1997. 

88 

Som Mogensen & Pedersen (2001:1 i bilag) anfører, skal procentangivelsen dog ses i lyset af, at man konsekvent 

lod den etniske unge søge først (med henblik på at sikre, at en accept af majoritetsansøgeren ikke udelukkede andre 

ansøgere). Af Bovenkerks undersøgelse (1992), hvor den etniske og indfødte unge skiftevis søgte først, og hvis 

metode Hjarnø & Jensen oplyser, at de følger (1997:9), blev graden af diskriminering målt til 19 pct. 

89 

Mogensen & Matthiessen, 2002:119 ff. 

29


Frasorteringen på arbejdsmarkedet kan skyldes, at arbejdsgiveren har forestillinger om, at 

etniske minoriteter har dårlige sproglige eller faglige kvalifikationer, men kan også være et 

udtryk for en bekymring for, hvordan virksomhedens øvrige medarbejdere vil reagere. 

Sidstnævnte forklaring fremsætter arbejdsmarkedsforskeren ved Socialforskningsinstituttet Helle 

Holt i forbindelse med et forsøg på at afklare, hvorfor integration af flygtninge og indvandrere på 

det danske arbejdsmarked er det område, hvor virksomhederne føler sig mindst ansvarlige: 90 

“De private chefers forbeholdne holdning til integration af flygtninge og indvandrere på det danske 

arbejdsmarked kunne frygtes at stamme fra en fornemmelse af medarbejdernes reaktion på disse 

grupper.” 91 

Som et supplement til Helle Holts fortolkning af resultaterne kan tilføjes, at de private 

virksomheders holdning måske i lige så høj grad som frygten for medarbejdernes reaktion kan 

skyldes frygten for kundernes/klienternes reaktion på ansættelse af en person af anden etnisk 

herkomst - en relation, der er langt mere afgørende for private end for offentlige virksomheder. 

Diskrimination kan således - alene i kraft af folks bevidsthed om eksistensen af den slags 

holdninger kombineret med manglende følelse af ansvar - få vidtrækkende konsekvenser for 

personer af udenlandsk herkomst og i yderste konsekvens føre til kriminalitet. 

Man skal dog være varsom med at henvise til diskrimination som det eneste og endegyldige 

forklaringsmønster på den højere kriminalitetshyppighed blandt unge etniske mænd, fordi der 

heri ligger en offergørelse, som kan være hæmmende i forhold til de unges eget ansvar for 

situationen. 

“Kriminaliteten er et alvorligt problem, og det er meget vigtigt med selverkendelse nu. Det har knebet 

med at se problemet i øjnene, fordi mange unge med etnisk baggrund vitterligt har det svært i Danmark, 

med sproget, med uddannelsen og med at finde et job. Men det er lidt for let at afvise sit eget ansvar ved at 

sætte alt under den hat, der hedder “vi bliver holdt ude af samfundet”. Vi har jo mange muligheder for at 

mobilisere nogle kræfter selv.” 92 

2.3. Selektion i retssystemet 

Selektion betyder udvælgelse, og selektionsteorien antager, at etniske minoriteter oftere udvælges 

i forbindelse med lovovertrædelser dvs. oftere opdages, anmeldes og retsforfølges end danskere. 

Det forklares på den måde, at den etniske minoritet typisk vil skille sig mere ud og dermed oftere 

vil blive opdaget og husket af vidner og politi. 

90 F.eks. mener virksomhederne, at de har et større socialt ansvar i forhold til beskæftigelse af handicappede. 

Resultaterne kommer fra en undersøgelse, som Socialforskningsinstituttet har foretaget med henblik på at kortlægge 

danske virksomheders forhold til ansvarlighed overfor forebyggelse og løsning af sociale problemer. Undersøgelsen 

er baseret på interviews med 2960 private og offentlige virksomheder, jf. Helle Holt, 1997:39. 

91 Helle Holt, 1997:38f. 

92 Muharrem Aydas, citeret i Berlingske Tidende den 27. juli 2003. 

30


“Der skal jo ikke megen fantasi til at forestille sig, at kvinder, som via deres klædedragt, udseende og 

adfærd klart adskiller sig fra andre kvinder, også i højere grad bliver synlige for butiksdetektiven og de 

ansatte – uden at der nødvendigvis ligger racistiske motiver bag.” 93 

2.3.1. Øget bevågenhed 

Kyvsgaard har belyst spørgsmålet om en eventuel øget bevågenhed af personer af udenlandsk 

herkomst med en analyse af sigtelser og afgørelser for straffelovsovertrædelser i 1998. 94 

Kyvsgaard måler dette ved at undersøge, om etniske minoriteter hyppigere anholdes og 

varetægtsfængsles i forbindelse med en sigtelse, og om disse retlige skridt hyppigere ender med 

påtaleopgivelse eller frifindelse. I tabel 2 og 3 nedenfor er opstillet de i denne forbindelse mest 

relevante resultater. Procentsatserne i tabellerne angiver, hvor meget oftere (markeret ved +), der 

sker påtaleopgivelse/frifindelse samt anholdelse/varetægtsfængsling, når den pågældende er 

indvandrer eller efterkommer i forhold til personer af dansk oprindelse. 

Tabel 2. Procentforskel mellem personer af dansk oprindelse og henholdsvis 

indvandrere og efterkommere i forhold til sigtelser* samt anholdelser og 

varetægtsfængslinger, der er endt med påtaleopgivelse eller frifindelse 

Indvandrere Efterkommere 

Procentvis højere andel sigtelser,* der 

er endt med påtaleopgivelse/frifindelse + 35 % + 59 % 

Procentvis højere andel anholdelser og 

varetægtsfængslinger, der er endt med 

påtaleopgivelse/frifindelse + 46 % + 82 % 

Tabel 3. Procentforskel mellem personer af dansk oprindelse og henholdsvis 

indvandrere og efterkommere i forhold til sigtelser,* der er forbundet med en 

anholdelse/varetægtsfængsling 

31 

Indvandrere Efterkommere 

Procentvis højere andel sigtelser,* 

der er forbundet med anholdelse/ 

varetægtsfængsling + 46 % + 49 % 

93 Kyvsgaard, 2001:366. 

94 Kyvsgaard, 2001.


* Sigtelser omfatter både hoved- og bisigtelser. 

Det fremgår af tabel 2, at personer af anden etnisk herkomst markant oftere end personer af dansk 

oprindelse sigtes, anholdes og varetægtsfængsles, uden at dette senere fører til en fældende 

afgørelse. 95 Det fremgår endvidere, at det især gælder efterkommere, dvs. den gruppe, som vi har 

set, særlig ofte er registreret i kriminalstatistikken. Tabel 3 viser, at etniske minoriteter næsten 

dobbelt så ofte som majoritetsbefolkningen bliver anholdt eller varetægtsfængslet i forbindelse 

med en sigtelse. 

Da den markante forskel på anholdelseshyppigheden kan skyldes en forskel på grovheden af 

de forbrydelser, som personer af henholdsvis dansk og anden etnisk herkomst begår, undersøger 

Kyvsgaard endvidere, om forskellen også gør sig gældende på nogle snævre kategorier af 

lovovertrædelser, der alene muliggør en meget begrænset forskel i grovhedsgrad. 96 Da dette er 

tilfældet, kan forskellen på anholdelseshyppigheden altså ikke forklares ved en forskel på 

grovheden af gruppernes forbrydelser. Det skal hertil bemærkes, at der dog alligevel må forventes 

en vis forskel på personer af henholdsvis dansk og anden etnisk oprindelse, både hvad angår 

tilfælde, der er endt med påtaleopgivelse/frifindelse og sigtelser, der er forbundet med anholdelse 

og varetægtsfængsling. Der vil således oftere være risiko for, at indvandrere og efterkommere på 

grund af deres tilknytning til et andet land, unddrager sig videre retsforfølgelse. 97 

Unddragelsesfare kan være hjemmel for varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 

1, og da en forudsætning for varetægtsfængsling normalt er anholdelse, må man også forvente, at 

de oftere anholdes med henblik på en eventuel varetægtsfængsling. 98 Dertil kommer, som 

Kyvsgaard også selv nævner, at indvandrere og efterkommere ofte opholder sig i større grupper, 

hvorfor man også må forvente, at politiet i tilfælde af kriminalitet kan være nødt til umiddelbart 

at anholde flere, indtil sagen er nærmere efterforsket. Selv disse forhold taget i betragtning, er 

95 

Et lignende resultat fremgår af Danmarks Statistik, 1998:7: mens 12 pct. gennemsnitligt blev kendt “ikkeskyldige” 

i de forhold, de var sigtet for, blev 18,6 pct. af indvandrerne og 20,5 pct. af efterkommerne kendt “ikkeskyldige”. 

Resultatet skal dog ses i lyset af en kommentar, udfærdiget af Foreningen af Politimestre i Danmark af 23. 

april 1998 i forbindelse med Justitsministeriets anmodning om en udtalelse om opgørelsen fra Danmarks Stastistik. 

Heraf fremgår, at afgørelser efter straffeloven oftere resulterer i tiltaleopgivelse eller frifindelse end afgørelser efter 

færdselslovgivningen. Forskellen kan således til dels skyldes det forhold, at mandlige indvandrere og især 

efterkommere har forholdsvis flere afgørelser efter straffelovginingen og forholdsvis færre efter 

færdselslovgivningen end den øvrige mandlige befolkning, jf. afsnit 1.3.3. ovenfor. Dette forhold er imidlertid ikke 

relevant i forbindelse med Kyvsgaards resultater, idet hendes undersøgelse af samme grund alene vedrører 

straffelovsovertrædelser, Kyvsgaard, 2001:367. 

96 

Kyvsgaard, 2001:tabel 9. 

97 

Kyvsgaard nævner alene dette forbehold i relation til personer, der ikke har fast ophold i Danmark, dvs. turister, 

asylansøgere mv., 2001:371. 

98 

Hvad angår den procentvise forskel på andelen af anholdelser og varetægtsfængslinger, der er endt med 

påtaleopgivelse/frifindelse, oplyser Kyvsgaard dog, at der i langt de fleste tilfælde, nemlig knap tre fjerdedele af 

tilfældene alene er tale om anholdelser. Og at såfremt personen har været anholdt forud for varetægtsfængslingen, er 

det varetægtsfængslingen, der indgår i beregningen. 

32


forskellene dog meget markante og giver således ikke anledning til at udelukke, at etniske 

minoriteter er udsat for en øget bevågenhed. 

Både hvad angår flere frifindelser og anholdelser/varetægtsfængslinger i forbindelse med 

sigtelser, er et tilsvarende mønster set i andre lande, f.eks. i England. 99 I England har man også 

undersøgt, om der er forskel på sandsynligheden for at blive visiteret af politiet, og det viser sig, 

at sandsynligheden gennemsnitligt er fire gange større for etniske minoriteter end den øvrige 

befolkning. 100 Det er svært at fortolke sidstnævnte resultat på anden måde end, at der reelt sker en 

selektion. Og det er formentlig også en del af forklaringen på Kyvsgaards resultater. Hvis etniske 

minoriteter i højere grad end etniske danskere har politiets og retssytemets opmærksomhed, er 

der også en større sandsynlighed for, at den kriminalitet, de begår, bliver opdaget og i så fald vil 

etniske minoriteters kriminalitet i højere grad være registreret – dvs. at en sammenligning af 

kriminaliteten blandt personer af henholdsvis dansk og udenlandsk herkomst på baggrund af 

kriminalstatistikken kan være fordrejet i de etniske minoriteters disfavør. 

2.3.2. Selvrapporteringsundersøgelser 

Selvrapporteringsundersøgelser, dvs. undersøgelser, hvor man spørger X antal personer, om de 

har begået kriminalitet, og som derfor ikke vil være influerede af en eventuel forskel på 

opdagelsesrisikoen, synes at bekræfte, at opdagelsesrisikoen er større for personer af udenlandsk 

herkomst. I modsætning til den overrepræsentation af personer af udenlandsk herkomst i 

straffesystemet, som fremgår af undersøgelser af den registrerede kriminalitet, viser 

selvrapporteringsundersøgelser, at der ikke er forskel mellem udenlandske og landets egne 

statsborgere med hensyn til kriminalitet. 101 

Som allerede påpeget, kan forklaringen være, at overrepræsentationen i undersøgelser af den 

registrerede kriminalitet alene er et resultat af, at personer af udenlandsk herkomst har en større 

opdagelsesrisiko. Forklaringen kan imidlertid også være, at selvrapporteringsundersøgelserne er 

99 

Home Office, Race and the Criminal Justice System, 2000/2001. 

100 

Home Office, Race and the Criminal Justice System, 2000/2001:introduktionen til kap. 2: Police and Criminal 

Evidence Act - Stops and Searches. 

101 

Martens, P. L., Brottslighet bland ungdomar med indvandrarbakgrund i Wikström, P. H. (red.), Brott och 

åtgärder mot brott i stadsmiljön, Brottsförebyggande Rådet, Stockholm, 1990:135. Der er alene tale om en generel 

tendens. En undtagelse, hvad angår den registrerede kriminalitet, er den norske undersøgelse af Falck, 

S., Utlendinger og kriminalitet – en analyse af forholdet mellem straffede norske og udenlandske statsborgere, 

Barnverkets Utviklingscenter,1992. Den viser, at fastboende udenlandske statsborgere totalt set har en lavere 

registreret kriminalitet end norske statsborgere. En undtagelse, hvad angår selvrapporteringsundersøgelser er Junger- 

Tas, Cruyff, van de Looij-Jansen & Reelicks selvrapporteringsundersøgelse (2003) af 14-15 årige fra 6 forskellige 

etniske minoritetsgrupper i Rotterdam i Holland, der viser at samtlige minoritetsgrupper - på nær de tyrkiske piger - 

er mere kriminelle end deres jævnaldrende. Herhjemme udgør også den seneste selvrapporteringsundersøgelse blandt 

børn og unge, jf. Flemming Balvig, RisikoUngdom, Det Kriminalpræventive Råd, 2000:46ff, en undtagelse. 

Undersøgelsen viser således bl.a., at unge efterkommere i sammenligning med unge, der har forældre, der begge er 

født i Danmark, dobbelt så ofte rapporterer, at de har begået kriminalitet. Dette billede står i modsætning til en meget 

lignende selvrapporteringsundersøgelse gennemført 10 år tidligere, jf. Kyvsgaard, Indvandrere og kriminalitet, 

33


utroværdige, idet mennesker med forskellig kulturel baggrund ikke vil være lige tilbøjelige til at 

svare korrekt på spørgsmål, der - som kriminalitet - er tabubelagte. 

2.3.3. Kulturelle forskelle på tilbøjeligheden til at tilstå 

Kyvsgaard finder endvidere, at andelen af sigtelser, der ikke har ført til en fældende afgørelse er 

større for indvandrere og efterkommere, der kommer fra mindre udviklede lande, end for dem, 

der kommer fra de mere udviklede lande. 102 Kyvsgaard anfører, at en af forklaringerne herpå kan 

være, at der er kulturelle forskelle med hensyn til tendensen til at tilstå en forbrydelse, og at det er 

lettere at få dømt en person, hvis vedkommende tilstår. Kyvsgaard peger i den forbindelse på, at 

en hollandsk undersøgelse viser, at mennesker fra muslimske lande er mindre tilbøjelige til at 

tilstå de forbrydelser, de har begået. 103 Det er i overensstemmelse med erfaringen blandt danske 

politifolk. 104 

Også forsker ved Brottsförebyggande rådet i Stockholm Peter L. Martens resultater tyder på, 

at kulturelle forskelle kan være af betydning. Når han sammenligner sine data over 

selvrapporteret kriminalitet med Ahlbergs tidligere beskrevne data over registreret kriminalitet, 

viser det sig, at jo større den kulturelle afstand er mellem en indvandrergruppe og svenskerne, 

desto større er diskrepansen mellem den selvrapporterede og registrerede kriminalitet. Det 

forklarer Martens på følgende måde: 

“Indvandrargrupper, som varit bosatta i Sverige en lång tid, är mer lika svenskarna när det gäller at uppge att de 

begått en brottslig handling, medan de grupper, som varit här en kortere tid, är mindre benägna än infödda svenskar 

at uppge att de har begått en brottslig handling.” 105 

Det forekommer sandsynligt, at man vil være mindre tilbøjelig til at fortælle en person/institution 

om sine lovovertrædelser, når man er på fremmed grund og har anledning til at føle sig usikker på 

konsekvenserne heraf. 

2.3.4. Selektion afhænger af fremtræden og forhåndsviden 

Der er imidlertid også en anden mulig forklaring på, at andelen af sigtelser, der ikke har ført til en 

fældende afgørelse er større for indvandrere og efterkommere, der kommer fra mindre udviklede 

lande, end for dem, der kommer fra de mere udviklede lande. Det er det forhold, at: 

Jurist- og økonomforbundets Forlag, 1992, der stort set ikke viser nogen forskel på kriminalitetsfrekvensen blandt 

14-årige af dansk og udenlandsk herkomst. 

102 

Kyvsgaard, 2001:369. Kyvsgaard anvender FN´s definition af mere og mindre udviklede lande fra 1994, jf. 

afsnittet begrebsdefinitioner ovenfor. 

103 

Kyvsgaard henviser til Junger, M., Ethnic Minorities. Crime and Public Policy i Hood, R. (red.), Crime and 

Criminal Policy in Europe, Proceedings of European Colloquium 1988, Centre for Criminological Research, 

University of Oxford, 1989. 

104 

Se f.eks. Holmberg, 1999:131 eller Kyvsgaard, 2001:369. 

34


“…personer fra de mere udviklede lande i højere grad end personer fra mindre udviklede lande både 

udseendemæssigt, socialt, arbejdsmæssigt og økonomisk ligner landets øvrige befolkning. Desuden gør de 

det kriminalitetsmæssigt (…) Dermed tiltrækker de sig næppe den samme opmærksomhed fra 

retshåndhævende myndigheders side, som personer fra mindre udviklede lande gør.” 106 

Synspunktet støttes af antropolog Lars Holmbergs undersøgelser af politiets arbejdsmetoder. En 

af hans konklusioner er, at politiet søger dér, hvor de forventer størst gevinst dvs. blandt de typer, 

der erfaringsmæssigt begår mest kriminalitet. Om indvandrere og andengenerationsindvandrere, 

der stammer fra Tyrkiet, Pakistan eller et mellemøstligt land 107 (dvs. stort set samme gruppe, som 

er omdrejningspunkt for denne fremstilling), jf. indledningen til Del II ovenfor, skriver 

Holmberg: 

“De fleste politifolk anser det jo netop for deres job at kigge efter alle, der skiller sig ud. Det er klart, at 

mennesker med en anden hud- og/eller hårfarve umiddelbart er iøjnefaldende gennem deres fremtræden, 

men det er væsentligt at bemærke, at det ifølge politifolkene selv først og fremmest er forhåndsviden, der 

gør udslaget. I det omfang, politiet særligt går efter folk, der ligner indvandrere, er det angiveligt fordi 

deres erfaring siger dem, at indvandrere ofte er kriminelle, ikke fordi de er indvandrere i sig selv (…) De 

(dvs. politiet, red.) har erfaring for, at der er mange i denne gruppe, der er kriminelle, og der er for 

politifolkene ikke nogen kvalitativ forskel på at holde øje med en “typisk Brian” og en typisk 

indvandrer.” 108 

Trods Holmbergs klare indtryk af, at etniske minoriteter i visse sammenhænge vækker politiets 

mistanke alene på grund af deres udseende, tyder hans tal i undersøgelsesmaterialet dog ikke på 

nogen væsentlig skævhed i indsatsen. Hans “forsigtige” konklusion er derfor, at politiet ikke 

generelt bedriver racistisk motiveret forskelsbehandling, men at de unge alligevel har grund til at 

føle sig diskriminerede. Det skal forstås på den måde, at de unge indvandrere formentlig har ret i, 

at politiet holder særlig øje med dem, også når de ikke foretager sig noget kriminelt. Men at 

politiet på den anden side ofte kun har folks udseende at navigere efter, og at denne bevågenhed 

ikke nødvendigvis bunder i diskrimination. 109 

2.3.5. Borgernes anmeldelser til politiet 

Det skal endelig nævnes, at det heller ikke kan udelukkes, at borgerne er mere tilbøjelige til at 

anmelde unge mænd af anden etnisk herkomst. Det synes næsten uundgåeligt, dersom der - som 

konstateret i forrige afsnit – findes fordomme overfor etniske minoriteter i befolkningen. I et 

eksperiment foretaget af Institut for Psykologi på Stockholms Universitet 110 viste man en gruppe 

mennesker forskellige filmede versioner af et butikstyveri. Det viste sig, at både når tyven var 

105 Martens (1998) citeret i Pettersson, 2001:184. 

106 Kyvsgaard, 2001:369. 

107 Holmberg foretager en begrebsafgrænsning på side 130f (1999). 

108 Holmberg, 1999:137f. 

109 For mere om forholdet mellem de etniske unge og politiet kan henvises til Ansel-Henry & Jespersen, 2003 og 

denne fremstillings afsnit 3.3.2.2. nedenfor. 

110 Lindholm, T. & Christianson, S. Å., Vittnesmål och våldsbrott: Effeker av etnisk gruppetilhörighet hos vittne, 

offer och gärningsman, PHS-rapport 1995:1, Polishögskolan. 

35


blond og nordisk, og når han var mørk og sydeuropæisk, mente mange at have set en mørkhåret 

indvandrer. Det kan næsten kun fortolkes på den måde, at forsøgspersonerne knytter indvandrere 

og kriminalitet sammen. At befolkningens opfattelse af, hvordan en typisk kriminel ser ud, er af 

betydning for deres tilbøjelighed til at anmelde den pågældende, fremgår f.eks. af professor i 

strafferet Vagn Greves konklusion på, hvad der får butiksindehavere til at anmelde butikstyve til 

politiet: 

“Et delikt bliver sædvanligvis kun anmeldt til politiet, når gerningsmanden ligner den officielle 

kriminalstatistiks typiske forbryderbillede, dvs. når det er en dårligt uddannet ung mand fra byernes 

laveste sociale lag.” 111 

Greves artikel er fra 1971 og i dag kunne man på baggrund af Kyvsgaards resultater tilføje endnu 

et karakteristika til de traditionelle “usual suspects”, nemlig etniske, unge mænd fra de laveste 

sociale lag i storbyerne. 


Meget tyder på, at både kulturelle forskelle med hensyn til at tilstå og selektion i retssystemet 

spiller en rolle for modsætningen mellem undersøgelser af den registrerede og selvrapporterede 

kriminalitet. Kyvsgaard anfører da også, at kulturforskelle med hensyn til tilståelser ikke alene 

kan forklare de markante forskelle mellem personer af dansk og anden etnisk herkomst, jf. tabel 1 

og 2. Samlet set mener Kyvsgaard, at hendes resultater tyder på, at de etniske minoriteter i højere 

grad end andre har politiets og retssystemets opmærksomhed. Som vist med Holmbergs 

undersøgelse vil politiet især søge blandt de grupper, hvor de forventer gevinst. Såfremt dette er 

tilfældet, vil det statistiske billede, der blev præsenteret i Del I være fordrejet i den forstand, at 

personer af dansk oprindelse vil fremtræde som værende mindre kriminelle end de er, og at 

etniske minoriteter vil fremtræde som værende mere kriminelle, end de er. 

2.4. Selektiv indvandring 

Sidste afsnit omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt der foregår en vis selektion i retssystemet. 

Her er det spørgsmålet, om der foregår en selektion allerede før bosættelsen i Danmark, dvs. om 

en forholdsmæssig større del af dem, som udvandrer, i forvejen er kriminelle eller er i en 

risikogruppe for at blive det, f.eks. lavt selvværd eller manglende selvkontrol. F.eks. viser en 

svensk undersøgelse, at en stor gruppe finske indvandrere, der kom til Sverige i 1970érne, 

inkluderede en høj andel personer med alvorlige sociale problemer. 112 Undersøgelsesresultatet 

111 Greve, 1971:299. 

112 Lenke, L., De “socialpolitiska flyktingarna” – ett fall av “selektiv migration” i Eriksson, U.B. & Tham, H. 

(red.), Utlänningerna och brottsligheten: 215f, Brottsförebyggande Rådet, Stockholm, 1983. 

36


blev senere bekræftet af Olsson (1986), 113 som studerede samme gruppe og endvidere fandt, at en 

del af de sociale problemer, som de finske indvandrere havde, allerede før de kom til Sverige, 

skyldtes kriminalitet begået i hjemlandet. 114 Selvom der ikke er gennemført tilsvarende 

undersøgelser herhjemme, må man i hvert fald, som Kyvsgaard beskriver det: 

“formode, at der vil kunne påvises særlige problemer for visse grupper af flygtninge, der er kommet hertil 

fra krigshærgede områder. Især de børn, der er opvokset under meget utrygge og voldsprægede forhold, 

kan antages at have problemer, som kan betinge en kriminel/aggressiv adfærd.” 115 

I afsnit 1.6. blev det nævnt, at kulturkonfliktforklaringen synes utilstrækkelig i forhold til at 

forklare, at indvandrede nordmænd og danskere i Sverige har en næsten dobbelt så høj 

kriminalitetshyppighed som svenskerne taget den ringe kulturforskel i betragtning. Teorien om at 

en forholdsmæssig større del af dem, som udvandrer i forvejen er kriminelle eller er i en 

risikogruppe for at blive det, kan imidlertid bidrage til forklaringen herpå. 

2.5. Årsagsforklaringerne og overrepræsentationen 

Med henblik på at præcisere, om årsagsforklaringerne kan forklare overrepræsentationen blandt 

etniske minoriteter i kriminalstatistikken, vil årsagsforklaringerne her blive sammenholdt med 

hovedkonklusionerne i Del I: at kriminalitetshyppigheden er særlig høj blandt 

1. unge etniske mænd, 

2. personer fra de mindre udviklede lande og 

3. efterkommere. 

På denne baggrund vil teoriernes forklaringsværdi blive vurderet mere generelt. 

2.5.1. Unge etniske mænd 

Kulturkonflikt er en problemstilling, der netop knytter sig til det at være ung og befinde sig i en 

selvdefineringsproces. Som beskrevet har de etniske familier ofte forventninger om, at deres 

drenge tager ansvar for familien, hvilket kan kollidere med den frigørelse og selvstændighed, det 

danske samfund forventer. 116 

Hvad angår eksklusion er der heller ingen tvivl om, at unge mænd er særlig udsatte, fordi de 

opholder sig meget i det offentlige rum. I mange etniske hjem bor der mange mennesker på 

113 

Olsson, M., Finland tur och retur – om utvisning av finska medborgare, Brottsförebyggande Rådet, Stockholm, 

1986. 

114 

Herom Hofer, Sarnecki & Tham, 1998:84. 

115 


116 

I dette afsnit ses bort fra de mindre væsentlige forklaringer vedrørende konflikt mellem retsnormer og 

kulturforskelle, jf. afsnit 2.1.2. og 2.1.3. ovenfor. 

37


forholdsvis lidt plads 117 , og der er ingen kulturel tradition for “eget værelse”. Dertil kommer, at 

de unge indvandrere og efterkommere ofte omgås i større grupper, og de er derfor i vidt omfang 

overladt til gaden, butikscentre mv. Det er endvidere i det offentlige rum, man kan føle sig 

stigmatiseret. Endelig viste afsnittet om selektion, at der er anledning til at forvente, at selektion 

især rammer “the usual suspects” dvs. unge etniske mænd fra de laveste sociale lag i storbyerne. 

Kun teorien om selektiv indvandring synes ikke umiddelbart at være mere relevant for de 

unge. Dog kan man sige, at dersom forholdsvis flere af dem, der kommer til Danmark er 

potentielt kriminelle, vil der altid være størst risiko for, at det motiveres og udvikler sig til 

kriminalitet hos unge mænd, idet de i langt de fleste kulturer udgør den mest kriminelle gruppe. 

Samtlige gennemgåede forklaringsmodeller kan altså bidrage til at forklare, at 

kriminalitetshyppigheden er særlig høj blandt unge etniske mænd. 

2.5.2. Kriminalitetsforskellen på personer fra mere og mindre udviklede lande 

Personer fra de mindre udviklede lande vil i vid udstrækning også være de kulturelt mest 

fremmedartede 118 sammenlignet med indfødte danskere, og derfor vil kulturforskellen også være 

mest udtalt for personer med oprindelse i de mindre udviklede lande. Jo større kløften mellem 

oprindelseslandets og modtagerlandets normsæt er, desto mere kompliceret vil kulturkonflikten 

og dermed sandsynligheden for at udvikle en kriminel adfærd være. Man kan sige nøjagtig det 

samme om eksklusion. Der er således næppe tvivl om, at diskrimination på baggrund af etnicitet 

altid vil gå værst ud over de mennesker, der ser mest anderledes ud, dvs. de mennesker, der 

kommer fra de mest fremmedartede lande. Tilsvarende må det antages, at selektion af personer 

vil ramme dem, der adskiller sig mest fra den øvrige befolkning, hårdest. Det skal i den 

forbindelse erindres, at kriminalitetshyppigheden er særlig høj blandt afrikanere, jf. afsnit 1.4. 

ovenfor, der i hvert fald udseendemæssigt er særlig synlige. På den anden side har vi også set, at 

det blandt kvinder ikke gør nogen væsentlig forskel, om de kommer fra et mere eller mindre 

udviklet oprindelsesland, jf. afsnit 1.4. ovenfor. Forklaringen kan være, at det er kendetegnende 

for de etniske kvinder, at de i modsætning til mændene opholder sig meget lidt i det offentlige 

rum og derfor ikke er lige så eksponerede for diskrimination og selektion; tilsvarende medfører 

begrænset deltagelse i det danske samfund, at der ikke i samme grad “inviteres” til kulturkonflikt. 

