Vejen til fuldkommenhed

Vejen til
fuldkommenhed
Joseph Fielding
Smith (1876-1972)
Udgivet: 1966
[www.estrup.org - ID: T365 - TS: 2007-03-12 14:06]
Side 1

Forord
Side 2
I mange år har Genealogical Society of Utah udarbejdet studiemateriale for
slægtsforskning og tempelarbejde til brug for dem, der er interesseret i frelse for deres
afdøde slægtninge.
Meget af dette materiale er nødvendigvis blevet gentaget år for år, for genealogisk
arbejde er jo bygget på bestemte og uforanderlige principper. Den forskning, der går
ud på at finde frem til navne i gamle og ofte mugne optegnelser, kirkesogneregistre,
gravsten, familiebibler, breve, testamenter, skøder og mange andre kilder, ved hvilke
familier lænkes sammen fra slægt til slægt, er ved at udvikle sig til en kunst. I løbet af
de sidste firsindstyve år - eller siden ånden for alvor er kommet over folk, så de giver
sig til at søge efter deres forfædre i optegnelserne - er nye forskningsmetoder blevet
udtænkt og gamle forbedret, så genealogi i mange henseender har nået en status af
eksakt videnskab. Under sådanne forhold må alle vejledninger til dette forskningsemne
hovedsagelig følge de samme hovedlinier. Desuden er de regler og regulativer, der
gælder for tempelarbejde, fastlagt og ændres sjældent. Derfor er studievejledninger
om tempelarbejde og slægtsforskning næsten de samme fra det ene år til det andet. I
virkeligheden kunne man godt udarbejde en lærebog på en sådan måde, at den kan
bruges næsten permanent.
Udgivelsen af denne bog "Vejen til fuldkommenhed" er svaret på mange og
gentagne ønsker om en trosbefordrende bog om de lærdomsmæssige principper og
historiske emner, der retfærdiggør den centrale plads, frelse for levende og døde
optager i hver eneste Sidste Dages Helliges liv. Efter megen tøven lod forfatteren sig
overtale af bestyrelsen for Genealogical Society of Utah til at påtage sig et sådant
arbejde.
Evangeliets principper ændres ikke. Til udarbejdelsen af denne bog er benyttet
såvel tekster fra Kirkens lærdomme som de tidligere udsendte genealogiske
vejledninger. Denne bog er ikke et forøg på at bringe noget nyt. Ordinanser som dåb,
håndspålæggelse, ordination osv. er de samme i dag, som de har været gennem
alle slægter siden tidernes begyndelse. Alligevel er det en kendsgerning, at disse
principper, der aldrig forandres, i en vis forstand altid er nye. Alle, der glæder sig ved at
holde Herrens bud, glæder sig over enhver omtale af disse principper. De bliver aldrig
trætte af at høre om dem. Gamle og kendte ting klædes i nyt - de præsenteres ikke
nødvendigvis altid på samme måde. Og det er altid anvendelsen af de evangeliske
sandheder i menneskets tilværelse, der giver dem deres væsentligste betydning. Det
er mit håb, at studiet af og diskussionerne om de her fremførte principper, vil inspirere
Sidste Dages Hellige til at være årvågne over for deres privilegier og pligter, til at leve
livet mere værdigt og til at blive mere ivrige i Guds tjeneste.
Joseph Fielding Smith
Salt Lake City, Utah, August 1, 1931

1. Kapitel
Vejen til fuldkommenhed
Side 3
Vi glæder os jo, når vi selv er magtesløse, men I stærke, og også dette beder vi om,
at I må blive fuldkomne." - 2 Kor. 13:9.
Vejen til fuldkommenhed
Frelserens ord i Bjergprædikenen: "Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader
er fuldkommen," har tjent som tekst for mangen en prædiken. Vi har fået forklaret,
at Hans mening er, at vi i dette liv skal prøve på at udføre enhver pligt og holde
enhver lov, og derved bestræbe os for at blive fuldkomne i vor sfære, således som
Faderen er fuldkommen i sin. Dette er alt sammen godt og rigtigt, men er det nok? Mon
Herren begrænsede sine udtalelser til at gælde vore nuværende hverdagshandlinger?
Naturligvis kan vi ikke finde noget forkert ved denne fortolkning så langt, som den
rækker, for Skrifterne inspirerer os virkelig til fuldkommenhed i vort jordiske liv. Paulus
forklarer for eksempel i sit brev til de hellige i Efesus, at Frelseren i Kirken har sat
apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere "for at gøre de hellige fuldt beredt til
deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være ét i
troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi
kan rumme Kristi fylde." (EF. 4:11-13.) Desuden skrev han til de hellige i Korint: "Derfor
skriver jeg dette, medens jeg er borte fra jer, for at jeg ikke, når jeg er hos jer, skal
bruge strenghed ifølge den myndighed, Herren har givet mig til at bygge op og ikke til
at bryde ned. I øvrigt, brødre, glæd jer, vær fuldt beredte, lad jer formane, vær enige,
hold fred, så skal kærlighedens og fredens Gud være med eder." - 2 Kor. 13:10-11.
Lad os gå fremad til fuldkommenhed
Men skal vi begrænse betydningen af disse vor Herres ord til disciplene til kun at
gælde for dette liv? Jeg kan godt lide at sætte dem i forbindelse med en anden
bemærkning fra den samme tale, for jeg synes, de er nær forbundne: "Men søg først
Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. " Flertallet af
menneskeheden søger hellere det, som hører dette liv til, end de søger Guds rige og
Hans retfærdighed; men som medlemmer af Kirken er det vor pligt at berede os for
evigheden. Jo mere fuldkomment vort liv er her, des nærmere fuldkommenheden vil det
blive der. Hvis vi har udøvet fuldkommenhedens principper og søgt at gøre Faderens
vilje her, vil vi finde det mindre vanskeligt at fortsætte ad samme vej, når vi kommer på
den anden side af denne jordiske sfære. Men hvori består nu menneskets fulde pligt?
Prædikeren siger: "Enden på sagen, når alt er hørt, er: frygt (elsk) Gud og hold hans
bud! Thi det bør hvert menneske gøre. Thi hver en gerning bringer Gud for retten, når
han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt. " (Præd. 12:13-14.) Og
Hebræerbrevets forfatter siger: "Lad os derfor uden at forlade Kristi lærdomsprincipper
gå fremad til fuldkommenhed, idet vi ikke igen lægger grundvolden med omvendelse
fra døde gerninger og tro på Gud." -Hebr. 6:1. H.S.I.V.
Skal vi ikke fortsætte mod fuldkommenhed efter opstandelsen? Er der ikke givet os
det løfte, at vi - dersom vi er trofast i alle ting - skal blive Jesus Kristus og Faderen lig. "
Se, hvor stor en kær lighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn, og vi er det.
Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke har kendt ham. I elskede, nu er vi Guds
børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han

Side 4
åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er. Og enhver, der har
dette håb til ham, renser sig selv, ligesom Han er ren. "(1 Joh. 3:1-3.) Dette blev sagt
til dem, som havde sluttet pagt med Herren om at tjene Ham, og som var blevet Guds
børn gennem deres lydighed. Johannes forklarede dem, at når Kristus kommer, vil de
blive Ham lige, det vil sige rene og hellige. Og så, når vi kommer gennem opstandelsen,
går vi videre mod fuldkommenheden gennem fortsat trofasthed, således som vi læser
i Hebræerbrevet.
Udvikling I evigheden
De Sidste Dages Hellige tror på denne udvikling i evigheden, indtil vi til sidst gennem
kundskab, visdom, ydmyghed og lydighed bliver værdige til at blive Gud lige og derefter
få det privilegium at blive lige med Ham i kraft, magt og herredømme (L&P 76:95)
og besidde alt, hvad Faderen har (L&P 84:38) som medlemmer af "den Førstefødtes
menighed" (L&P 76:54,94). Når altså sådanne mægtige velsignelser er lovet dem,
som er villige til at holde hele loven indtil enden, skal de så ikke fortsætte på
fuldkommenhedens vej efter opstandelsen, indtil de når fylden og skal blive vor evige
Fader lig?
Præsident Brigham Young forkyndte, at "enhver mand og kvinde, som har talent og
skjuler det, vil blive kaldt en lad tjener. Udvid dag for dag den kapital, du har. Det er vor
pligt at virke i forhold til, hvad vi er i stand til at modtage." Han sagde også:" Jeg vil aldrig
ophøre med at lære, så længe jeg lever; heller ikke, når jeg kommer til åndeverdenen.
Men der skal jeg kunne lære med langt større lethed, og når jeg modtager mit legeme
igen, skal jeg lære tusinde gange mere på tusinde gange mindre tid, hvorefter jeg ikke
har i sinde at ophøre med at lære." Føj til alle disse ubegrænsede muligheder den
kendsgerning, at vor tidligere kundskab, som var blevet taget fra os, skal vende tilbage,
således som præsident Joseph F. Smith forkyndte. (Se "Saturday Night Thoughts.")
Eftersom, det forholder sig således - og der er ingen rimelig grund til ikke at tro det
- vil vi have et vidunderligt kundskabsforråd at bygge på, for hvem ved, hvor længe
vi tilegnede os lærdom i den allerede svundne evighed, da vi vandrede sammen med
Gud, vor Fader?
En anden tanke, som præsident Young har fremført er værd vor overvejelse.
Jeg tror på en Gud, som har magt til at ophøje og herliggøre alle, som tror på
Ham; og som er trofaste i at tjene Ham til deres dages ende; thi det gør dem til
guder, ja, til Guds sønner, og i denne forstand er der også mange guder, selv
om der for os kun er én Gud og én Herre, Jesus Kristus, en Frelser, som kom
i tidernes midte for at forløse jorden og menneskenes børn fra den såkaldte
arvesynd, der blev begået af vore første forældre, og for at tilvejebringe alle
tings genoprettelse gennem sin død og lidelse og også for at åbne livets,
frelsens og ophøjelsens porte på vid gab for alle de troende, at de kan bo i
Faderens og Sønnens nærhed i evighed. - Discourses. p. 31-32.
Hvorledes man udvikler sig til fuldkommenhed
I Ordsprogene læser vi, at "den vise høre og øge sin viden, den forstandige vinde sig
levekunst", og at " Herrens frygt (kærlighed til Herren) er kundskabs begyndelse, dårer
ringeagter visdom og tugt." - Ordspr. 1:5,7.
Gennem åbenbaring til Joseph Smith lærte Herren de hellige at vedblive i bøn og
faste:

Og jeg befaler, at I skal undervise hinanden i rigets lære.
Lær flittigt, og min nåde skal ledsage jer, så I kan blive mere fuldkomment
undervist i Evangeliets teori, principper, lære og lov og i alle ting, som tilhører
Guds rige og er nyttigt for jer at forstå. - L&P 88:77-78.
Side 5
For at de hellige kunne opnå dette og få størst muligt gavn deraf, fik de befaling om
at bygge et hus, hvori de kunne holde deres højtidelige sammenkomster og lære om
rigets anliggender. Videre sagde Herren:
Og da ikke alle har tro, så søg med flid og lær hinanden visdoms ord; ja, søg
visdom i de allerbedste bøger, søg efter kundskab ved læsning og ved tro.
Organiser jer, bered alt, hvad der behøves, byg et hus, et bedehus, et
fastehus, et troens hus, et lærdommens hus, et herlighedens hus, et ordens
hus, ja, et Guds hus. - L&P 88:118-119.
Al denne instruktion er givet for at hjælpe os til at blive fuldkomne, og de hellige
bliver yderligere belært om at ophøre med al letfærdig tale, støjende overdreven latter,
kødeligt begær, stolthed og onde handlinger. De skulle holde sig moralsk, åndeligt og
fysisk rene gennem behørig lydighed mod de love, der er givet dem. Derved ville de
blive helliget således, at de kunne bo i Herrens nærhed. Hvis vi er i stand til at gøre alt
dette, ville vi virkelig kunne blive regnet for fuldkomne i vor sfære og være så meget
længere fremme mod fuldkommenhed i det celestiale rige. "Enhver, der har dette håb
til ham, renser sig selv, ligesom han (Kristus) er ren, "skrev Johannes, og han tilføjer:
"Enhver, der bliver i ham, synder ikke; enhver, der synder, har hverken set ham eller
kender ham."
De skal kende evighedens undere
Herren har lovet at åbenbare alle sit riges hemmeligheder for dem, som flittigt
søger Ham. "Ja, endog evighedens undere skal de skue, og jeg skal vise dem det
tilkommende, ja, hvad der skal ske i mange slægtled. Deres visdom skal være stor,
og deres forstand nå til himlen; og for dem skal de vises visdom forgå, og de kloges
forstand blive til intet. Thi jeg vil oplyse med min ånd, og gennem min kraft skal jeg
tilkendegive dem min viljes hemmeligheder, ja, det, som intet øje har set eller øre hørt,
og som ikke er kommet ind i noget menneskes hjerte." L&P 76:7-10
Det er umuligt for mennesket på nuværende tidspunkt at forstå storheden i disse
forjættelser, for der vil være mange af de "skjulte undere", han ikke vil kunne forstå; til
sidst vil alt dog blive åbenbaret den trofaste. Men vi ved, at den forjættelse er givet, at
den, som vandrer i lyset af Ånden, ikke vil blive bedraget, og for ham vil mange af Guds
hemmeligheder blive åbenbaret, det vil sige, at han vil få kundskab om ting, som den
utro ikke forstår og ikke kan forstå. Linje på linje tilegner vi os kundskab og visdom. Thi
dersom I holder mine bud, " sagde Herren, " skal I modtage af hans fylde og forherliges
i mig, som jeg er forherliget i Faderen; derfor siger jeg til jer, at I skal modtage nåde for
nåde. ..... Sandhedens ånd er af Gud. Jeg er sandhedens ånd.... Og ingen kan modtage
en fylde uden at holde hans bud. Den, som holder hans bud, modtager sandhed og
lys, indtil han er forherliget i sandheden og kender alt." -L&P 93:20-22, 26-28.
Kristi medarvinger
Her har vi altså den forjættelse, at vi ved lydighed og tro skal opnå en fylde af al sandhed
og blive Kristus lig, således at vi som medarvinger skal dele "alt, hvad Faderen har"

Side 6
med Ham. Vi skal blive Guds sønner og døtre, der nyder den fylde af herligheden i det
righoldige eller fuldkomne liv, som Kristus kom til verden for at give os.
Vi skal i denne bog behandle Evangeliets principper, pagterne og den livsførelse
der kræves af dem, som søger at komme tilbage til Faderens og Sønnens nærhed.
Kun, hvis vi holder os på den snævre vej, vil vi finde glædens fylde og det liv, som er
fuldkomment. Dette er det mål, som alle, der i sandhed elsker Herren, søger at nå; ved
flittig og trofast tjeneste og ved at holde ud til enden, skal de nå det.

Mellem to forhæng
2. Kapitel
Mellem to forhæng
Side 7
For nylig afbildede en tegner en mand her i jordelivet som en ensom vandrer, der
forvirret famlede sig frem langs med en smal sti mellem to vældige, sorte forhæng.
Forhænget bag ham bar den problematiske indskrift: "HVAD, var der FØR fødslen?"
Forhænget foran ham spurgte: "HVAD, er der EFTER døden?"
Med denne tegning fulgte en artikel, hvori det blev erklæret, at mennesket intet
kender til en tilværelse før fødselen; og når det jordiske liv er endt, er han bestemt til
at skulle indgå i det hemmelighedsfulde rige, som intet menneske har kundskab om.
Dr. James R. Nichols har udtalt: "Menneskene befinder sig på en lille planet, der
hvirvler gennem verdensrummet: men hvor de kommer fra er et mysterium, som
mennesket ikke kan løse. Bort set fra de hebraiske krøniker er der ingen bog, hvor
gammel den så end er, der rummer nogen beretning om menneskets skabelse, som
det er værd at beskæftige sig med, og der findes ingen spor i sten eller metaller,
ingen inskriptioner eller afbildninger noget sted i verden, der kan give os nøglen til
løsning af det dunkle spørgsmål om menneskeslægtens oprindelse. Meteorerne, disse
mærkelige gæster fra himmelrummet, der glødende nedkastes på jordskorpen - kan
lige så lidt besvare vore spørgsmål, som de lærdeste professorer kan." - (Whence,
What, Where?" p.1.)
Digteren har udtrykt det således:
"En liden tid med kærlighed og smil,
med lys og liv, med glæde og med smerte,
derefter følger rædsel for det ydre mørke,
og støvet vender tilbage til støvet.
Da vil det ringere liv blive som det fornemmere,
og den, som elsker livet, vil slutte sig til haderen.
Dette ene sker før eller senere,
og ingen ved, om det bliver tab eller vinding."
A. L. Gordon.
Vi kunne fortsætte med at give udtryk for menneskets synspunkter vedrørende liv
og død, hvad der var f ør, og hvad der mon følger efter.
En mere lovende udsigt
Selv om det, som Lehi siger, er sandt, at vi alle til sidst må gennem gravens
hemmelighedsfuldhed, "hvorfra ingen vandrer vender tilbage," har vi dog som følge af
Herrens barmhjertighed en mere lovende og opmuntrende udsigt end den, der her er
udtrykt, af den, som ikke ledes af Evangeliets ånd.
Vi ved meget om livet før vor fødsel til denne verden. Vi forstår meget om det liv, der
følger efter legemets opløsning. "Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, da er vi
de ynkværdigste af alle mennesker," har Paulus sagt. Alle mennesker elsker livet; det
er Guds store gave til enhver skabning. Om det så er insekterne, vil de kæmpe for livet
og beskytte sig mod deres dødsfjender. Ønsket om at leve bor i mennesket som en

Side 8
gave fra Gud, og dette ønske er ikke begrænset til den jordiske tilværelse. Det er sandt
nok, at der er nogle, som håber på, at der ikke er noget liv efter døden, men det kan
med sikkerhed siges, at det kun er de fordærvede, de, som frygter for at møde straffen
for deres onde gerninger. De, som lever retfærdigt, vil fuldt ud forstå Ruskin's ord: "Der
findes ingen anden rigdom end livet - livet, med al dets kærligheds magt, dets glæde
og beundring." Montgomery udtrykker ønsket om udødelighed med disse ord:
"Hvem af dem, der nogen sinde har levet
kunne udholde ikke mere at være til?
Og dog - hvem ville igen betræde den scene,
han før betrådte i livets spil?"
Vi levede engang I guds nærhed
Da Adam blev sat på denne jord, blev al hans tidligere kundskab taget fra ham. Men
Herren har kundgjort os, at Adam levede før og gjorde sine erfaringer som Mikael, den
store fyrste, der blev valgt til at stå som den menneskelige families overhoved på denne
jord som Den Gamle af Dage. Også vi gjorde vore erfaringer og levede i Guds nærhed,
hvor vi vandrede i beskuelse. Da vi kom ind i denne verden, glemte vi ligeledes alt og
måtte begynde på ny. I dette liv må vi vandre i tro, ikke i beskuelse, og velsignelserne
ved Faderens direkte nærværelse er os nægtet.
Nu har vi vor prøvetid
Til trods for dette og for, at forhængene er trukket for på begge sider af os, har Herren i
sin kærlige nåde og omsorg for os, sendt budbringere, der opholder sig i Hans nærhed,
til os for at give os de nødvendige belæringer, således at vi, om vi er trofaste, til sidst kan
komme tilbage til Hans nærhed. Hvis vi er utro og uvillige til at lytte til Hans sendebuds
røst eller til at søge Åndens vejledning, som Han har lovet at give alle, der søger Ham
flittigt, står vi uden undskyldning. Som guldet i smeltediglen skal vi prøves og lutres,
men slaggerne vil blive kastet ud.
"Men se, jeg siger jer, at jeg, Gud Herren, forskånede Adam og hans sæd for
at lide den timelige død, førend jeg, Gud Herren, sendte engle for at forkynde dem
omvendelse og forløsning gennem troen på min enbårne Søns navn.
Og således beskikkede jeg, Gud Herren, mennesket dets prøvetid, for at det gennem
den naturlige død skulle oprejses til udødelighed og evigt liv, ja, så mange, som ville tro.
Og de, der ikke tror, til evig fordømmelse; thi de kan ikke forløses fra deres åndelige
fald, fordi de ikke omvender sig." (L&P 29:42-44.)
Vi er ikke, således som tegneren illustrerer, overladt til at famle i forvirring uden
nogen oplysning om, hvad der gik forud eller hvad der vil komme herefter. Den
kundskab, vi har, om hvad der gik forud, og hvad der vil følge, vil delvis danne emnerne
for de følgende lektioner.

Den mest værdifulde arv
3. Kapitel
Den mest værdifulde arv
Side 9
Og han sagde fremdeles til mig: "De er opfyldt. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og
enden. Den, der tørster, vil jeg give kilden med livets vand uforskyldt.
Den, som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min
søn." - Joh. Åb. 21:6-7.
Der var engang to brødre, som var velsignet med at have ædle forældre. Disse
sønner blev oplært i retfærdighedens principper, og faderen havde lovet dem, at alt,
hvad han havde, skulle blive deres ejendom. Men den yngste var utålmodig og sagde til
sin fader: "Fader! giv mig den del af formuen, som tilkommer mig." Så skiftede faderen
ejendommen imellem dem. Nogle få dage senere samlede den yngste søn alt sit og
rejste til et land langt borte, og der ødte han hele sin formue væk i et udsvævende liv.
Så længe han havde noget, fandt han venner - troede han da - som hjalp ham med at
bruge pengene. Da det hele var brugt, forsvandt vennerne naturligvis også. Der blev
nu en vældig hungersnød i landet, og den tåbelige søn led sørgelig nød, men kunne
ikke finde anden beskæftigelse end at vogte svin. "Og han ønskede at fylde sig med de
bønner, som svinene åd; og ingen gav ham noget." Da han havde lidt hårdt og længe
og således havde haft tid til at sammenligne sin tilværelse med den, han havde ført i
sin faders hus, hvor tjenerne havde overflod af !rød, sagde han: "Jeg vil stå op og gå
til min fader og sige til ham: 'Fader! jeg har syndet imod himmelen og over for dig, jeg
er ikke længer værd at kaldes din søn, lad mig gå som en af dine daglejere! ' "
Så rejste han tilbage; hans fader så ham, da han endnu var langt borte, og han
løb ham i møde med stor glæde, fordi sønnen var vendt tilbage. Og drengen sagde:
"Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at
kaldes din søn." Men faderen græd og bad sine tjenere om at komme med klæder til
at iklæde den ryggesløse søn, som havde omvendt sig fra sine synder. Derefter gjorde
den barmhjertige fader forberedelser til en fest, hvortil han inviterede hele sit hus og
alle sine venner, for at de kunne glæde sig med ham, "thi", sagde faderen, "min søn
her var død, men er blevet levende igen; han var fortabt, men er fundet igen."
Medens de således gjorde sig lystige, blev den ældste søn ude på marken, for han
følte sig såret og mente, at han var blevet uretfærdigt behandlet. Denne ældre broder
regnede uden tvivl med, at faderen nu igen ville dele sin ejendom med den yngre søn.
Da faderen opdagede, at den ældste søn ikke ville komme ind i huset, gik han ud i
marken og bønfaldt ham om at komme ind. Men sønnen svarede: "Se, nu har jeg tjent
dig så mange år, og jeg har aldrig overtrådt nogle af dine bud, og mig har du aldrig givet
et kid, så jeg kunne være glad sammen med mine venner. Men da denne din søn kom,
som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger, så slagtede du fedekalven til
ham." Men den kloge og retfærdige fader svarede ham: "Mit barn! du er altid hos mig,
og alt mit er dit. Men nu burde vi glæde og fryde os, fordi din broder var død, men er
blevet levende, og var fortabt, men er fundet igen." -Luk. 15:11-32.
Alt, hvad faderen har
Således lærer vi, at der er glæde i himmelen over enhver synder, som omvender sig;
men de, som er trofaste og ikke overtræder nogen af budene, skal arve "alt, hvad

Side 10
Faderen har", medens de, som kunne være blevet sønner, men som gennem deres
"ryggesløse levned" forspilder deres arv, kan komme tilbage gennem omvendelse til
frelse og blive tjenere, men de arver ikke ophøjelse som sønner.
Den vidunderlige beretning om den fortabte søn er næsten overalt blevet tolket
forkert. Hvor ofte har man ikke hørt den udtalelse fra sekteriske talerstole, at fordi den
yngre søn overtrådte loven og begik næsten enhver synd men så omvendte sig, ville
det gå ham bedre end hans ældre broder, som ikke syndede. For mange går den
virkelige belæring i denne lignelse tabt. Den yngste søn bad om sin del af arven og
fik den. Han drog ud og bortødslede den i et ryggesløst levned. Da hans formue var
sluppet op, tvang legemlige lidelser og nedværdigelse ham til omvendelse. Havde hans
formue varet længere, havde han fortsat sit syndige levned så meget længere. Det er
ikke nødvendigt at gentage alle beretningens enkeltheder. Det må være tilstrækkeligt
at sige, at da han vendte tilbage, modtog hans fader ham, men han lovede ikke at
genindsætte ham i arvens fylde; dette fremgår klart af det svar, han gav den lydige:
"Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit."
Guds største gave
Der er nogle mennesker, der arver velstand gennem deres fædres flid. Andre bliver
ved arv ophøjet til verdslige troner, til magt og høj rang blandt medmennesker. Atter
andre søger at arve verdslig kundskab og berømmelse ved egen flid og udholdenhed,
en der er en arv, som er mere værd end alt andet; den arv, som er evig ophøjelse.
Skriften siger, at evigt liv - som er det liv, vor evige Fader og Hans Søn, Jesus Kristus
er i besiddelse af - er Guds største gave. Kun de, som er renset fra al synd, vil blive
det givet. Det er lovet dem, "som sejrer ved tro og bliver beseglet ved forjættelsens
Helligånd, som Faderen udgyder over alle dem, der er retskafne og sanddru. Det er
disse, som er den Førstefødtes menighed. Det er disse, i hvis hænder Faderen har
givet alt." -(L&P 76:52-55.)
Disse bliver præster og konger, Guds sønner, og "alt er deres, det være sig liv eller
død, det nærværende eller det tilkommende, alt er deres, og de er Kristi, men Kristus
er Guds. Og de skal overvinde alt." - Ibid. v. 59-60.
Paulus skrev til de hellige i Rom:
"Thi alle, som drives af Guds Ånd, er Guds børn.
I modtog jo ikke en ånd, der giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men
I modtog en Ånd, der giver barnekår, og i den råber vi: 'Abba, Fader! '
Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn.
Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger,
så sandt vi lider med ham, så vi også kan herliggøres med ham." - Rom.
8:14-17.
Den pris vi må betale
Det er således ganske klart, at disse den evige arvs herlige velsignelser, hvorved vi
bliver Guds sønner og medarvinger med Jesus Kristus til "alt, hvad Faderen har," ikke
kommer til os undtagen gennem vor villighed til at holde budene og endog lide med
Kristus, om det gøres nødvendigt. De, som aspirerer til evigt liv - Guds største gave
- forventes med andre ord at lægge alt, hvad de har, på alteret, hvis det skulle kræves;

Side 11
og skulle det blive krævet, at de skal nedlægge deres liv for Hans sag, vil de alligevel
aldrig dermed kunne betale Ham for de overmåde mange og store velsignelser, som
gives og loves på grundlag af lydighed mod Hans love og bud.

Organiserede intelligenser
4. Kapitel
Organiserede intelligenser
Side 12
Og nu, efter de mange vidnesbyrd, som er blevet givet om Ham, er dette det sidste
vidnesbyrd, som vi giver om Ham: at Han lever!
Thi vi så Ham ved Guds højre hånd, og vi hørte røsten, som vidnede, at Han er
Faderens Enbårne,
at ved Ham, gennem Ham og af Ham eksisterer og skabtes verdenerne, og at deres
indbyggere er sønner og døtre, ødt af Gud. (L&P 76:22-24)
Lord Kelvin - Sir William Thompson - den fremragende, engelske matematiker og
fysiker har udtalt: "Vi tror fuldt og fast på, at der nu er, og fra umindelige tider har været
mange verdener med liv foruden vor egen." Det synes umuligt, at der nogen sinde
skulle kunne herske tvivl om denne sandhed, når man en klar, mørk aften skuer ud i
universet og ser de utallige sole, som vi kalder stjerner, der sender deres lysstråler langt
ud i verdensrummet. Når vi betænker universets umådelige størrelse og de millioner af
stjerner, der nu er kendt og kortlagt, opstår ganske naturligt den tanke hos de fleste af
os, at alt dette i sandhed er Guds hænders værk, og at det er blevet skabt med Hans
eget formål. Hvorledes kan mennesket, når han ser himmelens herligheder, komme
til det resultat, at der ikke findes nogen styrende hånd, ingen højere myndighed, som
styrer og regerer? Hvorledes kan han endvidere tro, at alle disse umådelige og ordnede
myriader af verdener er blevet skabt uden nogen bestemt plan?
Med rette har salmisten sagt:
Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk.
Dag bærer bud til dag, nat lader nat det vide.
Uden ord og uden tale, uden at lyden høres, når himlens røst over jorden
vide, dens tale til jorderigs ende. - (Salme 19:1-5).
Sikkert er det, at der ikke er noget sted på jorden, hvor ikke beviset på den
allerhøjeste og evige Faders herlighed og storhed er blevet forkyndt gennem de
velordnede og storslåede himle.
Hvorfor verdener er skabt
Disse umådelige verdener, hvoraf mange er flere tusinde gange større i omkreds end
vor sol, blev sandelig ikke skabt blot for at vise denne verdens beboere Guds herlighed;
men vi er overbevist om, at hver af dem i sig selv er midtpunktet og den styrende helhed
for utallige verdener med deres myldrende liv. Alexander Pope har i sit "Essay on Man"
fremført sandheden i følgende poetiske sprog:
Den, som kan gennemtrænge det umådelige rum,
se verdener på verdener danne ét univers,
bemærke, hvorledes system passer i system,
hvorledes andre planeter omkredser andre sole,
hvilke forskellige skabninger, der befolker hver eneste stjerne -
kan fortælle os, hvorfor Himmelen har dannet os, som vi er.

Side 13
Da Pope skrev disse linjer, vidste han ikke, at der blandt dødelige mennesker har
været nogle, som havde gennemskuet det umådelige verdensrum, set "verdener på
verdener" og lært om de res beboere. Takket være Herrens nåde og barmhjertighed er
dette virkelig tilfældet. Når svage mennesker begynder at drage slutninger vedrørende
universets og dets beboere udelukkende baseret på de erfaringer, vort jordiske liv
er underlagt, vil de ganske givet tage fejl. Hvis hvalen midt i det store ocean kunne
ræsonnere, ville den måske sige, at der ikke kunne være noget liv uden for det våde
element. ørkenens krybdyr ville måske sige, at ingen skabning kunne leve undtagen
i det glødende sand. Hvis vi ville slutte, at alle skabninger i det vældige univers er
underlagt vore jordiske love, ville vi være lige så tåbelige som hvalen eller firbenet.
Herren viste Abraham de store himmellegemer. Han så dem i al deres majestætiske
storhed bevæge sig gennem verdensrummet i fuldkommen orden. Nogle var sat til at
styre, andre til at lyde, men der var en vis forbindelse mellem dem. Den guddommelige
Lærer lærte ham at fatte deres tider og årstider samt formålet med at skabe dem.
På et senere tidspunkt gav Herren Moses lignende undervisning og sagde til ham:
Utallige verdener har jeg skabt, og jeg skabte også dem i mit eget øjemed,
og jeg skabte dem ved Sønnen, som er min Enbårne. ....
.... Himlene er mange, og de kan ikke tælles for mennesker, men for mig er
de talte, thi de er mine.
Ligesom en jord skal forgå (d.v.s. overgå til sin bestemte herlighed), så skal
en anden fremkomme, og der er ingen ende på mine gerninger eller på mine
ord.
Thi se, dette er min gerning og herlighed - at tilvejebringe udødelighed og
evigt liv for mennesket. -Moses 1:33, 37-39.
Af dette skriftsted kan man slutte, at Herren skabte disse utallige verdener med det
formål at befolke dem med sine børn; her kunne de til sidst opnå udødelighed og evigt
liv, og det er dette, der er Hans storslåede gerning og ære. Eftersom dette er sandhed,
gør mennesket forkert i at sige, at det kun er en uendelig lille brøkdel af universet, der
egner sig som bolig for mennesket. Det er heller ikke sandt, at livet kun er et biprodukt
af universet, således som visse lærde mænd har sagt. Som følge heraf lærer vi af det
vers fra afsnit 76 i Lære og Pagter, som vi før har citeret, at beboerne af disse utallige
verdener er avlet som Guds sønner og døtre.
Intelligenser organiseret før verden blev dannet
Så meget ved vi om universets beboere; men Herren har i sin visdom for en stor del
begrænset vor kundskab til vor egen lille plet af en planet. "Men jeg giver dig kun en
beretning om denne jord og dens indbyggere," sagde Herren til Moses. Kundskaben om
denne jord og dens beboere er ikke begrænset til den nuværende, jordiske tilværelse.
Herren fortalte disse gamle profeter, at der var mange intelligenser (menneskers
ånder), og at de var organiseret, før den verden, hvori vi nu lever, blev dannet. Blandt
disse intelligenser "var der mange af de ædle og store". Eftersom der blandt de
mange "utallige verdener" findes fuldkommen lydighed og orden, idet enhver udfører
sin mission ifølge lov, så herskede der endvidere også orden og lydighed blandt disse
intelligenser. I forudtilværelsen fik vi undervisning om alt vedrørende livet, som kunne
gives os i den tilstand. Menneskene var organiseret omtrent på samme måde, som vi
er organiseret i Guds rige her. Blandt menneskenes ånder var der højere intelligenser,
der var udvalgt til at handle med myndighed. Handlefrihed blev givet mennesket, så

Side 14
han kunne handle for sig selv; alligevel vandrede vi i beskuelse i vor evige Faders
nærhed. Af Ham og af Hans Søn Jesus Kristus blev vi undervist og modtog kundskab.
Jordelivets privilegium
I hin forrige tilstand blev den store frelsesplan forelagt os, og vi ventede med længsel
på, at tiden skulle komme, da vi kunne gå videre til jordelivet, idet vi vidste, at vi
ikke kunne nå til fuldkommenhed på nogen anden måde. Der var imidlertid visse farer
forbundet med at søge vejen til fuldkommenhed. I forudtilværelsen blev vi gjort bekendt
med, at mennesket ville blive prøvet her på jorden. Han ville blive anbragt midt i både
retfærdighed og synd. Han ville blive stillet over for fristelsen med alle dens listige
påfund. Mange ville lytte til sandhedens fjendes lokken og således ikke opnå at leve
det fuldkomne liv; men de, som holdt ud i denne anden tilstand, ville blive velsignet
med det evige livs herlighed og finde vejen til fuldkommenhed.

5. Kapitel
Livets vej
Side 15
Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren, deres Gud, vil
befale dem. - Abraham 3:25.
Livets vej
At vi havde en forudtilværelse og boede i vor evige Fader og Hans Søn Jesu Kristi
nærhed er åbenbaret for os i Skrifterne. Denne lære skal findes i Bibelen, men i den
nuværende, forvanskede form, hvori denne lære gives os i denne bog, er det vanskeligt
for dem, som ikke har fået oplysning gennem anden åbenbaring, at fatte den. I den
henseende er Kirkens medlemmer heldige, for Herren har fremstillet princippet om
en forudtilværelse meget tydeligt i de åbenbaringer, som vi har fået gennem profeten
Joseph Smith. Det er en fornuftig lære, ligesom alle Evangeliets principper er fornuftige.
Den burde sandelig appellere til alle mennesker, fordi den er sand; og dog er der
meget få i verden, der godkender den. Mange tror, at ånden bliver skabt i eller omkring
ved fødselsøjeblikket. Læren om eksistensen af en evig ånd, der bebor det jordiske
tabernakel, er det ganske almindeligt, at folk tror på; ligeledes at ånden fortsætter
med at leve efter legemets død. Det er mærkeligt, at kun så få tror, at mennesket
eksisterede, før denne verden blev dannet, når ovennævnte lære er så almindelig
antaget.
Ånderne uskyldige i begyndelsen
Digteren Wordsworth gav et inspirerende glimt af denne evige lære, da han skrev
følgende:
Vor fødsel er kun en søvn og en glemsel
den sjæl, der opstår med os, vor livsstjerne,
har haft sin bolig et andet sted
og kommer langt borte fra.
Ikke i fuldstændig glemsel
og ikke i yderste nøgenhed,
men ad spor gennem herligheds skyer kom vi
fra Gud, hvor vi har vort hjem.
- Ode on the Intimations of Immortality.
Som digteren siger, kan der være øjeblikke, da glimt af erindring om hine forrige
dage kommer til os, men Herren har af en eller anden god grund taget erindringen
om denne åndelige verden fra os. I Faderens nærhed vandrede vi i beskuelse. Vi
stolede på Ham, anerkendte Hans råd og frydede os i Hans og Hans elskede Søns
nærværelse. "Og nu, sandelig siger jeg jer: Jeg var i begyndelsen hos Faderen og
er den Førstefødte. Og alle, der er født af mig (d.v.s. som accepterer Evangeliet),
skal have del i samme herlighed og udgøre den Førstefødtes menighed. I var
også i begyndelsen hos Faderen; det som er ånd, endog sandhedens ånd. .....Hver
menneskeånd var uskyldig i begyndelsen, og da Gud havde forløst mennesket fra
faldet, blev menneskene i den spæde alder atter uskyldige for Gud." - L&P 93:21-23,38
Længtes efter en fylde af glæde

Side 16
Denne åbenbaring viser, at i begyndelsen var alle menneskers ånder uskyldige. Hvor
må det have været en lykkelig tilstand! Men den skulle ikke vare for evigt. I virkeligheden
kunne vi ikke til fulde nyde lykke eller glæde, fordi vore ånder endnu ikke havde
påtaget sig deres kødelige tabernakler, hvorved det bliver muligt for dem at blive
fuldkomne. Herren siger: "Thi mennesket er ånd. Grundstofferne er evige, og ånd og
grundstof, uadskilleligt forbundet, modtager en fylde af glæde. Men om de adskilles,
kan mennesket ikke modtage en fylde af glæde." (Ibid.v.33-34). Derfor var det umuligt
for de forud-eksisterende ånder at modtage en fylde af glæde. Det er lige så umuligt
for os i dette jordeliv at modtage en fylde af glæde, fordi ånden og legemet ikke er
uadskilleligt forbundet.
Den evige livsplan fremstillet
Der måtte derfor ske en forandring. Der blev truffet forberedelser til, at vi kunne
gennemgå denne jordiske prøvetilstand, idet vi antog kødelige tabernakler, for at vi
kunne gå videre mod fuldkommenhed. For at denne forandring kunne finde sted, og
for at vi kunne få de dermed følgende velsignelser, var det nødvendigt, at vi også
kom i berøring med smerte, fristelse og synd. I åndeverdenen kunne vi ikke lide
legemlig smerte og forstå de forskellige tilstande, der er særegne for jordelivet. For at få
kundskab om disse ting måtte vi opleve dem. Faderen meddelte os derfor frelsesplanen
gennem sin Søn. Hele formålet med tilværelsen blev forklaret for os i et stort råd, der
blev holdt i Himmelen. Vi blev oplyst om, at vi, når vi kom til denne verden, ville komme
til at lide under dødelighedens onder. Blandt disse onder var, at vi ville blive prøvet og
fristet, og kun de, som var villige til at forblive i Herrens pagter, som ville blive givet
os her, skulle blive begunstiget med igen at vende tilbage til Hans nærhed. Vi fik at
vide, at mange ville svigte, fordi de ville være eftergivende over for synd og afvise
Faderens råd; de kunne kun opnå deres ophøjelse ved at fortjene den. Vi skulle få vor
handlefrihed, og derfor ville hvert enkelt menneske, have den rettighed selv at vælge,
om han ville holde Herrens bud, eller om han ville være oprørsk og følge synden. Alle
ville imidlertid blive belønnet i forhold til deres gerninger og blive ophøjet i samme grad.
Det er blevet os forklaret, at i dette store råd glædede vi os, da denne plan blev
fremstillet for os, "og alle gudssønner råbte af glæde". (Job. 38:7). Da Frelseren
fremførte denne plan, sagde Han "til dem, som var med Ham: 'Vi vil gå ned, thi der er
rum der, og vi vil tage af disse materialer og danne en jord, hvorpå disse kan bo. Og vi
vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren, deres Gud, vil befale
dem. Og de, der består deres første prøvestand, skal gives mere, og de, der ikke består
deres første prøvestand, skal ikke få herlighed i samme rige som de, der består deres
første prøvestand; og de, der består deres anden prøvestand, skal tildeles herlighed
over deres hoveder i al evighed'." -Abraham 3:24-26.
Oprør I himmelen
Således blev planen forelagt, men den blev - sørgeligt nok - ikke godkendt af alle
ånderne. Lucifer, morgenrødens søn, som havde en højt betroet stilling og et stort
ansvar, nægtede at godtage planen. Esajas siger om ham: "Nej, at du faldt fra himlen,
du strålende morgenstjerne, fældet og kastet til jorden, du folkebetvinger! Du, som
sagde i hjertet: 'Jeg stormer himlen, rejser min trone deroppe over Guds stjerner, tager
sæde på stævnets bjerg i yderste nord, stiger op over skyernes højder, den Højeste
lig." -Es.14:12-14.
Herren gav Moses en mere detaljeret beretning om dette oprør. Da det blev bekendt,
at mennesket ville falde - og at det derfor blev nødvendigt med en forløser - samt at

Side 17
nogle af ånderne ville gå tabt for Guds rige, blev spørgsmålet om udnævnelse af en
sådan Forløser taget under overvejelse. Og Herren sagde til Moses:
Denne Satan, som du befalede i min Enbårnes navn, er den samme, som var
fra begyndelsen; og han kom til mig og sagde: Se, her er jeg, send mig, jeg
vil være din søn, og jeg vil forløse hele menneskeheden, så ikke en eneste
sjæl skal fortabes, og jeg vil visselig gøre det. Giv mig derfor din ære.
Men se, min elskede Søn, som var min elskede og udvalgte fra begyndelsen,
sagde til mig: Fader, ske din vilje, og din være herligheden evindelig.
Derfor, fordi Satan gjorde oprør mod mig og søgte at tilintetgøre menneskets
handlefrihed, som jeg, Gud Herren, havde givet ham, og ligeledes fordi han
ville, at jeg skulle give ham min egen magt, sørgede jeg for, at han skulle
nedstyrtes ved min Enbårnes magt.
Og han blev Satan, ja, endog Djævelen, al løgnens fader, for at bedrage og
forblinde menneskene og føre dem fangne efter sin vilje, endog så mange,
som ikke vil lytte til min røst." - Moses 4:1-4.
Denne samme Lucifer sørgede også for, at en tredjedel af de himmelske hærskarer
fulgte ham, og
han blev "Fortabelse", og de, som fulgte ham, kaldes fortabelsens sønner, fordi de
er i oprør mod Faderen, og de får ikke den begunstigelse at få legemer, fordi de ikke
bestod deres første prøve. Juda har skrevet om dem:
Og de engle, som ikke bestod deres første prøve, men forlod deres bolig,
har han holdt forvaret med evige lænker i mørket indtil dommen på den store
dag." - v.6. (King James' Version).
Søger at lede menneskeheden vild
I mellemtiden har de den mission her på jorden at friste og prøve menneskeheden,
og i deres ondskabs bitterhed bestræber de sig for at nedbryde Herrens Værk og lede
menneskenes sjæle til samme ødelæggelse og elendighed, som de selv befinder sig
i. Men deres tid er kort. Snart vil Satan blive bundet, så han ikke skal have magt til at
friste noget menneske. (L&P 101:28). Men de retfærdige skal bo hos Lammet og have
del i Hans herligheds fylde.

6. Kapitel
Før-jordisk forberedelse
Side 18
Thi hvis nogen af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først hen og regner ud,
hvad det vil koste - om han har nok til at få det færdigt? For har han lagt grunden uden
at fuldføre det, så vil alle, som ser det give sig til at spotte ham." - Luk. 14:28-29.
Før-jordisk forberedelse
I en stor del af den såkaldte kristne verden synes der at herske det besynderlige begreb,
at Faderens planer blev tilintetgjort af Satan, da han fristede Adam, hvilket bragte
mennesket til fald. Præ ster har skrevet og talt en hel del om faldets frygtelige synd, og
om hvorledes denne verden ville have gået videre befolket med myriader af beboere,
der ville have levet i fortsat fred og lykke, hvis ikke Adam havde overtrådt befalingen.
I Overensstemmelse med den guddommelige plan
En sådan trosopfattelse forekommer alle Kirkens medlemmer at være meget mærkelig,
for Skrifterne erklærer, at Faderen kendte enden fra begyndelsen:
Kom i hu, hvad er forudsagt før, thi Gud er jeg, ellers ingen, ja Gud, der er
ingen som jeg,
der forud forkyndte enden, tilforn, hvad der ikke var sket, som sagde: 'Mit råd
står fast, jeg fuldbyrder al min vilje'. -Es. 46:9-10.
Ikke blot blev denne jord planlagt, som en arkitekt planlægger sin bygning, men
hele dens skæbne og dens indbyggeres skæbne var overvejet og kendt af Den store
Arkitekt, før dens grundvold blev lagt. Vor evige Fader var ikke ved at udføre et
eksperiment, da denne verden blev til. Det var ikke tilfældigt, den blev dannet. Den
er ikke det første af Hans skaberværker. Millioner og atter millioner af verdener som
denne blev ført ind i tilværelsen, før vor jord fremstod. Ethvert skridt blev taget i
overensstemmelse med den guddommelige plan, og den plan var en evig plan, der
var blevet fulgt under dannelsen af andre verdener - utallige for menneskene. I andre
verdener var frelsesplanen blevet forelagt. Her medvirker vi i velkendte scener, som
er nye for alle dødelige mennesker, men som er velkendte både for Faderen og for
Sønnen. - Se Moses 1:33, 37-38.
Denne jord lyder en celestial lov
Det var i overensstemmelse med planen, at denne jord skulle lyde et celestialt riges
lov, at den, når den havde opfyldt det, den var beregnet til, til sidst skulle blive bolig for
celestiale væsener. Den har været tro mod sin lov, og Herren har sagt:
Og sjælens forløsning sker gennem Ham, der levendegør alting, i hvis hjerte
det er besluttet, at de fattige og sagtmodige på jorden skal arve den.
Derfor må den helliggøres for al uretfærdighed og beredes for den celestiale
herlighed.
Thi efter at den har opfyldt formålet med sin skabelse, skal den blive kronet
med herlighed, ja, med Gud Faderens nærværelse,

så at legemer, der tilhører det celestiale rige, må eje den til evig tid, thi i dette
øjemed blev den skabt og i det øjemed er de helliggjort: L&P 88:17-20.
Evangeliet en fuldkommen frelsesplan
Side 19
Frelsesplanen er en evig plan. Dens principper forandres ikke. Fremgang sker i harmoni
med dem - ikke i modstrid med dem. De blev opstillet af en erfaren bygmester, som
havde nået fuldkommenhedens stade.
Frelseren sagde til Joseph Smith:
Så siger Herren, jeres Gud, Jesus Kristus, den store JEG ER, Alfa og Omega,
begyndelsen og enden, den, der skuede evighedens vide udstrækning og alle
himlens serafiske skarer, førend verden blev til;
Han, som kender alt, thi alt er nærværende for mine øjne.
Jeg er den, der talte, og se, verden blev til, og alting kom gennem mig." -L&P
38:1-3.
Mulighed for alle til at høre det
Herren sørgede for, at alle mennesker kunne få anledning til at høre Evangeliet, fordi
Han kender enden fra begyndelsen. Desuden vidste Han, at mange ville forlade dette
liv uden at høre Evan geliet, og der måtte derfor træffes foranstaltninger, så de kunne
få det at høre. Hvis menneskene fra begyndelsen havde været villige til at lytte til de
belæringer og befalinger, Herren sendte dem, ville der ikke have været noget stort
behov for at udbrede dette evangeliske budskab i åndeverdenen blandt dem, som
har forladt dette jordeliv, for så ville praktisk talt alle have taget imod det her. Under
sådanne forhold kunne falske lærdomme og kirker, oprettet af mennesker, ikke være
blevet oprettet. Menneskene ville være blevet oplært i sandhedens lys i stedet for i
menneskelige traditioner og verdens visdom.
Mange generationer uden evangeliet
Det var Faderen og Hans Søns ønske, at det skulle have været sådan, men de vidste,
at den tilstand ikke kunne forventes. De vidste, at når menneskene kom i kontakt med
fristelse og synd, og når de blev forledt af al retfærdigheds fjende, ville mange af dem
svigte og vende sig bort fra Herrens bud. Jesus Kristus kaldes "Lammet", som er slagtet
fra verdens grundlæggelse". Adam lærte sine børn Evangeliets principper og at tro
på den forløsning, som skulle komme gennem Jesu Kristi forsoningsværk. Han gjorde
sit bedste for at lede dem på retfærdighedens stier, men - siger Skriften - Satan kom
iblandt dem og sagde: "Jeg er også en Guds søn; og han befalede dem og sagde:
Tro det ikke, og de troede ikke, og de elskede Satan mere end Gud. Og fra den tid af
begyndte menneskene at blive kødelige, sanselige og djævelske."
Under disse forhold kom slægt efter slægt til verden uden kundskab om Evangeliet.
Børn måtte lide for deres fædres synder. Måske ville de fleste af dem alligevel være
fulgt i deres fædres fod spor og have forkastet Frelsesplanen, hvis den var blevet dem
tilbudt. De, som hørte det, forkastede det virkelig på nogle få undtagelser nær. Ikke
desto mindre er alle, som døde uden at nyde den begunstigelse berettiget til at høre
det uden hensyn til den kendsgerning, at døden havde domfældet dem og forskrevet
dem til fængslet. Skulle de nu forblive der til evig tid uden befrielse? Nej, vor evige

Side 20
Fader havde sørget for midlerne til deres befrielse, og også det havde Han gjort før
denne verdens grundvold blev lagt.
Befrielse beredt for de døde
Eftersom det er blevet forkyndt, at "der er en lov, uigenkaldelig fastsat i himlen før
denne jords grundvold blev lagt, ifølge hvilken alle velsignelser er forjættede. Og når
vi opnår en velsignelse fra Gud, så er det ved lydighed mod denne lov, ifølge hvilket
den er forjættet," så må vi altså overgive vor dom til denne guddommelige fuldmagt.
At modtage Evangeliets ordinanser er væsentligt for ophøjelse, og derfor må alle
mennesker, som søger en plads i Guds rige, nødvendigvis rette sig efter loven. Der
kan ikke gøres nogen undtagelse med hensyn til de døde, som gik bort uden at have
haft mulighed for at adlyde Evangeliet, men som var kompetente til at forstå det. De
må ligesom de levende rette sig efter loven. Derfor har Herren meddelt os, at Han i
denne store Tidernes Fyldes Forvaltning vil bekendtgøre, hvilken fremgangsmåde der
skal benyttes for at tilvejebringe deres forløsning.
Der findes ordinanser henhørende til menneskenes frelse, men dem kan verden
ikke modtage. Herren har forbudt os at kundgøre dem, thi de er forbeholdt de trofaste.
Og dog var disse ordinanser og pagter kendt og beredt, før jordens grundvold blev lagt.
Herren har sagt: "Thi jeg vil i nåde åbenbare min kirke ting, der har været skjult fra
verdens begyndelse, og som hører ind under tidernes fyldes uddeling." (L&P 124:41,
smlgn. 128:18). Herren sagde desuden også, da Han belærte Profeten angående
ordinanserne til frelse for de døde:
I synes måske, at denne ordning er meget omstændelig, men lad mig sige
jer, at den kun er i overensstemmelse med Guds vilje, når den udføres i
overensstemmelse med den forordning og forberedelse, som Herren har
besluttet og beredt før verdens grundlæggelse, til frelse for de døde, der dør
uden kundskab om Evangeliet. - L&P 128:5.
Videre står der skrevet:
..... thi jeres døde skal dømmes i overensstemmelse med bøgerne efter
deres gerninger, hvad enten de har udført forordningerne i egen person
eller gennem stedfortrædere efter de forordninger, Gud har indstiftet til deres
frelse, førend verdens grundvold blev lagt, i overensstemmelse med de
optegnelser, de har ført over deres døde. v. 8.
Flere sandheder skal åbenbares
Herren har endvidere sagt, at Han - foruden de pagter, der har været skjult for verden
fra begyndelsen, men som er blevet åbenbaret for de hellige i fordums tid - vil åbenbare
ting for os, "som aldrig har været åbenbaret fra verdens begyndelse, det som har været
skjult for de vise og forstandige". Når De Sidste Dages Hellige er villige til at holde
Herrens bud fuldstændigt og vandre efter Hans love af hele deres hjerte, da vil disse
ting blive åbenbaret, ikke blot for de voksne, men også for de "umyndige og diende".
Og når enden kommer, og Herren gør "alle ting" kendt for os, "kostbare ting ovenover
og nedenunder, i jorden, på jorden og i himlen", da vil vi opdage, at vor Fader kendte
enden fra begyndelsen, Hans plan er en fuldkommen plan til frelse for enhver skabning,
både mennesker og dyr og for den jord, hvorpå vi bor.

7. Kapitel
Bestemmelse af slægtslinje
Side 21
Og da han gik videre, så han en mand, som havde været blind fra fødselen. Hans
disciple spurgte ham og sagde:
'Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?.
- Joh. 9:1-2.
I Forudtilværelsen blev ånderne inddelt
Vi har gennem Herrens ord til Abraham lært, at ånderne blev inddelt i forudtilværelsen.
Det vil sige, at der var nogle, som var mere intelligente end andre, andre var mere
trofaste, medens nogle ligefrem gjorde oprør, mistede deres rang og det privilegium at
måtte gå videre til det andet prøvestadium. Således lød Herrens ord:
Således også hvis der eksisterer to ånder, og den ene skal være mere intelligent
end den anden, så har dog disse to ånder, selv om den ene er mere intelligent end
den anden, ingen begyndelse; de eksisterede forud, de skal ikke have nogen ende, de
skal eksistere herefter, thi de er gnolaum eller evige. Og Herren sagde til mig: Disse
to kendsgerninger står fast, at der findes to ånder, den ene mere intelligent end den
anden; der må også findes en, som skal være mere intelligent end de; jeg er Herren,
din Gud, jeg er mere intelligent end dem alle." - Abraham 3:18-19.
Det er også kendt, at en tredjedel af himmelens hærskarer gjorde oprør og fulgte
Lucifer. "..... Thi se, djævelen var til før Adam, thi han gjorde oprør mod mig og sagde:
Giv mig din ære, som er min magt; og en tredjedel af himlens hærskarer vendte han
bort fra mig på grund af deres handlefrihed. Og de blev nedstyrtet, og således blev
djævelen og hans engle til." -L&P 29:36-37.
De, som ikke var tapre, blev berøvet de største privilegier
Blandt dem, som faldt, må der have befundet sig nogle højere intelligenser. Lucifer
var selv en af denne klasse, og det var derfor, det var muligt for ham at påvirke så
mange af sine med-ånder. Hvor mange, der næsten lod sig overtale, var ligegyldige
og som sympatiserede med Lucifer, men ikke fulgte ham, ved vi ikke. Skrifterne er
tavse på det punkt. Det er imidlertid rimeligt at antage, at der var mange, som ikke stod
tappert ved Mikaels side i den store kamp for at bevare handlefriheden og planen om
ophøjelse af den del af menneskeheden, som gjorde sig fortjent dertil - selv om de ikke
åbenlyst gjorde oprør. Denne konklusion kan vi forsvare med flere skriftsteder, som
synes at pege i den retning. Mennesket havde sin handlefrihed, og det var den, der
lå til grund for, at en tredjedel af hærskarerne gjorde oprør. Vi drager ganske naturligt
den slutning, at der blandt de to tredjedele var andre, som ikke viste den loyalitet
over for deres Forløser, som de burde. Deres synd var ikke af en sådan art, at den
gjorde dem fortjent til den store straf, der blev pålagt Djævelen og hans engle. De blev
ikke nægtet den begunstigelse at komme i det andet prøvestadium, men de fik lov til
at overgå til jordelivet - dog med visse begrænsninger. At for eksempel negrene er
under visse begrænsninger på grund af deres holdning i åndernes verden, er der ikke
mange, der vil betvivle. Det kan ikke betragtes som retfærdigt, at de skulle berøves
Præstedømmets magt, medmindre det var en straf for en eller anden handling eller
handlinger, som de havde begået, før de blev født. Alligevel kom de hertil uskyldige for
Gud ligesom alle andre ånder, der kommer til denne verden, uskyldige, for så vidt den

Side 22
jordiske tilværelse angår, og her kan de - under visse begrænsninger - selv udarbejde
deres anden prøvetilstand. Hvis de viser sig trofaste i denne prøvetid, vil vor evige
Fader, som er retfærdig og sand, uden tvivl belønne dem i overensstemmelse dermed,
og der vil være nogle af ophøjelsens velsignelser beredt for dem.
Nogle syndede før fødselen
Denne lære, at mennesket kunne og i mange tilfælde syndede, før han blev født,
var noget, man godt forstod i fordums tid. Vi har tilfælde, hvor man stillede Frelseren
spørgsmålet med hensyn til den mand, der var født blind. Hvis dette spørgsmål havde
været upassende og læren falsk, ville Frelseren have rettet det ved at sige: "Der tager
I fejl, for intet menneske kan synde, før han bliver født." Men det sagde Herren ikke;
derimod syntes læren at være underforstået og bekræftet i Hans svar: Hverken han
eller hans forældre har syndet; men det er sket, for at Guds gerninger skal åbenbares
på ham."
Intet bevis I skriften på valg I forudtilværelsen
Der findes imidlertid ikke i Skriften noget forsvar for den tro, at vi havde det privilegium
at vælge vore forældre og vor livsledsager i åndeverdenen. Denne opfattelse er der
nogle, som har forsvaret, og det er muligt, at den er rigtig i visse tilfælde; men det ville
kræve alt for megen anstrengelse af fantasien at tro, at det er sådan i de fleste tilfælde
- for slet ikke at tale om dem alle. Det er mest sandsynligt, at vi er sat der, hvor de, som
havde myndighed dertil, bestemte, at vi skulle være. Vor handlefrihed kan ikke have
strakt sig til, at vi kunne vælge forældre og efterkommere.
Ekko fra evigheden
Ældste Orson F. Whitney har omtalt en interessant side af dette spørgsmål. Jeg citerer
hans ord:
Hvorfor drages vi mod visse personer og de mod os, som om vi altid havde
kendt hinanden? Er det en kendsgerning, at vi altid har kendt hver andre? Er
der, når alt kommer til alt, noget om det meget misbrugte udtryk "slægtskab",
og er dette "noget" grundlaget for dets påstand? Det er i hvert fald lige så
logisk at se tilbage på kære forbindelser, som det er at se frem til dem. Vi
tror, at bånd, der er blevet knyttet i dette liv, vil holde i det tilkommende; men
hvorfor så ikke tro, at vi knyttede lignende bånd, før vi kom her til verden, og
at i det mindste nogle af dem er blevet genoptaget i denne tilværelse?
Når jeg har truffet en eller anden, som jeg aldrig f ør har mødt, har jeg undret
mig over, at den pågældendes ansigt forekom mig så bekendt. Mere end én
gang har jeg, når jeg hørte en ædel tanke udtrykt, følt mig i harmoni med den,
været betaget af den og følt det, som om jeg altid havde kendt den, selv om
det ikke var muligt for mig at erindre, at jeg nogen sinde før havde hørt den.
Det samme er tilfældet med visse melodier; de er som ekko fra evigheden.
Jeg vil ikke påstå, at kendskabet til disse ting i alle tilfælde stammer fra
forudtilværelsen, men som den ene tanke drager den anden med sig, opstår
disse spørgsmål i ens sind.
Når det gælder Evangeliet, føler jeg mig mere positiv. Hvorfor sagde
Frelseren: "Mine får kender min røst?" Mon et får nogen sinde kender hyrdens
røst, hvis det aldrig har hørt den røst før? Mon ikke de, som elsker sandheden,

og til hvem den appellerer stærkest, kendte den i et tidligere liv? Det mener
jeg. Jeg tror, at vi kendte Evangeliet, f ør vi kom her, og at det er derfor, det
lyder så bekendt.
Tidligere erfaringer indvirker på de valg vi træffer her I livet
Præsident Joseph F. Smith sagde til ældste Whitney:
Jeg godkender med glæde Deres tanker vedrørende ånders slægtskab.
Vor kundskab om personer og ting, før vi kom hertil, i forening med den
guddommelighed, der vækkes i vor sjæl gennem lydighed mod Evangeliet,
på virker efter min mening vore sympatier og antipatier stærkt og indvirker
gunstigt på de valg, vi træffer i løbet af vort liv, forudsat vi lytter nøje til Åndens
påmindelser.
Alle disse fremragende sandheder, der så stærkt påvirker vor forstand og
vort hjerte, synes kun at være en opvågnen af åndens erindringer. Kan vi
lære noget her, som vi ikke vidste, før vi kom hertil? Er ikke midlerne til
kundskab i den første prøvetilstand lig dem, der findes i den anden? Jeg
tror, at ånden før og efter denne prøvetilstand ejer bedre, ja, mangefold
bedre hjælpemidler til opnåelse af kundskab, end medens den er lænket og
lukket inde i dødelighedens fængsel. Jeg tror, at vor Frelser havde en forud
kundskab om alle de omskiftelser, Han ville komme ud for, medens Han var
i sit jordiske tabernakel.
Hvis Kristus vidste dette på forhånd, så vidste vi det også. Men da vi kom her,
glemte vi alt, for at vor handlefrihed i sandhed kunne være fri til at vælge godt
eller ondt, så vi selv kunne fortjene belønningen for vort valg og vor adfærd.
Men ved Åndens kraft, ved Kristi forløsning gennem lydighed, fanger vi ofte
et glimt af den udødelige sjæls opvågnende erindringer, der oplyser hele vort
væsen som med herlighed fra vort forrige hjem. - Era.23:101. og Gos. Doc.
15-16.
Forudbestemmelse til nation eller stamme
Side 23
Vor plads blandt stammerne og nationerne blev øjensynligt anvist os af Herren. At der
skete en sådan anvisning, før jordelivet begyndte, finder vi en erklæring om i Skrifterne.
Visse ånder blev udvalgt til at komme gennem Abrahams slægt, og dette valg blev
truffet i begyndelsen. Der blev også truffet andre valg, og nationerne blev bestemt ved
rådene i Himmelen. Da Paulus talte på Areopagus, sagde han til athenerne:
Athenere! jeg ser, at I i alle måder er ivrige i jeres gudsdyrkelse.
Thi da jeg gik omkring og tog jeres helligdomme i øjesyn, fandt jeg blandt
andet et alter med den indskrift: FOR EN UKENDT GUD. Det, som I således
dyrker uden at kende det, det forkynder jeg jer.
Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den, han, som er Himmelens
og jordens Herre, bor ikke i templer, gjorte med hænder,
han tjenes heller ikke af menneskers hænder, som om han trængte til noget,
han, som jo selv giver alle liv og ånde og alt andet.
Og han lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på
hele jordens flade, og hen fastsatte tider og landegrænser for dem. - Ap. G.
17:22-26.

Side 24
Hvis Herren fastsatte grænserne for nationernes folk, så må der være foregået en
udvælgelse af ånder til at danne disse nationer. Moses har forkyndt det samme, men
tydeligere:
Kom fortidens dage i hu, agt på henfarne slægters år; spørg din fader, han
skal berette, dine gamle, de skal fortælle dig!
Da den Højeste gav folkene eje, satte skel mellem menneskenes børn,
bestemte han folkenes grænser efter tallet på Guds genner,
men Herrens del blev Jakob, Israel hans tilmålte lod. -5. Mos. 32:7-9.
Hvis grænserne blev bestemt i forhold til antallet af Israels børn, og de var Herrens
del (d.v.s. dem, Han havde indgået pagt med), da Herren opdelte Adams sønner, må
det være blevet gjort, før dette jordeliv begyndte. For i hine fordums dage, da denne
opdeling blev foretaget, eksisterede nationen Israel endnu ikke på jorden.
Udvalgte ånder gives den begunstigede slægtslinje
Er det ikke rimeligt at antage, at Herren ville lade de udvalgte ånder komme gennem
de bedste nationer? Er det ikke også rimeligt at tro, at mindre værdige ånder ville
komme gennem mindre begunstigede slægtslinjer? Forklarer dette ikke for en stor
del de forskellige farvede racer og grader af intelligens, man finder på jorden? Gør
Herren ikke det bedste, Han kan, for jordens befolkning ud fra retfærdighedens og
barmhjertighedens love? For i sin nåde har Han en frelse med en vis grad af ophøjelse
selv for hedningerne og for dem, som dør uden lov. Man må imidlertid ikke overse det
faktum, at disse forhold i verden i høj grad er dikteret af oprør og tilsidesættelse af
Guds love i dette liv. Der er sket tilbagegang for menneskeheden, fordi de har forkastet
den Almægtiges råd og bud. Fremgang er for en stor del sket, fordi menneskene i
det mindste delvis har været villige til at vandre i lyset af guddommelig inspiration.
Desuden: Trods den kendsgerning, at Herren valgte en bestemt nation som sin "del",
og at Jakob blev "Hans arvelod", var den Almægtige også god mod andre nationer og
højnede dem ved at sprede Israels blod iblandt dem. På denne som på andre måder
blev nationerne velsignet som Abrahams sæd.

