Karrieren i det uvisse.qxd - CA a-kasse
Karrieren i det uvisse.qxd - CA a-kasse
Karrieren i det uvisse.qxd - CA a-kasse
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Forskellen defineres i forhold til os selv som medlemmer af et socialt fællesskab med<br />
vedtagne regler og gældende normer - <strong>det</strong>, vi kalder samfun<strong>det</strong>. Til samfundsordenen<br />
hører netop den befriende tanke, at vi evner at skelne mellem normalt og unormalt, at<br />
et samfund lader sig lede af fornuftsprincipper, og at hver af os ser <strong>det</strong> formålstjenlige i<br />
at deltage i spillereglerne, næsten som et medlemskab: stå op om morgenen, gå på<br />
arbejde og her finde sin plads i geled<strong>det</strong>, der berettiger én til gage og med den<br />
adgangen til at realisere drømme fra børn til bil.<br />
For de håbefulde unge, der lod blikket vandre rundt i bille<strong>det</strong>, var <strong>det</strong> indlysende, at<br />
Storm P. havde moret sig med at spejle samfun<strong>det</strong>s grundliggende måder at organisere<br />
sig på i de forryktes opførsel. Udenfor i den fri tilværelse ses således unge mænd<br />
i mønstergyldig strækmarch (året 1938 var et godt tidspunkt for en ung mand at disciplinere<br />
sig som soldat - Hitler havde været ved magten i fem år), mens de forrykte<br />
udgør en ynkelig trup: én ser op, én anden ned, samtidig med at de slet ikke overholder<br />
de vedtagne mål, der gælder inden for militæret. Her findes øjensynlig ingen sikkerhed<br />
for, i hvilken retning de kunne finde på at vende geværet. Udenfor i vort samfund<br />
ser vi også en politiker, der taler sin sag på sin <strong>kasse</strong> over for en agitator indenfor,<br />
der anderledes medrivende får andre indsatte til at kaste sig i støvet. Udfal<strong>det</strong> ville<br />
være givet på forhånd, hvis denne galning blev sluppet fri og stillede op mod politikeren.<br />
Udenfor ridder en general højt til hest, mens et offer for storhedsvanvid paraderer<br />
med brystet fyldt med ordener på den anden side af muren. Denne vanvittige er åbenbart<br />
overtaget af den psykopatiske tanke, at <strong>det</strong> er ordener, der gør manden. Vi ser for<br />
os <strong>det</strong> samfundsnedbrydende i at introducere en sådan vildfarelse i vor hierarkiske<br />
præmiering af samfun<strong>det</strong>s ypperste - for hvem er hvem? Og ikke mindre foruroligende<br />
finder vi i de forryktes verden en olding, der med langt, hvidt skæg i bar skjorte har<br />
besteget en stol og herfra holder hånden over en medindsat, på hvis isse er anbragt en<br />
støvle. Denne mand har i sandhed fun<strong>det</strong> sin gud, men hvilken gud? Hvilken anstiftelse<br />
på den danske folkekirkes institution, hvis han sprang frit omkring.<br />
Det ville være nærliggende at antage, at den præsenterede parallelisering af situationerne<br />
indenfor og udenfor er Storm P.’s måde at sige, at vi alle sammen er tossede. En<br />
sådan besvarelse har givetvis lettet mange af eksaminanderne vejen til <strong>det</strong> forkætrede<br />
studium. Men hertil kan man indvende, at såfremt <strong>det</strong> havde været Storm P.’s opfattelse,<br />
hvorfor så male <strong>det</strong>? De tossede ville jo lige så lidt som vi udenfor føle sig beriget<br />
af nogen indsigt, for følgen er jo, at der ingen forskel er. Der er intet løfterigt i en sådan<br />
konstatering. Den synes at forudsætte et misantropisk menneskesyn og er stik kontrær<br />
med Storm P.’s brug af humoren som en forsonende og meget humanistisk gestus.<br />
I en signifikant <strong>det</strong>alje dybest inde i billedrummet afsløres derimod en helt anden forestilling,<br />
der i sandhed stak dybt i Storm P.: én af de forrykte er på vej over muren til<br />
vores tilværelse, men holdes tilbage af en anden med et smil. En antydning af, at<br />
murens adskillelse af de to verdener er reel. Hermed ledes perspektivet i stik modsat<br />
retning, nemlig bort fra samfun<strong>det</strong>s tilpassede. Formørkede, <strong>det</strong> er de forrykte, men de<br />
ved <strong>det</strong> ikke selv. De lader sig ikke indpasse i noget socialt kollektiv, så forskellige som<br />
de er. De er for os selve modbille<strong>det</strong> på den orden, der udmærker vores samfund. Med<br />
en sådan indfaldsvinkel udfritter bille<strong>det</strong> os underfundigt om vor tillid til egen ufejlbarlighed.<br />
For hvad er vi formørket af? Som i selvforsvar forceres vi til at klynge os til illusionen<br />
om, at vort samfund er opbygget på uomtvistelige værdier, som at indivi<strong>det</strong><br />
lader sig afrette til den store regelbundne orden i lighed med lovmæssigheden i en<br />
myretue.<br />
Også i <strong>det</strong> an<strong>det</strong> maleri, Tilbage til naturen (fig. 2), fra krigens sidste år, 1945,<br />
64 Ene sammen -<br />
sammen ene<br />
- Man skal aldrig svigte sine idealer<br />
-skønt meget er blevet betydeligt<br />
dyrere i den sidste tid!<br />
(1941)<br />
Fig. 2. Tilbage til naturen. 1945. Akvarel.<br />
Storm P.-Museet.