I forbindelse med beskrivelsen af teorien om selektiv indvandring, jf. afsnit 2.4., blev det 

betonet, at hvis forholdsmæssigt flere med sociale problemer udvandrer fra deres oprindelsesland, 

kunne det bidrage til at forklare, at danskere og nordmænd i Sverige har en næsten dobbelt så høj 

kriminalitetshyppighed som svenskerne taget i betragtning, at kulturforskellen er meget 

begrænset, og at det er usandsynligt, at danskere og nordmænd udsættes for eksklusion og 

117 Jeppesen, 1989:22. 

118 Se evt. afsnittet begrebsdefinitioner ovenfor. 

38


selektion i retssystemet. 119 Selvom teorien således kan spille en rolle for etniske minoriteter, 

uanset hvor de kommer fra, kunne man endvidere overveje, om andre forhold betinger, at den 

selektive indvandring kan have en særlig betydning for personer fra de mindre udviklede lande. 

Det er således nærliggende, at motiverne for at emigrere er forskellige for personer fra mere og 

mindre udviklede lande. Man kunne forestille sig, at man snarere emigrerer fra et mindre udviklet 

land af nød og håb om et bedre liv, hvorimod en person fra et mere udviklet land snarere 

emigrerer som følge af arbejde, ægtefælle eller lignende. Sat på spidsen kunne man altså sige, at 

når oprindelseslandet er mere udviklet vil der være flere, der emigrerer af overskud, og når 

oprindelseslandet er mindre udviklet af underskud. 120 Med dette perspektiv på selektiv 

indvandring vil personer fra mindre udviklede lande have dårligere forudsætninger og dermed 

større risiko for at blive kriminelle. 

Samtlige gennemgåede forklaringsmodeller kan altså bidrage til at forklare, at 

kriminalitetshyppigheden er særlig høj blandt indvandrere og efterkommere fra mindre udviklede 

lande. 

2.5.3. Kriminalitetsforskellen på første- og andengenerationsindvandrere 

Forklaringerne beskriver en række forhold, som generelt marginaliserer etniske minoriteter: 

sociale og økonomiske problemer, stigmatisering og en følelse af at være sat udenfor det danske 

samfund. På disse punkter er der ingen væsentlige forskelle på første- og 

andengenerationsindvandrernes situation. 

Førstegenerationen skal derudover kæmpe med en sproglig barriere og eventuelt 

“medbragte” sociale problemer eller dårlige oplevelser som f.eks. adskillelse fra sine nærmeste 

og traumatiske oplevelser som flugt, ydmygelse eller tortur. Men førstegenerationen vil til 

gengæld i mindre omfang end andengenerationen opleve norm- og kulturkonflikten: hvis man 

ankommer til et nyt land som teenager eller ældre, vil man typisk opretholde de normsæt, man 

har bragt med sig og dermed undgås kulturkonflikten. Er man derimod 

andengenerationsindvandrer, dvs. vokset op i Danmark med forældre, der har en anderledes 

kulturel baggrund end det øvrige samfund, er problemer med manglende rollemodeller og 

kulturkonflikt nærliggende. 

Kulturkonflikt synes umiddelbart at være den eneste forklaring, der er mere aktuel for 

andengenerationen end førstegenerationen. Flere har derfor stillet spørgsmålet, om 

kulturkonfliktforklaringen virkelig alene kan forklare den markant højere kriminalitetsfrekvens 

119 

Som beskrevet, jf. afsnit 2.1.1. ovenfor, kan det lidt bredere perspektiv på kulturkonflikten vedrørende 

omstillingsprocessen dog også bidrage til at forklare den høje kriminalitetshyppighed blandt danskere og nordmænd i 

Sverige. Hertil skal erindres, at tendensen er særegen for kriminalitetsbilledet i Sverige. 

120 

Det betyder ikke nødvendigvis, at det er de dårligst stillede, der kommer til Danmark. Det kræver således visse 

midler og ressourcer at forlade sit hjemland. 

39


blandt andengenerationsindvandrere. Blandt andre Britta Kyvsgaard, der har sat 

andengenerationsindvandrernes situation i et lidt bredere perspektiv: 

“første generation kan opleve en umiddelbar forbedring af deres levevilkår i forhold til det, de kom fra. At 

anden generation har en højere kriminalitetsfrekvens kan skyldes, at de i højere grad vil vurdere deres 

situation i forhold til de aktuelle omgivelser, opleve frustration, vanskeligheder med tilpasning, 

kulturkonflikter og måske også diskrimination.” 121 

Førstegenerationen er altså ankommet med en bevidsthed om, at deres indvandring i Danmark 

har været en nødvendighed og en væsentlig forbedring af deres livssituation. Det skaber så at sige 

mening at være i Danmark på trods af de problemer, der måtte følge med. Andengenerationen 

derimod, har ikke denne erindring med sig og vil formentlig sammenligne sig med danskerne og 

opleve frustration over at være anderledes og have sværere ved at opnå de samme mål som 

danskerne, f.eks. på arbejdsmarkedet. 122 Det fremstår som en “uretfærdighed” at have en anden 

etnisk baggrund, hvorimod førstegenerationen måske ligefrem vil føle sig priviligerede, fordi 

deres sammenligningsgrundlag vil være deres landsmænd, der måske ikke havde mulighed for at 

flygte eller udvandre. 

2.6. Afslutning: teoriernes forklaringsværdi 

I indledningen til denne Del blev det præciseret, at kun den socioøkonomiske forklarings værdi 

kan opgøres, jf. tabel 1, afsnit 1.5. ovenfor. I forbindelse med gennemgangen af de øvrige 

forklaringsmodeller er det nævnt, at visse forhold taler for og imod teoriernes forklaringsværdi. 

F.eks. er det nævnt i afsnit 2.1.1. ovenfor, at det kan understøtte kulturkonfliktforklaringen, at 

Ahlbergs undersøgelse fra Sverige viser, at kriminalitetsfrekvensen er højere for børn med to 

indvandrerforældre sammenlignet med børn, der kun har én indvandrerforælder, idet 

kulturkonflikten i sidstnævnte tilfælde vil være, om end ikke ikke-eksisterende, så i hvert fald 

betydelig mindre præsent. Årsagen kan imidlertid lige så vel være, at børn, der kun har én 

indvandrerforælder er bedre integrerede og derfor ikke i samme grad oplever diskrimination og 

stigmatisering. 

Eksemplet er til illustration af, at der næppe kan siges noget endeligt om teoriernes 

forklaringsværdi, eller om hvordan de skal afvejes overfor hinanden. Baggrunden for kriminalitet 

er generelt mangefacetteret, og for etniske minoriteter kommer denne række af årsagsforklaringer 

så at sige “oveni”, og komplicerer billedet yderligere. Dertil kommer, at det slet ikke er 

usandsynligt, at f.eks. kulturkonflikt kan spille en vigtig rolle for én persons kriminalitet, mens 

diskrimination er afgørende for en anden persons kriminalitet. Af samme grund bør et 

kriminalitetsforebyggende arbejde ikke på forhånd lægge sig fast på én bestemt forklaring på 

121 


122 

Jf. den såkaldte strainteori, der blev introduceret af den amerikanske sociolog Robert K. Merton i Social Theory 

and Social Structure, Free Press, Glencoe, III, 1957. 

40


kriminalitet blandt etniske minoriteter. Og derfor er det også vigtigt altid at sætte sig ind i den 

enkelte unges forhold, og alene anvende denne viden om årsagsforklaringer som en hjælp til at 

forstå de individuelle problemstillinger. 

Det kan dog konstateres, at det samlede billede af årsagerne til kriminalitet blandt unge 

etniske mænd har en række lighedstræk med Cohens ovenfor introducerede teori fra 1955 (jf. 

afsnit 2.2. ovenfor) om, hvorfor unge mænd fra arbejderklassen begår kriminalitet. Cohen 

påpeger, at kriminalitet kan være motiveret af et oprør mod den dominerende værdi- og 

normstruktur, som marginaliserer de unge. Cohen taler i den forbindelse om kriminalitet som et 

resultat af statusfrustration dvs. færre muligheder for at opnå status f.eks. via uddannelse og 

arbejde. Som beskrevet i afsnit 1.5. ovenfor er indvandrere og efterkommere socialt og 

økonomisk dårligere stillede end indfødte danskere; med Cohen for øje kan de siges at udgøre en 

slags “moderne underklasse”, og dette forhold kombineret med en følelse af generelt at være 

ekskluderet af det omgivende samfund betyder, at de unge etniske mænd kan opleve, at det er 

svært at opnå anerkendelse og status i det danske samfund. Cohen beskriver også, at gruppen får 

en særlig betydning, fordi der i fællesskab opbygges nogle andre og realiserbare kodeks for status 

som f.eks. at begå kriminalitet, og for at “dele” og derved reducere den skyldfølelse, der trods alt 

følger med en kriminel løbebane. Den stærke gruppeidentitet som ses blandt mange unge etniske 

mænd er formentlig i en vis grad kulturbestemt, men er sandsynligvis også et resultat af behovet 

for at finde et fællesskab med nogle andre og mere opnåelige værdier. Ifølge Cohen skal 

kriminaliteten også ses i lyset af, at de unge er overladt til sig selv og fællesskabet på gaden, og at 

de voksne ikke har ressourcer til at kontrollere dem. Den kriminelle kultur videreføres ved, at 

gruppen kontinuerligt udskiftes med nye, yngre drenge – tilsvarende taler man i dag i forhold til 

etniske unge om at forsøge at bremse “lillebror-effekten”. 

Walter B. Miller var i årene 1954-1957 forskningsleder på et projekt, hvis mål var at 

forhindre ungdomskriminalitet i nogle slumdistrikter i Boston. Miller kan siges at supplere 

Cohens teori ved bl.a. at inddrage, at de unge mænds opvækst er kendetegnet ved manglen på 

mandlige rollemodeller. Tilsvarende synes unge etniske mænd at savne mandlige rollemodeller. 

F.eks. skriver kultursociolog og lektor ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet 

Yvonne Mørck: 

“Mange fædre i migrantfamilier har mistet deres traditionelle autoritet, og der er ikke nogen dialog 

mellem fædre og sønner. En stor del er arbejdsløse, og mange har ikke lært ordentligt dansk eller tilegnet 

sig indsigt i, hvordan det danske samfund hænger sammen mv. Det betyder, at sønnen er mere vidende og 

social kompetent end faderen samtidig med, at manden i huset ikke kan forsørge familien ved et arbejde. 

Alt dette er ikke et godt udgangspunkt for at opfatte faderen som rollemodel eller autoritetsideal.” 123 

Miller mente, at manglen på mandlige rollemodeller medfører, at den unges behov for at blive 

bekræftet i, at han er mand, bliver ekstra stort: 

123 Mørck, 1999:55. 

41


“Intensiteten af gjengmedlemmets ønske om å bli opfattet som voksen er så sterk at han må demonstrere 

de egenskaper som kjennetegner de voksne (å være tøff, smart og selvstendig) i en langt sterkere grad enn 

de voksne arbeiderklassemedlemmer. Dette indebærer, at han vil utforske og benytte seg av de veier til 

dette som står åpne for ham med langt større intensitet enn de voksne, og med mindre tanke på deres 

legitimitet. I denne forstand representerer den ungdommelige variant av arbeiderklassekulturen en 

maksimalisert eller mer intens manifestasjon av mange av dens karakteristiske kjennetegn.” 124 

I tråd hermed beskriver Prieur som nævnt i afsnit 2.1.3. ovenfor, at der skal meget lidt til, før en 

slåskamp udløses blandt unge mænd med oprindelse udenfor Europa og Nordamerika. Årsagen 

kan bl.a. være, at de unge etniske mænd netop mangler mandlige rollemodeller og derfor har 

dette stærke behov for at udtrykke deres maskulinitet, som Miller beskrev. 

Med Cohen og Miller kunne man altså overveje, om kombinationen af statusfrustration, 

manglende rollemodeller, gadelivsidentitet, eksklusion og stigmatisering kan forklare den i Del I 

beskrevne overrepræsentation af unge etniske mænd i kriminalstatistikken. Hertil kommer, som 

vi har set kulturkonflikt- og tilpasningsproblemer samt eventuel selektion i retssystemet og 

selektiv indvandring. 

Det kan virke søgt at nævne samtlige forklaringsmodeller i kombination, men som det er 

fremgået af afsnit 2.5.1. og 2.5.2. ovenfor, kan de hver især bidrage til at forklare, hvorfor 

kriminalitetshyppigheden er særlig høj blandt de unge og blandt personer fra de mindre udviklede 

lande, og det er således på denne baggrund svært hverken at be- eller afkræfte nogle af 

forklaringsmodellerne. Kun kulturkonfliktforklaringen og forskellen på hvem man sammenligner 

sig med som henholdsvis første- og andengenerationsindvandrer kan imidlertid forklare, at 

andengenerationen er registreret for væsentlig mere kriminalitet end førstegenerationen. Heri 

kunne ligge en indikation af, at kulturkonflikt, generelle tilpasningsproblemer er særlig vigtige 

faktorer at være opmærksom på i forbindelse med etniske minoriteter og kriminalitet. Hertil kan 

bemærkes, at de eks-kriminelle etniske unge, der er interviewet i forbindelse med denne 

fremstilling, også pegede på kulturkonfliktproblemer (og diskrimination) som kilde til frustration, 

forvirring og kriminalitet. 125 Det kan endvidere støttes af en analyse af en Psykologisk 

Rådgivning for Indvandrere og Flygtninge, der viser, at langt de fleste sager faldt indenfor 

kategorien “konflikter i og med familie”. 126 

“Analyser af etniske minoriteter i Storbritannien (Littlewood & Lipsedge, 1989) viser, at mange af de 

problemer, der beskrives som familiemæssige, rent faktisk ikke handler om problemer i familien, men om 

problemer mellem familien og omverdenen.” 127 

124 

Hauges oversættelse af Miller, W. B., Lower class culture as a generating milieu of gang delinquency, Journal of 

Social Issues, nr. 14, 1958:19 i Hauge, 2001:90. 

125 

De unge er fra foreningen Shakur i Hillerød, jf. kildemateriale nedenfor. 

126 Arenas & Singla, 1997:57. 

127 Arenas & Singla, 1997:57. 

42


En forsigtig konklusion kan således være, at de beskrevne forklaringer formentlig hver især 

spiller en vis rolle, muligvis forstærket af ofte at gøre sig gældende på én gang, og at meget tyder 

på, at det kan være sværere for andengenerationsindvandrere, der er født og opvokset i Danmark 

at føle sig stemplede og diskriminerede, ligesom meget tyder på, at kulturkonflikten spiller en 

betydelig rolle. 

43


44


Del III 

Tilgange til kriminalitetsforebyggelse blandt etniske minoriteter 

I Del I blev det konstateret, at etniske minoriteter er overrepræsenterede i kriminalstatistikken, og 

at denne overrepræsentation falder væsentligt, når der korrigeres for sociale og økonomiske 

forskelle - i et sådant omfang, at der kun med sikkerhed kan siges at være en høj 

kriminalitetshyppighed blandt unge etniske mænd. I Del II er givet nogle bud på, hvorfor unge 

etniske mænd har en høj kriminalitetshyppighed. Det sidste spørgsmål, der vil blive behandlet 

her, er, hvad man konkret kan gøre for at nedbringe kriminaliteten for denne gruppe. 

Et forebyggende arbejde må gribe ind i og ændre på de forhold, der forårsager, at de unge 

bliver kriminelle. Det er derfor vigtigt, at man hele vejen gennem en kriminalpræventiv proces, er 

opmærksom på de bagvedliggende årsager til kriminalitet. Ellers risikerer man at styre forbi 

målet. Derfor vil tilgangene her blive beskrevet på samme måde, som der bør arbejdes i praksis, 

dvs. med afsæt i den mest centrale årsagsforklaring. Da den særlige risikogruppe er i alderen 15- 

29 år, jf. afsnit 1.3.4. ovenfor, vil det følgende koncentreres om forebyggende tiltag rettet mod 

drenge og unge etniske mænd i alderen ca. 10-25 år, der har en særlig høj risiko for at blive 

kriminelle, eller som allerede har begået mindre alvorlig kriminalitet og er på vej ind på en 

kriminel løbebane. Det er ikke udtryk for, at kriminalprævention blandt endnu yngre, ikke ville 

være hensigtsmæssig, men alene en fremstillingsmæssig afgrænsning af målgruppen for den 

forebyggende indsats. 

I forbindelse med vidensindsamlingen til Del III er foretaget en række interviews med SSPkonsulenter, 

socialarbejdere, pædagoger og politifolk, der har erfaring med udsatte børn og unge 

af udenlandsk herkomst. Som tidligere nævnt er denne rapport en opdatering af en udgivelse fra 

1998. Dengang blev der interviewet ni personer, og i forbindelse med opdateringen er der i løbet 

af sommeren 2003 interviewet 27 andre professionelle aktører med forskellige tilgangsvinkler til 

det sociale og kriminalitetsforebyggende arbejde med unge af anden etnisk baggrund end 

dansk. 128 

Interviewene var kvalitative og omhandlede praktikerens tilgangsvinkel til etniske unge og 

hans/hendes erfaringer med kriminalprævention blandt denne gruppe. I anden interviewrunde i 

2003 spurgtes også til den interviewedes holdning til de tilgange til det kriminalpræventive 

arbejde, der blev fremlagt i den tidligere udgivelse med henblik på at finde ud af, om de stadig 

128 Liste over de interviewede fremgår af kildemateriale nedenfor. 

45


havde relevans, og om noget i så fald skulle tilføjes. 129 På baggrund af disse interviews og 

litteratur om emnet, det vil især sige evalueringsrapporter og projektbeskrivelser (nogle fulgt op 

med telefonsamtaler med projektansvarlige), er udledt nogle retningslinjer for det forebyggende 

arbejde blandt minoritetsbørn og –unge. Hvordan der sluttes fra konkrete erfaringer og projekter, 

til formuleringen af nogle generelle tilgange i det kriminalpræventive arbejde er beskrevet i et 

vedlagt bilag, der er en længere udgave af Del III. Bilaget indeholder derfor mere refererende stof 

dvs. primært flere beskrivelser af projekter, citater af projektansvarlige mv., men udgør også i det 

hele taget en mere uddybende beskrivelse af tilgangene i det forebyggende arbejde. Det kan 

således siges at udgøre belægget for de konklusioner, der er beskrevet i denne Del. 

Som det vil fremgå, har tilgangene i det kriminalpræventive arbejde ikke ændret sig 

væsentligt gennem de sidste 5 år. Der er derimod fundet mange nye måder at udforme dem på, og 

her er derfor inddraget en række nye projekter. 

Desværre er adgangen til viden om fejlslagne strategier og projekter begrænset, idet der er 

en klar tilbøjelighed til, at der i højere grad sikres dokumentation for succeser. Da det især er 

vigtigt at videregive viden om mulige fejltrin og faldgruber i det kriminalpræventive arbejde, er 

der lagt mere vægt på eksterne evalueringsrapporter end f.eks. projektbeskrivelser. 

Det skal præciseres, at hensigten med denne fremstilling ikke er, at unge af dansk og anden 

etnisk herkomst skal behandles forskelligt. Det anses derimod for vigtigt at have en indsigt i og 

tage højde for de problemstillinger, der er kendetegnende for den målgruppe, man arbejder med, 

herunder også når man arbejder med etniske unge. 

“Det er mao. vigtigt, at opfatte og behandle disse unge som danske samtidig med, at man skal være 

sensitiv over for kulturelle særtræk.” 130 

Hensigten er at belyse, hvordan de etniske unges særlige behov kan indtænkes i det forebyggende 

arbejde: som baggrundsviden for uerfarne på området og som inspirationskilde for de mere 

erfarne. 

Det følgende vil altså alene omhandle erfaringer med kriminalpræventivt arbejde, der har 

særlig relevans for etniske unge. Der er f.eks. gjort erfaringer med at anvende tidligere “rødder” i 

det forebyggende arbejde blandt unge af både dansk og anden etnisk herkomst. Men da der ikke 

er noget, der tyder på, at “eks-rødder” har særlig relevans i forbindelse med det forebyggende 

arbejde med en etnisk målgruppe, vil denne fremstilling ikke indeholde et specifikt afsnit om 

“eks-rødders” arbejde med etniske unge. 

129 Det blev dog undladt, når den interviewede på eget initiativ havde berørt emnet, eller der var grund til at forvente, 

at den interviewede ikke havde erfaring med bestemte tilgange. 

130 Mørck, 1999:57. 

46


Det skal endelig understreges, at denne fremstilling ikke behandler afhjælpning, endsige 

helbredelse af psykiske problemer, f.eks. som følge af alvorligt omsorgssvigt eller krigstraumer, 

idet sådanne problemer kræver egentlig terapeutisk behandling. 131 

Nedenfor vil blive beskrevet ni forskellige tilgange til det kriminalpræventive arbejde med 

etniske unge, tre med afsæt i den socioøkonomiske forklaring og teorien om en selektiv 

indvandring, fire med afsæt i kulturelle forklaringer, og to med afsæt i eksklusion, stigmatisering 

og selektion. Antallet af tilgange i forhold til forklaringer er ikke udtryk for, at f.eks. de kulturelle 

forklaringer tillægges en større værdi end den socioøkonomiske forklaring. Antallet af tilgange er 

alene udtryk for, hvad interviews, litteratur, evalueringer mv. har givet anledning til at udlede. 

3.1. Tilgange med afsæt i den socioøkonomiske forklaringsmodel og teorien om selektiv 

indvandring 

Den socioøkonomiske forklaringsmodel er det forhold, at der blandt etniske minoriteter er flere, 

der er socialt og økonomisk dårligt stillede, og når det i denne sammenhæng er knyttet sammen 

med teorien om selektiv indvandring, er det, fordi det bl.a. kan skyldes, at flere af dem, som 

kommer til Danmark, i forvejen har sociale problemer. 

3.1.1. Gadeplan 

Unge med minoritetsbaggrund er ikke i samme omfang som indfødte danskere integrerede i det 

etablerede system, dvs. sjældnere tilknyttet en uddannelsesinstitution, et arbejdssted, en 

fritidsinstitution el. lign. 132 Dertil kommer en ofte forekommende fremmedgjort holdning til 

institutionsmiljøet i forældregenerationen: hvad skal man bruge en pædagog til? - og hvorfor 

skulle jeg betale kontingent til en fodboldklub, når min søn kan gå ned i gården og spille 

fodbold? 

At etniske minoriteter ikke i samme grad er en del af det institutionaliserede system 

medfører, at de ikke rigtig har noget sted at være. Som beskrevet i afsnit 2.5.1. ovenfor, bor der 

ofte mange mennesker på forholdsvis lidt plads i de etniske hjem, og der er ikke kulturel tradition 

for “eget værelse”. Det betyder, at etniske drenge og unge mænd opholder sig meget i det 

offentlige rum – de betragter det ligefrem som “pigeagtigt” at opholde sig hjemme i fritiden. 133 

Gadelivsidentiteten betyder, at der ikke er nogen, der holder øje med dem og griber ind, hvis de 

har særlige problemer. Hvis man vil have fat i de udsatte etniske unge, skal man altså arbejde 

udenom det etablerede system: man skal ud at møde dem på gadeplan. Derfor er erfaringen også, 

131 Hvordan man skal forholde sig til unge traumatiserede tosprogede, kan man læse mere om i Traumatiserede unge 

tosprogede, temahæfte 1, udgivet af Heltidslærerforeningen i Ungdomsskolen, 2002. 

132 F.eks. viser en undersøgelse af børns og unges fritidsadfærd i Kongens Enghave i København, at mens 17 pct. af 

børnene med dansk familiebaggrund ikke går til egentlige organiserede fritidsaktiviteter i bydelen, gælder det for 46 

pct. af børnene med pakistansk mor og 54 pct. af børnene med tyrkisk mor, jf. Hansen, F. K., Natursatelitten i 

Musikbyen – børn og unges fritid i Kongens Enghave Bydel, Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA), 1999. 

133 Khader, 1999:117. 

47


at de tosprogede drenge og unge mænd strømmer til, hvis man laver (gratis) gadeaktiviteter og 

væresteder. 134 Nedenfor følger nogle eksempler på, hvordan man konkret kan arbejde med etniske 

unge på gadeplan. 

3.1.1.1. Fædregrupper 

Fædregrupper bygger på en idé, som startede i Norge og Sverige: forældre færdes frivilligt i de 

områder, hvor der ofte opstår konflikter og begås kriminalitet. Det primære formål er den 

præventive effekt, og det sekundære, at forældrene kan gribe ind, hvis der opstår en konflikt. 

På dette idégrundlag samlede Århus Socialforvaltning en gruppe fædre med 

minoritetsbaggrund. Når man valgte at bruge fædre med minoritetsbaggrund i Århus, var det for 

at tilpasse modellen til unge med minoritetsbaggrund, idet man antog, at den unge ville være 

mere lydhør overfor fædre med samme eller lignende kulturelle baggrund. “Fædrene” var iført en 

bestemt jakke og havde adgangskort til en række diskoteker og arrangementer. Da erfaringen 

viser, at der opstår færre problemer, når “fædrene” er til stede, er konceptet siden blevet anvendt 

flere steder i landet. 

Man skal dog være meget grundig i sit forarbejde under udviklingen af denne slags 

projekter, mener blandt andre vicekriminalkommisær i Århus Politi, Hans Ole Højen. Man skal 

forinden have en meget grundig og afsluttet diskussion af, hvilke beføjelser “fædrene” har, 

hvilket regelsæt de skal følge, og hvilke krav de skal leve op til. Endvidere skal man, før 

projektet igangsættes, sikre et nært samarbejde mellem “fædre” og nærpoliti. Ellers risikerer man, 

at det, der kan være et godt kriminalpræventivt supplement til politiets arbejde og kommunernes 

gademedarbejdere, i stedet bliver et forstyrrende element, og at “fædrene”, som ikke er uddannet 

til at løse konflikter, risikerer at ende i situationer, hvor de ikke aner, hvad de skal og 

overhovedet må gøre. I Vollsmose i Odense begik man netop denne fejl (for mere herom, jf. bilag 

til Del III, afsnit 4.1.5. nedenfor). 

3.1.1.2. Ung til ung 

Familiecenter Vest i Gellerup i Århus har i efteråret 2002 startet et projekt op, hvor tanken er, at 

velfungerende unge forsøger at ændre kriminelle unges normer. Opfattelsen er, at ung-til-ungkontakt 

har en stærkere virkning end voksen til ung kontakt. Baggrunden for projektet var, at man 

ville forsøge at nedbringe en markant og stigende kriminalitet blandt somaliske unge i Århus 

Vestby. Derfor har man også primært søgt somaliske velfungerende unge, der er eller er blevet 

kriminalitetsfri, og som færdes i Vestbyen af Århus. De velfungerende unge skal være synlige 

rollemodeller i hverdagen, hvor de skal turde at “sige fra” i belastede situationer og derved 

påvirke andre jævnaldrende til en holdningsændring. Det kan f.eks. være en situation, hvor der 

134 De etniske piger har også brug for et sted at være. Erfaringer fra en ungdoms- og fritidsklub på Nørrebro, hvor 

man for 3 1/2 år siden oprettede en pigeklub viser, at der må være lukket for mænd, både blandt ansatte og brugere, 

48


tilbydes en stjålen mobiltelefon eller en bærbar PC. På nuværende tidspunkt (juni 2003) er der 

samlet 15 unge, der bl.a. bliver oplært i at agere rollemodeller og løse konflikter. De får ingen 

løn, men der sørges for forplejning ved de månedlige møder, hvis formål er at skabe stabilitet og 

tilslutning samt diskutere rammer for projektet, ligesom der afholdes aktiviteter med fokus på 

fællesskabs- og tilhørsfølelsen. 135 Også de velfungerende er således en del af projektets 

målgruppe: 

“Det er vigtigt at give de unge mulighed for at danne relationer til andre unge i selve projektet. Det kan 

være vanskeligt for en ung der tidligere har identificeret sig med kriminalitet og de venner der var en del 

af dette at bryde mønsteret hvis der ikke findes et sikkerhedsnet (…) til at give den unge en følelse af 

tryghed.” 136 

3.1.2. Produktorientering 

Blandt etniske minoriteter ses ofte en mere pragmatisk livsholdning. Det skyldes formentlig, at en 

del indvandrere kommer fra små landsbymiljøer, herunder især tyrkerne, 137 hvor man har været 

tættere på livets basale behov end i Danmark. Det afspejler sig f.eks. i de etniske minoriteters 

uddannelsesvalg. På ungdomsuddannelserne vælger de erhvervsfaglige uddannelser - der i sig 

selv er kompetencegivende - fremfor gymnasiale uddannelser, på korte, mellemlange og 

videregående uddannelser er de først og fremmest repræsenteret på områderne sundhed og teknik, 

og endelig er der et stort underskud af indvandrere og efterkommere på det pædagogiske 

område. 138 I forhold til det forebyggende arbejde medfører denne “produktorientering”, at den 

etniske unge kan have sværere ved at se pointen med f.eks. et aktiveringskursus, hvis der ikke 

kommer et konkret, håndgribeligt produkt ud af det. 