8. Kapitel
"Disse vil jeg gøre til mine fyrster"
Side 25
Og her er måden, de blev beskikket på: De var kaldet og beredt fra verdens begyndelse
efter Guds forudviden på grund af deres store tro og gode gerninger. .... Og således er
de blevet kaldet til dette hellige kald for deres tros skyld. - Alma 13:3-4.
Ikke alle har de samme gaver
Præsident Joseph F. Smith sagde engang: "For så vidt som tingene på jorden ikke
er blevet forvansket gennem ugudelighed, er de afbilleder af tingene i Himmelen.
Himmelen var forbilledet på dette skønne skaberværk, da det kom fra Skaberens hånd
og blev erklæret for 'godt'." Den megen oplysning, som det har behaget Herren at give
os, bekræfter dette synspunkt. Vi ser omkring os forskellige grader af intelligens. Der
er ikke to personer, der er ens. En udmærker sig i musik, én anden som maler eller
som matematiker, én som mekaniker og én som statsmand. Det er almindeligt at høre
en eller anden sige om en ven: "Han er den fødte musiker," eller "Han er født gartner."
Der er ikke noget af det, jeg sår, der vil vokse," sagde en af mine bekendte, "men alt,
hvad min nabo lægger i jorden, udvikler sig til det fuldkomne." En begavet kunstner
ville næppe have succes som landmand, og en mand, der elsker jorden, ville måske
slå helt fejl som kunstner. Herren sagde: "Thi alle har ikke fået hver gave; for der er
mange gaver, og enhver har fået en gave gennem Guds Ånd." - L&P 46:11.
Karaktertræk udviklet i åndeverdenen
I lignelsen om talenterne anvender Herren denne meget betydningsfulde fremstilling:
"Det er nemlig her som med en mand, der skulle rejse udenlands og kaldte sine tjenere
til sig og betroede dem sin formue; en gav han fem talenter, en anden to, en tredje én,
hver efter hans evne." Disse karaktertræk er vi uden tvivl født med. Vi udviklede med
andre ord visse karaktertræk i åndeverdenen, før dette jordeliv begyndte. I det forrige
liv var der nogle, som var flittigere i udførelsen af deres opgaver. Nogle var mere lydige
og trofaste i overholdelse af budene. Andre var mere intellektuelle og atter andre viste
større lederevner end andre. Nogle viste større tro og villighed til at tjene Herren, og
det var blandt dem, Herren valgte lederne.
De mest værdige valgt til ledere
Det var dette forhold, der gjorde, at Herren sagde til Abraham:
Disse vil jeg gøre til mine fyrster; thi Han stod midt iblandt dem, som var ånder,
og Han så, at de var gode. Og Han sagde til mig, Abraham: Du er en af dem;
du blev udvalgt, før du blev født. - Abraham 3:23.
Der er nødt til at være ledere, præsiderende embedsmænd, og nogle, som er
værdige til at have ledelsen og som kan tage den. I løbet af den tid, vi opholdt os i
forudtilværelsen, var vi ikke blot der, hvor vi kunne udvikle vore forskellige karaktertræk,
og hvor vi kunne vise vor værdighed - eller manglende værdighed; men vi var også der,
hvor en sådan udvikling blev iagttaget. Det er rimeligt at antage, at der var organiseret
en kirke der. De himmelske væsener levede i et fuldkomment ordnet samfund. Hver
eneste vidste, hvor han havde sin plads. Præstedømmet var uden tvivl overdraget og
lederne valgt til at virke. De ordinanser, der hørte til denne forudtilværelse, blev krævet,

Side 26
og Guds kærlighed var fremherskende. Under sådanne forhold var det naturligt for vor
Fader at skelne og vælge dem, som var mest værdige og vurdere hver enkelts talenter.
Han vidste ikke blot, hvad hver enkelt af os kunne gøre, men også hvad hver enkelt af
os ville gøre, når vi blev sat på prøve og fik et ansvar overdraget. Så da tiden kom, da
vi skulle bo på jorden som dødelige, var alle ting beredt og Herrens tjenere udvalgt og
ordineret til deres respektive missioner. -
Paulus skrev til de hellige i Efesus:
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i Kristus har velsignet os
med al den himmelske verdens åndelige velsignelse.
Thi før verdens grundvold blev lagt, har han udvalgt os i ham til at være hellige
og uden dadel for hans åsyn. - Ef. 1:3-4.
Ordineret til de store missioner
Det var, fordi Faderen forstod disse karakteregenskaber og evnerne hos de ånder, der
stod for Ham, at Han var i stand til at vælge sine fyrster, idet "Han stod midt iblandt dem,"
før jorden fremstod. Ikke blot blev Kristus udvalgt som det Lam, der skulle slagtes,
men Adam blev valgt til at stå som overhoved; han blev kaldt "fyrsten Mikael" og fik
overdraget frelsens nøgler "under den Helliges råd og vejledning, Han, som er uden
dages begyndelse og livs ende."
Ældste Orson F. Whitney har i sit episke digt Elias meget smukt skildret vor Forløsers
udvælgelse og Adams kaldelse i følgende, betagende ord:
En skikkelse, hvori styrke er blandet med styrke,
af ydmygt, men dog guddommeligt udseende,
en, hvis åsyns herlighed overgår
solens glans ved middagstid.
Hans hår er hvidere end havets bølgeskum
eller alpetoppens sne.
Han talte - og folk blev endnu mere alvorligt lydhøre,
stilheden endnu mere stille.
"Fader! " - stemmen lød som musik,
klar som den rislende lyd
af bjergbækken, når den strømmer ned
fra den jomfruelige snes højder.
"Fader," lød den, "eftersom én skal dø
for at forløse dine børn,
medens jorden, der endnu er uformet og øde,
skal frembringe pulserende liv -
Og den mægtige Mikael først skal falde,
for at det dødelige menneske kan blive til,
og Du skal sende den udvalgte Frelser:
Se, her er jeg - send mig!
Jeg beder Dig - og jeg søger ingen belønning -
frels dem, som dengang var mine;
mit er det frivillige offer,
Din den uendelige herlighed og ære."
Vi læser i Skrifterne, at Esajas, Jeremias og andre blev kaldet, før de blev født,
til at være profeter for Israel og for nationerne. Dette gælder også alle profeterne fra

Side 27
Adam til vore dage. Joseph Smiths mission blev kundgjort for Josef, Jakobs søn, da
han boede i Ægypten, flere hundrede år før Israel fremstod som nation. Det var ikke
blot Joseph Smiths gerning, der blev nævnt, men hans navn blev nævnt og hans faders
før ham af denne trofaste Jakobs søn, som gennem sin retskaffenhed blev velsignet
med fødselsret i Israel gennem alle tider.
Herren viste Job ubetinget tillid og vidste, at Job ikke ville svigte Ham. Hvorledes
kunne Han vide det? Ikke alene på grund af de karaktertræk, som Job viste i denne
verden, men gennem samværet med ham i de utallige år i forudtilværelsen, hvor denne
gamle tjener med værdighed beviste tålmodighed i Herrens nærværelse.
"De troendes fader"
Hvilken vidunderlig kompliment er der ikke givet Abraham:
Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine børn og sine
efterkommere at vogte på Herrens vej ved at øve retfærdighed og ret, for at
Herren kan give Abraham alt, hvad han har forjættet ham. - 1. Mos. 18-19.
Dette kunne siges om Abraham, fordi han var kendt som "trofast", da han stod midt
iblandt intelligenserne, før verden var, for det var der, han blev udvalgt som en af de
store til at være en fyrste på jorden.
Det højere kald
Når vi sender missionærer ud i verden, bliver de ordineret og beskikket til denne
gerning. Nogle rejser ud med vor fulde tillid. Vi ved, at de ikke vil svigte, for vi kender
deres retskaffenhed. Andre, som drager ud med samme ordination og beskikkelse,
følges ikke af den samme, stærke tillid fra vor side. Således er det også med de ånder,
som kommer til jorden. Alle er ordineret eller beskikket til deres jordiske mission. De
er ikke alle kaldet til at være profeter for nationerne. Kyrus var kaldet og blev nævnt af
Esajas mere end hundrede år, før han blev født. Herren kaldte ham sin "tjener", fordi
Han havde en gerning for ham at udføre, men den var ikke inden for Præstedømmet,
men som verdslig regent for at fremme Herrens hensigter. Hvor meget bedre er det
ikke at blive kaldet med et højere kald i Guds rige!

9. Kapitel
Den første åbenbaring af evangeliets plan
Side 28
Men se, jeg siger jer, at jeg, Gud Herren, forskånede Adam og hans sæd for at lide den
timelige død, førend jeg, Gud Herren, sendte engle for at forkynde dem omvendelse
og forløsning gennem troen på min enbårne Søns navn. - L&P 29:42.
Evangeliet forkyndt for adam
I modsætning til den almindelige antagelse, blev Jesu Kristi Evangelium først forkyndt
for Adam. Det er en ganske almindelig opfattelse, at Evangeliet blev forkyndt for
første gang af vor Herre under Hans tjenestegerning i Palæstina, og at det kom
for at erstatte et eller andet system, der havde virket siden Adams dage og indtil
Jesu Kristi komme. Da Frelseren kom til verden, fremholdt Han ikke en ny plan for
menneskehedens frelse, men Han kom for at gengive det, som var blevet taget bort
på grund af tidligere tiders folks frafald og hårdhjertethed. Vi har allerede lært, at
frelsesplanen, der var baseret på menneskets fald og på Jesu Kristi forsoningsværk,
blev forkyndt for ånderne i forudtilværelsen. Da frelsesplanen blev forelagt i Det store
Råd, "jublede morgenstjernerne til hobe, og alle gudssønner råbte af glæde". Da Adam
var blevet drevet ud af Edens Have og dermed udelukket fra Herrens nærhed, blev
der sendt engle til ham, som skulle åbenbare forløsningsplanen Desværre er vor bibel,
som vi har den i dag, meget mangelfuld i sin fremstilling af denne kendsgerning. Men
lykkeligvis er beretningen, som den oprindelig blev nedskrevet af Moses, åbenbaret for
os i Den kostelige Perle. Herren sagde til Moses:
Og på den dag, da menneskenes børn vil agte mine ord for intet og borttage
mange af dem fra den bog, du skal skrive, se, da vil jeg lade fremstå en anden,
lig dig, og de skal da atter findes blandt menneskenes børn - ja, blandt så
mange, som vil tro." - Moses 1:41.
Således har vi fået den kundskab overgivet, at Herren forkyndte Evangeliet for Adam
og for de profeter, der fulgte efter ham. Hvor længe Adam måtte vente, efter at han var
blevet drevet ud af Edens Have, inden Herren gjorde ham bekendt med frelsesplanen,
ved vi ikke. Måske varede det ikke ret længe, for Adam søgte Herren, og det gjorde
hans hustru Eva også, "og i retning af Edens Have hørte de Herrens røst, som talte
til dem, og de så Ham ikke, thi de var udelukket fra Hans åsyn". På denne måde gav
Herren dem befaling om, at de skulle tilbede Ham og bringe de førstefødte af deres
flokke som ofre. Dette varede "mange dage", og Adam viste sig lydig mod de befalinger,
Herren havde givet ham, Og efter mange dage sendte Herren en engel til Adam, for at
denne skulle give ham mere lys, og engelen fortalte ham om Jesu Kristi mission, i hvis
navn han blev befalet at udføre alt og at påkalde Faderen i Sønnens navn evindelig.
En inspireret optegnelse om denne begivenhed
Følgende interessante beretning om Evangeliets indførelse i hin første tid findes i Den
kostelige Perle:
Og Han kaldte på vor fader Adam med sin egen røst og sagde: Jeg er Gud,
jeg dannede verden og menneskene, førend de var til i kødet.
Og Han sagde også til ham: Dersom du vil vende dig til mig og lytte til min røst
og tro og omvende dig fra alle dine overtrædelser og blive døbt, ja, i vand,

i min enbårne Søns navn, Han, som er fuld af nåde og sandhed, Han, som
er Jesus Kristus, det eneste navn, der skal gives under himmelen, hvorved
frelse vil komme til menneskenes børn, skal du få den Helligånds gave, og
du skal bede om alle ting i Hans navn, og hvad som helst, du beder om skal
gives dig.
Og vor fader Adam talte til Herren og sagde: Hvorfor skal menneskene
omvende sig og blive døbt i vand? Og Herren sagde til Adam: Se, jeg har
tilgivet dig din overtrædelse i Edens Have.
Derfor kom de ord ud blandt folket, at Guds Søn har sonet for arvesynden,
hvorved forældrenes synder ikke kan overføres på børnene, thi de er rene
fra verdens begyndelse. .....
Lær derfor dine børn, at alle mennesker, overalt, må omvende sig, ellers kan
de ingenlunde arve Guds rige, thi intet urent kan dvæle der eller være i Hans
nærhed; thi på Adams sprog er Hans navn Hellighedens Mand, og Hans
Enbårnes navn er Menneskesønnen. ja, Jesus Kristus, en retfærdig Dommer,
som skal komme i tidens midte.
Derfor giver jeg dig den befaling, at du skal frit lære dine børn disse ting.
- Moses 6:51-54, 57-58.
Optegnelsen siger desuden:
Og således begyndte Evangeliet at blive prædiket fra begyndelsen, idet det
blev forkyndt af hellige engle, udsendt fra Guds nærhed, og med Hans egen
røst og ved den Helligånds gave.
Og således stadfæstedes alle ting for Adam ved en hellig forordning, og
Evangeliet blev prædiket og et påbud udgik, at det skulle blive i verden til
dens ende. Og således blev det. Amen. - Moses 5:58-59.
Evangeliet stadig det samme
Side 29
Denne beretning stemmer med fornuften. Vi ved, at Faderen er "uendelig og evig, den
samme uforanderlige Gud fra evighed og til evighed, som skabte himlen og jorden og
alt, hvad der findes i dem". At fremholde én plan for menneskenes frelse i én periode af
verdens historie og så til en anden tid opstille en anden, der er forskellig fra den første
på de fleste væsentlige punkter er ikke i harmoni med tanken om et højere Væsen,
som er det samme "fra evighed til evighed" og hvis år "er uden ende".
Fra Mormons Bog såvel som fra Lære og Pagter lærer vi, at Herren i sin visdom
forlængede Adams og hans efterkommeres dage lige til tidens ende, for at de kunne
omvende sig, medens de var i kødet. "Derfor blev deres tilstand en prøvetilstand, og
deres tid blev forlænget i overensstemmelse med de befalinger, den Herre Gud gav
menneskenes børn", for at de kunne rette sig efter Evangeliets principper og vinde
yndest for Gud og berede sig til at komme tilbage til Guds nærhed gennem Jesu Kristi
forsoningsværk.
På denne måde blev det evige Evangelium forkyndt for Adam, og "Adam og Eva
velsignede Guds navn, og de kundgjorde alt for deres sønner og døtre".
Præstedømmet åbenbaret
Ikke nok med at frelsesplanen blev forkyndt for Adam, Enok og Noa - før syndfloden
- men de fik også Præstedømmet. Dette var naturligvis nødvendigt, for uden

Side 30
Præstedømmet kunne ingen ordinanser være blevet udført. Ingen ville have haft magt
og myndighed til at døbe til syndernes forladelse, og der ville ikke have været nogen
god hensigt med at forkynde Evangeliets principper. Profeten Joseph Smith har sagt:
"Præstedømmet blev først givet til Adam; han fik overdraget Det Første Præsidentskab
og havde dets nøgler fra slægt til slægt. ..... Præstedømmet er et evigt princip og
eksisterede hos Gud fra al evighed og vil gøre det i al evighed uden dages begyndelse
og års ende. Nøglerne må bringes fra Himmelen, når som helst Evangeliet bliver
udsendt. Når de åbenbares fra Himmelen, er det ved Adams magt og myndighed."
Naturligvis forstår vi, at det sker med Adams myndighed, da han jo virker efter Jesu
Kristi "råd og vejledning". - L&P 78:16.
Slægtsregister ført
En anden vigtig kendsgerning i forbindelse med Evangeliets indførelse er, at der efter
den Helligånds befaling blev ført et slægtsregister over Guds børn. "Og dette var Adams
slægtsbog," der blev ført i "et sprog, som var rent og uforfalsket". - Moses 6:8,6.

10. Kapitel
Adams sprog og sprogets oprindelse (Genoptryk fra Era, 31:271-276)
Adams sprog og sprogets oprindelse
Side 31
Når man overvejer et hvilket som helst spørgsmål, hvor der tilsyneladende er modstrid
mellem Herrens åbenbaring og den videnskabelige verdens lærdomme, er det godt
at erindre sig den nøgle, som Herren har givet os, og som altid er en sikker vejleder.
Denne nøgle er affattet i følgende sprog: "Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare,
om læren er fra Gud, eller jeg taler af mit eget."
Al sandhed harmonerer
Der er ingen modsætning mellem en videnskabeligt opdaget sandhed og Herrens
åbenbarede ord, for sandhed harmonerer alle vegne med sandhed. Eller, som det
findes udtrykt i Lære og Pagter: "Intelligens holder sig til intelligens, visdom modtager
visdom, sandhed omfatter sandhed, dyd elsker dyd, lys forener sig med lys," og vi vil
altid finde, at det forholder sig således.
Åbenbaret sandhed kontra menneskenes teorier
Der kan imidlertid være umådelig forskel mellem Herrens åbenbaringer gennem Hans
profeter og så menneskenes teorier. Der kan også være forskel mellem videnskabens
lære og menneskenes fortolkning af Skrifterne; men når sproget er tydeligt, og
betydningen ikke kan misforstås, kan man fuldstændig sikkert stole på Herrens
åbenbaringer og føle sig forvisset om, at alt, hvad der kommer i konflikt med dem, til
sin tid vil ophøre med at eksistere. Der er fremført mange teorier i den videnskabelige
verden; nogle af dem vil med tiden vise sig at være sande, andre vil være falske, og så
må de forkastes. Man bør huske det, der så ofte er blevet sagt, at teorier blot er stilladset
for den videnskabelige bygning. Lad os derfor ikke lade os rive med af menneskets
teorier, selv om de synes meget tiltalende, når de dog er i modstrid med Herrens ord.
Det er hvert enkelt medlem af Kirkens ret at vide for sig selv, hvad der er sandhed, og
den findes ad den vej, Herren har anvist og gennem ydmyghedens og bønnens ånd.
Så meget om dette - som indledning til det spørgsmål, der følger.
Teorier om sprogets oprindelse
Sprogvidenskaben er ikke ret gammel. Det var først for nylig, mennesket vendte
sin opmærksomhed mod dette studium, idet man håbede på ad videnskabelig vej
at opdage sprogets kilde. Et sådant studium er naturligvis for en stor del bygget
på spekulation og fantasi. Man har under denne undersøgelse fundet en stor,
overordentlig dyb afgrund, og selv om man har sænket -undersøgelseskabler" ned i
mørke og uklarhed, har man ikke kunnet drage noget bestemt og holdbart op derfra.
Hvad er det for videnskabelige teorier, man har om sprogets oprindelse? Der har
været en hel del - nogle af dem har været indviklede, andre enkle - vedrørende de
forskellige ordklasser, hvornår man begyndte at anvende vokaler og konsonanter,
udtalens ejendommeligheder, de forskellige lyde, der kan dannes ved de forskellige
mundstillinger, brugen af tungens og halsens muskler, som disse er blevet udviklet i
den fjerne fortid. Vi gengiver her i korthed nogle af de teorier, som de er blevet fremsat

Side 32
af professor Otto Jespersen, ved Københavns Universitet i hans interessante værk:
"Sproget, dets Natur, Udvikling og Oprindelse":
En teori er, at oprindelige ord var efterligning af lyde; menneskene kopierede
hundenes gøen og dannede derved et naturligt ord med betydningen "hund"
eller "gø". Mod denne teori med øgenavnet "Vov-vov-teorien" indvender
Renan, at det synes temmelig absurd at opstille denne krono logiske orden:
1. De lavere dyr er opfindsomme nok til at råbe og brøle; 2. så kommer
mennesket og skaber sig selv et sprog ved at efterligne dem, der står lavere
end de."
Max Muller har i sin kommentar til denne teori sagt, at, "det går meget glat, så længe
det kun drejer sig om kaglende høns og snadrende ænder; men omkring hønsegården
er der en høj mur, og vi finder hurtigt ud af, at det er bag denne mur, sproget virkelig
begynder."
En anden teori er den 'udråbsmæssige', kaldet "Pyt-Pyt teorien": Sproget
er opstået gennem uvilkårlige udråb, der fremkaldes af smerte eller
andre stærke følelser eller fornemmelser. Denne teoris tilhængere tager i
almindelighed disse udråb for givet uden at spørge, hvad der har fremkaldt
dem. .....
Mellem udråb eller udbrud og ord er der en afgrund, der er bred nok til, at
vi kan tillade os at sige, at udråb er frakendelse af sprog, for udråb eller
udbrud anvender man kun, når man enten ikke kan eller ikke vil tale. (Benfey
Gesh. 295.) Denne "afgrund" viser sig også fonetisk derved, at de fleste
spontane udbrud ofte indeholder lyde, som ikke anvendes i rigtigt sprog:
stumme vokaler, indåndingslyde, smækken, etc., hvilket gør dem umuligt at
blive fremstillet på rette måde ved hjælp af vort almindelige alfabet; stavet
- ser som puh, pist, uf, er meget ringe gengivelser af de naturlige lyde, hvortil
kommer alle udbrud af irritation samt fløjtelyde.
En nær dermed forbundet teori er den fra naturen stammende med øgenavnet
"ding-dang-teorien", ifølge hvilken der er en hemmelighedsfuld samklang
mellem lyd og opfattelse: "Der gælder en lov for næsten hele naturen: at
alt, hvad man slår på, klinger. Hver slags materiale har sin bestemte klang."
Sprog er et udslag af et instinkt, "en evne, der er særegen for mennesket i
hans primitive tilstand, og ifølge hvilken ethvert indtryk udefra blev påvirket til
lydeligt udtryk indefra, en evne, som ophæves, når dens formål er opfyldt."
Noire begyndte på en fjerde teori, der blev kaldt Yo-he-ho, og som forklares
således, at ved en hvilken som helst muskelanspændelse er det en befrielse
for systemet at ånde ud kraftigt og gentagne gange og under denne proces
lade stemmebåndene vibrere forskelligt.
Disse teorier indbefatter desuden den tanke - som også er blevet fremmet - at
det mest primitive sprog bestod af ensformige toner, og at de mere sammensatte
udtryk og lydkombinationer er blevet udviklet, efterhånden som civilisationen er skredet
frem; eftersom de første meddelelsesmidler var enkle og selvstændige toner eller lyde,
måske forstærket gennem fagter for at fremhæve betydningen, må anvendelsen af
sætninger være af nyere udvikling.
Teorier viser sig at være utilstrækkelige
Professor Jespersen kommenterer disse teorier, som her kun er nævnt ganske kort på
grund af pladsmangel, og siger:

Disse teorier, som her kun hver især er ufuldkomment fremstillet i nogle få
linjer, er naturligvis modstridende. ..... Hver af de tre hovedteorier gør, at man
kan forklare dele af sproget, og det endda ikke engang de vigtigste dele;
hovedparten af sproget berøres dårligt nok af nogen af dem. Desuden er
de, med undtagelse af Noire's teori, alt for særprægede og regner alt for lidt
med sproget som menneskeligt meddelelsesmiddel. Endvidere går de alle
stiltiende ud fra at mennesket, indtil sproget blev skabt, var stumt eller tavs;
men dette er højst usandsynligt set fra et fysiologisk synspunkt. - (Language.
pp. 413-416.)
Side 33
Mon sprogforskerne nu tror, at det er muligt for videnskaben at løse spørgsmålet?
De teorier, som fremkom i løbet af forrige århundrede, bliver nu forkastet, og med det
yderligere lys, man har modtaget, er der mange af dem, som studerer videnskab, der
ikke er sikre på, at spørgsmålet nogen sinde vil blive klaret.
Nogle få udtalelser fra ledende sprogforskere fremføres her med det formål at vise,
hvor usikre de er, og hvor magtesløse de er over for det spørgsmål:
Der findes intet håndgribeligt bevis, historisk eller på anden måde, som tjener
til at vise, at størstedelen af tale-elementerne og tale-processerne har udviklet
sig af de forskellige udbrud. Disse er nemlig en meget lille og funktionsmæssig
ubetydelig del af sprogets ordforråd; ikke på noget tidspunkt eller noget
sprogligt område, som vi har beretning om, ser vi nogen bemærkelsesværdig
tendens til, at de udvikler sig til sprogets oprindelige karakter og islæt. Når
de er bedst, er de aldrig mere end en dekorativ indfatning til det udførlige,
samlede stof.
Det, der gælder for udbruddene, gælder endnu mere for de lyd-indledende
ord; sådanne som f. eks. natravnens skrig, eller "miauw" og "kra-kra", er
ikke på nogen måde lyde, som mennesket instinktmæssigt eller automa tisk
frembragte. De er nøjagtig så virkelige frembringelser af menneskets tanker,
udslag af den menneskelige fantasi, som alt andet i sproget. De vokser ikke
direkte frem af naturen, de er foreslået af den og udfolder sig af den. Derfor vil
den lydmalende teori om talens oprindelse, den teori, som vil forklare al tale
som gradvis udvikling af lyde af initiativtagende karakter, i virkeligheden ikke
føre os nærmere til det instinktmæssige plan, end det sprog, vi kender i dag.
Med hensyn til teorien er den næppe mere troværdig end dens udbrudsagtige,
tilsvarende sidestykke."- Edward Sapie: Language, An Introduction to the
Study of Speech. pp. 5-6.
Intet emne inden for sprogvidenskaben er oftere og mere udførligt behandlet
end dette (d.v.s. sprogets oprindelse), og af videnskabsmænd af alle slags
og med enhver indstilling; det kunne måske tilføjes: intet emne med mindre
heldigt resultat i forhold til det arbejde, der er lagt i studiet af det. Det
meste af det, der er sagt og skrevet om det, er blot tom tale, påstande om
virkelighedsfjerne synspunkter, "der ikke har interesse for andre end den,
som fremsætter dem, og som man har haft tilbøjelighed til at fremføre med
en vis tiltro og forsvare med en hårdnakkethed, der står i omvendt forhold til
deres antagelighed. Derved har hele sagen fået et dårligt omdømme blandt
nøgterne filologer." - William D. Whitney: Oriental and Linguistic Studies
1:279.
..... Vi finder, at vor slægts oldtidssprog, Sanskrit, Zend, etc., indeholder
mange, lange ord; jo længere vi går tilbage, des flere er der af lange,

indviklede ord. Vi har også set, hvorledes den foreliggende teori, ifølge hvilken
ethvert sprog begynder med enstavelsesord, på ethvert punkt undlader at
komme frem med virkelige kendsgerninger og falder for sproghistoriens
fastslåede sandheder. - Otto Jespersen; Language, p. 420.
I de fleste sprog anvendes nu kun sådanne lyde, som frembringes ved
udånding, medens indåndingslyde, "smæk" eller suge lyde ikke findes i
sammenhængende tale ..... I visse primitive, sydafrikanske sprog findes
derimod "smæklyde" som uadskillelige dele af ord; Bleek har ment det
sandsynligt, at på tidlige stadier af disse sprog blev den slags ord anvendt i
mere udstrakt grad end nu. Man kan måske drage den slutning, at de primitive
sprog i almindelighed var rige på alle slags vanskelige lyde. -Otto Jespersen:
Language, p. 419.
Sprogforskere studerer både det talte sprog og skriftsproget; de følger disse
sprogs historie op ved hjælp af de ældste til rådighed stående dokumenter.
Men uanset, hvor langt tilbage de går i deres undersøgelser, opdager de
dog altid, at de har med højt udviklede sprog at gøre, som har en fortid,
om hvilken vi intet ved. Den tanke, at man kan rekonstruere det originale
sprog gennem sammenligning af eksisterende sprog, er fantastisk, og selv
om grundlæggerne af sammenlignende grammatik har syslet med den, er
den for længst blevet forkastet.
Det er blevet bevist, at visse sprog er ældre end andre, og nogle af den nyere
tids sprogformer er mere end to tusind år gamle. Men de ældste, kendte
sprog, "modersprogene", som de sommetider kaldes, har intet af det primitive
i sig. Så selv om de adskiller sig fra vore moderne tungemål, giver de os dog
kun et bevis på den forandring, sproget er undergået; de fortæller os ikke,
hvorledes sproget blev til. - J. Vendryes, professor of the University of Paris:
Language, A Linguistic Introduktion to History, p.5.
Sprogets åbenbarede oprindelse
Side 34
Efter at have gennemtænkt de teorier, der er blevet fremmet af sprogvidenskaben,
udbryder vi uvilkårligt sammen med Zofar: "Har du loddet bunden i Gud og nået
den Almægtiges grænse?" Da vi jo har lært, at det ikke lykkedes for mennesket at
udforske sprogets oprindelse, hvorfor så ikke vende sig til Herrens åbenbaringer? Når
vi begynder vore undersøgelser på falsk grundlag, må vi nødvendigvis komme til falske
resultater, hvis vi overhovedet når til noget resultat. Herren har talt og ladet os vide,
hvorfra sproget stammer, og hvorledes det fra begyndelsen kom frem. Naturligvis må
man - for at kunne godtage denne kendsgerning - tro på åbenbaringerne og være
villig til at tro beretningen om menneskets begyndelse på jorden, således som den
Almægtige har oplyst os om den.
Adam lærte at tale og skrive I et fuldkomment sprog
Man ved ikke, hvor længe Adam opholdt sig i Edens Have. Jeg tror, at vi med sikkerhed
kan gå ud fra, at han i hvert fald var der i nogen tid, og at han i denne periode hele tiden
befandt sig i nærheden af Faderen, Herren, den Almægtige. Sin første undervisning fik
han af Herren, og han var ikke overladt til selv at famle sig frem i blinde efter at have
fået et eller to bud. Beretningen siger, at Herren talte til Adam og gav ham befalinger.
Hvorledes kunne Han give ham befalinger uden at tale til ham? Hvad er mere naturligt

Side 35
end at tro, at Faderen talte til ham i hans eget sprog og at det sprog, der blev anvendt,
var fuldkomment, for det var celestiale væseners sprog? Vi oplyses om, at Adam og
Herren førte samtaler, Hvorledes kunne de det, hvis ikke Adam havde lært at tale?
Derfor skal alle, som tror på Herrens ord, forstå, at Adam havde et sprog, og at dette
sprog var rent og fuldkomment, for det kom fra Herren. Alle Sidste Dages Hellige ved,
at sådan forholder det sig, for Herren åbenbarede til Moses og senere til Joseph Smith
i Mose Skrivelser, at Adam ikke blot havde magt til at tale, men han havde også lært at
læse og at skrive, og han og hans efterkommere førte optegnelser. I disse skrivelser
står der: "Og de lærte deres børn at læse og skrive, thi de havde et sprog, som var
rent og uforfalsket." -Moses 6:5.
Og videre sagde Enok: "Thi en mindebog er skrevet iblandt os efter det mønster,
som er givet ved Guds finger. Og den er givet på vort eget sprog." - Moses 6:46.
Sprogenes forvirring
Når ovenstående er sandt, så opstår det spørgsmål: "Hvordan kan det være, at der
er så mange sprog, og at mange af dem er så ufuldkomne?" Svaret er lige til, i hvert
fald for dem, som tror på beretningen om sprogenes forvirring. De tror nemlig, at dette
var noget, der skete, således som optegnelsen siger, det skete, og de prøver ikke på
at bortforklare det med menneskenes teorier. Naturligvis forandres sprogene, for man
tilfører bestandig nye ord og udtryksformer og kasserer de gamle. Det engelske sprog
er, således som det tales i dag, helt anderledes end det, Shakespeare talte, og vi har
- som sprogforskerne så kraftigt påviser - mistet meget af den skønhed og farve, som
sproget havde på hans tid.
Når menneskene forlader Herrens åbenbaringer og stoler på deres egen visdom
og dygtighed, sættes der en tilbagegang i bevægelse. Historien viser, at dette har
været en kendsgerning lige fra begyndelsen. Det gælder det skrevne sprog såvel som
i andre henseender. Man kan se det i de indfødte racers sprog i Amerika. Nogle af dem
mistede helt evnen til at kunne nedskrive talesproget og blev afhængige af de grove
tegninger på sten, i ler eller sand. Da spanierne kom til Peru, fandt de et folk med en
civilisation, der, som Prescott siger, i mange henseender overgik spaniernes. Alligevel
havde disse mennesker ikke noget skriftsprog, men de meddelte sig til hinanden ved
hjælp af knuder, der omhyggeligt blev arrangeret på snore. Vi ved, at disse racer
er efterkommere af et folk, som var højt udviklede engang med hensyn til at føre
optegnelser og med deres skriftsprog; men på grund af overtrædelser mistede de
denne kunst såvel som deres kundskab om den sande og levende Gud.
Jarediterne beholdt det adamske sprog
Der står skrevet i Ethers Bog, at Jared og hans broder bad Herren om, at deres sprog
ikke måtte blive forandret, dengang da tungemålene blev forvirret ved Babelstårnet.
Deres ønske blev op fyldt, og de førte deres fædres sprog, Adams sprog, med sig, som
var mægtigt endog i skreven form, således at det, som Mahonri skrev, "var mægtigt .....
så mægtigt, at mennesket blev overvældet af at læse dem." Det var det sprog, Adam
havde, og det var det sprog, i hvilket Enok evnede at udføre sit mægtige værk. Når
dette er tilfældet, er det så noget under, at det ubetydelige menneske i sin bestræbelse
for at finde tingenes begyndelse, blev forvirret, når han blandt dem, som han kan lide
at kalde for primitive mennesker eller ældste folk, hvorom historien beretter, opdager
et sprog, som er rigt på billedlige talemåder og indviklede kombinationer.

11. Kapitel
Arvefølgen I præstedømmet I fordums dage
Side 36
Nu, det samme Præstedømme, som var i begyndelsen, skal også findes ved verdens
ende. -Moses 6.7.
Præstedømmet defineret
Præsident John Taylor har defineret Præstedømmet som "herredømme, myndighed
samt administration af Guds regering på jorden eller i himlene." Det er Guds myndighed
overdraget til mennesket, hvorved han gives magt til at virke i alle Evangeliets
ordinanser, tale i Herrens navn, udføre alle pligter henhørende til Guds riges opbygning
på jorden og til at modtage kundskab gennem åbenbaring. Det er den kraft, hvormed
verdener dannes. Det er den magt, de adlyder, for det er den myndighed, hvormed vor
evige Fader udfører alle sine gerninger.
Uden Præstedømmet kan der ikke være nogen Jesu Kristi Kirke på jorden; ingen
officiel handling kan blive udført i Herrens navn og anerkendes af Ham; der findes
ingen syndsforladelse og intet fællesskab med Gud. Intet menneske kan selv påtage
sig denne myndighed; den skal overdrages ham, og den skal komme fra de rette kilder
fra vor tros Ophavsmand.
Første gang givet til adam
Eftersom alt dette er sandt, var det nødvendigt, at Adam var i besiddelse af
Præstedømmet, og at det fra ham går videre gennem hans retfærdige sønner, når som
helst Kirken er på jorden, lige til de sidste generationer. Vi har allerede fundet ud af, at
Præstedømmet første gang på denne jord blev givet til Adam. "Adam havde dets nøgler
fra slægt til slægt. ..... Der blev givet ham herredømme over alle levende skabninger.
Han er Mikael, ærkeengelen, hvorom der tales i Skrifterne." -D.H.C. 3:385-386.
Alma har givet os en klar fremstilling af Præstedømmet, dets formål, og hvorledes
det blev overdraget.
Disse er ordene:
Thi dette høje Præstedømme var efter Hans Søns orden, hvilken orden var
fra verdens begyndelse, eller med andre ord, den var uden dages begyndelse
og års ende, eftersom den var beredt fra evighed til evighed ifølge Hans
forudviden om alle ting.
Og de blev ordineret på denne måde; De blev kaldet med et helligt kald,
ordineret med en hellig ordination og modtog det høje Præstedømme
efter den hellige orden, og dette kald og denne ordination og dette høje
Præstedømme er uden begyndelse og ende.
Således bliver de højpræster til evig tid efter Faderens enbårne Søns orden,
som er uden dages begyndelse eller års ende, og som er fuld af nåde,
retfærdighed og sandhed. Og således er det. Amen.
Som jeg sagde angående dette høje Præstedømmes hellige orden: Mange
ordineredes og blev Guds højpræster; og det var på grund af deres store tro
og omvendelse og deres retfærdighed for Gud, idet de valgte at om vende
sig og gøre retfærdigheds gerninger frem for at omkomme. -Alma 13:7-10.

Side 37
I Bibelen gives der ingen direkte udtalelse om overdragelse af Præstedømmet. Vi
ved imidlertid, at det fandt sted, og Herren har bekendtgjort det og også meddelt os
nogle af detaljerne vedrørende disse ordinationer.
Præstedømmets patriarkalske orden
Følgende kendsgerninger samler jeg fra afsnit 107 i Lære og Pagter:
Præstedømmets første myndighed på jorden var patriarkalsk. Adam var patriark, og
det var også de, som kom efter ham. Da de var patriarker, var de - som Alma fastslår
- naturligvis højpræster efter Den hellige Orden. Denne patriarkalske (eller evangeliske)
orden i Præstedømmet fortsatte gennem slægterne fra Adam til Noa og fra Noa til
Moses. Åbenbaringen siger:
Det er De Tolvs pligt i alle større grene af Kirken at ordinere evangelister, som
gennem åbenbaring udpeges for dem.
Dette Præstedømmes orden blev givet for at gå i arv fra fader til søn og
tilkommer med rette dem, som bogstavelige efterkommere af den udvalgte
sæd, hvem forjættelsen blev givet.
Denne orden blev indstiftet i Adams dage og gik i arv på følgende måde:
Fra Adam til Set, som blev ordineret af Adam i en alder af 69 år og blev
velsignet af ham tre år før hans (Adams) død, da han fik den forjættelse af
Gud gennem sin fader, at hans efterkommere skulle være Herrens udvalgte,
og at de skulle blive bevaret til verdens ende,
fordi han (Set) var en fuldkommen mand og var sin faders udtrykte billede,
så han syntes at være sin fader lig i alle ting og kun kunne skelnes fra denne
ved alderen. -L&P 107:39-43.
Blev nedarvet I lige linje
Enos blev ordineret i en alder af 134 år og 4 måneder. Kenan var 87 år, da han modtog
sin ordination. Mahalaleel var 496 år og 7 dage gammel, da han blev ordineret. Jared
var 200 år, da han blev ordineret. Enok var 25 år, og hans søn Metusalem var 100
år gamle, da de fik præstedømmet overdraget. Alle disse patriarker blev ordineret og
velsignet under Adams hænder. Måske kan vi tillade os den tanke, at disse mænd
muligvis fik et mindre embede i Præstedømmet, inden myndigheden som evangelist
blev overdraget dem af fader Adam. Sådan en tanke opstår, når man læser, at Kenan
blev kaldet af Herren i ørkenen i sit fyrretyvende år, men blev ordineret til evangelist
af Adam, da han var 87.
Lamek blev ordineret af Set, da han var 32 år gammel, men Noa var kun 10
år, da han modtog ordinationen under Metusalems hænder. Det fremgår tydeligt,
at Adam beholdt den ære for sig selv at overdrage dette embede til hver af de
patriarker, som levede på hans tid og som uden tvivl havde præsiderende stillinger.
Vi skal ikke forstå det således, at disse ti mænd var de eneste, som havde den
guddommelige myndighed før syndfloden, men de blev kaldet til ansvarsfulde stillinger,
eller præsiderende myndighed blandt deres medmennesker. Det er næppe rimeligt
at antage, at disse ti mænd blev overladt til alene at udføre alt det arbejde, der blev
krævet af mænd med Præstedømmet på deres tid og i deres generation. De havde en
kirkeorganisation, Det får vi at vide gennem Profeten Joseph Smiths lærdomme. Det

Side 38
kunne slet ikke være anderledes, for der er altid orden i Guds rige, både på jorden og
i himlene. Desuden læser vi følgende åbenbaring:
Tre år før sin død kaldte Adam Set, Enos, Kenan, Mahalaleel, Jared, Enok
og Metusalem, som alle var højpræster, til sig sammen med de øvrige af sine
efterkommere, der var retfærdige, i dalen Adam-ondi-Ahman og gav dem der
sin sidste velsignelse.
Og Herren viste sig for dem, og de stod op og velsignede Adam og kaldte
ham Mikael, fyrsten, ærkeengelen.
Og Herren trøstede Adam og sagde til ham: Jeg har sat dig til at være hovedet;
mange folk skal komme til dig, og du skal være en fyrste over dem evindelig.
-L&P. 107:53-55.
Moses' myndighedslinje
I det 84. afsnit fortsættes med Præstedømmets rækkefølge og vi lærer følgende
kendsgerninger:
Moses modtog Præstedømmet fra Jetro, hans svigerfader, Man vil lægge mærke
til, at Jetro ikke var israelit, men midianit, men alligevel havde han Præstedømmet.
Bibelen fortæller os ikke meget om midianitterne eller andre nationer med hensyn til
Præstedømmet og deres indstilling over for Herren. Jetro, som var en af Abrahams
efterkommere, var øjensynlig berettiget til Præstedømmet, og vi må tro, at der også
var andre blandt hans folk, der havde denne rettighed. Jetro fik Præstedømmet fra
Kaleb, Kaleb modtog det fra Elihu, Elihu fra Jeremias, Jeremias under Gads hænder,
og Gad modtog det fra Esajas, som levede på Abrahams tid. Af disse oplysninger
fremgår det, at Moses fik sit Præstedømme uden for Israels stammer og gennem en
slægtslinje uden for Jakobs efterkommere. Vi ved ikke, til hvilken eller hvilke nationer
Kaleb, Elihu, Jeremias og Gad hørte, men vi må gå ud fra, at i hvert fald nogle af dem
var efterkommere af Abraham og af Midian. "Esajas levede også i Abrahams dage og
blev velsignet af ham." Abraham fik sit Præstedømme af Melkisedek og blev velsignet
af Melkisedek, kongen af Salem, den store Ypperstepræst.
Senere bærere af præstedømmet
Præstedømmets orden og rækkefølge gennem Israel efter Noas dage kan spores
tilbage gennem Aron og hans sønner. Det var naturligvis Det aronske Præstedømme.
Herren havde fjernet Moses fra Israel og med ham Det melkisedekske Præstedømme,
fordi Israels børn ikke var beredt til at modtage det. Profeten Joseph Smith fortæller os
imidlertid, at profeterne i Israel, som f. eks. Samuel, Esajas, Jeremias og Elia havde
Det melkisedekske Præstedømme. I virkeligheden var Elia den sidste af profeterne i
Israel, som havde Det melkisedekske Præstedømmes fylde med dets beseglingsmagt;
denne myndighed overdrog han Joseph Smith og Oliver Cowdery.
Da Kristus kom for at udføre sin tjenestegerning på jorden, gengav Han
Præstedømmets fylde og kaldte Tolv Apostle. Tre af disse apostle virkede som et
Første Præsidentskab, for Herren gav dem "rigets nøgler". "Frelseren, Moses og Elias
gav nøglerne til Peter, Jakob og Johannes på bjerget, da de stod som forklaret for
ham," sagde Joseph Smith.
Præstedømmets gengivelse I nyere tid

Side 39
Fra Mose tid til Johannes Døbers komme var folket undergivet Moseloven og Det
aronske eller mindre Præstedømme; men da Kristus kom, gengav han sin Kirkes
fulde myndighed og organisation. Det aronske Præstedømme blev i denne forvaltning
gengivet af Johannes Døber og Det melkisedekske Præstedømme blev gengivet ved
Peter, Jakob og Johannes. De fordums profeter lige fra begyndelsen kom og overdrog
nøglerne til deres forskellige forvaltninger til Joseph Smith og Oliver Cowdery, for at alle
ting kunne blive samlet i denne Tidernes Fyldes Forvaltning. Herren sagde til Joseph
Smith og de Ældster, som var sammen med ham:
Derfor, så siger Herren til jer, hos hvem Præstedømmet er vedblevet i lige
linje fra jeres fædre;
thi I er retmæssige arvinger efter kødet og har været skjult for verden med
Kristus i Gud,
derfor er jeres liv og Præstedømmet forblevet og må forblive gennem jer og
jeres slægtslinje indtil alle tings genoprettelse, hvorom alle de hellige profeter
har talt siden verdens begyndelse. -L&P 86:8-10.

12. Kapitel
Mindebøger I fordums tid
Side 40
Da talte de, som frygter Herren, med hverandre. Og Herren lyttede og hørte efter, og
en bog blev skrevet for hans åsyn, for at de kunne ihukommes, som frygter Herren og
slår lid til hans navn. -Malakias 3:16.
Mindebøger I fordums tid
Hvor er mennesket dog hjælpeløst uden Herrens vejledning! Hvor tåbelige er ikke hans
tanker! Uden inspiration falder mennesket i afgrunden og fanges i snaren. Alle hans
veje er dunkle, han forvirres og gøres til skamme.
God og oprigtig er Herren, derfor viser han syndere vejen.
Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin vej.
Alle Herrens stier er miskundhed og trofasthed for dem, der holder hans pagt
og hans vidnesbyrd. -Salme 25:8-10.
Vi har henvist til de mange teorier, der er fremført som forklaring på talens
oprindelse. Mennesker har tilbragt år med alvorlig tænkning i forsøg på at finde ud af,
hvorledes stemmebåndene og talegaven blev udviklet i mennesket. Den ene forklaring
er blevet føjet til den anden i bestræbelsen for at oplyse os om de metoder, hvorefter
sproget blev udviklet. Er det ikke meget bedre fcr os at acceptere Herrens enkle, men
letfattelige fremstilling?
Adam lærte at læse og skrive
Medens Adam og Eva var i Edens Have lærte de at tale på Faderens Sprog. Bibelen
fortæller os, at Herren førte samtaler med Adam. Det kunne Han jo ikke gøre, hvis
ikke Adam havde lært at forstå de ord, Han anvendte. Desuden var dette sprog ikke
ufuldkomment, som vort sprog er det i dag. Det var celestiale væseners sprog. Adam,
det første menneske, kunne ikke alene tale, men han lærte også at læse og skrive.
Mose Bog giver os en omfattende forståelse af disse kendsgerninger. Således siger
Skrifterne:
Og så begyndte disse mænd at påkalde Herrens navn, og Herren velsignede
dem.
Og en mindebog blev ført, hvori der blev nedskrevet på Adams sprog: thi så
mange, som påkaldte Gud, blev det givet at skrive ved inspirationens ånd.
Og de lærte deres børn at læse og skrive, thi de havde et sprog, som var
rent og uforfalsket.
Nu, det samme Præstedømme, som var i begyndelsen, skal også findes ved
verdens ende.
Nu, Adam udtalte denne profeti, da han blev drevet af den Helligånd, og der
blev ført et slægtsregister over Guds børn. Og dette var Adams slægtsbog,
hvori der siges: På den dag, Gud skabte mennesket, gjorde Han det i Guds
lignelse.
Efter sit eget legemes billede skabte Han dem, mand og kvinde, og velsignede
dem og gav dem navnet Adam på den dag, da de skabtes og blev levende
sjæle i landet, på Guds fodskammel. -Moses 6:4-9.

En mindebog blev ført
Side 41
Denne mindebog og genealogiske optegnelse om Guds børn fra fordums tid - som
indeholdt Adams slægter - var beregnet på at skulle bevares og overleveres fra slægt
til slægt. Disse optegnelser blev ført af Kirken. De, hvis navne fandtes deri, kendtes
som "Guds børn". Denne betegnelse fik de, fordi de var blevet døbt og havde indgået
pagt med Herren. Hvor ville det have været herligt om menneskene var forblevet
trofaste gennem alle tidsaldre, og denne vidunderlige optegnelse var blevet overleveret
fra fader til søn uden afbrydelse! Men Satan kom iblandt folket og fristede dem, så
"menneskene er blevet kødelige, sanselige og djævelske, og de er udelukket fra Guds
åsyn". Ikke desto mindre havde menneskene denne mindebog hos sig, så længe som
de forblev trofaste mod deres pagter; og de retfærdiges navne blev optegnet deri.
Da Enok blev kaldet ud af Kenans land for at prædike for dem, som havde forkastet
Evangeliet, medførte han kundskaben om denne mindebog, hvilket blev af stor værdi
for ham. Disse er de ord, han talte til folket:
Herren, der talte til mig, Han er Himmelens Gud, og Han er min Gud og jeres
Gud, og I er mine brødre, og hvorfor rådslår I jer med hinanden og fornægter
Himmelens Gud?
Himlene skabte Han, jorden er Hans fodskammel, og dens grundvold er Hans.
Se, Han lagde grundvolden, og en mangfoldighed af mennesker har Han ladet
komme frem på dens overflade.
Og døden er kommet over vore fædre; ikke desto mindre kender vi dem og
kan ikke fornægte det, ja, endog den første af alle kender vi, ja, Adam.
Thi en mindebog er skrevet blandt os efter det mønster, som er givet ved
Guds finger. Og den er givet på vort eget sprog. -Moses 6:43-46.
På denne måde fremførte Enok bevis for, at Faderen talte til Adam. På en eller anden
måde blev denne mindebog ( og måske andre optegnelser)overdraget Noa og efter
Syndfloden til Abraham. Noa underviste folket, som han havde modtaget belæringer
fra Enok og fra fædrene.
Abraham havde fædrenes optegnelser
Abraham havde sådan en optegnelse; det har vi fra hans egen hånd, for han skrev:
Men fædrenes optegnelser, nemlig patriarkernes, angående
Præstedømmets rettigheder, bevarede Herren, min Gud, i mine egne
hænder; derfor har jeg bibeholdt kundskaben om skabelsens begyndelse
samt om planeterne og stjernerne, som disse ting var blevet åbenbaret til
fædrene, indtil denne dag, og jeg skal bestræbe mig på at skrive noget af
dette i denne optegnelse til gavn for mine efterkommere. -Abraham 1:31.
Heraf lærer vi, at den bog, som indeholdt Adams og patriarkernes skrivelser, var
blevet bevaret af Abraham. Ydermere lærer vi af Abraham, at fædrene lige fra Adams
dage ikke var uvidende om jordens form, planeterne og deres forhold til stjernerne. Det
var først, da disse bøger gik tabt og åbenbaring blev forkastet, at uvidenhed og åndeligt
mørke bandt menneskenes sjæl og sind. Dersom menneskeheden havde fortsat med
at tilbede Herren, ville deres navne stadig være blevet optegnet i den mindebog, der
blev ført af profeterne, og kundskaben om det, der hører Gud til, ville fortsat have
udviklet sig blandt menneskene helt op til vor tid.

Moses vidste besked om mindebogen
Side 42
På Mose tid blev der ført en mindebog, og da denne store profet bønfaldt Herren om
at vende sin vrede fra Israel, sagde han: "Ak, dette folk har begået en stor synd, de har
lavet sig en gud af guld. Om du dog ville tilgive dem deres synd! Hvis ikke, så udslet
mig af den bog, du fører! " Herren svarede Moses: "Den, som har syndet imod mig,
ham vil jeg udslette af min bog! " -2.Mos. 32:31-33.
Malakias citeres af frelseren
Det er om disse første tider, Malakias taler, og hans profeti blev betragtet som så
betydningsfuld, at frelseren gentog den for nephiterne således:
Da talte de, som frygter Herren, ofte med hinanden. Og Herren lyttede og
hørte efter, og en bog blev skrevet for Ham, for at de kunne ihukommes, som
frygter Herren og tænker på Hans navn.
Og de skal tilhøre mig den dag, jeg vælger mine trofaste, siger Hærskarers
Herre, og jeg vil handle nænsomt med dem, som en fader handler nænsomt
med sin søn, der tjener ham.
Da skal I atter vende om og kende forskel på retfærdig og gudløs, på den,
som tjener Gud, og den, som ikke tjener Ham. -3.Nephi 24:16-18.
En optegnelse over de trofaste
Disse ord fra Malakias belærer os og viser os betydningen af, at vi ofte samles for at
høre om Herren og for at tilbede Ham. De fordums hellige "talte ofte med hinanden" og
de "tænkte på Hans navn". For denne retfærdighed ville de ikke blive forladt, og de ville
blive sparet, ligesom en fader "sparer sin egen søn, som tjener ham". Hvilken lektie
der her er for os at lære! Prøver vi ikke på at gøre vore møder lette for medlemmerne,
fordi de ikke bryder sig om at samles, "ofte", tale til hinanden, blive belært og tænke
på Herrens navn? Lad os passe på, ellers vil vore navne ikke blive fundet i Lammets
"Livets Bog", som er mindebogen. Det er "den, som sejrer" der vil blive fundet værdig.
Endvidere sagde Herren til profeten Joseph Smith:
Og alle de, som ikke findes optegnet i ihukommelsens bog, skal ikke få nogen
arv på den dag, men de skal sønderhugges, og deres del gives dem blandt
de vantro, hvor der er gråd og tænders gnidsel. -L&P 85:9.
Herrens lovbog
Joseph Smith førte en mindebog, der kaldtes "Herrens lovbog" og hvori han skrev
navnene på dem, som havde vist sig tapre i Jesu vidnesbyrd. Det er yderst vigtigt
for os som medlemmer af Kirken, at vi har vore navne indskrevet i Lammets "Livets
Bog", eller mindebogen, som de, der er værdige til ære, herlighed og evigt liv. Ud fra
bøgerne skal vi dømmes. "Skriv dette folks gerninger, som skal gøres aldeles som det
blev skrevet, hvad der er sket," sagde Frelseren til nephiterne. "Thi se, ud af bøgerne,
som er blevet skrevet, og som skal skrives, skal dette folk dømmes, thi ved dem skal
deres gerninger blive kendt af menneskene. Og se, alting er skrevet af Faderen; af den
grund skal verden dømmes i overensstemmelse med de bøger, som skal skrives." (3.
Nephi 27:24-26.)

Side 43
Hvor er det dog nødvendigt, at de bøger, der føres på jorden, stemmer med de
optegnelser, der skrives i Himmelen! Jeg beder jer; lad enhver af os sørge for, at vore
navne findes i Faderens Min debog blandt dem, der skal findes værdige den dag, da
Kristus kommer!

13. Kapitel
Herrens pagt med abraham
Side 44
Mit navn er Jehova. ..... Og jeg vil gøre dig til en stor nation, og jeg vil velsigne dig
i overmål og gøre dit navn stort blandt alle nationer, og du skal være en velsignelse
for din sæd efter dig, så de i deres hænder skal bære denne gerning og dette
Præstedømme til alle nationer. -Abraham 2:8-9.
Åndelig stamfader til dem som tilbeder den allerhøjeste gud
John Lord siger: "Efter næsten 4000 års forløb forekommer Abraham os at være
historiens mest ophøjede skikkelse. ..... Han er lige meget jødernes, de kristnes og
muhammedanernes åndelige fader i deres kamp mod afguderiet. I denne forstand er
han den åndelige stamfader til alle de nationer, stammer og folk, som nu anerkender,
eller som herefter vil anerkende en personlig Gud, ophøjet og evig i det univers, som
Han skabte." -Beacon Lights of History. vol. 2. p. 27.
De troendes forud-beskikkede fader
Både Abraham og Moses blev kaldet til deres respektive opgaver, før de blev født.
Disse stillinger gav Herren dem uden tvivl, fordi de var i besiddelse af fremragende
egenskaber, der ganske særlig gjorde dem egnet til at virke på deres tid. Adam blev
kaldet til at stå i spidsen for den menneskelige familie og til at være fyrste over
den evindeligt. Noa blev ligeledes æret som menneskehedens fader efter Syndfloden
og blev som sådan dens stamfader. Melkisedek blev på grund af sin retfærdighed
bemærkelsesværdigt æret, idet Det hellige Præstedømme fik navn efter ham. Abraham
blev det forbeholdt at blive stamfader til Guds udvalgte folk. Han blev betegnet som
"Guds ven" og blev kaldt de troendes fader.
En tidsalder med afgudsdyrkelse og menneskeofringer
Abraham tilhørte den 11. generation fra Noa. Der var gået flere hundrede år efter
Syndfloden; folket havde formeret sig og bredt sig over det meste af jordens overflade.
De ægyptiske, kaldæiske, assyriske samt de mindre betydelige, kananaeiske
civilisationer var blevet grundlagt. Under denne spredning gik den sande tilbedelse
af Faderen næsten tabt. De ofringer, der var blevet indstiftet i Adams dage, og som
fortsatte i Noas praksis og forkyndelse som sindbillede på Menneskesønnens store
offer, var blevet forvansket. I stedet for at ofre rene dyr som lam og okser var de
frafaldne nationer i den grad sunket i vantro, at de bragte menneskeofringer til deres
afguder.
Ur i Kaldæa, Abrahams hjemsted, var arnestedet for afgudsdyrkelsens lastefuldhed.
Selv i Abrahams eget hus foregik denne onde praksis, for hans fader Tara var sunket
dybt i afgudsdyrkelse. Abraham havde derfor alle muligheder for at komme til at tro og
praktisere den hedenske religion, men han nægtede at gøre det. På en eller anden
måde, som vi ingen forklaring har fået på, havde han adgang til fædrenes skrivelser,
og da han var flittig til at studere, fik han kundskab til deres lærdomme og til hvorledes
man skulle dyrke den levende Gud.
Abrahams enestående moralske mod

Side 45
Vi kender alle sammen noget til, hvilket mod det kræver af en at stå i opposition til
fælles skik og almindelig skik og almindelig opfattelse. Der er ingen af os, der kan
lide at blive latterliggjort. Kun få har mod til at trodse den offentlige mening, selv når
de ved, at den er forkert, og det er vanskeligt at fatte det enestående mod, Abraham
udviste ved sin absolutte lydighed mod Jehova i de forhold, han levede under. Hans
moralske mod, hans ubetingede tro på Gud, hans kækhed i at opløfte sin røst imod
den herskende ugudelighed, er næsten uden sidestykke. Alt dette spillede uden tvivl en
rolle, da Herren tildelte Abraham og hans efterkommere belønningen og velsignelserne
lige til den sidste generation. Det er ikke mange større velsignelser, der er blevet givet
dødelige mennesker.
Abrahams egen beretning om sit liv er meget kort. Han siger, at hans fædre havde
vendt sig fra retfærdighed og fra de hellige bud, som Herren havde givet dem, til at
dyrke hedningernes guder, og at de fuldstændig nægtede at lytte til Hans røst.
Søgte fædrenes velsignelser
Under disse afguderiske forhold indså Abraham, at det blev nødvendigt for ham at
finde sig et andet sted at bo. Han tragtede efter fædrenes rettigheder. Han ønskede
at følge retfærdighedens vej og blive retmæssig arving til Det hellige Præstedømme.
Dette fik han virkelig. Han siger selv: "Den blev overdraget mig fra fædrene; den kom
ned fra fædrene lige fra tidens begyndelse, ja, fra selve begyndelsen eller før jordens
grundvold lagdes til den nuværende tid, denne den førstefødtes myndighed på det
første menneske, nemlig Adam, vor første fader, og kom gennem fædrene til mig.
Jeg tragtede efter min beskikkelse til Præstedømmet i overensstemmelse med Guds
forordning til fædrene angående efterkommerne." -Abraham 1:3-4.
Den overordentlig store trosprøve
Svaret på Abrahams bøn blev, at han blev ført til et nyt land. Her ventede der ham store
velsignelser. Men før han kunne modtage disse velsignelser, måtte Herren sætte ham
på prøve for at se, om han ville være lydig i alle ting. Denne meget stærke prøve kom
til Abraham, da han blev befalet at bringe Isak, hans forjættelses søn, som offer. De
kvaler, han måtte gennemgå, vil vi måske aldrig kunne forstå. Abraham vidste, at ofring
af mennesker var en vederstyggelighed i Guds øjne. Han havde fordømt det i Ur, og
det havde været lige ved at koste ham hans liv. Han forstod til fulde offerloven, for han
var blevet undervist om Evangeliets fylde. Det var ikke blot engle, der havde betjent
ham, men han havde talt med Gud ansigt til ansigt. Abraham havde "Mindebogen", som
havde fulgt slægten gennem fædrene, så han var fuldt underrettet, hvad Evangeliets
sandhed angår.
Når han gik ind for den handling at ofre Isak, var det ikke, fordi han var bevirket af
tidens afgudsdyrkelse i nogen som helst grad, men han gjorde det simpelthen, fordi
han ville vise lydighed mod den Almægtiges befaling. Abrahams tro var fuldkommen.
Herrens pagt med abraham
Den pagt, Herren indgik med Abraham, var af tredobbelt natur som en velsignelse
til menneskeheden lige til de sidste generationer. Vi fatter endnu ikke til fulde dens
betydning; måske vil vi ikke forstå den, før vi kommer i den celestiale herlighed.
Præstedømmet og dets kræfter skulle fortsætte gennem Abrahams efterkommere. Det

Side 46
var gennem ham, Kristus skulle komme, og derved vise, at han blev en velsignelse for
alle nationer. Desuden blev det løfte givet, at foruden Abrahams direkte efterkommere
skulle alle, som modtog Evangeliet fra den tid af, også blive af Abrahams sæd gennem
adoption, og hans blod skulle blandes med nationernes for at bibringe dem Evangeliets
principper.
Joseph Smith har i "Inspired Translation of the Scriptures" (Den inspirerede
Oversættelse af Skrifterne) givet os følgende beretning:
Og Gud talte til ham og sagde: Mit folk er faret vild fra mine forskrif ter og har
ikke holdt mine ordinanser, som jeg gav deres fædre;
og de har ikke overholdt min salvelse og begravelsen eller dåben, som jeg
befalede dem,
men har vendt sig fra budet og har indført tvætning af børnene og
blodbestænkelse.
Og de har sagt, at den retfærdige Abels blod blev udgydt for synd, og har ikke
vidst, hvori de var ansvarlige over for mig.
Men angående dig, se, jeg vil indgå min pagt med dig, og du skal blive fader
til mange nationer. .....
Og du skal iagttage og holde alle mine pagter, som jeg indgik med dine fædre,
og du skal holde de bud, som jeg har givet dig med min egen mund, og jeg
vil være en Gud for dig og din sæd efter dig. .....
Og Gud sagde til Abraham: Derfor skal du holde min pagt, du og din sæd
efter dig, i deres generationer.
Og jeg vil gøre dig overordentlig frugtbar, og jeg vil gøre nationer af dig, og
konger skal udgå fra dig og fra din sæd. -Mos.1. 17:4-21.
Måske har Abraham selv givet den tydeligste fremstilling af den pagt, Herren indgik
med Abraham, i det manuskript, som profeten Joseph Smith oversatte:
Og jeg vil gøre dig til en stor nation, og jeg vil velsigne dig i overmål og
gøre dit navn stort blandt alle nationer, og du skal være en velsignelse for
din sæd efter dig, så de i deres hænder skal bære denne gerning og dette
Præstedømme til alle nationer.
Og jeg vil velsigne dem gennem dit navn, thi så mange, som antager dette
Evangelium, skal kaldes efter dit navn og skal regnes blandt din sæd og skal
stå op og velsigne dig som deres fader.
Og jeg vil velsigne dem, som velsigner dig, og forbande dem, som forbander
dig, og i dig ( det vil sige i dit Præstedømme ), og i din sæd (det vil sige i
dit Præstedømme) skal alle jordens slægter velsignes, ja, med Evangeliets
velsignelser, som er frelsens velsignelser, ja, det evige livs, thi jeg giver dig
det løfte, at denne rettighed skal vedblive i dig og i din sæd efter dig (det vil
sige den bogstavelige eller den legemlige sæd). -Abraham 2:9-11.
Abrahams børn ved afstamning eller ved adoption
Ingen kan modtage Evangeliet uden at blive af Abrahams sæd. Hvis de ikke er af hans
blod gennem afstamning, bliver de det ved adoption. Det var det, Frelseren mente, da
Han sagde til jøderne: "Og jeg siger eder: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til
bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget. Men rigets egne børn skal kastes

Side 47
ud i mørket udenfor; dér skal der være gråd og tænderskæren." Endvidere åbenbarede
Herren for Joseph Smith, at alle, som modtager de to Præstedømmer, bliver Moses'
og Arons sønner og "Abrahams sæd, Guds kirke og rige og Guds udvalgte". Dette sker
i kraft af den pagt, som blev indgået med Abraham, og som blev fornyet med Jakob
og Israels stammer.
Pagter som nu opfyldes
I den forløbne tid har Abrahams efterkommere - gennem Israel - måttet lide meget for
deres overtrædelsers skyld, og de velsignelser, som tilhørte dem ved arv, men som var
baseret på deres trofasthed, er blevet holdt tilbage. De er blevet "adspredt og plyndret"
som Esajas sagde til dem, og de er hadet af alle nationer. Alligevel har Herren ikke
glemt dem eller den pagt, Han sluttede med deres fædre. De nationer, som undertrykte
dem, er forsvundet, eller de er dømt til at forsvinde; men nu bliver Israel indsamlet, og
Herren fornyer sin pagt med dem. Til sidst skal de eje deres arveland, og Herren vil
stille sin helligdom midt iblandt dem til evig tid. Meget af det ordinansearbejde, der nu
udføres i templerne, er en opfyldelse af den pagt, som Herren sluttede med Abraham
og hans børn.

14. Kapitel
Din sæd skal blive ligesom disse
Side 48
Og han lagde sin hånd på mine øjne, og jeg så de ting, som Hans hænder havde gjort,
og det var mange; og de mangfoldiggjordes for mine øjne, og jeg kunne ingen ende
se på dem. -Abraham 3:12.
Din sæd skal blive ligesom disse
Da Abraham boede i Ur i Kaldæa gav Herren ham først et løfte om utallige
efterkommere. Og Herren sagde til Abraham: "Drag ud fra dit land, fra din slægt og
din faders hus til det land, jeg vil vise dig; så vil jeg gøre dig til et stort folk, og jeg
vil velsigne dig og gøre dit navn stort, og vær en velsignelse! Jeg vil velsigne dem,
der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle jordens slægter
velsignes." - 1.Mos. 12:1-3.
Territorial arv
Lydig mod dette kald forlod Abraham Kaldæas land, men han tog sin hustru Sara, sin
fader og Lot, sin brodersøn, med sig samt al sin ejendom og så mange, som ville følge
ham, og de drog til Karan. Vi ved ikke nøjagtigt, hvor Karan lå. Det var en koloni, der
var oprettet af Abraham og navngivet efter Lots fader, som døde i Ur, inden rejsen fra
det sted begyndte. I Karan blev Abraham og hans husstand boende et stykke tid og
fortsatte så rejsen stadig sydpå og vestover imod Kana'ans land. Da Abraham gik ind
i Kana'ans land talte Herren igen til ham og sagde: "Dit afkom giver jeg dette land! "
Da byggede han der et alter for Herren, som havde åbenbaret sig for ham. Endvidere
sagde Herren: "Løft dit blik og se dig om der, hvor du står, mod nord, mod syd, mod
øst og mod vest; thi hele det land, du ser, vil jeg give dig og dit afkom til evig tid." Dette
land, som Abraham skuede, var ikke blot den lille plet, som vi kalder Palæstina, men
det strakte sig mod nord og mod syd, fra havet til Mesopotamien.
I Karans land døde Abrahams fader, stadig i sin tro på afguderne. Da Abraham og
Lot kom ind i Kana'ans land, fandt de kana'anæerne, amoritterne, hetitterne og andre
mindre folkeslag. Måske undrede Abraham sig over, hvad Herren ville gøre med disse
folk, for de var ved at fylde hele landet. Han havde desuden fået besked på, at hans
folk ikke måtte blande sig med disse indbyggere. Herren sagde, at Abrahams børn
skulle drage til Ægypten og blive der, til de var blevet stærke, og når så amoritternes
ugudeligheds begær var fuldt, skulle Abrahams sæd komme ud af Ægypten og tage
landet i besiddelse.
Løfte om utallige efterkommere
Da det første løfte om talrige efterkommere blev givet Abraham, var han en forholdsvis
ung mand. Hans hustru Sara var ufrugtbar, og udsigterne til opfyldelsen af løftet var
ikke særlig opmuntrende. En mand med svagere tro ville have tabt modet og måske
have mistet tilliden til Herrens løfte. Men således var det ikke med Abraham, skønt det
må have været dage med svære prøver; det, at være uden efterkommere, blev nemlig
dengang betragtet som den største ulykke, der kunne vederfares en mand. Trods løftet
blev Abraham alligevel tvunget til at vente, til han blev gammel. Der gik næsten et halvt

Side 49
århundrede, fra han fik løftet første gang, og til Isak, den begunstigede søn, blev født.
Gennem alle disse år mistede Abraham aldrig sin tillid til Herren. Han stolede ubetinget
på, at det, der var blevet sagt til ham, ville ske; men det var ikke, før han selv var ét
hundrede år og Sara halvfems, at deres håb blev til virkelighed ved deres søns fødsel.
Stjernernes fuldkomne organisation
Ingen af den nyere tids astronomer har selv med al den udvikling og alle de opfindelser,
der står til deres rådighed, set himlene og kunnet fatte deres umådelige udstrækning,
således som Abraham i fordums tid. Det, som Abraham så, så og forstod patriarkerne
før ham, lige fra begyndelsen. Kundskaben om "skabelsens begyndelse samt om
planeterne og stjernerne, som disse ting var blevet åbenbaret til fædrene" stod optegnet
i "fædrenes optegnelser, nemlig patriarkerne," og de gik videre til Abraham. De gamle
var ikke uvidende om disse ting, således som man i almindelighed tror.
"Og jeg så stjernerne, at de var meget store, og at en af dem var nærmest Guds
trone; og der fandtes mange store stjerner i nærheden af den. Og Herren sagde til mig:
Disse er de styrende stjerner, og navnet på den store er Kolob, fordi den er nær ved
mig, thi jeg er Herren, din Gud; jeg har sat denne til at styre alle dem, som tilhører
samme orden som den, du står på." -Abraham 3:2-3.
Det var ved nattetide, Herren talte disse ord til Abraham og i et syn og ved Urim og
Tummim åbenbarede stjernernes storhed for ham. Medens han stirrede på dem - for
hans øjne var åbne - blev de mangfoldiggjort for ham, så han ikke kunne se ende på
dem, for stjernerne var utallige.
Her var en vidunderlig lektion for Abraham at tage imod. I dette syn blev universets
undere klarlagt for ham. Han fik ikke blot en lektion om astronomi, undervist af
Mester-astronomen, som dannede disse vældige verdener og kendte dem alle ved
navn; der var andre og dybere betydninger i denne lektion. Abraham lærte, at den
Almægtiges gerninger er uendelige. Han opdagede, at de er skabt til boliger for
mennesker. Disse herliggjorte verdener er boliger for retfærdige, celestiale væsener
- vor evige Faders børn. Endvidere lærte han, at der er en evig hensigt med alle Guds
gerninger, at mange verdener har gennemgået en prøvetid og er gået videre til evig
herlighed. Og som én verden går til sin ophøjelse, således skal en anden fremstå, for
der er mange verdener, der er gået bort, og mange flere skal fremstå til boliger for endnu
ufødte mennesker. Universets umådelighed og herlighed virkede overvældende på
Abraham. Da lovede Herren: "Jeg vil mangfoldiggøre dig og din sæd efter dig ligesom
disse; og om du kan tælle sandkornene, så kan du også tælle dine efterkommeres
antal."
Din sæd skal blive ligesom disse
I dette syn lærte Abraham, at han skulle blive stamfader til en race uden tal. Ikke
blot ville hans efterkommere blive som de utallige stjerner i antal, men som det var
med stjernerne, skulle der også blandt hans afkom være "mange store", som skulle
få styrende myndighed. Det blev lovet, at der blandt de store skulle være En stor, der
skulle regere nærmest Guds trone. For - som det blev forklaret - som der er én stjerne
over den anden, således skal der være en anden endnu større, indtil du kommer til
Kolob, som er nærmest Guds trone. Ligeledes, hvis én ånd er over eller mere intelligent
end en anden, således skal der være en endnu større, indtil du kommer til Jesus Kristus,
eller endog til Faderen, som er den største af dem alle.

