social - Dansk Center for Byhistorie

SOCIAL- OG
SUNDHEDSFORVALTNINGEN
KOLDING KOMMUNE
1899-1999
KOLDING STADSARKIV 1999

SOCIAL- OG
SUNDHEDSFORVALTNINGEN
KOLDING KOMMUNE
1899 - 1999

SOCIAL- OG
SUNDHEDSFORVALTNINGEN
KOLDING KOMMUNE
1899 - 1999
af
Jens Åge S. Petersen
Birgitte Dedenroth-Schou
KOLDING STADSARKIV 1999

Social- og Sundhedsforvaltningen
Kolding Kommune 1899-1999
Forfatterne:
Cand. mag. Jens Åge S. Petersen
Stadsarkivar, cand. mag. Birgitte Dedenroth-Schou
Produktion: Kiva Grafisk
Sat med Baskerville og Gill
Tryk: Tarm Bogtryk & Offset
ISBN: 87-88966-21-6
Forsiden: Fattiggården i Skolegade som den så ud i 1899.
Til venstre ses gymnasiet, den nuværende Social- og Sundhedsforvaltning.
Bagsiden: Kolding Kommunes nyeste plejecenter, Olivenhaven.
Foto af Nils Rosenvold, 1996.

Indholdsfortegnelse
Fattigvæsen i 1800-tallet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7
Koldings første fattiginspektør . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17
Fattigvæsenets udvikling 1899-1914 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20
Hjælpekassehjælp frem for fattighjælp 1914-1933 . . . . . . . . . 36
Fra socialreform til kommunesammenlægning. . . . . . . . . . . . 48
Storkommune, socialreformer og forvaltningsvækst
1968-1975 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61
Bistandslovgivning, arbejdsløshed, dagpleje og døgnpleje
1976-1985 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77
De turbulente år. Brydninger, “Socialsag” og opbrud
1982-1988 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 88
Serviceforvaltning, brugerindflydelse og tværsektionelt
samarbejde 1988-1998 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95
Fortegnelse over medlemmer af de sociale udvalg
1899-1999 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 107
Kilder og litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 112

Fattigvæsen i 1800-tallet
Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse
ikke påligger nogen anden, er berettiget til at erholde hjælp af det
offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som lovene
herom påbyder.
Grundloven af 5. juni 1849
Det er således en grundlovssikret rettighed at få hjælp af det offentlige,
men indtil slutningen af 1800-tallet blev de fleste fattige hjulpet
af familien, husbonden, landsbyen, lavene eller ved milde gaver.
Slotsskriver Jeremias Hansen gav i 1626 100 slettedaler, hvoraf renterne
skulle tilfalde husarme og faderløse børn i Kolding. Købmand
Daniel Michelsen udstedte i 1759 et gavebrev på 500 rigsdaler kurant
til byens fattige, og borgmester Jens Riis skænkede i 1765 sin toft
bl.a. til Kolding bys fattige.
Frem til begyndelsen af 1700-tallet var det helt legalt at tigge for
dem, som ikke fik hjælp af familie eller andre, indtil tiggeriet efterhånden
tog et sådant omfang, at myndighederne mente, de måtte
skride ind.
Fattighjælp i stedet for tiggeri, Fattigforordningen 1708
Forordningen af 24. september 1708 forbød alt tiggeri i Danmark.
Til gengæld skulle de fattige hjælpes af de andre beboere i deres
lokalsamfund. Der oprettedes særlige fattigkommissioner med sognepræsten
som formand, der skulle opkræve midler og tildele hjælp
til værdigt trængende. Midlerne til fattigforsørgelsen - gaver og frivillige
bidrag - var imidlertid for små, så tiggeriet fortsatte. Men princippet
om, at samfundet påtager sig et ansvar for at hjælpe svage
borgere, der ikke kan tage vare på sig selv, var almindeligt akcepteret.
Fattigreglementet 1803
I slutningen af 1700-tallet fandt regeringen det påkrævet at tage fattigspørgsmålet
op igen. Det resulterede i en ny lovgivning, nemlig
Fattigreglementet fra 1803. Grundlæggende var der ingen ændringer
i forhold til 1708-forordningen, det nye var, at man nu søgte at
organisere fattighjælpen bedre. Fattigkommissionerne i byerne kom
til at bestå af sognepræst, byfoged, et medlem af magistraten samt to
eller flere borgere, der også skulle fungere som fattigforstandere og
føre tilsyn med dem, der fik hjælp. Det nødvendige beløb til fattighjælpen
blev pålignet borgerne som en egentlig fattigskat, der
kunne udpantes, hvis den ikke blev betalt til tiden. Sognepræsten var
fortsat formand for Fattigkommissionen.
Fattigreglementet fastslog, at de borgere, der ikke ved egen kraft
kunne erhverve det fornødne til liv og helbreds opretholdelse, havde
krav på at modtage fattighjælp. Understøttelsen skulle de have fra
det sogn, hvor de var født og opdraget - eller fra det sogn, hvor den
fattige havde opholdt sig i 3 år eller dog længere tid end noget andet
sted. Hjælpen kunne ydes enten i naturalier eller i penge.
7

