Sociologiske metoder i praksis - Sociologi - Aalborg Universitet

som gruppen kan bruge som advokat overfor omverdenen. Det er også muligt, at
feltarbejderen virker som en mærkelig, klovnet figur, som ikke kender til de emner,
som gruppen opfatter som selvfølgelige.
Feltarbejderen er ikke en neutral skygge-person. Man kan ubevidst blive et instrument
i indre og ydre magtkampe. Det er naturligvis problematisk at involvere sig
i konflikterne, men det kan også være svært at undgå dem. Desuden gælder det, at
det ofte netop er i konflikterne, at man i gruppen kaster hæmningerne bort og udtrykker
meninger, der ellers er tabu. Prøver observatøren at være passiv, neutral, kan
det afføde negative reaktioner. Gruppen kan opfatte det som en kold, fjendtlig holdning.
Hvis feltarbejderen har opnået respekt i feltet, er det nærliggende, at man bliver
bedt om hjælp. Feltarbejderen kan endda blive rådgiver for at afklare gruppens
identitet, normer, moral, ideologi eller interesser. Dermed sættes feltarbejderen i et
forskningsmæssigt dilemma. For så er man med til at forme det, man vil studere.
Feltarbejderen er i begyndelsen tilbøjelig til at stille brede spørgsmål - og vil få
konventionelle og vage svar. Både feltarbejderen og feltets aktører er usikre på situationen.
I stedet for at stille diffuse spørgsmål er det tit bedre at spørge ud fra en
konkret situation, og derpå lade informanterne forklare den ved at udfolde dens baggrund
og sammenhæng. Det er i begyndelsen vigtigt at finde frem til, hvad feltets
aktører kan og vil tale om. Det er særlig vigtigt at være lydhør overfor tabu-emner.
Dette indebærer at notere sig, hvornår gruppen viger udenom de stillede spørgsmål.
Det vigtigste er tålmodighed og evnen til at lytte.
Når feltarbejderen er introduceret i feltet, begynder man at kunne observere systematisk.
I denne fase er observatørens rolle afventende og lyttende. Det er afgørende,
at man lader folk se én an, så der opbygges et tillidsforhold. Feltarbejderen er
i en vis forstand i samme situation som barnet, der skal indsocialiseres i et miljø.
Meget tit er der bindinger i selve situationen. Man kan måske kun få adgang til
bestemte informanter og observationspunkter. Det er fristende kun at snakke med
dem, man bedst kan kommunikere med. Nogle feltrapportører mener, at det er spild
af tid at prøve at åbne de mutte og tavse - for sådan er de også internt. De foretrækker
derfor 'nøgleinformanter', som har en status, hvor de modtager information om
feltet. Det kan være de lokale magthavere, eller personer, som er mellemled i kæden
af informationer. Den gode nøgleinformant har en bred kontaktflade, evner til at
meddele sig og er nogenlunde upartiske i sagerne. Der er dog altid en risiko for, at
68