En velsignelse til alle nationer
Side 50
Som vi har set, blev der også givet det løfte, at hans efterkommere skulle blive en
velsignelse til alle nationer. I virkeligheden blev Israel til mange nationer, for Herren
førte mange kolonier ud af Palæstina og anbragte dem alle steder ø jorden. Selv
adspredelsen af Israel - der fandt sted, fordi de havde besmittet deres arveland - viste
sig at blive en velsignelse for jordens nationer, for derved blev Israels blod blandet med
de hedenske nationers blod. På denne måde fik alle nationer del i Abrahams pagt og
blev ved deres trofasthed retmæssige arvinger til de velsignelser, der var lovet ham.
Af dig skal der komme nationer og konger
Og Herren sagde: "Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til folk, og
konger skal nedstamme fra dig. Jeg opretter min pagt mellem mig og dig og dit afkom
efter dig fra slægt til slægt, og det skal være en evig pagt, at jeg vil være din Gud og
efter dig dit afkoms Gud." Således ser vi, at Abraham ved at antage denne pagt, bandt
såvel sine efterkommere som sig selv.
En evig pagt
Denne pagt er heller ikke begrænset til jordelivet. Den gælder ud over graven, ind i det
celestiale rige. Hvis Abrahams børn vil holde den pagt, som de indgår i Herrens hus,
vil de ligesom deres fader Abraham vedblive at formere sig gennem al evighed, og der
skal ikke være ende på deres efterkommere. På denne måde udstrækkes Abrahams,
Isaks og Jakobs velsignelser til dem, og de bliver i fuld udstrækning delagtige deri.
For der skal være fortsættelse af "deres sæd for evigt" blandt dem, som modtager
ophøjelse i Guds rige. Dette er løftet, og der skal gennem Abraham komme konger,
præster og regenter, ikke blot på denne jord; men også i himlene, og således skal det
være i al evighed.

Historiens sørgeligste beretning
15. Kapitel
Kains sæd
Side 51
Den sørgeligste beretning, der findes i hele Verdenshistorien, er historien om Kain. Født
som arving til en evig arv i retfærdighed, med løfte om en herlighedskrone, som aldrig
skulle blegne, og det på selve skabelsens morgen, da alt var nyt - og så forkastede
han det hele! I hine dage var Himmelen og jorden hinanden nær; Faderen talte med
menneskene og hellige engle besøgte jorden for at give belæringer. Mennesket måtte
få sin kundskab gennem himmelske syner og direkte forbindelse med Faderen, for
der havde ikke været nogle fortilfælde, der var ingen optegnelser om fortiden, ingen
erfaringer fra andre, der var blevet overleveret til vejledning for verden.
Født af retskafne forældre
Kain var født af retskafne forældre. Mikael, den store fyrste, som hjalp med til at danne
jorden, var hans fader. Intet menneske, bortset fra Jesus Kristus, er nogen sinde blevet
velsignet med større ære eller ansvar, end Mikael. Intet menneske fortjente at blive
æret mere end han. Han fik førstepladsen i verdens historie og blev undervist direkte
fra Himmelen. Kain fik den store ære at blive Adams søn, og også han var begunstiget
med de samme velsignelser som hans fader, Hvilken mægtig mand han kunne være
blevet! Hvor kunne hans navn have stået med stråleglans som en af Guds tapre sønner!
Og hvor kunne han være blevet æret lige til sidste generation! Men han ville ikke noget
af det.
Kain syndede imod lyset
Kain begik ikke sin store synd i uvidenhed. Vi har al grund til at tro, at han nød den forret
at være himmelske sendebud nær. Faktisk antyder Skriften, at han var velsignet med
at have forbindelse med Faderen, og at han blev belært af sendebud fra Ham direkte.
Der er heller ingen tvivl om, at han havde Præstedømmet, for ellers kunne hans synd
ikke have gjort ham til "Fortabelse." Han syndede imod det lys, han havde; og vi har
lært, at dette gjorde han, fordi han elskede Satan mere, end han elskede Gud.
Nogle af adams børn følger satan
Ud fra Bibelen kunne man få det indtryk, at Kain var Adams førstefødte; men Bibelens
beretning er mangelfuld. I Mose Bog får vi et mere udstrakt overblik og en bedre indsigt
i denne den første tids forhold. Adam og Eva var forældre til mange børn, sønner og
døtre, før Kain og Abel blev født, ifølge den oplysning, denne bog giver os.
Da Adam og Eva var blevet drevet ud af Edens Have, begyndte han at dyrke jorden
og æde sit brød i sit ansigts sved, og Eva arbejdede sammen med ham. Der blev
født dem sønner og døtre, som begyndte at sprede sig, og vi læser: "Og fra den tid
af begyndte Adams sønner og døtre at fordele sig to og to i landet og at dyrke jorden
og vogte hjordene, og de fik også sønner og døtre. Og Adam og Eva, hans hustru,
påkaldte Herrens navn, og i retning af Edens Have hørte de Herrens røst, som talte
til dem. .....

Side 52
Og Adam og Eva velsignede Guds navn, og de kundgjorde alt for deres sønner og
døtre. Og Satan kom iblandt dem og sagde: Jeg er også en Guds søn; og han befalede
dem og sagde: Tro det ikke, og de troede det ikke, og de elskede Satan mere end
Gud. Og fra den tid begyndte menneskene at blive kødelige, sanselige og djævelske."
De, som havde haft Præstedømmet og elskede sandheden i hine dage, havde nok at
gøre med at råbe omvendelse; og Adam og Eva "ophørte ikke med at påkalde Gud."
-Moses 5:3-4;12-13.
Elskede satan mere end gud
Under al denne opstand var Adam og Eva bedrøvede på grund af deres børns opførsel.
Da Kain blev født, udbrød Eva: "Jeg har fået en mand af Herren; Derfor skulle han ikke
forkaste Hans ord." Men da Kain var vokset op til manddom, hørte han ikke efter, men
sagde: "Hvem er Herren, at jeg skulle kende Ham?" Og Skriften siger: "Og Kain elskede
Satan mere end Gud. Og Satan befalede ham og sagde: Bring Herren et offer." Så vi
kan se, at det ikke var en befaling fra Herren, der fik Kain til at bringe sit offer, men
han gjorde det, fordi Satan befalede ham det. Det er derfor naturligt, at vi forventer, at
Herren vil respektere den retfærdige Abels offer, men ikke Kains. Men selv efter dette
talte Herren venligt til Kain og lovede ham store velsignelser, og at han skulle blive
anerkendt, hvis han ville handle ret. Endvidere blev det sagt til Kain, at hvis han ikke
lyttede til Herren, ville synden ligge ham for døren, og - sagde Herren -: "Satan ønsker
at få dig; og medmindre du hører efter mine befalinger, så overgiver jeg dig til ham, og
det skal gå dig efter hans ønske. Og du skal herske over ham. Thi fra nu af skal du
blive fader til hans løgne. Du skal kaldes fortabelse: thi du var også til før verden. Og
i kommende dage skal det siges, at disse vederstyggeligheder kom fra Kain; thi han
forkastede det større råd, som kom fra Gud. Og dette er en forbandelse, som jeg vil
lægge på dig, medmindre du omvender dig. Og Kain blev vred, og lyttede ikke mere
til Herrens røst, ej heller til Abel, hans broder, som vandrede i hellighed for Herren."
-Moses 5:23-26.
Kains ugudelige ærgerrighed
Ledes vi ikke til at tro, at i stedet for at godkende disse ord fra Herren i ydmyghed og
med anger over sine onde handlinger glædede Kain sig snarere over de ord, der blev
udtalt: "Satan ønsker at få dig. ..... Og du skal herske over ham"? Er der ikke mulighed
for, at han glædede sig over den kundskab, at han gennem sin ugudelighed skulle
herske i ondskabens rige? Hvilken herlighed og ære kunne Kain forvente at opnå ved
at blive "løgnens fader" og "Fortabelse"? Det er vanskeligt at forstå sådan en indstilling.
At tænke sig, at Kain ville glæde sig over at få herredømme i alt det ondes rige, at blive
ophavsmand til falskhed og bære magtens scepter i mørkets rige, er næsten ikke til
at tro på. Men alligevel siges der, at Kain glædede sig over de råd, Satan gav ham,
medens han ikke gav agt på de råd, Jehova havde givet ham. Kain var stolt og sagde:
"Visselig, jeg er Mahan, denne store hemmeligheds mester, for at jeg kan myrde og
få vinding. Derfor blev Kain kaldt Mester Mahan, og han var stolt af sin ugudelighed."
-Moses 5:31.
Stolt I sin ugudelighed
Andre mennesker har syndet, de fleste med vidende og vilje; men her har vi det første
og mest udtalte tilfælde i historien om en, der var stolt af sin ugudelighed. Kain valgte

Side 53
med vidende, men ikke med intelligens. Han dræbte sin broder, ikke så meget for at få
hans kvæghjorde som for at blive æret som Mester Mahan; ikke så meget i forventning
om at komme til at overtage sin broders verdslige ejendom, men for at udslette denne
retfærdige broder uden afkom, og så fordi Satan befalede ham!
Forbandelsen over kain og hans efterkommere
Kain blev ikke blot underkastet lidelse; men på grund af sin ugudelighed blev han
fader til en lavere slægt. Der blev pålagt ham en forbandelse, og den forbandelse har
fortsat gennem hans slægtslinje, og det vil den gøre, så længe verden står. Millioner af
sjæle er kommet til denne verden, forbandet med sort hud og nægtet det privilegium a:
have Præstedømmet og fylden af Evangeliets velsignelser. De er Kains efterkommere.
Desuden har de fået deres lavere stilling at mærke, og de er lige fra begyndelsen blevet
skilt fra den øvrige menneskehed. Enok så Kana'ans folk, Kains efterkommere og han
siger: "..... og alle Kana'ans børn blev sorte, så de blev foragtet blandt alle folk. ..... Og
det skete, at Enok fortsatte med at kalde alle folk til omvendelse, undtagen Kan'ans
folk." (Moses 7:8-12.) Retfærdigvis skal det siges, at der blandt Kains sæd har været
mange, som har været agtværdige, og som har levet efter det bedste lys, de havde i
denne deres anden prøvetid. Lad os bede, at Herren må velsigne dem med nogle af
ophøjelsens velsignelser, om ikke fylden deraf, for deres retskaffenhed her.
Men hvilken kontrast! Sets, Enoks og Noas sønner blev æret med Præstedømmets
velsignelser og rettigheder! Abrahams sønner blev retfærdige arvinger til alle fædrenes
velsignelser! Men Kains sønner fornægtede Præstedømmet; de vil ikke kunne modtage
her lighedens pagter i Guds rige! Kunne noget være mere bedrøveligt end dette? Men
kan man sige, at hele jordens Dommer ikke har været retfærdig? Vi kan måske ikke til
fulde forstå dette nu, men den tid vil komme, da alle disse ting vil blive forklaret. Så vil
vi sige: Velsignet være Abrahams, !saks og Jakobs Gud, som har velsignet os med sit
herlige riges velsignelser, hvor vi på grund af vor trofasthed kan bo i evig sandhed og
lys. I medfølelsens, barmhjertighedens og troens ånd håber vi, at der til sidst også må
kunne blive givet vore brødre, negrene, velsignelser; thi de er vore brødre - Guds børn
- uden hensyn til deres sorte hud, der er sindbillede på evigt mørke.

Kains sæd efter syndfloden
16. Kapitel
Kains sæd efter syndfloden
Side 54
De spørgsmål er blevet stillet: "Hvilket bevis har man på, at nutidens negre er
efterkommere af Kain, og hvad er grunden til, at de ikke kan få Præstedømmet?" Der
findes ikke i Bibelen noget bestemt svar på dette spørgsmål, og den verdslige historie
kan ikke besvare det. Fra Den kostelige Perle, Joseph Smith's Lærdomme, og fra
mange af de første ældster i Kirken, som havde forbindelse med ham, får vi nogle
bestemte oplysninger med hensyn til denne sag.
Forbandelsen fortsatte gennem kams efterkommere
Det er almindelig antaget, at den forbandelse, der blev pålagt Kain, fortsatte gennem
hans efterkommere, og at denne forbandelse gennem Kams efterkommere blev ført
med gennem Synd floden. Eftersom Kam var søn af Noa, må vi gå ud fra, at det ikke
var Kam, der havde den sorte hud og var Kains efterkommer. Det er imidlertid i Kirken
den almindelige opfattelse, at Kam giftede sig med en kvinde, der nedstammede fra
Kain, og at det var på denne måde, Kains forbandelse fortsatte i Kams efterslægt efter
Syndfloden. Nogle af de brødre, som arbejdede sammen med profeten Joseph Smith
har erklæret, at han forkyndte denne lære. At Kams hustru var en efterkommer af Kain
synes at fremgå af følgende passager i Abrahams Bog:
Nu var denne konge af Ægypten en efterkommer af Kam og havde fra
fødselen kana'anitisk blod i sig.
Fra denne herkomst stammer alle ægyptere, og således bevaredes
kana'aniternes blod i landet.
Ægyptens land blev først opdaget af en kvinde, som var datter af Kam og
datter af Ægyptus, hvad der på kaldæisk betyder Ægypten, som atter betyder
det, der er forbudt.
Da denne kvinde opdagede landet, stod det under vand, og senere lod hun
sine sønner bosætte sig i det, og således kom fra Kam den race, gennem
hvem forbandelsen i landet fortsatte. -(Abraham 1:21-24.)
Ægyptus
Vi ser heraf, at Kams hustru kaldtes Ægyptus, hvilket navn betyder "det, som er
forbudt". Vi ved, at det på den tid var skik at give børnene navne, der udtrykte en
bestemt betydning, som grundede sig på en eller anden påfaldende begivenhed i
forbindelse med deres fødsel eller barndom; eller også skulle navnet påpege og fæste
opmærksomheden ved en eller anden ejendommelighed ved karakter eller vane, de
havde dannet. Senere hen i livet kunne det så ske, at navnet blev forandret, fordi en
ellers enestående begivenhed fandt sted eller et karaktertræk blev opdaget hos den
pågældende. Det var på denne måde Esaus navn blev ændret. Ved fødselen blev han
kaldt Esau, fordi han var "lodden som en skindkappe over hele kroppen", men senere
hen i livet, da han solgte sin førstefødselsret, blev hans navn ændret til Edom, netop
på grund af denne begivenhed, og hans efterkommere kaldtes edomitterne. Det ser
således meget sandsynligt ud, at Ægyptus blev kaldt således, fordi hun havde del i

Side 55
sine fædres forbandelse. Denne tanke styrkes desuden af den bemærkning, at fra Kam
kom "den race, gennem hvem forbandelsen i landet fortsatte". Det synes meget stærkt
at være underforstået, at denne forbandelse, der blev bevaret gennem Kams sæd, var
en forbandelse, der stammede fra tiden før Syndfloden. Ældste B.H. Roberts omtalte
for flere år siden dette spørgsmål således:
Hvordan kan det nu være, at Kams sæd var forbandet med hensyn til
Præstedømmet? Hvoraf kom det, at hans sæd "ikke kunne have ret til
Præstedømmet"? Kams hustru hed "Ægyptus, hvad der på kaldæisk betyder
Ægypten, som atter betyder det, der er forbudt; ..... og således kom fra
Kam den race, gennem hvem forbandelsen i landet fortsatte." Var Kams
hustru således som hendes navn angiver, af en race med hvem de, som
havde Præstedømmet, var forbudt at blande sig ved ægteskab? Var hun en
efterkommer af Kain, som blev forbandet for at have myrdet sin broder? Og
var det, fordi Kam giftede sig med hende, og hun blev reddet i arken gennem
Syndfloden, at "den race, gennem hvem forbandelsen i landet fortsatte,"
skulle fortsætte uafbrudt? Hvis det er tilfældet, så tror jeg, at den race er
den, gennem hvem det blev ordineret, at de ånder, som ikke var modige
under det store oprør i Himmelen, skulle komme, de, som på grund af deres
ligegyldighed eller manglende helhjertethed over for retfærdigheden viste sig
uværdige til Præstedømmet og dets kræfter - og derfor er det blevet nægtet
dem til denne dag. -Contributor 6:297.
Ingen neutrale I himmelen
Præsident Brigham Young sagde - som svar på et spørgsmål, der blev stillet ham
af Ældste Lorenzo D. Young ved et møde i Salt Lake City, den 25. december 1869
- at Joseph Smith havde erklæret, at negrene ikke var neutrale i Himmelen, for alle
ånderne tog standpunkt, men "Kains efterkommere er sorte, fordi han (Kain) begik
mord. Han dræbte Abel, og Gud satte et mærke på hans efterkommere. Men de ånder,
som modtager deres jordiske tabernakler, er rene (d.v.s. uskyldige, se L.P. 93:38), og
der vil blive givet alle Adams børn mulighed for at blive forløst, dog ikke Fortabelsens
sønner." -J.H. dec. 25. 1869.
Når forbandelsen bliver fjernet
Ved en anden lejlighed sagde Præsident Brigham Young i en tale:
Kain samtalede med sin Gud hver eneste dag og kendte hele planen for
denne jords skabelse, for den havde hans fader forklaret ham. Men fordi han
manglede ydmyghed, var jaloux, ivrig efter at tage riget i besiddelse, få det
hele under sin personlige kontrol og ikke tillod nogen som helst andre at sige
så meget som et eneste ord - hvad var det så han gjorde? Han dræbte sin
broder. Herren satte et mærke på ham. ..... Når alle de andre af Adams børn
har haft den forrettighed at modtage Præstedømmet, at komme ind i Guds
rige og blive forløst - alle dem fra jordens fire hjørner - og når de har modtaget
deres opstandelse fra de døde, da vil det være tiden at fjerne forbandelsen
fra Kain og hans efterkommere. Han berøvede sin broder den ret at fortsætte
sin rejse gennem livet og til at udvide sit rige ved at mangfoldiggøre sig på
jorden, og derfor bliver han den sidste, der får del i Guds riges glæder. - J.D.
2:142-143.

Side 56
Præsident Woodruff har i sin dagbog nedskrevet Præsident Youngs ord således:
Herren sagde: 'Jeg vil ikke dræbe Kain, men jeg vil sætte et mærke på
ham', - og det mærke skal kunne ses på hver eneste negers ansigt på
jordens overflade; og det er et dekret fra Gud, at det mærke skal forblive
på Kains sæd, indtil Abels efterkommere bliver forløst; og Kain vil ikke få
Præstedømmet, før den forløsningstid er inde. Ingen mand med en dråbe af
Kains efterkommeres blod i sig kan modtage Præstedømmet; men den dag
vil komme, da hele den race skal blive forløst og komme i besiddelse af alle
de velsignelser, som vi nu har. -History of Wilford Woodruff. p. 351.
Disse udtalelser viser, hvor forfærdeligt Kains forbrydelse var, Han syndede imod
lyset, for han var blevet undervist af den Almægtige og kendte frelsesplanen til
fuldkommenhed. Desuden blev han forbandet med samt sine efterkommere, fordi han
dræbte Abel i hans ungdom og inden han endnu havde fået efterkommere.
En sort hud
Præsident Young gav også denne forklaring:
Hvorfor er så mange af jordens indbyggere forbandet med en sort hud? Det er
de, fordi deres fædre fornægtede Det hellige Præstedømmes magt og Guds
love. De vil gå i deres grave; og når alle de andre Guds børn har modtaget
deres velsignelser i Det hellige Præstedømme, så vil den forbandelse blive
fjernet fra Kains sæd, og da vil de komme frem og tage Præstedømmet i
besiddelse. -J.D. 11:272.
Det var noget, Kirkens første Ældster udmærket godt forstod, at det mærke, der
blev sat på Kain, og som hans efterkommere arvede, var den sorte hud. Mose Bog
fortæller os også, at Kains og hans efterkommere var sorte. Enok forkyndte Evangeliet
blandt alle mennesker alle steder, undtagen for folket i Kana'an. Kana'ans folk levede
før Syndfloden og var efterkommere af Kain. Er det ikke sandsynligt, at Kam kaldte sin
søn Kan' an efter Kain eller efter en af Kains efterkommere, som gav navn til det land,
hvori Kains efterkommere levede før Syndfloden?
Kenans og kanaans folk
Kenanitterne, som boede i Kenans land, hvorfra Enok stammede, var et retfærdigt folk
og øjensynligt efterkommere af Set. Så må der have været et andet folk, der kaldtes
kana'anitterne, og som var en sort race og efterkommere af Kain. Om disse folk sagde
Enok:
Jeg kommer fra Kenans land, mine fædres land, et retfærdighedens land indtil
denne dag. Og min fader underviste mig om alle Guds veje.
Og Herren sagde til mig: Profetér, og jeg profeterede og sagde: Se, Kana'ans
folk, som er talrige, skal gå frem til krig mod Shums folk, og dræbe dem, så de
bliver fuldstændig udryddede. Kana'ans folk skal dele sig i landet, og landet
skal blive øde og ufrugtbart, og intet andet folk end Kana'ans folk skal bo der.
Thi se, Herren skal forbande landet med stærk hede, og dets ufrugtbarhed
skal vare for altid, og alle Kana'ans børn blev sorte, så de blev foragtet blandt
alle folk,
X X X X X

Og det skete, at Enok fortsatte med at kalde alle folk til omvendelse, undtagen
Kana'ans folk. - Moses 7:7-8 og 12.
X X X X X
Og det skete, at Herren viste Enok alle jordens indbyggere, og han så, og se,
Zion blev efter en tids forløb optaget til Himmelen. Og Herren sagde til Enok:
Se min bolig for evigt.
Og Enok så også resten af folket, som var Adams sønner, og de var en
blanding af alle Adams efterkommere med undtagelse af Kains sæd, thi Kains
sæd var sort og havde ikke plads iblandt dem. -Moses 7:21-22.
Forbandet med hensyn til præstedømmet
Side 57
Fra disse henvisninger lærer vi, at Kains børn i alle henseender var meget lig
Kams børn. Før Syndfloden bevarede Kana'anitterne forbandelsen i landet; Evangeliet
blev ikke bragt til dem, og der var ingen andre, der ville have noget med dem
at gøre. Efter Syndfloden bevarede kana'anitterne også forbandelsen i landet og
blev nægtet Præstedømmets rettigheder. Abraham fortæller os, at Ægypten gennem
Ægyptus, Kams datter - som øjensynligt bar samme navn som sin moder - blev
befolket og navngivet, og at hendes sønner ikke kunne have Præstedømmet. Disse
kendsgerninger findes optegnet med Abrahams egne ord således:
Den første regering i Ægypten blev oprettet af Farao, den ældste søn
af Ægypten, Kams datter, og den var efter Kams regeringsform, som var
patriarkalsk.
Farao, som var en retfærdig mand, oprettede sit rige og dømte sit folk med
visdom og retfærdighed hele sit liv; thi han stræbte alvorligt efter at efterligne
den orden, som fædrene havde oprettet i de første slægtled, i den første
patriarkalske regerings dage, nemlig under Adams regering og også Noas,
hans fader, som velsignede ham med jordens og visdommens velsignelser,
men forbandede ham med hensyn til Præstedømmet.
Da nu Farao var af den slægtslinje, hvorigennem han ikke kunne have ret til
Præstedømmet, selv om Faraoerne gerne påstod at have nedarvet det fra
Noa gennem Kam, derfor blev min fader vildledt af deres afguderi. - Abraham
1:25-27.
Præsident George A. Smith holdt en tale om negrene den 23. september 1855, hvori
han blandt andet sagde: "Når Kain bragte en forbandelse over sig selv og sin husstand,
er hans efterkommere under den samme forbandelse. Den forbandelse, der kom over
Kana'an, Kams søn, udstrakte sig til en stor del af menneskeheden, og den er i kraft
den dag i dag." -J.H. sept. 23. 1855.
En trælles træl
Præsident Brigham Young sagde en anden gang: "Kams slægt, som er Kains slægt
gennem Kam, skal ifølge den forbandelse, der er lagt på ham, tjene sine brødre og
blive en "trælles træl" for sine medmennesker, indtil Gud fjerner forbandelsen; og ingen
magt kan hindre det." -J.D. 2:184.
Kams navn er også ganske betegnende, for det betyder "mørkhudet" eller "sort". Det
er muligt, at dette er en betegnelse, der blev givet Noas tredje søn på grund af den rolle,

Side 58
han spillede med at bevare den sorte race, på hvem forbandelsen hvilede, gennem sin
slægtslinje, og at det højst sandsynligt skete gennem hans hustru Ægyptus, således
som vi har prøvet at påvise det. Når vi sætter bevisets brikker sammen, efterhånden
som vi finder dem i Den hellige Skrift og i overleveringen, kommer vi til det resultat, at
Kam gennem Ægyptus fortsatte den forbandelse, der var udtalt over Kains sæd. På
grund af den forbandelse blev denne sorte race adskilt og isoleret fra alle de andre af
Adams efterkommere allerede f ør Syndfloden, tilstanden har været den samme lige
siden, og de er blevet "foragtet blandt alle folk."
Denne lære stammede ikke fra Præsident Brigham Young, men blev forkyndt af
profeten Joseph Smith. Ved et møde, som Kirkens generalautoriteter holdt den 22.
august 1895, blev spørgsmålet om negrenes forhold til Præstedømmet stillet, og
referatet fra det møde siger:
"Præsident George O. Cannon bemærkede, at Profeten forkyndte denne lære: At
Kains sæd ikke kunne få Præstedømmet; de kan heller ikke virke i noget som helst
embede inden for Præste dømmet, før Abels sæd står frem og får forrang fremfor Kains
afkom."
Joseph Smith har ikke efterladt sig ret mange personlige optegnelser ud over, hvad
vi finder i Den kostelige Perle. Under en diskussion i Nauvoo i 1842 om spørgsmålet
vedrørende de hvides behandling af negrene og indianerne, hvem af disse, der havde
fået den dårligste behandling, sagde profeten Joseph Smith:
"Indianerne har mere grund til at klage over de hvides behandling af dem, end
negrene, eller Kains sønner". (D.H.4:501.) Men vi ved alle, at det er ifølge hans
lærdomme, at negrene i vor tid er udelukket fra Præstedømmet. Negrene kan blive
døbt og blive medlem af Kirken; og nogle af disse ulykkelige mennesker er blevet døbt
og har bevist deres trofasthed og værdighed for Herren i denne deres anden prøvetid;
de har vist eksempler på retfærdighed, som vil gavne dem i evigheden, og som Sem
og Jafets sønner burde efterligne. Herren vil ganske afgjort huske deres trofasthed og
belønne dem i overensstemmelse dermed.

17. Kapitel
Loven om førstefødselsretten
I er retmæssige arvinger efter kødet. -L.P. 86.9.
Fra fader til søn
Side 59
Fra Adams dage til Mose tid var Præstedømmets orden, som vi allerede har forklaret,
patriarkalsk. V i læser i Lære og Pagter 107:40-41, at "dette Præstedømmes orden blev
givet for at gå i arv fra fader til søn og tilkommer med rette dem, som er bogstavelige
efterkommere af den udvalgte sæd, hvem forjættelsen blev givet." Det var ud fra
denne forståelse, at Abraham tragtede efter sin beskikkelse til Præstedømmet, "i
overensstemmelse med Guds forordning til fædrene angående efterkommerne."
Patriarkalsk regeringsform
På Adams tid og i patriarkernes dage før Syndfloden var Kirkens regering også folkets
regering. Med andre ord: når Kirken eksisterede, styrede Præstedømmets orden i
timelige såvel som i åndelige sager. Regeringen var i virkeligheden et teokrati. Dette
teokrati oprettede Herren med Adam, og Adam blev sat som leder. Det er også noget,
vi lærer af Abraham, som har sagt:
Den første regering i Ægypten blev oprettet af Farao, den ældste søn
af Ægyptus, Kams datter, og den var efter Kams regeringsform, som var
patriarkalsk.
Farao, som var en retfærdig mand, oprettede sit rige og dømte sit folk med
visdom og retfærdighed hele sit liv; thi han stræbte alvorligt efter at efterligne
den orden, som fædrene havde oprettet i de første slægtled, i den første
patriarkalske regerings dage, nemlig under Adams regering og også Noas,
hans fader, som velsignede ham med jordens og visdommens velsignelser,
men forbandede ham med hensyn til Præstedømmet. -Abraham 1:25.-26.
Heraf lærer vi, at Ægyptens regering var en af de første, der blev oprettet efter
Syndfloden, og at den første regent oprettede den efter det mønster, som stammede
fra begyndelsen. Vi går ud fra, at den samme skik anvendtes i alle andre lande i
fortiden, for det ser ud til at være taget for givet, at den ældste søn var retmæssig
arving til den regerende myndighed. Denne praksis blev ikke blot fulgt af dem, som
havde Præstedømmet, men blev fulgt af alle folk som forkastede Evangeliet og den
guddommelige magts myndighed. I de lande, hvor der endnu findes kongedømme,
finder vi, at denne skik stadig er gældende. Men i vor tid finder der en forandring
sted i de verdslige regeringer, og den patriarkalske orden eller det, der kaldes
førstefødselsretten, svinder hurtigt bort. I stedet for opretter man republikanske former
for regering.
Faderens vilje er suveræn
Denne patriarkalske orden fandtes ikke kun i den første Kirke, men den samme orden
fulgtes i hver enkelt familie. Ifølge denne lov havde faderen fuld myndighed over sine
efterkommere. Det er derfor, vi ser, at stærke mænd er lydige mod deres fædre og
antager deres råd i alle ting. Oprør mod den faderlige myndighed blev betragtet som

Side 60
en af de største synder. Faderen havde absolut myndighed over sin husstand, og det
var ikke kun sådan, at han regerede som en monark, hvis ord var lov, men en sådan
myndighed var almindelig anerkendt. Faderen havde magt til liv og død over sin families
medlemmer på lignende måde som de fordums konger havde fuldstændig magt over
deres undersåtter i det, som angik landets affærer.
Når Abraham derfor drog af sted for at ofre Isak, var han i sin fulde ret dertil ifølge
tidens lov; der var intet organiseret samfund eller nogen regering, der tvivlede om hans
myndighed. Isak forstod også, at hans faders vilje var den rådende; og det var hans
pligt at lyde i ydmyghed. Med samme ret friede forældre ofte for deres børn; de følte det
i hvert fald som deres pligt at søge hustruer til deres sønner. Abraham handlede efter
dette princip, og han var utvivlsomt ledet af inspiration fra Herren, da han sendte sin
tjener tilbage til sit eget folk for at hente Rebekka til livsledsagerske for Isak. Det var i
overensstemmelse med den gamle skik, når Hagar tog "en hustru ud af Ægyptens land"
til Ismael, og da Samson så en af filistrenes døtre, at han da sagde til sine forældre:
"I må hjælpe mig at få hende til hustru."
Præstedømmets myndighed kan kun udøves I retfærdighed
I overensstemmelse med Evangeliets lov skulle Præstedømmets myndighed lige fra
de tidligste tider udøves i ydmyghed, barmhjertighed og retfærdighed. Herrens ord til
Joseph Smith var lige så sande dengang som nu, da Han sagde:
Se, mange er kaldede, men få er udvalgt. Og hvorfor er de ikke udvalgt?
Fordi deres hjerter er de verdslige ting hengivne, og de tragter efter
menneskelig ære, så de ikke kan lære denne ene lektie:
At Præstedømmets rettigheder er uadskilleligt forbundet med himlens
kræfter, og at himlens kræfter ikke kan kontrolleres eller bruges uden ved
retfærdighedens grundsætninger. .....
Ingen magt eller indflydelse kan eller bør udøves i kraft af Præstedømmet
uden gennem overbevisning, langmodighed, mildhed, sagtmodighed og
uskrømtet kærlighed;
gennem venlighed og sand kundskab, som uden hykleri og uden svig vil
udvikle sjælen meget. -L.P. 121:3436, 41-42.
Arvelige embeder I kirken
Det samme privilegium, der blev oprettet i begyndelsen, og ved hvilken den ældste
søn, hvis han var trofast, havde ret til at efterfølge sin fader i det øverste embede i
Præstedømmets evangeliske orden, har Herren i vor tid erklæret for et korrekt princip.
Der er to embeder inden for Kirken, som retmæssigt nedarves fra fader til søn. Det ene
er Præsidentskabet for Det aronske Præstedømme, fordi dette Præstedømme blev
overdraget til Aron og hans sønner efter ham indtil de sidste generationer. Hvis derfor
den retmæssige arving til dette Præstedømme findes, og han er værdig, kan han blive
kaldet til dette embede, og han kan virke uden rådgivere. Således siger Herren:
Thi dersom de er virkelige efterkommere af Aron, har de lovmæssig ret til
embedet som biskop, dersom de er de førstefødte blandt Arons sønner,
Thi den førstefødte har ret til præsidiet over dette Præstedømme og har dets
nøgler eller myndighed. -L.P. 68:16-17.

Side 61
Det andet embede, som ved guddommelig bestemmelse nedarves fra fader til søn,
er en patriarks embede. Ligesom når det gælder udnævnelse af biskopper, anvendes
denne ret ikke på alle patriarker i Kirken, men på den mand, som er direkte efterkommer
af Josef, og den førstefødte blandt Efraims sønner. Det blev ved åbenbaring meddelt,
at Joseph Smith, sen., var den mand, som, havde ret til denne myndighed, og embedet
er nedarvet fra ham gennem den retmæssige slægtslinje, således som Herren har
kundgjort.
Alle de trofaste er retmæssige arvinger
Uden for disse to embeder er der ingen embeder, som nogen søn kan gøre krav på,
fordi hans fader har haft det. Men alle mænd, som vil lytte til Herrens bud og er villige
til at holde Hans pagter, er arvinger til Præstedømmet. Dette privilegium kommer som
tidligere nævnt til dem gennem de velsignelser og den pagt, der blev bekræftet på
Abraham. Herren sagde følgende til Kirkens første ældster: "Derfor, så siger Herren til
jer, hos hvem Præstedømmet er vedblevet i lige linje fra jeres fædre; thi I er retmæssige
arvinger efter kødet og har været skjult for verden med Kristus i Gud" - og dette blev
sagt på grund af deres trofasthed. -L.P.86:8-9.

18. Kapitel
Efraim og hans velsignelser
Giv agt på den slægt, hvorfra du kom. (Virgil).
Efraim og hans velsignelser
Side 62
I beretningen om vor Faders handlemåde med sine børn har der været nogle
bemærkelsesværdige undtagelser fra den almindelige arveregel. I fordums tid var
det ganske almindeligt, at første fødselsretten nøje blev anerkendt. Herren gjorde
undtagelser af gode og tilstrækkelige grunde, som Han selv bedst kendte.
Hvorfor jakob blev foretrukket for esau
Vi kender ikke alle forholdene vedrørende Jakobs kald til at være over Esau, eller
nøjagtig hvorfor Herren valgte den yngre til at arve Præstedømmets rettigheder og
udnævnte den ældre til at tjene den yngre. Vi kan med sandhed sige, at Jakob var
mere trofast og gav bedre agt på Herrens befalinger. Alene dette gjorde ham berettiget
til velsignelserne, for vi skal huske, at alle velsignelser er forjættet ifølge trofasthed og
hviler på en lov, der er "uigenkaldelig fastsat i himlen, før denne jords grundvold blev
lagt. ..... Og når vi opnår en velsignelse fra Gud, så er det ved lydighed mod denne
lov, ifølge hvilket den er forjættet." Det var på dette grundlag, Jakob var berettiget til at
fortrænge Esau, hvis man kan tale om fortrængelse. Vor beretning om de begivenheder
forklarer os, at før Jakob blev født, blev han kaldet til at arve disse velsignelser. Så
blev de givet ham fra den højeste myndighed, og hvem tør tvivle om den myndigheds
ret til at tildele velsignelser?
Jakob - - en værdig guds mand
Ingen skikkelse fra de fordums tider i Bibelen er blevet mere misforstået og bagtalt end
fader Jakob. Han kunne ikke have været så ringe, som nogen vil give det udseende
af, for han vandrede i Jehovas nærhed i lydighed mod den guddommelige vilje, og i de
sidste dage af sit liv kunne han sige til sin trofaste søn: "Din faders velsignelser overgår
de ældgamle bjerges velsignelser, de evige højes herlighed," og disse velsignelser
havde han myndighed til ved håndspålæggelse at overdrage den søn, som havde vist,
at han var værdig dertil.
Josef får førstefødselsrettens velsignelse
Ruben mistede sin førstefødselsret ved overtrædelse, og den blev overdraget til
Josef, Rakels ældste søn. Ingen tvivler om hans ret til at modtage den, for Josef
kan måle sig med hvem som helst af de fordums skikkelser i retfærdighed. Han blev
redningsmanden for sin faders hus, og i kraft af sin trofasthed og ædle karakter blev
der tildelt ham dobbelt i Israel. Hans to sønner blev adopteret af deres bedstefader,
for at de hver især kunne arve en del som stammer i Israel på lige fod med Simeon,
Juda og de andre sønner. Josef mistede ikke noget derved, men vandt en dobbelt del
gennem Efraim og Manasse.
Efraim gjort til den "førstefødte" I israel

Side 63
Den næste bemærkelsesværdige afvigelse fra den førstefødte søns ret finder vi i de
velsignelser, der blev udtalt over Efraim og Manasse. Manasse var den ældste, og
så vidt, som det er givet os at vide noget derom, var han en trofast søn, men den
førstefødtes velsignelser blev ikke givet ham; de blev overdraget til hans yngre bro der.
Hvis vi var i besiddelse af den fuldstændige beretning, ville vi måske tydeligt kunne
forstå grunden dertil. At der var en god og tilstrækkelig grund, kan vi ikke tvivle om, for
det var Faderens vilje. Efraim, Josefs anden søn, arvede sin faders plads og de fleste
af hans velsignelser. Manasse, den ældste søn, blev ikke tilsidesat, for også han fik en
større del, end de fleste af Jakobs sønner fik.
Juda fik retten til at regere
Juda, Leas fjerde søn, blev i én henseende æret over sine brødre, for det var gennem
hans slægtslinje, at verdens Forløser kom. Det er i sandhed ære nok for en hvilken som
helst mand. Desuden blev velsignelserne i form af kongelig magt overdraget til ham.
Hans efterkommere fik ret til at styre og herske i Israel før rigets deling og til gennem
David at fortsætte som konger i Juda.
Efraims forhistorie
Men det var Efraim, der blev kaldet til at være den "første-fødte". Når vi læser
optegnelsen om hine tider, kan vi godt ledes til at undre os over, hvori netop den ære
bestod, som blev ydet Efraim. Vi finder ud af, at Levi stamme bliver folkets præster
af den aronske og levitiske orden. Vi ser, at først bliver Benjamins stamme æret ved
valget af Saul med den udtalelse, at hvis Saul var forblevet trofast, ville den ære have
fortsat hele hans slægtslinje. Vi ser David, en søn af Juda, blive kaldet til tronen og
riget givet ham til evig tid i Israel. Selv om den fremragende leder Josua var af Efraims
slægt, ser det ud til, at Josef og hans sønner efter hans tid blev overset eller glemt.
Men senere fulgte delingen af riget, og Herren overdrog Efraim at regere over ti af
tolv stammer. Vi, som er hans efterkommere, må desværre indrømme, at hans sønner,
som indtog denne stilling, uden undtagelse blev en sørgelig fiasko. De fik Israel til at
synde. Herrens vrede blussede op imod dem, og i sin vrede tillod han, at Israel blev
taget til fange og fjernet fuldstændig fra landet. Efraim og hans fæller drog i eksil, og
fra den tid indtil nu har de været forstødt, og for en stor del er de gået tabt for den
øvrige menneskehed.
Blandet mellem nationerne
Alligevel er Efraim i sin landflygtighed og i den adspredelse, der fulgte, blevet velsignet.
Gennem det, som er blevet åbenbaret, ledes vi til at tro, at Efraim måske mere end
nogen af de øvrige stammer "blandede sig med nationerne". Han blev spredt til fjern og
nær og i mange generationer mistede han sin identitet. Denne adspredelse var en straf,
og dog har den - som det ofte sker med de straffe, der udmåles af Herren - vendt sig til
velsignelse. Han blev en velsignelse for folkeslagene ved at give dem de rettigheder,
der tilhørte Israel.
Josefs efterkommere I amerika
Med oversættelsen af Mormons Bog blev mange af Josefs efterkommere kendt. Hvem
kunne have gjort den store opdagelse uden åbenbaring fra Herren. Lamaniterne er af

Side 64
Israel. Lehi var en af Manasses efterkommere. Vi er blevet oplyst om. at Ismael, hvis
børn sluttede sig til Lehis familie, var af Efraim. På denne måde blev børn af disse to
stammer indført i Amerika. Det er rigtigt, at der også var andre, der kom dertil, og der er
lige så stor mulighed for, at Herren, idet Han erindrede sit løfte til Josef, sendte andre
af Josefs stamme dertil sammen med mulekitterne. Dette land blev i hvert fald givet
dem til evig arv. De har arvet det i fortiden, og de skal arve det endnu mere i fremtiden.
Vi har lært, at der var en profeti i ødelæggelsen af den mangefarvede kappe, som
Josef bar. En del af den blev bevaret, og før sin død profeterede Jakob, at ligesom
en rest af kappen var bevaret, således skulle en rest af Josefs efterkommere blive
bevaret. "Og han sagde: Ligesom denne rest af min søns klædebon er blevet bevaret,
så skal en levning af min søns slægt blive bevaret ved Guds hånd, og Han skal tage
dem til sig, medens de øvrige af Josefs slægt skal omkomme som det øvrige af hans
klædebon." -Alma 46:24.
Denne rest, som nu findes blandt lamaniterne, skal til sidst have del i Evangeliets
velsignelser. De skal forene sig med den rest, som bliver samlet ind fra nationerne, og
de skal blive velsignet af Herren for evigt.

19. Kapitel
Efraim I de sidste dage
Side 65
Herren skal gøre dig til hoved ..... og det skal stadig gå opad for dig. - 5. Mos. 28:13.
Den første efraim var heftig og egenrådig
Fra Bibelen lærer vi, at Efraim slet ikke spillede så lille en rolle i Israels historie.
Det kommer tydeligt frem, at han var stridslysten og oprørsk. Det er nemt at forstå,
at i fangenskabets dage og da Israel begyndte på den lange rejse til det ukendte
nordenland, ville Efraim være tilbøjelig til at gøre oprør. Mange fra hans stamme
blandede sig med nationerne. Der var stærke karakterer blandt dem, og de kunne have
opnået meget godt, hvis de var blevet ledet rigtigt. Det tilfælde, der nævnes i det 12.
kapitel i Dommernes Bog, viser efraimitternes natur. Som følge af deres tåbelighed
og uretfærdige vrede løb de den risiko at blive næsten fuldstændig tilintetgjort. Hvad
Efraim har lidt i alle disse tidsaldre har været ham til gavn. Herren sagde, at i vor tid
"er de genstridige ikke af Efraims blod, derfor skal de rykkes op." (L.P. 64:36.) Lad os
håbe, at al sådan genstridighed er blevet udryddet.
Efraims mission I nyere tid
Efraim har en vidunderlig mission at udføre i vor tid. I over hundrede år har han trofast
udført sin mission. Det er korrekt, at han indtager sin plads som "hovedet", idet han
udøver sin fødsels ret i Israel. Det er Efraim, der forkynder Evangeliet for nationerne.
Det var derfor nødvendigt, at Efraim blev den, der først blev "indsamlet", for det er
ham, der skal berede vejen for de andre af Israels stammer. Gennem profeten Joseph
Smiths lærdomme ledes vi til at tro, at de fleste af dem, der har modtaget Evangeliet,
er af Efraims stamme. Det hører til undtagelserne at finde en fra en anden stamme.
Men vi har virkelig repræsentanter fra andre stammer.
Hans rolle I israels indsamling
Der er givet Efraim mange forjættelser i forbindelse med den rolle, han skal spille i
vor tids drama. Et af de mest slående skriftsteder vedrørende dette drama findes hos
Jeremias og lyder således:
Thi en dag skal vogterne råbe på Efraims bjerge: 'Kom, lad os drage til Zion,
til Herren vor Gud!'
Thi så siger Herren: Fryd jer over Jakob med glæde, jubl over det første blandt
folkene, kundgør med lovsang og sig: 'Herren har frelst sit folk, Israels rest'.
Se, jeg bringer dem hid fra nordens land, samler dem fra jordens afkroge;
iblandt dem er blinde og lamme, frugtsommelige sammen med fødende, i en
stor forsamling vender de hjem.
Se, de kommer med gråd; mens de ydmygt beder, leder jeg dem; jeg fører
dem hen til vandløb ad en jævn vej, hvor de ej snubler; thi jeg er Israel en
fader, min førstefødte er Efraim. - Jer. 31:6-9.
Ny åbenbaring kaster større lys over Herrens hensigter med hensyn til indsamlingen
af Israels stammer og den rolle, Efraim skal spille i den indsamling. Vi læser:

Bered jer derfor på Brudgommens komme; gå ud og mød Ham.
Thi se, Han skal stå på Oliebjerget og på det mægtige hav, det store dyb og
på øerne i havet og i Zions land.
Og Han skal lade sin røst høre fra Zion, og han vil tale fra Jerusalem, og hans
røst skal høres blandt alle folk.
Og det skal være en røst som mange vandes lyd og som stærk tordens røst,
der skal nedstyrte bjergene, og dalene skal ikke mere findes.
Han skal befale det store dyb, og det skal drives tilbage til nordenlandene, og
øerne skal forenes til ét land.
Og Jerusalems land og Zions land skal vende tilbage til deres eget sted, og
jorden skal blive, som den var, før den blev delt.
Og Herren, ja, Frelseren selv, skal stå midt iblandt sit folk og regere over alt
kød.
Og de, som er i nordenland, skal ihukommes for Herren, og deres profeter
skal høre Hans røst og ikke længer holde sig tilbage, men de skal slå på
klipperne, og isen skal flyde ned for deres åsyn.
Og en vej vil blive banet midt igennem det store dyb.
Deres fjender skal blive et bytte for dem.
Og i de ufrugtbare ørkner skal der springe levende vandkilder frem, og den
udtørrede jord skal ikke længere være et tørstigt land.
De skal bringe deres rige skatte til Efraims børn, mine tjenere.
Og de evige højes grænser skal bæve for deres nærværelse.
Og de skal falde ned og blive kronet med herlighed i Zion ved Herrens tjeneres
hænder, nemlig Efraims børn.
Og de skal synge, opfyldt med evig glæde. -L.P. 133:19-33.
Efraim skal ifølge sin fødselsret stå som leder
Side 66
Vi lærer altså, at når disse herlige tider indtræffer, skal Efraims børn være Herrens
"tjenere". Efraim skal stå som leder i sin fødselsrets fulde herlighed og betjene sine
medbrødre. Hvilken ære der vises ham! Hvilken ære, der tildeles ham nu, da han ikke
længer er oprørsk! Og Herren tilføjer:
Se, dette er den evige Guds velsignelse over Israels stammer og den større
velsignelse over Efraims hoved og hans medbrødre. -Ibid. v. 34.
De "endelige velsignelser" fra efraim
Det er Efraim, der i vor tid har Præstedømmet. Det er Efraim, Herren har sluttet pagt
med og til hvem Han har åbenbaret det evige Evangeliums fylde. Det er Efraim, som
bygger templer og udfører ordfinanser i dem for både levende og døde. Når "de tabte
stammer" kommer, som opfyldelse af de forjættelser, der blev givet gennem Esajas og
Jeremias - og det vil blive et meget vidunderligt syn og en forunderlig begivenhed, når
de kommer til Zion - vil de modtage de endelige velsignelser fra deres broder Efraim,
den "førstefødte" i Israel.

To indsamlingssteder
Side 67
De Sidste Dages Hellige forstår fuldt ud, at Amerika er Zion, for Herren har åbenbaret
det. Mange af de forudsigelser, der er fremført om Zion, kunne ikke blive opfyldt, hvis
der var ment den lille parcel af det navn i Jerusalem. Zion og Jerusalem er to forskellige
steder. Herren gør det ene til hovedstad i sit rige for Juda og hans medbrødre. Det
andet gøres til hovedstad for Hans rige i Zion, som er Josef og hans medbrødres land.
De to hellige byer er: Det gamle Jerusalem, når den er blevet renset, og Zion, Det
nye Jerusalem i Amerika. Her præsiderer Efraim ifølge sin fødselsret, idet han bærer
Præstedømmets magt for sine medbrødre.
Juda skal også indsamles, men til Jerusalem og Palæstina. Israels stammer skal
komme til Zion, hvor de vil blive kronet, og til sidst vil mange af dem finde vejen tilbage
til deres arveland, thi således er det blevet forjættet. (Se Ether 13:10-11.) Når Juda er
indsamlet, og vi kan glæde os over kundskaben om, at han nu er ved at blive indsamlet,
vil også han modtage sine velsignelser fra sin broder Efraim. Og den tid vil komme
- den er nær for hånden - da hele Israel skal blive renset. De pagter, der er sluttet med
Abraham, Isak og Jakob i fordums tid og fornyet med Joseph Smith i vor tid, vil alle
blive opfyldt.
Efraim indsamles nu
Lige fra begyndelsen har vort folks ledere set hen til den store dag, da Efraim vil være
indsamlet og indtage sin plads for at krone Israels stammer. I en skrivelse fra Det Første
Præsidentskab i oktober 1882 forekommer følgende:
Indbydelsen gælder alle: hvert folkeslag, hver slægt og hvert tungemål,
som vil tro, omvende sig, blive døbt og modtage den Helligånds gave ved
håndspålæggelse. Kom hjem; kom til Josefs land, dl Efraims dale.
Præsident Brigham Young har også sagt:
Israel er spredt blandt alle jordens nationer; Efraims blod er blandet med
hele jordens blod. Abrahams slægt er blandet med den oprørske slægt i
menneskeheden i hele verden. -Discourses. p. 669.
Vi er nu ved at indsamle Abrahams børn, som stammer fra Josef og hans
sønners lænder, specielt fra Efraim, hvis børn er blandet med alle jordens
nationer. Efraims sønner er vilde og ukultiverede, uregerlige og ustyr lige.
Deres ånd er heftig og resolut; de er den anglosaksiske race, og de findes
over hele jorden, hvor de går frem fra sejr til sejr med natur og magt til
at befale. De øger at blive skabningens herre, og de gennemsøger alle
krinkelkroge på denne jord for at finde ud af, hvad der findes i den og
på den. Jeg ser en forsamling af dem for mig i dag. Ingen vanskelighed
vil afskrække disse mænd; de vil gennemtrænge de største ødemarker
og overvinde næsten uoverstigelige vanskeligheder for at fremme deres
ukuelige eventyrånd. - Discourses. p. 670.
Profeten Joseph Smith så frem til den store dag, da Israel ville være indsamlet.
Han udtalte ved en konference, der blev holdt i Kirken i juni 1831, "at Johannes
Åbenbareren på det tidspunkt var iblandt de ti Israels stammer, som var blevet bortført
af Salmannassar, kongen af Assyrien, for at berede dem til deres tilbagevenden fra
den lange adspredelse". Præsident Young havde ofte lignende tanker, som han gav
udtryk for. En anden af hans udtalelser indeholder følgende: "Vi er af Israels hus, .....

Side 68
og det er selve den dreng, på hvem fader Jakob lagde sine hænder, der skal frelse
Israels hus. Mormons bog kom til Efraim, for Joseph Smith var en ren efraimit.
Det er Efraim, jeg har søgt efter al den tid, jeg har prædiket, og det var det blod, der
løb i mine årer, da jeg tog imod Evangeliet. Hvis der er nogen af de andre stammer
blandet med ikke-jøderne, søger vi også efter dem."
Præsident Young erklærede, at Joseph Smith var en ren efraimit. Det er sandt.
Joseph Smith, profetens fader, modtog fødselsretten i Israel, som han arvede gennem
sine fædre tilbage til Efraim, Josef, Jakob og Abraham. Derfor blev det patriarkalske
Præstedømme bekræftet på ham med den befaling, at det skulle gå videre fra fader
til søn.
Mormons Bog er Josefs optegnelse. Den indeholder Josefs efterkommeres historie
i dette land, Amerika, både Efraims og Manasses. Den var i Efraims hænder, da den
blev overgivet til Joseph Smith, således som Ezekiel profeterede, og den er stadig i
Efraims hænder, når vore missionærer går ud og forkynder dens sandheder for verden
- for de er også af Efraim.

20. Kapitel
Foldens adspredte får
Side 69
Se, nogle kommer langvejsfra, nogle fra nord og vest, nogle fra Sinims land. -Esajs
49.12.
Foldens adspredte får
Jakob fik navnet "Israel", da Herren viste sig for ham i Paddan-Aram, velsignede ham
og sagde: "Dit navn skal ikke mere være Jakob, men Israel." Det siges, at navnet
betyder "Guds strids mand", men det kunne lige så godt være "Guds tjener". Gennem
Israel fortsatte de forjættelser, der ved guddommelig gunst var givet til Abraham, og alle
Jakobs efterkommere påtog sig navnet Israel og er i deres historie kendt som israelitter.
I Israel forblev Præstedømmets rettigheder og gik videre fra slægt til slægt.
Hvorfor israel blev pagtens folk
Grundene til, at en speciel nation blev valgt til at bære Præstedømmet og blive
begunstiget med profetiske sandheder, er mange. Det er både konsekvent og rimeligt,
at Herren kalder sådant et folk og giver dem særlige begunstigelser, når den øvrige
menneskehed forkastede ordet. Gennem dette pagtens folk forbeholdt Herren sig
ret til at sende en udvalgt slægtslinje af trofaste ånder til verden med ret til særlige
begunstigelser på grund af lydighed i forudtilværelsen. Desuden havde valget af et
særligt folk og bekræftelse på det af særegne pagter og forpligtelser, som andre
nationer ikke ville holde, den virkning, at dette folk blev isoleret fra andre racer. Hvis
der ikke var blevet sluttet en særlig pagt eller givet Israel særlige principper med
streng befaling om ikke at blande sig med andre folkeslag, ville Israel som nation være
forsvundet i løbet af ganske få år. Som det var, tog det endda års oplæring og stadig
vejledning fra guddommeligt inspirerede profeter for at indprente folket helligheden af
deres specielle kald. Ydermere måtte de lide for overtrædelse af loven og for at bryde
pagterne, de blev pisket og måtte lide under trældom, før de ville lade sig belære.
De ti stammer bortført
De ti stammer blev med magt ført ud af det land, Herren havde givet dem. Mange af
dem blandede sig med de folk, de var adspredt iblandt. En hel del drog imidlertid samlet
mod nord og forsvandt for den øvrige verden. Hvor de drog hen, og hvor de er, ved vi
ikke noget om. At de stadig eksisterer, er vi nødt til at tro, for hvorledes kan Skrifterne
ellers gå i opfyldelse? Der er alt for mange profetier om dem og deres tilbagevenden
som et folk, til at vi kan ignorere dette faktum. Ældste Orson F. Whitney skrev om dette:
Der er nogle, som påstår, at Israels tabte stammer - de, som blev ført i
fangenskab omkring år 725 f. Kr. - ikke længere er et særskilt folk, at de
kun eksisterer som adspredte, blandet med de nationer, hvortil de blev ført
af de sejrende assyrer, som tog dem til fange. Hvis dette er sandt, og de
stammer som sådanne altså ikke mere bestod som sådanne på det tidspunkt,
da Joseph og Oliver modtog nøglerne til indsamlingen, hvorfor kom de så
med en bestemt henvisning til "at føre de ti stammer fra nordenland"? Og
dette siger de efter en almindelig hentydning til "Israels indsamling fra jordens

fire dele". Til hvilken nytte ville det være at nævne dem særskilt som De ti
Stammer, hvis de ikke mere var et tydeligt adskilt folk? Og hvorfor giver vore
trosartikler netop de stammer en speciel omtale? - Saturday Night Thoughts.
p. 174.
Nøglerne til indsamlingen gives
Side 70
Vi har allerede haft opmærksomheden henvendt på Joseph Smiths udtalelse om, at
Johannes Abenbareren på det tidspunkt (1831) befandt sig mellem de ti stammer og
forberedte dem til deres komme til Efraims børn for at modtage deres velsignelser.
(Essentials in Church History. p. 126.) Nøglerne til Israels indsamling (heri medregnet
De ti Stammers tilbagevenden fra Nordenland) blev givet til Joseph Smith og Oliver
Cowdery af Moses i Kirtlandtemplet, den 3. april 1836. Joseph Smith har beskrevet
dette besøg med disse ord: "..... himlene åbnedes atter for os, og Moses viste sig for
os og overdrog os nøglerne til Israels indsamling fra jordens fire dele og til at føre de
ti stammer fra nordenland."
Besøgt af frelseren
Disse tabte stammer var samlet et eller andet sted, da Frelseren besøgte nephiterne i
Amerika. Vi tror, at Han kom og oprettede sin Kirke blandt dem med en organisation i
lighed med den der blev givet nephiterne. De havde deres profeter og førte optegnelser.
Herren sagde følgende om dem:
I er mine disciple, og I er et lys for dette folk, som er en levning af Josefs hus.
Og se, dette er jeres arveland, og Faderen har givet jer det.
Og Faderen har ikke på noget tidspunkt givet mig befaling, at jeg skulle omtale
det til jeres brødre i Jerusalem.
Faderen har heller ikke nogen sinde befalet mig at fortælle dem om de andre
stammer af Israels hus, som Faderen har ført ud af landet.
X X X X X
Og sandelig siger jeg jer igen, at Faderen har skilt de andre stammer fra dem,
og som følge af deres misgerninger ved de intet om dem.
X X X X X
Og sandelig, sandelig siger jeg jer, jeg har andre får, som ikke hører til dette
land, ej heller til Jerusalems land, ej heller til nogen del af det omliggende
land, hvor jeg har været for at virke og prædike.
Thi dem, jeg taler om, er dem, som endnu ikke har hørt min røst; ej heller har
jeg nogen sinde åbenbaret mig for dem.
Men jeg har fået befaling af Faderen om at qå til dem, og de skal høre min
røst og blive regnet blandt mine får, så der kan blive én hjord og ån hyrde;
derfor går jeg hen for at vise mig for dem. -3.Nephi 15:12-20 og 16:1-3.
Deres optegnelser skal komme frem
Nephi vidste besked om de tabte stammer, for det var blevet meddelt ham ved
åbenbaring, og Herren sagde til ham:

Thi se, jeg skal tale til jøderne, og de skal skrive det, og jeg skal også tale til
nephiterne, og de skal skrive det, og jeg skal også tale til de andre stammer
af Israels hus, som jeg har ført bort, og de skal skrive det, og jeg skal også
tale til alle folk på jorden, og de skal skrive det.
Og det skal ske, at jøderne skal få nephiternes ord og nephiterne jødernes
ord; og nephiterne og jøderne skal få Israels tabte stammers ord, og Israels
tabte stammer skal få nephiternes og jødernes ord. -2.Nephi 29:12-13.
En del af denne profeti blev opfyldt, da Mormons Bog kom frem i lyset. Tiden
er endnu ikke inde til, at de tabte stammers skrivelser skal kendes, men det
må ske om kort tid.
Miraklet med den jødiske identitet
Side 71
Jøderne har lige fra deres historie begyndte været et særpræget folk. Man har omtalt
dem som det store mirakel, der beviser Skrifternes guddommelighed. De har været
et stort mirakel, og det er de stadig. Hvordan kan det være, at de er forblevet intakt
og et særpræget folk, medens de har været spredt blandt folkeslagene? Selve den
kendsgerning, at de er forblevet en særpræget race, der har vedligeholdt deres skikke
og religiøse trosopfattelser, medens de har været spredt over hele jorden, er bevis
på profetiens sand hed. På grund af Faderens mishag, som de pådrog sig, fordi de
forkastede deres Forløser og Hans Evangelium og krævede deres Konges død, fik de
også alle folks had imod sig. Men selv dette had ville være svundet, hvis ikke Jesus
havde været Kristus, og hvis ikke den Almægtiges hånd havde hvilet tungt over dem.
Det var ikke blot de kristne, der afslog at omgås dem i fortiden, og som har forfulgt
dem. De har været fuldstændig til spot, og de har været et øgenavn blandt nationerne.
Deres strenge vedholden ved den jødiske lov, således som den er blevet fortolket af
de til bogstavet bundne rabbinere, samt den udoktrinære idé, at de og de alene er
Guds udvalgte folk, har været hovedfaktorerne i deres fortsatte afsondrethed. Det skal
indrømmes, at jøderne som et folk rager op som et af de største beviser på de pagter,
Herren sluttede med Abraham. Og så er det Herrens vilje, at de skal holdes for sig selv,
og således vil de være at finde ved vor Herres andet komme. Hvis det ikke forholdt sig
således, og hvis ikke Jesus var Kristus, hvem jøderne fordømte, idet de råbte: "Hans
blod kommer over os og vore børn," ville de være forsvundet ud af billedet som en
særegen race for hundreder af år siden. I deres adspredte tilstand er de i dag et stående
mirakel, et tavst vidnesbyrd om pagten med Israel og om Jesu Kristi guddommelighed,
selv om de ikke selv tror på Ham.
Indsamlingen af israels forstødte
En bedre dag er ved at gry for jøden og for lamanitten. Den tid, som de fordums profeter
talte om, da Herren igen vil vende sig til dem, er nu for hånden. Esajas' ord er nu ved
at blive opfyldt:
På hin dag skal hedningerne søge Isajs rodskud, der står som et banner for
folkeslagene, og hans bolig skal være herlig.
På hin dag skal Herren atter udrække sin hånd for at vinde, hvad der er til
rest af hans folk, fra Assur og fra Ægypten, fra Patros, Ætiopien og Elarn, fra
Sinear, Hamat og havets strande.
For folkene rejser han banner, samler Israels bortdrevne mænd, sanker
Judas spredte kvinder fra verdens fire hjørner. -Es. 11:10-12.

Side 72
Siden det britiske mandat er blevet oprettet i Palæstina, er jøderne begyndt at vende
tilbage. Forbandelsen er blevet fjernet fra landet, og inden mange år vil de igen blive
værdige til at slutte pagt med Herren. Herrens hensigter opfyldes hurtigt, og i nær
fremtid vil der finde store begivenheder sted i forbindelse med opfyldelsen af de løfter,
der blev givet Juda og Efraim; med hensyn til disse forjættelser vil også lamanitterne
i Amerika komme i betragtning.

21. Kapitel
Evangeliet lovet til hedningerne
Side 73
Jeg, Herren, har kaldet dig i retfærd og grebet dig fast om hånd; jeg vogter dig, og jeg
gør dig til folkepagt, til hedninglys. -Es. 42:6
Hedningerne hører ikke ind under pagten
Med betegnelsen "hedning" menes der alle dem, som ikke er israelitter, og som står
uden for den pagt, der blev sluttet med Abraham, Isak og Jakob. Betegnelsen henviste
oprindeligt til Jafets efterkommere. (1. Mos. 10:5.) Den anvendes ofte i Skrifterne,
når der henvises til de nationer, som ikke er af Israel. Eftersom den pagt, der blev
sluttet med Abraham, også skulle gælde for Isak, Jakob og de tolv Israels stammer,
må hedningenationerne nødvendigvis modtage deres velsignelser i Evangeliet gennem
denne udvalgte slægtslinje. Hvorledes disse velsignelser opnås er vist i tidligere
lektioner. Lad os imidlertid ikke glemme, at i Asien var der andre, der ikke var af Israel,
men som alligevel havde Præstedømmet i tidligere tider, og efter at Israel blev en
nation. Der var imidlertid - så vidt vi ved - ingen af disse, der var rene hedninger, men
var Abrahams efterkommere gennem en anden gren end Jakobs. Vi har haft anledning
til at henvise til Midjan og midjanit terne, hvortil Jetro hørte. Jetro ordinerede Moses,
og Moses var nær knyttet til sin svigerfader. medens Israel vandrede i ørkenen. Vi
ved ikke noget bestemt om Job og hans nationalitet. Alt, hvad der er skrevet om Job,
er mere eller mindre usikkert; der er endda dem, som antyder, at han er en opdigtet
person; sådan en tanke er dog ikke holdbar. Som tiden gik, blev det imidlertid klart,
at alle spor af Præstedømmet forsvandt fra andre folk, og selv israelitterne viste sig
i en længere periode at være uværdige til deres velsignelser. Ikke desto mindre var
de Herrens udvalgte folk, og selv om Han var tvunget til at straffe dem, har Han aldrig
glemt de pagter, Han sluttede med deres fædre.
Evangeliets velsignelser gennem den udvalgte slægt
Israel var udvalgt af Herren, og det er gennem den slægtslinje Evangeliets velsignelser
kommer; men vi må ikke begå den fejltagelse, som fandtes blandt jøderne på
Frelserens tid, at tro, at der ikke er andre folk, der kan blive Velsignet af Herren. Alle
mennesker er Hans afkom, og Han er derfor interesseret i alle nationer på jorden. Det
er logisk at slutte, at Herren endog ville have givet Præstedømmet og frelsesplanen
til hedningerne på Abrahams tid, da Evangeliets pagt blev sluttet med ham, dersom
de havde været villige til at modtage dem. Alle Noas efterkommere blev ledet til
Evangeliets lys, men flertallet af dem forkastede det. Vi kan forestille os, at de sagde,
ligesom folket sagde til Enok og hans forgængere: "Hvem er Herren, at vi skulle kende
Ham?" Det var årsagen til, at de blev overladt til sig selv uden at få guddommelig
vejledning, og til at der blev udtaget en udvalgt slægt, der ville blive begunstiget af
Herren (se kap. 7. "Udvælgelse af Slægtslinje") Selv i den velsignelse, der blev givet til
Abraham, opdager vi den sandhed, at Faderen ikke havde forladt ham. Han sagde til
Abraham: "Og jeg vil velsigne dem, som velsigner dig, og forbande dem, som forbander
dig, og i dig skal alle jordens slægter velsignes".
Israels blod blandet med hedningernes
Med dette formål - hvilket vi ser i Israels adspredelse - blev mange af Jakobs
efterkommere fra tid til anden ført bort til forskellige dele af jorden. På grund af

Side 74
overtrædelse, blev mange ført i fangenskab, og i hin første tid, før de var blevet
fuldstændig mættet med deres profeters lærdomme eller fuldt ud forstod, at de var
et folk, der var adskilt fra verden, så de ikke noget forkert i at blande sig med
andre folkeslag. Selv om meget af denne adspredelse blev tilmålt dem som en straf,
vendte Herren den dog til frelse for de hedenske nationer. Israels adspredelse blandt
nationerne begyndte næsten lige så tidligt som deres nationale eksistens. Det er en
velkendt kendsgerning, at nogle af de græske stammer påberåbte sig slægtskab med
Israel. Joel skrev om Tyrus og Sidon cirka 800 år f. Kr.:
I ..... solgte judæerne og Jerusalems borgere til grækerne, for at de skulle
føres langt bort fra deres hjem. -Joel 3:11.
Ældste George Reynolds siger i sin lille, værdifulde bog "Er vi af Israel":
Det er også et bemærkelsesværdigt faktum, at nogle få hundrede år
efter at Joel havde overleveret sit budskab om fordømmelse til Tyrus og
Sidon, fremkom indbyggerne i en af disse græske stater, lakedaimonierne
eller spartanerne, med en påstand om slægtskab med Israel, da de var
Abrahams børn; de fik deres påstand bekræftet, og hvad der er endnu mere
bemærkelsesværdigt; der blev ydet dem fuld retfærdighed, thi det var disse
lakedaimoniere, som Alexander den Store anvendte til at ødelægge Tyrus og
til opfyldelse af Herrens ord gennem Joel: "Se, jeg vækker dem op fra det
sted, I solgte dem til, og lader gengældelse komme over eders hoved." - Joel
3:12.
På denne og på mange andre måder blev Israel spredt. Dan boede i skibe. Nogle
af israelitterne krydsede havene. Kolonier blev forflyttet og andre folkeslags hjem blev
israelitternes hjem, hvorfra de aldrig vendte tilbage.
Evangeliet for alle nationer
Under sin mission gik Frelseren kun til Israels hus. Han sagde, at Han ikke var sendt
til hedningerne, og derfor betjente Han dem ikke specielt. Det var kun lejlighedsvis,
når en eller anden enkelt hedning viste stor tro, at Herren vendte sin opmærksomhed
mod vedkommende. Efter sin opstandelse gav Herren sine apostle den opgave at gå
ud i al verden og forkynde Evangeliet for al skabningen. Der skulle ikke være nogen
undtagelser, alle skulle have ret til at modtage det. Lige straks forstod apostlene ikke
betydningen af det, Herren mente. Der måtte en særlig tilkendegivelse til Peter for
at overbevise ham om, at Kornelius var berettiget til Kirkens velsignelser. Da andre
hedninger kom til, var der nogle af de jøder, som hørte til Kirken, der havde deres tvivl
om det berettigede i at lade dem komme ind; de ønskede, at de omvendte hedninger
skulle rette sig efter jødisk skik, som var afsluttet med Jesu Kristi mission.
De jødiske kristne havde ret, når de i begyndelsen først bragte budskabet til jøderne,
for sådan var det blevet lovet. Derpå blev Evangeliet bragt til hedningerne. Under den
nuværende forvaltning skal det først gives til hedningerne, derefter til jøderne. De første
er nu de sidste i overensstemmelse med Skrifterne. -Nephi 13:42.
Vi er af en blandet slægtslinje
Lad os også huske, at vi er af hedningerne! Dermed mener jeg, at De Sidste Dages
Hellige har fået deres velsignelser gennem de hedenske nationer. Præsident Brigham
Young sagde som før om talt, at Joseph Smith var en ren efraimit. Dette er sandt;

Side 75
men Joseph Smith stammede også fra en hedensk slægtslinje, og det gælder de fleste
af Kirkens medlemmer. Vi kan prale af vor slægtslinje og fryde os over, at patriarker
har erklæret, at vi er af Efraim, men lad os samtidig passe på, at vi ikke foragter
hedningerne, for dem hører vi også til, Hvis det ikke var således, ville Skriften ikke blive
opfyldt.
I Nephis skrivelser findes følgende:
Og nu, hvad vor Fader mener de naturlige grenes indpodning ved folkenes
fylde er, at i de sidste dage, når vort afkom er nedsunket i vantro, ja, i et
tidsrum af mange år og mange slægter, efter at Messias bliver åbenbaret
i legemet for menneskenes børn, da skal fylden af Messias' Evangelium
komme til nationerne, og fra nationerne til de tilbageværende af vort afkom.
Og på den dag skal de tilbageværende af vort afkom vide, at de er af Israels
hus, og at de er Herrens pagts folk. -1. Nephi 15:13-14.
Moroni sagde også, da han skrev til hedningerne:
Og det var gennem tro, mine fædre fik det løfte, at disse ting skulle komme
til deres brødre ved ikke jøderne; derfor har Herren, ja, Jesus Kristus, givet
mig visse befalinger. -Ethor 12:22.
Denne lære findes i Mormons Bog; og Lehis forklaring om indpodningen af grenene,
samt Jakobs endnu mere fuldstændige og interessante lignelse om det forædlede
oliventræ, giver os en meget klar forståelse af Herrens handlemåde med Israel og
hedningerne. Desuden ser vi Herrens barmhjertighed mod alle mennesker stærkt
tilkendegivet i disse ypperlige skrifter fra de nephitiske profeter.
Efraim indsamlet fra redningerne
I vor tid løftes Evangeliets banner af Efraim, som er blevet indsamlet fra hedningerne,
og de adspredte israelitter blandt hedningerne har fylket sig med dem. Tiden er inde,
da dette samme lys skal bringes til de tilbageværende i dette land (Amerika) og til det
adspredte Juda, for at også de kan få lov til at blive indsamlet til folden.