Øster Klostergade (nu Munkegade) i
1831. Rigsarkivet, Vejdirektoratets arkiv
1446,5. Koldings fattiggård lå fra ca.
1771 til 1839 på hus nr 169 (indrammet).
Overfor lå Slotshaven.
8
Arbejdet i Fattigkommissionen kunne være ganske omfattende, da
spørgsmålet om, hvilket sogn der skulle betale for den fattige, i høj
grad var genstand for fortolkning og diskussion.
Gamle og syge var berettiget til fuld hjælp, d.v.s. kost i naturalier
eller en pengeunderstøttelse til at skaffe sig mad for. De skulle
desuden have de nødvendige klæder, bolig samt pleje i sygdomstilfælde.
De forældreløse børn skulle sikres ophold, indtil de selv kunne
tjene til føden. Det betød, at de blev passet af plejeforældre, der fik
betaling efter en kontrakt med Fattigkommissionen. Man var bevidste
om, at de så vidt muligt ikke skulle på fattiggård. Efter konfirmationen
sørgede Fattigkommissionen ofte for, at de fik en læreplads.
De arbejdsduelige skulle hjælpes så meget, at de ikke tiggede, men
ikke mere, end at de fortsat ville være motiverede for at søge arbejde.
Fattigkommissionerne skulle også, så vidt det var muligt, hjælpe dem
til at få et arbejde, der passede til deres kræfter. Deres understøttelse
måtte ikke gives i penge, men skulle gives dem i form af fødevarer,
brændsel, tøj m.v.
I hvert enkelt tilfælde var det den lokale fattigkommissions opgave
at skønne om den fattiges behov og trang.
De fattiges tab af borgerlige rettigheder
P.g.a. den økonomiske depression efter Napoleonskrigene protesterede
befolkningen stadig mere over de udgifter, de var pålagt til fattigforsorgen.
I 1820erne og 1830erne efterkom staten deres klager
ved at henstille til fattigkommissionerne, at kun de virkeligt trængende
fik hjælp, og i 1824 blev det bestemt, at personer, der fik eller
havde fået fattigunderstøttelse, som de endnu ikke havde tilbagebetalt,
kun måtte gifte sig med Fattigkommissionens tilladelse. Hermed
var det første skridt taget i retning af at fratage de borgere, der havde
modtaget hjælp af det offentlige, deres borgerlige rettigheder - et
princip, der først forsvandt fra dansk lovgivning i 1961.
Med stænderforsamlingerne i 1837 og grundloven i 1849 fik skatteydersynspunkter
større indflydelse end tidligere. Grundloven fastslog
ganske vist, at den, der ikke kunne forsørge sig selv og sin
familie, var berettiget til hjælp fra det offentlige, men samtidig sattes
de, der modtog denne hjælp, uden for samfundet gennem bestemmelsen
om, at de mistede deres valgret, så længe hjælpen ikke var
tilbagebetalt eller eftergivet.
Fattiggården
Fattigkassen i Kolding ejede i hvert fald fra 1771 en gård i Klostergade
(hus nr. 169), og kæmnerkassen ejede et fattighus uden for Sønderport.
I Jens Jørgen Fyhns bog om Kolding fra 1848 beskrives fattighuset
i Klostergade. Ejendommen bestod af et to-etages forhus og et
sidehus på en etage.
I forhusets nederste etage var der fire værelser med kakkelovne og
15 senge samt et værelse med to senge. Ovenpå var der fire værelser
med 14 senge. De fattige fik husly og varme, og de fik uddelt lidt
penge og noget brød hver lørdag. Der boede som oftest mere end 30
beboere.
I 1839-40 byggedes en egentlig fattiggård, der også var arbejdsanstalt.
Fattigvæsenet købte 1839 det gamle bindingsværksrådhus for

Tegning af Arbejdshuset fra prospekt
over Kolding efter H. Schumanns
tegning 1856. Fattiggård i Kolding fra
1839-40 til o. 1880 beliggende på Skolegades
vestside.
Kort over Kolding 1848 fra J. J. Fyhns:
Efterretninger om Kolding, der viser Fattiggården
(7) og Friskolen (8) begge i
Skolegade
825 rigsbankdaler og brugte materialerne derfra til bygningen af fattiggården.
Grunden, beliggende på det såkaldte Svietorv, nu hjørnet
af Katrinegade og Skolegade, blev købt af portbetjent Hansens enke
for 480 rigsbankdaler.
Fattiggården lå midt i Skolegade. I brandtaksationen fra 1867
beskrives den således: “Byens arbejdsanstalt. Forhus 16 fag, 2 etager
bindingsværk med kælder under til beboelse. Sidehus 6 fag, en etage
bindingsværk, til vaskehus.”
Jens Jørgen Fyhn fortæller, at den indeholdt fire store arbejds- og
soveværelser, en sygestue, et magasin- og et materiel-værelse foruden
bolig for opsynsmanden. Den lå ligesom spisestuen i kælderen. Lemmerne,
som beboerne kaldtes, beskæftigedes med at karte, spinde,
strikke, hegle, pille tovværk og gøre klodser. Bygningen kostede
inklusive inventar 3000 rigsbankdaler, hvoraf man havde lånt de
2000 af Ribe Stifts midler.
Lederen af anstalten, kaldet opsynsmand, ledede også spinderiet
- formentlig et uldspinderi. Fattiggårdens beboere var dels gamle og
svage, dels vanskelige, arbejdsføre personer, der ikke ville bestille
noget, eller som ingen ville have noget at gøre med, og som der til
stadighed måtte holdes kontrol med. Helt ustyrlige lemmer sendte
man til Tvangsarbejdsanstalten i Horsens.
Det fremgår af folketællingen 1840, at på dette tidspunkt var den
59-årige handskemager Peter Petersen økonom på Fattighuset. Her
boede han med sin kone, 4 børn, en tjenestepige og 25 almisselemmer.
En person, der blev “indlagt” på Fattiggården, skulle medbringe
alle sine ejendele. Vedkommende fik herefter alle fornødne behov
dækket: husly, mad, tøj, lægehjælp og medicin. Til gengæld havde
fattiglemmerne pligt til at arbejde. Arbejdsdagen var på 13 timer i
døgnet, fra kl. 6 - 12 og fra kl. 13 - 20. Arbejdet bestod hovedsageligt i
fletning af sivmåtter og sivsko. Fattigkommissionen skrev i en indberetning
til Indenrigsministeriet i 1869, at anstalten “næppe tør fortjene
navn af en egentlig arbejdsanstalt, da de derværende individers
håndgerning nærmest er en sysselsættelse uden synderligt økonomisk
udbytte”. Hver søndag morgen afholdtes gudstjeneste.
I en opgørelse fra 1870erne ses det, at langt de fleste af de faste
lemmer på Fattiggården var over 60 år. Der skelnedes mellem egne
9

Kolding set fra syd. Foto fra ca. 1875.
10
fattige, der var de fleste, og fremmede fattige - dem, der ikke var forsørgelsesberettigede
i Kolding. En stor del farende svende blev
indlagt på Fattiggården især om vinteren, og en del blev indbragt af
politiet, fordi de var udvist fra Slesvig. I modsætning til byens egne
fattige, der kunne bo der i årevis, boede de fremmede fattige kun på
Fattiggården i få dage. Man søgte hurtigst muligt at få dem sendt til
deres forsørgelseskommune.
Friskolen, der lå over for Fattiggården, fik i 1879 en ny bygning
(den grå bygning i Skolegade), og der blev indrettet fattiggård i den
tidligere friskolebygning. Den gamle fattiggård blev nedrevet og gav
plads for et lille anlæg, nu området mellem Katrinegadesalen og Skolegade.
De fattige ude i byen
De fleste fattige boede ikke på Fattiggården. Der vides ikke meget
om, hvordan de levede. Fattigvæsenet lejede boliger til dem og gav
dem en mindre pengesum, og for den måtte de skaffe, hvad de
havde brug for. I et eksempel fra 1804 lejede Fattigkommissionen et
kammer til en enke for 18 mark om året. Værelset var uden varme,
men værten lovede at tage enken ind til sig i sin varme stue om vinteren.
Kun i ganske få tilfælde anvendte man i Kolding den fremgangsmåde,
der var udbredt på landet, at man bortliciterede de helt hjælpeløse
til pleje i en privatfamilie. Fra begyndelsen af 1830erne ses
det, at de fattige fik uddelt brød, og tidligt begyndte man også at
uddele tørv. I 1870 vedtog man at trykke brødkort til en værdi af 24
skilling. De trængende kunne give disse brødkort til bagerne, der fik
pengene udbetalt, når de afleverede kortene til Fattigvæsenet.
I 1870erne var en hel del fattige anbragt til leje i Skarbys Gård, der
lå mellem Jernbanegade og Klostergade, men i midten af 1880erne

