Fokus-projektet

Lisbeth Hansen og Karen Zobbe
Fokus
på anvendelsen af de sikrede afdelinger
© 2006 Teori og Metodecentret

Forord
Teori og Metodecentret gennemførte i perioden 2000 til 2002 et mindre pilotprojekt
på Frederiksborg Amts sikrede institution, Sølager. Resultaterne fra dette projekt
pegede på behov for iværksættelse af et mere dybdeborende og landsdækkende
forsknings- og udviklingsarbejde, som nu er gennemført i perioden 1.1. 2003 til
31.12. 2005.
Forskningschef Bo Ertmann har stået for ledelsen af projektet, der i starten var
bemandet med stud.pæd. Vibeke Pedersen, socialrådgiver og cand.scient.soc. Majken
Wiingaard og socialrådgiver og cand.scient.soc. Lisbeth Hansen. Vibeke Pedersen
ophørte ultimo 2003 og blev erstattet af cand.psyk. Karen Zobbe. Med udgangen af
2004 ophørte Majken Wiingaard, hvorefter projektet er afsluttet af Lisbeth Hansen og
Karen Zobbe. I forbindelse med gennemgang af oplysninger fra Kriminalregistret og
sociale sagsakter har stud.soc. Lea Tempels været tilknyttet projektet i 1½ år.
Konsulent Peter Løvgreen har bistået i forbindelse med databearbejdning og statistiske
analyser.
3

Indholdsfortegnelse
Del 1
Forord.................................................................................................... 3
Indholdsfortegnelse................................................................................ 5
Resumé................................................................................................... 9
1. Indledning ............................................................................................ 13
2. Undersøgelsesdesign og metodevalg....................................................... 15
2.1
Datagrundlag..................................................................................16
Beskrivelse af dataindsamlingen i den kvantitative del af Projekt Fokus17
Undersøgelsespopulationen – Kernegruppen og 4-årsgruppen ..............18
2.2
Supplementundersøgelsen pr. 15. december 2005 ...............................19
Beskrivelse af dataindsamlingen i den kvalitative del af Projekt Fokus..19
Om interviewundersøgelsen..............................................................20
2.3
2.4
2.5
2.6
Interview med forældre....................................................................20
Spørgeskemaundersøgelse ................................................................21
Interview med forstandere og afdelingsledere på de sikrede afdelinger .21
Medarbejdergruppen........................................................................21
Følgegruppen..................................................................................22
3. De sikrede afdelingers historiske baggrund ........................................... 23
Frihedsberøvelsens formål og indhold i forhold til voksne kriminelle ....23
Frihedsberøvelsens formål og indhold i dag i forhold til børn og unge ..24
De sikrede afdelingers historie..........................................................26
Sammenfattende om de sikrede afdelingers udvikling .........................31
4. Dokumentation af hovedresultater......................................................... 33
4.1 Statistiske oplysninger om de unge...................................................33
Hvor mange anbringelser af hvor mange unge? ..................................33
Hvor mange....................................................................................34
Hvor – hvilke institutioner...............................................................34
Hvor kommer de fra.........................................................................35
Hvor mange anbringelser pr. person..................................................35
Antallet af ’nye’ unge i de sikrede afdelinger .....................................36
Begrundelser/kriterier for de unges ophold........................................36
Kønsfordelinger ..............................................................................38
Anbringelseskriterierne og de unge med flere anbringelser ..................39
Hvor længe.....................................................................................39
4.2 Forskelle i opgørelsesmetoder = forskelle i resultater ..........................40
Behov for forbedret statistik ............................................................42
4.3 Oplysninger om de unges og deres forældres etniske baggrund ............43
4.4 De anbragte unges psykiske problemstillinger ....................................46
4.5 Oplysninger om de unges misbrugsproblemer .....................................48
4.6 Oplysninger om Kernegruppens kriminalitet.......................................49
5

Kernegruppens samlede kriminalitet .................................................49
4.7 Resultater vedrørende de unges forvaltningshistorie...........................53
5. De sikrede afdelinger i dag.................................................................... 57
5.1 Afdelingernes geografiske placering og fysiske indretning...................57
De bygningsmæssige rammer og deres indretning ...............................58
Sikringsgrad ...................................................................................59
5.2 De sikrede afdelingers opgave – og afdelingernes opfattelse heraf........61
Afdelingernes pædagogiske referencer og betydningen heraf ...............63
5.3 Hverdagens ’struktur’.......................................................................64
5.4 Medarbejdernes arbejdsfunktioner og kvalifikationer ..........................65
De unges og forældrenes ønsker til medarbejdernes kvalifikationer ......66
6. De unges oplevelser og erfaringer med anbringelsen ............................. 71
6.1 Anbringelsen på sikret afdeling ........................................................72
De unges forestilling om sikret afdeling før anbringelsen ....................74
6.2
6.3
6.4
Ankomsten til den sikrede afdeling...................................................75
De unges oplevelse af det pædagogiske arbejde ..................................78
Skolen på de sikrede afdelinger ........................................................82
Værkstederne – en del af det pædagogiske tilbud ...............................87
7. De unges relationer under opholdet ....................................................... 91
7.1 De unges relationer til de andre unge................................................91
De unges strategier over for de andre unge........................................94
7.2 De unges relationer til personalet .....................................................95
De unges strategier i forhold til personalet og anbringelsen generelt....97
7.3 De unges øvrige relationer .............................................................100
De unges forhold til deres forsvarer.................................................101
8. Psykologiske og psykiatriske problemstillinger.................................... 103
Behovet for viden..........................................................................103
Dokumentationens art og omfang ...................................................103
8.1 Generelle oplysninger om de unge i Psykiatriregistret .......................105
8.2 De unges psykiske problemer ifølge de sociale sagsakter ...................108
Øvrige oplysninger om de unge i Psykiatriregistret ...........................111
8.3 Diagnoser og psykiske problemer ....................................................113
Generelt om Psykiatriregistrets diagnoser ........................................113
Fordeling på diagnosegrupper.........................................................114
Forskellige psykiske lidelsers udbredelse..........................................115
Udvalgte undergrupper ..................................................................120
8.4 Psykiske problemer og belastninger ifølge de unge ...........................124
Psykiske belastninger under anbringelsen........................................124
Psykiske problemer efter anbringelsen.............................................126
Konsekvenser i forhold til kammerater ............................................127
8.5 Samarbejdet om de unge med psykiske problemer.............................128
9. Misbrug ............................................................................................... 131
10. De unges kriminalitet – og samfundets reaktioner på den.................... 139
Samlet om de unges afgørelser frem til april 2005.............................142
10.1 Kriminelt recidiv ...........................................................................142
6

10.2 Ungdomssanktionen ......................................................................145
De sanktionsdømte unges afgørelser og situation april 2005 ..............148
De interviewede unges holdning til ungdomssanktionen ...................148
Ungdomssanktionens indflydelse på de sikrede afdelinger .................151
11. Det kommunale system - indsats og samarbejde................................... 157
Generelt om den kommunale indsats...............................................159
Den kommunale indsats før anbringelsen i sikret afdeling .................161
Samarbejde med forvaltningen før anbringelsen ...............................163
Generelt om samarbejdet under anbringelsen i sikret afdeling............164
Samarbejde med forvaltningen under anbringelsen ...........................165
Den kommunale indsats efter anbringelsen i sikret afdeling...............167
Samarbejde med forvaltningen efter anbringelsen.............................170
Generelle problemstillinger i henhold til de supplerende sagsakter.....174
12. Retssikkerhed ..................................................................................... 177
Det retlige grundlag for anbringelse i sikret regi...............................177
Forlængelser af surrogatanbringelser...............................................178
Det retlige grundlag for ungdomssanktionsdømte.............................178
12.1 Afdelingernes interne regler og husordener .....................................180
Indelåsning på værelset om natten .................................................180
De unges kontakt til omverdenen ...................................................181
Adgang til tolkebistand .................................................................182
Undervisning/undervisningspligt....................................................182
12.2 Retssikkerhed og den decentrale styring..........................................183
13. Udbytte af opholdet............................................................................. 185
De interviewede unge om deres udbytte af anbringelsen ...................185
Det samfundsmæssige udbytte........................................................187
14. Forslag til ændringer ........................................................................... 191
14.1 Forslag til administrative ændringer................................................191
Behov for ændringer inden for de sikrede afdelingers område............191
Forslag om centralisering af de sikrede afdelingers drift ....................192
14.2 Afklaring af formål og indhold i anbringelserne................................193
Behov for afklaring .......................................................................193
Forslag til afklaring af formål og fastsættelse af indhold ...................195
14.3 Dokumentation af de sikrede afdelingers anvendelse og indsats.........195
Behov for forbedret dokumentation ................................................195
Forslag til forbedret dokumentation................................................196
14.4 Kvalificering af det pædagogiske arbejde .........................................198
Behov for kvalificering ..................................................................198
Forslag til kvalificering ..................................................................199
Faseinddeling af opholdet ..............................................................199
14.5 Uddannelse af medarbejdere...........................................................205
Forslag til uddannelse af medarbejdere............................................205
14.6 Den overordnede samfundsmæssige indsats......................................206
Behov for ændringer......................................................................206
Forslag til ændringer uden for de sikrede afdelingers regi .................207
14.7 Afsluttende om metodeudvikling på de sikrede afdelinger................. 208
7

Del 2
Om indholdet i del 2......................................................................211
15. Beskrivelse af datakilder, bearbejdning og analyse .............................. 213
15.1 Anvendte datakilder......................................................................213
15.2 Uddybende om dataindsamling – kvantitativ del ..............................214
4-årsgruppen ................................................................................214
Om adgang til og samkøring af registerdata .....................................218
Kernegrupppen .............................................................................218
Kernegruppens repræsentativitet ....................................................220
15.3 Uddybende om dataindsamlingen – kvalitativ del .............................220
Udvælgelsen af de unge .................................................................221
Den praktiske gennemførelse af første interviewrunde ......................221
Repræsentativiteten i første interviewrunde ....................................222
Den praktiske gennemførelse af anden interviewrunde......................223
Repræsentativiteten i anden interviewrunde....................................223
15.4 Faktuelle oplysninger om de interviewede unge ...............................223
Alder ..........................................................................................224
Etnicitet.......................................................................................224
Anbringelseskriterier .....................................................................224
Anbringelsestid.............................................................................224
Bopæl og beskæftigelse før anbringelsen .........................................224
Kontakt med kommunen under opholdet.........................................224
15.5 Interview med nogle forældre.........................................................225
16. Supplementundersøgelse pr. 15.12.2005 .............................................. 227
17. Supplerende tabeller og datalister........................................................ 235
17.1 Supplerende tabeller til del 1, kapitel 4...........................................235
17.2 Supplement til del 1, kapitel 8 - psykiatri........................................239
Tabeller vedrørende 4-årsgruppens forældre.....................................242
17.3 Supplement til del 1, kapitel 9 - misbrug.........................................244
17.4 Supplement til del 1, kapitel 10 – kriminalitet .................................245
17.5 Supplement til del 1, kapitel 11 - forvaltningshistorie ......................247
'Andre problemer' – hos de unge .....................................................251
'Andre problemer' – hos forældre ....................................................254
Stikords-bemærkninger efter gennemgang af supplerende sagsakter...254
18. Bilag til rapporten ............................................................................... 261
18.1 Deltagere i projektets følgegruppe ..................................................261
18.2 Deltagere i projektets Medarbejdergruppe ........................................262
18.3 Skema anvendt ved supplementundersøgelsen .................................263
19. Litteratur ............................................................................................ 265
8

Resumé
Projekt Fokus har igennem tre år (2003-2005) indsamlet et meget omfattende
datamateriale om de unge, som anbringes i en af landets syv sikrede institutioner for
børn og unge. Oplysninger fra myndighedsregistre er suppleret med viden fra sociale
sagsakter og interview af unge og forældre. De unge er først interviewet under
opholdet i sikret afdeling og derefter ½ til 1 år efter udskrivningen. Derudover er der
indhentet oplysninger fra de enkelte institutioner, ligesom forskergruppen på
forskellig vis har været i løbende dialog med praksis via kontakter til de sikrede
afdelingers ledelser, menige medarbejdere med flere.
Til sikring af resultaternes aktualitet er der indhentet oplysninger om alle de unge,
som den 15.12.2005 var indskrevet i en sikret afdeling.
Formålet med projektet er at tilvejebringe dokumentation om anvendelsen af de
sikrede afdelinger og – ud fra denne dokumentation – at fremkomme med forslag til,
hvordan den pædagogiske og socialfaglige indsats kan forbedres.
Resultaterne foreligger nu i form af en afsluttende rapport i to dele. Del 1 er en
afrapportering af projektet og dets resultater, mens del 2 indeholder beskrivelse af
databearbejdning, supplerende tabeller og diverse bilag.
Projektet dokumenterer blandt andet
Generelt:
- hvert år anbringes knapt 300 unge for første gang i en sikret afdeling. For 3
ud af 4 bliver der kun tale om en enkelt anbringelse, men op mod hver fjerde
af de unge når at blive anbragt i sikret regi flere gange
- længden af de unges ophold varierer stærkt, fra en enkelt dag til mere end to
år
- den gennemsnitlige anbringelsestid er steget markant efter indførelsen af
dom til ungdomssanktion (1.7.2001), og hver fjerde af de unge opholder sig
nu i sikret afdeling i mere end tre måneder
- afdelingerne er indrettet til kortvarige anbringelser og har ingen eller få
egentligt kompetencegivende tilbud til de unge
- indholdet i dagligdagen er som udgangspunkt ens for alle de unge og
differentieres ikke efter alder eller begrundelse for den enkeltes anbringelse
- langt de fleste unge – mere end 4 ud af 5 – anbringes i varetægtssurrogat
- de surrogatanbragte unge er hyppigt undergivet besøgs- og brevkontrol,
hvilket får afsmittende effekt på frihedsgraderne for alle de anbragte
Psykiatri:
- de unge i sikrede afdelinger er voldsomt overrepræsenterede i det
psykiatriske behandlingssystem. Hver fjerde er registreret inden det 23. år,
mens det for befolkningen som helhed kun gælder for 1 ud af 12
- mange af de anbragte unge er opvokset hos psykisk syge forældre – 1 ud af 6
forældre er registreret i det psykiatriske behandlingssystem
9

- mange unge har psykiske lidelser/diagnoser som relaterer sig til
adfærdsproblemer under opvæksten eller misbrug i puberteten, men der er
også en del med meget alvorlige psykiske lidelser
- 5% af de unge har to år efter anbringelsen i sikret afdeling fået dom til
psykiatrisk behandling
- den unges kontakt til det psykiatriske behandlingssystem kommer ikke altid
til de sociale myndigheders kendskab
- socialforvaltningernes akter beskriver, at en del unge, som ikke er
registrerede i det psykiatriske behandlingssystem, har alvorlige og
behandlingskrævende psykiske problemstillinger 1
Misbrug:
- flertallet af de unge har misbrugsproblemer, men der er en vis usikkerhed om
misbrugets art og omfang
- den unges misbrug er ofte kendt i socialforvaltningen, men indgår sjældent
med vægt i overvejelserne om iværksættelse af foranstaltninger
- relativt få af de unge kommer i misbrugsbehandling – men der er flere, der
behandles for misbrugsbetingede lidelser i det psykiatriske system end i de
amtslige misbrugscentre
- flere af de sikrede afdelingers driftsamter savner fortsat behandlingstilbud
rettet mod unge misbrugere
Kriminalitet:
- næsten alle de unge – 19 ud af 20 – indgår i Det Centrale Kriminalregister, og
to til tre år efter anbringelsen i sikret afdeling er de i gennemsnit hver
registreret med 21 kriminelle forhold og 5 retlige afgørelser
- anbringelse i varetægtssurrogat er oftest begrundet i røverisigtelser eller
voldskriminalitet, men der er også en del anbringelser begrundet i
ejendomskriminalitet
- for hver fjerde af de unge er der tale om, at de surrogatfængsles i forbindelse
med deres første (registrerede) kriminelle handling
- af de surrogatfængslede unge får 2 ud af 3 ubetinget fængselsstraf eller dom
til ungdomssanktion, hvorimod den sidste 1/3 får betingede domme,
tiltalefrafald eller tiltaleundladelse – eller frifindes
- to år efter anbringelsen i sikret afdeling er 6 ud af 10 faldet tilbage til
kriminalitet og har fået ny dom for kriminalitet begået efter anbringelsen
- unge med dom til ungdomssanktion har et lidt højere tilbagefald end de
øvrige
Forvaltningshistorie:
- flertallet af de unge beskrives i de sociale sagsakter med mange, komplekse
og belastende opvækstfaktorer: forældres samlivsproblemer, psykisk og fysisk
sygdom, vold i hjemmet, arbejdsløshed, dårlig økonomi med meget mere
- for 4 ud af 5 unge har der været iværksat kommunale foranstaltninger før
anbringelsen i sikret afdeling, halvdelen af de unge har blandt andet været
anbragt uden for hjemmet, og flertallet af disse unge har været anbragt mere
end én gang
1 Disse unge har i stedet konsulteret psykolog og/eller privatpraktiserende psykiater.
10

- for nogle unge medfører anbringelsen i sikret afdeling, at der efterfølgende
for første gang iværksættes sociale foranstaltninger – for andre unge
medfører anbringelsen, at forvaltningen ophører med at tilbyde hjælp og
støtte
- under den unges ophold i sikret regi er den kommunale indsats meget ofte
fokuseret på at 'skaffe en plads i døgnregi' – i en del tilfælde uden at
involvere den unge eller forældrene i planlægningen
- for unge med dom til ungdomssanktion er den sociale indsats generelt
præget af kommunal usikkerhed i administrationen af dommen, ikke mindst i
afvejningen mellem dens straffende elementer og den unges behov for
socialpædagogisk støtte
Etnicitet:
- 2 ud af 3 unge i sikret afdeling har anden etnisk baggrund end dansk 2
- 3 ud af 10 er ikke født i Danmark, og mere end halvdelen af disse unge er
først kommet her til landet, efter at være fyldt 6 år
- 2. generations indvandrere 3
klarer sig generelt bedre end både flygtninge og
etnisk danske unge: de har haft færre problemer under opvæksten, har
sjældent været anbragt uden for hjemmet før opholdet i sikret afdeling,
kommer i højere grad fra 'intakte' familier og har et noget lavere kriminelt
tilbagefald end de øvrige
- af de unge med anden etnisk baggrund har 7 ud af 10 flygtningebaggrund
- en meget stor del af de unge flygtninge beskrives med traumatiske
opvækstforhold, mange har kun én forælder
- ud over problemer i relation til deres flygtningestatus beskrives de fleste af
disse unge og deres familier med de samme sociale problemer, som de etnisk
danske unge
- sprogproblemer og begrænset adgang til tolkebistand udgør i en del tilfælde
en alvorlig barriere for de sikrede afdelingers indsats, både i forhold til den
unge og i forhold til samarbejdet med familien
Undersøgelsen viser, at de unge generelt er glade og taknemmelige for at være
anbragt i en sikret afdeling frem for i et arresthus, og at de sætter stor pris på
personalets omsorg, ikke mindst ved ankomsten, hvor de fleste er meget usikre og
befinder sig i en kaotisk og psykisk belastende situation.
Den positive grundindstilling betyder dog ikke, at de unge er ukritiske i forhold til
personalet og indholdet i dagligdagen på de sikrede afdelinger.
De unge opponerer mod kollektive sanktioner og ufleksible regelsæt, og i
interviewene fremkommer en del udtalelser, som viser, at de unge reflekterer seriøst
over den pædagogiske praksis og har mange bud på, hvordan den kunne gøres bedre,
f.eks. i forhold til at mindske/undgå konflikter og i forhold til at skabe mere indhold
i dagligdagen.
2
Der ses en tendens til en vis udligning, idet de etnisk danske unge i december 2005 udgjorde mere end
40% af de indskrevne i sikret regi.
3
Her defineret som børn eller børnebørn af arbejdskraftindvandrere i 60erne og 70erne.
11

Inden for de senere år er institutionernes tekniske sikkerhedsniveau øget, og der ses
hos både unge og ansatte tendenser til at opfatte og omtale de sikrede afdelinger som
en form for 'ungdomsfængsler'.
Med dom til ungdomssanktion har de sikrede afdelinger fået en egentligt straffende
funktion med dertil hørende magtbeføjelser. Men samtidig er ungdomssanktionen
beskrevet som en socialpædagogisk foranstaltning, tilpasset den enkeltes individuelle
behov for behandling. Sanktionens sammenblanding af straf og behandling er
vanskelig at håndtere for såvel de sikrede afdelinger som de sociale myndigheder, og
resultaterne peger på, at der på både centralt og decentralt niveau er behov for
tydeligere at få defineret de straffende og behandlende elementer og at få dem
afbalanceret.
Undersøgelsen afslører, at de unges retssikkerhed på flere områder er usikker eller
truet. Årsagerne hertil kan blandt andet findes i det øgede fysiske sikkerhedsniveau,
tilføjelsen af nye målgrupper/opgaver, politiets hyppige anvendelse af besøgs- og
brevkontrol over for de varetægtsfængslede unge og uensartet administration fra de
amter, som driver institutionerne. Disse problemstillinger taler for en central styring
– eller en mere håndfast, central koordinering – af de sikrede afdelingers drift.
De sikrede afdelinger modtager primært 15 – 17 årige i varetægtssurrogat, men skal
også varetage socialpædagogiske udrednings- og behandlingsopgaver for unge ned til
12 år, samtidig med at antallet af (sanktionsdømte) 18 årige er steget. Undersøgelsen
viser, at der er behov for en større differentiering i afdelingernes indsats over for de
meget forskellige målgrupper.
Samtidig peger undersøgelsen på behov for at tilføre afdelingerne kompetencer i
forhold til at varetage opgaverne med de mange traumatiserede flygtninge, misbrugende
eller psykisk afvigende unge.
Undersøgelsens resultater vedrørende anbringelsernes længde, de unges belastede
opvækstbetingelser, den etniske fordeling med overvægt af dårligt integrerede
flygtningebørn m.m. peger på et stort behov for fremover at forbedre dokumentationen
af anvendelsen af de sikrede afdelinger.
Undersøgelsen viser også med megen vægt, at de sikrede afdelinger i mange tilfælde
kommer til at stå alene med ansvaret for de anbragte unge. Kvaliteten i den
kommunale indsats er svingende og ofte utilstrækkelig i forhold til at sikre den unge
en fornuftig udslusning efter opholdet i sikret regi.
Resultaterne fra projektet danner baggrund for en række forslag til ændringer i de
sikrede afdelingers pædagogiske praksis og til forbedring af de offentlige systemers
samarbejde omkring de anbragte unge. Disse forslag afslutter rapportens første del.
12

1. Indledning
Projekt Fokus er et treårigt forskningsprojekt, finansieret af Socialministeriet og
gennemført af Teori og Metodecentret, Frederiksborg Amt.
Projektets formål er at fremskaffe dokumentation om anvendelsen af landets syv
sikrede afdelinger for børn og unge. Resultaterne skal danne grundlag dels for en
forbedret dokumentation af afdelingernes indsats i fremtiden, dels for kvalificering og
metodeudvikling af institutionernes pædagogiske og socialfaglige praksis.
Projektet er ikke en evaluering af de syv afdelingers individuelle praksis. Når der i
rapporten refereres til socialpædagogisk praksis, vil det som hovedregel ske uden
angivelse af, hvilke(n) institution(er) oplysningerne er hentet fra. Målet med
rapporten er at levere materiale til brug for beslutningstageres og praktikeres
refleksion over og revision af den aktuelle anvendelse af landets sikrede institutioner
– ikke at udpege enkelte afdelinger for en uhensigtsmæssig praksis på enkelte
områder.
Fra lovgivningens side er de sikrede afdelingers opgaver kun meget overordnet
defineret, og der består en udstrakt metodefrihed for afdelingerne og deres
driftsamter, hvilket har medført, at der på en række områder har udviklet sig en
uensartet praksis. Den valgte, anonymiserede fremstillingsform betyder, at
afdelingerne på forskellige områder kan opleve, at rapporten ikke er dækkende for
deres institution. Det er i rapporten forsøgt at fastholde forskellighederne ved at
skrive ’på nogle afdelinger’ eller ’på en enkelt afdeling’ eller lignende i de tilfælde,
hvor der ikke er tale om en generel beskrivelse af praksis.
Det skal pointeres, at forskergruppen ved projektets afslutning står med et meget
nuanceret billede af de syv institutioner, og at de alle fremstår med både plusser og
minusser i forhold til de gennemgåede problemstillinger, herunder rapportens forslag
og anbefalinger. Det skal derudover pointeres, at alle afdelinger har været meget
positive og samarbejdsvillige i forhold til projektet og forskergruppen.
13

2. Undersøgelsesdesign og metodevalg
Anvendelsesområdet for landets sikrede afdelinger for børn og unge er de senere år
blevet ændret, samtidig med at antallet af pladser er udvidet.
I forbindelse med gennemførelse af et pilotprojekt på institutionen Sølager i
Frederiksborg Amt 4
kunne det konstateres, at der generelt forelå meget lidt
dokumentation om de sikrede afdelingers arbejde, de anbragte børn og unges
baggrund og resultaterne af indsatsen.
Anbringelse i sikret afdeling er et alvorligt indgreb i de unges liv. Det er derfor
vigtigt at sikre sig mod utilsigtede, negative følgevirkninger af den frihedsberøvelse,
som opholdet indebærer for den enkelte. Samtidig er der store udgifter forbundet
med driften af afdelingerne, udgifter som man ud fra et samfundsøkonomisk
synspunkt ønsker/forventer at få et positivt udbytte af, f.eks. i form af færre
kriminelle handlinger efter de unges udskrivning.
Der er derfor mange gode grunde til at tilvejebringe den manglende viden om
anvendelsen af de sikrede afdelinger – og til at gøre dette på en sådan måde, at
dokumentationen kan omsættes til metodeudvikling og kvalificering af afdelingernes
pædagogiske og socialfaglige indsats.
Projekt Fokus (Forskning Og KvalitetsUdvikling af Sikrede afdelinger) har i sit
undersøgelsesdesign lagt vægt på at have en tæt kontakt til det praksisfelt, som i
sidste ende gerne skulle profitere af projektets resultater. De sikrede afdelinger har
været meget imødekommende, både i forhold til at give adgang til data og i forhold
til at deltage i projektet, f.eks. ved at lade medarbejdere indgå i den
’Medarbejdergruppe’, som for forskergruppen har været af stor betydning, fordi der
her løbende har været mulighed for at drøfte undersøgelsesresultater med praktikere
fra feltet. Ud over referater af disse møder har der til alle afdelinger ca. to gange
årligt været udsendt et nyhedsbrev med orientering om, hvor langt projektet var
kommet, og hvad planerne var for den kommende periode.
Derudover er der lagt meget vægt på at inddrage erfaring fra de anbragte unge, som
besidder en helt central viden om ophold i sikrede afdelinger.
Forskergruppen har bestået af personer med mangeårige erfaringer fra det
pædagogiske og socialfaglige praksisfelt. Det har været udfordrende og spændende at
afprøve det ’praksisnære’ undersøgelsesdesign, men også på et enkelt punkt givet
anledning til frustration. En idé om at udvide eller supplere projektet med
iværksættelse af konkrete forsøg med metodeudvikling måtte opgives, fordi de
sikrede afdelinger i forbindelse med diverse udvidelsesplaner og usikkerhed om den
kommende strukturreform ikke kunne overskue at indgå i planlægning og
gennemførelse af sådanne forsøg 5
. Det forberedende arbejde har dog ikke været spildt,
4
Pilotprojektet er internt afrapporteret i maj 2003.
5
Sygekassernes Helsefond og Det Kriminalpræventive Råd finansierede forprojektet, som blandt andet har
ført til udfærdigelse af et idékatalog over pædagogiske nyskabelser og er indgået i arbejdet med at finde
frem til et egnet dokumentations- og udredningsinstrument.
15

men indgår i et vist omfang i Projekt Fokus’ forslag til metodeudvikling og
opkvalificering.
Med et tre-årigt projekt kan der være risiko for, at den indledende dataindsamling
inden afrapporteringen er blevet uaktuel og uanvendelig, fordi praksisfeltet har
ændret sig undervejs i forløbet. For de sikrede afdelinger har der været tale om
ændringer primært foranlediget af den ’dom til ungdomssanktion’, som blev indført
fra 1. juli 2001. Forskergruppen blev i eftersommeren 2005 af Socialministeriet bedt
om at foretage en udredning af 25 afsluttede ungdomssanktionsforløb 6 . Arbejdet med
denne opgave har i forening med den løbende kontakt til afdelingerne givet en
fornemmelse af den aktuelle udvikling – en udvikling som blandt andet har betydet,
at det i slutningen af 2005 skønnedes hensigtsmæssigt dels at foretage en ny
rundrejse til alle landets syv sikrede institutioner, dels at indhente nogle faktuelle
oplysninger om de unge, som var indskrevet på en bestemt dag i december 2005.
Det har været et væsentligt element i projektet at generere viden om anvendelsen af
de sikrede afdelinger. For at sikre både dybde og bredde i vidensgrundlaget er
undersøgelsen gennemført med en kombination af kvantitative og kvalitative
metoder.
Datagrundlag
Den faktuelle viden er fremskaffet via en række registeroplysninger på ’4-årsgruppen’
og via indhentning af sociale sagsakter og oplysninger fra Det Centrale
Kriminalregister på projektets ’Kernegruppe’. Oplysningerne er uddybet og nuanceret
via en række interview af unge og deres forældre.
Oversigt over datakilder 7 :
Oplysninger fra Amtsrådsforeningens registreringsdatabase (4-årsgruppen)
Oplysninger fra Det Centrale Personregister (4-årsgruppen)
Oplysninger fra Det Psykiatriske Centrale Forskningsregister (4-årsgruppen)
Oplysninger fra Register over stofmisbrugere i behandling (4-årsgruppen)
Oplysninger fra Det Centrale Kriminalregister (Kernegruppen)
Oplysninger fra sociale sagsakter (Kernegruppen)
Supplerende oplysninger om samtlige unge anbragt på en sikret afdeling d. 15.12.05
Interview med 21 anbragte unge
Opfølgende interview med ni unge og seks forældre
Interview af forstandere og afdelingsledere
Spørgeskemaundersøgelse på de sikrede afdelinger
Medarbejdergruppen - og følgegruppen i Projekt Fokus
Diverse skriftlige kilder herunder ’Pilotprojektet på Sølager’ og ’Udredning af 25
ungdomssanktionsforløb’
6
Udredningen er offentliggjort som bilag til Socialministeriets ’Rapport fra ekspertgruppen om
ungdomssanktionen’. Socialministeriet. 2005.
7
En mere udførlig oversigt er optrykt i del 2.
16

Derudover indgår viden, indhentet via møder i projektets følgegruppe og
Medarbejdergruppe, skriftlige kilder om de sikrede afdelinger og en afsluttende
interviewrunde med forstandere og afdelingsledere.
Da de kvantitative data primært vedrører perioden 2000 til 2003, er der som
supplement indhentet oplysninger om de unge, som den 15. december 2005 var
indskrevet i sikret afdeling.
Det samlede datamateriale er meget omfattende, og der kunne gennemføres en lang
række supplerende analyser, før mulighederne for at få yderligere viden ud af
materialet kan siges at være udtømte. Ud fra projektets tidsmæssige grænser er det
valgt at fokusere på de områder, som ud fra en vurdering af de sikrede afdelingers
opgaver skønnes at have størst betydning.
Følgende figur viser sammenhængen mellem de forskellige datakilder:
4-årsgruppen – 1074 personer
Data:
- Amtsrådsforeningens
registreringsdatabase og CPRregisteret
Kernegruppen – 214 personer
Data:
- Kriminalregisteret
Sociale sagsakter
– 172 personer
Misbrugsregisteret
– 53 personer
Psykiatriregisteret
– 275 personer
2.1 Beskrivelse af dataindsamlingen i den kvantitative del af
Projekt Fokus
Datagrundlaget for analyserne i den kvantitative del af projektet består af en række
registerdata suppleret med oplysninger fra sociale sagsakter.
17

Oplysninger fra registerdata dokumenterer anvendelsen af de sikrede afdelinger på
statistisk plan: hvor mange unge, hvor lange ophold, hvorfor anbringes de i sikret
afdeling, hvor mange har begået kriminelle handlinger, hvor mange har psykiske
problemer, hvor mange har misbrugsproblemer.
De sociale sagsakter giver supplerende oplysninger om de unges forvaltningshistorie.
Undersøgelsespopulationen – Kernegruppen og 4-årsgruppen
Datagrundlaget består af to undersøgelsespopulationer, hvoraf den ene
(Kernegruppen) udgør en delmængde af den anden (4-årsgruppen).
Kernegruppen
Da Projekt Fokus blev planlagt, var Amtsrådsforeningens årlige statistik den eneste
umiddelbart tilgængelige kilde til oplysninger om anvendelsen af de sikrede
afdelinger for børn og unge. Ifølge disse tal var der tale om mere end 500 8
anbringelser om året, og det blev besluttet at begrænse dataindsamlingen af sociale
sagsakter og oplysninger fra Det Centrale Kriminalregister til en Kernegruppe på ca.
200 unge. Til kontrol af Kernegruppens repræsentativitet skulle der indhentes
oplysninger fra Amtsrådsforeningens database om samtlige anbringelser i sikret
afdeling i 2002.
Hvis det i projektets planlægningsfase havde været kendt, at antallet af indskrevne
unge reelt var på under 350 om året, ville det formentlig være blevet besluttet at
indhente sociale sagsakter og kriminalitetsoplysninger på hele årgang 2002.
Uoverensstemmelser mellem de officielle tal fra Amtsrådsforeningen og de først
modtagne oplysninger fra de sikrede afdelinger om Kernegruppen førte til, at det blev
besluttet at udvide projektet med en 4-årsgruppe, som består af samtlige unge
indskrevet i sikret afdeling i perioden 1.1.2000 til 31.12.2003.
4-årsgruppens datagrundlag
Oplysningerne om 4-årsgruppen kommer fra den fælles indskrivningsdatabase, som de
sikrede afdelingers driftsamter har etableret i samarbejde med Amtsrådsforeningen 9 .
Materialet omfatter oplysninger om ind - og udskrivningsdatoer, årsager til
anbringelserne, navn på den unges hjemkommune og navn på den sikrede afdeling på
samtlige indskrivninger for 4-års perioden. Databasen indeholder 2094 registreringer
vedrørende 1118 ’personer’ 10
, heraf 1074 med gyldigt personnummer. 4-årsgruppen
består herefter af de 1074 personer.
For denne gruppe er der fra Det Centrale Personregister (CPR-registret) rekvireret data
om de unges forældre, dato for deres eventuelle indrejse i Danmark, hvilket land de
er indrejst fra, fødested og statsborgerskab.
Derefter er der rekvireret oplysninger om de 1074 unge og deres forældre fra
Sundhedsstyrelsens registre over 1) personer i misbrugsbehandling og 2) personer i
8
Iflg. Amtsrådsforeningens statistik: 509 anbringelser i 2001 og 750 anbringelser i 2002.
9
Oplysningerne er rekvireret fra CSC (Computer Sciences Corporation), som står for den tekniske drift af
databasen.
10
44 personer har ikke kunnet genfindes i Det Centrale Personregister, heraf 6 med fejlindtastede cprnumre
og 38 udlændinge uden dansk cpr-nummer. Der er i bearbejdningen set bort fra registreringer på
disse 44 ’personer’, som i en del tilfælde ser ud til at være foreløbige – og kortvarige – registreringer på
unge, som senere er registreret med gyldigt cpr-nummer.
18

psykiatrisk behandling. Oplysningerne om forældrene er primært medtaget for at
indgå i analysen af de unges belastninger under opvæksten.
Samkøring af data
Da de unge i Kernegruppen er en del af 4-årsgruppen er der – hvor det er skønnet
relevant – foretaget en sammenkædning af de to populationers datasæt.
Kernegruppens data skiller sig ikke på afgørende punkter ud fra 4-årsgruppens,
hvorfor resultaterne vedrørende Kernegruppen på en række punkter formodes også at
gælde for 4-årsgruppen 11
.
Fra ’hårde’ til ’bløde’ data
Udover registrering af faktuelle oplysninger er der i gennemgangen af de sociale
sagsakter også noteret mere beskrivende og kvalitative oplysninger om den unge og
dennes familie. Hvor disse oplysninger underbygger den talmæssige dokumentation,
er de nævnt under behandlingen af det pågældende tema.
Uddybende beskrivelser af det kvantitative datagrundlag
I del 2 findes en grundig gennemgang af det indhentede datamateriale og bearbejdningen
af det.
Supplementundersøgelsen pr. 15. december 2005
Samtlige sikrede afdelinger har udfyldt et skema på hver af de unge, som var
indskrevet den 15.12.2005.
Disse oplysninger er som nævnt blandt andet indhentet med henblik på en vurdering
af, om belægget på de sikrede afdelinger skulle have ændret sig så markant siden
2003, at resultaterne fra Projekt Fokus ikke længere er dækkende for afdelingernes
aktuelle virkelighed 12 .
2.2 Beskrivelse af dataindsamlingen i den kvalitative del af
Projekt Fokus
Det samlede datagrundlag for analyserne i den kvalitative del af projektet består af
forskellige typer empiri med interview af de unge som den væsentligste
informationskilde.
Som ’brugere’ af de sikrede afdelinger bliver de unge ud fra et moderne børne- og
ungesyn den primære kilde til at opnå viden om de sikrede afdelinger. De unge er
eksperter i viden om deres eget liv - også når det drejer sig om deres ophold på en
sikret institution.
De unges udtalelser skal ses i kontekst, dvs. i sammenhæng med de livsbetingelser,
sociale relationer osv. som de unge er underlagt og er en del af. Med henblik på at
kunne tolke de unges udsagn har det derfor været væsentligt at få beskrevet de
11
Vedrørende beskrivelse af Kernegruppens repræsentativitet henvises til del 2.
12
Skema til brug for supplementundersøgelsen er optrykt i del 2.
19

sikrede afdelinger. Dette er sket ved hjælp af interview med forstandere og
medarbejdere, ved analyse af spørgeskemaer omhandlende mange forskellige forhold
på afdelingerne, ved deltagelse i interne og eksterne møder med personalet 13 , ved
korte såvel som længerevarende besøg og indledende ophold på de sikrede afdelinger,
hvor deltagelse i måltiderne, observation af hverdagsaktiviteter, stemningen,
kontakten mellem de unge indbyrdes, mellem de unge og personalet osv., har
bidraget til forskergruppens forudsætninger for gennemførelse af analyserne af de
unges oplevelser.
Om interviewundersøgelsen
1. interviewrunde – unge på sikret afdeling
Der er talt med 21 unge, mens de opholdt sig på en sikret institution. Interviewene
drejede sig primært om at opfange forskelle og ligheder i de unges oplevelser og
erfaringer med anbringelse i sikret regi: ankomsten, hverdagen, relationerne til
personalet og de andre unge m.v. Der har således ikke været fokuseret på den
enkeltes individuelle historie, baggrund for anbringelsen eller lignende.
2. interviewrunde – opfølgning
Selv om 20 af de unge, som deltog i første interviewrunde, havde givet tilsagn om at
deltage i et opfølgende interview efter udskrivningen, lykkedes det kun at få
gennemført et sådant med ni af dem. Men disse ni har til gengæld kunnet bidrage
med mange væsentlige oplysninger og refleksioner vedrørende deres ophold i sikret
afdeling.
De opfølgende interview har været centreret omkring de sociale processer i
forbindelse med de unges ophold og udskrivning: hvem har den unge været i kontakt
med, hvilken plan var der lagt for tiden efter udskrivningen, var den tilbudte støtte
relevant, hvad synes den unge i tilbageblik om opholdet i sikret afdeling m.v.
Der har i begge interviewrunder været tale om kvalitative, semistrukturerede
interview med fokus på udvalgte temaer. Der har været udarbejdet en interviewguide,
som har været retningsgivende, men ikke styrende for samtalerne.
Det var oprindeligt ønsket at få begge køn og alle anbringelseskriterier repræsenteret
i interviewgruppen, men dette ønske har ikke kunnet opfyldes. Alle de interviewede
er drenge, og ingen af dem var på interviewtidspunktet anbragt til socialpædagogisk
observation eller længerevarende behandling. Denne mangel er blandt andet søgt
afhjulpet gennem interview af forstandere og afdelingsledere. De interviewede drenge
er i øvrigt, ud fra alder, etnisk baggrund, længden af deres ophold og begrundelsen
for anbringelsen, repræsentative for de sikrede afdelingers unge i varetægtssurrogat,
alternativ afsoning og afvikling af dom til ungdomssanktion.
Interview med forældre
Til brug for kontakten vedrørende det opfølgende interview havde en del af de unge
opgivet deres forældres telefonnummer. Ved henvendelse med spørgsmål om, hvor og
hvordan den unge kunne kontaktes, gav flere forældre – spontant og uopfordret –
udtryk for et ønske om selv at få mulighed for at videregive deres oplevelser i
forbindelse med deres barns anbringelse i sikret afdeling. Da unge under 18 år er
13 Medarbejdergruppen beskrives senere i dette kapitel.
20

underlagt forældrenes myndighed, er det valgt at supplere dataindsamlingen med
interview af disse seks forældre, blandt andet for at få viden om deres erfaringer med
forældreinddragelse fra de involverede, offentlige myndigheders side.
2.3 Spørgeskemaundersøgelse
Medio 2003 udsendte Projekt Fokus et spørgeskema til alle de daværende 16 sikrede
afdelinger/enheder. Skemaet indeholdt spørgsmål om afdelingernes fysiske rammer,
personalemæssige forhold og interne regelsæt. 11 afdelinger returnerede skemaet i
udfyldt stand.
Oplysningerne er blandt andet indgået i projektets første interne arbejdspapir,
udfærdiget med henblik på drøftelser i projektets følgegruppe og Medarbejdergruppe.
Da der er sket mange ændringer og udvidelser inden for de sikrede afdelingers område
i projektperioden, er de oprindeligt indhentede oplysninger løbende blevet suppleret
med skriftligt materiale, oplysninger fra hjemmesider, via besøg på institutionerne og
interview af forstandere m.fl.
2.4 Interview med forstandere og afdelingsledere på de
sikrede afdelinger
Med henblik på dels at få suppleret og opdateret oplysningerne fra spørgeskemaundersøgelsen,
dels at få uddybet afdelingernes opfattelser og holdninger til
forskellige udvalgte temaer, er samtlige forstandere og et antal afdelingsledere ultimo
2005 blevet interviewet som afslutning på dataindsamlingsfasen.
2.5 Medarbejdergruppen
Et af formålene med Projekt Fokus er at yde bidrag til forbedring af den pædagogiske
og socialfaglige praksis inden for det ret specialiserede område, som varetages af de
sikrede institutioner. For at fastholde kontakten og relationerne til praksis blev der
etableret en referencegruppe, bestående af ’menige’ medarbejdere fra de sikrede
afdelinger. Gruppen har dels bidraget med konkret viden om aktuelle
udviklingstendenser, dels deltaget i væsentlige diskussioner om det pædagogiske
indhold i hverdagen, dilemmaer i forbindelse med udøvelse af straf og meget mere.
Medarbejdergruppens sammensætning, arbejdsform og antal møder er beskrevet i del
2.
21

2.6 Følgegruppen
Projektets følgegruppe har bestået af personer med forskningsmæssig og/eller
praksisviden inden for de sikrede afdelingers område. Gruppen har blandt andet
diskuteret de arbejdspapirer, som har været udfærdiget undervejs, og bidraget med
viden om den aktuelle udvikling.
Følgegruppens sammensætning m.v. er ligeledes beskrevet i del 2.
22

3. De sikrede afdelingers historiske baggrund
Det falder uden for projektets rammer at gennemføre en egentlig udredning af de
sikrede afdelingers historie. Men til brug for forståelsen af institutionernes aktuelle
kontekst og opgaver er det nødvendigt med et kortfattet historisk rids over de sidste
100 års udvikling 14
.
I Europa/den vestlige verden har der siden middelalderens slutning udviklet sig en
tradition med at frihedsberøve forskellige befolkningsgrupper, som af samtiden blev
betragtet som uønskede i det pulserende samfund, og tvangsanbringe dem i en
totalinstitution. Igennem tiderne har man blandt andet tvangsanbragt spedalske,
løsgængere, uforsørgede børn, sindssyge, åndssvage, religiøse minoriteter,
homoseksuelle og kriminelle.
Formålet var oprindeligt at sikre ro og orden i det øvrige samfund ved at
isolere/fjerne den fysiske eller mentale smittefare, som disse grupper mentes at
udgøre, samt at udnytte deres arbejdskraft, i hvert fald i et sådant omfang at
institutionernes drift ikke belastede samfundets økonomi.
I Danmark har denne form for frihedsberøvelse især været anvendt over for fattige,
sindssyge, åndssvage og kriminelle. Med udbygningen af velfærdsstaten fra 1930'erne
til særforsorgens decentralisering i slutningen af 70'erne er anbringelsernes omfang
faldet markant, ligesom de har ændret form og indhold: Fattiggårdene er nedlagt, og
ophold på nutidens pendant, forsorgshjem, sker i princippet på frivilligt grundlag. Det
19. århundredes kæmpeinstitutioner for sindssyge og åndssvage er (næsten alle
sammen) væk og erstattet af mindre enheder, bofællesskaber, distriktspsykiatri og
lokale støtteforanstaltninger.
I samme periode er den strafrelaterede del af de frihedsberøvende tvangsanbringelser
undergået forandringer i forbindelse med af- og nedkriminaliseringer og indførelse af
en række alternative samfundssanktioner som f.eks. bøder, tiltalefrafald, betingede
domme og samfundstjeneste. Den stigende kriminalitet i samfundet de seneste 50-60
år har derfor ikke medført nævneværdigt flere fængselspladser.
Bortset fra en relativt lille gruppe af åndssvage og psykisk syge, som på et givet
tidspunkt vurderes at være til direkte fare for sig selv eller andre, bruges
frihedsberøvende tvangsanbringelser i lukket regi i Danmark i dag stort set kun over
for sigtede eller dømte kriminelle, - og over for børn og unge 15
.
Frihedsberøvelsens formål og indhold i forhold til voksne kriminelle
Straffesystemets frihedsberøvelse af borgere er begrundet i to forskellige hensyn:
Varetægtsfængsling og afsoning af fængselsstraf.
14
For en uddybende historisk gennemgang kan der bl.a. henvises til ”Anstaltsbørn og børneanstalter
gennem 400 år”. Beth Grothe Nielsen. Socpol. 1986.
15
Vi er opmærksomme på, at også andre grupper kan opleve en form for tvangsmæssig anbringelse i
forbindelse med institutionsophold, som de 'under frivillig tvang' har accepteret i mangel af et ønsket
alternativ. Denne problemstilling vil dog kun indirekte blive inddraget i Projekt Fokus.
23

Varetægtsfængsling - anbringelse i arresthus af en person, som er mistænkt for at
have begået en eller flere kriminelle handlinger kan ske, når betingelserne i
retsplejelovens § 762 er opfyldt.
Retsplejelovens § 762:
’En sigtet kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at han har begået en
lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, såfremt lovovertrædelsen efter loven kan
medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og
1) der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at han vil unddrage
sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen, eller
2) der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod vil
begå ny lovovertrædelse af den foran nævnte beskaffenhed, eller
3) der efter sagens omstændigheder er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre
forfølgningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre.
Stk. 2. En sigtet kan endvidere varetægtsfængsles, når der foreligger en særligt bestyrket mistanke
om, at han har begået
1) en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter loven kan medføre fængsel
i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed
skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod, eller
2) en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 123, § 134 a, §§ 244-246, § 250 eller § 252,
såfremt lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en
ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage og hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at
sigtede ikke er på fri fod.
Stk. 3. Varetægtsfængsling kan ikke anvendes, hvis lovovertrædelsen kan ventes at ville medføre
straf af bøde eller fængsel i højst 30 dage, eller hvis frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den
herved forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge, som kan
ventes, hvis sigtede findes skyldig.
Afsoning af fængselsstraf har et entydigt straffende formål. Denne form for
frihedsberøvelse - via ophold i et fængsel for et i dommen fastsat tidsrum - er den
alvorligste straf, det danske samfund anvender over for sine borgere 16 . Indholdet
består i princippet alene i, at den dømte skal være berøvet sin personlige frihed. Den
indsatte bevarer sine borgerlige rettigheder, og fængselstilværelsen tilstræbes i så
vidt omfang som muligt at ligne livet ’uden for murene’.
I afsoningsperioden er Kriminalforsorgen (den straffuldbyrdende myndighed)
forpligtet til så vidt muligt at tilbyde de indsatte foranstaltninger, der kan forbedre
den enkeltes muligheder for at klare sig uden kriminalitet efter løsladelsen 17
.
Frihedsberøvelsens formål og indhold i dag i forhold til børn og unge
De sociale myndigheders tvangsanbringelser af børn og unge i lukkede institutioner
har formelt andre formål end straffesystemets og kan have ganske anderledes
udtryksformer. Anbringelsen tager her udgangspunkt i hensynet til barnet/den unge
og de individuelle behov for offentlige foranstaltninger.
De sociale myndigheder kan træffe beslutning om anbringelse mod såvel forældrenes
som barnets/den unges ønske. En sådan beslutning kan om nødvendigt effektueres
16
Den tidsubestemte sanktionsform 'dom til forvaring' kan siges at være alvorligere end en fængselsstraf,
men den er så sjældent anvendt, at vi ikke vil beskæftige os med den i denne sammenhæng - ligesom vi
ikke vil gå nærmere ind i en diskussion af, om f.eks. en udvisning af landet eller en dom til psykiatrisk
behandling opleves som værre/alvorligere end en fængselsstraf.
17
Der kan her henvises til bl.a. lov om straffuldbyrdelse og det politisk vedtagne principprogram for
Kriminalforsorgens virksomhed (her især ’normaliseringsprincippet’).
24

med hjælp fra politiet, som også kan involveres, hvis barnet/den unge forlader
anbringelsesstedet 18 .
Ud over disse indirekte beføjelser har de sociale myndigheder nogle mere direkte
muligheder for at anbringe børn og unge i sikrede afdelinger (= døgninstitutioner,
hvor yderdøren kan være låst). De sociale myndigheder kan i dag anvende lukkede
institutioner over for børn 19
og unge efter følgende kriterier 20
: Farlighed, pædagogisk
observation, længerevarende socialpædagogisk behandling, varetægtssurrogat,
alternativ afsoning af fængselsstraf samt afvikling af ungdomssanktion.
1. Farlighed - den unge skønnes akut at være til fare for sig selv eller andre
(på linie med psykiatrilovens tvangsbestemmelser).
2. Gennemførelse af pædagogisk/psykologisk observation (m.h.p. afdækning
af de individuelle behov for fremtidige foranstaltninger fra de sociale
myndigheders side).
3. Gennemførelse af en længerevarende socialpædagogisk behandling, som
ikke skønnes at kunne foregå i åbent regi (herunder behandlingsforløb der
samtidig tjener som alternativ til fængselsafsoning, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2).
4. Derudover kan de sociale myndigheder tilbyde 21 15-17-årige ophold i sikret
afdeling som alternativ til varetægtsfængsling i arresthus, hvis retten har
accepteret en sådan surrogatanbringelse, jf. retsplejelovens § 765 (se
nedenfor).
5. Opholdet er led i en afsoning, jfr. § 78, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf
m.v. og betingelserne i nr. 1, 2 eller 3 samtidig er opfyldt og
6. Endelig kan domstolene (normalt efter indstilling herom fra de sociale
myndigheder) dømme 15-18-årige 22 til ophold i sikret afdeling i op til 12
måneder i forbindelse med en ungdomssanktion, jf. straffelovens § 74 a
7. Derudover er det fra 1.7.2004 blevet muligt at anbringe unge udlændinge
under 15 år i sikret afdeling, hvis de unge ikke har legalt ophold i Danmark 23
.
18
Lov om social service med tilhørende cirkulærer.
19
Børn under 15 år har indtil 1. juli 2004 kun kunnet anbringes i sikret afdeling efter konkret
vurdering/dispensation fra afdelingens driftsamt. Denne restriktion er nu fjernet med ændring af
magtanvendelsesbekendtgørelsen af 27. maj 2004.
20
Magtanvendelsesbekendtgørelsen af 14.12.2004, § 7.
21
Det er fra flere deltagere i ’Medarbejdergruppen’ anført, at de unge ved ankomsten til en sikret afdeling
yderst sjældent er vidende om, at denne placering er et tilbud, som de rent faktisk kunne nægte at tage
imod.
22
Den unge må højst have været 17 år på tidspunktet for den kriminelle handling, men kan i realiteten nå
at fylde (mindst) 18 år før endelig domsafsigelse.
23
Ændringen er sket så sent i Projekt Fokus' forløb, at disse unge ikke indgår i undersøgelsen. Der blev i
2004 etableret en særlig afdeling med tre pladser på Sølager. Pga. manglende udnyttelse af kapaciteten er
det ultimo 2005 besluttet, at pladserne også kan bruges til unge anbragt efter de øvrige kriterier.
25

Retsplejelovens § 765:
”Er betingelserne for anvendelse af varetægtsfængsling til stede, men kan varetægtsfængslingens
øjemed opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, træffer retten, hvis sigtede samtykker
heri, i stedet for varetægtsfængsling bestemmelse derom.
Stk. 2. Retten kan således bestemme, at sigtede skal
undergive sig et af retten fastsat tilsyn,
overholde særlige bestemmelser vedrørende opholdssted, arbejde, anvendelse af fritid og samkvem
med bestemte personer,
tage ophold i egnet hjem eller institution,
undergive sig psykiatrisk behandling eller afvænningsbehandling for misbrug af alkohol, narkotika
eller lignende, om fornødent på hospital eller særlig institution,
give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter,
hos politiet deponere pas eller andre legitimationspapirer,
stille en af retten fastsat økonomisk sikkerhed for sin tilstedeværelse ved retsmøde og ved
fuldbyrdelsen af en eventuel dom
Stk. 3. Ved afgørelser i medfør af stk. 1 og 2 finder bestemmelserne i § 764 tilsvarende
anvendelse.
Stk. 4. Hvis sigtede unddrager sig møde i retten eller fuldbyrdelse af dommen, kan retten, efter at
der så vidt muligt er givet dem, afgørelsen vedrører, lejlighed til at udtale sig, ved kendelse
bestemme, at en sikkerhed, der er stillet i medfør af stk. 2, nr. 7, er forbrudt. En forbrudt
sikkerhed tilfalder statskassen, dog således at den forurettedes erstatningskrav kan dækkes af
beløbet. Retten kan under særlige omstændigheder i indtil 6 måneder efter kendelsen bestemme,
at en forbrudt sikkerhed, der er tilfaldet statskassen, helt eller delvis skal tilbagebetales.
Stk. 5. Justitsministeren kan efter forhandling med socialministeren og sundhedsministeren
fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang m.v. til personer, der er anbragt i
institution eller hospital m.v. i medfør af stk. 2, nr. 3 eller 4, når der ikke i øvrigt er taget stilling
hertil. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af disse
regler, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.
For alle kriterier gælder, at anbringelsen formelt begrundes med hensynet til de
unges behov for ophold i socialpædagogisk regi i en sikret afdeling - enten direkte
eller som et alternativ til placering i arresthus eller fængsel. Formålet er således at
udsætte de unge for en socialpædagogisk påvirkning/behandling, uden at indholdet i
dette er nærmere beskrevet 24 . Dette gælder også for unge anbragt i varetægtssurrogat,
uanset at det i nogle tilfælde synes helt uafklaret, om der reelt er et behov for
socialpædagogisk indsats, og uanset at det endnu ikke altid er afklaret, om den unge
er skyldig i den påsigtede kriminalitet.
Som beskrevet ovenfor har det i sidste århundrede været tale om en klar tendens til
at frihedsberøve stadigt færre borgere i stadigt kortere perioder. Denne tendens er
dog i løbet af 1990’erne blevet brudt på et par områder. Således er straffen for visse
volds- og seksualforbrydelser blevet forhøjet væsentligt = længere fængselsstraffe til
disse kriminelle.
Også anvendelsen af socialpædagogiske foranstaltninger i lukket regi over for børn og
unge er steget kraftigt, blandt andet som følge af en generelt lavere samfundstolerance
over for voldelig adfærd.
De sikrede afdelingers historie
Med ”Børneloven” af 1905 påtog den danske stat sig for første gang (en del af)
ansvaret for børn og unge, som manglede forsørgelse eller frembød alvorlige discipli-
24 Betydningen heraf vil blive diskuteret i senere afsnit.
26

nære problemer, og der blev etableret statslige opdragelsesanstalter for særligt
vanskelige børn – Bråskovgård i 1908 og Vejstrup pigehjem i 1909. I 1914 fik
Bråskovgård en lukket afdeling med 20 pladser, heraf seks særligt sikrede (i 1972
havde denne afdeling 12 pladser). I løbet af århundredet blev der derudover etableret
lukkede afdelinger på fire skole- og ungdomshjem, blandt andre Skibbyhøj og
Bøgholt 25
. I 1966 etableredes Egely med otte lukkede pladser.
De sikrede afdelinger i bistandslovens periode
I forbindelse med Socialreformkommissionens arbejde frem mod indførelsen af
bistandsloven i 1976 taltes i Betænkning nr. 664/1972 om et udækket behov for
sikrede/lukkede døgninstitutionspladser til:
1. unge, som i en akut situation vurderedes at være til fare for sig selv eller
andre
2. unge, som havde behov for en socialpædagogisk observation med henblik på
en kvalificeret planlægning af efterfølgende foranstaltninger
3. stofmisbrugende, kriminelle unge, som ikke burde varetægtsfængsles i
almindelige arresthuse for voksne, men havde brug for et alternativ/varetægtssurrogat.
Allerede i 1972 etableredes sikrede afdelinger på Sølager (otte pladser) og Sønderbro
(10 pladser).
Med indførelsen af bistandsloven blev det et amtsligt ansvar at sørge for ’det
nødvendige antal pladser i institutioner …’ 26
, og i det tilhørende cirkulære fra
Socialministeriet blev det pointeret, at ansvaret også omfattede pladser på
behandlingshjem for psykotiske børn og sikrede observationsafdelinger for unge over
15 år, der er sigtet for alvorligere kriminalitet.
Bistandsloven og den efterfølgende udlægning af hele døgninstitutionsområdet til
kommuner og amter kom til at betyde en afspecialisering af en række institutioner
med det resultat, at der opstod problemer med at finde kvalificerede
anbringelsessteder til de vanskeligste børn og unge. Samtidig lukkedes en del af de
statslige institutioner f.eks. Bråskovgård, Skibbyhøj og Kjettrupgård, som traditionelt
havde modtaget den mest belastede del af klientellet, blandt andet i lukkede
afdelinger. De lokale amter havde ikke behov for disse gamle statshjems mange
pladser og ønskede derfor ikke at påtage sig det økonomiske ansvar ved en eventuel
ledig kapacitet.
En af konsekvenserne blev, at mange varetægtsfængslede 15-17-årige blev anbragt i
de almindelige arresthuse, fordi der ikke var tilstrækkelig kapacitet til
varetægtssurrogater i sikrede afdelinger. Derudover kunne der være problemer med at
opnå kommunalt betalingstilsagn til surrogatplacering. De sikrede pladser var meget
dyre for de sociale myndigheder, hvorimod borgernes ophold i arresthuse eller
fængsler var (og er) gratis for kommunerne.
25 Beth Grothe Nielsen: Anstaltbørn og børneanstalter gennem 400 år. Socpol. 1986. Den 21.3.1968
udsendtes bekendtgørelse nr. 99 om 'regler om anvendelsen af sikrede afdelinger ved børne- og
ungdomshjem'.
26 Bistandslovens §§ 96 – 100.
27

I begyndelsen af 80’erne gik Socialministeriet i dialog med Justitsministeriet om
problemstillingerne. Der blev gennemført en undersøgelse 27 af behovet for pladser til
varetægtssurrogat og etableret endnu en sikret afdeling – Koglen – med fem pladser i
Jylland (placeret på Kriminalforsorgens jord i tilslutning til udslusningspension/forsorgshjem
for ældre kriminelle). Derudover blev der indført ændrede
finansieringsregler for alle landets sikrede afdelinger (Sølager, Sønderbro, Egely og
Koglen). Indførelsen af den objektive finansiering 28
betød, at den enkelte
surrogatplacering ikke længere påførte de kommunale myndigheder udgifter. Dette
har formentlig gennem årene skånet en lang række unge for et varetægtsophold i
arresthus. Medaljens bagside er, at de ’gratis’ sikrede pladser kan have medført, at
man stort set altid bruger denne eksisterende mulighed – også i tilfælde, hvor man
måske kunne have klaret sig med en mindre indgribende foranstaltning end fuldtids
indespærring, jf. mulighederne i retsplejelovens § 765.
Med indførelsen af den objektive finansiering blev det samtidig bestemt, at de sikrede
afdelinger ikke måtte anvendes som alternativ til fængselsafsoning. (Dengang
straffelovens § 49, stk. 2, nu straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2.)
I 1991 tiltrådte Danmark FN’s Børnekonvention, hvilket blandt andet forpligter landet
til ikke at frihedsberøve unge under 18 år sammen med voksne 29
. Dette
forstærkede/betonede behovet for varetægtssurrogatpladser.
I 1990’erne blev også vedtaget to ’voldspakker’, som i deres ordlyd primært var rettet
mod meget alvorlige voldsforbrydelser, begået gentagne gange eller mod sagesløse.
Men den generelt nedsatte samfundstolerance overfor voldelig adfærd synes at have
haft en afsmittende virkning på domspraksis m.v. 30 , hvorfor antallet af hæfte- og
fængselsstraffe til unge under 18 år øgedes markant. Samtidig oplevedes tiltagende
problemer med visse grupper af utilpassede unge med anden etnisk baggrund end
dansk.
De sikrede afdelinger i servicelovens periode
I 1998 udvidedes såvel antallet af pladser som anvendelsesområdet for de sikrede
institutioner. De eksisterende 43 pladser blev forøget med 11, fordelt på Sønderbro,
Koglen og Sølager. Udvidelsen på Sølager var med fire 'særligt sikrede' pladser, der
skulle kunne rumme de voldsomt udadreagerende varetægtsfængslede, som de sikrede
afdelinger hidtil havde 'opgivet' med det resultat, at de unge blev overført til
arresthuse. Den øvrige pladsforøgelse var beregnet på unge med behov for en
længerevarende socialpædagogisk behandling, som kun blev skønnet gennemførlig i
lukket regi. Det blev igen muligt at bruge de sikrede afdelinger som alternativ til
fængselsafsoning under forudsætning af, at disse unge samtidig opfyldte kriterierne
for indskrivning i længerevarende behandling, farlighed eller behov for observation.
Der blev ikke fastsat nærmere bestemmelser om, hvad en sådan længerevarende
behandling skulle indeholde, men alene nogle maksimale opholdslængder for
anbringelse efter dette nye kriterium. Etableringen af den særligt sikrede afdeling på
27
'Undersøgelse af behovet for sikrede afdelinger til anbringelse af unge i varetægtssurrogat'.
Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen og Amtsrådsforeningen i Danmark. Oktober 1983.
28
Herefter betalte kommunerne til de sikrede afdelingers drift ud fra antallet af 14-17-årige i kommunen -
uanset om man benyttede de sikrede pladser eller ej.
29
FN’s Børnekonvention, artikel 37.
30
Rigsadvokaten udsendte d. 3.7.1998 meddelelse nr. 7/1998 om ’ungesagers behandling’, hvor
strafniveauet for unges voldsforhold skærpes. For uddybning henvises til Social Kritik 57-58/98 s. 176-178.
28

Sølager viste sig at medføre en række pædagogiske og disciplinære problemer.
Institutionen valgte derfor at sprede de (få) unge med behov for særlige
sikkerhedsforanstaltninger på forskellige afdelinger, hvor der så blev tilført ekstra
personaleressourcer. Den 'særlige sikring' bestod således af personlig mandsopdækning
frem for anbringelse i fysisk særligt sikrede rammer 31
.
I oktober 2000 kom den daværende regering med en række initiativer rettet mod
utilpassede unge, med særlig opmærksomhed på unge med anden etnisk baggrund
end dansk. Et af initiativerne resulterede i en politisk beslutning om etablering af
yderligere 20 sikrede pladser (fra 54 til 74) og 100-120 pladser i døgninstitutioner og
opholdssteder - til en forøget indsats over for de mest utilpassede børn og unge.
Udvidelsen af sikrede døgnpladser skete denne gang i form af oprettelse af helt nye
institutioner: Bakkegården, Stevnsfortet og Grenen. Regeringen ønskede hurtig
etablering af de nye pladser. Lokalpolitisk så man tilsyneladende en fordel i at
genbruge tomme bygninger, formentlig fordi genanvendelse af en tidligere
institutionsbygning ikke medførte krav om tidskrævende lokalplansprocedurer med
nabohøringer m.v. De nye institutioner er således indrettet i
1. den gamle, landsdækkende sikringsanstalt for farlige, psykisk syge kriminelle
(Bakkegården)
2. en forladt militærforlægning (Stevnsfortet)
3. et nedlagt arresthus (Grenen).
Ud over disse nye institutioner etablerede Sølager yderligere pladser, således at det
totale antal i 2002 og 2003 kom op på henholdsvis 85 og 89.
I forlængelse af regeringsinitiativerne blev der i oktober 2000 nedsat en
ekspertgruppe, som skulle vurdere de strafferetlige sanktionsmuligheder over for
unge kriminelle og herunder komme med forslag til en særlig ungdomssanktion. I
januar 2001 afgav gruppen sin betænkning med en flertalsindstilling 32 om indførelse
af dom til ungdomssanktion. I maj/juni vedtog folketinget de nødvendige ændringer i
straffelov og servicelov, og fra 1.7.2001 har unge mellem 15 og 17 år kunnet idømmes
ungdomssanktion - et toårigt, individuelt, socialpædagogisk forløb, som normalt
starter med et ophold i sikret afdeling, efterfulgt af ophold i åbent døgnregi og
udslusning med fortsat kommunal støtte.
Med indførelsen af den nye sanktion til unge er de sikrede afdelinger i langt højere
grad end tidligere blevet en egentlig 'straffuldbyrdende virksomhed' - på linie med
landets fængsler. Men institutionerne har fortsat et socialt og pædagogisk
udgangspunkt, hører under Socialministeriets ressort og har amtslige og kommunale
socialforvaltninger som de umiddelbare samarbejdspartnere vedrørende den enkelte
unge. Afdelingerne skal også fortsat under samme tag huse unge, der er anbragt efter
forskellige kriterier og med en stadigt større aldersspredning.
Etableringen af åbne socialpædagogiske institutionspladser til de sikrede afdelingers
målgruppe, som blev besluttet i 2000, er ikke sket i det forventede tempo, og der har
31
Anvendelsen af Sølagers model vedr. 'særlig sikring' er nu bragt til ophør.
32
Et mindretal bestående af kommunale og amtskommunale repræsentanter var ikke enige i udformningen
af den nye sanktion og afgav mindretalsudtalelse herom.
29

landt andet vist sig store problemer i forhold til at skaffe kvalificerede pladser til de
unge sanktionsdømte. Flere af de sikrede institutioner har derfor inden for de sidste
par år etableret egne åbne døgnpladser, specielt rettet mod de unge med dom til
ungdomssanktion. En del af disse pladser er dog allerede nedlagt igen, fordi
kommunerne ikke i særlig stor udstrækning har visiteret unge til pladserne, men i
stedet har foretrukket andre placeringer til unge i ungdomssanktionens fase 2.
Etableringen af flere og nye pladser i sikret regi er fortsat inden for de seneste år,
således at der nu er 116 pladser på landsplan.
De sidste udvidelser er især sket på Fyn og i Århus Amt, hvor man begge steder har
mere end fordoblet antallet af pladser. På Fyn er den gamle institution med otte
pladser nu nedlagt og erstattet af et helt nyt byggeri med fire afdelinger, hver med
plads til fem unge. Derudover har Egely fire åbne afdelinger med tilsammen 19
pladser, hvoraf én afdeling indgår i et særligt samarbejde med Ringe Statsfængsel. I
Århus Amt er den sikrede institution Grenen udbygget fra fire til 14 pladser via to
’særligt sikrede’ afdelinger, hvoraf den ene har status som en psykiatrisk
specialafdeling. På Sølager har en af afdelingerne fået status som særligt sikret
afdeling, og institutionen råder nu i alt over 26 pladser.
Oversigt over sikrede institutioners pladser (den 20.3.2006)
Institution Almindelige
pladser
Særligt
sikrede
pladser
Antal
pladser
i alt
Antal
afdelinger
Sønderbro 16 0 16 3
Sølager 21 5 26 5
Bakkegården 19 0 19 4
Stevnsfortet 10 0 10 2
Egely 15 5 20 4
Koglen 10 0 10 2
Grenen 5 10* 15 3
96 20 116 23
* Heraf fem pladser til unge med psykiatriske problemstillinger.
Ud over Egely har Sønderbro, Bakkegården og Grenen driftsansvar for åbne afdelinger,
primært beregnet til unge med ungdomssanktion. Stevnsfortet har tæt samarbejde
med bestemte, amtslige døgninstitutioner vedrørende sanktionsdømte.
Udvikling i sikkerhedsniveau
Samtidig med udvidelsen af antallet af afdelinger og pladser er der gennemført en
række sikringsforanstaltninger dels med henblik på at forhindre de unge i at rømme
fra stedet, dels med henblik på at øge personalets sikkerhed. Valget af bygninger i
forbindelse med etablering af de nye afdelinger i 2000 og 2001 gav umiddelbart
mulighed for et højt sikkerhedsniveau, idet de fysiske rammer allerede var til stede
30

for Grenens og Bakkegårdens vedkommende, og ønskerne om øget sikkerhed har i et
vist omfang bredt sig til de 'gamle' institutioner. På Koglen planlægges p.t. byggeri af
en ny afdeling til afløsning af den, der blev indrettet midt i 80'erne, et ønske om
nybygning, som primært synes begrundet i øget sikkerhed for personalet, og det ny
Egely er placeret bag en flere meter høj betonmur. En række afdelinger har i dag en
permanent amtslig tilladelse til at låse de unge inde på deres værelser om natten, og
på stadigt flere afdelinger forsynes personalet med overfaldsalarmer.
Samtidig med indførelsen af disse tekniske sikkerhedsforanstaltninger er det blevet
kriminaliseret at rømme/flygte fra en sikret afdeling. Straffelovens § 124 33 omfatter
ikke kun personer i fængsler og arresthuse, men også unge i varetægtssurrogat,
alternativ afsoning jf. straffuldbyrdelseslovens § 78 eller ungdomssanktion i sikret
afdeling. En overtrædelse/rømning (uden anvendelse af vold eller trusler) takseres
normalt til 30 dages fængsel.
Sammenfattende om de sikrede afdelingers udvikling
De sikrede afdelinger har deres historiske udspring i den danske børneforsorg og har i
deres nuværende form eksisteret i knapt 40 år. De første 30 år må beskrives som
relativt rolige og stabile. Bortset fra nedlæggelse af kapacitet på Sølager og etablering
af Koglen i midten af firserne, hvor man også overgik til objektiv finansiering af
pladserne, skete der ikke de store forandringer. Derimod har der siden slutningen af
90’erne været tale om voldsomme omvæltninger. Antallet af pladser og afdelinger er
næsten tredoblet, og institutionerne har fået pålagt nye opgaver i forbindelse med, at
anbringelseskriterierne er udvidet med unge med behov for længerevarende
behandling, herunder som alternativ til fængselsafsoning, og unge idømt
ungdomssanktion.
Udvidelserne har været begrundet i politiske ønsker om en ændret indsats over for
utilpassede og kriminelle unge. De forskellige sikrede afdelinger har ikke altid været
enige i alle beslutninger 34 , ligesom Amtsrådsforeningen har udtrykt skepsis over for de
sikrede afdelingers deltagelse i afvikling af ungdomssanktionsdomme 35 .
Hvor institutionerne tidligere primært har fungeret som socialpædagogisk
tilbud/alternativ til unges anbringelse i arresthus, er der nu lagt et kraftigt element
af tvang og straf ind i varetagelsen af de nye opgaver. Dette element har dels
medvirket til det omtalte øgede sikkerhedsniveau, dels betydet, at der hersker
usikkerhed og uensartethed i institutionernes varetagelse af opgaverne.
Sammenkædningen af behandling og straf ses at have fået en række følger for
indholdet og den socialpædagogiske praksis på de sikrede afdelinger, hvilket blandt
andet vil blive belyst i temaerne om afdelingernes dagligdag, ungdomssanktionsdomme
og de unges retssikkerhed.
33
Ændring af straffeloven pr. 1.7.2001.
34
SFI's rapport nr. 01:8. "Længerevarende behandling af børn og unge i sikrede pladser – en evaluering."
35
Se mindretalsudtalelse i "Rapport om ungdomskriminalitet". Regeringens ekspertgruppe om
ungdomskriminalitet. Justitsministeriet. Januar 2001.
31

4. Dokumentation af hovedresultater
I dette kapitel præsenteres en række hovedtal fra projektets kvantitative dele.
Præsentationen skal tegne et overordnet billede af de unge og af de krav, som de
sikrede afdelinger skal kunne honorere for at varetage de socialpædagogiske opgaver i
forhold til de unge.
Første afsnit indeholder nogle basale oplysninger vedrørende anvendelsen af de
sikrede afdelinger: antallet af unge, fordeling på drenge og piger, fordeling på
institutioner, længden af opholdene mm. Efter dette afsnit gøres der rede for
divergenserne mellem den officielle statistik på området og Projekt Fokus’ resultater.
Derefter følger nogle hovedtal fra undersøgelserne af de anbragte unges etniske
baggrund, deres registreringer i det psykiatriske behandlingssystem og i
misbrugsregistret. Kapitlet afsluttes med to afsnit med hovedtal for Kernegruppens
registrerede kriminalitet og sociale forvaltningshistorie.
Da projektets formål er at skaffe relevant viden til brug for praksisfeltets aktører, er
det valgt så vidt muligt at fremlægge den mere uddybende dokumentation i
sammenhæng med behandlingen af de relevante temaer – i håb om at få formidlet et
nuanceret, genkendeligt og anvendeligt billede af de anbragte unge og af de sikrede
afdelingers hverdag.
De enkelte delundersøgelser og deres resultater er hver for sig uddybende dokumenteret
i del 2.
4.1 Statistiske oplysninger om de unge
Hvor mange anbringelser af hvor mange unge?
Det er ikke muligt ud fra de sikrede afdelingers registreringer at lave en 100 % sikker
opgørelse over antallet af anbringelser. En del unge flyttes enten for at komme
nærmere familie, forvaltning og politikreds, eller på grund af disciplinære problemer.
I den forbindelse kan det forekomme, at den unge først formelt indskrives i den nye
afdeling en dag eller to efter overflytningen og dermed kommer til at figurere som
reelt udskrevet i den mellemliggende periode. Andre unge i varetægtssurrogat
anbringes undervejs i et arresthus for en periode. Også her kommer det i registret til
at fremstå, som om den første anbringelse er bragt til ophør, og en ny anbringelse
startet.
I Projekt Fokus’ bearbejdning af materialet er genindskrivninger én til tre dage efter
en udskrivning behandlet som værende ét samlet forløb. Dette valg er drøftet i både
følge- og Medarbejdergruppe, hvor der er enighed om, at det er en rimelig
opgørelsesmåde. Der er dog også enighed om, at man derved (stadig) får registreret
33

lidt flere anbringelser, end der reelt er tale om 36
. Der må derfor tages et lille forbehold
for, at opgørelsens resultat vedrørende antallet af anbringelser er lidt for højt. Da
usikkerheden drejer sig om, at tidsmæssigt sammenhængende anbringelser i nogle
tilfælde optræder som flere – og hver for sig kortere – anbringelser, betyder
opgørelsesmåden, at der også må tages forbehold for, at de fundne opholdslængder
kan være lidt for korte. Usikkerheden er dog ikke stor, idet der i ¾ af alle
anbringelser er tale om, at den unge forbliver i den sikrede afdeling, som han/hun
først blev visiteret til. I den fjerdedel af anbringelserne, hvor der har været tale om
overflytning, har den unge i langt de fleste tilfælde været udskrevet fra den hidtidige
afdeling og indskrevet på den nye på samme dag.
Hvor mange
I perioden 1.1.2000 – 31.12.2003 har i alt 1074 unge været anbragt i en af landets
syv sikrede institutioner. Anbringelserne fordeler sig på følgende måde:
296 anbringelser i 2000
353 anbringelser i 2001
393 anbringelser i 2002
423 anbringelser i 2003
Der har således været tale om en stigning i antallet af anbringelser, med den største
stigning fra 2000 til 2001 og den mindste fra 2002 til 2003.
Hvor – hvilke institutioner
De unges fordeling på de forskellige sikrede institutioner fremgår af nedenstående
tabel. Opgørelsen er lavet med udgangspunkt i den afdeling, som den unge først blev
placeret på. Tallene vil derfor ikke umiddelbart kunne sammenlignes med den enkelte
afdelings opgørelser over antallet af indskrivninger. Den største stigning i antallet af
anbringelser ses fra 2000 til 2001, hvor antallet af pladser samtidig øgedes i
forbindelse med etableringen af institutionerne Bakkegården, Grenen og Stevnsfortet.
Antal anbringelser på de sikrede afdelinger fordelt på år
2000 37
2001 2002 2003 Total
Sølager 123 102 115 134 474
Sønderbro 66 68 63 62 259
Egely 47 38 41 53 179
Koglen 60 48 62 58 228
Bakkegården 0 55 71 75 201
Grenen 0 17 17 14 48
Stevnsfortet 0 25 24 27 76
Total 296 353 393 423 1465
36 Det er bl.a. anført, at unge, som pga. disciplinære problemer i én sikret afdeling overføres til et
arresthus, ofte vil opholde sig i arresten i mere end tre dage, mens der arbejdes på at finde en plads i en
anden sikret afdeling.
37 Bakkegården, Grenen og Stevnsfortet er først åbnet i løbet af 2001.
34

Hvor kommer de fra
De fleste af de unge er hjemmehørende i det storkøbenhavnske område, men også
Fyns Amt (især Odense kommune) og Århus Amt (især Århus kommune) har mange
unge anbragt i sikrede afdelinger. Derimod har Ribe Amt (med Esbjerg kommune) og
Nordjyllands Amt (med Aalborg kommune) bemærkelsesværdigt få unge i sikrede
afdelinger. Ved forespørgsel til Direktoratet for Kriminalforsorgen, som fører statistik
over alle indsættelser i fængsler og arresthuse, er det undersøgt, om unge under 18 år
fra disse områder så i højere grad var at finde i de lokale arresthuse. Dette ser ikke ud
til at være tilfældet, hvorfor det må konstateres, at der reelt er tale om, at Esbjerg og
Aalborg har få unge, som anbringes i varetægt(ssurrogat) 38 .
De anbragte unges fordeling på amt og anbringelsesår
2000 2001 2002 2003 Total
København 68 76 43 48 235
Frederiksberg 11 9 5 8 33
Københavns Amt 42 35 44 40 161
Frederiksborg Amt 19 28 27 35 109
Roskilde Amt 17 8 16 9 50
Vestsjællands Amt 7 14 13 10 44
Storstrøms Amt 6 10 11 16 43
Bornholms Amt 0 1 0 0 1
Fyns Amt 25 26 31 21 103
Sønderjyllands Amt 7 5 12 7 31
Ribe Amt 5 6 7 7 25
Vejle Amt 8 8 11 11 38
Ringkøbing Amt 3 6 4 7 20
Århus Amt 35 24 36 42 137
Viborg Amt 6 0 4 2 12
Nordjyllands Amt 2 9 9 12 32
Total 261 265 273 275 1074
Hvor mange anbringelser pr. person
820 unge er alene registreret med en enkelt anbringelse, mens 254 unge hver er
registreret med to til seks tidsmæssigt adskilte forløb. Der er således tale om, at ¾ af
de unge kun anbringes i sikret afdeling en enkelt gang, mens ¼ anbringes flere
gange.
38 Tabeller med fordeling på de unges hjemkommune indgår i del 2.
35

Fordeling af personer på ét eller flere forløb
Antal Procent
Kun ét forløb 820 76
Flere forløb 254 24
Total 1074 100
Antallet af ’nye’ unge i de sikrede afdelinger
Hvor opgørelsen over antallet af anbringelser pr. år viser en stigning, viser en
opgørelse over de 1074 unges første indskrivning i sikret afdeling, at der i 2001, 2002
og 2003 har været tale om en ret konstant ’tilgang’ af unge, hvorimod der må
formodes at være tale om en mindre stigning fra 2000 til 2001 39 .
De unges 1. forløb i sikret afdeling fordelt på år
År Antal
(2000) (261)
2001 265
2002 273
2003 275
Total 1074
Der er altså ikke tale om en voldsom stigning i antallet af ’nye’ unge, som anbringes i
sikret regi, men derimod om at flere af de unge anbringes flere gange. Denne
udvikling falder naturligt sammen med indførelsen af dom til ungdomssanktion medio
2001. Nogle af de sanktionsdømte har været løsladt i en periode frem til
domsafsigelse og 'genanbringes' derfor til afvikling af sanktionens fase 1, andre
tilbageføres til sikret afdeling under afvikling af fase 2.
Begrundelser/kriterier for de unges ophold
Kriterierne farlighed, pædagogisk observation og længerevarende behandling
anvendes ved administrative beslutninger om placering i sikret regi, mens kriterierne
varetægtssurrogat, alternativ afsoning (af ubetinget fængselsstraf) og
ungdomssanktion forudsætter en domstolsafgørelse 40
. I de sikrede afdelingers fælles
visitationsdatabase er kriterierne udvidet med ’øvrige’, en kombination af farlighed og
pædagogisk observation samt en opdeling af ungdomssanktionerne i 1) = sanktionens
indledende ophold i sikret afdeling og 2) = tilbageførsel til sikret afdeling, efter at
den unge har været overført til åbent regi.
39
Stigningens faktiske størrelse kan ikke dokumenteres, idet der ikke foreligger data for tiden før 1.1.2000.
Der er derfor tale om, at en ukendt andel af de 261 indskrevne unge i 2000 også kan have været indskrevet
i tidligere år.
40
Alternativ afsoning (Straffuldbyrdelseslovens § 78) forudsætter ud over en ubetinget fængselsstraf
samtidig en administrativ godkendelse fra såvel de sociale myndigheder som kriminalforsorgen.
36

