Sociologiske metoder i praksis - Sociologi - Aalborg Universitet

Kapitel XI: Metodevalget
Sociologi mellem natur- og kulturvidenskab
Sociologien blev etableret som selvstændig videnskab omkring århundredskiftet.
Allerede fra begyndelsen var der uenighed om den skulle følge forbilledet fra naturvidenskaben
eller kulturvidenskabernes. Den franske sociolog, Émile Durkheim
(1858-1917), knyttede sig til den positivistiske opfattelse, at sociologien burde have
de empiriske naturvidenskaber som forbillede. Han beskrev sociologiens genstandsområde
som studiet af 'sociale forhold', altså "enhver handlemåde, fastsat eller ikke,
som udøver en ydre tvang over for et individ, eller som ligefrem er generel indenfor
et givet samfund, samtidig med at det har en selvstændig eksistens, der er uafhængig
af dets individuelle manifestationer". 66 Durkheim begrænser sociologiens genstand
til fænomener, der har objektiv og/eller almengyldig karakter. De ormer for naturvidenskab,
han tænkte på, var især biologi og medicin. Sociologi bliver dermed betragtet
som studiet af den sociale organisme, dens udvikling og dens sygdomme.
Et helt andet metodesyn fremførte den samtidige tyske sociolog, Max Weber
(1864-1920). Han skildrede sociologi som "en videnskab, der vil nå frem til en fortolkende
forståelse af social handling, og derved forklare dens årsag, forløb og virkninger".
67 "Handling" betød i denne sammenhæng et menneskeligt forhold, for så
vidt den (eller de) handlende tillægger den en subjektiv betydning. Weber siger, at
handlingen er social, når handlingens sigte og forløb inddrager andre end den (eller
de) handlendes egen indstilling. Det drejer sig med andre ord om handlinger, der
forholder sig til andre mennesker. Dermed lagde Weber op til at opfatte sociologi
som en gren af kulturvidenskaberne, der ligger i forlængelse af historien. Men medens
historien studerer enkeltstående begivenhedsforløb, søger sociologien at påpege
regelmæssigheder i forløbene.
Durkheim prægede metodesynet for den positivistiske sociologi. Den bevægede
sig imidlertid mere i retning af fysikken, idet den forsøgte at påvise statistiske sammenhænge
mellem sociale fænomener. Weber prægede til gengæld den ’fænomeno-
66
Se endvidere É. Durkheim: Den sociologiske metode, København 1972. Min oversættelse af afslutningen på kap. 1
afviger sprogligt fra denne.
67 M. Weber: Wirtschaft und Gesellschaft, Tübingen 1976.
160