At være produktorienteret i forhold til den unge af etnisk herkomst vil først og fremmest 

sige at målrette indsatsen mod at sætte den unge i arbejde. Man skal altså snarere forsøge at 

formulere et projekt, hvis mål er erhvervsrettet end f.eks. at satse på et mål som at lære at 

udtrykke sig kropsligt for nu at sige det meget firkantet. I den forbindelse udtaler Ove Skjelmose, 

kontorchef i Ishøj Kommune: “Det gælder generelt, men i særdeleshed for indvandrere og 

andengenerationsindvandrere, at interessen for at deltage i et projekt er væsentlig større, når der 

stilles et arbejde og en løn i sigte”. 139 

Tendensen viste sig f.eks. tydeligt, da Hovedstadens Oplysnings Forbund, der fik 2,3 

millioner kr. i EU-støtte til et toårigt projekt, som skulle hjælpe unge småkriminelle indvandrere 

hvis man skal sikre sig, at de etniske piger benytter klubben. 

135 

Projektet forventes evalueret i slutningen af år 2003. 

136 

Nielsen og Salskov, 2003:2. 

137 

Se f.eks. Moldenhawer, 2001:29. 

138 

Oplysningerne fremgår af Undervisningsministeriets publikation, Indvandrere og efterkommere i 

uddannelsessystemet, Statistiske analyser af uddannelserne nr. 9, 2001. Publikationen kan ses på www.uvm.dk under 

“statistik” og herefter under “publikationer”. 

139 

Citat fra telefoninterview i forbindelse med udarbejdelsen af den tidligere udgave af denne rapport, Asmussen, 

1998. 

49


ind på rette vej i samfundet, ikke kunne finde deltagere. Projektet indbefattede bl.a. en 

“opdagelsesrejse” i samfundet dvs. besøg i en række institutioner i Danmark, en måneds ophold i 

en dansk familie, en rejse i deres hjemland og et praktikophold i en virksomhed. Projektlederen 

var i knap fem måneder på jagt efter deltagere, hvilket bragte hende i kontakt med samtlige 18 

kommuner i Storkøbenhavn, diverse socialcentre, politifolk samt skole- og ungdomsvejledere. 

Alligevel fandt hun kun ti deltagere, og da det ikke var nok, var man nødt til at opgive at 

gennemføre projektet og betale EU-støtten tilbage. 140 Mehmet Umit Necef mener, at den 

manglende interesse skyldtes, at mange af de unge er “trætte af velmenende pædagoger og 

projekter, der ikke kan give dem det, de allermest ønsker sig: Et fast job”. 141 

3.1.2.1. Lommepengeprojektet 

Et eksempel på et produktorienteret projekt er lommepengeprojektet på Nørrebro. 142 Baggrunden 

for projektet var, at “rødder” i alderen 12-15 år ikke fik lommepenge hjemmefra, og at de ikke 

havde mulighed for at skaffe sig fritidsjob, hvilket betød, at de ikke kunne skaffe sig de samme 

ting som deres jævnaldrende: f.eks. en discman, mærketøj, rollers eller skateboards. Drengene 

havde overfor opsøgende medarbejdere på gaden og i værestedet ”Gadepulsen” givet udtryk for, 

at de ikke havde mulighed for at skaffe sig disse goder på lovlig vis, og at de derfor begik 

indbrud og butikstyverier. På denne baggrund etablerede man aftaler med lokale om at anvende 

de unge som arbejdskraft. Det kunne være indkøb for pensionister, hjælp til gårdmænd eller 

medborgerhuse. De unge fik lov til at være med til at bestemme, hvilke slags job, de skulle 

udføre og arbejdede max. 12 timer per uge. Lønnen var 30 kr. i timen, heraf betalte 

arbejdsgiveren den ene halvdel, projektet den anden halvdel. 

Tankegangen i lommepengeprojektet var, at man ved at sikre de unge en indtjening ville 

fratage incitamentet til at begå kriminalitet. Samtidig lærte de unge at passe et arbejde. Projektet 

var ikke møntet direkte på etniske minoriteter, men området har mange beboere af anden etnisk 

herkomst end dansk, og projektet synes skræddersyet til drenge med minoritetsbaggrund. 

Motivationen er sikret via produktorienteringen i form af indtjeningen. Samtidig fungerer 

arbejdet integrationsfremmende: der skabes kontakter til enkeltpersoner og institutioner i det 

danske samfund, hvilket kan få umiddelbare virkninger, ligesom den øgede kontaktflade på 

længere sigt kan forbedre mulighederne for at få praktikplads eller arbejde. Endelig havde det den 

sideeffekt, at pensionisterne lærte de unge at kende, så de holdt op med at være bange for at møde 

dem på gaden. Lommepengeprojektets idégrundlag er således et godt eksempel på, hvordan man 

kan bruge beskæftigelse som et middel til socialisering, tilpasning og integration. 

140 

Oplyst ved telefonsamtale med chefen i Hovedstadens Oplysnings Forbund, Anne-Marie Sejer den 22. september 

2003. 

141 

Politiken den 26. januar 1998. 

142 

Projektet var organiseret under paraplyorganisationen Rabarberlandet. 

50


Lommepengeprojektet blev endeligt afsluttet den 31. december 1999. Årsagen var, at man i 

følge oplysninger fra projektkoordinatoren var blevet pålagt at ophøre med udbetalingen af 

arbejdsdusører, da der på daværende tidspunkt ikke var lovhjemmel til at udbetale penge til de 

unge på det foreliggende grundlag. 

3.1.2.2. Lektiehjælp 

Projekter møntet på lektiehjælp har også en utvivlsom produktorientering og er meget populære 

blandt etniske børn og unge, især blandt pigerne. F.eks. er langt de fleste brugere af en lektiecafé 

i boligområdet Islandshøjparken og Nivåhøj i Nivå piger med anden etnisk baggrund end dansk, 

primært tyrkisk/kurdisk eller palæstinensisk/libanesisk fra 3. til 7. klasse. I en evaluering af 

projektet har man forsøgt at forklare, hvorfor tilbudet især henvender sig til etniske børn og unge: 

“Lektiecaféens undervisere har oplevet, at børnene ikke får den fornødne støtte fra deres forældre. Det kan 

dreje sig om den direkte faglige viden som forældrene ikke har. Det kan være børnene er sprogligt svagt 

stillede – at de er “bag ud” i forhold til deres klassetrin, både hvad angår at udtrykke sig samt at forstå 

diverse fagtermer. Men det kan også skyldes forældrenes manglende grundlæggende forståelse for, hvilke 

forventninger den danske folkeskole har til dem som forældre – og den støtte det forventes de skal yde 

deres barn.” 143 

3.1.3. Helhedsorientering 

Som det fremgår af citatet nedenfor, medfører kompleksiteten af problemerne i de etniske 

familier et øget behov for samarbejde mellem de involverede myndigheder. 

“During recent years, we have come to the realization that because of the complexity of the problems in 

specific ethnic families, the problems can not be solved by an approach from within one sector. A more 

intensive cooperation is necessary. In this, we must strive to achieve a geared approach whereby 

youngsters are followed over the boundaries of the different sorts of work. Cooperation between schools, 

school doctors, social services, youth services, compulsary education officials, police, mosques, 

immigrant organisations and municipal services of work.” 144 

Behovet for samarbejde imødekommes i vid udstrækning af SSP-samarbejdet, men som det vil 

fremgå straks nedenfor, er der mulighed for yderligere at intensivere samarbejdet. 

3.1.3.1. Samarbejde på tværs af myndighederne 

Flere steder i landet, herunder f.eks. i Odense kommune og i Gellerupområdet i Århus kommune, 

afholder repræsentanter for politi, socialforvaltning, skole, klubber, brandvæsen, 

projektansvarlige mv. faste ugentlige møder for at udveksle oplysninger og diskutere aktuelle 

problemstillinger. Hvilke unge er der problemer med? Hvad kan vi gøre? Og hvem tager sig af 

det? 

143 

Evaluering af projektet på www.ctb.dk/Evaluering/lektiecafe.htm:5. 

144 

Bellaart, 1996. 

51


Struktureringen giver mulighed for at oparbejde en bedre viden om den unges “samlede” liv 

og dermed også et bedre grundlag for at tilrettelægge en holdbar og ensartet strategi overfor den 

unge og hans familie. Endvidere forebygges mod, at en familie eller ung bliver overset, fordi man 

regner med, at andre tager sig af dem, og at myndighederne modarbejder hinanden ved at 

udsende forskellige signaler. 

3.1.3.2. En familie – ét kontaktled til de offentlige myndigheder 

For udsatte etniske familier kan kontakten med myndighederne forekomme mere krævende og 

utryghedsskabende end for danske familier, da de ikke har samme grundlæggende kendskab til, 

hvad de forskellige institutioner står for og har bemyndigelse til, og kontakten kan være 

forbundet med både forståelsesmæssige og sproglige problemer. Set i lyset heraf, er det uheldigt, 

at mange af de udsatte minoritetsfamilier er i kontakt med en række forskellige offentlige 

myndigheder på én gang, f.eks. boliganvisningskontoret, socialkontoret, arbejdsformidlingen og 

integrationsmyndighederne. Dertil kommer en række myndighedspersoner f.eks. lærere, 

pædagoger, sundhedsplejersker og eventuelt politi og kriminalforsorgen. 

“Når det er 20-30 forskellige myndighedspersoner, man skal forholde sig til – personer som ikke altid 

selv kan tage stilling, men først lige skal spørge nogen i deres eget bagland – ja, så er systemet i realiteten 

brudt sammen…Den det drejer sig om, bliver totalt mystificeret. Har der ikke før været en følelse af 

hjælpeløshed og magtesløshed, så kommer den nu. Han eller hun føler sig fanget i en jungle.” 145 

Sådan beskriver psykolog Teddy Hoffbech baggrunden for et projekt i Odense kommune, hvis 

formål var at nedsætte antallet af sagsbehandlere, som er i kontakt med de udsatte etniske 

familier. Projektet bestod i at opstille handleplaner for de 23 socialt mest belastede familier og 

sørge for, at hver familie kun havde én person, der fungerede som kontaktled til det offentlige. 

“Herefter kom der orden på dagligdagen. Sygdomme blev behandlet, medicin blev taget, børnene passede 

deres skole osv. Det blev en stor succes – enkelte kom oven i købet i arbejde.” 146 

3.2. Tilgange med afsæt i kulturelle forklaringer 

De tilgange, der beskrives nedenfor, er først og fremmest begrundet i, at de etniske unge har en 

anden kulturel baggrund. 

3.2.1. Den tosprogede medarbejder 

Man bruger i stigende grad tosprogede medarbejdere i det sociale og kriminalpræventive arbejde 

med etniske minoriteter, idet det indebærer nogle oplagte fordele. Tosprogede medarbejdere vil 

ofte have nemmere ved at skabe kontakt til minoritetsforældrene, og forældrene vil typisk føle sig 

mere trygge – det kan f.eks. være i forhold til, om kostplanen for de etniske børn og unge bliver 

145 Hoffbech interviewet i Hammer, 2002:12. 

52


overholdt. Den tosprogede medarbejder kan endvidere have en indsigt i det etniske miljø, som 

kan være uundværlig. Det kan f.eks. være i en situation, hvor man har svært ved at trænge 

igennem til en ung, der er i problemer, og det derfor er vigtigt at finde en person, som den unge 

har særlig respekt for, og som derfor har en privilegeret adgang til at påvirke den unge, f.eks. via 

en samtale. Endelig vil den unge have nemmere ved at identificere sig med den tosprogede 

medarbejder – hvilket der især kan være behov for, når det kriminalitetsforebyggende projekt 

arbejder på at give de unge nogle positive rollemodeller. 

3.2.1.1. Rollemodeller 

I det kriminalpræventive projekt ”Erhvervsmotivering – unge der kommer videre” var 

målgruppen 40 unge i alderen 14-19 år, fortrinsvis andengenerationsindvandrere, der udgjorde et 

tiltagende problem for pædagoger og lokalområdet i det hele taget pga. hashmisbrug og 

kriminalitet. Hensigten med projektet var via rollemodeller at ændre de unges normer og adfærd. 

Til dette formål brugte man fem politiassistenter, der hver især fik “tildelt” en gruppe unge, som 

de skulle forsøge at holdningspåvirke og motivere i retning af et normalt samfundsliv i form af 

uddannelse og arbejde. 147 De unges behov for en rollemodel skyldtes, at fædrene ofte var svage 

eller fraværende og manglede autoritet 148 , se evt. også afsnit 2.6. ovenfor. 

De etniske unge har imidlertid typisk andre familieproblemer end de unge af dansk oprindelse. 

Hvor problemerne i de danske familier typisk er omsorgssvigt og forskellige former for misbrug, 

drejer problemerne i de etniske familier sig mere om splittelse som følge af indvandring og flugt 

eller konflikter på grund af stærkt religiøse fædre. 149 Derfor handler etniske unges behov for en 

voksen i mindre grad om et behov for omsorg, og i højere grad om et behov for, at der bliver sat 

grænser for dem, når de overskrider danske norm- og værdisæt. 

Det kan derfor være en fordel at bruge en rollemodel, der er af samme eller lignende 

kulturelle baggrund som den unge. 

“Hovedparten af ungemedarbejderne i Gadepulsen er tosprogede med anden etnisk baggrund end dansk – 

hovedsagelig arabisk. At de kender til den arabiske kultur giver dem særlige muligheder for at forstå 

hovedparten af målgruppens kulturelle baggrund, familiemønster og hverdagskultur. Det giver 

ungemedarbejderne en stor force både i kontakten til de unge fra målgruppen men også til drengenes 

forældre.” 150 

Det synes dog snarere at være en fordel end en nødvendighed, at rollemodellen har 

minoritetsbaggrund. F.eks. skabte danske politimænd nære og tillidsfulde relationer til de unge 

146 Hoffbech interviewet i Hammer, 2002:13. 

147 Leleur & Pedersen, 1999:II. 

148 Leleur & Pedersen, 1999:20. 

149 Henriksen & Prieur, 2003:21ff. 

150 Nielsen, Vesterbirk & Jespersen, 2002:109. 

53


andengenerationsindvandrere i det ovenfor beskrevne projekt ”Erhvervsmotivering – unge der 

kommer videre”. Tilsvarende fremgår det af evalueringen af mentorordningen for unge 

straffedømte af anden etnisk oprindelse, at mentorer med dansk baggrund lykkes lige så godt i 

arbejdet med de unge som mentorer med anden etnisk baggrund, selvom både mentor og den 

unge fremhæver en større nærhed og forståelse, når de har fælles etnisk baggrund. 151 

3.2.1.1.1. Medfølende, velmenende pædagoger 

Flere af de interviewede beskrev, at særlig de etniske unge er trætte af medfølende pædagoger, og 

nogle mente, at det kan skyldes, at etniske unge mænd er tilbøjelige til at opfatte det at have det 

dårligt som skamfuldt. At de unge har det svært med at være genstand for medlidenhedsfølelse 

fremgår også af evalueringen af mentorordningen for unge straffedømte af anden etnisk 

oprindelse: 

“det er vigtigt, at en mentor ikke har for meget medlidenhed med de unge og ikke omklamrer dem, men 

skubber dem videre i livet…” 152 

“…du hjælper bedst, ved ikke at vise alt for meget, at du hjælper.” 153 

3.2.1.2. Intime familieproblemer 

Man kender ofte hinanden i de forskellige etniske miljøer, især indenfor samme kulturkreds eller 

oprindelsesland. Når der anvendes tosprogede medarbejdere, må man derfor være opmærksom 

på, at det kan være ærekrænkende for familien og dermed også for den unge, at en “landsmand” 

får indsigt i intime familieproblemer. 

“Det viste sig (…) at tolke og tosprogede lærere ikke var så velkomne (…) I nogle tilfælde var holdningen 

generel og i andre tilfælde knyttet til bestemte personer. Man ønskede ikke at de blev involveret i de 

interne familieproblemer knyttet til de unges kriminalitet. I de forskellige etniske grupperinger er der en 

udbredt frygt for rygtedannelse, og en forventning om at rygterne går som løbeild fordi “alle kender alle 

og ved alt om hinanden”. Ingen ønsker at udstille sin familie i denne sammenhæng, at tabe ansigt og miste 

prestige, og de meget strenge æresbegreber forstærker frygten for at blive genstand for ond sladder!” 154 

Om der er grund til at bekymre sig herfor, vil dog være helt afhængigt af den konkrete situation: 

problemets karakter, familien og den tosprogede medarbejder. 

3.2.2. Inddragelse af forældrene 

“Et af de største problemer for børn og unge med anden etnisk baggrund er, at forældrene ofte ikke er i 

stand til at hjælpe og støtte deres børn i tilstrækkelig grad. Det betyder, at børnene ofte får en dårlig 

151 Henriksen & Prieur, 2003:44. 




54


skolegang og ikke får nogle sunde og konstruktive fritidsinteresser, hvilket kan være den direkte vej ind i 

vold og kriminalitet. Vejen frem er at lære forældrene i højere grad at tage ansvar for deres børns liv.” 155 

Familiecenter Vest i Gellerup har arbejdet systematisk med forældreinddragelse i forhold til 

første- og andengangskriminelle samt særlig unge lovovertrædere. Forældrene opsøges inden 14 

dage efter det begåede forhold, og man taler med dem om, hvordan det går med den unge i 

skolen, i fritiden osv., og hvad forældrene kan gøre for at hjælpe deres barn med eventuelle 

problemer. Familiecenteret understreger, at det i den forbindelse er vigtigt at forklare forældrene, 

at den unges fremtid ikke er ødelagt, fordi han har begået kriminalitet. 

Taget i betragtning, at de unges problemer ikke nødvendigvis skyldes manglende omsorg for 

barnet, som ofte er tilfældet for udsatte danske unge, men snarere manglende viden om, hvordan 

man støtter sit barn i det danske samfund, synes projektet meget velegnet. 

3.2.2.1. Rollemodelskonceptet i forhold til forældrene 

Igangsættelsen af en kriminalpræventiv indsats efter rollemodelskonceptet, se afsnit 3.2.1.1. 

ovenfor, vil i et vist omfang være lig igangsættelsen af en intensiveret integrationsproces. For når 

det lykkes at udgøre en rollemodel for den unge med minoritetsbaggrund, vil den unge begynde 

at tilegne sig danske normer, og processen vil derfor sætte kulturkonflikten, jf. afsnit 2.1.1. 

ovenfor, på spidsen: den unge kan opleve, at der fra det danske systems side bliver arbejdet på, at 

den unge skal tilpasse sig de danske samfundsnormer og samtidig, at “hjemmefronten” føler sig 

truet og modarbejder udviklingsprocessen. Succeskriteriet, at den unge begynder at integrere det 

danske norm- og værdisæt, kan altså have den meget uheldige sideeffekt, at den unge begynder at 

fjerne sig fra sin egen familie, og at familien oplever projektet som en trussel imod egne værdier. 

Det skete f.eks. i Pendlerprojektet, hvis målgruppe fortrinsvis var 15-18 årige tyrkiske drenge. 

Projektets mål var at få de unge i ungdomsklubben integreret, at eliminere eller mindske deres 

kriminalitet og få de unge til at opføre sig mindre “uhensigtsmæssigt”. 156 Pædagogerne og 

projektmagerne var imidlertid ikke tilstrækkeligt opmærksomme på, at projektet kom til at 

udvikle sig til en kulturkonflikt mellem de danske pædagogers og de tyrkiske unges 

kulturbaggrund og værdier: 

“At det var (…) nødvendigt at påvirke de unge i en retning, som i praksis var i retning af pædagogernes 

sociale og kulturelle forudsætninger, var imidlertid pædagogernes klare opfattelse. Overordnet drejede det 

sig om at hjælpe med til at få de unge integreret i Danmark, og det måtte nødvendigvis betyde, at 

pædagogerne skulle påvirke de unge i dansk retning. Og i den forbindelse ikke mindst i retning af dem 

selv i og med, de var en væsentlig del af den danske virkelighed, en del af de ungdomsklubber, som de 

unge skulle integreres i. Det var dem og deres måde at fungere på, de unge skulle vænnes til. Til trods for, 

at pædagogerne oplevede sig som loyale over for de unge og lagde meget vægt på at støtte og styrke dem, 

kom de herved i praksis til at arbejde på en måde, der kunne ses som et frontalangreb på de unge og de 

unges sociale, familiemæssige og kulturelle forudsætninger. Det problematiske herved, som vi hæfter os 

ved i en evalueringssammenhæng, er, at de unges sociale, familiemæssige og kulturelle forudsætninger 

155 Hansen, 2001:37. 

156 Sørensen & Dam, 2000:11. 

55


herved i praksis fik en funktion som modpart og modstander i processen, hvorved den næsten blev dømt 

til at mislykkes.” 157 

På denne baggrund anbefales, at man indretter projektet på en måde, hvor de unges sociale, 

familiemæssige og kulturelle baggrund ikke gøres til modstander, men til en medspiller og 

ressource for forandringsprocesser og integration. Af samme grund var man i projektet 

“Erhvervsmotivering – Unge der kommer videre” meget bevidst om at undgå at indtage roller, 

der kunne konkurrere med forældrenes. De optrådte i stedet som f.eks. ”en ven af huset” eller 

”den kloge onkel”. Støttepersonerne tog sig derfor også fortrinsvis af den unges ydre anliggender 

og bevægede sig kun med forsigtighed ind på de mere personlige, familiære anliggender. 158 

I den forbindelse må man også huske på, at det kriminalpræventive projekts succeskriterium 

i forbindelse med indslusning i job eller uddannelse, ikke består i selve placeringen, men i at 

fastholde den unge i placeringen og den ikke-kriminelle identitet. 

“Det mønster, jeg ser hos mange af drengene med anden etnisk baggrund, er, at de har svært ved at 

fastholde sig selv i det, man sætter dem i gang med – eller de selv er kommet i gang med. En af grundene 

kan være, at de aldrig har været gode nok til noget. At de i hvert fald aldrig er blevet bestyrket i, at de har 

været gode til noget.” 159 

Forældrene skal kunne støtte den unge efter projektets afslutning, så projektets virkning ikke 

slutter med støttepersonens, skolelærerens, socialrådgiverens eller SSP-konsulentens 

tilbagetrækning. Er forældrene ikke blevet gjort medansvarlige for den unges proces, risikerer 

man at efterlade en ung, muligvis velplaceret, i en uholdbar situation, fordi hans familierelation 

kan være invalideret. For at udføre forsvarlig kriminalprævention skal forældrene altså være 

trygge ved situationen og have mulighed for at øve reel indflydelse på, hvordan man skal hjælpe 

den unge. 160 

Eftersom rollemodelskonceptet, som vi har set ovenfor, kan strække sig langt ind i 

identitetsspørgsmål - ikke bare hos den unge med minoritetsbaggrund, men også hos forældrene - 

vil det formentlig være hensigtsmæssigt at lade den unge deltage i møderne mellem praktikere og 

forældre. Den unge vil bedst kunne tackle kultur- og identitetskonflikten gennem en 

bevidstgørelse, hvor linjerne er trukket skarpt op, og det vil de ofte være i mødet mellem de to 

“verdener”. Derudover er det vigtigt, at den unge ikke føler, at praktikerne arbejder “bag hans 

ryg” i forhold til forældrene; især i de tilfælde, hvor man ikke har kunnet undgå skepsis hos 

forældrene, og den unge i solidaritetsfølelse med forældrene kan have dårlig samvittighed over at 

deltage i et “dansk” projekt. 

157 Sørensen & Dam, 2000:150. 


159 Haseki, 2002:89. 

160 For konkrete bud på, hvordan forældrene kan inddrages, se Mouridsen, 2000:27. 

56

3.2.3. Kulturkendskab 


“Kulturforståelse er (…) alfa og omega i arbejdsdagen. Det kan i sig selv løse problemer ganske enkelt. At 

kende reaktionsmønstre og traditioner. Det gælder, når en bil bliver solgt videre fire gange til venner og 

bekendte, uden at der omregistreres. Hvornår noget virker ærekrænkende? Eller hvorfor status ofte 

betyder, at fars alufælge er vigtigere end børnenes vintertøj.” (Egon Nielsen, nærbetjent i Vollsmose) 161 . 

Indsigt i de kulturelle normer spiller en særlig rolle, når man vil skabe et tillidsforhold til 

familien. Det kan således være en fordel at vide, at det f.eks. i nogle kulturer anses for mangel på 

respekt at give hånd på tværs af køn eller, at det i mange muslimske familier er en kilde til 

irritation, når besøgende ikke tager skoene af, inden de går ind i et hjem. 162 Særlige 

familieforhold kan også betyde, at man skal kontakte en bestemt person, hvis man vil tale med 

familien. I visse miljøer kan der også være et modsætningsforhold mellem bestemte etniske 

grupper, eller der kan være en særlig etnisk gruppering, der dominerer et område – forhold, som 

man er nødsaget til at tage højde for, når man planlægger det forebyggende arbejde. 

3.2.4. Konsekvens og faste rammer 

“Det er vigtigt i dette arbejde, at vi hele tiden er meget tydelige selv. At vi klart giver udtryk for, hvad vi 

mener og ikke mener således, at de unge og deres familier kender de rammer vi arbejder indenfor.” (En 

opsøgende medarbejder i Kolding kommunes projekt for tosprogede unge) 163 . 

Flere af de interviewede beskriver, at de etniske unge har brug for konsekvens og klare signaler i 

forhold til aftaler, adfærd og omgangstone. 

“Problemet var, at de unge på grund af den ydrestyring, der er en del af deres sociale og kulturelle ballast, 

var vænnede til, at et krav, der ikke ledsages af en negativ sanktion, dersom det ikke opfyldes, ikke var et 

alvorligt ment krav.” 164 

Behovet for konsekvens og faste rammer skal formentlig ses i lyset af den normløshed og 

utryghed, der kan være et resultat af tilpasningsproblemer eller mere specifikt kulturkonflikten, jf. 

afsnit 2.1.1. ovenfor. 

3.2.4.1. Samarbejdsaftaler 

En måde, hvorpå man kan arbejde konstruktivt med de unges behov for konsekvens, er ved 

anvendelse af klare, individuelle samarbejdsaftaler - det går således igen som et helt centralt, 

pædagogisk værktøj i arbejdet med de unge. En individuel samarbejdsaftale kan f.eks. være, at 

hvis den unge lader være med at begå kriminalitet, vil den voksne hjælpe ham med at skrive 

161 Scharling, 2003:10. 

162 For flere konkrete tips om, hvilke forhold man skal være opmærksom på, kan henvises til Degn, D. M., 

Velkommen på dansk og udenlandsk – modtageinitiativer overfor flygtninge og indvandrere i den almene 

boligsektor, Center for Tværkulturelt Boligarbejde, 1999. 

163 Hansen, 2001:52. 

164 Sørensen & Dam, 2000:158. 

57


praktik-ansøgninger. Det er vigtigt, at der bliver stillet krav til den unge, og at han ikke kan være 

i tvivl om, hvornår han har brudt en aftale. Hensigten er at lære de unge, at deres opførsel har 

konsekvenser, men samtidig at undgå stereotype afvisninger af den unge. Konsekvensen af en 

brudt aftale kunne f.eks. være en “skideballe” og / eller at den unge “skylder” sin kontaktperson 

en konstruktiv “tjeneste”. Det kunne f.eks. være at få afleveret en opgave i skolen. 

3.2.4.2. Handleplaner 

Lillebror-projektet i Haderslev kommune er rettet mod 9-15 årige tosprogede, der vurderes at 

være på vej ind på en kriminel løbebane. Da børnene mangler struktur i deres hverdag, er en 

handleplan for den enkelte projektdeltager helt central. Planen beskriver meget nøje, hvad den 

enkelte skal foretage sig i løbet af ugen fra skolen stopper kl. 14.00, til de skal være hjemme hos 

forældrene ved 21-22 tiden om aftenen, og projektmedarbejderne holder hele tiden øje med, at 

handleplanerne bliver fulgt. 

“Erfaringerne har vist, at det er meget vigtigt med en fast plan for deres fritid. Hvis der ikke er det, så 

begynder de hurtigt at drive rundt, og det øger risikoen for, at de kommer ud i nogle uheldige 

sammenhænge.” 165 

Blandt de interviewede påpeger flere også handleplanerne som meget vigtige for det 

forebyggende arbejde, men der er dog også eksempler på, at man bevidst arbejder på at friholde 

de unge fra den struktur og målretning, der følger med handleplanen. 

“I Gadepulsen har man bevidst valgt ikke fra starten at udarbejde en handlingsplan for den enkelte unges 

jobtræningsforløb eller for den unges aktivering efter jobtræningsforløbet. Man har også bevidst valgt ikke 

at stille krav om, at den unge fra starten skal komme med en udmelding om, hvad han godt kunne tænke 

sig at være eller blive (…) At der ikke udarbejdes handleplaner fra starten er ifølge ungemedarbejderne en 

medvirkende årsag til, at de unge ikke føler sig stressede, og at de ikke føler, at de skal leve op til 

bestemte krav for at tilfredsstille systemet. Gadepulsens medarbejdere betragter de unges aktivering som 

et tilbud til de unge om en “holdeplads” i livet, hvor de unge gives mulighed for at finde ud af, hvad de 

kunne tænke sig af uddannelse, personlig støtte eller andet af betydning for, at de vil kunne forbedre deres 

livssituation.” 166 

Tilsvarende udtaler en af medarbejderne, at det de unge har brug for er et “fristed”, hvor der 

netop ikke stilles krav: 

“Det er egentlig det, som de unge har brug for – et sted, hvor de unge kan være velkomne, uden der er en, 

som farer over dem – uden registrering og gæstepenge, og hvad laver du? Og hvor er du henne socialt i dit 

liv?” 167 

165 Hansen, 2001:35. 

166 Nielsen, Vesterbirk & Jespersen, 2002:70f. 


58


Der er dog ingen grund til at tro, at hverken det ene eller andet valg er mest rigtigt – det kan 

meget vel afhænge af projektets konkrete målgruppe. 