I en del af de efterfølgende tabeller er kriterierne for overskuelighedens skyld slået
sammen i tre grupper: ’administrativ afgørelse’ (farlighed, pædagogisk observation,
længerevarende behandling og ’øvrige’), ’varetægtssurrogat’ og ’afvikling af straf’
(alternativ afsoning og ungdomssanktion 1 og 2).
Fordeling på anbringelseskriterier
Antal Procent
Øvrige 9 1
Farlighedskriteriet 30 2
Pædagogisk observation
og farlighedskriteriet
11 1
Pædagogisk observation 68 5
Længerevarende
behandling
6 0
Varetægtssurrogat 1154 79
Alternativ afsoning 25 2
Ungdomssanktion 1 116 8
Ungdomssanktion 2 46 3
Total 1465 101
Langt de fleste anbringelser er begrundet i varetægtssurrogat. En del af de unge, som
er registreret med ’alternativ afsoning’ og ’ungdomssanktion 1’ har først været
anbragt i varetægtssurrogat, men er efter dom overgået til anbringelse efter andet
kriterium. Da dom til ungdomssanktion som tidligere omtalt først er indført fra 1. juli
2001, må anbringelser efter dette kriterium forventes fremover at udgøre en større
andel.
Set på personniveau viser det sig, at 76 af de unge alene har været anbragt i henhold
til en administrativ afgørelse, mens 142 unge har afsluttet deres ophold i sikret
afdeling i forbindelse med afvikling af straf. 4 ud af 5 unge har været anbragt i varetægtssurrogat.
Fordeling på alvorligste anbringelseskriterium 41
Antal Procent
Administrativ afgørelse 76 7
Varetægtssurrogat 856 80
Afvikling af straf 142 13
Total 1074 100
41
Afvikling af straf er her defineret som alvorligere end varetægtssurrogat, som igen er vægtet alvorligere
end administrativ afgørelse.
37

Kønsfordelinger
Antal personer og anbringelser
Pigerne udgør 5,1 % af alle unge i sikret afdeling i 4-års-perioden og tegner sig for
4,6 % af forløbene. Kønsfordelingen i de sikrede afdelinger er stort set den samme
som i fængsler og arresthuse, hvor kvindernes andel af det samlede belæg i 4-årsperioden
har ligget mellem 4,5 % og 5 % 42
. Det skal dog samtidig bemærkes, at
pigernes ophold i sikret afdeling i en del tilfælde ikke har sammenhæng med
kriminalitet.
Kønsfordelingen i forhold til antal anbringelser
Køn
Antal
personer
Personer
i procent
Antal
anbringelser
Anbringelser
i procent
Piger 55 5 67 5
Drenge 1019 95 1398 95
Total 1074 100 1465 100
90 % af pigerne er kun registreret med et enkelt forløb i 4-års-perioden, mens det for
drengenes vedkommende drejer sig om 76 %.
Kønsforskelle i anbringelseskriterierne
Der er en meget markant kønsforskel i anbringelseskriterierne, idet pigernes
anbringelser i 30 % af tilfældene er i henhold til kriteriet ’administrativ afgørelse’,
mens kun 7 % af drengenes ophold hviler på dette kriterium. De øvrige anbringelser –
’varetægtssurrogat’ og ‘afvikling af straf’ – hviler på retlige afgørelser i forbindelse
med kriminalitet 43
. Under halvdelen af pigerne (43 %) er anbragt i varetægtssurrogat,
hvorimod 80 % af drengene er anbragt efter dette kriterium. Langt den overvejende
del af forløbene er begrundet i varetægtssurrogat (1154 af de i alt 1465 forløb).
42
Kilde: Statistik fra Kriminalforsorgen. 2003.
43
Der kan både være tale om kriminalitet, som den unge er sigtet for at have begået, og kriminalitet som
den unge er blevet dømt for at have begået. Unge i surrogat er sigtede, men endnu ikke dømt/kendt
skyldige i den påsigtede kriminalitet.
38

Kønsfordeling i forhold til anbringelseskriterier
Køn
Pige Dreng
Total
’Administrativ afgørelse’ Antal 20 104 124
Pct. af kriterium 16 % 84 % 100 %
Pct. af køn 30 % 7 % 9 %
'Varetægtssurrogat' Antal 29 1125 1154
Pct. af kriterium 3 % 98 % 101 %
Pct. af køn 43 % 81 % 79 %
'Afvikling af straf' Antal 18 169 187
Pct. af kriterium 10 % 90 % 100 %
Pct. af køn 27 % 12 % 13 %
Total Antal 67 1398 1465
Pct. af kriterium 5 % 95 % 100 %
Pct. af køn 100 % 100 % 100 %
Pigernes tilsyneladende store andel af unge anbragt til ’afvikling af straf’ (27 %) beror
på, at et par piger med dom til ungdomssanktion har haft op til fire anbringelser. Med
det lille antal piger i materialet kan ganske få sager give markante, statistiske
udsving.
Anbringelseskriterierne og de unge med flere anbringelser
Som det var at forvente, skiller de unge med flere anbringelser sig markant ud, ved at
hver femte anbringelse vedrører afvikling af straf. Det drejer sig især om unge med
dom til ungdomssanktion.
Unge med én eller flere anbringelser fordelt på anbringelseskriterier
Unge med én anbringelse Unge med flere anbringelser
Antal Procent Antal Procent
’Administrativ
afgørelse’ 71 9 53 8
'Varetægtssurrogat' 694 85 460 71
'Afvikling af straf' 55 7 132 21
Total 820 101 645 100
Hvor længe
Der har i 4-års-perioden været en markant udvikling i længden af de enkelte
anbringelser, idet den gennemsnitlige opholdstid er steget med næsten 20 dage.
39

Gennemsnitlig anbringelsestid
Anbringelsesår Gennemsnitligt
antal dage
2000 44
2001 66
2002 64
2003 62
Gennemsnitsværdierne dækker over meget store udsving mellem helt korte og meget
lange ophold.
I år 2000 var der tale om, at
¼ af anbringelserne varede mellem 1 og 10 dage
¼ af anbringelserne varede mellem 11 og 28 dage
¼ af anbringelserne varede mellem 29 og 59 dage og
¼ af anbringelserne varede mellem 60 og 230 dage
Halvdelen af de unges ophold varede altså under 1 måned og kun hver fjerde
anbringelse strakte sig ud over 2 måneder.
I 2003 var der tale om, at
¼ af anbringelserne varede mellem 1 og 20 dage
¼ af anbringelserne varede mellem 21 og 48 dage
¼ af anbringelserne varede mellem 49 og 86 dage og
¼ af anbringelserne varede mellem 87 og 430 dage
Der er således tale om en markant udvikling i retning af længerevarende anbringelser.
Betydningen af denne udvikling vil blandt andet blive omtalt i temaet om
dagligdagen i sikrede afdelinger, ligesom de forlængede ophold ligger til grund for
nogle af de konkrete forslag til kvalificering af de sikrede afdelingers indsats.
4.2 Forskelle i opgørelsesmetoder = forskelle i resultater
Et af hovedformålene med Projekt Fokus er at skaffe mere konkret viden om
anvendelsen af de sikrede afdelinger og komme med forslag til en forbedret
dokumentation fremover. Det må her påpeges, at den hidtidige officielle statistik har
vist sig at være temmelig usikker, fordi den hverken tager højde for overflytning
mellem forskellige afdelinger eller fortsættelse af et ophold efter et nyt kriterium.
Den officielle statistik er baseret på den samme indskrivningsdatabase, som har
leveret data til Projekt Fokus. Men statistikken dokumenterer primært antallet af
registreringer i databasen, hvorimod der i projektet er lagt vægt på at dokumentere
antallet af anbringelser.
De forskellige måder at bearbejde og anvende datagrundlaget på giver markant
forskellige resultater, hvilket de følgende tre sammenligninger tydeligt viser.
40

Indskrivningsdatabasen indeholder oplysninger om 2094 ’anbringelser’/registreringer
for perioden 2000 – 2003. Efter Projekt Fokus’ bearbejdning af materialet er dette tal
reduceret til maksimalt at vedrøre 1465 44 tidsmæssigt adskilte anbringelser 45 .
Sammenligning mellem den officielle statistik 46
og Projekt Fokus’ resultater
vedrørende antal anbringelser
2000 2001 2002 2003
2000-
2003
Antal anbringelser
(Amtsrådsforeningen) 350 509 750 726 2335
Antal anbringelser
(Projekt Fokus) 296 353 393 423 1465
Difference 54 156 357 303 870
På tilsvarende måde er den gennemsnitlige opholdslængde i den officielle statistik
udregnet som det samlede antal opholdsdage divideret med det samlede antal
’anbringelser’/registreringer. Da antallet af registreringer er væsentligt højere end det
reelle antal anbringelser, medfører opgørelsesmåden her, at den gennemsnitlige
opholdstid kommer til at fremstå væsentligt kortere end i virkelighedens verden.
F.eks. vil en to måneders anbringelse til pædagogisk observation, som umiddelbart
derefter overgår til fire måneders længerevarende behandling på samme sikrede
afdeling, i statistikken optræde som to forskellige anbringelser – og ikke som ét
forløb, der i realiteten varer seks måneder. Tilsvarende gør sig gældende for unge i
varetægtssurrogat, som efterfølgende overgår til ungdomssanktionens fase 1 eller til
alternativ afsoning af fængselsstraf i den sikrede afdeling.
Sammenligning mellem den officielle statistik 47
og Projekt Fokus’ resultater
vedrørende opholdslængder
2000 2001 2002 2003
Gennemsnitlig
opholdslængde
(Amtsrådsforeningen) 37 dage 43 dage 38 dage 39 dage
Gennemsnitlig
opholdslængde
(Projekt Fokus) 44 dage 66 dage 64 dage 62 dage
Difference 7 dage 23 dage 26 dage 23 dage
Den altovervejende del af de anbragte unge er underlagt egentligt frihedsberøvende
begrænsninger under opholdet i sikret afdeling. De kan derfor ikke deltage i
uddannelse, beskæftigelse eller fritidsaktiviteter uden for den sikrede afdeling og er
således meget afhængige af de tilbud, som findes på afdelingen. I den sammenhæng
44
Plus 46 anbringelser/registreringer af de 44 ’personer’ uden gyldigt cpr-nummer.
45
For en nærmere beskrivelse af databearbejdningen henvises til del 2.
46
Kilde: www.arf.dk – statistik vedrørende de sikrede døgninstitutioner.
47
Kilde: www.arf.dk – statistik på de sikrede døgninstitutioner
41

er det af væsentlig betydning at kende længden af de unges ophold. Her er det ikke
tilstrækkeligt at beskæftige sig med gennemsnitstal, fordi de unges behov for
varierede (og kvalificerende) tilbud må formodes at være direkte proportionalt med
længden af deres ophold.
Som et sidste eksempel på forskelle i resultater, afhængigt af opgørelsesmåde, kan
anføres Amtsrådsforeningens opgørelse over antallet af under-15-årige i 2002, hvor
det ser ud til, at der er sket næsten en fordobling af antallet i forhold til året før. En
analyse af oplysningerne fra indskrivningsdatabasen viser dog, at der ikke er tale om
en markant stigning, men at det i stedet drejer sig om, at flere af de unge under 15
har flere registreringer – en enkelt var oppe på seks registreringer i forbindelse med
flytninger mellem afdelinger og ændring af anbringelseskriterium fra ’farlighed’ over
’pædagogisk observation’ til ’længerevarende behandling’.
Iflg. oplysninger fra de sikrede afdelinger var der også i 2002 tale om, at flere unge
under 15 år undveg under anbringelsen, og at disse pædagogiske observationer som
følge deraf står registreret med flere – tidsmæssigt adskilte – forløb. Der var således
tale om, at antallet af unge under 15 år i sikrede afdelinger fra 2001 til 2002 steg fra
12 til 15, mens antallet af ’registreringer’ steg fra 15 til 29.
Sammenligning mellem den officielle statistik 48 og Projekt Fokus’ resultater
vedrørende anbringelser af unge under 15 år
2000 2001 2002 2003
Antal anbringelser under
15 år
(Amtsrådsforeningen) 9 15 29 11
Antal anbringelser under
15 år
(Projekt Fokus) 13 13 21 10
Antal personer under 15 år
(Projekt Fokus) 13 12 15 10
Behov for forbedret statistik
De markante forskelle mellem den officielle statistik og Projekt Fokus’ resultater
afdækker umiddelbart et behov for en forbedret dokumentation af anvendelsen af de
sikrede afdelinger.
Viden om målgruppens størrelse har betydning for myndighedernes vurdering og
planlægning af den fremtidige kapacitet.
Viden om længden af de unges ophold har tilsvarende stor betydning for, hvilke
uddannelses- og beskæftigelsesmæssige muligheder de sikrede afdelinger bør kunne
tilbyde de unge, ligesom valg af socialpædagogiske metoder må formodes at have
sammenhæng med den tid, der er til rådighed for institutionens indsats.
48 Kilde: www.arf.dk – statistik på de sikrede døgninstitutioner.
42

4.3 Oplysninger om de unges og deres forældres etniske
baggrund
Der har igennem flere år været talt og skrevet meget om utilpassede og kriminelle 2.
og 3. generations ’indvandrere’, og der har været iværksat særlige regeringsinitiativer
over for utilpassede unge, med særlig opmærksomhed på unge med anden etnisk
baggrund end dansk 49 . Det var derfor forventet, at denne gruppe ville – om ikke være
i overtal – så dog udgøre en væsentlig andel af de unge i sikrede afdelinger. Ved
gennemgang af Kernegruppens sociale sagsakter viste det sig, at en uventet stor del
af de unge ikke var født i Danmark, og at mange af dem kom fra det sidste tiårs
flygtningeområder. Disse unge var altså snarere 1. generations flygtninge eller børn
af flygtninge end 2. eller 3. generations efterkommere efter arbejdskraftindvandrere i
tresserne.
Da det må formodes, at der er ret stor forskel på behovet for socialpædagogiske
foranstaltninger, alt efter om man er etnisk dansk, indvandrer som er opvokset i
Danmark eller er kommet hertil med (evt. traumatiserende) flygtningebaggrund, har
det været et væsentligt element i Projekt Fokus at søge de unges etniske
tilhørsforhold nærmere afdækket.
For overskuelighedens skyld vil unge, som er født i Danmark af danske forældre, i
rapporten blive betegnet som ’etniske danskere’. Unge, som er født i eller uden for
Danmark af forældre, der er kommet hertil i forbindelse med arbejdskraftindvandringen
i tresserne, bliver omtalt som ’indvandrere’. Unge, som er født i eller
uden for Danmark af forældre, der er kommet hertil som flygtninge, vil blive omtalt
som ’flygtninge’ 50
.
De sociale sagsakter er ikke altid helt specifikke i forhold til at angive den unges
etniske baggrund eller indvandringsmæssige status. For at få mere nøjagtig viden
herom, blev der rekvireret oplysninger fra Det Centrale Personregister (CPR-registret)
på alle 4-årsgruppens unge og deres forældre. Registret indeholder ikke valide
oplysninger om indvandringer før 1984, eller om personen er kommet til Danmark
som arbejdstager, som flygtning eller familiesammenført. Derimod har det (fra 1984)
valide oplysninger om fødested uden for Danmark og om personer med fremmed
statsborgerskab.
CPR-registrets oplysninger viser, at 412 af de 1074 unge, svarende til næsten 40 % af
de unge i 4-årsgruppen, ikke er født i Danmark, og at de fleste af disse unge er
indrejst fra flygtningeområder: Libanon, Jordan, Iran, Irak, Balkanlandene, Etiopien,
Somalia og nogle af de gamle sovjetstater. Derudover står fem unge registreret som
født i Danmark, men har ingen forældre her i landet og har udenlandsk statsborgerskab.
Det må derfor formodes, at disse unge ved en fejl ikke er registreret som
indrejste i Danmark, hvorefter det reelle tal for unge født uden for Danmark er 417 51 .
Også en del af de unge, som er indrejst fra Skandinavien eller andre europæiske lande
viser sig at have statsborgerskab i mellemøstlige eller afrikanske lande.
49
'Regeringens initiativer overfor utilpassede unge’. Rapport fra november 1999.
50
Denne gruppe omfatter også de uledsagede flygtningebørn.
51
De fem unge er statsborgere i Afghanistan, Eritrea, Makedonien og Somalia (to unge).
43

Det har via kontakt til Integrationsministeriet været undersøgt, om det var muligt at
få mere specifikke oplysninger om de unges indvandringsstatus, men dette kan ikke
lade sig gøre ud fra cpr-numre, idet ministeriets oplysninger er knyttet til
Udlændingestyrelsens journalnumre. Ud fra en gennemgang af de unges fødested og
statsborgerskab kan det dog med de foreliggende oplysninger dokumenteres, at
mindst 329 af de unge har flygtningebaggrund 52
.
Antal flygtninge
Antal Procent
Ikke flygtning 745 69
Flygtning 329 31
Total 1074 100
På tidspunktet for udtræk af data fra CPR-registret havde 158 af de unge, som var
født i udlandet, fået dansk statsborgerskab.
De unges statsborgerskab
Antal Procent
Dansk statsborger 594 55
Udenlandsk statsborger 322 30
Barnet opnået dansk
statsborgerskab
158 15
Total 1074 100
Forældre og søskende
For den samlede undersøgelsespopulation kan det med hensyn til de unges
forældrerelationer konstateres, at 52 af de unge efter CPR-registrets oplysninger er
’moderløse’ og 102 er ’faderløse’. Langt de fleste af disse unge er af udenlandsk
herkomst. 19 unge har hverken far eller mor i Danmark, og af dem er 18 født i
udlandet.
Derimod fremgår det, at der i nogle tilfælde er tale om, at en eller to af den unges
søskende også har været anbragt i sikret afdeling i 4-årsperioden.
Af de i alt 986 mødre fremstår de 550 som danskere, 280 har udenlandsk
statsborgerskab og 156 er født i udlandet, men er nu danske statsborgere.
Af de 941 fædre fremstår 536 som danskere, 256 har udenlandsk statsborgerskab og
149 er født i udlandet, men er nu danske statsborgere.
Der må her tages forbehold for, at indvandring før 1984 ikke er registreret med
fødested eller indrejsetidspunkt. Det betyder, at såvel flygtninge som arbejdskraftindvandrere,
der er kommet til Danmark før 1984 og efterfølgende er blevet danske
statsborgere, i de foreliggende oplysninger fra CPR-registret fremstår som etnisk
danske. Der kan derfor i denne gruppe være nogle af de unge, som i medierne omtales
som 2. generations indvandrere.
52 For en nærmere beskrivelse af databearbejdningen henvises til del 2.
44

For ikke at risikere at ’overdrive’ flygtningenes andel af 4-årsgruppen er det valgt at
registrere alle indvandrere fra Nordafrika, Tyrkiet, Pakistan og det tidligere
Jugoslavien (hovedområder for arbejdskraftindvandringen i tresserne) som værende
’ikke-flygtninge’.
For Kernegruppens unge har det i 172 tilfælde været muligt at supplere CPR-registrets
data med oplysninger fra de sociale akter, hvilken giver følgende fordeling:
Etnisk baggrund for Kernegruppens unge
Antal Procent
Danske forældre 58 34
Dansk/udenlandsk
forældre 6 4
Udenlandske forældre
- indvandrere 32 19
Udenlandske forældre
- flygtninge 76 44
Total 172 101
At flygtningenes andel i Kernegruppen er større end 4-årsgruppens kan blandt andet
forklares med den usikkerhed, der er i oplysningerne om 4-årsgruppen. For
Kernegruppen kan det via de sociale akter være dokumenteret, at der er tale om
f.eks. en kurdisk flygtningefamilie fra Tyrkiet. Der kan også være tale om, at familien
kan være indrejst via et land, som ikke umiddelbart giver anledning til
’flygtningestatus’ i databearbejdningen.
På trods af den omtalte usikkerhed kan det sammenfattende konstateres, at mindst
1/3 af de unge på de sikrede afdelinger i 4-årsperioden har haft flygtningebaggrund.
Hovedparten af disse unge (313 af 329) er født uden for Danmark, og godt halvdelen
er først kommet hertil, efter de er fyldt seks år. 11 af de unge har efterfølgende været
rejst ud af landet for en periode, og for dem kan der ikke beregnes alder for deres
første indrejse i Danmark, fordi oplysningerne fra CPR-registret kun indeholder dato
for den seneste indrejse.
Alder ved indrejse (unge med flygtningebaggrund)
Antal Procent
Født i Danmark 16 5
Under 6 år 124 39
6 - 10 år 89 28
11 - 14 år 80 25
Over 15 år 9 3
Total 318 100
45

I den sammenhæng skal det nævnes, at også en del af de unge med indvandrerbaggrund
ikke er født her i landet 53 , men først er kommet til Danmark i forbindelse
med familiesammenføring. For denne gruppe ser fordelingen således ud:
Alder ved indrejse (unge med indvandrerbaggrund)
Antal Procent
Under 6 år 32 42
6 - 10 år 18 24
11 - 14 år 22 29
Over 15 år 4 5
Total 76 100
De unges forskellige etniske baggrund og den betydning, som dette eventuelt har for
de sikrede afdelingers dagligdag, vil blive belyst i en række af rapportens temaer.
4.4 De anbragte unges psykiske problemstillinger
De sikrede afdelinger har blandt andet som defineret opgave at modtage unge efter
det såkaldte ’farlighedskriterium’, dvs. unge under 18 år, som i en akut situation
vurderes at være til fare for sig selv eller omgivelserne. Antallet af unge anbragt efter
farlighedskriteriet er dog meget begrænset, og en del af disse unge overgår efter den
akutte anbringelse til socialpædagogisk observation, eller anbringes fra starten efter
begge disse kriterier.
Det årlige antal anbringelser har i perioden 2000 til 2003 været meget konstant med
15 anbringelser i 2000 og 13 i hvert af de følgende år.
I gennemgangen af sociale akter vedrørende Kernegruppen er det undersøgt, om de
unge er beskrevet med psykiske problemstillinger. Det viste sig, at mange var
beskrevet med psykiske og/eller adfærdsmæssige problemer, men der var sjældent
tale om konkrete psykiatriske diagnoser eller lignende. Der er derfor som supplerende
dokumentation indhentet oplysninger om de unge og deres forældre i Det
Psykiatriske Centrale Forskningsregister (herefter omtalt som Psykiatriregistret).
Dette register indeholder oplysninger om alle behandlinger i den psykiatriske del af
hospitalsvæsnet. Oplysningerne vedrører således både henvendelser i psykiatrisk
skadestue, ambulante behandlinger og indlæggelser i psykiatrisk hospital(s-afdeling).
Henvendelser til egen læge eller privatpraktiserende psykiater indgår ikke i registret.
Psykiatriregistrets oplysninger må derfor siges at give et minimumtal for forekomsten
af psykiske lidelser i populationen.
Der blev indsendt i alt 3001 cpr-numre (de 1074 unge fra 4-årsgruppen, deres 986
mødre og 941 fædre). Det viste sig, at i alt 604 af disse personer (20 %) kunne
genfindes i Psykiatriregistret.
53 Heraf kan enkelte som anført oven for reelt have flygtningebaggrund.
46

Der foreligger ingen opgørelse over, hvor stor en del af den nulevende befolkning, der
indgår i Psykiatriregistret. Registret har været ført siden 1969 og indeholder i dag
oplysninger om ca. 450.000 personer, hvoraf et ukendt antal (blandt andet ældre
personer med demensdiagnoser) i dag er døde. Det må således skønnes, at højst 8 %
af den nulevende danske befolkning indgår i Psykiatriregistret 54
.
Hovedtal for 4-årsgruppen med oplysninger i Psykiatriregistret:
4-årsgruppen Psykiatriregistret Andel i procent
1074 unge 275 26
986 mødre 170 17
941 fædre 159 17
Der er således tale om, at såvel de unge som deres forældre er markant
overrepræsenterede på landets psykiatriske behandlingsenheder, og om at de unge
oftere end deres forældre har været i psykiatrisk behandling.
De 604 personer var på datoen for udtræk af oplysninger i alt registreret med 2582
behandlinger/indskrivninger, hvoraf de 1089 vedrørte indlæggelser, 791 ambulante
behandlingsforløb og 702 henvendelser på psykiatrisk skadestue.
Af de 275 unge, har 106 været indlagt, 137 har været ambulante patienter, mens 32
alene har haft kontakt i form af besøg på psykiatrisk skadestue.
Pigerne, som tegner sig for under 5 % af anbringelserne i sikret afdeling, er i
Psykiatriregistret væsentligt overrepræsenterede i forhold til drengene. De tegner sig
her for 11 % af alle registreringer og for 15 % af de unge, der har været indlagt på
psykiatrisk hospital.
Kønsfordeling på de unge, der optræder i Psykiatriregistret
Antal Procent
Pige 29 11
Dreng 246 89
Total 275 100
Diagnoser og grupperingen af dem
Det psykiatriske diagnosesystem blev grundlæggende ændret i 1994, hvor man gik fra
registreringer i ICD-8 til ICD-10 55 . Det betyder, at Psykiatriregistret indeholder
diagnoseoplysninger i begge systemer, alt efter om personen har været behandlet før
og/eller efter 1994. For at få et overskueligt overblik over de registrerede diagnoser
er det valgt dels at sammenfatte ’gamle og nye’ diagnoser, dels at slå disse sammen i
54
Iflg. Danmarks Statistik var den danske befolkning i 4. kvartal 2005 oppe på 5.427.459 personer. De
450.000 registrerede personer ville – hvis alle fortsat levede – udgøre 8,29 % heraf.
55
ICD står for "International Classification of Diseases". Det efterfølgende nummer henviser til reviderede
udgaver af diagnosesystemet.
47

kategorier. Kategoriseringen er foretaget i henhold til en i forskningssammenhæng
ofte anvendt inddeling 56 .
De unge er senest registreret med følgende diagnoser:
De unges sidste hoveddiagnose
Antal Procent
Ingen diagnose 1 ,4
Skizofreni (F20) 57
18 6,5
Affektive lidelser (F3) 1 ,4
Organiske lidelser (F0) 1 ,4
Nervøse og stress-relaterede lidelser (F4) 45 16,4
Misbrugsbetingede lidelser (F1) 43 15,6
Andre psykoser (F21-29) 9 3,3
Forstyrrelse af personlighedsstruktur og adfærd (F6) 44 16,0
’Opsamlingsgruppen’ (F7-F9) 113 41,1
Total 275 100,1
I betragtning af personernes unge alder er det umiddelbart bemærkelsesværdigt, at
6,5 % af de unge er diagnosticeret med skizofreni.
Udførlige oplysninger om diagnoser, behandlingslængder m.v. indgår i temaet om de
unges psykiske problemstillinger. Til belysning af de unges opvækstforhold vil der
også blive set på oplysninger om forældrenes psykiske problemer. Endelig vil der i
temaet om de unges psykologiske og psykiatriske problemstillinger blive set nærmere
på de unge, som efter ophold i sikret afdeling har fået en dom til psykiatrisk
behandling.
4.5 Oplysninger om de unges misbrugsproblemer
Med henblik på en nærmere belysning og dokumentation af de unges stofproblemer er
der indhentet oplysninger fra Sundhedsstyrelsens register over stofmisbrugere i
behandling. Der er til Psykiatriregistret fremsendt cpr-numre på alle de 1074 unge i 4årsgruppen
samt deres forældre.
Der er modtaget oplysninger retur om 53 unge, 13 mødre og 28 fædre. Disse 94
personer havde på datoen for dataudtrækket i alt 252 registreringer.
56
Kategoriseringen er valgt efter forespørgsel til Psykiatriregistret. De anvendte diagnosegrupper er
beskrevet nærmere i del 2.
57
Parenteserne med ’F’ og en talværdi henviser til diagnosegrupperne i ICD-10 systemet.
48

Antal personer i behandling
Antal
Ung 53
Mor 13
Far 28
Total 94
Antal personer i dag- eller døgnbehandling
Ambulant eller
uoplyst
Døgnbehandling
Total
Ung 40 13 53
Mor 9 4 13
Far 23 5 28
Total 72 22 94
Kun 53 unge, svarende til knapt 5 % af 4-årsgruppen, havde i efteråret 2005 været i
behandling i det system, som er beregnet til at tage sig specifikt af misbrugsbehandling.
Flere af de unge, som indgår i Psykiatriregistret, er registreret med misbrug som
bidiagnose, og det kan således konstateres, at det psykiatriske behandlingssystem har
været i kontakt med flere misbrugende unge, end de amtslige misbrugscentre. En del
af forklaringen kan måske findes i, at en række amter (herunder nogle af de sikrede
afdelingers driftsamter) fortsat ikke har tilbud til misbrugere under 18 år. Da de fleste
af 4-årsgruppens unge i efteråret 2005 var over 18 år, kan dette dog ikke være hele
forklaringen.
De unges misbrugsproblemer vil blive behandlet i et tema herom og derudover blive
taget op i temaet om den sociale forvaltningshistorie.
4.6 Oplysninger om Kernegruppens kriminalitet
Som omtalt i beskrivelsen af datagrundlag m.m. består Kernegruppen af 214 unge,
som i 2002 var anbragt på en sikret afdeling. For denne gruppe er der indhentet
oplysninger fra Det Centrale Kriminalregister – herefter omtalt som Kriminalregistret.
Alle de unge er kendt i Kriminalregistret, men nogle få har ikke begået så alvorlig
kriminalitet, at de har fået en egentlig retlig afgørelse for det forhold, som de er
registreret med.
Kernegruppens samlede kriminalitet
Udskrift af oplysninger fra Kriminalregistret den 1. april 2005 viser, at de unge på
dette tidspunkt i alt har 1544 registreringer, hvoraf 1033 drejer sig om endeligt
49

afgjorte sager. De retlige afgørelser omfatter i mange tilfælde mere end et enkelt
kriminelt forhold, og der er på den måde registreret i alt 4595 kriminelle forhold, med
et gennemsnit på godt 21 til hver af de 214 unge. Fire er kun registreret med et
enkelt forhold, mens tre unge er nået op på mere end 100 forhold hver. ’Topscorer’ er
en 19-årig med 191 forhold fordelt på 15 domme.
De endeligt afgjorte sager fordeler sig på følgende måde:
Samlet antal afgørelser/domme (frem til 1.4.2005)
Antal Procent
Frifindelser 25 2
Tiltalefrafald 109 11
Bøder 350 34
Betingede domme 177 17
Kombinationsdomme 94 9
Ubetinget fængsel 197 19
Ungdomssanktioner 69 7
Psykiatrisk
behandling
12 1
Total 1033 100
Af tabellen fremgår, at de unge i 25 tilfælde er blevet frifundet for den rejste sigtelse,
og at 1/3 af sagerne er blevet afgjort med en bøde. Der er i alt afsagt 291 helt eller
delvist ubetingede fængselsdomme 58 , 69 domme til ungdomssanktion, og 12 kendelser
om psykiatrisk behandling. Det skal bemærkes, at der her er tale om totalopgørelser,
og at de fleste unge har fået mere end en dom 59
.
De resterende 511 sager drejer sig ifølge Kriminalregistrets oplysninger om
- 15 forhold, som er begået af unge under den kriminelle lavalder,
- 389 forhold, hvor anklagemyndigheden har besluttet ikke at rejse tiltale
- 107 verserende sager.
Hvor forholdet er begået før det 15. år eller tiltale er undladt, er der ikke foretaget en
retlig afgørelse af skyldsspørgsmålet. De unge kan derfor i princippet være uskyldige,
hvorfor disse registreringer ikke vil indgå i analyserne af kriminaliteten. På
tilsvarende vis vil de verserende sager kun indgå som hovedtal og til belysning af de
unges fortsatte kriminelle aktivitet.
Oplysninger om den kriminalitet som førte til anbringelsen i 2002
Den kriminalitet, som de unge blev dømt for at have begået i forbindelse med deres
anbringelse i 2002, fordeler sig med en klar overvægt på røveri, vold og
berigelseskriminalitet. Nedenstående tabel indeholder oplysninger om de 178 unge,
58
Heraf 94 kombinationsdomme og 197 fængselsdomme.
59
F.eks. er de 12 kendelser om psykiatrisk behandling givet til 10 unge – der er således to unge, som her
har fået en sådan dom to gange. Tilsvarende har 57 unge fået i alt 69 afgørelser vedr. ungdomssanktion.
50

som har fået en retlig afgørelse. De resterende 36 unge er enten ikke blevet dømt
eller er frifundet for kriminalitet i forbindelse med opholdet i 2002.
Kriminalitetsart (ved anbringelsen i sikret afdeling i 2002)
Antal Procent
Færdselslov 1 1
’Anden straffelov’ 6 3
Ejendomskriminalitet 36 20
Røveri 82 46
Voldskriminalitet 48 27
Sædelighedskriminalitet 5 3
Total 178 100
Med tanke på medieopmærksomheden omkring unge voldtægtsmænd i 2001 og 2002
må det konstateres, at denne form for kriminalitet, med fem domme i alt, må siges at
være relativt sjældent repræsenteret.
’Afgørelser’ vedr. den kriminalitet, som førte til anbringelse i 2002
Unge uden egentlig dom Antal Procent af alle
Unge under 15 eller uden
krim. ved anbr. i 2002
14 5
Sag ikke afgjort 1 1
Tiltale undladt 16 8
Frifundet 5 2
Subtotal 36 16
Unge uden ubetinget dom
Tiltalefrafald eller bøde 9 3
Betinget dom 39 18
Subtotal 48 21
Unge med ubetinget dom
Kombinationsdom 40 19
Ubetinget fængsel 43 20
Ungdomssanktion 45 21
Psykiatrisk behandling 2 1
Subtotal 130 61
Total 214 98
51

I otte tilfælde har den unge ikke været anbragt i sikret afdeling i direkte sammenhæng
med en begået kriminalitet 60 , og i seks tilfælde var den unge under den kriminelle
lavalder. I 16 tilfælde er anklagemyndigheden endt med at undlade at rejse
tiltale. Bortset fra en enkelt ung, hvis sag fortsat verserer 61
, har de øvrige fået
følgende retlige afgørelser på den sag, som foranledigede deres anbringelse i 2002.
Fængsel eller ungdomssanktion som alvorligste straf
Dom til ungdomssanktion er ifølge forarbejderne og bemærkningerne til lovforslaget
tænkt som et socialpædagogisk alternativ til fængselsstraf – med mulighed for at yde
støtte i form af foranstaltninger, der skal tage hensyn til de unges alder og
individuelle behov. Ud fra de formulerede intentioner med straffen kan der
argumenteres for at opfatte og kategorisere dom til ungdomssanktion som en
blidere/mindre alvorlig straf end en fængselsdom. Men mange af de unge oplever de
toårige forløb med usikkerhed om indhold og varighed af sanktionens tre faser som
en alvorligere straf end den – ofte kortvarige – fængselsdom, som ungdomssanktionen
er et alternativ til 62 , hvilket taler for at vægte dom til ungdomssanktion
som den alvorligste straf. I databearbejdningen er det valgt at vægte ungdomssanktionerne
som alvorligere afgørelser, blandt andet for i størst muligt omfang at få
dokumenteret anvendelsen af denne nye sanktionsform.
Nedenstående tabel viser den alvorligste dom, som de unge har fået.
Den alvorligste afgørelse for de 214 unge (frem til 1.4.2005)
Antal Procent
Ikke dømt* 5 2
Tiltalefrafald eller bøde 5 2
Betinget dom 28 13
Kombinationsdom 31 15
Fængselsdom 79 37
Ungdomssanktion 56 26
Psykiatrisk behandling 10 5
Total 214 100
*Disse fem unge er kun registreret med frifindelser, ’tiltale undladt’ eller kriminalitet begået
før det 15. år
Oversigt over de unges kriminalitet før, under og efter ophold i sikret afdeling
Udgangspunktet for kriminalitetsundersøgelsen er taget i de unges første anbringelse
i sikret afdeling i 2002, og det er undersøgt, hvor stor en del af de unges kriminelle
forhold, der er begået henholdsvis før, under og efter denne anbringelse.
60
Disse unge har i 2002 været anbragt af de sociale myndigheder f.eks. til pædagogisk observation.
61
Den unge har efterfølgende fået flere domme, hvorfor der kan være tale om, at den tilsyneladende
verserende sag ved en fejl ikke er registreret som afgjort.
62
De unges oplevelse af ungdomssanktionen som strafform fremgår ikke kun af interviewundersøgelsen i
Projekt Fokus, men blandt andet også af SFI rapport nr. 05:06: "Ungdomssanktionen i kvalitativ belysning".
52

Kriminalitet begået før, under eller efter ophold i sikret afdeling i 2002
Antal Procent
Før 706 46
Under 12 1
Efter 826 54
Total 1544 101
Om de unges aktuelle situation på tidspunktet for udtræk af oplysninger fra
Kriminalregistret (1.4.2005) kan det oplyses, at:
• 22 var varetægtsfængslede
• 29 var i gang med at afsone fængselsstraf
• 24 var prøveløsladt efter afsoning af fængselsstraf
• 5 var idømt fængselsstraf og afventede afsoning
• 5 var aktuelt eftersøgt af politiet
• 10 var undergivet dom til psykiatrisk behandling
• 101 havde nye, verserende sager hos politiet 63
Det kan således dokumenteres, at flertallet af Kernegruppens unge fortsat var
kriminelt aktive på opfølgningstidspunktet.
Anbringelse i sikrede afdelinger kan således ikke umiddelbart eller generelt vurderes
at have en forebyggende effekt i forhold til kriminelt recidiv.
I temaet om kriminalitetsudvikling og dom til ungdomssanktion vil der blandt andet
blive set nærmere på de unges recidiv. Derudover er en række frekvens- og krydstabeller
optrykt i del 2.
4.7 Resultater vedrørende de unges forvaltningshistorie
Som omtalt i afsnittet om undersøgelsens datagrundlag er der for de unge i
Kernegruppen rekvireret kopi af sociale sagsakter. Der var en del problemer med at
finde frem til de unges aktuelle hjemkommune, og enkelte kommuner ønskede ikke
at deltage, men det lykkedes i efteråret 2003 at modtage sagsakter på 172 af de 214
unge. I sommeren 2005 er der rekvireret supplerende oplysninger, og disse er
modtaget for 130 af de unge. I 13 tilfælde er det oplyst, at der ikke har været
kontakt med den unge siden 2003, og i 33 tilfælde har kommunen ikke fremsendt
akter. I nogle af disse tilfælde er det oplyst, at den unge er fraflyttet kommunen,
eller at sagsakterne er lagt i fjernarkiv. Der er således modtaget akter på 80 % af
Kernegruppens unge og supplerende oplysninger på godt 60 %.
Der er i de fleste tilfælde modtaget meget omfattende materiale fra socialforvaltningen,
men vedrørende visse konkrete oplysninger er der mangler, hvorfor en
63 Heraf blandt andre alle de varetægtsfængslede.
53

del opgørelser indeholder et større eller mindre antal ’uoplyste’. Generelt må
oplysningerne opfattes som et mindstemål for forekomst af den pågældende faktor,
idet der kan være tale om f.eks. udfærdigelse af handleplaner eller iværksættelse af
foranstaltninger, uden at dette fremgår af de indsendte papirer.
Første henvendelse om den unge
Antal Procent
Den unge selv 9 5
Forældrene 23 13
Skolen 24 14
Vuggestuen 3 2
Børnehave 1 1
Fritidshjem 1 1
PPR 1 1
Sundhedsplejerske 2 1
Flygtningehjælpen 8 5
Forældre i f.m. egen sag 6 4
Politi 44 26
SSP 3 2
Andre 19 11
Uoplyst 28 16
Total 172 102
Med udgangspunkt i de unges ophold i sikret afdeling i 2002 er det blandt andet
undersøgt, hvem der først har rettet henvendelse til forvaltningen om den unge. Det
fremgår af tabellen, at der for hver fjerde er tale om, at den første henvendelse er
kommet fra politiet, men også skolen og de unges forældre har henvendt sig relativt
ofte.
Mere end halvdelen af de unge har været kendt i forvaltningen i mere end to år, og
nogle af de unge har været kendt allerede fra spædbarnsalderen. En enkelt er første
gang omtalt i forbindelse med moderens graviditet. Der er dog også unge, som ikke er
kendt før opholdet i sikret afdeling. Enkelte gange ser det ud til, at kommunen først
er blevet informeret om den unges anbringelse i varetægtssurrogat flere dage efter
fængslingen, og i enkelte tilfælde er den unges journal helt uden notater om
anbringelsen.
54

Tid kendt i forvaltningen før ophold i sikret afdeling
Antal Procent
Første notat efter sikret 13 8
Under 1 md. før 7 4
1-3 mdr. før 5 3
3-6 mdr. før 5 3
6-12 mdr. før 15 9
1-2 år før 27 16
2-5 år før 54 31
Mere end 5 år før 36 21
Uoplyst 10 6
Total 172 101
De sociale sagsakter er blandt andet gennemgået for oplysninger om iværksatte
foranstaltninger og forskellige problemstillinger hos den unge og familien.
Oplysningerne indgår i temaet om de unges forvaltningshistorie, og uddybende
tabeller er optrykt i del 2.
Her skal det alene anføres, at akterne generelt afslører mange og tunge problemer hos
stort set alle de unge, ligesom der er omtalt problemer hos langt de fleste forældre.
55

5. De sikrede afdelinger i dag
Dette afsnit indeholder beskrivelser og diskussioner af de sikrede institutioners
placering, fysiske rammer og grad af sikring. Derefter følger en beskrivelse af de
sikrede afdelingers opgave og forståelse heraf, hverdagens organisering og
medarbejdernes kvalifikationer.
5.1 Afdelingernes geografiske placering og fysiske
indretning
Hovedparten af de sikrede afdelinger er beliggende i landlige, relativt
befolkningstynde områder, hvilket har konsekvenser for de unge og for afdelingerne.
Placeringen i befolkningstynde områder kan gøre det vanskeligt at rekruttere det
ønskede personale, medmindre man strukturerer medarbejdernes arbejdstid med lange
vagter (f.eks. af et døgns varighed), hvorved den samlede transport reduceres.
Hermed kan de geografiske rammer få en væsentlig indflydelse på den pædagogiske
praksis (frem for faglige overvejelser).
En anden utilsigtet konsekvens af den geografiske placering er, at de unges kontakt
med deres familie og øvrige netværk kan vanskeliggøres betydeligt. Interviewene med
både de unge og forældrene viser, at den geografiske afstand har stor betydning for
antallet af besøg. For en af de interviewede forældre betød den lange afstand således,
at kontakten til barnet udelukkende foregik telefonisk. Der er også eksempler på, at
forældre har måttet overnatte på vandrehjem eller lignende i forbindelse med besøg
hos deres børn 64
. Ud over de tidsmæssige omkostninger vil der også ofte være tale om
en betydelig udgift; en udgift som kommunerne ikke altid refunderer. Hermed
udfordrer de sikrede afdelingers geografiske placering FN's Børnekonventions § 9,
hvor børn og unges ret til at ’opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte
kontakt med begge forældre’ sikres 65 . Udtalelser fra nogle af forældrene viser, at de
sikrede afdelinger i konkrete tilfælde har vist stor forståelse og imødekommenhed i
forhold til at planlægge besøget under hensyntagen til den lange transport.
Placeringen 'langt ude på landet' var i overensstemmelse med tidligere tiders tro på,
at et totalt miljøskift ville være en forudsætning for, at utilpassede børn og unge
kunne få brudt en uheldig udvikling. Med de senere års socialfaglige paradigmeskift i
retning af inddragelse af familien og indsats i lokalområdet kan nogle af de sikrede
64 En placering langt fra forældrene er samtidig en placering langt fra de unges handlekommune, hvilket
kan medvirke til de barriereproblemer, som afdelingerne ofte taler om.
65 Artikel 9 omtaler børns ret til at være sammen med deres forældre med undtagelse af situationer hvor
dette vil være imod barnets tarv; f.eks. pga. forældrenes misbrug eller vanrøgt af barnet. Stk. 3 lyder:
’deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at
opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette
strider mod barnets tarv’.
57

afdelingers placering komme til at udgøre en barriere i forhold til den samlede indsats
over for den enkelte.
Det er fra medarbejderside anført, at afdelingernes landlige beliggenhed kan være en
fordel, idet den ringe infrastruktur vanskeliggør de unges muligheder for at rømme,
samt gør det sværere for kammerater at levere f.eks. hash til de unge på afdelingerne.
Udtalelser fra de interviewede unge vidner dog klart om, at en landlig placering ikke
udelukker muligheden for at få hash ind på afdelingerne.
De bygningsmæssige rammer og deres indretning
Afdelingerne er typisk opdelt i tre sektioner: en opholdssektion med køkken-alrum,
TV og computerfaciliteter, en værkstedsdel samt en værelsesdel. Derudover er der en
række personalerelaterede rum som kontor og vagtværelse, hvor de unge sjældent
kommer. Afdelingernes bygningsmæssige rammer er forskellige, men for flere
afdelinger gælder nogenlunde samme rumopdeling. Det betyder, at de unge i en stor
del af tiden befinder sig i afdelingens fællesrum: de kombinerede køkken/stue/alrum
eller i den tilknyttede gård. Der er således tale om ét stort rum, der funktions-
/sektionsinddeles ved hjælp af halvvægge og lignende. Konsekvenser af dette bliver,
at de unge har vanskeligt ved at trække sig fra fællesskabet 66
. Samtidig betyder
arkitekturen på disse afdelinger, at de unge principielt kan være overvåget konstant.
Hensigtsmæssigheden i fysiske rammer, hvor de unge mere eller mindre konstant er
tvunget til at være sammen med de øvrige unge samt med personalet, kan diskuteres.
Når de unge har vanskeligt ved at trække sig fra fællesskabet, kan det skabe
konflikter, som måske kunne have været undgået, hvis de unge havde haft en
mulighed for ’exit’.
Også overvågningsfunktionen kan overvejes nærmere, og det kan diskuteres, hvorvidt
denne funktion hæmmer det pædagogiske arbejde på afdelingerne. Det panoptiske
princip 67
har vist sig effektivt ud fra et magt- og kontrolperspektiv, men ineffektivt ud
fra et resocialiseringsperspektiv 68 . Når overvågningen finder sted i en
socialpædagogisk sammenhæng, bliver det et vigtigt spørgsmål, hvordan de
bygningsmæssige rammer kan påvirke og spille sammen med det pædagogiske sigte.
Betydningen af de fysiske rammer og miljø for det pædagogiske arbejde på
institutioner for børn og unge er ikke forskningsmæssigt belyst i Danmark. Heller
ikke i Sverige findes undersøgelser specielt i forhold til miljøets indflydelse på
institutionsbehandling af belastede unge, men svenskerne har de senere år sat mere
fokus på, hvordan det fysiske miljø kan understøtte behandlingsarbejdet, og
miljøpsykologi som disciplin er etableret på flere universiteter.
66
De unge har oftest mulighed for at trække sig tilbage til deres værelse. Den tilbagetrækning vi her taler
om, er en tilbagetrækning, hvor den unge trækker sig fra fællesskabet (f.eks. fra de andre unge) og
samtidig er en del af dette, men med en mere perifer position.
67
De rumlige forhold på nogle af afdelingerne fører tankerne hen på det, der er kaldt det panoptiske
princip, som er kendt inden for fængselsvæsenet. Det panoptiske princip går ud på, at de indsatte hele
tiden kan overvåges centralt fra. Da de indsatte ikke kan vide sig sikre på, hvornår de faktisk overvåges,
kommer magten på den måde til at fungere automatisk; den integreres i de indsattes bevidsthed.
68
Dette er bl.a. afspejlet i udviklingen i fængselssystemer, hvor man - ud fra resocialiseringshensyn - så
vidt muligt forsøger at overvåge de indsatte mindst muligt, tilstræber en normalisering af dagligdagen og
anbringer de dømte i åbent regi, indtil den enkelte 'har bevist' ikke at kunne håndtere en sådan frihed.
58

Ifølge de svenske erfaringer 69
, som også refererer til amerikanske studier af miljøets
betydning i ungdomsfængsler, er der forskellige faktorer, som er vigtige for
oplevelsen af et miljø, hvoraf nogle medvirker til at stresse, nogle til at skabe
stimulation osv. Endvidere har undersøgelser vist, at jo mere sårbare personer jo mere
modtagelige for påvirkning via det fysiske miljø.
Heller ikke i Projekt Fokus er der specielt fokus på, hvordan de sikrede afdelingers
forskellige fysiske miljøer understøtter eller alternativt modvirker det pædagogiske
arbejde, men både i amtslige tilsynsrapporter og ombudsmandsrapporter vedrørende
de sikrede afdelinger har der været opmærksomhed på det fysiske miljø, idet der
påpeges nedslidning, utilstrækkelig rengøring, utilfredsstillende ’boligindretning’
f.eks. i form af manglende billeder på væggene, grønne planter osv.
Med hensyn til udendørsarealer adskiller afdelingerne sig betydeligt fra hinanden.
Nogle afdelinger, typisk de der er bygget til formålet, har en mindre ’indergård’ med
et basketballnet og nogle havemøbler. Dertil kommer større udendørsarealer og
faciliteter som f.eks. gymnastiksal og boldbaner. Andre afdelinger har meget få og
små udendørs faciliteter. Hvor kun få unge kommenterer de indendørs faciliteter, har
mange udtrykt deres holdninger, ønsker osv. til udendørsfaciliteterne og de (især
manglende) muligheder, disse indeholder for sportslige udfoldelser.
Sikringsgrad
Med sikringsgrad skelnes mellem sikring af, at de unge ikke forlader institutionen og
sikring af, at de unge ikke udøver vold mod sig selv, de andre unge eller personalet.
Sikring af at de unge ikke rømmer fra afdelingen
De enkelte afdelingers sikringsgrad varierer som tidligere beskrevet meget, og nogle
nye afdelinger har i dag en højere grad af teknisk sikkerhed end mange af landets
arresthuse, indrettet til voksne kriminelle. Nogle institutioner har bøjler for
vinduerne, så disse kun kan åbnes få centimeter, andre har tremmer eller panserglas.
På nogle afdelinger skal man igennem en sluse for at komme ind, på andre ikke.
Nogle har elektronisk overvågning, andre ikke. Også på udearealerne er der store
forskelle: fra ’åbne terrasser’ til meterhøje betonmure og videoovervågning.
De sikrede afdelinger befinder sig i et spændingsfelt mellem ’straf’ og ’behandling’.
For de afdelinger, der meget tydeligt markerer, at de unge er indespærrede, vil
strafdelen, via de fængselslignende rammer, blive forstærket. Et dilemma i forhold til
sikringsgrad er, at et højt sikringsniveau ikke åbner op for en exit-mulighed for de
unge. Det betyder, at unge, der finder det ekstremt vanskeligt at være indelukket på
afdelingen, kan se sig nødsaget til f.eks. at true sig ud. Det kan antages, at hvis de
unge kan se, at de har mulighed for at forlade institutionen, vil det reducere de
voldsomme episoder, som afdelingerne ind i mellem rapporterer om; en antagelse som
deles af nogle afdelinger. Det at have mulighed for at rømme er ikke det samme, som
at de unge vitterlig ville gøre det, hvilket udsagn fra de unge vidner om. Endelig kan
der også henvises til kriminalforsorgens/fængslernes skriftligt formulerede
69 SiStone 1/2004.
59

alancegang mellem hensynet til sikkerhed for de indsattes tilstedeværelse og hensynet
til de ansattes sikkerhed/det generelle fængselsmiljø 70 .
Sikringsbehov og afdelingernes forskellige målgrupper
I vurderingen af sikringsbehov må det være væsentligt at holde sig for øje, at der er
forskellige kriterier for de unges ophold. Selv om der ved alle anbringelserne er et
ønske om at fastholde barnet/den unge, er der alene for de unge i varetægtssurrogat,
alternativ til fængselsafsoning 71
og ungdomssanktion tale om, at anbringelsen hviler
på en dommers afgørelse, og at en undvigelse kan få alvorlige konsekvenser for den
unge i form af en fængselsstraf. For unge anbragt med henblik på pædagogisk
observation vil der formentlig sjældnere være tale om et egentligt sikringsbehov,
hvilket de ret markante udsving i anvendelsen af de sikrede afdelinger til denne
målgruppe kunne tale for 72
. Tilsvarende kan det overvejes, om anbringelse i
længerevarende behandling stiller samme sikkerhedsmæssige krav som varetægtssurrogat.
Sikring af personale m.v.
Det er vigtigt, at afdelingerne kan sikre såvel personale som de unge mod vold og
andre overgreb. Et ordentligt psykisk arbejdsmiljø er endvidere en forudsætning for at
kunne yde en socialpædagogisk indsats over for de unge. Det er i denne sammenhæng
vigtigt at være opmærksom på forholdet mellem teknisk og dynamisk sikkerhed. Med
teknisk sikkerhed tænkes på ydre, fysiske sikringer som f.eks. mure, alarmer,
visitation af besøgende m.m., hvorimod dynamisk sikkerhed relaterer sig til indre,
personrelaterede sikringer. Det drejer sig f.eks. om, at der er positive relationer
mellem personale og de anbragte unge, at der er et forståeligt og meningsgivende
regelsæt, at der er pædagogiske muligheder og redskaber til stede, at personalet har
viden om f.eks. konflikthåndtering m.m.
En meget høj teknisk sikringsgrad, hvor f.eks. almindelige bestikknive og billardkøer
låses inde, eller hvor medarbejderne bærer overfaldsalarmer, kan sende et signal til de
unge om, at de betragtes som ’meget farlige’. Hvis de unge vælger at leve op til disse
negative forventninger, kan der udvikles en negativ spiral, hvor truende situationer
fører til skærpet sikkerhed, der herved fremprovokerer endnu alvorligere
modreaktioner fra de unges side. Det forekommer således relevant, at der foretages en
kritisk vurdering af hvorvidt den nuværende udvikling med stadig mere fokus på den
tekniske sikkerhed skal fortsætte, eller der i højere grad bør satses på flere og bedre
uddannede medarbejdere samt ”meningsgivende” hverdage for både personalet og de
unge.
Sammenfattende om institutionernes sikringsgrad må det konstateres, at denne på
det tekniske område er blevet endog markant øget gennem de seneste år, hvorimod
den dynamiske sikkerhed ikke ses at være givet en tilsvarende opmærksomhed.
Udviklingen har ført til, at afdelingernes status som socialpædagogisk alternativ til
70
Se f.eks. Kriminalforsorgens Principprogram eller rapport om forstærket indsats mod narkotika i
fængslerne.
71
Jf. fuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2.
72
Iflg. de foreløbige opgørelser efter indførelsen af grundtakstfinansieringen ser det umiddelbart ud til, at
nogle amter og kommuner har fundet åbne døgntilbud egnede til at udføre denne opgave.
60

voksensystemets arresthuse og fængsler på en række områder kan synes vanskelig at
opretholde. Konsekvenserne heraf vil blive diskuteret nærmere i afsnittet om
afdelingernes pædagogiske arbejde samt i kapitlet om de unges kriminalitet.
5.2 De sikrede afdelingers opgave – og afdelingernes
opfattelse heraf
Som tidligere nævnt er anbringelsen af børn og unge på sikrede afdelinger reguleret
på baggrund af en magtanvendelsesbekendtgørelse 73 , men det fremgår hverken af
bekendtgørelsen eller lovgivningen bag, hvad det præcise formål med anbringelsen er,
udover det formål, som er givet i og med anbringelseskriterierne; varetægtssurrogat,
længerevarende behandling osv. Det er hermed i vid udstrækning overladt til den
enkelte institution og/eller driftamternes beslutninger at bestemme et formål med
det pædagogiske arbejde, herunder beslutte et pædagogisk grundlag, dvs. hvilke
pædagogiske teorier, holdninger, metoder osv., som afdelingerne skal arbejde på.
At det forholder sig således, bliver generelt bekræftet af ledelsen på de sikrede
afdelinger, som oplyser, at det er uklart, hvad det forventes, at afdelingerne skal
opnå i arbejdet med de unge. At institutionen skal sikre den unges fysiske
tilstedeværelse står klart, mens indholdssiden i øvrigt ikke er præciseret i
tilstrækkeligt omfang. Kun i forhold til de unge, som er anbragt til pædagogisk
observation, er afdelingernes opgave umiddelbart indlysende, hvilket i samtalerne
fremhæves som klart positivt. Den manglende beskrivelse af formålet med
anbringelserne afspejler sig i store forskelle i institutionernes pædagogiske praksis, i
forståelsen af opgaven, i indholdet i den enkelte afdelings tilbud m.v. Disse forskelle
giver også anledning til en principiel diskussion af de unges retssikkerhed, hvilket vil
blive taget op i et senere afsnit.
At der (heller) ikke fra central side er fastlagt retningslinier for, hvordan det
pædagogiske arbejde skal udføres, er der derimod meget stor tilfredshed med hos
ledelsen på alle afdelingerne. Der gives blandt andet udtryk for, at det er positivt, at
institutionerne har så stort spillerum, fordi hver enkelt institution så kan arbejde på
det pædagogiske grundlag og med de pædagogiske metoder, som institutionen selv
finder er bedst. Det er endvidere en udbredt opfattelse blandt medarbejderne og
ledelsen, at det forhold, at institutionerne er så forskellige, kan udnyttes positivt i
forbindelse med overflytninger af de unge mellem de sikrede afdelinger.
Overflytning mellem afdelingerne finder ifølge de statistiske oplysninger om 4årsgruppen
sted i omkring ¼ af alle anbringelser. Begrundelserne herfor er dels
praktiske, f.eks. geografiske, at den unge kan komme tættere på sine forældre, men
ofte sker overflytningerne af ’disciplinære’ grunde. Hvis en ung har store problemer
med at tilpasse sig og optræder truende overfor de andre unge eller personalet, er en
af de anvendte metoder at flytte den unge til en anden sikret afdeling. Ifølge
73 BEK nr. 1309 af 14/12/2004.
61

oplysninger fra personalet ofte med god effekt, idet den anbringelse, som ikke
lykkedes på den ene afdeling, måske lykkes på den næste - eller den næste.
Det kan ikke ud fra de foreliggende oplysninger afklares, hvorfor en anbringelse
eventuelt ’lykkes’ andet eller tredje sted. Der kan enten være tale om, at den unge
har resigneret eller lært, at konsekvensen ved at fortsætte en uhensigtsmæssig
optræden er en overflytning, eller at den unge er kommet til en afdeling, hvis
pædagogik bedre matcher den unges behov. Er det sidste tilfældet, ville det give en
mere positiv udnyttelse af afdelingernes forskellige pædagogiske tilbud, hvis de unge
fra første færd blev visiteret til den afdeling, som havde det tilbud, der bedst passede
til den unge, frem for at den unge skal kvalificere sig negativt hertil, dvs. optræde så
uhensigtsmæssigt, at en overflytning bliver en nødvendig nødløsning. En sådan
udnyttelse af de sikrede afdelingers forskellighed forudsætter dog en grundig
udredning, en klar beskrivelse af hver enkelt afdelings pædagogiske tilbud, eventuelt
en specialisering på målgrupper osv. Ingen af disse forudsætninger er til stede i dag,
bortset fra de ’særligt sikrede’ afdelinger, hvor målgruppen er beskrevet på nogle
negative parametre.
Når det overordnede formål med at anbringe de unge på sikret afdeling som nævnt er
upræcist defineret, giver det mulighed for, at de enkelte sikrede afdelinger formulerer
meget forskellige formål med deres opgaver og varetagelsen heraf.
De sikrede afdelingers opfattelse af deres opgave
Efter indførelsen af dom til ungdomssanktion medio 2001 har de sikrede afdelinger,
som nævnt i afsnittet om de sikrede afdelingers udvikling, fået en egentligt
’straffende’ funktion for unge i sanktionens første fase og – i forbindelse med
tilbageførsel til sikret regi – anden fase. Denne nye opgave er vanskelig at forholde
sig til som straf, idet idømmelse af ungdomssanktion formelt er begrundet i den
enkeltes ’sociale profil’ og behov for socialpædagogisk behandling og støtte. Men
tilførelsen af strafelementet må ikke desto mindre vurderes at have haft stor
betydning for udviklingen på de sikrede afdelinger herunder for deres måde at
opfatte deres opgaver på. En af afdelingerne beskriver således også indledningsvis, at
deres opgave befinder sig et sted på en linie mellem straffelov og servicelov. Ingen af
afdelingerne beskriver, at straf i sig selv indgår i eller er formålet med det
pædagogiske arbejde, men en afdeling fremhæver blandt andet, at opgaven drejer sig
om at ’skærme samfundet mod de unge’.
Afdelingerne har forskellige prioriteringer i opgaveløsningen, hvilket f.eks. kommer
til udtryk, når en af afdelingerne fremhæver betydningen af at arbejde på at få størst
mulig indflydelse på kommunernes beslutninger omkring de unge, mens en anden
afdeling giver udtryk for, at hvis der overhovedet skal ske en ændring af de unges
negative løbebane, skal dette ske på den sikrede afdeling (underforstået fordi den
kommunale indsats ikke løser opgaven). Generel socialisering og social integration
kan dog ikke foregå i små sikrede systemer, hvor de unge er afskåret fra omverdenen,
idet udvikling af forskellige kompetencer netop forudsætter deltagelse i forskellige
sociale samfundsmæssige sammenhænge. Afdelingernes muligheder for at udnytte de
forhold, som de sikrede rammer giver, og som i bedste fald kan blive et vendepunkt i
de unges liv, tages op i rapportens afsluttende kapitel.
62

Når formålet med anbringelserne er så vagt formuleret, bliver målene for den enkelte
unge så meget desto mere diffuse. Der, hvor afdelingerne måske adskiller sig mest fra
hinanden er i deres grundlæggende holdning til, hvorvidt og i givet fald inden for
hvilke områder, de sikrede afdelingerne skal tilføre de unge kvalifikationer under
opholdet. Én afdeling lægger f.eks. hovedvægten på, at opholdet skal foregå så
problemfrit og konfliktløst for den unge som overhovedet muligt, og at en eventuel
kvalificering af den unge er underordnet dette. En anden afdeling lægger
hovedvægten på, at den unge skal tilføres nogle redskaber, som betyder, at han bedre
kan klare sig i samfundet efter opholdet. Denne afdeling opfatter det som sin opgave
at forsøge at gennemføre dette, også selv om det medfører konflikter med de unge.
At lære de unge nogle sociale normer og tilføre dem sociale kompetencer er de
hyppigst nævnte mål. Begrundelserne herfor drejer sig om, at dette er nødvendigt for
at kunne begå sig socialt inden for normalsystemet. At andre typer kvalifikationer
(f.eks. faglige eller skolefærdigheder) også er betydningsfulde for en samfundsmæssig
integration, bliver kun sporadisk fremhævet, hvilket også er i overensstemmelse med
den generelt (manglende) prioritering heraf i udformningen af den pædagogiske
praksis. Logikken heri synes for de fleste sikrede afdelinger at være, at sociale
kompetencer er forudsætning for at kunne deltage i udvikling af de faglige
kompetencer, og ikke omvendt, at sociale kompetencer kunne udvikles igennem
deltagelse i faglige aktiviteter.
Et andet område, som de fleste sikrede afdelinger fremhæver som en betydningsfuld
del af deres opgave, er omsorgsdelen. Hvor nogle afdelinger på mange forskellige
områder i hverdagen er fokuseret på at yde hver enkelt ung stor omsorg, indgår
omsorgen på andre afdelingen med væsentlig mindre vægt.
Afdelingernes pædagogiske referencer og betydningen heraf
Jævnfør udviklingen inden for sociale institutioner generelt, er også de sikrede
afdelinger i gang med at beskrive et værdigrundlag, som det pædagogiske arbejde skal
udspringe fra og hvile på. Da denne proces ikke er færdig, og det foreliggende
skriftlige materiale om de enkelte afdelinger ikke er direkte sammenligneligt, skal der
her blot gengives nogle af de udtryk og referencer, som afdelingerne nævner, når de
bliver spurgt om deres pædagogiske teoretiske grundlag. Dette for at illustrere det
meget forskellige og brogede teoretiske ståsted, som kendetegner de sikrede
afdelinger: Dialektisk materialisme, kognitiv adfærdsteori, Makarenko-inspiration,
relationsorienteret, virksomhedsteori, ’det fælles tredje’, eklektisk tilgang, ingen
bestemt pædagogisk linje, ingen ’ismer’, miks af pædagogiske linier, inspireret af
psykodynamiske teorier, miljøterapi mm.
De fleste afdelinger nævner flere kilder til inspiration for det pædagogiske arbejde,
men også den enkelte afdelings egne erfaringer fra arbejdet med de unge fremhæves
af flere som grundlag for den pædagogiske indsats.
Afdelingerne opgaveløsning har derudover sammenhæng med deres opfattelse af de
unge og forståelsen for deres situation. Hvor én afdeling har små forventninger til,
hvad de unge magter, og derfor også stiller meget små krav, forsøger en anden
afdeling at tilrettelægge en pædagogisk praksis, som giver den unge stort spillerum
for indflydelse på egen situation, såfremt den unge vælger at være medspiller.
63

Betydningen af pædagogisk ståsted
Det valgte teoretiske pædagogiske ståsted bør ideelt set kunne genfindes i den
pædagogiske praksis. Det skyldes, at måden at forstå udvikling, læring, opfattelse af
forholdet mellem individ og fællesskab osv. har betydning for, hvordan den
pædagogiske praksis udformes 74
. Hvis en afdeling ’bekender’ sig til meget forskellige
pædagogiske skoler eller grundholdninger på samme tid eller måske kun har gjort sig
meget begrænsede teoretiske overvejelser, er det i praksis sværere at finde
begrundelserne for, at den valgte pædagogiske handling, beslutning eller lignende
netop skal være på én bestemt måde og ikke på en anden måde. Risikoen er dermed,
at det enten bliver meget personafhængigt, tilfældigheder eller ’plejer’, der afgør,
hvad der er rigtigt eller forkert i den konkrete situation. Udtalelser fra de unge viser,
at denne risiko er klart til stede.
Det ligger udenfor dette projekts rammer at undersøge de sikrede afdelingers
forskellige pædagogiske grundholdninger, og om der på den enkelte afdeling er en
gennemskuelig sammenhæng mellem den valgte pædagogiske teori og praksis. Med
det kendskab, projektet har nået at få til arbejdet på de sikrede afdelinger, er det
indtrykket, at der er stor forskel på, hvor meget de forskellige institutioner arbejder
med disse generelle pædagogiske problemstillinger, og at der i nogle tilfælde
fokuseres mere på diskussion af forskellige metoder end på, om disse metoder har den
nødvendige forankring i afdelingens teoretiske værdigrundlag.
5.3 Hverdagens ’struktur’
Hvor de pædagogiske holdninger og metoder i arbejdet med de unge på mange måder
er forskellige på de forskellige afdelinger, er elementerne i den pædagogiske praksis,
dvs. den måde hverdagen er struktureret og organiseret på alligevel meget ens.
En typisk dag starter således med morgenvækning, morgenmad og mulighed for at
handle i afdelingens ’butik’. Derefter går de unge i gang med dagens aktiviteter indtil
kl. ca. 15, afbrudt af en frokostpause. Eftermiddag og aften står oftest til den unges
fri disposition indtil ’sengetid’.
Foretages en tværgående sammenligning af de enkelte afdelingers dagskema, er der
bemærkelsesværdigt stor overensstemmelse. Ligheden kan langt hen af vejen
forklares ved, at afdelingerne forsøger at efterligne en ’normal’ hverdag, dvs. hvordan
unges hverdag ser ud på grund af skole eller arbejde 75 . En væsentlig forskel er dog, at
der stilles meget små krav til beskæftigelse (ca. fem timer pr. dag), hvorved der bliver
urealistisk meget ’fritid’.
Alle afdelingerne forsøger at markere en forskel på hverdag og weekend. De unge får
typisk lov til at sove længere i weekenden og må gå lidt senere i seng, ligesom der
ikke er værksteds- eller skoleaktiviteter. På nogle afdelinger benyttes noget af
74
Som eksempel herpå kan f.eks. refereres til E. Vestergaard, s. 18: ’Hvis man f.eks. har valgt at opdrage
børnene til frie og selvstændige mennesker, vil man ikke kunne benytte en autoritær metode, da dette vil
hindre, at målet bliver nået’.
75
I givet fald praktiseres ’normalitets-princippet’ ikke konsekvent, idet dagsskemaet for weekenden ligger
meget langt fra det, man kunne kalde et normalt ungdomsliv.
64

weekenden til rengøring af værelser og fællesrum, men ellers er der lagt op til ikkestrukturerede
aktiviteter. Det oplyses endvidere, at fredag og lørdag er hyggeaftener
med videofilm, god mad og slik.
Ved hjælp af afdelingernes indsendte vagtskemaer er personalenormeringen på
hverdage og i weekenden blevet sammenlignet, og det viser sig, at
personalenormeringen er betydeligt lavere i weekenden. Den lave personalenormering
må umiddelbart gøre det vanskeligt at fylde disse dage med anderledes aktiviteter, og
flere unge har også givet udtryk for, at de synes weekenderne føles lange og endnu
sværere at komme igennem end de almindelige hverdage, blandt andet fordi skole og
værksteder er lukket.
5.4 Medarbejdernes arbejdsfunktioner og kvalifikationer
Medarbejdernes arbejdsfunktioner
Hvor medarbejderne på værkstederne typisk har deres eget ’projekt’, som de arbejder
med, sideløbende med at de instruerer de unge, forholder det sig anderledes med de
medarbejdere, der opholder sig på den øvrige afdeling. Bortset fra mødevirksomhed,
rapportskrivning og et vist omfang af administrativt arbejde, bruger de ansatte en
stor del af deres arbejdstid sammen med de unge. De taler med den unge eller spiller
måske et spil sammen. Derudover er der en række ’huslige pligter’ som madlavning og
tøjvask. Disse funktioner kan imidlertid sjældent udfylde personalets arbejdstid. Det
betyder, at medarbejderne i perioder tilsyneladende ’dasker omkring’, kigger på to
unge, der spiller bordfodbold, går til og fra tv-hjørnet og lignende. I sådanne
situationer vil de unge snarere kunne føle sig passivt overvåget end aktivt inddraget i
en socialpædagogisk proces. Under de indledende besøg på afdelingerne har det været
tydeligt, at de unge ofte ’flokkes’ omkring de medarbejdere, der laver mad eller på
anden måde varetager umiddelbart synlige funktioner, hvilket peger på, at det er
centralt at finde metoder til at understøtte medarbejdernes relationer og interaktion
med de unge f.eks. ved at lægge flere meningsfulde aktiviteter ind i afdelingernes
dagligdag.
Medarbejdernes uddannelsesmæssige baggrund
Som tidligere nævnt er der i projektets start blevet udsendt et spørgeskema til alle
afdelingerne, blandt andet også med spørgsmål vedrørende personalets
uddannelsesmæssige baggrund. Oplysningerne viste følgende:
Lidt under halvdelen var pædagogisk uddannet, hvilket blev defineret som
medarbejdere med en uddannelse som pædagog, lærer eller socialrådgiver. .
Andelen af
pædagogisk uddannet personale varierer dog væsentlig fra afdeling til afdeling.
En fjerdedel var faglært, hvilket blev defineret som medarbejdere med en håndværksmæssig
uddannelse, og endelig var en fjerdedel ufaglært. 76
Selvom hovedparten af personalet i den ufaglærte gruppe ikke har en kompetencegivende
uddannelse, kan der i enkelte tilfælde være tale om medarbejdere, der
76
Hertil kommer et varieret antal ansatte: socialrådgivere, køkkenpersonale, pedeller, kontorpersonale osv.
Tilstedeværelsen af psykologisk/psykiatrisk kompetence beskrives i afsnittet om psykologiske og
psykiatriske problemstillinger.
65

har gennemført en uddannelse, som dog ikke umiddelbart kan skønnes relevant for
arbejdet på en sikret afdeling (f.eks. klinikassistent). Modsat kan der også være
medarbejdere, som har tilegnet sig kompetencer uden for det traditionelle
uddannelsessystem. Netop dette forhold fremhæves i et af de besvarede spørgeskemaer.
I en oplistning af medarbejdernes kompetencer nævnes bl.a. ’en smed,
instruktør i fitness center, mange års erfaring med unge gennem arbejde på diskoteker
og lignende’ samt en ’pædagogmedhjælper med mange års erfaring i arbejde med svært
utilpassede unge’.
Kortlægningen af medarbejdernes uddannelsesmæssige kompetencer er ikke blevet
gentaget i løbet af projektperioden, så der kan være sket ændringer i
sammensætningen af de tre grupper. På en enkelt tilfældig afdeling er det således
nævnt, at der nu kun er én ud af otte ansatte, der har en pædagogisk uddannelse. I
betragtning af, at der er tale om socialpædagogiske institutioner, lægger de store
forskelle i tilstedeværelse og normering af pædagogisk personale op til en diskussion
af, hvilke kvalifikationer personalegruppen optimalt bør besidde. Det er dog ikke
ensbetydende med, at institutionerne har mulighed for at ansætte disse
personalegrupper. Det oplyses f.eks. at den geografiske placering har stor indflydelse
på, at nogle afdelinger har svært ved at tiltrække den ønskede arbejdskraft, mens
afdelinger med et større bymæssigt opland ikke har de samme problemer.
De sikrede afdelingers generelle og overordnede ønsker til personalets kvalifikationer
drejer sig ikke om at få 100 procent pædagogisk uddannet personale. Nogle afdelinger
udtrykker, at ’omkring halvdelen’ eller ’seks ud af ti’ er passende. Alle afdelinger
mener, at det er positivt med andre (uddannelses)tilgange end den pædagogiske,
f.eks. militærfolk, håndværkere osv.
Alle institutioner lægger derudover afgørende vægt på medarbejdernes personlige
kvalifikationer, om end ønskerne til disse er meget forskellige. Hvor nogle afdelinger
- blandt andet i stillingsopslag - efterlyser personale med ’hår på brystet’, udtrykker
en anden afdeling, at den vigtigste kvalifikation er, at medarbejderen ’vil’ de unge,
dvs. har lyst til at lave noget sammen med de unge, opbygge relationer til de unge,
så de unge glæder sig til at være sammen med personen. Der er også stor interesse for
at ansætte personale med anden etnisk baggrund end dansk, ligesom en ligelig
fordeling på køn er på ønskesedlen flere steder.
Ønskerne til medarbejderkvalifikationerne afspejler også afdelingernes forståelse af
opgaven med de unge. En institution betoner f.eks. vigtigheden af, at personalet til
hver en tid kan demonstrere, at de – og ikke de unge – ’har magten’ på afdelingen.
Institutionen satser derfor på et meget højt teknisk sikringsniveau, personlige
overfaldsalarmer osv. i forsøget på at kunne klare alle situationer, som kan opstå i
arbejdet med de unge. En anden institution har derimod bevidst fravalgt disse
personlige beskyttelsesforanstaltninger med den begrundelse, at ’de ikke vil slås’ med
de unge. Kan en konflikt ikke løses uden fysisk konfrontation, er der ifølge denne
afdeling tale om en politiopgave.
De unges og forældrenes ønsker til medarbejdernes kvalifikationer
Interviewmaterialet indeholder mange holdninger og ønsker til personalets
kvalifikationer fra både de unge og forældrene. Nogle af de unge har haft flere
66

institutionsophold bag sig før opholdet på sikret afdeling, og nogle af forældrene har
tilsvarende haft deres barn anbragt på flere institutioner. Denne gruppe (både unge
og forældre) med erfaringer fra flere anbringelser er på nogle områder enige i deres
kritik af institutionerne, om end det kommer til udtryk på lidt forskellig måde. I den
unges perspektiv udtrykkes det således:
’Institutionerne er for nemme at manipulere med… Du kan få hele institutionen til at
hoppe på et ben og lege sprællemand på samme tid bare ved at blinke med øjet… Hvis
jeg vil, kan jeg få pædagogerne til at gøre præcist det, jeg vil ha, hvis jeg spiller mine
kort rigtigt’.
Samme kritik udtrykker en af forældrene (til en anden ung) både i forhold til
tidligere børneinstitutioner og til den sikrede afdeling:
’Når man er under 18, så må der være nogle konsekvenser. Men han har lært meget
tidligt, at man laver nogen ting, og der er ingen konsekvenser, og den har han jo så
fortsat på… Det har været et problem, at et mindreårigt barn kan true sig ud. Jeg kan
godt forstå personalet, at de åbner døren og siger ”farvel min ven, kan du hygge dig”.
Det kan jeg godt forstå, for det er trods alt deres liv, men en anden del af mig siger, det
har været for nemt, der er sådan lidt ambivalens. Jeg mener, hvis han havde været i
Vestre Fængsel, havde han ikke kunnet true sig ud, så havde det haft en eller anden
konsekvens, og den konsekvens tror jeg har manglet i hans tilfælde’.
Et par af de andre forældre har også udtalte holdninger til, dels hvilke
uddannelsesmæssig baggrund personalet bør have i forhold til at matche opgaven at
arbejde på en sikret afdeling, dels de pædagogiske holdninger og metoder de har set
praktiseret. En af forældrene begrunder på følgende måde, hvorfor det er positivt, at
personalet er uddannet inden for Kriminalforsorgen (hvilket den sikrede afdelings
personale er ifølge denne forældres opfattelse):
’De er uddannet inden for kriminalforsorgen, de kører tingene på en anden måde. Når
først man har været misbruger og snakket med rigtig mange psykologer og
sagsbehandlere og alt muligt, så kan man altså snøre folk, så ved man godt, hvor man
skal trykke henne. Men det kan man altså ikke med de, der har været [arbejdet] i
fængsel, dem kan man ikke lige snøre, og det synes jeg bare var en fordel. Og jeg synes
næsten, det skulle være et krav at sige, jamen arbejder man med kriminelle, så skal
man ikke kun have arbejdet i en vuggestue også, fordi der er for stort et spring’.
Udtalelserne fra forældrene viser, at de har behov for, at det pædagogiske personale
optræder med autoritet og handlekraft. I den sammenhæng er det dog helt
afgørende, at dette ikke misforstås og i stedet bliver praktiseret som en autoritær
pædagogik på bekostning af de unge, deres medindflydelse på deres egen situation
osv.
Hvor nogle af forældrene enten har ønsket eller har værdsat et personale, som har en
uddannelse, som matcher arbejdet i et fængsel, fremhæver andre forældre kvaliteter,
som netop ikke på nogen måde associerer med fængsel. Uanset de forskellige ønsker til
personalets kvalifikationer, er alle forældrene dog fuldstændig enige om, at de unge
hører til på en sikret afdeling og ikke i et fængsel.
67

De unge er ikke blevet spurgt direkte om deres ønsker til personalets
uddannelsesmæssige baggrund, og udtalelserne om, hvilket personale de bryder sig
om, går med en enkelt undtagelse heller ikke på en bestemt uddannelsesmæssig
baggrund. En af de unge siger således:
’Det første der ikke må være på en institution, det er stort set pædagoger. De må ikke
være pædagoger, og hvis de så endelig er pædagoger, så skal det være nogen, der først
er blevet pædagog, da de blev 40 eller derover. Det gør ikke noget, at det er nogen, der
først har været ude og lavet en masse ting og sager’.
Der har ikke været planlagt spørgsmål om en eventuel betydning af personalets køn,
men i forhold til den etniske sammensætning af de unge og de kulturelle forskelle,
som i andre pædagogiske sammenhænge nævnes som problematiske, ville det ikke
overraske, hvis der også i denne sammenhæng var nævnt betydelige forskelle. Der
forekommer dog kun udtalelser herom i et enkelt af interviewene – med en etnisk
dansker. Han generaliserer således følgende om kvindelige pædagoger på baggrund af
sine erfaringer:
’Kvinder, de tænker ikke ligesom mændene, mændene tænker, han er en dreng, de kan
godt tænke lidt hvad han måske tænker på, men kvinden begynder bare at sige pludder
pladder, og så bliver man uvenner og så begynder man at slå, og så prøver de at ringe
til arresten og så tager du telefonen ... ’
De unge nævner både fordele og ulemper i forhold til, om medarbejderne er unge eller
gamle, mænd eller kvinder osv., men det fremhæves især meget positivt, at
medarbejderne har en vis form for ’livserfaring’. Derudover fremhæves med endnu
større vægt betydningen af, at personalet grundlæggende er meget engagerede i de
unge. Dette eksemplificerer en af de unge i sin fortælling om, hvordan han blev
modtaget på en af de sikrede afdelinger, han kom på:
’På [x-afdeling] oplevede jeg det gode i sådan en afdeling. Jeg oplevede, at folk, når
nye kom ind, så sagde ”hvor langt er du nået, det vil jeg gerne lige høre om, så skal vi
se, om der er noget, vi kan gøre”. Allerede der, at der er nogen, der tager din sag og
virkelig - du kan bare føle - at så er du ikke alene, så er der nogen, der har noget at
skulle have sagt, der vil gøre et eller andet, selvom der ikke var noget at gøre. Så det
var mere, at jeg er her, for at vi skal få en bedre hverdag, at vi stadig skal være
alvorlige omkring grunden til vi er her, men stadig kan vi lige så godt have det sjovt og
finde ud af nogle ting sammen og på et eller andet tidspunkt få et positivt resultat ud
af det, når vi engang bliver løsladt. Det var det, jeg oplevede der, og det var helt
mærkeligt, der var nogen, der virkelig tog hånd om min sag’.
Konkluderende kan det ud fra de unges udtalelser siges, at deres ønsker et langt
stykke af vejen er på linie med de sikrede afdelingers egne høje prioriteringer af
medarbejdernes personlige kvalifikationer - evt. på bekostning af uddannelsesmæssige
krav.
Ud fra de sikrede afdelingers opgaver og ret omfattende magtudøvelser må det dog
samtidig opfattes som problematisk, hvis indsatsen over for de anbragte unge først og
fremmest baserer sig på den enkelte medarbejders personlige holdninger og
68

kvalifikationer. Der er derfor behov for, at institutionerne formulerer grundlag og
rammer for det pædagogiske arbejde, som den enkelte medarbejder skal arbejde
forpligtende inden for, dvs. et fælles værdigrundlag. Herigennem kan det undgås dels
at de unge ’overlades’ til den enkelte medarbejders personlige holdninger, dels at
medarbejderne kommer til at stå alene og dermed personligt udsat over for de unge.
69

