Sociologiske metoder i praksis - Sociologi - Aalborg Universitet

stillinger. For eksempel på, hvordan straf eller belønning præger menneskers handlemønster.
Den klassiske årsagsmodel anvendes sjældent direkte i sociologiske eksperimenter,
men ofte som begrundelse for at udpege et årsagsforhold. Man vil generelt
sige, at hvis X skal udpeges som årsag til Y, skal X forekomme inden Y i tid, og
der skal forekomme en sammenkobling mellem.
Før Efter
Ya
X
Figur 9
Den eksperimentelle metode søger at kontrollere påvirkningskilderne og manipulere
den formodede årsag, X, som betragtes som uafhængig variabel, medens man
registrerer udviklingen i den afhængige variabel, Y. Der foretages en måling af tilstanden
inden påvirkningen, Ya, og en måling af tilstanden efter påvirkningen, Yp.
Effekten af X formodes at udgøres af forskellen mellem efter- og før-tilstanden: Yp -
Ya.
Forskellen mellem før- og efter-målingen kan imidlertid skyldes andre forhold
end indvirkningen af X. For eksempel kan der foregå en naturlig modning, hvis der
er stor tidsafstand mellem før- og eftermålingen. Derfor opererer man med to parallelle
forløb. På den ene side foretager man før- og eftermålinger hos en forsøgsgruppe,
som udsættes for påvirkningen X: (Yp - Ya). På den anden side foretager
man tilsvarende målinger for en kontrolgruppe, som ligner forsøgsgruppen på alle
relevante punkter, men som ikke udsættes for X-påvirkningen: (Y'p - Y'a). Forskellen
mellem udviklingen i forsøgs- og kontrolgruppen betragtes som forårsaget af X.
Det har vist sig, at der kan være en virkning af bevidstheden om, at man deltager i
et eksperiment. Derfor tilslører man, hvem som egentlig indgår i forsøgsgruppen og
eksperimentgruppen. Kontrolgruppen udsættes for en stimulus, som har lighedspunkter
med forsøgsgruppens, men som ikke har det element, som man forsøger at
måle virkningen af. Undertiden tilsløres det også for den forsker, der foretager målingen,
så man ikke lader deres egne forventninger få indflydelse på resultaterne.
125
Yp
Tid