3.3. Tilgange med afsæt i forklaringer, der omhandler eksklusion, stigmatisering og 

selektion 

Følgende tilgange hænger primært sammen med de forklaringer på kriminalitet blandt etniske 

unge, der handler om at føle sig udenfor, stemplet og diskrimineret. 

3.3.1. Gruppeidentitet 

I Hundeslædeprojektet 168 skulle man fordele de unge i grupper med hver deres støtteperson. I 

forbindelse med inddelingen valgte man at opretholde de gruppestrukturer, som de unge allerede 

havde skabt. Dette valg blev i evalueringen kommenteret, som følger: 

“Man tager gruppen samlet og arbejder med at skifte hele gruppens normsæt. Dermed får man i 

gruppeprocessen et arbejdsfelt foræret, hvor indsatsen er selvforstærkende, også fordi gruppen er en meget 

kraftig faktor i forhold til den unges identitetsfølelse. Samtidig sikrer man sig en forankring af 

holdningsbearbejdelsen, fordi “miljøet følger med”. Endelig er det et signal til de unge om, at man 

respekterer deres virkelighed, hvilket alt andet lige er et godt udgangspunkt for en dialog og 

påvirkning.” 169 

For de unge med minoritetsbaggrund kan det være særlig vigtigt at opretholde allerede 

eksisterende grupperinger, idet de typisk indgår i mere veletablerede grupperinger end danske 

unge - formentlig fordi de har en “udsathed” til fælles. 

“…jo mere stigmatiserede personer er sammen med andre stigmatiserede, jo mere ubehaget ved at være 

fordømt føles tyngende for den enkelte, jo stærkere bliver tendensen til at slutte sig sammen i grupper med 

ligesindede. Når det er blevet for sent for den enkelte at blive andet “end det de synes jeg er” byder 

gruppen sig som en slags social nødværge.” 170 

Gruppen er det sted, hvor de kan finde tryghed og accept. 171 Det kan derfor være ødelæggende at 

tvinge etniske unge ind i danske grupper ud fra idéen om en hurtig integration eller omvendt 

tvinge dem sammen med andre etniske unge ud fra en idé om, at “de har brug for hinanden”. Det 

bedste udgangspunkt er at lade de unge med minoritetsbaggrund, ligesom unge med dansk 

168 Hundeslædeprojektets målgruppe var ikke etniske unge, men det anses i denne sammenhæng for underordnet, idet 

formålet med at inddrage projektet her alene er at sige noget om det at arbejde med én ung i forhold til at arbejde 

med en kammeratskabsgruppe. 

169 Leleur og Pedersen, 1996:51. Det skal bemærkes, at den selvforstærkende effekt indenfor gruppen antagelig også 

må kunne virke selvforstærkende i forhold til en eventuel negativ holdning til projektet og derved også kan få 

positivt indstillede til at “ryge med i faldet”. 

170 Lihme, 1999:13. 

171 Se f.eks. Leleur & Pedersen, 1999:21. 

59


baggrund, blive i de grupper, de selv har valgt. 172 For når man arbejder med udsatte unge, 

arbejder man med en gruppe, der er karakteriseret ved at have meget få faste holdepunkter - tager 

man det sidste fra dem, vennegruppen, risikerer man derfor at gøre mere skade end gavn. 

Der kan dog være særlige situationer, hvor gruppen har en så invaliderende dynamik eller 

hvor kriminalitet er det eneste samlingspunkt, at det er hensigtsmæssigt at splitte gruppen i 

forbindelse med en kriminalpræventiv indsats. 

“…researchers have shown, however, that relationships in criminally active peer groups are often 

characterised by an absence of positive relationships and a lack of mutual trust.” 173 

Om man skal anvende en splittelsesstrategi må dog altid bero på en konkret vurdering. 174 

3.3.2. Dialog 

Det er velkendt, at manglende viden kan skabe fordomme, hvor kendskab kan bidrage til at 

nedbryde fordomme. Dialogen kan derfor være et nyttigt redskab til at skabe forståelse mellem 

forskellige kulturer. Dialog kan dog sjældent løse alvorlige konflikter eller ændre adfærd blandt 

hårde kriminelle. Men dialogen kan være et forebyggende værktøj eller fungere som et 

supplement i den kriminalpræventive indsats. 

3.3.2.1. Dialog mellem etniske unge og de sociale myndigheder 

I Familiecenter Vest i Gellerup har man tradition for at afholde møder mellem de unge og de 

sociale myndigheder, når der er behov for det og inddrage de unge i løsningen af problemerne. 

Erfaringen er, at selve det at lytte til de unge og vise, at man tager dem alvorligt, i sig selv kan 

være en væsentlig del af løsningen. I februar 2001 afholdtes f.eks. et møde med 50 unge, fordi 

der var store problemer med rudeknuseri i det lokale butikscenter og i de institutioner, der lå i 

nærheden – over en kort periode var der ødelagt ruder og udøvet hærværk på inventar for et beløb 

svarende til 250.000 kr. 

“På mødet blev der talt om, hvordan ødelæggelserne ved fælles hjælp kunne forebygges. De unge 

fremførte et stort ønske om at have et sted at være – et sted hvor der er voksne til stede. De fortalte, at de 

følte sig uønskede alle steder. Centerchef Gitte Krogh fra Socialcenter Vest fortalte de unge, at 

ødelæggelserne først skal ophøre, inden hun kan overbevise nogen om, at et mødested for unge kan 

etableres. Herefter stoppede ødelæggelserne. Ved senere møder med de unge blev lignende problemer 

stoppet på lignende måde.” 175 

172 

Se hertil også om projekt “Gadepulsen”, hvor det ansås for helt afgørende at kunne se gruppeadfærden i et 

konstruktivt og udviklingsorienteret perspektiv, Nielsen, Vesterbirk & Jespersen, 2002:55. 

173 

Cruyff, Junger-Tas, Reelick & van de Looij-Jansen, 2003:15. 

174 

For yderligere om at arbejde med grupper, Haseki, 2002. 

175 

Krogh, 2002:2. 

60


Værestedet er netop startet op, og det er tilrettelagt efter de unges ønsker: stedet er åbent for alle, 

og der er mulighed for voksenkontakt. 

3.3.2.2. Dialog mellem etniske unge og politiet 

En ny undersøgelse af forholdet mellem etnisk minoritetsungdom og politiet, Konflikt på 

gadeplan – når etnisk minoritetsungdom og politi mødes, viser, at begge parter opfatter sig selv 

og hinanden som værende i konstant konflikt, og at denne opfattelse tydeligt afspejler sig i deres 

daglige omgang med hinanden. 176 De etniske unge opfatter politiet som uprofessionelle, idet de 

føler sig diskriminerede og forfulgt på grund af deres etniske baggrund, og politiet opfatter de 

etniske unge som voldelige, uforskammede og uden respekt for politiet. Dette 

modsætningsforhold er en ond cirkel, fordi mange af møderne mellem de to parter fortolkes i 

lyset af hver deres opfattelse, og derved let bekræftes igen og igen. Undersøgelsens forfattere 

peger på, at en dialog mellem parterne under omstændigheder, der ikke knytter sig til en kriminel 

handling eller mistanken om samme, kunne virke opblødende. En måde, hvorpå dialogen kan 

fremmes er ved at styrke nærpolitiets rolle. 

3.3.2.2.1. Styrkelse af nærpolitiet 

“At nærpolitiet gennem den præventive indsats og deres indgående kendskab til og respekt for de unge 

kan skabe positive resultater med de unge med anden etnisk baggrund er der næppe nogen tvivl om. 

Nærpolitiet arbejder med dialog og personlige relationer, hvilket har positiv effekt på de unges ellers 

meget negative billede af politiet. De unge har respekt for og tillid til nærpolitiet, hvilket skaber grobund 

for gode relationer mellem politi og etniske unge.” 177 

Idéen med at have et nærpoliti er bl.a. at give betjentene mulighed for at opbygge et 

lokalkendskab og en erfaring med nærmiljøet, der kan skabe grobund for et forebyggende 

politiarbejde. I København er politiet organiseret i en turnusordning, hvor betjentene som 

udgangspunkt kun er det samme sted i et år, og forudsætningerne for at skabe dette kendskab er 

derfor dårlige. I det socialt belastede indvandrerkvarter Vollsmose har det haft en god virkning 

for det forebyggende arbejde at lave turnusser på tre år. 178 

3.3.2.2.2. Unødvendige konflikter 

En helt anden måde at begrænse konflikterne mellem etniske unge og politiet er ved at overveje, 

om man kunne handle anderledes i de situationer, der typisk fører til konflikt mellem etniske 

176 Ansel-Henry & Jespersen 2003:12. 

177 Ansel-Henry & Jespersen, 2003:75. 

178 Tanken om at give nærpolitiet mulighed for en længere turnus er blevet foreslået flere gange. F.eks. af 

forhenværende integrationsmedarbejder, Lester Ansel-Henry, jf. den tidligere udgave af denne rapport, Asmussen 

1998:42 og senest af Lars Holmberg ved konference om indsatsen mod unges grupperelaterede kriminalitet afholdt 

af Rigspolitiet den 12. marts 2003. 

61


unge og politiet. Det er f.eks., når de unge bliver smidt væk fra en gade eller plads, hvor de 

opholder sig. 

“Det kan være en gammel dame, der ringer, fordi det gør hende utryg at en gruppe indvandrer-drenge står 

og snakker meget højt og tjatter til hinanden. Så kommer vi til stedet og beder dem om at gå et andet sted 

hen. Drengene bliver provokeret og synes, at vi chikanerer dem, fordi de jo i princippet ikke har gjort 

noget galt. Men som politi er det vores opgave at sørge for, at alle borgere kan føle sig trygge. De unge 

oplever det som magtmisbrug og begynder ofte at svine os til, og så er det, at situationen i nogle tilfælde 

udvikler sig og fører til anholdelser.” (En næsten færdiguddannet politimand) 179 . 

At disse situationer fører til en tilbagevendende konflikt mellem politi og indvandrere er 

forståeligt, men helt unødvendigt. Mon ikke den gamle dame ville føle sig mere tryg, hvis politiet 

forklarede hende, at den højrøstede form blot er en kommunikationsform og ikke noget, der er 

grund til at blive bange for, i stedet for at bekræfte hendes frygt ved at smide de unge væk? Hvis 

politiet lod de unge være, ville man således både give den gamle dame mulighed for at erfare, at 

deres ophold ikke nødvendigvis giver anledning til ballade og undgå en tilbagevendende konflikt, 

der er ødelæggende for dialogen mellem etniske unge og politiet. 

3.4. Afslutning: en flerstrenget og fleksibel forebyggelsesstrategi 

Ovenfor er forsøgt udledt en række tilgange til det forebyggende arbejde, der tager højde for de 

særlige problemstillinger, som er kendetegnende for etniske unge. Nedenfor følger 

hovedkonklusionerne samt eventuelle perspektiver, og afslutningsvis vil tilgangene blive 

kommenteret samlet. 

Gadeplan knytter sig til det forhold, at mange af de etniske unge ikke er en del af det 

etablerede system, og de unge skal derfor opsøges på gaden. I den forbindelse har flere 

kommuner gode erfaringer med at etablere “fædregrupper”, dvs. etniske fædre, der færdes i de 

områder og på de tidspunkter, hvor der erfaringsmæssigt opstår problemer med de unge. Der er 

også erfaringer på vej med at engagere mere velfungerende unge, der kommer i det samme miljø 

til at holdningsbearbejde de mindre velfungerende unge. Det gælder for alle former for 

opsøgende arbejde, at der især i de mindre lokalsamfund, hvor man kender hinanden, kan opstå 

en irritation blandt de unge over at være “overvåget” – uafhængigt af om det er af opsøgende 

medarbejdere, fædre eller andre unge. Heri kan ligge en fare for, at de unge begynder at begå 

kriminalitet, der er mindre synlig og dermed også mere farlig, som f.eks. i rockermiljøet. 

Produktorientering handler om at formulere projekter, der har en konkret målsætning, som 

de etniske unge kan forholde sig til, f.eks. at komme i uddannelse eller arbejde. Disse 

dimensioner har de ovenfor beskrevne eksempler, lektiehjælp og lommepengeprojektet, hvilket 

gør dem attraktive for de etniske børn og unge og nemme at forholde sig til for de etniske 

forældre. Det kan dog ikke helt udelukkes, at projekterne i et vist omfang kan kollidere med, at 

179 Citeret i Olsen, 2003:7. Samme situation skitseres som en “typesituation” i Ansel-Henry & Jespersen, 2003:19ff. 

62


de etniske forældre ofte stiller større krav om, at børn og unge skal bruge deres fritid på at hjælpe 

til hjemme. I så fald må barnets projektdeltagelse afpasses derefter. 

Arbejdet med etniske minoritetsfamilier må være helhedsorienteret, fordi 

problemstillingerne ofte har en høj grad af kompleksitet; mange forskellige offentlige 

myndigheder er involverede, og det kan skabe usikkerhed, især når familierne ikke har et 

grundlæggende kendskab til, hvad myndighederne står for, og kontakten er forbundet med 

forståelsesmæssige og sproglige problemer. Myndighedernes forsøg på at støtte de etniske 

familier kan derfor let skabe mere forvirring end gavn. Det er derfor vigtigt, at myndighederne 

indgår i et tæt samarbejde om problemfamilierne, så der ikke udsendes forskellige signaler, 

ligesom det kan være en god idé at begrænse kontakten til familien til én myndighedsperson. 

Der er nogle oplagte fordele ved at anvende tosprogede medarbejdere i det sociale og 

kriminalitetsforebyggende arbejde med etniske unge. Den tosprogede medarbejder har en 

“naturlig” kulturel viden og indsigt i det etniske miljø og vil derfor nemmere kunne skabe et 

tillidsforhold til både den unge og hans forældre. Erfaringerne viser, at det er en fordel, men dog 

ikke en nødvendighed at bruge tosprogede medarbejdere. I den forbindelse skal man være 

opmærksom på, at der kan være konkrete situationer, hvor det kan være ærekrænkende for 

familien og den unge at involvere en “landsmand” i så intime familieproblemer som det forhold, 

at den unge begår kriminalitet. 

Et alternativ til den tosprogede medarbejder kan være, at medarbejderen tilegner sig et vist 

kulturkendskab, så man undgår i uvidenhed at overskride grænser eller fornærme den etniske 

unge eller hans familie. Det kan også være en hjælp for den unge at få støtte til at lære sin egen 

baggrund at kende. 

Inddragelse af minoritetsforældrene drejer sig om at delagtig- og ansvarliggøre 

forældrene i forhold til den unges liv, hvilket synes at være en holdbar måde at skabe varige 

resultater på. Som beskrevet kan forældrene mangle ressourcer til at være rollemodeller for den 

unge. Da igangsættelse af et kriminalpræventivt projekt efter rollemodelskonceptet ofte vil være 

lig igangsættelse af en intensivereret integrationsproces, kan det medføre, at en kulturkonflikt 

mellem forældrene og den unge opstår eller forstærkes. Herved kan projektet få den virkning på 

forældrene, at de føler sig truede, både i forhold til deres forældrerolle og kulturelle identitet. For 

at udføre forsvarlig kriminalprævention, må den, der agerer rollemodel, derfor inddrage og gøre 

forældrene medansvarlige for den unges proces. Herved bliver det også nemmere at fastholde den 

unge, f.eks. i det uddannelsesforløb, som den unge var kommet i gang med ved det 

kriminalpræventive projekts afslutning. 

Gruppeidentiteten er særlig central for de stigmatiserede, etniske unge; det er ofte deres 

eneste faste holdepunkt. En splittelse af gruppen i forbindelse med et kriminalpræventivt projekt 

kan derfor betyde, at den unge trækker sig ind i sig selv og derved bliver svær at påvirke. Selv 

med en åbenhed overfor projektet, vil han ofte efter projektets afslutning falde tilbage til gruppen 

63


og de “uhensigtsmæssige” normer. Man må derfor som udgangspunkt arbejde med hele 

kammeratskabsgruppen, og lykkes det at ændre normsættet blandt de toneangivende unge, vil 

resultatet til gengæld ofte flerdobles via de unges indbyrdes påvirkning af hinanden. Der kan dog 

være situationer, hvor gruppens dynamik er så destruktiv, at en splittelsesstrategi kan være 

påkrævet. 

Faste rammer og konsekvens synes at være anvendelige pædagogiske værktøjer i arbejdet 

med de etniske unge og skal formentlig ses på baggrund af den normløshed og forvirring, jf. 

afsnit 2.1.1., der kan være resultatet af kulturkonflikten. Paradoksalt nok kan kulturkonflikten 

imidlertid også tale for den omvendte strategi. Set i forhold til de mange og forskelligartede krav, 

der stilles til de unge på hjemme- og udefronten, jf. afsnit 2.1.1., kan det således også være 

rigtigt, når enkelte socialarbejdere påpeger, at det de unge først og fremmest har brug for er et 

“fristed”, hvor der ikke spørges til, hvad de vil med deres liv, om de ikke skulle begynde at dyrke 

nogle sunde fritidsaktiviteter eller lignende. De to indstillinger behøver dog ikke nødvendigvis at 

være uforenelige i prakis. Man kan således have faste rammer for adfærd og omgangstone og 

være konsekvent i overholdelsen heraf, ligesom man i øvrigt kan være konsekvent overfor den 

unge uden at sætte hans liv i faste rammer, medmindre han selv ønsker det. 

Endelig kan man nå langt i det forebyggende arbejde alene ved at inddrage de unge, der er 

en del af det konkrete kriminalitetsproblem i en dialog. Det kan helt konkret bestå i, at de sociale 

myndigheder eller politiet inviterer de unge og deres forældre til et møde, hvor man diskuterer 

problemerne og mulige løsninger heraf. Problemet kan i den sammenhæng være, at de, der skaber 

flest problemer, ofte ikke møder op til den slags arrangementer. Men det betyder ikke, at dialogen 

mister sin værdi: især i de etniske miljøer taler man sammen indbyrdes, og budskabet vil derfor 

ofte blive bragt videre, selvom nøglepersonerne ikke deltager. Endvidere kan dialogen have 

skærpet de deltagendes opmærksomhed mod problemfelterne og de eventuelle forholdsregler, 

man i fællesskab er nået frem til, hvilket kan have en afsmittende effekt på dem, der ikke har 

deltaget. Dialogen kan også skabes mere generelt, for politiets vedkommende via en styrkelse af 

nærpolitiet. 

Tilgangene: gadeplan, produktorientering, helhedsorientering, forældreinddragelse, 

gruppeidentitet, faste rammer og konsekvens samt dialog tager højde for de forhold, der i særlig 

grad kendetegner etniske unge, men er også relevante i forhold til udsatte unge af dansk 

herkomst. Disse tilgange kan således anvendes i en samlet indsats overfor unge med både dansk 

og anden etnisk baggrund. Hvad angår den tosprogede medarbejder og kulturkendskab er disse 

tilgange groft sagt alene relevante for de etniske unge og kan anvendes i en indsats, der alene har 

etniske minoriteter som målgruppe eller fungere som et supplement til en samlet indsats overfor 

udsatte unge generelt. 

64


Som det er fremgået, er der mange mulige veje i det forebyggende arbejde med etniske 

unge, hvilket synes helt i overensstemmelse med, at årsagsforklaringerne er mangefacetterede. 

De beskrevne tilgange er alene tænkt som inspiration og ikke som fastlåste retningslinier. Det 

skyldes både, som vi har set, at erfaringerne ikke er entydige, til tider ligefrem indbyrdes 

modstridende, og at det kriminalpræventive arbejde med mennesker altid må rumme en 

fleksibilitet, der tager højde for individet, gruppen og konteksten, som nødvendigvis er under 

konstant forandring. Der findes således formentlig også en række uafdækkede tilgange til det 

kriminalpræventive arbejde med etniske unge, og det er derfor vigtigt, at der fortsat 

eksperimenteres og udvikles nye idéer. 

65


66

KONKLUSION 


Af Del I fremgår, at indikatorer for en særlig høj kriminalitetshyppighed blandt etniske 

minoriteter er at være ung, at være mand, at komme fra et mindre udviklet oprindelsesland og at 

være andengenerationsindvandrer. Det fremgår endvidere, at den generelle overrepræsentation af 

etniske minoriteter i kriminalstatistikken i væsentligt omfang lader sig forklare af det forhold, at 

etniske minoriteter socialt og økonomisk er ringere stillede end den indfødte befolkning. Der er 

dog to grupper, der - selv når der tages højde for de sociale og økonomiske forskelle - er markant 

mere kriminelle end tilsvarende grupper af dansk oprindelse. Det drejer sig om unge mænd, 

blandt indvandrerne de 15-19 årige, blandt efterkommerne de 15-29 årige. 

I Del II beskrives og diskuteres mulige forklaringer på, at disse grupper har en højere 

kriminalitetshyppighed. Kulturkonflikten betyder, at de etniske familier ofte forventer, at den 

unge mand tager ansvar for familien, hvilket kan komme i konflikt med den frigørelse og 

selvstændighed, det danske samfund fordrer. Det kan medføre en usikkerhed og forvirring, der 

især i kombination med manglende mandlige rollemodeller, kan være befordrende for 

udviklingen af en kriminel adfærd. Dertil kommer, at unge mænd som “storforbrugere” af det 

offentlige rum, er særlig eksponerede for diskrimination og stigmatisering – mange føler sig i det 

hele taget ekskluderet af det danske samfund, i skolen, på diskotekerne og på arbejdsmarkedet. 

Det betyder, at de bliver opgivende og magtesløse og ikke opbygger loyalitet, men snarere 

modvilje, overfor det danske samfund. Endvidere har vi set, at den selektion, der muligvis foregår 

i politi og retssystem, formentlig vil gå hårdest udover de unge mænd. Endelig kan man sige, at 

hvis teorien om, at forholdsvis flere af dem, der kommer til Danmark i forvejen har sociale 

problemer, er korrekt, vil det slå tydeligst igennem blandt unge mænd, idet unge mænd i de fleste 

kulturer udgør den mest kriminelle gruppe. 

Alle disse forklaringer spiller formentlig en rolle for den samlede overrepræsentation, for én 

kan diskrimination være afgørende, for en anden kulturkonflikten. Kriminaliteten kan også være 

udløst af flere af årsagsforklaringer på én gang, for atter andre kan årsagen være helt løsrevet fra 

minoritetsbaggrunden. Af samme grund kan det være problematisk at lægge sig fast på én 

bestemt forklaring på kriminalitet blandt de etniske unge. I det forebyggende arbejde må man 

derfor sætte sig ind i den enkelte unges forhold, og alene anvende denne viden om 

årsagsforklaringer som en hjælp til at forstå de individuelle problemstillinger. 

Det er endvidere beskrevet, at samtlige årsagsforklaringer: 180 kulturkonflikt, eksklusion, 

selektion og selektiv indvandring er mere præsente for de indvandrere og efterkommere, der 

180 I hvilket omfang den socioøkonomiske forklaring spiller en mere væsentlig rolle for indvandrere og efterkommere 

fra de mindre udviklede lande, fremgår ikke af beregningerne fra Danmarks Statistik, beskrevet i afsnit 1.5. ovenfor, 

idet der ikke i denne sammenhæng skelnes mellem personer fra mere og mindre udviklede lande. 

67


kommer fra de mindre udviklede lande, hvilket stemmer overens med, at personer fra de mindre 

udviklede lande har en højere kriminalitetshyppighed. 

Det forhold, at der er flere kriminelle blandt andengenerationen end førstegenerationen, kan 

undre, da man umiddelbart skulle forvente, at andengenerationsindvandrerne er bedre 

integrerede. Dette er imidlertid – med Sverige som den eneste undtagelse – i overensstemmelse 

med erfaringerne fra de øvrige vestlige lande. Forklaringen herpå kan være, at 

modsætningsforholdet eller kulturkonflikten mellem de unge og deres forældre er mere præsent 

for de unge andengenerationsindvandrere. Denne forklaring kan dog ikke stå alene, men skal 

formentlig ses i lyset af, at det formentlig skaber langt større frustration blandt 

andengenerationsindvandrere at føle sig diskriminerede, stigmatiserede og have sværere ved at 

opnå samme mål som danskerne, f.eks. på arbejdsmarkedet, i det land, som de er født og 

opvokset i. Studier af, hvordan det er lykkedes at reducere “andengenerationseffekten” i Sverige 

ville i denne sammenhæng være interessante og brugbare. 

Af Del III fremgår, at det er en kompliceret opgave at forebygge kriminalitet blandt de 

etniske unge; der er gjort indbyrdes modstridende erfaringer, og der er mange faldgruber. Det har 

dog alligevel været muligt at pege på nogle overordnede tilgange eller nøgleord for det 

kriminalitetsforebyggende arbejde blandt unge etniske mænd: Der skal arbejdes på gadeplan, 

idet mange af de etniske unge ikke er en del af det etablerede system. Projekterne skal være 

produktorienterede dvs. være rettet mod et konkret mål, f.eks. at den unge kommer i 

uddannelse eller arbejde. Processen skal være helhedsorienteret – de mange forskellige 

myndigheder, der ofte er involverede i én etnisk familie bør indgå i et tæt samarbejde, så der 

udsendes entydige signaler. Minoritetsforældrene skal delagtig- og ansvarliggøres i forhold til 

den unges liv. Der skal som udgangspunkt arbejdes med hele vennegruppen, som ofte er de 

etniske unges eneste faste holdepunkt. Det pædagogiske arbejde skal være båret af konsekvens 

og faste rammer som modstykke til den normløshed og forvirring, der præger de etniske unge. 

Via dialog skal de unge inddrages i at løse det kriminalitetsproblem, som de selv er en del af. 

Tosprogede medarbejdere kan med fordel inddrages, idet de nemmere kan skabe tillidsforhold 

til de unge og deres forældre. Det er i det hele taget en fordel at have et vist kulturkendskab i 

arbejdet med de unge, ligesom det kan være en fordel at give de unge støtte til at lære deres egen 

kulturbaggrund at kende. 

Det kan ligne en facitliste for kriminalprævention blandt etniske unge, men er blot de 

tilgange, der på nuværende tidspunkt kan udledes på et relativt nyt og uprøvet felt. Mere 

overordnet viser såvel tilgangene som årsagsforklaringerne, at integration og kriminalprævention 

hænger uløseligt sammen. Jo bedre de etniske minoriteter er integrerede, desto færre sociale og 

økonomiske forskelle, kulturkonflikter samt tilfælde af eksklusion og selektion. 

68


Om godt ti år vil der være tre-fire gange så mange andengenerationsindvandrere mellem 

15-19 år med oprindelse i de mindre udviklede lande som i dag. 181 Indenfor samme periode vil de 

små årgange betyde, at arbejdsløsheden vil være faldende. De kommende år vil derfor rumme 

god mulighed for at få integreret de etniske unge på det danske arbejdsmarked, hvilket er et udtalt 

ønske blandt de unge og formentlig også det bedste udgangspunkt for integration og 

kriminalitetsforebyggelse. Griber vi ikke denne mulighed, er der imidlertid en risiko for, at 

etniske minoriteter fortsat gennem tredje- og fjerdegenerationen vil udgøre en marginaliseret, 

udstødt gruppe med høj kriminalitetshyppighed, og problemet vil blive større i takt med, at 

gruppens tilvækst øges. 

181 Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik. Se www.statistikbanken.dk under “Befolkning og valg”, herefter 

“udlændinge” og herefter “BEF 3”. 

69


70

Kildemateriale 

KILDEMATERIALE 

Ahlberg, J., Indvandreres och indvandreres barns brottslighet, Brottsförebyggande rådet, 

Stockholm, 1996:2 

Ahlberg, J. & Lööw, H., Invandrare och brott – den svåra frågan, Apropå, nr. 3, 2002 

Andersen, M. A., Mørck, R. V., Christensen, S. & Minke, L., Rodet ungdom, unge rødder, 

Social kritik, nr. 77, 2001 

Andersen, S. M., Afrapportering fra Politimesteren i Århus, Ungdomsgruppen, april 2002 

Ansel-Henry, A. & Jespersen, S. B., Konflikt på gadeplan – når etnisk minoritetsungdom og 

politi mødes, Center for Ungdomsforskning, Roskilde Universitetscenter, 2003 

Arenas, J. G. & Singla, R., Etnisk minoritetsungdom i Danmark, Dansk psykologisk Forlag, 

København, 1995 

Asmussen, I., Etniske grupper – kriminalitet og forebyggelse, Det Kriminalpræventive Råd, 

1998 

Aydas, M., Mellem tradition og det moderne, Social Forskning, temanummer om etniske 

minoriteter i velfærdssamfundet, 2000 

Babikian, I., De ti bud – særlige metoder i arbejdet med etniske minoriteter, Socialrådgiveren, 

nr. 23, Tema om socialt arbejde med etniske minoriteter, 1996 

Bai, J., Endnu et kriminalpolitisk trylleord – gadebander, Kriminalistisk Årbog 1999, 

Københavns Universitet 

Bellaart, H., Resúmé fra Conference Youth at Risk: what makes a succesfull approach?, 

Institute for Multicultural Development, september 1996 

Carlsen, H., Kruse, L. & Astrup P., Idrættens rummelighed – 14 integrationsprojekter om 

foreningslivets muligheder og begrænsninger, Danmarks Idræts-Forbund, Socialministeriet, 

2002 

Center for Tværkulturelt Boligarbejde, www.ctb.dk 

- Bibliotek tilbyder hjælp til jobsøgning 

- Rend & Hop i Charlottekvarteret – erfaringer fra et legecontainerprojekt 

- Lektiecaféen i Nivå – en evaluering og erfaringsopsamling 

Cruyff, M. J. L. F., Junger-Tas, J., Reelick, F. & Van de Looij-Jansen, Ethnic Minorities and 

Backgrounds of Antisocial Behaviour, præsenteret på European 3 rd Annual Conference of the 

European Society of Crimonology, 2003. 