22. Kapitel
Redningerne I zions land
Side 76
Men dersom ikke jøderne vil omvende sig og vende sig til mig, siger Faderen, se, da
skal de blive regnet blandt mit folk, o Israels hus.-3 Nephi 16:13.
Ånden virkede på en mand blandt redningerne
For over 475 år siden sejlede en modig, eventyrlysten sømand fra havnene i Palos,
Spanien, med tre små skibe, hvis forstavne pegede mod den nedgående sol. Han
mente, han var tilskyndet af håbet om at kunne finde en kortere rute til Indien, for han
troede, at jorden var rund. Den egentlige tilskyndelse, der fik ham til at drage af sted, var
Herrens Ånd, for tiden var inde, da Josefs land, eller Zion som det blev kaldt i Bibelen,
skulle blive kendt for den hedenske verden. Dette var ikke desto mindre et modigt
vovestykke for Christoffer Columbus at påtage sig, for på den tid troede menneskene,
som famlede i åndeligt mørke, at jorden var flad og universets midtpunkt. De gamle
profeter vidste udmærket godt, at jorden er en planet, der drejer sig om solen (Abraham
1:31; Helaman 12:15), men denne kundskab var gået tabt for menneskene på grund
af overtrædelse. Efter at have sejlet i mange dage opdagede Columbus - i stedet for
Indien, som han var sejlet ud for at finde - Zions land med dets mærkelige indbyggere,
profeten Lehis degenererede efterkommere. Da den østlige verden hørte om den nye,
vestlige verden, var der mange hedninger, som drog ud på de store have, og til sidst
havde store skarer af ikke-jøder slået sig ned i landet.
Andre redninger I det forjættede land
Alt dette var blevet forudsagt; der var intet, der var tilfældigt. Det tidspunkt, Herren
havde fastsat til gunst for hedningerne, var kommet. Columbus' ankomst var kun en
begivenhed, der hørte med til forberedelsen af det evige Evangeliums fremkomst. De
mange hedninger i landet var blevet forudsagt af profeter lige fra begyndelsen. Næsten
600 år f. Kr. så Nephi, som rejste sammen med sin faders familie i den arabiske ørken
på vej mod Zions land, alt dette i et syn; meget mere så han, ja, helt til tidens ende. Det
blev gjort ham bekendt, at hans efterkommere og hans ældre brødres efterkommere
ville dele sig og danne to nationer, der ville føre krig mod hinanden. Han så den tid,
da Kristus skulle komme og Hans virksomhed sammen med apostlene; han så også,
at efter Kristi opstandelse ville Han besøge indbyggerne i dette land (Amerika) og
give dem Evangeliets fylde. Med sorg så han, at hans eget folk ville blive fuldstændig
udryddet på grund af oprør, og lamanitterne ville blive spredt over hele landet, hvor
de levede i mørke, uden en stråle af guddommeligt lys, for Guds vrede var over dem.
Medens Nephi så dette i synet, skrev han:
Og engelen sagde til mig: Se, Guds vrede er over dine brødres afkom.
Og jeg så, og se, der var blandt folkene en mand, som var skilt fra mine
brødres afkom ved de mange vande, og jeg så, at Guds Ånd kom ned og
virkede på manden, og han drog over de mange vande lige til mine brødres
afkom, som var i det forjættede land.
Og jeg så, at Guds Ånd virkede på andre folk, og de kom ud af fangenskab
og drog over de mange vande.
Og det skete, at jeg så store skarer af ikke-jøder i det forjættede land, og jeg
så, at Guds vrede var over mine brødres afkom, og de blev spredt af disse
og blev slået.

Og jeg så, at Herrens Ånd var over ikke-jøderne, og de havde fremgang og
fik landet i arv, og jeg så, at de var hvide og meget smukke og lyse ligesom
mit folk før dets udryddelse. -1. Nephi 13:11-15.
Et forunderligt værk for hedningerne
Side 77
Nephi så, at der blev givet hedningerne i dette land store forjættelser, og at Herren
havde et forunderligt værk for dem at udføre med at bringe Evangeliets fylde frem i
lyset og give det til hans brødres sæd. Der blev givet det løfte, at når hedningerne
havde spredt lamanitterne og mishandlet dem, skulle den tid komme, da de ville blive
plejefædre for dem, og ikke blot for dem, men også for andre af det adspredte Israels
hus. Det blev forbeholdt hedningerne at samle de tiloversblevne af Israel og at give
dem Evangeliets velsignelser. Der stod skrevet, at den tid skulle komme, da Herren
ville give sin sandhed til kende for alle nationer, "både for jøder og ikke-jøder"; og når
Han har tilkendegivet sig for jøderne og også for ikke-jøderne, så vil Han tilkendegive
sig for ikke-jøderne og også for jøderne, og de sidste skulle blive de første og de første
de sidste. Alt dette er blevet opfyldt i overensstemmelse med forjættelsen.
Trofaste hedninger skal blive regnet med blandt israel
"Og det skal ske", sagde Herren til Nephi, "at dersom nationerne vil lytte til Guds Lam
den dag, da Han giver sig til kende for dem i ord og tillige i kraft, ja, i sandhed til at tage
deres anstødssten bort, og dersom de ikke forhærder deres hjerter mod Guds Lam,
vil de blive regnet blandt din faders sæd, ja, de vil blive regnet til Israels hus, og de
skal blive et velsignet folk i det forjættede land evindelig, de skal ikke mere bortføres i
fangenskab, og Israels hus skal ikke mere omstyrtes". -1. Nephi 14:1-2.
Fra hedningerne til israel
Da Moroni skulle til at skjule forkortelsen af Mormons Bog, profeterede han, at den
skulle komme frem til overbevisning af både jøde og ikke-jøde og for at vise de
tiloversblevne af Israels hus. hvilke store ting Herren havde gjort for deres fædre, og
den skulle komme frem på Herrens bestemte tid "fra ikke-jøderne" og "oversættelsen
deraf ved Guds gave." I forklaringen af sit syn sagde Nephi, at "Guds Lams bog, der
var kommet ud af jødens mund," skulle komme fra ikke-jøderne til resten af mine
brødres afkom". (1. Nephi 13:38-40). Da Frelseren kom til nephiterne forklarede Han
dem desuden, at når Evangeliet skulle åbenbares i de sidste dage og komme til Israels
hus, ville det komme fra ikke-jøderne. Han sagde følgende:
Og jeg befaler jer, at I skal skrive disse ord, når jeg er borte, så at, om så
er, at mit folk i Jerusalem, de, som så mig og var med mig i min gerning,
ikke beder Faderen i mit navn, at de måtte få kundskab om jer gennem den
Helligånd og ligeledes om de andre stammer, som de intet ved om, at disse
ord, som I skal skrive, måtte bevares og åbenbares for ikke-jøderne, for at
de tiloversblevne af deres efterkommere, som på grund af deres vantro skal
blive spredt over hele jorden, kan gennem ikke-jødernes fylde, blive ledet og
komme til kundskab om mig, deres Forløser.
Og da vil jeg indsamle dem fra jordens fire hjørner; og da vil jeg opfylde den
pagt, som Faderen har gjort med alle de folkeslag, som tilhører Israels hus.
Og velsignede er ikke-jøderne, som tror på mig, i og af den Helligånd, som
vidner for dem om mig og om Faderen.

Se, på grund af deres tro på mig, siger Faderen, og for jeres vantros skyld,
o Israels hus, skal sandheden i de sidste dage komme til ikke-jøderne, så at
disse ting vil blive kundgjort for dem i deres fylde. -3.Nephi 16:4-7.
Velsignelser lovet de troende hedninger
Side 78
Af disse citater og mange andre forudsigelser i Mormons Bog ser vi,at det er store
forjættelser, der er givet de troende hedninger i Zions land. Vi skal imidlertid huske, at
disse velsignelser ikke er lovet de vantro ikke-jøder. Herren talte gennem Jakob, Nephis
broder, og sagde, at Han ville gøre dette land (Amerika) til arveland for ikke-jøderne
i det. "Og dette land skal blive et frihedens land for ikke-jøderne, og der skal ingen
konger være i landet, som vil opstå blandt dem. Og jeg vil befæste dette land mod
alle andre folk." (2. Nephi 10:11-12.) Det er sådanne vidunderlige løfter, der er givet
de hedningefolk, som bor i det land, der blev givet Josef til arv, og hedningerne skal
regnes med blandt Josefs børn, hvis de vil tage imod Evangeliet. -1. Nephi 14:2.
De uretfærdige har intet krav på velsignelserne
Indtil nu har Herren beskyttet ikke-jøderne i dette land (Amerika). Han har holdt sit ord
og har befæstet dette land imod alle andre nationer, og Han har gjort det til et frihedens
land for ikke-jøderne. Så længe de er villige til at vise ydmyghed og prøve at handle
ret, vil disse velsignelser følge dem. Når den tid kommer, da de nægter at tjene Jesus
Kristus, så vil al guddommelig beskyttelse blive fjernet. De uretfærdige skal ikke regne
med, at de har noget krav på løfterne fra Herren om beskyttelse af de trofaste. Engelen
sagde til Nephi:
Og det skete, at engelen talte til mig, Nephi, og sagde: Du har set, at dersom
folkene omvender sig, skal det gå dem godt, og du kender ligeledes til Herrens
pagter med Israels hus, og du har også hørt, at den, der ikke omvender sig,
må omkomme.
Derfor, vé ikke-jøderne, dersom de forhærder deres hjerte mod Guds Lam.
Thi den tid kommer, siger Guds Lam, da jeg vil udføre et stort og forunderligt
værk blandt menneskenes børn, et værk, der skal vare evigt, enten på den
ene eller den anden måde, enten til deres overbevisning om fred og evigt
liv, eller overgivelse til deres hjerters forhærdelse og deres sinds blindhed, til
undertrykkelse i trældom og ligeledes til fordærvelse, både timelig og åndelig,
i overensstemmelse med djævelens fangenskab, som jeg har talt om. -1.
Nephi 14:5-7.
Disse løfter er givet til ikke-jøderne i dette land (Amerika), og de kan hjælpes med
til at bygge Zion og Templet og få del i alle Israels hus velsignelser. Det er blevet
deres privilegium at blive æret og velsignet som plejefædre for de tiloversblevne af
lamaniterne; de er blevet velsignet med Præstedømmet og med at organisere Kirken
som forberedelse til hele Israels tilbagevenden. Ganske vist er de ikke-jøder, som har
udført dette, også efterkommere af Israel gennem Efraim, for det er i kraft af deres
afstamning, de er berettiget til disse velsignelser; men også andre, som måske ikke
er af Israels blod, skal få dem, hvis de blot vil acceptere de løfter, Herren har givet
ikke-jøderne i dette land (Amerika). Hvis de afviser dem, vil Herren, når de "i hjertets
stolthed hæver sig over alle folkeslag og over alle jordens nationer", forstøde dem og
tage Evangeliet fra dem, og det skal overgå til pagtens folk af Israels hus. (3 Nephi
16:10-11.) Da vil Herren erindre de pagter Han gennem Esajas sluttede med deres
fædre:

Dine vægtere skal opløfte deres røst; med forenede stemmer skal de synge,
thi de skal se øje til øje, når Herren vil genbringe Zion.
Bryd ud i jubel, syng sammen. I Jerusalems øde steder; thi Herren har trøstet
sit folk, Han har genløst Jerusalem.
Herren har blottet sin hellige arm for øjnene af alle nationer; og alle jordens
ender skal se Guds frelse. -3. Nephi 16:18-20.
Side 79

23. Kapitel
Vort personlige ansvar
Side 80
Det største ansvar, Gud har pålagt os her i verden, er at søge efter vore døde. -Joseph
Smith.
Kirkens medlemmers mange pligter
De Sidste Dages Hellige har mange opgaver. Der er opgaver, der gives dem kollektivt
- eller de gives til Kirken som sådan; og så er der opgaver, der tildeles dem individuelt.
Måske er det største ansvar, der er lagt på Kirken, at forkynde Evangeliets budskab for
al verden; dette kræves først og fremmest af Præstedømmet. Der gives mange andre
opgaver og pligter, som hviler på den samlede enhed af gudsdyrkere, man kalder for
Kirken, men det er den enkeltes ansvar og opgaver, vi ønsker at omtale her.
Herrens åg er gavnligt
Medlemskab i Kirken er ikke for den dovne. Den, der søger en nem vej til frelse, må gå
andre steder hen, for den findes ikke i Kirken. Der findes faktisk ikke noget inden for
Kirken, som det er vanskeligt eller hårdt at udføre. Herren sagde:
Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer
hvile.
Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så
skal I finde hvile for jeres sjæle.
Thi mit åger gavnligt og min byrde er let. -Matt. 11:28-30.
Når et menneske tilstår, at det er svært at holde Herrens bud, så er det en sørgelig
tilståelse, han kommer med, nemlig den, at han overtræder Evangeliets lov. Det er
nemt at danne vaner. Det er lige så nemt at danne gode som at danne dårlige vaner.
Naturligvis er det ikke nemt at sige sandheden, hvis man er en uforbederlig løgner.
Det er ikke nemt at være ærlig, hvis man har vænnet sig til at være uærlig. Hvis et
menneske aldrig har bedt, finder han det meget vanskeligt at bede. Omvendt: hvis et
menneske altid har været sandfærdigt, vil det være svært for ham at lyve. Hvis han
altid har været ærlig, men han så foretager sig noget uærligt, vil hans samvittighed
protestere højlydt. Han vil kun kunne finde fred gennem omvendelse. Hvis et menneske
er i besiddelse af bønnens ånd, fryder han sig ved bøn. Det er nemt for ham at nærme
sig Herren med vished om, at hans anmodning vil blive besvaret. At betale tiende er
ikke svært for det menneske, som fuldt omvendt til Evangeliet betaler en tiendedel af
alt, hvad han modtager. Så vi ser, at Herren har givet os en storslået sandhed: Hans
åg er gavnligt, Hans byrde er let, Hvis vi elsker at gøre Hans vilje!
Enhver skal være flittig I alt
Blandt de mange pligter, der er pålagt Kirkens medlemmer, er de mest vigtige disse:
Du skal elske Herren med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele
dit sind, og du skal tjene Ham i Jesu Kristi navn.
Du skal elske din næste som dig selv. -L.P. 59:5-6.

Det er ikke Faderens mening, at Kirkens medlemmer skal sætte sig ned og
vente på Guds rige! Han har sagt:
Du skal ikke være lad; thi den lade skal ikke æde arbejderens brød eller bære
hans klæder. -L.P. 42:42.
Og enhver skal være flittig i alt. Lediggængeren skal ikke have plads i Kirken,
om han ikke omvender og retter sig. -Ibid. 75:29.
Side 81
Vi ser af disse befalinger, at det at være doven ikke blot betyder, at vi ikke er villige
til at udføre legemligt arbejde: at arbejde i vort ansigts sved - men lediggængeren er
også den, som ikke er flittig i udførelsen af sine forpligtelser eller opgaver. "Se derfor
til, o, I, der indtræder i Guds tjeneste, at I tjener ham af jeres hele hjerte, sjæl, sind
og styrke, så I kan stå ulastelige for Gud på den yderste dag." Hvis vi tjener Ham af
hele vort hjerte, sjæl, sind og styrke, vil der være nok for os at gøre. Faderen forlanger
ikke noget urimeligt, kun det, som stemmer overens med Hans lov, den, som Han selv
adlyder. Kan man forestille sig vor evige Fader og vor Frelser uvirksomme? Var ikke
Frelseren travlt beskæftiget i sin gerning her på jorden? "Men Jesus svarede dem: Min
Fader arbejder indtil nu, også jeg arbejder". Er ikke dette sandt? Når vejret en aften er
klart, gå så ud og betragt himmelhvælvingen; tænk på de utallige millioner verdener,
du ikke kan se, og husk, hvad Herren sagde om dem: "Utallige verdener har jeg skabt,
og jeg skabte også dem i mit eget øjemed." Hvad er det for en hensigt? "At tilvejebringe
udødelighed og evigt liv for mennesket! "
Ikke blot for sig selv
Vi ser altså, at Faderens og Sønnens store værk ikke kun gælder dem selv. De virker,
som de hele tiden har gjort, til menneskets gavn. Når et menneske slutter sig til Kirken
sker det på grundlag af princippet om tro på Faderen, Sønnen og den Helligånd. Det er
gennem dette princip, han accepterer alt, hvad der vedrører Evangeliet. Der er visse,
velfunderede love - eller ordinanser, som vi kalder dem - og regulativer, som er blevet
fastsat, før verdens grundvold blev lagt, og dem må de tage imod. Disse krav stilles til
alle mennesker, som søger omvendelse og en plads i Guds rige. Det kræves af ethvert
menneske, at han fuldstændig omvender sig, bliver døbt til syndernes forladelse, får
håndspålæggelse for den Helligånds gave og til indtrædelse i Kirken. Hvis nogen prøver
at komme ind på anden måde, betegnes han som en tyv og en røver. Hvorfor? Fordi
han på bedragerisk måde søger at opnå evigt liv! Han prøver at tilegne sig ophøjelsens
belønning på falsk grundlag, og det kan ikke lade sig gøre.
Siden kravet om lydighed mod Evangeliets ordinanser kræves af alle mennesker, og
eftersom de ikke kan indgå i Riget uden at føje sig efter den lov, Herren har givet, må der
gøres noget, der kan hjælpe dem, som er døde uden kundskab om Evangeliet og dets
krav, og som aldrig har haft anledning til at omvende sig og få syndernes forladelse.
Eftersom vor Frelser kom til verden for at lære os kærlighed til hverandre, og da denne
belæring blev tilkendegivet gennem Hans lidelse og død, for at vi kan leve, bør vi så
ikke give vor kærlighed til vore medmennesker udtryk ved at udføre tjenester til gavn
for dem? Med andre ord: Når Frelseren var villig til at komme til denne verden, lide,
bløde og dø, for at Han kunne bringe os forløsning fra graven og frelse fra synd på
betingelse af, at vi omvender os, bør vi da ikke være villige til at vise lignende kærlighed
til dem, som er ude af stand til at hjælpe sig selv? Bør vi ikke vise vor taknemmelighed
for den uendelige tjeneste, Han udførte for os, ved at yde vor tjeneste for Hans sag?
Det menneske, som kun udfører de ting i Kirken, der vedrører ham selv, vil aldrig nå
til ophøjelse. F. eks.: det menneske, som er villig til at bede, til at betale sin tiende og

Side 82
sine offergaver, og til at udføre de pligter, der angår hans eget personlige liv og intet
mere, vil aldrig nå fuldkommenhedens mål. Vi må yde vor tjeneste til gavn for andre. V
i må række en hjælpende hånd til de ulykkelige, til dem, som ikke har hørt sandheden
og befinder sig åndeligt i mørke, til de nødlidende og undertrykte.
Vort største personlige ansvar
Men større end alt dette - så vidt vort personlige ansvar angår - det største er at blive
frelsere i den mindre grad, vi er blevet anvist, for dem, som er døde uden kundskab om
Evangeliet, Joseph Smith sagde herom: "Det største ansvar, Gud har pålagt os i denne
verden, er at søge efter vore døde." Hvorfor er dette ansvar så stort? Af to grunde. For
det første, fordi vi ikke kan indgå til det fuldkomne liv uden vore værdige døde, som
ikke er blevet velsignet med Evangeliet, som vi er blevet det. For det andet, fordi de,
som har levet livet værdigt, men i mørke, fordi Evangeliet ikke blev bragt til dem i livet,
også er arvinger til frelse. Grunden hertil vil blive behandlet senere. Her vil det være
tilstrækkeligt at sige, at Herren har pålagt os den opgave at sørge for, at vore døde
modtager Evangeliets velsignelser. Joseph Smith har sagt: "De hellige, som forsømmer
dette på deres afdøde slægtninges vegne, gør det med fare for deres egen frelse."
Svigter du?
Lad os tænke over digterens ord:
Har jeg gjort noget godt for en sjæl i dag?
Har jeg lindret en fattigs kår?
Har jeg glædet en syg, gjort den frygtsomme glad
og ydet, hvad jeg formår?
X X X X X
Det smukt er og bravt at virke i løn
for menneskers lykke og fred;
ikkun den, som gør noget, er værdig sit liv,
for den dovne har verden ej sted.
Så vågn op og gør noget mer
end drømme om himmelens borg!
Det er saligt at give,
en fryd uden lige,
det skaber en himmel på jord.
-Will L. Thompson.

24. Kapitel
Elia's komme
Side 83
Se, jeg vil åbenbare jer Præstedømmet ved profeten Elia's hånd, førend Herrens store
og frygtelige dag kommer.
Og Han skal plante fædrenes forjættelser i børnenes hjerter, og børnenes hjerter
skal vendes til deres fædre.
Om det ikke var således, ville hele jorden blive lagt aldeles øde ved Hans komme.
-L.P. afsnit 2.
Ved elia's hånd
Ovenstående citat er den udlægning af Malakias' profeti,som Moroni gav, da han
besøgte Joseph Smith, den 21. september 1823. Denne måde at læse det er meget
klarere end Bibelens oversættelse. Det er tvivlsomt, om der kan findes nogen anden
profetisk udtalelse, der har været årsag til flere kommentarer, og om hvilken fortolkerne
har vist større mangel på forståelse, end denne åbenbaring til Malakias vedrørende
Elia's komme. For de fleste bibelstuderende står Elia som en gåde, eller en mystisk
profet, som næppe tilhørte denne verden - selv da han virkede her. Han æres i
muhammedanernes og jødernes legender. Af de førstnævnte forveksles han i en
legende med EI Khudr, en mystisk vandrer, der forblev evig ung, fordi han havde
drukket af livets vand. Også jøden betragter ham som en mystisk mand og en profet,
hvis lige ikke findes i Historien.
Profeten elia
Elia levede cirka 900 år f. Kr. under den ugudelige Akabs regering i Israel. Det
er en meget sparsom beretning, vi har om ham; den dækker kun nogle få sider i
Skriften. Så vidt vor optegnelse an går, fremstod han ganske pludseligt og blandede
sig tilsyneladende kun med folk, når Herren sendte ham med et særligt budskab,
sædvanligvis til den ugudelige konge. Denne temmelig mærkelige fremgangsmåde
- således som beretningen giver os den - har sammen med hans pludselige optagelse
i en ildvogn ført til, at de fleste fortolkere betragter ham som et overnaturligt væsen,
som en skabning fra en helt anden verden. Men der er ikke noget mystisk ved Elia.
Han blev født til verden som andre mennesker. Hans pludselige tilsynekomst med et
fordømmende budskab til kongen og derefter hans lige så pludselige flugt kan man
nemt gøre rede for gennem det faktum, at hans liv bestandigt var i fare. Han blev truet
af kongen og med endog større had og hævngerrighed af den endnu mere ugudelige
dronning af Israel. Når Elia viste forsigtighed og ikke udsatte sig alt for beredvilligt for
disse farer, skyldtes det både visdom og betænksomhed. Når anledningen krævede
det, og Herren sendte Elia med budskab til Akab eller til folket, tøvede Elia aldrig.
Sædvanligvis omtales han som "Elia, profeten," med lidt eftertryk på "profeten", som
om han var fremragende og anderledes end andre profeter. Det er sjældent, hans navn
nævnes, uden at betegnelsen følger med, og det selv om vi ikke har nogen særlig
enestående profeti fra hans læber. Naturligvis profeterede han, men de profetiske ord,
han udtalte, var i almindelighed af lokal natur og angik hans egen tid. Vi har ingen
bemærkelsesværdige udtalelser fra ham, således som vi har fået dem fra Esajas,
Jeremias, Ezekiel og andre profeter; men som profet har der ikke været nogen større.
Hvad er det da for kvalifikationer, der kendetegner en profet? Den almindeligt antagne

Side 84
opfattelse er den, at en profet er en person, der forudsiger, hvilke begivenheder,
der skal ske, en, som under åndens inspiration forudsiger fremtiden. Dette er dog
kun én af en profets kvalifikationer, den dækker ikke alt, hvad en profet er. Der er
andre kvalifikationer, der er lige så nødvendige som at kunne åbenbare kommende
ting, hvilket en profet skal kunne. Frelseren sagde, at Johannes Døber var en af de
største profeter, faktisk er der ingen større; alligevel fik Johannes ikke lov at forudsige
fremtidige begivenheder, når lige undtages Jesu komme - og da var Jesus endda
kommet.
Melkisedek var en fremragende profet, og på grund af ukorrekt oversættelse af
Skrifterne er han blevet betragtet som lige så mystisk en skikkelse som Elia. Faktisk
er der ofte draget sammen ligning mellem dem. Vi har ingen optegnelse om Elia's
fødsel og forældre, og Bibelen får det med sin fejlagtige oversættelse til at se ud, som
om Melkisedek hverken havde fader eller moder; men den udtalelse henviser til hans
Præstedømme, ikke til manden selv. Melkisedek var en stor profet, og Præstedømmet
blev kaldet ved hans navn, fordi han ophøjede det - og dog har vi ingen udtalelser fra
ham. Han kan have forudsagt mange ting, men vi har dem i hvert fald ikke. Selv om
han ikke fremkom med nogen forudsigelser var han alligevel en profet. Elia var en af
de største profeter, ikke så meget for det, han kan have forudsagt, som for den magt
og myndighed, han var i besiddelse af.
Hvad en profet er
En profet er en mand, som får Helligåndens inspiration, en, som ud fra åbenbaring kan
bære vidnesbyrd om, at Jesus Kristus er Guds Søn. Han er trofast i den kundskab,
og han herliggør den myndighed, der er overdraget ham. Som helhed har verden
en mærkelig ide om, hvad profeter er. De betragtes som besynderlige mennesker
med mærkelige vaner; almindeligvis har de langt, flagrende skæg og er klædt i noget
underligt tøj. Der tales om "profetens klædebon," som om det ikke ville være passende
for en, der har det profetiske embede, at være klædt som andre mennesker. Når
fremmede kom for at besøge Joseph Smith, forventede de tit at finde en person af
denne slags. Når de så opdagede, at han så ud som andre mænd og var klædt som
de, og at han af og til deltog i en eller anden sportsbegivenhed sammen med stedets
drenge og unge mennesker, gik de skuffede bort. Dette fik sommetider Joseph Smith
til at foretage sig ting, som han ellers ikke ville have gjort, som f. eks. at udfordre sine
gæster til at deltage i en hoppekonkurrence eller deltage i en eller anden form for sport,
hvorved deres opfattelse af, at han var en bedrager, blev styrket; men han gjorde det
kun i foragt for deres hykleri.
Enhver mand, som med fuldt vidende kan sige, at Jesus Kristus er Guds Søn og
menneskenes Frelser, er en profet. Denne viden får man kun gennem Helligåndens
vidnesbyrd. Mennesker kan tro, at Jesus er Kristus, men at vide det forudsætter
åbenbaring fra den Helligånd. Da Johannes under et syn ville til at falde ned for en
engel og hylde ham, sagde denne til ham: "Gør det ikke! Jeg er din medtjener og
dine brødres, som bevarer Jesu vidnesbyrd; Gud skal du tilbede!" Thi Jesu vidnesbyrd
er profetiens ånd. (Joh.Ab. 19:10). Derfor er enhver mand, som har den Helligånd til
vejleder og herliggør sit Præstedømme, en profet.
Den beseglende magts nøgler
Grunden til, at Elia betegnes som "profeten" og kendes som den, der skulle gengive
Præstedømmets nøgler for at redde verden fra fuldstændig ruin, er ikke blot den, at

Side 85
han herliggjorde sit Præ stedømme, men også den, at den myndighed, der blev ham
tildelt, var så vigtig. Han havde nøglerne til beseglingsmagten. Denne myndighed gav
ham magt til at lukke himmelen, så det ikke regnede, medmindre han befalede det. Han
havde myndighed til at kalde ild ned fra himmelen og udrydde Ba'als falske præster.
For denne handling er han blevet stærkt kritiseret af de uvidende, som ikke kan forstå,
at han ikke kunne udføre noget, uden at Herren var med ham; det, han gjorde, blev gjort
i retfærdighed og blev godkendt i Himmelen. Elia var desuden iklædt Præstedømmets
fylde, og det er gennem denne myndighed, at alt, hvad der udføres i Herrens navn,
har gyldighed. Uden den ville intet være fuldendt. Det er den magt, hvorved mand og
kvinde forenes for tid og evighed i templet. Gennem denne myndighed har forældre
krav på de børn, som er født under den evige pagt, og det er også gennem denne magt
til at besegle, at familien gøres bestandig, det vil sige: den fortsætter på den anden side
af graven. Det er ved denne myndighed, generation føjes til generation til ét stort hele
lige fra Adams dage til tidens ende, og sammensat af alle dem, som gennem deres
trofasthed er berettiget til ophøjelse i Guds celestiale rige.
Myndighed til at udføre alle evangeliets ordinanser
Joseph Smith udtalte følgende om Elia og hans myndighed:
Elia's ånd, magt og kaldelse er, at I har magt til at have nøglen til Det
melkisedekske Præstedømmes fyldes åbenbaring, ordinanser, profetier,
magter og endowments og til Guds rige på jorden, samt til at modtage, opnå
og udføre alle ordinanser, der hører til Guds rige, ja, endog til at vende
fædrenes hjerter til børnene og børnenes hjerter til fædrene, også de, der er
i himmelen. D. H. C. 6:251.
Videre sagde han:
Hvori består så Elia's embede og virke? Det er et af de største og mest
betydelige emner, Gud har åbenbaret. Han ville sende Elia til at besegle
børnene til fædrene og fædrene til børnene. Var dette nu kun begrænset til
de levende - til at bringe orden i vanskeligheder med familier på jorden? På
ingen måde. Hans opgave var langt større. Elia! hvad ville du gøre, hvis du
var her? Ville du begrænse din gerning til kun at omfatte de levende? Nej,
jeg ville henvise dig til Skrifterne, hvor det kundgøres, at uden os kan de ikke
blive fuldkomne, heller ikke uden dem; heller ikke fædrene uden børnene eller
børnene uden fædrene. -Ibid. 251-252.
Og vil I begrænse dette arbejde til de døde? Nej - for I, som lever, kræver disse
beseglende magter bragt i anvendelse på jer. De er lige så nødvendige for jer, som de
er for de døde; tro endelig ikke; at Elia's mission var begrænset til eller for de døde.
Hans mission var universel.
Hvorfor elia blev sendt
Grunden til, at Elia kom med denne myndighed, forklares af Joseph Smith at være, at
Elia var den sidste profet, som havde Præstedømmets nøgler, og som før den
sidste forvaltning vil gengive myndigheden og overdrage Præstedømmets
nøgler, for at alle ordinanser kan blive udført i retfærdighed. .....Hvorfor
netop sende Elia? Fordi han har nøglerne til myndighed til at virke i alle
Præstedømmets ordinanser; og dersom der ikke gives myndighed, kan disse
ordinanser ikke forrettes i retfærdighed. -Ibid. 4:211.

Side 86
Der er nogle, der påstår, at Elia kom med disse nøgler, fordi han indtog en ganske
speciel stilling mellem de levende og de døde; de begrunder deres påstand med, at
han blev forvandlet. Men da Elia kom til Joseph Smith, var det med et opstandent
legeme, for han var sammen med Kristus i Hans opstandelse. Det var ikke, fordi Elia
havde særlige nøgler med hensyn til de døde, at han blev sendt, men - som profeten
Joseph Smith forklarede - Evangeliets ordinanser ville ikke være gyldige, medmindre
der på jorden fandtes den beseglingsmagt, som Elia havde, til at binde disse ordinanser
i Himmelen.
Ingen ordinanser for de døde før kristi opstandelse
Der blev ikke udført arbejde for de døde på Elia's tid, heller ikke under nogen af de andre
fordums profeter. Dette arbejde kunne ikke blive udført før efter Jesu Kristi opstandelse,
som åbnede døren for dem, som var fangne. Frelseren bragte først frelsens budskab til
de døde, og efter hans opstandelse gjaldt Evangeliets velsignelser de døde såvel som
de levende, for det var Jesu Kristi forsoningsværk og opstandelse, der gjorde det muligt.
Derfor blev der - da beseglingsmagtens nøgler, som Elia bragte Joseph Smith og Oliver
Cowdery - givet magt til at udstrække denne myndighed til alle, som nu lever på jorden
og til alle, som har levet her før, og som vil omvende sig og tage imod Evangeliet.
Hvorfor jorden ikke vil blive lagt fuldstændig øde
Denne betydningsfulde myndighed muliggør, at alle Evangeliets ordinanser kan blive
udført "med magt", og dersom den ikke var her, kunne - som Joseph Smith siger
- "ordinanserne ikke blive udført i retfærdighed." Gengivelsen af dette Præstedømme
redder derfor jorden fra at blive lagt øde og Herrens værk fra at blive tilintetgjort; og det
giver alle mennesker, som vil tage imod sandhedens fylde og i tro holde ud til enden,
en ophøjet plads i Guds rige.

25. Kapitel
Børnenes hjerter
Side 87
..... og børnenes hjerter skal vendes til deres fædre. Om det ikke var således, ville hele
jorden blive lagt aldeles øde ved Hans komme. -Lære og Pagter, afsnit 2.
Børnenes hjerter
Det var den 3. april 1836, at Malakias' profeti vedrørende Elia's komme blev opfyldt.
På den dag, som var påsketid blandt jøderne, viste profeten sig i Kirtland-templet og
gav Joseph Smith og Oliver Cowdery sit Præstedømmes nøgler. Denne myndighed,
nemlig magten til at besegle på jorden og gøre alle ordinanser henhørende til
ophøjelsen gyldige, især dem der hører til Herrens tempel, førte fædrene, som er
døde, og børnene, som lever, nærmere til hinanden end nogen sinde før siden tidens
begyndelse.
Ånder I fangenskab
Det er givet os at forstå, at når en mand, som har Præstedømmet, dør, ophører
hans gerning ikke, men han går til åndeverdenen for at fortsætte med at forkynde
Evangeliet blandt de døde, som ikke har modtaget det. Vi har også lært, at de døde,
som ikke er blevet døbt, og som derfor ikke har Evangeliets velsignelser, er nægtet
visse privilegier; denne nægtelse omtales som at de er "i forvaring". De kan ikke få del
i det, som de, der har opnået Evangeliets velsignelser, får, fordi visse forordninger fra
Gud, henhører til Hans rige sammen med visse privilegier. Efter Jesu Kristi død; men
før Hans opstandelse, gik Hans ånd til åndernes verden, hvor Han fremholdt Evangeliet
og udråbte frihed for dem, som var i mørke. Om denne vigtige begivenhed har Peter
sagt:
Thi også Kristus døde én gang for synder, en retfærdig for uretfærdige, for
at Han kunne føre jer til Gud. Han led døden i kødet, men blev vakt til live
i ånden. i hvilken han også drog hen og prædikede for de ånder, der var i
forvaring,
de, som fordum var ulydige, dengang Gud i sin langmodighed biede i Noas
dage, medens arken blev bygget. I den blev nogle få, nemlig otte sjæle frelst
gennem vand. -1. Peter 3:18-20.
Senere kaster Peter i det samme brev yderligere lys over dette besøg hos
ånderne og forklarede grunden til det med disse ord:
Thi derfor blev Evangeliet forkyndt også for døde, for at de vel skulle dømmes
på legemet, som mennesker dømmes, men leve i ånden, ligesom Gud lever.
-1. Peter 4:6.
Frihed forkyndes for de fangne
Vi kan sikkert godt tro, at Frelserens besøg i åndeverdenen ikke kun gik ud på at
prædike for de ulydige ånder, som forkastede Noas budskab, men at Han måtte
forkynde frihed for alle, som var fangne. I virkeligheden blev alle menneskers ånder
holdt i forvaring til det tidspunkt, for der havde ikke været nogen opstandelse fra
de døde. Kristus var og er Opstandelsen og Livet, og derfor kunne Han give denne
velsignelse til alle mennesker, da Han selv var opstanden fra de døde. I det syn, der

Side 88
blev givet Præsident Joseph F. Smith, den 3. oktober 1918, blev der åbenbaret mere
lys vedrørende vor Herres mission for de døde. Denne vigtige oplysning lærer os, at
da Frelseren besøgte de døde, kaldte Han de retfærdiges ånder til sig, og efter at
have belært dem overdrog Han dem til at bringe frelsens budskab til alle de døde,
for at alle kunne vide, at forløsningens kraft var kommet til dem. Siden den tid har
missionærarbejde, eller Evangeliets forkyndelse, været en del af forløsningsplanen
blandt de døde. På denne måde får alle, som er døde uden kundskab om Jesus Kristus
eller Hans Evangelium, det privilegium at høre det. De, som omvender sig og tager imod
det i hin åndeverden, bliver arvinger til frelse. Således åbenbares vor himmelske Faders
barmhjertighed og retfærdighed til gavn for alle Hans børn. Før Herrens korsfæstelse
var der et stort svælg, der adskilte de retfærdige døde fra dem, som ikke havde taget
imod Evangeliet, og over det svælg kunne intet menneske passere. (Luk. 16:26.)
Kristus byggede bro over det svælg og gjorde det muligt, at frelsens ord kunne blive
bragt til hver eneste krog af mørkets rige. Således blev der gjort indgreb i dødsriget, og
de døde blev beredt til Evangeliets ordinanser, som skal udføres på jorden, eftersom
de tilhører den jordiske prøvetid.
De levende børns mission
Det er de levendes mission - børnene af disse afdøde forfædre - at udarbejde de
nødvendige oplysninger, gå ind i Herrens templer og der som stedfortrædere virke
som frelsere for deres af døde slægt, hvorved de giver dem alle de velsignelser,
der henhører til Evangeliet, og samme ophøjelse, som de selv har modtaget. Herren
har skænket børnene dette storslåede privilegium, at de kan udføre stedfortrædende
arbejde for deres afdøde slægt, idet de udfører alle de rettigheder og privilegier for de
døde, som henhører under Evangeliet, og hvis de døde tager imod det, da bliver det
dem tilregnet, som om de selv personligt havde deltaget i disse handlinger.
Hvilket vidunderligt privilegium det dog er at arbejde for de døde! Det er heller ikke et
helt uselvisk arbejde, for er det ikke et faktum, at vi, som lever, også høster velsignelse
af et sådant arbejde? Vi kan ikke blive fuldkomne uden vore retfærdige døde; derfor
påhviler det os at udføre disse ordinanser for vore forfædre, som er gået bort uden
disse privilegier. Og således bliver både de og vi velsignet.
Børnenes hjerter har vendt sig til fædrene
Hvilket bevis har vi på, at børnenes hjerter har vendt sig til deres fædre, og at Malakias'
ord således er gået i opfyldelse? Et af de stærkeste beviser på sandheden i disse
ord og på den guddommelige bemyndigelse, der blev overdraget Joseph Smith, har
vi i opfyldelsen af denne profeti. Hvis Joseph Smith og Oliver Cowdery havde talt
usandhed, da de sagde, at Elia kom til dem, så ville børnenes hjerter ikke have vendt
sig til deres fædre. Ingen anden har påstået, at Elia overdrog ham disse nøgler. Denne
profeti skulle op fyldes. Hvis den ikke blev opfyldt på den måde, som var angivet af
Joseph Smith og Oliver Cowdery, så er jorden i fare for at blive slået med forbandelse.
Tidernes tegn viser, at tidspunktet for Elia's komme er passeret. Vi bør derfor give nøje
agt på disse to mænds udtalelser.
Der er imidlertid et bemærkelsesværdigt og altoverskyggende bevis på, at de talte
sandhed, for siden den dag har børnenes hjerter vendt sig til fædrene i alle dele
af verden. Børnenes hjerter var ikke vendt til fædrene før Joseph Smiths og Oliver
Cowderys kundgørelse. Hvis vi kan vise, at børnenes hjerter siden den tid har vendt
sig til fædrene, så kan vi fremføre bevis, som er vor alvorligste betragtning værd.

Børn søger efter deres døde slægt
Side 89
Man må først gøre sig klart, at det, at børnenes hjerter vender sig til fædrene betyder,
at børnene søger i fædrenes interesse. Det skal indrømmes, at Joseph Smith og Oliver
Cowdery ikke på deres tid havde magt over de mennesker i verden, som ikke ville
godtage deres mission. Da det nu forholdt sig således, så havde de ikke i sig selv magt
til at få de "verdens mennesker", som ikke troede på dem, til at vende deres tanker mod
de døde. At børnenes hjerter er blevet vendt således, kan ingen bestride, og desuden
kan det nemt påvises, at dette er foregået siden året 1836.
Mr. Franklin P. Rice, formand for "Systematic History Fund" skrev i et brev til denne
bogs forfatter; som stadig har brevet:
For 35 år siden var interessen for den slags ting (nemlig at søge efter
optegnelser om de døde) hovedsagelig oldgranskning, og de få eksemplarer,
man har på tryk på dette område er blevet inspireret på dette grundlag.
Genealogisk efterforskningsarbejde var ikke den mægtige faktor, det er i vor
tid. Efterhånden som idéen udvidede og udviklede sig, kom jeg hovedsagelig
til at betragte arbejdet fra dets praktiske og videnskabelige sider, og jeg
anvendte systemet "Systematic History" som det bedste til at forklare dets
hensigt med at opfylde alle spørgeres og forskeres behov. Jeg formulerede
en plan nogen tid før 1890 for at bede nogle byer i Massachusetts om at
trykke deres optegnelser, men den fik ikke megen støtte. Dens væsentligste
punkter er indlemmet i Loven af 1902.
Dette blev skrevet for omkring 70 år siden af en praktiserende og øvet genealog. I
denne forbindelse er det godt at vide, at i 1836 var der ingen genealogiske foreninger i
U.S.A. eller Europa. Når vi lige ser bort fra, at kongelige og adelige familiers stamtavler
blev ført, var der ikke noget kristent land, der ofrede optegnelser over de døde ret
megen opmærksomhed. Den første organiserede bestræbelse for at samle og arkivere
almindelige menneskers genealogi, blev gjort kort efter Elia's komme. Den resulterede
i dannelsen af The New England Historic and Genealogical Society. 11844 blev denne
forening indlemmet i en korporation. Dens hovedformål er at samle og udgive data
henhørende til amerikanske familier. The New York Genealogical and Biographical
Society blev inkorporeret i 1869. The Pennsylvania Genealogical Society, The Maine
Genealogical Society er sammen med andre lignende foreninger i Maryland, New
Hampshire, New Jersey, Rhode Island, Connecticut og de fleste andre af Unionens
stater, alle blevet organiseret siden 1836. Der er også blevet organiseret en hel del
foreninger i Storbritannien og på det europæiske kontinent; men de er allesammen
blevet organiseret efter at Præstedømmets nøgler - som i børnenes hjerter indpodede
de forjættelser, der var givet deres fædre - blev givet tilbage til jorden. Tusinder af
individuelle forskere arbejder i vor tid konstant med at samle optegnelser om deres
afdøde slægt. Måske ved de ikke, hvad det er, der tilskynder dem til at udføre dette
krævende og videnskabelige arbejde, men medlemmerne af Jesu Kristi Kirke af Sidste
Dages Hellige forstår det. Det er fordi deres hjerter har vendt sig til deres fædre. Og
dette er sket, fordi Herrens Ånd har virket på dem som følge af, at de nøgler, som
Elia havde til Præstedømmets beseglende magt, er blevet overdraget til menneskene.
Disse nøgler er her. De er her for at blive her,thi dette arbejde skal fortsætte. Skulle
disse nøgler blive taget bort- hvilket de naturligvis ikke kan blive nu - ville dette store
forskningsarbejde blive hindret, om ikke helt standset.
Frelsere på zions bjerg

Side 90
Men indsamlingen af optegnelserne om de døde danner ikke hele beviset for, at Elia
er kommet, og at børnenes hjerter er vendt til fædrene. Det påviser heller ikke den
vigtigste side af hans stor slåede gerning. At samle disse optegnelser ville ikke være
til nogen nytte, hvis der ikke blev gjort noget med navnene. Tusinder af Sidste Dages
Helliges hjerter har også vendt sig til deres døde, og disse trofaste medlemmer tager
til Herrens Hus, hvor de udfører deres arbejde som stedfortrædere, hvorved de bliver
frelsere på Zions bjerg og gør det muligt for de forfædre, som har taget imod Evangeliet
i åndernes verden, at blive forløst fra syndens og dødens lænker.
Lad dette arbejde fortsætte
Sløj ikke af i dette arbejde! Vort ansvar er stort og vi skylder vore døde at udføre det
arbejde. Guds retfærdighed har forordnet, at alle skal høre Evangeliet; alle skal gøres
bekendt med Jesu Kristi mission; alle, som er villige til at tage imod Ham og Hans
sandhed, skal blive arvinger til Hans Faders rige, hvor Han og Faderen bor. Hvert
menneske vil blive dømt efter sine gerninger og efter de muligheder, de har haft for at
modtage sandheden, og dommen vil blive baseret på de ønsker, menneskene har haft
i deres hjerter, og således, som de har tilkendegivet sig gennem deres gerninger.
Lad os derfor som en Kirke, og som et folk og som Sidste Dages Hellige
frembære et offer for Herren i retfærdighed; og lad os i hans hellige tempel
..... fremlægge en bog, indeholdende sådanne optegnelser om vore døde,
som skal være værd at antages. -Joseph Smith.

26. Kapitel
Forjættelserne til fædrene
Og han skal plante fædrenes forjættelser i børnenes hjerter. -L.P.2.2.
Det som de ikke kan gøre for sig selv
Side 91
I denne profeti opdager vi, at der blev givet fædrene forjættelser om, at deres
børn skulle gøre noget for dem, som de ikke selv kunne gøre. Nu forstår man vel
almindeligvis det princip, at Herren ikke gør noget for et menneske, som det menneske
selv kan gøre; men Han har gjort alt for mennesket, hvad der vedrører menneskets
frelse, og som det ikke kan udføre for sig selv. Det var derfor, vor Forløser kom til
verden og døde, for at vi kunne leve. Han påtog sig selv den opgave at forløse os fra
dødens magt uden nogen handling fra vor side. På betingelse af vor omvendelse, tog
Han vore synder på sig og sonede for dem. Disse to ting gjorde Jesus, fordi vi ikke
selv ved egen handling kunne fri os fra nogen af dem. Vi ville alle for evigt have været
underlagt døden, hvis vi ikke var blevet forløst gennem Hans forsoningsværk. Ethvert
menneske vil komme til at svare for sine egne overtrædelser, hvis det ikke vil modtage
Evangeliet og godkende Jesu Kristi mission, for Herren sagde:
Thi se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de, som vil omvende sig, ikke
skal lide.
Men dersom de ikke vil omvende sig, må de lide, ligesom jeg.
Og mine lidelser gjorde, at selv jeg, Gud, den største af alle, skælvede af
smerte og blødte fra hver pore og led både på legeme og sjæl og ønskede,
at jeg ikke skulle drikke den bitre kalk.
Dog, ære være Faderen jeg tømte den og fuldendte mine forberedelser for
menneskenes børn. -L.P. 19:16-19.
Det forlanges af os, at vi selv gør alt, hvad det er muligt for os at gøre selv. Vi skal
selv omvende os; det kræves af os, at vi adlyder hvert bud og lever af hvert ord, som
udgår fra Guds mund. Hvis vi vil gøre dette, er vi befriet for følgerne af vor egen synd.
Frelsesplanen grunder på dette. Intet menneske kan blive frelst uden at det retter sig
efter disse love.
Dåben er døren til det celestiale rige
"Se, mit hus er et ordens hus og ikke et forvirringens hus," sagde Herren. Evangeliets
ordinanser kan ikke ændres. Dåben er en evig pagt. Dette sagde Herren med følgende
ord: "Dette er en ny og evig pagt, den samme, som var fra begyndelsen." (L.P.22:1.)
Da Nikodemus kom til Frelseren og spurgte Ham om Riget, svarede denne: "Ingen kan
komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og ånd." I en åbenbaring til
Kirken, da den blev organiseret, blev denne sag særlig fremhævet, så ingen kunne
misforstå det:
Men ved overtrædelse af disse hellige love blev mennesket sanseligt
djævelsk og en falden skabning.
Derfor gav Gud, den almægtige sin enbårne Søn, som der er skrevet i de
skrifter, som findes om Ham .....

..... for at så mange, som vil tro og lade sig døbe i Hans hellige navn og holde
ud i tro til enden, skal blive frelst;
ikke alene de, som troede, efter at Han kom i kødet i tidens midte, men
også alle de, som var før Ham fra begyndelsen, og som troede på de hellige
profeters ord, der talte, eftersom de blev inspireret gennem den Helligånds
gave, og som i sandhed vidnede om Ham i alle ting, skal have det evige liv. .....
Og vi ved, at alle mennesker må omvende sig og tro på Jesu Kristi navn og
tilbede Faderen i Hans navn og forblive i troen på Hans navn indtil enden.
Ellers kan de ikke blive frelst i Guds rige. -L.P. 20:20-29.
Side 92
Da Herren efter sin opstandelse gav sine disciple myndighed, sagde Han til dem:
"Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen! Den, som tror og bliver døbt,
skal blive frelst; men den, som er vantro, skal blive fordømt." Dette er den evige lov!
Af disse udtalelser lærer vi, at dåben er døren til det celestiale rige. Uden at rette sig
efter denne og en anden ordinans: Håndspålæggelse for den Helligånds gave, kan intet
menneske komme ind i det celestiale rige, hvor Faderen og Sønnen bor. Således er
den ufravigelige kundgørelse, der er fastslået i himlene og gjort obligatorisk påjorden.
Evangeliske ordinanser nødvendige til ophøjelse
Alle Evangeliets ordinanser er evige. Frelsesplanen blev givet til Adam, og han
underviste sine børn om den. Adam blev døbt og modtog den Helligånds gave. Det
samme skete med alle, som i be gyndelsen tog imod Evangeliet. Tro på Gud Faderen
og på Hans Søn Jesus Kristus og på den Helligånd er også en celestial lov. I alle
tidsaldre, hvor Evangeliet har været blandt menneskene har de måttet omvende sig og
lade sig døbe, hvis de ønskede at komme, hvor Gud er. Der er også andre principper
og ordinanser, som hører til ophøjelsen. Blandt disse har vi endowment i templet,
besegling af mand og hustru for tid og evighed og besegling af børn til deres forældre,
hvor disse børn er født uden for den evige pagt. Hvis en mand afviser alle disse
ordinanser, vil han gå glip af ophøjelsen, for de er obligatoriske, og vi kan ikke ignorere
dem og så alligevel blive fundet værdige til denne store velsignelse.
Mange generationer uden præstedømmet og evangeliet
Der har været tider i verdens historie, da disse ordinanser ikke kunne blive udført, for
der var ingen bemyndigede tjenere med Præstedømmet blandt menneskene. Millioner
af værdige sjæle er døde uden at være befriet for deres synder og uden at kende
Evangeliet; men hvis de havde haft anledning til at modtage alle disse bud, ville de
have gjort det. Selv Israels børn, med hvem Herren sluttede pagt gennem deres
fædre: Abraham og Israel, blev i århundreder overladt til sig selv uden fylden af
disse velsignelser. Da Herren tog Moses bort fra deres midte, fjernede Han også
Det melkisedekske Præstedømme, og efterlod Det aronske Præstedømme med det
forberedende Evangelium - hertil var loven knyttet. Dette skete, fordi Herrens vrede var
blusset op mod folket på grund af deres hjerters hårdhed. Herren "svor ..... at de ikke
skulle indgå til Hans hvile, medens de var i ørkenen, hvilken hvile er Hans herligheds
fylde." -L.P. 84:24.
Disse Israelitter kunne derfor ikke opnå fylden af velsignelserne. Nøjagtig hvilke
ordinanser de fik ud over det forberedende Evangelium, ved vi ikke. Det står dog klart,
at de var begrænsede, så folket ikke kunne få de velsignelser, der ville berettige dem
til en "fylde af Hans herlighed". Det var derfor nødvendigt for disse folk fra fordums tid

Side 93
at vente, til det tidspunkt var inde, da andre kunne handle for dem. Dette tidspunkt kom
efter Herrens opstandelse. På den tid var jøderne forpligtet til at modtage Evangeliet og
til ikke blot selv at rette sig efter dets ordinanser, men også at udføre disse ceremonier
for deres døde forfædre. Men da de nægtede at gøre nogen af delene, sagde Frelseren,
at alt det retfærdige blod, der var blevet udgydt fra Abels tid til udgydelsen af Zakarias
Barakias' søns blod ville blive krævet af den slægt. (Discourse by Joseph Smith. T.
and S. 3:759.)
Efter apostlenes død, da frafaldet begyndte, blev folket ladt alene uden Evangeliets
ordinanser, hvorfor de ikke kunne få de velsignelser, der ville give dem adgang til
herlighedens fylde. I mange hundrede år herskede denne tilstand over hele jorden, for
der var ingen bemyndigede tjenere til at virke for dem. Kirken var blevet drevet ud i
ørkenen (Joh. Åb. 12:1-6.) og i mange generationer var folket tvunget til at vente til
genoprettelsens tider på, at myndigheden igen ville blive givet til menneskene, før de
kunne modtage befrielse fra overtrædelse. I løbet af disse mange år døde millioner af
mennesker, om hvem vi roligt kan sige, at de ville have omvendt sig, hvis Evangeliet
i dets kraft var kommet til dem.
Denne generations forpligtelser
Eftersom jøderne nægtede at forløse de døde, og siden utallige millioner er gået bort
uden at få Evangeliet at høre, hviler forpligtelsen til at gøre arbejde for dem på den
nuværende generation. Vi ved, at Tusindårsrigets store værk vil blive udført til bedste
for disse fædre, til hvem forjættelsen blev givet.
Forjættelser givet før verden blev skabt
Malakias siger, at fædrene fik forjættelse om frelse gennem den hjælp, børnene kunne
give. Hvornår og hvorledes blev sådanne forjættelser givet? Disse forjættelser blev
givet endog før jordens grundvold blev lagt. Det hørte med til den store plan og
blev forstået, før mennesket blev sat på jorden. Gennem åbenbaring belærte Joseph
Smith de hellige og sagde, at Herren "ordinerede og beredte" midlerne, "før verdens
grundvold blev lagt, til frelse for de døde, som ville gå bort uden kundskab om
Evangeliet". Yderligere sagde Herren i en åbenbaring til Kirken i 1841: "Thi jeg vil i nåde
åbenbare min Kirke ting, der har været skjult fra verdens begyndelse, og som hører ind
under tidernes fyldes uddeling." (L.P. 124:41; 128:5.) De ting, der har været skjult og
nu skulle åbenbares, angår ordinanserne i templet til menneskehedens ophøjelse.
Forjættelser gennem de fordums profeter
Også gennem de fordums profeter blev disse forjættelser givet. Esajas er en af de
profeter, som kundgjorde disse forjættelser på følgende, rammende måde:
Jeg, Herren, har kaldet dig i retfærd og grebet dig fast om hånd; jeg vogter
dig, og jeg gør dig til folkepagt, til hedningelys,
for at åbne de blinde øjne og føre de fangne fra fængslet, fra fange. hullet
mørkets gæster. -Es. 42:6-7.
Da Frelseren begyndte sin mission i Nazaret, gik Han på sabbatsdagen ind
i synagogen. Man rakte Ham Esajas' Bog.
Og da han åbnede bogen, fandt han det sted, hvor der stod skrevet:

'Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med
glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få
frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed
og udråbe et nådeår fra Herren' -Luk. 4:17-19.
Side 94
Frelseren kommenterede dette skriftsted over jøderne og sagde, at "I dag er dette
skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse". Hermed mente Han at meddele dem
den kendsgerning, at Hans mission var at indvarsle disse velsignelser for både de
levende og de døde. Hentydningen til fængslets åbning og befrielse af fangerne i disse
ord fra Esajas er en forjættelse, der er givet de døde. Løsningen af de lænker, der holdt
fangerne, er en hentydning til befrielse fra den første død og fra synd, samt til at de nu
gives Evangeliets fylde, så de kan indgå til den hvile, som er Herrens herlighed. Dette
er den forklaring, Joseph Smith giver.
Der blev også givet fædrene andre forjættelser om at befrielsens dag ville komme.
Herren åbenbarede det til Enok og lod ham nedskrive det. (Moses 7:38-40.) Hvis vi
havde alle de fordums profeters skrifter, kan vi være forvisset om, at vi ville finde denne
lære klart fremført.
Ansvaret hviler på alle som hører sandheden
Der blev ikke udført arbejde for de døde før Jesu Kristi opstandelse. Før den tid var
Evangeliets ordinanser forbeholdt de levende. Det var Kristus, der åbnede døren for
de døde og gjorde det muligt, at sandheden blev forkyndt for dem, og til at de kunne
modtage forløsning gennem deres omvendelse. Disse privilegier er nu skænket de
døde, og ansvaret for at arbejde for dem hviler på jordens befolkning i dag - ikke kun
på De Sidste Dages Hellige, men på alle mennesker, som hører sandheden, ligesom
ansvaret var jødernes i den generation, da Herren var her på jorden. Hvis vi kunne
trække sløret til side og se ind i åndernes verden, ville vi sandsynligvis opdage, at
mange af dem ivrigt beder og håber på den dag, da deres befrielse kommer. Deres
hjerter er vendt mod deres børn, til hvem de sætter deres lid, at de vil befri dem fra
fængslet.
Lad jeres hjerter fryde sig, vær overordentlig glade. Lad jorden bryde ud i
sang. Lad de døde framføre hymner som evig pris til Kong Immanuel, som
før verden var, har ordineret det, der gør det muligt for os at forløse dem fra
deres fængsel; thi fangerne skal løses. -Joseph Smith.

27. Kapitel
Retten til at vælge
Side 95
Men hvis I ikke synes om at tjene Herren, så vælg i dag, hvem I vil tjene. ..... Men jeg
og mit hus, vi vil tjene Herren! -Josua 24:15.
Selvstændigt valg nødvendigt
Valgfrihed er nødvendig for hvert eneste menneskes sejr eller nederlag. Hvis ikke
menneskene havde fået handlefrihed, ville der hverken kunne gives belønninger eller
straf. Tag magten til at handle frit bort, og mennesket vil blot være en maskine uden
ansvar. Lehi sagde: "Thi det er nødvendigt, at der er en modsætning i alle ting. Hvis det
ikke var så ..... kunne retfærdighed ikke finde sted, ej heller ugudelighed og hverken
hellighed eller elendighed, hverken godt eller ondt." (2. Nephi 2:11.) Herren har sagt:
Se, heri består menneskets handlefrihed, og heri ligger menneskenes
fordømmelse, fordi det, der var fra begyndelsen, er tydeligt åbenbaret for
dem, og de modtager ikke lyset. Og hvert menneske, hvis ånd ikke vil
modtage lyset, er under fordømmelse. -L.P. 93:31-32.
Det er nemt at se, hvilken sørgelig tilstand verden ville have været i, hvis Lucifers
plan var lykkedes. Der ville have været altbeherskende kaos. Hver eneste sjæl ville
være blevet et nul; person ligheden ville være blevet nedbrudt og al retfærdighed,
barmhjertighed og sandhed ville være forsvundet for evigt, og dette ville have medført
ødelæggelse for hele universet. Hvor sande er ikke Herrens ord: "AI sandhed er
uafhængig og kan handle for sig selv i den sfære, hvori Gud har sat den. Ligeså er al
intelligens. Ellers findes der ingen tilværelse. -L.P. 93:30.
Hvert menneske har fået sin handlefrihed
Enhver sjæl har fået denne store velsignelse: retten til selv at vælge, hvad han vil være.
Digteren siger det således:
Glem ej, at hver og en har ret
til valg imellem godt og slet;
den sandhed er os blevet sagt:
Gud frelser ikke dig med magt.
Han hjælper, leder dig på vej,
Han kalder og velsigner dig
med større kærlighed til sig,
men overtaler aldrig dig.
- William C. Gregg.
Tvang er fremmed for guds rige
Tvang er et begreb, der er fremmed for Guds rige. Selv i dødelige menneskers udøvelse
af Præstedømmet er der en streng befaling om, at det kun kan anvendes i godhed og
ren kundskab, som uden svig og uden hykleri vil udvikle sjælen meget, for:
Ingen magt eller indflydelse kan eller bør udøves i kraft af Præstedømmet
uden gennem overbevisning, langmodighed, mildhed, sagtmodighed og
uskrømtet kærlighed. L.P. 121:41.