Frem til 1869 var det sognepræsterne,
der forestod fattigvæsenet. Sognepræsten
ved Kolding Kirke var 1849-1873 Isak
Marius Bentsen Gad.
Købmand P. Brandorff, den første fattigudvalgsformand.
var forholdene så dårlige, at man ikke længere mente, det var forsvarligt
at anvende den til menneskebeboelse.
J. J. Fyhn skriver, at børnene under fattigforsorgen blev sat i kost
dels hos borgere i byen, dels hos bønder i de nærliggende landsbyer.
En del af indbyggerne i byen havde forpligtet sig til på bestemte dage
at give trængende børn middagsmad mod, at de gik i skole den halve
dag og den anden halve dag gik i arbejdshuset, hvor de undervistes i
håndarbejde. “Ved disse foranstaltninger er alt tiggeri af byens fattige
aldeles ophævet” skriver han.
Foruden de langvarigt fattige, der var optaget på Fattigkommissionens
forsørgelseplan, var der også mange, der kun behøvede midlertidig
hjælp. De fik hjælpen udbetalt i penge eller huslejehjælp,
brændselshjælp eller medicin.
De frie Fattigkasser
Allerede i midten af 1800-tallet følte man behov for at kunne hjælpe
mennesker, der var uden ansvar for den trangssituation, de var
kommet i, uden at det skulle medføre tab af valgret og andre borgerlige
rettigheder. Ved lov af 8. maj 1856 oprettede man en såkaldt fri
fattigforsørgelse. Kun personer, der ikke modtog hjælp fra det kommunale
fattigvæsen, kunne få hjælp af Den frie Fattigkasse.
Hjælpen fra Den frie Fattigkasse administreredes af en særlig
bestyrelse på 3, der valgtes af og blandt sognets beboere. Midlerne til
denne hjælp kom fra frivillige bidrag bl.a. til kirkernes fattigbøsser,
og de kommunale love i 1868-69 åbnede mulighed for, at kommunerne
kunne yde et tilskud til de frie fattigkasser.
Fattigudvalg i stedet for fattigkommissioner
Med Købstadskommunalloven af 26. maj 1868 ophævedes fattigkommissionerne,
som havde eksisteret siden 1708, og deres opgaver henlagdes
under de nyoprettede byråd. Byrådet nedsatte et udvalg for
fattigvæsen bestående af 2 medlemmer samt en repræsentant fra
Kolding Slotssogn, der havde fælles kirke-, skole- og fattigvæsen med
købstaden. I Vedtægten for Styrelsen af de kommunale Anliggender
i Kolding, som godkendtes af Indenrigsministeriet i 1869, hed det, at
udvalget skulle føre tilsyn med arbejdsanstalten og forestå hele fattigforsørgelsen
i kommunen. Udvalget skulle føre brevvekslingen i fattigvæsenets
anliggender og repræsentere kommunen i forhold til
andre kommuner i så henseende. Efter nærmere indstilling til
Byrådet kunne der til Fattigudvalgets assistance beskikkes indtil 5 fattigforstandere.
Fattigudvalget fik anvist et beløb op til 200 Rigsdaler
“til den bogføring, som fattigforsørgelsen - såvel den i arbejdsanstalten
som navnlig den uden for samme - nødvendiggør til besørgelse
af brevvekslingen og den øvrige forretningsførelse”.
Den første formand for det kommunale fattigudvalg var købmand
P. Brandorff. De to øvrige medlemmer af udvalget var herredsfoged
A.Th. Villemoes og fra slotsgrunden proprietær J. Ræder, Dyrehavegård.
Med det kommunale fattigudvalgs overtagelse af fattigforsørgelsen
ophørte præsternes dominans i arbejdet med de fattige. I lighed
med de øvrige kommunale udvalg var det forudsat, at byrådsmedlemmerne
selv stod for den kommunale administration. Eneste
administrativt ansatte i kommunen var en kæmner på deltid, der
også var fattig-, skole- og gasværkskasserer for en løn af 600 rdl. om
11