6. De unges oplevelser og erfaringer med
anbringelsen
I dette kapitel vil de unges oplevelse af den pædagogiske praksis på sikrede
afdelinger blive beskrevet, herunder deres holdning til institutionernes beskæftigelses-
og uddannelsestilbud. Kapitlet indledes med et afsnit om forløbet op til og
ankomsten til sikret afdeling.
Kapitlet hviler primært på projektets interviewundersøgelse af de unge suppleret med
viden fra de besvarede spørgeskemaer fra de sikrede afdelinger samt den afsluttende
interviewrunde med forstandere og afdelingsledere. Der er i Projekt Fokus lagt stor
vægt på at supplere den statistiske dokumentation med det perspektiv, som de unge
har på anbringelsen. De unges oplevelser er i centrum, fordi deres perspektiv er
afgørende for at kunne give brugbare bud på en opkvalificering af de sikrede
afdelingers indsats.
Projekt Fokus er en empirisk undersøgelse, hvis formål er at levere dokumentation til
brug for beslutningstagere og ikke mindst praksisfeltet omkring de unge på de
sikrede afdelinger, dvs. formålet er ikke pædagogisk teoriudvikling. I løbet af
projektperioden har anerkendelsesbegrebet dog ’trængt sig på’ som særdeles relevant i
forhold til en forståelse af mange af de problemstillinger, som indgår i projektet. I
interviewene med de unge er der således mange udtalelser om, at de unge ikke
oplever sig respekteret, at gensidig respekt er forudsætning for gode relationer til de
andre unge, til personalet osv. De unge bruger ikke selv begrebet anerkendelse, men
benytter ordet ’respekt’ synonymt hermed.
Sideløbende har anerkendelsestanken inden for de seneste år været på dagsordenen
inden for samfundsvidenskaberne og er en teoretisk referenceramme i flere nyere
forskningsprojekter 77 . Anerkendelsesteorien, således som den er udviklet af A.
Honneth 78 , er en normativ teori, som fokuserer på anerkendelsens betydning for det
enkelte individs personlige udvikling 79
. De unges formulerede kritik og ønsker i
forhold til den pædagogiske indsats peger på en praksis baseret på
anerkendelsesteoretiske antagelser, hvorfor dette udgangspunkt fremstår meget
77
F.eks. Højlund, P. og Juul, S. 2005 og Møller, S. N., 2004.
78
Honneth, A., 2003.
79
Honneth taler således om tre former for anerkendelse, som modsvares af tre former for krænkelser. De tre
typer anerkendelse drejer sig om emotionel anerkendelse, som udløser forudsætningen for individets
fundamentale selvtillid, om retlig anerkendelse, som udløser en selvagtelse/selvrespekt som borger og om
social værdsættelse som forudsætning for individets selvværd. (Ref. fra Højlund, P. og Juul, S. 2005). Som
eksempel på en krænkelse, som modsvarer den emotionelle anerkendelse, kan nævnes mishandling og
voldtægt, som truer den psykiske integritet. Krænkelse i forhold til retlig anerkendelse kunne være
diskrimination, som truer personens sociale integritet, mens ydmygelser, respektløshed og stigmatisering
er eksempler på krænkelser, som truer individets ære og værdighed i forhold til den tredje type
anerkendelse, som i bred forstand omhandler social værdsættelse gennem solidariske, arbejdsmæssige
fællesskaber.
71

elevant i Projekt Fokus, også som inspiration i forbindelse med forslag til
kvalificering af afdelingernes pædagogiske arbejde.
6.1 Anbringelsen på sikret afdeling
Interviewene med de unge viser, at en meget stor del af dem (15 ud af 21 unge) har
tilbragt kortere eller længere tid i arresthus før anbringelsen på en sikret afdeling.
Deres oplevelser i forbindelse hermed var ikke et planlagt tema ifølge
interviewguiden, men blev af de unge selv introduceret som et meget magtpåliggende
emne at tale om. Da det var overraskende, at andelen af unge, som var påbegyndt
anbringelsen i et arresthus, var så stor, indgik der i supplementsundersøgelsen den
15.12.05 et spørgsmål om, hvorfra de unge var blevet indskrevet.
Fordelingen viste her, at mere end hver tredje kom til sikret afdeling fra et arresthus.
Denne andel er mindre end andelen blandt de interviewede unge, men stadig meget
stor i betragtning af, at der aldrig tidligere har været så mange pladser i det sikrede
system.
Placering før ophold på sikret – anbragte den 15.12.05
Antal Procent
Fri fod 39 40
Arresthus 36 37
Anden sikret afd. 16 17
Lukket psyk. afd. 1 1
Ikke oplyst 5 5
Total 97 100
Ophold i arresthus før overflytning til sikret afdeling
Fælles for de unges beskrivelser af opholdet i arresten er, at det har været
skræmmende, angstfyldte oplevelser. Flere beskriver det således som det værste, de
nogen sinde har oplevet. Isolationen i et lille rum og uvisheden om, hvad der kommer
til at ske, er svært belastende.
’Jeg var meget nedtrykt den første halvanden uges tid, fordi jeg ikke rigtig måtte se
nogen, og det var svært at vænne sig til at skulle være inde i et rum en hel uge. Jeg
kom ikke ud, jeg levede syv døgn i sådan et lille rum’.
Flere af de unge fortæller, at de ikke kunne spise i arresten; maden beskrives som
dårlig, og appetitten var væk. En af de unge nævner således, at de sidste dage i
arrestperioden blev tilbragt på sygeafdelingen på grund af spiseproblemer.
’Jeg var på hospitalsafdeling de sidste tre dage derovre, fordi jeg ikke kunne spise
noget. Jeg følte, det var lige som at spise på et lighus. Jeg kunne ikke klemme noget
ned, jeg var ved at kaste op hele tiden, så det var en skrækkelig oplevelse’.
72

De unge beskriver også oplevelsen af angst og utryghed i forhold til både de andre
indsatte og til fængselspersonalet. Som eksempel herpå fortæller en af de unge:
’Det værste var, at jeg ikke var i bad hele den uge, fordi jeg var bange. Jeg har nok set
for mange film med, at der er nogen, der skal kneppe én i røven inde i fængslet, det er
jeg skrækslagen overfor. Og om natten havde jeg, når jeg fik en kniv og gaffel, havde
jeg en kniv liggende på en stol ved siden af mig, for hvis der var en korrupt vagt, der
havde lovet en fange et eller andet og fået nogen penge for det og så lige åbner døren’.
En anden af de meget unge drenge, som var to uger i arresten før overflytning til
sikret afdeling, og som ifølge egne oplysninger var meget utryg ved opholdet, giver
følgende beskrivelse af, hvordan han udtænkte en taktik i forhold til at skulle mødes
med de andre fanger på den første gårdtur.
’Der inde på [arresten], der er jo flere forskellige grupper. Der stod ældre mennesker i
en gruppe for sig selv, og der stod junkier for sig selv. Så stod der afrikanere for sig selv
og sorte og hvide for sig selv. Det var nok den største gruppe, hvor det bare var sorte og
hvide, og så stod der bare hvide for sig selv. Og de stod rundt omkring på gårdturen. Så
tænkte jeg, at jeg ikke bare ville gå over til dem eller glo dumt på dem, vel. Så jeg
begyndte bare at spille basket for mig selv. Så kunne jeg se, at der kom fem, nej syv
stykker over fra den der sort-hvide gruppe over til mig. Jeg kunne se det ud af
øjenkrogen. Så først tænkte jeg, da jeg lige stod med bolden og skulle til at kaste, der
tænkte jeg: Skal jeg vende mig om imod dem og bare sige hej. Eller skal jeg bare spille
videre. Så tænkte jeg: Jeg spiller videre. Så spillede jeg videre, og så kom de der over og
snakkede med mig. På den måde, de respekterede mig, fordi jeg er 15 år og sidder
inde’.
Mange af de unge, herunder den unge som er citeret ovenfor, har i interviewene givet
udtryk for, at hvis opholdet i arresten var fortsat i længere tid, ville de have fået det
endnu dårligere. Eksempelvis siger én:
’Hvis jeg havde siddet længere i arresten, så ville jeg blive dum, vil jeg tro. Så ville jeg
også blive som dem derovre. Det er derfor, der sidder nogle dumme mennesker der,
rockere og alt det der forskellige. Jeg gik med dem i gårdtur og snakkede med dem, og
jeg var også i celle med dem og snakkede med dem i to timer, forskellige mennesker.
Det er derfor, hvis man er der i lang tid, man bliver dum af det, så det var godt de
hentede mig…jeg er bare glad for at komme herover (på sikret afdeling) i stedet for
arresten, det er det eneste’.
Udtalelserne fra de unge om de belastende oplevelser i forbindelse med arresthusene,
kan suppleres med udtalelse fra en af forældrene, som fortæller, at hendes søn har
fået et psykisk knæk af opholdet i arresten og ikke er kommet sig over det endnu.
Også for forældrene til de unge er anbringelserne i arresthusene en grim oplevelse. De
beretter om problemer med at få oplyst, hvad der er sket, og hvor deres børn er
henne, samt manglende muligheder for at komme i kontakt med børnene under
opholdet i arresten.
73

De unges forestilling om sikret afdeling før anbringelsen
Interviewene med de unge viser, at langt den største del af dem kender andre unge,
som enten er eller har været anbragt på en sikret afdeling. Der drejer sig ikke om
perifere bekendtskaber, men oplyses at være venner, i enkelte tilfælde familie, eller
unge tilhørende samme ungegruppe. Dette forhold er interessant, idet det giver
anledning til overvejelser over, hvor afgrænset denne gruppe af unge er. Er den
interviewede gruppe unge repræsentative på dette punkt, er der grundlag for en
antagelse om, at de unge tilhører en kriminel subkultur, som ikke kan være særlig
stor. Dokumentationen af ny - og genindskrivninger i de sikrede afdelinger
understøtter en sådan antagelse. Antallet af nyindskrevne unge er på knapt 300
årligt, men næsten hver fjerde af dem når at få mere end ét ophold i sikret afdeling,
før de fylder 18 år 80 .
De unge fortæller meget forskelligt om, hvilke forestillinger de havde gjort sig om de
sikrede afdelinger før ankomsten. Nogle har slet ikke haft nogen forestillinger og
begrunder det blandt andet med, at de aldrig havde forestillet sig selv at skulle ende
sådant et sted. Nogle har af andre unge fået det indtryk, at en anbringelse på en
sikret afdeling ikke var særlig slem. F.eks. :
’Det lød ikke så dårligt, altså….de sagde, at det ikke var så hårdt, at de var meget
hjælpsomme og god mad’.
’De fortæller bare, at det er luksus i forhold til fængsler’.
’Det var ligesom en efterskole, havde jeg fået at vide, ikke en rigtig efterskole. De siger,
det er kedeligt, for du kan ikke kan komme ud. Men alligevel, du har en mulighed, ikke
som at sidde i fængsel, du kan træne, spille spil, bordtennis og sådan noget’.
Andre unge har derimod haft forestillinger om, at et ophold på en sikret afdeling var
meget mere belastende:
’Første gang jeg hørte det, troede jeg, det var farligt’.
’Jeg havde bare fået at vide, det var et helvede’.
Flere af de unge, som før anbringelsen har fået overleveret et mindre skræmmende
billede af en sikret afdeling, har dog selv planer om at videregive nogle andre
beskrivelser af, hvordan det er at være anbragt på en sikret afdeling, til deres
kammerater, når de selv kommer ud:
’De [gamle venner] render rundt og snakker om, hvilken luksus det er herinde, hvor
gode tingene er og sådan noget. Det kan godt være, vi får mad på bordet, og der er
nogle aktiviteter og sådan noget, det er ikke det. Det er det at blive lukket ude fra, altså
gemt væk fra omverdenen uden for, for når man er ung, så fylder dine venner og
familie meget i dit liv. De der 15-16-17-18 år ik’? det er der, hvor der er mest brug for
dem til at støtte dig op, så det er det, der er hårdt. At du går, og du kan ikke tage nogle
80 Jf. de statistiske oplysninger i dokumentationskapitlet.
74

eslutninger selv, folk skal hele tiden tænke for dig, du sidder bare ligesom en eller
anden sten’.
’De sagde, at det var nogen barnerøve, selv deres lillesøster på 12 år skulle kunne klare
det, det var slet ikke noget. Og man gjorde, hvad der passede en, og man slog
pædagogerne, og man lærte bare ny kriminalitet af det og sådan noget, men sådan er
det ikke. Det er bare sådan en bums, der prøver at spille smart. Når jeg kommer ud en
eller anden dag, vil jeg fortælle mine venner, hvordan det er, dem der ikke har været
inde og sidde, hvordan det er at være herinde, …de har ikke fortalt mig, at vi bliver
låst inde kl. 11 om aftenen, hvordan det er kl. 6 om morgenen, hvor du så er vågen og
sidder og tænker, det er der ingen der har fortalt. Og lige så snart min værelsesdør
bliver lukket, så går jeg over og åbner vinduet, fordi jeg skal have noget luft, jeg kan
ikke sidde i det fucking lille rum’.
Ankomsten til den sikrede afdeling
Uanset hvilke forestillinger, de unge har haft om sikrede afdelinger, giver alle klart
og utvetydigt udtryk for, at det at være anbragt på sikret afdeling er meget at
foretrække for arresthusene.
Flere af de unge har gjort sig svære overvejelser over, hvordan de skulle optræde ved
ankomsten, mens andre har haft svært ved overhovedet at forholde sig til
situationen. Som eksempel på det sidste fortæller én:
’Jeg havde ikke så mange tanker i hovedet, tror jeg, det var lige som om, det bare var
sådan en stor rodebunke’.
En af de unge fortæller, at han undervejs fra arresthuset til afdelingen havde lagt en
strategi, som fra starten skulle forebygge, at han (selv) blev mobbet af de andre
unge. En strategi, som dog blev kraftigt revideret ved ankomsten.:
’Jeg tænkte, da jeg kom med politibilen, åh nej! nu skal du over og smadre en eller
anden for at vise, at nu er det mig, der bestemmer her, og jeg tænkte, at den første der
siger noget, så tager jeg ham bare op og smækker ham en og brækker næsen eller...så
alle bare slapper helt af. Men så kikkede jeg .. og den højeste af dem var 1.50 høj, så
jeg ku’ smække ham med en flad og få ham til at flyve mindst 5 meter. Så behøves man
ikke ku’ slås’.
Generelt bliver de unge meget glade for, at de fra arresten skal flyttes til et sted,
hvor der er andre unge. Det skyldes, at det er jævnaldrende, men især også at det er
unge, som er kommet i samme situation. Alligevel beskriver mange en ankomst, som
har været svær at takle. En fortæller f.eks.:
’Man har meget til fælles, føler jeg når man kommer. Men du skal kunne falde i det hak
der, fordi ellers bliver du nemt holdt uden for, og sådan nogen ting. For det er jo ikke
de bedste børn i verden, der sidder herinde’.
’Man følte sig ikke helt alene. Jeg kan sgu ikke forklare det. Ja, det kan jeg sgu godt.
Jeg følte ikke sådan rigtig – hvordan skal jeg forklare det – du kender det godt, ikke?
Inde i hjertet. Det bankede lidt hårdere. Jeg var sgu nervøs. Der var ikke noget andet.
75

Jeg kan ikke lide at møde nogle andre mennesker. Jeg tænkte nok, at jeg ville møde
nogle fremmede mennesker’.
En anden af de unge oplevede derimod de andre unge som værende så truende den
første dag, at han tog nogle forholdsregler. Han fortæller om sin ankomst:
’Jeg kan huske, jeg var lige kommet, og så var der en eller anden dansker, som spillede
dum overfor mig. Sagde, at hvis jeg gloede på ham, så ville han smadre mig… Så kan
jeg huske, de sagde, at de ville se mit tøj, hvad jeg havde af tøj. Så sagde jeg bare
”fuck jer, I skal ikke se noget”. Så gik jeg ud i køkkenet, for man føler sig alligevel
truet ik? Man er helt ny, og de fire andre kender hinanden, så jeg gik ud i køkkenet og
tog en gaffel, og så gik jeg over mod dem igen og stod på et par meters afstand og
snakkede med dem. Og så skete der ikke så meget, og så gik jeg ind og sov… Så efter vi
havde spillet kort, så havde de der sagt til mig, at jeg skulle komme ind på et af deres
værelser. Jeg havde gået rundt med min gaffel hele dagen, og havde den også med ind
på ham ders værelse, fordi de åbnede døren ind til et værelse, det var det værelse, der
lå lige over for mig, og så var der en, der gik ind, og de andre stillede sig bag mig og
sagde ”bare gå ind”. Så da jeg gik ind, gik jeg op af væggen, fordi man ved ikke, om de
ville hoppe på én, så jeg stillede mig bare op af væggen og holdt hænderne sammen, så
gaflen kom ud af mit ærme, og så ventede jeg bare, men så ville de bare ryge hash… Så
trak de en bong frem, og så spurgte de mig, om jeg røg, og det gjorde jeg jo. Så skyndte
de sig straks at lave noget til mig, og så røg vi alle sammen, og lige siden det snakkede
vi bare godt sammen’.
De fleste af de unge fortæller, at de tilbragte den første tid på deres værelse, før de
begav sig i kontakt med de andre unge. Hvor længe de isolerede sig er, som
eksemplerne viser, meget forskelligt.
’Jeg var meget stille…. de første timer sad jeg sådan inde på værelset og tænkte lidt
over, hvad fanden der var sket, og hvorfor og sådan noget… og øh, så gik jeg ind i
stuen, og så lidt fjernsyn og begyndte at snakke med de andre… så det godt nok’.
’Jeg var genert de første dage, de første tre uger, så vænnede jeg mig til det’.
’Jeg sad inde på mit værelse og turde ikke gå ud. Jeg sad også inde på mit værelse og
spiste mad, og så sagde de voksne ”du kan godt prøve at komme ud og spise med, vi
skal nok passe på dig”.’
Mange af de unge beskriver samstemmende, at en ny ung ikke skal komme og ’spille
smart’, når han ankommer til den sikrede afdeling. Konsekvenserne kan i så fald
være, at modtagelsen bliver temmelig uvenlig.
’Der kommer altid nogen, som tror, de skal bestemme. Når der kommer én, der tror, han
skal bestemme det hele, så ender det med kaos, for så får manden tæsk, og det gør han
altså, og det er lige meget, om der er pædagoger. Så kommer han bare ind på værelset,
og så får han bare nogle flade og får at vide, at hvis du spiller dum én gang mer’, så
skal jeg tæske dig. Det ikke tæsk, du har fået nu, det er en flad’.
76

For nogle af de unge har forskellige overflytninger mellem de sikrede afdelinger
betydet, at en problematisk magtkamp skal gennemspillet flere gange. En af de unge
siger herom:
’Det tager jo lidt tid at vænne sig til [ny afdeling], fordi nye mennesker, nye
medindsatte, du kan stå med et problem lige pludselig, altså mig jeg skal altid klare
mig alene, du ved, der er altid nogen gangstere, der spiller op, og så skal du gøre noget
ved det. Hvis du gør ingenting, er du ingenting, så der har været mange gange, hvor jeg
har slåsset med dem… der var en stor gut, som troede, han styrede afdelingen, og jeg
skal gøre noget ved det, for jeg skal have fred … det er den eneste måde at løse
problemet på, og det gjorde jeg så, og så fik jeg også fred’.
De fleste unge giver udtryk for, at de er blevet godt modtaget af de andre unge på
afdelingen, og at deres egen strategi ved ankomsten har været at ’være sig selv’. En
enkelt oplyser dog, at han sammen med en anden ung har styret modtagelsen af nye
på afdelingen på den måde, at alle nye skal være skaldede og får tjekket, hvad de har
lavet.
Alle de unge, der har udtalt sig specifikt om deres oplevelse af personalet ved
ankomsten til afdelingerne, har oplevet personalet meget positivt. De fortæller, at de
er blevet modtaget med venlighed, og at personalet har været omsorgsfuldt. En af de
unge fortæller om sin ankomst:
’Jeg var meget nede. Jeg kom ind, og de tog pænt imod. Jeg kom kl. 3 om natten. Så
kom nattevagten ind og sagde, ”skal du have noget at spise og drikke”. Og jeg havde
ikke spist i to dage. I arresten fik man heller ikke ordentlig mad, det var sådan noget,
man ikke havde lyst til at spise i hvert fald… det betød rigtigt meget, fordi altså alle de
film, du har set, det er jo helt vildt i de der fængsler, og så bare det, at der kommer én,
og du får noget at spise, og de er meget flinke, en stor ting’.
Afdelingernes praksis i forhold til at modtage nye unge er på mange områder meget
forskellige. Eksempelvis bliver de unge ved ankomsten til en af afdelingerne bedt om
at tage eventuelle piercinger af, ligesom ’omvendte kasketter’ og visse T-shirts ikke er
velsete. Andre afdelinger har andre indskrivningsprocedurer. Det kan i den
sammenhæng diskuteres, hvorvidt det er i orden eller unødigt forvirrende for de
unge, at personlige genstande (tøj og smykker), som på én institution fratages de
unge, når de ankommer, på andre afdelinger ikke bare er tilladte, men også genfindes
hos personalet.
Det pædagogiske arbejde (uanset hvilken udformning det har) og dermed den
pædagogiske påvirkning af de unge starter ved ankomsten til afdelingen. Når dette
kan problematiseres, er det blandt andet, fordi nogle af de unge kun er sigtede og
dermed principielt kan være uskyldige, hvorfor relevansen af et socialpædagogisk
begrundet indgreb i forhold til deres individuelle personlige udtryksform kan
diskuteres. De surrogatfængslede unge er i første række anbragt på grund af den
verserende straffesag og ikke ud fra en egentlig vurdering af, om de har behov for en
særlig socialpædagogisk indsats. Der kan altså være tale om, at (enkelte af) de unge
ikke har dette behov, og f.eks. kun opholder sig i en sikret afdeling, fordi de en
77

enkelt lørdag aften har været involveret i et slagsmål, men derudover lever et
normalt og socialt integreret liv.
Udtalelserne fra de unge viser, at forløbet op til anbringelsen på den sikrede afdeling
har medført meget stor usikkerhed, utryghed og uvished om, hvad der skal ske. Disse
oplevelser er ikke et ungdomsfænomen; andre undersøgelser af, hvordan voksne
oplever en arrestation, viser tilsvarende eksempler på krisereaktioner, tab af
virkelighedsfornemmelse mm 81 . Det er derfor vigtigt at sikre, at procedurerne omkring
anbringelsen af de unge på sikret afdeling fungerer optimalt: at de unge bliver
informeret så godt som muligt om, hvad der skal ske 82
, at den unges forældre,
forsvarer og kommune hurtigt bliver orienteret og reagerer, og at den sikrede afdeling
er parat til akut modtagelse.
6.2 De unges oplevelse af det pædagogiske arbejde
De unge er generelt positive over for personalet som individuelle personer, men
kritiske over for det pædagogiske arbejde, som udføres på afdelingerne. Udsagn fra
unge, som har været på flere sikrede afdelinger, bekræfter, at der er store forskelle
mellem afdelingerne, men deres udsagn viser samtidig, at der også er mange
lighedspunkter i den pædagogiske praksis. Også diskussionerne i projektets
Medarbejdergruppe har medvirket til at demonstrere afdelingernes forskellige
pædagogiske holdninger og praksis.
Regler og regelstyring
Det går igen i de unges beskrivelser af afdelingerne, at det pædagogiske arbejde er
bundet op på et meget stort regelsæt. Der fremstår et billede af, at en stor del af
afdelingernes pædagogiske arbejde består i at administrere de forskellige regler, dvs.
få de unge til at overholde de regler, som den enkelte afdeling har besluttet skal
gælde.
Problemerne med en regelstyret pædagogisk praksis er mange. Helt grundlæggende
drejer det sig om, at regler må kunne legitimeres, dvs. kunne begrundes ud fra
praktiske, økonomiske, pædagogiske, filosofiske osv. årsager, hvis de skal give
mening. Hvorvidt disse begrundelser er til stede kan ikke dokumenteres, men mange
af de unge oplever, at der er alt for mange regler, at de er alt for tilfældige, og at de
savner gode begrundelser.
Hvis der er mange regler, er det noget af en opgave for de unge at sætte sig ind i,
hvilke regler der gælder i den konkrete institution. Det er en opgave, som mange
institutionsanbragte børn, herunder de unge som er flyttet mellem flere sikrede
afdelinger, har negative erfaringer med.
Nogle regler opfattes af de unge som ’latterlige’ (de unges udtryk). Som eksempel
nævnes, at de ikke må bruge parfume, fordi det kan bruges til at spraye andre i
øjnene med, at de ikke må gå med almindelige sko, fordi hjemmesko skulle gøre det
81
SFI-rapport nr. 99:5. Forældre i fængsel – en undersøgelse af børns og forældre erfaringer.
82
Individuelle forskelle, den unges akutte tilstand, faktuel usikkerhed omkring forløbet osv. betyder, at
informationsbehovet og -niveauet nødvendigvis må tilpasses.
78

mindre attraktivt at flygte. Ifølge de unge er det mest problematisk, når reglerne
løsrives fra meningen med reglen og dermed bliver ’tilfældige’ eller personafhængige 83 .
Eksempelvis fortæller en af de unge, at fjernsynet slukkes præcis kl. 24 lørdag aften,
uanset at der f.eks. vises en film, som slutter et kvarter efter. En sådan striks
håndhævelse af slukketidspunktet demonstrerer den rigiditet, som hører til regler. En
regel er skabt for at skulle overholdes, dvs. der er principielt ingen fleksibilitet. En af
de unge formulerer dette således:
’Der er nogle regler, og dem kan man ikke bryde. Selvom min farfar kommer, så ku jeg
ikke bryde de regler. Der er ikke nogen, der kan bryde de regler, som f.eks. det med at
blive låst inde om aftenen.’
En anden ung fortæller, at personalet ikke internt er enigt om reglerne eller selv
kender alle reglerne. Han får f.eks. meget forskellige svar, når han spørger forskellige
personer, og giver som eksempel, at hvis han får lov at ringe udenfor den faste
ringetid, bliver tiden trukket fra hans ringetid om aftenen, hvis han spørger den ene
medarbejder, hvorimod dette ikke sker, hvis han får lov af en anden. At der er
forskelligt regelsæt, afhængig af hvilken pædagog der er på vagt, stiller store krav til
de unge om at kunne ’afkode’ personalet. Krav som de unge, afhængig af deres øvrige
kulturelle sociale ballast, har forskellige forudsætninger for at kunne honorere.
At der findes regler på afdelingerne er forståeligt også for de unge, men i det omfang
reglerne savner legitimitet, er det problematisk. De unge har f.eks. svært ved at
forstå, at de på nogle afdelinger bliver låst inde på værelset om natten, mens dette
ikke er tilfældet på andre afdelinger. På nogle afdelinger kan de komme på ’grønne’
udgange, på andre ikke, dvs. nogen ’straffes’ hårdere end andre qua placeringen på
mere eller mindre strikse afdelinger. De unge har ingen indflydelse på visitationen og
kan ikke vælge, hvilken afdeling de ønsker at blive anbragt på. De store forskelle er
problematiske, både i forhold til de unges retsfølelse (her bl.a. følelsen af at blive
tilfældigt/uretfærdigt behandlet) og i forhold til de unges mulighed for social
(re)integration efter opholdet.
At få (eller opleve at få) dikteret et sæt regler, levner ikke plads til positiv medind-
flydelse på egen situation. Er reglerne i værste fald heller ikke forståeligt begrundet,
er der også skabt grundlag for utryghed 84 .
Som alternativ til de fastlåste regler, har én af de unge et forslag, som giver mulighed
for, at den unge kan få indflydelse på sin egen situation under opholdet. Hans
eksempel drejer sig om sengetiden:
’Jeg synes ikke, man skal være inde på sit værelse halv tolv, man skal være på sit
værelse, når man vil, det er bedre synes jeg. Hvis man kan holde de der aftaler, f.eks.
stå op kl. 9 og alt det der, så må du godt gå i seng, når du vil’.
83
Der gives endvidere udtryk for, at det især er nye medarbejdere, der er mest regelfikseret - sandsynligvis
et udtryk for manglende pædagogisk erfaring.
84
Om netop muligheden for at have indflydelse på sin situation er til stede (også som anbragt barn/ung på
en døgninstitution) tillægges i dag inden for nyere socialiseringsteorier og institutionsforskning helt
afgørende betydning for børn og unges udviklingsmuligheder.
79

Dette forslag understøtter en pædagogisk tænkning, hvor den unge skal lære at tage
ansvar for konsekvenserne af sine handlinger.
Den manglende individualitet
Et forhold som mange af de unge er meget kritiske over for, drejer sig om oplevelser
af, at deres personlige individualitet forsvinder. Dette kommer til udtryk på
forskellige måder. Et typisk eksempel drejer sig om, at en eller flere af de unge
overtræder nogle regler og laver ballade, hvilket resulterer i en sanktion, som rammer
alle.
En af de unge fortæller med undren et lille, meget udramatisk eksempel herpå: Det
drejer sig om en gruppe unge, som spiller et spil med en pædagog. En af de unge
ødelægger hele tiden spillet for sig selv og de andre, men i stedet for at sende den
unge væk og tale med vedkommende bagefter, stopper pædagogen hele spillet til stor
ærgrelse for de andre.
De kollektive sanktioner eller beslutninger, som betyder, at alle bliver straffet for den
enkeltes handlinger, medfører, at de unge selv fører justits med hinanden. Herom
siger en:
’Det går ud over hele lortet, det er derfor jeg ikke vil have ballade på afdelingen, f.eks.
hvis to kommer op at slås, det har vi oplevet her...’
I modsætning hertil nævnes et eksempel på en situation, hvor alle på afdelingen har
deltaget i hashrygning, og hvor det derfor opleves helt ok, at alle efterfølgende blev
udsat for sanktioner.
’Vi har alle sammen vidst, hvad vi gjorde, så der er ikke noget at sige til det’.
En anden vinkel på individualitetens til tider trange kår drejer sig om, at der i den
pædagogiske praksis ikke tages tilstrækkelig højde for individuelle forskelle. De unge
fortæller, at alle behandles ens, hvilket de synes er positivt. Det positive aspekt heri
er, at personalet ikke gør forskel på dem i forhold til etnicitet, kriminalitetens art og
grovhed osv. På den anden side er der også udtalt frustration og kritik af, at
personalet behandler alle ens, dvs. ikke ser den enkelte som individ. Hermed menes,
at personalet i praksis, dvs. i de pædagogiske tilbud/sanktioner ikke formår at skelne
mellem, hvem der f.eks. laver ballade, og hvem der ikke gør, at det ikke gør en
forskel om den unge er 15 eller 18 år gammel, dvs. forskelle som i andre almindelige
sammenhænge udenfor afdelingerne har betydning. Materialet indeholder også
eksempler på, at de unge godt kan acceptere, at der bliver gjort forskel. F.eks. er der
fuld accept af, at en af de unge på en af afdelingerne har flere goder på sit værelse
end de andre, fordi hans ophold har været meget langt.
Konfliktløsning
Dialogen med personalet er voldsom efterspurgt af de unge, både i forhold til
konfliktsituationerne og i forbindelse med en omsorgsdimension.
En af de unge siger:
’Jeg synes pædagogerne, de holder bare på reglerne... De er voksne, men de kommer
ikke som voksne. Hvis nu der er unge, der har brug for noget, f.eks. hvis du er
80

pædagog, skal du komme til mig og snakke…det er godt, der er nogen, der hører efter
mig. Forstår du? … man ved ikke, hvor man er henne i verden. Men det gør de ikke her.
Ja, jeg har sagt det mange gange, og så er der kommet to pædagoger og snakket med
mig. Men jeg synes, de skal gøre det selv. ..Så bliver man glad. Man bliver glad over, at
de tænker på mig... Men hvis nu jeg kalder på dem og siger sådan og sådan og sådan,
det er ikke det samme, der er forskel’.
For at sikre at personalet taler med de unge, foreslår den unge helt konkret, at
personalet ’afsætter’ en halv time hver dag til at tale med de unge: mandag med den
unge på værelse 1, tirsdag værelse 2, osv.
En anden ung fortæller, at hvis de unge laver kaos, er det fordi der er noget, de ikke
forstår, at de ikke har det godt, eller der er et eller andet galt. Han efterlyser, at
personalet viser de unge mere tillid ved at tale med dem om, hvorfor det gik galt,
hvad der skete, hvordan de har det osv. Der er mange udtalelser fra de unge om, at
det er svært at komme igennem med at være kritisk over for personalet, som i stedet
blot truer med at ringe til et arresthus.
Som et eksempel herpå gengiver en af de unge, hvad personalet siger:
’Hvis du ikke er tilfreds, så må du gå til arresten, så alle ting i deres mund er arrest,
arrest, arrest. Når de f.eks. siger arrest…så kan jeg ikke gøre noget. Jeg kan ikke
diskutere med dem, for jeg ved, det eneste ord, de har, er arresten’.
Den unge giver et billede af en situation, hvor personalet mangler pædagogiske
redskaber og kun har truslen som disciplineringsmiddel tilbage til at sikre
overholdelse af den vedtagne praksis/regel.
En anden ung med mange måneders ophold bag sig er ligeledes kritisk overfor
afdelingens måde at løse problemer på. Han siger:
’Hver 14. dag er der et personalemøde, der snakker de om tingene. Jeg synes, det er for
meget faktisk, som der bare bliver strammet op. Det hjælper ikke noget, det gør kun det
hele værre, især for mig, for jeg tænker meget altså lige i øjeblikket, hvad jeg gør bedst
for mig selv .. ellers kan jeg sku ikke holde ud at være her. Der bliver strammet altså i
stedet for at finde på en anden løsning, snakke fælles om det med eleverne bare sådan
lidt i stedet for bare…. selvfølgelig der er nogle grunde, f.eks. hvis der har været hash
på afdelingen, og de ikke ved, hvor det kommer fra, så strammer de bare et eller andet
sted. Altså det kan man ikke…det er kollektiv straf.’
Ud over de etiske problemer, som er relateret til at anvende kollektive strafformer
over for anbragte unge, giver eksemplet også anledning til overvejelse af, hvordan
personalet på de sikrede afdelinger generelt forvalter magten. Dette gælder både
magten til at lytte/ikke lytte og til at iværksætte passende/upassende sanktioner
mm. Derudover er de pædagogiske gevinster små. Det er uden for den enkelte unges
mulighed at tage ansvar for de andres handlinger og dermed også for konsekvenserne
heraf. Den kollektive straf kan dermed kun give anledning til en berettiget oplevelse
af individuel krænkelse, samt skabe grobund for et negativt fællesskab blandt de
unge vendt mod personalet.
81

Manglende anerkendelse
Det er en af forudsætning for at udvikle social identitet og selvforståelse, at man
bliver mødt med anerkendelse, er synlig for andre som en værdifuld individuel
person. Derfor er det afgørende vigtigt, at de unge på en sikret afdeling, der ikke har
muligheder for at opnå positiv opmærksomhed og anerkendelse fra de sociale arenaer,
som andre unge færdes i, møder dette fra personalet og det pædagogiske miljø på
afdelingen.
Interviewene med de unge indeholder rigtig mange oplevelser af det modsatte.
Oplevelsen af manglende anerkendelse illustrerer en af de unge på følgende måde:
’Der er ikke nogen der siger til dig, og jeg ved ikke, hvorfor det ikke er sådan, fordi de
fleste af dem er jo pædagoger, men der er aldrig nogen der siger til dig ”det der, det er
godt”. Jeg skal lave et eller andet ud over det, som folk kalder for normalt, så får du
lige et klap på ryggen’.
Samme unge giver også et andet eksempel:
’Når det kun bliver sådan negative ting, ”lad nu være med det, lad være med det der”
osv., det bliver negativt, og der er ingen der siger ”det er godt det der”. Alle har brug
for at blive set, alle børn og unge har brug for det, ikke kun på de der måder ved at gå
og smadre folk ude på gaderne eller lave røverier og stjæle, men også på de gode ting.
Det tror jeg går galt nogen gange’.
Flere af de sikrede afdelingers forstandere og afdelingsledere giver udtryk for, at de er
opmærksomme på betydningen af anerkendelse. Eksempelvis nævnes, at de er blevet
bedre til at huske at rose de unge, hvilket selvfølgelig er positivt. Den anerkendelse,
som vokser ud af, at de unge får mulighed for at opleve sig som betydningsfulde, som
unikke personer, forudsætter dog, at både de pædagogiske holdninger og den
praktiserede hverdag understøtter dette.
6.3 Skolen på de sikrede afdelinger
Der er meget stor forskel på skoletilbudet på de forskellige sikrede afdelinger og
dermed på den betydning, afdelingerne tillægger undervisningen for de unges
ophold/udbytte af ophold. Variationen går fra afdelinger helt uden læreruddannede
medarbejdere til afdelinger, hvor skolen udfylder en stor plads i hverdagens tilbud til
de unge.
De unge har også meget forskelligt syn på skoletilbudene. Nogle af de unge ønsker
ikke at modtage undervisning, mens det for andre er helt afgørende at kunne
fortsætte skolegangen under anbringelsen for at undgå negative ’bivirkninger’ af
opholdet.
Oplysninger fra de sociale sagsakter viser, at mere end halvdelen af de unge var i
gang med skole, uddannelse eller anden beskæftigelse, da de blev anbragt. Der er
således 23 %, som ikke har afsluttet de ni års grundskole ved anbringelsen. 29 unge
82

(17 %) vides at være ubeskæftigede, mens der i hele 46 sagsakter (27 %) mangler
oplysninger om beskæftigelse ved anbringelsen. Det betyder, at der reelt kan være en
del flere, som er i gang med grundskole.
Det kan også dokumenteres, at anbringelsen i sikret afdeling for mange af de unge
betyder afbræk i eller afbrydelse af et uddannelsesforløb.
Igangværende skole/uddannelse/beskæftigelse (ved anbringelsen 2002)
Antal Procent
Akkumuleret
Procent
Specialklasse o.lign. 17 10 10
7. klasse 2 1 11
8. klasse 5 3 14
9. klasse 15 9 23
10. klasse 19 11 34
Dagskole/ungdomsskole 1 1 35
11. kl. efterskole m.v. 2 1 36
Produktionsskole/TAMU 9 5 41
Gymnasial udd. 4 2 43
Erhvervsskole m.v. 16 9 52
Støttet beskæftigelse 3 2 54
Alm. lønnet beskæftigelse 4 2 56
Ikke i udd./besk. 29 17 73
Uoplyst 46 27 100
Total 172 100
Ifølge oplysninger fra de udsendte spørgeskemaer havde kun halvdelen af de sikrede
afdelinger ansat en læreruddannet medarbejder i 2003. Det fremgår endvidere, at
ganske få afdelinger har struktureret undervisningen. For hovedparten er der tale om,
at de unge, hvis de ønsker det, kan tilbydes egentlig undervisning, dog nogle steder
under forudsætning af, at der i personalegruppen er medarbejdere med de rette
kompetencer. Siden udsendelsen af spørgeskemaerne har der været større fokus på
skoledelen, og en enkelt afdeling nævner således, at en af de vigtigste opgaver er at
give de unge et skoleløft. Det større fokus har betydet, at nogle afdelinger har fået
lagt undervisningen i mere faste rammer. En afdeling oplyser f.eks., at alle nye skal
igennem en test/faglig vurdering i dansk, matematik og engelsk med henblik på at
finde det individuelle undervisningsbehov og -niveau.
Som på andre områder er der også stor forskel på, hvordan de enkelte afdelinger
organiserer undervisningen, lige som indholdet i undervisningen er meget forskelligt.
På nogle afdelinger foregår undervisningen som eneundervisning et antal timer hver
uge på den unges værelse med en afdelingsansat lærer, på andre er eneundervisningen
organiseret anderledes. Enkelte afdelinger har fortsat ikke tilknyttet læreruddannet
personale og klarer sig med evt. at lade pædagoger og værkstedspersonale
83

hjælpe de unge. Andre har eksterne aftaler med en underviser, som aktiveres periodevis
efter behov.
En afdeling oplyser, at hvis en ung på anbringelsestidspunktet er i gang med et
skoleforløb, tages der i samarbejde med den unge, forældrene og den anbringende
kommune kontakt til den unges skole med henblik på, at den unge i videst muligt
omfang kan fortsætte med sit forløb, ofte i form af it-baseret undervisning. I hvor
stort omfang de sikrede afdelinger generelt er opsøgende i forhold til at få etableret
et individuelt skoleforløb i samarbejde med det kommunale skolesystem kan ikke
dokumenteres i projektet, men det klare indtryk er, at det kun gælder for et fåtal af
de unge.
En afdeling har helt fravalgt selv at undervise i de almindelige skolefag for i stedet at
satse på undervisning i bredere, almene, samfundsrelaterede emner. Målet er et
dannelsesprojekt mere end et snævert skolekvalificeringsprojekt. Undervisningsformen
er fællesundervisning, som finder sted to timer hver dag og er obligatorisk for
alle. Undervisningen starter med morgennyhederne i fjernsynet.
Fordele og ulemper ved ene- eller fællesundervisning kan diskuteres. Argumenterne
for eneundervisningen er, at den kan tilrettelægges, så den tilgodeser den enkelte
unges individuelle niveau, ønsker og behov og kan gennemføres uden at den unge
behøver at føle eller opleve nederlag. Fællesundervisning har til gengæld mange
andre kvaliteter af pædagogisk og social karakter at byde på. Hvor de unge anbragt
på sikret afdeling er væk fra de skolefællesskaber, som mange af deres jævnaldrende
er del af, kan deltagelse i fællesundevisning - om end kun i mindre målestok - tilbyde
oplevelsen af at have klassekammerater. Indholdet kan tilpasses målgruppen og være
generelt oplysende om samfundsforhold i bred forstand eller tage udgangspunkt i
aktuelle samfundsmæssige begivenheder, f.eks. folketingsvalg. Fællesundervisningsformen
stiller endvidere krav til deltagerne om at kunne lytte, deltage i
diskussioner osv. Hermed tilegner de unge sig kvalifikationer, der rækker ud over den
rent faglige viden, de opnår. Oplysninger fra institutionen om erfaringerne med
fællesundervisningen er meget positive.
Muligheden for at kunne tilbyde de unge både ene- og fællesundervisning vil de
fleste steder kræve omprioritering eller tilførsel af ressourcer til ansættelse af
kvalificerede undervisere.
Eksterne uddannelsesmuligheder
Den generelle holdning til at søge om ’grønne’ udgange til de unge er som nævnt
andetsteds meget forskellig, men en af de afdelinger, der ofte søger om denne
mulighed tidligt i den unges forløb, arbejder også på at få de unge i ekstern skole og i
gang med praktikforløb - også selv om det kun er for en kort periode. Begrundelserne
herfor bygger på en generel pædagogisk holdning om, at det er bedst at (re)socialisere
de unge i det almindelige ungdomssystem. Det kan ikke via Projekt Fokus
dokumenteres, hvor ofte afdelingerne etablerer eksterne undervisningsaftaler, men
det synes at dreje sig om relativt få tilfælde, og en enkelt institution oplyser ultimo
84

2005, at man stort set er ophørt med at overveje denne mulighed 85
. I forhold til de
unge, som er anbragt i varetægtssurrogat før dom, kan der i en række tilfælde være
tale om retligt bestemte begrænsninger i den unges muligheder for at komme uden
for institutionen. Men for unge i længerevarende behandling, alternativ afsoning af
fængselsstraf eller afvikling af ungdomssanktion kunne der umiddelbart være behov
for gradvis udslusning via ekstern skole eller beskæftigelse. Der kan her drages
paralleller til fængselssystemet, hvor der for unge under 21 år er en udvidet og
lempet adgang til at tillade ’frigang’ til formål, som kan forbedre den unges chance
for at klare sig efter afsoningen 86 .
Udtalelser fra de unge, herunder de unge, som har været på flere sikrede afdelinger,
bekræfter, at afdelingernes holdning/engagement til at levere et skoletilbud fortsat
er meget forskelligt, hvilket følgende citater illustrerer. I det første fortæller en af de
unge om sin lærer og om undervisningen:
’Jamen han ville gøre alt, der står i hans magt for at kunne hjælpe mig med det. Jeg
har haft ham 1½ time i går, der fik jeg lavet diktat og en lille tegneserie, og der fik jeg
lidt fantasi i gang. Han sagde ”lav en tegneserie med fire billeder og en kort handling”,
og det prøvede jeg så, og så gik det meget godt. Og diktat der gik det også ok. Jeg har
også lavet ligninger og essay og stil, og så har jeg skrevet avisartikler’.
En anden af de unge fortæller, at hans lærer i folkeskolen sender opgaver til ham,
som han skal besvare og returnere - en ordning han er meget glad for.
Overfor de to positive udsagn om skoledelen, fortæller en tredje, som på
interviewtidspunktet har været en måned på afdelingen:
Svar: ’Man kan ikke gå i skole her.
Spm: Har du fået det af vide?
Svar: Ja.
Spm: Har du spurgt om du kunne komme i skole?
Svar: Det spurgte jeg allerede om første dag, fordi jeg skal til eksamen her til sommer,
10. klasse.
Spm: Så du ville gerne have noget undervisning?
Svar: Det kunne jeg ikke få. Læreren var syg eller sådan noget. Meget syg. Men de
havde ikke ….!
Spm: Har du så nogle bøger?
Svar: Nej, jeg må ikke få noget ind. Jeg er på fuld kontrol. Jeg må ikke få en skid ind.
Spm: Så du har ikke mulighed for at holde din skole ved lige?
Svar: Næh. Overhovedet ikke.
Spm: Hvad tænker du om det?
Svar: Det er noget lort. Der er ikke rigtig noget at gøre ved det. Man har jo selv rodet
sig ud i det her. Så må man tage det som det kommer’.
85
Institutionen begrunder sit valg med, at der er modstand imod grønne udgange fra politiets side. Der
henvises her til skrivelse af 1.5.2003 fra Politidirektøren i København – samt til at de unge hermed skånes
for at overveje, om de skal rømme/flygte under en sådan udgang.
86
Bekendtgørelse nr. 390 af 17.5.2001 om behandling af 15-17 årige, der anbringes i kriminalforsorgens
institutioner og bekendtgørelse nr. 110 af 4.3.2002 om udgang til indsatte der udstår fængselsstraf eller
forvaring i kriminalforsorgens institutioner.
85

Det forekommer umiddelbart usandsynligt, at der fra rettens side skulle være givet
afslag på, at den unge kunne få sine skolebøger ind på den sikrede afdeling. Der er
formentlig tale om, at den unge har spurgt en enten uvidende eller uengageret
medarbejder og derefter har resigneret og taget det forkerte svar for gode varer.
Skolens betydning for unge
Som social arena indtager skolen en helt afgørende rolle i børn og unges liv. Det
generelle indtryk, som interviewene med de unge efterlader, er imidlertid, at denne
gruppe unge ikke har mange positive erfaringer med fra deres skoletid inden
anbringelsen på den sikrede afdeling. For nogle har der været problemer med at følge
med fagligt på grund af sprogproblemer, for andre har det drejet sig om andre
problemer.
Et par af de unges forældre fokuserer også på betydningen af dårlige skoleforløb,
hvoraf den ene forælder ser en mulig sammenhæng mellem den situation, sønnen
havnede i, og et skoleforløb, hvor der ikke blev taget fat om de problemer, drengen
tidligt viste i skolen:
’Vi ville ønske, vi havde gjort mere ved det for nogle år siden. Han var til en
observationsprøve, da det begyndte at gå dårligt i 5. klasse i almindelige folkeskole,
men der kom ikke nogen diagnose, og så er det endt i alt det her. Havde man nu taget
mere fat i os og hjulpet os dengang, så havde han nok ikke været, hvor han er i dag’.
En anden forælder giver en beskrivelse af drengens sidste skoleår, som på alle måder
demonstrerer et svigtende skolesystem:
’Han var blevet bortvist fra [x- skole] uden vi vidste det. Der havde han været bortvist
et år, før vi fandt ud af det. Vi troede, han gik i skole. Han tog bussen hver morgen kl.
halv syv, ja vi havde endda en aftale med læreren, da det begyndte at skrante med
skolen, at han ville ringe til os, hvis der var problemer, og der gik 10 mdr. og vi havde
ikke hørt noget. Men han fik da sit afgangsbevis med karakterer og det hele, og han
havde ikke været i skole et helt år, jeg forstår det ikke’.
I forhold til, at de unge på de sikrede afdelinger generelt kan karakteriseres ved
dårlige skoleerfaringer, er det problematisk, hvis undervisning ikke prioriteres af
institutionerne. Det gælder især for de unge, der fortsat er i den skolepligtige alder,
men også for de ældre i gruppen, der ikke altid er i besiddelse af de kvalifikationer,
der er nødvendige for som medborger at kunne deltage i samfundet.
Nogle afdelinger begrunder den manglende prioritering af skole og undervisning med,
at de unge kun er anbragt i meget kort tid og derfor ikke kan nå at tilegne sig meget
skolegang. Denne holdning tager dog ikke hensyn til, at en stor del af de unge
faktisk opholder sig på afdelingerne i lang tid jf. oplysninger i dokumentationskapitlet.
Den store variation i anbringelseslængderne betyder derfor, at det er
afgørende, at der er et undervisningstilbud, som tilgodeser de almindelige skolefærdigheder,
så de unge f.eks. ikke mister et skoleår som konsekvens af anbringelsen.
86

Målet må som et absolut minimum være, at alle afdelinger kan leve op til at varetage
opgaven inden for den almindelige undervisningspligts rammer.
6.4 Værkstederne – en del af det pædagogiske tilbud
Som en del af det pædagogiske tilbud til de unge, indeholder alle afdelingerne et
antal værksteder f.eks. et træværksted, et metalværksted osv. Nogle værksteder har
alene hobbymæssig karakter (f.eks. fremstilling af smykker), mens andre har en
mindre produktion af f.eks. havegrill o.l. 87
Derudover indgår rengøring (tjans), madlavning
og mindre vedligeholdelsesopgaver ofte som en del af de daglige aktiviteter.
Det er dog ikke for alle de interviewede unge, at disse tilbud spiller nogen stor rolle.
En af de unge, som på interviewtidspunktet har været en måned på afdelingen,
fortæller således:
Svar: ’Min dag går med, at jeg ser fjernsyn, spiller computer, spiller playstation, spiser,
styrketræner en smule, og så ser fjernsyn og spiller computer. Det er ligesom at være en
robot. Det er bare det samme, du kan lave. Det kører bare som sådan et bånd, der er
ikke nogen oplevelser, måske en ny film eller et eller andet, men det er også det eneste.
Spm: hvad med værkstederne, er du ikke der?
Svar: Jeg har det bare sådan, jeg gider ikke arbejde for en 10-er i timen, det er virkeligt
for langt ude..’.
Den unge fortæller videre, at han har prøvet at være på værkstederne et par gange,
og at han da også tager sin tjans, men i den periode, hvor de andre går på
værkstedet, vælger han i stedet at sove/blive på sit værelse til kl. 15.
Det kan i et anerkendelsesperspektiv diskuteres, hvorvidt det er udtryk for
manglende anerkendelse af de unge at undlade at stille (normale) krav til dem om at
stå op om morgenen, deltage i beskæftigelse, undervisning osv. med mindre helt
individuelle forhold taler imod dette (f.eks. psykisk sygdom, akut krisetilstand i
forbindelse med anbringelsen osv.). At tillade de unge at sove hele dagen, at undlade
kampen med dem om at stå op, at legitimere deres selvvalgte ophold på værelset
indtil kl. 15 ved at kalde det ’sygdom’ 88
, kan af de unge tolkes som et signal om,
enten at de ikke er værd at kæmpe for, eller at de er så afvigende og forskellige fra
andre unge, at man ikke forventer, at de kan leve op til almindelige krav.
Interviewene med de unge efterlader et helt generelt billede af, at arbejdet på
værkstederne er uspændende, uforpligtende og dermed ligegyldigt. Som eksempel
herpå nævner en af de unge, at de fleste af dem, han er sammen med på afdelingen,
heller ikke vil arbejde, og fortsætter:
87
Det er dog tvivlsomt om man kan tale om egentlig produktion. Således fandt Kommunernes Revision, at
der for fem af institutionerne primært var tale om hobbyværksteder, og at der for én institution primært
var tale om produktionsværksteder.
88
Såfremt de unge har fået præsenteret muligheden for at blive på værelset, som et valg de kan træffe,
uden at det skal ’camoufleres’ som sygdom (hvilket både den unge og personalet ved, det ikke er), er
situationen en anden.
87

’Man kan ikke sige, de er dovne, nej det kan man ikke, men de har ikke lyst til at
arbejde. Jeg synes, det er en dårlig regel, at man skal arbejde. Hvis jeg ikke gider have
lommepenge, så er det helt i orden. Sådan synes jeg, det skulle være. De fleste sover til
kl. 4, hele dagen, og jeg er også en af dem’.
Den unge ser ikke arbejdet som en kvalificeringsmulighed, men udelukkende som en
mulighed for at tjene penge - et tilbud han gerne vil have mulighed for at fravælge.
Som nævnt i afsnittet om de sikrede afdelingers historie, skriver afdelingerne sig
historisk tilbage til 1900-tallets begyndelse, hvor man anbragte børnene i
børneanstalter i landlige omgivelser, bl.a. for at de kunne tilegne sig
landbrugsmæssig viden. Med stigende industrialisering gik man over til at kvalificere
børnene til at kunne gå ind i forskelligt håndværk eller faglært arbejde 89
.
Det virker umiddelbart, som om aktiviteterne på de sikrede afdelinger ikke er fulgt
med den samfundsmæssige udvikling, idet de eksisterende aktivitetstilbud hverken
matcher det eksisterende arbejdsmarked med dets tilhørende krav til faglige
kvalifikationer eller de fleste unges interesseområder. En af afdelingerne oplyser, at
man her er i gang med at evaluere på værkstederne med den begrundelse, at man
ikke længere tror på ’arbejdsidentiteten’ og i stedet vil forsøge at fange de unge der,
hvor de unge synes, det er interessant, dvs. ændre værkstedstanken til en ren
aktivitetstænkning. Som eksempel herpå nævnes fitnesstræning en gang om ugen.
Et relevant spørgsmål at få afklaret er derfor, om afdelingerne for det første ser det
som deres opgave, og for det andet, hvordan de i givet fald inden for de givne
rammer kan opkvalificere de unge på en måde, der rækker ud over selve opholdet på
afdelingen. Overordnet kan siges, at de faglige håndværksmæssige færdigheder, som
de unge får ved deltagelse i værkstedsaktiviteterne, sjældent vil have et
opkvalificerende sigte i betydningen forbedre de unges muligheder på uddannelses-
og arbejdsmarkedet.
Men værkstederne indeholder potentielt andre muligheder for kvalificering end de
rent teknisk faglige. Der tænkes her dels på mulighederne for bredere erhvervsfaglige
og sociale kompetencer, dels på erhvervelse af personlige kompetencer som f.eks.
opnåelse af selvrespekt. Med erhvervsfaglige kompetencer tænkes på evnen til ikke
blot at kunne betjene en maskine eller følge en madopskrift, men til også at kunne
forstå og anvende sådanne kvalifikationer hensigtsmæssigt, dvs. at kunne leve op til
de krav, som udførelsen af et stykke arbejde i øvrigt stiller. F.eks. ansvarlighed
overfor opgaven, at gøre sig umage med at lave et korrekt placeret tryk på en T-shirt
i stedet for at sjuske for derefter at kassere, opfylde hygiejnekrav i køkkenet i
forbindelse med madlavning osv. Med sociale kompetencer tænkes endnu bredere på
de kompetencer, der hører til f.eks. at kunne se sig selv som en del af et fællesskab,
at kunne se sammenhængen mellem sine handlinger og den indflydelse disse har på
fællesskabet osv.
Enkelte af de unge, som typisk har været i gang med et uddannelsesforløb før
anbringelsen, nævner specifikt vedligeholdelse eller udvikling af deres kvalifikationer
som et ønske til værkstederne.
89 Der henvises til B.G. Nielsens historiske gennemgang i ’Anstaltbørn og børneanstalter gennem 400 år’.
88

Nogle unge betragter arbejdet på værkstederne som en mulighed for adspredelse og
ønsker, at værkstederne var åbne i flere timer.
’Jeg tror, de skulle give unge noget at arbejde med, ikke noget så de hyggede sig, men
noget, så de fik tiden til at gå med at arbejde. Vi går på værkstedet, der er vi 3-4 timer
om dagen, så har du 20 timer til, og hvad sover du? 4 timer? Så er der 16 timer
tilbage..så sidder jeg på min fede røv og ser fjernsyn, du sidder jo som regel hele
dagen’.
Forklaringer fra de unge om, hvorfor de til tider er blevet tilbudt meget få
værkstedstimer, viser, at værkstederne er meget sårbare overfor sygdom blandt
personalet. Der er eksempler på afdelinger, hvor nogle værksteder har været lukket i
flere uger, og hvor forskellige afdelinger på skift har skullet deles om værkstederne
på grund af pladsmangel eller andre forhold, som f.eks. at to varetægtsfængslede
unge, som er tiltalt i samme sag, ikke må møde hinanden på værkstedet (ikke må få
mulighed for at aftale deres forklaringer i retten).
Derudover fokuserer nogle af de unge på, at muligheden for at vælge det værksted,
de mest ønsker at være på, ikke altid er til stede. Derom siger en af dem:
’Problemet er, at det [foretrukne arbejde] må vi kun lave én gang om ugen, og det er
jeg meget ked af, for hvis de vil have mig op om morgenen, og hvis de vil have, at jeg
skal have god løn og blive en god dreng, må de også give mig noget ordentligt, jeg kan
arbejde med. Og de siger, der er masser af tilbud, men det nytter jo ikke noget, at der
er masser af tilbud, hvis det ikke er noget, de unge gider lave, altså jeg har prøvet at
forklare dem det, men de forstår det simpelthen ikke’.
Når værkstederne må holde lukket f.eks. på grund af manglende personale, kan
afdelingerne også få problemer med at begrunde, hvorfor de unge skal stå op, hvilket
følgende udtalelse dokumenterer:
’Hvis vi f.eks. siger, jeg bliver vækket kl. ni om morgenen, så står jeg nok først op kl. ti
- halv elleve. Så står jeg op og siger, jeg gerne vil på værksted, og hvis de så siger, ”det
kan du ikke komme”, så begynder det, ”hvorfor skulle jeg så op, og hvad skal jeg lave
nu, de andre ligger og sover?”... så er man irriteret fra morgenen’.
Udtalelser som denne kunne pege på manglende anerkendelse af den unge som
ligeværdig person eller i det mindste på, at den unge oplever det således. Det
fremstår for den unge, som om det er ligegyldigt, om han står op, og om han kommer
på arbejde. Mange af de unges udtalelser om (den manglende) beskæftigelse på
værkstederne indikerer enten et fravær af pædagogiske overvejelser over, hvordan
arbejdstilbudene kan danne grundlag for at styrke de unges kompetencer, eller også
er der tale om et fravalg af tilbudene som pædagogiske virkemidler. På flere afdelinger
er det derudover et problem, at værkstederne er små og ikke indeholder mange
muligheder for varieret beskæftigelse, hvilket nogle steder fremhæves som et
problem, især i forhold til de unge, som er anbragt i en længere periode.
Hvis beskæftigelsestilbudene skal bruges til at styrke både de faglige, de sociale og
derigennem også de personlige kvalifikationer, er det en forudsætning, at afde-
89

lingerne både overvejer, hvordan forholdet skal være mellem fritid og beskæftigelsestid,
og hvordan arbejdet/undervisningen skal defineres og tilrettelægges.
Dette forudsætter, at målene for den pædagogiske indsats bliver defineret i forhold
hertil, hvis ikke de unges anbringelse blot skal betragtes som et spørgsmål om ren
opbevaring eller straf.
90

7. De unges relationer under opholdet
Ifølge et moderne børnesyn er samvær med jævnaldrende meget betydningsfuldt for
børn og unges socialisering og udvikling af sociale kompetencer 90
. Når unge anbringes
på sikret afdeling bliver deres kontakt med omverden afbrudt for en kortere eller
længere periode. I bedste tilfælde bliver der hurtigt etableret samvær med familie og i
heldigste tilfælde også med udvalgte venner, men kontakten er meget begrænset og
skal realiseres under rammer og betingelser, som er væsensforskellige fra før
anbringelsen. De unges muligheder for at skabe relation til andre under opholdet er
også begrænset, nemlig til det aktuelle personale og de andre anbragte unge. Dvs.
både unge og voksne indgår i relationer, de ikke har valgt. Ud fra den betydning, som
jævnaldrende har i børn og unges liv, har det været et tema i projektet at undersøge
karakteren af de unges relationer, herunder om det lykkes de unge på sikret afdeling
at etablere betydningsfulde relationer til andre unge. Tilsvarende har det været et
tema at undersøge de unges forhold til, og opfattelse af personalet.
7.1 De unges relationer til de andre unge
Alle de unge synes uden undtagelse, at det er positivt, at de andre anbragte på
afdelingen også er unge. Som begrundelser herfor nævnes f.eks., at unge har samme
humor og interesser i modsætning til voksne. Det, de unge især fremhæver, er dog, at
de andre unge er i samme situation med samme slags problemer osv.
De unge fortæller, at det er meget betydningsfuldt at have et godt forhold til de
andre unge på afdelingen. De er afhængige af hinandens selskab og ikke mindst
hinandens optræden på afdelingen. De fortæller, at når hverdagen forløber stille og
roligt, og forholdet til pædagogerne ikke er konfliktfyldt, er det meget negativt, hvis
der enten er eller kommer en ny ung ind, som ødelægger disse forhold.
Når de andre unges forhold til pædagogerne bliver så betydningsfuldt for den enkelte,
er det fordi konsekvenserne af negativ optræden, som tidligere nævnt, ikke kun
rammer den enkelte, men i større eller mindre grad hele gruppen f.eks. i form af en
kedelig stemning, sure pædagoger, oplevelse af kollektiv afstraffelse osv.
Ifølge udtalelser fra flere unge, betyder det meget, hvilken alder de andre anbragte
unge har, f.eks. om de er 15 eller 18 år. En af de unge med erfaringer fra flere sikrede
afdelinger fremhæver således som noget positivt ved den gruppe, han er i på
interviewtidspunktet, at de alle er jævnaldrende og omkring de atten år (i
betydningen, er blevet mere rolige og fornuftige).
90
Ifølge f.eks. Frønes (1994) har dette sammenhæng med nogle strukturelle egenskaber i de jævnaldrenes
indbyrdes relationer, som er væsentligt anderledes end mellem børn og voksne.
91

En udtalelse fra en af de helt unge drenge viser også, at aldersspredningen har
betydning. På et spørgsmål om, hvorvidt der er nogen, der bestemmer mere end
andre, svarer han følgende:
’Ja, der er nogen, f.eks. dem der er atten, og hvis man selv er femten eller sådan, så er
de jo lidt større og lidt mere bygget og sådan noget. Og så kan de jo lidt mere end én
selv jo. Så er det måske lidt bedst at høre på, hvad de siger og lytte efter. Men alligevel,
man skal da ikke gøre alt, hvad de siger. Hvis de siger ”kan du ikke lige rydde op for
mig” - det behøver man sku ikke gøre mand. De kan godt finde på at sige sådan noget,
men så siger du sgu bare: ”næ, gu gider jeg da røv’’.
Disse udtalelser understøtter den bekymring, personalet fra de sikrede afdelinger har i
forhold til, at afdelingerne kan komme i en situation, hvor aldersspredningen er
endnu større end i dag 91
.
I ingen af interviewene har der været negative udtalelser fra etnisk danske unge om
unge med flygtninge- eller indvandrerbaggrund eller omvendt. Af diskussionerne på
medarbejdergruppens møder fremstår endvidere et billede af, at de to grupper
bestående af henholdsvis unge med dansk baggrund og unge med anden etnisk
baggrund smelter sammen. Det er personalets erfaring, at nogle af de socialt dårligst
stillede unge med dansk baggrund tilslutter sig grupper af unge med anden etnisk
baggrund og overtager ’indvandrersproget’, madvaner osv.
De to eneste udtalelser i interviewene, som på nogen måde kan tolkes negativt, er i
det ene tilfælde lidt indirekte, idet én fortæller, at han aktuelt er i en god gruppe,
fordi der ikke bliver lavet så meget ballade og i samme forbindelse nævner, at den
består af fire danskere, og at dette er sjældent. En anden ung med dansk baggrund
siger:
’De fleste af dem er udlændinge…så det er meget noget med ’wolla’ og sådan noget, det
er lidt underligt’.
Derimod giver en af de unge med indvandrerbaggrund udtryk for, at det er positivt
for ham, at der er anbragt en anden ung med arabisk baggrund på samme afdeling,
fordi de så kan kommunikere på deres eget sprog, hvilket er meget lettere for ham på
grund af problemer med det danske sprog.
Mange af de unge giver udtryk for en ’noget for noget holdning’, som et vigtigt
aspekt i de sociale relationer. Eksempelvis siger én:
’Hvis der er nogen, der fucker med mig, fucker jeg dem. Hvis der er nogen, der er flinke
ved mig, er jeg flink ved dem. Altså sådan som jeg bliver behandlet, sådan behandler
jeg andre’.
91
Øget aldersspredning kan blive en konsekvens af den omtalte lempelse af adgangen til anbringelse af
unge under 15 år, samtidig med at afdelingerne oplever tilbageførsel af 18 og 19-årige i
ungdomssanktionens fase 2.
92

Derudover er respekt (synonymt med begrebet anerkendelse) meget vigtigt for de
unge. Det nævnes ofte, at det har stor betydning at blive mødt med respekt, både af
de andre unge og af personalet.
Venskaber eller bekendtskaber
De unge giver udtryk for, at der er stor forskel på det fællesskab, de har til de andre
unge på afdelingen, og de venskaber de har til deres venner uden for. De fælles vilkår
kombineret med pragmatiske overvejelser betyder, at de unge forsøger at få det bedst
mulige ud af den givne situation og samværet med de andre unge på afdelingen, men
stadig er det ikke det samme som venskab. På et spørgsmål om, hvorvidt de unge
bruger hinanden til at tale om mere personlige problemer, er der også kun få
bekræftelser. Kun enkelte giver udtryk for, at de andre unge - og forholdet til de
andre unge på afdelingen - ligner deres venskaber uden for, og kun helt få oplyser, at
de kunne forestille sig at have kontakt med de andre efterfølgende. Følgende citater
belyser nogle af forskellene på fællesskabet inden for og venskaberne udenfor:
’Ja vi bliver venner, men det er kun venner herinde. Jeg ved alligevel, at når vi kommer
ud, selvfølgelig hvis jeg møder dem derude, så hej og sådan noget, men det er ikke
mere end det’.
’Jeg vil ikke sige venner, det er svært at blive venner sådan et sted her, men jeg vil sige
bekendte, venner det er noget det tager lang tid at opbygge, et venskab det kan man
ikke bare gøre på et par måneder’.
’Ja der er stor forskel, en kammerat snakker du med om alt, det gør man ikke med dem
her’.
’Vi bare hygger, sådan er vi kammerater, ikke mere, så når vi går ud, er det hver for
sig’.
’Man kan ikke lave venskaber, de holder ikke til noget, men når du sidder herinde, kan
du lige så godt snakke med dem i stedet for bare at være ensom’.
’Det er ikke her, man skal finde sine venskaber…fordi det er kriminelle unge, der sidder
her, for….lige fra ikke så grove til meget grove ting.’
Endelig fortæller en af de meget unge drenge, hvordan han oplever forskellen mellem
sine venner derhjemme, og de unge han er anbragt sammen med:
’Forskellen det er, at de venner man har derhjemme, er nogen man holder af…ja, og de
holder også af én og sådan noget…. Man kan aldrig stole på dem, man møder herinde.
Man skal aldrig….. lige pludselig, man tror man kan lave noget sjov med ham og sådan
noget, og så mener han det måske alvorligt, at man skal stoppe og sådan noget. Og det
kan man ikke vide jo, for man har jo næsten først lige lært ham at kende, man har kun
været sammen med ham i ti dage eller et eller andet, og så flipper han helt ud, og
gennemtæver en og sådan noget…. Nogen de siger også, at man skal lade være med at
grine, når man er her inde fordi - ”hvad er der sjovt ved at være herinde, hva”? - så
nogen de bliver sure over, at man griner’.
93

De unges strategier over for de andre unge
Det opfattes negativt af de unge, hvis en ung spiller ’for smart’. Flere nævner dog, at
det er nødvendigt med en vis facade, underforstået en lidt hård facade. Begrundelsen
er, at afdelingen beskrives som et til tider hårdt sted at være, hvorfor facaden
tilsvarende må være hård, hvis ikke man skal blive mobbet. Det vil sige, risikoen for
at blive holdt udenfor bliver mindre, samtidig med at facaden tjener som en
beskyttelse, for som én af de unge fortæller:
’Jo mere du åbner dig, jo mere sårbar bliver man, sådan er det meget med unge
mennesker’.
Hos nogen af de unge giver et spørgsmål om, hvorvidt man er nødt til at spille en
rolle over for de andre unge på afdelingen, anledning til mange uddybede svar.
Svarene illustrerer, at nogle af de unge under opholdet er udsat for et pres, som
skyldes problemer med både at optræde, som pædagogerne (og måske de berørte unge
selv) ønsker, og samtidig undgå at blive udelukket fra fællesskab med de unge, som
oplever et modsætningsforhold til pædagogerne. Følgende lidt længere udskrift fra
interview med en af de unge illustrerer tydeligt dette krydspres. Udgangspunktet for
citatet er, at den unge fortæller, at man ikke skal være en ’dengse’.
Spm: ’Hvorfor skal man ikke være en dengse, eller hvad er det at være en dengse?
Svar: ’Dengse, det er sådan, hvis man er.. hvis man bare.. er sådan en rigtig
skoledreng, rigtig klog og hører efter, lige så snart de siger noget, så gør man det, og
sådan skal man ikke være, for så kan det være nogen af de andre unge bliver sure på
én og siger ”hvad fanden er du for en dengse mand”. Så skubber de måske til én, så det
skal man ikke være. Det er der ikke så mange, der kan li’. Så man skal være ligesom,
man skal faktisk være ligesom andre næsten. Man skal ikke gå hen og prøve at gøre de
samme ting som alle de andre, hvis de gør noget dumt og så noget, så skal man bare
holde sig væk, fordi hvis pædagogerne finder ud af, at de andre har gjort noget, så
kommer de hen og roser én, fordi man ikke har været med. Så siger de, ’det er godt
klaret, at du ikke har været med til at gøre det der’.
Spm: ’Og hvad siger de andre så til, at man ikke har været med?
Svar: ’Aah, de siger ikke noget, de siger bare svans, du har sikkert ikke turdet og gøre
det og så noget.
Spm: ’Så skal man hele tiden finde ud af hvordan…eller hvad’?
Svar: ’Jo, det er lidt svært, fordi man skal også lige se, hvordan de andre gør, lige finde
ud af hvordan de er, og så noget, og så prøve at gøre det på samme måde som dem.
Man skal ikke være alt for….man skal ikke høre alt for meget efter, for så kan det være
de tænker, hvem fanden er ham der, ham gider jeg sku ikke snakke med, han er helt
dengse... det kan godt ske, at der er nogen, der ikke kan li´ en på grund af så noget, så
nogen tænker, der er en svans. Så tænker de sådan, hvis vi nu ryger et eller andet, som
vi ikke må, eller sådan et eller andet, så siger han det nok til pædagogerne, det kan
man se på ham, ham der, ham kan jeg ikke stole på’.
En af de unge fortæller, at nogle af de andre unge spiller lidt seje - en rolle han
erkender også selv at have spillet i begyndelsen af sit ophold - men ikke behøver
mere. Han mener dog ikke, at de unge på den sikrede afdeling optræder mere seje
94

end unge uden for snarere tværtimod, hvilket også siger en del om de unges
stressede og utrygge liv uden for:
’[Der er] overhovedet ikke forskel, der er det bedre her, meget bedre her… derude er det
ligesom at være i en cowboyderby, du ved ikke, hvem der har en kniv på sig, du ved
ikke engang, hvem der har en pistol på sig, du ved ikke ..[nogen] spiller op hele tiden
og kikker på dig, du ved ikke, om du kan risikere at blive overfaldet, fordi du kikkede på
vedkommende, bare kikkede; herinde kan du føle dig tryg’.
Trods mange udtalelser om et til tider hårdt miljø, om slåskampe, om magtovergreb
osv., er der også rørende udtalelser, som fortæller om de unges empati og
hjælpsomhed overfor andre unge, som af den ene eller anden grund er i en situation,
som er endnu mere belastende end deres egen. Eksempelvis fortæller en af de unge,
at han har forsøgt - dog uden held - at overtale personalet på afdelingen til, at en af
de andre unge må være med til hans besøg, da den anden dreng aldrig har haft besøg
af sin egen familie. En usædvanlig gestus også i forhold til, at de to unge ikke havde
et specielt venskab.
7.2 De unges relationer til personalet
Mange unge er som tidligere nævnt meget kritiske over for det pædagogiske arbejde,
som personalet udfører, men alligevel er de med enkelte undtagelser generelt meget
positive, når de fortæller om deres forhold til personalet, hvilket gælder både under
anbringelsen og i tilbageblik. En helt karakteristisk beskrivelse er, at ’de er flinke’.
Nogle eksempler herpå er, at personalet er hjælpsomt, hvis fjernsynet f.eks. går i
stykker, under opstået sygdom tilkaldes læge, hvis der serveres aftensmad, som den
unge af den ene eller anden grund ikke kan lide/spise findes der på udveje osv. Det
kan i den sammenhæng bemærkes, at flere af de unge i forskellige sammenhænge
fremhæver maden som noget meget positivt ved afdelingerne; de bliver tilbudt mad
ved ankomsten, der bliver lavet god mad, der er altid mad nok, det er hyggeligt at
spise chips og drikke kaffe med personalet osv. Maden bliver ikke kun et spørgsmål
om næringsindtag, men opfattes også som omsorg fra personalets side 92 .
For nogle af de unge er personalet også en mulighed for at få talt om følelsesmæssige
problemer f.eks. familie- eller kæresteproblemer. Hvorvidt dette sker, er dog afhængig
af, at der er tillid til stede. De unge ønsker ikke at tale med hvem som helst om hvad
som helst, dvs. personalet udvælges og bruges forskelligt af de unge blandt andet
afhængig af, hvilke behov den unge har.
Også i situationer, hvor opholdet bliver for belastende, og tingene kommer ud af
kontrol, kan personalet bruges. Eksempelvis fortæller én af de unge:
92
I megen behandlingstænkning er mad ofte et centralt element i arbejdet med børn med tidlige
følelsesmæssige skader.
95

’Når tingene de begynder at ramle for en, så bliver man hurtigt hidsig og sådan nogen
ting. Der sker mange ting, der bliver sommetider smidt med nogle stole og…folk bliver
gale af at være her, og så er det godt at have dem til lige at snakke lidt med én. Så kan
man spørge dem om nogle ting, fordi de har noget erfaring’.
Hvor der er mange udtalelser om, at personalet forsøger at gøre opholdet bedst muligt
for de unge, er der også udtalelser om, at personalet er inaktivt, ikke beskæftiger sig
med de unge, f.eks. ikke vil spille kort, men hellere sidde og drikke kaffe.
Eksempelvis efterlyser en af de unge, at personalet en gang imellem ville tage
initiativ til nogle fællesaktiviteter f.eks. en bordtennisturnering, så det ikke skulle
bero på hans initiativ hver gang.
En mindre del af de unge giver udtryk for, at de ikke kan bruge personalet til noget.
De fortæller, at hvis de har problemer, må de klare dem alene - med supplerende
oplysning om, at det har de alligevel altid måttet gøre, så det er der ikke nogen
forskel på. En enkelt af dem nævner dog, at der er en forskel:
’Jeg kan godt lide at få noget støtte, det gør de voksne. Den gang jeg var udenfor, var
der ikke nogen, der gav mig støtte, da var jeg helt ..bare mig selv’.
Det er et helt gennemgående tema i de unges beskrivelser af deres forhold til
personalet, at det i lighed med de unges relationer til hinanden, er et ’noget for
noget’ forhold.
’Hvad du gi’r ud, får du tilbage, det du sender får du tilbage…what goes around comes
around’.
’Hvis man er flink over for dem, så er de også flinke over for én. Og hvis man fucker
dem så fucker de også over for én’.
’Jeg respekterer dem, fordi de behandler mig godt. Der er også nogle, der ikke behandler
én godt. Når de ikke behandler mig godt, så behandler jeg heller ikke dem godt’.
’Pædagogerne er meget søde, synes jeg, hvis du viser dem respekt. Selvfølgelig hvis én
giver respekt til dig, det er klart, du gi’r respekt tilbage, sådan er det. Hvis der er
nogen, der giver respekt til mig, gi’r jeg dobbelt respekt tilbage’.
Ønsket om at blive mødt med respekt fra personalet er massivt udtalt, men også
ønsket om at blive mødt med tillid fremhæves af flere unge som betydningsfuldt.
Eksempelvis nævner en af dem, at han ikke bryder sig om nye eller nyuddannede,
fordi de ikke tør fæste lid til, hvad de unge fortæller, og derfor tjekker alt efter i
journaler mm., før de tør træffe en beslutning.
Generelt nævner de unge ikke personalet på de sikrede afdelinger, når de bliver
spurgt om, hvem de forestiller sig måske kan hjælpe dem fremover. I de opfølgende
interview med de unge efter udskrivning fra afdelingen, viste det sig dog, at en ansat
på en af de sikrede afdelinger har kontaktet en af de unge efterfølgende - en kontakt
som værdsættes meget højt af både den unge og hans forældre.
Den unge fortæller (meget glad og stolt) herom:
96