Side 96
Vi får her at vide, at hvis nogen forsøger at anvende magt eller tvang i kraft af
Præstedømmet "er den mands Præstedømme eller myndighed borte."
Magt og tvang er principper, der hersker i Satans rige. Det var på dem, hans rige
blev grundlagt, og det bliver på grund af dem, det skal falde.
Klog anvendelse af moralsk handlefrihed
Handlefrihedens storslåede gave er som ild: rigtigt anvendt bliver den et middel til liv;
forkert anvendt bliver den et middel til død. Den ret til at vælge, der er blevet os givet, vil
føre til ophøjelse, hvis vi anvender den rigtigt. Gennem den kan vi blive Guds sønner,
der glæder sig over Hans riges fylde. Hvis den anvendes forkert, bliver den et middel
til udelukkelse fra Guds nærhed, ud i det yderste mørke, hvor vi kan blive Fortabelsens
sønner, syndens slaver. Alligevel er det den største velsignelse, eftersom vi har lært, at
uden den er der ingen eksistens, og evigt liv er Guds største gave. Herren sagde, at den
blev givet "så enhver må kunne handle både med hensyn til lære og grundsætninger
med henblik på fremtiden ifølge den handlefrihed, jeg har givet ham, og enhver være
ansvarlig for sine egne synder på dommens dag. -L.P. 101:78.
Digteren William E. Hinley var meget stolt af sin handlefrihed, ligesom alle andre
mennesker; men som de fleste af os mægtede han ikke at forstå og forbinde denne
gave med ydmyghedens gave, som også kommer fra Gud. l sit fortrinlige digt "Invictus"
har han nedfældet disse linjer:
Hvad gør det dog, om porten føles trang,
om domsrullen er tæt med straf beskrevet -
jeg er min egen skæbnes herre,
jeg er min egen sjæls kaptajn.
Hvilket alt sammen er sandt. Vi er alle kaptajner for vore egne sjæle, fordi Herren
faktisk har sagt til os: "Jeg vil gøre jer til mine sønner og døtre; I kan blive mine arvinger
og arve alt, hvad der er i mit rige. I kan blive mig lig. Jeg giver jer frihed og magt til
at vælge. I kan tage imod det, jeg tilbyder, eller I kan forkaste det. Hvis I tager imod
det, er der bestemte og uforanderlige love og regulativer, I skal passe på at holde. I
må slutte den pagt med mig, at I i alle ting vil gøre min vilje og lyde mine bud. Disse
bud vil I ikke finde det hårdt eller vanskeligt at overholde. Hvis I vil lytte til mit ord, vil I
finde fred og evig glæde; evig frihed skal der gives jer, for mit ord er sandhed, og det
er sandheden, der gør jer frie. I kan afslå at lyde min røst, og I kan gøre oprør mod min
lov, for det har I magt til; men husk, at hvis I gør det, vil I bringe den anden død over
jer, hvilken død er bortvisning fra min nærhed. Da vil I ikke opnå evigt liv, men evig
død, og I skal bo hos Fortabelsen, hvis sønner I skal blive. Hvor som helst I går, vil der
være elendighed og samvittighedskvaler. Disse veje ligger nu foran jer. I har min lov,
og jeg befaler jer at holde den." Med en sådan instruktion bliver ethvert menneske sin
egen sjæls kaptajn, sin egen belønnings lods. Hvis han lever ugudeligt, vil han styre
sit fartøj mod den evige strafs klipper. Hvis han lever retfærdigt, vil han finde hvile for
sin sjæl, hvilket er fylden af evig herlighed.
Synden berøver os vor frihed
Der er ikke frihed i at synde. Ugudelighed er en yderst grusom tyran, der straffer uden
mindste pardon og kræver den sidste hvid. Jo, sandelig: "Syndens løn er døden, men
Guds nåde gave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre." Forløseren sagde til de jøder,
som bekendte sig til at tro på Ham:

Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple;
og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer. -Joh.8:31-32.
Side 97
Og videre svarede Han dem: "Sandelig, sandelig siger jeg eder: enhver, der gør
synd, er syndens træl," og Paulus tilføjede i sin belæring til de romerske hellige: "Ved I
ikke, at når I stiller jer til rådighed for en som lydige trælle, så er I trælle under ham, som
I lyder, enten under synden til død eller under lydigheden til retfærdighed?" Da Alma
belærte sin egensindige søn Corianton om livets principper, kom han med følgende
meget rammende og sande bemærkning, som er nem at huske, og som vi alle for evigt
skulle have stemplet på vore sjæle.
"Ugudelighed har aldrig været lykke"
Har vi ikke alle erfaret sandheden af denne betydningsfulde bemærkning? Vi er alle
syndere; vore egne personlige erfaringer har lært os, at når vi har handlet forkert - selv
om vi på det pågældende tidspunkt kan være blevet narret til at tro, at vi ville blive
lykkelige for det - så har vi, når vi kom til fornuft, opdaget, at den elendighed, vi høstede,
ikke var den pris værd, vi betalte, og vi har fundet, at det er lige så sandt som at vi er
til, at "ugudelighed har aldrig været lykke". Herrens Ånds frugter er "kærlighed, glæde,
fred, langmodighed, mildhed, godhed, tro."
Alle kan få kraft til at sejre
Der er nogle mennesker, som undskylder deres synder med at kødet er skrøbeligt og
at andre forleder dem; men Herren vil styrke enhver, der vil søge Ham, så han kan få
kraft til at overvinde verden. Jakob siger, at "enhver fristes, når han drages og lokkes af
sit eget begær; derefter, når begæret har undfanget, føder det synd, og når synden er
fuldvoksen, avler den død." Den enkeltes ansvar har Alma forklaret med følgende ord:
Jeg burde ikke i mine ønsker rokke en retfærdig Guds faste beslutning; thi jeg
ved, at Han giver menneskene efter deres ønske, det være til død eller liv; ja,
jeg ved, at Han beskikker menneskene deres del efter deres vilje, den være til
frelse eller fordærvelse. Ja, jeg ved, at godt og ondt rammer alle mennesker;
og den, der ikke kender godt fra ondt, er uden skyld; men den, som kender
godt og ondt, ham gives efter hans ønsker, enten han ønsker godt eller ondt,
liv eller død, glæde eller samvittighedsnag. -Alma 29:45.
Efter deres ønsker
Og Guds retfærdighed kræver, at menneskene skal dømmes efter deres
gerninger, og dersom deres gerninger i dette liv og deres hjertes attrå har
været gode, at de da også på den yderste dag skal genindsættes i det gode.
Og dersom deres gerninger er onde, da skal de komme til dem igen som
onde; altså skal alle ting genindsættes i deres rette orden, enhver ting i
sin naturlige form, dødelighed oprejses til udødelighed, forkrænkelighed til
uforkrænkelighed, og de skal på den ene side oprejses til evig salighed for
at arve Guds rige, eller på den anden side til evig elendighed for at arve
djævelens rige.
Den ene oprejses til salighed i overensstemmelse med sin attrå efter salighed,
eller til det gode ifølge sin attrå efter det gode; og den anden oprejses til det

onde ifølge sin attrå efter det onde; thi ligesom han har ønsket at gøre ondt
den hele dag, således skal han få sin belønning i ondt, når natten kommer.
Og således er det på den anden side: Dersom han har omvendt sig fra
sine synder og attrået retfærdighed til sine dages ende, da skal han få
retfærdighedens løn.
Det er dem, der bliver forløst af Herren; ja, det er dem, der føres ud og befries
fra det endeløse mørkes nat, og således står og falder de; thi de er deres
egne dommere, enten til at gøre godt eller til at gøre ondt.
Og Guds forordninger er uforanderlige; derfor er vejen beredt, så at hver den,
der vil, kan vandre derpå og blive salig. -Alma 41:3-8.
Side 98
Herren har her tydeligt ladet os forstå, at vi ikke er nødt til at tjene Ham, men hvis
vi søger retfærdighedens velsignelser, vil vi tjene Ham, og der findes ingen fred eller
lykke, hverken glæde eller tilfredshed og heller ingen frihed ved at følge nogen anden
kurs. Lad vor kærlighed udvides og vor retfærdighed øges for vor egen skyld og for
deres, som er afhængige af os.

28. Kapitel
Den nye fødsel
Side 99
Jeg er Herren, din Gud, og jeg giver dig denne befaling, at ingen skal komme til Faderen
uden gennem mig eller gennem mit ord, som er min lov, siger Herren. -L.P. 132.12.
Til hvert rige er der givet en lov
Lydighed mod lov er hele universets orden. Hvis vi undersøger himmelen, ser vi,
at stjernerne bliver i deres respektive stillinger, solen og dens planeter drejer sig i
overensstemmelse med den lov, de har fået. Så nøjagtige er disse himmellegemers
bevægelser, at astronomerne kan beregne deres stillinger på himmelen mange år
frem. Sol- og måneformørkelser udregnes måneder i forvejen og offentliggøres.
Videnskabsmænd forbereder sig til disse begivenheder og rejser til fjerne dele af jorden
for at de med større fordel kan studere der, hvor formørkelsen er total. Hvordan kan
det nu være, at man kan fastsætte disse begivenheder så mange måneder, før de
indtræffer? Herren har selv givet os svaret: "Alle riger har fået en lov. Og der findes
mange riger, thi der er intet rum, i hvilket der ikke er noget rige; og der findes intet rige,
hverken stort eller lille, hvori der ikke er rum. Og hvert rige har fået en lov, og hver lov
har også visse grænser og betingelser."
Jorden lyder en celestial lov
Fordi denne jord adlyder den lov, den modtog fra Skaberen, er den blevet lovet den
celestiale herligheds velsignelse. "Derfor må den helliggøres for al uretfærdighed og
beredes for den celestiale herlighed. Thi efter at den har opfyldt formålet med sin
skabelse, skal den blive kronet med herlighed, ja, med Gud Faderens nærværelse, så
at legemer, der tilhører det celestiale rige, må eje den til evig tid, thi i dette øjemed blev
den skabt, og i det øjemed er de helliggjort. -L.P. 88:18-20.
Hele naturen lyder den lov som er givet den
Hvis vi betragter jorden, finder vi, at her gælder det samme princip. Alle steder hersker
der orden, fordi alle ting i naturen er lydige mod den lov, der er givet til at styre dem.
Træerne frembringer deres frugter på deres bestemte årstid hver efter sin art. I foråret
stod jeg med nogle frø i hånden. De så næsten ens ud, tilsyneladende livløse, men
de havde i sig skjult liv langt over, hvad mennesker kan forstå. Jeg vidste, at når jeg
lagde dem i jorden og plejede dem rigtigt, ville skallerne snart briste og små spirer ville
skyde frem af jorden. Jeg vidste, at hvis jeg plejede dem rigtigt, medens de voksede
ville de skyde stilke og blade, og til sidst ville der dannes knopper på dem. På grund
af tidligere erfaringer vidste jeg også, at når knopperne var udvoksede, ville de springe
ud som smukke blomster, røde, blå, lyserøde, og de ville have forskellige nuancer. Jeg
vidste, at de hver især ville blive af samme form og farve som moderplanten, men da
jeg så på frøene, kunne jeg ikke sige, hvilke af dem der ville blive røde, hvilke lyserøde
og hvilke blå; jeg vidste kun, at de ville følge den lov, der var blevet dem givet.
Videnskabsmændene har betragtet genstande, der var alt for små for det
menneskelige øje at se, og gennem mikroskopet er der blevet afsløret en verden af
utallige undere for dem. Men i det hele er der en vis orden, fordi selv disse mindste
former for liv har fået en lov. Enhver forsker ved, at på ethvert område, det være sig
på jorden eller i himlene, findes der ufravigelige love blandt myriaderne af levende
skabninger og ligeledes blandt de livløse ting på jordens overflade.

Side 100
Det store spørgsmål er: Hvorfor er det således? Ingen tvivler om, at det virkelig
forholder sig således, men der er nogen, som burde vide bedre, men som holder fast
ved den tanke, at det hele er tilfældigt; der er ingen styrende hånd, der leder tingene
efter den fastlagte orden. Mennesker, som virkelig tænker, erkender imidlertid en eller
anden almægtig krafts styrende hånd, og de fleste af dem siger, at det er en alviis Gud,
som hersker så effektivt og fuldkomment i hele universet.
En observatør siger: "Snekrystaller lyder en ufravigelig lov om tallet 6. De er
6-kantede juveler eller stjerner med 6. spidser. De svarer aldrig til en lov om 4 eller 5.
Sne er krystalliseret vand, og vand krystalliserer sig altid i 6-kantede former. Hvorfor?"
Og så tilføjer observatøren: "Det er der ingen, der ved, og ingen vil nogen sinde få det
at vide." Men der er En, som ved det, for Han gav krystallerne deres lov, og den lyder
de. En skønne dag ved vi måske alle sammen, hvorfor såvel som hvorledes dette samt
utallige, andre ting gøres. Når vand fryser, udvider det sig og bliver til is. Hvorfor? Hvis
vand trak sig sammen, når det frøs, ville hele verden være i fare. Isen ville blive en
trussel for tilværelsen, for i stedet for at flyde, ville den synke. Oceanet og flodlejerne
ville fryse til is. En vis Skaber gav isen denne lov.
Guds riges love
Når du nu har læst alt dette, undrer du dig så ikke over, hvad det har med spørgsmålet
om den anden fødsel at gøre? Det har forbindelse med vort emne, fordi den nye fødsel
også er en sag om lydighed mod loven. Noget af det, der er så mærkeligt, er det, at så
mange mennesker forstår, at alt, hvad der findes på jorden, i jorden eller over jorden,
styres og beherskes af en ufravigelig lov; men når det drejer sig om Guds rige, kan disse
samme mennesker ikke forstå nødvendigheden af en lov. Det bliver ofte sagt, at for
at opnå frelse behøver man ikke at indordne sig nogen ordinans eller noget regulativ,
bortset fra, at man skal leve i fred og respektere andres rettigheder. "Det er lige meget,
hvad jeg gør, så længe som jeg lyder mit lands love, så længe som jeg ikke udnytter
min næste, så længe jeg er sandfærdig, så længe jeg er ærlig og oprigtig og ikke skader
noget menneske eller gør indgreb i hans rettigheder, så er alt vel med mig." Sådanne
udtalelser er man ofte kommet med til mig.
Det er ikke nødvendigt, at jeg antager nogen religiøs lære, eller hvis jeg gør det, er
den ene organisations lære lige så god som den andens; når jeg blot gør det, jeg tror
er rigtigt." Har vi ikke alle hørt lignende bemærkninger? "Jeg tror på Gud", var der en,
der sagde, "men jeg tror ikke på trosbekendelser. Gud ville ikke bede et menneske om
at lade sig døbe for at blive frelst. Et retfærdigt liv er alt, hvad der forlanges."
Men Herrens ord står fast. Intet menneske har ret til at tilsidesætte det. Intet
menneske har ret til at diktere Faderen, hvorledes Hans rige skal styres. Der er givet
ufravigelige love til styre af dette rige, som for ethvert andet rige. Hvis vi ikke godkender
disse love og i lydighed retter os efter den bestemte orden, kan vi ikke gøre krav på
velsignelserne. Dette er en universel lov. V i finder den i vort daglige liv, i alt, hvad vi
kommer i berøring med.
Dåb - en ny fødsel
Dåb i vand til syndernes forladelse og håndspålæggelse for den Helligånds gave
danner tilsammen fødslen af vand og Ånd. Dette er nødvendigt til frelse. Det er mere
end et symbol, det er en realitet, en virkelig fødsel. Hvorledes kan et menneske komme
ind i denne jordiske verden uden at blive født, som andre mennesker bliver født? Er der

Side 101
nogen, der har oplevet noget andet? Det er aldrig sket, fordi der er en lov, der styrer den
jordiske fødsel. Intet menneske kan opleve den anden fødsel uden at rette sig efter den
fødsels love, som er at blive født af vand og Ånd på den måde, Herren har foreskrevet.
Intet menneske kan komme til Gud uden gennem omvendelse. Utilgivne syndere kan
ikke bo i Hans nærhed. For at blive indladt der, må vi være helliget eller renset fra synd;
og den lov, som styrer denne sag, er uigenkaldelig fastsat. Vi kan gøre oprør, vi kan
protestere og mene, at denne fremgangsmåde er meget tåbelig, ganske unødvendig;
men det er efter Hans visdom, som kender alle ting, at denne befaling er blevet givet.
Hvem er mennesket, at han skulle sætte sig op mod Gud? "Mon øksen bryster sig mod
den, som hugger, gør saven sig til mod den, som saver? Som om kæppen kan svinge
den, der løfter den, stokken løfte, hvad ikke er træl " -Es. 10:15.
Virkningen af den første eller åndelige død
Vi har alle sammen lært, at dåben sker til syndernes forladelse; men Herren har
yderligere forklaret os denne ordinanses formål og virkning. Dåben går helt tilbage til
menneskets fald. Adam blev forstødt fra Herrens åsyn på grund af sin overtrædelse
og blev således udelukket fra Faderens nærhed. Denne bortvisning kaldes "den første
eller åndelige død". Alle uomvendte, som ikke har modtaget Evangeliet, er åndeligt
døde, d.v.s. de er underlagt den "første død", som er udelukkelse fra Herrens nærhed.
Død er udelukkelse. Som forklaring hertil sagde Herren til Joseph Smith:
Derfor skete det, at Djævelen fristede Adam, og han tog af den forbudne frugt
og overtrådte budet, hvorved han blev Djævelens vilje underlagt, fordi han
gav efter for fristelsen.
Derfor lod jeg, Gud Herren, ham uddrive af Edens Have og af min nærhed
for hans overtrædelses skyld, hvorved han blev åndelig død, hvilket er den
første død, og hvilket er den samme død som den sidste død, der er åndelig
og skal blive afsagt over de ugudelige, når jeg siger: "Vig bort, I forbandede!
" -L.P. 29:40-41.
Denne samme forbandelse er blevet udtalt over alle dem, som ikke omvender sig
og tager imod Evangeliets ordinanser; "thi de kan ikke forløses fra deres åndelige fald,
fordi de ikke omvender sig," sagde Herren.
At blive født på ny ind I himmeriges rige
Hvorledes kan vi nu sejre over denne død? Hvorledes kan vi komme tilbage fra den
udelukkelse? Ved at blive født på ny af vandet og Ånden. For at blive ført tilbage, må
vi føje os efter visse love, som for evigt står fast, og som er lige så uforanderlige som
Himmelen. Disse love er begravelse i vand, eller fødsel, og fødslen ved Guds Ånd ved
at modtage den Helligånds gave gennem håndspålæggelse.
Vi ser således, at dåben er et middel, hvorved vi kommer tilbage til Herrens nærhed
efter at have været udelukket fra Hans åsyn. Det er derfor, det er en begravelse i vandet
og symboliserer både en død og en fødsel til nyt liv, og at det er i lighed med Jesu Kristi
død såvel som med fødslen til denne verden. Det forstod Johannes, og han har sagt:
Hvem kan sejre over verden, uden den, som tror, at Jesus er Guds Søn?
Han er den, som kom med vand og blod, ja, Jesus Kristus; ikke med vand
alene, men med vand og blod. Og det er Ånden, som vidner, fordi Ånden er
sandhed.

Thi der er tre, som vidner i Himmelen: Faderen, Ordet og den Helligånd, og
disse tre er ét.
Og der er tre, som vidner på jorden: Ånden, vandet og blodet; og disse tre
stemmer overens. -Joh. 5:5-6. (King James' Version).
Side 102
Denne lære var ikke indført af Johannes; han har øjensynligt lært den fra tidligere
profeter, for i Mose Bog læser vi:
På grund af overtrædelse kom faldet, hvilket fald bringer død, og eftersom I
blev født til verden af vand og blod og ånden, som jeg har dannet, og blev af
støvet en levende sjæl, så må I også fødes på ny i Himmeriges Rige af vand
og af Ånden og renses ved blod, ja, blodet af min Enbårne, for at I kan blive
helliggjort fra al synd og nyde det evige livs ord i denne verden og evigt liv i
den tilkommende, ja, udødelige herlighed.
Thi ved vandet holder I budet, ved Ånden er I retfærdiggjort, og ved blodet
er I helliggjort. -Moses 6:59-60.
Den betydningsfulde lighed mellem fødsel og dåb og mellem død og dåb er sammen
med den symbolik, der findes i fremstillingen af vidnerne i Himmelen og på jorden,
meget indlysende for dem, som forstår Himmelens orden med hensyn til den anden
fødsel.

29. Kapitel
Thi guds rige hører sådanne til
Side 103
Hver menneskeånd var uskyldig i begyndelsen, og da Gud havde forløst mennesket
fra faldet blev menneskene i den spæde alder atter uskyldige for Gud. -L.P. 93.38.
Uskyldige for gud
Er der noget, der er mere kært end et lille barn? Er det muligt for dig at se ind i det
uskyldige, tillidsfulde ansigt hos et barn på et år eller mindre og føle, at der er nogen
som helst plet på dets sjæl? Tror du, at det lille hjælpeløse, afhængige barn er under
fordømmelse på grund af en eller andens synd, så det må renses ved en religiøs
ceremoni, der fejlagtigt kaldes "dåb"? Hvis du tror på sådan noget, så er din egen sjæl
i lænker i syndens dyb. Hvis du tror det, så har du ikke mægtet at gribe betydningen
og meningen med Jesu Kristi forsoning. Så forstår du ikke vor Frelsers mission, og du
er bundet med helvedes lænker.
Barnedåb er alvorlig gudsbespottelse
Lyt til ordene fra en profet, som levede for cirka 1500 år siden:
Og på denne måde tilkendegav den Helligånd mig Guds ord; derfor ved jeg,
min elskede søn, at det er alvorlig gudsbespottelse, dersom I døber små børn.
Se, jeg siger dig, at dette skal I lære: omvendelse og dåb for dem, som er
ansvarlige og kan begå synd; ja, lær forældrene, at de må omvende sig og
blive døbt og være ydmyge som deres små børn, og da skal de alle blive
frelst tilligemed deres små børn.
Og deres små børn behøver ingen omvendelse, ej heller dåb. Se, dåben er
til omvendelse for at opfylde budene og få syndsforladelse.
Men små børn er levendegjort i Kristus fra verdens begyndelse; om det ikke
var således, ville Gud være en partisk Gud og ligeledes en foranderlig Gud,
hos hvem der er personsanseelse; thi hvor mange små børn er ikke døde
uden dåb.
Derfor, om små børn ikke kan blive frelst uden dåb, da må de være gået til
et evigt helvede.
Se, jeg siger dig, at den, som tror, at små børn behøver dåb, er i bitterheds
galde og i syndens bånd; thi han har hverken tro, håb eller kærlighed; og
derfor måtte han fare ned til helvede, dersom han skulle dø, medens han
troede således.
Thi det er en skrækkelig ugudelighed at tro, at Gud ville frelse ét barn gennem
dåb, og at et andet skulle omkomme, fordi det ikke var døbt.
Ve over dem, som forvender Herrens veje på denne måde; thi de skal
omkomme, dersom de ikke omvender sig. Se, jeg taler med frimodighed,
eftersom jeg har myndighed fra Gud, og jeg frygter ikke for, hvad menneskene
kan gøre; thi fuldkommen kærlighed driver al frygt ud.
Og jeg er fyldt med den kærlighed, som er evig kærlighed, og derfor er alle
børn ens for mig; og jeg elsker små børn med en fuldkommen kærlighed, og
de er alle lige og deltagere i frelsen.

Thi jeg ved, at Gud ikke er en partisk Gud, ej heller et foranderligt væsen,
men han er uforanderlig fra evighed til evighed.
Små børn kan ikke omvende sig, hvorfor det er en skrækkelig ugudelighed
at fornægte Guds rene barmhjertighed mod dem; thi de er alle levendegjort
i Ham ved Hans nåde.
Og den, som siger, at små børn behøver dåb, fornægter Kristi barmhjertighed
og tilsidesætter Hans forsoning og Hans forløsnings kraft.
Ve sådanne, thi de står i fare for død, helvede og evig pine. Jeg taler frimodigt.
Gud har befalet mig det. Lyt dertil og giv agt, ellers skal det stå imod dig for
Kristi domstol.
Thi se, alle små børn er levendegjort og ligeledes alle dem, som ikke har
loven. Thi forløsningens kraft kommer alle til gode, som ikke har nogen lov;
derfor kan den, som ikke er fordømt eller den, som ikke er under nogen
fordømmelse, ikke omvende sig, og for sådanne er dåben unyttig.
Men det er gudsbespottelse at fornægte Kristi barmhjertighed og hans hellige
Ånds kraft og sætte sin lid til døde gerninger. -Moroni 8:9-23.
Side 104
Jeg har citeret dette i sin helhed, fordi det er Herrens ord om det emne, og det er ved
Hans myndighed, det er givet til verden. Der findes ikke i Skrifterne noget princip, der er
fremført mere tydeligt og bestemt med hensyn til deres natur og formål, end princippet
om dåben. Der er ingen grund til, at nogen skulle misforstå dette princip, medmindre de
med vilje vil forvanske Herrens ord. Vi har bestemt og udtrykkelig lært, at dåben er til
syndernes forladelse. Vi har lige så tydeligt lært, at den er begravelse i vand, en fødsel
ud af vandet, at den er en død og en opstandelse, hvorfra man kommer frem til nyt
liv. At blive "født af vand og ånd", som Frelseren sagde til Nikodemus, er nødvendigt
for at kunne indgå i Guds rige. Hvem kan misforstå meningen med Hans ord? Ransag
Skrifterne; lærer de os ikke, at dåben er til syndernes forladelse? "Således fremstod
Johannes Døber i ørkenen og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse."
(Mark. 1:4.) Johannes råbte til jøderne, som kom til ham: "Så bær da frugt, som er
omvendelsen værdig. ..... Jeg døber jer med vand til omvendelse, men han, som
kommer efter mig, er stærkere end jeg." -Matt. 3:8, 11.
Alle forløst fra den såkaldte arvesynd
Alle mennesker er blevet forløst fra den såkaldte arvesynd. Vi er ikke ansvarlige for
den, og vi kommer ikke til at gøre regnskab for den. Vi er alle forløst fra dens følger
gennem Jesu Kristi forsoning, enten vi tror på Ham eller ikke. Alle skal opstå, både
de retfærdige og de ugudelige. Men hvert eneste menneske skal svare for sine egne
synder, medmindre han omvender sig og tager imod Evangeliet. Hvis han vil gøre dette,
renser Jesu Kristi blod ham fra hans personlige synder. Små børns forløsning har været
gældende lige siden "faldet", fordi de er uden synd; dersom de dør som spæde, vil de
modtage evigt liv og vil blive ført ind i - Guds rige for at bo i Hans nærhed.
Dette er den lære, som Kristus forkyndte. Da man førte små børn til Ham, spurgte
Han ikke: "Er de blevet døbt - eller bestænket - så de er renset for arvesynden?" Nej!
Han sagde: "Lad de små børn komme til mig; dem må I ikke hindre; thi Guds rige hører
sådanne til." Hvor er det en herlig lære! Hvilken trøst er det ikke at vide, at små børn
tilhører Himmeriges rige. Det er først, når de har nået den ansvarlige alder og begynder
at forstå, hvad der er synd, og at deltage i den, de har brug for omvendelse og for at
blive renset for synd. De kan ikke blive renset for synd, når de ikke har begået nogen.

En lære fra den onde
Side 105
Små børn kan ikke omvende sig. De har ikke gjort noget at omvende sig fra. De
er uskyldige for Gud, og den lære, at de skal døbes, er fra den Onde. Der var ikke
noget, der hed barnedåb på Kristi og Hans apostles tid. Denne ugudelighed blev indført
mange år efter, at apostlene var gået bort, og den er et af hovedtegnene på Satans
magt over menneskenes hjerter, for det er en lære, der fornægter Kristi nåde og Hans
forsoningsværks kraft.
Da Evangeliet for over hundrede år siden blev gengivet, var der en yderst fordærvelig
lære, der blev forkyndt blandt folk. Vi må alle være Herren taknemmelig for, at den
næsten er forsvundet, for den kunne ikke bestå i lyset af det åbenbarede Evangelium.
Det var læren om, at udøbte (ikke-bestænkede) børn, hvoraf mange var "knap en alen
lang" var i helvede i evig pine, fordi deres forældre ikke havde fået dem døbt af en
ubemyndiget præst, som ikke havde nogen guddommelig autoritet. Da jeg for 70 år
siden var på mission, var der et ægtepar, som jeg underviste i Evangeliet, der spurgte
mig, om der var noget håb for små børn, som døde uden at være blevet døbt af en
præst. Så fortalte de følgende beretning:
Et af deres børn døde i sin spæde barndom. De bad præsten i deres kirke om at
ordne bisættelsen og give barnet en "kristen begravelse". Det afslog han at gøre, for
- forklarede han - barnet var ikke blevet "døbt", og derfor kunne det ikke få en kristen
begravelse. Forældrene var sønderknust; de havde fået den opfattelse, at deres barn
var for evigt fordømt, og at de ikke skulle regne med at se det igen, for det var bestemt
til at være i helvedes pine for evigt. Kan man forestille sig noget mere ukristeligt end
sådan en lære? Prøv at sætte jer i det ægtepars sted. Forestil jer, at det var jer, der
var blevet tvunget til at tro, at en af jeres små var blevet overgivet til evig pine, fordi det
ikke var blevet døbt; og tænk jer så, at I lærte sandheden at kende og fandt ud af Jesu
Kristi nåde og kærlighed til små børn? Ville I så ikke fordømme den falske lære på det
mest eftertrykkelige? Ville I ikke sige, at de, som forkynder en så ugudelig lære, selv
er i helvedes galde? Ville I ikke takke jeres Frelser for sandheden, og ville I ikke elske
Ham endnu mere, når I fandt ud af, at Han har forløst alle små børn, som dør?
Alle små børn frelst I det celestiale rige
I et syn, der blev givet Joseph Smith i Kirtland-templet i 1836, blev ovennævnte
sandhed kundgjort for ham, og han sagde:
Jeg så også, at alle børn, som dør, før de når den ansvarlige alder, vil blive
frelst i Himmelens celestiale rige.
Det var ikke første gang, denne sandhed var blevet tilkendegivet. Vi har fundet
denne lære forkyndt i Mormons Bog, og kort efter, at Kirken var blevet organiseret, i
september 1830, sagde Herren til den ganske unge profet:
Men se, jeg siger jer, at små børn er forløst fra verdens begyndelse gennem
min Enbårne.
Derfor kan de ikke synde; thi Satan har ikke fået magt til at friste små børn,
førend de begynder at blive ansvarlige for mig.
Thi det er givet dem, som jeg vil og efter mit eget behag, at store ting kan
fordres af deres fædres hænder.
Og atter siger jeg jer: Har jeg ikke befalet den, som har fået kundskab, til at
omvende sig.

Men den, som ingen forstand har, med ham skal jeg handle, som der står
skrevet. -L.P. 29:46-50.
Side 106
Herrens barmhjertighed er forunderlig. Den røver intet fra retfærdigheden, for de
virker sammen i fuldkommen harmoni; men både retfærdigheden og barmhjertigheden
ville blive frarøvet menneskene, og der ville blive begået en utilgivelig forbrydelse i
Herrens navn, hvis ikke alle små børn blev forløst gennem Jesu Kristi forsoning.
Falske lærere bliver slaver af "syndens menneske"
Canon Stowell, som hørte til den engelske statskirke, var ikke selv klar over, hvor
sandt han talte, da han sagde: "Hvad er en mening? To hundrede millioner civiliserede
mennesker er slaver af en mening, og den mening gør dem til trælle under 'syndens
menneske'." Denne mening eller falske lære, at små børn, som dør uden at være blevet
døbt, for evigt er fordømte, og som førte elendighed med sig i verden i århundreder, og
som fejlagtigt blev forkyndt som hørende til Jesu Kristi Evangelium, gjorde menneskene
til slaver af "syndens menneske", således som Mormon tydeligt forklarede i sit brev til
sin søn Moroni.
For mange år siden udgav en englænder, David King, et lille værk med titlen:
"Hvorfor Døbe De Små?" Mr. King satte sig grundigt ind i sagen og påviste afgørende
det falske og ugudelige i læren om "barnedåb". Han sluttede sin bevisførelse med at
sige:
De græske, romerske, engelske, presbyterianske og andre kirkesamfund
døber spæde børn ind i medlemskabet. Enten de senere bliver omvendte
eller ikke, forbliver de medlemmer af kirken. Verden findes således åbenlyst
i kirken. ..... Det kan ikke undre, at vantroen spottende peger fingre ad den
såkaldte kristendom!
Det er ikke sådan, at et fromt menneske vil gå fortabt på grund af en fejltagelse
angående dåb. Men tusinder af mennesker vokser op i den tro, at de som
børn blev kristnet; de taler om "vor Frelser" og går af og til i kirke. At de ikke
er kristne, flader dem aldrig ind. Sig det til dem, og de vil indigneret spørge,
om man regner dem for jøder eller hedninger? Blev de ikke født i et kristent
land? Blev de ikke Guds børn i den hellige dåb? Men fra denne illusion kan
de blive fart til at erkende deres virkelige tilstand; uden Gud, uden Kristus,
uden tilgivelse, uden håb, og en sådan erkendelse vil i mange tilfælde føre
til dyb bekymring og sand omvendelse. Løgnen står skrevet på deres pande
og i deres hjerte. De omkommer som offer for barnedåb og medlemskab lige
så fuldstændigt som dyrkerne af Jagannatha, der knustes som offer til deres
afguder.
Det er nogle af de onder, der er en følge af barnedåb. Hvis den er af Gud,
så lad os ære den, men hvis ikke, er den hverken uskadelig eller uvæsentlig,
men et sørgeligt onde, der hjemsøger både børn og forældre, kirke og verden.
-side 53-54.
Herrens ord lyder:
Hver menneskeånd var uskyldig i begyndelsen, og da Gud havde forløst
mennesket fra faldet, blev menneskene i den spæde alder atter uskyldige for
Gud.
Men den onde kommer og borttager lyset og sandheden fra menneskenes
børn på grund af ulydighed og fædrenes traditioner.

Men jeg har befalet jer at opdrage jeres børn i lys og sandhed. -L.P. 93:38-40.
Side 107

30. Kapitel
Forberedelse til evigt liv
Den, der søger mig årle, skal finde mig og ikke blive forladt. -L.P.88.83.
Forberedelse til evigt liv
Edward Young, digter og forfatter, tilskrives følgende:
Udsættelsen er tidens tyv,
den stjæler det ene år efter det andet,
og overgiver de store bekymringer om et evigt liv
til et øjebliks nåde og unåde.
Side 108
Udsættelse med hensyn til Evangeliets principper er tyven, der stjæler det evige
liv, som er at leve i Faderens og Sønnens nærhed. Der er mange iblandt os, endog
medlemmer af Kirken, som ikke mener, at det haster med at iagttage Evangeliets
principper og holde budene.
Den vildfarelse at "alt er vel I zion"
Nephi skrev om menneskene i de sidste dage: "Ja, der skal være mange, der skal sige:
Æd, drik og vær lystig, thi i morgen skal vi dø, og det skal gå os godt. Og der skal også
være mange, der skal sige: Æd, drik og vær lystig, men frygt alligevel Gud, thi Han vil
retfærdiggøre dig, selv om du begår en lille synd, ja, lyv lidt, drag fordel af næstens ord
og grav en grav for ham; der er intet ondt deri. Og gør alle disse ting, for i morgen skal
vi dø; og dersom vi findes skyldige, vil Gud slå os med nogle få slag, og til sidst vil vi
blive frelst i Guds rige." -2. Nephi 28:7-8.
Tro ikke, at dette blev sagt om verden eller om "den fremmede inden dine porte."
Det gælder Kirkens medlemmer. Nephi advarer os endvidere om, at der i de sidste
dage vil være mange, som følger Satan:
Thi se, på den dag skal han rase i menneskehjerterne og opirre dem til vrede
mod det, der er godt.
Og andre vil han berolige og neddysse i vellystig sikkerhed, så at de vil sige:
Alt er vel i Zion, ja, Zion trives, alt er vel; og således bedrager djævelen deres
sjæle og leder dem omhyggeligt ned til helvede.
Og se, andre drager han bort ved smiger og fortæller dem, at der ikke findes
noget helvede, og han siger til dem: Jeg er ingen djævel, thi der findes ingen
- og således hvisker han dem i øret, indtil han har fanget dem i sine grufulde
lænker, hvorfra man ikke kan undslippe.
X X X X X
Derfor, ve den, der er ligegyldig i Zion. Ve den, der råber, at alt er vel.
Ja, den, der låner øre til menneskebud og fornægter Guds kraft og den
Helligånds gave.
Ja, ve den, som siger: Vi har modtaget, og vi behøver ikke mere.
Og endelig, ve alle dem, som skælver og er vrede på grund af Guds sandhed!
Thi se, han, som er bygget på klippen, modtager den med glæde; men han,
som er bygget på en grundvold af sand, skælver af frygt for at falde.

Ve dem, som siger: Vi har modtaget Guds ord, og vi behøver ikke mere deraf,
for vi har tilstrækkeligt! -2. Nephi 28:20-22, 24-29.
Dysset I vellystig sikkerhed
Side 109
Vi lever i de sidste dage. Har vi ikke hørt folk tale, som Nephi sagde, de ville? Er der ikke
mange, der undskylder sig og luller sig selv i søvn i "vellystig sikkerhed", idet de tror, at
Herren vil se gennem fingre med deres små synder? Findes der ikke iblandt os nogle,
som benægter Djævelens magt, og som endda benægter, at der findes nogen djævel?
"Åndeliggør" de ikke helvedes pine og siger, at der ikke er noget helvede? Har I ikke
hørt, at der er nogen, der forkynder disse ting? Det er på denne måde, Satan raser i
menneskehjerterne, og Kirkens medlemmer undgår ikke helt hans listige falsknerier!
Det er nemt at danne dårlige vaner, men ikke så nemt at bryde dem. Giver vi efter for
vore slette vaner, idet vi regner med, at de kun er bagateller, når det kommer til stykket,
og at vi vil blive befriet for dem i graven? Forventer vi, at vore legemer vil blive renset i
graven, og at vi skal komme frem i opstandelsen med fuldkomne og helligede legemer?
Der findes nogle iblandt os, som forkynder dette og undskylder deres handlemåde, idet
de siger, at de vil blive renset i graven.
Mål for mål
Alma forkyndte en hel anden lære. Han sagde til Corianton: "Tro ikke, fordi der er blevet
talt om genoprettelse, at du skal blive genbragt fra synd til salighed. Jeg siger dig, at
ugudelighed har aldrig været lykke. ..... Thi det, du sender ud, skal vende tilbage til
dig igen og blive dig gengivet. Ordet genoprettelse fordømmer altså synderen endnu
mere, men retfærdiggør ham aldeles ikke. -Alma 41:10, 15.
Frelseren sagde også: "..... det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt." Der
er nogle, som tror, at en lille straf ikke vil være så slem, og de er villige til hellere at løbe
risikoen og lide for deres overtrædelser end at holde Herrens bud således, som vi har
lært dem. Hvis der er en mulighed for, at de kan slippe med nogle "få hug", regner de
det for, at de har været heldige. Men lad os huske, at der skal sones for synd. Der skal
ydes erstatning; hvis vi nægter at omvende os og tage imod Evangeliets velsignelser,
bliver vi nødt til at betale prisen. John Heywood sagde i sine ordsprog: "Intet menneske
elsker sine lænker, om de så er lavet af guld." Tro ikke, at jeres lænker vil være lavet af
guld. Straffen er ikke let at bære, især ikke, når samvittigheden besværes. Hvem kan
være lykkelig under lidelser, og så endda hele tiden skulle tænke på, at den lidelse er
følgen af forsætlig eller vedvarende overtrædelser af Guds bud, når man har fået både
kundskab og vejledning til at leve i retfærdighed? Hvad vil synderen tænke til den tid,
når han har lært om omvendelse fra forsætligt oprør og så forstår, at de store lidelser,
vor Herre gennemgik af kærlighed, gjorde det unødvendigt for ham at lide, hvis han
havde accepteret Kristus og Hans værk?
Belønninger I henhold til fortjeneste
Vor evige Fader har beredt tre store riger, hvortil menneskene skal komme. Det er ikke
hensigten at tale om disse riger her. I forbigående er det kun nødvendigt at sige, at til
det telestiale går alle de, som ikke har været trofaste; de, som har bekendt, men ikke
har handlet derefter (L.P. 41:1), løgnerne, troldkarlene, ægteskabsbryderne og alle,
son. vægrer sig ved at følge sandhedens veje. Til det terrestriale går alle de, som er

Side 110
hæderlige, som har været moralsk rene, men som ikke ville modtage Evangeliet, samt
de som dør, uden lov.
Celestial herlighed for dem som holder hele loven
For at kunne komme i det celestiale rige og nå ophøjelse, er det nødvendigt, at man
holder hele loven. Herrens ord er, at de i den celestiale verden er dem, som er helliggjort
fra al uretfærdighed (L.P. 88:21, sml. v. 18). For at kunne blive helliggjort er der ganske
bestemte pagter, man trofast må holde fast ved at "leve af hvert ord, der udgår af Guds
mund." "Det er dem, der modtog Jesu vidnesbyrd, troede på Hans navn, blev døbt i
lighed med Hans begravelse ..... at de ved at holde Hans bud skulle blive tvættet og
renset for alle deres synder og modtage den Helligånd ved håndspålæggelse af den,
der er ordineret og beseglet til denne myndighed, og som sejrer ved troen og bliver
beseglet ved forjættelsens Helligånd, som Faderen udgyder over alle dem, som er
retskafne og sanddru." (L.P. 76:51-53; se også v. 54-60.) Og de, som ikke er beseglet
med forjættelsens Helligånd, og som ikke er retfærdige og sande, behøver ikke at
forvente disse storslåede velsignelser.
Begynd tidligt at tjene herren
Man kan ikke for tidligt begynde at tjene Herren. Forældre er blevet belært om, at de
skal undervise deres børn, fra de er helt små; samtidig er de blevet advaret om, at de vil
blive holdt ansvar lige, hvis de undlader det. Hvis et barn lige fra fødselen bliver oplært i
retfærdighed, vil det højst sandsynligt altid følge retfærdigheden. Det er nemt at danne
gode vaner, og det er nemt at følge dem. De, som afviser at søge Herren tidligt, vil blive
forladt, når de kommer ud for vanskeligheder. Læs Israels historie - og nephiternes,
hvor tit de blev straffet, når de gjorde oprør, og hvor langsom Herren var til at høre
deres råb, når de kom i vanskeligheder på grund af synd! "De var sendrægtige til at
høre Herren deres Guds røst, derfor er Herren deres Gud, langsom til at høre deres
bønner og besvare dem på trængselens dag." Således taler Herren til det nye Israel.
Vejen til evigt liv
Ønsker du at indgå i det celestiale rige og modtage evigt liv? Så vær villig til at holde
alle de befalinger, Herren vil give dig. Dåb og håndspålæggelse er de ordinanser,
der giver adgang til Guds rige. Men disse ordinanser vil ikke i sig selv bevillige
os en ophøjelse! Den, som bliver døbt og bekræftet som medlem, som betaler sin
tiende, holder Visdomsordet og opfylder de almindelige pligter, der kræves af Kirkens
medlemmer, er berettiget til at komme ind i det rige. Alligevel kan det godt være, at han
kun bliver tjener der. Hvis det er alt, hvad han er villig til at gøre, kan han ikke blive
ophøjet. Han kan ikke blive arving og modtage det riges fylde. Der vil blive krævet andre
ordinanser og forpligtelser af ham, hvis han skal nå ophøjelse og i ordets bogstavelige
forstand blive arving og komme til at eje "alt, hvad Faderen har."
Den førstefødtes kirke
Enhver, som ved dåb er blevet indlemmet i Kirken, er forpligtet til at holde Herrens bud.
Han er forpligtet ved pagt, for dåb er "en ny og evig pagt". (L.P. 22:1). Når han ved
sin livsførelse har vist, at han er værdig, idet han har været trofast i alt, hvad der er
blevet krævet af ham, så har han den forret at kunne indgå andre pagter og påtage

Side 111
sig andre forpligtelser, der vil gøre ham til arving, og da vil han blive medlem af "Den
Førstefødtes Kirke". "Faderen har givet alle ting" i hans hænder. Han vil blive præst og
konge, og han vil modtage af Faderens fylde og af Hans herlighed. Er det noget, der er
værd at eje? Det kan ikke opnås uden nogen bestræbelse. Man kan ikke opnå det uden
at have kendskab om det, der hører Gud til. Man hører ofte citeret disse ord fra Herren
til Joseph Smith: "Det er umuligt for et menneske at blive frelst i uvidenhed." Uvidenhed
om hvad? Om den verdslige filosofi? Nej! Uvidenhed om Evangeliets sandhed: de
frelsende principper og de ordinanser, gennem hvilke frelsen opnås! De skal ikke alene
forstås, de skal også leves! Kundskab om dem kan ikke i sig selv frelse os, men det kan
lydighed! Og så kommer fylden af kundskab og bringer visdom, kraft og herredømme
med sig. Fylden af disse velsignelser kan man kun nå til i Herrens tempel!
Dette liv er tiden da vi skal berede os for evigheden
Vi lærer, at "Herrens frygt er kundskabs begyndelse, dårer ringeagter visdom og tugt."
Sand kundskab og visdom får vi gennem bøn og klog faste, gennem sand undervisning
og flittigt studium. (L.P. 88:76-78.) Lad os ikke glemme Almas ord:
Dette liv er tiden, da menneskene skulle berede sig til at møde Gud. ja, dette
livs dag er den dag, da menneskene skal udføre deres arbejde.
..... så beder jeg jer om ikke at opsætte jeres omvendelsesdag til enden; thi
dersom vi ikke benytter vor tid i dette liv, da kommer der efter denne livets
dag, som er os givet til at berede os til evigheden, en mørk nat, hvori intet
arbejde kan udrettes.
I kan ikke sige, når I kommer til dette frygtelige tidspunkt: Jeg vil angre og
omvende mig til min Gud. Nej, I kan ikke sige det, thi den samme ånd, som er
i besiddelse af jeres legeme, når I går ud af dette liv, den samme ånd vil have
magt til at tage jeres legeme i besiddelse i den evige verden. -Alma 34:32-34.
Herren er altid barmhjertig og god. Hvis vi holder os nær til Ham, vil Han holde sig
nær til os. "Søg mig flittigt, så skal I finde mig; bed, og I skal få; bank på, så skal der
lukkes op for jer." (L P. 88:63.) Vor største fejl er, at vi ikke søger flittigt Vor søgen
er overfladisk; vi synes at mene, at Herren er forpligtet til at høre os, uden at vi skal
anstrenge os ret meget. Må flid og kærlighed være vore førere, da vil vi finde vejen
til evigt liv.

31. Kapitel
Med fuldmagt fra gud
Side 112
Vi tror, at en mand må kaldes af Gud ved profeti og håndspålæggelse af sådanne, som
har myndighed dertil; for at prædike Evangeliet og tjene dets ordinanser. Den femte
Trosartikel.
Med fuldmagt fra gud
I februar måned 1835 blev denne forvaltnings Tolv Apostle kaldet. Så tidligt som i juni
1829 fik Joseph Smith gennem åbenbaring at vide, at der ville blive valgt tolv apostle.
Denne oplysning kom, før Kirken var blevet organiseret, og Oliver Cowdery og David
Whitmer blev udtaget til at "udsøge de tolv", når tiden var inde, da de skulle vælges.
En måned efter at apostlene var blevet valgt, søgte de som et råd belæring gennem
åbenbaring, for at de kunne få en bedre forståelse af deres kaldelse. På deres vegne
søgte Joseph Smith Herren og modtog åbenbaringen om Præstedømmet. L.P. 107.
Åbenbaring om præstedømmet
Denne åbenbaring giver os det lys med hensyn til Præstedømmet og de forskellige
embeder, det indebærer, som Kirken ikke før havde haft. Det blev forklaret, at
der i Kirken var to præstedømmer eller hovedopdelinger af Præstedømmet: det
melkisedekske og det aronske, som indbefatter det levitiske. "Når det førstnævnte
kaldes for Det melkisedekske Præstedømme, er det fordi Melkisedek var så stor en
højpræst. Før hans tid kaldtes det 'Det hellige Præstedømme efter Guds Søns Orden';
men af respekt eller ærbødighed for Det højeste Væsens navn og for at undgå at nævne
Hans navn for ofte, kaldte de, nemlig Kirken i fordums tid, dette Præstedømme efter
Melkisedek, eller: Det melkisedekske Præstedømme."
Denne oplysning var helt ny; før den tid var der kun blevet åbenbaret nogle generelle
holdepunkter med hensyn til denne sandhed, og verden vidste ikke noget om det.
Vi har allerede studeret andre åbenbaringer vedrørende Præstedømmet og har lært,
at Herren overdrog Aron og hans sønner et Præstedømme, som var navngivet efter
Aron. Vi har også lært, at den første orden var den, som kaldes "den evangeliske" eller
"den patriarkalske", hvilket var det Præstedømme, som Adam, profeterne, patriarkerne
og Herrens andre tjenere før syndfloden havde, ja, helt frem til Mose tid. Der findes
imidlertid yderligere nogle faser af Præstedømmet, som vi bør forstå klart.
"Præstedømme" er myndighed til at handle
Enhver mand, som er blevet ordineret til Præstedømmet, har myndighed til at virke i
et eller andet embede inden for Kirken. Thi uden Præstedømme kunne der ikke være
nogen Kirke, og hvis der ikke var noget Præstedømme, kunne ingen embedsmæssig
handling blive udført i Herrens navn. Menneskene ville blive overladt til mørket, uden
forståelse af sandheden, for Guds magt kunne ikke blive tilkendegivet. "Og dette højere
Præstedømme forvalter Evangeliet og holder nøglen til rigets hemmeligheder, ja,
nøglen til Guds kundskab. Derfor åbenbares gudfrygtighedens kraft i dets forordninger.
Og uden disse forordninger og Præstedømmets myndighed bliver gudfrygtighedens
kraft ikke åbenbaret for menneskene i kødet." Således belærte Herren os gennem
Joseph Smith.

Uden præstedømmet ingen kundskab om gud
Side 113
Dette hellige Præstedømme, som er evigt, er den myndighed, som hersker i hele
universet. Evangeliets ordinanser bliver gyldige gennem dets magt, og uden det
kunne kundskaben om Gud ikke blive åbenbaret. Det er ved denne myndighed og
gennem ordinanserne mennesket er i stand til at kende Gud. Uden Præstedømmet
ville det være umuligt for mennesket at erhverve den kundskab, som vil føre ham
ind til Faderens nærhed. Er det så så underligt, at verden befinder sig i den åndelige
forvirring, den er i, når den er berøvet Præstedømmet? Menneskene kan søge, og
de kan studere, men de vil aldrig komme til kundskab om Gud, før de tager imod
Evangeliet og modtager lys gennem Præstedømmets magt og Evangeliets ordinanser.
Med den forklaring, Herren har givet os, er det at forstå, at det var den mest naturlige
ting i verden, at alle slags falske lærdomme og filosofier indtog pladsen i stedet for
kundskaben om Gud, dengang Kirken og den myndighed, der altid følger med den,
forsvandt. Se blot den sørgelige tilstand de er i, som engang hørte til Kirken, men som
er faldet fra - hvorledes de har mistet nøglen til åndelig kundskab! Fra tid til anden
har de, som er gået bort fra Kirken, dannet visse organisationer; men det lys de før
havde, har forladt dem. De bliver hurtigt overladt til at famle i åndeligt mørke, fordi
"gudfrygtighedens kraft" forlader dem. Når lyset går ud, går mørke af den værste slags
ind, eller som Alma sagde: De bliver bundet med helvedes lænker.
Præstedømmets nøgler
Der er forskel på at modtage et embede i Præstedømmet og at modtage
Præstedømmets nøgler. Dette bør vi have fuld forståelse af. Peter, Jakob og Johannes
overdrog Joseph Smith og Oliver Cowdery der melkisedekske Præstedømme. Før den
tid var Johannes Døber kommet og havde overdraget dem Det aronske Præstedømme.
Men det var nødvendigt, at Elias, som levede på Abrahams tid, kom og overgav dem
nøglerne til hans forvaltning, for Moses at komme og overgive nøglerne til Israels
indsamling og for Elia at komme og overgive nøglerne til beseglingsmagten, hvorved
fædrenes og børnenes hjerter vendes til hinanden. I virkeligheden var det nødvendigt,
at alle forvaltningernes nøgler skulle gengives i denne Tidernes Fyldes Forvaltning; det
har profeten Joseph Smith optegnet således:
Og atter, hvad hører vi? Gode tidender fra Cumorahl Moroni, en engel fra
himlen, forkynder profetiernes opfyldelse - fremkomsten af en bog. Herrens
røst i ørkenen i Fayette i Seneca County forkynder, at de tre vidner vil bære
vidnesbyrd om bogen. Mikaels røst på bredderne af Susquehannafloden,
da han afslørede djævelen, der åbenbarede sig som en lysets engel. Peter,
Jakob og Johannes' røst i ørkenen mellem Harmony i Susquehanna County
og Colesville i Broome County ved floden Susquehanna, der forkyndte, at de
var i besiddelse af nøglerne til riget og til tidernes fyldes uddeling.
Og videre, Guds røst i gamle fader Whitmers kammer i Fayette, Seneca
County, og til forskellige tider og på forskellige steder under rejser og farer,
som denne Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har udstået. Og Mikaels,
ærkeengelens røst, Gabriels og Rafaels røst og forskellige engles røst fra
Mikael eller Adam ned til nærværende tid, der alle forkyndte deres uddeling,
rettigheder, nøgler, ære, majestæt og herlighed og Præstedømmets magt,
givende linie på linie og bud på bud, lidt her og lidt der, bringende os trøst
ved at vise det tilkommende, bestyrke vort håb. L.P. 128:20-21.

Side 114
Af denne beskrivelse får vi den forståelse, at alle de, som havde myndighedsnøgler
til forvaltning lige fra Adams dage, kom tilbage i vor tids forvaltning og tilkendegav deres
nøgler, deres værdighed og deres Præstedømme. Alt dette måtte nødvendigvis gøres
fordi vor tid er genoprettelsens forvaltning.
Præsident Joseph F. Smith har givet os en meget klar forståelse af, hvad der menes
med Præstedømmets nøgler i følgende:
Præstedømmet er i almindelighed den myndighed, der er givet mennesket
til at handle i Guds navn. Enhver, der er ordineret til en eller anden grad af
Præstedømmet, har fået denne myndighed overdraget.
Men det er nødvendigt, at enhver handling, der udføres under denne
myndighed, bliver udført til rette tid og på rette sted, på rette måde og
ifølge den rette orden. Magten til at anvise disse opgaver kaldes for
Præstedømmets nøgler. I hele deres fylde tilhører disse nøgler kun én
person ad gangen: Kirkens Profet og Præsident. Han kan overdrage en
hvilken som helst del af sin magt til en anden; i det påkommende tilfælde
er det altså vedkommende, der har nøglerne til det specielle arbejde. En
tempelpræsident, en stavspraesident, en wardbiskop, en missionspræsident
og en kvorumspræsident har hver især nøglerne til det arbejde, der udføres
i den bestemte gruppe eller lokalitet. Hans Præstedømme bliver ikke større
ved den særlige kaldelse, for en halvfjerds, som præsiderer over en mission,
har ikke større Præstedømme end en halvfjerds, som virker efter hans
direktion; og præsidenten for et ældste kvorum har f. eks. ikke mere
Præstedømme end ethvert medlem af det kvorum. Men han har magt til at
lede de embedsmæssige opgaver, der udføres i missionen eller i kvorum'et
eller med andre ord nøglerne til den afdeling af det arbejde. Sådan forholder
det sig med alle Præstedømmets forgreninger: man må nøje skelne mellem
Generalautoriteten og den arbejdsfordeling, der sker gennem vedkommende
autoritet. -Gospel Doctrine. p.168.
Præsidentskabsnøgler
Således lærer vi, at selv om alle mænd, som ordineres til et embede, har
Præstedømmet, så er der alligevel specielle eller ledende fuldmagter, der overdrages
dem, som kaldes til at præsidere. Disse fuldmagter kaldes nøgler. Biskoppen for et
ward har fuldmagt til at lede wardets medlemmer, for han har præsidentskabsnøglerne
der, og han virker både som biskop og som præsident for sit ward i kraft af sit høje
Præstedømme. Nu kan det måske være, at der i hans ward bor en apostel; men som
medlem af wardet hører apostelen ind under sin biskops jurisdiktion. Hvis han f.eks.
ønsker at døbe et af sine børn, er det hans pligt at anmode om biskoppens tilladelse, for
det er Kirkens orden. Det er biskoppen, der har nøglerne til udførelse af alle ordinanser
i sit ward, men han kan overdrage andre myndighed til at forvalte disse ordinanser.
Præstedømm ets nøgler for hele kirken
Som præsident Smith tydeligt har udtalt, har Kirkens Præsident nøglerne for hele
Kirken. Der er kun én ad gangen på jorden, der har denne magt. (L.P.132:7.) Ingen
kan virke i templet og overdrage dets velsignelser, uden at myndighed til at gøre
det overdrages ham af Kirkens Præsident. Ingen mand kan virke i nogen som helst
kapacitet i denne Kirke, uden den kraft, som han får gennem den magt og de nøgler,

Side 115
som Kirkens Præsident har, og som skal være med ham i den handling. Præsidenten
har magt til at kalde alle missionærer i verden hjem, hvis Herren dikterer ham at
gøre det. Han kan sige, at nu skal Evangeliet ikke mere forkyndes for nationerne.
Han kan forbyde den embedsmæssige handling at udføre dåb eller at ordinere til
Præstedømmet, hvor som helst i verden, hvis Herren ville diktere ham det. Denne
myndighed er over draget til ham, for han har alle Præstedømmets nøgler. Hvis han
i kraft af disse nøgler ville sige, at visse privilegier skulle trækkes tilbage fra folket,
ville ingen mand have myndighed til at overdrage disse særlige privilegier. Dersom
nogen ville forøge på at gøre det, ville den handling være et oprør mod autoritet og
uden gyldighed, og den, der således ville forøge at udøve myndighed, ville komme til at
svare derfor over for Guds domstol om ikke for Kirken, og han ville blive fundet skyldig
i overtrædelse.
Kun retmæssigt udførte handlinger er gyldige
Vi må forstå, at ingen mand har myndighed til at udføre beseglinger af hustruer til
ægtemænd for tid og evighed uden for et tempel, fordi alle sådanne ordinanser hører
til Herrens Hus, og retten til at udføre denne ordinans andetsteds er trukket tilbage
af den, som har disse nøgler. Ingen kan heller virke i disse eller andre beseglinger
uden at være kaldet og beskikket og have fået den myndighed overdraget af Kirkens
Præsident, som er i besiddelse af disse nøgler. -L.P. 132:7.
Når mænd overdrages denne myndighed af den, som har disse nøgler, er deres
handlinger gyldige. Det, som de foretager, bliver beseglet og stadfæstet i Kirken,
både på jorden og i Himmelen. Når apostlene eller andre brødre besøger Zions stave
og bliver udtaget til at ordne enhver sag, som kræver deres opmærksomhed der,
gør de det i kraft af den udnævnelse eller myndighed, der er overdraget dem af
Kirkens Præsident. Det samme princip gælder i mindre grad i stave og warder. En
stavspræsident kan overdrage myndighed til en højpræst eller et højrådsmedlem til at
virke i den stav. En wardbiskop kan overdrage myndighed til en ældste eller en præst i
wardet; men uden den præsiderende embedsmands sanktion ville arbejdet ikke være
gyldigt.

32. Kapitel
Præstedømmets tjeneste
Side 116
Tjen, og man vil tjene dig. Hvis du elsker og tjener menneskene, kan du hverken ved
at skjule dig eller anvende kneb undgå at blive gengældt. -Ralph Waldo Emerson.
På andres vegne
Tjeneste er en dyd, som kræves af enhver sjæl. Den, som ikke vil tjene sine
medmennesker, egner sig ikke til at høre til iblandt dem. At tjene andre bærer lønnen
i sig selv. Når vi modtager Præstedømmet, gør vi det med den forståelse, at det
skal bruges til gavn for andre. Det er en forpligtelse, vi påtager os. Faktisk velsigner
Præstedømmet os på to måder: For det første er det det middel, hvorigennem de,
der har Præstedømmet, kan nå ophøjelse; for det andet skal det anvendes til gavn
for andre, for at også de kan blive velsignet. Intet menneske kan leve uafhængigt.
Sæt et menneske hen for sig selv, hvor han ikke har nogen forbindelse med sine
medmennesker eller kan få hjælp fra dem, så vil han ynkeligt omkomme. Man begår
en fejl, når man trækker sig ind i sig selv som en snegl i sit hus. Ingen har fået
Præstedømmet blot til pynt. Det forventes, at man anvender det til gavn for andres
frelse.
Lad hver mand lære at virke I sit embede
Ikke alene forventes det, men han har fået befaling derom, for Herren sagde, efter at
have påpeget de forskellige embeder i Præstedømmet og de pligter, der følger med
dem:
Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og med al flid passe det embede,
hvortil han blev kaldet.
Den, der er lad, skal ikke agtes værdig til at stå i sit kald, og den, der ikke
lærer, hvad der er hans pligt og ikke viser sig Gud velbehagelig, skal ikke
agtes værdig til at beholde sin plads. Så ske det. Amen. -L.P.107:99-10.)
Det vil sige, at den mand, som modtager Præstedømmet, også accepterer de
opgaver, der følger med. Han lover, at han vil tjene og sørge for, at han kan blive
godkendt. Hvis han bryder denne pagt - for det er en pagt - så vil hans plads være
blandt dem, der ikke udøver Præstedømmet; han kan ikke være blandt dem, der bliver
anerkendt. Lad hver mand, som bærer Præstedømmet, forstå, at han ikke kan indgå
til ophøjelse uden Præstedømmet. Hvis han nægter at bruge det Præstedømme, som
er blevet ham overdraget, vil han ikke blive fundet værdig til at bære det den dag, da
menneskene bliver belønnet i forhold til deres gerninger.
Talenter er et lån som skal anvendes rigtigt
Lignelsen om talenterne er en smuk beretning; lad os citere den:
Det er nemlig her som med en mand, der skulle rejse udenlands og kaldte
sine tjenere til sig og betroede dem sin formue;
en gav han fem talenter, en anden to, en tredje én, hver efter hans evne. Så
rejste han udenlands.

Straks gik han, som havde fået de fem talenter, hen og købslog med dem
og tjente fem til.
På samme måde tjente han med de to talenter to til.
Men han, som havde fået den ene, gik bort og gravede et hul i jorden og
gemte sin herres penge.
Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskabet op med
dem. Og han, der havde fået de fem talenter, kom hen og bragte ham fem
talenter til og sagde: 'Herre, fem talenter betroede du mig, se, jeg har tjent
fem talenter til.'
Hans herre sagde til ham: 'Vel, du gode og tro tjener, du har været tro over
lidt, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din herres glæde. -Matt.23:1422.
Side 117
Beretningen fortsætter, og vi får at vide, at den mand, som havde de to talenter,
også vandt to, og det blev ligeledes sagt til ham, at han kunne gå ind til sin herres
glæde. Men den mand, som havde ét, og som gravede det ned, kom frem med det
og sagde: "Jeg havde lært dig at kende som en hård mand, der høster, hvor du ikke
såede, og samler, hvor du ikke spredte, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte dit
talent i jorden; se, her har du, hvad dit er." Og hans herre blev vred på ham og sagde
til de andre tjenere: "Tag nu den talent fra ham og giv den til ham, der har ti talenter;
thi enhver, som har, ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke
har, fra ham skal endog det tages som han har. Og kast den unyttige tjener ud i mørket
udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren."
Vi må ikke "begrave" vort præstedømme
Enhver, der bærer Præstedømmet, bør af denne lignelse lære, hvad der er hans pligt;
for når Herren engang kommer, vil vi få lignende belønninger. Mange, som har lovet
at herliggøre deres Præstedømme, men som har undladt at gøre det, vil blive udstødt.
Deres Præstedømme vil blive taget fra dem, og de vil befinde sig uden for Byens porte,
for de kan ikke være sammen med dem, som har været trofaste. Deres tilstand vil blive
gråd og tænders gnidsel. Men hvad menes der så med den udtalelse: "Thi enhver, som
har, ham skal der gives ..... men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som
han har"? Simpelthen dette: Som mænd, der er i besiddelse af Præstedømmet, er vi
forpligtet til at anvende den myndighed, vi har modtaget, til at tjene. Hvis vi gør det,
vil vi få andre forpligtelser og herligheder tillagt os, og vi vil modtage i overflod, det vil
sige: fylden af Faderens rige; men hvis vi "graver vort Præstedømme ned", er vi ikke
berettiget til nogen som helst belønning - vi kan ikke blive ophøjet.
Præstedømniets oplærende magt
Som allerede nævnt, er Præstedømmet givet os med to formål: 1) at vi selv skal
modtage ophøjelse, og 2) at vi kan være til hjælp for andre til at opnå de samme
velsignelser. Det er blevet sagt til os, at hvis vi er værdige til ophøjelse, vil vi blive
vor Fader i Himmelen og vor ældre broder, Jesus Kristus, lig. Vi skal blive præster
og konger (Joh. Ab. 1:6; 5:10), og få magt og herredømme. Hermed menes ansvar.
Nu er det jo en selvindlysende sandhed, at hvis vi ikke gør brug af de talenter, der er
givet os, nu og ikke udøver det ansvar, vi har modtaget i dette liv, så vil vi ikke være
beredte eller værdige til at udøve myndighed og have ansvar dér. Hvis vi har fået en
sådan myndighed her, og vi har nægtet at gøre brug af den, så kan vi bestemt ikke
have nogen ret til at blive belønnet, og vi kan ikke modtage ansvar og magt dér, for dér

Side 118
vil ansvaret blive mange gange større, end det er her. Her stiller vi os selv på prøve
gennem tjeneste såvel som ved lydighed mod Evangeliets lov. Det er ikke tilstrækkeligt,
at vi er gode, det vil sige: at vi ikke overtræder loven, og blot overholder de forskrifter,
der er påbudt Kirkens medlemmer. Den, som ikke udfører noget, er heller ikke god for
noget, og der bør ikke være nogen ikke-udøvende medlemmer i Kirken. Herren sagde
til menigheden i Laodikea: "Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm.
..... Derfor, fordi du er lunken og hverken kold eller varm, har jeg i sinde at udspy dig
af min mund." -Joh. Ab. 3:15-16.
Herren star ikke I taknemmelighedsgæld til os for vor tjeneste I præstedømmet
Vi bør ikke prale af vor egen styrke. Og lad os alle passe på, at vi ikke tiltager os en
ære, som ikke retmæssig tilkommer os. Det er nedslående at høre mennesker, især
dem, som har udfyldt en mission i to eller flere år på egen bekostning, sige: "Jeg har
tjent Herren i så og så lang tid, og nu skal jeg til at arbejde for mig selv." Det lyder, som
om Herren var forpligtet over for dem for den tjeneste, de har ydet. Nogle mænd og
kvinder mener, at hvis de yder tjeneste i Kirken, så er Herren forpligtet over for dem.
Der er endda nogle, der mener det samme, når de holder budene, og op fører sig, som
om Herren skyldte dem noget. Når en mand, der bærer Præstedømmet, enten med
ord eller handlinger understreger: "Jeg har givet så og så mange år for Herrens sag;
nu mener jeg, at jeg har ret til en ferie og til at tage mig af mine egne sager, til at pleje
mine ambitioner og ikke lade mig hæmme af religiøse pligter," så må han hellere passe
lidt på! Jeg har hørt folk sige den slags ting, og jeg har lagt mærke til resultatet. Denne
mand afskærer sig selv fra Herrens Ånds vejledning og beskyttelse.
De som tjener får de største velsignelser
Ethvert medlem af Kirken bør prøve at finde en eller anden kirkelig pligt at udføre.
Sig aldrig nej til at tjene. Når en præsiderende embedsmand beder dig om at hjælpe,
så vær glad for at tage imod opgaven og yd dit bedste til udførelsen af den. Herren
forventer det af os, og vi har sluttet pagt om, at vi vil gøre det. Denne handlemåde
giver fred og glæde, og samtidig får de, som tjener, den største velsignelse. Læreren
vinder mere end den, der bliver undervist; den velsignelse, der vender tilbage til os,
når vi tager imod et kald til at arbejde i Kirken, er langt større end den velsignelse, vi
kan overføre til andre, Den, som afviser at udføre et eller andet arbejde, er i alvorlig
fare for at miste Åndens vejledning. Han bliver til sidst lunken og ligegyldig over for
alle pligter, og - ligesom planten, der ikke bliver plejet og vandet vil han - visne og dø
en åndelig død.
De mest trofaste er stadig I gæld til herren
Kong Benjamin har givet os den behørige instruktion:
Jeg siger jer, mine brødre, at dersom I ville yde al den tak og pris, som I formår
med hele jeres sjæl, til den Gud, som har skabt jer, og som har bevaret jer
og skænket jer glæde .....
jeg siger jer, at dersom I skulle tjene ham af jeres hele sjæl, ville I dog være
unyttige tjenere.
Og se, alt, hvad han fordrer af jer, er, at I skal holde hans bud, og han har
lovet jer, at dersom I vil holde hans bud, skal det gå jer vel i landet; og han

går aldrig fra det, han har sagt: dersom I derfor holder hans bud, velsigner
han jer, og gør jer lykkelige.
Se nu, for det første har han skabt jer og skænket jer livet, for hvilket I står
i gæld til ham.
Og for det andet fordrer han, at I skal gøre, som han har befalet jer, for hvilket
han uopholdeligt velsigner jer, dersom I gør det, og således har han belønnet
jer. Og I står i gæld til ham, og det vil I blive ved med at gøre i al evighed;
hvad har I da at rose jer af. -Mosiah 2:20-24.
Side 119
Frelseren forkyndte også denne lære og indprentede sine disciple, at hvis de
arbejdede al deres tid, ville de alligevel være "unyttige tjenere," for de ville kun have
gjort det, der var deres pligt. (Luk. 17:7-10). Og Herren kræver tjeneste af kvinder såvel
som af mænd.
Kristi store eksempel pa kærlighed og tjeneste
Tror I, det nogen sinde vil blive muligt for nogen af os, lige meget hvor hårdt vi arbejder,
ja, selv om vi skulle lide martyrdøden, at betale vor Fader og Jesus Kristus for de
velsignelser, vi har modtaget fra dem? Den store kærlighed, der sammen med de
medfølgende velsignelser blev rakt os gennem Jesu Kristi korsfæstelse, lidelse og
opstandelse, overgår vor jordiske fatteevne. Vi ville aldrig kunne betale det tilbage. Vi
er blevet købt med en pris. Ikke med guld eller sølv eller kostelige sten "men med Kristi
dyrebare blod, som med blodet af et lam uden plet og lyde." -1. Peter 1:19-20.
O, se hvilken kærlighed, Jesus har vist til mig,
at Han for min frelse og salighed hengav sig,
at lide og dø for en synder så arm som jeg,
at give mig bolig og tage mig hjem til sig.
X X X X X
Ja, ofte jeg tænker på vunderne i hans kød,
de smerter, Han led, for at frelse min sjæl fra død.
0, hvor jeg vil stræbe i alting at være god,
indtil i Hans nærhed jeg knæler for tronens fod.
0, hvilken kærlighed, at han til jord kom ned,
og døden for mig led.
0, hvilken kærlighed, himmelsk kærlighed!
-Charles H. Gabriel.