Borgmester C.P.C. Schjørring, borgmester
i Kolding 1877-1909 og formand
for Alderdomsunderstøttelsesudvalget
1891-1909.
12
året. I Kolding benyttede man sig ligesom i de fleste andre byer af
fattigforstandere fra 1869, men i 1885 skønnede det daværende fattigudvalg,
at det ikke længere var nødvendigt.
Sociallovene 1891-1892
I 1869 var af Rigsdagen nedsat den såkaldte Store Fattigkommission,
der skulle give forslag til en revision af fattiglovgivningen. Princippet
om, at det lokale samfund skulle betale for egne fattige, blev stadig
mere vanskeligt at administrere i en opbrudstid, hvor mange mennesker
flyttede fra land til by. Der var evindelige stridigheder mellem
landsognene og købstæderne om, hvem der skulle betale for forsørgelsen
af den enkelte fattige.
Befolkningstallet i Kolding var i 1855 3.476, i 1870 5.400, i 1880
7.141, i 1890 9.658 og i 1901 12.516. En 3-dobling på mindre end 50
år. Mange flyttede fra omegnssognene ind til byen p.g.a. landbrugets
omlægning og mekanisering, og Kolding havde en særlig stor tilflytning
af sønderjyder, da det var nærmeste større by, når de kom fra
Slesvig.
Under indtryk af den voksende offentlige kritik af den kommunale
fattigpleje gennemførte Rigsdagen i 1891 en reform af de sociale
love formentlig især presset af fremkomsten af Socialdemokratiet og
frygten for mangel på arbejdskraft på landet.
Fattigloven af 9. april 1891 medførte ikke store ændringer i
forhold til tidligere. Det blev dog gjort vanskeligere for forsørgelseskommunerne
at kræve deres egne fattige hjemsendt, forsørgelsesformer
som omgangsforsørgelse og bortlicitering blev forbudt, og
Indenrigsministeriet pålagde kommunalbestyrelserne at give en
mere vidtgående hjælp end tidligere. Kommunerne fik desuden
pligt til at eftergive den fattighjæp, der var ydet, når den pågældende
ikke i fem år havde modtaget nogen form for hjælp.
Det afgørende nye var loven om alderdomsunderstøttelse af 9.
april 1891, der betød, at de svage gamle over 60 år, der ikke tidligere
havde modtaget fattighjælp, blev udskilt fra det almindelige fattigvæsen
med fattighjælps virkninger. De kunne i stedet ansøge om at få
en særlig alderdomsunderstøttelse, der tildeltes efter et skøn.
Kommunerne skulle oprette et alderdomsunderstøttelsesudvalg,
så de værdigt trængende gamle også på denne måde blev holdt
adskilt fra de almindelige fattiglemmer.
Det var i høj grad påkrævet med et forsorgsarbejde for ældre.
Industrialiseringen, indvandringen fra land til by og ændringen i de
traditionelle familiemønstre i anden halvdel af 1800-tallet havde i
særlig høj grad berørt de ældre, idet de i modsætning til tidligere
blev overladt til sig selv.
Borgmester C. P. C. Schjørring var den første formand for Alderdomsunderstøttelsesudvalget,
der i øvrigt bestod af Enevold Sørensen,
A. Jensen, Chr. Friis og for landdistriktet Rasmus Kaalund. Ved
udvalgets første møde den 25. juni 1891 bevilgedes alderdomsunderstøttelse
til 30 personer, der enten fik en månedsvis understøttelse
eller bestemte beløb til husleje. 6 blev afvist. De, der ikke havde boet
i landet i 10 år, fik ingen understøttelse - de, der var indvandret fra
Slesvig, var således henvist til fattighjælpen.
Som noget nyt påtog staten sig også et ansvar for socialforsorgen.
Staten refunderede halvdelen af udgifterne til alderdomsunderstøttelsen
og ydede fra 1892 også statstilskud til de statsanerkendte sygekasser.

Baggård i Adelgade, ca. 1900.
Det tredje led i sociallovene fra 1891-92 var nemlig Sygekasseloven
af 12. april 1892, der understøttede det initiativ, der i de foregående
25 år var taget ved oprettelsen af private sygekasser for mindrebemidlede,
hvor man forsikrede sig mod sygdom. Denne ide havde virkelig
slået an, og i 1885 havde man foretaget en undersøgelse, der viste, at
der på det tidspunkt var oprettet 1000 sygekasser spredt ud over hele
landet med 135.000 medlemmer. Loven gav disse sygekasser mulighed
for at søge om statsanerkendelse og dermed adgang til faste
statslige tilskud. Hermed var også forsikringsprincippet indført i den
offentlige socialforsorg
Ideen var hjælp til selvhjælp, en frivillig forsikring af ubemidlede
personer inden for kommunens område. Der udbetaltes ydelser i
form af læge- og sygehushjælp. Statstilskuddet var et fast beløb,
oprindelig på 2 kr. pr. medlem samt 1/5 af selve medlemsbidraget.
Svendesygekassen i Kolding, der var oprettet så tidligt som 1862,
blev statsanerkendt i 1896 med 70 medlemmer. Kolding Sygekasse af
1884, der var stiftet under navnet Arbejdsmændenes Fagforening og
Sygekasse, blev statsanerkendt i 1898. Fra 1900 var den senere
økonom på Fattiggården, Jens Rasmussen, formand for denne sygekasse.
Murernes og Tømrerfagenes Sygekasse, der var stiftet i 1876,
blev statsanerkendt i 1904.
Sociallovene i 1891-92 var begyndelsen til en udvikling, hvor man
tog stadig flere grupper af trængende ud af den almindelige fattighjælp
med fattighjælps virkninger og i 1898 blev socialforsikringen
udbygget med en arbejdsulykkesforsikring.
13

Til venstre:
Kort over Kolding, tegnet af landinspektør
H. H. Müller, 1891.
Fattigforstandere igen
Som beskrevet havde Fattigudvalget i en periode klaret sig uden fattigforstandere
og selv eller ved hjælp af en fattigfoged, der var politibetjent,
forestået driften, men “efterhånden som byen i de senere år
er tiltaget i folkemængde og som følge deraf udgifterne til Fattigvæsenet
er blevet større, er ligeledes arbejdet for udvalget vokset betydeligt”
skrev Fattigudvalget til Byrådet i august 1891 med begæring
om, at der blev antaget 4 fattigforstandere, der skulle bistå udvalget i
dets arbejde, “når en promte og solid forretningsgang skal bibeholdes”.
Hvervet som fattigforstander var et borgerligt ombud og
ulønnet. I Styrelsen af de kommunale Anliggender fra 1893 står der
om deres arbejde:
“Hver fattigforstander fører det specielle tilsyn med de forsørgede
i sin kreds, navnlig med deres familieforhold, stigende eller aftagende
trang m.v. Begæringer eller anmeldelser fra de i kredsen boende,
der søger fattighjælp, overgives til fattigforstanderen, der har at
undersøge de anmeldtes forhold og stilling og derom give beretning
til udvalget. Fattigforstanderne tilkaldes til udvalgets møder, så ofte
det findes fornødent. De vælges på 3 år og er pligtige til at modtage
det dem overdragne hverv; ved deres udnævnelse meddeles dem en
fortegnelse over de personer i deres kreds, som nyder fattighjælp,
samt hvori denne består”.
De, der udnævntes til fattigforstandere, var gode og travle borgere
i byen. Det var købmand C. Jensen, ølbrygger Juhl, murermester S.
L. Gynther og garver C. Daugaard. De mødte skiftevis op til udvalgets
møder. Der afholdtes fattigudvalgsmøde hver mandag.
Samtidig med udpegningen af fattigforstanderne i oktober 1891
inddeltes byen i 4 kredse, men allerede to måneder efter stod det
klart, at distrikterne var blevet for store. Der udnævntes derfor yderligere
fire forstandere, og byen blev inddelt i 8 fattigdistrikter:
1) Den indre by inklusive Vestergade.
2) Syd for åen.
3) Bleggaardsstræde, Katrinegade og gaderne i Zahns Toft.
4) Skolegade, Blæsbjerggade, Langelinie.
5) Allégade, Teglgaardsstræde, Vennegade og Villagade.
6) Låsbygade.
7) Nørregade, Låsby Toft og Nørremark.
8) Hospitalsgade, 1. og 2. vej bag søen og Fredericiavej.
Det var ikke særlig populært at være fattigforstander. I Kolding Kommunes
arkiv findes en lang række ansøgninger om at blive fritaget
for hvervet.
Egne og fremmede fattige
Fattigforstandernes vigtigste arbejde var at undersøge de fattiges
forhold, og det tjente to formål. For det første for at få fastslået, om
der vitterligt var en trang, som skulle afhjælpes. For det andet var det
afgørende at få afklaret, hvorvidt ansøgerne var forsørgelsesberettigede
i købstaden eller ej. Hovedreglen var som angivet, at det var ens
fødekommune, som skulle bære udgifterne til fattigunderhold. Dog
kunne man erhverve forsørgelsesret i en anden kommune, hvis man
havde haft ophold og næring det pågældende sted i mindst 5 år. Hvis
det ikke var tilfældet, og en person ansøgte om fattighjælp i opholds-
15