’Der er faktisk én af dem, ham skal jeg møde i den her uge, han ringede til mig, fordi
han sagde, at han savnede mig’.
Og moderen fortæller:
’Han [pædagogen] har ringet til ham og sagt, at de bliver nødt til at mødes og snakke
sammen, for han vil simpelthen ikke slippe ham i den positive udvikling, han er inde i.
Og det glæder mig, for han får ikke en skid for det andet end en tilfredsstillelse ved at
se, at det går en ung godt, og det betyder meget for [sønnen], at der ikke er kroner og
ører involveret i hans engagement. Det er ren og skær interesse, så 100 % opbakning
derfra’.
Det er generelt de interviewede forældres opfattelse, at deres barn har haft et meget
positivt forhold til personalet på afdelingerne, dvs. at personalet har været i god
personlig kontakt med den unge. I modsætning til sagsbehandlerne i det kommunale
system har personalet derudover også formået at yde de unges forældre den
nødvendige støtte. En af forældrene fortæller f.eks.:
’De hjalp os rigtig meget, de støttede os simpelthen, vi havde så stor glæde af [den
sikrede afdeling]. De var de eneste, der bakkede os op i, at vi var nogle gode forældre.
Kommunen havde sagt, at det var vi ikke’.
En anden forælder fortæller:
’Jeg ringede ned og spurgte og fik en sludder med dem, der sad ved telefonerne, og der
var aldrig noget. Jeg ringede så godt som hver anden dag i starten for at høre, hvordan
han havde det, ”jamen vi skal nok give besked, og han har det godt, og han laver ditten
og han laver datten”, så jeg synes, de var meget søde helt sikkert’.
En tredje mor fortæller, at når hun ringede til afdelingen, var personalet altid gode at
tale med om, hvordan drengen havde det, men også om hvordan hun selv havde det,
og ikke mindst hvordan hun og sønnen havde det sammen.
De unges strategier i forhold til personalet og anbringelsen generelt
Mange udtalelser fra de unge har vist, er det en stor belastning at være anbragt på en
sikret afdeling. Interviewene viser også, at det er lidt forskelligt, hvad de unge
oplever (eller vælger at fortælle) er det værste ved anbringelsen. Nogle af de ting,
som nævnes, er den manglende frihed, indespærringen, herunder aflåsning af
værelset om natten, de mange regler på afdelingen, manglende kontakt med kæreste
og venner, uvisheden om fremtiden, ventetiden på dom, lange dage uden indhold,
kedsomheden og ikke mindst savnet af familien.
Med henblik på at reducere belastningerne, dvs. gøre opholdet mere tåleligt, har de
unge udviklet forskellige strategier. Deres strategier kan opfattes som et forsøg på at
håndtere og få indflydelse på egen situation, som netop er karakteriseret ved, at de
har meget ringe muligheder for at handle i forhold til deres eget liv 93
. Handlinger,
93 Betydningen af at føle sig som subjekt, være aktør i eget liv med mulighed for at kunne øve indflydelse
og have kontrol i modsætning til at være offer for omstændighederne, er et af tre vigtige elementer i
Antonovsky’s begreb ’oplevelse af sammenhæng’. Antonovsky kalder det ’håndterbarhed’; de to andre
elementer er ’meningsfuldhed’ og ’begribelighed’. (Antonovsky, 2000).
97

initiativ og ansvar er stort set begrænset til de forhold, relationer og situationer, som
eksisterer inden for de sikrede afdelingers rammer. Deres handlemuligheder i forhold
til det, der er vigtigt for dem udenfor, er små. De unge kan ikke bevæge sig fysisk i
verden udenfor, og ringe- og besøgsmulighederne er begrænsede. De kan ikke være
sammen med de mennesker, som betyder noget for dem, men må på afdelingen indgå
i relationer med personer, som de ikke selv har valgt. Om netop det sidste bruger en
af de unge udtrykket, at han er i ’tvangsselskab med forkerte mennesker’ og siger
videre:
’På en institution, jamen du har ikke ret mange muligheder for at vælge folk fra, som
du bor sammen med, det har du ingen mulighed for. Selvfølgelig kunne jeg godt sige,
jamen ok, jeg kan ikke snakke med ham og ham og ham, jamen hvem har jeg så at
snakke med? Ingen!’
Hvis den unge skal have mulighed for at komme godt igennem den problematiske
oplevelse, som anbringelsen på sikret afdeling er, forudsætter det, at den unge ud
over at opleve at have indflydelse på sin egen situation, også kan få ’styr’ på sin
situation, så den ikke opleves helt uforklarlig og kaotisk. Derudover skal den unge
kunne se meningen med det, der er sket og ikke mindst, hvad der skal til fremover
for at nå nogle mål. Forudsætningerne herfor er dårlige, idet de unges situation ofte
vil være præget af kaos i starten af forløbet og usikkerhed som følge af ventetid
på/og uvished om udfaldet af retsmøder.
De følgende eksempler viser, hvordan de unge gennem deres opførsel overfor
personalet forsøger at få indflydelse på nogle situationer og dermed forbedre egen
situation:
’Hvis du viser god opførsel, så kan du ringe på de tider og høre, hvor dit anklageskrift
er blevet af, de hjælper dig med at snakke med advokater’.
’Hvis du har god opførsel, så vil de gerne køre med dig. Ved god opførsel får du grøn
udgang, og så kan du komme ud at cykle en tur alene eller gå en tur alene. Så bliver du
bare tjekket, når du kommer ind. Ja det kommer an på, hvis de opfatter mig total dum,
så vil de sgu da ikke med mig ud at bowle eller med mig ud’.
’Han havde været smart hele tiden, ham der, der blev flyttet. Fordi han havde været et
svin overfor dem [personalet] så – i stedet for at mig og to andre blev flyttet for trusler
mod ham – så blev han flyttet, fordi vi havde været flinke overfor personalet og alt det
der’.
En anden fortæller, at man skal opføre sig ordentligt ligesom derhjemme, fordi så vil
pædagogerne gerne være sammen med én, spille lidt kort osv. Han fortæller endvidere,
at hvis han har opført sig ordentligt, men alligevel kommer til at lave et eller
andet forkert, vil personalet sikkert heller ikke reagere så voldsomt:
’Det er jo godt, at man er god nok, sådan at pædagogerne de ved, at ”ham der, han er
altså god nok, og han er nok kommet til at gøre det forkert, det var ikke meningen, han
98

ville have gjort det”. Så hvis man har gjort det, og hvis de ikke har kunnet li’ en, så
”ah ham sender vi sku bare af sted, ham, han er så irriterende over for os, ham sender
vi sku bare af sted, lad politiet tage ham mand”. Så man skal være flink på begge sider,
man skal lade være med at lave alt for meget kriminalitet herinde’.
En anden ung har oplevet, at en af de andre unge er blevet sendt retur til arresten på
grund af slåskamp, hvilket har givet ham selv anledning til følgende strategiske
overvejelser:
’Derfor tænker jeg over, at hvis jeg bare tager det stille og roligt, så ryger jeg bare hjem
igen. Jeg skal ikke lave problemer, jeg har fået chancen for at være her, og hvis jeg
bruger den chance, kommer jeg ikke tilbage her, ellers skal jeg bare i arresten, og det
gider jeg ikke’.
Med henblik på at nå sit forehavende, at klare anbringelsen og komme hjem bagefter,
forsøger en anden denne strategi:
’Man skal bare tænke, det er ligesom en koloni, du er på, det er bare sådan, man skal
tænke. Så tænker man ikke over alle de der ting, bare tænk det er ligesom koloni, hvor
jeg bor sammen med nogen, jeg ikke kender, så har du det godt nok’.
Også flere af de andre unge har nøje overvejet, hvordan de bedst tilgodeser deres
situation. Én fortæller, at han er flink over for politiet, samarbejder osv., fordi
politiet så også er flinkt over for ham, og en anden fortæller, at han passer sine
beskæftigelsesaktiviteter på afdelingen og opfører sig korrekt med henblik på den
kommende domsafsigelse:
’Det kommer jo godt igen, hvis jeg opfører mig ordentligt her, for de skal lave en
udtalelse om, hvordan jeg har været her. Der er jo stor forskel på, om de skriver, at
man har været uduelig og doven, taler frækt i stedet for, at man er en flittig ung mand
og snakker pænt til de voksne, og gør, hvad der bliver sagt. Det gør en stor forskel også
for det billede dommeren får, så det tænker jeg’.
Endelig har en af de unge valgt en meget anderledes strategi i forsøget på at klare
belastningerne under anbringelsen:
’[Dagene] ligner meget hinanden, det er det samme hver dag, det er derfor det gælder
om at finde et eller andet du kan glæde dig til…det kan være sådan en lille ting som at
få et nyt computerspil, sådan en lille ting. Fordi du lever i et sådant et sort hul, altså
helt nede, og alting er bare stemplet censur og problemer, ik’?
Afdelingerne råder over mange magtmidler både direkte synlige som mere usynlige.
Uanset afdelingernes holdning til magtudøvelse er meget forskellig, er magtudøvelse
en del af opgaven og udspiller sig i hverdagen på forskellige måder. De unges
strategier er i nogle situationer udtryk for (skin)tilpasning, men kan også komme til
udtryk som individuel eller kollektiv ’modmagt’ vendt mod personalet. I en nyere
undersøgelse af bl.a. dette forhold på de sikrede afdelinger, er følgende eksempler på
modmagt identificeret: Afvisning af personalet, hårdt sprog og verbale trusler, vold
og udadreagerende adfærd, tilbagetrækning, ’at følge med flokken’ og forhandling og
99

plageri 94
. Her kan der blandt andet henvises til Tore Andreasen 95
, som påpeger, at
kontakt med andre unge med samme problemer er en af de største risikofaktorer ved
institutionsanbringelser.
Nogle af de unges strategier forudsætter, at de har erhvervet social og kulturel
kapital. De unge, som kender spillereglerne for god opførsel både over for pædagoger,
politi og øvrige myndigheder, har større muligheder for at undgå konflikter, end
tilfældet er for unge, som er uden disse kompetencer. Dette lægger op til en
fattigdomsdiskussion, hvor fattigdom ikke kun relateres til økonomisk fattigdom,
men også til social og kulturel fattigdom, hvilket må indgå som et vigtigt element i
de pædagogiske refleksioner og dermed praksis. I relation til dokumentationen af de
mange unge med flygtningebaggrund, kort opholdstid i Danmark og belastede
opvækstforhold er dette et væsentligt aspekt at have for øje i den socialpædagogiske
refleksion.
7.3 De unges øvrige relationer
Under anbringelsen på sikret afdeling har de unge kun få muligheder for at være i
kontakt med personer uden for. Nogle unge har brev- og besøgskontrol, hvilket giver
nogle begrænsninger, men derudover har de sikrede afdelinger også selv besluttet
nogle ringe- og besøgsregler. Reglerne er ikke ens på de forskellige afdelinger,
hverken i forhold til hvem de unge må kontakte, hvor ofte eller i hvor lang tid. Det
karakteristiske er, at nærmeste familie, her især forældre og søskende, er velkomne,
nogle steder også en kæreste, hvorimod den unges venner oftest ikke kan komme på
besøg, hvilket gælder såvel kriminelle som ikke-kriminelle venner. Den restriktive
praksis betyder, at det ikke er muligt for den unge at opretholde sit eget netværk
under anbringelsen. Ud fra et modernitetssyn er dette meget problematisk, idet ikke
kun familien men også personer uden for familien opfattes som meget
betydningsfulde for de unges liv, hvilket også bliver bekræftet i udtalelser fra de
unge. Det er også betydningsfuldt, fordi det er dette netværk, der skal tage over efter
anbringelsen. Familien, kæresten eller kommende opholdssted nævnes således som
eksempler på, hvorfra de unge selv forventer at få deres vigtigste støtte efter
anbringelsens ophør.
Endelig skal det fremhæves, at det ifølge den nye anbringelsesreform bliver pålagt
kommunerne at overveje, hvordan der kan ske en systematisk inddragelse af familie
og netværk 96
.
94
Krog, B.: Aalborg Universitet, 2005.
95
Andreassen, T.: Behandling av ungdom i institusjon: Hva sier forskningen? Kommuneforlaget. 2003
96
Serviceloven § 57 a.
100

De unges forhold til socialforvaltningerne
Når unge anbringes på en sikret afdeling, bliver den kommunale sagsbehandler en
nøgleperson. Flere undersøgelser viser 97
imidlertid, at anbragte unge oplever den
kommunale indsats meget negativt. Dette gælder også de unge, som er interviewet til
Projekt Fokus.
Interviewene viser f.eks., at 13 af de 21 unge på interviewtidspunktet ikke har haft
nogen former for kontakt med en kommunal sagsbehandler. Blandt de tretten er der
fire, som kun har været én uge på afdelingen, men der er også unge, som har været
anbragt i et halvt år og længere uden kontakt til deres socialforvaltning 98 .
De fleste giver udtryk for, at de ønsker at få hjælp og støtte til at komme godt videre
med deres liv efter endt ophold på den sikrede afdeling, men kun helt få har positive
forventninger til den kommunale indsats (og her primært til en tilknyttet
kontaktperson). I de få tilfælde skyldes den positive forventning enten tidligere gode
erfaringer med socialforvaltningen eller en positiv kontakt, som er opstået under
anbringelsen.
De unges forhold til deres forsvarer
En anden vigtig kontakt for de unge på sikret afdeling er deres forsvarer. Flere af de
unge nævner i interviewene, at de har været i kontakt med deres advokat under
anbringelsen, men kun få omtaler forsvareren som en person, som de forventer hjælp
og støtte fra. ’Udredningen af 25 ungdomssanktionssager’ efterlod et generelt billede
af, at forsvareren var helt usynlig for de unge. Det fremgik således ikke i de sociale
sagsakter, at der havde været en kontakt mellem forsvarer og kommune, ligesom der
heller ikke blev refereret til, at den unge havde været i kontakt med sin forsvarer.
Heller ikke i diskussionerne med medarbejderne fremstår det, som om forsvarerne
fylder meget på afdelingen i forhold til at sikre den unges sagsforløb optimalt. Som
eksempel nævner medarbejdere problemer med at få forsvarere involveret i
spørgsmålet om ophævelse af besøgs- og brevkontrol.
Sammenfatning
Udtalelserne fra de unge viser, at de værdsætter meget højt, at de andre anbragte er
jævnaldrende. Derimod er der ikke i interviewene dokumentation for, at de unge
indbyrdes etablerer betydningsfulde følelsesmæssigt relationer. Forklaringerne herpå
er sikkert mange, men drejer sig blandt andet om, at ’udvalget’ af venner er
begrænset lige som omstændighederne og betingelserne for udvikling af
betydningsfulde relationer er uhensigtsmæssige og begrænsende.
Udtalelserne fra de interviewede unge om deres relation til personalet viser
tilsvarende, at der kun i helt enkeltstående tilfælde har udviklet sig en
følelsesmæssig relation. Interviewene peger dog heller ikke på, at der overhovedet er
forventninger eller ønsker herom hos de unge, hvorimod der er mange ønsker til,
hvordan personalet skal optræde i deres professionelle rolle, hvilket ikke står i vejen
for eller er i modsætning til, at personalet (også) viser sig som individuelle personer.
En del af de unge fortæller om, hvordan de ret bevidst benytter sig af
’overlevelsesstrategier’, som i høj grad drejer sig om (skin)tilpasning til personalets
normer og forventninger – samtidig med at de forsøger at afbalancere tilpasningen så
97
Se f.eks. SFI-rapport nr. 05:06: Ungdomssanktionen i kvalitativ belysning.
98
Der er enkelte tilfælde, hvor den unge giver udtryk for, at der er planlagt et besøg af kommunen, men
disse er ikke medtaget i tallene.
101

hårfint, at den ikke giver dem problemer i forhold til de andre unge. Disse ’socialt
kompetente unge’ er på mange måder uproblematiske i dagligdagen på den sikrede
afdeling. Spørgsmålet er så dels, om deres overfladiske tilpasningsevne vil være til
fordel eller ulempe for dem på langt sigt, dels om deres opførsel på den sikrede
afdeling får de socialt mere inkompetente unge til at fremstå i et ekstra negativt lys.
102

8. Psykologiske og psykiatriske problemstillinger
Behovet for viden
Afdækning og dokumentation af de anbragte unges psykiske og psykiatriske
problemer er et væsentligt element i Projekt Fokus. På tidspunktet for projektets
start var der stor opmærksomhed på problemstillingen i forbindelse med N. P. Gosdens
undersøgelse af hundrede varetægtsfængslede unge under 18 år 99
, men derudover
findes der stort set ingen danske undersøgelser.
Uanset begrundelsen for de unges placering i sikret regi er der tale om, at de ved
anbringelsen befinder sig i en uventet, kaotisk, utryg og usikker situation, hvilket i
sig selv kan bevirke psykiske reaktioner.
Unge med psykiske lidelser har andre behov og stiller andre krav til de sikrede
afdelingers personale end psykisk raske unge. Det er derfor vigtigt at få et overblik
over, hvor stor en del af de unge, der har – eller er ved at udvikle – en psykisk
sygdom. Det er tilsvarende vigtigt at finde frem til, hvilke lidelser der hyppigt er tale
om, således at der kan tilrettelægges en adækvat behandling både under opholdet i
sikret afdeling og efter udskrivningen.
Forstandere og personale har i forskellige sammenhænge gjort opmærksom på, at
afdelingerne generelt savner kompetence til at kunne varetage opgaverne med
psykisk syge unge, herunder sikre dem en forsvarlig og tilstrækkelig psykiatrisk
behandling. Samtidig nævnes det, at én psykisk syg ung i løbet af meget kort tid kan
ødelægge miljøet på hele afdelingen, både for de øvrige unge og for personalet. Som
eksempel på sådanne situationer er det blandt andet nævnt, at det er sket, at unge
har sat ild til deres værelse, fordi de ikke kunne klare at blive låst inde om natten.
Det er også nævnt, at psykotiske unge kan virke meget skræmmende for de andre
unge på afdelingen.
De mange udtalelser om alvorlige problemer med psykisk syge unge, sammenholdt
med den generelt meget mangelfulde dokumentation vedrørende anvendelsen af de
sikrede afdelinger, gør det særdeles relevant at få tilvejebragt et første overblik over
arten og omfanget af psykiatriske og psykiatrinære problemstillinger hos de anbragte
unge.
Dokumentationens art og omfang
Som omtalt i dokumentationsafsnittet er der i Projekt Fokus indsamlet oplysninger
om de unges psykiske problemstillinger fra forskellige kilder. Det drejer sig om data
fra Psykiatriregistret på 4-årsgruppen (og deres forældre), sociale akter på de unge i
Kernegruppen og interview af anbragte/tidligere anbragte unge.
Datakilderne omfatter forskellige persongrupper, men der er samtidig tale om et vist
personsammenfald, hvilket gør det muligt at sammenkæde en række oplysninger om
den enkelte.
99
N. P. Gosden: Mental disorder and violence among young criminals. A clinical- and registerbased study,
Københavns Universitet. 2004.
103

Kapitlet igennem er det tilstræbt at tydeliggøre, hvilken kilde den enkelte oplysning
stammer fra. Men da der i vidt omfang er tale om samkørsel af data fra flere kilder, vil
fremstillingen nogle steder blive tung at læse, hvis alle kilder skulle nævnes hver
gang. Der skal derfor henvises til del 2 for en uddybende gennemgang af datakilder
og samkørsel af oplysninger vedrørende de unges psykiske problemstillinger. I del 2
findes også en række supplerende tabeller.
Data fra Psykiatriregistret
Oplysningerne fra Psykiatriregistret beskriver de unges debutalder i det psykiatriske
behandlingssystem, længde og omfang af behandling, diagnoser m.v. De tilsvarende
oplysninger om forældrene vil blive anført, hvis det skønnes af betydning for
analysen af de unges udvikling og belastninger under opvæksten.
Oplysninger fra sociale sagsakter
De sociale sagsakter 100 indeholder kun få konkrete oplysninger om psykiatriske
diagnoser, men har derimod mange beskrivelser af de unges personlige og
adfærdsmæssige problemer samt eventuelle familiemæssige belastninger. Disse
oplysninger stammer i høj grad fra medsendte psykologiske undersøgelser, men også
fra notater i journalen eller skriftlige udtalelser fra de sikrede afdelinger m.v.
Oplysninger fra de interviewede unge
I interviewene med de unge er der kun i begrænset omfang blevet spurgt direkte til
deres psykiske tilstand/eventuelle psykiske problemer, men som svar på forskellige
andre spørgsmål er der kommet mange udtalelser, som fortæller om deres oplevelser
under anbringelsen, reaktioner ved udskrivning m.v.
Disse kilder vil i det følgende indgå i beskrivelsen af de unges psykiske problemer,
diagnosticerede sygdoms- og behandlingsforløb, belastninger i opvæksten og
reaktioner på anbringelsen i sikret regi.
Derudover vil der blive set på udvalgte grupper af unge i Psykiatriregistret i forhold
til blandt andet deres kriminelle forløb.
Hvor det forekommer relevant, vil der blive foretaget sammenligninger af resultaterne
i forhold til Gosdens undersøgelse. Det skal dog indledningsvis bemærkes, at Gosdens
undersøgelse alene omfatter varetægtsfængslede unge 101 , hvorimod Projekt Fokus også
omfatter unge, som af de sociale myndigheder har været anbragt i henhold til
kriterierne ’farlighed’ (til fare for sig selv eller andre), ’socialpædagogisk observation’
og ’længerevarende socialpædagogisk behandling’. Det må derfor forventes, at
forekomsten af visse psykiatriske problemstillinger vil være lidt større i Projekt Fokus
end i Gosdens population. Det skal også nævnes, at der i Projekt Fokus er indhentet
oplysninger om de unge i Psykiatriregistret op til fem år efter deres ophold i sikret
afdeling. Det er således kun på enkelte områder muligt at gennemføre egentlige
sammenligninger af resultaterne.
Det følgende afsnit indledes med nogle generelle oplysninger om de unges problemer
og kontakter med behandlingssystemet – først med udgangspunkt i Psykiatriregistret
og derefter med udgangspunkt i de sociale sagsakter. Så følger et afsnit om de
100
På 172 af Kernegruppens 214 unge.
101
Hvoraf nogle (19) opholdt sig i arresthus og ikke i sikret afdeling.
104

diagnoser og psykiske problemer, som de unge har ifølge oplysningerne i
Psykiatriregistret – igen suppleret med oplysninger fra de sociale sagsakter. Derefter
kommer et afsnit med eksempler på de unges egne oplevelser. Kapitlet afsluttes med
en problematisering af det tværfaglige/tværsektorielle samarbejde i forhold til de
unge med psykiske problemer.
8.1 Generelle oplysninger om de unge i Psykiatriregistret
Af dokumentationskapitlets fremlæggelse af undersøgelsernes hovedresultater
fremgik det, at hver fjerde (275 ud af 1074) af de unge i 4-årsgruppen 102 i november
2005 var registrerede i Psykiatriregistret. Andelen af unge, som optræder i
Psykiatriregistret er dermed væsentligt større end de 10 %, som blev konstateret i
Gosdens materiale 103 , men hvis sammenligningen laves i forhold til de unge, som
allerede findes i registret før anbringelsen i sikret afdeling, er forskellen kun på et
par procent.
Som nævnt indeholder Psykiatriregistret oplysninger om personer, som har været i
psykiatrisk skadestue, modtaget ambulant behandlinger eller været indlagt i
psykiatrisk hospital(s-afdeling). Det er endvidere muligt at se, hvor mange gange den
enkelte person har modtaget behandling, samt i hvilket ’behandlingsregi’,
behandlingen er foregået (personen har f.eks. været indlagt to gange, været i
ambulant behandling én gang og behandlet på skadestue tre gange).
Antal behandlingstilbud
Knapt halvdelen af de unge har været i behandling en enkelt gang, en tredjedel har
to til fire registreringer, mens de sidste har været i kontakt med behandlingssystemet
fem gange eller mere (en enkelt ung er oppe på 34 registreringer).
Antal registreringer i Psykiatriregistret for hver ung
Antal Procent
1 registrering 124 45
2-4 registreringer 93 34
5-9 registreringer 39 14
10-14 registreringer 14 5
Mere end 15 registreringer 5 2
Total 275 100
102
4-årsgruppen består af alle de unge, som i årene 2000 – 2003 var anbragt i sikret afdeling.
103
N. P. Gosden: Mental disorder and violence among young criminals. A clinical- and registerbased study,
Københavns Universitet. 2004.
105

Behandlingsregi
I det følgende gennemgås oplysninger om, hvordan de 275 unge fordeler sig i forhold
til de tre behandlingskategorier: indlæggelse, ambulant behandling og
skadestuebesøg 104
. I Psykiatriregistret opereres også med kategorien ’deldøgnspatient’.
Denne kategori omfatter kun syv af de unge, og det er for overskuelighedens skyld
valgt at lægge denne kategori sammen med de ’fuldtidsindlagte’.
Indlæggelser
Som omtalt tidligere er oplysningerne fra Psykiatriregistret indhentet i november
2005. På dette tidspunkt havde mere end hver tredje af de unge, som står i registret
(106 personer) været indlagt på en psykiatrisk afdeling. Af dem har halvdelen kun
været indlagt én gang, mens den anden halvdel i gennemsnit har været indlagt fire
gange.
Ambulante behandlinger/forløb
Cirka halvdelen af de unge (i alt 137) er registreret som ambulante patienter (ikke at
forveksle med skadestuebehandling). En registrering som ’ambulant’ dækker både over
enkelte konsultationer og længerevarende behandlingsforløb.
Da en del af de unge med indlæggelser også har været i ambulant behandling, er der
samlet tale om, at mere end fire ud af fem unge på et tidspunkt har været behandlet
ambulant. For en tredjedel af de unge gælder endvidere, at de har været indskrevet
til ambulante behandlings(forløb) to eller flere gange.
Skadestuepatienter
Til forskel fra de ambulante behandlinger indeholder skadestuebesøgene altid et akut
element. For cirka en tiendedel af de unge har kontakten til det psykiatriske system
været begrænset til kun at bestå af skadestuebehandling, men en meget større del af
alle de unge - de indlagte og de ambulant behandlede - har som nævnt (også) været
skadestuepatient på et tidspunkt. For enkelte er der tale om mange skadestuebesøg
(op til 20 besøg for en enkelt ung).
Følgende tabel viser, hvor mange registreringer de unge har haft i gennemsnit,
fordelt på de tre behandlingskategorier.
Gennemsnitligt antal registreringer
Behandlingskategori
Antal registreringer
– gennemsnit
Indlagt patient 6,0
Ambulant patient 1,6
Skadestuepatient 1,1
Gennemsnit alle 3,3
104
Som nævnt er mange af de unge registreret i flere af kategorierne; disse er i det følgende rangeret
således, at en ung, der har været indlagt, figurerer som indlagt, selvom vedkommende eventuelt også har
været i ambulant behandling og på psykiatrisk skadestue, en ung i ambulant behandling kan eventuelt
også have været på skadestue, mens en ung registreret som skadestuepatient kun har været behandlet i
skadestueregi.
106

’Behandlingsdebut’
En analyse af de unges alder ved første indskrivning i Psykiatriregistret viser, at ca.
30 % var mellem fire og 15 år, 60 % mellem 15 og 18 år og 10 % mellem 19 og 24 år.
For de unge, som havde været i psykiatrisk behandling før opholdet i sikret afdeling
var gennemsnitsalderen ved første kontakt 13,2 år. I Gosdens undersøgelse var
gennemsnitsalderen for første kontakt 14,2 år, men denne difference kan formentlig
forklares med den før omtalte forskel i undersøgelsespopulationerne 105 .
Kontakt før anbringelsen
Knapt halvdelen af de unge har været i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem
før anbringelsen på en sikret afdeling.
Da de 275 unge i Psykiatriregistret udgør en fjerdedel af alle de unge i 4-årsgruppen,
kan det estimeres, at næsten hver 8. indskrivning i sikret afdeling vil vedrøre en ung,
som i forvejen er kendt i det psykiatriske behandlingssystem.
En yderligere opdeling viser, at for godt en tredjedel af de unge er kontakten til
behandlingssystemet etableret inden for det sidste år før anbringelsen, heraf
halvdelen inden for de sidste tre måneder før.
Kontakt efter anbringelsen
Lidt mere end halvdelen af de unge i Psykiatriregistret har først fået kontakt med det
psykiatriske behandlingssystem efter deres anbringelse på sikret afdeling. En nærmere
analyse af disse kontaktforløb viser, at en fjerdedel finder sted inden for de første tre
måneder.
Hvis de unges første kontakter med behandlingssystemet afgrænses til tiden
umiddelbart omkring anbringelsen på den sikrede afdeling - f.eks. fra tre måneder før
til tre måneder efter - viser det sig, at hver femte af de unge i Psykiatriregistret for
første gang er kommet i behandling for psykiske lidelser umiddelbart før, under eller
efter opholdet i sikret afdeling.
For 19 af de unge i denne gruppe gælder endvidere, at der er overlap i deres
indskrivninger i de to systemer inden for 30 dage. Dette betyder enten, at disse unge
stort set udskrives fra det ene system for at blive indskrevet i det andet, eller at de er
startet behandling under opholdet på den sikrede afdeling.
Det kan således konstateres, at en væsentlig del af de unge i sikrede afdelinger har
haft behandlingskrævende psykiske problemer op til, eller får det under eller kort tid
efter anbringelsen. At selve opholdet også kan (medvirke til at) udløse psykiske
problemer, viser udtalelser fra såvel de unge som personalet.
Behandlingstid
Oplysningerne i Psykiatriregistret giver mulighed for at undersøge, hvor længe de
unge har været i behandling. Oplysningerne herom er blevet kategoriseret inden for
nogle intervaller spændende fra en enkelt dag til forløb, der strækker sig over mere
end et år. Hvor behandlingskontakten for den ene fjerdedel af de 275 unge kun har
varet en enkelt dag (inkl. skadestuebesøgene), har kontakten for en anden fjerdedel
105 Se bl.a. det efterfølgende afsnit om unge anbragt efter farlighedskriteriet.
107

varet mere end et halvt år. Den sidste halvdel af de unge fordeler sig jævnt imellem
disse yderpunkter.
Længste (samlede) tid i behandling
Antal Procent
Enkelt dag* 69 25
Under 1 md. 49 18
1-3 mdr. 44 16
3-6 mdr. 45 16
Mere end 6 mdr. 68 25
Total 275 100
* Inkl. 38 skadestuepatienter
Det viser sig, at der er stor forskel på drengenes og pigernes behandlingstid, således
har drengene i gennemsnit været indskrevet i dobbelt så lang tid som pigerne.
For de unge, som ikke har været indlagt, men har været i ambulante behandlingsforløb,
har de fleste forløb varet mere end én måned.
Det viser sig endvidere, at en forholdsmæssig stor andel af pigerne har været i
ambulante behandlingsforløb, idet hver tredje ambulante behandling er givet til en
pige.
Specielt om unge, som er født uden for Danmark
Af de 1074 unge, som indgår i 4-årsgruppen, er de 412 ikke født i Danmark. 80 af
disse 412 unge, som alle har anden etnisk baggrund, er også registreret i Psykiatriregistret.
Knap halvdelen af de 80 har opholdt sig i Danmark i seks år eller kortere tid, før de
første gang anbringes i sikret afdeling, og for otte af dem gælder, at deres ophold i
Danmark har varet under 2 år.
8.2 De unges psykiske problemer ifølge de sociale sagsakter
Som nævnt i dokumentationsafsnittet består Kernegruppen af 214 unge, hvoraf der
foreligger sociale sagsakter på 172. Af Kernegruppens unge indgår 42 i
Psykiatriregistret, men der er kun sociale sagsakter på de 34.
En analyse af de sociale sagsakter giver mulighed for at se, hvilke problemer de unge
er belastede af eller mere korrekt, hvilke problemer socialforvaltningen har
observeret, undersøgt og beskrevet hos de unge. Afsnittet om den kommunale indsats
viser, at de unge generelt har massive problemer af forskellig karakter. I dette afsnit
er det især de problemer, som i undersøgelsen er blevet kategoriseret som enten
108

’personlige’ eller ’adfærdsmæssige’, som er i fokus 106
. Disse problemkategorier er ikke
umiddelbart sammenlignelige med Psykiatriregistrets diagnosegrupper, men begge
hold data beskriver de unges psykiske problemer.
Psykologiske undersøgelser
I pilotprojektet til Projekt Fokus viste en gennemgang af 35 psykologiske undersøgelser,
at det i de fleste tilfælde var socialforvaltningen, som var opdraggiver i
forhold til at få iværksat undersøgelsen. Samtidig fremstod det kun sjældent
specifikt, hvad man ønskede undersøgt/var i tvivl om. Oftest drejede det sig dog om
en usikkerhed på, hvilken foranstaltning der burde iværksættes.
Analysen viste endvidere, at det var meget utydeligt i hvilket omfang, de psykologiske
undersøgelser af de unge blev brugt af forvaltningen. I de sager hvor det
fremgik eksplicit, var det som oftest i form af, at sagsbehandleren fulgte den
konkrete anbefaling, som undersøgelsen foreslog. Det var dog kun i forholdsvis få
tilfælde, at det var registreret, at den psykologiske undersøgelse var blevet videresendt
til efterfølgende behandlere. Pilotprojektet konkluderede således, at der tilsyneladende
er en ret stor viden om barnet/den unge, som ikke bruges relevant af
sagsbehandler eller andre behandlere.
I Projekt Fokus er der – sammen med de sociale sagsakter – modtaget psykologundersøgelser
vedrørende 92 unge. Der kan være tale om, at der i flere tilfælde har
været foretaget en sådan undersøgelse, uden at denne har været medsendt i kopi. Det
må derfor konstateres, at der i mindst 53 % af de unges forvaltningssager har været
foretaget en psykologisk udredning.
I den generelle gennemgang af akterne så det umiddelbart ud til, at konklusionerne
fra pilotprojektets analyse af forvaltningernes anvendelse (eller mangel på samme) af
de psykologiske undersøgelser også gjaldt for Projekt Fokus’ materiale. Der er derfor
ikke foretaget en nærmere analyse af de 92 undersøgelser, men deres beskrivelser af
de unges baggrund og aktuelle tilstand har leveret væsentlige bidrag til vurderingen
af de unges personlige og adfærdsmæssige problemstillinger.
Antal unge i behandling ifølge de sociale sagsakter
Ifølge oplysningerne i sagsakterne har hver ottende af de unge været i psykologisk
behandling før anbringelsen på sikret afdeling, mens færre unge tilbydes en sådan
behandling efter anbringelsen. En mindre del har ifølge oplysningerne i sagerne været
i psykiatrisk behandling og kun ganske få af de unge har været i både psykologisk og
psykiatrisk behandling. Omkring hver fjerde af de unge er i de sociale akter
registreret med psykologisk og/eller psykiatrisk behandling før eller efter opholdet i
sikret afdeling.
En samkøring af oplysningerne fra de sociale sagsakter på de unge, som også er
registreret i Psykiatriregistret, viser imidlertid, at der tilsyneladende mangler viden
og/eller opmærksomhed i socialforvaltningerne om de unges behandlingskontakter.
106
Misbrugsproblemer, som fylder meget i beskrivelserne af de unge i de sociale sagsakter og i
behandlingssystemet jf. Psykiatriregistret, er behandlet i særligt afsnit om misbrug.
109

Forskelle i registreringer
Psykologisk eller psykiatrisk behandling
iflg. sociale akter
Psykiatriregistret
Ikke i registret I registret
Total
Ingen registreret behandling 98 19 117
Behandling registreret 40 15 55
Total 138 34 172
Tabellen viser, at for 19 af de 34 unge, som står i Psykiatriregistret, er deres kontakt
med det psykiatriske behandlingssystem ikke noteret i de sociale sagsakter 107 .
Samtidig viser tabellen, at mange sagsakter har oplysninger om
psykologisk/psykiatrisk behandling af unge, som ikke findes i Psykiatriregistret. Dvs.
at den unge via psykolog/privatpraktiserende psykiater har modtaget behandling,
som ikke registreres i Psykiatriregistret.
Det kan derfor konstateres, at gruppen af unge, der har været i enten psykologisk eller
psykiatrisk behandling er væsentligt større, end det der fremgår af oplysningerne fra
henholdsvis Psykiatriregistret og de sociale sagsakter hver for sig.
Specielt om de 19 unge i Psykiatriregistret, som ikke er registreret med oplysning om
psykiatrisk behandling i de sociale sagsakter
En analyse af de 19 unge, som socialforvaltningerne mangler kendskab til har været i
behandling i det psykiatriske behandlingssystem, viser, at kun fire af dem har været i
kontakt med behandlingssystemet før anbringelsen på sikret afdeling, mens
behandlingen for de femtens vedkommende først er startet efter anbringelsen. Dvs. at
de fleste af disse unge har haft en sen debut i det psykiatriske behandlingssystem,
hvilket måske er en medvirkende forklaring på, at deres behandlingsforløb er ukendt
i forvaltningen 108 .
107
Oplysningerne fremgår ikke af det fremsendte materiale, men kan foreligge i forvaltningen.
108
De manglende oplysninger herpå drejer sig ikke om/er ikke udtryk for, at der mangler supplerende
oplysninger om netop denne gruppe, idet der er modtaget supplerende sagsakter på 15 af de 19 unge,
hvilket er i overensstemmelse med Kernegruppen som helhed.
110

Tid fra anbringelsen til psykiatrisk debut
Antal
Første psykiatriske behandling før anbringelse på sikret afdeling 4
Op til 1 md. efter sikret afdeling 1
1-3 mdr. efter 3
3-12 mdr. efter 4
1-2 år efter 4
Mere end 2 år efter 3
Total 19
Blandt de 19 unge er der flere med alvorlige diagnoser, således er tre diagnosticeret
med skizofreni som sidste diagnose og tre med personligheds- og adfærdsforstyrrelser
109 . Også deres kriminalitet har været alvorlig: fem er dømt for røveri, to
for sædelighedskriminalitet og 12 for voldskriminalitet. For disse kriminelle handlinger
har de fået følgende domme:
Alvorligste afgørelse
Antal
Betinget dom 2
Kombinationsdom 5
Ubetinget fængsel 5
Ungdomssanktion 2
Psykiatrisk behandling 5
Total 19
11 af de unge har efter opholdet i sikret afdeling begået så alvorlig, ny kriminalitet,
at de har fået straffe højere end bøde for forholdet (heraf har tre fået dom til
psykiatrisk behandling, og fem har fået ubetingede fængselsstraffe).
Alvoren i disse unges diagnoser og kriminalitet tyder på, at der kunne have været
behov for en grundigere udredning af de unges psykiske problemstillinger tidligere i
forløbet, f.eks. i forbindelse med anbringelsen i sikret afdeling. Det mangelfulde
kendskab til de unges begyndende sindslidelser må også siges at udgøre en alvorlig
barriere for socialforvaltningens mulighed for at hjælpe og støtte den unge.
Øvrige oplysninger om de unge i Psykiatriregistret
Hvis Kernegruppen opdeles i to grupper - de unge, der har været i behandling i det
psykiatriske behandlingssystem (og står i Psykiatriregistret), og de unge der
109 (F6-diagnose).
111

ikke har - er der områder, hvor de to grupper ligner hinanden, og andre hvor der er
nogle forskelle. I forhold til den straf, de unge har fået, er der f.eks. ingen statistisk
signifikante forskelle 110 . Derimod recidiverer de unge, som står i Psykiatriregistret,
ikke til ny kriminalitet i helt samme omfang som den anden gruppe (52 % med
recidiv mod 63 % for de øvrige).
En anden forskel er, at de unge, som står i Psykiatriregistret, ifølge oplysningerne i
de sociale sagsakter, generelt har modtaget flere sociale foranstaltninger, både før og
efter opholdet i sikret afdeling. Indsatsen har dog ikke medført, at disse unge f.eks.
er blevet bedre integreret i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet. En af
forklaringerne kan være, at disse unge (ud over deres psykiatriske problemstillinger)
også figurerer med flere oplysninger om misbrug.
Generelt må de unge i Psykiatriregistret vurderes at være ’tunge sager’ i socialforvaltningernes
regi, samtidig med at der synes at være tale om et yderst begrænset
udbytte af den kommunale indsats over for denne gruppe af unge. I en del tilfælde
ser der ud til at mangle gensidig information og koordinering af indsatsen mellem de
sociale myndigheder og det psykiatriske behandlingssystem.
Fordelt på de tre ungegrupper - unge med dansk-, indvandrer- eller flygtningebaggrund
- viser Psykiatriregistrets fordeling en statistisk signifikant overrepræsentation
af unge med etnisk dansk baggrund. Fordelingen kan i et vist omfang
skyldes, at nogle af de unge med anden etnisk baggrund kun har opholdt sig i
Danmark i en del af deres barndom eller ungdom – og dermed har haft kortere tid til
at opsøge/komme i kontakt med behandlingssystemet. Men forskellen er dog så stor,
at dette forhold ikke alene kan forklare den.
Fordeling på etnisk baggrund
Danske
forældre
Forældre
indvandrere
Forældre
flygtninge
Ikke i Psykiatriregistret 32 % 21 % 47 %
I Psykiatriregistret 59 % 9 % 32 %
Etnisk fordeling 37 % 19 % 44 %
Gosdens undersøgelse viser, at unge med anden etnisk baggrund sjældnere har været
i kontakt med en psykolog inden anbringelsen, hvilket genfindes i Projekt Fokus.
Gosdens undersøgelse viser også, at det især er unge af forældre med middel eller høj
social og økonomisk status, som er registreret i Psykiatriregistret eller har været i
kontakt med en psykolog før anbringelsen. Det har ikke i Projekt Fokus været muligt
at lave en egentlig fordeling på de unges socio-økonomiske familiebaggrund, men ud
fra de sociale sagsakter ser det ud til, at en meget stor del af de unge kommer fra
familier med lav social og økonomisk status. Dette gælder også de unge med etnisk
110
Bortset fra, at de tre med behandlingsdom i forbindelse med anbringelsen i sikret afdeling i 2002, alle
indgår i Psykiatriregistret.
112

dansk baggrund, men der er dog her lidt flere selvforsørgende forældre end blandt de
unge med anden etnisk baggrund.
8.3 Diagnoser og psykiske problemer
Generelt om Psykiatriregistrets diagnoser
Med henblik på at give et overblik over de mange forskellige sygdomsdiagnoser er
disse blevet inddelt i nogle store hovedgrupper, som følger diagnosekategorierne i
Psykiatriregistret. Denne opdeling betyder, at det kan være svært umiddelbart at
gennemskue, hvilke diagnoser inden for hver hovedgruppe, som ’fylder’ – dvs. hvilke
diagnoser, der enten på grund af alvorlighed eller stor udbredelse gør dem
interessante i denne sammenhæng. Der er derfor foretaget nærmere analyser af hver
hovedgruppe med henblik på at identificere de mest betydningsfulde diagnoser.
I hovedgruppe F4 er det således især diagnosen posttraumatisk stress (F 43.1), som
’fylder’. I hovedgruppe F6 er det diagnosen dyssocial personlighedsstruktur (F 60). I
’opsamlingsgruppen’ er adfærdsforstyrrelser (F91) den mest udbredte, kliniske
diagnose, mens der kun er ganske få med psykisk udviklingsforstyrrelse (F8) og
mental retardering (F7). Det skal dog bemærkes, at mere end halvdelen af
diagnoserne i denne gruppe er retspsykiatriske ’diagnoser’ 111
. Følgende tabel viser
hoveddiagnoserne.
Diagnoser (hovedgrupper)
Skizofreni (F20)
Affektive lidelser (F3)
Organiske lidelser (F0)
Nervøse og stress-relaterede lidelser (F4)
Misbrugsbetingede lidelser (F1)
Andre psykoser (F21-29)
Forstyrrelse af personlighedsstruktur og adfærd (F6)
’Opsamlingsgruppen’ (F7 – F9 m.m.)
For hver kontakt den unge eller den unges forældre har haft med det psykiatriske
behandlingssystem, er der i indberetningen til Psykiatriregistret opgivet en diagnose,
som behandlingen er relateret til. Af dataanalysen fremgår det, at mange af de unge
og deres forældre har været i kontakt med systemet mange gange, men det viser sig
også, at den enkelte person er blevet behandlet i forhold til et varieret antal
psykiatriske diagnoser, dvs. ikke nødvendigvis den samme diagnose hver gang. Da det
111
En del af de unge, som her står med en retspsykiatrisk ’diagnose’ som sidste diagnose, har dog på et
tidspunkt fået en klinisk diagnose og indgår hermed i analyserne af udbredelsen af de forskellige psykiske
lidelser.
113

ikke er målet med projektet at følge den enkelte unges vej igennem det psykiatriske
system, men derimod at give et billede på, hvilke psykiske lidelser de unge såvel som
de unges forældre har/er behandlet for, vil data blive beskrevet på to forskellige
måder, som tilsammen giver et nuanceret billede heraf.
Først præsenteres en fordeling, som bygger på den sidst registrerede diagnose 112
.
Efterfølgende beskrives udvalgte psykiske lidelser mere indgående i forhold til deres
udbredelse og sammenhæng med oplysninger fra især Kriminalregistret.
Fordeling på diagnosegrupper
I det følgende vil fordelingen på hovedgrupperne blive kort beskrevet for henholdsvis
forældrene og for ungegruppen, herunder specifikt på den gruppe unge, hvor en
indlæggelse har været nødvendig. Det viser sig, at disse tre grupper ’fordeler’ sig
meget forskelligt på hoveddiagnosegrupperne.
Forældregruppen
Forældregruppen består af 329 personer, hvoraf de 170 er mødre og 159 er fædre. For
forældrene gælder, at den største gruppe (hver fjerde forælder) er blevet registreret
med nervøse - eller stressbetingede lidelser. En næsten lige så stor gruppe udgøres af
de forældre, der er blevet behandlet for misbrugsbetingede psykiske lidelser. Derefter
følger efter forekomst: diagnoser i ’opsamlingsgruppen’, affektive lidelser og
forstyrrelser af personlighedsstruktur og adfærd. Endelig er ca. hver tyvende registreret
med skizofreni, en del med ’andre’ psykoser og enkelte med organisk betingede
psykiske lidelser.
Ungegruppen
Stadig med udgangspunkt i sidst registrerede diagnose, fordeler de unge sig
væsentligt forskelligt fra forældrene, idet 40 % af de unge er at finde med diagnoser i
’opsamlingsgruppen’. Da diagnoser i denne gruppe netop relaterer sig til problemer i
barndommen, og en stor gruppe af de unge har været i behandling i en ung alder, er
det ikke bemærkelsesværdigt, at mange unge optræder her. I denne gruppe findes
som nævnt også en del unge, som har en ’diagnose’, der refererer til en
retspsykiatrisk observation eller undersøgelse. For en del af disse unge er der ikke
angivet andre – kliniske – diagnoser, men mange af dem har dog samtidig flere
hoved- og bidiagnoser.
Bortset fra de godt 18 unge, som har fået en diagnose inden for skizofreniområdet,
fordeler resten af de unge sig jævnt på misbrugsbetingede lidelser, forstyrrelse af
personlighedsstruktur og adfærd og nervøse og stressrelaterede sygdomme.
De indlagte unge
Hvis fokus derimod er på de unge, som har været indlagt, viser det sig, at ’kun’ 30 %
er registreret med diagnoser i ’opsamlingsgruppen’. Derimod har 17 af de 18 unge,
som har fået en skizofrenidiagnose, været indlagt, lige som unge med andre
psykosediagnoser er overpræsenteret i gruppen af de indlagte. Derudover er der ingen
statistiske forskelle på fordelingen af de to ungegrupper på resten af diagnosegrupperne.
112
Hvor den psykiatriske behandling har været iværksat i forhold til problemer udløst af en grundlæggende
psykisk sygdom (grundmorbus), er hoveddiagnoserne korrigeret i forhold til grundmorbus.
114

Følgende tabel viser fordelingen på sidste hoveddiagnoser for de tre grupper.
Forældre
Unge uden
indlæggelse
Unge
indlagt
Ingen diagnose 1 0 1
Skizofreni (F20) 21 1 17
Affektive lidelser (F3) 42 0 1
Organiske lidelser (F0) 8 0 1
Nervøse og stressrelaterede lidelser
(F4)
84 31 14
Misbrugsbetingede lidelser (F1) 72 25 18
Andre psykoser (F21-29) 17 2 7
Forstyrrelse af personlighedsstruktur
og adfærd (F6)
34 30 14
’Opsamlingsgruppen’ (F7 – F9 m.m.) 50 80 33
Total 329 169 106
Forskellige psykiske lidelsers udbredelse
I det følgende vil der blive fokuseret på, hvor mange af de unge (og i forhold til
enkelte diagnoser også deres forældre), som på et eller andet tidspunkt er blevet
diagnosticeret i forhold til nogle udvalgte psykiatriske lidelser. Da mange som nævnt
er repræsenteret i registret med flere forskellige hoveddiagnoser på forskellige
tidspunkter i deres psykiatriske ’karriere’, giver denne vinkel et andet, men måske
mere ’korrekt’ billede af, hvilke psykiske lidelser de unge og deres forældre har lidt af
over tid. Der vil blive fokuseret på lidelser, der har vist sig at være specielt relevante i
forhold til målgruppen, fordi de enten er meget udbredte eller er specielt karakteristiske.
Hvor det er relevant suppleres data fra Psykiatriregistret med oplysninger
fra de sociale sagsakter.
Belastningslidelser
Nogle af de psykiske lidelser, som projekt Fokus har været meget interesseret i at få
belyst, drejer sig om diagnoser, som relaterer sig til traumatiske oplevelser,
posttraumatisk stress og belastningsreaktioner - i det følgende omtalt som ’belastningsdiagnoser
113 ’ – der alle hører under den større hovedgruppe, ’nervøse og stressrelaterede
lidelser’. Når netop disse diagnoser er relevante, hænger det sammen med
projektets dokumentation af, at en stor del af de unge på de sikrede afdelinger enten
selv er flygtet eller har forældre, som er flygtninge fra krigsområder.
I analysen af de sociale sagsakter har der således også været fokus på at undersøge,
om forældrene beskrives som traumatiserede flygtninge, hvilket viser sig at være
113 Diagnosen ’posttraumatisk stress’ er den helt dominerende diagnose i denne gruppe.
115

tilfældet i hver syvende af de unges familier. Derudover har også en stor del af de
unge med etnisk dansk baggrund under deres opvækst været udsat for så alvorlige
oplevelser, at det kan tænkes at give psykiske reaktioner, som falder inden for denne
gruppe.
Ifølge Psykiatriregistret har en meget stor del af både de unge og deres forældre da
også på et tidspunkt været i behandling for posttraumatisk stress mm. I alt er der tale
om, at 156 af de 604 personer, som findes i Psykiatriregistret, på et tidspunkt har
fået en belastningsdiagnose. Fordelingen på forældrene og de unge ser således ud:
Belastningslidelser fordelt på mor, far og ung
Mor
Far
Ung
Total
Belastningslidelser
Ikke belastningslidelse Belastningslidelse
Total
Antal 119 51 170
Procent 70 % 30 % 100 %
Antal 118 41 159
Procent 74 % 26 % 100 %
Antal 211 64 275
Procent 77 % 23 % 100 %
Antal 448 156 604
Procent 74 % 26 % 100 %
Tabellen viser, at forældrene i lidt større omfang end børnene er registreret med
belastningslidelser. Datamaterialet viser endvidere, at der er en helt signifikant
kønsforskel - med en statistisk overrepræsentation af kvinder – og her især i
ungegruppen, hvor det viser sig, at næsten halvdelen af pigerne (14 ud af 29) på et
tidspunkt har haft en belastningsrelateret diagnose.
Hvor 64 unge på et tidspunkt har fået en belastningsdiagnose, er det et mindre antal
(i alt 37), der står registreret med dette som ’sidste’ diagnose. De resterendes
fordeling på hoveddiagnoser fremgår af tabellen nedenfor:
116

Sidste hoveddiagnose for de unge, som tidligere har været diagnosticeret med
en belastningsdiagnose
Skizofreni (F20) 2
Belastningsdiagnose 37
Misbrugsbetingede lidelser (F1) 4
Andre psykoser (F21-29) 1
Forstyrrelse af personlighedsstruktur og adfærd (F6) 6
’Opsamlingsgruppen’ (F7-F9 mm.) 14
Total 64
Det kan i øvrigt bemærkes, at flertallet af personerne med belastningslidelse på et
tidspunkt har været indlagt.
Dårlig begavelse mm.
I de sociale sagsakter er der mange beskrivelser af, at de unge ikke fungerer
alderssvarende. En samlet opgørelse over de unge, som er beskrevet enten som dårligt
begavede, sent eller ikke alderssvarende udviklet viser, at dette gælder mere end hver
fjerde (i alt 51) med en lille overpræsentation af unge med etnisk dansk baggrund og
undervægt af unge med indvandrerbaggrund. Bortset fra to unge er alle i denne
gruppe også noteret med en eller flere former for adfærdsproblemer.
Beskrivelserne stammer dels fra vedlagte psykologundersøgelser og dels fra andre
oplysninger i de sociale sagsakter. Det skal dog pointeres, at der har foreligget en
psykologisk eller psykiatrisk undersøgelse på 38 af de 51 unge, hvorfor vurderingen
af det intellektuelle niveau i de fleste tilfælde må siges at hvile på et kvalificeret
grundlag. I den tidligere refererede gennemgang af 35 psykologundersøgelser viste
det sig, at de unges intellektuelle ressourcer (eller mangel på samme) var meget
velbeskrevet i undersøgelserne. Mere end hver fjerde blev her beskrevet som havende
intellektuelle problemer i betydningen, at de er placeret i den nederste del af
normalområdet.
Et andet karakteristisk forhold ved de dårligt begavede unge er, at hver femte af dem
var anbragt på sikret afdeling på kriteriet farlighed eller pædagogisk observation. Til
sammenligning kan nævnes, at anbringelsen efter disse kriterier for hele 4årsgruppen
er på otte procent, svarende til omkring en ud af 12.
En tredjedel af disse unge indgår i Psykiatriregistret (i alt 17), men der er dog kun to,
som på et tidspunkt har fået mentalt retardering som hoveddiagnose.
Forstyrrelser af personlighedsstruktur og adfærd
Diagnoserne i denne hovedgruppe drejer sig om alvorlige forstyrrelser eller ændringer
i individets personlighedsstruktur og adfærdsmønstre, dvs. afvigelser fra den måde
hvorpå gennemsnitsmennesker i en given kultur føler, tænker og forholder sig til
andre 114
. I alt 44 unge og 34 forældre har deres sidste hoveddiagnose i denne gruppe.
114 Jf. WHO ICD-10, s. 135.
117

Det fremgår endvidere, at hver femte i både forældregruppen og blandt de unge på et
eller andet tidspunkt har fået stillet en diagnose inden for dette område.
Antallet af unge, som har fået en diagnose inden for denne gruppe er stor - også i
betragtning af, at diagnoserne her er ’forbeholdt’ voksne 115
.
Den mest udbredte diagnose er ’dyssocial personlighedsstruktur’, som halvdelen (i alt
29) af de unge i denne gruppe på et tidspunkt har fået 116
. De diagnostiske kriterier for
diagnosen er:
’Karakteriseres af manglende hensyntagen til sociale forpligtelser, manglende følelse for
andre eller afstumpet ligegyldighed. Der er udtalt afvigelse mellem adfærden og
fremherskende sociale normer. Adfærden er ikke påvirkelig af erfaring, herunder straf.
Der er lav frustrationstolerance og lav tærskel for aggressive udladninger med voldelig
optræden. Der er tilbøjelighed til at kaste skylden på andre eller komme med
bortrationaliserede forklaringer for adfærd, som bringer individet i konflikt med
samfundet’ 117 .
Socialforvaltningernes beskrivelser af de unges problemer kan som nævnt ikke direkte
sammenlignes med Psykiatriregistrets diagnoser 118 , men forvaltningernes beskrivelser
af mange og alvorlige psykiske og adfærdsmæssige problemer hos de unge (og hos
forældrene) kan supplere Psykiatriregistrets mange oplysninger om personligheds- og
adfærdsforstyrrelser (F 91 og F6 diagnoserne).
Fra gennemgangen af journalerne fremgår det således, at
• for knapt halvdelen af de unge er der omtale af forskellige former for psykiske
problemer, men kun for ganske få er der iflg. de sociale akter tale om egentligt
diagnosticerede problemer. Det fremgår endvidere, at unge med dansk baggrund
er statistisk overrepræsenterede, mens unge med flygtningebaggrund er underrepræsenteret
• for knapt en tredjedel af de unge gælder, at de er beskrevet med lavt selvværd, I
otte af sagerne er det endvidere registreret, at den unge har forsøgt selvmord.
• mere end 85 % er beskrevet med adfærdsmæssige problemer
• mere end 75 % af de unge er i socialforvaltningen registreret med voldsom eller
voldelig adfærd. Disse problemer er ifølge de sociale sagsakter ligeligt fordelt på
de forskellige etniske grupper. Apati, passivitet og initiativløshed er derimod kun
beskrevet som problem i meget få tilfælde (10 i alt)
• knapt halvdelen af de unge (med en mindre overvægt af unge med flygtningebaggrund)
omtales som urolige og rastløse
115
I Gosden et al er der taget forbehold for anvendelse af diagnoserne personlighedsforstyrrelse (F6), som i
stedet benævnes ’ppd’ (probable personality disorder) men er identisk med ICD10 kriterierne bortset fra
alderskravet. I denne undersøgelse findes mange med ’ppd’ (36 %).
116
Derudover har 15 unge haft denne diagnose som bidiagnose.
117
WHO ICD-10, s. 137.
118
Det er således ikke muligt på baggrund af registreringen af de sociale sagsakter at vurdere graden af de
forskellige belastninger, herunder hvornår de unge er behandlingskrævende.
118

Det ligger uden for projektets rammer at foretage en analyse af, hvordan de
diagnosticerede adfærdsforstyrrelser i barndommen (dvs. F91-diagnoserne) eventuelt
udvikler sig efterfølgende, men ifølge A. Bertelsen 119 :
’fortsætter tilstanden som regel op gennem opvæksten og kan i voksenalderen fortsætte
som en personlighedsforstyrrelse i form af dyssocial personlighedsstruktur’.
Også i Gosdens undersøgelse er disse adfærdsforstyrrelser i barndommen 120
stærkt
repræsenterede blandt de unge, således har 31 (ud af 100) fået en sådan diagnose.
For en del af disse unge vil der, jf. de ovenfor citerede diagnosekriterier, være tale
om, at deres adfærd ikke kan påvirkes gennem straffende foranstaltninger, og at de
på grund af en lav frustrationstærskel kan reagere meget voldsomt f.eks. på
restriktive regelsæt. Hvis de sikrede afdelinger skal kunne rumme disse unge, må det
overvejes, om man i stedet for stadigt strammere opholdsbetingelser og fokus på
sikkerhed og straf snarere bør satse på udvikling af det pædagogiske tilbud.
De unges øvrige psykosociale belastninger
De unges psykiatriske diagnoser og psykologiske problemstillinger skal ikke ses
isoleret, men i sammenhæng med de øvrige belastninger under opvæksten. De sociale
sagsakter dokumenterer en ret massiv overvægt af psykosociale problemer hos de
unge og deres familier. Mange har haft en opvækst, der har været stærkt plaget af
fysisk eller psykisk syge forældre, forældres misbrug, manglende omsorg, vold mod
barnet osv. Dertil kommer for en stor del af de unges vedkommende problemer i
forbindelse med familiens flygtninge- eller indvandrerstatus 121 . I en del af de tilsendte
sociale sagsakter er der meget få oplysninger om den unges familie, men alligevel er
der i fire ud af fem sager beskrivelser af problemer, som vedrører forældrene.
Ud fra den store betydning, som samvær med andre unge har for udvikling af sociale
kompetencer osv., har der i registreringen af de sociale sagsakter også været fokus på
beskrivelser af de unges kammeratskabsrelationer. Udover oplysninger om
kriminalitet drejer det sig om de unges ’dårlige selskab’ og eventuelle bandetilknytning.
Dette er således noteret for to tredjedele af de unge. Manglende netværk
med andre unge og/eller mobning er noteret som et problem for godt hver tiende.
De mange beskrivelser i de sociale sagsakter om de unges massive personlige og
sociale problemer, herunder tidlige adfærdsmæssige problemer, er særdeles relevante
oplysninger også jævnfør andre undersøgelser om unge, som begår kriminalitet 122
. I en
ny dansk undersøgelse af 14 indvandrerdrenge, som har foretaget kriminelle
handlinger, er der på baggrund af psykologiske undersøgelsesrapporter gennemført en
detaljeret opgørelse af mange forskellige faktorer, familiemæssige forhold, personlighedstræk,
psykologiske forsvarsmekanismer mm. 123
Undersøgelsens formål er ikke kun
at undersøge, om psykosociale og personlighedsmæssige forhold kan udpeges som
119
A. Berthelsen og P. Munk-Jørgensen, 1998, s. 100.
120
(F91-diagnoser).
121
Data vedrørende forældrenes og de direkte ’forældrepåførte’ problemer er gengivet i del 2.
122
F.eks. Madsen, A. m.fl: 2001, Gosden, P., 2004, Felding, T.U., 2005
123
Felding, T. U.: 2005.
119

isikofaktorer i forhold til udvikling af kriminel adfærd, men også at undersøge
socialforvaltningernes viden herom og efterfølgende hjælpeforanstalt-ninger i forhold
hertil. Denne undersøgelse påviser blandt andet, at de kriminelle drenge tidligt har
udvist aggressiv, antisocial adfærd og er belastet af mange alvorlige problemer med
opvækst i familier med omsorgssvigt, psykisk sygdom, misbrug og kriminalitet hos
forældre, vold i opdragelsen mm., dvs. forhold som ikke er knyttet til kulturelle
forskelle 124
.
Undersøgelsesresultaterne peger således samstemmende på, at årsagerne til unges
manglende tilpasning og psykiske problemstillinger skal findes i deres belastede
opvækstbetingelser – og altså ikke kan relateres til etnisk baggrund.
Udvalgte undergrupper
Seksuelle krænkere
I registreringen af de sociale sagsakter er det i kategorien ’adfærdsproblemer’ noteret,
hvis der er oplysninger om, at den unge har opført sig seksuelt krænkende. Om end
det er et område, som de færreste unge har problemer i forhold til, er der dog 14
unge, for hvem dette er registreret. Tre af dem findes også i Psykiatriregistret.
En undersøgelse af disse 14 unges kriminelle forhold viser, at de generelt har været
kriminelt aktive. Tilsammen har de 110 registreringer i Kriminalregistret, med et
gennemsnit på næsten otte til hver. To har kun et enkelt forhold, mens to andre har
hver 19 forhold.
En oversigt over de unge, der i de sociale sagsakter er beskrevet som seksuelle
krænkere, og de unge, der er blevet dømt for seksualforbrydelser, viser ikke stor
overensstemmelse:
Registreringer og domme for seksualforbrydelser
Seksuel krænker
Nej Ja
Total
Ikke dømt 152 8 160
Dømt for seksualforbrydelser 6 6 12
Total 158 14 172
Otte unge omtales af de sociale myndigheder som krænkere, uden at dette fremgår af
Kriminalregistret. Det må derfor antages, at der har været tale om mindre alvorlige
krænkelser, som ikke har ført til politianmeldelse eller dom. Omvendt har seks unge
fået dom for en seksualforbrydelse, uden at dette er noteret i de sociale sagsakter.
De 12 unge har i alt fået 13 ’afgørelser’ for seksualforbrydelser. Som det vil fremgå af
tabellen nedenfor, har der ikke i alle tilfælde været tale om meget alvorlige
forbrydelser, idet der i seks tilfælde ikke er blevet rejst tiltale, i et tilfælde er givet
124
I Projekt Fokus har der i kortlægningen af, hvilke problemer familierne indeholder, også været
opmærksomhed på eventuel kriminalitet eller prostitution blandt de unges forældre, men dette er ifølge
oplysningerne i de sociale sagsakter meget sjældent forekommende.
120

en bøde og i et tilfælde en betinget dom. Der er således ’kun’ fem af de unge, som har
fået alvorlige domme for seksualforbrydelser. Den unge, som har fået dom til
psykiatrisk behandling, har efterfølgende været mistænkt for endnu en seksuel
krænkelse, men er endt med ikke at blive tiltalt for det nye forhold.
Afgørelser for seksualforbrydelser
Antal
Tiltale undladt 6
Bøde 1
Betinget dom 1
Ubetinget fængsel 2
Ungdomssanktion 2
Psykiatrisk behandling 1
Total 13
Som nævnt i dokumentationskapitlet må der siges at være tale om få unge med
seksuelt krænkende adfærd, og for kun en enkelt har der (måske) været tale om
recidiv til sædelighedskriminalitet 125
.
Unge, som har været anbragt på sikret afdeling på grund af farlighed
Det sker relativt sjældent (10-12 gange årligt på landsplan), at de sikrede afdelinger
modtager unge, som vurderes til aktuelt at være til fare for sig selv eller andre. Det er
således kun 46 af de unge i 4-årsgruppen 126 , der har været anbragt på farlighedskriteriet.
Til gengæld er disse unge voldsomt overrepræsenteret i Psykiatriregistret,
hvor 27 (næsten 60 %) af de 46 er at genfinde. Deres sidst registrerede diagnose her
er følgende:
Sidste diagnose for unge, som har været anbragt pga. farlighed
Antal
Skizofreni (F20) 3
Nervøse og stress-relaterede lidelser (F4) 3
Misbrugsbetingede lidelser (F1) 2
Andre psykoser (F21-29) 2
’Opsamlingsgruppen’ (F7 - F9 mm.) 17
Total 27
En nærmere analyse viser, at kun et fåtal af denne gruppe unge på et tidspunkt har
været registreret med en misbrugsdiagnose eller diagnosen ’forstyrrelse af personlig-
125
Da der ikke er rejst tiltale, vides det ikke, om den unge reelt er recidiveret.
126
Alle indskrivninger i sikret afdeling i årene 2000 – 2003.
121

hedsstruktur eller adfærd’ (F6), hvorimod næsten halvdelen på et tidspunkt har været
i behandling for en belastningslidelse.
15 af de unge er debuteret i det psykiatriske behandlingssystem før anbringelsen på
sikret afdeling. Fire er kommet i kontakt med psykiatrien kort tid efter anbringelsen,
mens det for de sidste otte ikke ser ud til at børne- og ungepsykiatrien har været
involveret i forbindelse med den unges ’farlige’ periode, men først senere.
Syv af de 27 unge indgår også i Kernegruppen, og det kan om dem oplyses, at tre er
blevet dømt til psykiatrisk behandling, to har fået ubetinget fængselsstraf, én har
fået en kombinationsdom som alvorligste straf, og én har ingen kriminelle
registreringer efter at være fyldt 15 år. Der er her tale om meget små tal/få personer,
men det skal dog bemærkes, at seks af de syv unge anbragt efter farlighedskriteriet
efterfølgende har begået alvorlig kriminalitet. Der er således grundlag for at betragte
anbringelser efter farlighedskriteriet som et meget alvorligt tegn på, at der her er
behov for en samfundsmæssig indsats over for de unge, både for at forebygge
kriminalitet og for at sikre unge med begyndende psykiske lidelser en kvalificeret
behandling.
Unge, som er dømt til psykiatrisk behandling
Ti af Kernegruppens unge har på opfølgningstidspunktet fået dom til psykiatrisk
behandling. Der er oplysninger om alle ti i Psykiatriregistret og modtaget sociale
akter på ni af dem, hvorfor deres forløb kan beskrives fra flere vinkler.
Det kan oplyses, at de alle er startet tidligt med de kriminelle aktiviteter - de ni som
15-årige og den tiende som 16-årig. De har været kriminelt aktive og har pr.
1.4.2005 127 tilsammen modtaget 82 retlige afgørelser, foruden at fire af dem har nye,
verserende sager hos politiet. På det tidspunkt er de blevet mellem 18 og 20 år. Som
alvorligste kriminalitet er to registreret med røveri, seks med voldskriminalitet og to
med sædelighedsforbrydelser. To af de unge blev dømt til psykiatrisk behandling for
deres første registrerede kriminalitet, mens de andre otte har fået betingede og
ubetingede fængselsstraffe (og en enkelt dom til ungdomssanktion) før behandlingsdommen.
Efter anbringelsen i sikret afdeling i 2002 er alle de unge recidiveret til ny
kriminalitet inden for to år.
Det skal nævnes, at en af de unge når at få tre ubetingede fængselsstraffe, hvoraf
han afsoner de to, før han bliver mentalundersøgt og får behandlingsdom. I denne
sag fremgår det af de sociale sagsakter, at det allerede i forbindelse med anbringelsen
i 2002 fra den sikrede afdeling blev anført, at den unge havde så store psykiske
problemer, at han burde mentalundersøges. Dette var socialforvaltningen ikke enig i,
ligesom hverken forsvarer, anklagemyndighed eller dommer fandt det påkrævet. Efter
en længere afsoning fra 2002 til 2004 løslades han fra fængslet uden forudgående
kontakt til socialforvaltningen. Han begår hurtigt ny kriminalitet, mentalundersøges
og får dom til psykiatrisk behandling på baggrund af en skizofrenidiagnose.
To af de unge har kun en enkelt registrering og diagnose i Psykiatriregistret, mens de
andre otte har mellem tre og 20 registreringer hver. Tre af de unge var aktuelt indlagt
på det tidspunkt, hvor oplysningerne blev udtrukket. De ti unge var hhv. 8, 13, 15,
127 Datoen for udskrift af oplysninger fra Kriminalregistret.
122

16 (tre unge), 17 (to unge), 18 og 19 år ved første henvendelse til det psykiatriske
system. En enkelt har en samlet behandlingstid på under tre måneder, fire har
behandlingslængder på mellem tre måneder og et år, mens fem har været indskrevet i
behandling i mere end et år. Syv af de unge har været indlagt, mens tre kun har
været i ambulant behandling. De behandlingsdømte unge er ved deres seneste
psykiatriske behandling registreret med de diagnoser, som fremgår af nedenstående
tabel.
Hoveddiagnose for de 10 unge med dom til psykiatrisk behandling
Antal
Skizofreni (F20) 3
Misbrugsbetingede lidelser (F1) 1
Forstyrrelse af personlighedsstruktur og adfærd (F6) 2
’Opsamlingsgruppen’ (F7 - F9 mm.) 4
Total 10
Det kan bemærkes, at i alt tre unge har haft misbrugsdiagnoser, men det er kun den
ene, der har dette som sidste hoveddiagnose. Tilsvarende har fire unge haft diagnoser
inden for ’forstyrrelse af personlighedsstruktur og adfærd’, ligesom otte har haft diagnoser
i ’Opsamlingsgruppen’. En enkelt af de ti unge er diagnosticeret som mentalt
retarderet.
Fra oplysningerne i de sociale sagsakter fremgår det, at fem af de unge er etnisk
danske, to har indvandrerbaggrund, og tre kommer fra flygtningefamilier. Bortset fra
en enkelt har alle været undergivet sociale foranstaltninger både før og efter anbringelsen,
og flertallet har været anbragt uden for hjemmet flere gange.
Gennemlæsningen af de sociale sagsakter på de ti unge har bl.a. givet anledning til
følgende bemærkninger: ’Det tager ½ år at få bevilget 15 psykiatersamtaler’. ’Ingen
kontakt med den unge efter udskrivning fra sikret afdeling’. ’Svigt fra opholdssted –
dårligt begavet? – psykiske problemer’. ’Tvangsindlagt fra sikret afdeling – nu
behandlingsdom’. ’Forældrene vil ikke kendes ved den unge’. ’DAMP + konflikter i
forhold til forældrene’. ’Fars gentagne selvmordsforsøg’. ’Den unge har fysiske hjerteproblemer’.
’Smidt ud hjemmefra – adoptivbarn’.
Fire af de unge har været i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem før
anbringelsen i sikret afdeling. For fire af de øvrige kommer den første kontakt til
psykiatrien, før de fylder 18 år og relativt kort tid efter anbringelsen i sikret afdeling.
Det kan derfor også i forhold til denne ungegruppe undre, at der i flere tilfælde ikke
synes at være tale om gensidig orientering, endsige koordinering af indsatsen mellem
socialforvaltningen og psykiatrien.
Unge med retspsykiatriske diagnoser
Det fremgår af data fra Psykiatriregistret, at mere end hver fjerde af de 275 unge, som
er registreret heri, på et tidspunkt har fået en diagnose, som refererer til
retspsykiatriske handlinger. Mange af dem har samtidig fået en 'grundmorbus'- eller
123

idiagnose, eller har efterfølgende fået en ny og ændret hoveddiagnose. Men en
mindre del af de unge – især dem med ambulante behandlingsforløb – har kun fået en
'retspsykiatrisk diagnose', som umiddelbart ikke siger andet om deres psykiske problemstillinger,
end at det er skønnet nødvendigt at få deres psykiske tilstand undersøgt
før dom.
Specielt om pigerne
Pigerne tegner sig kun for 5 % af anbringelserne i sikrede afdelinger, men står for
10 % af populationens psykiatriske registreringer. En del af forklaringen på pigernes
overrepræsentation kan findes i, at pigerne relativt ofte anbringes i sikret regi i
henhold til en kommunal beslutning – og altså sjældnere anbringes i forbindelse med
kriminalitet. Således er pigernes forløb i mere end hvert fjerde tilfælde i henhold til
kriteriet ’socialpædagogisk behandling’, mens dette kun gælder hver 15. dreng, og
anbringelseskriterierne farlighed, pædagogisk observation og længerevarende behandling
’korresponderer’ i højere grad med psykiatrisk lidelse end varetægts-surrogat og
afvikling af straf.
8.4 Psykiske problemer og belastninger ifølge de unge
Som nævnt har interviewene af de unge ikke indeholdt direkte spørgsmål om
psykiske problemstillinger. Fokus har været på den unges oplevelse/erfaringer med at
opholde sig på en sikret afdeling og ikke på den enkeltes forhistorie. De unges
udsagn om psykiske problemer i relation til anbringelsen er således fremkommet
spontant i forbindelse med besvarelse af diverse mere generelle spørgsmål.
Psykiske belastninger under anbringelsen
Mange af de unge oplever store psykiske belastninger, hvilket kommer til udtryk på
forskellige måder. Følgende er eksempler på de væsentligste af de problemer, som
nævnes.
Mange af de unge beretter om søvnproblemer. Når de er kommet ind på eget værelse,
og fjernsynet er blevet slukket, går der flere timer, før søvnen indfinder sig. Nogle af
de konsekvenser, der nævnes, er træthed, problemer med uoplagthed, vanskeligheder
ved at stå op om morgenen osv. Som forklaring på, hvorfor det er svært at falde i
søvn, fortæller en af de unge:
’Man tænker for meget heroppe [peger på panden]. Man kan ikke sove, det gælder alle,
ikke kun mig, tror jeg. Fordi du tænker alt for meget. Hvorfor har jeg gjort sådan,
hvorfor har jeg ikke uddannelse ligesom andre, hvorfor har du ikke arbejde?…det er
rigtigt svært, jeg tænker for meget’.
Et andet eksempel på, at den almindelige døgnrytme kan blive forstyrret under
anbringelsen, er relateret til den manglende kontakt med omverdenen. En af de unge
fortæller således, at det er svært at finde ud af, hvornår det er henholdsvis dag og
nat.
124

’Det er ikke, ligesom da jeg var ude. Jeg vidste, hvornår det var mørkt, hvornår det var
dag. Nu – der er lyst over det hele. Tiden går bare med lys. Vi kigger – der er bare lys
over det hele. Jeg kigger ikke så meget udenfor. Jeg vil helst ikke tænke på det. Nogen
gange føler jeg lidt mærkelige ting’.
De fleste af de unge er i varetægtssurrogat og er dermed ikke kun isoleret fra
hverdagslivet, men også fra familie og venner på grund af den brev- og besøgskontrol,
som mange af de unge i varetægtssurrogat er underlagt. Men også andre af de unge
oplever sig isoleret på grund af få eller ingen besøg af familien. Isolationen og savnet
af familie giver problemer, som - ifølge nogle af de unge – er forklaring på nogle af de
negative situationer, der opstår på afdelingerne; tærsklen for frustration er nedsat
med irritation og aggression til følge.
Et vigtigt element er, at de unge ikke har mange exitmuligheder, hvis presset bliver
for stort og/eller selvkontrollen er ved at glippe. Det at kunne fjerne sig fysisk, gå en
tur væk fra den svære situation, foretage sig noget andet, er ikke en mulighed.
Eneste mulighed er at gå på værelset 128 , men heller ikke her oplever de unge at kunne
være i fred. De andre unge kan f.eks. fortsat chikanere ved at spille høj musik.
Nogle af de psykiske problemer, de unge fortæller om, er (naturligt) relateret til den
første periode, hvor meget er kaos, og den unge er usikker på, hvad der skal ske.
Flere fortæller dog også om problemer, som opstår og udvikler sig i sværhedsgrad over
tid. Eksempelvis fortæller én:
’Jeg synes det bliver sværere og sværere hver dag. Jeg kan ikke sove. Jeg begynder at få
ondt i hovedet, når jeg siger det… det er de samme ting i snart 5 mdr. Jeg er ved at
blive skør. Når man er ude og gå en tur, og folk de kigger mærkeligt på én og sådan
noget’.
Mange af de unge fokuserer i den forbindelse på ventetiden, før der falder dom. I
denne periode, som for mange af de unges vedkommende ofte bliver forlænget flere
gange pga. udsættelse af retsmøder, er nutiden sat på standby og fremtiden er
uafklaret, hvilket opleves som en stor psykisk belastning. En af de unge siger:
’Man bliver helt tom oven i hovedet, syntes jeg …. man ved ikke, hvad man skal regne
med eller stole på, eller hvad fanden man skal gøre – man kan ikke gøre en skid... det
er det værste af det hele’.
Også for forældrene er varetægtsperioden før dom en meget belastende tid. En af
forældrene siger f.eks.:
’Det sværeste under forløbet var ikke at vide, hvornår han kom hjem. Jeg synes altså, at
havde han så fået fem år, skide være med det, så vidste du en dato. Men det der med
hver gang man kom i retten, så blev den forlænget og forlænget, det synes jeg er det
værste. Fordi jeg havdejo fået at vide hver gang, jeg ringede til dem [den sikrede
afdeling], at det gik godt med ham, så det var ikke så svært vel, man skulle bare lige
vænne sig til den der, at han ikke kom ind af døren’.
128 Denne mulighed er dog ikke til stede på alle afdelingerne.
125

En anden af de unge beskriver nogle af anbringelsens konsekvenser med udtrykket, at
han bliver ’livstræt’. Især oplever han weekenderne, hvor ikke engang hverdagenes
aktiviteter er til stede som en mulighed for beskæftigelse, som en stor belastning.
Han knytter således initiativløshed og oplevelse af meningsløshed sammen med
’livstrætheden’. Om denne sammenhæng siger han:
’Noget af det værste er at finde ud af noget selv. Man bliver livstræt på en eller anden
måde. Du står op om morgenen og glæder dig, til du skal i seng igen. Det er spild af liv.
Det eneste, du går og venter på, det er, at klokken bliver halv elleve, så du skal i seng’.
En anden meget alvorlig problematik, som viser sig at være en konsekvens af de lange
anbringelser, drejer sig om, hvordan det kan undgås, at anbringelsen medfører
forringelse af de unges kompetencer. Her tænkes ikke i første omgang på de unges
skole- og uddannelsessituation, men på almindelige sociale hverdagskompetencer. En
af de unge, som har været anbragt i lang tid, fortæller således, at han gerne før
endelig udskrivning vil overflyttes til en semisikret afdeling, ’hvor der mere køres
sådan pædagogisk’, med henblik på at kunne mestre hverdagen igen. Som et meget
konkret eksempel taler denne unge f.eks. om igen at lære at tage bussen. På et mere
generelt plan fortæller han:
’Jeg har ikke været ude så lang tid, så jeg skal lige i gang igen. Jeg vil ikke have nogen
overraskelser, at man bliver bange eller nervøs eller føler sig utryg, det gør man jo nok
ik, også så jeg ikke bliver overladt ligesom de andre, jeg vil ikke helt alene med alle
tingene, når du er blevet så vant til, at folk de skal tænke for dig’.
Psykiske problemer efter anbringelsen
Kun få af de unge giver selv udtryk for, at de har fået psykiske problemer på grund af
opholdet på en sikret afdeling. Dette gælder dog ikke en af de unge, som også var
meget berørt af opholdet i arresten første gang han blev interviewet, for han svarer
følgende på spørgsmålet om, hvorvidt han har haft psykiske problemer efter
opholdet:
’Ja rigtigt meget, men også på grund af arresten selvfølgelig. Men det er noget, jeg vil
huske resten af mit liv, selvfølgelig altså på en negativ måde. Det er slet ikke noget, jeg
har lyst til at prøve igen. Og efter jeg kom ud, gik der et halvt år, før jeg var
nogenlunde normal igen. Det er noget, der hedder, jeg har paranoia, når jeg går på
gaden om aftenen, og der er forskellige ting, hvor jeg har ændret mig. Jeg kan ikke så
meget selv se det, men det er der nok andre, der kan fortælle om, at jeg er blevet meget
anderledes, efter jeg kom ud’.
På et opfølgende spørgsmål om han også havde det dårligt på den sikrede afdeling,
svarer han:
’Nej, det er noget, der kom efterfølgende. Noget der kom ca. en måned efter, jeg var
kommet ud, hvor man lige tænkte over, hvad det var, man var igennem. Fordi det var
helt uvirkeligt den første dag jeg var ude, mærkeligt og sådan noget, og der var man
stadig sådan lidt høj i hatten, aj jeg er lige kommet ud af fængsel, og der er sgu ingen,
126

der tør gøre noget og sådan nogen ting. Og så lidt efter begyndte jeg at blive skide
bange og blev nødt til at tage nogen piller. Jeg ved ikke lige, hvad de hedder, men
sådan nogen der gør, at man får ro, nogen beroligende piller. Dem blev jeg nødt til at
tage ca. tre gange om ugen. De virkede otte timer, så du ku sove ordentlig om natten.
Det gjorde jeg i en periode, og så blev det lidt bedre. Det bølgede sådan lidt op og ned,
men jeg kan stadig ikke li at være et sted, hvor der er mange mennesker mere, det har
jeg ellers godt kunnet li førhen, men der er mange små detaljer, som er blevet ændret.
Spm: Og som du tilskriver opholdet, altså forløbet?
Svar: Ja, jeg kan huske, hvordan jeg var inden, og der var der sgu ikke så meget der’.
Konsekvenser i forhold til kammerater
Flere af de unge beskriver konsekvenserne ved at være isoleret fra omverdenen blandt
andet i forhold til at få nogle venskaber med andre unge. En af de unge, som ud over
anbringelsen på sikrede afdelinger også har andre anbringelsesforhold bag sig,
fortæller blandt andet:
’Det negative ved institutioner er, at de weekender jeg er hjemme, hvis det er sådan, at
jeg vil have nogen at være sammen med, så tager du de første, der kommer. Men om
det så lige er en god type eller dårlig type, det finder du først ud af, når det er for sent,
for du har ikke muligheden for at være hjemme sådan i længere… Så på den måde
skaber det problemer, fordi du ryger meget nemt ud i noget, der er kriminelt… På
institutioner, jamen der tror de [kommunen], at uha det er så sikkert, men rent ud
sagt, der hvor jeg har lært alt min kriminalitet, det er på institutioner. Der lærte jeg at
lave indbrud i huse, at stjæle biler, jeg lærte alt, jeg lærte hvordan man skal
gennemtæske én halvt ihjel, uden det gav mærker’.
Det kan ikke kun være svært at skabe nye venskaber under en anbringelse, det kan
også være svært at bevare og vedligeholde tidligere venskaber. Det fortæller en af de
unge, samtidig med han beskriver, hvad det psykisk betød for ham.
’Der var en gang, hvor jeg følte mig mærkelig inde i mit hoved. Det var dengang, jeg
kom på orlov første gang efter lang tid. Min familie betød ikke så meget, jo de betyder
meget for mig, men da jeg kom over til min vennekreds, som jeg altid har været
sammen med, jeg havde ikke været sammen med dem i lang tid, og de havde noget at
snakke om. De ting, som de lavede dagen før, kan de altid snakke om, men jeg havde
ikke noget at snakke om, jeg følte mig fremmed, det var en mærkelig følelse’.
En anden af de unge fortæller, at anbringelsen for hans vedkommende betød, at ’det
hele blev smadret’, og at det har kostet et stort slid at blive accepteret igen bl.a.
således, at de andre unge ikke var bange for ham.
Anbringelsen på sikret afdeling har for mange af de unge en negativ betydning for
deres kammeratskabsrelationer. Da samvær og relationer til jævnaldrende er af meget
stor betydning i ungdomsårene, kan anbringelsen medvirke til at forstærke de unges
psykiske problemer.
127

8.5 Samarbejdet om de unge med psykiske problemer
Forstandere og personale på de sikrede afdelinger påpeger som tidligere nævnt, at
unge med psykisk sygdom kombineret med adfærdsproblemer udgør et alvorligt
problem i deres arbejdet med de unge. Problemet med denne målgruppe drejer sig
ikke mindst om et problematisk samarbejde med børne- og ungdomspsykiatrien.
De sikrede afdelinger har typisk samarbejde med en psykolog (har eventuelt en
psykolog ansat) og dertil har nogle afdelinger desuden en aftale med en psykiatrisk
konsulent, eventuelt i form af en privatpraktiserende psykiater, som enten kan
tilkaldes ved behov eller møder fast på den sikrede afdeling. I tilfælde af akut
opståede problemer tilkaldes almindelig vagtlæge. Disse forskellige ordninger
fremtræder umiddelbart tilfredsstillende ifølge afdelingernes oplysninger.
Hvis den unge imidlertid er eller bliver så dårlig, at den sikrede afdeling ikke mener,
det er forsvarligt at have den unge anbragt på afdelingen - hvilket både kan skyldes
hensyn til den unge og hensynet til de øvrige unge på afdelingen - er det oftest
meget problematisk at få den unge indlagt. Der er således mange udtalelser og
eksempler på de meget negative erfaringer, som de sikrede afdelinger har haft med
forskellige psykiatriske afdelinger. Erfaringer, som blandt andet drejer sig om, at de
unge udskrives lige så hurtigt, som de er blevet indlagt.
Problemet med de (især akut) behandlingskrævende unge er, at de sikrede afdelinger
ikke er gearede til at varetage hverken omsorgen eller behandlingen. Den unge kan
ikke skærmes mod de andre unge og omvendt, og personalet besidder ikke de
nødvendige psykologiske/psykiatriske kompetencer.
Den generelle oplevelse på de sikrede afdelinger er endvidere, at (også) det
psykiatriske system er afvisende overfor denne gruppe, dvs. at det psykiatriske
system ikke vil/kan håndtere psykisk syge unge med adfærdsproblemer og derfor
giver udtryk for, at det i stedet er en pædagogisk opgave for de sikrede afdelinger.
Flere afdelinger giver på den baggrund udtryk for en voldsom indignation over den
manglende servicering fra det offentlige sygehusvæsen. Samtidig udtrykkes stor
magtesløshed og resignation i forhold til afdelingernes muligheder for at løfte
opgaven med de psykisk syge unge.
Problemerne med psykisk syge unge med adfærdsproblemer i sikrede institutioner er
også velkendt i Sverige, hvor den svenske institutionsstyrelse (SiS) i samarbejde med
Landstingsförbundet har undersøgt, hvordan der samarbejdes omkring denne gruppe
unge. Kortlægningen viste blandt andet, at der (også der) var problemer i forbindelse
med akutte indlæggelser, at det var et problem for det psykiatriske system at klare
alt for voldsomme og udadreagerende unge, samt unge med personlighedsforstyrrelser
og samtidige misbrugsproblemer. Kortlægningen pegede også på, at utilstrækkelige
samarbejdsstrukturer blandt andet betyder, at det er svært at behandle unge, som
ikke selv er motiverede for behandling, hvortil kommer problemer med manglende
afklaring af ansvar og kompetence, organisatoriske kulturforskelle mm 129
.
129
Rapport/diskussionsunderlag om Ungdomar som finns på SiS ungdomshem och som har psykiatriska
vårdbehov, SiS 2001.
128