33. Kapitel
"Guds herlighed er intelligens"
Side 120
Herrens frygt er visdoms begyndelse; forstandig er hver, som øver den. Evigt varer
hans pris! -Salme 111:10.
Et viist og forstandigt folk
Kort før israelitterne fik lov til at gå over Jordan og ind i deres arveland, gav Moses
dem følgende instruktion:
Se, jeg har lært eder anordninger og lovbud, således som Herren min Gud
har pålagt mig, for at I skal handle derefter i det land, I skal ind og tage i
besiddelse;
hold dem og følg dem! Thi det skal være eders visdom og eders kløgt i
de andre folks øjne. Når de hører om alle disse anordninger, skal de sige:
'Sandelig, det er et viist og klogt folk, dette store folk! ' Thi hvor er der vel et
stort folk, som har guder, der kommer til det, således som Herren vor Gud
gør det, når vi kalder på ham;
og hvor er der vel et stort folk, der har så retfærdige anordninger og lovbud
som hele denne lov, jeg forelægger eder i dag? -5. Mos. 4:5-8.
De Sidste Dages Hellige har fået samme belæring, og folk vil kunne sige det samme
om os, hvis vi blot vil følge disse anordninger med visdom og kløgt.
Guds herlighed er intelligens
Vi glæder os over Herrens ord til Joseph Smith: "Guds herlighed er intelligens". Denne
meget betydningsfulde udtalelse er taget fra en åbenbaring, der blev givet i Kirtland,
Ohio, den 6. maj 1833. I mange år har det været motto for Unge Mænds Gensidige
Uddannelsesforening, og det står på al deres litteratur. Tusinder af medlemmerne
bærer en nål med den inskription, hvilket de med rette er meget stolte af. Det er også
emblem for de Unge Kvinders Gensidige Uddannelsesforening, og også de er lykkelige
for at give udtryk for dette motto, som er kommet til os gennem åbenbaring, Man kunne
ikke have valgt et bedre, for der ligger en dyb mening i det, ligesom det har været og
stadig er en spore for Kirkens medlemmer til at søge kundskab og visdom, thi "en god
forståelse har alle de, som følger Hans bud." At den nævnte udtalelse kom gennem
åbenbaring, kan ingen tvivle om, når de forstår den fulde mening af den.
Hvad er intelligens?
Når jeg tænker over dette citat, undres jeg, om vi fuldstændig har forstået dybden og
storheden af dets betydning? Den forklaring, der gives i leksikonet, lyder:
1. Den egenskab at være intelligent; evne til at vide eller forstå; tænkeevne;
evne til at udøve de højere mentale funktioner; hurtig opfattelse.
2. Opnået eller tilegnet kundskab; instruktion; rådgivning, nyheder.
3. Gensidig forståelse; udveksling af viden.
4. Et intelligent vasen, især en ånd uden legeme, som f. eks. intelligenser i
den usynlige verden; Den Allerhøjeste Intelligens.

Side 121
Hvor mange af os har tænkt over, at hele betydningen af ordet og evnen til at
forstå det, er blevet indskrænket under søgen efter kundskab? Har vi ikke mere eller
mindre forvekslet ordet med kundskab og forbundet citatet fra åbenbaringen med den
udtalelse, der tilskrives Bacon, at "kundskab er magt"? Vi har uden forbehold accepteret
den sandhed, at Gud er i besiddelse af al kundskab og derfor har al magt, og vi har
deraf sluttet, at deri består for en stor del Hans storhed og herlighed.
Intelligens er mere end kundskab
Der er imidlertid en langt dybere mening i den inspirerede udtalelse, end vi måske har
forstået. Af Herrens definition af intelligens forstår vi, at der er en uhyre stor forskel
mellem betydningen af intelligens og af kundskab. Den førstnævnte er, samtidig med
at den indbefatter den sidstnævnte, mere omfattende og har en større betydning.
Intelligens er mere end evnen til at forstå og til at tilegne sig sandhed. Det intelligente
menneske udvikles i retfærdighed, for han ikke blot kender sandheden, han anvender
den også med visdom i alle sine handlinger.
Intelligens er lys og sandhed
Jeg er bange for, at vi hører citatet "Guds herlighed er intelligens" så ofte, at vi har
forsømt at forbinde det med det øvrige af den tanke, der hører sammen med det i
åbenbaringen, for dette bliver sjældent citeret. Det, der følger efter i åbenbaringen, er
Herrens forklaring om, hvad intelligens er. Den fuldstændige tanke er denne:
Guds herlighed er intelligens eller med andre ord: Lys og sandhed. Lys og
sandhed skyr den onde. -L.P. 93:36-37.
I vers 29 læser vi:
Mennesket var også i begyndelsen hos Gud. Intelligens, eller sandhedens
lys, blev ikke skabt eller dannet og kan ej blive det.
Ren intelligens er altså lys og sandhed, som er selveksisterende.
Intelligens og ondskab hører ikke sammen
Endvidere skyr intelligens den onde. Da dette er en sandhed, vil man ikke finde
intelligens og ondskab i forbindelse med hinanden. Et menneske kan have kundskab og
samtidig være fyldt med ondskab. Faktisk kan han benytte sin kundskab til at fremme
sine onde planer. Det er noget, man ser eksempler på hver eneste dag - sommetider
ganske horribelt. Det er denne sandhed, der fik profeten Joseph Smith til at sige:
Hvis I ønsker at komme, hvor Gud er, må I være ligesom Gud eller besidde
de principper, som Gud er i besiddelse af; thi hvis vi ikke nærmer os Gud i
princippet, vil vi fjerne os fra Ham og nærme os Djævelen. Ja, jeg står midt
iblandt alle slags mennesker.
Ransag jeres hjerter og se, om I er som Gud. Jeg har gransket mit og føler
trang til at omvende mig fra alle mine synder.
..... Dersom Gud ville tale fra Himmelen, ville Han befale jer ikke at stjæle,
ikke at bedrive hor, ikke at begære eller bedrage, men at være trofaste over
lidet. Lige så langt som vi fjerner os fra Gud, går vi ned til Djævelen og mister
kundskab, og uden kundskab kan vi ikke blive frelst, og når vore hjerter er fyldt

med ondt, og vi studerer det onde, er der ikke plads i vore hjerter til det gode
eller til at studere det gode. Er ikke Gud god? Så må I også være gode; er
Han trofast, så må I også være trofaste. Føj til jeres tro dyd, til dyd kundskab
og søg efter alt, hvad der er godt.
Kirken må renses, og jeg hæver min røst mod al ugudelighed. Et menneske
bliver ikke frelst hurtigere, end det tilegner sig kundskab, thi hvis det ikke
tilegner sig kundskab, vil det blive ført i fangenskab af en eller anden ond magt
i den anden verden, da onde ånder vil have mere kundskab og følgelig mere
magt end mange mennesker, som er på jorden. Derfor behøver vi åbenbaring
til at hjælpe os og give os kundskab om det der horer Gud til.
Alt hvad der er sandhed er lys
Side 122
Åbenbaringerne oplyser os yderligere om, at "lys og sandhed" hidrører fra Gud og fylder
det umådelige rum. Det omtales også som "Kristi lys" (L.P. 88:7). Det er stjernernes
lys, solens, jordens og månens lys og den kraft, hvorved de blev dannet. "Og dette lys
kommer fra Guds nærhed og opfylder det umådelige rum", det er det lys, som findes
i alting og giver alting liv, således som vor himmelske Fader har ordineret. (Se L.P.
88:7-13). Uden sandhedens lys, der omtales som intelligens eller det, som findes i
alting og giver liv og lys, var der intet, der kunne eksistere. Hvert eneste menneske,
der bliver født til verden, er velsignet med lys og sandhed, således som vi læser:
For Herrens ord er sandhed, og hvad der er sandhed er lys, og hvad der er
lys er ånd, ja, Jesu Kristi Ånd. Og Ånden giver hvert menneske, som kommer
til verden, lys, og Ånden oplyser hvert menneske i verden, der lytter til hans
røst. Og enhver, der lytter til Åndens røst, kommer til Gud, ja, til Faderen.
-L.P. 84:45-47.
Hvorfor er dette således? Fordi intelligens eller sandhedens lys "skyr den Onde".
Hvert eneste menneske kan kende sandheden
Herren har ikke overladt os til at famle i mørke, men har givet hvert menneske, der bliver
født med evne til at forstå, magt til at skelne mellem godt og ondt, sandhed og løgn,
gennem intelligensens kraft, sandhedens lys eller Kristi lys, som han bliver født med.
Men efterhånden som mennesket vender sig fra sandheden, forlader intelligensens
kraft ham, og det er årsagen til, at han ikke kommer til Gud.
"Jeg er det sande lys, der oplyser ethvert menneske, som kommer til verden," sagde
Frelseren. Derfor skal ethvert menneske, som vil vedblive i lys og sandhed, kende
den sandhed, der vil gøre ham fri. "Thi intelligens holder sig til intelligens, visdom
modtager visdom, sandhed omfatter sandhed, dyd elsker dyd, lys forener sig med lys."
etc. Ethvert menneske, som besidder sand intelligens, vil derfor komme til Gud og leve,
for der kan ikke være nogen ondskab forbundet med intelligens. På den anden side
omfatter kundskab ikke altid sandhed og dyd eller ærlighed og retskaffenhed.
Sand intelligens er kundskab anvendt på rette måde
Intelligens er altså mere omfattende end kundskab. Medens der ikke findes intelligens
uden kundskab, er der megen kundskab, som ikke anvendes intelligent. Sand
intelligens er en guddommelig egenskab, som fremkalder et ønske i menneskets hjerte
om at komme til fuldkommen kundskab om sandheden. Han vil derfor øge visdom og

Side 123
kundskab, for at han kan få kraft; men alle hans bestræbelser for at lære, vil stile mod
at opnå herlighed, ære og evigt liv. Han vil således til sidst blive som Gud og opnå en
fylde af herlighed i det celestiale rige, fordi han er intelligent.
Satan har megen kundskab og derfor også magt, men han har ingen intelligens eller
sandheds lys, som er Kristi Ånd. På grund af sin kundskab har han stor indflydelse
på menneskenes børn. Uden kundskab ville han ingen magt have. Hvis han havde
intelligens eller sandhedens lys, som kun kommer fra Gud, kunne han umuligt være
modstander af al retfærdighed.
Præsident Joseph F. Smith fremhævede meget tydeligt denne sandhed i en tale i
Ogden Tabernakel i året 1913, idet han opsummerede hele denne sag således:
Kristus arvede sin intelligens fra sin Fader. Der er forskel på kundskab og
ren intelligens. Satan er i besiddelse af kundskab, langt mere end vi har; men
han har ingen intelligens, for i så fald ville han vise lydighed mod sandhedens
og rettens principper. Jeg kender mennesker, som har kundskab, som forstår
Evangeliets principper lige så godt, som I gør, som er storartede mennesker,
men som mangler den væsentlige egenskab, som ren intelligens er. De vil
ikke tage imod, og de vil ikke vise lydighed. Ren intelligens er ikke blot
kundskab, men indbefatter også magt til at anvende den kundskab på rette
måde.

34. Kapitel
Kyskhedens lov
Side 124
Pryd altid dine tanker med dyd; da skal du have større frimodighed for Guds åsyn, og
Præstedømmets lære skal falde på din sjæl som himlens dug. -LA 121.45.
Kyskhedens lov
Der er ingen ordinans i forbindelse med Jesu Kristi Evangelium, der har større
betydning, er af mere alvorlig og hellig natur og mere nødvendig for menneskets evige
glæde, end ægteskabet. Og dog er der ikke noget princip, som i den grad er blevet
udsat for grove vittigheder, og som vulgære og urene personer har drevet spøg med
- ja, endog de mange, som selv mener, at de er dannede - end netop ægteskabet.
Ægteskabet er et princip, som i praksis byder på flere alvorlige problemer end noget
andet princip. Det bør modtages i tålmodighedens og kærlighedens ånd, ja, den langt
større kærlighed, som skabes gennem den Helligånds kraft. Intet vil så hurtigt berede
menneskene til herlighed i Guds rige som trofasthed mod ægteskabspagten. Gennem
denne pagt, og måske mere gennem denne end ved nogen anden, opfylder vi den
guddommelige viljes fuldkomne forordning; men denne pagt er kun en af de mange,
der kræves af dem, som søger at gøre Faderens vilje.
Ægteskabet - grundlaget for de største velsignelser
Hvis denne pagt indgås rigtigt, bliver den et middel til den største lykke. Den største ære
i dette liv og i det kommende: ære, herredømme og magt i fuldkommen kærlighed er de
velsignelser, der følger med den. Disse den evige herligheds velsignelser er forbeholdt
dem, som er villige til at forblive i denne og alle andre evangeliske pagter. Ingen andre
vil blive så velsignet. Ægteskabet er det mest storslåede, herlige og ophøjende princip,
der hører ind under Evangeliet. Det er det, som Herren forbeholder dem, som bliver
Hans sønner og døtre; alle andre bliver kun tjenere, selv om de opnår frelse. De bliver
ikke medlemmer af vor Fader og vor Guds husstand, hvis de nægter at tage imod den
celestiale ægteskabspagt.
Krænkelse af ægteskabet fører til undergang
Krænkelse af denne ordinans har været hovedårsagen til nationernes fald. Når
ægteskabspagtens hellighed er gået tabt, og løfterne er blevet brudt, er undergang
uundgåelig. Dette princip tager man ikke imod med et stridigt sind og i ligegyldighed.
Det er ordineret til at være mere, langt mere, end en borgerlig kontrakt. Ingen nation kan
overleve krænkelsen af dette princip. Romerne, grækerne, babylonerne, ægypterne
og mange andre nationers fald skyldtes, at de brød den hellige ægteskabspagt.
En retfærdig Guds vrede blussede op imod dem for deres umoral. De døde ben
fra civilisationerne på det amerikanske kontinent, bærer tavse, men overbevisende
vidnesbyrd om, at det var ukyskhed og ligegyldighed over for denne hellige pagt, der
førte til deres endelige dom.
En pagt og et medarbejderskab med gud
Intet skulle holdes mere helligt og æres mere end den pagt, hvorved menneskenes
ånder - Guds åndelige afkom - får lov til at komme til denne verden i jordiske

Side 125
tabernakler. Det er gennem, dette princip, at velsignelsen i form af udødelighed er
muliggjort. Den største straf, der nogensinde er tildelt, blev udtalt over Lucifer og hans
engle. For evigt at blive nægtet det privilegium at få jordiske legemer er den største af
alle forbandelser. Disse ånder har ingen udvikling, intet håb om opstandelse og evigt
liv! De er dømt til evig elendighed for deres oprørs skyld! Og så tænke sig, at vi ikke
blot har den forret, men det er en befaling til os, at vi skal bistå vor Fader i det store
forløsningsværk ved at give Hans børn ret til at leve og fortsætte lige til fuldkommenhed,
ligesom vi selv har opnået disse velsignelser! Ingen uskyldig sjæl skulle dømmes til at
komme til denne verden med det handicap, som det er at være født uden for ægteskab.
Ethvert barn har ret til at blive født under de rette forhold! Enhver, der nægter dem den
ret, gør sig skyldig i en forfærdelig synd.
Disse jordiske tabernaklers betydning fremgår af den kundskab, vi har om evigt liv.
Ånder kan ikke blive fuldkomne uden et legeme af kød og ben. Dette legeme med samt
dets ånd føres til udødelighed og frelsens velsignelser gennem opstandelsen. Efter
opstandelsen bliver der ikke mere nogen adskillelse: legeme og ånd bliver uadskilleligt
forbundne, for at mennesket kan modtage en fylde af glæde. Ånderne kan ikke på
nogen anden måde end gennem opstandelsen blive vor evige Fader lig.
Retten til at blive født I ægteskab
Eftersom Guds rige er bygget på ægteskabets grundvold og på familiekredsens enhed,
kan der ikke være tilfredshed der, hvor familiekredsen er brudt. Enhver sjæl er berettiget
til at komme til denne verden på lovlig måde, det vil sige på den måde, som Faderen
har villet, at sjæle skulle komme på. Den, der går imod dette, er skyldig i en næsten
uoprettelig forbrydelse. Er det da så underligt, at Herren sætter overtrædelse af denne
ægteskabspagt og tabet af dyd som den næstværste synd efter udgydelse af uskyldigt
blod? Er der ikke tilstrækkelig grund til den alvorlige straf, der er lovet dem, som
overtræder denne evige lov?
Ukyskhedens forbrydelse
Endvidere: Har vi ikke i vid udstrækning glemt det afskyelige i ukyskhedens forbrydelse
og i at bryde ægteskabsløfterne? Tror de skyldige, at det afskyelige i den forseelse
det er forsætligt eller syndigt at fuske med livets love, vil blive overset af en retfærdig
Gud? Tror de, at kun nogle få hug, eller overhovedet ingen straf, vil kunne gøre den
overtrædelse god igen? Kravet om personlig renhed gælder i Kirken lige meget for
mænd og kvinder. Der findes ingen dobbelt standard for dommen. "Hvis renhed i livet
tilsidesættes," sagde Præsident Joseph F. Smith engang, "sætter alle andre farer ind
over os som flodbølgen, når sluserne åbnes."
En synd til døden
Seksuel urenhed er en dødssynd. I fordums tid så man således på det, og i
overensstemmelse med Guds love stod de, som blev fundet skyldige, i fare for at blive
slået ihjel. Johannes for tæller os, at der er synd som er til døden, og denne synd er
en sådan dødssynd. Johannes sagde:
Hvis nogen ser sin broder begå en synd, som ikke er til døden, så skal han
bede, og han vil give ham liv, hvis han da er blandt dem, der ikke synder til
døden. Der, er en synd til døden; det er ikke med hensyn til den, jeg siger,
man skal bede

Al uretfærdighed er synd; men der er synd, som ikke er til døden. -1. Joh.
5:16-17.
Side 126
Mord, udgydelse af uskyldigt blod, er en synd til døden, og Alma lærte Corianton, at
ukyskhed kom næst efter mord. Således lød hans ord:
Ved du ikke, min søn, at disse ting er en vederstyggelighed i Herrens øjne, ja,
vederstyggeligere end alle synder med undtagelse af det at udgyde uskyldigt
blod eller det at fornægte den Helligånd? -Alma 39:5.
Næst efter mord
Præsident Joseph F. Smith kommenterede denne lære og gav os denne belæring:
Vi accepterer uden forbehold eller indskrænkning Guddommens erklæring
gennem en fordums, nephitisk profet: 'Thi jeg, Herren, har behag i kvindernes
kyskhed, men horeri er mig en vederstyggelighed'; så siger Hærskarernes
Herre. -Jakob 2:28.
Vi fastholder, at seksuel synd kommer efter udgydelse af uskyldigt blod i
rækken af personlige synder, og at den, som bedriver hor, ikke skal få del i
de saliges ophøjelse. .....
'Den, som ser på en kvinde for at begære hende, eller den, som bedriver
hor i sit hjerte, skal ikke have Ånden, men fornægte troen'. -Improvement Era
20:743.
Vi er ikke her for at praktisere umoral under nogen som helst form. Frem for
alle andre synder er seksuel umoral højst afskyelig i Guds øjne. Den ligger
på linje med selve det at myrde, og Gud den Almægtige fastsatte straffen for
mord til at være døden: "Den, som udgyder menneskets blod, ved mennesket
skal hans blod udgydes." Endvidere sagde Han, at hver den, som bedriver
hor, skal dø. V i opløfter derfor vor røst mod seksuel umoral og mod alle
former for utugt. -Gos. Doc., p.391.
Straffen for umoral
Præsident Brigham Young fordømte også meget eftertrykkeligt dette onde, og vi kan
ikke fordømme det for kraftigt. Det er stærkt fremherskende og næsten et universelt
onde. Verden nærmer sig hurtigt sin undergang på grund af det. "Lær Guds vilje at
kende," sagde Præsident Young, "følg Hans befalinger og ret jer efter Hans vilje, så er
I dydige mennesker." Hvor vidunderlig er ikke den fred og glæde, der fylder sjælen hos
den, som er dydig! Og hvor frygtelige er ikke de umoralskes pinsler! De vil ikke komme
frem i den første opstandelse. Når den endelige dom falder, er de dem, som "forbliver
urene". De kan ikke gå ind i Den hellige Stad, de er dem, der er "løgnere, troldkarle,
ægteskabsbrydere, horkarle og de, der elsker og øver løgn," og som bliver udstødt.
Præsident Young sagde videre:
Den, som forurener den uskyldige, bør brændemærkes med vanære og
udstødes af det respektable samfund, skyes som pesten eller som en
smitsom sygdom. Respektable familiers døre burde være lukket for ham,
og alle høj sindede og dydige mennesker burde misbillige hans handlinger.
Rigdom, indflydelse og høj stilling bør ikke beskytte ham mod deres
retfærdige harme. Hans synd er en af de sorteste i rækken af forbrydelser,

og man burde styrte ham ned fra respektens og beundringens høje stade og
lade ham indtage sin plads blandt de værste forbrydere. -Discourses. p.300.
Vore pagter går ud på at berede jordiske legemer til ånderne
Side 127
Da mennesket i begyndelsen blev sat på denne jord, fik han befaling om at blive
"frugtbar og mangfoldig". Aldrig har mennesket fået en mere vigtig befaling, for det
er gennem agtværdige ægteskaber, ånderne bliver bragt til jorden. "Der er skarer af
rene og hellige ånder, som venter på at modtage tabernakler, så hvad er vor pligt?"
spurgte Præsident Young. Han besvarede selv spørgsmålet: "At berede tabernakler til
dem; at slå ind på en kurs, der ikke sigter mod at drive hine ånder ind i de ugudelige
familier, hvor de vil blive oplært til ondskab, udsvævelser og alle slags forbrydelser. Det
er enhver retfærdig mand og kvindes pligt at berede tabernakler for så mange ånder,
som de kan." -Discourses. p. 305.
I en belæring_ til mødrene i Kirken skrev Præsident Joseph F. Smith i juni 1917:
Jeg beklager, men jeg tror, det er et skrigende onde, at der skulle findes en
stemning eller en mening blandt nogle af Kirkens medlemmer om at nedsætte
antallet af børnefødsler. Jeg tror, det er en forbrydelse, hvor det så end
forekommer, hvis mand og hustru er sunde og stærke og fri for de urenheder,
der kunne blive overført til deres afkom. Jeg tror, at hvor mennesker påtager
sig at indskrænke eller forhindre deres børns fødsel, der vil de siden hen
høste skuffelse. Jeg tøver ikke med at sige, at jeg tror, dette er en af de største
forbrydelser i verden i dag - denne hæslige praksis. -R.S.M.4:318.
Den evige formerings velsignelse
Når unge mennesker gifter sig og så nægter at følge den befaling, der blev givet ved
verdens begyndelse, og som er lige så stærkt i kraft i dag, så berøver de sig selv den
største, evige velsignelse. Hvis kærlighed til verden og dens ugudelige vaner betyder
mere for en mand og en kvinde end at holde Herrens befalinger på dette område, så
afskærer de sig selv fra den evige velsignelse at kunne forøges. De, som med vilje
og forsæt bestemmer sig for at ignorere denne vigtige befaling, vil blive fordømt. De
kan ikke have Herrens Ånd hos sig. I dag hedder reglen: små familier. Ægtemænd og
hustruer afviser at påtage sig ansvaret for et familieliv. Mange af dem bryder sig ikke
om at have ulejlighed med børn. Men denne befaling, der blev givet Adam, er aldrig
blevet ophævet eller omstødt. Hvis vi nægter at leve efter de pagter, vi indgår, især
i Herrens hus, så kan vi ikke få del i disse pagters velsignelser i evigheden. Hvis vi
med vilje undgår at påtage os ansvaret som forældre, hvordan skal Herren så kunne
skænke de skyldige den evige forøgelses velsignelser? Det kan ikke lade sig gøre, og
de vil blive nægtet sådanne velsignelser.
Hvem er jeg, siger Herren, som har lovet og ikke holdt det?
Jeg befaler, og menneskene adlyder ikke; jeg tilbagekalder, og de modtager
ikke velsignelsen.
De siger i deres hjerter: Dette er ikke Herrens værk, thi Hans forjættelser er
ikke blevet opfyldt. Men vé sådanne, thi deres løn venter dem nedefra og ikke
ovenfra. -L.P. 58:31-33.
Verden nærmer sig hurtigt sin undergang, det vil sige afslutningen på
ugudeligheden. Når den er fuldstændig moden i sin ondskab, vil Herren komme i

Side 128
himmelens skyer for at tage hævn over de ugudelige, thi Hans vrede er blusset op
imod dem. Tro ikke, at Han tøver med at komme. Mange af tegnene på Hans komme
er blevet givet, således at vi, om vi vil, kan vide, at tiden er lige for hånden.
Og for verdens ugudeligheds skyld skal jeg hævne mig på de ugudelige, fordi
de ikke vil omvende sig; thi min vredes skål er fuld, og mit blod skal ikke rense
dem, om de ikke vil høre mig. -L.P. 29:17.

35. Kapitel
Den fuldkomne ægteskabspagt
Side 129
Derpå sagde Gud Herren: 'ålet er ikke godt for mennesket at være ene; jeg vil gøre
ham en medhjælp, som passer til ham. -1.Mos. 2:18.
Ethvert ægteskab skulle vare evigt
Mange mennesker regner ikke ægteskabet for andet og mere end en borgerlig kontrakt
eller aftale mellem en mand og en kvinde om at de vil leve sammen i ægteskabelig
forbindelse. I virkeligheden er det et evigt princip, hvorpå selve menneskehedens
eksistens beror. Herren gav denne lov til mennesket ved selve verdens begyndelse
som en del af Evangeliets lov, og det første ægteskab var beregnet på at skulle
vare evigt. Hvis alle mennesker ville leve i streng lydighed mod Evangeliet og i den
kærlighed, der undfanges af Herrens Ånd, ville alle ægteskaber være evige; skilsmisse
ville være ukendt.
Skilsmisse hører ikke med til Evangeliets plan, men er blevet indført på grund af
hjertets hårdhed og folkets vantro. Da farisæerne fristede Kristus med at spørge: "Har
man lov at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund?" svarede han dem:
"Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og
sagde: 'Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og
de to skal blive ét kød?' Så er de da ikke længer to, men ét kød. Derfor: hvad Gud har
sammenføjet, må et menneske ikke adskille." Men da de så spurgte, hvorfor Moses
tillod skilsmisse, var Herrens svar: "Det var på grund af jeres hårdhjertethed, at Moses
tillod jer at skille jer fra jeres hustruer; men fra begyndelsen har det ikke været således.
-Matt. 19:3-8.
Desuden er det, som Gud sammenføjer, evigt. Desværre indgås de fleste
ægteskaber ikke efter Guds, men efter menneskets vilje. Ægteskaber blandt Sidste
Dages Hellige er evige, hvis de indgås på rette måde, fordi den evige Fader indstiftede
ægteskabspagten, som modtages af de par, som tager til templet for dér at modtage
denne velsignelse.
Det er nødvendigt, at ægteskaber styres af borgerlige love. Under de nuværende
verdensforhold må staten have magt til at udfærdige love, der styrer ægteskaberne
på grund af deres nære forbindelse med statens sociale struktur. Ikke desto mindre er
ægteskabet et religiøst princip, og man bør aldrig fratage religiøse ledere deres magt
til at udføre ægteskabsritualet, selv ikke i den frafaldstilstand, verden befinder sig i. Når
Guds Rige i hele sin fylde bliver oprettet på jorden, og Kristus kommer for at regere,
vil ægteskabet i lighed med alle andre ordinanser blive styret af Guds lov. Når den tid
kommer, vil ægteskabet ikke blive indgået til kun at vare "til døden skiller" mand og
hustru, for ægteskabet vil vare evigt. Under de nuværende forhold, da "de nuværende
kræfter" har jurisdiktion over hele jorden, skal alle mennesker, uden hensyn til hvilken
religiøs opfattelse de har, eller om de slet ingen har, underkaste sig de eksisterende
regeringer. Når Kristus kommer, kommer Han med "frihedens fuldkomne lov", og ved
den vil alle de trofaste blive frigjorte og lykkelige.
Herren har givet Kirken bestemte instruktioner med hensyn til dette hellige princip,
som er så væsentligt for menneskets lykke. Det er alle Kirkens medlemmers pligt at
acceptere Kirkens forskrifter. Der findes inden for Kirken en ceremoni, som giver dem,
der slutter pagt, velsignelser, der ikke ophører med døden. Således som Sidste Dages
Hellige forstår ægteskabet, er det en pagt, der er ordineret til at være evigtvarende. Den

Side 130
er fundamentet for evig ophøjelse, for uden den kunne der ikke blive nogen fremgang
i Guds Rige.
Ægteskabspagtens hellighed
Den tanke, som er næsten universel: at ægteskabet er en kontrakt, der skal ophøre ved
døden, stammede ikke fra vor evige Fader. Den blev indført af sandhedens fjende, som
har svoret, at han vil omstyrte retfærdighedens rige, hvis han kan. Det første ægteskab,
der nogen sinde er indgået på denne jord, blev indgået før der var noget, der hed
"død", og tanken om død og adskillelse meldte sig slet ikke. Kirkens medlemmer er til
stadighed blevet belært om ægteskabspagtens hellighed, men det ser ud til, at der er
nogle af vore unge, der er vokset op i uvidenhed om denne kendsgerning. Vi vil derfor
citere nogle autoriteter, som eftertrykkeligt og på embeds vegne har udtalt sig derom.
Paulus erklærede, at "i Herren er det således, at hverken er kvinden noget uden
manden eller manden noget uden kvinden". Og Herren sagde, at Han ville give manden
en ledsager, der skulle blive en medhjælp, som passede til ham. Det vil sige en hjælper,
som kunne opfylde alle krav, ikke blot som livsledsager, men en gennem hvem også'
Herrens hensigter med menneskets mission gennem jordelivet og ind i evigheden
kunne blive opfyldt. Hverken manden eller kvinden var alene i stand til at fuldføre deres
skabelses mål. Foreningen af de to krævedes for at fuldstændiggøre mennesket i Guds
billede. (Conpendium. p. 118.) Herren sagde: "Lad os gøre mennesker i vort billede,
så de ligner os. ..... Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han
det, som mand og kvinde skabte han dem. -1. Mos. 1:26-27.
Yderligere sagde Adam, da kvinden blev forestillet for ham: "Denne gang er det ben
af mine ben og kød af mit kød." Heraf forstår vi, at hans forening med Eva skulle være
evigtvarende. Frelseren bekræftede denne lære, da Han sagde til jøderne: "Derfor skal
en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét
kød. Så er de da ikke længer to, men ét kød." (Matt. 19:5-6.) Hvorledes kan da mand
og hustru blive adskilt, dog være retfærdiggjort i Guds øjne? Når en mand og hans
hustru bliver skilt, er Guds lov blevet overtrådt.
En himmelsk institution
Profeten Joseph Smith lærte os, at "ægteskabet var en himmelsk institution, der
blev indført i Edens Have," og at "det er nødvendigt, at det indgås med det evige
Præstedømmes myndighed." (D.H.C. 2:320.) Han forkyndte også:
Med mindre en mand og hans hustru indtræder i en evig pagt og bliver gift for
evighed, medens de er i denne prøvestand, med det hellige Præstedømmes
magt og myndighed, vil de høre op med at forøges, når de dør, d.v.s. at de ikke
vil få børn efter opstandelsen. Men de, der er viet med Præstedømmets magt
og myndighed her i livet og fortsætter uden at begå synd mod den Helligånd,
vil blive ved med at forøges og få børn i den celestiale herlighed." -Profeten
Joseph Smiths Lærdomme. s. 360-61.
Gud befaler ægteskab
Præsident Joseph F. Smith har sagt:
Mange mennesker har den forestilling, at der er noget syndigt ved
ægteskabet; dette er en overlevering fra frafaldsperioden. Dette er en falsk,
og meget skadelig idé. Tværtimod er det således, at Gud ikke alene anbefaler

ægteskab, men Han befaler det. Medens mennesket endnu var udødeligt, før
synden var kommet ind i verden, forrettede vor himmelske Fader selv den
første vielse. Han forenede vore første forældre i det hellige ægteskabs bånd
og befalede dem at blive frugtbare og mangfoldige og opfylde jorden. Denne
befaling har Han aldrig ændret noget ved, ophævet eller annulleret, men den
har været i kraft gennem alle menneskehedens generationer.
Uden ægteskab ville Guds hensigter være blevet hindret, hvad denne verden
angår, for der ville ikke have været nogen til at adlyde de øvrige af Hans bud.
Der synes at være noget ud over og mere end påviseligt for den menneskelige
forstand i dette, at dyd giver styrke og kraft til jordens befolkning, men således
forholder det sig.
I vor id oversvømmes den civiliserede verden af en flod af ugudelighed. En
af de dybe årsager hertil er, at ægteskabet bliver ignoreret; det store flertal
har tabt dets hellighed af syne. I bedste fald er det en borgerlig kontrakt,
men det er oftere et tilfælde, et indfald eller et middel til tilfredsstillelse af
lidenskaberne. Og når pagtens hellighed ignoreres eller tabes af syne, så er
ligegyldighed med de ægteskabelige løfter under den nuværende moralske
oplæring af de fleste mennesker, noget rent ubetydeligt, en ubetænksom
bagatel.
Den undervurdering af ægteskabet, denne tilbøjelighed til at udsætte
ansvaret til man er midaldrende, som så ødelæggende påvirker
Kristendommen, føles endog midt blandt de hellige. -Gos.Doc., pp. 343-344.
Jeg ønsker, at de unge mænd i Zion skal forstå, at ægteskabsanordningen
ikke er af mennesker. Den er af Gud. Den er værd at ære, og ingen mand i
den giftefærdige alder lever sin religion, hvis han forbliver ugift. Det er ikke
opfundet for menneskets behageligheds skyld alene, så han kan tilpasse det
sine egne idéer og tanker, gifte sig og så lade sig skille, antage det og så
forkaste det, akkurat som det passer ham. Der er vidtrækkende konsekvenser
forbundet med det, konsekvenser, som strækker sig langt ud over nutiden
ind i al evighed, for det er gennem det, sjælene kommer til verden og mænd
og kvinder opnår deres tilværelse her. Ægteskabet er menneskeslægtens
bevarer. Uden det ville Guds hensigter blive hindret, dyden ville blive nedbrudt
for at give plads for moralsk fordærv og råddenskab, og jorden ville blive øde
og tom. -Gos.Doc., pp. 341-42.
Ægteskabspagten ordineret af herren
Side 131
Præsident Smith sagde ved flere lejligheder, at han hellere ville bære sine børn til
graven et for et i deres uskyldighed og renhed i bevidsthed om, at de ville arve den
celestiale herligheds hele fylde, end han ville se dem gift uden for Kirken eller endog
uden tempelvielse. Hvorfor udtalte han sig så stærkt? Fordi han havde fuldkommen
forståelse af, hvad ægteskabet ifølge Herrens lov betyder, og fordi han vidste, hvad
følgerne bliver af at afvise indgåelsen af denne pagt i Herrens Hus; thi de, som nægter
at tage imod denne ordinans, som Herren ordinerede, kan ikke indgå i den celestiale
herligheds fylde. Læs her, hvad Herren har sagt:
Alle pagter, kontrakter, overenskomster, forpligtelser, eder, løfter, handlinger,
forbindelser, foreninger og forhåbninger, som ikke stiftes, indgås og besegles
ved forjættelsens Helligånd og både besegles for tid og al evighed af ham,

som er salvet dertil og tillige på det allerhelligste gennem åbenbaring og
befaling ved min salvedes formidling, som jeg har udvalgt på jorden til at
besidde denne myndighed ..... har ingen gyldighed, magt eller bindende kraft
i eller efter opstandelsen fra de døde; thi alle forbindelser, der ikke er indgået
i dette øjemed, slutter, når mennesket dør. -(L.P. 132:7.)
Side 132
Så tilføjer Herren, at Hans hus er et ordens hus og ikke et forvirringens hus, og at
han kun vil antage det, som Han har forordnet, samt at "ingen skal komme til Faderen
uden gennem mig eller gennem mit ord, som er min lov, siger Herren". Alt, hvad der
findes i verden, som er ordineret af mennesker, og som ikke sker ved Herrens ord,
skal tilintetgøres og skal ikke bestå, når menneskene er døde, hverken i eller efter
opstandelsen, siger Herren, din Gud."
Evigt liv
Når en mand ægter sin hustru ved Hans ord og de bliver beseglet med Hans
myndighed, skal de "gå forbi engle og guder, som er sat der, til deres ophøjelse og
herlighed i alle ting, som det er blevet beseglet på deres hoveder, hvilken herlighed vil
være en fylde og en fortsættelse af slægten fra evighed til evighed."
Da skal de blive guder, fordi de aldrig har nogen begrænsning; derfor skal de
være til fra evighed til evighed, fordi de fortsætter. Da skal de være over alt,
thi alt er dem underkastet. Da skal de blive guder, fordi de har al magt, og
englene er dem underdanige. -L.P. 132:20.
For at kunne opnå disse velsignelser, skal der vises lydighed mod den
ægteskabspagt, som Herren har ordineret. "Thi den port er snæver, og den vej er trang,
som fører til ophøjelse og livets fortsættelse, og de er få, som finder den, fordi de ikke
modtog mig i denne verden, ej heller kender de mig. Men om I modtager mig i verden,
da skal I kende mig, og I skal få jeres ophøjelse, at hvor jeg er, der skal I også være."
-L.P. 132:22-23.
Herren har også forklaret den betydningsfulde mening af evigt liv med følgende
instruktion:
Dette er evigt liv: At kende den eneste vise og sande Gud og Jesus Kristus,
som han har sendt. Jeg er ham. Antag derfor min lov. -L.P.132-24.
Den gave, der er lovet dem, som tager imod denne ægteskabspagt og forbliver
trofaste til enden, og som består i, at de ingen begrænsning skal have, betyder, at de
skal have magt til evig fortsættelse. Kun de, som har denne magt, vil i sandhed "kende
den eneste vise og sande Gud, og Jesus Kristus, som Han har sendt." Andre kan få
lov at se Herren og kan blive belært af Ham, men de vil ikke i sandhed kende Ham eller
Hans Fader, medmindre de bliver dem lig.
Hvem vil nøjes med at indgå i den evige verden og blive en tjener, når den forjættelse
er givet, at vi kan blive Guds sønner og døtre? Og dog vil det blive det store flertal, der
indgår i den evige verden som tjenere, ikke som sønner, og det blot fordi de regner
verden og dens pagter for mere end de regner Gud og Hans pagter; ganske simpelt
fordi de i hjertets blindhed nægter at følge disse indviede og hellige befalinger. Ak, hvor
bittert vil det ikke blive på dommens dag, når hvert menneske modtager sin belønning
ifølge sine gerninger!
Det første ægteskab for evigheden
Følgende er uddrag af en tale af ældste Orson Pratt:

Herren ordinerede ægteskab mellem mand og kvinde som en lov, gennem
hvilken ånder skulle komme hertil og iklæde sig tabernakler og indgå i den
anden prøvetilstand. Herren indviede det første ægteskab, der blev indgået
på denne klode, og som angik kød og ben på denne jord. Jeg siger ikke
vedrørende dødeligheden, for da det første ægteskab blev indgået, var der
ingen dødelighed her. Det første ægteskab, vi har nogen som helst beretning
om, blev indgået mellem to udødelige skabninger; ..... de var udødelige
skabninger; døden havde intet herredømme, ingen magt over dem. .....
Hvad ville I, mine tilhørere, tænke, hvis et ægteskab skulle indgås mellem
to, som ikke var døden underlagt? Ville I regne med, at de var blevet forenet
for et vist åremål, hvorefter alle deres pagter for evigt var ude af kraft og
ægteskabspagten opløst? Ville det forekomme jer rimeligt og logisk? Nej!
Enhver ville sige, at Guds værk er fuldkomment i sig selv, og eftersom synden
endnu ikke havde bragt ufuldkommenhed til kloden, kunne det, som Gud
sammenføjede ikke blive opløst, nedbrudt og revet fra hinanden af nogen som
helst magt, der var lavere end den celestiale verden, og som følge deraf måtte
det være evigt. Den sammenføjende ordinanse var evig; den store Jehovas
besegling af Adam og Eva var evig i sin natur, og den er aldrig blevet indstiftet
i den hensigt at blive kuldkastet og udslettet.
Det er almindeligt kendt, at "mormonerne" er et særskilt folk, hvad ægteskab
angår; vi tror på ægteskab for al evighed, ikke blot for en tid. Det er en
mærkelig idé, siger man, at blive viet for al evighed. Der er overhovedet ikke
noget mærkeligt i det, for hvis vi giver os til at undersøge Skrifterne, finder
vi, at det allerførste eksempel, der blev sat for hele den menneskelige familie
som et mønster, vi skulle følge, ikke var bestemt til at ophøre ved døden, for
døden havde ingen magt på den tid; men det var en evig velsignelse, der blev
udtalt over vore første forældre. -Fra en tale, 29. august 1852, J. D. Vol. 1:58.
Børn født som retmæssige arvinger til riget
Følgende belæring har vi fra Præsident Brigham Young:
Når en mand og en kvinde har modtaget deres endowments og beseglinger,
og derefter får børn, så er disse børn retmæssige arvinger til Riget og til alle
dets velsignelser, og det er de de eneste på jorden, der er. Der findes ikke én
eneste ung mand i vort samfund, som ikke ville være villig til at rejse herfra til
England for at blive viet rigtigt, dersom han forstod den virkelige mening med
det hele; der er ikke en ung kvinde i vort samfund, en, som elsker Evangeliet
og gerne vil have dets velsignelser, der ville lade sig vie på nogen anden
måde; de ville forblive ugifte, indtil de kunne blive viet, som de bør blive viet,
om de så skulle blive så gamle som Sara, før hun fik Isak. Mange af vore
brødre har bortgiftet deres børn uden at overveje dette; de har ikke ment, det
havde så stor betydning. Jeg ville ønske, at alle forstod dette i det lys, hvori
Himmelen ser det. .....
Hvorledes er det med jer, søstre? Skelner I mellem en Guds mand og en
mand af verden? Det er en af de mærkelige ting, jeg bliver stillet overfor: at
tænke sig, at nogen mand eller kvinde kan elske en person, som ikke vil tage
imod lyset fra Himmelen. Den kærlighed, som dette Evangelium fremkalder,
overgår langt kvinders kærlighed; den er kærlighed fra Gud, evighedens
kærlighed, det evige livs kærlighed. -Discourses. pp. 302-4.
Side 133

Vær forsigtige, o, I mødre i Israel, og lær i fremtiden ikke jeres døtre det, som
mange af dem har lært; at gifte sig uden for Israel. Ve dem, som gør det; så
sandt Gud lever, vil I miste jeres kroner. -Discourses. p. 304.
"Sønner" eller "tjenere"
Side 134
Sådanne betimelige instruktioner og belæringer kunne vi fylde mange sider med, men
vi lader dette være tilstrækkeligt. Må alle Sidste Dages Helliges fædre og mødre sørge
for, at de underviser deres børn om ægteskabspagtens hellighed. Indprent jeres børn,
at de ikke kan opnå det evige livs velsignelser. Hvis de nægter at tage imod denne
ordinans og andre velsignelser i Guds Hus, så vil de blive afskåret fra disse højere
velsignelser. De vil ikke få kroner at bære, de vil hverken komme til at herske eller
svinge scepter; de vil blive nægtet fylden af kundskab og magt; ligesom den fortabte
søn kan de vende tilbage til deres Faders hus, men det vil blive som tjenere, ikke
som arveberettigede sønner. Hvis de vil være trofaste mod disse befalinger, vil deres
herlighed og ophøjelse være uden grænser, "alt er deres ..... og de er Kristi og Kristi
er Guds. Og de skal overvinde alt." -L.P. 76:59-60.
Den, som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være
min søn. -Joh. Ab. 21:7.

36. Kapitel
Familien I det celestiale rige
Jeg har sagt at I er guder, I er alle den Højestes sønner! -Salme 82:6.
Familien organiseret efter celestialt mønster
Side 135
Som vi har lært, er ægteskabet et evigt princip, der blev ordineret, før verden blev
grundlagt, og indført på denne jord, før døden kom hertil. Vore første forældre fik
befaling om at mangfoldiggøre sig og opfylde jorden. Deraf følger ganske naturligt,
at det også var hensigten, at familien som en organisation skulle vare evigt. I den
plan, der var udarbejdet for denne jord, blev de love, der styrer den celestiale verden,
grundlaget. Herrens store værk og herlighed er "at tilvejebringe udødelighed og evigt
liv for mennesket." Den eneste måde, dette kan gøres på, er gennem ægteskabet og
familien, det er kort sagt den evige orden blandt de ophøjede, og sådan har det været
i al evighed.
Den falske lære om opløsning
Hvad kunne være en større ulykke eller bringe dybere sorg end at blive ladt alene i den
evige verden uden krav på fader eller moder eller børn? Hvorledes kan den sjæl finde
fred og tilfredshed, som kun har giftet sig "for tid" og som opfostrer en børneflok, som
han elsker og sætter stor pris på, når han ved, at i den evige verden, efter opstandelsen,
vil han ikke kunne gøre fordring på dem og de heller ikke på ham? Kan noget menneske
være tilfreds med denne lære, som man så fejlagtig har troet var en af den Herre Jesu
Kristi lærdomme? Kan noget menneske finde trøst, og slår han sig til tåls med den
tanke, at den er rigtig, ganske simpelt fordi den er universel? Bliver den mere sand,
fordi næsten alle kirkesamfund forkynder den? Det kan med sikkerhed siges, at enhver
ærlig faders eller moders hjerte gør oprør imod så frygtelig en tanke. Enhver oprigtig
moder ønsker at have sine børn hos sig gennem evighederne, og enhver oprigtig fader
ønsker at have sin hustru og sine børn hos sig i al evighed. Deres hjerter higer efter
at fortsætte den genforenede familie på den anden side af graven. Tænk på de taler,
der er holdt, de digterværker, der er skrevet, hvori der gives udtryk for håb om, at
denne såkaldte kristne lære ikke er sand, nemlig at der ikke findes ægteskaber eller
familieforhold efter opstandelsen.
Hvor findes de forældre, som har lagt et elsket, uskyldigt barn i den kolde, tavse
grav, og som ikke længes efter det og håber på at få det tilbage? Skal man sige til
sådanne forældre: "Jeres lille barn er borte for bestandigt! Måske får I det at se igen,
men så er det ikke jeres barn; I har fra nu af og til evig tid ikke mere krav på det;
der findes ikke familier i Himmelen, vi vil alle genkende hinanden i den kommende
verden, men det bliver blot som fremmede for hverandre"? Er der nogen trøst at finde
i sådanne tanker? Bestemt nej! Det er ikke sandt? En mere forkastelig lære er aldrig
blevet forkyndt! Og så tænke sig, at en så djævelsk lære bliver kundgjort i Jesu Kristi
navn, Han, som er indbegrebet af den evige kærlighed! Denne skammelige lære er
også en af Djævelens læresætninger. Det er ham, der har bibragt menneskene den.
Den blev ikke forkyndt fra begyndelsen, heller ikke på noget andet tidspunkt, medens
det sande Evangelium har været på jorden. Det mystiske er: Hvorledes kunne Satan
indføre en sådan tanke, når menneskenes hjerter er skabt til at elske deres egne som
noget ganske naturligt? Hvorledes kan Herren "borttørre enhver tåre", hvis forældre og

Side 136
børn skal være fremmede for hverandre gennem al evighed? Hvorledes skal Han kunne
tilvejebringe glæde, hvis der ikke skal være familieforbindelser i Guds Rige mellem
dem, som elsker hinanden? Bort med al sådan ondskab! Vor evige, kærlige Fader er
ikke ophavsmand til så ussel en lære.
Vedvarende familieforbindelser
Ægteskabspagtens beståen og familien som en enhed var kronen på de velsignelser,
der fulgte med profeten Elias gengivelse af nøglerne. Hvis der ikke fandtes nogen
godkendt familieorganisation, ville hele jorden være under forbandelse den dag, da
Herren kommer. Hvilken nytte ville det være til at vende fædrenes hjerter til børnene
og børnenes hjerter til fædrene, hvis de ikke skulle for enes i en eller anden evig
forbindelse? Det er den familie, der i overensstemmelse med Guds lov er organiseret
for evighed, der skal frelse jorden fra fuldstændig ødelæggelse, når Herrens store
og frygtelige dag kommer. De nøgler, ved hvilke alle, som vil, kan forevige deres
familieforbindelse, er her. Ægteskabet er som en del af livet evigt. Det skal familien
også være. Det er logisk, at der ikke kan være noget ægteskab uden familien. Der
kan heller ikke være fuldkommen fred, glæde og velsignelse i Guds Rige, medmindre
forældre og børn er for evigt knyttet sammen ved gensidig pagt.
Generation knyttet til generation
Det er heller ikke nok, at familieenheden som sådan bevares. Hver generation skal
forenes med den foregående. Anderledes kan det ikke være i Guds Rige, hvor man
opnår fylden. Det vil sige, at enhver generation, føjet til den foregående, bliver en
enhed i Kristi hele og fuldkomne legeme - eller familieorganisationen. Dette forklarer,
hvad der menes med, at Adam er "alles fader, alles fyrste, den gamle af dage". (L.P.
27:11.) Adam skal præsidere som racens fornemme patriark, har Joseph Smith fortalt
os, men det bliver under direktion af den evige Fader og Hans Søn, Jesus Kristus.
(L.P. 78:15-16.) Adam præsiderer, og hver patriark skal præsidere under ham fra slægt
til slægt ned til tidernes ende i én stor familie. Disse familieforhold er virkelige - ikke
kunstige. Alle, som er delagtige i denne familieorganisation, tilhører det celestiale rige.
De er arvinger til det rige, idet de modtager og besidder alle arvingernes velsignelser.
Hvor privilegierne som familie ikke eksisterer
Uden for dette rige findes der ikke ægteskab, for der eksisterer familien som sådan ikke.
Hvorfor? Fordi de, der indgår i den telestiale og den terrestriale verden, ikke har været
villige til at lyde denne hellige og evige ægteskabspagt. Deres pagter og forpligtelser var
oprettet af mennesker, derfor ophører de at gælde. Den lære, der forkyndes i verden,
at der ikke vil være familier, intet ægteskab, at ingen forældre vil have krav på deres
børn, vil vise sig at være fuldstændig sand for alle dem, som nægter at tage mod den
Almægtiges råd og befaling. De vil få ifølge deres tro, men det vil ikke være vor evige
Faders fejl; fejlen vil ligge hos dem, som får del i de mindre velsignelser, fordi de ikke
ville modtage Herrens pagter. Intet menneske behøver at blive en tjener, medmindre
han vælger at være ulydig. Alle kan indtræde i den store familiekreds i det celestiale
rige, hvis de vil. Begge veje står os alle åbne. Få er de, som finder den trange og smalle
vej, som fører til ophøjelse og til evigt liv, som er familie-ordenen, fordi deres tanker
er henvendt på denne verdens ting, og fordi de afviser at modtage det, som hører til
den celestiale verden. "Vid er den port", og mange træder ind på den brede vej, der

Side 137
- uden hensyn til hvilke andre velsignelser de modtager - vil føre dem til en verden,
hvor ægteskab, familieenhed og -privilegier ikke findes.
Tænk på den pine, den sjæleangst, de vil komme til at lide, som alt for sent bliver klar
over deres fejltagelse! Tænk over den lidelse, de må gennemgå, som nægter at indgå i
den evige ægte skabspagt, når denne velsignelse tilbydes dem, hvorved "fortsættelsen
af slægten fra evighed til evighed" opnås. Herren vil i sin barmhjertighed gøre dem så
lykkelige, som det er Ham muligt; men hvor Han er, kan de ikke komme.
Medarvinger med kristus
Paulus lærte de hellige i Rom følgende:
Thi alle, som drives af Guds Ånd, er Guds børn.
I modtog jo ikke en Ånd, der giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men
I modtog en Ånd, der giver barnekår, og i den råber vi: 'Abba, Fader! '
Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn.
Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi med arvinger,
så sandt vi lider med ham, så vi også kan herliggøres med ham.
Thi jeg holder for, at det, vi lider her i tiden, ikke er værd at regne i
sammenligning med den herlighed, som skal åbenbares på os. -Rom.8:14-18.
Hvis vi er Guds sønner, så er Han vor Fader. Kristus gav sine disciple denne lærdom:
"Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud." Betyder det ikke
familieorganisation? Kan vi være arvinger og medarvinger med Jesus Kristus uden at
være sønner? Hvis vi er sønner, så er vi medlemmer af familien. Det er det håb, vi har
i Gud, vor Fader. O, hvor stor Hans kærlighed er til sine børn!
"Hele familien I himmelen"
Der står skrevet: "For denne sags (Evangeliets) skyld bøjer jeg mine knæ for Faderen,
efter hvem ethvert faderforhold i Himmel og på jord har sit navn." (Ef. 3:14-15.) Vi ser
altså, at der er en familieorganisation i Himmelen; en del af den findes på jorden, men
begge steder benævnes den efter Gud, Jesu Kristi Fader. Og hvorfor ikke, når de i
Himmelen og alle på jorden, som har sluttet pagt, er Hans arvinger?
Elia's beseglingsmagt
I en omtale af dette store privilegium at danne en evig familieorganisation sagde
profeten Joseph Smith:
Læren om Elias beseglingsmagt er som følger: Hvis vi har magt til at besegle
på jorden og i Himmelen, burde vi være vise og kloge. Det første I gør, gå
hen her på jorden og besegl jeres sønner og døtre til jer og jer selv til jeres
fædre i evig herlighed. ..... Jeg vil vandre gennem Himmelens port og gøre
krav på det jeg besegler, og dem, der følger mig og mit råd. -Profeten Joseph
Smiths Lærdomme. s. 410.
Fader til mange fædre
Præsident Young instruerede de hellige således:

Vi forstår, at vi skal blive gjort til Guds konger og præster; så hvis jeg altså
bliver gjort til konge og lovgiver for min familie, og hvis jeg har mange sønner,
så vil jeg blive fader til mange fædre, for de vil få sønner, og deres sønner
vil få sønner og så fremdeles fra slægt til slægt, og på denne måde bliver jeg
fader til mange fædre eller konge over mange konger. Derved gøres enhver
mand til fyrste, konge, herre eller hvad Faderen finder det tjenligt at overdrage
os. -Discourses. p. 302.
Hver familie en enhed I guds fuldkomne organisation
Præsident Joseph F. Smith har sagt:
De forbindelser, vi skaber os, er ikke udelukkende beregnet for dette liv, for
"tid", således som vi skelner den fra evigheden. Vi lever for tid og evighed.
Vi skaber forbindelser og danner familier for tid og al evighed. Vore ønsker
og vor hengivenhed er beregnet på og egnet til at skulle vare ikke blot det
jordiske eller forgængelige liv ud, men gennem al evighed. Hvem er der
foruden De Sidste Dages Hellige, som fatter den tanke, at vi ud over graven
skal fortsætte som en familieorganisation, hvor faderen, moderen og børnene
genkender hinanden i det forhold, de står i til hinanden og som de kan takke
hinanden for - fordi denne familieorganisation er en enhed i Guds værks
store og fuldkomne organisation, hvor alt er bestemt til at vare gennem tid og
evighed? -Gos. Doc. p. 348.
X X X X X
Ingen har større interesse for mine børns velfærd, end jeg har. Jeg kan ikke
være tilfreds uden dem. De er en del af mig. De er mine; Gud har givet mig
dem, og jeg ønsker, at de skal være ydmyge og lydige mod Evangeliets krav.
Jeg ønsker, at de skal handle ret og være retskafne i enhver henseende,
således at de vil være værdige til den hæder, Herren har vist dem ved at tælle
dem blandt sit pagts folk, der er udvalgt frem for alle andre folk, fordi de har
ofret noget for deres egen frelse i sandheden. -Ibid. 348-349.
Dette håb gør familiebandene dyrebare
Side 138
Håbet om evigt liv, hvori er indbefattet familiemedlemmernes genforening, når
opstandelsen sker, giver hjerterne større kærlighed til og hengivenhed for det enkelte
familiemedlem. Dette håb gør, at ægtemænd elsker deres hustruer med stærkere og
mere hellig kærlighed, og at hustruerne ligeledes elsker deres mænd således. Den
ømme følelse og omsorg, der fra forældrenes side vises børnene, øges, for børnene
bliver så meget stærkere bundet til dem med kærlighedens og lykkens bånd, som ikke
kan brydes.
De splittede familiers tragedie
Intet kan vække ens medlidenhed mere end at se splittede, delte familier, hvor mand
og hustru har ladet sig skille, og børnene ikke ved, hvad de skal gøre. Det er sørgelige
beretninger, der kommer templets embedsmænd for øre, og de problemer, de anmodes
om at løse, er vanskelige. Forældre, tænk på jeres børn! Lad ikke småligheder,
uvæsentlige besværligheder og misforståelser komme jer imellem. Børn har ret til den
hellige familieenheds velsignelser, kærlighed og lykke. De har et evigt krav på deres

Side 139
forældre, og når disse forældre på grund af en eller anden tåbelighed, lunefuldhed eller
unødvendig vrede lader sig skille, er det børnene, der lider mest under det. Hvad vil
Herren gøre med jer, hvis I er skyldige i denne vidtrækkende forseelse? Hvad skal der
blive af jeres børn? Tror I Herren vil tolerere det onde, son så mange har måttet lide
under? Tror I, at I kan indgå en ny pagt, når I ikke kan retfærdiggøres i at bryde en
tidligere pagt, hvorved I bragte elendighed over de børn Gud betroede til jeres omsorg?
Lad jer ikke bedrage; Faderen vil ikke lade sig spotte, Han vil heller ikke tillade os
med vilje at trampe Hans hellige ordinanser under fode blot på grund af ubetydelige
utilfredshedsfølelser. Der er mange ting, der skal bringes i orden, og vore planer vil
ikke kunne bestå i og efter opstandelsen, hvis de ikke er i overensstemmelse med den
lov, Herren har givet, Nogle af os vil opdage, at vi har berøvet os selv disse evige
velsignelser på grund af vore smålige og onde handlinger. Lad os give agt på, hvorledes
vi holder Herrens pagter, for at vi ikke, når vi bliver dømt, skal findes skyldige og miste
alt.

37. Kapitel
Det ny jerusalem og dets tempel
Side 140
Thi der skal mit tabernakel være, og den skal kaldes Zion, det nye Jerusalem. -Moses
7.62
Det ny jerusalem og dets tempel
Lige fra Kirken blev organiseret og til nu har De Sidste Dages Hellige set hen til den
dag, da staden Det ny Jerusalem skal bygges samt dets helligdom. Tidligt på året i f830
opstod der nogen spekulation over opbygningen af denne stad, som - ifølge det, de
hellige havde forstået fra Mormons Bog - skulle bygges på det amerikanske kontinent.
En hellig stad I amerika
Ether blev i syner vist mange ting helt ned til endens tid. Han så staden Jerusalem i
Palæstina og Jesu Kristi tjenestegerning. Det blev også forkyndt for ham, at der skulle
bygges en hellig stad i dette forjættede land (Amerika) i de sidste dage. Moroni, som
nedskrev, hvad Ether så, har berettet følgende:
Thi se, de forkastede alle Ethers ord; thi han fortalte dem visselig alle ting fra
menneskets begyndelse; at dette land (d.v.s. dette vestlige kontinent) efter at
vandmasserne var løbet bort fra dets overflade, blev et udvalgt land frem for
alle andre lande, et af Herren udvalgt land; derfor er det Herrens vilje, at alle
mennesker, som bor deri, skal tjene ham;
og at det var stedet for Det ny Jerusalem, som kommer ned fra Himmelen og
er Herrens helligdom.
Se, Ether så Kristi dage, og han talte om et nyt Jerusalem i dette land.
Og han talte også om Israels hus og om det Jerusalem, fra hvilket Lehi skulle
komme: efter at det var blevet ødelagt, skulle det genopbygges, en hellig by
for Herren. Derfor kunne den ikke blive et nyt Jerusalem, for den var der også i
"de gamle dage," men den skal genopbygges og blive en hellig by for Herren,
og den skal bygges for Israels hus.
Bygget af josefs afkom
Og et nyt Jerusalem skulle bygges i dette land for de tilbageværende af Josefs
sæd, for hvilket det har været et sindbillede.
Thi ligesom Josef hentede sin fader ned til Ægyptens land, at han døde dér,
således har Herren ført en levning af Josefs slægt ud af Jerusalems land, så
Han kunne være nådig mod Josefs sæd, så de ikke skulle omkomme, ligesom
Han var nådig mod Josefs fader, så han ikke omkom.
Derfor skal levningen af Josefs hus oprejses i dette land, og det skal være
deres arveland; og de skal bygge en hellig by til Herren, som det fordums
Jerusalem; og de skal ikke mere beskæmmes, indtil enden kommer, da jorden
skat forgå.
Og der skal blive en ny himmel og en ny jord; og de skal ligne de gamle med
undtagelse af, at de gamle er forgået, og alt er blevet nyt.