Det var en omstændelig affære, når en
regning på et antal jernriste til kakkelovnene
på “Kolding Arbejdsgård” i
1897 skulle betales.
Først skulle økonomen attestere, så indstillede
Fattigudvalgets formand til
anvisning, hvorefter det samlede Kasseog
regnskabsudvalg med borgmesteren i
spidsen anviste til udgift.
16
kommunen, var reglen, at opholdskommunen forsørgede vedkommende,
men samtidig var berettiget til at få refunderet 3/4 af udgifterne
fra personens forsørgelseskommune. Oprindeligt skulle forsørgelseskommunen
oppebære alle udgifter, men den nye fattiglov fra
1891 bestemte, at opholdskommunen skulle udrede 1/4 af udgifterne.
Det betød, at en købstad af Koldings størrelse måtte indstille sig
på større udgifter til fattigforsørgelse p.g.a. det store antal tilflyttere.
De komplicerede forsørgelsesretsbestemmelser gav sig udslag i en
temmelig omstændelig sagsprocedure, som ofte involverede deciderede
politiundersøgelser for at finde frem til, hvilken kommune, der
skulle betale fattigudgifterne. I regnskabsmæssig henseende førte det
til opsplitningen af de forsørgede i “egne og fremmede fattige”.
I årene 1886-1888 fik 264 personer for første gang fattigunderstøttelse
i Kolding Købstad. Ud af disse var det kun 23, som havde forsørgelsesret
i Kolding ifølge fødsel, 32 havde opnået forsørgelsesret som
følge af 5 års ophold og 12 af andre årsager - ialt 67 personer. Det vil
sige, at 197 ikke var forsørgelsesberettigede i kommunen. Af disse
197 havde de 130 opholdt sig under 5 år i Kolding. De, som kunne
blive hjemsendt til forsørgelseskommunen, blev det i vid udstrækning,
men af humane og praktiske grunde var der allerede omkring
århundredskiftet tilløb til at forlade denne praksis.

Koldings første
fattiginspektør
Det Embede, som overdrages Inspektøren, har han at udføre med
Orden, Nøjagtighed og Omsigt, og stedse med Kommunens Interesse
for Øje. I sin Optræden overfor de Fattige og Almissesøgende
har han, ved siden af Agtpaagivenhed og Fasthed, at vise Humanitet.
Regulativ for Fattiginspektøren
I oktober 1898 vedtog et enigt byråd på forslag fra Fattigudvalget, at
der fra 1. januar 1899 skulle ansættes en fattiginspektør med en årlig
løn af 1.200 kr. stigende med 100 kr. hvert 3. år til 1.600 kr. årligt. Det
havde allerede været på tale i slutningen af 1880erne, hvor fattigudgifterne
i løbet af få år var steget voldsomt, men beslutningen var
dengang blevet udskudt. Det skyldtes for det første antagelsen af fattigforstanderne
i 1891 og for det andet et ønske om at afvente, hvilke
økonomiske konsekvenser fattigloven af 1891 ville få for kommunen.
Efter at loven var trådt i kraft, viste det sig, at arbejdet ikke blev
mindre.
Nu havde arbejdet dog, ifølge formanden for Fattigudvalget, vinhandler
Chr Friis fra Højre, “antaget saadanne Dimensioner, at
Udvalget ikke kan overkomme det.”
Chr. Friis havde været medlem af Fattigudvalget siden 1885, og
siden 1897 også af Alderdomsunderstøttelsesudvalget, så han vidste,
hvad han talte om. Chr. Friis var også indehaver af den største vinhandel
i Jylland og var desuden medlem af Slotsmøllens bestyrelse,
af Handelsforeningens bestyrelse og en ivrig sejlsportsmand. Personalet
i vinhandelen hjalp ham også noget med fattigudvalgsarbejdet,
bl.a. bogholderen S.E. Langkjær, fremgik det af en avisomtale om
denne mange år senere.
Fattiginspektøren skulle lede alle forretningerne inden for fattigvæsenet,
varetage almisseuddelingen og føre tilsyn med de understøttede,
der ikke kom på anstalten. Udvalget havde studeret forholdene
i andre byer og indsamlet instrukser for fattiginspektørembedet
fra dem.
Det var på forhånd givet, at økonomen på Fattiganstalten siden
1885, Jens Larsen Madsen, skulle være fattiginspektør. Der var
enighed om, at han ville være udmærket i stand til at bestride
posten, bl.a. fordi Friis “havde opdraget ham godt”. Desuden ville
det økonomisk set være en billig løsning. Inspektørens løn skulle
udgøre 2.000 kr. om året, men heraf fik han allerede 800 kr. for at
være økonom på Fattiggården og 600 kr. betaltes til “medhjælp ved
korrespondance”, som det fremgår af fattigvæsenets regnskab.
I byrådssalen udtrykte læge Hjalmar Fich enighed i, at der skulle
ansættes en fattiginspektør, men han var betænkelig ved, at denne
stilling skulle slås sammen med økonomstillingen ved Fattiggården.
Men Friis svarede, at den dygtige sekretær, man havde, fulgte med -
det må være kontorist H. Nagel, der i budgettet er benævnt kasserer
og er anført med en udgift på 100 kr. Den samlede løn indplacerede
fattiginspektøren på tredie løntrin, næst efter kæmneren og stadsingeniøren.
17