Set i forhold til afdelingernes historie, hvor etableringen i 1972 blandt andet var
begrundet i et behov for pladser til psykotiske unge, må det konstateres, at
afdelingerne ikke er blevet klædt på til at kunne løse opgaven. At det er de sikrede
afdelinger, som skal varetage og løse de svære problemer med de psykisk syge unge
med adfærdsproblemer kan forekomme noget inkonsekvent. Er den unge over 18 år,
er det således psykiatriens opgave og ikke de sociale myndigheders ansvar. Socialministeriet
har etableret institutioner, som skal klare unge, der er til fare for sig selv
eller andre (farlighedskriteriet), hvilket svarer til indlæggelse på psykiatrisk afdeling
på gule eller røde papirer 130
. Denne opgave kan ud fra en sædvanlig opgavefordeling
snarere siges at høre hjemme i det psykiatriske behandlingssystem.
Det foreløbigt sidste initiativ har været i samarbejde med Psykiatrisk Hospital i
Risskov at indrette en særlig sikret specielafdeling for unge med psykiatriske
problemer på Grenen. Denne afdeling skal servicere alle landets sikrede afdelinger.
Afdelingen er nystartet, og der er på undersøgelsestidspunktet endnu ingen
erfaringer med dens funktion. Men det kan konstateres, at der på de øvrige sikrede
afdelinger udtrykkes et meget stort behov for løsninger i forhold til målgruppen.
Samtidig kan det også konstateres, at der indledningsvis er stor usikkerhed på
visitationen til den særligt sikrede psykiatriske afdeling. Ifølge Magtanvendelsesbekendtgørelsens
§ 15 er anbringelsesgrundlaget på specialafdelingen, at den
unge skal være lægeligt diagnosticeret, men hvilke psykiatriske diagnoser den unge
skal have, er fortsat uklart. Hvis den unge skal være psykiatrisk udredt før overflytning,
vil afdelingen kun kunne løse en del af de almindelige sikrede afdelingers
problemer. Det tager tid, før en ung bliver undersøgt og får stillet en diagnose, så
problemerne i den akutte fase kan i praksis forblive den enkelte afdelings ansvar.
Samtidig kan det anføres, at under-18-årige med psykiatriske diagnoser burde have
samme adgang til kvalificeret psykiatrisk behandling som personer over 18 år.
Opvækst med psykisk syge forældre
Oplysningerne fra Psykiatriregistret dokumenterer, at de børn og unge, som anbringes
på en sikret afdeling, i langt større udstrækning end andre har haft en opvækst
præget af forældres psykiske lidelser. Nyere danske undersøgelser 131 har afdækket, at
sådanne opvækstbetingelser kan have alvorlig og negativ betydning for børnenes
udvikling og trivsel. Derudover kan børnene få et problematisk forhold til offentlige
systemer, hvis de har oplevet, at de selv og/eller deres forældre ikke har fået
tilstrækkelig hjælp og støtte. For unge helt uden tiltro til voksne og til myndigheder
generelt, er det svært at indgå i et konstruktivt samarbejde med socialforvaltningen
og den sikrede afdelings personale, hvilket derfor stiller store krav til medarbejdernes
kompetencer.
Sammenfatning
Det statistiske datamateriale suppleret med udtalelser fra de unge dokumenterer, at
en meget stor del af de unge, som opholder sig på de sikrede afdelinger, har massive
psykiske problemer. Mere end hver fjerde er at finde i Psykiatriregistret i meget ung
130
Jf. Psykiatrilovens kapitel 3.
131
F.eks. Christensen, E.: Socialforskningsinstituttet, 06:04
129

alder, og derudover er også mange af de øvrige blandt andet i de sociale sagsakter
beskrevet med alvorlige, personlige og adfærdsmæssige problemstillinger.
Samtidig er der tegn på manglende gensidig orientering og koordinering af indsatsen
mellem de sociale myndigheder, de sikrede afdelinger og det psykiatriske behandlingssystem.
Tilstedeværelsen af unge med alvorlige personlighedsforstyrrelser gør det påkrævet,
at afdelingerne nøje overvejer valg af pædagogiske metoder og interne regelsæt, som
giver færrest konfliktmuligheder i forhold til disse unge.
Arten og omfanget af de unges psykiske problemer betyder, at der er behov for
udvikling af metoder og procedurer til en tidlig udredning af den enkeltes psykiske
tilstand og eventuelle behandlingsbehov. På den måde vil der allerede under
anbringelsen i sikret afdeling eller umiddelbart derefter kunne iværksættes relevante
sygdoms- og kriminalitetsforebyggende foranstaltninger.
En sådan målrettet indsats vil også kunne forbedre afdelingernes mulighed for at
tilgodese de øvrige unges behov for et tåleligt institutionsmiljø.
130

9. Misbrug
Det er almindeligt kendt, at misbrug af diverse rusmidler er en tungtvejende
kriminogen faktor. Fysisk afhængighed af et, ofte dyrt, stof kan føre til omfattende
berigelseskriminalitet – fra banale butikstyverier til væbnede røverier. Indtagelse af
bevidsthedsændrende stoffer kan medføre midlertidige eller varige ændringer af
personligheden, ikke mindst hos pubertetsbørn, som endnu ikke har udviklet en
’færdig’ personlighed.
Ud fra viden om de anbragte unges kriminalitet og misbrugsmønster må det vurderes,
at en væsentlig del sidder i sikret afdeling på grund af kriminelle og voldelige
handlinger, som de har begået, mens de var påvirkede af et eller flere rusmidler.
Det vil derfor være af afgørende betydning for den resocialiserende og recidivforebyggende
indsats i forhold til den enkelte, at eventuelle misbrugsproblemer
afdækkes og indgår i den samlede planlægning og støtte under og efter opholdet i
sikret afdeling.
Det har via Projekt Fokus været vanskeligt at fremskaffe egentlig dokumentation for
arten og omfanget af de anbragte unges misbrug, men ved sammenkædning af
oplysninger fra Misbrugs- og Psykiatriregistrene 132 , sociale sagsakter 133 , de interviewede
unge samt de sikrede afdelinger må det vurderes, at en meget stor del af de
unge har misbrugsproblemer med i bagagen, når de ankommer til institutionen. For
nogle af de unge er misbruget ikke begrænset til hash, men omfatter også andre og
hårdere typer stoffer.
De sikrede afdelinger giver generelt udtryk for den opfattelse, at næsten alle de unge,
som anbringes, har røget meget hash. Der er dog mere delte opfattelser af de unges
forhold til hårde stoffer. En afdeling fortæller, at næsten 100 % af de unge har et
stort forbrug af hash, fordi det er en del af de unges miljø, hvorimod næsten ingen
ifølge deres opfattelse har erfaring med hårde stoffer. En anden afdeling fortæller
derimod, at de unges forhold til hash er som til cigaretter, og at de derudover
misbruger alt andet ved siden af; kun spørgsmålet om injektion markerer for de unge
grænser til narkomanen. En tredje afdeling taler også om et udbredt misbrug af
hårdere stoffer blandt de unge, og at der jævnligt er behov for lægetilsyn og
abstinensbehandling 134
.
Også blandt de interviewede er der stor overvægt af unge, som har haft et dagligt
brug/misbrug af hash og for nogles vedkommende også afhængighed af andre stoffer
før anbringelsen på sikret afdeling. En af forældrene fortæller f.eks. følgende om,
hvordan sønnens misbrug kom til udtryk før anbringelsen, og hvilke konsekvenser
det havde for familien.
132
Disse oplysninger vedrører 4-årsgruppens 1074 unge.
133
Disse oplysninger vedrører de 172 unge i Kernegruppen, hvor der foreligger sociale akter.
134
Den forholdsvis store forskel på afdelingernes opfattelse af de unges misbrugsproblemer kan måske
afspejle nogle regionale forskelle på de unge, men kan næppe forklare hele forskellen, bl.a. fordi de unge
ikke kun anbringes lokalt. Der er dog ikke mulighed for i Projekt Fokus at af- eller bekræfte de enkelte
afdelingers opfattelse af misbrugets art og omfang.
131

’Han var på lightergas, og på Panodiler. Om de så skulle sniffe Panodiler, så gjorde de
det. Det var alt, der blev taget, svampe fra tagene røg de, og mit barbersprit drak de,
hvis de kunne komme til det, altså alt. Vi måtte låse vores hus, [for] når vi ikke var
hjemme, forsvandt indmaden i vores computer, fjernsyn, alle vores cd’er var væk, vores
stereoanlæg blev solgt, alt det blev fuldstændig ribbet… han forsvandt også om natten,
så kravlede han ud af vindue. Han tog vores bil og kørte i, og det var hver dag, og vi
vidste jo ikke, hvem der kom til skade, om det var [drengen] eller nogen andre. Han gik
jo også amok i hjemmet. Vi begyndte at finde våben, også butterflyknive og alt. Han var
farlig at have hjemme, fordi han tog ting, stjal penge og ville næsten gøre hvad som
helst’.
De sociale myndigheders opmærksomhed på misbrugsproblemer
Ifølge oplysninger fra de sociale sagsakter, er det i knap halvdelen af tilfældene
noteret, at den unge har et misbrugsproblem 135
. En fordeling på etniske grupper viser,
at for unge med etnisk dansk baggrund er andelen væsentligt større, idet to
tredjedele i denne gruppe er noteret med misbrug, hvorimod misbrug ’kun’ er nævnt
som et problem for omkring hver tredje af de unge med anden etnisk baggrund.
Forskellen kan dog reelt være noget mindre, idet der er en tendens til, at de etnisk
danske unge og deres familier er mere udførligt beskrevet i de sociale sagsakter. Der
kan derfor være tale om, at misbrugsproblemer hos unge indvandrere eller flygtninge
ikke er kendt/registreret i de sociale akter.
For langt de fleste af de unge er det i sagsakterne noteret, at misbruget drejer det sig
om hash, men også ’narkotika/blandingsmisbrug’ er beskrevet i knap hver femte
ungesag. Alkohol som misbrug er derimod ’kun’ noteret som problem for hver tiende.
I de sociale sagsakter er der kun registreret misbrugsproblemer hos forældrene i ret få
tilfælde. Det største problem drejer sig om alkohol, som er et problem i hver tiende
familie. Hash og narkotika/blandingsmisbrug er derimod kun registreret som et
problem i henholdsvis fire og seks familier.
Det er i helt overvejende grad i familier med etnisk dansk baggrund, at misbrugsproblemerne
findes. Ud af de i alt 25 familier, hvor der er beskrevet et
misbrugsproblem hos forældrene, er der således kun én familie med indvandrerbaggrund
og fire med flygtningebaggrund. Men også her må der tages forbehold for,
at de kommunale sagsbehandlere synes at kende mere til de etnisk danske familier.
Sagsakternes omtale af misbrugsproblemer hos unge og forældre
Etnisk
danske
Indvandrerbag
grund
Flygtningebaggrund
I alt
Den unge 41 11 29 81
Forældre 20 1 4 25
135
Samkørsel af registerdata viser, at ni af de 172 unge med sociale sagsakter også indgår i
Misbrugsregistret. I otte af disse ni tilfælde er der registreret misbrugsproblemer i de sociale sagsakter.
132

Antal unge i behandling
På baggrund af oplysningerne fra kommunerne, institutionerne og de unge selv om et
både stort og udbredt forbrug af hash og til dels også hårde stoffer kan det undre, at
kun ganske få unge henvises eller visiteres til misbrugsbehandling af de sociale
myndigheder. Ifølge de sociale sagsakter har forvaltningerne taget sådanne initiativer
over for højst 10 af de unge – selv om der er beskrevet misbrugsproblemer for næsten
halvdelen.
De supplerende akter, som er indhentet medio 2005, er meget mangelfulde i forhold
til oplysninger om de unges aktuelle misbrugssituation. Men det fremgår dog, at
mindst 22 af de unge her omkring tre år efter anbringelsen i sikret afdeling fortsat
havde aktuelle misbrugsproblemer.
Ifølge oplysninger fra Misbrugsregistret om hele 4-årsgruppen 136 er det kun ca. 5 % af
alle de unge, som her to til fem år efter deres ophold i sikret afdeling har været i
kontakt med det system, som er beregnet til at tage sig specifikt af misbrugsbehandling.
Faktisk viser det sig, at det psykiatriske system har behandlet flere unge
misbrugere end de amtslige rådgivningscentre.
Oplysninger fra Misbrugsregistret
En nærmere analyse af de 53 unge, som har fået et behandlingstilbud i misbrugssystemet,
viser, at gruppen især består af unge med etnisk dansk baggrund.
Misbrugsregistret indeholder også oplysninger om, hvorvidt de unges forældre har
været i kontakt med misbrugssystemet, hvilket er tilfældet for 13 mødre og 28 fædre.
Også i forældregruppen er det især etniske danskere, som er registreret.
De 53 unge har tilsammen i alt 100 registreringer i Misbrugsregistret, og halvdelen af
dem har været i behandling for hashmisbrug. Oplysninger om mødrene og fædrene
viser derimod, at begge disse grupper især er blevet behandlet for misbrug af heroin
eller andre hårde stoffer, herunder metadon.
136 Vedrørende årene 2000–2003.
133

Hovedstof
Ung Mor Far Total
Uoplyst 8 1 5 14
Amfetamin 4 0 0 4
Andre rusmidler 4 1 5 10
Benzodiazepiner 1 0 0 1
Ecstasy o.l. 5 0 0 5
Hash, pot 26 1 1 28
Heroin 2 4 6 12
Kokain 0 0 1 1
Ordineret
metadon
2 4 7 13
Illegal metadon 0 0 3 3
Morfin 1 2 0 3
Total 53 13 28 94
Der er stor forskel på de unge og på forældregruppen i forhold til, hvornår misbruget
er sat ind. Således er den registrerede debutalder væsentlig lavere for de unge end for
forældrene. Da Misbrugsregistrets oplysninger vedrører tidspunktet for start af det
hovedstof, som behandlingen har været rettet imod, kan denne forskel dog også
fremkomme ved, at forældrene først sent i deres ’misbrugskarriere’ er gået fra alkohol,
hash eller andre ’ungdomsstoffer’ til heroin eller lignende.
Gennemsnitlig debutalder i forhold til ’hovedstof’
Alder
Ung 14 år
Mor 24 år
Far 26 år
Oplysninger fra Psykiatriregistret om misbrug
Oplysningerne fra Psykiatriregistret viser, at hver fjerde af de dér registrerede unge
på et tidspunkt har været i behandling for misbrugsbetingede lidelser. I alt 71 af de
275 unge er registreret med en misbrugsdiagnose, heraf har 43 misbrug som
hoveddiagnose. Ifølge oplysninger fra Psykiatriregistret er der 72 forældre til de unge
i 4-årsgruppen, som har været i behandling med misbrug som hoveddiagnose, hvortil
kommer et antal forældre, hvor misbrug er noteret som bidiagnose 137
.
137
I forhold til de 275 unge, som i alt er registreret i Psykiatriregistret, fremgår det, at henholdsvis syv af
deres mødre og otte af deres fædre er registreret med misbrug.
134

Antal personer fra 4-årsgruppen, som er registreret i Psykiatriregistret med
misbrugsbetingede lidelser
Hoveddiagnose Bidiagnose I alt
De unge 43 28 71
Mødre 25 11 36
Fædre 47 18 65
I alt 115 57 172
Oplysningerne i henholdsvis Misbrugs- og Psykiatriregistret om de unges misbrugsstof
er ikke helt sammenlignelige, men det fremtræder umiddelbart, som om de unge, der
er behandlet i det psykiatriske system, måske er blevet behandlet for lidt alvorligere
misbrugsproblemer. Selv om hash også her optræder hyppigt blandt de unge, er der
dog flere, som er behandlet for blandingsmisbrug. Nogle unge er iflg. Psykiatriregistret
blevet behandlet for misbrug af alkohol og speed/ecstasy, mens ’rent’
morfin-, heroin- eller kokainmisbrug kun er registreret i helt få tilfælde.
Psykiatriregistrets fordeling af misbrugsstof (både hoved- og bidiagnoser)
Mor Far Ung I alt
Alkohol 23 40 8 71
Morfin/heroin 4 2 2 8
Hash 1 1 20 22
Nerve-/sovemedicin 1 2 1 4
Kokain 1 2 0 3
Speed/ecstasy 0 1 8 9
Blanding af stoffer/andre stoffer 6 17 32 55
I alt 36 65 71 172
Formodningen om, at det er et alvorligere misbrugsproblem, de unge er blevet
behandlet for i det psykiatriske system, underbygges dels af fordelingen på
misbrugsstof og dels af, at 40 af de unge med misbrugsbetingede lidelser har været
indlagt i forbindelse med behandlingen.
En samkøring af data fra Misbrugs- og Psykiatriregistret viser, at der er 25 af 4årsgruppens
unge, som er blevet behandlet i både det psykiatriske og i det amtslige
misbrugssystem. Også blandt de unges forældre er der overlap imellem de to registre.
Således er ni mødre og 16 fædre registreret i begge registre.
Der er sikkert flere forklaringerne på, at forholdsvis få unge er blevet behandlet for
deres misbrug. Men ifølge de professionelles opfattelser - herunder det pædagogiske
personale på de sikrede afdelinger, opfatter de unge ikke selv deres misbrug som et
alvorligt problem. Den manglende erkendelse betyder, at de er svære at motivere for
behandling. Dertil kommer, at der trods flere anstrengelser fra Socialministeriet har
været problemer med at få amterne til at etablere egentlige behandlingstilbud til de
135

helt unge misbrugere. Der er således fortsat flere af de sikrede afdelingers
driftsamter, som er uden behandlingstilbud til unge under 18 år 138 .
Hash på de sikrede afdelinger
På de sikrede afdelinger er der stor forskel på holdningen til de unges hashproblemer
og dermed også stor forskel på den pædagogiske praksis i forhold hertil. Alle
afdelinger har et klart ønske om at holde hashen ude, men afdelingerne er mere eller
mindre realistiske - målt med de unges udtalelser - når de beskriver, hvor meget eller
lidt hash, der er på afdelingerne. Enkelte afdelinger er meget sikre på, at der ikke er
hash i huset, men skulle det alligevel forekomme, vil det hurtigt blive opdaget. Andre
afdelinger fortæller, at der i perioder er hash i huset, og at dette ikke kan undgås,
med mindre der vælges en meget restriktiv kurs. En afdeling bruger f.eks. således
hash som eksempel på det negative udbytte, som man kan frygte, at en ung uden
tidligere erfaring med stoffet kan få med sig fra et ophold på en sikret afdeling.
Der er også mange udtalelser fra de unge om, at det ikke er et stort problem at skaffe
og ryge hash på afdelingen. De unges holdninger til dette er meget forskellige – lige
fra en ung, der er meget ked af at fortælle til båndoptageren, at der var hash på hans
afdeling (af frygt for at hans udtalelser kunne komme til at skade nogle ansatte), til
et par unge der med meget negative udtalelser mere end antydede, at noget af
personalet lukkede øjnene for de unges rygning.
Institutionerne tager flere metoder i anvendelse for at undgå hash blandt de unge. En
afdeling starter f.eks. allerede ved den unges ankomst; politiet bliver bedt om at
ransage den unges ejendele, og alt den unges tøj bliver derefter vasket, så eventuelle
hashklumper, som kunne være gemt i tøjet, forsvinder.
Derudover anvender afdelingerne razziaer og urinprøver. En afdeling oplyser f.eks., at
der arbejdes med urinprøver i forbindelse med udgange, således at hvis den unge ikke
ønsker at afgive en urinprøve, eller en urinprøve er positiv efter udgang, får det
konsekvenser for kommende udgange.
Mange af de unge har ikke den store forståelse for, at der ikke må ryges hash på
afdelingerne. De fortæller, at hashen er god som led i det sociale samvær. Deres
udtalelser viser endvidere, at hashen også bruges som selvmedicinering. Derudover
fortæller flere, at konfliktniveauet generelt optrappes, når der mangler hash på
afdelingen.
Abstinenser
For de unge betyder anbringelsen på en sikret afdeling, at det daglige misbrug ikke
kan opretholdes, hvilket for en del medfører fysiske og/eller psykiske abstinenser.
Der er imidlertid stor forskel på, hvor mange af de unge, som af de forskellige
afdelinger vurderes at have abstinenser, ligesom indsatsen i forhold hertil er meget
forskellig. Tilbudene er f.eks. en kold tyrker med lægetilsyn, tilkaldelse af lægevagt
til ordinering af medicin, eller øget omsorg de første dage.
Generelt giver de unge i interviewene udtryk for, at de sikrede afdelinger har været
åbne og imødekomne overfor at tale med dem om deres eventuelle misbrugsproblemer,
og fremhæver, som noget meget positivt, at der er blevet tilkaldt læge for
138
Notat fra Amtsrådsforeningen: Status om indsatsen overfor børn og unge med misbrugsproblemer.
27.3.2004
136

at få ordineret medicin i de tilfælde, hvor de har haft for mange abstinenser.
Derudover har nogle af de unge haft samtaler med forskellige typer af professionelle
behandlere.
Som tidligere nævnt, er der forskellig praksis på afdelingerne i forhold til at låse de
unge inde om natten. I forhold til en misbrugs- og abstinensproblematik fortæller en
af de unge blandt andet herom:
’De var gode til at hjælpe én, hvis det var, man havde det dårligt. Hvis du havde
abstinenser eller lign. Fordi jeg var stærkt beruset af de der stoffer og har også fået
nogle skader af det, og der fik jeg medicin mod det og fik akupunktur. Og de snakkede
med én, hvis man ikke havde det så godt… Jeg synes, det var en fordel, at de ikke låste
døren om aftenen, fordi så kunne man, altså selvfølgelig skete der det, at vi gik ind til
hinanden om aftenen, men der var også den fordel, at hvis det var, at vi nu havde brug
for at snakke eller ikke kunne falde i søvn eller et eller andet, så kunne vi bare gå ud’.
Sammenfatning
Hvis man sammenholder oplysninger fra sociale sagsakter, de offentlige behandlingsregistre
og udtalelser fra de sikrede afdelinger og de anbragte unge, må det
konkluderes, at langt de fleste af de unge har et jævnligt/hyppigt forbrug af hash, og
at en ikke uvæsentlig del derudover har et forbrug af diverse andre euforiserende
stoffer.
Til sammenligning kan nævnes, at 41 (ud af 100 unge) i Gosdens undersøgelse 139 blev
diagnosticeret med misbrug, hvoraf en tredjedel havde misbrug af mere end ét stof.
Også i denne undersøgelse var hashmisbrug mest udbredt.
Set i forhold til omfanget af hashbrug og det faktum, at der er tale om helt unge
mennesker, hvoraf de fleste ved anbringelsen var i gang med grundskole eller
uddannelse, må det umiddelbart opfattes som problematisk, at de unge ikke selv
opfatter hyppig hashrygning som et misbrug. Selv om der i materialet er eksempler på
unge, der uden behandling har kunnet lægge et misbrug bag sig, så viser data fra
Psykiatri- og Misbrugsregistret, at der også er mange unge, som på et tidspunkt må
søge professionel hjælp for at kunne komme fri af hash eller andre stoffer.
Af de sociale sagsakter fremgår, at kommunerne er bekendt med de unges misbrug,
men der er i forbløffende få tilfælde tale om, at misbruget indgår i overvejelserne, når
der skal træffes afgørelse om foranstaltninger. Det kan ikke ud fra de foreliggende
oplysninger afgøres, om dette skyldes, at socialforvaltningen ikke opfatter daglig
hashrygning i puberteten som et problem, der skal sættes ind over for, eller om der
snarere er tale om en ’opgiven på forhånd’, fordi man ikke har adgang til relevante
behandlingstilbud til disse unge. Men det kan med sikkerhed dokumenteres, at de
unges sagsbehandlere i en lang række sager er vidende om misbrugsproblematikker,
uden at dette fører til iværksættelse af målrettede foranstaltninger – og uden at det
problematiseres, om en misbrugende ung reelt vil være i stand til at gennemføre
f.eks. et planlagt uddannelsesforløb.
139
N. P. Gosden: Mental disorder and violence among young criminals. A clinical- and registerbased study.
Københavns Universitet. 2004.
137

En af begrundelserne for at oprette sikrede afdelinger var oprindeligt, at de skulle
kunne tage sig af kriminelle unge misbrugere under 18 år 140 . Udtalelser fra de sikrede
afdelinger viser imidlertid, at afdelingerne generelt oplever selv at mangle
kompetence inden for misbrugsområdet. Dette forsøges afhjulpet f.eks. med temadage
for personalet med deltagelse af misbrugskonsulenter eller med lidt ekstra uddannelse
af enkelte medarbejdere med henblik på, at disse kan blive specielt gode til at tale
med de unge om misbrug. Et egentligt formaliseret samarbejde med misbrugskonsulenter
eller misbrugscentre eksisterer ikke. Nogle afdelinger oplyser at kunne
trække på ekspertise efter behov, mens andre afdelinger har opgivet efter at have
haft meget dårlige erfaringer hermed. Som et af problemerne i den forbindelse
nævnes, at det er ekstra svært at få de unge i misbrugsbehandling, hvis de er anbragt
i en sikret afdeling uden for deres eget amt.
140 Tidligere omtalt i kapitlet om de sikrede afdelingers historie.
138

10. De unges kriminalitet – og samfundets
reaktioner på den
Det har været et væsentligt element i Projekt Fokus at følge de unges kriminelle
udvikling. Dette er sket ved indhentning af udskrifter på Kernegruppens 214 unge fra
Kriminalregistret, senest pr. 1.4.2005 141
. Det skal bemærkes, at der alene er tale om en
opgørelse over de unges opdagede kriminalitet, og at de unge derudover kan have
begået ulovlige handlinger, som ikke fremgår af Kriminalregistrets oplysninger.
Dette kapitel vil kort beskrive arten og omfanget af de unges handlinger og de
straffe, som samfundet har reageret med. Der vil også blive set på de unges
recidiv/tilbagefald til kriminalitet efter anbringelse i sikret afdeling i 2002.
Godt ¼ af Kernegruppens unge har fået dom til ungdomssanktion. Denne straf, som
først blev indført den 1.7.2001, har fået meget stor indflydelse på udviklingen af de
sikrede afdelinger. Kapitlet afsluttes med et afsnit om ungdomssanktionen og dens
påvirkning af institutionernes rammer og hverdag.
Kriminalitet som baggrund for anbringelse i sikret afdeling
Næsten alle unge anbringes i sikret afdeling på baggrund af kriminelle handlinger.
Som omtalt i dokumentationsafsnittet er 93 % af anbringelserne begrundet i
varetægtssurrogat eller afvikling af straf. Men også en del af de sidste 7 % af
anbringelserne har sammenhæng med kriminalitet. Der er her primært tale om unge
under den kriminelle lavalder (dvs. under 15 år), hvor de sociale myndigheder vælger
at iværksætte f.eks. en socialpædagogisk observation som reaktion på politiets
henvendelse om, at den unge menes at have været involveret i kriminalitet.
Kun i få tilfælde (otte ud af de 214 unge i Kernegruppen) er der som tidligere nævnt
ingen registreringer i Kriminalregistret i relation til den unges anbringelse i sikret
afdeling i 2002. En af disse otte unge har kun en enkelt registrering, før han fyldte
15 år. En anden har efterfølgende alene fået et tiltalefrafald med vilkår, mens de
øvrige seks i april 2005 alle har fået mindst én betinget eller ubetinget frihedsstraf.
Det kan derfor konstateres, at stort set alle unge, som anbringes i sikret regi, i mere
eller mindre alvorligt omfang har været i konflikt med landets love allerede inden
opholdet – og det vil i det følgende blive dokumenteret, at en stor del af de unge ser
ud til at fortsætte med deres kriminelle aktiviteter, også efter opholdet.
Næsten alle de unge i Kernegruppen var i 2002 anbragt i varetægtssurrogat. Den
oprindelige sigtelse mod dem må derfor have været alvorlig nok til at få en dommer
til at afsige en fængslingskendelse. Som det fremgik af dokumentationskapitlet, har
flertallet af de unge (130 = 60 %) da også fået en helt eller delvist ubetinget
141
På dette tidspunkt er der for alle unge gået så lang tid efter deres anbringelse i sikret afdeling i 2002, at
der kan gennemføres en recidivundersøgelse med den toårs opfølgning, som er sædvanlig for den type
undersøgelser.
139

frihedsstraf, dom til ungdomssanktion eller til psykiatrisk behandling i forbindelse
med den kriminalitet, som førte til opholdet i sikret afdeling i 2002.
Men 48 af de unge har ’kun’ fået betinget dom, tiltalefrafald eller bøde, og i 16
tilfælde har anklagemyndigheden opgivet at rejse tiltale. I fem tilfælde er den unge
blevet frifundet i retten.
Der er dermed tale om, at næsten 1/3 af de unge har været varetægtsfængslede, uden
at sigtelsen i sidste ende har ført til en ubetinget frihedsstraf.
Varetægtsfængsling er et alvorligt indgreb i et menneskes liv, og med straffelovens og
retsplejelovens muligheder for ’positiv særbehandling’ af netop unge under 18 kan det
undre, at der i så relativt mange tilfælde synes at være tale om manglende overensstemmelse
mellem straffesystemets første reaktion (fængslingskendelsen) og den
endelige afgørelse i sagen. Specielt i forhold til de sager, hvor anklagemyndigheden
helt opgiver at rejse tiltale, er der tale om et stort spring fra den sigtelse, som har
begrundet varetægtsfængslingen. Dette aspekt vil blive tage op i temaet om de unges
retssikkerhed.
Specifikt om de unge anbragt i forbindelse med deres første kriminelle handling
For hver fjerde af de unge (i alt 51) er der tale om, at de i 2002 blev anbragt i sikret
afdeling i forbindelse med deres første, registrerede kriminelle handling. 23 af disse
unge er dømt for røveri, 12 for vold, tre for sædelighedsforbrydelser og tre for andre
straffelovsovertrædelser. Ti af disse førstegangskriminelle unge har ikke fået nogen
retlig afgørelse: fem var under 15 år, fire endte med ’tiltale undladt’, og én blev
frifundet. Den unge, som blev frifundet for den oprindelige sigtelse, reagerede ifølge
de sociale sagsakter så voldsomt på den i hans øjne uretfærdige surrogatfængsling, at
han under anbringelsen i sikret afdeling undveg ved hjælp af trusler og vold –
handlinger, som efterfølgende indbragte ham en dom på to måneders ubetinget
fængsel.
13 af de unge fik dom til ungdomssanktion som reaktion på deres første kriminelle
handling, hvilket kan undre ud fra beskrivelserne af ungdomssanktionens målgruppe,
som blandt andet skulle være karakteriseret ved gentagne kriminelle handlinger.
Fængselsstraf og alternativ afsoning
Det er blevet undersøgt, hvor de unge har ’afsonet’ de helt eller delvist ubetingede
frihedsstraffe, som blev udmålt i forbindelse med anbringelsen i sikret afdeling i
2002.
Det viser sig, at for de 40 med kombinationsdom 142
var der for 23 unges vedkommende
tale om, at afsoningen af straffen gik lige op med tiden i varetægtssurrogat. 14 fik
tilbudt alternativ afsoning i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 78 143
, men fem (i
tabellen registreret under ’både fængsel og § 78) blev efterfølgende overflyttet til
almindeligt fængsel, formentlig fordi de ikke overholdt betingelserne for opholdet i
den sociale døgninstitution. En enkelt havde i april 2005 endnu ikke afsonet den
ubetingede del af sin kombinationsdom.
142
En kombinationsdom er en dom, hvor en del af straffen er ubetinget dvs. skal afsones, og en del af
straffen gøres betinget, eventuelt med vilkår om at den unge skal undergive sig sociale foranstaltninger.
143
Denne bestemmelse giver mulighed for, at en afsoning kan finde sted i ’egnet hjem eller institution’ – og
disse muligheder skal altid overvejes, når den dømte er under 18 år (§ 78, stk. 2).
140

Afsoningssted (kombinationsdomme)
Antal
Ingen afsoning/løsladt ved eller før dom 23
§ 78-afsoning 9
Fængselsafsoning 1
Både § 78 og fængsel 5
Afventer afsoning 1
Uoplyst 1
Total 40
Også blandt de 43 unge med ubetinget fængselsstraf var der tale om, at straffen for en
dels vedkommende var udstået med varetægtsopholdet i sikret afdeling 144 .
Afsoningssted (ubetingede fængselsstraffe)
Antal
Ingen afsoning/løsladt ved eller før dom 13
§ 78-afsoning 10
Fængselsafsoning 10
Både § 78 og fængsel 9
Afventer afsoning 1
Total 43
De unges alder på tidspunktet for første kriminalitet
Alder på første gerningstidspunkt
Antal
12 år 1
13 år 3
14 år 14
15 år 142
16 år 36
17 år 16
18 år 145
Total 214
Oplysningerne fra Kriminalregistret viser, at 18 af de unge har været mistænkt for
kriminalitet, mens de endnu var under 15 år, og at 2/3 af de unge har deres første
144
Den ene person, som her står som ’afventer afsoning’, er efterfølgende idømt psykiatrisk behandling,
hvorfor der formentlig er tale om, at dommen burde være slettet/ændret i Kriminalregistret.
145
De to 18-årige har været anbragt i sikret afdeling på et cpr-nummer, som efterfølgende er blevet ændret.
2
141

egistrering som 15-årige. Det er således under 1/4 af Kernegruppens unge, som først
debuterer med kriminalitet efter det 15. år.
Samlet om de unges afgørelser frem til april 2005
På opfølgningsdatoen den 1. april 2005 var de unge blevet mellem 15 og 22 år. Deres
relativt unge alder til trods var kun fem af Kernegruppens unge på dette tidspunkt i
besiddelse af en helt ren straffeattest 146
. Andre fem havde kun fået tiltalefrafald eller
bøde. Men 95 % havde allerede modtaget alvorligere straffe – foruden at 101 af de
unge havde nye, verserende sager.
I alt havde de unge på dette tidspunkt fået følgende alvorlige afgørelser:
94 kombinationsdomme – fordelt på 74 unge
197 ubetingede fængselsstraffe – fordelt på 107 unge
69 domme til ungdomssanktion – fordelt på 57 unge
12 domme til psykiatrisk behandling – fordelt på 10 unge
10.1 Kriminelt recidiv
Generelt om de unges recidiv
Der er i denne analyse taget udgangspunkt i datoen for den unges første anbringelse i
sikret afdeling i 2002. Det vil sige, at alle kriminelle handlinger begået før denne dato
er registreret som ’før-kriminalitet’, mens kriminalitet begået efter denne dato
betragtes som ’tilbagefalds-kriminalitet’. Der er anvendt de sædvanlige kriterier, hvor
kun straffe højere end bøde registreres som egentligt recidiv, ligesom kriminaliteten
skal være begået inden for to år efter anbringelsesdatoen.
Kernegruppens kriminelle recidiv
Antal Procent
Ikke recidiveret 84 39
Recidiveret 130 61
Total 214 100
61 % af de unge i Kernegruppen har inden for de første to år efter anbringelsen i
sikret afdeling begået en eller flere nye kriminelle handlinger, som de er blevet idømt
mere end en bøde for. Fordelingen på de unges alvorligste recidivstraffe fremgår af
tabellen nedenfor. Det skal bemærkes, at recidivet for de unge, på hvem der foreligger
sociale akter, er en anelse højere, nemlig på 63 %.
146
Af disse fem var to under 15 år, da de begik kriminaliteten, i to tilfælde undlod politiet at rejse tiltale og
i et tilfælde blev den unge frifundet i retten.
142

Domme for kriminelt recidiv
Antal Procent
Betinget dom 22 17
Kombinationsdom 17 13
Ubetinget fængsel 70 54
Ungdomssanktion 13 10
Psykiatrisk behandling 8 6
Total 130 100
Af den næste tabel fremgår, at 1/5 af Kernegruppens 214 unge er recidiveret allerede
inden for tre måneder 147 . Halvdelen er faldet tilbage i kriminalitet allerede inden for
det første år, mens omkring 1/10 først recidiverer efter mere end et år.
Tid fra anbringelse i sikret afdeling til ny kriminalitet
Antal
Inden for 3 måneder 43
3 - 6 måneder 35
6 -12 måneder 30
1 - 2 år 22
Total 130
Ses der på de unges etniske baggrund viser det sig, at de unge med
indvandrerbaggrund har færrest recidiver. De etnisk danske unge ligger omkring det
samlede gennemsnit, og de unge med flygtningebaggrund ligger noget over. Denne
fordeling kan kun gennemføres for de 172 unge, på hvem der foreligger sociale
sagsakter, idet der kun for denne gruppe foreligger helt sikre data om de unges
etniske baggrund.
Recidiv fordelt på den unges etniske baggrund i procent
Ikke recidiveret Recidiveret
Danske forældre 36 % 64 %
Forældre indvandrere 53 % 47 %
Forældre flygtninge 30 % 70 %
De unge uden kriminelt recidiv
De 84 unge, som ikke falder inden for den valgte definition af recidiv, har ikke alle
holdt sig helt kriminalitetsfri. Det viser sig, at de på opfølgningsdatoen har fået
følgende ’afgørelser’ for kriminelle handlinger begået efter opholdet i sikret afdeling i
2002:
147 Heraf er ti recidiveret allerede under opholdet i sikret afdeling – se det efterfølgende afsnit.
143

Status pr. 1.4.2005 for unge uden kriminelt recidiv iht. definitionen
Antal Procent
Verserende sag 5 6
Tiltale undladt 16 19
Frifundet 2 2
Tiltalefrafald m. vilkår 1 1
Bøde 34 41
Ubetinget fængsel* 1 1
Ingen nye domme 25 30
Total 84 100
*Denne person er først recidiveret mere end to år efter anbringelsen i sikret afdeling og indgår derfor ikke i
recidivopgørelsen.
Derudover har 34 af disse unge verserende sager.
25 af Kernegruppens unge er helt uden registreringer for ny kriminalitet efter
anbringelsen i sikret afdeling i 2002, to unge er blevet frifundet for den rejste
sigtelse og i 16 tilfælde har anklagemyndigheden undladt at rejse tiltale.
Det må konstateres, at tre ud af fem af Kernegruppens unge har begået så alvorlige
kriminelle handlinger efter deres ophold i sikret afdeling i 2002, at de indgår i
recidivanalysen. En ud af fem har begået mindre alvorlig kriminalitet og indgår ikke i
den egentlige recidivopgørelse. Højst hver femte af de anbragte unge har således
formået at holde sig fri af ny kriminalitet de første to år efter opholdet i sikret
afdeling. I del 2 findes uddybende tabeller over de unges efterfølgende kriminalitet
og domme.
Det må konstateres, at de unge anbragt i sikrede afdelinger har et markant højere
kriminelt recidiv end de 15-17-årige unge, som i 2002 blev registreret i
Kriminalforsorgen med betingede eller ubetingede domme. Kriminalforsorgens
statistik 148
viser, at 49 % af de unge med ubetingede fængselsstraffe og 35 % af de
unge med betingede domme var recidiveret inden for to år – altså en del færre end de
61 % i Projekt Fokus. Det skal dog samtidig bemærkes, at der ikke er tale om egentlig
sammenlignelige grupper, idet en del af de unge, som optræder i Kriminalforsorgens
statistik, ikke har begået så alvorlig eller omfattende kriminalitet, at de har været
varetægtsfængslet før dom.
Specielt om de unges kriminalitet under anbringelsen
Ud fra de foreliggende oplysninger, er det ikke muligt at lave en fuldstændig
opgørelse over de unges kriminalitet under anbringelse i sikret regi. Udskrifterne fra
Kriminalregistret indeholder kun datoen for det forhold, som anses for at være sagens
’hovedforhold’. Der kan derfor være tale om, at kriminalitet begået under opholdet
ikke umiddelbart kan afsløres via udskrifterne. Derudover er der i et par tilfælde
148 Kilde: Recidivtabeller fordelt på alder, modtaget fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, Statistikenheden.
144

sammenfald mellem den unges udskrivningsdato og gerningsdatoen for en kriminel
handling. Her er det ikke muligt at afgøre, om den unge har ’forbrudt sig ud af sikret
afdeling’, eller først har begået kriminaliteten efter udskrivningen. Der er derfor tale
om absolutte minimumstal, når det kan dokumenteres, at 10 af de unge er dømt for
kriminalitet begået under opholdet i sikret afdeling i 2002. Arten af de unges
kriminalitet og dommene herfor fremgår af nedenstående tabel.
Retlig afgørelse af kriminalitet begået under ophold i sikret afdeling
Lov om
euf.
stoffer
Ejendomskrim.
Røveri
Volds-
krim.
Total
Ikke dømt 1 0 0 1 2
Tiltalefrafald/bøde 2 1 0 0 3
Betinget dom 0 0 0 1 1
Kombinationsdom 0 0 1 0 1
Fængselsdom 0 0 3 0 3
Total 3 1 4 2 10
En del af kriminaliteten synes begået i forbindelse med, at unge med trusler og/eller
vold er undveget fra den sikrede afdeling. Syv af disse unge er registreret med
undvigelse, og seks af dem er blandt andet dømt for overtrædelse af straffelovens §
124, som netop omhandler flugt fra arresthuse eller fængsel – eller alternativer hertil.
Undvigelser
Det er ikke muligt ud fra Kriminalregistrets oplysninger at se, om den unge er
undveget fra sikret afdeling, eller om han har set sit snit til at løbe i forbindelse med
transport til retsmøder eller lignende. 45 af de unge – eller mere end hver femte – er
på et eller andet tidspunkt blevet dømt for overtrædelse af straffelovens § 124. Der er
en mindre overvægt af unge med flygtningebaggrund, og det kan blandt andet
overvejes, om disse unge helt har forstået reglerne for varetægtssurrogat, og
herunder om de har været klar over, at en undvigelse som udgangspunkt vil koste
dem 30 dages fængsel.
10.2 Ungdomssanktionen
Dom til ungdomssanktion er ifølge forarbejderne til loven 149
tiltænkt en meget
begrænset gruppe af 15-17-årige, som har begået alvorlige, personfarlige forbrydelser,
eller som på baggrund af gentagne lovovertrædelser vurderes at være på vej ind i en
egentlig kriminel løbebane. Den begåede kriminalitet skal være af en sådan karakter,
at den kan udløse en ubetinget fængselsstraf på mellem 30 dage og 1 (1½) år.
Derudover skal den unge have en social profil, som dokumenterer behov for
149 Der henvises her til bemærkningerne til lovforslag L 210, fremsat den 28.3.2001.
145

længerevarende socialpædagogisk behandling og støtte i meget strukturerede og
delvist sikrede (lukkede) rammer.
Ungdomssanktionen er som nævnt tænkt som et alternativ til idømmelse af ubetinget
frihedsstraf, men den unge kan ikke vælge, om han eller hun hellere vil have en
almindelig fængselsstraf frem for ungdomssanktion 150
. Det var forventet, at den nye
form for straf kun ville blive bragt i anvendelse i 30-40 tilfælde om året, men der er
indtil nu afsagt væsentligt flere domme 151 , hvilket også afspejles i denne undersøgelses
resultater.
57 af Kernegruppens unge har på et tidspunkt fået dom til ungdomssanktion. Fem
havde fået dommen før deres ophold i sikret afdeling i 2002, 45 fik dommen i
forbindelse med den kriminalitet, som var årsag til anbringelsen i 2002 og syv af de
unge har efterfølgende fået ungdomssanktion. Der er i alt registreret 69 forskellige
kendelser, idet nogle af de sanktionsdømte senere har fået forlænget eller ændret
dommen, primært i forbindelse med at de har lavet ny kriminalitet. På
opfølgningstidspunktet den 1.4.2005 havde 25 af de sanktionsdømte unge fået
ubetingede fængselsstraffe og en enkelt var dømt til psykiatrisk behandling.
I udredningen af de 25 afsluttede sanktionsforløb 152 kunne det dokumenteres, at de
fleste af de unge havde været kendt af de sociale myndigheder og været undergivet
et varierende antal foranstaltninger, før de begik kriminalitet og fik dom til ungdomssanktion.
Derfor måtte det konstateres, at de iværksatte foranstaltninger ikke
havde været tilstrækkelige i forhold til at holde de unge fri af kriminalitet.
Udredningen afslørede alvorlige mangler i den socialfaglige indsats, blandt andet i
form af:
• utilstrækkelig udredning af den unges individuelle behov
• manglende kapacitet og/eller finansiering af åbne institutionspladser
• manglende inddragelse af den unge (og familien) i planlægningen af forløbet
• usikkerhed i samarbejdet mellem socialforvaltningen og de sikrede afdelinger
• usikkerhed og uenighed om grundlag for eventuel tilbageførsel til sikret
afdeling
• manglende koordinering og sammenhæng mellem sanktionens forskellige
faser
Der var flere eksempler på, at sanktionsforløbene mere eller mindre løb ud i sandet –
eller helt blev glemt af kommunen – især i fase 3 (udslusning fra døgnregi til (re)integration
i lokalmiljøet). Der var også flere eksempler på, at sanktionens straffende
elementer af socialforvaltningen blev vægtet højere end de pædagogiske og resocialiserende
intentioner.
Endelig var der et par eksempler på, at retten afsagde dom til ungdomssanktion på
trods af, at kommunen havde frarådet det, fordi den ikke fandt en sådan afgørelse
150
De foranstående afsnit er citeret fra ’Unge med dom til ungdomssanktion – en udredning af 25 afsluttede
forløb’. Teori og Metodecentret. 2005.
151
Der blev i 2003 og 2004 afsagt henholdsvis 72 og 98 ungdomssanktionsdomme.
152
’Unge med dom til ungdomssanktion – en udredning af 25 afsluttede forløb’. Teori og Metodecentret.
2005.
146

forenelig med den unges behov. Her bliver socialforvaltningen sat i en situation, hvor
den – som ansvarlig myndighed for varetagelsen af den unges tarv/behov – skal
forvalte og fuldbyrde en straf, som den anser for at være i modstrid med den unges
tarv/behov. Forvaltningen må næsten siges at være sat på en umulig opgave i disse
situationer.
De sanktionsdømtes recidiv
Med de mange beskrevne problemer i forbindelse med afviklingen af dommene kan
det ikke undre, at ungdomssanktionerne ikke kan dokumenteres at have haft en
positiv betydning for de unges samfundstilpasning. I de tilfælde, hvor de unge
bevidst har valgt at ’forbryde sig ud af sanktionen’ kan man tværtimod anføre, at
ungdomssanktionen har haft en kriminalitetsfremmende effekt. De sanktionsdømtes
recidiv er på 67 % - og dermed lidt højere end for hele Kernegruppen (61 %). Kun fem
af de 57 unge var helt uden nye registreringer pr. 1.4.2005.
Følgende tabeller viser omfang og tidspunkt for de sanktionsdømte unges recidiv.
Domme for kriminelt recidiv (unge med ungdomssanktion)
Antal
Betinget dom 4
Kombinationsdom 1
Ubetinget fængsel 19
Ungdomssanktion 13
Psykiatrisk behandling 1
Total 38
Af tabellen nedenfor fremgår, at de fleste af de sanktionsdømte unge er recidiveret
inden for det første år efter anbringelsen i sikret afdeling. Det betyder, at de har
befundet sig i sanktionens 1. eller 2. fase på det tidspunkt, hvor den ny kriminalitet
er begået.
Tid fra anbringelse i sikret afdeling til ny kriminalitet
(unge med ungdomssanktion)
Antal
Inden for 3 måneder 13
3 - 6 måneder 9
6 - 12 måneder 9
1 - 2 år 7
Total 38
Som i den samlede recidivanalyse er der også blandt de sanktionsdømte tale om, at
nogle af de unge har begået mindre alvorlig kriminalitet. Den næste tabel viser, at 11
af de unge har fået bøder, og at det over for tre er besluttet ikke at rejse tiltale.
147

’Afgørelser’ for de 19 sanktionsdømte uden recidiv iht. definition
Antal
Tiltale undladt 3
Bøde 11
Ingen nye domme 5
Total 19
De sanktionsdømte unges afgørelser og situation april 2005
På opfølgningsdatoen den 1.4.2005 havde de sanktionsdømte unge tilsammen
modtaget 384 retlige afgørelser, heraf er de 210 givet efter ophold i sikret afdeling i
2002. Der var afsagt i alt 46 ubetingede fængselsstraffe, og otte var aktuelt i gang
med afsoning i fængsel. 30 af de unge havde nye, verserende sager, og heraf var syv
aktuelt varetægtsfængslede.
Af de supplerende sociale akter fremgår det, at mere end halvdelen af de
sanktionsdømte unge medio 2005 var uden for uddannelsessystemet og/eller
arbejdsmarkedet. Endvidere kan det dokumenteres, at kun ni af de sanktionsdømte
fortsat var undergivet foranstaltninger til trods for, at alle de unge på domstidspunktet
må formodes at have været vurderet til at have et udstrakt behov for
langvarige sociale foranstaltninger. Det kunne derfor forventes, at der var iværksat
foranstaltninger i form af efterværn for et væsentligt større antal.
I forhold til akternes dokumenterede behov hos den enkelte unge er det kun i fire
tilfælde, at den kommunale indsats vurderes at have været tilstrækkelig. I 25 sager
vurderes den som utilstrækkelig, og i 17 sager er materialet for mangelfuldt til, at en
vurdering kan foretages.
De interviewede unges holdning til ungdomssanktionen
Blandt de geninterviewede unge havde fire fået dom til ungdomssanktion. På
tidspunktet for andet interview var tre af dem på vej fra sanktionens fase 2 til fase 3,
mens der for den fjerde var tale om, at sanktionen var ’løbet ud i sandet’.
Interviewene af disse fire bekræfter mange af de problemstillinger, som såvel denne
som andre undersøgelser har påpeget 153
.
Flertallet af alle de unge, der indgår i undersøgelsen, har en negativ indstilling til
ungdomssanktionen, hvilket som nævnt bl.a. hænger sammen med, at den varer to
år. De unge har derudover svært ved at se dommen som en hjælp, men opfatter den
som en straf.
Den mest positive holdning udtrykker en af de unge, som dog ikke selv fik dom til
ungdomssanktion, men fortæller, at han håbede og - af både sagsbehandler og
forsvarer - var blevet lovet en ungdomssanktion. Kun moderen troede ikke på den
mulighed, fordi sønnens sociale profil ifølge hendes opfattelse ikke faldt inden for
målgruppen. Der gives i dette tilfælde en anden dom end ungdomssanktion, men den
unge skal alligevel anbringes uden for eget hjem i en periode. Da kommunen
153
'Ungdomssanktionen i kvalitativ belysning'. SFI-rapport nr. 05/06. 'Redegørelse om ungdomssanktionens
første år'. Justitsministeriet. 2003.
148

forventede at have et par måneder efter dommen til at finde en egnet placering (et
fase 2 opholdssted), var der ikke en plan B klar, hvorfor omstændighederne omkring
den akutte anbringelse blev særdeles turbulent og meget belastende.
En anden af de unge var iflg. hans mor meget vred i perioden efter at have fået
dommen til ungdomssanktion. Moderen forklarer:
’Hans kammerat, som blev dømt for akkurat det samme forhold, fik tre måneder i
fængsel, og det foregik så på en eller anden pension, og det tror jeg også var det, min
søn skulle have haft .., det kan man jo aldrig vide, men altså hvis jeg ser tilbage, er det
nok det, jeg ville ønske for ham, for så havde det været overstået. Hans liv har været alt
for kaotisk de sidste par år… men jeg havde håbet … Altså jeg er ked af, at jeg har
vejledt ham, som jeg har om den ungdomssanktion. Men jeg troede, det var det, der var
det bedste for ham, for han var ikke selv interesseret.’
Moderen fortæller videre, hvorfor hun troede, at ungdomssanktionen ville være et
godt tilbud:
’Ja altså jeg fik fra hans sagsbehandler besked om, hvad ungdomssanktionen gik ud på,
og det var så en kort periode i lukket og så en periode i åben institution, hvor han
skulle rehabiliteres. Og så ville der blive en udslusningsdel, hvor man ville hjælpe ham
med at finde arbejde og bolig, og det har han også fået at vide, og det snakkede vi
meget om frem og tilbage, fordi han ville hellere have et 1/2 år i spjældet. Vi snakkede
meget om, at det her måske var en meget god ide for ham, at han kunne få lidt styr på
sit liv, der ville være nogle mennesker omkring ham, der havde forstand på det her, der
kunne hjælpe ham og sådan nogle ting. Men det synes jeg nok var en meget dårlig
rådgivning, jeg som mor gav ham, fordi det slet ikke fungerede. Altså de ting, der er
blevet lovet og blevet sagt, fungerer slet ikke i virkeligheden. Jeg havde regnet med, at
der ville komme lidt stabilitet i de to år i hans liv, og vi som familie ville kunne trække
vejret lidt, og den mulighed har vi slet ikke haft, det føler jeg ikke’.
Gennemførelsen af faserne herunder overflytning fra fase 1 til fase 2
I et par af sagerne henvises til, at kommunerne ikke har haft meget erfaring med at
varetage et ungdomssanktionsforløb, og også blandt forsvarsadvokater og dommere
ses der i enkelte tilfælde tegn på mangelfuld forståelse for sammenhængen mellem
sanktionens forskellige faser. En mor fortæller f.eks.:
’Det starter med, at han har siddet varetægtsfængslet i en periode og får en dom og
bliver løsladt. Dommeren kommer simpelthen til at løslade ham, og der står kommunen
jo og vil meget gerne have fingrene i ham lige med det samme, og han bliver skrubhysterisk,
fordi han er blevet løsladt, så det vil han ikke være med til, men [de] fik ham
overtalt til at tage med på sikret afdeling’.
Der er også flere eksempler på meget mangelfuld planlægning af ungdomssanktionsforløbets
fase 2. En af de unge fortæller således:
’[Hjem] kommunen de trak sig ud, de bakkede tilbage, de ville jo ikke rigtig gøre noget,
de skulle nok prøve, men de kunne ikke rigtig gøre noget. Den bedste undskyldning de
havde, det var, at det var første gang, de havde én der var med ungdomssanktion. Den
149

undskyldning har de brugt op til flere gange... De smed det hele over på en
kommune[opholdsstedets kommune], som slet ikke havde noget med det at gøre. Stedet
her blev ringet op dagen før og fik at vide, at de skulle have mig, så sagsbehandleren
herfra blev bedt om at tage herop og snakke med mig
Spm: Så dagen før du flytter hertil, får du det at vide?
Svar: Ja
Spm: Og stedet her får det også først at vide dagen før?
Svar: Ja’.
Valg af fase 2 opholdssted
For to af de unge har det valgte opholdssted fungeret godt. Den ene fokuserer på
anbringelsesstedets pædagogik og de ansatte, som positive, støttende elementer. Den
anden fremhæver som positivt kommunens lydhørhed i forhold til hans ønske om at
forblive i rimelig afstand til sit nærmiljø, samt til et pædagogisk miljø som er
fleksibelt i forhold til at imødekomme hans ønsker. Han er dog samtidig kritisk
overfor, at fase 2 skal afvikles inden for rammer, som også rummer andre typer
anbragte unge.
Han siger herom:
’Jeg kan bare ikke li’ den måde, ungdomssanktionen er på, enten er man i fængsel eller
også er man ikke. Man bliver forvirret, jeg bliver i hvert fald forvirret, jeg kan ikke finde
ud af, når jeg kikker her omkring [på opholdsstedet], jeg er den eneste med
ungdomssanktion, alle kan gøre alle mulige ting, og så har jeg mine egne regler. Så kan
jeg bedre lide at være et sted, hvor alle har det samme… Jeg ville hellere have haft en
fængselsdom, selvom her er meget åbent, kan man sige, for når jeg har siddet i
fængsel, så er alt sammen det samme system. Når jeg ser andre mennesker gøre noget,
jeg ikke kan, så kan jeg godt blive irriteret over det, så hellere i fængsel hvor vi må det
samme’.
Den unges beskrivelse af – på grund af ungdomssanktionen – at være undergivet
andre og strengere regler end de andre unge på samme opholdssted kan ikke
umiddelbart tilskrives sanktionens regelsæt. Der er som udgangspunkt intet til hinder
for, at de unge i fase 2 gives de friheder, som er sædvanlige for det pågældende
opholdssted. Der er tilsyneladende tale om, at socialforvaltning og evt. også institutionen
finder det nødvendigt at begrænse den unges frihedsgrader med henvisning
til, at han/hun er i gang med at afvikle en straf. Sådanne tendenser blev set i flere af
de sager, som indgik i den tidligere omtalte udredning, hvilket blandt andet har ført
til, at Socialministeriets ekspertgruppe i sin rapport har fundet det påkrævet at
formulere følgende:
’I ungdomssanktionen skal vægten lægges på den socialpædagogiske indsats og ikke på
straf. Det er vigtigt, at den unge reintegreres i samfundet i fase 2. Som udgangspunkt
bør unge i ungdomssanktionen have samme rettigheder, som andre unge placeret på
åbne anbringelsessteder, dog således at der i en overgangsperiode mellem fase 1 og fase
2 sker en gradvis tilpasning til det åbne anbringelsessted.’ 154
154 Rapport fra ekspertgruppen om ungdomssanktion, Socialministeriet, 2005, s. 13.
150

Den tredje unge fortæller, at hans opholdssted er underlagt nogle begrænsninger,
som betyder, at stedet iflg. hans opfattelse ikke burde påtage sig at modtage unge i
fase 2. Han fortæller:
’Det sted her er røvkedeligt, der er jo ikke noget at lave, du må jo ikke gå nogen steder.
Selvom det er et åbent sted, må du ikke gå nogen steder… sådan er det med alle her,
der er ingen, der må forlade stedet overhovedet uden pædagoger, men vi må gerne tage
til [nabobyen] sjovt nok... Hvis jeg skal til [nabobyen] skal jeg med toget, det vil sige,
så skal jeg have en pædagog til at køre mig til toget, og han skal stå og vente på, at jeg
er gået ind i toget, men hvad hjælper det, jeg kan jo bare stå af i næste by, det er også
samme kommune… Det er simpelthen på grund af, at da de startede op, da var
kommunen, beboerne der bor omkring, de var ikke glade for det, uha det var unge
kriminelle, hvad kan de ikke finde på’.
Den unges beskrivelse er efterfølgende blevet bekræftet. Ved etableringen af
institutionen var der stor modstand fra lokalområdets beboere. Dette har ført til en
beslutning om, at de unge kun må forlade institutionens matrikel i følge med
personalet. Der er tale om et døgntilbud, som primært er rettet mod unge i
ungdomssanktionens fase 2, men opholdsbetingelserne synes umiddelbart mest
sammenlignelige med reglerne for åbne fængsler, hvilket ikke synes at være i overensstemmelse
med beskrivelserne af formålet med sanktionens fase 2.
Den ophørte ungdomssanktion
For den fjerde af de interviewede unge med dom til ungdomssanktion gælder, at han
aldrig har gennemført fase 2 og fase 3.
Efter at opholdsstedet i fase 2 opgiver, sendes den unge tilbage til sikret afdeling,
som derefter etablerer et sommerhustilbud, hvor den unge skal bo alene med tilsyn af
to pædagoger. Den unge afhentes om morgenen og køres til et beskæftigelsestilbud
og derfra tilbage til sommerhuset. På et tidspunkt ophører denne ordning, da det
bliver stadig sværere at finde nye udlejningssommerhuse, og den unge også mistrives
hermed. Den unge har herefter mulighed for at bo på gaden eller tage ophold hos sin
mor. Men den unge har været anbragt uden for hjemmet siden sin tidligste barndom
og tilbageflytning til moderen er ikke en reel mulighed. Ikke desto mindre bliver det
gjort til moderens problem at løse sønnens boligsituation. Det lykkes hende, om end
der bliver tale om en meget midlertidig, helt utilfredsstillende og uholdbar løsning.
Ved det 18. år er den unge overgået til kontanthjælp uden yderligere hjælpeforanstaltning
fra kommunens side.
Det skal her tilføjes, at der ikke er tale om et enkeltstående tilfælde, idet der via de
sociale sagsakter er fundet flere eksempler på, at dom til ungdomssanktion
’forsvinder’ i det kommunale system. Det betyder dels, at en idømt straf aldrig bliver
helt fuldbyrdet eller gennemført, dels at de unge ikke modtager den støtte og de
foranstaltninger, som de er blevet stillet i udsigt.
Ungdomssanktionens indflydelse på de sikrede afdelinger
Som omtalt i kapitlet om afdelingernes historiske udvikling er det først med
ungdomssanktionen, at de sikrede institutioner er blevet direkte involveret i at
151

fuldbyrde/gennemføre straffe. Varetægtssurrogat og afsoning af fængselsstraf 155
i
sikret afdeling er ifølge lovgivningen et socialpædagogisk alternativ – og et tilbud,
som den unge kan fravælge.
De indledende ophold i sikret afdeling i ungdomssanktionens fase 1 har – på trods af
intentionerne om at skulle tjene som en udrednings- og planlægningsfase – i høj grad
karakter af egentlig straf. Det straffende element understøttes af den dokumenterede
praksis, hvor flertallet af de unge forbliver i sikret regi frem til den af dommeren
fastsatte længstetid for fase 1 – til trods for at de fleste af de unge på domstidspunktet
allerede har opholdt sig i institutionen i flere måneder, og at de sikrede
afdelinger meget ofte inden dommen har foretaget en vis udredning af den unges
situation og behov.
Regelsættet for de unges frihedsgrader 156 under denne fase understreger også kraftigt
det frihedsberøvende element. Reglerne er på mange måder sammenlignelige med
fængselsregler, men er på et par punkter mere indgribende, fordi de ikke indeholder
de samme dispensationsmuligheder, som fængslerne har i forhold til unge under 18
(21) år. Disse forskelle vil blive diskuteret i kapitlet om de unges retssikkerhed.
Det skal nævnes, at de sikrede afdelinger ved Projekt Fokus’ start kraftigt efterlyste
klare regler for, hvad personalet kunne give de sanktionsdømte unge tilladelse til.
Men efter at Justitsministeriet – 2 år og 9 måneder efter indførelsen af den nye straf
– har udsendt cirkulæret med det nugældende regelsæt, har både forstandere og
medarbejdere givet udtryk for, at man ville foretrække den første periodes usikkerhed
frem for det strenge og ufleksible regelsæt, som mange finder svært at forene med en
resocialiserende, socialpædagogisk indsats.
Socialpædagogisk institution eller ungdomsfængsel
De sikrede afdelingers involvering i dom til ungdomssanktion har – ud over den
kraftigt øgede kapacitet som er omtalt i afsnittet om institutionernes historie –
medført en række ændringer. Opmærksomheden på sikkerhed er forøget – både i
forhold til at forhindre de unge i at undvige og i forhold til personalets sikkerhed.
Det er politisk besluttet at etablere nogle såkaldt ’særligt sikrede pladser’ 157 , men der
ses ikke at være truffet egentlige politiske beslutninger om en generel opgradering af
institutionernes sikkerhedsniveau. Afdelingerne fremstår i dag med ret store
forskelle, og beslutninger om f.eks. etablering af højere hegn og videoovervågning er
truffet i forhandlinger mellem Socialministeriet og den enkelte institutions driftsamt
– ud fra lokale vurderinger og ønsker til den tekniske sikkerhed.
Ifølge flere forstandere og afdelingsledere var det et par voldsomme og medieomtalte
undvigelser i 2001, der aktualiserede sikkerhedsdebatten. De spektakulære
undvigelser blev (stadig ifølge de samme kilder) foretaget af nogle få, ganske unge
drenge, som var anbragt til socialpædagogisk observation. Men oplysninger fra
forstandere og medarbejdere tyder på, at det i de efterfølgende diskussioner i højere
grad var disciplinære problemer i forbindelse med umotiverede ungdomssanktionsdømte,
der blev brugt som argumentation for at øge sikkerheden. Der
foreligger kun få og usikre oplysninger om antallet af undvigelser fra de sikrede
155
Lov om straffuldbyrdelse, § 78.
156
Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 200 af 25. marts 2004.
157
Jf. aftale om Finansloven for 2004, hvor etablering af 'supersikrede pladser' m.v. indgår i en flerårsaftale
for kriminalforsorgen – og altså ikke relateres til det sociale område.
152

afdelinger, men der har ikke siden 2001 været tegn på, at der skulle være tale om et
eskalerende problem, måske snarere tværtimod.
Uanset begrundelserne for det skærpede sikkerhedsniveau må det konstateres, at de
fysiske rammer for flere af de sikrede afdelinger i dag har større lighed med
fængsler/arresthuse end med socialpædagogiske institutioner.
I Projekt Fokus’ medarbejdergruppe har det flere gange været diskuteret, hvordan de
fængselslignende rammer får en afsmittende effekt på, hvordan man handler og taler.
Flere medarbejdere påpeger en tendens til at anvende ’fængselsjargon’. Der tales
f.eks. om ’indsættelse’ frem for ’anbringelse’, ’løsladelse’ frem for ’udskrivning’ osv.
Der er også set eksempler på, at afdelinger f.eks. i stillingsannoncer definerer sig som
et ungdomsfængsel. Fængselsretorikken genfindes hos de interviewede unge, som
ikke omtaler sig som ’anbragte’, men siger, at de ’sidder inde’. De andre unge kaldes
’medindsatte’, personalet for ’vagter’ osv.
I et interview med en af de unge, som har flere års erfaring med ophold på de sikrede
afdelinger, fremgår det klart, at der ifølge hans opfattelse er sket store ændringer
inden for de seneste par år, hvilket han giver forskellige eksempler på:
’Lad mig sige det på den måde, siden jeg var her [første gang] er det blevet helt
anderledes. Det her er blevet ligesom et fængsel, et voksenfængsel. Det eneste det
handler om, [altså] folk [de andre unge] er glade, når der opstår nogen problemer.
Men man kan ikke være glad over at se, at en lille dreng har det dårligt og sparker til
en stol, og man kan ikke være glad over, at man skal til og vrikke hans arm om og
smide ham ind på værelset. Selv jeg får det dårligt, når jeg sidder ved siden af og ser
sådan nogle ting. Der er ikke nogen, der tager fat i det, der er ikke nogen der siger,
’skal vi ikke snakke om det her’, pædagogisk. Hvis det man lærer på seminariet er at
vrikke arme om, så har systemet et seriøst problem, og sådan er det blevet meget
mærkeligt. Sådan var det ikke før i tiden, der var det meget mere hjemligt. Så åbner
folk sig også meget mere op, og det er jo det man gerne vil ha’, man vil gerne ha’
snakke med folk, prøve at sætte sig ind i situationen, ”prøv at høre her, du skal videre,
du skal ud af det her” og så videre’.
Den unge uddyber sin kritik af personalets ændrede optræden i retning af at være
blevet vagter snarere end pædagoger:
’Hvis jeg bare kunne se det i fjernsynet eller læse det i avisen, men jeg kan jo føle det
og mærke det, for det er jo mig, det går ud over på en eller anden måde. Det er jo også
ubehageligt for mig at se, at folk [personalet] skal være så overlegne… du er ikke kun
en pædagog, du er ikke kun en fængselsbetjent, du er også et menneske lige som alle os
andre. Det kan godt være, du skal holde øje med, vi ikke laver noget og regler og ditten
og datten, men du behøver ikke gøre det 24 timer i døgnet. Du behøver ikke sidde på
din flade røv og læse og drikke kaffe, og hverken kikke hen eller sige noget, altså hvad
sker der! Du kan godt sidde og snakke, du behøves ikke kun sidde og holde øje. Det
bliver meget sådan ligegyldighed, sådan magt altså, jeg vil kalde det magtsyge nogen
gange’.
153

Den unges forklaring på personalets optræden er, at personalet skaber et indbyrdes
sammenhold, på samme måde som folk i militæret, indsatte i fængsler, unge på sikret
afdeling osv. danner sammenhold vendt mod andre.
Hvor mange af de unge fremhæver betydningen af at være ’i samme båd’ som værende
grundlag for positive relationer til de andre unge, er en hverdag, som netop er meget
fokuseret på kriminalitet, en stor belastning for andre. En af de unge fortæller
således, hvorfor han har et stort behov for at få komme ud og få nye relationer til
andre unge:
’Nu skal jeg til at gå i skole igen, og det vil være en stor ting for mig, selvom det vil
være en helt almindelig ting udenfor og måske lidt kedeligt. Det kan være en stor ting,
fordi jeg kommer ud i nogle andre ting. Der er nogle andre unge mennesker end at gå
og se på de samme, snakke om de samme ting, snakke om kriminalitet og problemer
hele tiden, altså det er jo ikke andet, du får proppet ind i hovedet…der bliver snakket
kriminalitet, når der kommer en ny, og ”hvad har du lavet, nåh ok” og sådan noget, og
der bliver hele tiden snakket, fordi du bliver hele tiden mindet om, at du sidder herinde
for at have lavet kriminalitet, og sådan er du også stemplet, så længe du er her’.
Et andet eksempel på de unges opfattelse af de sikrede afdelinger som værende
ungdomsfængsler er deres holdning til de unge, som har begået bestemte typer
kriminalitet. En af dem siger direkte herom:
’Man siger, at voldtægtsforbrydere og pædofile skal have tæsk. Det er en regel, som er i
alle fængsler, og hvis den gælder i alle fængsler, så gælder den også her’.
Den samme dreng, som har høj status blandt de unge på afdelingen, fortæller videre,
at han selv har påtaget sig at beskytte to svagere unge. Er der nogle, der ’hidser sig
op’ på dem, sætter de sig hen til ham, og så sker der ikke mere. Her ses klare
paralleller til fængslernes hierarkier med ’stærke’ og ’svage’ indsatte.
Implementeringen af dom til ungdomssanktion
Det er fra flere sider nævnt 158
, at der ved den nye sanktions indførelse var tale om en
generel usikkerhed om såvel målgruppe som gennemførelsen af sanktionens tre faser,
og at dette blandt andet førte til en omfattende og til dels uhensigtsmæssig
anvendelse af denne type straf. Der er således givet udtryk for, at man efter den
første, lidt kaotiske periode flere steder er begyndt at visitere anderledes og mere
grundigt, før der laves en indstilling om ungdomssanktion. Men ifølge tal fra Justitsministeriet
og Danmarks Statistik er der dog stadig tale om, at dom til ungdomssanktion
bringes i anvendelse i langt flere tilfælde end forventet.
Sanktionens straffende elementer må derfor forventes også fremover at påvirke
kulturen på de sikrede afdelinger, især hvis ungdomssanktionen fortsat bliver givet
til unge, som ikke er positivt indstillet overfor denne form for straf.
Ungdomssanktionens betydning for afdelingernes varetagelse af andre opgaver
Ungdomssanktionen har som nævnt medført en væsentlig forlængelse af de unges
ophold i sikret afdeling, ligesom den har betydet en ændring af alderssammen-
158 Blandt andet fra forstandere fra de sikrede afdelinger og medlemmer af Projekt Fokus’ følgegruppe.
154

sætningen. Især i forhold til det sidste skal det pointeres, at stort set alle de sikrede
afdelingers forstandere ved forskergruppens besøg i december 2005 udtrykte stor
betænkelighed ved fortsat at skulle huse 13-14-årige unge i socialpædagogisk
observation sammen med 17-19-årige unge med ungdomssanktion. Selv om man alle
steder udtalte, at man ville være kede af at frasige sig opgaven med pædagogiske
observationer, fandt man dog, at risikoen for uheldig/negativ påvirkning af de helt
unge var for stor til, at det var forsvarligt eller hensigtsmæssigt at anbringe dem
under tag med ungdomssanktionens målgruppe af dybt kriminaliserede og næstenvoksne
unge.
Indførelsen af dom til ungdomssanktion har således efter flere forstanderes opfattelse
ført til, at de sikrede afdelinger ikke længere kan/bør varetage socialpædagogiske
opgaver over for børn og unge med få eller ingen kriminalitetsproblemer.
Derudover skal det nævnes, at man på en af de sikrede afdelinger har satset så meget
på teknisk sikkerhed og har indført så restriktive regelsæt for de unges frihedsgrader,
at man ikke længere mener, at institutionen bør fungere som alternativt
afsoningssted 159
, idet ophold i denne sikrede afdeling ikke giver mulighed for gradvis
udslusning/normalisering, f.eks. ved at lade den unge starte i uddannelse eller
beskæftigelse uden for institutionen i dagtimerne.
Indførelsen af dom til ungdomssanktion må alt i alt siges at have haft stor – og
overvejende negativ – betydning for det socialpædagogiske miljø på de sikrede
afdelinger.
159
For unge under 18 år med en ubetinget fængselsdom, jf straffuldbyrdelseslovens § 78, og
magtanvendelsesbekendtgørelsens § 7, stk. 1, 5).
155

156

11. Det kommunale system - indsats og
samarbejde
Et ophold i sikret afdeling er, uanset begrundelsen/kriteriet for den enkelte
anbringelse, en social foranstaltning i henhold til lov om social service.
Næsten alle de unge anbringes på baggrund af kriminelle handlinger, men det er
fortsat de sociale myndigheder, der står med det centrale ansvar og skal varetage den
unges behov inden for sociallovgivningens rammer og de begrænsninger, som
straffesystemet sætter i forbindelse med en begået kriminalitet.
Det har derfor i Projekt Fokus været væsentligt at få afdækket den kommunale
indsats over for de unge, både før, under og efter deres anbringelse i sikret afdeling.
Som omtalt tidligere er afdækningen primært gennemført via analyse af sociale
sagsakter 160 og interview af unge og forældre. Indledningsvis vil de unges og
forældrenes problemer blive beskrevet.
De unges problemer
I gennemgangen af de sociale sagsakter er det registreret, hvilke problemer
socialforvaltningen har observeret/undersøgt og beskrevet hos de unge og deres
forældre. Langt de fleste journaler har beskrivelser af mange og alvorlige
problemstillinger, både hos de unge og hos forældrene. Der er kun små forskelle i
beskrivelserne af de unges egne problemer i forhold til etnisk baggrund, men med
tendens til færrest problemer hos de unge indvandrere 161 .
De unge er tilsammen registreret med mindst 162
1333 problemer – med et gennemsnit
på næsten otte. ’Topscorer’ er en ung, som er noteret med i alt 19 problemstillinger.
Det kan således konstateres, at flertallet af de unge i sikrede afdelinger hver er
beskrevet med flere af de kendte negative, sociale faktorer.
• Næsten 1/3 har været udsat for vold i hjemmet
• Næsten 4 ud af 10 er påvirket af forældrenes problematiske samliv/skilsmisse
• Mere end 3 ud af 10 (med klar overvægt for de unge flygtninge) har været
udsat for tab (f.eks. forældres eller søskendes død)
• Næsten 1/4 er omtalt med migrationsproblemer 163 – primært de unge
flygtninge, men også enkelte unge indvandrere og en enkelt ung fra et
blandet ægteskab
• 1/4 (primært flygtninge) anføres at have tale- eller sprogproblemer
• For 4 ud af 5 er kriminalitet omtalt som problem i de sociale akter
160
Som tidligere omtalt er der modtaget sociale akter på 172 af Kernegruppens 214 unge.
161
En uddybende gennemgang af registreringerne inden for misbrug, personlige problemer,
adfærdsproblemer, familieproblemer og socio-økonomiske problemer indgår i del 2. Derudover er
oplysninger om misbrug og psykiske problemstillinger også omtalt i temaerne herom.
162
Da der ikke er indsendt fulde journaler på alle de unge, vil der her være tale om en underrapportering.
163
Her defineret bredt, omfattende beskrivelser af kulturelle konflikter og problemer i forbindelse med
flygtningestatus.
157

• For mere end 6 ud af 10 omtales uheldig omgangskreds/dårligt selskab som
en del af den unges problemkompleks
Omkring 1/4 af de unge er derudover registreret med diverse andre problemer – enten
som supplement eller uddybning af de nævnte kategorier: Der er her notater om
fysiske problemer (’hjerteproblemer’, ’dårligt ernæret som 7-årig’, ’blødende mavesår’)
og alvorlige psykiske belastninger blandt andet i form af krigstraumer, opvækst i
voldelige hjem og/eller hos forældre med misbrugsproblemer, forældres
selvmord(sforsøg) eller død under dramatiske omstændigheder (’overværet fars forsøg
på at slå mor ihjel’, ’mor død mens den unge var surrogatfængslet’, ’psykiske
problemer efter isolationsfængsling’, ’selvdestruktiv, selvmordstruet’). Der er notater
om uoverensstemmelser mellem offentlige myndigheder og opholdssteder eller
forældre (’retssag om tvangsanbringelse: den unge ønsker at blive – faderen ønsker
ham hjem’, ’kastebold mellem Danmark og Tyrkiet, ophold hos onkel og tante i
Danmark, udvisning’). Nogle notater drejer sig om, at den unge har været offer for
mobning, selv har været voldsoffer eller tidligere har været udsat for alvorlige
grundløse beskyldninger 164
.
Familiens/forældrenes problemer
Ikke alle indsendte akter har omtale af den unges familiemæssige situation. Men i 4
ud af 5 sager findes oplysninger om forældre og søskende, og der tegner sig her
generelt et billede, som understøtter ovenstående beskrivelse af de unges
problemstillinger under opvæksten.
Familiernes problemer i forhold til misbrug og psykiske lidelser omtales i temaerne
herom. Her skal det kort nævnes, at misbrug primært er et problem registreret i
etnisk danske familier (20 af i alt 25 registreringer), og at psykiske lidelse hos
forældrene er nogenlunde ligeligt beskrevet blandt etniske danskere og flygtninge,
hvorimod det kun i en enkelt sag er omtalt vedrørende en indvandrerfamilie.
Om de øvrige problemstillinger skal det kort nævnes:
• I 1/3 af familierne er der beskrevet problemer med den unges søskende, med
klar overvægt i flygtningefamilierne
• I 1/3 af familierne er der registreret problemer med voldelig adfærd, enten
overfor børnene eller mellem forældre indbyrdes, her med en lille overvægt i
flygtningefamilierne
• I mere end halvdelen af familierne er der registreret socio-økonomiske
problemer i form af arbejdsløshed, boligproblemer, dårlig økonomi og/eller
manglende socialt netværk, også her med overvægt i flygtningefamilierne
• I 1/4 af familierne er der registreret problemer i relation til fysiske
sygdomme
• I næsten 1/5 af familierne er der registreret problemer i forbindelse med
dødsfald eller andre alvorlige tilfælde af sorg/krise
• I knapt halvdelen af akterne er der omtale af forældrenes mangelfulde
omsorg eller forældreevne. Her er både etnisk danske og flygtningefamilier
overrepræsenteret, mens der er få registreringer om sådanne problemer i indvandrerfamilierne.
164 De stikordsagtige notater fra sagsgennemgangen er optrykt i del 2.
158

Det kan konstateres, at flygtningefamilierne generelt er registreret med flere
problemer end etnisk danske familier – og at indvandrerfamilierne er registreret med
færrest problemer.
Ud over de ovenfor nævnte problemstillinger er der for mere end hver tredje
flygtningefamilie omtalt traumatiserende oplevelser i forbindelse med krig og flugt,
ligesom disse familier i næsten halvdelen af akterne er omtalt med sprogproblemer.
I forhold til de unge med indvandrerbaggrund må der tages et mindre forbehold for
en mulig skæv fordeling i resultaterne som følge af, at oplysninger om forældrenes
situation især savnes i disse unges sagsakter. Der kan således være tale om, at
indvandrernes familiemæssige opvækstforhold har været mere belastede, end det her
fremstår. Der er en generel tendens til, at indvandrerforældre er registreret med færre
problemstillinger end flygtninge og etniske danskere. Men om dette skyldes
sagsbehandlernes manglende viden om forholdene i indvandrerfamilierne, eller om
disse unge reelt har en mindre belastet/belastende baggrund, kan ikke afgøres ud fra
de foreliggende oplysninger. Det kan dog konstateres, at man ikke i de sociale
forvaltninger har fundet det relevant at inddrage de unges baggrundsoplysninger i
journalen eller de øvrige indsendte sagsakter.
Sammenfattende kan det konstateres, at de unge i sikrede afdelinger er karakteriseret
ved at komme med mange og meget forskelligartede problemstillinger i bagagen. For
flertallet af de unge er der tale om så massivt belastede opvækstvilkår, at det ikke
umiddelbart kan undre, at de fremstår som samfundsmæssigt utilpassede. Der er tale
om unge, som med deres svære problemer stiller meget store krav til den pædagogiske
og socialfaglige indsats, både fra de sikrede afdelingers og de ansvarlige
socialforvaltningers side.
Generelt om den kommunale indsats
Det kan dokumenteres, at de sociale myndigheder yder en stor indsats og iværksætter
mange foranstaltninger over for unge, som på et tidspunkt placeres i lukket regi. Det
indhentede materiale dokumenterer således etablering af i alt 1093 foranstaltninger
til de 172 unge fra Kernegruppen, og det skal pointeres, at der er tale om
minimumstal, idet der dels er mangler i noget af det tilsendte materiale, dels savnes
supplerende oplysninger om 33 af de unge. Endelig kan der være tale om, at nogle af
de unge fortsat er undergivet foranstaltninger.
Følgende tabel viser antallet af foranstaltninger før og efter anbringelsen i sikret
afdeling, samt et gennemsnits- og et maksimumstal for antal iværksatte
foranstaltninger.
159