Og da kommer det ny Jerusalem, og velsignede er de, som bor deri, thi det
er dem, hvis klæder er hvide ved Lammets blod; og det er dem, som regnes
blandt levningen af Josefs sæd, som var af Israels hus.
Og da kommer også det gamle Jerusalem, og velsignede er indbyggerne deri,
thi de er blevet tvættet i Lammets blod; og det er dem, som var spredt, og
som blev indsamlet fra de fire verdenshjørner og fra de nordlige lande, og de
har del i den pagts opfyldelse, som Gud gjorde med deres fader Abraham.
-Ether 13:2-11.
Et indsamlingssted for israel
Side 141
Da Frelseren besøgte nephiterne, talte Han om Det ny Jerusalem i dette land (Amerika)
og sagde:
Og se, dette folk vil jeg grundfæste i dette land til at opfylde den pagt, som jeg
indgik med jeres fader Jakob; og det skal blive et nyt Jerusalem. Og himlens
kræfter skal være midt blandt dette folk; ja, jeg vil endog være midt iblandt
jer. - 3. Nephi 20:22.
Thi det skal ske, siger Faderen, at hver den, som på den dag ikke vil omvende
sig og komme til min elskede Søn, vil jeg udrydde af mit folk, o, Israels hus;
og jeg vil nedkalde hævn og vrede over dem, ja, over nationerne, sådan som
de ikke har hørt.
Men dersom de vil omvende sig og lytte til mine ord og ikke forhærde deres
hjerter, vil jeg oprette min kirke blandt dem, og de skal optages i pagten og
blive regnet blandt disse overblevne af Jakob, hvem jeg har givet dette land
som arveland.
Og de skal hjælpe mit folk, resten af Jakobs hus og så mange af Israels hus,
som vil komme, at bygge en by, som skal kaldes det ny Jerusalem.
Og da skal de hjælpe mit folk, som er spredt over hele landet, til at blive
indsamlet til det ny Jerusalem.
Og da skal himlens kræfter komme ned iblandt dem; og jeg skal også være
midt iblandt dem.
Og på den dag skal så Faderens værk begynde, ja, når dette evangelium
prædikes blandt de overblevne af dette folk. Sandelig siger jeg jer: På den
dag skal Faderens værk begynde blandt de spredte af mit folk, ja, selv blandt
de tabte stammer, som Faderen har ført ud af Jerusalem.
Ja, da skal Faderens værk begynde blandt de adsplittede af mit folk for at
berede vejen, hvorigennem de kan komme til mig, så de kan påkalde Faderen
i mit navn.
Ja, og da skal Faderens værk begynde blandt alle nationer, for at vejen kan
blive beredt, hvorigennem Hans folk kan blive ført hjem til deres arveland.
Og de skal gå ud fra alle nationer, men de skal ej drage ud i hast eller flygte,
thi jeg vil gå foran dem, siger Faderen, og jeg vil være bag dem. -3. Nephi
21:20-29.
Loven skal udgå fra zion
Dette vestlige kontinent kendes som Josefs land, og det kaldes også for Zions land.
Esajas og andre profeter har henvist til det som sådan. Den hellige stad, som skal

Side 142
bygges i dette land, kaldes sommetider for Zions Stad. Vi bør huske på, at disse udtryk,
"Zions Stad" og "Det ny Jerusalem" henviser til det samme hellige sted, hvorfra loven
skal udgå, medens Herrens ord skal udgå fra Jerusalem.
Tilbagekomsten af zion, enoks stad
Enoks stad blev også kaldt Zion, hvilket i fortolkning betyder: de rene af hjertet, Herren
sagde til Enok:
Og jeg skal sende retfærdighed ned fra himmelen, og sandhed vil jeg
bringe frem ud af jorden for at bære vidnesbyrd om min Enbårne, om hans
opstandelse fra de døde, ja, og også alle menneskers opstandelse. Og jeg vil
lade retfærdighed og sandhed fare hen over jorden som en flodbølge for at
indsamle mine egne udvalgte fra jordens fire hjørner til et sted, som jeg skal
berede, en hellig stad, så mit folk kan omgjorde deres lænder og se hen til
tiden for min tilkommelse; thi der skal mit tabernakel være, og den skal kaldes
Zion, Det ny Jerusalem.
Og Herren sagde til Enok: Da skal du og din hele stad møde dem der, og
vi skal modtage dem i vort skød, og de skal se os, og vi skal falde dem om
halsen, og de skal falde os om halsen, og vi skal kysse hinanden.
Og der skal min bolig være, og den skal kaldes Zion, som skal komme frem
fra hele det skaberværk, jeg har dannet, og i et tidsrum af et tusind år skal
jorden hvile. -Moses 7:62-64.
To hellige hovedstæder I kristi rige
Når Kristus kommer som opfyldelse af dette løfte, vil der på jorden være to store byer,
som er helliggjorte med samt deres helligdomme eller templer. Den ene vil være staden
Jerusalem i Judæa, som skal genopbygges; den anden vil være Zions stad eller Det
ny Jerusalem i Josefs land.
Da man blev bekendt med, at Det ny Jerusalem skulle bygges i Amerika, begyndte
de hellige at spekulere over, hvor den by skulle ligge. Hiram Page, et af vidnerne til
Mormons Bog, sikrede sig en "seersten", ved hjælp af hvilken han påstod at modtage
åbenbaring for Kirken. Blandt andet forsøgte han at klarlægge, hvor byen skulle
bygges. Der opstod ganske naturligt et betydeligt røre, og selv Oliver Cowdery blev
"forført" til at acceptere, hvad Hiram Page havde fremholdt. Profeten Joseph Smith
havde nogen vanskelighed med at få dette onde rettet og berolige Kirkens medlemmer.
Der kom imidlertid noget godt ud af denne hændelse, for Herren meddelte, at der kun
var én ad gangen, som havde fået den gave at modtage åbenbaring for Kirken, og
dette skulle være en lov, hvorefter Kirken skulle styres. l denne samme åbenbaring
rettede Herren Hiram Page's falske lære og informerede Kirken om, at det sted, hvor
Det ny Jerusalem skulle bygges, endnu ikke var blevet åbenbaret, men når det blev
åbenbaret, ville det blive "på grænsen til lamaniterne". Oliver Cowdery blev udtaget til
at tage på mission blandt lamaniterne, og senere blev Parley P. Pratt og Ziba Peterson
kaldet til at ledsage ham. På denne måde blev Evangeliets budskab bragt til Jackson
County, Missouri.
Et land til evig arv
Tidligt på året 1831 blev Kirkens hovedkvarter flyttet fra Fayette, New York, til Kirtland,
Ohio, hvor Herren sagde, at Han ville give Kirken sin lov, og hvor de ville blive udrustet

Side 143
med kraft fra det høje. (L.P. 38:32.) Herren lovede også, at Han ville åbenbare for de
hellige det sted, der skulle blive deres arv: "Og dette er min pagt med jer: I skal have
det som arveland og som arv for jeres børn til evig tid så længe jorden står, og I skal
atter eje det i evigheden og aldrig mere miste det".
Da Kirkens medlemmer samledes i Kirtland, gav Herren dem denne lov. Han gav
dem også instrukser i den hensigt at berede dem til deres arv. Han kaldte ældsterne
til at gå ud og forkynde Hans ord "til de vestlige egne" og til at opbygge Hans Kirke,
"indtil den tid kommer, da det skal blive jer åbenbaret fra det høje, når staden, Det ny
Jerusalem, skal være beredt, så I kan samles til ét og være mit folk, og jeg vil være
jeres Gud". Kirkens biskop fik instrukser med hensyn til de helliges midler, varetagelse
af forrådshuset, om at sørge for de fattige og de nødlidende og også med hensyn til
at danne fonds til køb af jord og til opbygning af Det ny Jerusalem, hvis beliggenhed
snart ville blive dem åbenbaret. I begyndelsen af juni måned 1831 blev der holdt
en konference i Kirtland. Ved konferencens slutning den 7. juni sagde Herren: "Jeg,
Herren, vil nu kundgøre for jer, hvad I skal gøre fra nu af og til næste konference, der
skal holdes i Missouri i det land, som jeg vil indvie til mit folk, som en levning af Jakob
og af dem, der er arvinger ifølge pagten. ..... Således skal !, som jeg har sagt, dersom
I er trofaste, samles og glædes med hinanden i Missouri, som er jeres arveland, selv
om det nu er i jeres fjenders hænder. Men se, jeg, Herren, vil fremskynde opbygningen
af byen, når tiden kommer, og jeg skal krone de trofaste med glæde og fryd." -L.P.
52:2, 42-43.
Stedet for zions stads beliggenhed
Lydig mod denne befaling rejste ældsterne ud to og to, til de - da tiden var inde - nåede
til Jackson County, Missouri. Der åbenbarede Herren som svar på deres inderlige bøn
stedet, hvor Det ny Jerusalem skulle opbygges og pladsen, hvor dette tempel eller den
helligdom skulle ligge, som Enok og Ether havde set blive oprejst i de sidste dage. Da
Herren bekendtgjorde dette, sagde Han: "Giv agt! siger Herren, jeres Gud, I min Kirkes
ældster, som ifølge mine befalinger har samlet jer i dette land, som er Missouri, det
land, som jeg har bestemt og indviet som indsamlingssted for de hellige. Derfor er det
det forjættede land og stedet for Zions by." (L.P.57:1-2). Stedet, hvor templet skulle
bygges, blev derefter udpeget. Den 2. august 1831 blev landet af Sidney Rigdon indviet
til ejendom og arveland for de hellige, og dagen efter indviede profeten Joseph Smith
tempelpladsen på en grund, der lå et lille stykke vest for retsbygningen i Independence.
Efter megen trængsel følger herlighed
At Det ny Jerusalem eller Zions Stad skulle bygges lige med det samme, og at templet
også skulle opføres straks, var ganske naturligt de forsamlede brødres tanke. Herren
havde tidligere givet dem en befaling vedrørende deres pligter og havde instrueret dem
med hensyn til Hans lov, der skulle overholdes i Zion. Han forklarede også, at staden
ikke skulle bygges på det tidspunkt. "I kan ikke nu med jeres naturlige øjne se Guds
hensigt med hensyn til det, som skal komme herefter og den herlighed, der skal følge
efter megen trængsel. Thi efter megen trængsel kommer velsignelse. Derfor skal den
dag komme, da I skal krones med megen herlighed. Timen er endnu ikke inde, men
er nær." -L.P. 58:3-4.
Det er sandt, at Herren ville have velsignet de hellige og ville have påbegyndt Den
hellige Stads opbygning på det tidspunkt, dersom de trofaste havde lyttet til Hans
befalinger; men af disse ord fra Herren fremgår det tydeligt, at Zions herlighed hørte

Side 144
fremtiden til, selv om den i åndelig forstand var "nær for hånden". I andre åbenbaringer
kom det tydeligt frem, at ældsterne skulle udrustes med kraft fra det høje, gå ud og
forkynde Evangeliet for folkeslagene og "samle folket sammen fra jordens ender", før
Zion kunne blive bygget. Således belærte Herren de hellige om, at opførelsen af Det
ny Jerusalem og dets hellige tempel ville blive udsat, indtil mange andre ting var blevet
gennemført, og til de havde gennemgået mange trængsler.
"Det ny jerusalem skal bygges"
Der er gået over hundrede år siden stedet, hvor Zion skal bygges, blev indviet og
tempelpladsen udvalgt, og nogle af Kirkens medlemmer er tilsyneladende ængstelige
for, at Herrens ord skulle slå fejl. Andre har forsøgt at overbevise sig selv om, at den
oprindelige plan er blevet forandret, og at Herren ikke af vore hænder kræver det store
værk udført, som blev forudsagt af fordums tiders profeter. Vi er ikke blevet løst fra
dette ansvar, og vi vil heller ikke blive løst fra det. Herrens ord slår ikke fejl. Hvis vi
ser tilbage og nøje undersøger, hvad Han har sagt, vil vi opdage, at intet af alt det,
Han har forudsagt, er glippet; heller ikke vil det ske, at så meget som en tøddel eller et
bogstav skal forsvinde uden at være opfyldt. Det er rigtigt, at Herren befalede de hellige
at bygge et tempel i Zion til Hans navn. De forsøgte også at gøre det, men de blev
hindret af deres fjender, og derfor krævede Herren det ikke af dem på det tidspunkt. At
de blev fritaget for at bygge templet i 1833 annullerede imidlertid ikke ansvaret for at
bygge staden og Herrens Hus engang i fremtiden. Når Herren er beredt til at fuldende
det værk, vil Han befale sit folk at gøre det, og arbejdet vil blive gjort.
I en åbenbaring den 22. og 23. september 1832 sagde Herren:
Sandelig, dette er Herrens ord, at Det ny Jerusalem skal bygges, når
de hellige indsamles, og de skal begynde på dette sted, nemlig på
tempelpladsen, hvilket tempel skal bygges i denne slægt.
Thi sandelig, denne slægt skal ikke helt forgå, førend der bliver bygget et hus
til Herren, og en sky, som er selve Herrens herlighed, skal hvile derover og
opfylde huset. -L.P. 84:45.
"Denne slægt skal ikke helt forgå"
Der er givet forskellige fortolkninger af udtrykket "generation" (slægt). Der er nogle,
som holder på, at en generation er 100 år, hverken mere eller mindre; andre fastholder,
at en generation er 120 år. Visse henvisninger i Skrifterne forklarer, at udtrykket
skal anvendes på dem, som lever i en hvilken som helst tidsperiode, eller folk i
samme periode eller på samme alder. Mig forekommer det imidlertid, at betydningen
skal tolkes ved at læse sammenhængen. Da Herren sagde: "Dette er himmelens og
jordens slægter," havde Han noget mere i tankerne end en tidsperiode på 100 år. Da
Frelseren sagde: "En ond og utro slægt kræver tegn," tænkte Han på folket, ikke på
en tidsperiode. Det ser således ud til, at vi har ret i den konklusion, at udtrykket i den
føromtalte åbenbaring: "Thi sandelig, denne slægt skal ikke helt forgå," henviser til de
dale vende, ikke til en periode på 100 år. Jeg tror fuldt og fast, at der vil være nogen af
den slægt, som var levende, da denne åbenbaring blev givet, der vil være levende, når
dette tempel bliver opført. Og jeg tror ikke, at Herren har bundet sig til at fuldende den
sag inden for 100 år fra 1832, men at Han har magt til at fuldføre den, på det tidspunkt,
Han ønsker.
Uden hensyn til, hvorledes den rette fortolkning lyder, bliver den kendsgerning
stående, at Zions stad eller Det ny Jerusalem, til sidst vil blive bygget i Jackson County,

Side 145
Missouri, og Herrens tempel vil også blive opført. Jeg har fuld tillid til Herrens ord og
til, at det ikke slår fejl.
De oprigtige og trofaste skal bygge templet
Herren vil heller ikke kalde dem, som er udelukket fra Hans folk, til at fuldende Hans
hellige værk. Templet vil ikke blive bygget af dem, som siger, at Joseph Smith var
en falden profet, og som har forsømt at acceptere fylden af Herrens ord, som det er
givet gennem ham. Intet folk vil få befaling om eller ved åbenbaring blive vejledt af
Herren til at bygge Hans tempel, når de intet kender til bygning af templer eller til de
ordinanser, der udføres i dem. De Sidste Dages Hellige kan være forvisset om, at når
tiden er inde, da Herrens Hus skal bygges, da vil Han kalde på sit folk, som er forblevet
oprigtige og som har været trofaste i Herrens hensigter med at tilvejebringe frelse for
både levende og døde. Vi kan være dobbelt sikre på, at Herren ikke sendte profeten
Elia med nøglerne til beseglingsordinanserne, som udføres i templet, for at jorden ikke
skal blive slået med forbandelse, når Forløseren kommer, og så begunstiger et folk,
som fornægtede Elia's komme med al den myndighed og alle de nøgler, han blev sendt
for at overdrage, og bede dem om at bygge Herrens tempel.
Når herren vil tale
De, som ejer den del af tempelgrunden, hvor indvielsen fandt sted i 1831, har ingen
guddommelig myndighed. Man kan sige om dem, som Herren sagde fordum: "Ve jer .....
I, som lukker himmeriges rige for menneskene; thi selv går I ikke derind, og de, som er
i færd med at gå derind, tillader I ikke at gå ind." Når Herren vil tale, vil vejen blive åbnet
for opfyldelsen af Hans hensigter, og al modstand vil smelte bort som rimfrosten for den
opgående sol. "Thi så siger Herren: Jeg skal udføre mit værk i hast og i retfærdighed;
thi de dage kommer snart, da jeg vil sende min dom og sejre." (L.P. 52:11). "Se, jeg
vil fremskynde mit værk til sin tid." -L.P.88:73.
Og sandelig, sandelig siger jeg dig: Hvad du besegler på jorden, skal være
beseglet i himmelen, og alt, hvad du binder på jorden i mit navn og gennem
mit ord, siger Herren, skal være evigt og bundet i himmelen. -L.P. 132:46.

38. Kapitel
Indvielsesloven
Side 146
Den, som ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. -Luk. 14.27.
Indvielsesloven
Den forklaring, der gives i ordbogen, over "indvielse eller helliggørelse" er: "den
handling at indvie noget eller reservere noget til at være helligt," d.v.s. at indvie alt til
tjeneste for Gud. Det vil sige, at helliggøre eller indvie enten liv eller ejendom eller begge
dele. Herren kræver af dem, som følger Ham, at de bærer deres kors og tjener, ja,
endog nedlægger deres liv, hvis det skulle blive krævet. I henhold til den oversættelse,
der findes i Lukas, sagde Jesus til skaren, som fulgte Ham, og hvoraf mange kom af
nysgerrighed for at se nogle mirakler blive udført eller for at få del i brødene og fiskene,
men ikke med den sande tilbedelses ånd og ønske om at kende sandheden:
Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin fader og moder og hustru og børn
og brødre og søstre, ja, endog sit eget liv, kan han ikke være min discipel.
Den, som ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.
-Luk. 14:26-27.
Alt hvad de ejer
At sige, at Hans disciple skulle hade alle dem, de har kær, er sandelig en hård udtalelse.
Men ud fra andre fortolkninger af denne lære (Matt. 10:37-38) forstår vi, at betydningen
er, at enhver, som elsker sin fader, moder, hustru og alle, som han holder af, ja, endog
sit eget liv mere, end han elsker Kristus, er Ham ikke værd og kan ikke være Hans
discipel. I denne instruktion står det helt klart, at af alle, som søger evigt liv, forlanges
det, at de, når de kommer til Kristus, er villige til at opgive alt, hvad de ejer, hvis det
er nødvendigt. Hvis de er uvillige dertil og til at nedlægge deres liv for Hans sag, er
de ikke værdige til Hans rige. Dette er logisk; vor Frelser stiller ikke noget uretfærdigt
krav, for Han kom selv og nedlagde sit liv for os, for at vi kunne få evigt liv. Han led for
os; skulle vi da ikke elske Ham højere end vort eget liv?
Et liv I tjeneste og opofrelse
Desuden lærte Han os, at den, som søger at frelse sit liv, skal miste det; men den, som
er villig til at miste sit liv eller give det til tjeneste for Ham, skal - selv om han derved
skulle dø - finde evigt liv. Vi kan ikke forvente at opnå alt, hvad der er blevet os lovet af
herlighed, herredømme og magt, at blive Guds sønner og døtre og komme i besiddelse
af Hans riges herlighed, medmindre vi er villige til at indvie alt, hvad vi har, til tjeneste
for Herren. Enhver anden kurs ville være inkonsekvent; den, som søger at finde vej til
det herlighedsrige og sætte sig på en trone i ophøjelse uden at være villig til at lyde
denne lov, vil aldrig opnå den velsignelse. Han er ikke værdig til den og må indtage en
lavere plads, fordi han ikke er berettiget til at blive medlem af "Den Førstefødtes Kirke".
"Han kan ikke være min discipel." sagde vor Forløser.
Indvielsesloven
Vi læser i Den kostelige Perle, hvorledes Enok blev kaldet til at råbe omvendelse, og
ved sin ihærdighed fik han samlet dem, som var villige til at indgå pagt om at tjene

Side 147
Herren. Disse sluttede pagt med Ham om at adlyde den celestiale lov eller loven om
indvielse, for det er en celestial lov, og det celestiale rige styres af den. De var villige
til at give alt, hvad de havde, endog deres liv, til Guds Rige. Resultatet var, at de blev
så retfærdige, så de vandrede med Gud, og "han boede midt i Zion. Og det skete, at
Zion ikke var mere, thi Gud tog den op i sit eget skød. Og fra da af stammer det udtryk:
Zion er flygtet." -Moses 7:69.
Denne samme lov blev givet i sin fylde til de hellige i Kirkens første dage, og de
fik også befaling om at have alle ting fælles eller at praktisere "Den Forenede Orden",
som var blevet givet til Enok og til nephiterne, efter at Frelseren havde besøgt dem.
Men de hellige på den tid var åndeligt svage og svigtede i at følge den befaling. Som
følge af denne svigten kom de til at lide under forfølgelser og mægtede ikke at forløse
Zion, hvilket de ellers på den tid kunne have gjort, hvis de nøje havde fulgt denne lov
om indvielse.
Alle ting fælles
Herren sagde til dem: "Dog er det ikke bestemt, at det ene menneske skal have meget
mere end det andet; derfor ligger verden i synd." (L.P. 49:20). Det var derfor Frelseren
befalede de hellige at have alle ting fælles. Hvert enkelt medlem skulle være forvalter
og blev holdt ansvarlig for sin forvaltning. I forbindelse med denne lov læser vi:
Se, dette er det, som Herren fordrer af en og hver i hans forvaltning, som jeg,
Herren, har bestemt eller skal bestemme herefter for hvert menneske.
Og se, ingen, der tilhører den levende Guds Kirke, er fritaget for denne lov,
hverken biskoppen eller agenten, som fører tilsyn med Herrens forrådshus,
ej heller den, som er sat til at forvalte timelige sager.
Den, der er sat til at tjene i åndelige ting, er sin løn værd, ligesom de, der er
sat til at forvalte og tjene i timelige ting. .....
Alligevel skal I være lige i timelige ting og uden knurren, ellers skal fylden af
Åndens åbenbarelser tages fra jer. -L.P. 70:9-12,14.
Det var den lov, der blev givet de hellige, om at - som Herren sagde - "blive
ligestillede", "i himmelske ting og ligeledes i jordiske ting for at opnå himmelske ting.
Thi om I vil, at jeg skal give jer en plads i den celestiale verden, må I berede jer ved at
gøre det, jeg har befalet jer og fordret af jer. Og nu, sandelig, så siger Herren: I, som
har forenet jer i denne orden, må gøre alt til min ære." (L.P.78:58; smlgn. 104:1.) Denne
orden blev foreholdt de hellige som en evig lov (L.P. 82:20), men de hellige på den tid
var ikke beredt til at leve denne celestiale lov; derfor tog Herren den fra dem og sagde:
Og de befalinger, som jeg har givet angående Zion og dets love, skal udføres
og fuldbyrdes, når Zion er forløst. -L.P. 105:34.
En tugtemester til oplæring til fylden
I stedet for denne højere lov gav Herren de hellige en tugtemester, ligesom Han havde
givet det gamle Israel for at belære dem og føre dem til fylden af Kristi Evangelium.
Denne tugtemester er Tiendeloven. Men man må forstå, at loven om indvielse aldrig er
blevet ophævet eller sat til side, hvilket vil sige, at vi skal elske Ham over alt andet og
være villige til at nedlægge vort liv eller forsage alt, hvad vi har eller holder af, for Hans
skyld, hvis det skulle blive krævet. Den lov er lige så bindende for Kirkens medlemmer i

Side 148
vor tid, som da den første gang blev nævnt, medens Han virkede her. Han har imidlertid
fritaget os for nødvendigheden af at indvie al vor ejendom til Kirken i Den Forenede
Orden på nuværende tidspunkt.
Tienden, den mindre lov, der blev givet i stedet for Den Forenede Orden, fordres
lige så meget af de hellige, som enhver anden lov, hvis vi vil nå til ophøjelse. Intet
menneske er tvunget til at betale en tiendedel af det, han tjener; men intet menneske,
som nægter at betale sin ærlige tiende, og som har tiende at betale, er berettiget til
det celestiale riges velsignelser. Herren sagde, at de, som afslog at lyde den celestiale
lov om indtægter og at indtræde i "Den Forenede Orden", skulle være uværdige til
medlemskab; og de, som ikke var villige til at nedlægge deres liv eller tage deres kors
op og følge Ham, kunne ikke være Hans disciple. Hvorledes kan da et menneske, som
nægter at holde en mindre lov, en lov, der er nemmere at holde end det er at give alt,
hvad han har, være en Herrens discipel?
Kun tiendebetalere kan indtræde I den forenede orden
Tror noget menneske, at han kan overtræde tiendeloven - betaling af en tiendedel
af sin indtægt eller sin gevinst - og gøre det år efter år, og så alligevel være beredt
til at indtræde i Den Forenede Orden og acceptere hele indvielsesloven, når Kristus
kommer? Bestemt nej! Hvis et menneske ikke vil betale tiende, skal han ikke have det
privilegium at indtræde i den højere lov, som hører til det celestiale rige. (L.P. 64:23.)
Lignelsen om de ti jomfruer illustrerer den tilstand, som skal herske i Himmeriges Rige
(Kirken) når Kristus kommer. Nogle vil være rede gennem deres udførelse af gode
gerninger og lydighed mod Faderens ord; andre vil ikke være rede, fordi de har svigtet,
og de vil blive lukket ude, hvor der skal være gråd og tænders gnidsel.
Du skal elske og tjene herren
Der er givet to love, hvorpå alle de andre love og profeter hviler. Disse to love er:
For det første: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte, med hele
din sjæl og med hele dit sind, og du skal tjene Ham i Jesu Kristi navn."
For det andet: "Du skal elske din næste som dig selv."
Det er ganske klart, at et menneske, som ikke vil følge den instruktion, der gives
ham fra Herren, og følge Hans befalinger, holder heller ikke nogen af disse store love.
Lad enhver Sidste Dages Hellige forstå, at det kræves af ham, at han er villig til at gøre
ALT, hvad Herren befaler; og hvis han ikke er villig til at forsage alt, hvad han har, ja,
endog give sit eget liv, hvis det skulle være nødvendigt, så er han ikke værdig til at
modtage ALT, hvad Faderen har at give dem, som trofast tjener Ham.

39. Kapitel
Før herrens komme
Våg derfor thi I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer. -Matt. 24.42.
Før herrens komme
Side 149
Der er sket mange ting i de sidste hundrede år for at slå den kendsgerning fast
hos Kirkens trofaste medlemmer, at Herrens komme er nær. Evangeliet er blevet
gengivet. Kirken er fuldstændigt organiseret. Præstedømmet er blevet overdraget til
menneskene. De forskellige forvaltninger lige fra begyndelsen er blevet åbenbaret,
og de tilhørende nøgler og myndigheder er blevet givet til Kirken. Israel er blevet og
bliver stadig samlet i Zions land. Jøderne vender tilbage til Jerusalem. Evangeliet bliver
forkyndt i hele verden som et vidnesbyrd for alle folkeslag. Der bliver bygget templer,
hvori der udføres ordinanser for såvel levende som døde. Børnenes hjerter har vendt
sig til fædrene, og de søger deres døde slægtninge. De pagter, som Herren lovede at
slutte med Israel i de sidste dage, er blevet åbenbaret, og tusinder af det indsamlede
Israel har indgået dem. Således går Herrens værk fremad, og alle disse ting er tegn
på, at vor Herres komme er nær.
Ikke-jødernes tid er fuldbyrdet
Jesus sagde, at jøderne ville blive spredt blandt alle nationer, og at Jerusalem ville
blive nedtrådt af hedningerne, indtil hedningernes tider er til ende. (Luk. 21:24). Denne
forudsigelse blev gentaget for Joseph Smith med disse ord:
Og dette har jeg sagt jer angående Jerusalem, og når den dag kommer, skal
en levning spredes blandt alle nationer.
Men de skal igen indsamles; dog skal de forblive adspredt, til ikkejødernes
tid er fuldbyrdet.
Og på den dag, skal der høres om krige og rygter om krige, og hele jorden
skal være i bevægelse og hjertet synke i livet på menneskene, og de skal
sige, at Kristus tøver med at komme til verdens ende.
Og menneskenes kærlighed skal blive kold, og lovløsheden blive mangfoldig.
Og når ikke-jødernes tid er kommet, da skal et lys bryde frem blandt dem, der
sidder i mørke, og det er mit Evangeliums fylde.
Men de modtager det ikke; thi de ser ikke lyset, men de vender deres hjerte
bort fra mig på grund af menneskebud. -L.P. 45:2429.
Denne profeti vedrørende jøderne blev bogstavelig opfyldt. Jerusalem blev nedtrådt
af hedningerne, men er ikke længen: nedtrådt - den er blevet jødernes hjem. De er
ved at vende tilbage til Palæstina, og deraf ved vi, at hedningernes tid er ved at være
til ende.
Uro og trængsel
Det er også tegn på trængsel og uro, for Herren sagde desuden:
Men mine disciple skal stå på hellige steder og skal ikke berøres deraf; men
blandt de ugudelige skal menneskene opløfte deres røst, forbande Gud og
dø.

Og der skal også være jordskælv forskellige steder, og store ødelæggelser.
Dog vil menneskene forhærde deres hjerter mod mig og gribe til sværdet mod
hinanden og slå hinanden ihjel.
Da jeg, Herren, havde talt disse ord til mine disciple, var de bedrøvede.
Og jeg sagde til dem: Vær ikke bedrøvede, thi når alt dette sker, skal I vide,
at de forjættelser, der er blevet givet jer, skal blive opfyldt. .....
Således skal det være på den dag, når de vil få alt dette at se; da skal de
vide, at timen er nær.
Og det skal ske, at den, som frygter mig, skal forvente Herrens store dag og
tegnene på Menneskesønnens tilkommelse.
Og de skal se tegn og undere, thi de skal være synlige i himlen oventil og på
jorden nedentil. -LA 45:32-35, 38-40.
Undere på himmelen og på jorden
Side 150
Profeternes ord bliver hurtigt opfyldt, men det sker efter sådanne naturlige principper,
så de fleste af os ikke ser det. Joel lovede, at Herren ville udgyde af sin Ånd over alt
kød; sønnerne og døtrene skulle profetere, gamle mænd skulle have drømme og unge
mænd få syner. I himmelen og på jorden skulle der ske undere, og der skulle komme
ild, blod og røgsøjler. Til sidst bliver solen formørket og månen bliver som blod, og da
skulle Herrens store og forfærdelige dag komme. Nogle af disse tegn er blevet vist,
andre vil komme. Solen er endnu ikke blevet formørket. Vi er blevet informeret om, at
dette vil være en af de sidste begivenheder netop lige før Herrens komme.
Man undrer sig og tænker på, om vi ikke nu ser nogle af underne på himmelen? Ikke
dem alle, for der er utvivlsomt nogle af dem, der sker blandt himmellegemerne, som f.
eks. månen og solen, meteorerne og kometerne; men når talen er om himlene gælder
det den del, der omgiver jorden, og som hører til den. Det er den atmosfære, hvor
mange af tegnene vil blive givet. Ser vi ikke daglig forskellige slags luftfartøjer drage
hen over himlene? Har vi ikke haft tegn på jorden og gennem jorden med radioen,
jernbanerne, automobilerne, undervandsbådene og på mange andre måder? Der skal
endnu gives store tegn; himlene skal rystes, Menneskesønnens tegn skal gives, og da
vil jordens stammer jamre sig.
Kundskab forøges
Blandt tegnene i de sidste dage var også en forøgelse af lærdom. Daniel fik befaling
om at "sætte lukke for ordene og segl for bogen," der indeholdt hans profeti, "til endens
tid! " Og på den dag skal "mange løbe hid og did," sagde han, og "kundskaben skal
blive stor." Løber folk ikke "hid og did" i vor tid, som de aldrig før har gjort det i verdens
historie? Gå hen til Informationsbureauet og spørg, hvor mange turister, der hvert år
besøger Tempel blokken. Spørg i de forskellige nationalparker, hos bus-, jernbaneog
dampskibsselskaber og hør, hvor mange, der "løber" til Europa, Asien og alle dele af
jorden. "Løber" vi ikke mest af alt "hid og did" i vore biler blot for at søge adspredelse?
Er kundskaben ikke blevet forøget? Har der nogen sinde i verdens historie været en tid,
hvor der blev øst så megen kundskab ud over menneskene? Det er sørgeligt at skulle
sige det, men Paulus' ord er sande: Menneskene "vil stadig lære uden nogen sinde at
nå til kundskab om sandheden! " Har I nogen sinde prøvet at forbinde forøgelsen af
kundskab, de store opdagelser og opfindelser i de sidste hundrede år med Evangeliets

Side 151
gengivelse? Tror l, at der er nogen sammenhæng der? Det er ikke, fordi vi er mere
intelligente end vore fædre, at vi har modtaget denne kundskab, men fordi Gud har
villet, at den skulle komme i vor generation! Alligevel tager menneskene selv æren og
forsømmer at erkende den Almægtiges hånd i disse ting. Amerika blev opdaget, fordi
Gud ville det således. Evangeliet blev gengivet i Amerika frem for i noget andet land,
fordi Herren ville det. Amerika er det land med "de surrende vinger", som Esajas talte
om, og som i dag sender budbringere over havet til en nation, der var adspredt og
berøvet alt, men som engang i sin oprindelse var "folket, som frygtes så vide". Nu er
den nation ved at blive samlet, og endnu engang bliver de begunstiget af Herren.
Krige-og nationers undergang
Har vi ikke hørt talrige rygter om krige? Har vi ikke haft krige, sådanne krige, som verden
aldrig har kendt mage til? Er der ikke uro blandt nationerne og er ikke deres regenter
bekymrede? Er ikke riger gået til grunde, og har der ikke fundet store forandringer
sted blandt folkeslagene? Hele jorden er i oprør. Jordskælv rapporteres hver dag fra
forskellige steder, og alle de andre tegn, som Herren nævnede, er blevet set eller er
"nær for døren". Både fra det, vi har set, og fra profeternes forudsigelser ved vi, at
således skal det være. For ét hundrede år siden fortalte Elia Joseph Smith, at Herrens
store og frygtelige dag var nær, "ja, står for døren'
Ligegyldighed over for den truende ødelæggelse
Og dog fortsætter den gamle verden sin vante gang uden at skænke alt det, Herren
har sagt, ret megen opmærksomhed og i ligegyldighed over for alle de tegn og
tilkendegivelser, den har mod taget. Menneskene forhærder deres hjerter og siger, at
"Kristus tøver med at komme til verdens ende". (L.P. 45:26.) De "spiser og drikker,
tager til ægte og giver til ægte" efter verdens skik, ikke efter Guds, uden at skænke det
en tanke, at enden på ugudeligheden er nær. Fornøjelser og kærlighed til verden har
erobret folkets hjerter. De har ikke tid til at tilbede Herren eller lytte til Hans advarsler,
og således vil det blive ved med at være, indtil ødelæggelsens dag er over dem. Ikke
på noget tidspunkt i verdens historie har det været mere nødvendigt for menneskenes
børn at omvende sig. Vi praler af vor højt udviklede civilisation, af den store kundskab
og visdom, vi er i besiddelse af, men i og gennem det hele er Guds kærlighed blevet
glemt! Såvel Herren som Elia gav os advarsler gennem Joseph Smith. Herren sagde:
"Thi sandelig, sandelig siger jeg dig, tiden er snart for hånden, da jeg skal komme i
en sky med magt og stor herlighed. Og min tilkommelse skal blive en stor dag, thi alle
nationer skal skælve. Men førend den store dag kommer, skal solen formørkes, månen
forvandles til blod, stjernerne høre op med at skinne, og nogle skal falde ned, og store
ulykker venter de ugudelige." -L.P. 34:7-9.
Hvis Herrens store og frygtelige dag var nær, da Elia kom, så er vi i dag over
hundrede år nærmere. "Men nej! Elia, du tager fejl! Det er helt sikkert, at der er gået
hundrede år, siden det blev sagt, og er vi ikke langt bedre stillet i dag, end vi nogen
sinde har været? Se på de opdagelser, vi har gjort, læg mærke til vore opfindelser, vor
kundskab og vor visdom! Du tog bestemt fejl! " Således synes mange at tænke og sige,
og skal man dømme efter deres handlinger, så er de sikre på, at verden er tvunget til
at fortsætte sin nuværende tilstand i millioner af år, før enden kommer. Tal med dem,
hør, hvad de har at sige, disse verdens lærde mænd. "Vi har haft værre tider," siger
de. "Man tager fejl, hvis man tror, at der sker flere ulykker nu end før i tiden. Der er
ikke flere jordskælv, jorden har altid haft rystelser, men nu har vi nemmere ved at få

Side 152
nyhederne frem, end vore forfædre havde." "Det der er ikke tidernes tegn; tingene er
ikke anderledes end før i tiden." Og således afslår menneskene at lytte til de advarsler,
Herren i sin godhed giver dem, og herved opfylder de Skrifterne. Peter sagde, at folk
ville komme med den slags udtalelser, og han advarede dem med følgende ord:
..... ved min påmindelse søger jeg at vække jeres rene sind.
så I mindes de ord, som er forudsagt af de hellige profeter, såvel som det
bud, der af jeres apostle er givet jer fra Herren og Frelseren.
Og først og fremmest skal I vide dette, at i de sidste dage skal der lyde spot
fra spottere, der lever efter deres egne lyster og siger:
'Hvad bliver det til med Hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore
fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens
begyndelse.'
De, der påstår det, er jo blinde for, at der fra ældgammel tid var himle til og
en jord, som var fremstået af vand og gennem vand ved Guds ord,
hvorved også den daværende verden blev oversvømmet af vand og gik til
grunde.
Og de nuværende himle og jorden er gemt ved det samme ord og forbeholdt
ilden på den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes. -2.
Peter 3:1-7.
Alle har fået samme advarsel
I denne advarsel vender Peter opmærksomheden mod verdens ødelæggelse i
Syndfloden og siger, at ved Kristi komme, som spotterne vil udsætte eller benægte,
vil jorden for anden gang blive renset, men denne gang sker det ved ild. Er tilstanden
blandt folk i dag ikke lig den, der fandtes på Noas tid? Ville menneskene da tro og
omvende sig? Kan man i dag få flere end nogle ganske få til at tro, at faren er nær
forestående? Tror I Herren, når Han for hundrede år siden sagde: "Thi hos mig er der
ikke personsanseelse, og jeg vil, at alle mennesker skal vide, at den dag snart kommer
- selve timen er endnu ikke kommet, men er nær for hånden - da fred skal borttages fra
jorden, og djævelen skal have magt over sit eget rige?" (L.P. 1:35.) "Se, jeg kommer
snart til doms for at overbevise alle om deres ugudelige handlinger, som de har begået
mod mig, som der står skrevet om mig i bogen." (L.P. 99:5). "Bered jer, bered jer for det,
som skal komme; thi Herren er nær. Og Herrens vrede er optændt; thi på himlen kredser
hans sværd, og det skal slå ned på jordens indbyggere." (L.P. 1:12-13.) "Sandelig siger
jeg jer, at dette slægtled, i hvilken alle disse ting skal komme frem, skal ikke forgå,
førend alt, hvad jeg har sagt jer, skal blive opfyldt." -D.K.P., Joseph Smiths Skrivelser
1:34.
Vag derfor og vær rede
Skal vi slumre videre i fuldstændig forglemmelse af eller ligegyldighed over for alle de
advarsler, Herren har givet os? Jeg siger til jer: "Våg derfor, thi I ved ikke, hvad dag
jeres Herre kommer. Men det skal I vide, at hvis husbonden vidste, i hvilken nattevagt
tyven kom, så ville han våge og ikke finde sig i, at der skete indbrud i hans hus. Derfor
vær også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer."

40. Kapitel
Forsamlingen I Adam-Ondi-Ahman
Side 153
Jeg skuede videre: med ét blev troner sat frem, en gammel af dage tog sæde; hans
klædning var hvid som sne. -Daniel 7:9.
Adam-ondi-ahman
Ikke langt fra byen Gallatin i Daviess County, Missouri, er der et sted, som indbyggerne
kalder "Spring Hil]". Her slog en koloni af de hellige sig ned i 1838. Denne høj ligger
på nordsiden af den dalsænkning, hvorigennem Grand River (Den store Flod) løber,
den, som af profeten Joseph Smith beskrives som "en stor, smuk, dyb og livlig strøm,
når forårets højvande sætter ind." Om foråret og om sommeren er den omliggende dal
meget smuk med de spredte farme, der kan skimtes så langt øjet rækker. Indbyggerne
her går omkring ved deres daglige arbejde helt uden anelse om de vidunderlige
begivenheder, der har fundet sted i denne smukke dal og på denne høj. De aner lige
så lidt om de betydningsfulde begivenheder, som snart skal finde sted der.
Da Profeten første gang kom til højen, kaldte han den for "Tower Hill, et navn jeg
gav stedet efter resterne af et gammelt, nephitisk alter eller tårn, som stod der" skrev
han i sin dagbog. Af Herren blev dette sted imidlertid kaldt "Adam-Ondi-Ahman, fordi,
sagde Han, det er stedet, hvor Adam skal komme og besøge sit folk, eller hvor Den
Gamle af Dage skal sidde, som profeten Daniel har sagt." -L.P. 116.
Den gamle af dage
Verden er i det store og hele uvidende om denne vidunderlige skikkelse: Den Gamle af
Dage. Der er skrevet meget om ham, men det meste savner kundskab. Han er - således
forklarer Herren os - ingen anden end Adam, vor Stamfader. Som Mikael, ærkeengelen,
kæmpede han i striden mod Lucifer i begyndelsen, og han skal også blæse i basunen,
når alle de døde skal vågne (L.P. 29:26), og han skal lede kampen i det endelige slag
mod Lucifer. (L.P.88:111-114). Som Adam kendtes han som det første menneske på
jorden, og i kraft af den ære bliver han "alles fader, alles fyrste, den gamle af dage,"
(L.P. 27:11). Han har nøglerne til frelse for denne jord under råd og vejledning fra den
Hellige," som er uden dages begyndelse og livs ende," nemlig Jesus Kristus. -L.P.
78:16.
Adams sidste familiesamling
Tre år før sin død kaldte Adam sine børn sammen, heri indbefattet alle de trofaste
lige ned til Metusalem, alle, som var højpræster, "sammen med de øvrige af sine
efterkommere, der var ret færdige, i dalen Adam-Ondi-Ahman og gav dem dér sin
sidste velsignelse." (L.P. 107:53.) Under denne storslåede sammenkomst viste Herren
sig, vederkvægede ham og sagde til ham: "Jeg har sat dig til at være hovedet; mange
folk skal komme af dig, og du skal være en fyrste over dem evindelig." Forsamlingen
rejste sig og velsignede Adam, og de kaldte ham Mikael, fyrsten, ærkeengelen. Så
rejste Adam sig midt i forsamlingen - og aldrig har verden ved nogen som helst anden
anledning set en sådan forsamling - "og selv om han var nedbøjet af alder, forudsagde
han, fuld af den Helligånd, hvad der skulle ske hans efterkommere til sidste slægtled."

Side 154
Og alt dette står skrevet i Enoks Bog, som vil blive åbenbaret, når tiden er inde til det.
-(Se L.P. 107:54-57).
Et stort rad skal snart holdes
Om ikke mange år derefter skal der holdes et andet møde med højpræster og
retfærdige sjæle i denne samme dal, Adam-OndiAhman. Ved dette møde vil Adam,
Den Gamle af Dage, igen være til stede. Denne gang udspilles det syn, som Daniel
så. Den Gamle af Dage har sat sig. Foran ham vil de stå, som har haft nøglerne til
alle forvaltningerne, de, som nu skal overgive deres forvaltning til menneskehedens
øverste Patriark, der har frelsens nøgler. Denne dag bliver en domfældelses- og
forberedelsesdag. Om denne begivenhed sagde Profeten Joseph:
Daniel taler i det syvende kapitel om Den Gamle af Dage; han mener det
ældste menneske, vor fader Adam, Mikael. Han vil kalde sine børn sammen
og holde råd med dem for at berede dem til Menneskesønnens komme.
Han (Adam) er fader til den menneskelige familie og præsiderer over alle
menneskers ånder; alle, som har haft nøglerne skal stå foran ham under
denne, store rådsforsamling. Dette vil måske finde sted, før nogle af os
endnu har forladt dette livs skueplads. Menneskesønnen står foran ham
(Adam) og der bliver givet ham herlighed og herredømme. Adam overleverer
sin forvaltning til Kristus, den, der blev overdraget ham som indehaver
af universets nøgler, men han beholder sin rang som overhoved for den
menneskelige familie. -D.H.C. 3:386-7.
Det evige riges nøgler
Det var i et syn om natten, alt dette blev vist Daniel, og han så Menneskesønnen
komme til den store rådsforsamling - ligesom Han gjorde til det første store råd i dalen,
Adam-Ondi-Ahman - og dbr modtog Han nøglerne fra Adam, "og magt og ære og
herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt
er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå". (Dan. 7:13-14.)
I dette råd vil Kristus officielt overtage regeringsmagten på denne jord, og "riget og
herredømmet og rigernes magt under al Himmelen skal gives til et folk af den Højestes
Hellige; Hans rige er et evigt rige, og alle herredømmer skulle tjene, og lyde Ham," ja,
Jesus Kristus.
Troner skal nedstyrtes
Indtil dette store råd bliver holdt, har Satan herskermagten over jordens nationer; men
derefter vil troner blive omstyrtet og der bliver gjort ende på menneskelig regering, for
det er forudsagt, at Herren vil gøre ende på alle nationer. (L.P. 87:6). Forberedelsen til
dette arbejde gøres nu. Riger vakler allerede, nogle af dem er faldet; men til sidst skal
det gå dem alle, som det går jorden, og Han, hvis ret det er at regere, skal komme. Så
skal Han overgive styret til den Højestes Helliges folk.
Gennem præstedømmets røst
Denne rådsforsamling i dalen Adam-Ondi-Ahman vil få den allerstørste betydning for
denne verden. Til den tid vil der ske en myndighedsoverførelse fra magtrøveren og
bedrageren Lucifer til den retfærdige konge, Jesus Kristus. Retten vil blive sat, og alle

Side 155
som har haft nøgler, vil aflægge rapport og aflevere deres forvaltning, eftersom det
bliver krævet af dem. Adam skal lede denne retshandling, og derefter vil han, som den,
der har denne jords nøgler, aflægge rapport til sin øverste foresatte, Jesus Kristus. Vor
Herre vil da overtage regeringstøjlerne; der vil blive givet instrukser til Præstedømmet,
og Han, som har retten til at styre, vil officielt blive indsat ved afstemning fra det
forsamlede Præstedømme. Dette store råd af Præstedømmet vil ikke blot bestå af dem,
som er trofaste, og som nu er på jorden, men også af de fordums profeter og apostle,
som har haft ledende myndighed. Der kan også være andre til stede, men så bliver det
ifølge udvælgelse, for dette skal være et officielt råd, der sammenkaldes for at være
med til de mest skæbnesvangre afgørelser vedrørende denne jords bestemmelse.
Når dette møde holdes, vil verden ikke vide noget om det; Kirkens medlemmer vil i
det store og hele heller ikke vide noget, og dog vil det være forberedende for vor Frelser
Jesu Kristi komme i skyer af herlighed, således som profeten Joseph Smith har sagt.
Verden kan ikke kende noget til det; de hellige kan ikke vide noget - undtagen de, som
officielt vil blive kaldt ind i dette råd - for det sker forud for Kristi komme, som en tyv
om natten, uden hele verdens vidende.

41. Kapitel
De retfærdiges opstandelse
Side 156
Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. -Joh.
1125
Et jordeliv uden ende er ingen velsignelse
Da Jesus efter sin opstandelse mødtes med sine apostle på Galilæasøens bred,
forklarede Han Peter, hvilken død han skulle komme til at lide. Peter var tilsyneladende
meget ivrig efter at få at vide, hvad der skulle blive af Johannes og stillede dette
spørgsmål: "Herre! hvordan skal det gå ham?" Jesus svarede: "Dersom jeg vil, at han
skal leve, indtil jeg kommer, hvad angår det så dig?" Disciplene forstod denne udtalelse
således, at Johannes ikke skulle dø, før Kristus skulle komme. Det svar, Peter fik,
kan have været oprindelsen til traditionen om "Den evige Jøde", som er under den
forbandelse at skulle vandre om på jorden, indtil Kristi andet komme. I de bøger, som
er skrevet af dr. George Croly, Eugene Sue og Lew Wallace, baseret på denne gamle
overlevering, er denne vandrer beskrevet som en, der søger døden, men som ikke kan
finde den. Han er blevet træt af jordelivet, alle hans venner og omgangsfæller er borte;
han ser andre generationer komme og gå, men han er tvunget til at skulle forblive her
som straf.
Ville det ikke være en straf, hvis vi blev tvunget til at leve her på jorden i tusinder
af år, for slet ikke at tale om altid, undergivet smerter, skuffelser og alle jordelivets
omskiftelser? Det ville ikke være mere tilfredsstillende end det at dø uden at skulle
opstå. Dette liv er en prøvetid, hvor vi høster erfaringer og modtager oplæring som en
del af den uddannelse, der skal gøre os egnet til evigt liv. Det er blevet os foreholdt, at vi
gennem disse erfaringer viser, hvem og hvad vi er, at vi kan blive "oprejst i udødelighed
til evigt liv", hvis vi er lydige, og til at modtage retfærdige belønninger for alle vore
gerninger. Skriften siger:
Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindeligt, uden at noget kan
føjes til eller tages fra; og således har Gud gjort det, for at man skal frygte
for hans åsyn,
Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede været; Gud
leder det svundne op. -Prædikeren 3:1415.
Opstandelsen er en væsentlig del af tilværelsen
Hvis jeg forstår dette udtryk rigtigt, betyder det, at Guds gerninger er evige. Han skaber
ikke for at tilintetgøre og ødelægge. At tænke sig, at disse jordiske tabernakler kun
blev givet os for dette korte tidsrum mellem evighederne, for bagefter at blive kasseret,
er måske en populær opfattelse i vore dage, men den er bestemt ikke sand. Vore
legemer er givet os med et bestemt og evigt formål: til åndens og legemets (kød og ben)
uadskillelige forening, for at mennesket kan opnå en fylde af glæde. (L.P. 88:14-15 og
93:33-34.) Her i jordelivet, hvor de ikke er uadskillelig forbundne, kan mennesket ikke
opnå en fylde af glæde.
Jorden og alt liv skal opstå
Derfor er opstandelsen en væsentlig del af tilværelsen; enhver skabning, ja, selve den
jord, hvorpå vi står, skal opstå, for Herren har sagt:

Og sjælens forløsning sker gennem ham, der levendegør alting, i hvis hjerte
det er besluttet, at de fattige og sagtmodige på jorden skal arve den.
Derfor må den helliggøres for al uretfærdighed og beredes for den celestiale
herlighed.
Thi efter at den har opfyldt formålet med sin skabelse, skal den blive kronet
med herlighed, ja, med Gud Faderens nærværelse.
så at legemer, der tilhører det celestiale rige, må eje den til evig tid, thi i dette
øjemed blev den skabt, og i det øjemed er de helliggjort.
Og de, som ikke er helliggjort gennem den lov, jeg har givet jer, nemlig Kristi
lov, skal arve et andet rige, nemlig et terrestrialt eller et telestialt rige.
X X X X X
Og atter, sandelig siger jeg jer: jorden retter sig efter et celestialt riges lov, thi
den opfylder formålet med sin skabelse og overtræder ikke loven.
Derfor skal den blive helliggjort, ja, uagtet den skal dø, skal den dog blive
levendegjort igen og udholde den kraft, hvorigennem den bliver levendegjort,
og de retfærdige skal arve den. -L.P. 88:17-26.
Side 157
Det er ikke kun jorden, der skal levendegøres; men eftersom alt, hvad der er til, skal
blive levendegjort, vil livet på jordens overflade blive levendegjort. Således talte Herren
til Joseph Smith:
Og atter, sandelig, sandelig siger jeg jer, at når de tusinde år er til ende, og
menneskene atter begynder at fornægte deres Gud, da skal jeg kun skåne
jorden en kort tid.
Og da skal enden komme, og himlen og jorden skal fortæres og forgå, og der
skal blive en ny himmel og en ny jord.
Thi alt det gamle skal forgå, og alting skal blive nyt, selv himlen og jorden og
deres hele fylde, både mennesker og dyr, fuglene i luften og fiskene i havet.
Og ikke et hår eller den mindste smule skal gå tabt, thi det er mine hænders
værk. -L.P. 29:22-25.
En lære der er forkyndt fra begyndelsen
Læren om opstandelsen er blevet forstået fra begyndelsen, selv om man ikke i Det
gamle Testamentes første skrifter finder meget om den. Vi ved, at da Evangeliet blev
forkyndt for Adam, blev han fyldt med den Helligånd og begyndte at profetere, idet
han sagde: "Velsignet være Guds navn, thi på grund af min overtrædelse er mine øjne
blevet åbnet, og i dette liv skal jeg have glæde og atter i kødet skal jeg se Gud." (Moses
5:10). Og Eva hørte alt dette og sagde: "Var det ikke for vor overtrædelse, ville vi aldrig
have fået afkom og ville aldrig have kendt godt og ondt og glæden over vor forløsning
og det evige liv, som Gud giver alle de lydige." (v. 11.) Herren sagde til Enok: "Og jeg
skal sende retfærdighed ned fra himmelen, og sandhed vil jeg bringe frem ud af jorden
for at bære vidnesbyrd om min Enbårne, om Hans opstandelse fra de døde, ja, og også
om alle menneskers opstandelse." -Moses 7:62.
Job forstod denne lære om opstandelsen og bar vidnesbyrd om den. Desværre
prøver vore dages bibelkommentatorer og -oversættere at nedbryde hans ord, så de
bliver læst med modsat mening. Job sagde:

Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal stå op over
støvet.
Og når min hud, således sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit kød,
skal jeg skue Gud,
hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine øjne skulle
se, og ikke en fremmed; mine nyrer forsmægte i mit indre." -(Job 19:25-27.
Bibelovers. af 1872.)
"I Skal leve"
Side 158
Herren lærte Ezekiel om opstandelsen på en måde, der var uomtvistelig. Det fortælles
i det 37. kapitel. I et syn så Ezekiel en dal fyldt med tørre ben, Israels ben. Herren
spurgte ham, om de, kunne blive levende og besvarede selv spørgsmålet:
Så siger den Herre Herren til disse ben: Se, jeg bringer ånd i eder, så I bliver
levende.
Jeg lægger sener om eder, lader kød vokse frem på eder, overtrækker eder
med hud og indgiver eder ånd, så I bliver levende; og I skal kende, at jeg er
Herren. -Ezek. 37:5-6.
Disse ord profeterede Ezekiel i et syn over benene, og han så dem nærme sig
hinanden, han så kød vokse frem på dem, og en såre stor hær rejste sig på deres
fødder. Derpå sagde Herren, at disse ben var alt Israels hus. "Se, de siger: Vore ben er
tørre, vort håb er svundet, det er ude med os! " Der er mange, der har bestræbt sig for
at tolke dette syn således, at det skulle henvise til det ulydige Israels omvendelse, idet
de har påstået, at det ikke har noget med de dødes opstandelse at gøre; men Herren
understreger meget stærkt sin belæring til Ezekiel. Der kan ikke være nogen tvivl om,
hvad Han mener, så tydeligt som det siges. Herren sagde til Ezekiel:
Profetér derfor og sig til dem: Så siger den Herre Herren: Se, jeg åbner eders
grave og fører eder ud af dem, mit folk, og bringer eder til Israels land;
og I skal kende, at jeg er Herren, når jeg åbner eders grave og fører eder ud
af dem, mit folk,
Jeg indgiver eder min Ånd, så I bliver levende, og jeg bosætter eder i eders
land; og I skal kende, at jeg Herren; jeg har talt, og jeg fuldbyrder det, lyder
det fra Herren. -Ezek. 37:12-14.
Daniel så også opstandelsen og sagde: "Og mange af dem, der sover under
mulde, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til skam, til evig afsky." -Dan 12:2.
Alle skal komme frem fra gravene
Dette er i overensstemmelse med følgende belæring fra Herren:
Sandelig, sandelig siger jeg eder: den time kommer, ja, er nu, da de døde
skal høre Guds Søns røst, og de, som hører den, skal leve. .....
Undres ikke herover! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal
høre hans røst,
og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de,
som har øvet det onde, for at opstå til dom. -Joh. 5:25-29.

Side 159
Dette løfte blev opfyldt, da Kristus gik til de ånder, som var i forvaring og underviste
dem.
Mange hellige opstod
Efter Kristi opstandelse fortæller Mattæus, et øjenvidne, os:
Og se, forhænget i templet flængedes i to stykker, fra øverst til nederst; og
jorden skjalv, og klipperne revnede.
og gravene åbnede sig, og mange af de hensovede helliges legemer opstod,
og de gik ud af gravene og kom efter hans opstandelse ind i den hellige stad
og viste sig for mange. -Matt. 27:51-53.
På den vestlige halvkugle blev lignende scener udspillet. Efter Kristi opstandelse
opstod de helliges legemer, kom ud af gravene og viste sig for mange. -Se 3. Nephi
23:7-13.
Opstandelsen ved kristi genkomst
Dette er den første opstandelse på jorden, men eftersom den hører fortiden til, taler
vi nu om den opstandelse, som skal finde sted ved Kristi genkomst, som den første
opstandelse. Den vil blive den første for os. I Mormons Bog og i Lære og Pagter har
vi fået meget bestemte oplysninger med hensyn til opstandelsen. En af de tydeligste
udtalelser kommer fra Amulek og Alma i det 11. og 12. kapitel af Almas Bog. Da det er
nemt nok at slå op og læse, hvad de har sagt, vil vi ikke citere dem her. Alma forkyndte
også denne lære meget klart for sin søn Corianton i kap. 39-42.
For Kirken har Herren yderligere i vor tid forklaret denne lære.
Tilstandene under tusindårsriget
Når Kristus kommer, vil de hellige, som da er her på jorden, blive "levendegjort" og blive
taget op for at møde Ham. Det betyder ikke, at de, som til den tid lever på jorden, vil
blive forandret og gå gennem opstandelsen, for de dødelige skal forblive på jorden til
de tusind år er endt. Der vil dog ske en forandring med alle, som bliver tilbage på jorden:
de vil blive "levendegjort" i den forstand, at de ikke bliver døden underkastet, før de
bliver gamle. Mennesker skal dø, når de bliver 100 år, og forandringen til den udødelige
tilstand vil ske pludseligt. Der vil ikke blive gravet grave i de tusind år, og Satan vil ikke
have magt til at friste noget menneske. Børnene skal vokse op "som kalve i engen" til
retfærdighed, det vil sige uden den synd eller de fristelser, der er så fremherskende
i vore dage. Selv dyreriget skal undergå en stor forandring, thi fjendskabet mellem
dyrene skal forsvinde, som vi allerede har nævnt; "der gøres ej ondt og voldes ej mén i
hele mit hellige bjergland; thi landet er fuldt af Herrens kundskab, som vandene dækker
havets bund." -Es. 11:9.
De skal ikke sove I støvet
Om denne herlige dag har Herren forklaret os følgende:
Og salig er den, der lever, og har bevaret troen, når Herren kommer. Dog er
det bestemt, at han skal dø, når han har opnået et menneskes alder.
Og børn skal vokse op, til de bliver gamle, og gamle folk skal dø; men de skal
ikke sove i støvet, men forvandles på et øjeblik.

Derfor prædikede apostlene de dødes opstandelse for verden. -L.P. 63:50-52.
Og på den dag skal Satan ikke have magt til at friste noget menneske.
Og der skal ingen sorg være, thi der er ingen død.
Og på den dag skal et barn ikke dø, før det bliver gammelt, og dets alder skal
være som et træs alder;
og når det dør, skal det ikke sove i jorden, men det skal blive forvandlet på et
øjeblik og skal optages, og dets hvile skal blive herlig. -L.P. 101:28-31.
Side 160
Esajas siger også, at et menneskes alder eller et træs alder er ét hundrede år, og
han tilføjer sit vidnesbyrd:
Der skal ikke være børn, der dør som spæde, eller olding, som ikke når sine
dages tal; thi den yngste, som dør er hundred år, og forbandet er den, som
ej når de hundred. -Es. 65:20.
De første frugter
På den dag, da Kristus skal komme, skal de retfærdige, "som har sovet i gravene,
komme frem, thi gravene skal åbnes, og selv de skal bortrykkes for at møde Ham midt
i himlens pille," hvis de har holdt Herrens befalinger, for:
De er Kristi førstegrøde, de, som først skal nedstige med Ham, og de, som
er på jorden og i gravene, og som først optages til at møde Ham. Og alt dette
ved lyden af Guds engels basun. -LP. 88:98.
De, som således bliver velsignet, er dem, som har holdt Evangeliets pagter. De vil
have den forrettighed at møde Kristus ved Hans komme i himmelens skyer.
De som er kristi ved hans komme
Da vil lignelsen om De ti Jomfruer blive opfyldt, og mange af Kirkens medlemmer, som
ikke har overholdt loven, vil på den dag findes uværdige. Når den første engels basun
har lydt, vil en anden basun lyde, "og da kommer forløsningen af dem, der tilhører
Kristus ved Hans tilkommelse, og som har fået deres del i det fængsel, som beredtes
dem, så de kunne modtage Evangeliet og blive dømt i lighed med mennesker i kødet."
Det er dem, der ikke er så værdige som dem, der blev oprykket for at møde Ham. Så
vil der lyde en tredje basun, og den vil kalde de menneskers ånder frem, som skal
dømmes og blive fordømt. De får ingen opstandelse, de vil ikke blive levende igen,
før de tusind år er til ende. Og således vil Kristi tusind års regering på jorden blive
indvarslet, hvor al ugudelighed vil blive bandlyst.

42. Kapitel
De uretfærdiges opstandelse
De andre døde blev ikke levende, ør de tusinde år var til ende. -Joh. Åb. 20.5.
Jorden skal renses til tusindårsriget
Side 161
Når Tusindårsriget indledes, skal jorden gennemgå en renselsesproces. Dette bliver
dog ikke den endelige renselse, hvor jorden skal fortæres og svinde bort for at blive
fornyet til en celestial klode; men det bliver tilintetgørelse af al uretfærdighed. Alle,
som har levet den telestiale lov - det vil sige alle dem, som er urene, "de som er
løgnere, troldkarle, ægteskabsbrydere, horkarle og de, der elsker og øver løgn," og
som lider Guds vrede på jorden og "lider den evige ilds hævn" - skal fejes bort fra
jordens overflade. Alle disse vil blive nedstyrtet til helvede, hvor de skal forblive, indtil
Kristus får lagt alle fjender under sine fødder og har fuldkommet sit værk. I de tusinde
år vil alle disse pines og plages i deres samvittighed, idet de nu har rigeligt med tid til
at tænke over deres misgerninger og til at lære lydighed mod loven, således at de kan
være beredt til at komme frem i opstandelsen ved verdens ende.
De ugudelige skal ikke bestå
Det vil være umuligt for folk i denne klasse at forblive på jorden under Tusindårsriget,
for de vil være lige så meget ude af deres rette element som en fisk, der er uden
for vandet. Jordens ændrede tilstand, som vil være af en terrestrial orden gennem de
tusinde år, vil blive tilpasset efter dem, som hører til den terrestriale verden såvel som
for dem, der har holdt den celestiale lov, og de vil få del i den første opstandelse. "Og
da skal hedningefolkene forløses, og de, som ikke har kendt nogen lov, skal få del i
den første opstandelse, og det skal være tåleligt for dem." (L.P.45:54). Men sådan vil
det ikke blive for dem af den telestiale orden. Det er dem, der skal opbrændes som
halm, når Kristus kommer - ifølge Malakias' ord (4:1). Det er denne klasse, Herren taler
om, når han siger:
Thi timen er nær, og dagen kommer snart, da jorden er moden, og alle
hovmodige og ugudelige skal være som halm, og jeg vil opbrænde dem, siger
Hærskarernes Herre, så der ikke mere vil være ugudelighed på jorden.
Thi timen er nær, og det, der blev talt af mine apostle, må opfyldes. For hvad
de talte, det skal ske.
Thi jeg vil åbenbare mig fra himlen i magt og med stor herlighed sammen
med alle dens hærskarer og bo i retfærdighed hos menneskene på jorden et
tusind år, og de ugudelige skal ikke bestå. -L.P. 29:9-11.
Lutret gennem lidelse
Det må blive en frygtelig straf, der udmåles over de af jordens indbyggere, som skal
nedstyrtes til helvede i tusinde år. De vil vide, at Kristus er kommet, og at Han regerer
på jorden i fred og retfærdighed. De vil erkende, at de, som har levet og er døde,
og som er værdige, nu har modtaget opstandelsen, og at alle jordens indbyggere er
lykkelige og fyldt med glæde, fordi de nu ledes af deres Konge. De vil vide, at alt dette
har de mistet på grund af deres ugudelighed, og at de gennem de tusinde år vil være

Side 162
i pine med deres synder, medens de afventer den endelige dom med frygt og bæven.
Og dog vil deres straf være til bedste for dem. Herren vil ikke straffe dem, blot fordi
Han er vred og fryder sig over deres lidelser. De er nødt til at få disse lidelser tilmålt,
for de har fornægtet Jesu Kristi nåde og må derfor lide, ligesom Han led for verdens
synder (L.P. 19:16-19); Hans lidelser vil nemlig ikke rense dem. Det vil blive en straf til
renselse, og når de har betalt prisen - og det vil blive en aldeles forfærdelig, pinefuld
prøvelse - vil de være beredt til at modtage sådanne velsignelser, som Herren i sin
store barmhjertighed er rede til at give dem.
Den telestiale herlighed
Selv disse skal blive "den Allerhøjestes tjenere". Det vil sige, at de skal lære at tjene
Ham og være lydig mod Hans love, sådanne love som de er værdige til at modtage.
De, som bliver straffet på denne måde, bliver utallige. Profeten Joseph siger om dem:
Og videre så vi de telestiales herlighed, som er en ringere herlighed, ligesom
stjernernes glans er forskellig fra månens på himmelhvælvingen.
Det er disse, som ikke modtog Kristi Evangelium eller Jesu vidnesbyrd.
Det er disse, som ikke fornægter den Helligånd.
Det er disse, som er nedstyrtet til helvede.
Det er disse, som ikke skal blive forløst fra Djævelens magt førend den sidste
opstandelse, når den Herre Kristus, det Guds Lam, har fuldendt sit værk.
X X X X X
Det er disse, der er løgnere, troldkarle, ægteskabsbrydere, horkarle og de,
der elsker og øver løgn.
Det er disse, som lider Guds vrede på jorden.
Det er disse, der lider den evige ilds hævn.
Det er disse, der nedstyrtet til helvede lider den almægtige Guds vrede, indtil
tiden er opfyldt, da Kristus har lagt alle sine fjender under sine fødder og har
fuldbyrdet sit værk.
X X X X X
Men se, vi så den telestiale verdens herlighed, og dens beboere var utallige
som stjernerne på himlen eller som havets sand.
Og vi hørte Herrens røst sige: Disse skal alle bøje knæ, og hver tunge skal
bekende Ham, som sidder på tronen i al evighed.
Thi de skal blive dømt efter deres gerninger, og enhver skal få efter sine
gerninger sit eget herredømme i de boliger, der er beredt.
Og de skal være den Allerhøjestes tjenere, men hvor Gud og Kristus er, kan
de i evighed ikke komme. -L.P. 761-85, 103-106,109-112.
Den endelige dom
Johannes så disse døde, da de fik deres foreløbige dom ved Kristi komme. Han så,
at de retfærdige var lykkelige, medens de levede og regerede sammen med Kristus i
tusind år, men "de andre døde blev," - efter at de havde fået den foreløbige dom - "ikke
levende, før de tusinde år var til ende. ..... Salig og hellig er den, som har del i den

Side 163
første opstandelse, dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds
og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år." (Joh. Ab. 20:5-6.) Derefter
så han den endelige dom, efter at "Satan skal blive løsladt af sit fængsel. Og han skal
gå ud for at forføre folkeslagene ved jordens fire hjørner." Under denne dom skal "de
døde, store og små" stå foran Gud, og bøgerne, hvorfra alle de døde skal dømmes,
bliver åbnet.
De kan aldrig mere dø
Det er på dette tidspunkt, at alle de, som er i gravene, men som ikke er fundet værdige
til at bo hos Kristus, skal komme frem. Deres ånder og legemer vil blive uadskilleligt
forenet, men de kan ikke modtage en fylde af glæde, fordi deres gerninger har været
således, at de har berøvet dem den evige fremgang. Det betyder, at der er visse
velsignelser, der bliver dem nægtet, de kan ikke modtage fylden, og de vil for altid blive
holdt tilbage i den telestiale verdens forskellige herligheder.
Amulek udtrykte sig meget tydeligt, da han sagde:
Og denne genoprettelse skal blive alle tildelt, både gamle og unge, både
trælle og frie, både mænd og kvinder, både ugudelige og retfærdige; og der
skal end ikke gå så meget som et hår tabt af deres hoved; men alt skal bringes
tilbage til dets fuldkomne skikkelse, som det er nu eller i legemet og skal
fremføres og fremstilles for Sønnen Kristi, Gud Faderens og den Helligånds
domstol, hvilke er en evig Gud, for at dømmes efter deres gerninger, enten
de er gode eller onde.
Nu har jeg talt til dig om det dødelige legemes død og ligeledes om det
dødelige legemes opstandelse. Jeg siger dig, at dette dødelige legeme bliver
oprejst til et udødeligt legeme, det vil sige fra døden, ja, fra den første død
til livet, så det ikke kan dø mere; ånden forenes med legemet for aldrig mere
at være adskilt; og således bliver det hele åndeligt og udødeligt, så det ikke
mere kan se forkrænkelighed. -Alma 11:4445.
Vi fordømmer os selv
Alma fortsatte med en tale, efter at Amulek havde talt, og sagde: "Thi vore ord vil
fordømme os," hvis vi forhærder vore hjerter mod ordet, "så meget, at det ikke er blevet
fundet i os, da vil vor tilstand blive forfærdelig, thi da vil vi blive fordømt." Han tilføjer:
Vi skal komme frem og stå for Ham i Hans herlighed og i kraft og i Hans magt,
højhed og herredømme og til vor evige skam bekende, at alle Hans domme er
retfærdige, at Han er retfærdig i alle sine gerninger, og at Han er barmhjertig
mod menneskenes børn og har al. magt til at frelse hvert menneske, som tror
på Hans navn og viser omvendelsens værdige frugter. -Alma 12:15.
Den anden eller den åndelige død
Så forklarer Alma Zeezrom, idet han taler om den anden død, at det er en "åndelig død",
når den tid kommer, "da enhver, som dør den legemlige død i sine synder, også skal
dø en åndelig død; ja, han skal dø i henseende til det, der henhører til retfærdighed.
Da kommer tiden, da deres straf skal være som en sø af ild og svovl, hvis luer stiger op
evindeligt; og da kommer tiden, da de vil blive lænket til evig fordærvelse ifølge Satans
magt og fangenskab. .....Jeg siger jer, da skal de være, som om der ingen forløsning

Side 164
var sket; thi de kan ikke blive genløst i overenstemmelse med Guds retfærdighed, og
de kan ikke dø, (d.v.s. undergå en anden adskillelse af ånd og legeme), da der ikke
længere gives forkrænkelighed." -Alma 12:17-18.

43. Kapitel
Tusindårsrigets regering
Side 165
Thi se, jeg skaber ny himle og en ny jord, det gamle huskes ej mere, rinder ingen i
hu. -Esajas 65.17.
Jorden skal blive fornyet
Den henvisning til skabelse af nye himle og en ny jord, som Esajas fremholder i det
citerede skriftsted, er ikke en henvisning til den endelige forandring, som jorden skal
gennemgå, men til den forandring, der vil ske ved Tusindårsrigets begyndelse. Dette
synes ganske tydeligt at komme frem i følgende:
Men man frydes og jubler evigt over det, jeg skaber, thi se, jeg skaber
Jerusalem til jubel, dets folk til fryd;
jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit folk; der skal ej mere høres
gråd, ej heller skrig.
Der skal ikke være børn, der dør som spæde, eller olding, som ikke når sine
dages tal; thi den yngste, som dør, er hundred år, og forbandet er den, som
ej når de hundred.
Da bygger de huse og bor der selv, planter vin og spiser dens frugt;
de bygger ej, for at andre kan bo, de planter ej, for at andre kan spise; thi mit
folk skal opnå træets alder, mine udvalgte bruge, hvad de virker med hånd.
-Es. 65:18-22.
Når den dag kommer, vil tilstanden blive forandret på jorden som blandt dens
beboere, for jorden, og alle som forbliver på den, skal gennemgå en delvis forandring,
der gør dem egnede til de nye forhold, hvor hverken død eller sygdom skal have nogen
indflydelse. I en af Trosartiklerne siger vi: Vi tror på Israels virkelige indsamling og de ti
stammers tilbageførelse; at Zion vil blive grundlagt på det vestlige fastland (Amerika), at
Kristus personlig vil regere på jorden, og at jorden vil blive fornyet og få sin paradisiske
herlighed." Jeg anser det for givet, at med denne paradisiske herlighed menes der den
forandring, der vil finde sted, når Kristus kommer for at regere. Når jorden bliver gjort
celestial, bliver herligheden mere end paradisisk.
Jorden bliver som før den blev delt
Jordens fornyelse er forklaret i en åbenbaring til profeten Joseph Smith den 3.
november 1831 med følgende ord:
..... Lammet skal stå på Zions bjerg og med Ham et hundrede og
fireogfyrretyve tusinde, som har deres Faders navn skrevet på panden.
Bered jer derfor på Brudgommens komme; gå ud og mød Ham.
Thi se, Han skal stå på Oliebjerget og på det mægtige hav, det store dyb og
på øerne i havet og i Zions land.
Og Han skal lade sin røst høre fra Zion, og Han vil tale fra Jerusalem, og
Hans røst skal høres blandt alle folk.
Og det skal være en røst som mange vandes lyd og som en stærk tordens
røst, der skal nedstyrte bjergene, og dalene skal ikke mere findes.