Fattigudvalgets ansøgning til Byrådet
om ansættelse af en fattiginspektør,
oktober 1898.
Vinhandler Chr. Friis (1842-1901)
formand for Udvalget for Fattigvæsenet.
Ud over at være vinhandler var han
bl.a. medlem af Slotsmøllens og Låne- og
Diskontokassens bestyrelse.
18
Jens Larsen Madsen tiltrådte som fattiginspektør den 5. januar
1899, og i samme måned blev der udarbejdet en instruks for
embedet.
I Regulativ for Fattiginspektøren i Kolding, som kun findes bevaret
som et udkast i Fattigudvalgsprotokollen for 1895-1900, står, at han
antages og afskediges af Kolding Byråd efter indstilling af Udvalget
for Fattigvæsenet. Han kan afskediges med 1/2 års varsel til en 1. maj
eller 1. november og kan opsige sin stilling med samme varsel. Ved
fratrædelsen er han pligtig til at aflevere alt, hvad han har haft
“under hånde” af byens sager til udvalget og til at give sin eftermand
enhver fornøden oplysning. I tilfælde af misligt forhold kan han
efter udvalgets indstilling straks suspenderes eller afskediges. Han
stiller en kaution af 2.000 kr.
Om inspektørens pligter står der i regulativet, at han med bistand
fra fattigforstanderne skal forestå byens fattigforsørgelse og almisseuddeling
og tilsynet med de forsørgede. Enhver, der vil søge fattighjælp,
skal henvende sig til ham, og han skal derefter anmode fattigforstanderen
i det pågældende distrikt om at undersøge ansøgerens
forhold. Inspektøren har ret til, i samarbejde med fattigforstanderen
og om muligt udvalgets formand, at yde en foreløbig understøttelse,
indtil forholdet endeligt kan blive afgjort på et udvalgsmøde. Udgifter,
som ikke er budgetterede eller som går ud over rent øjeblikkelig
hjælp, må inspektøren ikke erholde uden samtykke af udvalget.

Fattiggården på Svietorv, den tidligere
friskole. Foto ca. 1900.
Desuden er fattiginspektøren forpligtet til at udarbejde fattigvæsenets
regnskaber efter den af Fattigudvalget anordnede plan og føre
Fattigudvalgets forhandlingsprotokol. Han skal sørge for, at fattigvæsenets
skrivelser journaliseres og kopieres og er ansvarlig for fattigvæsenets
arkiv og for at holde det i en sådan orden, at det til enhver tid
er let tilgængeligt, indtil det overgår i byens arkiv.
Fra 1885 aflønnede Fattigudvalget også en fattigfoged, der var en
politibetjent, i 1896 med 125 kr. i årlig løn. Diakonissestiftelsen i
København stillede en diakonisse til rådighed for fattigvæsenet i
Kolding for 300 kr. Herudover skulle hun have forplejning.
Fattiginspektør J. Madsen havde kontor på Fattiggården eller Forsørgelsesanstalten,
som den blev kaldt i vejviseren 1904. Samme vejviser
oplyser, at kontoret er åbent fra 9-12 form. og 2-6 eftrm., og at
der på kontoret ud over J. Madsen er fattigfoged Fr. Jensen og kontorist
Nagel.
Fattigudvalget bestod i 1899 foruden formanden, vinhandler Chr.
Friis, af sagfører Edv. Lau, justitsråd C. Nielsen, toldkontrollør B.
Meyer og konsul R. Kaalund (for Landdistriktet). Chr. Friis døde i
1901, og venstremanden Edv. Lau efterfulgte ham som formand for
Fattigudvalget. I 1906 blev socialdemokraten Knud Hansen
formand.
19

20
Fattigvæsenets udvikling
1899-1914
Årsagen til fattigdommen
På landsplan var der o. 1900 ca. 50.000, der levede af fattighjælp i
Danmark. I 1901 var der 504, der fik fattighjælp i Kolding, 611 i
1907, i 1911-12 var tallet steget til 701 og til 841 personer i 1913.
Disse tal omfatter endda kun “hovedpersonerne”. Den hjælp, de fik,
skulle som oftest slå til til en hel families underhold.
Det fremgår af den såkaldte “Fattigstatistik” fra 1911-12, der indeholder
et skema for hver fattighjælpsmodtager, at de fattige kunne
opdeles i to grupper - dem, der ikke selv var skyld i deres ulykke, og
dem, der måtte have hjælp på grund af “drikfældighed og dovenskab”.
De, der hørte til den anden gruppe, blev næsten alle indlagt på
Fattiggården, for de øvrige var hjælpens art forskellig. Det kunne
være fast understøttelse i hjemmet, huslejehjælp, beklædningshjælp,
sygehusophold, lægehjælp, medicin. Årsagen til behovet for hjælp
var sygdom, arbejdsløshed, utilstrækkelig arbejdsfortjeneste, alderdomssvaghed,
mandens død og utilstrækkeligt erhverv, stor børneflok.
Hovedparten af dem, der fik hjælp, havde arbejde - lønnen for
det var bare ikke nok til at holde nøden fra døren.
Nogle få eksempler fra fattigprotokollerne omkring århundredskiftet:
17. april 1899: “N.N. som den.... afgik ved døden, efterlod sig 2 børn,
som har ophold hos deres ældre søster, der ernærer sig ved rengøring.
Da hun imidlertid ikke kan påtage sig fuld forsørgelse af disse
to søskende uden vederlag, tilstodes der hende en hjælp i denne
anledning af 9 kr. kvartalet.”
23. oktober 1899: “Inspektøren indberetter, at enke N.N. begærer
fattighjælp. Efter afhøring er hun forsørgelsesberettiget her i staden,
har 3 ukonfirmerede børn og kan ikke ved egen hjælp ernære sig.
Efter omstændighederne tilstodes der hende 80 kr. årligt i husleje og
en ugentlig almisse af 3 kr.”
13. august 1900: “Under 8 ds. blev der ydet ugift fruentimmer N.N.
født 1825 (altså 75 år gammel) en månedlig almisse af 8 kr.”
Til sammenligning kan det nævnes, at en arbejdsmand i Kolding i
1900 fik ca. 30 øre i timen.
27. december 1900: “Under 19. ds. fremkom ugift N.N. og forklarede,
at hun den 26. november d.å. her i byen fødte et uægte drengebarn
ved udlagt barnefader cigarmager N.N., 16 år gl. og født i Fredericia.
Barnemoderen er født den 22. december 1884 i Sønderborg
paa Als. Da barnemoderen er 15 år gl., vil barnets fødsel være at
notere i forældrenes forsørgelseskommune Vedersø”.
Pedel N.N.s enke meddelte til Fattigudvalget ved mødet den 11.
februar 1901, at hun havde et barn i pleje, men da faderen var rejst
fra byen, og hans opholdssted var ukendt, ville hun aflevere barnet