Sum, gennemsnit og maksimum for foranstaltninger
Antal
foranstaltninger
før sikret afd. i
2002
Foranstaltninger
efter sikret
afd. i 2002
Antal
foranstaltninger
i alt
Sum 617 476 1093
Gennemsnit 3,6 2,8 6,4
Maksimum 28 10 36 165
En nærmere analyse af, hvordan antallet af sociale foranstaltninger er fordelt mellem
de unge viser, at for ni af de unge har der hverken før eller efter anbringelsen været
iværksat foranstaltninger, hvorimod det for knap halvdelen af dem (78 unge) gælder,
at de har modtaget mere end fem foranstaltninger.
På trods af den dokumenterede indsats må det konstateres, at de sociale
myndigheders tilbud til familien og den unge ikke altid har været tilstrækkelige til at
standse og vende den uheldige udvikling, som forvaltningen i de fleste tilfælde har
været bekendt med, at den unge var inde i.
Det skal bemærkes, at der i mange akter er beskrivelse af alvorlige socioøkonomiske
problemer: langvarig arbejdsløshed, dårlige boligforhold, sygdom, nedslidte hjem og
relativ fattigdom. Men disse helt basale problemer for de unges og familiens trivsel
gøres yderst sjældent til genstand for kommunale foranstaltninger. Der er enkelte
tilfælde af f.eks. revalideringstilbud til forældre, men hovedindtrykket er, at de
sociale myndigheder primært sætter ind i forhold til helt konkrete problemer hos
enkelte familiemedlemmer.
Det helhedsorienterede familiesyn synes at forsvinde i enkeltstående bevillinger
(kontaktperson til de unge, støttepædagog til lillebror, tale-hørepædagog til
lillesøster). Selv i de sager, hvor der er iværksat familiestøtte som hjemme-hosser,
familieværksted mv., ses der yderst sjældent tegn på en positiv effekt i form af
forbedret økonomi, beskæftigelse, boligstandard eller lign.
Det må også konstateres, at der i en del af de socialt belastede unges journal er større
fokus på forældrenes mangelfulde evner som omsorgsgivere, end på deres manglende
materielle og psykiske forudsætninger for at klare forældrerollen.
I det følgende redegøres der blandt andet for, hvilke typer foranstaltninger
kommunerne ifølge de sociale akter har etableret til de unge og deres familier før,
under og efter den unges anbringelse på sikret afdeling. Efter hvert afsnit følger en
beskrivelse af, hvordan de unge og familierne har oplevet samarbejdet med
kommunen hhv. før, under og efter anbringelsen.
165
Den unge med 28 foranstaltninger før anbringelsen, har ved dataindsamlingens afslutning ’kun’ fået otte
foranstaltninger efter. Derimod har en anden ung nået at få 10 foranstaltninger efter anbringelsen i 2002.
160

Den kommunale indsats før anbringelsen i sikret afdeling
Langt de fleste unge har været kendt i forvaltningen før deres første ophold i sikret
afdeling, og for mange går kendskabet lang tid tilbage, men der er dog også enkelte
unge, som ikke har været i kontakt med de sociale myndigheder tidligere 166 . Hver
femte af de unge har således ikke været undergivet foranstaltninger før anbringelsen
i sikret afdeling i 2002. Men flertallet af de unge har været tilbudt mange og
forskelligartede foranstaltninger, lige fra friplads i daginstitution til tvangsanbringelse
uden for hjemmet, og for hver femte har der allerede før anbringelsen i
sikret afdeling været iværksat mere end fem foranstaltninger. I alt indeholder akterne
jf. tabellen ovenfor oplysninger om 617 foranstaltninger før de unges anbringelse i
2002 – med et gennemsnit på 3,6.
Anbringelser uden for hjemmet
Næsten halvdelen (81) af de unge har ifølge de sociale akter været anbragt uden for
hjemmet før opholdet i sikret afdeling i 2002. Der er en statistisk signifikant forskel
mellem de etniske grupper, med overvægt af etniske danskere og undervægt af unge
indvandrere. Det er ikke ud fra sagsakterne alene muligt at give et endeligt bud på
årsagen hertil, men en af grundene kan være, at indvandrerdrengene i højere grad
end de øvrige kommer fra ubrudte kernefamilier. De unge med indvandrerbaggrund
var også i højere grad i gang med skole eller uddannelse ved anbringelsen, ligesom
der, som nævnt ovenfor, generelt er registreret færre problemer hos disse unges
familier.
Anbringelser uden for hjemmet før ophold i sikret afdeling i 2002
Ikke
anbragt før
Anbragt før
Total
Etnisk
danske
Etnisk fordeling
Ind-
vandrere
Flygtninge
Total
Antal 26 26 39 91
Procent 29 % 29 % 43 % 101 %
Antal 38 6 37 81
Procent 47 % 7 % 46 % 100 %
Antal 64 32 76 172
Procent 37 % 19 % 44 % 100 %
De fleste af de unge (58) har været anbragt i døgninstitution eller opholdssted, men
der har også været foranstaltet ophold i familiepleje, hybler, skibsprojekter og på
kost- og efterskoler mv.
166
Se tabel i dokumentationskapitlet.
161

Af de 81 unge, som har været anbragt uden for eget hjem før opholdet i sikret
afdeling, har 33 kun været anbragt en enkelt gang, mens resten har været anbragt
uden for hjemmet op til ti gange tidligere.
Kontaktpersonordninger
En af de hyppigt iværksatte foranstaltninger har været tilknytning af en personlig
rådgiver, mentor eller kontaktperson. En sådan støtte har halvdelen af de unge haft
inden anbringelsen i sikret afdeling med en lille overvægt for indvandrere og
flygtninge.
Uddannelses- og beskæftigelsesforanstaltninger
De sociale myndigheder har iværksat en lang række foranstaltninger inden for
uddannelses- og beskæftigelsesområdet. Der har været tale om støttepædagogordning
i folkeskolen, specialundervisningstilbud, støtte til kompetencegivende uddannelse,
erhvervspraktik eller dagforanstaltninger med uddannelses- og/eller beskæftigelseselementer.
Sådanne foranstaltninger har været iværksat over for næsten 2/3 af de unge. Der er
her en klar overvægt af unge med flygtningebaggrund, hvilket umiddelbart forekommer
logisk, idet mange af disse unge, som omtalt i dokumentationskapitlet, først
er kommet til Danmark efter seks års alderen og derfor må formodes at have særlige
behov, blandt andet i forhold til sprogindlæring.
Derudover skal det nævnes, at mange af de unges anbringelser uden for hjemmet også
indeholder uddannelses- og beskæftigelseselementer. Det har dog ikke altid ud fra de
sociale akters beskrivelse af en institution eller et opholdssted været muligt at
vurdere eller kategorisere stedet i forhold til beskæftigelse/uddannelse.
Øvrige foranstaltninger
Ud over de hyppigt anvendte foranstaltninger, som er omtalt ovenfor, har der i knap
hver tredje sag været iværksat andre former for foranstaltninger. Langt den største
del drejer sig om forskellige former for støtte til familien: hjemmekonsulent,
hjemmehosser, familievejledning, familieværksted m.v.
Der er kun i helt få tilfælde givet støtte til fritidsaktiviteter, men der omtales dog
enkelte bevillinger til styrketræning, til deltagelse i koloni og rejse med familien til
udlandet.
Ikke-iværksatte beslutninger
I mere end hver fjerde af de indsendte sagsakter er der omtale af foranstaltninger,
som forvaltningen har besluttet/været parat til at iværksætte, uden at det er blevet
effektueret.
Opdelt i tre hovedgrupper drejer det sig om
• undersøgelser og behandlingstilbud
• anbringelser uden for hjemmet
• skole- og beskæftigelsestilbud
Journalernes forklaringer på den manglende iværksættelse går ca. halvdelen af
gangene på den unges eller familiens manglende motivation/lyst til at modtage det
kommunale tilbud og halvdelen af gangene på problemer med at fremskaffe den
162

ønskede foranstaltning. Der kan her dels være tale om afslag på amtslig
medfinansiering, dels om mangel på pladser i egnede institutioner. Enkelte gange
nævnes det, at en foranstaltning ikke er iværksat, fordi den unge er blevet
varetægtsfængslet.
Samarbejde med forvaltningen før anbringelsen
I flere af forældreinterviewene udtrykkes stor bitterhed overfor de respektive
kommuners mangelfulde indsats i perioden før den unge til sidst havner i sikret regi.
Flere af de unge og deres forældre har således tidligere henvendt sig til
socialforvaltningen med ønske om en hjælpeforanstaltning, uden at dette er blevet
effektueret. Følgende er to eksempler herpå.
Første eksempel drejer sig om en dreng, som før det 15. år begår en lovovertrædelse
og i den forbindelse af sin sagsbehandler bliver lovet at få tildelt en kontaktpersonordning.
Trods gentagne henvendelser til kommunen sker det aldrig, et svigt
som både drengen og moderen fremhæver som betydningsfuldt i forhold til drengens
senere kriminalitet. Heller ikke under eller efter anbringelsen på sikret afdeling er
drengen eller moderen blevet kontaktet af forvaltningen. Trods moderens
henvendelse ved drengens udskrivning, afviser kommunen at iværksætte støtteforanstaltninger
med den begrundelse, at drengen nu er tæt på de 18 år.
’Vi har ikke snakket med sagsbehandleren, siden hun lovede at finde en kontaktperson
efter første gang, han blev anholdt, siden har vi ikke snakket med hende… jeg synes jo
så ikke, at jeg har haft noget opbakning efter[anbringelsen på sikret afdeling] omkring
ham, ok han kom så ud lige inden han blev 18, hvor jeg så kontaktede hende og siger
”hvad nu?”, ”jamen nu blev han snart 18, så nu ville de ikke gøre mere ved det, for så
var han jo over 18, og så har de ikke mere med ham at gøre”, så hun er jo aldrig gået
ind og gjort noget efter han kom ud… vi har jo overhovedet ingen hjælp fået fra
kommenen, han kom ud til ingenting ud over til mig selvfølgelig’.
Da drengen bliver 18 år overgår han til kontanthjælp. Det kan oplyses, at heller ikke
Kriminalforsorgen, som han havde sat sin lid til måske kunne hjælpe ham efter
anbringelsen på den sikrede afdeling, kom på banen til trods for, at det både ifølge
den unges og moderens klare opfattelse, var blevet lovet ham. Den unge siger herom:
’… flere af mine venner har også Kriminalforsorgen, når de bliver over 18... jeg tror
bare det er mig, de har glemt. Jeg kender også nogen, der har lavet meget mindre end
mig, en af mine venner har aldrig været inde og sidde, han har kun været inde for
indbrud, han skal i Kriminalforsorgen, når han bliver 18… jeg føler, de har lidt glemt
mig, jeg har ikke fået noget sådan skub i ryggen eller noget’.
Et andet, meget grelt eksempel på en mangelfuld kommunal indsats før drengens
ophold på sikret afdeling - på trods af familiens massive nødråb - drejer sig om en
dengang meget stærkt misbrugende dreng på 14 år.
’Han havde et meget stort misbrug, som vi påpegede i to år på kommunen. Han var ude
i noget møg, og det der så sker, er at han går hjemmefra. Han forlader hjemmet og vi
ringer ned på kommunen for at bede om hjælp, men de vil ikke gøre noget. De siger
163

are ”man kan ikke gøre noget for børn under 18 år”, og så kunne vi sådan set ikke
komme videre’.
I samarbejde med først og fremmest politiet lykkedes det at få anbragt drengen:
’Jeg ringede til dem og efterlyste ham, så sagde de ”nu ved vi godt, hvor han er, og der
er nok til, at vi kan indfange ham nu”. For kommunen ville ikke gøre noget, så derfor
var vi ligesom nødt til at tage ham. Og betjenten havde nemlig set ham nede i byen,
hvor han sad i en rendesten og var helt langt ude af det, og han [betjenten] sagde,
”han holder ikke andet end en to tre uger til, så er han færdig”. Så langt ude var han
på stoffer… de [politiet] ringede til os, når de havde set ham, så vi hele tiden vidste,
hvor han var henne, og så skete der det, at de vidste, hvor han var henne, og så ville de
gå op og anholde ham, og det gjorde de så samme dag’.
Det kan supplerende oplyses, at kommunen også under den unges anbringelse er helt
passiv, og først da forældrene skifter bopælskommune, kommer der gang i
hjælpeforanstaltningerne; der planlægges opholdssted, der følges tæt op på
handleplaner, der samarbejdes både med forældre og ung, planlægges
uddannelsesforløb og senere udslusning, der iværksættes støtteforanstaltninger i
forhold til bolig, økonomi osv. En kommunal indsats, som både den unge og hans
forældre opfatter som meget kompetent og tilfredsstillende.
Generelt om samarbejdet under anbringelsen i sikret afdeling
I gennemgangen af de sociale akter er det forsøgt at afdække forvaltningens kontakt
og samarbejde med den unge og familien under opholdet i sikret afdeling i 2002 –
men det har ikke altid været muligt. I en enkelt sag (hvor der tilsyneladende er
indsendt en komplet journal m.v.) ser det ikke ud til, at forvaltningen overhovedet
har været vidende om den unges surrogatfængsling. Andre journaler har tidsmæssige
’huller’ eller kortfattede resumeer omfattende anbringelsesperioden. En opgørelse over
de dokumenterede kontakter viser, at der i 83 tilfælde har været tale om personlig
kontakt 167
mellem sagsbehandleren og den unge, og i 12 tilfælde har der været
telefonisk kontakt. I 77 sager kan det ikke ud af journalen ses, om der har været
kontakt til den unge, mens han eller hun var på den sikrede afdeling.
Vedrørende de personlige kontakter skal det bemærkes, at disse i en række tilfælde
alene har bestået i sagsbehandlerens afhentning af den unge i forbindelse med et
forbesøg på en mulig udslusningsinstitution. Ifølge de sociale akter drejer en meget
stor del af den sociale indsats sig om at skaffe døgnplacering eller andre
foranstaltninger helt uden – eller med meget begrænset – inddragelse af den unge og
familien. Journalerne har derimod mange notater om sagsbehandlernes mangfoldige
kontakter til diverse institutioner, kommunale ’unge-teams’ og amtets
socialforvaltning m.fl. I nogle kommuner ser det samtidig ud til, at sagsbehandlingen
af den unges sag enten flyttes eller ’deles’ mellem flere forskellige enheder i
forbindelse med opholdet i sikret afdeling.
167
Her defineret som sagsbehandlerens besøg på den sikrede afdeling – eller den unges besøg i
forvaltningen, ledsaget af personale fra den sikrede institution.
164

I forbindelse med den tidligere omtalte udredning af 25 sager med ungdomssanktion
indgik en analyse af kvaliteten af samarbejdet mellem den kommunale sagsbehandler
og den unge og dennes forældre. Den viste, at der var meget stor forskel på
kvaliteten af dette samarbejde.
Dom til ungdomssanktion indebærer et tæt, toårigt ’parløb’ mellem den unge og de
sociale myndigheder. Men selv i sanktionssagerne må det konstateres, at der i de
fleste tilfælde er tale om ingen eller meget begrænset involvering af sagens
hovedperson og hans/hendes familie i planlægningen af det langvarige forløb. Den
unges og/eller familiens manglende accept af planen eller forståelse for
ungdomssanktionens indhold er i flere tilfælde en stærkt medvirkende årsag til
negative forløb – forløb hvor nogle af de unge så har valgt at ’forbryde sig ud’ for på
den måde at komme fri af uønskede sociale foranstaltninger, inklusiv tvungne ophold
i sikret afdeling.
I de – talmæssigt få – ungdomssanktionssager, som har haft et positivt forløb, er der
derimod i alle tilfælde tale om et udstrakt og tidligt samarbejde med den unge,
ligesom der i forløbet har været kommunal lydhørhed for at revidere den lagte plan
ud fra ændringer i den unges situation.
De sociale myndigheder har helt konkrete og forpligtende opgaver at varetage over
for unge, som idømmes en ungdomssanktion. Når der kan konstateres mangler i
varetagelsen af disse opgaver, må der forventes mangler i mindst samme omfang i
forhold til de unge, som ikke får ungdomssanktion, og hvor de kommunale opgaver
og ansvar ikke er helt så forpligtende defineret og beskrevet.
Samarbejde med forvaltningen under anbringelsen
De unge giver i interviewene som tidligere nævnt udtryk for mange negative
erfaringer med det kommunale system under anbringelsen. Som et eksempel fortæller
en dreng med halv arabisk baggrund, at hans tillid til, at sagsbehandleren vil
varetage ansvaret for ham, ’ja faktisk ansvaret for mit liv fremover’ forsvandt, fordi
sagsbehandleren talte nedsættende til ham. Sagsbehandleren havde sagt ’jer’ i
betydningen ’bare arabere eller perkere’ og havde dermed ifølge den unges opfattelse
dømt ham allerede på forhånd.
Andre eksempler på negative erfaringer drejer sig om sagsbehandlere, som er svære at
komme i kontakt med under anbringelsen, eller som handler alt for langsomt:
’I al den tid jeg har været inde, har hun ikke kontaktet mig. Hun skal kontakte mig. Så
har jeg prøvet at kontakte hende. Da jeg prøvede at kontakte hende, kunne jeg ikke få
fat på hende. Først var hun til møde, og bagefter så var hun på toilettet eller sådan
noget. Og så var hun bare gået i stedet for at ringe her op til. Nu har min far fået fat i
hende. Ringet til hende. Og så har han bedt hende om at ringe her til. Men det har hun
ikke gjort. Så bad min far mig ringe her fra til hende. Så fik jeg så fat i hende’.
’Jeg skulle faktisk være ude på mandag, men fordi min sagsbehandler er for langsom i
det system her, så skal jeg være her i 14 dage mere’.
At dette sidste citat ikke skyldes en enkeltstående hændelse er bekræftet via
medarbejdere, som har givet udtryk for, at det i flere tilfælde synes at være den
165

kommunale sagsbehandlingstid, der afgør længden af den unges ophold i sikret
afdeling. Man har således eksempler på, at politi, anklagemyndighed og forsvarer
finder sagen klar til afgørelse i retten, men at sagen forsinkes af socialforvaltningen.
Et par af de unge fortæller, at de direkte har oplevet, at sagsbehandleren har
modarbejdet nogle gode løsninger. En af de unge fortæller således, at det var den
kommunale sagsbehandler, som var initiativtager til, at den unge blev anbragt nogle
dage i arresten før overflytning til den sikrede afdeling, også imod politiets ønske.
En anden fortæller, at alle involverede har kæmpet for, at han skulle have en
ungdomssanktion, som han også selv ønskede, undtagen kommunen som ikke ville
betale for det, ’før der blev slået i bordet’, og kommunen blev givet en måned til at
finde en plads.
En tredje fortæller, at kommunen har arbejdet på at få en institutionsplads til ham,
hvilket han har meget dårlige erfaringer med, hvorfor han også forventer at være
tilbage på en sikret afdeling inden for kort tid. Hans eget ønske om at komme i en
plejefamilie med færre personer at forholde sig til, er kommunen ikke lydhør overfor,
uden at han dog kan forklare hvorfor.
Et par af de unge fortæller om enten egne eller andres meget positive erfaringer med
støtte- kontaktpersoner. Én nævner således, at det er hans kontaktpersons
fortjeneste, at han ikke er havnet på en sikret afdeling mindst et år tidligere. Nogle
af de andre unge, som håber at få en støtte- kontaktperson begrunder det med, at en
kontaktperson kan hjælpe og støtte i mange situationer, og ikke mindst stille
spørgsmål til den unge om, hvordan han har det, om der er problemer osv.
Eksempelvis siger den ene, at han ønsker en kontaktperson, som han kan fortælle
fortrolige ting - også om sine familieforhold.
Blandt de interviewede unge er der også et par stykker, som slet ikke har nogen
forventning om, at der er nogen overhovedet, der kan hjælpe dem. De har ingen
familierelationer at trække på, og det offentlige system opleves at have svigtet
allerede mange år tidligere. Derfor svarer én af dem efter en meget lang tænkepause
følgende på spørgsmålet om, hvem der fremover måske kan støtte ham:
’Den er sgu svær den der, jeg har lært altid at klare mig selv, så hvis jeg skal have brug
for noget hjælp, så hjælper jeg mig selv, så godt jeg nu kan, fordi kommunen, dem kan
man sgu ikke rigtig stole på’.
Mange af de unge fortæller, at det er deres egen skyld, at de er havnet på den sikrede
afdeling. For to af de unge betyder denne opfattelse, at de også mener, de selv har et
stort (med)ansvar for at komme videre:
’Der er ikke rigtig andre end mig selv, der kan gøre det jo, så jeg må selv bare slå
igennem altså komme i gang. Hvis jeg ikke selv vil, kan man jo ikke komme i gang med
noget. Man skal jo have en viljestyrke og sige, ’nu vil jeg gerne det’, og så har man bare
at komme i gang’.
’Altså jeg skal hjælpe mig selv, fordi hvis jeg ikke hjælper mig selv, så ligeså snart jeg
kommer ud til mine venner, når jeg kommer hjem, så begynder jeg bare at ryge igen’.
166

Sammenfattende om samarbejdet under anbringelsen
De sikrede afdelingers landsdækkende status og geografiske placering gør det ofte
ressourcekrævende for forvaltningen at holde kontakten med den unge under
anbringelsen. Dertil kommer i mange kommuner hyppige sagsbehandlerskift, mangel
på kvalificerede anbringelsessteder/foranstaltninger, problemer i forhold til amtslig
og kommunal finansiering samt overflytning eller opdeling af sagsbehandleransvaret
mellem forskellige kommunale enheder.
Det må konstateres, at de sociale myndigheders indsats i forbindelse med de unges
ophold i sikret afdeling ofte er utilstrækkelig i forhold til at imødekomme de unges
behov, både under opholdet og i forbindelse med udskrivningen. Derudover skal det
nævnes, at de unge – hvoraf en del nærmer sig deres 18 års fødselsdag – sjældent
bliver spurgt, endsige gjort medansvarlige, i forbindelse med planlægningen af deres
fremtid.
Den kommunale indsats efter anbringelsen i sikret afdeling
De sociale sagsakter dokumenterer, at der efter opholdet på den sikrede afdeling i
2002 er blevet etableret sociale foranstaltninger for 4 ud af 5 unge. Det betyder
omvendt, at hver femte af de unge ikke ser ud til at have modtaget nogen form for
støtte fra forvaltningen efter deres udskrivning. Sammenlignet med situationen før
anbringelsen på sikret afdeling, er det stadig samme andel af de unge, som ikke er
undergivet kommunale hjælpeforanstaltninger, men hvor manglende kendskab til den
unges situation i et vist omfang kan begrunde, at der ikke var iværksat
foranstaltninger før anbringelsen, betyder placeringen i sikret regi, at forvaltningen
er blevet bekendt med situationen. En analyse af forløbene viser da også, at det kun i
ganske få tilfælde (ni i alt) er de samme unge, som hverken tilbydes foranstaltninger
før eller efter opholdet. Udskiftningen i gruppen af unge, som tilbydes
foranstaltninger, tyder på, at en anbringelse i sikret afdeling for nogle unge betyder,
at forvaltningen bliver opmærksom på deres behov og sætter ind med tilbud om
støtte. For andre unge ser opholdet i sikret afdeling derimod ud til at betyde en
afslutning på perioden med kommunal indsats.
Der er i alt registreret 476 iværksatte foranstaltninger efter anbringelsen – med et
gennemsnit på knapt tre til hver. 16 af de unge har fra udskrivningen i 2002 og frem
til den sidste dataindsamling medio 2005 nået at få mere end fem foranstaltninger
hver, men det skal her nævnes, at ni af de 16 har fået dom til ungdomssanktion,
hvilket både forpligter kommunen til at iværksætte foranstaltninger og forpligter den
unge til at tage imod tilbudene.
I gennemgangen af de supplerende akter er der af tids- og ressourcemæssige årsager
alene foretaget en registrering af antallet af nye foranstaltninger – ikke af
foranstaltningernes art. Det betyder, at i alt 121 ’efter-foranstaltninger’ ikke er
kategoriseret efter deres art. Tallene for anbringelser uden for hjemmet og
iværksættelse af kontaktperson-, uddannelses- og beskæftigelsesforanstaltninger
efter de unges ophold i sikret afdeling i 2002 er således baseret på sagsgennemgangen
af de akter, som blev modtaget i efteråret 2003.
167

Anbringelser uden for hjemmet efter opholdet i sikret afdeling i 2002
Hvor knapt halvdelen af de unge havde været anbragt uden for hjemmet før deres
placering i sikret afdeling i 2002, er det næsten 60 %, der efterfølgende anbringes
uden for hjemmet. Dette tal er for lavt sat, idet der som anført mangler registrering
af, hvilke typer foranstaltninger, der er iværksat efter 2003. Derudover mangler der
supplerende akter på nogle af de unge, som efterfølgende har fået dom til ungdomssanktion
– og dermed med stor sandsynlighed har været anbragt i såvel sikret
afdeling som åbent døgnregi efter 2002.
Anbringelse uden for hjemmet, primært i døgninstitution eller opholdssted, er en af
forvaltningernes hyppigst anvendte foranstaltninger, også over for unge som ikke er
idømt ungdomssanktion.
Følgende tabel viser, hvordan anbringelserne uden for hjemmet fordeler sig på etniske
grupper:
Anbringelser uden for hjemmet efter ophold i sikret afdeling i 2002
Ikke
anbragt efter
Anbragt efter
Total
Etnisk
danske
Etnisk fordeling
Ind-
vandrere
Flygtninge
Total
Antal 32 12 30 74
Procent 43 % 16 % 41 % 100 %
Antal 32 20 46 98
Procent 33 % 20 % 47 % 100 %
Antal 64 32 76 172
Procent 37 % 19 % 44 % 100 %
Sammenlignet med anbringelserne uden for hjemmet før opholdet i sikret afdeling ses
der her en udjævning af de etniske forskelle. Dette kan blandt andet forklares med,
at de etniske grupper ser ud til i lige høj grad at blive idømt en ungdomssanktion,
hvilket i sig selv indebærer anbringelse uden for hjemmet.
Kontaktpersonordninger efter anbringelsen
Hvor halvdelen af de unge havde haft tilknyttet en kontaktperson eller mentor før
anbringelsen i sikret afdeling, er det kun omkring hver tredje, som får iværksat en
sådan støtte efter opholdet. Samtidig ses en ændring i den etniske fordeling, idet der
nu er tale om, at de unge indvandrere i mindre omfang får kontaktpersoner,
hvorimod de etnisk danske unge får kontaktpersoner i større omfang end tidligere.
Dette resultat kan undre en del ud fra de senere års medieomtale af diverse mentor-
og kontaktpersonordninger som en foranstaltning specielt rettet mod unge med
168

anden etnisk baggrund 168
. Det skal samtidig anføres, at interviewede unge som
beskrevet både i denne og andre undersøgelser 169 overvejende er positive over for at få
tildelt en kontaktperson og i flere tilfælde har ytret ønske om den form for
foranstaltning uden at få ønsket imødekommet af socialforvaltningen. Set i forhold til
de mange og kostbare foranstaltninger, de unge i øvrigt bliver undergivet, kan det
undre, at denne relativt billige støtteforanstaltning ikke altid iværksættes, selv om
den unge ønsker det.
Uddannelses- og beskæftigelsesforanstaltninger efter anbringelsen
Den kommunale indsats efter opholdet i sikret afdeling har for hver tredje af de unge
indeholdt støtte til uddannelse eller beskæftigelse – og der er en helt ligelig etnisk
fordeling. Som omtalt i afsnittet om foranstaltninger før opholdet i sikret afdeling
skal det bemærkes, at der derudover kan være tale om, at nogle anbringelser i
døgninstitution og opholdssteder kan indeholde uddannelses- og beskæftigelseselementer.
Men det må generelt konstateres, at der ikke altid synes at være fokus på
disse elementer i forvaltningernes valg af foranstaltninger.
Undersøgelsen dokumenterer, at en væsentlig del af de unge var i gang med en eller
anden form for skolegang eller uddannelse før opholdet i sikret afdeling, og at en del
af disse unge ikke efterfølgende kommer tilbage på uddannelsessporet. Selv om de
supplerende akter fra 2005 (i alt 126) giver meget ufuldstændige oplysninger om de
unges aktuelle situation, kan det i hvert fald dokumenteres, at minimum 1/3 af de
unge var uden beskæftigelse eller uddannelse på tidspunktet for indsendelse af de
supplerende akter/afslutning af kontakten til forvaltningen. Kun for 18 unge
foreligger der oplysning om igangværende uddannelse (heraf har fem også et
fritidsjob) og kun for 20 er der oplysninger om beskæftigelse.
I betragtning af, at der er tale om unge mennesker, der nu er i alderen 17 til 22 år, er
den ringe uddannelses- og beskæftigelsesfrekvens bekymrende i forhold til de unges
fremtidsperspektiv. Det skal supplerende nævnes, at der i adskillige sager er set helt
uplanlagte overdragelser fra børne- og familieforvaltningen til aktiveringsafdelingen i
forbindelse med den unges 18 års fødselsdag. I afsnittet om ungdomssanktion er
omtalt situationer, hvor dommen helt ’forsvinder’ eller overses i forbindelse med 18
års-dagen. Men også i andre tilfælde sker der et påfaldende markant skift i
kommunens indsats. I en del journaler ser det således ud til, at den unge fra den ene
dag til den anden skifter status fra ’utilpasset ung med behov for særlig støtte’ til
’arbejdsledig uden andre problemer end ledighed’.
Øvrige foranstaltninger efter anbringelsen
Ifølge oplysningerne i de sociale sagsakter har et mindre antal af de unge (10) været i
misbrugsbehandling umiddelbart eller kort tid efter opholdet i sikret afdeling 170 .
Derudover er der kun noteret få andre typer foranstaltninger, primært i form af
døgnanbringelse som alternativ til fængselsafsoning eller støtte til fritidsaktiviteter.
168
Der kan her bl.a. henvises til ’Regeringens initiativer over for utilpassede unge’. Justitsministeriet.
Oktober 1999.
169
Se f.eks. SFI-rapport nr. 05:06 om ungdomssanktionen. Derudover kan der henvises til: 'Arrangerede
venskaber – mentorordning for unge straffedømte af anden etnisk oprindelse'. Aalborg universitet. 2003.
170
Data fra misbrugs- og psykiatriregistrene viser dog, at en større del af de unge har været i behandling for
et misbrug. Se nærmere herom i afsnittet om misbrug.
169

Specielt om de unge uden foranstaltninger efter opholdet i sikret afdeling i 2002
I materialet er der oplysninger om 23 unge, som tidligere har været undergivet
foranstaltninger, men ikke bliver det efter opholdet i sikret afdeling i 2002. Fire af
dem har tidligere kun haft en enkelt foranstaltning, mens resten har haft flere – op
til 16 som det højeste. De fleste var fyldt 17 år ved anbringelsen i sikret afdeling og
ni ender med at få en ubetinget fængselsstraf. En enkelt får dom til ungdomssanktion,
men bliver umiddelbart efter dømt til ubetinget fængsel. For disse ti kan
forklaringen på ophøret af foranstaltninger være, at de fylder 18 år under afsoningen,
og at kommunen ikke finder det relevant at gå ind med nye tilbud i forbindelse med
den unges løsladelse. For de øvrige 13 ses der ikke umiddelbart forklaringer på, at
man ikke har fundet det relevant at iværksætte foranstaltninger efter opholdet i
sikret afdeling.
Specielt om de unge, som hverken har haft foranstaltninger før eller efter anbringelsen
Ni unge har hverken været undergivet foranstaltninger før eller efter anbringelsen i
sikret afdeling i 2002. De er i sagsakterne registreret med lidt færre problemer end
gennemsnittet, men adskiller sig derudover ikke væsentligt fra de øvrige. I de fleste
tilfælde er sagen lukket/passiviseret umiddelbart efter den unges udskrivning. I en
enkelt sag er det anført, at den unge er fyldt 18 år under varetægtsperioden, og at
dette er årsagen til, at sagen lukkes. De andre journaler er uden begrundelser for at
sagen lukkes, og da de unge aldersmæssigt fordeler sig med to 15-årige, tre 16-årige
og fire 17-årige, kan der ikke i alle tilfælde være tale om, at den unge er blevet for
gammel til iværksættelse af foranstaltninger.
I én sag får den unge i forbindelse med anbringelsen en betinget dom med vilkår om
at undergive sig kommunale foranstaltninger, men dette overses/negligeres tilsyneladende
helt af socialforvaltningen.
Syv af de ni har efterfølgende fået nye domme, heraf har fire fået ubetingede
fængselsstraffe. Det må derfor umiddelbart skønnes, at der har været behov for en
kommunal, recidivforebyggende indsats over for disse unge.
Samarbejde med forvaltningen efter anbringelsen
Både forældrene og de unge, der er interviewet efter anbringelsen, vurderer med
enkelte undtagelser generelt, at den kommunale indsats efter anbringelsen har været
utilstrækkelig og utilfredsstillende.
For nogle af de unge gælder, at til trods for at deres kommune efter anbringelsens
ophør har foranstaltet tilbud om både uddannelse, døgninstitutionsanbringelse, støtteperson
mm., er det alligevel deres subjektive opfattelse, at de ikke er blevet hjulpet.
Det kan således konstateres, at tilbudene enten ikke har imødekommet de unges
ønsker, eller matchet deres situation. Som eksempel herpå fortæller den ene, at han
bl.a. blev tilbudt og modtog plads på en institution i den anden ende af landet, hvor
de øvrige beboere var børn under 14 år. Som stærkt misbrugende med erfaringer fra et
selvstændigt liv i storbyen kunne han ikke tilpasse sig stedet, hvorimod det ifølge
hans egne oplysninger lykkedes ham at indføre hash og andre stoffer på
institutionen!
I det følgende beskrives to eksempler (et negativt og et positivt) på, hvordan det
kommunale system har forvaltet opgaven i forhold til anbringelsen på sikret afdeling.
I den første (negative) sag var den unge ikke kendt i socialforvaltningen før
anholdelsen. Af interviewet med moderen og et mange siders langt klagebrev, som
170

moderen har skrevet og overvejet at sende til dagspressen, fremgår det, at kommunen
ikke alene ikke er medspiller, men i forløbet nærmest bliver modspiller. Det
gennemgående tema er et basalt problem med at finde ud af, hvem der er den unges
sagsbehandler! Trods massiv henvendelse til forvaltningen og mange aftaler om
møder er situationen hver gang, at der er kommet ny sagsbehandler på sagen, at
vedkommende ikke har haft tid til at læse sagen, så der må aftales ny tid, hvorefter
der igen er kommet ny sagsbehandler, som ikke kender sagen og må have tid til at
sætte sig ind i den osv. Det oplyses, at der på den måde er mindst syv forskellige
sagsbehandlerskift, at flere af sagsbehandlerne derudover er inde og ude af sagen
flere gange, og at der undervejs omstruktureres i forvaltningen, hvilket alt sammen
bruges som undskyldning for det absurde forløb.
Fra drengen anbringes uden for hjemmet i forbindelse med dommen, har moderen
kæmpet for at få kommunen til at påtage sig deres opgave og levere et ordentligt
tilbud til drengen. Eksempelvis fortæller hun følgende om, hvordan anbringelsesforløbet
startede om aftenen efter en turbulent dag, hvor drengen først havde været i
retten og derefter tilbage på sikret afdeling for at hente sine ting og sige farvel:
’… vi går så op, og han får et værelse, som er tomt. Der står en seng og madras, og der
står et bord, og der er et køleskab. Der er ikke nogen dyner, der er ikke noget
sengelinned, der er ingenting overhovedet i det her rum. Det er en stor bygning, hvor
kun han bor alene i hele det der kompleks, hvor der er 15 lejligheder. Og vi snakker
altså om en dreng, der er sat i behandling for en psykose i forhold til at have taget
stoffer. Ham vil man lige pludselig fra at have ham dækket 24 timer i døgnet [på den
sikrede afdeling], mandsopdækket, slippe ham fuldstændig løs i en stor bygning med 15
lejligheder. Der kunne jeg se på ham, at det kunne han bare ikke, og jeg kunne altså
heller ikke, og så vil jeg altså skide på, hvad der ellers vil ske, og så sagde jeg til ham:
”vi tager hjem”’.
Denne start på kommunens opgaveløsning og moderens (i egne øjne) nødvendige
involvering er blot et enkelt eksempel på det manglende samarbejde. Manglende
notater i journalen om indgåede aftaler, som i nogle situationer heldigvis for moderen
kan dokumenteres af andre instanser f.eks. et praktiksted, de utallige sagsbehandlerskift,
som fortsætter uændret, kommunens manglende engagement, ansvarlighed,
hovsaløsninger osv., giver moderen anledning til følgende udfald mod
kommunen i forbindelse med endnu et forgæves forsøg på at få kontakt:
’Jeg siger til kommunen, ”det her er ikke et akut problem [hvilket kommunen bruger
som undskyldning], det er et problem, som er opstået for 4 mdr. siden, og nu gider jeg
ikke høre mere på jer. Og hvis jeg begynder at lyde spids og kommanderende, så er det,
fordi det er den følelse jeg har, at nogen bliver nødt til at tage styringen nu, og nu
tager jeg styringen, og nu bliver I nødt til at sætte jer ned og finde ud af, hvem der er
hans sagsbehandler, og så ringer jeg tilbage om et par timer, og så får jeg det at vide,
og så snakker jeg sammen med den sagsbehandler, for nu er det nu, og nu er det nok”.
Og det var sådan ”jamen det kunne jeg jo ikke, og jeg måtte jo kunne forstå og sådan
noget”, og så siger jeg ”jamen I må også kunne forstå noget andet, at jeg rent faktisk
står her og sagsbehandler for min søn, der er anbragt uden for hjemmet, og ingen af os
ønsker det hverken min søn eller jeg. Men det er jer, der har fået det foranstaltet, det
var ikke politiet, det var ikke retten, det var kommunen, der ville have ham fjernet,
171

fordi det var sundt for ham. Men hvad har I gjort, I har placeret ham i hans eget miljø,
uden nogen plan, uden I kender ham, så nu må det holde op”’.
Denne opsang eller appel blev dog ikke en vitaminindsprøjtning til kommunens sags-
arbejde, for moderen fortæller videre:
’det kunne hun [sagsbehandleren] så godt forstå, at jeg havde det sådan, og de skulle
så nok snakke sammen, og jeg fandt så ud af, at jeg havde en anden sagsbehandler end
hende, der var blevet mig akut tildelt. Hun ville så bruge en dag på at sætte sig ind i
hans sag. OK fair, jeg ringer dagen efter, hvor jeg får at vide at Gud hjælpe mig, at det
ikke er hende men en anden’.
Og sådan fortsætter moderen sin fortælling med nye sagsbehandlerskift. Det lykkedes
familien selv at skaffe den unge et arbejde som arbejdsdreng undervejs i forløbet,
hvilket ifølge moderen har haft afgørende betydning for den positive situation, den
unge står i i dag. At ’han er kommet på arbejdsmarkedet, har noget at stå op til, har
fået et ansvar’ har ifølge moderen og forskellige udtalelser fra den unge selv
medvirket til, at han har fået selvtillid og har lagt planer for fremtiden. Disse planer
har kommunen økonomisk bakket op om.
Det positive eksempel drejer sig om en sag, hvor både drengen og hans familie har
følt sig meget godt støttet og hjulpet. Kommunen har været engageret til stede både
før, under og efter opholdet i sikret afdeling, foruden at andre instanser omkring den
unge og familien har præsteret et stort engagement.
Beskrivelsen af forløbet viser, at allerede mens den unge sad i varetægt i arresten,
blev der udfoldet mange anstrengelser for at støtte drengen:
’Jeg ved, der var mange, der prøvede at trække i trådene bl.a. hans advokat, som han
havde i forvejen, en beskikket i kraft af de forrige verserede sager, så hun var på banen
allerede der og tog ud med pizza til ham og trøstede ham, fordi han jo græd, så var
man kun 16 år. Så hun gjorde utrolig meget, også mere end hun egentlig skulle. Og så
havde han allerede på det tidspunkt en støtte-kontaktperson, så han trak også i nogle
tråde tror jeg, så der var gang i telefonen’.
Om det efterfølgende samarbejde med den sikrede afdeling fortæller forælderen:
’Vi oplevede et godt samarbejde og de talte også meget med sagsbehandleren, og vi
snakkede med dem, når vi var ude at besøge ham, og jeg oplevede det meget positivt.
De var meget glade for ham, så midt i alt det her var det så positivt for ham’.
Der hvor denne sag for alvor skiller sig ud fra de andre sager, drejer sig om, at såvel
den unges skole som ungdomsklub har været aktive både under anbringelsen og i
forbindelse med udslusningen fra den sikrede afdeling:
’Han var lige startet på en ny skole, og de var flinke at besøge ham, også hans
ungdomsklub, hvor han havde hele baglandet. Og der har efterfølgende været møder
med det kriminalpræventive råd, hvor han [drengen] har sagt undskyld til dem, der var
involveret og det hele, så de kan møde hinanden på gaden i området. Så jeg vil sige,
172

det er faktisk en solskinshistorie, men det kan vi så takke lederen oppe i
ungdomsklubben for. Hun har lavet et hestearbejde, hun er med i det der SSP arbejde,
så vi har været til nogle møder, hvor alle forældrene også var med, og [drengen] var
med og faktisk stillede sig op. Så på den måde har det været positivt også, for han var
jo nærmest stemplet, da han kom ud. Han var jo farlig, og der er der også røget nogen
venner, og der er nogen, der ikke må komme her, men det er ligesom udjævnet’.
Der er interviewet meget få forældre i Projekt Fokus, og de er heller ikke umiddelbart
repræsentative for forældregruppen til unge anbragt på sikret afdeling. Men det
betyder ikke, at deres erfaringer er uinteressante, idet de medvirker til at udpege
væsentlige problemstillinger.
Interviewene med forældrene viser, at flere af dem har fundet det nødvendigt at
involvere sig meget kritisk i den kommunale opgaveløsning. Disse forældre har på
beskrivelserne og iflg. egne udsagn været dem, der skulle sikre og kæmpe for, at
deres søn fik et ordentligt tilbud efter anbringelsen på den sikrede afdeling. To af
forældrene siger f.eks.:
’Det er mig, der har været primus motor i det hele, og jeg har også måttet gå til
psykolog’.
’Jeg har måttet bruge mig selv og mine egne redskaber. Altså synes jeg selv, jeg har
gjort et rigtigt godt stykke arbejde, altså udover at jeg jo elsker min søn og støtter
ham… og vi taler også om, at hvis jeg ikke havde været så fremadbrusende, så var der
ikke kommet noget igennem’.
De interviewede forældre har alle haft ønske om og forventninger til et samarbejde
med de sociale myndigheder. Men dette samarbejde er forløbet så dårligt, at
forældrene i tre af sagerne på forskellig vis har givet udtryk for deres utilfredshed
med den behandling, som de har været udsat for i det sociale system. Dette
underbygger det generelle billede af et ofte meget mangelfuldt og problematisk
samarbejde mellem kommunerne og de øvrige involverede parter.
Den ene forælder har som tidligere nævnt skrevet et brev, som måske/måske ikke
ville blive sendt til dagspressen. En anden forælder henvendte sig til en lokal tvstation
og fortalte anonymt om problemerne med at få hjælp fra sin kommune. Den
tredje forælder har, som hun udtrykker det, ’som mor’ skrevet brev til justitsministeren
og klaget sin nød, i dette tilfælde over sønnens indledende anbringelse i
arresthus og manglende mulighed for at komme i kontakt med ham.
Uanset om disse klager er udtryk for desperation og afmagt, eller kan tolkes som
ressourcestærke forældres ønske om at hjælpe deres børn bedst muligt, viser alle
forældreinterviewene, at børnenes anbringelse for samtlige forældre uden undtagelse
har været en meget belastende periode. Flere forældre har måttet sygemelde sig på
grund af depression, flere forældre har skiftet arbejde, og for flere har barnets
kriminalitet betydet brudte familierelationer. Oveni disse personlige problemer har
flere af forældrene skullet kæmpe mod uberettigede fordomme. En af forældrene
fortæller f.eks. følgende:
’Noget af det værste var mistillid til, at det vi sagde, var rigtigt. Og så synes jeg
fordømmelsen af at have et barn, der er misbruger, det er simpelthen det værste. Den er
173

så hård den der, andre folk der dømmer én, fordi man har et barn, der er blevet
misbruger, lige fra at sagsbehandleren siger, ”ryger I ikke selv lidt hash ind imellem,
eller hvad med lidt druk, drikker I ikke lidt meget”? ”Nej, det gør vi ikke, vi drikker
kaffe og får et glas rødvin fredag, men ryger ikke hash eller tager stoffer”’.
Den kommunale socialforvaltning er en central aktør og samarbejdspartner for den
unge og hans familie. Det er således helt afgørende, at den socialfaglige indsats,
herunder samarbejdet med familien og de involverede parter, er optimal.
Anbringelsen betyder, at ikke kun den unge, men også hans familie er i en belastet
situation, hvilket der bør være opmærksomhed på. At dette ikke altid er tilfældet
viser sidste citat, som kommer fra en forælder, der ikke har klaget nogen steder trods
dårlig sagsbehandling. Der er hverken beklagelser eller undertoner af selvmedlidenhed
i hendes beskrivelse af en hverdag med mange sociale problemer,
hvorfor hendes helt elementære og indlysende svar på et spørgsmål om, hvad
kommunens sagsbehandler kunne have gjort bedre, virker så stærkt:
’Altså et eller andet sted kunne hun jo godt bare have ringet og snakket med mig om
det eller et eller andet, jeg står alene med 3 unger, men det gjorde hun jo ikke, så der
kan jeg ikke sige noget positivt der’.
Generelle problemstillinger i henhold til de supplerende sagsakter
De supplerende akter giver et indblik i de unges fortsatte kontakt med de sociale
myndigheder i perioden 2003 – sommeren/efteråret 2005. En stor del af de unge får i
denne periode dom for nye kriminelle handlinger, ligesom mange af dem fylder 18 år.
Gennemlæsning af akterne viser, at der i 18 tilfælde umiddelbart har været tale om et
positivt forløb med en tilstrækkelig kommunal indsats. I 69 tilfælde må indsatsen ud
fra en socialfaglig vurdering karakteriseres som utilstrækkelig i forhold til de i
akterne dokumenterede behov, mens der for de resterende 85 personer ikke foreligger
oplysninger, som kan lægges til grund for en vurdering.
De positive forløb er alle karakteriseret ved nogle af de faktorer, som er omtalt i
afsnittet om samarbejdet under anbringelsen. Der er her tale om en meget aktiv
indsats fra forvaltningens side, lydhørhed og et konstruktivt samarbejde med den
unge og familien, et dygtigt/heldigt match af foranstaltning(er), ofte tilknytning af
en kontaktperson samt ikke mindst en vedholdende opfølgning/udslusning/efterværn.
Det kan måske forekomme indlysende eller banalt, men det kan konstateres, at de
positive forløb i meget høj grad er i overensstemmelse med såvel servicelovens
vejledninger som ungdomssanktionens intentioner. Gedigen socialfaglig udredning,
hensyntagen til den unges og familiens ønsker og ressourcer i kombination med
tilbud om relevante socialpædagogiske foranstaltninger og ikke mindst
uddannelse/beskæftigelse, ser ud til at kunne give det ønskede resultat: en
’utilpasset ung’ finder sig en fremtid og en plads i samfundet.
Barrierer
For de unge, hvor indsatsen ikke ser ud til at bære frugt, er der flere barrierer, som
optræder med vægt.
174

Den første barriere drejer sig om, at der er et alvorligt ’slip’ i samarbejdet mellem de
sociale myndigheder og straffesystemet 171 . Der er i adskillige af de supplerende akter
eksempler på, at unge i 17-20 års alderen afsoner fængselsstraffe og i den periode er
uden kontakt med de sociale myndigheder. Der er ingen koordinering af
Kriminalforsorgens afsoningsplaner med de handleplaner, som kommunen skal
etablere for kriminelle unge. Der er således i de sociale akter flere eksempler på, at
unge (prøve)løslades uden helt elementære aftaler om efterfølgende
forsørgelsesgrundlag og i nogle tilfælde også uden at have en reel bopæl efter
afsoningen. Sagsbehandlingsrutiner kan – stadig ifølge forvaltningernes egne akter –
betyde, at der kan gå flere måneder, før en ung kan blive berettiget til at få udbetalt
kontanthjælp, hvilket i nogle tilfælde kan være en medvirkende årsag til, at den
unge meget hurtigt begår ny berigelseskriminalitet.
For et par af de unge er der, udover de ’generelle 18 års-problemer’ også tale om, at
alle involverede instanser har glemt/overset, at der under afsoningen skulle have
været søgt om formel opholds- og arbejdstilladelse, fordi den unge ikke er dansk
statsborger, selv om han er født og opvokset her i landet.
En anden alvorlig barriere drejer sig om, at de unges kontanthjælp i perioder
inddrages på grund af manglende deltagelse i kommunale aktiveringsforanstaltninger.
Det er i den sammenhæng vigtigt at gøre opmærksom på, at de unge i de sociale
sagsakter helt generelt er karakteriseret som meget belastede, marginaliserede,
utilpassede og indsatskrævende personer. Når de unge er blevet frataget
kontanthjælpen, skyldes det primært, at de ikke har formået at leve op til
aktivlovens krav til ’personer uden andre problemer end ledighed’. Her er man så
tilbage i den tidligere omtalt problemstilling med, at ’utilpassede unge med massive
behov for støtte’ i kommunernes arbejdsmarkedsafdelinger med et slag kan skifte
status til ’uproblematiske ledige’. Også her kan resultatet hurtigt blive, at den unge
recidiverer til berigelseskriminalitet.
En tredje barriere drejer sig om manglende systematik i den socialfaglige indsats.
Journaler og øvrige sagsakter er i mange tilfælde præget af jævnlige
sagsbehandlerskift, lange perioder uden kontakt med den unge (eller uden notater
herom) og manglende oplysninger om den unges opvækstforhold og aktuelle
situation. I gennemlæsningen af det indsendte materiale var det ofte kun muligt at
finde konkrete oplysninger i eksterne dokumenter, som f.eks. psykologerklæringer
eller udtalelser fra de sikrede afdelinger.
Der er selvfølgelig også eksempler på kommuner, hvor journalen fremstår som et
brugbart arbejdsredskab, og hvor der foreligger aktuelle § 38-undersøgelser 172 og
begrundede indstillinger til brug for beslutninger om foranstaltninger. Men sådanne
sagsakter er i undersøgelsens materiale undtagelsen – og ikke reglen. Det generelle
og overordnede indtryk er, at sagsbehandlingen i de fleste tilfælde er usystematisk og
i høj grad hviler på ’de forhåndenværende søms princip’. Der visiteres ofte til kendte
og lettilgængelige foranstaltninger uden inddragelse af den unge eller familien og
171 Der skal her henvises til, at Socialministeriet d. 9.2.2006 har udsendt bekendtgørelse nr. 81, som
omhandler kommunernes pligt til at koordinere handleplaner med Kriminalforsorgen for visse
persongrupper. Det skal bemærkes, at pligten ikke omhandler unge i sikret afdeling.
172 Jf. serviceloven.
175

uden en forudgående afdækning af, om den valgte foranstaltning nu også kan
tilgodese den unges behov.
Tilstedeværelsen af særlige ’unge-teams’ eller lignende ser i nogle kommuner ud til at
kvalificere indsatsen, mens det andre steder snarere ser ud til at hæmme den, blandt
andet fordi der er usikkerhed om, hvor ansvaret for sagsbehandlingen er placeret.
Som den fjerde og sidste barriere skal nævnes samarbejdet mellem socialforvaltningerne
og de sikrede afdelinger. Også her ses usikkerhed om ansvars-fordeling.
Nogle kommuner udtrykker utilfredshed med, at afdelingerne ’blander sig’ i
sagsbehandlingen og vælger at se mere eller mindre bort fra de anbefalinger, som ofte
indgår i afdelingernes skriftlige udtalelser. Andre (ofte små) kommuner har
forventninger om, at de sikrede afdelinger mere eller mindre overtager den
socialfaglige sagsbehandling, finder egnet døgninstitution, ledsager den unge på
forbesøg og lignende.
Fra de sikrede afdelingers side giver både forstandere, afdelingsledere og
medarbejdere udtryk for stor, generel utilfredshed med socialforvaltningernes indsats.
Det er ikke kun de anbragte unge, som har problemer med at komme i kontakt med
den kommunale sagsbehandler. Institutionerne beretter om talrige forgæves forsøg,
før det lykkes at komme igennem til den rette person – efterfulgt af uge- og
månedlange ventetider på afgørelse af eksempelvis en ansøgning om tøj eller bevilling
af en foranstaltning. De fleste af de sikrede afdelinger giver udtryk for, at man ønsker
sig et bedre samarbejde med de unges hjemkommuner og gerne ser en kompetencefordeling,
som giver afdelingerne adgang til at foretage en egentlig udredning af den
enkelte unge – på linie med den, der gennemføres over for unge i socialpædagogisk
observation.
176

12. Retssikkerhed
I kontakten med de sikrede afdelinger og gennem dataindsamlingen i øvrigt har der
på en række punkter vist sig problematiske forhold i forbindelse med de anbragte
unges retssikkerhed.
Disse forhold kan relateres til
- manglende sammenhæng i den overordnede lovgivning og regelsætning på
området,
- decentralt driftsansvar med deraf følgende uensartede regelsæt på de sikrede
institutioner,
- manglende koordinering af indsatsen fra de involverede myndigheders side
(kommuner, amter, sikrede afdelinger og deres driftsamter), specielt i forbindelse
med de anbringelser, som indebærer en sammenblanding af straf og behandling/støttende
foranstaltninger.
Det falder uden for Projekt Fokus' formål at gennemføre en egentlig juridisk analyse
af de unges retssikkerhed under ophold i sikrede afdelinger. Men de
retssikkerhedsmæssige problemstillinger er på den anden side så væsentlige
elementer i institutionernes seneste og fremtidige udvikling, at det ikke er muligt
helt at se bort fra dem i forhold til at komme med forslag til metodeudvikling og
opkvalificering af afdelingernes indsats. Der vil derfor i dette kapitel blive omtalt en
række konkrete situationer, hvor de unges retssikkerhed er truet eller uklar.
Det retlige grundlag for anbringelse i sikret regi
Da den altovervejende del af de unge anbringes i henhold til straffelovens og
retsplejelovens regler, vil der ikke her blive gået nærmere ind i reglerne og
retssikkerheden for de få unge, der anbringes af de sociale myndigheder efter
servicelovens regler 173 . Langt de fleste unge stifter bekendtskab med de sikrede
afdelinger i forbindelse med en varetægtsfængsling for et kriminelt forhold.
Dommeren kan give tilladelse til, at den unge som surrogat for anbringelse i et af
straffesystemets arresthuse placeres i en af de sociale myndigheders sikrede
afdelinger. Efter retsplejelovens regler kræver dette den unges accept. Men udtalelser
fra såvel forstandere som medarbejdere og notater i sociale akter tyder på en vis
usikkerhed på dette punkt. Med henvisning til artikel 37 i FN's Børnekonvention 174
rejses der spørgsmål om lovligheden af at placere de unge i et arresthus, og dermed
også om hvorvidt den unge reelt har den valgmulighed, som fremgår af
retsplejeloven. Samtidig er det nogle af de sikrede afdelingers opfattelse, at de unge
sjældent er blevet stillet over for valget i retten.
173
Dvs. unge anbragt under kriterierne 'farlighed', socialpædagogisk observation eller længerevarende
socialpædagogisk behandling - efter en administrativ beslutning.
174
Artikel 37 (c): " … Især skal ethvert barn, der er berøvet friheden, holdes adskilt fra voksne, medmindre
en sådan adskillelse ikke anses at tjene barnets tarv, og skal have ret til at opretholde kontakt med sin
familie gennem brevveksling og besøg, bortset fra under særlige omstændigheder."
177

Usikkerheden drejer sig på dette område om en grundlæggende uoverensstemmelse
mellem den danske lovgivning og FN's Børnekonvention, som Danmark har tiltrådt,
men ikke fuldt ud har implementeret i danske love.
Det skal bemærkes, at der hverken i interview eller sagsakter er fundet udsagn om, at
en ung skulle have foretrukket arresthus frem for surrogatplacering i sikret afdeling.
Alle de unge, som har prøvet begge dele, udtrykker stor lettelse og taknemmelighed
ved overflytningen til sikret afdeling. Usikkerheden i forbindelse med det retlige
grundlag er snarere et problem for afdelingernes personale, der ikke helt ved, om
institutionernes kernegruppe af surrogatanbragte unge reelt er anbragt på frivilligt
eller ufrivilligt grundlag. Der udtrykkes også fra nogle afdelingers side usikkerhed
ved, om det vil være legalt at nægte modtagelse af en ung – eller om en sådan
afvisning vil være i strid med den internationale konvention.
Forlængelser af surrogatanbringelser
I kapitlet om den kommunale indsats refereres flere udsagn om, at unges
varetægtsperioder er blevet forlænget alene pga. langsommelig sagsbehandling fra
socialforvaltningens side. Omfanget heraf kan ikke dokumenteres via Projekt Fokus.
Men for de relativt mange unge, som ved afsigelsen af en kombinations- eller
fængselsdom allerede har ’afsonet’ hele straffen og løslades 175 , kan det siges, at
dommeren har fundet, at surrogatanbringelsen/frihedsberøvelsen ’har varet længe
nok’. Der synes at være en tendens til – eller risiko for – at surrogatfængsling ikke er
omfattet af helt de samme vurderinger, som ’rigtige’ fængslinger. Dette kan bl.a. ses
ved, at politiet i en del tilfælde glemmer eller undlader at notere de unges
surrogatanbringelser i Kriminalregistret 176
. Projekt Fokus’ resultater har således
afdækket et behov for en egentlig undersøgelse af varetægtsperiodernes længde for
de surrogatanbragte unge. Tilsvarende kan der være behov for undersøgelse af
fængselsgrundlaget i de relativt mange tilfælde, hvor den unge på trods af
varetægtskendelsen ender med at få en ikke-frihedsberøvende dom.
Det retlige grundlag for ungdomssanktionsdømte
Indførelsen af denne nye straf 177 skete meget hurtigt, og der gik – som tidligere
omtalt – meget lang tid, før der blev udsendt vejledninger og cirkulærer om, hvordan
de sikrede afdelinger og kommunale forvaltninger skulle varetage den nye,
straffuldbyrdende opgave. Alle hidtidige undersøgelser af ungdomssanktionens
implementering afslører stor usikkerhed i forvaltningen af straffen – lige fra
domstolenes formulering af de enkelte domme til socialforvaltningernes problemer
med at gennemføre hele det to-årige forløb.
For de sikrede afdelinger indebærer involveringen i sanktionens første og anden fase
forskellige retssikkerhedsmæssige problemstillinger.
175
Se tabeller herom i kriminalitetskapitlet.
176
Se 1. statistiske arbejdspapir – tabel 2.9., s 31.
177
Pr. 1. juli 2001.
178

Vedrørende fase 1
I ungdomssanktionens fase 1 skal afdelingerne i mange tilfælde huse unge i flere
måneder ud over, hvad man fra institutionens side finder relevant. Dette kan dels
forekomme, hvor retten har afsagt en dom med ufleksible tidsgrænser mellem
sanktionens forskellige faser, dels hvor den unges kommune af praktiske, økonomiske
eller strafmæssige årsager først overflytter den unge til sanktionens 2. fase, når
længstetiden for fase 1 udløber. I disse situationer opstår der usikkerhed om, hvilken
opgave institutionen skal varetage i forhold til den unge, og hvilke krav der kan
stilles f.eks. om deltagelse i uddannelse eller beskæftigelsesmæssige aktiviteter under
opholdet.
Tilsvarende kan den unge befinde sig i en situation, hvor han eller hun er sat uden
for indflydelse på egen fremtid, blandt andet fordi den unge ofte har problemer med
at komme i kontakt med den kommunale sagsbehandler og ikke har mulighed for at
modsætte sig – eller få retligt prøvet – kommunens valg af fase 2-foranstaltninger.
Vedrørende fase 2
Reglerne for afvikling af ungdomssanktion indebærer mulighed for, at de dømte kan
tilbageføres til sikret regi, hvis de overtræder reglerne for ophold i den åbne fase 2institution.
Her har den unge mulighed for at få kommunens beslutning om
tilbageførsel prøvet ved domstolene, men det ser ud til, at de unge ikke altid gøres
bekendt med, at de har denne ret 178 .
For de sikrede afdelinger og deres driftsamter har der udviklet sig forskellig praksis i
forhold til vurdering af grundlaget for en tilbageførsel. Der er eksempler på, at en
kommunal beslutning om tilbageførsel af et eller flere driftsamter findes
utilstrækkeligt begrundet, hvorfor der derfra gives afslag på at genindskrive den unge
i sikret regi. Den samme beslutning med uændret begrundelse kan derefter forelægges
endnu et driftsamt, som så uden betænkelighed accepterer kommunens beslutning og
siger ja til at modtage den unge.
Der må her siges at være tale om egentlig rets-u-sikkerhed både for de unge og de
involverede institutioner.
Tilsvarende må de kommunale myndigheder siges at udøve disse straffuldbyrdende
opgaver på et noget usikkert grundlag, når gennemførelsen af en beslutning om
tilbageførsel til sikret regi kan afhænge af, hvilken sikret institution/hvilket driftsamt
sagen forelægges.
Sikrede afdelinger med driftsansvar for åbne fase 2-institutioner
Som tidligere omtalt har flere af de sikrede afdelinger etableret sig med åbne enheder
i forbindelse med indførelse af dom til ungdomssanktion. Disse åbne institutioner
anføres at være målrettet til sanktionens fase 2, men i deres rammer og indhold
adskiller de sig ikke væsentligt fra andre døgninstitutioner eller opholdssteder. De
fleste er placeret 'langt ude på landet', hvilket umiddelbart vanskeliggør den unges
mulighed for at vedligeholde kontakten til sin familie og øvrige netværk, ligesom der
kan være langt til relevante uddannelsesinstitutioner. For mindst én af disse
institutioner synes der at være problemer med stedets status som åbent fase 2-sted,
idet de unge ikke må gå uden for matriklen, medmindre de er sammen med en
medarbejder. Der er også i et domsudskrift set eksempel på, at en sådan fase 2-
178 S.11 i Rapport fra ekspertgruppen om ungdomssanktion, Socialministeriet, nov. 2005.
179

institution er foreslået anvendt over for en ung, der blev dømt til anbringelse i
døgninstitution for personer med vidtgående psykiske handicap 179 .
Nogle af institutionerne er etableret meget hurtigt i et forsøg på at imødekomme et
forventet behov for døgnpladser – og i et vist omfang uden forudgående afdækning af
de sanktionsdømte unges mere konkrete behov for socialpædagogisk indsats.
Med driftsansvar for både fase 1- og fase 2-institutioner risikerer de sikrede afdelinger
at komme i forskellige dilemmaer:
Der kan opstå tvivl om afdelingens uvildighed, hvis man efter den indledende
udredning anbefaler overflytning til egen institution i fase 2. (Vil det være det bedst
egnede sted for den unge, eller er der snarere tale om at sikre udnyttelsen af den
åbne afdelings kapacitet.)
Den sikrede afdelings forstander/driftsamtet kommer i en dobbeltrolle, hvis den åbne
enhed ønsker den unge tilbageført til lukket regi.
Begge dilemmaer indebærer risiko for, at den unges retssikkerhed tilsidesættes til
fordel for organisatoriske prioriteringer.
12.1 Afdelingernes interne regler og husordener
Selv om alle de sikrede afdelinger drives efter de samme paragraffer i lov om social
service, og alle er underlagt den samme magtanvendelsesbekendtgørelse fra
Socialministeriet, er der meget store forskelle på institutionernes regelsæt.
I et retssikkerhedsperspektiv må det konstateres, at surrogatanbringelse i sikret regi
giver væsentligt mere ’tilfældige’ opholdsbetingelser end en anbringelse i arresthus.
Hvor arresthusene har ens og centralt fastsatte regler om de indsattes rettigheder og
forpligtelser, har de sikrede afdelinger (og deres driftsamter) ret vide rammer for
lokalt at regulere de anbragte unges frihedsgrader. Forskellene viser sig på en lang
række områder, hvoraf der her skal peges på nogle af dem, som i Projekt Fokus har
vist sig at være af betydning for de unges ophold.
Indelåsning på værelset om natten
Ifølge magtanvendelsesbekendtgørelsen er udgangspunktet, at de unge ikke låses
inde på værelset om natten. Bekendtgørelsen giver dog samtidig mulighed for, at
driftsamtet kan give tilladelse til indelåsning af de unge, og flere driftsamter har i
dag givet permanente tilladelser til at låse alle en afdelings unge inde hver nat.
Begrundelserne for indelåsningen er forskellige – fra økonomiske hensyn (at spare på
antallet af nattevagter) til sikkerhedsmæssige hensyn (at hindre natlige flugtforsøg
eller overfald på personalet) – men ingen af de nævnte begrundelser har været
relateret til pædagogiske argumenter eller hensynet til de unge selv. Det er en rent
driftsmæssig beslutning, om de unge låses inde om natten eller ej. Der er f.eks. ikke
tale om, at dette skulle være et krav i forbindelse med rettens tilladelse til surrogatanbringelse.
Blandt forstandere og personale er der meget forskellige holdninger til spørgsmålet,
og der er da også eksempler på, at der for en institution med flere afdelinger/enheder
179 Der er her tale om en sammenblanding af særforsorg og ungdomsforsorg.
180

kan være tale om, at én afdeling har tilladelse til indelåsning, mens en anden ikke
har.
Fra de unges side tyder alle udsagn om dette spørgsmål på, at de unge sætter meget
stor pris på ikke at blive låst inde om natten.
De unges kontakt til omverdenen
En del af de surrogatanbragte unge er af politiet underlagt besøgs- og brevkontrol,
hvilket normalt også betyder, at de afskæres fra telefonisk kontakt, ikke blot til
venner og veninder, men også til forældre og søskende.
Ifølge love og cirkulærer 180 på området bør retsplejelovens bestemmelser om isolation
eller andre begrænsninger kun i helt særlige tilfælde bringes i anvendelse over for
unge under 18 år – og kun for det kortest mulige tidsrum.
Der blev ikke i Projekt Fokus’ undersøgelsesdesign lagt op til at indhente dokumentation
på dette område, fordi restriktionerne formodedes at vedrøre et meget
begrænset antal unge. I kontakten med de sikrede afdelinger er problemer i forbindelse
med besøgs- og brevkontrol imidlertid blevet omtalt gentagne gange. At
afdelingerne næsten altid huser en eller flere unge med kontrol indgår således i
forklaringen på nogle institutioners meget restriktive regelsæt, hvor de unges
telefoniske kontakt med omverdenen dels indskrænkes til meget korte tidsrum, dels
til kun at måtte omfatte en meget begrænset personkreds. Der bliver hermed tale om
en form for anvendelse af laveste fællesnævner, hvor begrundelsen synes at være, at
når nogle af de unge ’slet ikke må’, så må de andre unge også kun ’så lidt som muligt’.
Med andre ord får de surrogatanbragtes restriktioner negativ betydning for alle de
anbragte unge. Derudover er der i nogle afdelinger tale om, at den unge kun må tale
dansk i telefonen, som samtidig er placeret på et kontor, hvor den unge kun må
opholde sig sammen med personale. Sådanne regler betyder, at også unge uden
besøgs- og brevkontrol reelt er underlagt en form for kontrol med deres kontakt til
omverdenen.
Blandt de interviewede unge (og deres forældre) omtales perioder med de restriktive
’ringeregler’ generelt som noget af det negative eller belastende ved opholdet i sikret
afdeling.
Fra nogle afdelinger er der givet udtryk for, at man bruger en del energi på at hjælpe
de unge med at få ophævet politiets beslutninger om kontrol. Andre afdelinger går
sjældent ind i disse spørgsmål og henviser til, at det må være en opgave for den
unges forsvarsadvokat.
Supplementundersøgelsens oplysninger om besøgs- og brevkontrol
For at få et mere eksakt overblik over anvendelsen af restriktioner på de sikrede
afdelinger blev der i den tidligere omtalte supplementundersøgelse pr. 15.12.2005
spurgt til, hvor mange af de på den dato anbragte unge 181 , der aktuelt var eller havde
været undergivet besøgs- og brevkontrol.
Det viste sig temmelig overraskende, at godt 80 % af de 87 retligt anbragte unge
havde haft kontrol i forbindelse med den aktuelle anbringelse, og at næsten 65 %
180
Der kan blandt andet henvises til Rigsadvokatens meddelelse nr. 2/2004, afsnit 3.3. og FN's
Børnekonvention, artikel 37.
181
Der var 97 unge indskrevet, heraf var 10 anbragt i henhold til en kommunal beslutning, og 87 var
anbragt efter rettens afgørelse.
181

fortsat var undergivet restriktioner. For otte unge havde restriktionerne været
opretholdt i mere end to måneder, og for en enkelt havde restriktionerne strakt sig
over mere end 1/2 år 182 .
Set i et retssikkerhedsperspektiv må det undre, at besøgs- og brevkontrol bruges i så
stort omfang overfor unge under 18 år. Det kan også undre, at det i en række tilfælde
er de sikrede afdelingers personale – og ikke den unges forsvarer – som går ind i
spørgsmålet om ophævelse af besøgs- og brevkontrollen.
Adgang til tolkebistand
Det er i Projekt Fokus dokumenteret, at en stor del af de anbragte børn og unge har
anden etnisk baggrund, og at en del af de unge dels kun har opholdt sig i Danmark i
kortere tid, dels er registreret med sprogproblemer. Nogle af disse unge har også
forældre, som kun taler og forstår dansk i meget begrænset omfang.
Bortset fra den særlige afdeling til udenlandske unge under 15 år 183 , ses der ikke at
være fastsat generelle regler for de sikrede afdelingers adgang til at benytte
tolkebistand i arbejdet med den unge eller til sikring af den unges kontakt til familie
og øvrigt netværk.
Nogle afdelinger forsøger bevidst at løse nogle af disse problemstillinger gennem
ansættelse af medarbejdere med anden etnisk baggrund og sproglige kompetencer.
Men selv når dette (i sjældne tilfælde) lykkes, kan man ikke altid sikre sig, at der
blandt det vagthavende personale er én, som kan kommunikere med en fremmedsproget
ung.
Da de fremmedsprogede unge ofte er flygtningebørn med traumatiske oplevelser i
forhold til offentlige myndigheder, kan der ifølge flere forstandere og medarbejdere
være et stort behov for tolkebistand i disse sager, både for at få givet den unge en
fornemmelse af, hvad det er for en institution, han er anbragt på, for at få informeret
ham om reglerne for opholdet og for at kunne yde ham en socialpædagogisk indsats.
Tilsvarende er der ofte behov for tolkebistand ved underretning af og samarbejde med
den unges forældre.
Anvendelsen af tolke skal de fleste steder tilsyneladende finansieres via den enkelte
afdelings driftsbudget, hvilket kan være en del af forklaringen på den uens praksis på
området.
Bortset fra at sprogproblemer skaber praktiske hindringer for afdelingernes muligheder
for at yde en kvalificeret indsats over for den unge, har sagen også et helt
andet aspekt: I henhold til FN’s Børnekonvention skal et anbragt barn have mulighed
for at vedligeholde sit sprog, kunne omgås personer fra sin egen kultur og kunne
dyrke sin religion 184
. Disse rettigheder er det meget vanskeligt at tilgodese med de
aktuelle forhold på landets sikrede institutioner.
Undervisning/undervisningspligt
Afdelingernes forskellige prioritering af undervisning er tidligere beskrevet. Når
emnet også tages op her, er det fordi en del af de unge ved anbringelsen stadig er
omfattet af den almindelige undervisningspligt. Der har fra afdelingernes driftsamter
været usikkerhed om, hvorvidt undervisningen af unge, som er anbragt i sikret regi,
182
Det skal bemærkes, at der mangler oplysninger vedrørende fire af de 87 unge, samt at der i opgørelsen er
tale om minimumstider – se afsnittet om supplementundersøgelsen i del 2.
183
Oprettet i h.t. magtanvendelsesbekendtgørelsens § 7, stk. 1, 7).
184
FN's Børnekonvention, artikel 30.
182

var underlagt folkeskolelovens bestemmelser, hvorfor man i 1999 har sendt en
skriftlig forespørgsel til Uddannelsesstyrelsen. Styrelsen har – efter lange overvejelser
– i januar 2005 meddelt, at undervisningen er omfattet af folkeskolelovens regler 185 .
Afgørelsen må formodes at medføre, at der fremover vil blive ansat lærere på alle
afdelinger, eller at der alternativt vil blive indgået aftaler med afdelingernes
beliggenhedskommuner om at levere undervisning efter behov.
Usikkerheden har på dette område betydet, at en del unge på grund af uens tolkning
af lovgivningen under ophold i nogle af de sikrede afdelinger har været afskåret fra
den undervisning, som de samtidig er forpligtet til at modtage.
12.2 Retssikkerhed og den decentrale styring
I et retssamfund som Danmark er der store begrænsninger i forhold til
samfundets/statens muligheder for at anvende magt over for den enkelte borger.
Tvangsmæssige foranstaltninger kan kun iværksættes, hvis der er hjemmel til det i
lovgivningen, og magtanvendelsesparagraffer er i de fleste tilfælde ledsaget af andre
paragraffer, som skal tilgodese borgerens retssikkerhed i en sådan tvangssituation.
For de sikrede afdelinger har der ikke tidligere været tradition – eller behov – for at
tænke retssikkerhed ind i institutionernes regelsæt, udover det der fremgår af
Socialministeriets magtanvendelsesbekendtgørelse.
Men med institutionernes tidligere omtalte involvering i egentlig ’straffuldbyrdende
virksomhed’, og den betydning som dette generelt har fået for afdelingernes hverdag
og interne regelsæt, øges behovet for regler, som kan garantere de anbragte børn og
unges retssikkerhed.
Til belysning af områder, hvor unge på sikret afdeling i dag synes ringere stillet end
afsonere i fængsler, skal der her henvises til nogle af de regler og rettigheder, som
gælder under fængselsafsoning:
Udgang/tilladelse til at forlade institutionen 186
I fængslerne har ledelsen kompetence til at give tilladelse til diverse udgangsformer.
Der er udførlige bestemmelser om betingelser og – ikke mindst – ankeregler i tilfælde
af, at der gives afslag på en ansøgning.
På de sikrede afdelinger kan ledelsen alene give tilladelse til kortvarigt fravær.
Kompetencen til f.eks. weekendudgang til forældrene ligger hos den statsadvokat,
som har fået den unge dømt, mens det skal helt op på rigsadvokatniveau, hvis den
unge skal have lov til f.eks. at deltage i en skitur til Norge.
Der er ingen ankeinstans, som den unge kan få prøvet et afslag hos.
Grønne udgange
Disse udgange omtales også som ’lufteture’ eller ’kulturudgange’. Begrebet dækker
over en række småture uden for institutionens matrikel – besøg hos frisør, eller i
svømmehal, en biograftur eller afhentning af mad i det lokale pizzeria og lignende.
185
Svar af 26.1.2005 fra Uddannelsesstyrelsen til Frederiksborg Amt.
186
Vedrører primært unge i Ungdomssanktionens fase 1.
183

De sikrede afdelinger har en meget forskellig holdning til anvendelsen af grønne
udgange i den pædagogiske praksis. Nogle finder, at der er tale om et helt
uundværligt redskab, som blandt andet kan bruges i situationer, hvor en ung er ved
at få psykiske problemer (f.eks. efter en lang varetægtsperiode). Andre afdelinger
oplyser, at grønne udgange stort set hører fortiden til, blandt andet fordi man ikke
ønsker at lægge sig ud med politi og anklagemyndighed. Næsten alle institutioner
henviser til, at Politidirektøren i København 187
har rundsendt en skrivelse, som
opfordrer til at begrænse antallet af ansøgninger. Skrivelsen er oprindeligt stilet til
én afdeling og sendt som reaktion på nogle konkrete ansøgninger. Men den har fået
stor betydning for praksis på stort set alle de sikrede afdelinger.
At en skrivelse fra en enkelt politimester/politidirektør på den måde kan få status
som ’lov’, må opfattes som et tegn på den juridiske usikkerhed, der råder omkring de
sikrede afdelinger:
Adgang til telefon, tolkebistand m.v.
For de indsatte i danske fængsler er der i lov om straffuldbyrdelse og de tilhørende
cirkulærer en række bestemmelser, som sikrer den enkeltes rettigheder under
afsoningen.
Fængselsafsonere har generelt langt videre adgang til telefonisk kontakt med
omverdenen end de unge i sikret afdeling, selv om der med de sikrede afdelingers
meget forskellige regelsæt også her er tale om markante forskelle institutionerne
imellem.
Den konventionsbestemte ret til at kommunikere på eget sprog 188 har i
fængselslovgivningen ført til, at fængslerne skal anvende tolke, hvis en fremmedsproget
indsat har overvåget besøg eller telefonisk kontakt til sin familie. De indsatte
bliver således ikke henvist til kun at tale dansk, sådan som der er set eksempler på
for de unge i sikret afdeling.
Indsatte i fængsler har også lovfæstede rettigheder i forhold til en lang række
områder, som f.eks. religionsudøvelse, deltagelse i udflugter mm.
Helt generelt må det konstateres, at de unge i sikret afdeling ikke er omfattet af de
samme retssikkerhedsgarantier, som gælder for voksne kriminelle i arresthuse eller
fængsler.
Den decentrale styring og regelfastsættelse betyder, at opholdsbetingelserne er yderst
forskellige. De unges rettigheder er ikke beskrevet, og en del af reglerne/restriktionerne
er ikke i overensstemmelse med FN’s Børnekonvention eller andre
internationale bestemmelser.
187
Skrivelse af 1.5.2003 fra Politidirektøren i København til institutionen Sølager.
188
FN’s Børnekonvention, artikel 30 og artikel 40, 2, b (VI).
184

13. Udbytte af opholdet
De interviewede unge om deres udbytte af anbringelsen
Det har været et tema i begge interviewrunder at få belyst, hvad de unge selv mener,
de har fået ud af at have været anbragt på en sikret afdeling, herunder om de har
lært noget. Formålet var at finde ud af, hvilke elementer i afdelingernes arbejde med
de unge, som spiller en positiv rolle for de unges udbytte af opholdet. Mange af de
unges svar under anbringelsen, er imidlertid slet ikke relateret til afdelingernes
pædagogiske tilbud, men derimod til et strafaspekt. Deres svar drejer sig typisk om,
at de har ’lært’, at kriminalitet ikke er vejen frem.
’Jeg har brugt det til meget, jeg har f.eks. indset, at jeg ikke gider det der kriminelle liv,
ellers ender man bare her hele tiden og kommer aldrig ud. Og jeg ser alle mine venner
komme videre, og så sidder man selv tilbage uden noget, så det gider jeg ikke, så derfor
vil jeg gerne ud, hvor jeg stadig kan nå det og har alderen til det’.
’Det betyder, at jeg ved, at jeg ikke skal lave kriminalitet mere, at jeg bare skal…. hvis
jeg skal til at lave et eller andet, så skal jeg bare lige tænke tilbage – hvordan var det
da jeg sad på (X-afdeling), så ved jeg godt, jeg skal lade være, fordi det er røvhamrende
sygt….ja, det har jeg lært, det skal jeg bare ikke gøre igen.’
’Jeg kommer nok til at lære, at sådan nogen ting skal jeg ikke gøre igen, som jeg har
lavet….fordi det er ikke det værd…..det er det sku ikke’.
’Jo, hvis du er her og tænker bagefter, det vil jeg ikke mere, så har du jo lært det. Så
kan man sige, at det er den straf, du har fået ved at sidde her – at du har pint dig selv.
Så det har du lært, så laver du ikke mere kriminalitet. Så det er nok ikke helt spildt,
men det er nogen lange dage, og de går langsomt, når man går og tænker på det’.
’Det vil faktisk hjælpe mig. Det har hjulpet. Så har jeg lært af mine fejl. Jeg har lært
det, siden jeg var i arresten. Men det tænker man først på bagefter. Man skal først
tænke, før man handler… Jeg lærer af mine fejl. Det jeg gjorde, det skulle jeg ikke have
gjort. Men det får man først at se bagefter. Men det er noget lort. Jeg kan i hvert fald
ikke anbefale det…. så jeg har lært min lektie’.
’Det vil hjælpe mig, fordi nu har jeg fundet ud af, at jeg ikke vil ind og sidde mere’.
’Hvis jeg har lavet noget og fortjent at være her, og det har jeg så, så er det godt
ligesom at prøve det. Sådan en som mig, jeg ved, at jeg ikke kommer til at vende
tilbage hertil. Det siger de jo alle sammen, men nu mener jeg det...jeg kommer ikke
tilbage til sådan et sted her, selvom om det skulle koste mig at tabe alt, hvad jeg ejer,
alle mine venner, alt min magt, så vil jeg ikke tilbage til sådan et sted her’.
185