Clausen & Kyvsgaard, Kriminalitetsniveauet i kommuner og politikredse – en 

modelafprøvning, Justitsministeriets Forskningsenhed, 2003 

Dam, H. J & Sørensen, T. B., Pendlerrapporten – Socialpædagogik og kriminelle unge 

indvandrere, Forlaget Gestus og Sociologisk Analyse, Århus, 2000 

Danmarks Idræts-Forbund, B1909 – projekt Værested. En status, 2002 

Danmarks Statistik, Kriminalitet og national oprindelse 1995, Statistiske efterretninger, Social 

sikring og retsvæsen, København, 1998 

71


Danmarks Statistik, Kriminalitet og national oprindelse 2000, Statistiske efterretninger, 

Sociale forhold, sundhed og retsvæsen, København, 2002 

Den Lille Prins TV- og videoproduktion: Kick in the real Flavour - en mosaik om 5 

indvandrere i Danmark, 25 min., Mellemfolkeligt Samvirkes Bibliotek, 1993. 

Estrada, F., Ungdomsvåld – uppmärksamhet och reaktion, kapitel 15 i Estrada, F. & Flyghed, 

J. (red.), Den svenska ungdomsbrottsligheten, Studentlitteratur, Lund 2001 

Gaasholt, L. & Togeby, Ø, I syv sind. Danskernes holdninger til flygtninge og indvandrere, 

Politica, Århus, 1995 

Greve, V.: Om anmeldelse af forbrydelser. Nogle betragtninger over et victimologisk studie i 

Buhl, J. P. m. fl. (red.), Festskrift til folketingets ombudsmand, Juristforbundets Forlag, 

København, 1971 

Gundersen, F., Haslund, U., Hustad, A., E. & Stene, R., J., Innvandrere og nordmenn som 

offer og gjerningsmenn, Statistisk sentralbyrå, Oslo, 2000 

Gundersen, F., Mer vold enn ventet, Statistisk sentralbyrå, Samfunnsspeilet 3, Oslo, 2000 

Hammer, O. (red.), Nyt fra udrykningsholdet, nr. 4, september, 2002 

Hansen, H. & Olsen, C. B., Kriminalprævention og integration på Indre Nørrebro, Center for 

Alternativ Samfundsanalyse, 2001 

Hansen, K. (red.), Helt ind under huden, SSP Samrådet, 2001 

Hansen, L., Integration af 15-17 årige lovovertrædere – til et normalt voksenliv? – eller til en 

ungdom og manddom i fængsler, speciale på den sociale kandidatuddannelse ved Aalborg 

Universitet, 1996 

Hansen, P. & Katznelson, N., Unge nydanskere i forsvar og politi, Center for 

Ungdomsforskning, Roskilde Universitetscenter, 2002 

Haseki, A., At arbejde med grupper, Social Kritik, nr. 81, 2002 

Hauge, R., Kriminalitetens årsaker, 2. udgave, Universitetsforlaget, Oslo, 2001 

Henriksen, L. S. & Prieur, A., Arrangerede venskaber – mentorordning for unge straffedømte 

af anden etnisk oprindelse, Sociologisk Arbejdspapir, Aalborg Universitet, nr. 15, 2003 

Hjarnø, J. & Jensen, T., Diskrimineringen af unge med indvandrerbaggrund ved jobsøgning, 

Sydjysk Universitetsforlag, Esbjerg, 1997 

Hjulmand, O.: Udlændinge og kriminalitet – hvad ved vi?, Dansk Flygtningehjælp, 1996 

Hofer, H. v., Sarnecki, J. & Tham, H., Invandrarna och brottsligheten i Hofer, H. v. (red.), 

Brottsligheten i Europa, Lund, 1998 

Holmberg, L., Inden for lovens rammer, Gyldendal, København, 1999 

Holmberg, L. (red.), Kriminologi – en introduktion, Rigspolitichefen, Politiskolen, 2001 

Holt, H., En kortlægning af danske virksomheders bidrag til løsning af sociale problemer, 

Socialforskningsinstituttet, København, 1997 

72


Home Office, Race and the Criminal Justice System, A publication under section 95 of the 

Criminal Justice Act 1991, 2000/2001 (kan findes på Storbritanniens Indenrigsministeriums 

hjemmeside: www.homeoffice.gov.uk) 

Jeppesen, K. J., Unge indvandrere - en undersøgelse af andengenerationen fra Jugoslavien, 

Tyrkiet og Pakistan, Socialforskningsinstituttet, København, 1989 

Khader, N., Det er skamfuldt at begå kriminalitet, interview i Søndergaard, P. S., Den hårde 

kerne – om bander og kriminelle grupper af unge, CDR-Forlag, Århus, 1998 

Khader, N., Ære og skam, 2. udgave, Borgen, København, 2002 

Koch, I., Vildledende og sjusket rapport om gadebander, Social kritik, nr. 65/66, 1999 

Krogh, G., Projektbeskrivelse vedrørende kontaktsted i Gellerup og Bispehaven i forbindelse 

med ansøgning om støtte fra URBAN-programmet, Familiecenter Vest, 2002 

Kundakci, Y., Utilpassede unge tosprogede og arbejdsmarkedet, temahæfte 2, 

Heltidslærerforeningen i Ungdomsskolen, 2002 

Kyvsgaard, B., Indvandrere og kriminalitet, Kriminalistisk Instituts Årbog, 1992 

Kyvsgaard, B., Er indvandrere mere kriminelle end danskere?, Samspil, nr. 8, december, 1996 

Kyvsgaard, B., Kriminalitet og national oprindelse 1998, samarbejde mellem Danmarks 

Statistik og Justitsministeriet (findes på www.politi.dk) 

Kyvsgaard, B., Kriminalitet blandt etniske minoriteter, Social Forskning, temanummer om 

etniske minoriteter i velfærdssamfundet, 2000 

Kyvsgaard, B., Kriminalitet, retshåndhævelse og etniske minoriteter, Juristen, nr. 9, 2001 

Kyvsgaard, B., Notat vedrørende Kriminalitet og national oprindelse 2000, (findes på 

www.jm.dk.) 

Larsen, C., Kriminalitet, kapitel 8 i Matthiessen, P. C. & Mogensen, G. V., Integration i 

Danmark omkring årtusindskiftet, Rockwool Fondens Forskningsenhed, Aarhus 

Universitetsforlag, 2000 

Larsen, C., Teknisk notat om kriminalitet blandt indvandrere og efterkommere med særligt 

henblik på straffelovsovertrædelser blandt unge mænd, note nr. 4, Rockwool Fondens 

Forskningsenhed, København, 2001 

Leleur, A. & Pedersen F. R., Hundeslædeprojektet, Københavns Politi, Den 

Kriminalpræventive Afdeling, København, 1996 

Leleur, A. & Pedersen F. R., Erhvervsmotivering – Unge der kommer videre, Københavns 

Politi, Den Kriminalpræventive Afdeling, København, 1999 

Lenler, J., Mentorer støtter minoriteter, Nyhedsbrev om etniske minoriteter, nr. 2-3, 

Mellemfolkeligt Samvirke, 2003 

Lihme, B., Stigma, Social kritik, nr. 65/66, 1999 

Martens, P. L.: Bröttslighed bland ungdomar med indvandrarbakgrund i Wikstrøm, P. H. 

(red.), Brott och åtgärder mot brott i stadsmiljön, Brottsförebyggande Rådet, Stockholm, 1990 

73


Martens, P. L., Immigrants, Crime and criminal Justice in Sweden i Tonry, M. (ed.), Ethnicity, 

Crime and Immigration - Comparative and Cross-National, The University of Chicago Press, 

Chicago & London, 1997 

Mogensen, G. V. & Pedersen, S., Teknisk note om dansk empiri ad diskrimination på 

arbejdsmarkedet i forbindelse med jobsøgning, note nr. 5, Rockwool Fondens 

Forskningsenhed, København, 2001 

Moldenhawer, B., En bedre fremtid?: skolens betydning for etniske minoriteter, Hans Reitzels 

Forlag, København, 2001 

Mouridsen, B., På kant med loven – Ideer til arbejdet med kriminelle unge, Arbejdsmarkedets 

Center for Internationale Uddannelsesaktiviteter, 1999 

Mouridsen, B., Mod på livet – Nye veje i arbejdet med unge indvandrere, ACIU, København, 

2000 

Mørck, Y., Faktisk er Blågårds Plads utrolig smuk – hårde drenge på Nørrebro, Social kritik, 

nr. 65/66, 1999 

Necef, M. Ü., Hvem er bange for kultur?, Information om Indvandrere, Syddansk Universitet 

Odense, 4. Årgang, nr. 6, 2000 

Nielsen, T. & Salskov, B., Projekt unge for unge, projektbeskrivelse, Familiecenter Vest i 

Århus kommune, 2003 

Nielsen, J. G., Vesterbirk, M. & Jespersen, S. B., Gadepulsen, Udviklings- og 

Formidlingscenter for Socialt Arbejde med Unge, København, 2002 

Nordisk Ekspert Forum, Seminarrapport, afholdt den 3.-5. januar 2003 

Odense kommune, Projektbeskrivelse for Drop In – arbejdsmarkedsrettet Vejledning og 

Uddannelse af Unge mellem 15 og 25 år, 2003 

Olsen, P., Vores magt provokerer dem, Socialrådgiveren, nr. 11, 2003 

Palidda, S., Frangoulis, M. & Papantoniou, A., Deviant Behaviour and Criminalisation of 

Immigrants, European Commision, Bruxelles, 1999 

Petersen, H. & Sørensen, T., Jobtræning der lykkes, Socialrådgiveren, nr. 23, Tema om socialt 

arbejde med etniske minoriteter, 1996 

Pettersson, T., Etnicitet och ungdomsbrottslighet, kap. 8 i Estrada, F. & Flyghed, J. (red.), Den 

svenska ungdomsbrottsligheten, Studentlitteratur, Lund 2001 

PLS Rambøll Management og Socialforskningsinstituttet, Grupperelateret kriminalitet i 

Danmark, København, 2002 

Prieur, A., Maskulinitet, kriminalitet & etnicitet, Social kritik, nr. 65/66, 1999 

Projektbeskrivelse af “Brændt Gummi”, 2003. Der henvises til Jakob og Kasper (der ønskede 

at bevare en vis anonymitet), kontaktpersoner i Høje-Taastrup Kommunes faste støtte- og 

kontaktkorps. 

Rasmussen, T. R., God, ond og farlig viden – om indvandrere, tabuer og statistik, Økonomi & 

Politik, nr. 2, Juni, 72. årgang, 1999 

74


Scharling, N., Nærbetjentene fra Vollsmose, Dansk Politi, nr. 3, 2003 

Schultz Jørgensen, P. m. flere, Særligt truede unge fra etniske minoritetsgrupper, debatoplæg, 

1999 

Schultz-Nielsen, M. L., Hvorfor er så mange indvandrere uden beskæftigelse?, kapitel 3 i 

Matthiessen, P. C. & Mogensen, G. V., Indvandrerne og arbejdsmarkedet: mødet med det 

danske velfærdssamfund, Rockwool Fondens Forskningsenhed, København, 2002 

Skoropa, A. & Thomson, F., Kriminalitet og kriminalprævention blandt unge under 18 år – på 

Nørrebro og i Vollsmose, Speciale på den juridiske kandidateksamen ved Københavns 

Universitet, 2000 

Tireli, Ü., I søgen efter identitet – refleksioner over minoritetsunge, Social Forskning, 

temanummer om etniske minoriteter i velfærdssamfundet, 2000 

Tonry, M., Ethnicity, Crime and Immigration i Tonry, M. (ed.), Ethnicity, Crime and 

Immigration - Comparative and Cross-National, The University of Chicago Press, Chicago & 

London, 1997 

Vollsmosesekretariatet, Årsberetning 2002, Odense kommune, 2003 

Qvortrup Jensen, S., Subkulturel pædagogik – snarere end kulturel pædagogik med vilde unge, 

Social Kritik, nr. 80, 2002 

Interviewede i 1998: 

Hanne Bergstrøm, daværende politiassistent og koordinator for det kriminalpræventive 

projekt, “Erhvervsmotivering – unge der kommer videre” 

Birger Mosholt, daværende SSP-konsulent i Hvidovre Kommune 

Lester Ansel-Henry, daværende integrationsmedarbejder i Nørrebros Bydelsråd 

Ahmet Demir, daværende leder og Hanne Pedersen, daværende souschef i “Blæksprutten” 

Salih Alp, daværende formand for indvandrerrådet i Tåstrupgård og Ingeborg Hjortsballe, 

boligrådgiver i Tåstrupgård 

Jens Ahm, daværende unge-koordinator på Socialforvaltningen på indre Nørrebro. 

Bent Tullberg og Tage Andersen, daværende pædagogiske konsulenter i Det 

Kriminalpræventive Råd. 

Interviewede i 2003: 

Niels Sandemann, afdelingsleder for Ungerådgivningen, Benjamin Sibbesen, kriminal- og 

socialrådgiver, Trine Nielsen & Britt Saltskov, familierådgivere, Familiecenter Vest, Århus 

Anders Glahn, leder af fritids- og ungdomsklub i Gellerup, Århus Vest 

Allan Aarslev, leder af Ungdomsgruppen i Århus Politi 

Lise Færch, leder af Vollsmosesekretariatet 

Kenn Due, leder af Fodboldklubben B1909 i Vollsmose 

75


Christian Frederiksen, projektleder & Paul Hansen, koordinator for de “operationelle 

indsatser”, Odense Kommune 

Tom Boisen, daglig leder af projekt “Drop In” i Odense Kommune 

Kim Thyssen, politiassistent i Vollsmose, tidligere i Balkanpatruljen 

Svenn Petersen, SSP-konsulent i Hillerød Kommune 

Laila Gardezi, Ahmed Osman & Saif El Zokm samt en række andre, der ønskede at bevare 

deres anonymitet, fra den nyoprettede ungdomsforening Shakur, Hillerød 

Jean-Jacques Royal, SSP-koordinator i Høje-Tåstrup Kommune 

Carsten & Kasper, kontaktpersoner i Høje-Taastrup Kommunes faste støtte- og kontaktkorps, 

“Brændt Gummi” 

Oguz Han Turan, projektleder i Høje-Taastrup Kommune 

René Johansen & Christian Corfixen, hhv. leder og pædagog i ungdoms- og fritidsklubben 

Kvisten på Nørrebro 

Karsten Bo Baden, SSP-koordinator i Helsingør Kommune 

Marie-Louise Jørgensen, projektleder i Kriminalforsorgen og idéudvikler af 

Kriminalforsorgens mentorordning for straffedømte af anden etnisk oprindelse 

76

Bilag til Del III 

BILAG TIL DEL III 

For en beskrivelse af grundlaget for dette bilag henvises til indledningen til Del III. 

Nedenfor vil blive beskrevet elleve forskellige tilgange til det kriminalpræventive 

arbejde med etniske minoriteter. Rækkefølgen er ikke udtryk for en prioritering, den er 

vilkårlig; der er tale om en række ligestillede tilgange, der til en vis grad overlapper hinanden og 

kan kombineres. 

4.1. Gadeplan 

Unge med minoritetsbaggrund er ikke i samme omfang som indfødte danskere integrerede i det 

etablerede system, dvs. sjældnere tilknyttet en uddannelsesinstitution, et arbejdssted, en 

fritidsinstitution el. lign. 182 Dertil kommer en ofte forekommende fremmedgjort holdning til 

institutionsmiljøet i forældregenerationen: hvad skal man bruge en pædagog til? - og hvorfor 

skulle jeg betale kontingent til en fodboldklub, når min søn kan gå ned i gården og spille 

fodbold? 

At de etniske minoriteter i mindre omfang er en del af det institutionaliserede system 

medfører, at de ikke rigtig har noget sted at være. I mange etniske hjem bor der mange 

mennesker på forholdsvis lidt plads 183 , og der er ingen kulturel tradition for “eget værelse”. 

Dertil kommer, at de unge indvandrere og efterkommere ofte omgås i større grupper, og de er 

derfor i vidt omfang overladt til gaden, butikscentre mv. For de etniske drenge kan det ligefrem 

forekomme “pigeagtigt” at opholde sig hjemme i fritiden 184 . Tendensen til at strejfe omkring på 

gaden er også blevet fortolket som en bevidst, territorial manifestation. 

“Ved at strejfe rundt i det konkrete fysiske byrum kommer de unge til at besidde rummet. De vilde unge 

får ved at “skanne” byens pladser, gader og stræder en form for magt over rummet og en form for 

overblik over, hvad der sker hvor.” 185 

De etniske unge mænds gadelivsidentitet betyder, at der ikke er nogen, der holder øje med dem 

og griber ind, hvis de har særlige problemer. Hvis man vil have fat i de udsatte etniske unge, 

skal man altså arbejde udenom det etablerede system: man skal ud at møde dem på gadeplan. 

Derfor er erfaringen også, at de tosprogede drenge og unge mænd strømmer til, hvis man laver 

(gratis) gadeaktiviteter og væresteder. F.eks. fremgår det af en redegørelse 186 for “Gadepulsen”, 

et værested for unge på indre Nørrebro, at brugerne udelukkende er drenge og unge mænd, og at 

80 pct. er af anden etnisk baggrund end dansk; arabere, jordanere, pakistanere, tyrkere, 

palæstinensere og marokkanere. I “Gadepulsen” er indstillingen, at værestedet skal være et 

sted, hvor de unge bogstavelig talt skal have mulighed for bare at “være”: 

“Det er egentlig det, som de unge har brug for – et sted, hvor de unge kan være velkomne, uden at der er 

en, som farer over dem – uden registrering og gæstepenge, og hvad laver du? Og hvor er du henne socialt 

i dit liv?” 187 

Kontakten til de unge skabes på gaden. Gadeplansarbejdet består i at tale med de unge, rådgive 

dem og inddrage dem i “Gadepulsen”s aktiviteter. 

“Gadeplansarbejderne havde de etniske minoritetetsunges tillid eller vandt den. De er kendt i miljøet og 

var på mange måder de unges forbilleder og kunne derfor komme ind på livet af de unge og få skabt en 

182 

F.eks. viser en undersøgelse af børns og unges fritidsadfærd i Kongens Enghave i København, at mens 

17 pct. af børnene med dansk familiebaggrund ikke går til egentlige organiserede fritidsaktiviteter i 

bydelen, gælder det for 46 pct. af børnene med pakistansk og 54 pct. af børnene med tyrkisk mor, jf. 

Hansen, F. K., Natursatelitten i Musikbyen – børn og unges fritid i Kongens Enghave Bydel, Center for 

Alternativ Samfundsanalyse (CASA), 1999. 

183 

Jeppesen, 1989:22. 

184 

Khader, 1999:117. 

185 

Qvortrup Jensen, 2002:7. 

186 

Redegørelse til Sundhedsstyrelsen af 15.6.1998 samt midtvejsafrapportering til Socialministeriet af 

30.7.1998, refereret i Nielsen, Vesterbirk & Jespersen, 2002:43. 

187 

Nielsen, Vesterbirk & Jespersen, 2002:47. 

77


positiv kontakt mellem de unge og myndighederne, f.eks. om at passe en uddannelse, et arbejde 

og holde op med at lave kriminalitet.” 188 

“Gadepulsen” og gadeplansarbejdet er nu overgået fra at være et eksternt finansieret 

projekt til at være et offentligt forankret tilbud. Herved risikerer gadeplansarbejderne at blive så 

integrerede i systemet, at det kan være svært at bevare den mobilitet og fleksibiliet, der skal til 

for at matche de unges strejfen, og en evaluering udtrykker derfor bekymring for, at 

omlægningen vil skabe en distance i forhold til de unge. 189 

Udegående og opsøgende medarbejdere bruges over hele landet, ikke nødvendigvis som 

beskrevet ovenfor - som rollemodeller med nære, personlige relationer til de unge med henblik 

på at påvirke deres sociale og personlige udvikling, men også for at give de unge nogle positive 

oplevelser og skabe et alternativ til ungdomskriminalitet. 

F.eks. har man i Vollsmosekvarteret ansat tre halvtidsmedarbejdere til gennem 

opsøgende arbejde at få foreningsløse børn og unge til at melde sig ind i foreninger/klubber og 

herefter støtte dem i at fastholde tilbudet. Der er endvidere etableret en fritidsbutik, der 

informerer om fritids-, sports-, kultur- og foreningslivet i Vollsmose. 

Det opsøgende gadearbejde foretages dog ikke alene for at få fat i de etniske unge, men 

i erkendelse af, at det generelt gælder, at de særlig udsatte unge typisk ikke er en del af det 

etablerede system. 

4.1.1. Pigerne 

De etniske piger har også brug for et sted at være, mest for at tale med voksne om de ting, som 

de ikke kan tale med forældrene om. Erfaringer fra en ungdoms- og fritidsklub på Nørrebro, 

hvor man for 3 1/2 år siden oprettede en pigeklub viser, at der må være lukket for mænd, både 

blandt ansatte og brugere, hvis man skal sikre sig, at de etniske piger benytter klubben. 

4.1.2. Børnene 

Også de etniske børn er hyppige brugere af gratis aktiviteter på gadeplan. I Charlottekvarteret i 

Hedehusene har projekt Rend & Hop opstillet to skibscontainere fyldt med udendørs legetøj og 

sportsrekvisitter, der gratis lånes ud til alle børn i kvarteret. For at kunne låne skal børnene være 

skrevet op som lånere, hvilket sker ved fremvisning af et sygesikringbevis. Alle børn, der 

skønnes at være gamle nok til at passe på legetøjet, dvs. ca. 5 år og opefter kan blive lånere. 

Legecontainerne er bemandet af to kontanthjælpsmodtagere i aktivering, der sørger for at åbne 

containerne, vedligeholde legetøjet og organisere udlånet. Knap 3/4 af de hyppige brugere har 

etnisk minoritetsbaggrund, primært kurdisk eller tyrkisk, de er i alderen 6-7 år, og der er lidt 

flere drenge end piger. 190 

4.1.3. Opsøgende politi 

Århus Politi har oprettet en Ungdomsgruppe, som primært arbejder med unge op til 18 år og 

hvis arbejde bl.a. består i forebyggende, opsøgende arbejde på gadeplan. Politiets erfaringer 

svarer meget til socialarbejdernes. 

“Som en række staldtips til godt opsøgende arbejde kan som nøgleord nævnes dialog-søgende, udvise 

respekt og interesse for de unge, søge løsninger frem for at fremprovokere konflikter, kontinuerlig 

kontakt og opfølgning på de unge og de aftaler som er lavet.” 191 

Jørgen Hansen, der har evalueret arbejdet, påpeger som en væsentlig fordel ved, at netop politiet 

varetager denne opgave, at de unge ved, at det har konsekvenser, hvis de ikke lytter til, hvad 

politiet siger. En politiassistent fra ungdomsgruppen gør imidlertid opmærksom på, at det til 

gengæld har den ulempe, at de unge kan opleve, at der er “to slags politi”: 

“En særlig problemstilling blev tydelig, idet “den opsøgende politimand” i Ungdomsgruppen overvejende 

definerede sit grundlag og sin tilgang til mødet med de unge som forskelligt fra den klassiske, reaktive 

politirolle. Da ungdomsgruppens personale overvejende vælger at arbejde i civilt tøj, ligger der en fare i, 

at der i de unges bevidsthed opstår to slags politi. Ungdomsgruppen, der i civilt arbejder med en 

forebyggende social dimension og det uniformerede politi, der er reaktivt grænsesættende. Praksis har 

188 Olsen & Hansen, 2001:13. 

189 Olsen & Hansen, 2001:13. 

190 Evaluering foretaget af Center for Tværkulturelt Boligarbejde. Den kan findes på 

www.ctb.dk/Evaluering/rendoghop.htm:1. 

191 Nordisk Ekspert Forum, 2003:19. 

78


vist, at denne problemstilling er reel, hvilket sætter en intern grænse for hvor langt politiet kan bevæge sig 

ud i opsøgende/socialt arbejde.” 192 

For at skabe klarhed i rollefordelingen går Ungdomsgruppen i dag med uniformer igen. 

4.1.4. Opsøgende beskæftigelsesvejledere 

På Nørrebro har man også fået beskæftigelsesvejlederen til at møde de unge på gadeplan: 

“I Gadepulsens arbejde har det spillet en stor rolle, at beskæftigelsesvejlederen har mødt de unge, der 

hvor de var. I bogstaveligste forstand; ved at møde de unge på gaden, spise sin frokost på Blågårds Plads, 

hvor ungemålgruppen opholder sig, komme i værestedet osv., har han fået skabt en kontakt og relation til 

de unge.” 193 

4.1.5. Fædregrupper 

Fædregrupper bygger på en idé, som startede i Norge og Sverige: forældre færdes frivilligt i de 

områder, hvor der ofte opstår konflikter og begås kriminalitet. Det primære formål er den 

præventive effekt, og det sekundære, at forældrene kan gribe ind, hvis der opstår en konflikt. 

På dette idégrundlag samlede Århus Socialforvaltning en gruppe fædre med 

minoritetsbaggrund. Når man valgte at bruge fædre med minoritetsbaggrund i Århus, var det for 

at tilpasse modellen til unge med minoritetsbaggrund, idet man antog, at den unge ville være 

mere lydhør overfor fædre med samme eller lignende kulturelle baggrund. “Fædrene” var iført 

en bestemt jakke og havde adgangskort til en række diskoteker og arrangementer. Konceptet er 

siden blevet anvendt flere steder i landet. I Sønderborg kommune, hvor man har etableret en 

arabisk fædregruppe betones vigtigheden af, at fædrene repræsenterer det samme kulturelle 

miljø. En af fædrene fortæller: 

“Jeg tror, det betyder meget, at vi er kendte ansigter i den arabiske verden her i Sønderborg. De unge ved 

godt, at vi går den direkte vej til deres forældre, hvis de laver ballade eller er frække over for os. Og det 

har de tydeligvis respekt for.” 194 

Der skal imidlertid andre midler til for at nå de familier, hvor problemerne er særlig store. En 

anden af fædrene fra Fædregruppen fortæller: 

“Vi har flere gange oplevet, at nogle bestemte arabiske fædre er blevet vrede på os, når vi har kontaktet 

dem, fordi der har været ballade med deres børn. Det er de forældre, der enten ikke magter at opdrage 

deres børn, eller som er fuldstændig ligeglade med dem.” 195 

Man skal dog være meget grundig i sit forarbejde under udviklingen af denne slags projekter, 

mener blandt andre vicekriminalkommisær i Århus Politi, Hans Ole Højen. Man skal forinden 

have en meget grundig og afsluttet diskussion af, hvilke beføjelser “fædrene” har, hvilket 

regelsæt de skal følge, og hvilke krav de skal leve op til. Endvidere skal man, før projektet 

igangsættes, sikre et nært samarbejde mellem “fædre” og nærpoliti. Ellers risikerer man, at det, 

der kan være et godt kriminalpræventivt supplement til politiets arbejde og kommunernes 

gademedarbejdere, i stedet bliver et forstyrrende element, og at “fædrene”, som ikke er 

uddannet til at løse konflikter, risikerer at ende i situationer, hvor de ikke aner, hvad de skal og 

overhovedet må gøre. 

I Vollsmose i Odense begik man netop denne fejl. “Fædrene” var ikke fra start blevet 

undervist i, hvordan de skulle tackle de situationer, der kunne opstå. Dertil kom, at 

fædregruppen var selvbestaltet, dvs. at det ikke via en udvælgelsesprocedure var sikret, at 

fædrene var tilstrækkelig ressourcestærke til at kunne agere rollemodeller for de unge. Endelig 

blandede de sig i politiets arbejde på en meget uheldig måde, f.eks. ved at intervenere i politiets 

anholdelser, når det drejede sig om deres egne børn eller børn, de kendte godt. 196 

192 

Andersen, 2002:2. 

193 


194 

Hansen, 2001:58. 

195 

Hansen, 2001:60. 

196 

Skoropa & Thomsen, 2000:42. 