til fattigvæsenet, da hun ikke kunne have barnet uden vederlag. Da
plejestedet ansås for godt, vedtog Fattigudvalget at yde hende en
midlertidig plejeløn af 7 kr. månedlig, indtil faderen evt. fremkom
og selv afholdt udgifterne.
I mødet den 6. maj 1901 leverede farver S. Rasmussen, der arbejdede
hos Leneths jernstøberi, en attest fra Svendesygekassen på, at den
havde ydet ham den lovformelige sygehjælp i 13 uger á 60 øre daglig.
Han anmodede nu om, at “Fattigudvalget i henhold til Fattiglovens §
63 vil yde ham en lignende hjælp i 13 uger, såfremt sygdommen vedvarer.
Han har 21 kr. ugentlig i arbejdsløn, men da han har et stort
antal børn: 12, hvoraf 4 er konfirmeret, og han desforuden under
konens sygdom har holdt en sygeplejerske, mener udvalget, at der er
tilstrækkelig trang til stede, hvorefter det vedtoges indtil videre
under inspektørens tilsyn at yde ham nævnte beløb 4 kr. 20 øre
ugentligt”.
Udgifterne til fattigvæsenet
På fattigvæsenets budget for år 1900 regnedes med en nettoudgift på
27.400 kr. til de fattiges forsørgelse, når refusion fra fremmede kommuner
og det, der indkom ved fattiggårdslemmernes arbejdsfortjeneste,
var trukket fra.
Dette omfattede fattiges underhold på Forsørgelsesanstalten (Fattiggården)
med et forventet antal lemmer på mellem 24 og 30, “for i
pleje udsatte børn”, der i de seneste år havde været ca. 30 om året,
faste ugentlige understøttelser ( i 1898 til 10 enker, hvoraf 4 havde
børn), faste årlige understøttelser og så de ekstraordinære understøttelser,
der bestod i husleje til egne fattige, brødhjælp, medicin, sygehjælp
og begravelsesudgifter og refusion til andre kommuner for
egne fattige, brændsel og beklædningshjælp samt alimentationsudgifter,
og endelig var der afsat 2250 kr. til “afsindige personers underhold”
og “døvstumme og åndssvages underhold”. De sidste to kategorier
stod med navns nævnelse i kommunens trykte budget! Fra 1901
havde hjælp til disse dog ikke fattighjælps virkning.
Fattigvæsenets budget for år 1900 har ikke kunnet holde. Det
fremgår af budgettet for 1902, at der rent faktisk i år 1900 var 44
lemmer på Fattiggården, ca. 40 plejebørn og 20 enker, der skulle
have understøttelse.
Det var endda gode tider for industrien og landbruget i perioden
frem til 1. verdenskrig og dermed også for beskæftigelsen. Stigningen
i antallet af fattigunderstøttede skyldes således snarere, at der
blev flere koldingensere, end at folk p.g.a. arbejdsløshed måtte søge
fattighjælp. I lighed med andre større byer ramtes Kolding dog i
årene 1907-1909 af nogle perioder med krise inden for byggebranchen,
og det afspejles i fattigvæsensregnskaberne. Hvor nettoudgifterne
mellem 1901 og 1906 holdt sig nogenlunde konstante på
omkring 38.000-39.000 kr. om året, steg udgifterne i de fire regnskabsår,
1907-08, 1908-09, 1909-10 og 1910-11 til henholdvis ca.
45.000 kr., 48.000 kr., 47.000 kr. og 50.000 kr. I 1911 faldt udgifterne
til 38.000 kr. for året efter at stige drastisk til 65.000 kr.
Det skal bemærkes, at udgiften til arbejdsløshedsunderstøttelse
eller anden form for understøttelse, der faldt uden for den egentlige
fattighjælp, ikke er medtaget her.
21

Katrinegade set fra Fattiggården mod
vest, 1901. Foto Chr. Bech.
Pastor C. W. Kiørboe.
22
Børneforsorgen
I 1888 var vedtaget en lov om tilsyn med plejebørn, der krævede
kommunalbestyrelsens tilladelse til at have børn i pleje mod betaling.
Kommunerne kunne selv bestemme, hvordan de ville administrere
dette, og det handlede mest om at få disse børn passet billigst muligt,
d.v.s. til en udgift af 60-70 kr. årligt. I 1900 var tilsynet med plejebørnene
af Byrådet overdraget en bestyrelse bestående af fru Brødsgaard,
fru Carl Hansen, fru Stenderup, fru Haas, fru Vald. Müller,
pastor Kiørboe, læge Petersen og købmand C. Jensen, der havde til
opgave at tilse børnene i deres plejehjem og afgive indberetning til
Byrådet, men i 1903 valgte Byrådet i stedet at lade den private forening
“Børnenes Vel” tage sig af dette. Flere af de nævnte personer
gik også igen i Børnenes Vels bestyrelse.
Nogen egentlig børnelovgivning eksisterede ikke på dette tidspunkt.
Havde et barn forset sig mod landets love, blev det straffet
efter den almindelige straffelov. For tyverier begået af børn, var den
hyppigste straf “ris på rådstuen”.
Købstadens eller kommunens ret til at fratage forældre myndigheden
over deres egne børn var til stede. Så tidligt som ved Fattigreglementet
i 1803 var det fastslået som samfundets pligt at fjerne et barn
fra hjemmet, når forældrenes forstand, helbred eller sæder gjorde
børnenes forbliven i hjemmet utilstedelig.
I 1905 fik man en social børnelov. Lovens barske titel “Lov om
behandling af forbryderiske og forsømte børn og unge mennesker”
betød rent faktisk en mildere behandling af børnene. I hver
kommune oprettedes et værgeråd sammensat af byrådspolitikere,

Fredericiagade set mod Jernbanegade,
1901. Foto Chr. Bech.
eksperter og lægfolk, der skulle behandle alle børnesager, og de var
også eneste myndighed, der kunne tvangsfjerne børn.
Værgerådet i Kolding trådte sammen for første gang den 8.
november 1905. Det var sammensat af 7 mennesker. Formanden,
herredsfoged G. Hansen, var beskikket af Justitsministeriet, pastor W.
Kiørboe var beskikket af provst Hey, Alminde, og lærerinde, frk. L.
Christensen var valgt af de fastansatte lærere ved de kommunale
skoler i Kolding. De sidste fire var valgt af Byrådet, nemlig dr. med.
J.F.W. Boysen, læge ved Kolding Sygehus, toldforvalter B. Meyer,
tømrer Bram og fru D. Hansen.
Sagerne blev behandlet dels på grundlag af korrespondance, dels
ved indkaldelse af forældrene til de omhandlede børn. I et tilfælde
fra 1905 blev bedstefaderen indkaldt, fordi forældrene var rejst til
Amerika, men han udeblev.
Børns fjernelse fra hjemmet krævede kvalificeret flertal. Værgerådet
fik flere sager, end man havde regnet med. I 1908-09 var plejebørnenes
antal steget til 93 børn. Børnene blev enten anbragt i
privat pleje eller i institutioner - børnehjem, opdragelsesanstalter
eller iagttagelseshjem. Disse institutioner blev næsten udelukkende
drevet af private.
Enker og enlige kvinder med børn
En hyppigt forekommende trangsårsag i fattigstatistikker og i fattigudvalgsprotokollerne
var angivet som “forsørgerens død eller
rømning”. Når forsørgeren døde, havde den efterladte ofte ingen
anden udvej end at søge hjælp hos fattigvæsenet, hvad enten det
23