Enkelte af de unge fortæller dog, at de lærer noget, som relaterer sig til afdelingernes
pædagogiske tilbud. Én fortæller, at han lærer matematik, fordi han har en lærer, der
hjælper ham med det. Derudover har han haft udbytte af at tale med en fagperson om
sit stofmisbrug. En anden fortæller, at han lærer at arbejde med maskiner på
afdelingens værksteder.
Derudover er der tre unge, der fortæller, at de under opholdet har erhvervet sig nogle
hverdagskompetencer:
’Jeg har f.eks. lært at vaske op og vaske mit eget tøj og skifte sengetøj og hjælpe
hinanden, når der er én, der har brug for det’.
’Man lærer noget, man lærer nogle ting, man ikke har lært udenfor...f.eks. at være i
køkkenet, lærer at lave mad, lærer at lave malerier, alle mulige forskellige ting kan man
lære her’.
’Man lærer nogen ting, man lærer at tage ansvar for sig selv, der er ikke nogen kære
mor…du skal vaske dit eget tøj, du skal selv sørge for, at du får noget at spise og
sådan nogen ting der. Der er ikke nogen, der kommer og siger, ’nu skal vi’….jo, der er
selvfølgelig fast spisetidspunkt, hvis du er sulten, så spiser du, og hvis du ikke er, så
spiser du ikke. Der er heller ikke en, der siger, du skal vaske dit tøj, eller noget som
helst. Det skal du gøre selv. Og du er spærret inde, det er hårdt for psyken’.
Endelig er der nogle af de unge, som overhovedet ikke kan finde noget positivt at
fortælle om det at være anbragt. Eksempelvis siger en af de unge, som har mange
anbringelser bag sig, om den sikrede afdeling:
’(X-afdeling) ligner alle de andre institutioner, jeg har været på, den eneste forskel er,
at der er tremmer for, ellers er det næsten det samme. Jeg har ikke kunnet bruge
systemet til noget, jeg har overhovedet ikke kunnet bruge systemet, systemet har aldrig
hjulpet mig, tværtimod de har bare gjort det værre’.
Også i anden interviewrunde var det et tema at få belyst, hvad de unge nu i
tilbageblik vurderede at have fået ud af opholdet på den sikrede afdeling, herunder
om de havde lært noget, de kunne tage med sig og bruge fremover. Dette (i udgangspunktet
positive, men åbenbart helt naive) spørgsmål, gav blandt andet anledning til
følgende ’positive’ svar:
’Altså jeg vil sige det eneste man har lært - nu skal du jo tænke på, man er jo sammen
med andre kriminelle - man snakker om, hvad man har lavet og hvordan, så man er da
bedre og mere bevidst om, hvordan man kan lave de forskellige ting nu. Fordi som sagt,
du hører jo hele tiden, hvordan andre gør, andres metoder og sådan noget, så det er jo
klart, at så lærer du på den måde. Så på den måde der vil jeg sige, der har jeg lært
noget, men at lade være med at lave kriminalitet, der har jeg ikke rigtig lært noget
sådan’.
Når de andre unge tilsvarende blev spurgt om, hvad de havde fået ud af opholdet på
den sikrede afdeling, var der nu kun én tilbage, der fortalte, at han ’har lært at opføre
sig ordentligt og ikke mere laver ballade’. Fem af de unge fortæller, at de ikke
stoppede med kriminalitet umiddelbart efter anbringelsen, men et par af dem siger, at
186

de nu er stoppet. Resten gav ikke tydelige svar, men et par af dem vil dog ikke
udelukke, at de – afhængig af situationen – kunne finde på at lave kriminalitet igen.
Positive udsagn på negativ baggrund
Nogle af dem, der udtaler sig positivt om opholdet, er unge, som også før
anbringelsen har haft meget svære livsbetingelser og har haft en så uprivilegeret
hverdag, at de materielle vilkår på den sikrede afdeling kan fremstå som luksus. En af
dem oplever ikke på nogen måde anbringelsen som en straf eller lignende bortset fra
adskillelsen fra sin mor.
’OK, jeg bliver taget her fra min mor [men] kommer til et sted, hvor jeg kan sidde og
spille playstation… jeg kan spille computer hver dag, træne hver dag og det hele er
gratis. Jeg ved ikke, det er jo en straf, men for mig kan det lige så godt være som at
komme på ferie. Jeg kommer et helt andet sted, jeg aldrig har været før. Jeg får helt
nye venner, og vi kan have det sjovt hele tiden… jeg tog 3½ kg på tre måneder. fordi
jeg åd så meget, det var bare fedt altså, og jeg har også savnet det’.
En anden fortæller, at han på mange måder synes det er bedre at være anbragt på en
sikret afdeling end at leve udenfor, hvor han siden det 14. år har levet af at stjæle.
En tredje fortæller følgende om, hvorfor han i tilbageblik synes, det var godt at være
anbragt, bortset fra isolationen fra de mennesker han holdt af:
’Jeg synes, det var en god tid, en stressfri periode for mig… for jeg ved, jeg er her lige
meget hvad, jeg har ikke noget ansvar, der er ikke noget, jeg skal tænke over’.
Det måske mest triste udsagn kommer dog fra en ung, der forklarer, at han bare
brugte anbringelsen på den sikrede afdeling til at slappe af, men at han godt kunne
forestille sig, at det måske var svært for nogle af de andre unge at være anbragt:
’Jeg kan selvfølgelig ikke sige det for nogen, der kommer hjemmefra, der må det være
pisseirriterende og hårdt af helvedes til, fordi de har mistet alt, men jeg mistede alt for
ti år siden, så det der rør mig ikke’.
Det samfundsmæssige udbytte
For at kunne forholde sig til de samfundsmæssige resultater af at anbringe unge i
sikrede institutioner, er det nødvendigt at se på, hvad formålet med anbringelserne
er. Det fremgår dog ikke fra central side, hvad det er for en opgave, de sikrede
afdelinger skal løse, ligesom der heller ikke foreligger skriftlige retningslinier for
området, ud over hvad der fremgår af magtanvendelsesbekendtgørelsen.
For den største gruppe – de unge i varetægtssurrogat – er der tilsyneladende aldrig
defineret andet formål, end at afdelingerne skal være ’et alternativ til anbringelse i
arresthus’.
For de sanktionsdømte er det i lovens forarbejder anført, at det indledende ophold på
den sikrede afdeling skal bruges til at udrede den unges behov for foranstaltninger. I
praksis er udredningen dog ofte afsluttet inden domsafsigelsen, hvorfor fase 1 i
realiteten bliver ’formålsløs’. For de unge, som tilbageføres til sikret afdeling, ses der
heller ikke defineret andet formål end opbevaring, indtil kommunen har fundet ud af,
hvad man nu vil stille op.
187

For det lille antal unge, som er anbragt efter socialpædagogiske kriterier, er
situationen en anden, om end også disse anbringelser oftest er beskrevet med et mere
eller mindre abstrakt formål. Opgaven i forhold til disse anbringelser er dog ifølge
oplysninger fra institutionerne tydeligere, hvilket flere afdelinger fremhæver som
særdeles positivt.
De manglende formålsdefinitioner gør det vanskeligt at foretage en entydig vurdering
af det samfundsmæssige udbytte.
Projekt Fokus har derfor i vurderingen valgt at tage afsæt i et helt generelt, alment
mål for en social, pædagogisk og kriminalitetsforebyggende indsats: Er den unges
sociale situation forbedret, herunder om der kan dokumenteres en kriminalitetsdæmpende
effekt?
Er den unges sociale situation forbedret?
Dette spørgsmål må for langt hovedparten af de unge besvares negativt.
Oplysningerne fra de sociale akter viser, at opholdet i sikret afdeling i mange tilfælde
kommer til at sætte (yderligere) skub i en negativ udvikling. De sikrede afdelingers
geografiske placering betyder for mange, at de har ingen eller kun meget sparsom
kontakt med deres sociale netværk, og på trods af de unges generelle
taknemmelighed over at være på en sikret afdeling frem for i et arresthus er selve
opholdet for mange præget af usikkerhed, abstinenser og kedsomhed. Derudover
opfattes anbringelsen af nogle (både unge og personer i deres netværk), som en så
alvorlig samfundsreaktion, at den får en egentlig stigmatiserende effekt, hvilket i sig
selv snarere forringer end forbedrer den sociale situation. Afbrydelse af skole- eller
uddannelsesforløb betyder for nogle, at de bliver sat ½ til 1 år tilbage, og for andre at
de helt dropper ud.
Samarbejdet mellem den unge og den kommunale socialforvaltning er i mange
tilfælde ikke-eksisterende eller præget af gensidig mistillid, og der er store problemer
i forbindelse med de unges overgang til forvaltningens voksenafsnit. Der er således
flere eksempler på, at meget utilpassede unge ’knækker halsen’ på almindelige
aktiveringstilbud, får inddraget kontanthjælpen og begår ny (berigelses)kriminalitet.
De positive historier, f.eks. om videreførelse af igangværende skolegang, er sjældne.
Der er dog eksempler på, at en anbringelse på sikret afdeling får positiv betydning for
den unges sociale situation. Det forekommer blandt andet i de tilfælde, hvor
afdelingen har gennemført en socialfaglig og pædagogisk udredning af den unge, og
hvor der gennem et konstruktivt samarbejde med socialforvaltningen lægges en plan,
som den unge er involveret i og motiveret for. Også for de unge med hidtil skjulte
eller udiagnosticerede psykiske lidelser kan anbringelsen siges at forbedre den unges
sociale (og helbredsmæssige) situation, idet de psykiske lidelser for første gang
diagnosticeres og behandles. Oplysningerne fra Psykiatriregistret indikerer dog også,
at anbringelsen i sig selv hos nogle unge udløser behandlingskrævende psykiske
problemer.
Kan der dokumenteres en kriminalitetsdæmpende effekt?
Dette spørgsmål kan kun besvares med et nej. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at
anbringelsen på sikret afdeling for enkelte unge har betydet, at de har kunnet stoppe
deres kriminelle ’karriere’. Men de høje recidivtal taler deres eget sprog, ikke mindst i
188

etragtning af, at mange af de unge er blevet anbragt i forbindelse med deres første
(opdagede) kriminelle handling. Udtalelser fra de unge om, at de tværtimod er blevet
dygtigere kriminelle via opholdet på den sikrede afdeling, viser, at det også i en
socialpædagogisk institution er umuligt at dæmme op for den negative påvirkning,
som samværet med mere kriminelt erfarne unge indebærer, og enkelte recidiverer
allerede, mens de er på den sikrede afdeling.
Sammenfatning
At gøre de unge bedre i stand til at begå sig i samfundet er som udgangspunkt en
meget vanskelig opgave i et sikret regi. Med dokumentationen af at flertallet af de
unge må siges at fortsætte deres marginaliserede tilværelse efter opholdet, må det
konkluderes, at den pædagogiske indsats ikke har haft en positiv effekt. Det skal her
bemærkes, at der for en del af de unge er tale om kortvarige ophold i sikret afdeling,
men for mange har der dog været tale om så lange opholdstider, at resultater af en
socialpædagogisk påvirkning kunne forventes. Der er da også enkelte unge, som giver
udtryk for at være blevet bedre til blandt andet at håndtere helt dagligdags gøremål,
ligesom der er unge, som har haft stor glæde af relationen til en eller flere
medarbejdere, hvilket er svært at ’måle’.
Alt i alt må det konstateres, at anbringelser af kriminelle unge i sikrede afdelinger
synes at give et meget begrænset udbytte, både for den enkelte unge og på
samfundsplan. Det skal dog samtidig påpeges, at undersøgelsens resultater ikke kan
tages som et udtryk for, at man lige så godt kunne nedlægge størstedelen af
kapaciteten og i stedet lade de unge sidde i et arresthus. Med de unges ofte meget
voldsomme, psykiske reaktioner på arresthusophold kan det forudses, at en øget
anvendelse af dén form for frihedsberøvelse ville give endnu dårligere resultater end
anbringelserne i sikrede afdelinger.
Men resultaterne er så alvorlige, at de taler for en omfattende revurdering af
anvendelsen af sikrede afdelinger og en gennemgribende opkvalificering af den
socialfaglige og pædagogiske indsats. Det vil også være påkrævet at sikre et forbedret
samarbejde mellem alle de involverede offentlige myndigheder.
I det afsluttende kapitel med forslag til metodeudvikling og opkvalificering vil der
blive fremsat forslag til en mere specifik definition af de sikrede afdelingers indsats
over for de unge, afhængigt af begrundelsen for anbringelsen.
189

190

14. Forslag til ændringer
Projekt Fokus’ dokumentation af et meget begrænset udbytte af anbringelserne,
retssikkerhedsmæssige problemstillinger, en uensartet pædagogisk og socialfaglig
praksis og et problematisk og mangelfuldt samarbejde mellem de involverede
myndigheder peger på nødvendigheden af, at der sker ændringer, ikke kun internt på
de sikrede afdelinger, men også i de samfundsmæssige reaktioner over for kriminelle
og utilpassede unge.
Dette kapitel indledes med forslag til ændringer i måden at organisere de sikrede
afdelinger og deres arbejde på. Derefter følger nogle mere konkrete bud på forbedring
af dokumentationen, metodeudvikling og kvalificering af institutionernes
pædagogiske og socialfaglige indsats, herunder forslag til (efter)uddannelse af
afdelingernes medarbejdere. Forslagene er i et vist omfang inspireret af den
igangværende praksis på en eller flere afdelinger og vil derfor være uden
'nyhedsværdi' for de afdelinger, som har inspireret til de konkrete forslag, mens nogle
forslag for andre vil kræve store ændringer at indføre.
Det skal i den sammenhæng bemærkes, at alle de syv institutioner har bidraget med
inspiration, idet det er forskergruppens opfattelse, at afdelingerne hver især
udmærker sig positivt på et eller flere områder: nogle er gode omsorgsgivere, andre er
meget fokuserede på de unges uddannelsesbehov, nogle arbejder bevidst på at
vedligeholde og styrke den unges netværk uden for institutionen osv.
Den første generelle anbefaling skal derfor være, at de sikrede afdelinger videreudvikler
deres allerede eksisterende initiativer til erfaringsudveksling og vidensdeling.
Kapitlet afsluttes med nogle overvejelser vedrørende den samfundsmæssige indsats
uden for de sikrede afdelinger regi.
14.1 Forslag til administrative ændringer
Behov for ændringer inden for de sikrede afdelingers område
Med indførelse af dom til ungdomssanktion befinder de sikrede institutioner sig i en
helt ny kontekst, og afdelingernes direkte involvering i ’straffuldbyrdende
virksomhed’ har medført en udvikling i retning af mere fængselslignende fysiske
rammer, og for nogle af institutionernes vedkommende en generel vurdering af de
unge som værende mere ’farlige’ og undvigelsestruede end tidligere. Hvor
ungdomssanktionen i sit udgangspunkt var beskrevet som et socialpædagogisk
alternativ til fængselsstraf, viser det sig nu, at den ny sanktion i stedet er ved at
omdanne i hvert fald nogle af de sikrede afdelinger til ungdomsfængsler.
191

Billedet af de stadigt farligere unge kan ikke dokumenteres via Projekt Fokus, og det
synes i et vist omfang baseret på medieomtale af enkeltstående og spektakulære
sager, ikke mindst i forbindelse med ungdomssanktionens noget turbulente start. De
seneste års fokusering på teknisk sikkerhed har været med til at cementere billedet,
ikke kun i offentligheden, men også for såvel de anbragte unge som afdelingernes
personale. Overfaldsalarmer, høje hegn og videoovervågning, skærpede opholdsregler,
fængselsjargon og etablering af nye ’særligt sikrede afdelinger’ er faktorer, som på
markant vis er med til at nedtone eller usynliggøre institutionernes oprindelige
socialpædagogiske grundlag. Hvor nogle afdelinger (og deres driftsamter) satser på at
etablere et sikkerhedsniveau, som ikke står tilbage for fængsler og arresthuse, er
andre afdelinger mere optaget af at bevare et socialpædagogisk sigte med de unges
anbringelse.
Men også de afdelinger, som lægger størst vægt på en fængselslignende sikkerhed,
definerer fortsat sig selv som sociale institutioner og lægger afstand til at skulle være
en del af straffesystemet. Afdelingerne giver derfor udtryk for, at der er tale om en
fejlopfattelse fra de unges side, når de oplever anbringelsen som en straf.
Denne fundamentale uoverensstemmelse mellem institutionernes og de unges
opfattelse af formålet med og indholdet i anbringelserne kan ikke undgå at give
grobund for konflikter og gensidige frustrationer. Afdelingernes meget forskellige
regelsæt i forhold til indelåsning om natten, besøg, telefonopringninger m.v. kan
derudover give de unge indtryk af, at de snarere er ofre for tilfældigheder end
genstand for retfærdige samfundsreaktioner, hvor alle er lige for loven.
Forslag om centralisering af de sikrede afdelingers drift
Som middel til at imødegå nogle af de ovennævnte problemstillinger kan der peges på
muligheden af at centralisere området, f.eks. ved at etablere en selvstændig styrelse
under Socialministeriet til varetagelsen af de sikrede afdelingers drift.
Med en central styrelse kan de retssikkerhedsmæssige problemstillinger løses på et
mere overordnet plan, ligesom det på landsplan vil blive enklere at differentiere
afdelingernes tilbud – og dermed blandt andet få adskilt socialpædagogiske
observationer af 10-15-årige fra kriminelt aktive 18-19-årige med ungdomssanktion.
En central drift kan også give et andet grundlag for kvalificering og udvikling af
institutionernes indsats. Den samlede medarbejderstab vil blive så stor, at der er basis
for gennemførelse af jævnlige introduktionskurser for nye medarbejdere og tilbud om
efteruddannelse inden for f.eks. psykiatri og misbrug.
Der kan endvidere uden lovændringer indføres fælles journalsystem, således at én
afdelings udredning og indsats umiddelbart kan videreføres ved overflytning til en
anden afdeling.
Et fælles dokumentationssystem kan sikre viden om kommunernes og retssystemets
anvendelse af pladserne og – på sigt – om resultaterne af indsatsen.
Hvis den decentrale drift fastholdes efter strukturreformen pr. 1.1.2007 skal der
alternativt peges på behovet for, at der i et samarbejde mellem Socialministeriet og
Justitsministeriet sker en koordination til sikring af mere ensartede regler, som kan
tilgodese de unges retssikkerhed, ikke kun i forhold til serviceloven, men også i
192

forhold til retsplejelov, straffelov, straffuldbyrdelseslov og internationale
konventioner. Der skal også peges på muligheden af at etablere en fælles
(efter)uddannelsesinstitution, der kan/skal betjene alle de sikrede afdelinger.
Uanset hvor det fremtidig driftansvar bliver placeret, er det af væsentlig betydning,
at såvel den ansvarlige myndighed som afdelingerne bevidst forholder sig til den
ændrede kontekst, hvor egentligt straffende foranstaltninger indgår som en del af
opgaven.
14.2 Afklaring af formål og indhold i anbringelserne
Behov for afklaring
Generelt må der siges at råde både usikkerhed og stor uenighed institutionerne
imellem, når der tales om formålet med de unges ophold og indholdet i de sikrede
afdelingers opgave.
De mange, forskellige kriterier for at anbringe børn og unge i sikret regi indebærer i
sig selv en række omfattende problemstillinger, som i princippet skal løses under
samme tag og af én personalegruppe. Et af afdelingernes skrækscenarier går f.eks. på
at skulle huse en seksuelt misbrugt 12-14-årig i socialpædagogisk observation,
samtidig med at afdelingen har en surrogatanbragt 17-årig voldtægtsmand. Sådanne
problemer er det dog som regel muligt for afdelingerne at løse ved hjælp af interne
eller eksterne rokader.
Alle institutioner opererer med dag- og ugeskemaer, men skemaerne er ens for alle
afdelingens unge og afspejler således ikke forskellige mål med anbringelserne.
Aktiviteterne er som udgangspunkt også de samme, hvad enten den unge opholder
sig otte dage eller otte måneder i afdelingen, og hvad enten der er tale om en
skolesøgende 13-årig anbragt til pædagogisk observation eller en 18-årig, der er
tilbageført fra ungdomssanktionens åbne fase.
Forskellene i afdelingernes opgaver og måder at varetage disse på i forhold til de
forskellige målgrupper i dag, kan kort beskrives som følger:
Vedrørende unge i socialpædagogisk observation
Denne gruppe unge er institutionerne generelt positivt stemt over for at arbejde med.
Der gives udtryk for, at ’det er rart at vide, hvad der forventes af os’. Der foreligger en
udredningsopgave (som hver institution i øvrigt varetager efter egne normer og
standarder), der er en kommune, som har stillet opgaven og afventer dens løsning,
institutionen har en legal ret til at komme med forslag til efterfølgende
foranstaltninger, og der er som oftest lydhørhed for afdelingens anbefalinger i
socialforvaltningen. Det betyder blandt andet, at medarbejderne kan indgå i et
troværdigt og motiverende samarbejde med den unge.
Selv om institutionerne generelt er glade for at varetage opgaven, anføres det
samtidig, at der er en væsentlig risiko for, at de unge under observationen påvirkes
negativt af de ældre og kriminelt belastede unge i samme hus. Derudover nævner et
par afdelinger med meget højt sikkerhedsniveau, at de aktuelle, meget lukkede og
193

fængselslignende rammer ikke er egnede til at gennemføre socialpædagogiske
observationer i.
Vedrørende unge i varetægtssurrogat
I forhold til de unge i varetægtssurrogat, er der stor spredning i institutionernes
opfattelser af, hvad formålet med (og dermed hvad indholdet i) anbringelsen skal
være. Fra ’omsorg i en krisepræget situation’, over ’sikring af besøgs- og brevkontrol
og den unges fysiske tilstedeværelse’ til ’massiv socialpædagogisk påvirkning fra
første dag ’.
Det kan konstateres, at stort set alle institutionerne opfatter det som en naturlig del
af deres opgave at gå ind og foretage en pædagogisk og socialfaglig udredning af de
surrogatanbragte unge og dokumentere dette i form af en skriftlig udtalelse til brug
for rettens afgørelse og/eller kommunens efterfølgende indsats. Men i modsætning til
de unge, som er anbragt specifikt med henblik på socialpædagogisk observation, må
afdelingerne i forhold til de surrogatanbragte ofte arbejde uden kommunale
oplysninger om den unges situation og baggrund m.v. og uden nogen form for
sikkerhed for, at anbefalingerne vil blive fulgt. Dette forhold afstedkommer ikke
alene frustrationer hos personalet, men kan også betyde, at medarbejdernes
troværdighed lider skade, f.eks. i relationen til en ung, der har håbet på en
foranstaltning, som afdelingen anbefaler, men kommunen ikke vil bevilge.
Resultaterne i Projekt Fokus peger entydigt på et presserende behov for at få
defineret et mål for surrogatfængslinger i sikrede afdelinger, herunder at få defineret
ansvars-, opgave- og (ikke mindst) samarbejdsforpligtelserne mellem de sikrede
afdelinger og de sociale myndigheder. Dette vil være en nødvendig forudsætning for
at kunne tilrettelægge et nogenlunde ensartet indhold i disse anbringelser.
Vedrørende unge med dom til ungdomssanktion
Det definerede formål med fase 1 i ungdomssanktionen er, at der skal foretages en
udredning af den unges behov for foranstaltninger i resten af det toårige forløb.
Derudover kan der være tale om, at en udredning foretaget under surrogatfængsling
har afdækket behov for længerevarende behandling i sikret regi – en behandling som
så kan gennemføres under afvikling af fase 1.
Såvel Projekt Fokus som andre undersøgelser af dom til ungdomssanktion viser, at de
fleste sanktionsdømte unge opholder sig i sikret afdeling (langt) ud over det
definerede formål. Uanset om årsagen i den konkrete sag skal findes i formuleringen
af dommen, manglende plads i egnet, åbent regi, kommunal kassetænkning eller
socialforvaltningens opfattelse af passende ’straflængde’ er der tale om, at opholdet af
den dømte kun kan opfattes som en rent straffende foranstaltning. Dette kan have en
negativt afsmittende effekt på den unges opfattelse af afdelingens uddannelses- og
beskæftigelsesmæssige tilbud og af opholdet generelt.
Det må derfor overvejes, hvordan det kan forhindres, at de dømte opholder sig i
sikret regi, efter at formålet hermed er opfyldt, f.eks. ved at give afdelingerne adgang
til – sammen med den unge og dennes forsvarer – at rejse spørgsmålet om
udskrivning fra sikret regi over for retten.
194

Forslag til afklaring af formål og fastsættelse af indhold
Der er i det ovenstående peget på konkrete behov for fastsættelse af formål og
indhold i de hyppigst anvendte kriterier for ophold i sikrede afdelinger. Det skal
samtidig pointeres, at der er behov for sådanne afklaringer på samtlige anbringelseskriterier,
hvis målet er at forbedre indsatsen/udbyttet af opholdene.
Det er ikke muligt at måle eller vurdere en eventuel effekt af de sikrede afdelingers
socialpædagogiske indsats, hvis der ikke foreligger en bare nogenlunde specifik
beskrivelse af, hvad der ud fra et samfundsmæssigt synspunkt er et ønskeligt
resultat.
De seneste ændringer i institutionernes opgaver er gennemført efter politiske
beslutninger og på trods af manglende tilslutning fra driftsamter og afdelinger 189 .
Resultatet heraf er som ovenfor anført, at de sikrede afdelinger fortsat i 2006 har
meget vanskeligt ved at finde sine egne ben i forhold til den ændrede kontekst. Det
skal derfor anbefales, at afdelingerne nu inddrages aktivt i arbejdet med at fastlægge
indholdet i de pædagogiske tilbud, som afdelingerne kan og skal yde i forhold til et
defineret overordnet formål med de forskellige anbringelseskriterier.
I forhold til hovedgruppen af unge – de surrogatanbragte – vil det være oplagt at
udnytte de unges ophold til at få gennemført en (aktuel) grundig udredning til brug
for planlægning af såvel anbringelsen i sikret afdeling som tiden umiddelbart
derefter. Ved at definere en sådan opgave som en del af formålet med opholdet, vil
det kunne pålægges den unges kommune at indgå i et forpligtende samarbejde både
under opholdet og i forbindelse med udslusningen.
14.3 Dokumentation af de sikrede afdelingers anvendelse og
indsats
Behov for forbedret dokumentation
Projekt Fokus har vist, at den officielle statistik og dokumentation vedrørende
anvendelsen af de sikrede afdelinger er så ufuldstændig, at den giver et meget
misvisende billede af antallet af anbragte unge og deres overflytninger mellem de
forskellige afdelinger. Det er via projektet dokumenteret, at de unge opholder sig i
sikret regi i væsentligt længere tid end hidtil antaget, og at der for hver fjerde er tale
om mere end ét ophold.
I forhold til tilrettelæggelsen af den pædagogiske og socialfaglige indsats er viden om
opholdenes længde af helt afgørende betydning. De sikrede afdelinger har i dialogen
med forskergruppen gentagne gange henvist til statistikkens fejlagtige angivelse af
gennemsnitlige opholdstider, og på trods af at projektets dokumentation af
opholdslængderne (herunder at hver fjerde af de unge er anbragt i mere end tre
måneder) har været kendt af afdelingerne i mere end 1½ år, henviser såvel
forstandere som medarbejdere stadig hyppigt til den officielle statistiks
189
Se til eksempel mindretalsudtalelse fra Amtsrådsforeningen og Københavns kommune i 'Rapport om
ungdomskriminalitet' fra regeringens ekspertgruppe. Justitsministeriet. Januar 2001.
195

gennemsnitstal. At 'vi har den unge i så kort tid' er eksempelvis blevet brugt som
argument for, at institutionerne generelt ikke har egentligt kompetencegivende
tilbud til de unge bortset fra interne skoletilbud, sjældent involverer sig i den unges
familierelationer, ikke finder det nødvendigt at tage de unge på 'grønne udgange'
m.m. Det må derfor – som et første led i en fremtidig forbedret dokumentation –
anbefales, at den misvisende angivelse af opholdslængder fjernes fra den officielle
statistik.
Projektets kvantitative dele har leveret en omfattende dokumentation om de unge og
deres opvækstforhold både før, under og efter anbringelsen i sikret afdeling. Mange af
de oplysninger, som her er indhentet til forskningsmæssigt brug, ville det have været
relevant for de sikrede afdelinger af have haft adgang til under de unges ophold. Men
bortset fra visitationsgrundlaget for de administrative anbringelser får institutionerne
sjældent baggrundsoplysninger fra socialforvaltningen, blandt andet fordi dette
kræver såvel den unges som forældrenes accept, hvilket kan være en tidskrævende og
besværlig proces, ikke mindst i forhold til forældre med ringe danskkundskaber.
De sikrede afdelingers amtslige (regionale) status betyder også, at institutionerne
ikke har et fælles journalsystem, men i princippet starter forfra i den sociale
udredning, hvis en ung flyttes fra én afdeling til en anden. (Dette problem ville
umiddelbart kunne løses ved gennemførelse af det foranstående forslag om
centralisering af driften.)
Projektets afdækning af høj forekomst af misbrug og psykiske problemer, mange
dårligt integrerede flygtningebørn og opvækst præget af relativ fattigdom i socialt
belastede familier bekræfter entydigt, at der er behov for en forbedret
dokumentation. Ikke kun i forhold til at kvalificere afdelingernes indsats over for de
enkelte unge, men også i forhold til på institutions- og samfundsniveau at kunne
følge udviklingen/ændringer i ungegruppens sammensætning og behov for særlige
foranstaltninger.
Forslag til forbedret dokumentation
Det er i projektforløbet forsøgt at finde frem til et dokumentationsredskab, som kan
tilgodese behovene på både person-, institutions- og samfundsniveau, og i den
forbindelse har de svenske erfaringer med ADAD (Adolescent Drug Abuse Diagnosis)
umiddelbart vist sig mest interessante. I Sverige drives de sikrede (slutne)
institutioner for børn og unge af en institutionsstyrelse (SIS) under Socialministeriet,
og det er denne styrelse, der har været initiativtager til implementeringen af ADAD
på alle afdelinger. Forskergruppen har – sammen med to repræsentanter fra de
sikrede afdelinger – i februar 2005 været på studietur til to svenske institutioner,
hvor systemet anvendes. I besøget deltog også leder og medarbejdere fra SIS'
forsknings- og udviklingsenhed i Stockholm.
196

Præsentation af ADAD
ADAD er en videreudvikling af det internationalt anerkendte ASI-system (Addiction
Severity Index), som er kendt og anvendt i Danmark i andre sammenhænge 190
. ADAD
er oprindeligt udviklet i USA, men er af SIS videreudviklet og tilpasset svenske
forhold til brug for lukkede institutioner for børn og unge – altså institutioner, som i
høj grad kan sammenlignes med de danske sikrede afdelinger. Ud over de sikrede
afdelinger under SIS anvendes ADAD også i den svenske kriminalforsorg over for unge
op til 23 år. Baggrunden for indførelsen af interviewsystemet var et ønske om en
mere evidensbaseret indsats i det sociale arbejde, både i forhold til den enkelte og i
forhold til institutionerne. Udover at fungere som udrednings- og planlægningsinstrument
giver systemets elektroniske udformning mulighed for samtidig at
generere viden på såvel afdelings- som styrelsesniveau. Opfølgningsinterview ved
udskrivning og et år senere giver mulighed for evaluering af institutionernes indsats.
Systemet kan på sigt kombineres med MAPS (Monitoring Area and Phase System) – et
instrument til beskrivelse af det pædagogiske, socialfaglige og behandlingsmæssige
indhold i konkrete foranstaltninger, med henblik at sikre den bedst mulige
matchning mellem ung og behandlingstilbud.
Fordele og ulemper ved ADAD
ADAD vil – fuldt implementeret – kunne tilgodese de fleste ønsker i forhold til en
forbedret dokumentation af de sikrede afdelingers indsats.
Der er tale om et interview-instrument, hvis første anvendelse går på afdækning af
den unges stærke og svage sider umiddelbart efter indskrivningen – til brug for
tilrettelæggelse af den pædagogiske og socialfaglige indsats både på langt og ganske
kort sigt. Instrumentet kan kun benyttes i et tæt samarbejde med den unge og er
dermed med til at sikre, at han eller hun reelt inddrages i planlægningen af sin egen
fremtid.
Interviewskemaerne er proces-orienterede og lægger op til revurdering af den unges
situation og udvikling dels ved anbringelsens ophør, og dels et år senere. Dette er
med til at synliggøre den unges udvikling/udbytte (eller mangel på samme), både for
den unge selv og for den pågældende institution.
Erfaringerne fra Sverige er, at alle medarbejdere, uanset faglig baggrund, på få dage
kan oplæres i brugen af instrumentet, som blandt andet vurderes at være velegnet for
kontaktpædagoger, der herigennem kan få et grundigt og relativt hurtigt overblik
over den unges baggrund og aktuelle situation. Derudover kan ADAD være med til at
sikre opfølgning på handleplaner, gennemførelse af supplerende undersøgelser m.v.
På langt sigt kan systemets oplysninger (via allerede eksisterende IT-understøttelse)
bidrage med viden, blandt andet om hvilke typer af unge institutionerne har de
bedste resultater med, hvilke betingelser der hhv. hæmmer eller fremmer et ønsket
resultat med mere.
Endelig kan systemet levere en række statistiske oplysninger til brug for den
overordnede planlægning af kapacitet, behov for særlige initiativer etc.
190
F.eks. har Universitetshospitalet i Odense i adskillige år brugt ASI som visitationsinstrument i
forbindelse med alkoholbehandling, ligesom DANRIS-systemet (dokumentation af behandling af
stofmisbrugere) er bygget op over EUROP-ASI.
197

Konkrete oplysninger om ADAD
ADAD består af et struktureret interviewskema med 150 spørgsmål, med mange
underspørgsmål.
Det tager mellem 1 og 2 timer at gennemføre det indledende interview.
IT-systemets tekstsammenfatninger sikrer hurtig og let forståelig tilbagemelding til de
unge.
Oplysninger kan umiddelbart anvendes i planlægningen af institutionens indsats over
for den unge.
Udskrivnings- og opfølgningsinterviewene er lidt mindre omfattende.
Interviewet afdækker den unges problemer og støttebehov inden for følgende
livsområder:
- fysisk helbred
- skole
- arbejde
- fritid
- venner
- familie
- psykisk helbred
- kriminalitet
- tobak/alkohol/narkotika
Det skal pointeres, at ADAD er et generelt visitations- og dokumentationsredskab. Det
kan bruges til at afdække specifikke problemområder og eventuelt pege på behov for
supplerende undersøgelser, men ADAD kan ikke erstatte f.eks. psykologiske test eller
kliniske interview. Instrumentet kan heller ikke umiddelbart anvendes til vurdering
af den unges risiko for recidiv til uønsket adfærd.
Det vil i anvendelsen af interviewresultaterne i den konkrete sagsbehandling være
vigtigt at undgå en alt for problemfikseret tilgang, og et af fokuspunkterne i en
dansk afprøvning af instrumentet må være at styrke denne balancegang, f.eks. via en
tilføjelse af egentlige ressource-parametre 191 .
14.4 Kvalificering af det pædagogiske arbejde
Behov for kvalificering
Det samlede datamateriale dokumenterer, at det kun i begrænset omfang lykkes for
de sikrede afdelinger at vende de unges personlige og sociale deroute. De fleste unge
udtaler selv, at de ikke får udbytte af opholdet, og recidivundersøgelsen viser, at de
færreste stopper med at foretage kriminelle handlinger efter anbringelsen på sikret
afdeling. Opgaven handler derfor grundlæggende om, hvordan de sikrede afdelinger
kan medvirke til at skabe et alternativ tilbud til de unges marginaliserede liv med
kriminalitet, misbrug osv. Dette sker dog ikke med et snuptag, lige som der heller
191
Det bør her undersøges, om man i den tyske udformning af ADAD er kommet længere med dette
spørgsmål end i Sverige. 'Nyt fra Rusmiddelforskningen', nr. 1 i 2003.
198

ikke er ét rigtigt løsningsforslag hertil. Mange personer, instanser og myndigheder er
involveret i hver enkelt anbringelse og har betydning og medansvar for, at der i
samarbejde med den unge bliver skabt nogle gode betingelser for fremtiden. Dvs.
opgaven påhviler ikke kun de sikrede afdelinger, men også de sikrede afdelinger.
Forudsætningen, for at institutionerne kan udføre deres del af arbejdet optimalt, er
derfor, at såvel det tværfaglige som tværsektorielle samarbejde findes og fungerer.
Forslag til kvalificering
Det er en vigtig forudsætning, at tilgangen til de unge bygger på et menneskesyn,
som er fokuseret på positive forventninger, på muligheder frem for begrænsninger, på
anerkendelse frem for krænkelser og på nutid og fremtid frem for fortid. Mange af de
unge anbringes i forbindelse med deres første eller anden kriminelle handling, og selv
om de fleste har haft en belastet opvækst, opfatter de ikke sig selv som 'umulige,
uduelige og upåvirkelige kriminelle'. Hvis den unge enten direkte eller indirekte
mødes med en sådan deterministisk forståelse, bliver det meget vanskeligt at få ham
eller hende til at blive aktør og medspiller i et pædagogisk forløb. Dermed hæmmes
indlæring af normer og udvikling af sociale kompetencer, som kun kan finde sted i en
kontekst – i samspil og fællesskab.
Spørgsmålet er dernæst, hvordan der i de sikrede afdelingers regi kan skabes tilbud,
der matcher en positiv udviklingsforståelse. Dokumentationen og analysen af det
store datamateriale har vist, hvilke problemstillinger der er på spil, og giver
derigennem mange pejlemærker for, i hvilken retning den pædagogiske opgave kan
kvalificeres.
I det følgende fremsættes forskellige konkrete forslag til at strukturere de unges
hverdag under opholdet.
Faseinddeling af opholdet
Det skal foreslås, at anbringelsesforløbet inddeles i tre hovedperioder, hvor første
periode er modtagelse og afklaring, anden periode er gennemførelse af planlagte initiativer
og tredje periode består af udslusning og efterværn. Varigheden af de enkelte
perioder kan variere, afhængigt af den enkeltes opholdstid, anbringelseskriterium og
individuelle situation.
Første periode – modtagelse, udredning og planlægning af opholdet
Den første periode drejer sig om modtagelsen, at få udredt den unges situation og få
skabt en plan for opholdet. Perioden bør kun i helt særlige tilfælde (f.eks. hvor der er
tale om psykotiske eller meget abstinente unge) strække sig ud over to uger.
Modtagelse
Ankomsten til sikret afdeling er sjældent planlagt i forvejen, og der råder hos de
unge meget stor usikkerhed om, hvad det er for et sted, de er blevet bragt til, samt
hvad der skal ske. Det er vigtigt, at personalet i denne situation modtager de unge på
en måde, der kan medvirke til at imødegå og reducere den krisesituation, de unge er
i. Den unge skal modtages med omsorg og orienteres om den sikrede afdeling og de
betingelser, regler og krav, der knytter sig til opholdet
Alt datamaterialet peger utvetydigt på, at de unge har behov for og også værdsætter
personalets omsorg højt, ikke mindst i den første periode. Omsorg og forsøg på at
opnå en tillidsfuld relation mellem den unge og det pædagogiske personale er derfor
199

en meget vigtig del af det pædagogiske arbejde og en forudsætning for det
efterfølgende samarbejde med den unge.
Udredning
Til trods for, at mange af de unge er kendt i det sociale system før anbringelsen på
sikret afdeling, er det en begrænset viden, der kommunikeres videre til de sikrede
afdelinger. For at institutionen kan tilrettelægge og gennemføre et pædagogisk
tilbud, der matcher den enkelte unge, kræves derfor en udredning af den unges
situation og fremtidsønsker.
Der findes ikke i dag en fælles praksis eller et fælles redskab på de sikrede afdelinger
til at få tilvejebragt oplysninger, som kan bruges til udredning og planlægning af den
indsats, afdelingerne enten selv eller i samarbejde med eventuelle eksterne tilbud
skal iværksætte. En manglende udredning herunder en fastsættelse af hvilke mål, der
skal arbejdes hen imod under anbringelsen, kan være en del af forklaringen på, at de
unge ikke synes, de har fået noget ud af opholdet. Når der ikke klart og tydeligt har
været formuleret et mål, kan det være vanskeligt at få øje på eventuelle positive
udviklingstendenser.
Det ovennævnte forslag om indførelse af dokumentations- og udredningsinstrumentet
ADAD vil kunne tilgodese behovet for systematisk udredning og planlægning af det
efterfølgende forløb.
Planlægning af opholdet
Den unge skal orienteres om det overordnede formål med anbringelsen. Dernæst skal
det afklares, både hvad den unge ønsker/og ønsker hjælp til at opnå under
anbringelsen, og hvordan mulighederne er herfor. Det kan f.eks. dreje sig om tilbud i
afdelingens eget regi, i samarbejde med eksterne parter eller via overflytning til en
anden afdeling, f.eks. i forbindelse med særligt begrundede ønsker om en specifik
værkstedsbeskæftigelse eller gennemførelse af et særligt kursus.
Målene kan f.eks. dreje sig om at komme af med misbrug, komme til kræfter, få
tænkt sig om, få påbegyndt sprogundervisning, få lært edb eller madlavning eller at
følge med i et igangværende skoleforløb.
Det skal gøres klart for den unge, hvilke betingelser afdelingen stiller for at ville
arbejde sammen med den unge om at nå målene, og at der er en udtalt forventning
om, at den unge er medansvarlig for at indfri de satte mål.
Det skal foreslås, at de unge i varetægtssurrogat stilles over for et reelt valg ved
afslutningen af modtagelsesfasen:
1. De unge kan vælge at indgå i et samarbejde med personalet om at nå nogle
(selvvalgte) mål under opholdet i sikret afdeling, hvilket indebærer
forpligtende deltagelse i relevante tilbud, eller
2. de kan vælge 'at passe sig selv' og dermed undgå forsøg på socialpædagogisk
påvirkning/kompetenceudvikling eller krav om deltagelse i aktiviteter, som
de ikke er interesserede i.
Udgangspunktet for en sådan valgmulighed skal være at få så mange af de unge som
overhovedet muligt til aktivt at tilvælge institutionernes tilbud, og dermed komme fri
200

af den tvang og ufrivillighed, som en del af de unge opfatter aktiviteterne med. Det
er helt afgørende ved indførelse af en sådan valgmulighed, at der er forståelse for
nogle af de unges store usikkerhed, manglende selvtillid mm. og at de unge får
mulighed for at 'vælge om' undervejs. Personalet må måle sin indsats på, i hvor høj
grad det lykkes at få de unge til at vælge det 'aktive tilbud'.
Indholdet i det 'passive, inaktive tilbud' må gerne fremstå kedsommeligt, men
betingelserne må ikke udformes, så den unge føler sig straffet ved at vælge
aktiviteterne fra. At en ung fravælger det 'aktive tilbud' fritager heller ikke
afdelingen fra at udrede den unges situation og indgå i en socialfaglig indsats
omkring hans eller hendes fremtidsplanlægning.
Den aktuelle praksis i nogle institutioner, hvor alle unge fra den første dag søges
socialpædagogisk påvirket og opdraget til at leve op til personalets normer for god
opførsel, forekommer i visse situationer at indebære risiko for overgreb i forhold til
de unges integritet, blandt andet fordi der sættes ind, før der er foretaget en
udredning af den unges individuelle behov. Hvis en ung i dag nægter at deltage i
undervisning eller værkstedsaktiviteter, behandles det på flere afdelinger som en
'sygemelding' og indebærer, at den unge skal opholde sig på sit værelse i
'arbejdstiden'. En sådan reaktion giver umiddelbart et dårligt udgangspunkt for
personalets forsøg på at motivere den unge til at ændre holdning.
Udgangspunktet bør være, at den unge selv vælger, hvad han eller hun gerne vil
beskæftige sig med, ud fra de muligheder der eksisterer i sikret regi. Derudover skal
følgende forudsætninger opfyldes:
• Tilbudene skal matche aldersgruppens og målgruppens behov og interesser
• Alle tilbud skal have kvalitet
• Der skal stilles individuelt tilpassede krav til den unge i forhold til deltagelse
• Viser den unge, at han alligevel ikke er interesseret i at deltage i den valgte
aktivitet (skole, beskæftigelse osv.), må han søge en anden beskæftigelse i
en periode. Ønsker den unge ikke at være i beskæftigelse, er det den unges
legale valg
• Den unge skal have mulighed for at søge tilbage til den tidligere ønskede
beskæftigelse, eller til alternativt at vælge en anden
• Det er afgørende, at den unge bliver respekteret/kan føle sig respekteret ved
at møde positive forventninger, at der stilles rimelige krav osv.
• Der skal arbejdes intensivt på at gøre den unge interesseret i at nå sine mål
Det er i modtagelsesfasen også vigtigt at forsøge at få et nogenlunde realistisk billede
af, hvor længe den unge skal forblive i sikret regi. Dette vil blandt andet kunne ske
via et formaliseret og udbygget samarbejde med diverse eksterne samarbejdsparter.
Det kan f.eks. pålægges retten at foretage et skøn over den forventede
varetægtsperiode i forbindelse med grundlovsforhør og efterfølgende
fristforlængelser, og pålægges den unges forsvarer at videregive rettens skøn både til
den unge og til den sikrede afdeling. Tilsvarende vil det være af betydning for den
sikrede afdeling at blive orienteret, hvis retten træffer beslutning om gennemførelse
201

af mentalobservation, eller kommunen beslutter at indstille den unge til
ungdomssanktion.
Anden periode – gennemførelse af planlagte aktiviteter m.v.
Denne periode vil være af meget forskellig længde. Nogle unge vil blive udskrevet
allerede i modtagelsesfasen, mens andre vil være surrogatfængslet i mange måneder,
før de kan overgå til en udslusningsfase.
Normalisering af hverdagen
For de unge med lange ophold er det af afgørende betydning, at hverdagen bliver så
normal som muligt. En normalisering af hverdagen internt på sikret afdeling drejer
sig blandt andet om at få afdelingerne til at ligne et hjem/en uddannelsesinstitution
i modsætning til et fængsel. Dette drejer sig ikke kun om at gøre de fysiske rammer
mindre institutionsagtige, men også om at rense kommunikationen for
fængselsjargon.
En normalisering af hverdagen kunne derudover tage udgangspunkt i, hvordan en
hverdag ser ud for de unges jævnaldrende. For aldersgruppen 15-18 år er en stor del
af døgnet besat med skole, uddannelse og arbejde. På sikret afdeling fylder disse
aktiviteter i de fleste tilfælde kun et par timer om formiddagen og tilsvarende om
eftermiddagen. Det lave aktivitetsniveau, kombineret med at der ofte ikke stilles
adækvate, individuelle og aldersrelaterede krav betyder, at der bliver mange timer
tilbage i døgnet, hvor der ikke foregår positivt udfordrende aktiviteter.
Udfordringerne bliver i stedet at klare det sociale samvær med de andre unge og ikke
mindst at få tiden til at gå.
Der bør derfor fokuseres på etablering af flere aktiviteter, som de unge både har
udbytte af og lyst til at deltage i.
En anerkendende pædagogik
De unge ønsker anerkendelse, - ikke af de handlinger, der for de fleste har ført til
anbringelse på sikret afdeling, men af den individuelle person, som de (også) er. En
anerkendende tilgang handler ikke kun om karakteren af den personlige eller
professionelle relation mellem personalet og den unge, men også om at give den unge
mulighed for i hverdagen at bevare sin integritet. Opgaven bliver derfor at
tilrettelægge en hverdag, hvor den unge får mulighed for at anvende og udvikle sine
ressourcer og opnå anerkendelse heraf.
Det betyder, at de unge skal have indflydelse og kontrol over deres liv på afdelingen
under anbringelsen, i det omfang det er muligt i forhold til dommens eller
fængslingskendelsens rammer. Dette forudsætter, at de både pålægges og får
mulighed for at påtage sig ansvar. Det betyder også, at regler som begrundelse og
styringsredskab for det pædagogiske arbejde med fordel kan erstattes af en
holdningsstyret pædagogisk praksis. Herved bliver det muligt at tage højde for og
stille krav i forhold til de unges forskellige kompetencer, alder, ønsker osv. Hvis det
pædagogiske arbejde sker ud fra et værdigrundlag vil de unge blive behandlet
forskelligt, netop fordi de er forskellige, men behandlet ens ud fra værdigrundlaget.
202

At stille de unge over for valget mellem et ’aktivt’ eller et ’passivt’ ophold i sikret
afdeling kunne være et eksempel på en anerkendende pædagogisk tilgang til de unge.
Forbedring af de unges faglige kompetencer
Arbejde og uddannelse har – uanset etnisk baggrund – en afgørende betydning for
social integration, og projektet har vist, at de unge er karakteriseret ved manglende
kompetencer og massive problemer, hvilket er medvirkende til at fastholde dem i
negative strategier og subkulturer 192
. Selv om de sikrede afdelinger ikke har mulighed
for helt at eliminere disse negative faktorer og via fængslingsbestemmelserne er
underlagt en række begrænsninger og restriktioner, kunne det være et vigtigt mål
med det pædagogiske arbejde at forbedre de unges sociale og faglige kompetencer.
Konkrete omstændigheder vil få indflydelse på, hvor langt den enkelte kan nå i
tilegnelse af nye kompetencer under opholdet. Hos nogle kan det ’blot’ handle om, at
de begynder overhovedet at tro på muligheden for en anderledes fremtid, at overveje
alternative muligheder, mens andre reelt kan nå at komme i gang med at tilegne sig
nye kompetencer.
Behovet for almene skoletilbud er til stede hos en stor gruppe, hvorfor der må være
læreruddannet personale ansat. Målet må være, at alle får tilbud om at forbedre deres
almene skolefærdigheder og for nogles vedkommende følge med i igangværende
skoleforløb 193 .
Med henblik på at tilgodese en kompetenceudvikling og give de unge mulighed for i
andres og ikke mindst egne øjne at bevise, at de har lært noget/kan noget, skal det
foreslås, at der arbejdes på at skabe nogle undervisningsforløb, som afsluttes med, at
de unge opnår et synligt bevis på, at de har gennemført et forløb og tilegnet sig
nogle kompetencer. Da der er løbende til- og afgang fra de sikrede afdelinger, og de
unges anbringelsestid er meget forskellig, er det små specialkurser eller eventuelt
helt kortvarige kompetencegivende kurser, som kunne være relevante. Det kunne
eksempelvis dreje sig om forskellige IT-kurser, førstehjælpskursus, hygiejnekursus
(’pølsekurset’), osv. 194
En stor del af de unge på sikret afdeling har anden etnisk baggrund, og heraf er
mange flygtninge med store sprogproblemer. Det er derfor meget relevant at overveje
forskellige former for sprogundervisning.
Ved etablering af et intranet (f.eks. i tilslutning til ADAD) mellem alle sikrede
afdelinger vil et uddannelsestilbud, der udvikles eller indføres på én afdeling,
umiddelbart kunne blive tilgængeligt for alle afdelinger.
Iværksættelse af behandling
Udredningen af den unges individuelle problemstillinger vil i en række tilfælde
afdække behov for supplerende undersøgelser og/eller for iværksættelse af egentlig
192
Arbejdsmarkedets lukkethed blandt andet i form af den udbredte praksis med at stille krav om rene
straffeattester medvirker til at fastholde de unge i en negativ position.
193
Det kan i den sammenhæng overvejes, om det er hensigtsmæssigt, at det er de enkelte institutioners
eget budget, der skal finansiere undervisningen, eller om muligheden for at spare på denne udgift helt bør
fjernes.
194
Godkendelse som kompetencegivende kurser forudsætter godkendelse af relevante myndigheder eller
samarbejde med udbydere heraf.
203

ehandling. Der kan f.eks. være tale om psykologisk eller psykiatrisk behandling,
kontakt til misbrugscenter eller lægelige undersøgelser af syn og hørelse. Det vil være
af stor betydning, at der umiddelbart efter afdækningen af sådanne behov kan
iværksættes relevante initiativer, og at man ikke fra de sikrede afdelingers side løber
panden mod en organisatorisk mur, f.eks. fordi den unge er blevet anbragt uden for
sin egen kommune eller region.
Bevarelse af kontakt til familie og andet socialt netværk
Det er generelt af stor betydning for de unge at bevare kontakten til forældre og
bekendtskabskreds. Afbrydelse af forbindelsen kan gøre det ekstra vanskeligt at klare
sig efter udskrivningen og kan være med til at cementere den unges status som
'kriminel'. Det skal derfor foreslås, at afdelingernes muligheder for at lade de unge
modtage besøg forbedres væsentligt. Dette handler dels om, hvem der må komme på
besøg, hvor ofte og i hvor lang tid, dels om de omstændigheder hvorunder besøgene
foregår.
For de institutioner, som ligger langt fra offentlige transportmuligheder eller ofte
modtager unge fra andre egne af landet, vil det være oplagt at få etableret et eller to
familierum, hvor forældre og søskende kan overnatte i forbindelse med besøg.
Samtidig viser projektet, at der er behov for faste regler om dækning af
transportudgifter m.v. Mange af de unges forældre har økonomiske problemer, og det
er ikke alle kommuner, der bevilger penge til besøgsrejser.
Tilsvarende er der i en del situationer behov for tolkebistand, når forældre med ringe
danskkundskaber besøger et barn, der er underlagt besøgskontrol.
Tredje periode – udslusning og efterværn
Bortset fra de tilfælde, hvor anbringelsen i sikret afdeling varer meget kort tid, vil
der være behov for planlægning af de unges udslusning, ikke kun i forhold til unge
med dom til ungdomssanktion, men i forhold til alle de unge, hvor opholdet har
betydet afbrydelse af skole eller beskæftigelse eller af kontakt til netværk.
Der vil for langt de fleste være behov for en koordineret indsats fra den sikrede
afdelings og socialforvaltningens side og med inddragelse af den unge og familien i
planlægningen. Der er i Projekt Fokus dokumenteret så store mangler i dette
samarbejde, at det skal foreslås, at der indføres en egentlig kommunal forpligtelse til
at indgå i opgaven – på linie med det nu cirkulærebestemte krav om koordinering af
afsonings- og handleplaner for voksne kriminelle, der skal løslades efter afsoning 195
.
For at fastholde de unges motivation for at starte på kompetencegivende tilbud i de
sikrede afdelinger bør der være mulighed for, at en ung – på frivilligt grundlag – kan
blive i afdelingen en uge eller to efter den formelle udskrivning med henblik på
gennemførelse af et planlagt og igangværende internt uddannelsestilbud.
Der skal også peges på muligheden af, at en medarbejder med en bæredygtig relation
til en ung kan tilknyttes som kontaktperson efter udskrivningen og på den måde kan
være med til at sikre kontinuitet i den unges forløb.
195
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 81 af 9. februar 2006 om kommunernes pligt til at koordinere
handleplaner med Kriminalforsorgen for visse persongrupper.
204

Endelig skal det foreslås, at der indføres lempelige regler for anvendelsen af 'grønne
udgange', som især i udslusningsfasen kan være et meget velegnet pædagogisk
redskab til gradvis afprøvning af den unges evner til at håndtere en dagligdag uden
for de sikrede rammer.
14.5 Uddannelse af medarbejdere
Projekt Fokus' resultater peger på en lang række behov og muligheder for at
kvalificere institutionernes indsats via uddannelse og efteruddannelse af personalet.
Som anført tidligere skal det foreslås, at der etableres en fælles uddannelsesenhed til
varetagelse af disse opgaver. Her vil igangværende 196 og nye kursus- og
uddannelsestilbud kunne udvikles og tilpasses de sikrede afdelinger og varetagelsen
af opgaverne med de forskellige målgrupper af unge. Af konkrete emner skal der
peges på følgende:
Forslag til uddannelse af medarbejdere
• Introduktionskursus for nyansatte
Dette kursus bør være obligatorisk for alle nyansatte og skal give en grundig
indføring i institutionens værdi- og holdningsmæssige grundlag samt de
anvendte pædagogiske og socialfaglige metoder. Derudover er arbejdet på
sikrede afdelinger så specielt og indebærer så alvorlige magtbeføjelser, at der
for alle personalegrupper er behov for en indføring i de gældende love og
regler på området (både den sociale lovgivning, straffelov og retsplejelov
samt internationale konventioner på området)
• Oplæring i anvendelsen af ADAD
Efter et tre dages kursus følges op med supervision i institutionen samt nye
kursusdage til oplæring i udskrivnings- og opfølgningsinterview
• Psykologisk og psykiatrisk grundkursus
Kurset skal give deltagerne kendskab til tegn på behandlingskrævende
psykiske tilstande og viden om, hvordan man mest hensigtsmæssigt omgås
forskellige former for psykisk sygdom, håndterer krisereaktioner m.v.
Kurset kan også omhandle – eller udvides med – emner om psykisk
arbejdsmiljø, kollegial støtte efter skræmmende arbejdsepisoder etc.
• Grundkursus om misbrug
Kurset skal give deltagerne basal viden om misbrug af forskellige rusmidler
(inkl. væksthormoner o. lign.) og om stoffernes virkning, abstinenssymptomer
m.v. Der skal også gives oplysninger om eksisterende behandlingstilbud
til unge.
• Misbrug og tilbagefald
Opfølgning på grundkurset. Formålet er at gøre deltagerne i stand til at
gennemføre en egentlig forebyggende indsats over for den enkelte
196
Som eksempler herpå kan nævnes ’Egelyuddannelsen’, som er et efteruddannelsesforløb udviklet og
gennemført i samarbejde med Odense Socialpædagogiske Seminarium og ’Københavneruddannelsen’
(Sønderbro), som er udviklet af UFC Børn og Unge.
205

misbrugende unge ved hjælp af videregivelse af tilbagefaldsstrategier,
introduktion af konkrete behandlingstilbud i den unges hjemkommune m.v.
• Samtale om kriminalitet
Kurset skal kvalificere deltagerne til at gennemføre et struktureret
samtaleforløb med de unge, som har stor risiko for efter udskrivningen at
recidivere til ny kriminalitet 197 .
• Netbaseret undervisning
Diverse emnekurser for lærere og værkstedmedarbejdere i takt med
udbygning af de sikrede afdelingers intranet.
• IT-understøttet dokumentation
Kursus for afdelingernes IT-ansvarlige vedrørende indberetning af statistiske
oplysninger, administration og udvikling af ADAD m.v.
• Fra idé til kursusbevis
Kurset skal give deltagerne viden om, hvordan man kan gennemføre og opnå
officiel godkendelse af kompetencegivende forløb i sikret regi. (samarbejde
med eksterne uddannelsesinstitutioner, certificering af instruktører,
hvem/hvor søges der om godkendelse etc.).
• Pædagogiske (special)kurser
Der kan her være tale om en række forskellige kurser – både grundkurser for
medarbejdere uden pædagogisk uddannelse og specialkurser inden for
specifikke pædagogiske metoder, konflikthåndtering, familiearbejde med
meget mere.
Listen indeholder nogle af de områder, som i Projekt Fokus fremstår som centrale i
forhold til en generel kvalificering af de sikrede afdelingers arbejde, men den skal
ikke opfattes som værende udtømmende. Derudover skal det nævnes, at der kunne
være en fordel i at introducere nye medarbejdere til arbejdet via en form for 'følordning'
hos erfarne kolleger i den første periode. En sådan ordning må formodes at
kunne nedbringe antallet af de ubehagelige episoder, som både ifølge de unge og en
del medarbejdere skyldes usikkerhed hos utrænede nyansatte og vikarer.
14.6 Den overordnede samfundsmæssige indsats
Behov for ændringer
Dokumentationen viser, at mange af de unge bliver dømt for røverier, vold og anden
alvorlig kriminalitet. Men dokumentationen viser også, at en del unge anbringes i
varetægtssurrogat for sigtelser, som ender med at føre til ikke-frihedsberøvende
domme, eller til domme hvor frihedsstraffen går lige op med varetægtsperioden. Den
markant øgede anvendelse af sikrede afdelinger drejer sig således ikke kun om, at
flere unge begår alvorlige kriminelle handlinger, men også om en nedsat
samfundsmæssig tolerance over for de unges adfærd. De unges røveridomme relaterer
sig ofte til mere banale gaderøverier, hvor de har truet sig til tøj eller mobiltelefoner,
og meget sjældent til væbnede røverier overfor butikker eller banker. Mange af
197
Der findes forskellige programmer og der kan indhentes erfaringer om anvendelsen fra kriminalforsorgen
i både Danmark og Sverige.
206

voldsforholdene ville for 10-15 år siden være blevet kategoriseret som ’diskoteksslagsmål’
og have udløst en betinget dom og en bøde – uden forudgående
varetægtsfængsling. Udviklingen har betydet, at samfundet i dag har øget
anvendelsen af surrogatfængsling i sikrede afdelinger over for mindre kriminelt
belastede unge end tidligere. Samtidig er længden af de unges ophold (=
retssystemets sagsbehandlingstid) generelt øget markant og ikke kun for de unge,
som ender med at få dom til ungdomssanktion.
Problemerne i forbindelse med afvikling af dom til ungdomssanktion, den udbredte
anvendelse af brev- og besøgskontrol, de øgede opholdslængder, det generelle fravær
af de unges forsvarsadvokater som samarbejdspart, de manglende behandlingsmuligheder
for de relativt mange unge med alvorligere psykiske lidelser og den
uensartede og usikre kommunale varetagelse af straffende funktioner 198 kan ikke løses
af eller i de sikrede afdelinger.
Det ligger uden for projektets rammer at komme med omfattende anbefalinger på
disse områder, men der skal dog fremsættes enkelte forslag vedrørende nogle af de
mest iøjnefaldende temaer. Samtidig skal det påpeges, at der samtidig med
iværksættelse af et omfattende udviklingsprojekt på de sikrede afdelinger vil være
behov for, at Socialministeriet får både Familie-, Integrations-, Arbejds-, Sundheds-
og Justitsministeriet inddraget i en mere målrettet og koordineret indsats.
Forslag til ændringer uden for de sikrede afdelingers regi
Ændringer i retssystemet
Der er behov for at få undersøgt, hvad der ligger til grund for den udbredte og
langvarige anvendelse af besøgs- og brevkontrol og den forlængede
sagsbehandlingstid fra fængsling til dom. Tilsvarende bør det undersøges, i hvor høj
grad de geografiske forskelle i anvendelsen af varetægtssurrogat over for 15-17 årige
skyldes uensartet domstolspraksis 199
.
Det bør overvejes, hvordan retssystemet kan udvikle og samle sin ekspertise på det
ungdomskriminelle område og indgå i et tættere samarbejde med såvel de sikrede
afdelinger som de kommunale myndigheder, ikke mindst i vurderingerne før
idømmelse af ungdomssanktion 200 .
Det kan også overvejes, om nogle af de retssikkerhedsmæssige problemer kunne løses
via fastsættelse af maksimale fængslings- og sagsbehandlingstider for unge under 18
år, og om der kunne være behov for indførelse af en bestemmelse om domstolsafgørelse
vedrørende besøgs- og brevkontrol over for de unge.
Inddragelse af de sociale myndigheder
Det bør overvejes, hvordan det kan sikres, at de sociale myndigheder informeres om,
og deltager i sagsbehandlingen af unge i sikrede afdelinger. Politiets adgang til at
surrogatanbringe unge uden om socialforvaltningen betyder, at der i nogle tilfælde
går dage eller uger, før oplysning om fængslingen når frem til sagsbehandleren.
198 ikke kun i forhold til dom til ungdomssanktion, men også når det drejer sig om betingede domme med
vilkår, § 78-afsoning af fængselsstraf og mulighed for tidlig prøveløsladelse.
199 Da tilgangen af førstegangsanbragte unge på landsplan kun er på omkring 300 om året, kan det være
vanskeligt for samtlige retsafdelinger, forsvarere og anklagere at oparbejde tilstrækkelig indsigt i samspillet
mellem straffesystemet og de sociale myndigheder.
200 Ungdomskriminalitet kan evt. gøres til et egentligt specialeområde for både forsvarere og anklagere.
207

Herudover vanskeliggør afdelingernes landsdækkende funktion og geografiske
placering i mange tilfælde forvaltningens muligheder for at besøge den unge.
Der er således behov for en mere sikker og hurtig underretning samt for indførelse af
minimumsregler for forvaltningens kontakter med den unge og dennes familie under
anbringelsen.
Behov fra afklaring af behandlingsansvar vedrørende psykisk syge unge
De sikrede afdelinger råder ikke over den fornødne ekspertise vedrørende behandling,
omsorg og pleje af aktuelt meget psykisk syge unge, og det forekommer umiddelbart
noget inkonsekvent, at disse unge hører under de sociale myndigheder, når de fra
deres 18 års fødselsdag hører under sundhedssektoren.
De relativt mange behandlingsdomme til unge inden for to år efter anbringelsen i
sikret afdeling taler for, at der over for denne gruppe bør sættes ind med en tidlig –
og dermed også kriminalitetsforebyggende – psykiatrisk behandling.
Det skal derfor anbefales, at der etableres et antal sikrede pladser i det psykiatriske
systems ungdomsafdelinger, således at akut psykotiske unge kan tilbydes relevant
behandling under surrogatfængslingen, og gennemførelse af mentalundersøgelse kan
ske i psykiatrisk døgnregi i de tilfælde, hvor den unge har behov for en sådan
placering.
Etablering af sådanne pladser i psykiatrisk regi vil samtidig være til gavn for
institutionsmiljøet for både de øvrige unge og medarbejderne på de sikrede,
socialpædagogiske afdelinger.
Udformning af et generelt informationsmateriale
Både i den brede offentlighed og hos de involverede myndigheder kan der jævnligt
konstateres usikkerhed om, hvad en sikret afdeling er, og hvem der driver dem.
For at sikre en basal viden hos de involverede, skal det anbefales, at der fra centralt
hold (Socialministeriet i samarbejde med Justitsministeriet) udfærdiges informationsmateriale
til brug for både myndigheder (politi, forsvarere, anklagere, dommere
og sociale sagsbehandlere) og de anbragte unge og deres forældre.
Materialet til de unge og forældrene bør oversættes til de relevante sprog og indeholde
oplysninger om pligter og rettigheder i forbindelse med anbringelsen 201 .
14.7 Afsluttende om metodeudvikling på de sikrede
afdelinger
Forslagene til dokumentation og kvalificering af de unges hverdag indeholder flere
elementer af metodeudvikling: systematik og skriftlighed i sagsbehandlingen (ADAD),
etablering af flere strukturerede, kompetencegivende (og frivilligt valgte) aktiviteter
for de unge, samt kvalificering af indsatsen blandt andet via indførelse af en mere
værdibaseret pædagogisk praksis.
201
Der skal her henvises til, at flere afdelinger på eget initiativ har udfærdiget informationsmateriale til de
unge og deres familie, men at det må være en central opgave at sikre ensartet information, oversættelse
samt materiale til brug for offentlige myndigheder.
208

Sådanne metodeudviklinger stiller omfattende krav til institutionernes personale – fra
forstander til køkkenassistent. Der er behov for stor, intern opbakning, hvis
ændringerne skal slå igennem og få positiv effekt, såvel for de unges udbytte af
opholdet som for det fysiske og psykiske (arbejds)miljø på de sikrede afdelinger.
Forslagene om indførelse af ADAD, diverse kurser til medarbejderne og
kompetencegivende tilbud til de unge vil dog umiddelbart give medarbejderne et
synligt og kvalitativt løft i de daglige arbejdsfunktioner.
Udvikling af pædagogiske og socialfaglige metoder, som kan ændre de unges
opfattelse af anbringelsen fra straffende foranstaltning til et brugbart og velment
tilbud om støtte, klares ikke kun af engagerede medarbejdere og ledere. Det stiller
også krav om en overordnet samfundsmæssig indsats, blandt andet i form af
gennemførelse af nødvendige ændringer, som dels regulerer, dels understøtter de
sikrede afdelingers arbejde.
De sikrede afdelinger har inden for de sidste otte til ti år været igennem en række
meget omfattende ændringer i form af en tredobling af kapaciteten og tilførsel af nye
opgaver og nye målgrupper af unge. På trods af de turbulente ændringer og de stadigt
mere fængselslignende rammer og opholdsbetingelser formår afdelingerne fortsat at
fastholde deres socialpædagogiske udgangspunkt og fremstå som et positivt og
nødvendigt alternativ til arresthusplaceringer af de unge. Samtlige interviewede unge
og forældre fremhæver det som noget meget positivt i en ellers kaotisk situation, at
den unge fik muligheden for alternativet frem for arresthuset. Institutionerne har
derfor det bedste udgangspunkt i brugernes grundlæggende tillid for at kunne
udvikle sin praksis til gavn for de anbragte unge. Det er derfor forskergruppens håb,
at de sikrede afdelinger kan bruge resultaterne fra Projekt Fokus i den igangværende
proces med at tilpasse det pædagogiske og socialfaglige indhold til de udvidede
opgaver og målgrupper.
209

210

Om indholdet i del 2
Del 2
Projekt Fokus er i del 1 afrapporteret med præsentation af en række hovedtal fra de
kvantitative datasæt, som indgår i forskningsprojektet, og en række kvalitative og
kvantitative data er dokumenteret i del 1's temaer.
Del 2 indeholder en mere udførlig gennemgang af det indsamlede datamateriale og
beskrivelse af bearbejdningen og analysen heraf. For at kunne give en udtømmende
og sammenhængende beskrivelse er det nødvendigt at gentage visse oplysninger fra
rapportens første del. Derefter dokumenteres resultaterne af supplementundersøgelsen
pr. 15.12.2005, efterfulgt af nogle tabeller, som supplerer og uddyber
dokumentationen i del 1's forskellige kapitler. Endelig er der i en bilagsdel optrykt
navne på deltagere i projektets følgegruppe og Medarbejdergruppe samt skema brugt i
supplementundersøgelsen.
211

212

15. Beskrivelse af datakilder, bearbejdning og
analyse
15.1 Anvendte datakilder
Projektets dokumentation hviler på en lang række forskellige datakilder, som fremgår
af nedenstående oversigt.
Kvantitative datakilder:
4-årsgruppen
Omfatter 1074 personer = samtlige unge indskrevet i sikret afdeling i perioden
1.1.2000 – 31.12.2003
Indeholder:
Oplysninger fra Amtsrådsforeningens registreringsdatabase
Oplysninger fra Det Centrale Personregister
Oplysninger fra Det Psykiatriske Centrale Forskningsregister
Oplysninger fra Sundhedsstyrelsens register over personer i misbrugsbehandling
Kernegruppen
Omfatter 214 af de unge, som var indskrevet i 2002
Indeholder:
Oplysninger fra Det Centrale Kriminalregister
Oplysninger fra sociale sagsakter (2003) vedrørende 172 af de unge og supplerende
sagsakter (2005) vedrørende 130 af de 172 + samme oplysninger som for 4årsgruppen,
idet Kernegruppen udgør en del af 4-årsgruppen
Supplementundersøgelse
Omfatter samtlige unge (97 personer) anbragt på en sikret afdeling d. 15.12.2005
Indeholder:
Oplysninger om de unge samt deres anbringelsesforhold
Spørgeskemaundersøgelse
Spørgeskema sendt til alle de daværende 16 enheder/sikrede afdelinger i efteråret
2003. Svar modtaget fra 11 afdelinger.
Skemaet indeholdt oplysninger om personalemæssige og organisatoriske forhold,
regelsæt for de anbragte unge, afdelingernes fysiske rammer m.v.
213

Kvalitative datakilder:
Interview af unge på sikret afdeling
Omfatter kvalitative interview med 21 unge
Indeholder:
Oplysninger om de unges oplevelser og erfaringer under opholdet på de sikrede afdelinger
Opfølgende interview af unge og forældre
Omfatter kvalitative interview med ni unge og seks forældre
Indeholder:
Oplysninger om de interviewede unges og forældrenes opfattelse af opholdet i sikret
afdeling ½ til 1 år efter udskrivning.
Interview af forstandere og afdelingsledere
Omfatter alle institutioner
Indeholder:
Aktuelle supplerende oplysninger og afdelingernes holdning til udvalgte temaer
Skriftlige kilder
Materiale om og fra de sikrede afdelinger
Love og cirkulærer
Andre undersøgelser – se litteraturlisten
15.2 Uddybende om dataindsamling – kvantitativ del
4-årsgruppen
Den fælles indskrivningsdatabase - CSC
De sikrede afdelinger og Amtsrådsforeningen er alle tilsluttet en fælles database, hvor
alle indskrivninger registreres. Databasen drives af Computer Sciences Corporation
(CSC) og har til formål dels at skaffe overblik over ledige pladser til brug for visitation
til de enkelte institutioner, dels at danne grundlag for Amtsrådsforeningens årlige
statistik over anvendelsen af de sikrede afdelinger.
Det var projektets ønske at modtage oplysninger om alle indskrivninger tilbage fra
1.1.1999, idet det hermed ville være muligt at få overblik over, om Kernegruppens
unge tidligere havde været indskrevet i sikret afdeling. Den nuværende databasestruktur
er dog først etableret pr. 1.1.2000, hvorfor der ikke har kunnet leveres oplysninger
fra 1999.
De modtagne oplysninger fra CSC-databasen indeholder data om samtlige indskrivninger
(cpr-nummer, navn, indskrivningsdato, udskrivningsdato, anbringelseskriterium,
hjemkommune og navn på den sikrede afdeling/enhed) i de sikrede afdelinger i perioden
1.1.2000 til 31.12.2003. Udtrækket af data blev foretaget den 29.4.2004. Der er
efterfølgende telefonisk indhentet oplysninger om udskrivningsdatoer for de unge,
som var indskrevet før 31.12.2003 og endnu ikke udskrevet pr. 29.4.2004.
214

Den fælles CSC-database er – som omtalt i del 1 – opbygget på en sådan måde, at der
dannes en ny record/registrering, hvis den unge under opholdet flyttes fra en
afdeling/enhed til en anden eller skifter opholdsstatus, f.eks. fra varetægtssurrogat
til ungdomssanktion eller fra 'farlighed' til pædagogisk observation. Opbygningen
betyder, at en ung i løbet af et tidsmæssigt sammenhængende ophold kan være
registreret flere gange i databasen. Det er også teknisk muligt at have en ung
registreret i databasen på flere forskellige afdelinger samtidigt.
I forbindelse med samkøring med oplysninger fra CPR-registret m.fl. var det
nødvendigt at frasortere 44 records uden gyldigt dansk cpr-nummer (6 fejlindtastninger
og 38 udlændinge). 4-årsgruppen består herefter af 1074 personer. En
del af de frasorterede records vedrører unge, som ved indskrivningen var uden dansk
cpr-nummer, men efterfølgende har fået et sådant i forbindelse med en verserende
straffesag. For disse unge vil der være tale om, at de reelt indgår i 4-årsgruppen med
deres rigtige cpr-nummer – men med oplysninger om en opholds-længde, som er for
kort i forhold til deres reelle anbringelse, fordi opholdet med ukorrekt cpr-nummer
ikke tælles med/er fjernet fra datasættet.
I andre tilfælde har unge været anbragt af politiet, alene med oplysning om et
'udlændingesagsnummer'. Om disse unge efterfølgende er sendt ud af Danmark eller
overgået til asylmyndighederne kan ikke ses af materialet.
Valg/definition af ’forløb’ og anbringelseskriterium
For unge med mere end ét forløb er der i enkelte tilfælde lidt usikkerhed om antallet.
De sikrede afdelingers registreringer kan være lidt unøjagtige vedrørende dateringen,
og der kan være tale om undvigelser, korte ophold i arresthus undervejs m.m.
I databearbejdningen er indskrivning i ny afdeling max 3 dage efter udskrivning fra en
tidligere afdeling blevet registreret som værende en overflytning/fortsættelse i samme
forløb, mens indskrivning fire eller flere dage efter udskrivning er registreret som et
nyt/selvstændigt forløb.
For unge med kun ét registreret forløb i 4-års perioden skal der tages forbehold for, at
der – primært for de 15 til 17-årige i 2000 og 2001 – kan have været tale om forløb
før 1.1.2000.
For de unge, som har skiftet status undervejs i deres forløb (f.eks. fra ’farlighed’ til
pædagogisk observation eller fra varetægtssurrogat til afvikling af dom til ungdomssanktion),
er det valgt at registrere hele forløbet med den sidste/alvorligste begrundelse.
Undersøgelsen af de unges forløb tager således udgangspunkt i status på udskrivningstidspunktet.
Bearbejdning af datasæt
De oprindeligt modtagne 2094 records er først bearbejdet til en datafil på ’forløbsniveau’
(= 1474 records), og der er foretaget en række dataudtræk fra denne fil til
beskrivelse af anvendelsen af de sikrede afdelinger.
Derudover er der lavet en datafil på person/cpr-niveau (= 1074 records).
215

Data fra Det Centrale Personregister (CPR)
Der er fra CPR-registret modtaget oplysninger om alle 4-årsgruppens unge, navn,
fødested, statsborgerskab og dato for eventuel indrejse i Danmark. Derudover er der
oplysninger om de unges forældre (986 mødre og 941 fædre), deres cpr-numre,
fødested, statsborgerskab og indrejsedato. Forældres fødested og indrejsedato indgår
dog først i CPR-registerets data fra 1984, hvorfor der er en vis usikkerhed vedrørende
den etniske baggrund for nogle af de unge, hvis forældre er kommet hertil før 1984
og i dag er danske statsborgere. Der er således blandt 4-årsgruppens 1074 unge
omkring 60, hvor både barnet og forældrene har meget fremmedklingende navne,
men alle er danske statsborgere og uden oplysninger om fødested eller indrejsedato i
CPR-registret. En stor del af disse unge er formentlig efterkommere af arbejdskraftindvandrere
i tresserne. Usikkerheden i forhold til de unges etniske fordeling
vedrører således kun en lille del af 4-årsgruppen.
Der er i bearbejdningen taget udgangspunkt i både barnets og forældrenes statsborgerskab,
fødested og indrejsetidspunkt. For de unge, som ikke er født i Danmark,
er der ud fra deres statsborgerskab (eller for statsløse ud fra oplysning om hvilket
land, de er indrejst fra) foretaget en registrering af eventuel flygtningestatus.
Tilsvarende registrering er foretaget for unge, som er født i Danmark, men har
udenlandsk statsborgerskab.
Det har undervejs i projektet været overvejet at søge yderligere oplysninger
vedrørende de unges etniske baggrund/indvandringsstatus, men dette er opgivet
igen, idet det ikke skønnes af afgørende betydning at dokumentere en helt nøjagtig
procentfordeling på dette område.
Data fra Det Psykiatriske Centrale Forskningsregister (Psykiatriregistret)
Cpr-numre på 4-årsgruppen unge og deres forældre (i alt 3001 personer) er sendt til
Psykiatriregistret med anmodning om oplysninger om disse personers registrerede
kontakter til det psykiatriske behandlingssystem. Der er modtaget oplysninger om
behandlingens art og omfang, dato for start og ophør, hoved- og bidiagnoser,
grundmorbus m.v. for i alt 604 personer, heraf 275 unge.
Psykiatriregistret har været ført elektronisk siden 1969, og der er i 1994 indført et
nyt diagnosesystem, idet man er gået fra 'ICD-8' til ICD-10' 202 . Da en del af både de
unge og deres forældre har været diagnosticeret efter begge systemer, har det været
nødvendigt at foretage en 'oversættelse' af de gamle diagnoser, således at de har
kunnet bearbejdes og sammenlignes med de nye. Denne omkodning er foretaget efter
nedenstående model, som ifølge Psykiatriregistret er hyppigt anvendt i forskningssammenhænge.
202
ICD står for 'International Classification of Diseases'. Det efterfølgende nummer henviser til reviderede
udgaver af diagnosesystemet.
216

ICD-8 ICD-10
1 SKIZOFRENI GR. 1 F20
2 MANIO-DEPRESSION GR. 2 F3
3 ORGANISK GR. 3-7 F0
4 NEUROSER GR. 9 F4
5 MISBRUG GR. 12-13 F1
6 ANDRE PSYKOSER GR. 8 OG 14 F21-29
7 PSYKOPATI GR. 10 F6
8 ANDET GR. 11 OG 15 Resten
Gruppeinddelingen i ICD-8 diagnoserne er taget fra 'Variabelbeskrivelse for Det
Psykiatriske Centrale Forskningsregister' 203 . ICD-10 diagnoserne er grupperet i henhold
til WHOs beskrivelser 204 .
Vedrørende Psykiatriregistret skal det i øvrigt oplyses:
The Danish Psychiatric Central Register contains information dating from the 19th
century; data were collected systematically from 1938. As of 1969 data on psychiatric
admissions has been computerized and includes all admissions to psychiatric hospitals
and psychiatric wards in general hospitals in Denmark, the Faroe Islands, and
Greenland. Since January 1, 1995 information about all psychiatric outpatient
contacts has been included. Among the advantages of the register are the close
collaboration with the reporting hospitals and departments as well as its organization
within the psychiatric epidemiological and social psychiatric research unit,
Department of Psychiatric Demography. This has resulted in an intensive utilization
of data from the register for research both in the department in other Danish and
international research institutes the latter performed in collaboration with the
department. Register research ranges from simple studies on prevalence to
exploration of the longitudinal course in mental diseases, analyses of secular trends
in different groups of disorders and recent linkage studies of risk factors for mental
disorders. Recently, large data bases on the basis of data from The Psychiatric Central
Register and from a number of other health related registers have been established. A
linkage between The Psychiatric Central Register and various social registers is
developing as is the development of quality assurance data bases.
Munk-Jorgensen P, Mortensen PB.
Department of Psychiatric Demography, Psychiatric Hospital, Aarhus, Risskov.
Abstract: PubMed 1997 Feb;44(1):82-4
Data fra Sundhedsstyrelsens register over stofmisbrugere i behandling
Også her er der fremsendt cpr-numre på de unge og deres forældre, med anmodning
om oplysninger om disse personers indskrivning i misbrugsbehandling. Der er
modtaget oplysninger om 94 personer, heraf 53 unge.
203
Center for Psykiatrisk Grundforskning. Psykiatrisk Hospital i Århus. 7. udgave. 2005.
204
WHO – ICD-10 – psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser. Munksgård. 2000.
217

Datasættet indeholder oplysninger om misbrugsbehandlingens art og omfang, hvilket
stof der er misbrugt samt alder for første brug af det pågældende primære stof.
Om adgang til og samkøring af registerdata
Forskningsprojektet har været anmeldt til datatilsynet, og der er udfærdiget
sædvanlige forskrifter for projektets behandling af data og offentliggørelse af
resultater. Derudover har Rigspolitiet 'clearet' projektets medarbejdere, før der blev
givet adgang til oplysninger fra Kriminalregistret, ligesom Sundhedsstyrelsen har
foretaget den sædvanlige vurdering af projektet, før der blev givet adgang til
oplysninger fra Psykiatri- og Misbrugsregistret.
Kernegrupppen
Fra de fire ’gamle’ sikrede institutioner, Egely, Koglen, Sønderbro og Sølager, blev der
rekvireret basisoplysninger vedrørende 200 unge, som blev indskrevet på disse
afdelinger i løbet af 2002. Udvælgelsen skete i første omgang fra 1.10.2002 og ’bagud’
i året. Efter den første indtastning af disse basisoplysninger viste det sig, at der var
så mange ’gengangere’ mellem afdelingerne, at der måtte rekvireres flere datasæt fra
Sønderbro, Egely og Koglen for at komme op på de ønskede i alt 200 unge. I denne
anden omgang kom der også oplysninger om unge anbragt i perioden 1.10. –
31.12.2002, og antallet af personer kom i alt op på 214.
Disse unge udgør undersøgelsens Kernegruppe.
Data fra Kriminalregistret (KR)
Der er fra KR modtaget oplysninger i form af fulde KR-udskrifter vedrørende
Kernegruppens 214 unge, som i alt er registreret med 1544 afgørelser/verserende
sager. Dataudtræk er første gang foretaget 30.3.2003 og efterfølgende 2.4.2005.
Fra udskrifterne er hentet oplysninger om antallet af pådømte forhold, gernings- og
afgørelsesdatoer, kriminalitets- og afgørelsesart, undvigelser, varetægtssurrogat,
alternativ afsoning og udvisning.
Der er i en del tilfælde tale om, at den unge i den samme sag/afgørelse er dømt for
flere forskellige kriminelle forhold. I første omgang er der foretaget en indtastning af
samtlige de love og paragraffer, som den unge er dømt for i den enkelte
sag/afgørelse. I den efterfølgende databearbejdning er der taget udgangspunkt i den
alvorligste kriminalitetsart – ud fra de pådømte paragraffers maksimale straframme.
Ved sammenfald i straframmelængder er der foretaget en vægtning, således at
personfarlig kriminalitet (trusler, vold og seksuelle krænkelser) registreres før
berigelseskriminalitet, overtrædelse af særlove m.v.
Der er kun registreret den alvorligste kriminalitet for hver af de endeligt afgjorte
sager.
Der er ikke registreret kriminalitetsart på verserende sager, sager hvor politiet har
undladt at rejse tiltale eller forhold begået før det fyldte 15. år, idet der her kan være
tvivl om skyldsspørgsmål m.v. Tilsvarende er det ikke registreret, hvilke sigtelser der
lå bag de i alt 25 frifindelser i materialet.
Data fra KR foreligger således nu i en fil på ’afgørelsesniveau’ – og de 1544 records er
efter bearbejdning blevet kørt sammen i en fil på person/cpr-niveau (214 personer).
218

