Karrieren i det uvisse.qxd - CA a-kasse

at næsten halvdelen af økonomerne efter en ledighedsperiode opnår job på et lavere
niveau, end det de forlod, subjektivt bedømt. Her er det sådan, at især længere ledighed
(6 måneder eller mere) samt højere alder øger risikoen for at ’træde nedad’ i virksomhedshierarkiet.
Dette resultat (længere ledighed øger risikoen for et lavere stillingsniveau)
stemmer godt overens med, at det også er vanskeligere efter nogle måneders
ledighed at komme ud af ledigheden.
Ledighed i karriereforløbet mindsker desuden chancen for senere at blive leder
signifikant. Men det bør dog tilføjes, at selv blandt økonomer med ledighedserfaring er
det stadig over halvdelen, som senere bliver ledere. Blandt de økonomer, der aldrig har
været ledige, er andelen, der bliver ledere, to tredjedele.
For økonomerne i almindelighed er implikationen ret klar: For det første, at ledighed
skal undgås, og hvis den ikke kan undgås, så forkortes så meget som overhovedet
muligt. Man skal ikke tage to måneder ekstra som ledig for at vente på ’drømmejobbet’,
det er bedre at komme i gang, også selv om jobbet måske er lidt ringere end det,
man havde forestillet sig. Det afgørende er nemlig ikke at få og blive siddende i et godt
job, det afgørende er at komme godt videre fra det nuværende job, godt som dårligt.
Endvidere det mere beroligende, at der altså ikke er ’dømt ude’ i forhold til et ledelsesjob,
fordi man bliver ledig. Oddsene er bare blevet forringet, ikke meget, men dog signifikant.
Længerevarende ledighed er klart noget skidt, idet skadevirkningerne dog er
betydelig mindre for dimittendledige end for øvrige ledige.
For virksomhederne er implikationen, at de roligt kan ansætte økonomer fra ledighed.
Ledige økonomer havner ikke i bunden af stillingshierarkiet, om end de har lidt
forringede chancer for at få egentlige lederjob.
For CA er konsekvensen omkring rådgivning, at de kan sige til de ledige økonomer,
at ledighed ikke invaliderer karrieremulighederne, selv om det bliver lidt mere ’op ad
bakke’.
11.3. Forsikringsmønstre og potentialer for rekruttering
Unge, nyuddannede økonomer (under 30 år) forsikrer sig i ringere grad end de tidligere
årgange, dvs. end dem der nu er 30-39 år. Medmindre de lader sig forsikre på et
senere tidspunkt, vil den generelle forsikringsgrad falde. For nogle af CA’s medlemsgrupper,
herunder HA’er og cand.merc.er, er der til gengæld tale om, at CA’s andel af
de forsikrede er størst blandt de unge under 30 år. Selv om CA således er godt med i
relation til de unge, er der fortsat et rekrutteringsgrundlag her – fx rettet mod kommende
dimittender.
Forsikringsgraden er markant højere blandt kvindelige økonomer end blandt
mandlige. Det er et træk, der afviger fra arbejdsmarkedet generelt set. Mændene føler
sig åbenbart i større sikkerhed i jobbet.
Mobiliteten mellem a-kasser har et meget begrænset omfang. Der er således få,
der skifter væk fra den a-kasse, som man eventuelt var i før økonomuddannelsen. Det
ses af den lave CA-andel blandt akademiøkonomer og HD’er. Her er der således et
rekrutteringspotentiale, idet den samlede forsikringsgrad for disse grupper ligger på
linje med de øvrige økonomgrupper.
Konklusion og
perspektivering 61