79


Endvidere viser erfaringer fra fædregruppen på Indre Nørrebro, at fædregruppen må 

være repræsentativt sammensat af de forskellige nationaliteter, så der ikke opstår jalousi mellem 

de etniske grupper. 197 

4.1.6. Ung til ung 

Familiecenter Vest i Gellerup i Århus har i efteråret 2002 startet et projekt op, hvor tanken er, at 

velfungerende unge forsøger at ændre kriminelle unges normer. Opfattelsen er, at ung til ung 

kontakt har en stærkere virkning end voksen til ung kontakt. Baggrunden for projektet var, at 

man ville forsøge at nedbringe en markant og stigende kriminalitet blandt somaliske unge i 

Århus Vestby. Derfor har man også primært søgt somaliske velfungerende unge, der er eller er 

blevet kriminalitetsfri, og som færdes i Vestbyen af Århus. Men på sigt er det meningen at også 

andre grupper af unge skal involveres. De velfungerende unge skal være synlige rollemodeller i 

hverdagen, hvor de skal turde at “sige fra” i belastede situationer og derved påvirke andre 

jævnaldrende til en holdningsændring. Det kan f.eks. være en situation, hvor der tilbydes en 

stjålen mobiltelefon eller en bærbar PC. På nuværende tidspunkt er der samlet 15 unge, der f.eks 

bliver oplært i at agere rollemodeller og løse konflikter. De får ingen løn, men der sørges for 

forplejning ved de månedlige møder, hvis formål er at skabe stabilitet og tilslutning samt 

diskutere rammer for projektet, ligesom der afholdes aktiviteter med fokus på fællesskabs- og 

tilhørsfølelsen 198 . Også de velfungerende er således en del af målgruppen: 

“Det er vigtigt at give de unge mulighed for at danne relationer til andre unge i selve projektet. Det kan 

være vanskeligt for en ung der tidligere har identificeret sig med kriminalitet og de venner der var en del 

af dette at bryde mønsteret hvis der ikke findes et sikkerhedsnet (…) til at give den unge en følelse af 

tryghed.” 199 

Ung-til-ung-konceptet har også vist sig anvendeligt i forbindelse med formidling af aktiviteter 

og arrangementer til de unge, der ikke er en del af det etablerede system: 

“Vi bruger ikke det at sætte plakater op. Vi ved også, at vi rammer dem, som vi gerne vil ramme, når det 

får lov til at køre fra gadedrengenes mund til mund. Så rammer vi ikke dem fra alle mulige institutioner, 

som går i f.eks. ungdomsklubberne – så får vi kun dem, som hænger på legepladsen og som laver 

ballade.” 200 

GAM3, der i maj 2003 modtog integrationsprisen for at få fat i de unge fra belastede 

boligkvarterer ved at lave basket-træning på gadeplan, ofte med kendte udenlandske 

basketballspillere, formidler også deres projekt på de unges præmisser: 

“Vi forsøger at nå dem via internettet, med flyers, klistermærker og plakater. Avisannoncer holder vi os 

fra. Vores målgruppe er unge i en forbrugerkultur, der køber mobiltelefoner og smart tøj. De skal synes, 

at GAM3 er for cool…” 201 

4.2. Fritidsaktiviteter 

“Opfattelsen - og til dels erfaringen – er, at deltagelse i idræt forebygger den proces, der kan føre til 

kriminalitet, fordi idrætten skaber muligheder og rum, hvor den unge møder andre unge, nye 

rollemodeller, disciplin og en ny chance.” 202 

GAM3, som er nævnt ovenfor, er et blandt flere eksempler på aktiviteter, hvormed man forsøger 

at give de unge et alternativ til gaden og kriminaliteten og bidrage positivt til deres selvtillid. 

Det har formentlig spillet en rolle for de etniske unge, at GAM3 har involveret udenlandske 

basketballnavne i træningen. Det gør tilbudet mere attraktivt, men det kan også give de unge 

bedre muligheder for at identificere sig med sporten. I hvert fald virkede det også efter 

hensigten, da en ungdomsklub i Aalborg ansatte en professionel, sort basketballspiller som 

trækplaster for de unge med minoritetsbaggrund. Det førte til, at flere etniske unge begyndte at 

bruge klubben til daglig. 

197 

For yderligere erfaringer fra fædregruppen på Indre Nørrebro, se Mouridsen, 1999:35f. 

198 

Projektet forventes evalueret i slutningen af år 2003. 

199 

Nielsen og Salskov, 2003:2. 

200 


201 

En af de tre bag projektet, Simon Prahm citeret i Politiken den 10 august 2003. 

202 Olsen & Hansen, 2001:52. 

80


4.2.1. Hårde, fysiske aktiviteter 

Der er også flere eksempler på, at bokseklubber har tiltrukket mange etniske unge, og flere 

praktikere mener, at det skyldes, at hårde, mandlige aktiviteter appellerer bedst til de unge. 

Fysisk hårdhed er også et af de særtræk, som lektor i sociologi ved Aalborg Universitet Annick 

Prieur nævner som kendetegnende for den maskulinitetsform, der eksisterer i nogle urbane 

miljøer med mange fyre med minoritetsbaggrund. 203 Fysisk hårdhed giver endvidere de unge 

mulighed for at udleve aggressioner, der ellers let kan føre til kriminalitet. Andre praktikere 

mener det modsatte: at de unge allerede overdyrker et macho-image, og at man derfor skal 

forsøge at iværksætte nogle helt andre aktiviteter, f.eks. aktiviteter, der kan skabe en indre ro. 

4.2.2. Dansk idrætstradition 

Idrætsforeningerne i områder som f.eks. Vollsmose har svære betingelser, både fordi det kræver 

noget ekstra at få de etniske børn og unge til at møde op, og fordi de etniske familier ikke 

kender dansk foreningskultur, der er baseret på, at forældrene frivilligt påtager sig en række 

opgaver. F.eks. at køre til kampe, skiftes til at vaske kamptrøjer, sørge for, at deres barn 

kommer til træning mv. 204 Uden denne bistand fra forældrene er det svært at motivere og 

fastholde både drengene og frivillige holdledere og trænere. 

“Er der ikke denne sammenhæng mellem foreningens forventninger og den konkrete indsats, er det vores 

erfaring, at der hurtigt opstår alt for mange problemer som de frivillige ledere og trænere må løse på 

individuel vis. Det betyder desværre, at mange frivillige forlader foreningerne. Individuelt baserede 

problemer spænder lige fra forældre, som må opsøges for at inddrage kontingent, til svigtede og asociale 

børn, som tager så megen af trænernes tid, at der ikke bliver tid til de øvrige børn og selve samværet om 

idrætten.” 205 

Når det alligevel har været muligt at drive idrætsforeninger i Vollsmose, f.eks. fodboldklubben 

B1909, hvor omkring 85 pct. er af anden etnisk herkomst, skyldes det, at man konsekvent har 

sigtet mod at fritage de frivillige fra de individuelle, sociale problemer. 206 

I fodboldklubben i fritids- og ungdomsklubben i Gellerup har man brugt helt andre 

midler. Man har bevidst arbejdet på at engagere etniske forældre, der har høj status i det etniske 

miljø, hvilket har medført, at de andre forældre også er blevet deltagende og at den danske 

foreningstradition er fastholdt. 

4.2.3. Aktiviteter som afsæt for et dyberegående tiltag 

En aktivitet kan også bruges som udgangspunkt for et videregående arbejde med de unge. 

Baggrunden for projektet “Brændt Gummi” var et ønske om at bremse kriminaliteten i 

boligområdet Tåstrupgård. Man ville forsøge at ændre kursen for unge med en potentiel eller 

begyndende kriminel løbebane ved at skabe bedre opvækstvilkår og integration i kommunens 

fritidstilbud, uddannelse og erhverv. Det arbejdedes der på via projektmedarbejdernes kontakt 

med den enkelte unge, hvor de problemer, der stod i vejen for integration, f.eks. fagligt eller 

socialt i skolen, søgtes afhjulpet. I dette projekt brugte man gokartkørsel som middel til at 

komme ind under huden på de unge, og gokartbanen som et miniaturebillede på det ikkekriminelle 

samfund, som de unge skulle lære at begå sig i: 

“Det er under kørslen, at projektmedarbejderne har mulighed for at lære de unge noget om regler, 

seriøsitet, sammenhold og gruppeopgaveløsning. Og det er når man er ude på de forskellige motorbaner, 

der læres noget om respekt for andre udøvere af sporten, samt generel opførsel overfor andre når man er i 

en gruppe, da det er her de unge mangler rigtig meget. Under vedligeholdelsen og klargøring af 

gokartene, lærer de unge noget om respekt for materiel og brug af værktøj i et afslappet værkstedsmiljø. 

Her er det muligt at komme meget tæt på de unge og virkelig holdningsbearbejde, ved at tage forskellige 

emner op. De unge får opbygget deres selvværd gennem små succeser, når de f.eks. kan håndtere en 

gokart på en bane eller selv kan justere og vedligeholde materiellet. Den fornyede selvtillid de oplever når 

de mestrer nye funktioner er første skridt på vejen til et nyt handleberedskab, og kan overføres direkte når 

de unge skal ud i andre nye situationer.” 207 

203 Prieur, 1999:43. 

204 Se hertil også Hansen, 2001:82. 

205 Carlsen, Kruse & Astrup, 2002:9. 

206 Danmarks Idrætsforbund, 2002:6. 

207 Projektbeskrivelse af Brændt Gummi, 2003:10f. 

81


Efter to års arbejde har de to projektmedarbejdere fået et indgående kendskab til 

problemfamilierne i Tåstrupgård, hvilket betyder, at der kan sættes tidligt ind overfor de yngre 

brødre. Endvidere kan de ældre brødre bruges direkte i det pædagogiske arbejde, når de yngre 

brødre skal fastholdes i indgåede aftaler med projektmedarbejderne. Projektets succes har ført 

til, at “Brændt Gummi” er blevet udvidet til fem medarbejdere og er blevet et fast tilbud i hele 

Høje Tåstrup Kommune. 208 

4.2.4. Ture væk fra gaden 

Der er også gjort mange gode erfaringer med at trække de unge væk fra gaden og kriminaliteten 

ved at arrangere ture ud i naturen. Nogle praktikere mener, at det er vigtigt, at turene byder på 

actionprægede oplevelser, der kan konkurrere med spændingen ved at begå kriminalitet, f.eks. 

bungy-jump, rapelling, klatring. Andre mener, at en skovtur eller fisketur i virkeligheden er 

bedre, fordi det afgørende er at skabe rum for et fortroligt samvær mellem den unge og den 

voksne. Endelig lægger nogen vægt på, at aktiviteterne skal lære de unge at samarbejde og give 

mulighed for at få nogle succesoplevelser. En praktiker nævner, at det vigtigste er nogle 

engagerede voksne, og at det derfor også er værd at overveje, hvad de voksne har lyst til at lave. 

Der er dog enighed om, at det kan være befordrende for relationen mellem den unge og voksne 

og for den unges ansvars- og selvværdsfølelse at trække ham væk fra det vante gademiljø. Man 

skal dog være indstillet på, at omstillingsprocessen kan være svær: 

“Det at bevæge sig uden for de vante omgivelser blev oplevet af de unge som uoverskueligt, og deres 

reaktion var ekstrem. De sloges i bussen og forsøgte at stikke af. På kanoturen gik de unge til angreb på 

hinanden med pagajer, smed deres bestik væk, tørrede tøj over bålet, så tøjet brændte af, og spredte ilden. 

Situationen var uoverskuelig, hvorfor vi besluttede os for at dele os i mindre grupper. Men midt i 

ødemarken var der plads til nærhed. Når musklerne var ømme, var der tid til massage og berøringer. Det 

blev muligt at sige ordentlig godnat og legalt at give knusere. Da grupperne blev mindre – to voksne til 

to-tre drenge – sagde en af de unge, at det var ligesom en familie. Det blev muligt at skabe nærhed og 

give plads til at snakke sammen én ung til én voksen. Overskueligheden og trygheden var genetableret, og 

dagligdagen fik en genkendelig struktur med en fast dagsrytme.” 209 

4.3. Gruppeidentitet 

I “Hundeslædeprojektet” skulle man fordele de unge i grupper med hver deres støtteperson. I 

forbindelse med inddelingen valgte man at opretholde de gruppestrukturer, som de unge 

allerede havde skabt. Dette valg kommenterede evaluatorerne, som følger: 

“Man tager gruppen samlet og arbejder med at skifte hele gruppens normsæt. Dermed får man i 

gruppeprocessen et arbejdsfelt foræret, hvor indsatsen er selvforstærkende 210 , også fordi gruppen er en 

meget kraftig faktor i forhold til den unges identitetsfølelse. Samtidig sikrer man sig en forankring af 

holdningsbearbejdelsen, fordi “miljøet følger med”. Endelig er det et signal til de unge om, at man 

respekterer deres virkelighed, hvilket alt andet lige er et godt udgangspunkt for en dialog og 

påvirkning.” 211 

Nogle af de interviewede peger på, at det for de unge med minoritetsbaggrund kan være særlig 

vigtigt at opretholde allerede eksisterende grupperinger, fordi de unge etniske minoriteter typisk 

indgår i mere veletablerede grupperinger end danske unge - formentlig fordi de har en 

“udsathed” til fælles. 

“…jo mere stigmatiserede personer er sammen med andre stigmatiserede, jo mere ubehaget ved at være 

fordømt føles tyngende for den enkelte, jo stærkere bliver tendensen til at slutte sig sammen i grupper 

med ligesindede. Når det er blevet for sent for den enkelte at blive andet “end det de synes jeg er” byder 

gruppen sig som en slags social nødværge.” 212 

208 

I dag hedder projektet “Høje-Taastrup Kommunes faste støtte/kontakt korps – Brændt Gummi”. 

209 

Mouridsen, 2000:18 f. 

210 

Det skal tilføjes, at den selvforstærkende effekt indenfor gruppen også kan virke selvforstærkende i 

forhold til en eventuel negativ holdning til projektet, og dermed kan få positivt indstillede til at “ryge med 

i faldet”. 

211 

Leleur og Pedersen, 1996:51. 

212 

Lihme, 1999:78. 

82


Gruppen er det sted, hvor de kan finde tryghed og accept. 213 Det kan derfor være ødelæggende at 

tvinge etniske unge ind i danske grupper ud fra idéen om en hurtig integration eller omvendt 

tvinge dem sammen med andre etniske unge ud fra en idé om, at “de har brug for hinanden”. 

Det bedste udgangspunkt er at lade de unge med minoritetsbaggrund, ligesom unge med dansk 

baggrund, blive i de grupper, de selv har valgt. 214 For når man arbejder med udsatte unge, 

arbejder man med en gruppe, der er karakteriseret ved at have meget få faste holdepunkter - 

tager man det sidste fra dem, vennegruppen, risikerer man derfor at gøre mere skade end gavn. 

Der kan dog være særlige situationer, hvor gruppen har en så invaliderende dynamik 

eller hvor kriminalitet er det eneste samlingspunkt, at det er hensigtsmæssigt at splitte gruppen i 

forbindelse med en kriminalpræventiv indsats. 

“…researchers have shown, however, that relationships in criminally active peer groups are often 

characterised by an absence of positive relationships and a lack of mutual trust.” 215 

Om man skal anvende en splittelsesstrategi må dog altid bero på en konkret vurdering, ligesom 

man må sætte sig nøje ind i den enkelte gruppe for at danne sig et overblik over, hvordan 

arbejdet konkret skal gribes an. 216 

I “Erhvervsmotivering – Unge der kommer videre” hvor 40 unge, fortrinsvis 

andengenerationsindvandrere skulle fordeles på 5 støttepersoner, kunne man ikke gå ud fra 

eksisterende klikedannelser, fordi der var tale om en stor gruppe unge med en diffus og løst 

sammenhængende struktur. Man valgte derfor at anvende et sprog- og søskendekriterium. Det 

havde nogle indlysende fordele, da det reducerede samarbejdsrelationer til tolke, og det familieog 

kulturkendskab, støttepersonen skulle oparbejde. Som det fremgår af evalueringen af 

projektet kunne man også med fordel have indledt projektet med en fase, hvor man holdt 

gruppen af unge og støttepersoner samlet, så man havde mulighed for at finde ud af, hvor der 

var en “god personlig kemi”. 

“Den spontant opståede og som oftest gensidige sympati er bestemt ikke uvæsentlig for det resultat man 

opnår med de unge, og navnlig en af grupperne har faktisk lidt noget under at denne faktor har manglet 

for flere af de unges vedkommende.” 217 

Den ofte fasttømrede gruppeidentitet kan betyde, at arbejdet med en enkelt ung i praksis er et 

arbejde med hele vennegruppen: 

“Det er vigtigt at bevare balancen mellem den enkelte og gruppen f.eks ved, at gadeplansarbejderen ikke 

behandler den unge, han er kontaktperson for, anderledes end de andre i gruppen. Han snakker også med 

andre i gruppen alene, hvis de har problemer. Det vigtigste er, at de andre ikke føler sig forfordelt, fordi 

det kan skabe splid.” 218 

4.4. Produktorientering 

Blandt etniske minoriteter ses ofte en mere pragmatisk livsholdning. Det skyldes formentlig, at 

en del indvandrere kommer fra små landsbymiljøer, herunder især tyrkerne 219 , hvor man har 

været tættere på livets basale behov end i Danmark. Det afspejler sig f.eks. i de etniske 

minoriteters uddannelsesvalg. På ungdomsuddannelserne vælger de erhvervsfaglige uddannelser 

- der i sig selv er kompetencegivende - fremfor gymnasiale uddannelser, på korte, mellemlange 

og videregående uddannelser er de først og fremmest repræsenteret på områderne sundhed og 

teknik, og endelig er der et stort underskud af indvandrere og efterkommere på det pædagogiske 

område. 220 I forhold til det forebyggende arbejde medfører denne “produktorientering”, at den 

213 

Se f.eks. Leleur & Pedersen, 1999:21. 

214 

Se hertil også om projekt “Gadepulsen”, hvor det ansås for helt afgørende at kunne se gruppeadfærden 

i et konstruktivt og udviklingsorienteret perspektiv, jf. Nielsen, Vesterbirk & Jespersen, 2002:55. 

215 

Cruyff, Junger-Tas, Reelick & van de Looij-Jansen, 2003:15. 

216 

For yderligere om at arbejde med grupper, Haseki, 2002. 

217 

Leleur & Pedersen, 1999:24. 

218 

Olsen & Hansen, 2001:45 f. 

219 

Se f.eks. Moldenhawer, 2001:29. 

220 

Oplysningerne fremgår af Undervisningsministeriets publikation, Indvandrere og efterkommere i 

uddannelsessystemet, Statistiske analyser af uddannelserne nr. 9, 2001. Publikationen kan ses på 

www.uvm.dk under “statistik” og herefter under “publikationer”. 

83


etniske unge kan have sværere ved at se pointen med f.eks. et aktiveringskursus, hvis der ikke 

kommer et konkret, håndgribeligt produkt ud af det. 

At være produktorienteret i forhold til den unge af etnisk herkomst vil først og fremmest 

sige at målrette indsatsen mod at sætte den unge i arbejde. Man skal altså snarere forsøge at 

formulere et projekt, hvis mål er erhvervsrettet end f.eks. at satse på et mål som at lære at 

udtrykke sig kropsligt for nu at sige det meget firkantet. I den forbindelse siger Ove Skjelmose, 

kontorchef i Ishøj Kommune: “Det gælder generelt, men i særdeleshed for indvandrere og 

andengenerationsindvandrere, at interessen for at deltage i et projekt er væsentlig større, når der 

stilles et arbejde og en løn i sigte”. 221 

Tendensen viste sig f.eks. tydeligt, da Hovedstadens Oplysnings Forbund, der fik 2,3 

millioner kr. i EU-støtte til et toårigt projekt, som skulle hjælpe unge småkriminelle indvandrere 

ind på rette vej i samfundet, ikke kunne finde deltagere. 222 Projektet indbefattede bl.a. en 

“opdagelsesrejse” i samfundet dvs. besøg i en række institutioner i Danmark, en måneds ophold 

i en dansk familie, en rejse i deres hjemland og et praktikophold i en virksomhed. 

Projektlederen var i knap fem måneder på jagt efter deltagere, hvilket bragte hende i kontakt 

med samtlige 18 kommuner i Storkøbenhavn, diverse socialcentre, politifolk samt skole- og 

ungdomsvejledere. Alligevel fandt hun kun ti deltagere, og da det ikke var nok, var man nødt til 

at opgive at gennemføre projektet og betale EU-støtten tilbage. 223 Mehmet Umit Necef mener, at 

den manglende interesse skyldes, at mange af de unge er “trætte af velmenende pædagoger og 

projekter, der ikke kan give dem det, de allermest ønsker sig: Et fast job” 224 . 

4.4.1. Lommepengeprojektet 

Et eksempel på et produktorienteret projekt er lommepengeprojektet på Nørrebro. 225 

Baggrunden for projektet var, at “rødder” i alderen 12-15 år ikke fik lommepenge hjemmefra, 

og at de ikke havde mulighed for at skaffe sig fritidsjob, hvorfor de ikke kunne skaffe sig de 

samme ting som deres jævnaldrende: mærketøj, rollers, skateboards eller disc-man. Drengene 

havde overfor opsøgende medarbejdere på gaden og i værestedet, “Gadepulsen”, givet udtryk 

for, at de ikke havde mulighed for at skaffe sig disse goder på lovlig vis, og at de derfor begik 

indbrud eller butikstyverier. Hensigten med projektet var at etablere aftaler med lokale om at 

anvende unge potentielle rødder som arbejdskraft. Det kunne være indkøb for pensionister, 

hjælp til gårdmænd eller medborgerhuse. De unge fik lov til at være med til at bestemme, hvilke 

slags job, de skulle udføre og arbejdede max. 12 timer per uge. Lønnen var 30 kr. i timen, heraf 

betalte arbejdsgiveren den ene halvdel, projektet den anden halvdel. 

Tankegangen i lommepengeprojektet var, at man ved at sikre de unge en indtjening ville 

fratage incitamentet til at begå kriminalitet. Samtidig lærte de unge at passe et arbejde. Projektet 

var ikke møntet direkte på etniske minoriteter, men området har mange beboere af anden etnisk 

herkomst end dansk. Og projektet synes skræddersyet til drenge med minoritetsbaggrund. 

Motivationen er sikret via produktorienteringen i form af indtjeningen. Samtidig fungerer 

arbejdet integrationsfremmende: der skabes kontakter til enkeltpersoner og institutioner i det 

danske samfund, hvilket kan få umiddelbare virkninger, ligesom den øgede kontaktflade på 

længere sigt kan forbedre mulighederne for at få praktikplads eller arbejde. Endvidere har de 

unge af anden etnisk baggrund end dansk ofte brug for at lære de danske normsæt at kende, og i 

den proces kunne lederne og projektets medarbejdere fungere som positive rollemodeller. 

Endelig havde det den sideeffekt, at pensionisterne lærte de unge at kende, så de holdt op med at 

være bange for at møde dem på gaden. Lommepengeprojektets idégrundlag er således et godt 

eksempel på, hvordan man kan bruge beskæftigelse som et middel til socialisering, tilpasning og 

integration. 

Dermed ikke sagt, at det ikke også er et godt projekt i forhold til danske unge. Projektet 

var faktisk så populært, at områdets klubber gav udtryk for en vis irritation over projektet, fordi 

det fratog dem “deres unge”. Det kunne altså have været en god idé at inddrage de institutioner, 

der har samme målgruppe for derved at undgå en interessekonflikt. 226 

Lommepengeprojektet blev endeligt afsluttet den 31.12.1999. Årsagen var, at man i 

følge oplysninger fra projektkoordinatoren var blevet pålagt at ophøre med udbetalingen af 

221 

Citat fra telefoninterview i forbindelse med udarbejdelsen af den tidligere udgave af denne rapport, jf. 

Asmussen, 1998:32. 

222 

Politiken, 26. januar 1998. 

223 

Oplyst ved telefonsamtale med chefen i Hovedstadens Oplysnings Forbund, Anne-Marie Sejer den 22. 

September 2003. 

224 

Politiken, 26. Januar 1998. 

225 

Projektet var organiseret under paraplyorganisationen Rabarberlandet. 

226 


84


arbejdsdusører, da der på daværende tidspunkt ikke var lovhjemmel til at udbetale penge til de 

unge på det foreliggende grundlag, 

I Sønderborg har SSP-samarbejdet etableret et meget lignende projekt for 15-17 årige. 

Projektet er organiseret på den måde, at arbejdsgiverne får refunderet hele den første halvanden 

måneds løn. Arbejdsgiveren skal herefter vurdere, om han ønsker at fortsætte 

ansættelsesforholdet på almindelige betingelser. SSP-konsulenten fortæller: 

“At det er en succes kan vi (…) måle på tilbagemeldingerne. Indtil videre har jeg faktisk kun fået positive 

tilbagemeldinger fra både arbejdsgiverne og de unge selv.” (Hansen, 2001:63). 

4.4.2. Lektiehjælp 

Projekter møntet på lektiehjælp har også en utvivlsom produktorientering og er meget populære 

blandt etniske børn og unge, især blandt pigerne. F.eks. er langt de fleste brugere af en 

lektiecafé i boligområdet Islandshøjparken og Nivåhøj i Nivå piger med anden etnisk baggrund 

end dansk, primært tyrkisk/kurdisk eller palæstinensisk/libanesisk fra 3. til 7. klasse. I en 

evaluering af projektet har man forsøgt at forklare, hvorfor tilbudet især henvender sig til 

etniske børn og unge: 

“Lektiecaféens undervisere har oplevet, at børnene ikke får den fornødne støtte fra deres forældre. Det 

kan dreje sig om den direkte faglige viden som forældrene ikke har. Det kan være børnene er sprogligt 

svagt stillede – at de er “bag ud” i forhold til deres klassetrin, både hvad angår at udtrykke sig samt at 

forstå diverse fagtermer. Men det kan også skyldes forældrenes manglende grundlæggende forståelse for, 

hvilke forventninger den danske folkeskole har til dem som forældre – og den støtte det forventes de skal 

yde deres barn. Interviewene med to familier i denne evaluering giver indtryk af, at forældrene gerne vil 

støtte deres børn, og HAR ambitioner om, at deres børn får en uddannelse, men at de samtidig erkender, 

at de som forældre – fagligt og sprogligt – ikke er i stand til at yde denne støtte.” 227 

Det fremgår endvidere af evalueringen, at det store antal brugere tyder på, at der har været et 

reelt behov, at det har været afgørende for brugerne, at lektiecaféen er en “café”, dvs. et sted 

hvor der er plads til at sidde og hygge sig, og at den ligger i boligområdet, tæt på børnenes hjem. 

4.5. Erhvervsintegration 

Et middel til at forebygge kriminalitet blandt unge med minoritetsbaggrund kan også være på 

mere direkte vis at lette adgangen til arbejdsmarkedet. 228 

4.5.1. Virksomhederne 

I flere kommuner har integrationskonsulenter besøgt større virksomheder i kommunen for at 

orientere om mulighederne for at ansætte folk med anden etnisk baggrund end dansk. I den 

forbindelse fokuseres der på de positive ressourcer, som personer af anden etnisk herkomst end 

dansk ofte har: f.eks. at de taler to sprog og har et indgående kendskab til to kulturer. 

Netop disse kvaliteter blev meget indbringende for seks små og halvstore virksomheder 

i området omkring Vejle og Århus, der brugte bosniske medarbejdere som isbrydere, tolke og 

kontaktpersoner i forbindelse med etableringen af en samarbejdsrelation mellem Danmark og 

Bosnien. I dansk industri siger man, at der er mange af denne slags succeshistorier, men at man 

ikke har ressourcer til at opsamle erfaringerne. 229 

“Gadepulsen” har også samarbejdet direkte med virksomheder for at få unge i 

beskæftigelse, bl.a. Tivoli. Baggrunden for samarbejdet var, at Tivoli rettede henvendelse til 

“Gadepulsen” i en helt anden forbindelse. Der havde været nogle problemer med nogle grupper 

af unge indvandrere i haven, og man bad om hjælp til at løse problemerne. 

“Gadepulsens forslag til Tivoli var bl.a., at gøre unge med anden etnisk baggrund mere synlige blandt 

Tivolis personale. Projektets ungemedarbejdere har erfaring med, at dette har haft en positiv effekt på 

andre service-arbejdspladser, fordi de ansatte med etnisk minoritetsbaggrund fremstår som positive 

rollemodeller for de unge besøgende/kunder. Tivoli gik med på idéen, hvilket har betydet, at 6 unge med 

227 Evalueringen kan findes på www.ctb.dk/Evaluering/lektiecafe.htm. Citatet er fra side 5. 

228 For virksomheder, der er i tvivl om forretningsgangen, når man hjælper en utilpasset ung med at 

komme ind på arbejdsmarkedet, kan henvises til UFC-Unges publikation fra Socialministeriet: Udsatte 

unges integration på arbejdsmarkedet, 2003. 

229 Nyhedsbrev om indvandrere og flygtninge, nr. 8, oktober 1997. 

85


anden etnisk baggrund til dato (efteråret 2000) er blevet aktiveret/har fået beskæftigelse i Tivoli gennem 

Gadepulsen – f.eks. som kontrollører.” 230 

4.5.2. Positiv særbehandling 

En anden måde at skabe arbejdspladser til de etniske minoriteter er via positiv særbehandling. 

Der findes delte meninger om, hvorvidt man skal gennemføre positiv særbehandling for de 

etniske minoriteter. Hovedsynspunktet er på den ene side, at man ved positiv særbehandling 

effektivt kan sikre, at de etniske minoriteter får fodfæste på arbejdsmarkedet. På den anden side 

at det vil være utilfredsstillende for den etniske minoritet at blive ansat pga. herkomst i stedet 

for kvalifikationer. En kompromisløsning, der imødekommer dette argument kunne være, at 

man ansætter den tosprogede, når man har valget mellem to lige kvalificerede. 