Han skal befale det store dyb, og det skal drives tilbage til nordenlandene, og
øerne skal forenes til é t land.
Og Jerusalems land og Zions land skal vende tilbage til deres eget sted, og
jorden skal blive, som den var, før den blev delt.
Og Herren, ja, Frelseren selv, skal stå midt iblandt sit folk og regere over alt
kød. -L.P. 133:1825.
Side 166
Præsident John Taylor og ældste Parley P. Pratt giver os i henholdsvis "Guds
Regering" og "En Advarsels Røst" yderligere belæring om de forandringer, der vil finde
sted, når Kristus kommer. Se også "The Compendium", artiklen "Tusindårsriget."
Enoks stad skal vende tilbage
Når alt dette sker, vil jorden sandelig være i oprør, når den skal indrette sig på igen at
påtage sig sin paradisiske herlighed. Alt dette må nødvendigvis ske, fordi det er en del
af den store genoprettelse; og alle ting, både i himmelen og på jorden, skal genoprettes
under denne forvaltning. Blandt disse forandringer er også den, at Enoks stad skal
vende tilbage med sine indbyggere og være med i den storslåede jubelfest ved Kristi
komme for at regere; og alle de fordums profeter og de retfærdige hellige skal være
samlet i den store, jublende forsamling.
Et kærlighedens og fredens rige
Der vil ske en forandring med hver eneste, levende skabning; alt fjendskab vil forsvinde,
og kun kærlighed og fred bliver tilbage. Esajas har fortalt om dette vidunderlige
tidspunkt i sit smukke, poetiske sprog:
Han (Kristus) dømmer de ringe med retfærd, fælder redelig dom over landets
arme. Voldsmanden slår han med mundens ris, gudløse dræber han med
læbernes ånde.
Og retfærd er bæltet, han har om sin kend, trofasthed hofternes bælte.
Og ulven skal gå hos lammet, panteren hvile hos kiddet, kalven og ungløven
græsse sammen, dem driver en lille dreng.
Kvien og bjørnen bliver venner, deres unger ligger side om side, og løven
æder strå som oksen;
den spæde skal lege ved øglens hul, den afvante række sin hånd til
giftslangens rede.
Der gøres ej ondt og voldes ej mén i hele mit hellige bjergland; thi landet er
fuldt af Herrens kundskab, som vandene dækker havets bund. -Es 11:49.
Også Ezekiel taler om denne herlige dag og siger, at Herren vil "slutte en fredspagt
med dem og udrydde de vilde dyr af landet, så de trygt kan bo i ørkenen og sove i
skovene." Desuden vil de blive velsignet med regn i rette tid, "markens træer skal give
deres frugt og landet sin afgrøde; trygt skal de bo på deres jord, og de skal kende, at
jeg er Herren, når jeg bryder stængerne på deres åg". -Ezekiel 34:25-27.
Døden bliver da en fredfyldt overgang
I Lære og Pagter har vi yderligere fået instrukser med hensyn til denne herlige og
lykkelige fredstid. Hvilken glæde der dog vil fylde deres hjerter, som er værdige til at

Side 167
modtage den! De vil ikke være de sygdomme undergivet, som nu besværer os. Vi vil
ikke have brug for hospitaler; menneskene skal leve i sundhed og styrke, til de bliver
gamle, og der vil ingen grave være, for døden vil komme som en fredfyldt overgang
fra den dødelige til den udødelige tilstand. "Og salig er den, der lever og har bevaret
troen, når Herren kommer," sagde Herren til Joseph Smith. "Dog er det bestemt, at han
skal dø, når han har opnået et menneskes alder. Og børn skal vokse op, til de bliver
gamle, og gamle folk skal dø; men de skal ikke sove i støvet, men forvandles på et
øjeblik." -L.P.63:50-51.
To hovedstæder
I disse tusinde år med fred og retfærdighed vil der være to hovedstæder på jorden; en
i Zions land, "Det ny Jerusalem", og en i Palæstina "Det gamle Jerusalem". Zakarias
siger, at alle jordens nationer vil blive anmodet om at komme til Jerusalem, og hvis
de nægter det, vil Herren straffe dem ved at holde regnen tilbage, og for Ægyptens
vedkommende vil Han slå hedningerne med plager. -Zak. 14:16-19.
Ikke alle vil tilhøre kirken
Af profeternes ord fremgår det ganske tydeligt, at der på jorden vil være nogle som
ikke vil høre til Kirken; men de vil komme til at hylde Guds regering. Hvis et menneske
i de dage dør uden at have omvendt sig, vil han blive forbandet. (Es. 65:20.) Man kan
imidlertid ikke lade være med at tænke på, at det under sådanne retfærdige tilstande
og under indflydelse af himmelske væseners lærdomme ikke vil vare længe, før alle
mennesker vil forlade verdens veje og selv hedningerne vil komme til klarhed om
Evangeliets lys.
Opstandne væsener skal være sammen med dødelige
I alle disse år vil dødelige mennesker have det privilegium at være sammen med
dem, som har modtaget deres opstandelse. Vor Herre og Frelser vil være en velkendt
skikkelse blandt de retfærdige hellige. Opstandne profeter vil give instruktioner.
Hvorledes skulle ugudelighed kunne trives under sådanne forhold? De, som er gået
igennem opstandelsen, vil imidlertid ikke bo sammen med de dødelige. De vil ikke
opholde sig i jordiske eller menneskelige hjem, de vil heller ikke sove i dødelige
menneskers senge. Noget sådant ville være inkonsekvent. Joseph Smith har sagt:
Kristus og de opstandne hellige vil regere over jorden i de tusinde år. De vil
sandsynligvis ikke bo på jorden, men vil besøge den, når de har lyst, eller når
det er nødvendigt for at styre. Der vil være ugudelige mennesker på jorden
i de tusinde år. De hedenske nationer, som ikke vil komme for at tilbede, vil
blive hjemsøgt af Guds straffedomme og skal til sidst udryddes af jorden.
-Compendium, p. 274275.
"Ugudelighed" I tusindårsriget
Det spørgsmål vil ganske naturligt opstå, om ikke de ugudelige bliver tilintetgjort
ved Kristi komme, hvorledes kan der så være ugudelige mennesker på jorden i
Tusindårsriget, som Joseph Smith og Esajas har udtalt? Det er ganske tydeligt, at i det
tidsrum vil de "ugudelige" være at finde blandt dem, som er hedninger, eller som ikke
er blevet medlemmer af Kirken, og deres ugudelighed består i, at de har forsømt at
tage imod Jesu Kristi Evangelium.

Dette er i overensstemmelse med Herrens forklaring, som lyder:
Og deraf kan I forstå, at de er under syndens trældom, fordi de ikke kommer
til mig. Thi den, som ikke kommer til mig, er under syndens trældom. Og den,
som ikke hører min røst, kender den ikke og er ikke af mig. Herpå kan I kende
den retfærdige fra den ugudelige. -L.P. 84:50-53.
Side 168
Menneskene vil være befriet for Satans fristelser; der vil være fred i alle menneskers
hjerter, og det er forordnet, at alle med tiden vil modtage sandheden, for Evangeliet
skal dække jorden, som vandene dækker havets bund.

44. Kapitel
åndeverdenen
Side 169
Da svarede han ham: 'Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis.
(Lukas 23:43).
Stedet for de bortgangne ånder
Paradis er ikke Himmelen, eller det sted hvor Gud bor, men et sted hvor de bortgangne
ånder opholder sig. Hvorfor den opfattelse, at røveren fór op til himmelen sammen
med Frelseren, er blevet så almindelig, er temmelig mærkeligt, eftersom Jesus ikke
opfor dertil før efter sin opstandelse. Denne kendsgerning afslørede Han for Maria ved
graven. Fra det øjeblik, Hans ånd forlod Hans legeme, til Han rejste sig af graven, var
Jesus sammen med røveren i Paradiset ifølge sit løfte. Der åbnede Frelseren døren
til frelse for de døde. Før den tid havde de uværdige døde været holdt i forvaring,
ingen havde besøgt dem. (Moses 7:38-39; Es. 24:22). V i har god grund til at tro, at de
retfærdiges ånder i Paradis ikke kom sammen med de uretfærdige ånder, før vor Herre
havde aflagt besøg i åndeverdenen. Han erklærede, at der var en dyb afgrund, som
skilte de retfærdige fra de uretfærdige, og over hvilken man ikke kunne komme; derfor
lød der ingen røst fra profeter, og Evangeliet blev ikke forkyndt blandt de ugudelige, før
Kristus gik til den verden inden sin opstandelse. Det var Ham, som åbnede fængselets
døre. -Es. 42:6-7; 61:1.
Præsident Brigham Young forkyndte, at "Jesus var det første menneske, der nogen
sinde havde været henne og prædike for de ånder, som var i forvaring, fordi Han havde
nøglerne til frelsens Evangelium for dem. Disse nøgler blev overgivet Ham på den dag
og i den time, da Han gik til åndeverdenen, og med dem åbnede Han frelsens dør for
de forvarede ånder." U.D. 4:285). Dette er i fuld overensstemmelse med Skrifterne.
Præsident Joseph F. Smith, som i et syn fik lov til at se ind i åndeverdenen, bekræftede
dette synspunkt. (Gos. Doc. pp. 596-601). I den verden underviste Kristus de retfærdige
ånder og overdrog dem at bære Hans budskab ud, hvorefter Han sendte dem ud blandt
de udøbte døde. På denne måde opfyldte Han det løfte, Han havde givet Esajas, at Han
ville prædike for de dødes ånder og åbne dem fængslets døre, så de kunne blive frie.
Den tidligere afgrund mellem de retfærdige og de uretfærdige
Alma har givet os noget lys over forholdene i åndernes verden før Kristi opstandelse.
I sine instrukser til Corianton sagde han:
Angående sjælens tilstand mellem døden og opstandelsen: Det er blevet mig
kundgjort af en engel, at alle menneskers ånder, så snart de forlader dette
dødelige legeme, ja, alle menneskers ånder, hvad enten de er gode eller
onde, bliver bragt hjem til den Gud, som gav dem livet.
Og da sker det, at deres ånder, som er retfærdige, indføres i en lyksaligheds
tilstand, som kaldes paradis, en hvilken tilstand, en fredens tilstand, hvori de
skal hvile fra al deres besvær og fra al bekymring og sorg.
Og da skal det ske, at de ugudeliges ånder, ja de, der er onde - thi de har
ingen del i Herrens Ånd, for de valgte hellere onde end gode gerninger,
og Djævelens ånd fór ind i dem og tog deres legemer i besiddelse - skal
blive kastet ud i det yderste mørke; dér skal der være gråd og jammer og

tænderskæren, og det på grund af deres egen ugudelighed, idet de tages til
fange efter Djævelens vilje.
Således er de ugudeliges tilstand, ja, i mørke og i en skrækkelig og frygtelig
forventning om Guds vredes brændende nidkærhed over dem. Således
forbliver de i denne tilstand såvel som de retfærdige i paradis, indtil tiden for
deres opstandelse. -Alma 40:11-14.
Side 170
Når vi læser denne beskrivelse, skal vi huske på, at Alma talte om tilstanden før
Kristus besøgte de ånder, som var i forvaring. Herren sagde til Enok, at de ulydige
ville blive indespærret i det fængsel, som Han havde beredt for dem, og dér skulle de
forblive i pine indtil den dag, da Jesus skulle vende tilbage til Faderen. Men Kristus
havde endog talt deres sag og havde fået det løfte, at de ikke skulle blive efterladt i
pine, hvis de ville omvende sig på den dag, Han skulle besøge dem. (Moses 7:32-40).
Siden den dag, da Evangeliet blev forkyndt og fængselets døre blev åbnet, er dette
Rigets Evangelium blevet forkyndt med kraft blandt de døde.
Evangeliet bliver nu forkyndt for de døde
Vi erkender, at der ikke er tid til dovenskab blandt Kirkens medlemmer på jorden, hvis vi
skal gennemføre det store arbejde for de døde, som Herren har overdraget os. Hvis vi
kunne se ind bag sløret, ville vi blive klar over, at der hersker stor aktivitet dér. De døde
skal nødvendigvis have Evangeliet forkyndt for sig, og i den verden må de retfærdige og
angrende, de, som døde uden kundskab om Evangeliet, men som ville have modtaget
det, hvis de havde fået anledning til det (Joseph Smiths Lærdomme. s. 126) være
beredt til at modtage Evangeliets ordinanser, efterhånden som de ved stedfortræder
bliver udført i templerne på denne jord. Alle de dødes ånder skal undervises og bringes
til omvendelse, så vi kan forstå, at arbejdet dér er af vældige dimensioner.
Missionærer I åndeverdenen
I et syn om de døde så Præsident Joseph F. Smith ånderne, og han skrev således
om dem:
Jeg så, at de trofaste ældster under denne forvaltning, når de forlader
det jordiske liv, fortsætter deres arbejde med at forkynde Evangeliet om
omvendelse og forløsning gennem Guds enbårne Søns offer blandt dem, som
er, i mørke og i syndens lænker i den store verden med de dødes ånder.
-Gos. Doc., p. 601.
Under opførelsen af de første templer i Utah indprentede Præsident Brigham Young
folket, at arbejdet med at forløse de døde var af store dimensioner. Han sagde:
Sammenlign de af jordens beboere, som har hørt Evangeliet i vor tid med de
millioner, som aldrig har hørt det, eller som aldrig har hørt, at der var noget,
der hed nøgler til frelse, så vil I straks komme til samme resultat, som jeg kom
til: at der er et mægtigt arbejde at udføre i åndeverdenen. .....
Når menneskene sejrer, således som vore trofaste brødre har sejret, og
kommer derhen, hvor de ser Joseph, som vil instruere dem og være deres
leder og profet hele tiden, har de magt over alle ulegemliggjorte, onde ånder,
for de har sejret over dem. Hine onde ånder er under kommando og kontrol
af enhver mand, som har fået Præstedømmet overdraget, og som har æret
det i kødet - lige så meget, som jeg har min hånd under kontrol. .....

Antag så, at en mand er ond i sit hjerte - fuldstændig hengiven til ugudelighed,
og at han dør i den situation, så vil hans ånd gå til åndeverdenen, opsat på
at øve det onde. Omvendt: hvis vi med alle de evner og kræfter, Gud har
givet os, stræber efter at udvikle vore talenter, at berede os til at modtage
evigt liv, og graven må tage imod vore legemer, medens vi er optaget af disse
ting, hvorledes vil da vore ånder være stillet, når de indtræder i den næste
tilstand? De vil stadig stræbe efter at gøre Guds vilje, blot i meget højere grad.
De vil have travlt med at lære, udvikle sig, vokse i nåde og i kundskab om
sandheden. -Discourses. s. 578-581.
Side 171
Vi kan med rette slutte, at de af Israels ældster, som forlader dette liv, har arbejde
i overflod at udføre i åndeverdenen. De kan ikke udføre Evangeliets ordinanser for de
døde, men de har magt til at forkynde Evangeliet, irettesætte, fordrive og styre de onde
ånder i menneskene.
Evangeliets ordinanser udføres kun på jorden
Evangeliets ordinanser for de døde skal udføres ved stedfortrædere her på jorden
i templerne. Præsident Young stillede dette spørgsmål: "Kan de (d.v.s. ældsterne i
åndeverdenen) døbe dem?" Nej! Hvad kan de da gøre? De kan forkynde Evangeliet,
og når vi får det privilegium at opbygge Zion, vil tiden være inde for frelsere til at stå
på Zions Bjerg." Dette blev sagt, før vi havde templer, hvor dette arbejde kunne blive
udført. Der er kommet frelsere til Zions Bjerg, og de har udført dette stedfortrædende
arbejde i mange år og vil fortsætte nu og fremefter. Når Tusindårsriget kommer, vil
arbejdet gå meget hurtigere. Om den tid sagde Præsident Young også: "Nogle af de,
som ikke mere er jordiske vil komme frem og sige: 'Her er tusind navne, som jeg
gerne vil have, I tager jer af i dette tempel, og når I er færdige med dem, vil jeg give
jer andre tusind'; og Israels ældster og deres hustruer vil gå videre med at virke for
deres forfædre: mændene for mændene og kvinderne for kvinderne." -Discourses, pp.
581-582.
Søstre virker som missionærer for ånderne
Arbejder i åndeverdenen vil heller ikke udelukkende blive udført af mænd med
Præstedømmet. De søstre, som har sluttet pagt med Herren, og som har modtaget
velsignelser og magt i templerne, vil også have meget at gøre i det arbejde. Det blev
meget tydeligt fremholdt af Præsident Smith ved søster Mary A. Freezes begravelse,
da han sagde:
Blandt alle disse millioner af ånder, som har levet på jorden og er gået bort,
fra generation til generation siden verdens begyndelse, uden kundskab om
Evangeliet - blandt dem kan man regne med, at mindst halvdelen er kvinder.
Hvem skal forkynde Evangeliet for kvinderne? Hvem skal bære vidnesbyrdet
om Jesus Kristus til de kvinders hjerter, som er gået bort uden kundskab
om Evangeliet? For mig at se er det ganske ligetil: Disse gode søstre, som
er blevet beskikket, ordineret til det arbejde, er blevet kaldet til det og med
Det hellige Præstedømmes myndighed er blevet bemyndiget til at betjene de
levende og døde af deres eget køn i Guds Hus, vil være fuldt bemyndigede
og i stand til at forkynde Evangeliet og betjene kvinderne, medens ældsterne
og profeterne prædiker for mændene. De ting, vi oplever her, er symbolske
for det, der udføres hos Gud og for det liv, der ligger foran os. -Gos. Doc.
pp. 581-2.

Ivrigt ventende på forløsning
Side 172
De retfærdige døde betragter den lange adskillelse af deres ånder fra deres legemer
som et fangenskab (L.P. 45:17. Joh. Ab. 6:9-11), og de venter længselsfuldt efter
opstandelsen. De onde venter med frygt og bæven på dommens dag. Men Herren
har i sin nåde beredt et sted for alle i overensstemmelse med deres gerninger. Han
vil velsigne alle mennesker med alt, hvad de er værdige til og i stand til at modtage.
Forkyndelsen af Evangeliet foregår nu med kraft blandt ånderne, medens de trofaste
hellige flittigt arbejder i Herrens templer for at give deres afdøde slægt de velsignelser,
der er påbudt for deres frelse.

45. Kapitel
tempelarbejde I tusindårsriget
Side 173
Hvem skal eje jorden og hele dens fyldet Skal det ikke være dem, som Herren har
forbeholdt denne ære? Og de vil komme til Zions Bjerg som frelsere for at virke for
andres frelse gennem Tusindårsriget -Brigham Young.
Det de ikke kan udrette for sig selv
Vor Frelser sagde, at et menneske ikke kan indgå i Riget, medmindre han bliver født
af vandet og Ånden. For at alle kan få dette privilegium - hvis de da vil tage imod det
- er der sørget for, at Evangeliet bliver bragt til de døde og forkyndt for dem der, hvor
de er. Der er også blevet sagt, at ordinanser, som hører til dette jordeliv, vil blive udført
for dem i Herrens templer af dem, som lever nu. Det er blevet forordnet, at mennesket
skal gøre det for sig selv, som han er i stand til at gøre; men det, som han ikke selv
kan gøre, må andre udføre for ham. Det er derfor Jesus Kristus blev vor Forløser. Vi
kan, om end i mindre grad, blive frelsere for andre ved i templerne at udføre det, som
de ikke kan gøre for sig selv, men som vi kan gøre for dem.
Det må være indlysende, at der hverken er tid eller tilstrækkeligt med oplysninger
parat, så de hellige, som jo er forholdsvis få i antal, kan gøre ordinanse-arbejdet færdigt
for de døde, før Jesus Kristus kommer. Det forventes imidlertid, at vi gør alt, hvad det
overhovedet er muligt for os at gøre, når vi får oplysningerne forelagt. Det er imidlertid
nemt at forstå, at størstedelen af dette arbejde til frelse for de døde skal udføres, efter
at Tusindårsriget er begyndt.
Arbejde som skal udføres I tusindårsriget
Der er mange mærkelige idéer i omløb i forbindelse med Guds Rige og en tusindårig
regering på jorden. Nogle mennesker tror, at Tusindårsriget skal blive en vidunderlig
hvileperiode. En tid, hvor vi skal synge, spille på harper, sidde sammen og være
lykkelige i Herrens nærværelse, men uden noget særligt at bestille for de frelste.
Sådanne tanker fik Præsident Young til at udbryde:
Den kristne verden har forkyndt, prædiket, overvejet, mediteret, sunget og
bedt om Tusindårsriget. Hvad har I tænkt jer at foretage jer i den periode, I
kristne? Ved 1, hvad Tusindårsriget skal anvendes til, og hvilket arbejde der
absolut skal udføres i den tid? Forestil jer, at den kristne verden nu var ét
i sind, tro, følelser og gerninger, så Herren kunne begynde Tusindårsriget i
magt og herlighed - ved I så, hvad der ville ske? Ville I sidde og synge jer
ind i evig lyksalighed? Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, der er et arbejde, der
skal gøres, men som hele verden tilsyneladende har bestemt, at vi ikke skal
udføre. Hvad er mon det for et arbejde? Det er at opføre templer ..... og virke
for vore forfædres frelse. -Discourses. p. 616.
De hellige vil få travlt I mange templer
I stedet for at være en hvileperiode, vil Tusindårsriget blive en arbejdsperiode for alle.
Der vil ikke findes dovenskab; der vil blive anvendt bedre metoder; men vil ikke anvende
så megen tid på de daglige sysler, men give mere tid til Rigets anliggender. De hellige

Side 174
vil blive travlt beskæftiget i de templer, som skal bygges i alle dele af landet. De vil
faktisk have så travlt, at templerne vil være optaget det meste af tiden. Herom sagde
Præsident Young:
Mange af Israels ældster på Zions Bjerg skal være støttepiller i Guds tempel
for ikke mere at gå ud derfra. De vil spise, drikke og sove derinde, og de
vil ofte få lejlighed til at sige: "Der var en, der kom her til templet i aftes;
vi vidste ikke, hvem han var, men det var uden tvivl en broder; han fortalte
os mange ting, som vi ikke før har forstået. Han gav os navnene på en
hel del af vore forfædre, som ikke findes i optegnelserne, og han gav mig
min rette slægtslinje og navnene på mine forfædre hundreder af år tilbage.
Han sagde til mig: Du og jeg hører til samme familie, værsågod, her er
navnene på dine forfædre, tag dem og skriv dem ned, lad dem blive døbt
og få håndspålæggelse; frels den og den, modtag det evige Præstedømmes
velsignelser for den og den, på samme måde som for dig selv." Det er det,
vi skal foretage os og gøre for jordens beboere. Når jeg tænker over dette
arbejde, føler jeg ikke trang til at "hvile mig" men til at være flittig hele dagen
igennem; vi har ingen tid at spilde, for det er et temmelig krævende arbejde.
-Discourses., p. 628.
Ved en anden anledning sagde Præsident Young:
Vi har mindst ét tusind år, der består af tre hundrede fem og tresindstyve dage,
fem timer, otteogfyrretyve minutter og syv og halvtredsindstyve sekunder om
året, hvis jeg husker rigtigt, hvori Israels ældster vil gå ind i Herrens hellige
templer og virke for netop sådanne mennesker som du og jeg, som har gjort
det arbejde, vi blev kaldet til at udføre i vor tid, enten det var meget eller lidt.
Der vil være hundred tusinder af Jakobs genner til at tjene i disse templer for
dig og mig, Joseph, Hyrum, fader Smith og mange andre, vil være der for at
instruere og præsidere. Joseph vil stå som overhoved for denne forvaltning
og have nøglerne til den, for de er ikke taget fra ham; de blev ikke taget fra
ham i tidens løb, og de vil aldrig i evighed blive taget fra ham. -J.D. 6:308.
Dødelige mennesker skal være frelsere på zions bjerg
Det er let forståeligt, at Evangeliets ordinanser, som f. eks. dåb og håndspålæggelse,
hører dette liv til; derfor kan de, som er døde uden Evangeliet, ikke handle for sig
selv. En eller anden på jorden må udføre arbejdet for dem. Heller ikke de, som har
modtaget opstandelsen, kan virke og være stedfortrædere for sig selv, for også de
hører til en anden livsorden. Derfor må de jordiske være frelsere på Zions Bjerg og
være stedfortrædere for de døde. Hvis de døde selv kunne udføre dette arbejde, når
de omvender sig og tager imod Evangeliet, så ville det ikke blive forlangt af dem, som
nu lever, at de skulle virke og arbejde som stedfortrædere for dem.
Opstandne ældster vil lede deres arbejde
At de ældster, som har modtaget opstandelsen, vil arbejde side om side med ældsterne
på jorden er en konsekvent lære. De, som er blevet ophøjet, vil komme til deres
jordiske slægtninge og forsyne dem med de nødvendige navne, og de jordiske vil gå
til templerne og udføre arbejdet. På denne måde vil alle, som er berettiget til det, få
arbejdet udført for sig. Ingen vil blive overset eller glemt. Og således vil Herren sørge for
alle sine børn og give hver eneste sjæl mulighed for at høre og at modtage Evangeliet.

Side 175
Vi gengiver her andre kommentarer, som Præsident Young har fremført om dette
herlige emne:
Vi skal gå frem i Israels Guds navn og udføre ordinanserne for dem (de døde).
Og under Tusindårsriget, de tusind år, hvor menneskene vil elske og tjene
Gud, skal vi bygge templer og virke deri for dem, som har sovet i hundreder
og tusinder af år, de, som ville have modtaget sandheden, hvis de havde haft
anledning til det, og vil føre dem frem og slutte hele kæden tilbage til Adam.
Hvis vi holder fast ved sandheden og lever således, at vi kan være værdige til
det celestiale rige, kan vi snart virke for dem, som er døde uden Evangeliet:
de ærlige, agtværdige, trofaste, dydige og rene. Snart vil det blive sagt til os:
Gå hen og lad jer døbe for dem og modtag ordinanserne for dem; børnenes
hjerter skal blive vendt til fædrene, som har sovet i deres grave, og de vil
sikre dem evigt liv. Sådan skal det være, for at ikke Herren skal komme og
slå landet med band. -Discourses. p. 619.
Millioner af vore medskabninger, som har levet på jorden og er døde uden
kundskab om Evangeliet, skal der udføres arbejde for, så de kan arve evigt
liv. (Det vil sige alle, som ville have modtaget Evangeliet). Og vi er kaldet til
at tage del i dette arbejde.
Vi er kaldet, som det før er blevet sagt, til at forløse jordens nationer. Fædrene
kan ikke fuldkommengøres uden os, og vi kan ikke fuldkommengøres
uden fædrene. Der skal findes denne kæde i Præstedømmet; den skal
sammenføjes fra den sidste generation, der lever på jorden, og tilbage til fader
Adam. -Ibid. p. 623.
Gør alt hvad du kan nu
Dette faktum, at de, som er gået gennem opstandelsen, og som vil slutte sig til de
jordiske under Tusindårsriget og give dem de nødvendige oplysninger for at værket
kan blive fuldført, må ikke afholde de hellige fra at gøre alt, hvad de kan før den tid.
Herren har befalet os at gå ud og af hele vor magt udføre dette arbejde for vore døde
- uden tøven. Han sagde faktisk, at Kirken vil blive forkastet, hvis ikke dette arbejde blev
udført. Hvorfor vil den blive forkastet? Ganske simpelt fordi vi - Kirkens medlemmer
- ikke kan blive fuldkommengjorte uden vore døde, som også har ret til velsignelserne.
Prøv at sætte dig selv i en af de dødes sted og forestil dig vedkommendes ængstelige
venten på, at ordinanserne skal blive udført; ville du så gerne have, at din søn eller
datter, eller dine børnebørn skulle tøve og udsætte det arbejde, som ville frigøre dig
fra fangenskabet? Gør du så selv det, som du kan gøre nu, således at dine fædre kan
blive velsignet med det privilegium, som Evangeliets fylde er!

46. Kapitel
Udødelighed og evigt liv
Side 176
Thi se, dette er min gerning og herlighed - at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for
mennesket -Moses 1.39.
Udødelighed - opstandelse fra de døde
Præsident Joseph F. Smith har sagt: "Vi bliver kaldet 'dødelige', fordi vi har spiren til
død i os, men i virkeligheden er vi udødelige væsener, fordi vi også har spiren til evigt liv
i os." Vi har fået at vide, at det er Herrens formål i opstandelsen at gengive alt liv, både
til "mennesker og dyr, luftens fugle og havets fisk". Det er en fortrøstningsfuld sandhed,
som viser storheden i vor Faders kærlighed og hans uendelige barmhjertighed; for
trods det, at hans børn overvejende strider imod Ham, har Esajas dog sagt: "Er min
hånd for kort til at udfri, har jeg ingen kraft til at redde?" Han har sørget for en frelse til
alle sine børn undtagen dem, som med vilje gør oprør imod Ham efter at have fået del
i lyset - og de skal komme frem i opstandelsen for aldrig mere at lide den fysiske død.
Herrens barmhjertighed strækker sig så langt som til "faldet", og opstandelsen fører alle
til genforening af ånd og legeme, som derefter aldrig skal skilles eller se fordærvelse.
Således bliver alle mennesker velsignet med udødelighed. Paulus siger, at den sidste
fjende, der skal overvindes, er døden. Når den er tilintetgjort, vil Kristus overgive Riget
til sin Fader, for så er Hans værk afsluttet (1. Kor. 15:24-28). Det er imidlertid ikke alle
dem, som får del i udødelighedens velsignelse, der også bliver velsignet med evigt liv.
Skrifterne påpeger meget tydeligt, at der er en forskel. Udødelighed er Guds gave til
alle mennesker gennem Jesus Kristus; ved den kommer de frem i opstandelsen for
aldrig mere at dø, og det gælder enten de har været Ham lydig eller de har gjort oprør
imod Ham. Denne store gave er deres; selv de ugudelige får den gennem Jesu Kristi
nåde, og de får det privilegium at leve evigt, men de vil komme til at betale prisen for
deres synder i pine hos djævelen, før de bliver forløst.
Evigt liv er mere end udødelighed
Evigt liv er en særlig velsignelse til en bestemt klasse mennesker på grund af deres
lydighed mod Guds bud. Det er den største af alle Guds gaver. (L.P. 14:7). De, som
modtager den, "er rige", for de opnår evighedens rigdomme, men de har kun opnået
dem ved at gå gennem den trange port og ad den snævre sti.
Denne forskel mellem evigt liv, således som det modtages af de trofaste, og
udødeligheden, der opnås af både de trofaste og de utro, vises i Herrens ord til Moses:
"Thi se, det er min gerning og herlighed - at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for
mennesket." Bindeordet "og" adskiller tydeligt de to begreber. Det forklarer, at Herren
giver udødelighedens velsignelse til det overvejende flertal af menneskeheden, de,
som ikke vil være lydige; og til dem, som vil tjene Ham, giver Han det evige livs
velsignelse. Denne tanke kommer endnu tydeligere frem i Herrens ord til Joseph Smith:
"Og således beskikkede jeg, Gud Herren, mennesket dets prøvetid, for at det gennem
den naturlige død skulle oprejses til udødelighed og evigt liv, ja, så mange som ville
tro, og de, der ikke tror, til evig fordømmelse; thi de kan ikke forløses fra deres åndelige
fald, fordi de ikke omvender sig." -L.P. 29:43-44.
"Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?"

Side 177
Da rådsherren spurgte Jesus: "Gode Mester! hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?"
svarede Jesus, at han skulle holde budene, og Han nævnede dem. Og igen senere
sagde Han i sine instrukser vedrørende dommen (Matt. 25:31-46): "Og disse skal gå
bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv." Evig straf betyder ikke, at de ikke
kan blive tilgivet, når de omvender sig; men er det ikke en evig straf for evigt at være
berøvet de velsignelser, man kunne have opnået ved at ændre sin livsførelse i den
jordiske tilværelse, således at man havde holdt de bud og pagter, som Faderen har
givet menneskene? Frelseren stiller også det krav, at vi deltager værdigt i nadveren,
hvis vi ønsker at opnå evigt liv. Jøderne fattede ikke Hans mening, men for os er den
tydelig i vor tid. Vi læser i det 6. kapitel hos Johannes:
Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som tror, har evigt liv.
Jeg er livets brød.
Jeres fædre spiste manna i ørkenen og døde.
Men dette er det brød, som kommer ned fra Himmelen, for at man skal spise af det
og ikke dø.
Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen; om nogen spiser af det
brød, han skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden."
Da kom jøderne i strid indbyrdes og sagde: "hvordan kan han give os sit kød at
spise?"
Jesus sagde da til dem: "Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvis I ikke spiser
Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer.
Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham
på den yderste dag.
Thi mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik.
Den, som æder mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig, og jeg i ham. -Vers
47-56.
Evigt liv - at bo hos gud og være ham lig
Denne sidste udtalelse: "Den, som æder mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og
jeg i ham," giver os nøglen til, hvad evigt liv betyder. Det vil sige at bo sammen med
Gud, hvilket igen vil sige at have en plads i Hans nærhed, at være Ham lig, at have
den samme form for liv, som Han har, og være ét med Ham.
Evigt liv - magten til evig formering
"Thi den port er snæver, og den vej er trang, som fører til ophøjelse og livets
fortsættelse, og de er få, som finder den, fordi de ikke modtog mig i denne verden, ej
heller kender de mig. Men om I modtager mig i verden, da skal I kende mig, og I skal
få jeres ophøjelse, at hvor jeg er, der skal også I være. Dette er evigt liv: At kende den
eneste vise og sande Gud og Jesus Kristus, som Han har sendt. Jeg er Ham," læser
vi i Lære og Pagter. Så vi forstår, at evigt liv er den samme form for liv, som Faderen
og Sønnen ejer, med magt til evig formering.
Frit stillet til at vælge frihed og evigt liv
Lehi lærer os:

Derfor er menneskene fri efter kødet; og alle ting, der er tjenlige for
menneskene, er givet dem. Og de kan frit vælge frihed og evigt liv ved den
store formidling for alle mennesker, eller fangenskab og død efter Djævelens
magt og fangenskab; thi han søger at gøre alle mennesker ulykkelige, ligesom
han selv er. -2. Nephi 2:27.
Side 178
Men Djævelens planer vil i stor udstrækning blive tilintetgjort, for Herren har villet,
at alle mennesker til sidst skal blive forløst fra død og helvede, undtagen dem, som
den anden død har fuld magt over. Alligevel vil de, som kun er berettiget til at modtage
udødelighed, ganske naturligt komme til at angre, at de ikke fulgte den vej, som ville
bringe dem større velsignelser. Præsident John Taylor havde følgende at sige ved en
konference i Salt Lake stav den 6. januar 1879:
Som evige væsener vil vi alle komme til at stå for Ham og blive dømt; og Han
har sørget for forskellige grader af herlighed: den celestiale, den terrestriale,
og den telestiale herlighed, som er tilvejebragt ifølge visse uforanderlige love,
som ikke kan bestrides. Hvad vil Han gøre med dem? For dem, som er villige
til at lytte til Ham og lade sig føre ind under Guds Ånds påvirkning, samt lade
sig lede af åbenbaringens principper og Himmelens lys, og som er villige til
til enhver tid at vire lydighed mod Hans befalinger, udføre Hans hensigter på
jorden, og som endvidere er villige til at rette sig efter en celestial lov, har Han
beredt en celestial herlighed, så de i al evighed kan være hos Ham.
Og hvad så med de andre? De er ikke mere beredt til at komme der, end bly
er egnet til at stå for den samme prøve som guld eller sølv; så dér kan de altså
ikke komme. Der er en stor afgrund mellem de to hold. Men Han (Gud) vil
gøre dem alt det gode, Han kan. Mange, mange af disse verdens mennesker,
tusind og hundred millioner af dem, vil blive en hel del bedre stillet ved den
Almægtiges mellemkomst, end de gør sig noget begreb om. Men de kan ikke
indgå i Guds celestiale Rige; hvor Gud og Kristus er, kan de ikke komme.
Den samme lære forkyndes i det 76. afsnit af Lære og Pagter og i andre Skrifter.
Denne store forskel er skellet mellem dem, som modtager evigt liv og dem, som kun
opnår udødelighed.
Fat derfor mod, og husk på, at I har frihed til at handle for jer selv: til enten at
vælge vejen til evig død eller vejen til evigt liv. -2. Nephi 10:23.

47. Kapitel
Optegnelser som endnu vil blive åbenbaret
Side 179
Og når de har modtaget dette, og det er nødvendigt, at de først modtager dette for at
prøve deres tro, og når de vor på disse ting, da skal de større ting blive åbenbaret for
dem. -3. Nephi 26:9.
Skrifter som allerede er givet
Det er ikke blot således, at de kanoniske Skrifter er ufuldstændige, men det er
også således, at Herren har større ting at åbenbare folket, end der endnu er blevet
tilkendegivet. I vantroens og ugudelighedens dage kan folket imidlertid ikke modtage
dem. Det ser ud til, at der indtil nu er blevet åbenbaret mere, end folket er villig til
at tage imod. Tænk på de vigtige åbenbaringer i Bibelen vedrørende vor egen tid!
Tænk på, hvorledes verden af i dag har modtaget dem! Verden er fuld af spottere,
som fornægter Guds kraft, som taler ringeagtende om profeterne og forkaster deres
advarsler. Hvorledes ser det ud blandt De Sidste Dages Hellige? Vi har fået andre
skrifter foruden Bibelen. Vi har Mormons Bog med dens budskab om Kristus; vi har Den
kostelige Perle med de ord, der blev talt til Moses og til Abraham; vi har Lære og Pagter
med dens rige velsignelser i åbenbaringen af pagterne til vor frelse. Tænk, hvor vigtige
disse optegnelser er for os og for verden! For tusinder af år siden sørgede Herren
for, at Jarediterne udarbejdede deres optegnelser, og senere udarbejdede Nephiterne
deres, for at de kunne komme frem som vidner for Ham i disse sidste dage. Hvis du
har læst Mormons Bog, så ved du, at Herren bevarede disse folks optegnelser, for at
de skulle komme frem af støvet og overbevise en vantro verden om, at Herren har
talt. Han vogtede denne beretning med dens mange åbenbaringer gennem fjendtlige
generationer, indtil den blev skjult i jorden for at komme frem ved Guds kraft i vor tid. Og
hvor omhyggeligt blev ikke denne optegnelse vogtet, efter at den var blevet overgivet
i Joseph Smiths hænder!
Optegnelser officielt godkendt af herren
Tænk over den opmærksomhed Herren skænkede den, derved at Han kaldte specielle
vidner til at bære vidnesbyrd om den for verden! Herren sendte en af de engle, som
stod hos Ham, til at åbenbare denne optegnelse for disse udvalgte vidner. Han talte til
dem fra himmelen med sin egen røst og befalede dem at bevidne, at oversættelsen er
sand og at bære vidnesbyrd derom til hele verden.
Med hensyn til "Lære og Pagter" har du så givet dig tid til virkelig at tænke over,
at dette værk befalede Herren sine tjenere at offentliggøre for verden? Har du tænkt
på, hvorledes Han selv godkendte dens indhold, der kom fra Hans egen mund, og
at Han udarbejdede bogens forord, hvori Han erklærer, at disse åbenbaringer "er
sande og troværdige, og de profetier og forjættelser, som de indeholder, skal alle gå i
opfyldelse."? Kender du nogen som helst andre optegnelser, der har fået så vidunderlig
en bekræftelse, og som er udsendt til verden med sådan en skare af vidner bag sig?
Indeholder evangeliets fylde
Hvorfor er Herren så omhyggelig og ivrig i denne sag? Hvorfor gjorde Han sig sådan
et besvær med at få disse åbenbaringer, gamle som nye, fremholdt for verden i disse
dage? Svaret er ganske ligetil. Det var for at folket skulle kende Hans vilje og berede

Side 180
sig til at vandre ad Hans veje, som disse optegnelser anviser for hele verden. Han har
sagt, at de indeholder Evangeliets fylde, d.v.s. kundskaben om de frelsende principper,
som kan føre menneskene tilbage til Herrens nærhed. Har vi vist, at vi sætter pris på
dem, har vi studeret dem, og ved vi hvor meget vor frelse afhænger af den kundskab,
de bibringer os? Hvis ikke, da er vi under fordømmelse! Når bøgerne åbnes, hvad vil
vi så sige til forsvar for vor forsømmelse af denne vigtige sag?
Kun kristi mindre lærdomme åbenbaret indtil nu
Mormon skriver, at hans optegnelser ikke udgør en hundrededel af Jesu lærdomme til
nephiterne. Der er andre plader, som indeholder størstedelen af det, Jesus lærte folket,
men Mormon tog dem ikke med i sin forkortelse. Som grund til, at han ikke gjorde det,
angiver han, at Herren ikke ville tillade ham det.
Men det, der udgør en mindre del af det, han lærte menneskene, har jeg
skrevet; og jeg har skrevet det i den hensigt, at det atter måtte komme til dette
folks kundskab. .....
Og når de har modtaget dette, og det er nødvendigt, at de først modtager
dette for at prøve deres tro, og når de tror på disse ting, da skal de større ting
blive åbenbaret for dem.
Men om så er, at de ikke vil tro dette, da skal det, som er større, tilbageholdes
fra dem, til deres fordømmelse.
Se, jeg stod i begreb med at skrive alt det, der var graveret på Nephis plader,
men Herren forbød det og sagde: Jeg vil prøve mit folks tro. -3. Nephi 26:8-11.
De ti stammers optegnelser skal blive åbenbaret
Der er også andre optegnelser, som er blevet holdt tilbage fra denne generation, fordi
den ikke er rede til at tage imod dem. Vi har fået at vide, at den tid vil komme, da
optegnelserne fra De ti Stammer vil blive åbenbaret. For nuværende ved vi intet om
disse optegnelser.
Ting som jareds broder så
Vi ved også, at Herren gav Jareds broder åbenbaring om begivenheder fra tidernes
begyndelse til enden. Disse ting skrev han i et sprog, som intet menneske kunne
læse, og Herren gav ham udtyderne", som han også forseglede og gennem hvilke den
optegnelse til sin tid vil komme frem. Men denne åbenbaring om alle tidsaldrene kan
ikke komme frem, før menneskenes hjerter er beredt til at modtage den i fuldkommen
tro. Herren sagde til Moroni, at han skulle skrive disse ting på pladerne, men forsegle
dem, og Moroni fortæller os i følgende ord, at han gjorde det:
Se, jeg har skrevet på disse plader de selvsamme ting, som Jareds broder
så; og der blev aldrig åbenbaret større ting end dem, som åbenbaredes for
Jareds broder.
Derfor har Herren befalet mig at skrive dem, og jeg har skrevet dem. Og
Han befalede mig at forsegle dem; og Han har også befalet mig at forsegle
udlæggelsen deraf; derfor har jeg forseglet udtyderne efter Herrens befaling.
Thi Herren sagde til mig: De skal ikke sendes ud til nationerne, førend den dag
kommer, da de omvender sig fra deres ugudelighed og bliver rene for Herren.

Og på den dag, da de tror på mig, siger Herren, på samme måde som Jareds
broder, så at de må blive helliget i mig, da vil jeg åbenbare det for dem, som
Jareds broder så, ja, udfolde alle mine åbenbaringer for dem, siger Jesus
Kristus, Guds Søn, himmelens og jordens og alle skabte tings Fader.
Og den, som vil stride imod Herrens ord, han være forbandet; og den, som
fornægter disse ting, skal være forbandet; thi ham vil jeg intet større vise,
siger Jesus Kristus, thi jeg er den, som taler. -Ether 4:48.
En guddommelig verdenshistorie
Side 181
Også Nephi så i et syn den bog, hvori Moroni nedskrev den åbenbaring, der blev givet
Jareds broder; han så også, at bogen kom frem til ikke-jøderne fra dem, "som har
slumret". Han skrev således (i uddrag) om denne optegnelse:
Og se, bogen skal være forseglet, og i bogen skal der være en åbenbaring
fra Gud fra Verdens begyndelse til enden.
Og for de tings skyld, som er forseglede, skal det, som er forseglet, ikke
komme frem på folkets ugudeligheds og vederstyggeligheds dag; derfor skal
bogen holdes tilbage for dem.
Men bogen skal gives en mand, og han skal overgive bogens ord, som er
deres ord, som har slumret i støvet, og han skal give disse ord til en anden.
..... Thi bogen skal være forseglet ved Guds kraft, og åbenbaringen, som er
forseglet, skal opbevares i bogen til Herrens egen bestemte tid, at den da må
komme frem; thi se, den åbenbarer alle ting fra verdens begyndelse til enden.
-2. Nephi 27:7-10.
Den forseglede del af pladerne
Disse åbenbaringer er skjult i den forseglede del af den optegnelse, der blev overgivet
Joseph Smith; han fik imidlertid befaling fra Herren om ikke at bryde seglene, for de
var ikke til denne ugudelige generation. Moroni sagde til Joseph Smith: "Og nu har jeg,
Moroni, skrevet efter hukommelsen de ord, som blev mig befalet; og jeg har fortalt jer
om de ting, som jeg har forseglet; derfor rør dem ikke for at oversætte dem, thi det er
forbudt jer, indtil Gud i sin visdom tilsteder det." -Ether 5:1.
Vor tro er på prøve
Inden Moroni sluttede sin optegnelse, sagde han, at der ville blive tre vidner, som skulle
se pladerne, og Herren ville ved sin kraft tilkendegive dem, at værket er sandt. Vi har
i dag disse vidners vidnesbyrd, og vi har den bog, der indeholder de mindre ting, som
Herren var villig til at åbenbare. Vor tro er på prøve. Kendsgerningerne viser, at vor
tro er svag, og derfor er vi ikke beredt til at modtage disse større åbenbaringer, som
vil komme frem, når menneskene er tilstrækkelig ydmyge, bedende, lydige og fulde af
tro, således som det var tilfældet med Jareds broder. På den dag, da menneskene er
villige til at acceptere alle Herrens ord uden tvivl og forbehold vil de blive åbenbaret.

48. Kapitel
"Og bøgerne blev åbnet"
Side 182
Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet; og endnu
en bog blev åbnet; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter
deres gerninger. -Joh. Åb. 20.12.
Vore ord og vore handlinger bliver optegnet
Måske har vi alle spekuleret på, hvorledes der kan blive ført optegnelse over vort liv,
og hvorledes det er muligt at nedskrive vore utilbørlige ord. Herren sagde: "Men jeg
siger jer, at menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de
taler." Vi har sikkert en vis ret, når vi siger, at dette sandelig ikke betyder, at vi vil være
under fordømmelse for hver munter spøg eller humoristisk bemærkning, der bliver sagt
bare for morskabs skyld; der menes kun de ord, det ikke er på sin plads at fremkomme
med, og som kun siges for at såre eller for at være blasfemisk. Sårende ord, selv om de
siges i fuldt alvor, og udtalelser, der indebærer falske påstande, men som giver sig ud
for at være sandhed, og som vender menneskene bort fra vejen til evigt liv, skal man
stå til regnskab for. Der skrives og siges meget, som er stik imod den sandhed, Herren
har åbenbaret; kan man ikke godt sige, at alle sådanne ord er utilbørlige og unyttige?
Hvordan man nu end vil tolke dette skriftsted, så giver det os den forståelse, at ord og
gerninger ganske afgjort bliver optegnet.
De himmelske optegnelser er fuldkomne og sande
I vor tid bør ingen være så tåbelig at tvivle om den Almægtiges magt til for evigt
at nedskrive menneskenes ord og handlinger - ja, endog vore tanker kan blive
uudslettelig optegnet. Menneskene er kommet så langt på fotograferingens område,
at man kan optage nøjagtige billeder i løbet af et nu. Vi ved, at lyset, lyden og tusind
andre ting, hvoraf mange er kendte, andre endnu ukendte, farer gennem universet
i form af "bølger", eller disse "bølger" er transportmidlet. Vi har alle sammen været
til filmforevisninger og har set skuespillernes bevægelser og hørt deres tale lige så
virkeligt som i selve livet. Vi har alle lyttet til radioen, til mænds og kvinders stemmer i
fjerne dele af verden lige så naturligt, som om de sad i vor stue. Hvis vi i forvejen kender
talerens eller sangerens stemme, så kan vi genkende den; alligevel kommer den til os
i form af bølger, som skal omdannes til lyd, for at vi kan opfange den. Grammofonen
er en vidunderlig opfindelse, som i ubegrænset tid opbevarer vor yndlingssang eller
-musik for os. Dette er den magt, som er blevet givet til mennesket; hvor meget større
og bedre er så ikke Guds metoder. Ifølge den evige lov bliver alt, hvad der vedrører livet,
opbevaret. Vi skal på dommens dag præsenteres for vort livs optegnelse med alle dens
beretninger om vor ufuldkommenhed, og den bliver åbenbaret for os i fuldkommenhed.
Intet menneske kan den dag sige, at hans optegnelse ikke er sandfærdig, for de midler,
der er benyttet til dens nedskrivning, er fuldkomne og evige.
Der er kun een flugt frasynd
Vi kan heller ikke flygte fra vore synder og ufuldkommenheder, undtagen ved at
omvende os og tage imod Evangeliet. Kun på denne måde vil vore onde gerninger blive
udslettet, så de ikke i al deres hæslighed skal stå som vore anklagere på dommens

Side 183
dag. Vi kan ikke skjule os for Herrens åsyn. Der er intet mørke, som er så tæt, at ikke
sandhedens lys kan gennemtrænge det. Der findes intet sted så højt eller så dybt, hvor
vi kan skjule os og ikke blive opdaget. Salmisten har sagt:
Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit åsyn?
Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg leje i dødsriget, så er du der;
tager jeg morgenrødens vinger, fæster jeg bo, hvor havet ender,
da vil din hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!
Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, lyset blive nat omkring mig!"
så er mørket ej mørkt for dig, og natten er klar som dagen, mørket er som
lyset. -Salme 139:7-12.
De bøger der bliver ført
Vi har lært, at bøgerne vil blive åbnet. En af disse bøger er optegnelsen over
vort liv, således som den føres i Himmelen. Andre bøger, som bliver åbnet, er de
optegnelser, der er blevet ført på jorden. Lige fra Kirken blev organiseret, har Herren
givet besked om, at Kirkens medlemmer skal føre optegnelser. "Det påhviler de
forskellige menigheder, som danner Kristi Kirke," står der i en af åbenbaringerne, "at
sende en eller flere af deres lærere til at overvære de forskellige konferencer, som
Kirkens ældster afholder. Og de skal medbringe en navneliste over de medlemmer,
som er blevet tillagt menigheden siden sidste konference." Sådan var det skik i Kirkens
første tid, men i vor tid, hvor vi er næsten fuldkomment organiseret med bestemte
enheder som f. eks. stave, warder og grene, føres optegnelserne i det ward eller
den gren, hvor de respektive medlemmer bor. Deres navne bliver imidlertid hvert
år sendt til hoved-indsamlingsstedet for Kirkens optegnelser, hvor de arkiveres hos
Kirkens historiker. Det er ikke blot navnene, der bliver optegnet, men også andre
ting vedrørende medlemmernes trofasthed og aktivitet. Alt dette gøres i harmoni med
Herrens åbenbaringer. Desuden er der givet befaling om, at når mennesker, der gør
oprør imod Kirken og mister deres medlemskab, skal deres navne slettes af bøgerne.
Lammets livets bog
Hvert medlem af Kirken bør vogte sit medlemskab meget nøje. Alle, som er blevet døbt
i Kirken, og som holder Herrens bud, får deres navne indskrevet i Lammets Livets Bog.
Herren siger om den, som er lydig mod disse befalinger:
Den, der sejrer, skal således iføres hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans
navn af livets bog, og jeg vil vedkende mig hans navn for min Fader og for
hans engle. -Joh. Ab. 3:5.
Optegnelse om status I kirken har værdi
Mange af Kirkens medlemmer tager alt for ligegyldigt på deres medlemskab og status
i Kirken. De flytter fra sted til sted uden tanke på deres stilling. Der kan gå år, og når
de så omvender sig og ønsker at knytte sig til Kirken igen, har de ingen kirkelig status.
Ingen biskop kan anbefale dem; deres liv har i adskillige år været ukendt, for alle aktive
medlemmer af Kirken. Er det ikke en forlegenhed at blive sat i? Kan man betragte dem
som værdige medlemmer af Kirken? Hvem ved, hvilke synder de har begået eller om
de virkelig har omvendt sig? Og det værste er, at der er nogle medlemmer, som driver

Side 184
bort på denne måde og aldrig mere knytter sig til Kirken. Under sådanne forhold kan
Herrens Ånd ikke bo i dem; de kan ikke føle, at de er i fællesskab med Kirken, for har
de ikke selv afslået at opretholde det fællesskab?
Udelukkelse er bortvisning fra gud
Det er desuden en ganske forfærdelig sag at blive udelukket af Kirken. Det er åndelig
død, forvisning fra Guds Rige og fra Hans nærhed. "Men hyklerne skal afsløres og
udelukkes," sagde Herren, "enten i liv eller død, alt eftersom jeg vil. Og ve dem, der
udelukkes af min Kirke, for de er blevet overvundet af verden." (L.P. 50:8.) Det er sket,
at enkeltpersoner og hele familier er flyttet fra organiserede warder eller grene for ikke
at blive udelukket af Kirken, idet de var fuldstændig klar over, at deres gerninger dømte
dem dertil. Hvad de skulle have gjort var at omvende sig og bede om tilgivelse for deres
fejl. At flytte hen et sted, hvor der ingen kirkeorganisation er, vil ikke frelse dem, således
som det oven for citerede skriftsted siger. Hvis de er overvundet af verden, og ingen
bemyndigede embedsmænd i Kirken har foretaget sig noget, vil de blive udelukket ved
døden, hvis de ikke omvender sig. "Lad derfor hvert menneske vogte sig, så det ikke
gør andet end det, der er sandt og ret for mig," siger Herren. -(L.P. 50:9).
Ordinanser skal omhyggeligt nedskrives
Enhver embedsmæssig ordinanse som f. eks. dåb, håndspålæggelse, ordination til
Præstedømmet, skal udføres i vidners nærværelse og nedskrives efter reglerne. Hvert
medlem må sørge for, at hans navn indføres nøjagtig i Kirkens protokoller, ligeså
datoerne for dåb, håndspålæggelse, ordination og vielse; ligeledes skal han sikre sig,
at navne og ordinanser for medlemmerne af hans familie bliver indført. For det er
ud fra disse bøger, vi bliver dømt. Det, vi i embeds medfør udfører i Kirken, bliver
bundet i Himmelen, men det skal også nedskrives her på jorden, for det har Herren
befalet. Det gælder ganske særligt, hvor det drejer sig om arbejdet for de døde. Alt
ordinansearbejde i templerne skal overværes af vidner, og vidnerne skal bekræfte dette
arbejde på rapporten. Denne arbejdsmetode har Herren opstillet for Kirken, og den
følges i alle templerne. Disse vidner bekræfter, at de med egne øjne så og med egne
øren hørte hver enkelt ordinanse blive udført. De bevidner også datoen og navnene
på dem, for hvem arbejdet blev udført og på dem, som udførte det. Disse optegnelser
opbevares betryggende i Kirkens arkiver.
Den forudordinerede plan
Profeten Joseph siger: "I synes måske, at denne ordning er meget omstændelig, men
lad mig sige jer, at den kun er i overensstemmelse med Guds vilje, når den udføres i
overensstemmelse med den forordning og forberedelse, som Herren har besluttet og
beredt før verdens grundlæggelse, til frelse for de døde, der dør uden kundskab om
Evangeliet." -L.P. 128:5.
Enhver bør føre optegnelser om sit liv
Spørg ethvert medlem af Kirken, hvornår han blev født, og han vil kunne sige dig det
uden at tøve. Og dog ved han ikke andet om den ting, end hvad hans forældre har fortalt
ham. Måske blev det dengang skrevet op i Familiebibelen, for var det ikke en højst vigtig
begivenhed? For enhver af os er vor fødsel det mest vigtige, for det er vor begyndelse

Side 185
af denne prøvetid; vi husker derfor den dato, man har fortalt os, og vi må stole på,
at vidnerne har skrevet rigtigt. Hvis vi træffer en eller anden, som ikke kender sin
fødselsdato, har vi ondt af ham; han bliver genstand for folkets nysgerrighed. Fødslen
er imidlertid ikke den eneste vigtige begivenhed i vort liv. Er det ikke lige så vigtigt at
blive født ind i Guds Rige? Men hvem skænker denne dato så megen opmærksomhed,
eftersom vi er gamle nok til selv at huske den? Næsten hver anden dag er der nogen,
som skriver til Kirkens Historikers Kontor og beder os om at skaffe dem datoen for deres
dåb, eller for den dag, de blev ordineret. De skal bruge den oplysning, og de har den
ikke. Den oplysning skulle bestemt findes i Kirkens optegnelser. Det er Kirkens pligt at
sørge for, at de ting bliver nedskrevet; men bør ikke også hvert enkelt medlem have
disse oplysninger til rådighed? Hvis hver af dem, der er døbt, går videre i trofasthed og
søger Rigets fylde, vil der komme et tidspunkt, da det er nødvendigt for ham at vide,
hvornår han blev døbt. Det kan være, han får brug for den oplysning mange gange. Vil
det ikke være nødvendigt for ham at have kundskab om det eller en optegnelse over
det, når han står for dommen, og bøgerne bliver åbnet? Profeten forkyndte:
Og videre må jeg erindre jer om, at Johannes Åbenbareren tænkte på det
samme emne angående de døde, da han skrev i Åbenbaringen, 20:12.
Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet; og
en anden bog blev åbnet; livets bog; og de døde blev dømt ud fra det, der
stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger. -L.P. 128:6.

49. Kapitel
Den celestiale jord
Side 186
Og der skal blive en ny himmel og en ny jord; og de skal ligne de gamle med undtagelse
af, at de gamle er forgået, og alt er blevet nyt. - Ether 13.9.
Den celestiale jord
Da man bad profeten Joseph Smith om at forklare betydningen af Joh. Ab. 4:6, hvor der
står: "Og foran tronen er der ligesom et glarhav, klart som krystal, og midt for hver side
af tronen, i kreds omkring den, fire livsvæsener fulde af øjne fortil og bagtil" - gav han
dette inspirerende svar: "Det er jorden i dens helliggjorte, udødelige og evige tilstand."
Og om de fire dyr af øjne, sagde han: "Det er et figurligt udtryk, som Åbenbareren
Johannes bruger for at beskrive Himlen, Guds paradis, menneskets lyksalighed, samt
dyrenes, de krybende tings og luftens fugles lykkelige tilstand. Det åndelige er afbildet i
det timelige, og det timelige er afbildet i det åndelige. Menneskets ånd er i dets persons
lignelse, hvad der også er tilfældet med hvert dyrs ånd og alt det, som Gud har skabt."
- L.P. 77:1-2.
De retfærdige skal bo pa den celestiale jord
Den almindelige opfattelse med hensyn til menneskets endelige bolig er, at han skal
bo i Himmelen, hvor Gud er, og at denne Himmel findes et eller andet sted langt ude
i verdensrummet. Efter manges mening er Himmelen mere eller mindre et æterisk,
uhåndgribeligt sted, som er bolig for væsener af samme natur. Man kan høre folk synge
om
"De trofastes land, hvor vi ler på ny,
du skønne ø, et eller andet sted. ....."
Men for alle Sidste Dages Hellige har Skrifterne klarlagt, at selve denne jord skal
blive de retfærdiges bolig. Også nu er den en meget smuk verden, så vidt dens fysiske
træk angår, når Herren velsigner menneskene med tider og årstider, med tidlig- og
sildig regn; men det, vi ser i dag er intet i sammenligning med det, jorden skal blive,
når den er forløst.
Jordens livsstadier
I dag gennemgår jorden sin dødelige tilstand ligesom alle skabninger på den. Om kort
tid vil der ske en forandring med den, og den vil blive meget smukkere; al synd vil blive
bandlyst fra dens overflade, fred og overflod vil blive almindelig. Menneskene vil elske
hinanden og alt fjendskab hører op. Denne tilstand skal vare i tusind år, og så vil de
ugudelige tilstande vende tilbage, for Satan vil blive løst en liden stund, i hvilken han
vil berede sine styrker til den sidste, store strid mellem det onde og det gode.
Jorden skal dø
Ved slutningen af denne korte periode, når Lucifer og hans tilhængere bliver forvist,
skal jorden dø og gå til grunde, idet den til sidst bliver fortæret af ild. Dette er imidlertid
ikke jordens endeligt; den vil ikke blive tilintetgjort, selv om den vil blive opløst.
Esajas forudsagde jordens død med disse ord:

Løft eders øjne mod himlen og se på jorden hernede! Thi himlen skal svinde
som røg, jorden som en opslidt klædning, dens beboere skal dø som myg.
Men min frelse varer evigt, min retfærd ophører aldrig. -Es. 51:6.
Jorden blegner og segner, jorderig sygner og segner, jordens højder sygner
hen. -Ibid. 24:4.
Side 187
Disse udtryk er ganske vist poetiske, men de skal tages bogstaveligt, ikke åndeligt.
Sproget i åbenbaringen til Joseph Smith er ikke så poetisk, men betydningen er
sandelig meget tydelig, så når vi læser den, behøver vi ikke at tage fejl med hensyn
til de bestemte oplysninger vedrørende jordens såvel som alle andre jordiske tings
endeligt. Således lyder Herrens ord i åbenbaringen:
Og atter, sandelig siger jeg jer: Jorden retter sig efter et celestialt riges lov,
thi den opfylder formålet med sin skabelse og overtræder ikke loven.
Derfor skal den blive helliggjort, ja, uagtet den skal dø, skal den dog blive
levendegjort, og de retfærdige skal arve den.
Thi selv om de skal dø, skal de dog atter opstå med åndelige legemer. - L.P.
88:25-27.
I det 29. afsnit af Lære og Pagter forklarer Herren os, at jorden skal blive fortæret og
gå til grunde med sine himle, men kun for at blive fornyet, "thi alt det gamle skal forgå,
og alting skal blive nyt, selv himlen og jorden og deres hele fylde, både mennesker og
dyr, fuglene i luften og fiskene i havet."
Den opstandne jord et celestialt rige
Under den store forandring, eller opstandelse, som denne jord skal gennemgå, vil den
blive helliggjort, blive celestial og dannet til en passende bolig for selve Gud Faderen,
som vil begunstige den med sin nærværelse. (L.P. 88:19.) Da skal de retfærdige, de,
som er blevet helliggjort gennem Guds lov, for evigt tage den i besiddelse som deres
bolig. Denne jord er bestemt til at blive en evig bolig for dem af beboerne, der opnår
Det celestiale Riges herlighed. På den dag skal den blive som Guds trone, og den
skal stråle med al den celestiale herligheds pragt og klarhed i sin evige, helliggjorte
og herlige tilstand.
De hellige far evig arveret på jorden
Præsident Brigham Young har i en tale om jordens helliggørelse sagt:
Når synd og ugudelighed er blevet drevet bort fra jorden, og de ånder, som
nu svæver i denne atmosfære, er blevet ført til det sted, som er beredt for
dem, og når jorden er helliget efter faldets følger, er blevet døbt, renset og
forædlet gennem ild og vender tilbage til sin paradisiske tilstand og er blevet
som et glarhav, en Urim og Tummim - når alt dette er sket, og Frelseren
har overgivet jorden til sin Fader, når den er blevet anbragt i flokken af de
celestiale riger, og sønnen sammen med sine trofaste brødre og søstre har
modtaget velkomsthyldesten: "Gå ind til din Herres glæde," og Frelseren er
blevet kronet, da - men heller ikke før - vil de hellige få deres evige arveret
overdraget. Jeg ønsker, at I skal forstå dette. -J.D. 17:117.
Som stjerner på himmelhvælvingen

Præsident Young sagde også:
Hvis menneskene fuldt ud kunne forstå denne sag, ville de erkende, at den
er fuldstændig rimelig og har været lov for alle verdener (d.v.s. Evangeliets
ordinanser). Og denne verden, som for tiden er så formørket, og bliver så
lidt værdsat af de vantro, som bemærket af broder Clements - når den bliver
celestial, vil den blive som solen og blive beredt til at være bolig for de hellige;
og den vil blive ført tilbage til Faderen og Sønnens nærhed. Så vil den ikke
som nu være et uigennemsigtigt legeme, men den vil blive som stjernerne på
himmelhvælvingen, fuld af lys og herlighed - den vil blive et lysende legeme.
Johannes sammenlignede den i den celestiale tilstand med et glarhav. -J. D.
7:163.
Det som tilhører andre riger vil blive åbenbaret
Side 188
Der er givet os mere lys over denne jords skæbne gennem profeten Joseph Smith, og
vi finder det i det 130. afsnit af Lære og Pagter:
Englene bor ikke på en planet som denne jord.
Men de bor i Guds nærhed på en klode, som ligner et hav af glas og ild,
hvor alt, det forgangne, det nærværende og det tilkommende, er åbenbaret
for deres herlighed, og de er bestandigt for Herrens åsyn.
Stedet, hvor Gud bor, er en stor Urim og Tummim.
Denne jord vil i sin helligede og udødelige tilstand blive som krystal og være
en Urim og Tummim for indbyggerne, som da skal bo derpå, og derigennem
skal alt, der tilhører et lavere rige eller alle riger af en lavere orden, blive
åbenbaret for dem, som bor derpå. Og denne jord skal tilhøre Kristus.
Da vil den hvide sten, som omtales i Johannes' Åbenbaring 2:17 blive en Urim
og Tummim for enhver, som modtager den, hvorved alt, der tilhører et rige af
højere orden, vil blive åbenbaret.
Og enhver, der kommer i det celestiale rige, får en hvid sten, hvorpå et nyt
navn er skrevet, som ingen kender uden den, som får det. - 130:6-11.
Fortiden, nutiden og fremtiden
Vi forbavses i vor tid over underne med radioen, telegrafen, luftskibet og tusind andre
opfindelser, som gør menneskelivet mere behageligt og mindre tyngende end det liv
i møje og slid, som vore forfædre levede. Ved hjælp af fotografering, lysbilleder, film
og meget andet bliver fortiden og nutiden åbenbaret; men uden hjælp fra Herrens Ånd
ved vi meget lidt om fremtiden. Intet menneske kan ved hjælp af den afsluttede dags
optegnelser med sikkerhed sige, hvad morgendagen vil bringe. Vi går i seng hver aften
fuldt overbeviste om, at morgenen vil oprinde med strålende sol, men i denne verden
med alle dens omskiftelser ved vi aldrig, hvornår der sker en eller anden forandring.
Vi har fået at vide, at der vil komme en dag, da solen ikke vil skinne, da stjernerne vil
skjule sig og da vanskeligheder og uro indtager fredens og roens plads. Hvilken herlig
tilstand skal det så ikke blive, når vi - hvis vi er værdige til at komme i det celestiale rige
- kan se ind i jorden og skue fortiden, nutiden og fremtiden og vide, at det, vi ser, ikke
vil forandre sig, for det er gnolaum, eller evigt. Hvilken herlig tid det dog vil blive, når
vi, hvis vi er værdige, vil få åbenbaret alt, hvad der vedrører mindre verdensordenen,
ja, selv det, der vedrører andre celestiale legemer, der er større end vor jord.

Forbindelse verdenerne imellem
Side 189
På den dag vil vi opdage, at man kan rejse gennem det uhyre univers. Nye tilstande
vil blive afsløret for os. Ved hjælp af Urim og Tummim vil åbenbaringer om Guds
vældige rige, som fylder det umådelige verdensrum, blive afsløret, og vi skal være en
del af det: vi skal kende og selv være kendt. Vi vil uden tvivl have forbindelse med
vore medskabninger - Guds børn i hele verdensrummet. Er dette umuligt? Det er ikke
umuligt for Gud. Han kender alle ting, for "alle ting er foran ham, og alle ting er omkring
ham; han er over alle ting og i alle ting og gennem alle ting," og dette gennem celestial
lov! Med sin uendelige magt og visdom styrer vor Fader universet; dette kan Han ikke
gøre, medmindre Han er fortrolig med det. Vi skal også blive ligesom Han, i besiddelse
af denne store kundskab, således at universets vældige udstrækning ikke vil hindre os
i at lære Guds børn i de forskellige dele af Hans vældige rige at kende
Lad os gå fremad I fuldkommen tro
For det begrænsede sind kan dette se umuligt ud; vi ville sikkert ikke tro det, hvis ikke
Faderen havde åbenbaret det; men Han har sagt, at vi skal få kundskab om både de
lavere og de højere verdener. Ser dette mere umuligt ud for os i dag, end radioens
vidunder ville have forekommet vore bedsteforældre? Hvad kan man tænke sig har
set mere umuligt ud, end at et menneske skulle tale ganske almindeligt og under de
rette forhold blive hørt i alle dele af denne verden? Se, hvorledes jorden billedlig talt
er skrumpet ind. For ikke så mange slægtled siden drømte menneskene aldrig om
at sejle rundt om jorden - det forekom dem at være helt umuligt. Men det er ikke
mange generationer siden, at det tog Magellans mænd cirka tre år at foretage den
rejse. For nogle få år siden (i juni 1931) var der to mænd, der gjorde rejsen på ni
dage! Hvad Herren endnu vil lade os dødelige få at vide med hensyn til undere, ved
vi ikke, men alle er klar over, at der ligger større ting for hånde, som skal komme frem
gennem menneskers opfindsomhed, og lad os tilføje: ved Herrens vilje og inspiration.
Alligevel er det dødelige menneske begrænset; han kan gå nøjagtig så langt, som den
guddommelige vilje tillader ham - ikke længere! Lad os stole på Den Evige, Skaberen
af alle ting, og på Hans løfter!