Akter fra hjemkommunerne
I juli 2003 blev der fra 69 kommuner rekvireret sagsakter på de 214 unge fra
Kernegruppen. Heraf var fem unge uden dansk cpr-nummer, og de adspurgte
kommuner oplyste, at man ikke havde akter/oplysninger om de pågældende.
Der er således reelt rekvireret sagsakter på 209 unge og modtaget akter på 172,
hvilket giver en svarprocent på 80.
For kommunerne uden for København er besvarelsesprocenten oppe på 88 (151
sagsakter ud af 172 rekvirerede).
Københavns kommune har af ressourcemæssige årsager ikke kunnet give adgang til
alle de ønskede sager, og en medarbejder fra Projekt Fokus har på de københavnske
socialcentre kopieret sagsakter for to unge fra hvert socialcenter. Fra København er
der på denne måde modtaget sagsakter for 21 ud af 37 unge, hvilket giver en
svarprocent på 57.
Syv af de 69 kommuner har ikke reageret på Teori og Metodecentrets anmodning (og
’rykkere’) om sagsakter.
Efter den først udsendte anmodning modtog projektet en lang række tilbagemeldinger
fra kommunerne vedrørende unge, som enten var flyttet eller aldrig
formelt havde opholdt sig i/været tilmeldt folkeregistret i kommunen.
En række anmodninger måtte derfor videresendes til andre kommuner.
Da der i december 2003 var modtaget sagsakter på 80 % af Kernegruppens unge,
indstilledes forsøget på at få samlet de sidste, få sager ind, idet de indkomne akter
blev vurderet som værende tilstrækkeligt repræsentative.
Det materiale, som kommunerne har valgt at indsende i kopi, varierer meget i art og
omfang – fra et enkelt sagsresumé på få sider til komplette sagsakter med journal,
psykologerklæring, politirapporter, udtalelse fra sikret afdeling, domsudskrift med
meget mere. Der er i langt de fleste sager tale om et omfattende materiale, som
dokumenterer den kommunale indsats før, under og efter den unges ophold i sikret
afdeling.
Materialet er gennemgået blandt andet med henblik på at afdække arten og omfanget
af iværksatte foranstaltninger, på at finde oplysninger om den unges personlige og
familiemæssige problemstillinger og på at dokumentere den kommunale indsats i
forbindelse med anbringelsen i sikret regi.
Med henblik på at få viden om de unges forløb i årene efter opholdet i sikret afdeling
i 2002 er der medio 2005 rekvireret supplerende sociale sagsakter. Disse er modtaget
vedrørende 130 af de unge.
Det skal her pointeres, at oplysningerne fra socialforvaltningernes akter må betragtes
som 'andenhåndsviden', og at der må tages forbehold for, at der kan være tale om
tilfælde af såvel mangelfulde som fejlagtige journalnotater. Men der har ikke været
tegn på, at man fra kommunernes side skulle have frasorteret notater eller andet,
som kan siges at sætte sagsbehandlingen i et mindre flatterende lys. Usikkerheden i
forbindelse med oplysningerne fra akterne må derfor primært vurderes at gå på, om
der er forglemmelser/mangler i angivelsen af f.eks. iværksatte foranstaltninger, ikke
mindst i de sager, hvor sagsbehandleren har resumeret en længere periodes indsats.
Akternes beskrivelse af problemstillinger hos den unge og familien tager nødvendigvis
udgangspunkt i sagsbehandlernes vurderinger. Det er tænkeligt, at familierne selv
ville beskrive tingene anderledes, men akterne giver under alle omstændigheder et
billede af forvaltningens vurderinger og begrundelser for valg af indsats.
219

Kernegruppens repræsentativitet
Kernegruppens unge udgør en delmængde (ret præcist 1/5) af 4-årsgruppen. Da der
kun foreligger oplysninger om kriminalitet og social baggrund vedrørende Kernegruppen,
er det undersøgt, om denne gruppe adskiller sig fra 4-årsgruppen eller kan siges
at udgøre et repræsentativt udsnit.
De sammenlignende kørsler viser, at Kernegruppen er repræsentativ:
Der er ingen statistisk signifikante forskelle mellem de to grupper målt på alder, køn,
statsborgerskab/etnisk baggrund eller andelen af registrerede i psykiatri- og
misbrugsregistrene.
Undersøgelsens resultater vedrørende Kernegruppens kriminalitet og opvækstforhold
m.v. kan derfor med ret stor sandsynlighed formodes at være dækkende også for hele
4-årsgruppen.
Kernegruppens unge har i gennemsnit haft lidt længere ophold i sikret afdeling,
hvilket primært skyldes relativt lange sagsbehandlingstider ved ungdomssanktionens
første år.
Indførelsen af dom til ungdomssanktion 1½ år inde i 4-årsperioden betyder også,
Kernegruppens fordeling efter anbringelseskriterier adskiller sig fra 4-årsgruppens.
Hvad angår anbringelseskriterier og opholdslængder er Kernegruppen således ikke
repræsentativ, hvorfor rapporten primært refererer til undersøgelsen af 4-årsgruppen
på disse områder.
Kategoriseringer
I bearbejdningen af datasættene er der foretaget en lang række kategoriseringer på
forskellige niveauer. Det gælder opholdslængder og sagsbehandlingstider, kriminalitetsart,
begrundelser for opholdet, iværksatte foranstaltninger, diagnoser m.m.fl.
Samkøring af oplysninger
De forskellige datafiler på personniveau er samlet, hvorefter der er foretaget fornyede
datakørsler til belysning af anvendelsen af de sikrede afdelinger og de anbragte unges
sociale og kriminalitetsmæssige forhold m.m. før, under og efter opholdet.
15.3 Uddybende om dataindsamlingen – kvalitativ del
Som optakt til de individuelle interviews af unge er der gennemført et antal enkeltinterview,
som indgår i analysen af interviewene i første fase, samt et fokusgruppeinterview
med et antal unge på en af de sikrede afdelinger. Formålet var at finde
frem til relevante problemstillinger og tematikker for de individuelle interview.
Interviewene med de unge er forløbet i to faser, som har haft hvert sit formål.
I første interviewrunde er formålet primært at indsamle viden om oplevelser og
erfaringer med opholdet på de sikrede afdelinger. Det drejer sig om ankomsten til
afdelingerne, hverdagen, de andre unge, brug af personalet, tanker om fremtiden
mm. Det er ikke det primære formål med interviewene at fokusere på det individuelle
personlige, men derimod at få opfanget såvel typiske som forskellige erfaringer,
220

edde og nuancer i de unges oplevelser af en anbringelse på sikret afdeling. I alt 21
unge er blevet interviewet, mens de opholdt sig i sikret afdeling.
Anden interviewrunde består af opfølgende interview med de unge et halvt til et
helt år efter opholdet på en sikret afdeling. De unge, som er fraflyttet de sikrede
afdelinger, er interessante, fordi de kan reflektere over anbringelsen i tilbageblik.
Deres udsagn er ikke nødvendigvis objektivt ’sande’, men sande i deres eget
individuelle perspektiv blandt andet i forhold til, hvilken betydning - positiv såvel
som negativ - opholdet på en sikret afdeling har haft for deres nuværende liv.
Formålet med denne runde er således at indfange problemer og barrierer i den
pædagogiske og sociale indsats under og efter ophold på den sikrede afdeling.
Hvordan fungerer de sociale processer omkring de unge under og efter anbringelse på
en sikret afdeling? Hvordan er der arbejdet med et fremtidsperspektiv, så en social
deroute brydes? Hvem har taget ansvar for at hjælpe de unge? Familien,
forvaltningen, skolen? Hvilke barrierer har været til stede? osv. I alt ni unge er blevet
interviewet i denne runde.
Udvælgelsen af de unge
For at få et så nuanceret billede som muligt af målgruppen på de sikrede afdelinger
var det ønsket at interviewe et repræsentativt udsnit i forhold til køn og alder, at få
repræsenteret alle anbringelseskriterierne, at få unge med såvel dansk som anden
etnisk baggrund, unge der er tidligt, midt i og sent i deres ophold, unge der er anbragt
første gang og flere gange. I praksis var det ikke muligt at få tilgodeset alle ønsker.
Der er således ingen piger med i undersøgelsen, ligesom anbringelseskriterierne
’farlighed’, ’socialpædagogisk observation’ og ’længerevarende behandling’ ikke er
repræsenteret 205 .
’Udvælgelsen’ er sket på den måde, at alle, som har været til stede på de sikrede afdelinger
i de perioder, hvor vi besøgte afdelingerne, er blevet tilbudt at deltage i
undersøgelsen.
Den praktiske gennemførelse af første interviewrunde
De unge har været meget beredvillige til at fortælle om deres oplevelser med at være
anbragt på en sikret afdeling 206
. Inden interviewet er de blevet gjort bekendt med
formålet med det, herunder at vi ikke er specielt interesserede i at kende til den
konkrete kriminalitet, som de evt. har begået. Endvidere at deltagelse i interviewet er
frivilligt, at hverken deltagelse eller afslag på deltagelse får nogen konsekvenser for
deres ophold og forløb, at interviewene er fortrolige og anonyme, at interviewene vil
blive optaget på bånd, og at de til hver en tid kan stoppe og trække sig ud af undersøgelsen.
I forbindelse med afslutningen af interviewet er de unge blevet spurgt, om
vi må kontakte dem til et opfølgende interview, hvordan vi i givet fald kan kontakte
dem bedst, samt om muligheden for at kontakte deres forældre. Kontakten med forældrene
er med henblik på at indhente samtykke til at kontakte de unge, der på
tidspunktet for andet interview ikke er blevet 18 år. Bortset fra en enkelt ung, som
205
At disse kriterier ikke er blevet tilgodeset i udvalget af de 21 unge, er imidlertid udtryk for og i
overensstemmelse med den statistiske fordeling af de unge jf. dokumentationskapitlet i del 1.
206
Enkelte unge har dog ikke ønsket at medvirke i et interview.
221

ikke ønskede, at vi tog kontakt med hans forældre 207
, gav alle de unge i første
interviewrunde udtryk for, at vi var meget velkomne til at kontakte dem senere.
Med erfaringerne fra nogle individuelle samtaler i projektets indledende periode, hvor
der blev talt med de unge både på deres værelse og i besøgsrum, blev det besluttet at
interviewene skulle foregå udenfor deres værelser. Begrundelsen for dette valg var, at
de unge kan opleve at have mindre exitmuligheder (dvs. have sværere ved at stoppe
interviewet, hvis de skulle ønske det), hvis samtalerne foregår på de unges værelse.
I tolkningen af de unges udtalelser må det medtænkes, at svarene kan være farvet af
de rammer, der er givet omkring interviewsituationerne. Dette er ikke noget epokegørende
nyt, idet det gælder som vilkår for alle interviewbaserede undersøgelser. Når
det er vigtigt at være opmærksom på i denne undersøgelse, er det, dels fordi de unge
befinder sig i en ekstrem situation/position, hvor magtrelationer spiller en helt speciel
stor rolle, dels at en stor gruppe af de unge er flygtninge/indvandrere. På trods
af grundig information kan det for alle unge være svært at gennemskue, om de kan
have tillid til den lovede anonymitet, og om deres udtalelser kan få konsekvenser,
negative eller måske positive, hvis de svarer strategisk ’rigtigt’ på spørgsmålene
(hvilket måske mest oplagt kunne forekomme i forhold til spørgsmål om personalet)
osv. Derudover har mange af de unge med anden etnisk baggrund et sprogproblem,
som kan gøre det endnu sværere at forstå ’spillereglerne’.
Dertil kommer, at flere af de unge synes at mangle basal viden om det danske samfundssystem,
hvorfor de kan have vanskeligt ved at gennemskue og derved få ’afdramatiseret’,
hvilken indflydelse deltagelse i undersøgelsen kunne få for dem.
Nogle af de unge, som kun har været kort tid på afdelingen på interviewtidspunktet,
har et forudgående ophold i arresten i frisk erindring. De unge beskriver alle arresten
som en skræmmende oplevelse, hvilket kan betyde, at opholdet i de sikrede
afdelinger beskrives mere positivt, end det ville være tilfældet uden denne
sammenligningsfaktor.
Repræsentativiteten i første interviewrunde
Der er som nævnt ingen piger i interviewgruppen og heller ingen unge, som er
anbragt efter kriterierne ’farlighed’, ’socialpædagogisk observation’ eller
’længerevarende behandling’. Disse grupper tegner sig imidlertid kun for en meget
lille del af alle unge i sikret afdeling, hvor den altovervejende del er anbragt i
varetægtssurrogat eller i forbindelse med afvikling af straf.
De interviewede drenge er i øvrigt, ud fra alder, etnisk baggrund, den foreløbige
længde af deres ophold og begrundelsen for anbringelsen, repræsentative for de sikrede
afdelingers unge i varetægtssurrogat, alternativ afsoning og afvikling af dom til
ungdomssanktion.
207
Denne person blev meget bekymret i forbindelse med spørgsmålet om at kontakte hans forældre, en
bekymring som vist nok relaterede sig til deres problematiske opholdsstatus i Danmark.
222

Den praktiske gennemførelse af anden interviewrunde
Opsporingen af de unge efter udslusningen fra de sikrede afdelinger har i mange tilfælde
været kompliceret og er i en del tilfælde ikke lykkedes. Oftest har udgangspunktet
for kontakten været et telefonnummer til en forælder, som den unge har
oplyst i første interview. Alternativt har den første kontakt gået til den unges hjemkommune
med henblik på at få oplyst den unges eller forældrenes aktuelle adresse
og/eller telefonnummer.
Frafaldet i anden runde har været relativt stort. En gruppe af de unge har ikke kunnet
geninterviewes, fordi det af den ene eller anden grund ikke er lykkedes at få
forældrenes underskrift på den samtykkeerklæring, som Projekt Fokus har besluttet
skulle indhentes for de unge, som var under 18 år på tidspunktet for 2. interview. Der
har været rettet såvel telefoniske som skriftlige henvendelser, som - hvor det har
været nødvendigt - er blevet oversat til forældrenes sprog, uden at det alligevel er
lykkedes. I et tilfælde oplyses, at forældrene er rejst udenlands.
En anden frafaldsgruppe drejer sig om de unge, hvor der har været kontakt og også
været indgået aftale, men hvor aftalerne gentagne gange ikke overholdes. Afhængig
af den unges parathed til at indgå ny aftale, er det i nogle tilfælde lykkedes at få
gennemført et interview, i andre tilfælde har vurderingen været, at den unge efter
gentagne udeblivelser ikke har ønsket at deltage, og nye aftaler er derefter droppet.
Selv i et tilfælde, hvor en kontaktperson til en af de unge var inde i billedet og bekræftede,
at den unge var meget interesseret i at deltage i et interview og også ville
være chauffør for den unge, blev interviewene alligevel udsat og i sidste omgang
aflyst få minutter før aftalt tid.
I nogle af de tilfælde, hvor socialforvaltningen har været indgangen til den unge, har
kommunen ønsket først selv at kontakte den unge eller hans familie før adresse og
telefonnummer blev oplyst, men denne løsning har ikke fungeret i alle tilfældene.
Repræsentativiteten i anden interviewrunde
De ni unge, som indgår i anden interviewrunde, adskiller sig ikke på de valgte
parametre fra den gruppe, som blev interviewet i første omgang. F.eks. har fire af de
unge fået dom til ungdomssanktion, fire har anden etnisk baggrund end dansk, aldersspredningen
er til stede, der er såvel tidligere gadebørn, institutionsanbragte som
tidligere hjemmeboende unge osv.
15.4 Faktuelle oplysninger om de interviewede unge
Som nævnt i beskrivelsen af dataindsamlingen er de unge ikke blevet ’udvalgt’, men
deltager i den kvalitative undersøgelse alene ud fra at de har været anbragt på en
sikret afdeling på det tidspunkt, hvor datamaterialet blev indsamlet, og har accepteret
at deltage.
I det følgende vil de unge blive meget kort præsenteret.
223

Alder
De unge er mellem 15 og 18 år med følgende fordeling: fire er 15 år, fire er 16 år,
elleve er 17 år og én er fyldt 18 år på interviewtidspunktet 208
.
Etnicitet
Den statistiske analyse af målgruppen på de sikrede afdelinger viser, at der i forhold
til den demografiske sammensætning af befolkningen i Danmark er en overvægt af
unge med anden etnisk baggrund blandt de anbragte. Dette skæve forhold er også til
stede i den interviewede gruppe, idet lidt mere end halvdelen er unge med anden
etnisk baggrund.
Anbringelseskriterier
Langt den største gruppe af de unge på de sikrede afdelinger er i varetægtssurrogat.
Dette gælder også de unge i interviewundersøgelsen, hvor fjorten er anbragt i varetægtssurrogat
og syv er i gang med afvikling af straf, herunder dom til ungdomssanktion.
Én af de unge med ungdomssanktion er tilbageført.
Fire af de unge er blevet overflyttet fra anden sikret afdeling 209 .
Anbringelsestid
Anbringelsestiden fortæller i denne sammenhæng, hvor længe de unge har været
anbragt på tidspunktet for interviewet. Hvor lang anbringelsestiden bliver for de
interviewede unge kan materialet af gode grunde ikke dokumentere, hvorfor dette
parameter heller ikke direkte kan sammenlignes med oplysninger herom for den
samlede population.
Anbringelsestiden på interviewtidspunktet spænder fra fire unge, der kun har været
anbragt én uge til en enkelt, som har været anbragt 1½ år. Herimellem fordeler de
andre unge sig nogenlunde jævnt dog med en lille overvægt på fire unge, som har
været anbragt et halvt år. Den gennemsnitlige anbringelsestid bliver således på små
fire måneder.
Bopæl og beskæftigelse før anbringelsen
For de fleste af de unge gælder, at de har boet hjemme hos forældre før anbringelsen
på de sikrede afdelinger, en enkelt har haft egen bolig, og en anden boet sammen
med en kæreste. Fem af de unge har tidligere været anbragt på institution og andre
to må betegnes som gadebørn.
Med hensyn til spørgsmålet om skole/uddannelse/beskæftigelse oplyser tre af de
unge, at de ikke har været beskæftiget på nogen måder, heriblandt de to gadebørn.
Resten har som andre jævnaldrende gået i folkeskole, ungdomsskole eller
specialskole, været i gang på teknisk skole, haft læreplads eller været i arbejde som
arbejdsdrenge 210
.
Kontakt med kommunen under opholdet
De første interview med de unge fortæller ikke, hvorvidt de unge har været i kontakt
med det sociale system før anbringelsen på den sikrede afdeling. Derimod har det
208
Der mangler oplysning om alder på en af de unge.
209
Dette tal kan være større, idet der mangler oplysning herom for fire af de unge.
210
Oplysning om beskæftigelse mangler på to af de unge.
224

været et tema at få belyst, hvilken kontakt de unge har til deres primærkommune
under opholdet på afdelingen 211 . Interviewene viser, at tretten af de unge på
interviewtidspunktet ikke har haft nogen former for kontakt med en sagsbehandler.
Indeholdt i disse tretten er de fire unge, som kun har været én uge på afdelingen,
men også unge som har været anbragt i et halvt år og længere.
15.5 Interview med nogle forældre
I forbindelse med opsporing af de unge og i nogle tilfælde behovet for en samtykkeerklæring,
har der indledningsvis været telefonisk kontakt med nogle af de unges
forældre. Denne indledende telefonsamtale gav i flere tilfælde anledning til aftaler
om efterfølgende interview. Flere forældre gav således udtryk for et ønske om at få
mulighed for at fortælle om deres egne oplevelser som forældre i forbindelse med
deres søns anbringelse. Projekt Fokus har valgt at inddrage og supplere dataindsamlingen
med disse forældreerfaringer, som ofte ikke er synlige, når utilpassede og kriminelle
unge er på dagsordenen.
I alt seks forældre er blevet interviewet, heraf en forælder til en tiende ung, som det
ellers kun er lykkedes at få et lille ’interview’ med i telefonen i forbindelse med
mange forgæves forsøg på at lave aftaler.
Forældrene, som har deltaget i interview, er ikke repræsentative for forældregruppen.
I forhold til de beskrevne parametre er der dog stor repræsentativitet, idet der er
forældre til gadebørn, institutionsanbragte og hjemmeboende børn, forskellige anbringelseskriterier
osv. Men på et afgørende punkt er der forskel til ungegruppen,
idet alle de interviewede forældrene var etniske danskere.
211
Der er enkelte tilfælde, hvor den unge giver udtryk for, at der er planlagt et fremtidigt besøg af
kommunen, men disse er ikke medtaget.
225

226

16. Supplementundersøgelse pr. 15.12.2005
Som omtalt i afsnittet om projektets datagrundlag vedrører de fleste af
undersøgelsens kvantitative data anvendelsen af de sikrede afdelinger i perioden
2000 til 2003. Som supplement til disse data er der indhentet oplysninger om alle de
unge, som den 15. december 2005 var anbragt i sikret institution. Formålet er at
kunne sammenligne de nye tal med nogle af hovedresultaterne i undersøgelsen af 4årsgruppen,
med henblik på en afdækning af om resultaterne stadig kan siges at være
dækkende for den aktuelle situation på de sikrede afdelinger. Derudover kan
supplementundersøgelsen give viden om de seneste udviklingstendenser.
Endelig er der med indhentning af de nye oplysninger fremskaffet viden om, hvor
mange af de unge, som har været underlagt restriktioner i form af besøgs- og
brevkontrol, ligesom det er oplyst, hvor mange af de unge, der har været omkring et
arresthus før placeringen i sikret afdeling.
Da undersøgelsen omfatter 97 unge, er forskellene mellem antal og procentvis
fordeling så minimal, at det i tabellerne er undladt at medtage procentfordelingen.
Den 15.12.2005 var 97 unge anbragt på følgende sikrede afdelinger:
Antal
Sølager 21
Sønderbro 15
Egely 18
Koglen 10
Bakkegården 18
Stevnsfortet 8
Grenen 7
Total 97
Kønsfordeling
Antal
Piger 8
Drenge 89
Total 97
89 af de unge er drenge og 8 er piger. Pigernes andel er her lidt større end deres
andel af 4-årsgruppen, men da der fortsat er tale om ret små tal, baseret på
indskrivningerne på en enkelt dag, kan dette resultat ikke tages som dokumentation
af, at der generelt er tale om en stigning i antallet af piger i sikrede afdelinger.
227

Begrundelser for de unges ophold
Langt den overvejende del af de unge (81, svarende til 84 %) er startet opholdet i
sikret afdeling i forbindelse med varetægtssurrogat. På opgørelsesdagen havde fire af
de surrogatanbragte unge skiftet status fra varetægt til ungdomssanktionens fase 1,
tre var overgået til alternativ afsoning af fængselsstraf jf. fuldbyrdelseslovens § 78 og
en enkelt af de unge var nu anbragt til socialpædagogisk observation. 73 af de unge
var fortsat anbragt i varetægtssurrogat.
To af de fire unge, som først var indskrevet efter farlighedskriteriet, var d. 15.12.2005
anbragt til socialpædagogisk observation, og tre af de fem unge, som først var
indskrevet til observation, var d. 15.12.2005 anbragt til længerevarende behandling.
Selv om der er tale om små tal/få personer, bekræfter opgørelsen oplysninger fra de
sikrede institutioners forstandere og afdelingsledere om, at der opleves en (mindre)
stigning i antallet af unge, der anbringes til socialpædagogisk behandling, herunder
af længere varighed.
De unges registrering ved indskrivning og på opgørelsesdatoen
Kriterium ved
indskrivning
Kriterium pr.
15.12.2005
Farlighedskriteriet 4 2
Pædagogisk observation 5 5
Længerevarende behandling 3
Varetægtssurrogat 81 73
Ungdomssanktion 1 4 8
Ungdomssanktion 2 3 3
Alternativ afsoning 3
Total 97 97
Særligt sikrede afdelinger
Som tidligere omtalt, er der i løbet af 2005 etableret fire ’særligt sikrede afdelinger’
med i alt 20 pladser, hvoraf 10 først blev taget i brug omkring den 1. december 2005.
På opgørelsesdagen var i alt otte unge placeret i særligt sikret afdeling, heraf en i
afdelingen for unge med psykiatriske problemstillinger.
Alder ved indskrivning og på opgørelsesdagen
Med ændringen af magtanvendelsesbekendtgørelsen i 2004 blev muligheden for
anbringelse af unge under 15 år i sikret afdeling lempet, idet kommunen ikke
længere skulle søge driftsamtet om godkendelse af placeringen. Opgørelsen pr.
15.12.2005 viser, at der på denne dato var indskrevet tre unge under 15 år – og en
fjerde var fyldt 15 år under opholdet. Det kan ikke ud fra disse tal afgøres, om de
sikrede afdelinger i dag modtager flere unge under 15 år end før ændringen i
bekendtgørelsen.
Derimod viser tallene, at afdelingerne i højere grad end tidligere huser unge, som er
fyldt 18 år. Af de fem 18-årige var tre anbragt i forbindelse med dom til
ungdomssanktion, mens to unge var fyldt 18 år, mens de sad i varetægtssurrogat.
228

Aldersfordeling
Alder
Alder ved
indskrivning
Alder den
15.12.2005
14 4 3
15 23 20
16 37 37
17 31 32
18 2 5
Total 97 97
I interview med forstandere er det blandt andet oplyst, at flere afdelinger har oplevet
at have 19-årige indskrevet som tilbageførte i forbindelse med dom til
ungdomssanktion, og i et enkelt tilfælde er en 19-årig blevet idømt ungdomssanktion
med indledende ophold i sikret afdeling.
Bortset fra de fem 18-årige adskiller aldersfordelingen i december 2005 sig ikke
nævneværdigt fra aldersfordelingen i årene 2000–2003.
Overflytning mellem afdelinger og arresthuse
16 af de 97 unge var pr. 15.12.2005 flyttet fra en sikret afdeling til en anden. Det er
ikke oplyst, om overflytningen var begrundet i praktiske/geografiske årsager eller
skyldtes disciplinære problemer på den tidligere afdeling. Det vides heller ikke, om
nogle af disse 16 unge evt. har været placeret på mere end én anden afdeling
tidligere i forløbet.
De 36 unge, som er kommet til sikret afdeling fra arresthus, kan enten have været
anbragt der, fordi der ikke var plads i sikret regi ved deres fængsling, eller i
forbindelse med alvorligere disciplinære problemer under ophold på en anden sikret
afdeling.
Opgørelsen kan hverken af- eller bekræfte resultaterne fra 4-årsundersøgelsen om
tendensen til overflytninger mellem de sikrede afdelinger. Men den dokumenterer
dog, at der stadig er en del unge, som flyttes undervejs i deres ophold. Den viser
også, at mere end hver tredje af de unge har været omkring et arresthus, før
placeringen i sikret afdeling.
De unge blev indskrevet fra:
Antal
Fri fod 39
Arresthus 36
Anden sikret afdeling 16
Lukket psyk. afd. 1
Ikke oplyst 5
Total 97
229

Længden af de unges ophold
Her kan der ikke laves egentlige sammenligninger med resultaterne for 4-årsgruppen.
Oplysningerne fra 15.12.2005 giver kun viden om længden af det ophold, som den
unge har haft i den sikrede afdeling, som han/hun befandt sig i på opgørelsesdagen.
Kun 40 % af de unge er startet dette ophold fra ’fri fod’, mens 55 % kommer fra
arresthus, anden sikret afdeling eller psykiatrisk hospital, og der foreligger ikke
oplysninger om, hvor længe den unge har opholdt sig på den første sikrede afdeling
før overflytningen til den aktuelle.
Længden af de unges ophold på opgørelsesdagen skal derfor tages med store
forbehold, også fordi det er uvist, hvornår de unge efterfølgende er udskrevet. Der er
således tale om, at opholdslængderne i denne opgørelse vil fremstå væsentligt kortere
end i 4-årsgruppens undersøgelse af afsluttede forløb.
Opholdslænge pr. 15.12.2005
Antal
Op til 14 dage 25
15 til 30 dage 23
1 til 2 mdr. 24
2 til 3 mdr. 13
3 til 6 mdr. 9
6 til 12 mdr. 3
Total 97
På trods af de anførte forbehold kan opgørelsen siges at understøtte resultaterne fra
4-årsundersøgelsen, hvor det påpeges, at en ikke uvæsentlig del af de unge har lange
ophold i sikret afdeling.
De unges etniske baggrund
De sikrede afdelinger blev bedt om at give oplysninger om de unges etniske
baggrund, herunder om den unge var født i eller uden for Danmark og om han/hun
var barn af arbejdskraftindvandrere i tresserne eller af flygtninge. Som det vil fremgå
af tabellerne herom, har der omkring disse oplysninger været en del usikkerhed
(mange ’uoplyste’ i besvarelserne vedrørende indvandringsstatus).
Etnisk fordeling
230
Antal
Etnisk dansk 42
Blandet etnisk baggrund 4
Fremmed etnisk baggrund 47
Uoplyst 4
Total 97

I forhold til resultaterne vedrørende 4-årsgruppen ser det ud til, at de etnisk danske
unge nu udgør en lidt større andel. Denne tendens er bekræftet via interview af
forstandere m.fl.
De unges fødested
Antal
Etnisk dansk 42
Født i Danmark 23
Født uden for Danmark 25
Fødested uoplyst 7
Total 97
For 4-årsgruppen var der tale om, at 38 % af de unge var født uden for Danmark.
Samtidig med at andelen af etnisk danske unge synes stigende, ser det ud til, at
andelen af unge født i udlandet er dalende. Opgørelsen må dog tages med forbehold,
dels på grund af antallet af ’uoplyste’ besvarelser og dels fordi de sikrede afdelinger
ikke nødvendigvis har haft lige så sikre/valide oplysninger, som dem der foreligger
for 4-årsgruppen.
De unges indvandringsstatus
Antal
Etnisk dansk 42
Flygtning/barn af flygtning 21
Barn af arbejdskraftindvandrere 3
Udenlandsk turist 1
Indvandringsstatus uoplyst 30
Total 97
De sikrede afdelingers oplysninger omkring indvandringsstatus synes temmelig
usikre, men der er dog viden om, at i hvert fald hver 5. af de anbragte unge i
december 2005 har flygtningebaggrund.
Unge med besøgs- og brevkontrol
De sikrede afdelinger er blevet bedt om oplysninger vedrørende de restriktioner, som
politiet og/eller retten måtte have besluttet i forbindelse med den unges anbringelse.
Også her er der en del uoplyste besvarelser, men det viser sig, at mindst ¾ af de unge
har eller har haft besøgs- og brevkontrol under opholdet, og at næsten 60 % fortsat
var underlagt disse restriktioner på opgørelsesdatoen.
For en enkelt ung har restriktionerne varet i over ½ år, og for 8 unge i mere end 2
måneder. Som omtalt ovenfor er der derudover tale om, at de unge, som kommer fra
andre sikrede afdelinger, reelt vil have haft længere ophold – og dermed også længere
perioder med besøgs- og brevkontrol – end det der fremgår af opgørelsen.
231

De unges (amts)kommunale tilhørsforhold
Som det var tilfældet med 4-årsgruppen er det også i december 2005 især
hovedstadsområdet, Odense og Århus kommuner, der har placeret unge borgere i
sikrede afdelinger.
Aalborg kommune har kun en enkelt ung i sikret afdeling, og Esbjerg ikke en eneste.
En enkelt 17-årig er udenlandsk turist, uden dansk cpr-nummer. Han er registreret
som anbragt i varetægtssurrogat – men uden angivelse af anbringende kommune. De
sikrede afdelinger har hjemmel 212
til at modtage udenlandske børn under 15 år, hvis
disse ikke har legalt ophold i Danmark. Derimod ses der ikke umiddelbart at være en
sådan hjemmel, når det drejer sig om unge over den kriminelle lavalder, idet der
formelt skal foreligge en kommunal beslutning om placering i sikret afdeling 213
.
Supplementundersøgelsens unge fordelt på hjemamt
Hjemamt Antal
Intet amt 1
København 21
Københavns amt 9
Frederiksborg amt 11
Roskilde amt 7
Vestsjællands amt 9
Storstrøms amt 1
Fyns amt 14
Sønderjyllands amt 2
Ribe amt 2
Vejle amt 8
Ringkøbing amt 1
Århus amt 9
Viborg amt 1
Nordjyllands amt 1
Total 97
Supplementsundersøgelsens unge fordelt på hjemkommune
Hjemkommune Antal
Ingen kommune 1
København 21
Brøndby 1
Glostrup 1
(Tabel fortsættes på næste side.)
212
Magtanvendelelsesbekendtgørelsen, § 7, 7) jf. §§ 11-13.
213
Samme bekendtgørelse, § 7, 4) og § 7, stk. 4.
232

(Tabel fortsat)
Hjemkommune Antal
Herlev 3
Hvidovre 1
Høje Taastrup 1
Søllerød 1
Ishøj 1
Fredensborg-Humlebæk 1
Frederiksværk 1
Helsingør 1
Hillerød 2
Hundested 1
Karlebo 3
Slangerup 1
Stenløse 1
Greve 4
Køge 1
Roskilde 2
Bjergsted 1
Holbæk 1
Kalundborg 2
Korsør 1
Ringsted 2
Slagelse 2
Nakskov 1
Fåborg 2
Middelfart 1
Odense 11
Bredebro 1
Lundtofte 1
Billund 1
Ølgod 1
Fredericia 6
Horsens 2
Holstebro 1
Århus 9
Aalestrup 1
Aalborg 1
Total 97
233

234

17. Supplerende tabeller og datalister
I dette kapitel findes en række supplerende tabeller, hvoraf de fleste har været
omtalt i del 1. Tabellerne dokumenteres uden eller med ganske kortfattede
kommentarer.
17.1 Supplerende tabeller til del 1, kapitel 4
Anbringelseskriterier * Institutioner * alle 4-årsgruppens forløb
Sølager
Sønderbro
Egely
Koglen
Bakkegården
Grenen
Stevnsfortet
Total
Øvrige 3 0 0 5 0 0 1 9
Farlighedskriteriet 3 4 6 12 3 1 1 30
Pædagogisk
observation og
farlighedskriteriet
Pædagogisk
observation
Længerevarende
behandling
2 8 0 1 0 0 0 11
26 10 6 15 5 3 3 68
4 0 1 0 1 0 0 6
Varetægtssurrogat 385 216 147 160 151 36 59 1154
Alternativ afsoning 6 2 0 3 8 1 5 25
Ungdomssanktion 1 36 13 12 23 20 5 7 116
Ungdomssanktion 2 9 6 7 9 13 2 0 46
Total 474 259 179 228 201 48 76 1465
235

Institutioner * Køn * alle 4-årsgruppen forløb
Institutionsnavn
Køn
Kvinde Mand
Total
Sølager 16 458 474
Sønderbro 6 253 259
Egely 14 165 179
Koglen 16 212 228
Bakkegården 11 190 201
Grenen 1 47 48
Stevnsfortet 3 73 76
Total 67 1398 1465
De unges hjemkommuner er oplistet alfabetisk, men samtidig efter hvilket amt,
kommunen hører under.
4-årsgruppens unge fordelt på kommuner
Hjemkommune Antal Hjemkommune Antal
København 235 Frederiksberg 33
Amt Amt
Københavns Amt Frederiksborg Amt
Albertslund 12 Allerød 2
Ballerup 8 Birkerød 2
Brøndby 13 Farum 9
Gentofte 8 Fredensborg-Humlebæk 1
Gladsaxe 24 Frederikssund 3
Glostrup 2 Frederiksværk 6
Herlev 10 Græsted-Gilleleje 5
Hvidovre 12 Helsinge 1
Høje Taastrup 26 Helsingør 21
Ishøj 20 Hillerød 14
Ledøje-Smørum 1 Hundested 2
Lyngby-Taarbæk 4 Jægerspris 1
Rødovre 5 Karlebo 29
Søllerød 1 Skibby 2
Tårnby 12 Stenløse 6
Vallensbæk 2
Værløse 1
(Tabel fortsættes på næste side.)
236
Ølstykke 5

(Tabel fortsat)
Amt Hjemkommune Antal Amt Hjemkommune Antal
Roskilde Amt Vestsjællands Amt
Bramsnæs 1 Dianalund 2
Greve 17 Dragsholm 2
Køge 11 Haslev 3
Ramsø 2 Holbæk 2
Roskilde 14 Hvidebæk 1
Solrød 3 Kalundborg 6
Vallø 2 Korsør 2
Storstrøms Amt Nykøbing-Rørvig 1
Fakse 4 Ringsted 8
Fladså 2 Skælskør 1
Højreby 1 Slagelse 13
Langebæk 2 Stenlille 1
Maribo 1 Svinninge 1
Møn 2
Nakskov 1 Fyns Amt
Trundholm 1
Nykøbing Falster 6 Assens 3
Nysted 1 Bogense 1
Næstved 7 Broby 1
Nørre Alslev 1 Egebjerg 2
Præstø 1 Fåborg 1
Ravnsborg 2 Gudme 2
Rudbjerg 2 Marstal 1
Rønnede 1 Middelfart 2
Sakskøbing 2 Nyborg 1
Stubbekøbing 2 Odense 69
Sydfalster 3 Otterup 5
Vordingborg 2 Ringe 1
Ryslinge 2
Bornholms Amt Svendborg 8
Rønne 1 Tommerup 1
(Tabel fortsættes på næste side.)
Ullerslev 1
Årup 2
237

(Tabel fortsat)
238
Amt Hjemkommune Antal Amt Hjemkommune Antal
Sønderjyllands Amt Århus Amt
Bov 1 Grenå 3
Gråsten 1 Hadsten 1
Haderslev 4 Hammel 1
Lundtofte 3 Odder 2
Nordborg 2 Randers 13
Rødekro 1 Rougsø 3
Sønderborg 13 Ry 1
Tønder 3 Silkeborg 3
Vojens 1 Skanderborg 2
Aabenraa 2
Ribe Amt Ringkøbing Amt
Århus 108
Brørup 2 Herning 6
Esbjerg 11 Holmsland 1
Grindsted 1 Holstebro 4
Holsted 1 Lemvig 1
Ribe 4 Skjern 2
Varde 4 Struer 2
Vejen 1 Thyborøn-Harboøre 1
Ølgod 1
Vejle Amt Nordjyllands amt
Ulfborg-Vemb 3
Børkop 5 Arden 2
Fredericia 6 Brønderslev 5
Horsens 11 Dronninglund 2
Juelsminde 1 Frederikshavn 4
Kolding 8 Hjørring 1
Nørre-Snede 1 Hobro 1
Vejle 6 Løgstør 3
Viborg Amt Sæby 1
Bjerringbro 1 Åbybro 1
Hvorslev 1
Kjellerup 2
Skive 3
Spøttrup 1
Thisted 1
Viborg 3
Aalborg 12

17.2 Supplement til del 1, kapitel 8 - psykiatri
Som omtalt i del 1 er 275 (= hver fjerde) af de unge i 4-årsgruppen registreret i
Psykiatriregistret, og godt halvdelen har mere end én registrering. Dette afsnit
indeholder en række tabeller vedrørende de 275 unge, efterfulgt af enkelte tabeller
vedrørende de 329 af 4-årsgruppens forældre, som også indgår i Psykiatriregistret.
Af nedenstående tabel fremgår, at 45 % af de unge kun er registreret en enkelt gang i
det psykiatriske behandlingssystem, og at 55 % har fra to til 34 registreringer.
Antal diagnoser/registreringer i alt – 275 af 4-årsgruppen unge
Registreringer Personer Procent
1 124 45,1
2 53 19,3
3 27 9,8
4 13 4,7
5 15 5,5
6 8 2,9
7 2 ,7
8 8 2,9
9 6 2,2
10 5 1,8
11 2 ,7
12 3 1,1
13 3 1,1
14 1 ,4
17 1 ,4
18 1 ,4
20 1 ,4
27 1 ,4
34 1 ,4
Total 275 100,0
239

De unges alder ved første behandling
Antal Procent
4 til 15 år 80 29
15 til 18 år 165 60
19 til 24 år 30 11
Total 275 100
De unges alder ved sidste behandling
Antal Procent
4 til 15 år 41 15
15 til 18 år 158 58
19 til 24 år 76 28
Total 275 101
I næste tabel er der taget udgangspunkt i den unges 'alvorligste' registrering. Unge,
som både har været indlagt og modtaget ambulant behandling, er således registreret
som 'indlagt patient'.
De unges fordeling på patienttype
240
Antal Procent
Indlagt patient 106 39
Ambulant patient 137 50
Skadestuepatient 32 12
Total 275 101

De unges hoveddiagnoser fordelt på køn
Ingen diagnose
Skizofreni (F20)
Affektive lidelser (F3)
Organiske lidelser (F0)
Køn
Piger Drenge
Total
Antal 0 1 1
Procent 0 % 100 % 100 %
Antal 0 18 18
Procent 0 % 100 % 100 %
Antal 0 1 1
Procent 0 % 100 % 100 %
Antal 1 0 1
Procent 100 % 0 % 100 %
Nervøse og stress-relaterede Antal 7 38 45
lidelser (F4) Procent 16 % 84 % 100 %
Misbrugsbetingede lidelser Antal 9 34 43
(F1) Procent 21 % 79 % 100 %
Andre psykoser (F21-29)
Antal 0 9 9
Procent 0 % 100 % 100 %
Forstyrrelse af personlig- Antal 4 40 44
hedsstruktur og adfærd (F6) Procent 9 % 91 % 100 %
'Opsamlingsgruppen'
Antal 8 105 113
(F7-F9) Procent 7 % 93 % 100 %
Total
Antal 29 246 275
Procent 11 % 90 % 101 %
Tabellen med kønsfordeling har mange diagnosegrupper med meget små tal, hvorfor
der ikke er tale om statistisk signifikante forskelle. Pigerne er overrepræsenterede i
grupperne (F1) og (F4) og underrepræsenterede i alle andre, herunder i gruppen
(F20).
Næste tabel viser, at næsten hver fjerde af de unge på et eller flere tidspunkter er
registreret med en belastningslidelse som enten hoved- eller bidiagnose.
De unges registrerede belastningslidelser
Antal Procent
Ikke belastningslidelse 211 77
Belastningslidelse 64 23
Total 275 100
En opdeling af belastningslidelser i køn viser en statistisk signifikant forskel. Pigerne
udgør kun 11 % af de unge i Psykiatriregistret, men tegner sig for 22 % af
belastningsdiagnoserne.
241

De unges belastningslidelser fordelt på køn
Ikke belastningslidelse
Belastningslidelse
Total
Tabeller vedrørende 4-årsgruppens forældre
Køn
Piger Drenge
Total
Antal 15 196 211
Procent 7 % 93 % 100 %
Antal 14 50 64
Procent 22 % 78 % 100 %
Antal 29 246 275
Procent 11 % 90 % 101 %
Forældrene har en lidt højere forekomst af belastningslidelser end de unge.
Belastningslidelser hos forældrene
Antal Procent
Ikke belastningslidelse 237 72
Belastningslidelse 92 28
Total 329 100
Nogle af forældrene er selv debuteret i det psykiatriske system allerede i barndommen
eller i teenageårene, men flertallet er først registreret efter det 35. år – og dermed
først efter at have fået børn.
Forældrenes alder ved første behandling
242
Antal Procent
4 til 15 år 4 1
15 til 18 år 12 4
19 til 24 år 39 12
25 til 34 år 76 23
35 til 50 år 177 54
50 til 61 år 21 6
Total 329 100

Forældrenes længste tid i behandling
Antal Procent
Enkelt dag 82 25
Under 1 md. 82 25
1-3 mdr. 53 16
3-6 mdr. 43 13
6-12 mdr. 27 8
Mere end 1 år 42 13
Total 329 100
2/3 af forældrene har været indlagt, 1/4 har været ambulante patienter.
Forældrenes fordeling på patienttype
Antal Procent
Indlagt patient 211 64
Ambulant patient 82 25
Skadestuepatient 36 11
Total 329 100
De unge tegner sig for hovedparten af de retspsykiatriske registreringer, men der er
dog også 18 mødre og 13 fædre med sådanne 'diagnoser'.
+/- Retspsykiatriske ’diagnoser’ fordeling på ung, mor og far
Ingen
retspsykiatriske
diagnoser
Retspsykiatrisk
diagnose
Total
Mor Far Ung
Total
Antal 152 146 178 476
Procent diagnose 32 % 31 % 37 % 100 %
Procent familie 89 % 92 % 65 % 79 %
Antal 18 13 97 128
Procent diagnose 14 % 10 % 76 % 100 %
Procent familie 11 % 8 % 35 % 21 %
Antal 170 159 275 604
Procent diagnose 28 % 26 % 46 % 100 %
Procent familie 100 % 100 % 100 % 100 %
243

De 97 unge med retspsykiatriske diagnoser fordeler sig med følgende hoveddiagnoser:
Hoveddiagnose for unge med retspsykiatriske registreringer
Antal
Skizofreni (F20) 10
Nervøse og stress-relaterede lidelser (F4) 5
Misbrugsbetingede lidelser (F1) 5
Andre psykoser (F21-29) 2
Forstyrrelse af personlighedsstruktur og adfærd (F6) 15
'Opsamlingsgruppen' (F7 - F9) 60
Total 97
Der er relativt sjældent oplysninger i Psykiatriregistret om indlæggelsesvilkår, men
det fremgår dog som minimum, at tre af disse unge har været indlagt på røde papirer,
og 17 er registreret med ’andre retlige forhold’.
Indlæggelsesvilkår for de unge med retspsykiatriske registreringer
Antal
Frivillig 25
Tvang - rød blanket 3
Andre retslige forhold 17
Total 45
17.3 Supplement til del 1, kapitel 9 - misbrug
De unges misbrugsproblemer iflg. de sociale akter
Antal Procent
Ingen reg. problemer 91 53
Misbrugsproblemer 81 47
Total 172 100
Næsten halvdelen af de unge beskrives i de sociale akter med misbrugsproblemer, men
kun 5 % af 4-årsgruppens unge er ultimo 2005 registreret i behandlingsregistret for
misbrugere.
244

Registreret i misbrugsbehandling
Antal Procent
Nej 1021 95
Ja 53 5
Total 1074 100
17.4 Supplement til del 1, kapitel 10 – kriminalitet
Mange af de unge har oplevet at vente længe på retlige afgørelser. Af tabellen
nedenfor ses, at 40 % har været ude for, at sagsbehandlingen har taget mere end et
år, og andre 40 % har været ude for, at den tog mellem 6 og 12 måneder.
Længste sagsbehandlingstid fra gerningsdato til endelig dom/afgørelse
Antal Procent
Max 30 dage 5 2
Max 2 md. 3 1
Max 3 md. 8 4
Max 6 md. 33 15
Max 12 md. 88 41
1-2 år 69 32
Over 2 år 8 4
Total 214 99
Hver fjerde af de unge er på et tidspunkt dømt for undvigelse, men det kan ikke ud
fra det foreliggende materiale afgøres, om der er tale om rømning fra sikret afdeling,
arresthus eller fængsel.
Dømt for overtrædelse af straffelovens § 124 - undvigelse
Antal Procent
Ikke dømt for § 124 169 79
Dømt for § 124 45 21
Total 214 100
Nedenstående tabeller viser de unges kriminelle recidiv, opdelt på forskellige
variabler.
245

Kriminelt recidiv fordelt på køn
Piger
Drenge
Total
Intet recidiv Recidiveret
Total
Antal 4 4 8
Procent 50 % 50 % 100 %
Antal 80 126 206
Procent 39 % 61 % 100 %
Antal 84 130 214
Procent 39 % 61 % 100 %
Kriminelt recidiv fordelt på +/- dom til ungdomssanktion
Intet recidiv Recidiveret
Total
Ingen
Antal 65 92 157
ungdomssanktion Procent 41 % 59 % 100 %
Idømt
Antal 19 38 57
ungdomssanktion Procent 33 % 67 % 100 %
Total
Antal 84 130 214
Procent 39 % 61 % 100 %
Kriminelt recidiv fordelt på +/- behandlingsdom
Intet recidiv Recidiveret
Total
Ikke
Antal 82 122 204
behandlingsdom Procent 40 % 60 % 100 %
Idømt
Antal 2 8 10
behandlingsdom Procent 20 % 80 % 100 %
246
Total
Antal 84 130 214
Procent 39 % 61 % 100 %

Kriminelt recidiv fordelt på +/- misbrugsproblemer nævnt i akter
+/- Recidiveret
Ikke
recidiveret Recidiveret
Total
Ingen reg. Antal 46 45 91
problemer Procent 51 % 50 % 101 %
Misbrugsproblemer
Total
Antal 17 64 81
Procent 21 % 79 % 100 %
Antal 63 109 172
Procent 37 % 63 % 100 %
17.5 Supplement til del 1, kapitel 11 - forvaltningshistorie
De 172 unge er i gennemgangen af de sociale sagsakter registreret med tilsammen
1333 problemstillinger. Det giver et gennemsnit på 7,75 til hver ung – med en
fordeling på mellem 0 og 19 registreringer.
Her følger en række tabeller over nogle af de problemstillinger, som de unge er
registreret med. Hvor der er forskel i forekomsten af et problem fordelt på etnicitet,
er disse oplysninger medtaget i form af en krydstabel.
Sagsakters oplysninger om, at den unge har været udsat for vold
Antal Procent
Nej 117 68
Ja 55 32
Total 172 100
Sagsakters oplysninger om, at den unge har været udsat for tab fordelt på etnisk
baggrund
Nej
Ja
Total
Danske
forældre*
Forældre
indvandrere
Forældre
flygtninge
Total
Antal 56 30 52 138
Procent 41 % 22 % 38 % 101 %
Antal 8 2 24 34
Procent 24 % 6 % 71 % 101 %
Antal 64 32 76 172
Procent 37 % 19 % 44 % 100 %
* ’Danske forældre’ omfatter også forældre, hvor kun den ene er etnisk dansk.
247

Sagsakters oplysninger om, at den unge har været udsat for manglende
omsorg fordelt på etnisk baggrund
Nej
Ja
Total
Danske
forældre
Forældre
indvandrere
Forældre
flygtninge
Total
Antal 41 29 56 126
Procent 33 % 23 % 44 % 100 %
Antal 23 3 20 46
Procent 50 % 7 % 44 % 101 %
Antal 64 32 76 172
Procent 37 % 19 % 44 % 100 %
Sagsakters oplysninger om, at den unge har været udsat for problematisk
forældresamliv/skilsmisse fordelt på etnisk baggrund
Nej
Ja
Total
Danske
forældre
Forældre
indvandrere
Forældre
flygtninge
Total
Antal 33 28 45 106
Procent 31 % 26 % 43 % 100 %
Antal 31 4 31 66
Procent 47 % 6 % 47 % 100 %
Antal 64 32 76 172
Procent 37 % 19 % 44 % 100 %
Sagsakters oplysninger om problemer i relation til migration
Ingen
migrations
problemer
registreret
Danske
forældre
Forældre
indvandrere
Forældre
flygtninge
Total
Antal 63 27 42 132
Procent 48 % 21 % 32 % 101 %
Migrationsproblemer
Antal 1* 5 34 40
registreret Procent 3 % 13 % 85 % 100 %
Total
Antal 64 32 76 172
Procent 37 % 19 % 44 % 100 %
* Det drejer sig her om en ung fra et blandet ægteskab.
248

I de sociale sagsakters omtale af de unges voldelige adfærd er der en bemærkelsesværdig
mangel på etniske forskelle.
Sagsakters oplysninger om problemer med voldelig adfærd fordelt på etnisk
baggrund
Ikke registreret
Registreret
Total
Danske
forældre
Forældre
indvandrere
Forældre
flygtninge
Total
Antal 19 8 13 40
Procent 48 % 20 % 33 % 101 %
Antal 45 24 63 132
Procent 34 % 18 % 48 % 100 %
Antal 64 32 76 172
Procent 37 % 19 % 44 % 100 %
249

Sagsakters oplysninger om kontaktperson – før ophold i sikret afdeling fordelt
på etnisk baggrund
Danske
forældre
Forældre
indvandrere
Forældre
flygtninge
Total
Ingen
kontakt-
Antal 36 15 35 86
person før Procent 42 % 17 % 41 % 100 %
Kontakt-
person før
Total
Antal 28 17 41 86
Procent 33 % 20 % 48 % 101 %
Antal 64 32 76 172
Procent 37 % 19 % 44 % 100 %
Sagsakters oplysninger om kontaktperson - efter ophold i sikret afdeling fordelt
på etnisk baggrund
Danske
forældre
Forældre
indvandrere
Forældre
flygtninge
Total
Ingen
kontakt-
Antal 41 26 48 115
person efter Procent 36 % 23 % 42 % 101 %
Kontakt-
person efter
250
Total
Antal 23 6 28 57
Procent 40 % 11 % 49 % 100 %
Antal 64 32 76 172
Procent 37 % 19 % 44 % 100 %

Efter gennemgang af de først modtagne sagsakter blev der for en række af de unge
noteret problemstillinger, som lå uden for de opstillede kategorier.
Sagsakter med registrering af ’andre problemer’ fordelt på etnisk baggrund
Nej
Ja
Total
Danske
forældre
Forældre
indvandrere
Forældre
flygtninge
Total
Antal 48 27 51 126
Procent 38 % 21 % 41 % 100 %
Antal 16 5 25 46
Procent 35 % 11 % 54 % 100 %
Antal 64 32 76 172
Procent 37 % 19 % 44 % 100 %
'Andre problemer' – hos de unge
– stikords-bemærkninger efter første gennemgang af akter
• Grundløse anklager om voldtægt
• Bærer rundt på angst
• Selvdestruktiv, selvmordstruet, 'trist'
• Graviditet/abort - konflikter med moderen
• 'Dårligt ernæret' som 7-årig
• Medansvarlig for familien i flygtningelejr fra 7-års alderen
• Kammerats død
• Retssag om tvangsanbringelse: den unge ønsker at blive, far ønsker ham
hjem
• Voldsomme konflikter m. mor
• 'Forventningspres' fra forældre
• Fysiske hjerteproblemer
• Traumatisk tvangsfjernelse som 8-årig
• Kæresteproblemer
• Konflikter med mor
• 'Lav hygiejne' - problemer med et øre 'DAMP' + konflikter i forhold til
forældre
• Overværet fars forsøg på at dræbe mor
• Gadebarn
• Traumer
• Psykiske problemer efter isolationsfængsling
• Fars selvmord
• Samarbejdsproblemer mellem kommuner og opholdssted = usikkerhed om den
unges placering
• Fars død under voldsomme omstændigheder
• Ludomani
• Traumer fra flugt
251

• Smidt ud hjemmefra, adoptivbarn
• Fars gentagne selvmordsforsøg
• Problematisk/voldeligt forhold til storebror
• Opvokset hos storebror og dennes kone
• Udvisning, kastebold ml. Danmark og Tyrkiet, ophold hos onkel og tante i
Danmark
• 'Blødende mavesår', krigstraumer
• Krigsoplevelser
• Svigt fra biologisk far
• Udviklingshæmmet storebror
• Flerårigt mobbeoffer i skolen
• Voldelig og misbrugende far
• Mobning og vold fra andre børn
• 'Pubertetsproblemer', selvmordstanker, konflikter med mor
• Sag helt uoplyst før løsladelse fra voksenfængsel
• Beskrives som depressiv - voldsoffer omkr. 2001
• Dårligt integreret, bange for skolekammerater, medløber
• Konflikter med far
• Mors død, mens den unge sad surrogatfængslet.
Problemstillinger hos forældre omtalt i sagsakter
I mere end 80 % af sagsakterne er der registreret forskellige former for problemer hos
den unges forældre – med en generel overvægt blandt flygtninge, hvorimod forældre
med indvandrerbaggrund generelt er underrepræsenteret.
Sagsakternes omtale af forældres problemer fordelt på etnisk baggrund
Danske
forældre
Forældre
indvandrere
Forældre
flygtninge
Total
Ingen
problemer
Antal 14 12 6 32
registreret Procent 44 % 38 % 19 % 101 %
Forældreproblemer
Antal 50 20 70 140
registreret Procent 36 % 14 % 50 % 100 %
252
Total
Antal 64 32 76 172
Procent 37 % 19 % 44 % 100 %

Sagsakternes omtale af forældrenes mangelfulde omsorg/forældreevne fordelt
på etnisk baggrund
Danske
forældre
Forældre
indvandrere
Forældre
flygtninge
Total
Ingen
problemer
Antal 32 27 37 96
registreret Procent 33 % 28 % 39 % 100 %
Problemer
registreret
Total
Antal 32 5 39 76
Procent 42 % 7 % 51 % 100 %
Antal 64 32 76 172
Procent 37 % 19 % 44 % 100 %
Forældres socio/økonomiske problemer (arbejdsløshed, bolig, økonomi,
netværk) fordelt på etnisk baggrund
Danske
forældre
Forældre
indvandrere
Forældre
flygtninge
Total
Ingen
problemer
Antal 36 21 22 79
registreret Procent 46 % 27 % 28 % 101 %
Socio/
økonomiske
Antal 28 11 54 93
problemer Procent 30 % 12 % 58 % 100 %
Total
Antal 64 32 76 172
Procent 37 % 19 % 44 % 100 %
Også vedrørende forældrene er der i sagsgennemgangen noteret en række
problemstillinger, som lå uden for de opstillede kategorier.
253

'Andre problemer' – hos forældre
– stikords-bemærkninger efter første gennemgang af akter
• Chikane fra farfar
• Mor selv anbragt 7-10 steder som barn
• Forældre vil ikke kendes ved hende - behandler hende som spedalsk
• Mor har selv været anbragt som barn
• Dårligt integrerede, manglende hygiejne = sygdom blandt børnene
• Voldsomme konflikter med sønnen
• Tidligere misbrugsproblemer
• Konflikter med søn(ner)
• Mor afsoner ved anbringelsen i 2002
• Mor på krisecenter med børnene efter familiesammenføring
• Faderen har på rekordtid forsøgt at tilpasse sig den danske kultur, hvilket
har medført familieproblemer
• Forældre beskrives som dårligt begavede
• Forældre aflyser alle møder med forvaltningen
• Mor opvokset på børnehjem, mangler familienetværk
• Begge forældre arbejder 80-90 timer om ugen
• Moderen 15 år ved 1. barns fødsel
• Søster seksuelt misbrugt
• Problematisk/voldeligt forhold til storebror
• Oplysningerne vedrører den unges onkel og tante - ikke biologiske forældre
• Konflikter mellem mor og datter
• Mors ringe kommunikation med søn – biologisk far har alkoholproblemer
• Flere børn har været anbragte i perioder
Stikords-bemærkninger efter gennemgang af supplerende sagsakter
De stikordsprægede notater medtages, fordi de kan være med til at give et billede af
Kernegruppens situation to til tre år efter deres ophold i sikret afdeling i 2002.
Forkortelsen U-S står for (dom til) ungdomssanktion, og der indledes med
bemærkninger vedrørende denne gruppe. Derefter følger en række generelle
bemærkninger om sagsbehandling m.v., og oplistningen slutter med en række
bemærkninger vedrørende unge med positive forløb.
Bemærkninger vedrørende ungdomssanktionsdømte
• Samarbejdet med forvaltningen bl.a. belastet af U-S mod den unges ønske
• U-S med tilbageførsel. Tvangsindlagt fra sikret afdeling. Nu behandlingsdom
• U-S som ophæves/ændres til ubetinget fængsel
• Tidligere U-S. Afsoner nu dom på 3½ års fængsel
• Tidligere U-S. Nu § 78-afsoning. Mor dømt for kriminalitet i udlandet
• U-S + forlængelse + fængselsdomme. Den unge har modstand mod U-S (og
mod alt muligt andet)
• U-S droppes 8 mdr. før udløb! Tilsyn af Kriminalforsorgen fra det 18. år?
Indstillet til 12 mdr. sikret, 12 mdr. åben. Får kommunalt afslag på ferierejse
i fase 2, begrundet i 'straffen'. Flytter til anden kommune
254

• I antidepressiv behandling under afvikling af U-S. Afsoner fængselsdom
medio 2005
• U-S afsluttet. Ny kriminalitet + mentalundersøgelse. Sag oversendt til
opholdsstedets kommune, da han fyldte 18
• U-S forlænget og derefter GLEMT. Fundet omfattet af straffelovens § 69, men
trues med stop i kontanthjælp, hvis ej aktivering
• Den unge flytter til ny kommune i U-S's fase 3. Det lykkes ikke at få den ny
kommune til at reagere/lave overdragelse
• Et relativt godt U-S-forløb, men manglende fokus på job og uddannelse. Er
nu i afklaringsprojekt
• Der TALES i flere år om hjælp til at styre et voldsomt temperament. Men
trods dom til U-S sker der ingenting
• Der er iværksat efterværn som led i U-S's fase 3. Afventer afsoning
• Tidligere U-S, men juli 2004 i gang med at afsone
• U-S ophævet ved ny dom i 2003. Overgået til voksenafsnit
• U-S ophævet. Fængselsdom afsonet
• U-S afsluttet. Den unge har taget 9. kl. + eksamen
• Tidligere U-S. Foranstaltninger bragt til ophør i 2005 i forbindelse med
ubetinget straf
• U-S + forlængelse + efterværn. En af de mere rimelige sanktionssager -
udsluses til egen bolig + kontaktperson
• U-S afbrydes/afsluttes i forbindelse med, at den unge forlader fase 2institution.
Der nægtes kontanthjælp med henvisning til 'retsfuldbyrdelse'?
• Uden fast bopæl i U-S's fase 3. Notaterne/journalen stopper før sanktionens
udløb
• U-S ophæves i forbindelse med ny, ubetinget dom. Løslades uden aftaler med
socialforvaltningen (sagsbehandler sygemeldt). Varetægtsfængslet maj 2005
• U-S mod forvaltningens ønske. 'Udskriver sig selv'? Beskrives som psykisk syg
+ psykisk syge forældre. Revalideringssag ikke afklaret. Uden forsørgelse i
flere mdr. - men har kontaktperson
• U-S + tilbageførsel + 8 måneders fængsel i 2003 - hvor han er flyttet til ny
kommune under afsoning? § 78-afsoning af de 8 måneder.
• U-S. Har været indlagt på lukket psykiatrisk afdeling. Stofmisbrug på fase 2institution.
I arbejde hos faderen
• U-S - tilbageført sikret afdeling. Er overgået til voksenafsnit. Beskrives med
både fysiske og psykiske handicaps
• U-S med positivt forløb. Er i malerlære og kontaktperson stopper i 2005
• U-S - tilbageført og forlænget. Far død ultimo 2004. Dårligt forløb - uenighed
mellem forvaltning og fase 2-institution
• U-S gennemføres med godt resultat. Gedigen sagsbehandling. Løntilskud i
starten af fritidsjob i fase 3, hvor den unge også er i lære
• Sag afsluttes efter endt U-S-forløb. Går på HHX og har fritidsjob. Tilbydes
efterværn, men takker nej
• U-S 'genaktiveres', men man kan ikke finde opholdssted. Almindelig
afsoning. MST-tilbud afvises af familien. Forskellige beskæftigelsestiltag uden
positiv effekt
255

Generelle bemærkninger vedr. sagsbehandling m.v.
• Afslag på psykolog til bearbejdning af voldsomt temperament. Afgørelse om
revalideringsydelse udsættes til efter dom, som blev betinget! - det kostede 1
års forsinkelse af uddannelsesstart
• Af familien sendt på koranskole i Sverige, iflg. aftale med kommunen
• 2 mdr.s surrogat i 2004 - frifindes. Besluttet psykologundersøgelse gennemføres
aldrig
• Mentalobservation på børnepsykiatrisk afdeling + behandlingsdom
• Etablering i egen bolig + uddannelse falder på gulvet - hvorefter sagen
arkiveres, ’da hun er fyldt 18’
• Sag lukkes i 2003, idet han er rømmet fra afsoning og menes at have forladt
landet
• Der gøres ikke noget for at skaffe praktikplads, selv om han gennemfører
teknisk skole. Er i aktivering!
• Udskrives ved det 18. år. Kriminel omgangskreds og misbrug trods ophold i
plejefamilier
• Lange perioder uden kontanthjælp, da han ikke passer aktiveringsjob
• Netop løsladt efter afsoning. Tilmeldt TAMU men ikke startet
• August 2005 er han iflg. kommunen uden bolig og uden kontanthjælp-
/forsørgelse
• Efter flere års positivt forløb knækker filmen i udslusningen.
Fængselsafsoning - sagde nej til § 78-tilbud
• Ny sagsbehandler overser gammel børnesag m.v.
• Afsoning i lukket statsfængsel fra februar 2004
• Efter afsoning i lukket statsfængsel er han som 18-årig 'primært ledig'
• Minus journal august 2003 - oktober 2004. Indsat til afsoning april
• Dårligt planlagt løsladelse fra afsoning. Kommunen opsiger hans værelse til
fraflytning 8 dage efter løsladelse?
• Varetægtsfængslet bl.a. for vold mod sagsbehandler
• Misbrugsproblematik overses. Den unge har både fødsels- og trafikskader.
Reva + kontaktperson
• Svigt fra opholdssted. Dårligt begavet? Psykiske problemer
• Fængslet fra primo 2003 - derfor ingen nye akter
• Mange og lange slip i kontakten på trods af dom med vilkår om
foranstaltninger
• I gang på VUC
• Her sker bare ingenting! Den unge er uden fast bolig
• Uden fast bolig. Minus kontanthjælp
• Løslades fra afsoning januar 2005
• Det tager ½ år at få bevilget 15 psykiatersamtaler. 2 års afsoning 2002-2004.
Løslades uden forudgående kontakt til socialforvaltningen. Adskillige domme
før mentalundersøgelse (skizofreni)
• Prøveløsladt i 2004 uden forudgående aftaler med socialforvaltningen.
Formentlig flyttet til ny kommune kort herefter
• Den unge går ubeskæftiget i mere end 1 år. Far fængslet sommeren 2004
• Gentagne afsoninger. Sidst løsladt i juni 2005
256

• Der skrides ikke ind over for eskalerende stofmisbrug og psykiske problemer.
Afsoning i 'Ringeprojektet' ej gennemført - overgået til almindelig afsoning
(fuld tid i § 78-institution)
• Har kun været på fri fod i ganske få dage siden 2002 - formentlig fortsat i
gang med afsoning
• Ingen kontakt efter prøveløsladelse i 2003. Gift som 17-årig? - og mens han
var i § 78-afsoning
• Overgår til arbejdsmarkedsafd. da han fylder 18 - med opfordring til at han
der startes med en udredning?
• Overgår til voksenafd. som 18-årig - uden drøftelse af behov for efterværn
• Tvangsanbragt
• Tilbageføres til lukket statsfængsel fra døgninst. + retur døgninst. Afsoner
juli 05. Forældre sat i betaling af § 78-afsoning?
• Prøveløslades på 2/3-tid i 2003 (ikke 1/2 tid). Varetægtsfængslet for 4 uger =
til efter 18 års fødselsdag, hvorfor børnesagen stoppes
• Afsoner i lukket statsfængsel trods anmeldelse til åbent? Megen snak om
skolegang mv., men INTET sker
• Der iværksættes § 78-afsoning
• Overgået til ungdomsvejledning - minus yderligere oplysninger
• Dømt for vold og trusler på sikret afdeling. § 78-afsoning. Forvaltningen
vurderer døgninstitutionens indsats MEGET negativt
• Ingen nye oplysninger - den unge er formentlig i gang med afsoning
• Den unge overgået til handicap-afsnit. Ingen oplysninger derudover
• Den unge har sagt nej til foranstaltninger. Er i medicinsk psykiatrisk
behandling + kontanthjælp
• Overgået til voksenafsnit + i varetægt for røverier
• Diagnosticeret hjerneskade
• Betinget dom med vilkår om foranstaltninger glemmes/negligeres af
kommunen!
• Flere nye afsoninger. Uden bolig i lang tid. Skoleforløb afbrudt
• Udvist af Danmark i 2003
• Ingen journal august 2003 – juni 2005, hvor der bevilges beklædning under
afsoning
• Langvarig afsoning. Prøveløslades tilsyneladende uden samarbejde med de
sociale myndigheder
• Tynd opfølgning. Uvist om HF er gennemført juni 2005, på trods af
kontaktperson! Kontanthjælp stoppet.
• Behov for massiv danskundervisning, men socialforvaltningen afslår,
hvorefter den unge må gå en omvej via EGU
• Ingen oplysninger efter juli 2003, bortset fra at han som 18-årig er flyttet fra
kommunen. Kommunen henviser til den sikrede afdeling vedr. handleplaner
for den unge?
• Venter 2 gange over 1 år på at få dom
• Afsoner 'fejlagtigt' i fængsel som 17-årig - ingen planlægning omkring
løsladelse og ingen voksenjournal. Far er tilsyneladende stofmisbruger
257

• Psykiske problemer - medicineret og fortsat anbragt. Sygemeldt - tidl.
amfetaminmisbrug
• § 78-afsoner i 2002 på pension under Kriminalforsorgen - flyttes til åbent
fængsel. Nu i løntilskudsjob
• Har afsonet i Horserød
• Lange perioder uden forsørgelse (minus S.U., minus kontanthjælp)
• Eksempelsag på ringe integration af flygtningebarn: Far traumatiseret
flygtning. Mor i hjemlandet. Den unge får ubetinget dom januar 2005, men
er stadig på sikret afdeling i april 2005. U-S er tidligere overvejet som
alternativ til tvangsanbringelse?
• Dårligt integreret flygtningefamilie - enlig mor m. 2 kriminelle drenge
• Frifindes for den sigtelse, som førte til surrogat i 2002 - men får 30 dages
fængsel for flugt fra sikret afdeling. Ingen kvalificeret opfølgning
• Kontaktperson ophører ved det 18. år - der var måske basis for forlængelse
(bl.a. til frigørelse fra dominerende mor)
• Forsørges reelt af sin udenlandske far fra 18. til 19. år. Søger hjælp da
faderen rejser hjem, efterværn havde været på sin plads
• Vurderes til 'ingen andre problemer end ledighed' i voksenafsnit.
Kontanthjælp standses flere gange pga. manglende overholdelse af aftaler
• Netop løsladt efter varetægt. Vurderes som psykisk skrøbelig, men må klare
sig selv, da han som 18-årig smides ud af moderen. Boligløs, men på
'hjemmeboende-takst'!
• Afsoner dom på 1 år 9 mdr. Soc.fv. siger nej til § 78-placering, da han har
forbrudt sig ud af 3 sikrede afdelinger. Sidste notat: far sigtet for drabsforsøg
og afpresning
• Prøveløslades i januar 2005 efter mere end 1 års afsoning - uden bolig, uden
plan, uden penge. Der kommer ikke gang i noget, før han i juni 2005 atter
fængsles
• Manglende samarbejde og koordinering i forvaltningen i forbindelse med at
den unge fylder 18
• Udskrives af foranstaltning på et tidspunkt, hvor alt er gået skævt i en KORT
periode - efter mere end 1½ år, hvor alt gik godt. Varetægtsfængslet fra
august 2004
• Er varetægtsfængslet. Har tidligere afsonet i lukket statsfængsel, men nu
laves der mentalobservation
• Igen for ringe koordinering i forbindelse med prøveløsladelse. Sidder
tilsyneladende flere mdr. over ½ tid, fordi fængslet ikke kommer i gang i
tide
• Der mangler journal for 2002-2003. Løsladt fra fængsel okt. 2005 - først
kontakt til kommunen 2 dage før. Er tydeligvis i misbrug
• Sag arkiveres, da kontaktperson ophører. Lillebror også kendt i forvaltning
(kriminalitetsproblemer)
Positive bemærkninger om sagsbehandling m.v.
• Massiv indsats i forbindelse med graviditet og fødsel
• Positivt forløb. Den unge er i lære
258

• Flot forløb + soc.pæd.anbringelse efter det 18. år. Sag oversendt til ny
kommune
• Positivt forløb med samarbejde til familie og 2 ældre brødre
• Fortsat personlig rådgiver + bevilges psykiatersamtaler. Overgår til
voksenafsnit
• Flot forløb med LANGT efterværn
• Ret flot 'ildsjæls-forløb', hvor han har været i praktik m.v. Kontaktperson +
psykologsamtaler
• § 78-afsoning af 3½ år for røverier. Flot forløb – på trods af indledende
forvirring om ansvar og kompetence
• Flot forløb i meget, meget svær sag. Behandlingskrævende ung, som har
været udsat for omsorgssvigt og mishandling. Er nu under skolemæssig
udredning
• Enkeltstående kriminel handling. Kommunen træder til med 2 års støtte-
/kontaktforløb, selv om kombinationsdommen ikke har krav herom
• Et ganske rimeligt forløb, hvor forvaltningen er meget aktiv i forhold til at
sikre beskæftigelse.
259

260

18. Bilag til rapporten
18.1 Deltagere i projektets følgegruppe
Følgegruppens medlemmer har tilsammen meget stor viden om de sikrede afdelingers
praksis m.v. og har bidraget med væsentlige oplysninger og refleksioner. Gruppen har
deltaget i diskussioner ud fra såvel interne arbejdspapirer som udkast til det tidligere
offentliggjorte '1. statistiske arbejdspapir' og udkastet til den nu foreliggende
rapport. Københavns Kommune har først været repræsenteret i gruppen fra 2005,
mens de øvrige har deltaget fra 2003.
Følgegruppen har holdt i alt syv møder.
Medlemmer:
Amtsrådsforeningen: Konsulent Lotte Pihl Andersen
i 2005 afløst af
Anne-Dorthe Sørensen
De sikrede afdelinger: Forstander Mette Vestergaard
Det kriminalpræventive
Råd:
Souschef Martin P. Graversen
i 2005 afløst af
Marjun Á Lad
Frederiksborg Amt: Pædagogisk konsulent Birgitte Krabbe
Fyns Amt: Afdelingschef Lillian Vaaben
Justitsministeriet: Forskningschef Britta Kyvsgaard
Kommunernes
Landsforening: Socialdirektør
Ole Pass
Københavns Kommune: Afdelingsleder Jørn Kruse Pedersen
Styrelsen for Social Service: Udviklingskonsulent Anni Gårdsted Frandsen
261

18.2 Deltagere i projektets Medarbejdergruppe
Det har været væsentligt for projektet at holde en tæt forbindelse til de sikrede
afdelinger, og Medarbejdergruppen har blandt andet ydet en stor indsats i forbindelse
med indsamling af oplysninger – ikke mindst i forbindelse med at skabe kontakt til
de unge, som indgår i projektets interviewdel. Derudover har gruppen deltaget i
diskussioner ud fra såvel interne arbejdspapirer som udkast til det tidligere
offentliggjorte '1. statistiske arbejdspapir'.
Der har i projektets sidste år været et vist frafald, i forbindelse med at flere deltagere
fratrådte deres stilling på den sikrede afdeling. Institutionen Grenen har ikke
deltaget i Medarbejdergruppen, men har løbende fulgt med i gruppens arbejde via
tilsendelse af mødeindkaldelser, referater m.v. Afdelingerne har primært været
repræsenteret ved pædagogiske medarbejdere – bortset fra Egely, som har været
repræsenteret ved socialrådgiver og psykolog.
Medarbejdergruppen har i alt holdt seks møder.
Medlemmer:
Bakkegården: Kim Espersen
Lone Andersen
Egely: Hanne Lauridsen
Ulla Krumm Knuthsen
Koglen: Lydik Lydiksen
Trine Walter Nielsen
Stevnsfortet: Ivan Petersen
Ulf Henriksen
Sølager: Lise-Lotte Mølkjær
Jane Lindegård Jakobsen
Erik Møller Pedersen
Charlotte Pedersen
Alex Søndergård
Sønderbro: Jørn Kruse Pedersen
262

18.3 Skema anvendt ved supplementundersøgelsen
Teori og Metodecentret * Projekt Fokus
Oplysninger om unge i sikrede afdelinger den 15. december 2005
Der udfyldes et skema for hver indskrevet ung. Institutionens skemaer indsendes
samlet til Teori og Metodecentret, Milnersvej 40, 3400 Hillerød. Evt. supplerende
bemærkninger kan skrives på bagsiden.
1. Navn:
2. Cpr-nummer: -
3.a. Anbringelseskriterium på 3.b. Anbringelseskriterium
indskrivningsdatoen: d. 15.12.2005:
Farlighed ______
Farlighed ______
Pædagogisk observation ______ Pædagogisk observation ______
Længerevarende ______
Længerevarende ______
behandling ______
behandling ______
Varetægtssurrogat ______ Varetægtssurrogat ______
Alternativ afsoning ______ Alternativ afsoning ______
Ungdomssanktion – fase 1 ______ Ungdomssanktion – fase 1 ______
U-sanktion – tilbageført ______ U-sanktion – tilbageført ______
Udlænding under 15 år
Udlænding under 15 år
4. Hjemkommune: ________________________________________________
5. Indskrivningsdato: 6. Indskrevet fra: sæt kryds
/ - 200 . Fri fod _____
Arresthus _____
Anden sikret afdeling _____
263

7. Etnisk baggrund: sæt kryds
_____ etnisk dansk (født i DK af danske forældre)
_____ blandet etnisk baggrund (født i eller uden for DK af dansk/udenlandske
forældre)
_____ udenlandsk adoptivbarn
_____ fremmed etnisk baggrund (født i eller uden for DK af udenlandske forældre)
8. For unge med fremmed eller blandet etnisk baggrund bedes det så vidt
muligt oplyst, om den unge:
a. b.
_____ er født i DK _____ er flygtning/barn af flygtninge
_____ er født uden for DK _____ er barn af arbejdskraftindvandrere
_____ fødested uoplyst _____ indvandringsstatus uoplyst
9. For unge i varetægtssurrogat og ungdomssanktionens fase 1 bedes det
oplyst, om der er, eller har været, fastsat restriktioner i form af isolation
og/eller besøgs- og brevkontrol (sæt krydser):
_____ Ingen restriktioner
______ Aktuelle restriktioner
______ Der var tidligere restriktioner
10. For unge med aktuelle eller tidligere restriktioner bedes det endvidere
oplyst, om den unge har været:
_____ Undergivet besøgs- og brevkontrol
___ Undergivet andre restriktioner - hvis kryds her – hvilke:
_______________________________________________________________________
11. Ophold i særligt sikret afdeling – den unge har (sæt kryds)
_____ aktuelt ophold i særligt sikret afdeling
_____ tidligere haft ophold i særligt sikret afdeling
_____ ikke haft ophold i særligt sikret afdeling
264

19. Litteratur
Antonovsky, A.: Helbredets mysterium, Hans Reitzels Forlag, 2000.
Bertelsen, A. og Munk-Jørgensen, P.: De psykiatriske diagnoser, PsykiatriFondens
Forlag, 1998.
Bonke, J. og Kofoed, L.: Længerevarende behandling af børn og unge i sikrede pladser.
Socialforskningsinstituttet 01:8.
Christensen, E.: Forældre i fængsel – en undersøgelse af børns og forældres erfaringer.
Socialforskningsinstituttet 99:5.
Christensen, E.: Opvækst med særlig risiko, Socialforskningsinstituttet, 06:04.
Felding, T.U.: Kriminelle indvandrerdrenge, psykologisk set, Psyke & Logos, nr. 1, 2005.
Foucault, Michel: Overvågning og straf, Det lille Forlag, 2005.
Frønes, I.: De ligeværdige. Om socialisering og de jævnaldrendes betydning. København:
Pædagogisk Bogklub, 1994.
Gosden, N.P.: Mental disorder and violence among young criminals. A clinical- and
registerbased study, København, 2004.
Hansen, L.: Kriminalpolitiske stramninger i socialpolitisk forklædning? Social Kritik
57/58, 1998.
Hansen, L. og Zobbe, K.: Unge med dom til ungdomssanktion - en udredning af 25
afsluttede forløb, Teori og Metodecentret, 2005.
Honneth, A.: Behovet for anerkendelse, Hans Reitzels Forlag, 2003.
Høilund, P. og Juul, S.: Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde, Hans Reitzels
Forlag, 2005.
Jensen, S. Qvortrup: De vilde unge i Aalborg ØST. Aalborg Universitetsforlag, 2002
Kommunernes Revision: Hvad bestemmer prisen? Analyse af prisen på sikrede
døgninstitutioner for børn og unge. 2002.
Krog, B.: Socialt arbejde på de sikrede institutioner, Sociologispeciale, Aalborg
Universitet, 2005.
265

Madsen, A.L. m.fl.: Alvorlig kriminalitet hos ganske unge I: Tyve års
mentalobservationer af 15-17 årige i det storkøbenhavnske område. Ugeskrift for læger,
2001.
Madsen, A.L. m.fl.: Alvorlig kriminalitet hos ganske unge II: Kriminalitet, psykiatrisk
morbiditet og mortalitet 15-20 år efter mentalobservation. Ugeskrift for læger, 2001.
Møller, S.N. og Skytte, M.: Mit barn er anbragt; Socialforskningsinstituttet, 04:16.
Nielsen, B.G.: Anstaltbørn og børneanstalter gennem 400 år. Forlaget SOCPOL, 1986.
Prieur, A. og Henriksen, L.S.: Arrangerede venskaber, Sociologiske arbejdspapirer nr.
15, AUC, 2003.
Rapport fra ekspertgruppen om ungdomssanktion, Socialministeriet, 2005.
Ekspertgruppen om ungdomskriminalitet: Rapport om ungdomskriminalitet, 2001.
Rapport/diskussionsunderlag om Ungdomar som finns på SiS ungdomshem och som
har psykiatriska vårdbehov, SiS 2001.
Rasmussen, L.K. m.fl.: Ungdomssanktionen i kvalitativ belysning,
Socialforskningsinstituttet, 05:06.
SiStone 1/2004.
Thomsen m.fl.: Ungdomssanktion på vej, Socialforskningsinstituttet, arbejdspapir
11:2003.
Vestergaard, E.: Pædagogisk filosofi, Munksgaard, 1975.
WHO ICD-10 - psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser, Munksgaard, 2000.
266

267