4.5.3. Uddannelses- og erhvervsvejledning 

En tredje måde at fremme erhvervsintegration blandt unge af anden etnisk herkomst end dansk 

er at imødekomme deres særlige behov for en skærpet uddannelses- og erhvervsvejledning. På 

Gellerup Bibliotek i Århus er der indrettet et “jobhjørne”, der skiftevis er bemandet af 

bibliotekarer og konsulenter fra beskæftigelsesafdelingen og AF. I jobhjørnet kan man få hjælp 

til at lave et CV, skrive ansøgninger, gode råd til jobsamtalen samt assistance til at finde ledige 

jobs. Der er mange ledige med etnisk minoritetsbaggrund, der bruger jobhjørnet: 

“Der er utroligt mange mennesker herude i Gellerup, som gerne vil have et arbejde. Men de har svært ved 

at orientere sig og er skræmte. For kan de nu noget, og er der overhovedet nogen, der vil have dem? Vi 

forsøger at lukke deres øjne op for egne ressourcer og hjælper dem med at præsentere sig selv bedst 

muligt. Vi spørger ind til, hvad de vil, hvornår de vil det, og hvad der er realistisk. Vi hjælper dem til at 

blive mere målrettede i deres jobsøgning.” 231 

De etniske unge har ofte nogle meget urealistiske forestillinger om, hvad de kan komme til at 

lave. 232 Det skyldes formentlig et dårligt kendskab til det danske samfund og dermed en 

manglende forståelse af, hvilke muligheder egne kvalifikationer kan føre til. Det kan derfor 

være ekstra ressourcekrævende at hjælpe unge mænd med minoritetsbaggrund i gang, fordi man 

skal overbevise den unge om, at planen er urealistisk samtidig med, at man skal 

opbygge/fastholde en motivation hos den unge. Henrik Petersen og Tove Sørensen fra Jobteam 

bruger derfor følgende strategi: 

“for at fastholde motivationen og samarbejdet er det tit nødvendigt at følge deltagerens umiddelbare 

ønsker og mål. Ved at gå med til relevante myndigheder, studievejledere mv. skabes der hos deltageren en 

afklaring og forståelse for de realistiske muligheder, således at han til sidst selv giver afkald på en 

urealistisk erhvervsplan og bliver indstillet på et kompromis.” 233 

Det er imidlertid ikke nødvendigvis tilstrækkeligt, at den unge bliver overbevist om, hvad der er 

realistisk. I etniske minoritetsfamilier er den unges ønsker nemlig ofte et udtryk for forældrenes 

ønsker, 234 og det kan derfor være lige så vigtigt at inddrage forældrene i forløbet. 

“Ens forældre vil jo helst at man bliver læge eller advokat eller ingeniør. Det er det eneste der du´r (…) 

Derfor ´punker´ de børnene til noget, som børnene måske ikke har kapacitet til. Så går det galt. Børnene 

føler sig pressede, de kan ikke opnå det, som forældrene vil ha´, at de skal opnå, og så dropper de 

fuldstændig ud.” 235 

Endvidere kan man via en individuel erhvervsvejledning begrænse omfanget af fejlplaceringer. 

Fejlplaceringer giver ofte unødige nederlagsoplevelser og manglende tillid til det danske 

system, hvilket kan ødelægge fremtidige muligheder for at placere den unge. Det samme gælder 

230 

Nielsen, Vesterbirk & Jespersen:74 f. 

231 

Projektbeskrivelsen kan findes på www.urbanbydel.dk. Citatet er fra side 1. 

232 

En erfaring man også gjorde sig i projekt Højstrup i Odense kommune, jf. Evaluering af Projekt 

Højstrup:7. 

233 

Petersen & Sørensen, 1996:11. 

234 

Jf. f.eks. Hansen & Katznelson, 2002:kapitel 3 samt Kundakci m. flere, 2002:6. 

235 

Citat af kvinde med oprindelse i Tyrkiet, jf. Jakobsen:27. Se herom også Katznelson, 2002, kapitel 3. 

86


placering af en ung, som endnu ikke er rustet til at komme ud på arbejdsmarkedet. 236 Det 

afspejler sig f.eks. i projekt “Drop In” i Odense kommune, som er en arbejdsmarkedsrettet 

vejledning og uddannelse af unge mellem 15 og 25 år, der står uden for de normale muligheder 

for arbejde eller uddannelse, f.eks. pga. kriminalitet. Det er således først, når den unge kan 

håndtere socialt samvær, er stabil og eventuelle problemer med andre unge eller på 

hjemmefronten, er løst, at det kan komme på tale at tilbyde den unge f.eks. en 

erhvervspraktikplads. 

Ledige etniske minoriteter anvender imidlertid ikke nødvendigvis på eget inititativ de 

eksisterende tilbud om hjælp til at komme i uddannelse eller job. I erkendelse heraf, har man i 

Århus kommune i foråret 2003 ansat to “jobguider”, der skal være opsøgende overfor ledige 

flygtninge og indvandrere, som man ikke allerede har kontakt med. Jobguiderne skal afdække 

de lediges kvalifikationer med henblik på at finde ud af, hvordan de vil kunne passe ind på 

arbejdsmarkedet. Herefter er det tanken, at kommunens jobkonsulenter skal tage over, dvs. at 

jobguiderne får en slags “pipelinefunktion” i forhold til kommunens virksomhedsrettede indsats. 

4.5.4. Mentorordning for nyansatte 

Lykkes det at få en ung i arbejde, har både danske og amerikanske virksomheder gode 

erfaringer med at tilknytte en fast mentor til en medarbejder med anden etnisk baggrund, dvs. en 

medarbejder fra virksomheden, der hjælper den nyansatte fagligt og ikke mindst socialt. 237 Det 

er så forskellige virksomheder som Slagteriet Danish Crown, biotekproducenten Novozymes, 

Industrimuseet i Horsens og den københavnske renovationsvirksomhed R98, der bruger 

mentorer, når de ansætter medarbejdere med anden etnisk baggrund. 

“På biotekvirkssomheden Novozymes arbejder en mentor eksempelvis direkte sammen med en afghaner, 

der har en ph.d.-grad. Afghaneren kommer fra en arbejdskultur, hvor en chef fra dag til dag fortæller, 

hvilke opgaver, der skal løses. Jobbet på Novozymes kræver derimod, at medarbejderen selv sætter sit 

arbejde i system. Afghaneren frygtede at lave fejl, fordi han ikke var vant til at arbejde på egen hånd. 

Derfor fortalte mentoren om sine egne fejl gennem tiden. Hun illustrerede ved at bruge sig selv som 

eksempel, at det er i orden at kikse en opgave. Den nye medarbejder kunne så at sige spejle sig i sin 

mentor. Og mentoren kunne genkende sine egne problemer i medarbejderen.” 238 

4.6. Den tosprogede medarbejder 

Man bruger i stigende grad tosprogede medarbejdere i det sociale og kriminalpræventive 

arbejde med etniske minoriteter. 

4.6.1. Rollemodel 

Med det kriminalpræventive projekt Hundeslædeprojektet 239 tog man for alvor konsekvensen af 

de udsatte unges behov for en rollemodel. Projektet var ikke møntet på unge med 

minoritetsbaggrund, men idéen og brugen af rollemodeller er siden blevet anvendt bl.a. i 

projekter med etniske unge som målgruppe. 240 Hundeslædeprojektets målsætning var at bringe 

27 kriminelt belastede unge fra Amager i gang med arbejde, skolegang eller læreplads. Det 

skulle realiseres ved at skabe et stabilt tyngdepunkt i de unges liv. Man udvalgte derfor en 

række politifolk og personer med socialpædagogisk baggrund, der fik til opgave at skabe et 

tillidsforhold til de unge. Målet var, at de voksne skulle fungere som rollemodeller og dermed 

som “døråbnere” til et ikke-kriminelt liv. Denne rolle kaldes også støtteperson, bonus pater 241 

eller mentor 242 . Samme koncept blev anvendt i det kriminalpræventive projekt 

“Erhvervsmotivering – unge der kommer videre”, men i dette projekt var målgruppen fortrinsvis 

andengenerationsindvandrere. De unges behov for en rollemodel skyldtes, at fædrene ofte var 

236 

Der er naturligvis også nogen, som aldrig bliver rustede til arbejdsmarkedet, og som man derfor i 

stedet må arbejde på at gøre til “gode bistandsklienter”. 

237 

Lenler, 2003:2ff. 

238 

Lenler, 2003:3f. 

239 

Hundeslædeprojektet er evalueret i Leleur & Pedersen, 1996. 

240 

Se f.eks. Leleur & Pedersen, 1999. 

241 

Begrebet bonus pater familias refererer til den almindelige fornuftige familiefar/mand og anvendes 

oftest i forbindelse med erstatningsrettens culpavurdering, jf. f.eks. Krüger Andersen m. flere, Dansk 

pivatret, 10. udgave, 1997:109. 

242 

Begrebet mentor udspringer af den græske mytologi. Da Odysseus drog ud for at erobre Troja, 

overdrog han ansvaret for sin søns udvikling til sin vise ven Mentor. 

87


svage eller fraværende og manglede autoritet. 243 Erfaringen er helt i tråd med kultursociolog og 

lektor ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet Yvonne Mørcks beskrivelse af de 

etniske fædre: 

“mange fædre har mistet deres traditionelle autoritet, og der er ikke nogen dialog mellem fædre og 

sønner. En stor del er arbejdsløse, og mange har ikke lært ordentligt dansk eller tilegnet sig indsigt i, 

hvordan det danske samfund hænger sammen mv. Det betyder, at sønnen er mere vidende og social 

kompetent end faderen samtidig med, at manden i huset ikke kan forsørge familien ved et arbejde. Alt 

dette er ikke et godt udgangspunkt for at opfatte faderen som rollemodel eller autoritetsideal.” 244 

De udsatte etniske unge har imidlertid typisk nogle andre familieproblemer end de udsatte unge 

af dansk oprindelse. Hvor sidstnævnte ofte har oplevet alvorlige omsorgssvigt og forskellige 

former for misbrug, drejer problemerne i de etniske familier sig mere om splittelse som følge af 

indvandring og flugt eller konflikter på grund af stærkt religiøse fædre. Derfor handler deres 

behov for en voksen i mindre grad om et behov for omsorg, og i højere grad om et behov for, at 

der bliver sat grænser for dem, når de overskrider danske norm- og værdisæt. 

I de etniske familier er der tradition for kollektiv opdragelse. Heri ligger bl.a., at det 

forventes, at ikke bare forældrene, men andre voksne opdrager på drengene, som ofte opholder 

sig på gader og stræder. 245 I Danmark opdrager voksne mennesker ikke på andre folks børn, og 

det er derfor vigtigt, at nogen griber ind og irettesætter de unge. 

“Jeg opfatter det lidt sådan, at det er som dengang i 1950érne, hvor man stod med store årgange og der 

ikke var plads til dem i lejlighederne. Det er lidt den samme situation, som vores indvandrere lever i, for 

der er ikke plads til dem. Der er ikke plads til drengene. Fra de bliver sluppet på fritidshjemmet, bliver de 

i høj grad opdraget på gaden.” 246 

Og det er som tidligere beskrevet netop på gaden, de unge skal have mulighed for at træffe en 

mere troværdig rollemodel end den smarte kriminelle eller bandeleder. I den forbindelse giver 

det næsten sig selv, at jo større muligheder den unge har for at identificere sig med 

støttepersonen, dvs. fornemmer at personen selv har været i den unges situation og derfor kan 

forstå ham, desto bedre er chancen for, at den unge vil bruge ham som rollemodel. I 

etableringen af denne relation kan det derfor være en fordel at bruge en person, der er af samme 

eller lignende kulturelle baggrund som den unge. 

“Hovedparten af ungemedarbejderne i Gadepulsen er tosprogede med anden etnisk baggrund end dansk – 

hovedsagelig arabisk. At de kender til den arabiske kultur giver dem særlige muligheder for at forstå 

hovedparten af målgruppens kulturelle baggrund, familiemønster og hverdagskultur. Det giver 

ungemedarbejderne en stor force både i kontakten til de unge fra målgruppen, men også til drengenes 

forældre.” 247 

Med “Gadepulsen” gik man endog skridtet videre, idet de fleste ungemedarbejdere udover at 

have minoritetsbaggrund var “eksrødder” og derfor kendte det pres og de fristelser, som de unge 

kan være udsat for. Herved kunne ungemedarbejderne fungere som foregangseksempler på et 

“normalt” og kriminalitetsfrit liv trods minoritetsbaggrund og en blakket straffeattest. Det er 

dog på den anden side ikke nødvendigt, at støttepersonen er hverken “eksrod” eller etnisk; i 

“Erhvervsmotivering – unge der kommer videre” skabte danske politimænd nære og tillidsfulde 

relationer til de unge. Tilsvarende fremgår det af evalueringen af mentorordningen for unge 

straffedømte af anden etnisk oprindelse, at mentorer med dansk baggrund lykkes lige så godt i 

arbejdet med de unge som mentorer med anden etnisk baggrund, selvom både mentor og den 

unge fremhæver en større nærhed og forståelse, når de har fælles etnisk baggrund. 

Der er dog også gjort erfaringer, der peger i den modsatte retning. Et eksempel herpå er 

et mentorprogram for hovedsagelig unge flygtninge fra Mellemøsten og Somalia, som var 

kommet til Danmark i løbet af 10 år, og som i stigende grad var begyndt at organisere sig i 

bandelignende grupperinger i Århus. 248 I dette program var en af mentorens hovedopgaver at 


244 Mørck, 1999:55. 

245 Khader, 1998:117. 



248 Mouridsen, 1999:37ff. 

88


lære de unge gældende normer og regler, så de kunne begå sig i det danske samfund. I dette 

program var det af stor betydning for kontakten med familien og den unge, at mentorerne var fra 

samme kulturkreds. De forskellige erfaringer kan være en tilfældighed, da de bygger på 

forholdsvis få undersøgelsesenheder, men de kan også sige noget om, at det muligvis er 

vigtigere, at mentoren har samme eller lignende kulturelle baggrund som den unge, når den 

unge kun har opholdt sig i landet i et kortere tidsrum. 

Det skal bemærkes, at det som udgangspunkt ikke vil være nogen god idé at anvende et 

familiemedlem som rollemodel. Evaluatorerne af Kriminalforsorgens mentorordning begrunder 

det på følgende vis: 

“De unge har tit problemer eller konflikter i familien, de behøver hjælp til at bearbejde, og til dette vil 

kontakt med en udenforstående person utvivlsomt være at foretrække. Videre er den kompetence og de 

netværksressourcer, vi har set mange mentorer bidrager med, af stor betydning for de unge, og hvis et 

familiemedlem kunne have bidraget med det samme, ville vedkommende formentlig allerede have gjort 

det.” 249 

4.6.1.1. Rollemodellens køn 

Det er typisk faren, der bestemmer over sønnen og varetager dialogen udadtil, og da faren typisk 

vil være mere tilbøjelig til at lytte til en mand, kan det i forhold til kontakten med forældrene 

være en fordel, at støttepersonen er en mand. Det er endvidere spørgsmålet, om en kvinde 

overhovedet har samme mulighed for at agere rollemodel overfor den etniske unge mand. Det 

spørgsmål er f.eks. stillet i Kriminalforsorgens mentorordning: 

“Om de ville kunne bruge en kvinde i denne rolle er mere usikkert. Et par sagsbehandlere lægger vægt på, 

at mentoren skal være mand, enten fordi en del af disse unge foragter kvinder, eller fordi de behøver et 

mandligt forbillede. Vi synes nok, vi kan ane, at der i de fleste mentorrelationer dannes en form for 

mandsfællesskab, og at der for de unge ligger noget meget værdifuldt i denne nærhed til en voksen og 

fornuftig mand.” 250 

Nogle mener ligefrem, at dialogen med unge etniske mænd kræver, at de mennesketyper, der 

anvendes i det socialpædagogiske arbejde, er ekspressivt maskuline, eventuelt som tidligere 

berørt selv tidligere rødder. 251 På den anden side er erfaringen fra et andet projekt, at drengene 

kan bruge kvinderne til noget andet. Her udtaler SSP-konsulenten fra Vejle Kommune sig om 

erfaringer fra opsøgende arbejde i forhold til børn og unge med anden etnisk baggrund: 

“…de opsøgende medarbejdere har også oplevet, at flere af drengene og de unge mænd gerne vil tale med 

en kvindelig medarbejder, hvis de har brug for omsorg og én at snakke personligt med.” 252 

Det skal indskydes, at kvindelige medarbejdere kan være en absolut nødvendighed, hvis man 

skal have fat i de etniske piger. 253 

4.6.1.2. De medfølende, velmenende pædagoger 

Evalueringen peger på en anden vigtig pointe, som flere af de interviewede også nævnte: at 

særlig de etniske unge er meget trætte af medfølende, velmenende pædagoger, hvilket kan 

skyldes, at flere opfatter det at have det dårligt som skamfuldt. Herom udtales f.eks.: 

“det er vigtigt, at en mentor ikke har for meget medlidenhed med de unge og ikke omklamrer dem, men 

skubber dem videre i livet” 254 

“…du hjælper bedst, ved ikke at vise alt for meget, at du hjælper.” 255 

249 Henriksen & prieur, 2003:62. 


251 Qvortrup Jensen, 2002:12. 

252 Hansen, 2001:69. 

253 Se f.eks. Hansen, 2001:69. 



89


4.6.2. Medarbejdere i et kriminalpræventivt projekt 

Praksis har vist, at man skal være opmærksom på visse forhold ved anvendelsen af tosprogede 

medarbejdere i et kriminalpræventivt projekt. 

I projektet “Erhvervsmotivering – unge der kommer videre” ville man bruge tosprogede 

lærere som indgangsvinkel og brobyggere mellem støttepersonen og familien, dvs. som 

udgangspunkt kun i den indledende fase, hvor parterne skulle lære hinanden at kende. 

“de tosprogede lærere (gjorde) gældende, at hvis man skulle fungere som døråbner i en familie, satte man 

sin “troværdighed” ind på det, og gav dermed familien en personlig garanti for projektet. Hvis der 

efterfølgende viste sig problemer for familien i tilknytning til projektet, ville den tosprogede lærer blive 

draget personligt til ansvar herfor, og hans troværdighed vil være beklikket. Derfor ønskede man ikke 

pludselig at befinde sig ude på et sidespor i projektet, hvor man ikke længere var medansvarlig og fuldt 

informeret.” 256 

I praksis blev problemstillingen ganske enkelt løst ved, at de tosprogede lærere efter behov 

bistod støttepersonen. Det viste sig imidlertid, at støttepersonerne trods deres danske 

kulturbaggrund med et minimum af kulturkendskab og almindelig situationsfornemmelse kunne 

skabe en god kontakt til de etniske familier. 

4.6.3. Projektleder, koordinator eller konsulent 

I forbindelse med idéudviklingen og planlægningen af det kriminalpræventive arbejde er det en 

stor fordel at inddrage etniske minoriteter. Det er oplagt, at jo bedre man formår at sætte sig ind 

i de unges tankegang, desto nemmere kan man få en idé, der er passende for målgruppen, 

ligesom det vil være nemmere at styre processen og vide, hvad man skal gøre, hvis der opstår 

problemer. Og man må arbejde på, at repræsentanter for den specifikke minoritetsgruppe, der 

udgør målgruppen så vidt muligt deltager i planlægningen, således at man fra start undgår at 

skabe unødige problemer på grund af manglende kulturel indsigt. 

I Høje-Tåstrup har man f.eks. en “ungdomsgruppe” bestående af to indvandrere og tre 

af dansk herkomst. De er alle en del af miljøet og ved, hvad der rører sig, nogle er “eks-rødder”, 

andre “almindelige” unge. Gruppen fungerer frivilligt som en slags konsulenter i forbindelse 

med projektudvikling og kommer også selv med idéer til projekter. 

4.6.4. Tolk 

“Brug altid tolk, også selvom klienten har tilegnet sig et pænt dansk, specielt hvor mere følelsesmæssige 

emner skal behandles. Man må aldrig benytte et barn, en ven, et familiemedlem som tolk. Tolken kender 

begge kulturer og kan bidrage med væsentlige informationer som kulturformidler” 257 

Som det fremgår her, er det vigtigt, at man aldrig bruger den unge selv som tolk. Den unge får 

herved mulighed for at lave “subjektiv oversættelse” ved at censurere det, som han ikke synes 

den ene eller anden skal vide, hvilket kan skabe misforståelser og tillidsbrud mellem praktikeren 

og forældrene. Dertil kommer, at man sætter den unge i en meget svær situation: hvis 

praktikeren eller forælderen siger noget kritisk til den anden, kan det være konfronterende og 

ubehageligt for den unge at foretage en direkte oversættelse. Endelig påpeger nogle, at det kan 

være problematisk at bruge den unge, fordi den unge derved bliver sat i en position, hvor han 

har højere status end sine forældre. 

4.6.5. Intime familieproblemer 

Uanset på hvilket niveau, der anvendes tosprogede meadarbejdere, er det vigtigt at være 

opmærksom på, at man ofte kender hinanden i de etniske miljøer, især indenfor samme 

kulturkreds eller oprindelsesland. Det kan derfor være ærekrænkende for familien og dermed 

også for den unge, at en “landsmand” får indsigt i intime familieprolemer. 

“Det viste sig også omvendt, at tolke og tosprogede lærere ikke var så velkomne i nogle af familierne i 

denne forbindelse. I nogle tilfælde var holdningen generel og i andre tilfælde knyttet til bestemte 

personer. Man ønskede ikke, at de blev involveret i de interne familieproblemer knyttet til de unges 

kriminalitet. I de forskellige etniske grupperinger er der en udbredt frygt for rygtedannelse, og en 

forventning om at rygterne går som løbeild fordi “alle kender alle og ved alt om hinanden”. Ingen ønsker 

256 Leleur & Pedersen, 1999:25f. Se eventuelt også Henriksen & prieur:61. 

257 Babikian, 1996:4. 

90


at udstille sin familie i denne sammenhæng, at tabe ansigt og miste prestige, og de meget strenge 

æresbegreber forstærker frygten for at blive genstand for ond sladder!” 258 

Samme problemstilling kan gøre sig gældende for medarbejdere i klubber, projekter mv. I disse 

roller har det på den anden side også vist sig at være helt afgørende at have medarbejdere med 

minoritetsbaggrund. F.eks. var man med projektet “Blæksprutten” i Avedøre Stationsby, der 

især henvendte sig til tosprogede, dybt afhængig af en tyrkisk medarbejder som 

kommunikationsled mellem de unge og deres forældre 259 . Det kan skabe en tryghed for 

forældrene at møde en med samme eller lignende etniske baggrund, ligesom de rent praktisk 

kan føle sig mere overbeviste om, at kostplaner mv. bliver overholdt i overensstemmelse med 

deres ønsker. 

I en fritidsklub i Gellerup har det givet mulighed for en indsigt i det etniske miljø, som 

har været uundværlig, f.eks. kan det være vigtigt at finde en person, som en ung med problemer 

har en særlig respekt for – i den forbindelse kan det være vigtigt at vide, hvem der repræsenterer 

den samme kulturelle baggrund og har høj status indenfor den relevante etniske gruppering. 

Sammenfattende må det betragtes som en klar fordel at anvende tosprogede medarbejdere, når 

man dog er opmærksom på, at det i visse konkrete situationer kan være hensigtsmæssigt, at den 

tosprogede medarbejder holder sig tilbage. 

4.7. Inddragelse af forældrene 

“Et af de største problemer for børn og unge med anden etnisk baggrund er, at forældrene ofte ikke er i 

stand til at hjælpe og støtte deres børn i tilstrækkelig grad. Det betyder, at børnene ofte får en dårlig 

skolegang og ikke får nogle sunde og konstruktive fritidsinteresser, hvilket kan være den direkte vej ind i 

vold og kriminalitet. Vejen frem er at lære forældrene i højere grad at tage ansvar for deres børns liv.” 260 

Familiecenter Vest i Gellerup har arbejdet systematisk med forældreinddragelse i forhold til 

første- og andengangskriminelle samt de særlig unge. Forældrene opsøges inden 14 dage efter 

det begåede forhold, og man taler med dem om, hvordan det går med den unge i skolen, i 

fritiden osv., og hvad forældrene kan gøre for at hjælpe deres barn med eventuelle problemer. 

Familiecenteret understreger, at det i den forbindelse er vigtigt at forklare forældrene, at den 

unges fremtid ikke er ødelagt, fordi han har begået kriminalitet. 

I Gellerupparken har man endvidere netop iværksat det såkaldte ambassadørprojekt 

med samme målsætning om at bevidstgøre og ansvarliggøre forældrene i forhold til deres børn. 

Der er uddannet 13 tosprogede ambassadører til at fortælle de etniske forældre, at de aktivt kan 

gøre en forskel for deres børns fremtid. De vil f.eks. orientere om, hvorfor det er vigtigt, at 

forældrene kommer til forældremøder i børnehaven og på skolen, at de tager del i arbejdet i 

fritids- og sportsklubber samt beboerforeninger. 

Taget i betragtning, at de unges problemer altså ikke nødvendigvis skyldes manglende 

omsorg, som det er tilfældet blandt udsatte danske unge, men snarere manglende viden om, 

hvordan man støtter sit barn i det danske samfund, synes disse projekter meget velegnede som 

forebyggende middel mod frustration og usikkerhed hos den unge. 

4.7.1. Rollemodelskonceptet i forhold til forældrene 

Igangsættelsen af en kriminalpræventiv indsats efter støttepersonskonceptet vil i et vist omfang 

være lig igangsættelsen af en intensiveret integrationsproces. For når det lykkes for 

støttepersonen at udgøre en rollemodel for den unge med minoritetsbaggrund, vil den unge 

begynde at tilegne sig danske normer, og processen vil derfor sætte kulturkonflikten på spidsen: 

den unge kan opleve, at der fra det danske systems side bliver arbejdet på, at den unge skal 

tilpasse sig de danske samfundsnormer og samtidig, at “hjemmefronten” kan føle sig truet og 

modarbejde udviklingsprocessen. Vellykkethedskriteriet, at den unge begynder at integrere det 

danske norm- og værdisæt, kan altså samtidig få den meget uheldige sideeffekt, at den unge 

begynder at fjerne sig fra sin egen familie, og at familien oplever projektet som en trussel imod 

egne værdier. Det skete f.eks. i Pendlerprojektet, hvis målgruppe fortrinsvis var 15-18 årige 

tyrkiske drenge. Projektets formelle mål var at få de unge i ungdomsklubben integreret, at 

eliminere eller mindske deres kriminalitet og få de unge til at opføre sig mindre 


259 Det skal nævnes, at Ahmet Demir især var uundværlig i forbindelse med hjemmebesøgene, hvilket - 

taget ovenstående kritik af brug af tosprogede som støttepersoner i betragtning - viser, at erfaringerne på 

området ikke er entydige. 

260 Hansen, 2001:37. 

91


“uhensigtsmæssigt”. Pædagogerne og projektmagerne var ikke tilstrækkeligt opmærksomme på, 

at projektet kom til at udvikle sig til en kulturkonflikt mellem de danske pædagogers kultur og 

værdier og de tyrkiske unges kultur og sociale forudsætninger: 

“At det var (…) nødvendigt at påvirke de unge i en retning, som i praksis var i retning af pædagogernes 

sociale og kulturelle forudsætninger, var imidlertid pædagogernes klare opfattelse. Overordnet drejede det 

sig om at hjælpe med til at få de unge integreret i Danmark, og det måtte nødvendigvis betyde, at 

pædagogerne skulle påvirke de unge i dansk retning. Og i den forbindelse ikke mindst i retning af dem 

selv i og med, de var en væsentlig del af den danske virkelighed, en del af de ungdomsklubber, som de 

unge skulle integreres i. Det var dem og deres måde at fungere på, de unge skulle vænnes til. Til trods for, 

at pædagogerne oplevede sig som loyale over for de unge og lagde meget vægt på at støtte og styrke dem, 

kom de herved i praksis til at arbejde på en måde, der kunne ses som et frontalangreb på de unge og de 

unges sociale, familiemæssige og kulturelle forudsætninger. Det problematiske herved, som vi hæfter os 

ved i en evalueringssammenhæng, er, at de unges sociale, familiemæssige og kulturelle forudsætninger 

herved i praksis fik en funktion som modpart og modstander i processen, hvorved den næsten blev dømt 

til at mislykkes.” 261 

Det anbefales derfor, at man indretter projektet på en måde, hvor de unges sociale, 

familiemæssige og kulturelle baggrund ikke gøres til modstander, men til en medspiller og 

ressource for forandringsprocesser og integration. Af samme grund var man i projektet 

“Erhvervsmotivering – Unge der kommer videre” meget bevidst om at undgå at indtage roller, 

der kunne konkurrere med forældrenes. Støttepersonerne optrådte derfor som f.eks. “en ven af 

huset” eller “den kloge onkel”. Endvidere tog de sig fortrinsvis af den unges ydre anliggender 

og bevægede sig kun med forsigtighed ind på de mere personlige, familiære anliggender, omend 

det i særlige tilfælde var nødvendigt at intervenere i forhold til familien. 262 

I den forbindelse må man også huske på, at det kriminalpræventive projekts 

succeskriterium i forbindelse med indslusning i job eller uddannelse, ikke består i selve 

placeringen, men i at fastholde den unge i placeringen og den ikke-kriminelle identitet. 

