Karrieren i det uvisse.qxd - CA a-kasse

Fig. 3. Linedans. Fra vugge til grav.
Ca. 1945. Akvarel. Storm P.-Museet.
konfronteres betragteren med et sammenstød af to verdener, her iøjnefaldende i
den udtalte farvekontrast: til venstre en uendelig række af gemene arbejdere på vej
til fabrikkerne og til højre et tillokkende naturprospekt, der slutter sig om en enlig vagabond.
Billedets venstre side er holdt lige så entydigt gråt, som den anden er et abstrakt
farveflor. Så enkelt kan det siges i billede, at skønheden ligger lige for vore fødder, men
selv er vi fjernt fra den. Et enkelt ’pligtens offer’ tilkaster vagabonden et forbløffet blik
og slår hermed bro mellem de to verdener.
Noget af smukkeste hos Storm P er, at han ikke operere med visioner eller utopier.
Enhver kan lægge i vagabonden, hvad han vil. Han repræsenterer nok mere radikalt en
udmeldelse af de sociale relationer, end tilfældet er med de uforskyldt forrykte. Men
fælles for dem er, at de udsiger noget om eksistensen i fællesskabet. Vort blik finder
intet ståsted i den grå menneskemasse, farveløs som den er, for vi fornemmer tragikken
i, at mennesket heri er blind for, hvad det har mistet. Dybereliggende vil mennesket
i denne anonymitet aldrig blive skuffet, fordi han ingen forventninger og længsler
har. Han er gået i ét med sine arbejdsfællers forblindelse, og ligesom naboen ikke har
noget at lade ham høre, har han heller ikke noget at lade naboen høre - blind leder
blind.
Det er i provokationen af denne konformitet, at vagabonden vokser i betydning. Han
forener i sin person helt symbolsk en frihedstrang, der er forudsætningen for, at noget
sandt kan generere. For som etableret i fællesskabet må vi overleve på vores overenskomst
med samfundet: hvad jeg gør og tænker, har jeg ikke selv fundet på, det kom til
mig med modermælken, og hvis jeg skulle komme i tvivl, behøver jeg blot at se mig
omkring, for så betryggende for min samfundsånd går også andre rundt og gør og tænker
som jeg.
Lige så lidt som Indenfor og udenfor er et ridderslag til forryktheden, er Tilbage til naturen
en opfordring til at blive vagabond. De er satiriske figurer, sprunget ud af Storm P.’s
hoved for at sige noget om den tilværelse, de står udenfor. Det sidste billede,
Linedanser. Fra vugge til grav (fig. 3), fra efter krigen, falder i forlængelse af de to forudgående
og kan i sammenhængen ses som svaret på dem begge. Frit i luften svæver
en linedanser lykkeligt undervejs på sin line, der er udspændt fra livets begyndelse til
dets slutning - med naivitetens forenkling indikeret af en vugge og af et gravsted. Det
er alt!
Koblingen af linedanserens kunststykke med menneskelivet leder os naturligt til at
tænke videre end blot til artistens afstukne liv. Livet og kunsten er i billedet gjort så
uløseligt forbundne, at det ene åbenbarer sig i kraft af det andet. For vi forstår, at dette
at holde balancen i livet er stor kunst! Som liniedanseren her fører sig optimistisk frem,
opsummerer han Storm P.’s tro på originaliteten som menneskets dyrebareste egenskab.
Det er et aspekt af livet, der kan synes uforeneligt med, ja rent ud fremmed for
et effektivt arbejdsmarkeds sofistikerede indretning. Men med hele den inderlighed,
naiviteten frembyder, ville Storm P. insistere på, at opslugningen heri kan være så total,
at enhver fylde siver ud af eksistensen. Personlighedens egenart (forskruet eller ej),
frihedstrangen (ekstrem som vagabondens eller ej), livskunstneren (artist eller ej) -
bærer enhver potentielt i sig. At vi ideelt set solidariserer os med artistens evne til at
kaste glans over tilværelsen, besmykker kun yderligere positionen som livskunstner.
Det, der står i linierne herover, er for den, der hører hjemme i et fællesskab, eller for
den, der står udenfor, teori og digt. Det ene eller det andet antager først betydning
under et frivilligt/ufrivilligt tab. Logikken heri er, at man ikke kan miste noget, man ikke
Ene sammen -
sammen ene 65