“Det mønster, jeg ser hos mange af drengene med anden etnisk baggrund, er, at de har svært ved at 

fastholde sig selv i det, man sætter dem i gang med – eller de selv er kommet i gang med. En af grundene 

kan være, at de aldrig har været gode nok til noget. At de i hvert fald aldrig er blevet bestyrket i, at de har 

været gode til noget.” 263 

Forældrene skal altså kunne støtte den unge efter projektets afslutning, så projektets virkning 

ikke slutter med støttepersonens, skolelærerens, socialrådgiverens eller SSP-konsulentens 

tilbagetrækning. Er forældrene ikke blevet gjort medansvarlige for den unges proces (eventuelt 

fordi det ikke var muligt) risikerer man at efterlade en ung, muligvis velplaceret, men i en 

uholdbar situation, fordi hans familierelation kan være invalideret. For at udføre en forsvarlig 

kriminalprævention skal forældrene altså være trygge ved situationen og have mulighed for at 

øve reel indflydelse på, hvad man vil gøre i forhold til den unge. 264 

Eftersom det dyberegående kriminalpræventive tiltag (støtteperson-modellen) kan 

strække sig så langt ind i identitetsspørgsmål - ikke bare hos den unge med minoritetsbaggrund, 

men også hos forældrene - vil det formentlig være hensigtsmæssigt at lade den unge deltage i 

møderne mellem praktikere og forældre. Den unge vil bedst kunne tackle kultur- og 

identitetskonflikten gennem en bevidstgørelse, hvor linjerne er trukket skarpt op, og det vil de 

ofte være i mødet mellem de to “verdener”. Derudover er det vigtigt, at den unge ikke føler, at 

praktikerne arbejder “bag hans ryg” i forhold til forældrene. Især fordi den unge i 

solidaritetsfølelse med forældrene kan have dårlig samvittighed over at deltage i et 

“dansk” projekt. 

4.7.2. Forældreinddragelse i praksis 

Ved etableringen af kontakten til familien kan hjemmebesøget være en god indgangsvinkel. 

“Et hjemmebesøg kan opveje ti møder på kontoret. Mange af vores etniske minoriteter er meget gæstfrie 

og oplever et besøg som en ære i modsætning til et besøg hos en dansk klient, som måske kan opfatte det 

261 Sørensen & Dam, 2000:150. 


263 Haseki, 2002:89. 

264 Yderligere erfaringer og pointer er beskrevet i Mouridsen, 2000:27. 

92


som kontrol. I hjemmet er der en større lighed mellem klient og sagsbehandler og mulighed for en 

uformel snak, hvor man kan komme til at kende sin klient bedre og på en anden måde” 265 

Når man taler med forældrene, må man sørge for at fastholde produktorienteringen, jf. afsnit 

4.4. De etniske forældre vil ofte have svært ved at forholde sig til en skitsering af, hvordan man 

vil håndtere psykologiske og identitetsmæssige problemstillinger. Det er formentlig heller ikke 

et tillidsvækkende udgangspunkt at sige, at man kommer, fordi sønnen er kriminel. Man kan i 

stedet fortælle, at man kommer, fordi sønnen er set i dårligt selskab, og man gerne vil høre, om 

der er noget man kan hjælpe med, f.eks. orientering om fritidstilbud. Man kan også – hvis det er 

tilfældet - fortælle, at man er kommet for at hjælpe deres søn i gang med uddannelse eller 

arbejde. 

Hvis det har været svært at skabe kontakt til forældrene, har man i Helsingør kommune haft god 

erfaring med at involvere en person, som familien har tillid til og bruge vedkommende som 

“døråbner” til familien. 

4.8. Kulturkendskab 

4.8.1. De kulturelle spilleregler 

“Kulturforståelse er (…) alfa og omega i arbejdsdagen. Det kan i sig selv løse problemer ganske enkelt. 

At kende reaktionsmønstre og traditioner. Det gælder, når en bil bliver solgt videre fire gange til venner 

og bekendte, uden at der omregistreres. Hvornår noget virker ærekrænkende? Eller hvorfor status ofte 

betyder, at fars alufælge er vigtigere end børnenes vintertøj. Eller hvorfor det måske ville være 

problematisk for en kvindelig nærbetjent at arbejde i området.” 

(Egon Nielsen, der er citeret her er nærbetjent i Vollsmose) 266 . 

Indsigt i de kulturelt betingede grænser, især for hvornår nogen føler sig intimideret, spiller en 

særlig rolle, når man vil skabe et tillidsforhold til familien. Det kan derfor være en fordel at 

vide, at det f.eks. i nogle kulturer anses for mangel på respekt at give hånd på tværs af køn eller 

at det i mange muslimske familier er en kilde til irritation, når besøgende ikke tager skoene af, 

inden de går ind i et hjem. 267 Der kan også være familieforhold, der gør, at det f.eks. er en 

bestemt person, man skal kontakte, hvis man vil tale med familien. I visse miljøer kan der også 

være et modsætningsforhold mellem bestemte etniske grupper, eller der kan være en særlig 

dominerende etnisk gruppering, som man er nødsaget til at tage højde for, når man planlægger 

et kriminalpræventivt projekt. 

I forbindelse med etableringen af “Balkanpatruljen” 268 , en politienhed, der arbejder med 

etniske unge i Odense, blev der foretaget en rejse til en række flygtningelejre i Libanon. Det gav 

både et godt indblik i den arabiske/muslimske verden, som mange af de unge kom fra, og det 

var ligeledes et godt udgangspunkt for en dialog mellem politiassistenterne og de unge. 269 

Balkanpatruljen har også brugt imamer til løsning af konflikter. F.eks. henvendte man 

sig til en imam i forbindelse med, at der var der opstået voldelige og tilsyneladende uløselige 

konfrontationer mellem to etniske grupper i Vollsmose. Imamen afholdt et møde med begge 

etniske grupper og deres forældre. På mødet, hvor der deltog ca. 400 mennesker, blev konflikten 

løst ved, at imamen sagde, at hvis nogen skulle slå på nogen, måtte de slå på ham (imamen). 

Imamen er også flere gange blevet anmodet om at tage opståede problemer med i fredagsbønnen 

– uden at imamen har fået oplyst navne på de implicerede. Man skal dog være forsigtig og 

orientere sig grundigt i miljøet, før man henvender sig til en imam, idet alle og enhver i 

princippet kan slå sig ned som imam. Der kan endvidere være forskel på, hvilken imam de 

forskellige etniske grupper opfatter som en “rigtig” imam. 

Et vist kulturkendskab kan også forhindre, at praktikeren bliver “snørret” af de unge. 

Nogle af de interviewede fortæller således, at de unge er tilbøjelige til at bruge deres kultur som 

undskyldning for f.eks. at skulle have bestemt mad eller slippe for at gøre bestemte ting. 

265 

Babikian, 1996:5. 

266 

Scharling, 2003:10. 

267 

For flere konkrete tips om, hvilke forhold man skal være opmærksom på kan henvises til Degn, 1999. 

268 

Dem, der startede Balkanpatruljen op og arbejdede i enheden i knap 10 år, har i dag oprettet 

foredragsfirmaet, Team Balkan. Deres foredrag beskriver erfaringer og løsningsmodeller blandt unge i det 

etniske miljø, se eventuelt www.team-balkan.dk. 

269 

Da kulturelle normer er under konstant udvikling kan f.eks. tyrkisk kultur i princippet udvikle sig 

forskelligt fra by til by i Danmark. 

93


4.8.2. Den kulturelle identitet 

Som nævnt i afsnit 4.7.1. er det vigtigt, at man ikke anvender en kriminalpræventiv 

integrationsstrategi, der konkret vil fordre en fralæggelse af den kulturelle baggrund, som 

forældrene tilhører. Tværtimod må man forsøge at hjælpe den unge med at fastholde et positivt 

forhold til sin kulturelle baggrund, og kriminalprævention kan således også bestå i at hjælpe den 

unge med at lære sin baggrund bedre at kende. 

“Første gang jeg rejste til Palæstina var i 1994. Da jeg kom hjem, havde jeg et helt ændret syn på livet, 

end før jeg rejste derned. Jeg ændrede mig totalt og aldeles og fik bl.a. en anden holdning til danskere og 

til livet generelt. Når man kommer derned, ser man det med et andet syn og fra en helt anden vinkel. Det 

er ikke så romantisk mere. Det var lige pludselig blevet meget realistisk. Man sidder f.eks. overfor en 

landsmand, som er ved at dø af sult. Det hele var en virkelig stærk oplevelse for mig, og samtidig blev jeg 

mindre fanatisk. Det har spillet en afgørende rolle for mit liv at blive konfronteret med mine rødder.” 270 

I “Speed-projektet”, som henvendte sig til unge palæstinensere, brugte man dilemmaspørgsmål 

med henblik på at bevidstgøre de unge om deres egen identitet. F.eks. blev de spurgt, hvordan 

de ville stille sig, hvis en af pigerne i projektet blev skilt. En traditionel muslim må mene, at 

pigen burde udelukkes fra projektet, men de unge var enige om, at pigen sagtens kunne deltage, 

og at de ville behandle hende, som de plejede. Tanken var, at spørgsmål og svar skulle bidrage 

til en erkendelse af, at de havde påtaget sig danske normer og derved afproblematisere 

konflikten mellem den oprindelige og danske kultur. 

4.9. Dialog 

Det er velkendt, at manglende viden kan skabe fordomme, hvor kendskab kan være med til at 

nedbryde fordomme. Derfor kan dialogen være et nyttigt redskab i forbindelse med etableringen 

af kendskab og forståelse mellem personer af henholdsvis dansk og udenlandsk herkomst. 

Dialogen kan dog sjældent løse alvorlige konflikter eller ændre adfærd blandt hårde kriminelle. 

Men dialogen kan være et forebyggende værktøj eller fungere som et supplement i den 

kriminalpræventive indsats. 

4.9.1. Dialog mellem etniske unge og de sociale myndigheder 

I Familiecenter Vest i Gellerup har man tradition for at afholde møder mellem de unge og de 

sociale myndigheder, når der er behov for det og inddrage de unge i løsningen af problemerne. 

Erfaringen er, at selve det at lytte til de unge og vise, at man tager dem seriøst, i sig selv kan 

være en væsentlig del af løsningen. I februar 2001 afholdtes f.eks. et møde med 50 unge, fordi 

der var store problemer med rudeknuseri i det lokale butikscenter og i de institutioner, der lå i 

nærheden – over en kort periode var der ødelagt ruder og udøvet hærværk på inventar for et 

beløb svarende til 250.000 kr. 

“På mødet blev der talt om, hvordan ødelæggelserne ved fælles hjælp kunne forebygges. De unge 

fremførte et stort ønske om at have et sted at være – et sted hvor der er voksne til stede. De fortalte, at de 

følte sig uønskede alle steder. Centerchef Gitte Krogh fra Socialcenter Vest fortalte de unge, at 

ødelæggelserne først skal ophøre, inden hun kan overbevise nogen om, at et mødested for unge kan 

etableres. Herefter stoppede ødelæggelserne. Ved senere møder med de unge blev lignende problemer 

stoppet på lignende måde.” 271 

Værestedet er netop startet op, og det er tilrettelagt efter de unges ønsker: stedet er åbent for 

alle, og der er mulighed for voksenkontakt. 

4.9.2. Dialog mellem etniske grupperinger 

Susanne Bøgelund, aktivitetsmedarbejder i Herredsvang 272 - et boligområde, hvor der bor ca. 

5000 mennesker, hvoraf ca. en tredjedel er af anden etnisk baggrund end dansk - har gode 

erfaringer med at skabe dialog. Efter gentagne konflikter mellem nogle danske og somaliske 

beboere arrangerede hun et dialogmøde. Derved fik begge parter mulighed for at fortælle, 

hvordan konlikten så ud fra hver deres synspunkt, og det skabte faktisk det fornødne 

forståelsesgrundlag for, at konflikterne hørte op. 

270 Citeret i Mouridsen, 1999:23. 

271 Krogh, 2002:2. 

272 Herredsvang er en del af Århus Vest. 

94


Ofte er det sådan, at de, der skaber flest problemer, ikke møder op til den slags 

arrangementer. Men det betyder ikke, at dialogen mister sin værdi: især minoritetsfamilierne 

taler sammen indbyrdes, og budskabet vil derfor ofte blive bragt videre, selvom 

nøglepersonerne ikke deltager. Endvidere kan dialogen have skærpet de deltagende beboeres 

opmærksomhed mod problemfelterne og de eventuelle forholdsregler, man i fællesskab er nået 

frem til, hvilket kan have en afsmittende effekt på dem, der ikke har deltaget. 

4.9.3. Dialog til generel forebyggelse 

En mere permanent måde at sikre dialog på er at nedsætte lokale indvandrerråd. De kan fungere 

som en frugtbar mulighed for at introducere tosprogede til de demokratiske 

beslutningsprocesser - en vigtig grundsten for forståelsen af den måde det danske samfund er 

indrettet på. 273 Man kan meget vel forestille sig, at man via indvandrerrådene har mulighed for 

at få en række tosprogede i tale, som ikke ville have deltaget uden denne “trygge” 

indgangsvinkel. F.eks. de relativt store grupper, som kun har kontakt med danskere på 

“klientniveau”, dvs. kun i en sammenhæng, hvor forholdet er asymmetrisk: møder på 

arbejdsformidlingen, socialkontoret osv. 

4.9.4. Dialog mellem etniske unge og politiet 

En ny undersøgelse af forholdet mellem etnisk minoritetsungdom og politiet, Konflikt på 

gadeplan – når etnisk minoritetsungdom og politi mødes, viser, at begge parter opfatter sig selv 

og hinanden som værende i konstant konflikt, og at denne opfattelse tydeligt afspejler sig i deres 

daglige omgang med hinanden. 274 De etniske unge opfatter politiet som uprofessionelle, idet de 

føler sig diskriminerede og forfulgt på grund af deres etniske baggrund, og politiet oplever 

manglende respekt blandt de etniske unge og opfatter dem som voldelige. Dette 

modsætningsforhold er en ond cirkel, fordi mange af møderne mellem de to parter fortolkes i 

lyset af hver deres opfattelse og derved bekræftes igen og igen. 

“Undersøgelsen illustrerer, at de unge er sikre på, at politiet intervenerer overfor netop dem på grund af 

racisme og manglende professionalisme. Politiet bliver dermed ofte en institution som de ikke stoler på, 

og ikke har respekt for.” 275 

Undersøgelsens forfattere peger på, at en dialog mellem parterne under omstændigheder, der 

ikke knytter sig til en kriminel handling eller mistanken om samme, kunne virke opblødende. I 

forbindelse med undersøgelsen iværksatte man derfor et pilotprojekt med konflikthåndtering. 

“Der blev indbudt en konfliktmægler fra Center for Konfliktløsning til et møde mellem tre unge fra 

undersøgelsens område og tre unge betjente fra forskellige politikredse i Storkøbenhavn. På selve mødet 

diskuterede de to parter efter oplæg fra undersøgelsens forskere de typer af møder, der hyppigst fører til 

verbale konfrontationer. Mødet var frugtbart i og med at begge parter gik derfra med en oplevelse af 

større forståelse af og indsigt i “modpartens” dispositioner og tankemønstre.” 276 

Et lignende resultat blev opnået med Police Training Project 277 , et tredages, ikke-frivilligt 

kursus for politifolk, der har hyppig kontakt med etniske minoriteter. På kurset beskrev unge 

indvandrere, hvordan politiet og det danske samfund i det hele taget, tager sig ud fra deres 

synspunkt, hvilket gav anledning til en udveksling af parternes opfattelse af hinanden og en 

række konflikt-situationer. 

4.9.4.1. Styrkelse af nærpolitiet 

Det understreges i rapporten, at konflikterne anses for uundgåelige, men at der dog kan arbejdes 

på en bedre relation mellem de etniske unge og politiet, f.eks. via en styrkelse af nærpolitiets 

rolle: 

273 

Hos Center for Tværkulturelt Boligarbejde kan rekvireres en folder om etniske minoriteter og 

beboerarbejde. Se eventuelt også www.ctb.dk. 

274 

Ansel-Henry & Jespersen 2003:12. 

275 

Ansel-Henry & Jespersen, 2003:77. 

276 

Ansel-Henry & Jespersen, 2001:79f. 

277 

Kurset blev arrangeret af Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination (DRC) i 

samarbejde med Københavns Politi, Københavns Politiforening, Politiskolen samt minoritetsforeningerne 

Akelin og SOS mod racisme. 

95


“At nærpolitiet gennem den præventive indsats og deres indgående kendskab til og respekt for de unge 

kan skabe positive resultater med de unge med anden etnisk baggrund er der næppe nogen tvivl om. 

Nærpolitiet arbejder med dialog og personlige relationer, hvilket har positiv effekt på de unges ellers 

meget negative billede af politiet. De unge har respekt for og tillid til nærpolitiet, hvilket skaber grobund 

for gode relationer mellem politi og etniske unge.” 278 

Idéen med at have et nærpoliti er bl.a., at give betjentene mulighed for at opbygge et 

lokalkendskab og en erfaring med nærmiljøet, der kan skabe grobund for et forebyggende 

politiarbejde. I København er politiet organiseret i en turnusordning, hvor betjentene som 

udgangspunkt kun er det samme sted i et år, og forudsætningerne for at skabe dette kendskab er 

derfor dårlige. I det socialt belastede kvarter, Vollsmose, har det haft en god virkning for det 

forebyggende arbejde at lave turnusser på tre år. Susanne Branner Jespersen, der har været med 

til at lave rapporten er enig i, at en længerevarende turnusordning er nødvendig for at få 

nærpolititet til at virke efter hensigten 279 . 

4.9.4.2. Unødvendige konflikter 

Som et kuriosum skal knyttes en bemærkning til en situation, der ofte fører til konflikt mellem 

etniske unge og politiet. Det er, når de unge bliver smidt væk fra en gade eller plads, hvor de 

opholder sig. 

“Det kan være en gammel dame, der ringer, fordi det gør hende utryg at en gruppe indvandrer-drenge står 

og snakker meget højt og tjatter til hinanden. Så kommer vi til stedet og beder dem om at gå et andet sted 

hen. Drengene bliver provokeret og synes, at vi chikanerer dem, fordi de jo i princippet ikke har gjort 

noget galt. Men som politi er det vores opgave at sørge for, at alle borgere kan føle sig trygge. De unge 

oplever det som magtmisbrug og begynder ofte at svine os til, og så er det, at situationen i nogle tilfælde 

udvikler sig og fører til anholdelser” 280 

At disse situationer fører til en tilbagevendende konflikt mellem politi og indvandrere synes helt 

unødvendigt. Mon ikke den gamle dame ville føle sig mere tryg, hvis politiet forklarede hende, 

at den højrøstede form blot er deres måde at kommunikere på og ikke er noget at være bange 

for, i stedet for at bekræfte hendes frygt ved at smide de unge væk? Hvis politiet lod de unge 

være, ville man således både undgå konflikten, og give den gamle dame mulighed for at erfare, 

at deres ophold ikke nødvendigvis giver anledning til ballade. 

4.10. Konsekvens og faste rammer 

“Det er vigtigt i dette arbejde, at vi hele tiden er meget tydelige selv. At vi klart giver udtryk for, hvad vi 

mener og ikke mener således, at de unge og deres familier kender de rammer vi arbejder indenfor.” 281 

(En opsøgende medarbejder i Kolding kommunes projekt for tosprogede unge). 

Flere af de interviewede beskriver, at de etniske unge har brug for konsekvens og meget klare 

signaler i forhold til aftaler, adfærd og omgangstone. Det udtalte behov for faste rammer skal 

formentlig ses i lyset af den normløshed og utryghed, der kan være et resultat af 

kulturkonflikten. 

4.10.1. Handleplaner 

Lillebror-projektet i Haderslev kommune er rettet mod 9-15 årige tosprogede, der vurderes at 

være på vej ind på en kriminel løbebane. Mange af børnenes forældre kan ikke tale dansk og 

koncentrerer sig primært om at tage sig af de mindste søskende, og der er ikke ressourcer til at 

støtte børnene i skolegang og fritidsaktiviteter. Medarbejderne arbejder derfor på at integrere de 

unge på alle niveauer: i skolen, idrætsforeninger, ungdomsskolen samt i det private erhvervsliv. 

278 

Ansel-Henry & Jespersen, 2003:75. 

279 

Tanken om at give nærpolitiet mulighed for en længere turnus er blevet foreslået flere gange. F.eks. af 

forhenværende integrationsmedarbejder, Lester Ansel-Henry, jf. den tidligere udgave af denne rapport, 

Asmussen 1998:42 og senest af Lars Holmberg ved konference om indsatsen mod unges grupperelaterede 

kriminalitet afholdt af Rigspolitiet i DGI-byen den 12. marts 2003. 

280 

En næsten færdiguddannet politimand, citeret i Olsen 2003:7. Samme situation skitseres som en 

“typesituation” i Ansel-Henry & Jespersen, 2003:19ff. 

281 

Hansen, 2001:52. 

96


“Medarbejderne følger med de unge ud i foreninger og på job de første gange for at sikre, at der ikke 

opstår sproglige eller andre misforståelser, som kan være blokerende for, at den unge går i gang med 

aktiviteten” 282 

Da børnene mangler struktur i deres hverdag, er en handleplan for den enkelte projektdeltager 

helt central. Planen beskriver meget nøje, hvad den enkelte skal foretage sig i løbet af ugen fra 

skolen stopper kl. 14.00, til de skal være hjemme hos forældrene ved 21-22 tiden om aftenen, og 

projektmedarbejderne følger hele tiden op på, at handleplanerne bliver fulgt. 

“Erfaringerne har vist, at det er meget vigtigt med en fast plan for deres fritid. Hvis der ikke er det, så 

begynder de hurtigt at drive rundt, og det øger risikoen for, at de kommer ud i nogle uheldige 

sammenhænge.” 283 

Projektet har haft en meget positiv effekt, og det har smittet af på de øvrige familier i området, 

der ikke er med i projektet, hvis børn er begyndt at stille krav om at få de samme muligheder 

som børnene i projektet. 

Blandt de interviewede påpeger flere også handleplanerne som meget vigtige for det 

forebyggende arbejde 284 , men der er dog også eksempler på, at man bevidst arbejder på at 

friholde de unge fra den struktur og målretning, der følger med handleplanen. 

“I Gadepulsen har man bevidst valgt ikke fra starten at udarbejde en handlingsplan for den enkelte unges 

jobtræningsforløb eller for den unges aktivering efter jobtræningsforløbet. Man har også bevidst valgt 

ikke at stille krav om, at den unge fra starten skal komme med en udmelding om, hvad han godt kunne 

tænke sig at være eller blive (…) At der ikke udarbejdes handleplaner fra starten er ifølge 

ungemedarbejderne en medvirkende årsag til, at de unge ikke føler sig stressede, og at de ikke føler, at de 

skal leve op til bestemte krav for at tilfredsstille systemet. Gadepulsens medarbejdere betragter de unges 

aktivering som et tilbud til de unge om en “holdeplads” i livet, hvor de unge gives mulighed for at finde 

ud af, hvad de kunne tænke sig af uddannelse, personlig støtte eller andet af betydning for, at de vil kunne 

forbedre deres livssituation.” 285 

Der er dog ingen grund til at tro, at hverken det ene eller andet valg er mest rigtigt – det kan 

meget vel afhænge af projektets målgruppe. 

4.10.2. Samarbejdsaftaler 

Det kan være svært på den ene side at gå i dialog med de unge, på den anden side at være 

konsekvent overfor dem. 

“Problemet var, at de unge på grund af den ydrestyring, der er en del af deres sociale og kulturelle ballast, 

var vænnede til, at et krav, der ikke ledsages af en negativ sanktion, dersom det ikke opfyldes, ikke var et 

alvorligt ment krav. For pædagogerne var denne reaktionsmåde hos de unge et problem, men det kunne 

også vendes til en ressource. Ønsket fra de unges side om konsekvens kan også ses som åbenhed og 

lydhørhed over for denne form for adfærdsregulering, hvilket kunne bruges i forbindelse med retledning 

af de unge, både konkret i relation til deres adfærd i ungdomsklubberne og mere generelt. En af grundene 

til at pædagogerne ofte veg tilbage herfor var, at de ikke ønskede at udelukke unge fra projektet. Man 

kunne imidlertid godt forestille sig andre og mere afmålte sanktionsmuligheder end den ultimative 

sanktion: Udelukkelsen.” 286 

Mange af de interviewede arbejder netop konstruktivt med de unges behov for konsekvens. 

Anvendelse af klare, individuelle samarbejdsaftaler går således igen som et helt centralt, 

pædagogisk værktøj i arbejdet med de unge. En individuel samarbejdsaftale kan f.eks. være, at 

hvis den unge lader være med at begå kriminalitet, vil den voksne hjælpe ham med at skrive en 

praktik-ansøgning. Det er vigtigt, at der bliver stillet krav til den unge, og at han ikke kan være i 

282 

Hansen, 2001:33. 

283 

Hansen, 2001:35. 

284 

Det gælder f.eks. projekt “Drop In” i Odense kommune. “Drop In” er en arbejdsmarkedsrettet 

vejledning og uddannelse af unge mellem 15 og 25 år, der står uden for de normale muligheder for 

arbejde eller uddannelse. 

285 

Nielsen, Vesterbirk & Jespersen, 2002:70f. 

286 

Sørensen & Dam, 2000:158. 

97


tvivl om, hvornår han har brudt en aftale. Hensigten er at lære de unge, at deres opførsel har 

konsekvenser, men samtidig at undgå stereotype afvisninger. Konsekvensen af en brudt aftale 

kunne f.eks. være en “skideballe” og / eller at den unge “skylder” sin kontaktperson en 

konstruktiv “tjeneste”. Det kunne være at få afleveret en opgave i skolen, sørge for, at hans 

lillebror ikke laver ballade eller lignende. 

4.11. Helhedsorientering 

“During recent years, we have come to the realization that, because of the complexity of the problems in 

specific ethnic families, the problems can not be solved by an approach from within one sector. A more 

intensive cooperation is necessary. In this, we must strive to achieve a geared approach whereby 

youngsters are followed over the boundaries of the different sorts of work. Cooperation between schools, 

school doctors, social services, youth services, compulsary education officials, police, mosques, 

immigrant organisations and municipal services of work. The prevention of drop-outs is the main aim 

here.” 287 

Som det fremgår af citatet, medfører kompleksiteten af problemerne i især de etniske familier et 

øget behov for samarbejde på tværs af myndighederne. Dette behov imødekommes i vid 

udstrækning af SSP-samarbejdet, men der er mulighed for yderligere at intensivere samarbejdet. 

4.11.1. Samarbejde på tværs af myndighederne 

Flere steder i landet, herunder f.eks. i Odense kommune og i Gellerupområdet i Århus 

kommune, afholder repræsentanter for politi, socialforvaltning, skole, klubber, brandvæsen, 

projektansvarlige mv. faste ugentlige møder for at udveksle oplysninger og diskutere aktuelle 

problemstillinger. Hvilke unge er der problemer med? Hvad kan vi gøre? Og hvem tager sig af 

det? 

Struktureringen giver mulighed for at oparbejde en bedre viden om den unges “samlede” liv og 

dermed også et bedre grundlag for at tilrettelægge en holdbar og ensartet strategi overfor den 

unge og hans familie. Endvidere forebygges mod, at en familie eller ung bliver overset, fordi 

man regner med, at andre tager sig af dem, og at myndighederne modarbejder hinanden ved at 

udsende forskellige signaler. 

4.11.2. En familie – ét kontaktled til de offentlige myndigheder 

For de udsatte etniske unge kan kontakten med myndighederne forekomme mere krævende og 

utryghedsskabende end for danske unge, da de ikke har samme grundlæggende kendskab til, 

hvad de forskellige institutioner står for og har bemyndigelse til, og kontakten kan derfor være 

forbundet med både forståelsesmæssige og sproglige problemer. Set i lyset heraf, er det 

uheldigt, at mange af de udsatte minoritetsfamilier er i kontakt med en række forskellige 

offentlige myndigheder på én gang, f.eks. boliganvisningskontoret, socialkontoret, 

arbejdsformidlingen og integrationsmyndighederne. Dertil kommer en række 

myndighedspersoner f.eks. lærere, pædagoger, sundhedsplejersker og eventuelt politi og 

kriminalforsorgen. 

“Når det er 20-30 forskellige myndighedspersoner, man skal forholde sig til – personer som ikke altid 

selv kan tage stilling, men først lige skal spørge nogen i deres eget bagland – ja, så er systemet i realiteten 

brudt sammen…Den det drejer sig om, bliver totalt mystificeret. Har der ikke før været en følelse af 

hjælpeløshed og magtesløshed, så kommer den nu. Han eller hun føler sig fanget i en jungle” 288 

Sådan beskriver psykolog Teddy Hoffbech baggrunden for et projekt i Odense kommune, hvis 

formål var at nedsætte antallet af sagsbehandlere, som er i kontakt med de udsatte etniske 

familier. Det gennemføres ved at opstille handleplaner for de 23 socialt mest belastede familier 

og sørge for, at hver familie kun havde én person, der fungerede som kontaktled til det 

offentlige. 

“Herefter kom der orden på dagligdagen. Sygdomme blev behandlet, medicin blev taget, børnene passede 

deres skole osv. Det blev en stor succes – enkelte kom oven i købet i arbejde” 289 

287 Bellaart, 1996. 

288 Teddy Hoffbech interviewet i Hammer, 2002:12. 

289 Teddy Hoffbech interviewet i Hammer, 2002:13. 

98

Hent PDF - Det Kriminalpræventive Råd

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?