24
drejede sig om permanent hjælp, eller midlertidig hjælp, som f.eks. i
vinterhalvåret, hvor specielt udgifterne til brændsel blev mærkbart
højere.
Allerede i 1888 var der kommet en lov om bidrag til børn født
uden for ægteskab. Loven betød, at kommunen kautionerede for
faderens bidrag til barnet, hvilket var en betydelig forbedring i
forhold til tidligere, hvor moderen selv skulle sørge for at få underholdsbidraget
indkrævet hos faderen.
Selv om det offentlige understøttede enkerne og enlige kvinder
med fattighjælp, og de dermed var underlagt fattighjælpens retsvirkninger,
var der omkring århundredskiftet en almindelig holdning
til, at de i lighed med de gamle skulle udskilles som en gruppe,
der skulle undtages fra fattighjælpsvirkningerne. Det gjaldt i særdeleshed,
hvis de samtidig havde børn at forsørge.
Ældreforsorgen
I 1900 blev der i alt uddelt alderdomsunderstøttelse til 65 familier og
229 enkeltpersoner, hvoraf de 56 var forsørgelsesberettigede i andre
kommuner. Udgiften havde været 29.088 kr. netto, hvorfor man i
overslaget for 1902 regnede med en udgift på 33.000 kr.
Helt frem til 1909 var borgmester C.P.C. Schiørring formand for
Alderdomsunderstøttelsesudvalget. Det vidner om, at man i Kolding
tog denne nye opgave særdeles alvorligt. Og man efterkom lovens
henstilling om ikke at blande fattigunderstøttede og alderdomsunderstøttede
sammen. Udvalget benyttede sig ikke af fattigvæsenets
undersøgere, men havde sin egen undersøger, en politibetjent og
også egen sekretær. De blev aflønnet med 150 kr. hver. Fra 1909
bevilgede Byrådet en sekretær, der også skulle være undersøger, til
en løn af 600 kr., og der oprettedes et egentligt kontor, hvor sekretæren
var til stede 1-2 timer daglig.
Alderdomsunderstøttelsesloven fastsatte ingen bestemte takster
for understøttelsernes størrelse. Udvalget skulle selv skønne, hvor
meget ansøgeren havde behov for, og der blev kun bevilget det nødvendigste.
I gennemsnit var tildelingen i provinsbyerne i 1900 76 kr.
og 50 øre årligt.
Hjælp fra det offentlige uden fattighjælps virkning
De, der kunne klare sig med midlertidig hjælp, kunne søge hjælp fra
Den frie Fattigkasse og det medførte ikke tab af valgret, for De frie
Fattigkassers formål var at yde midlertidig hjælp til fattige trængende
uden fattigvæsenets retsvirkninger. Efter 1869 finansieredes kasserne
hovedsageligt af kommunale bidrag. I 1901 fik De Fattiges Kasse i
Kolding således 2.000 kr. af kommunen, hvilket i sammenligning
med de omkring 38.000 kr., kommunen brugte på fattigvæsenet, var
et temmeligt beskedent beløb, og de ydelser, der blev bevilget herfra,
var ganske små, som regel 2-3 kr. pr. gang.
Et af de vigtigste programpunkter for den socialdemokratiske
kommunalpolitik var at øge det kommunale tilskud til denne kasse.
Det kommunale tilskud blev da også forhøjet flere gange i de følgende
år, bl.a. på opfordring fra Arbejdernes Fællesorganisation. I 1906-
07 var det nået op på 4.500 kr. Ud over de kommunale bidrag bestod
De Fattiges Kasses væsentligste indtægter i mange år af penge indsamlet
i kirkebøsserne. Det indtægtsgrundlag forsvandt ved loven om
menighedsråd i 1903, der betød, at administrationen af disse midler

Børnebespisningens lokale i kælderen til
den grå skolebygning i Skolegade, ca.
1905.
overgik til menighedsrådene. Bestyrelsen, som var folkevalgt, bestod
i 1901 af pastor W. Kiørboe, sognepræst ved Sct. Nicolai Kirke,
købmand A. Jensen og maler C. Jensen.
I 1907 erstattedes Den frie Fattigkasse af Hjælpekassen. I henhold
til Lov af 4. maj 1907 om kommunale Hjælpekasser kunne disse “yde
midlertidig, skønsbaseret hjælp til alle værdige trængende i disses
bestræbelser på at holde sig fri af fattigvæsenet”. Den afgørende
forskel mellem hjælpekasserne og De frie Fattigkasser var, at kommunerne
kunne få 1/3 statsrefusion af de bidrag, de ydede til hjælpekasserne.
Kommunalt tilskud til syge- og arbejdsløshedskasser
Kommunen ydede også mindre tilskud til sygekasserne. Således var
der på budgettet 1904-05 afsat 150 kr. til Arbejdsmændenes Sygekasse,
100 kr. til Svendesygekassen og Arbejderforeningens Sygekasse og
50 kr. til Murernes og Tømrernes og NIOGTs sygekasser. I 1910-11
var den samlede udgift til de statsanerkendte sygekasser 1.400 kr.,
idet Byrådet bevilgede 60 øre pr. medlem, fra 1912 gik Venstre med
til at yde 1 kr. pr. medlem på forslag fra Socialdemokraterne. Men
stadig var det sådan, at de bidrag, sygekasserne kunne udbetale til
medlemmerne, var små og kun kunne klare kort tids sygdom, og det
var kun de “velhavende ubemidlede”, der havde råd til at være
medlem af sygekasserne.
Da loven om statsanerkendte arbejdsløshedskasser blev vedtaget i
1907 kunne Byrådet yde støtte til arbejdsløshedskasserne på linie
med sygekasserne, i 1910-11 var det 3.800 kr.
25

Bestyrelsen for Børnebespisningen. Fra
venstre toldkontrollør B. Meyer, redaktør
Knud Hansen, sagfører J. L. Hansen,
borgmester Schjørring og lærer N.P.
Tradsborg sammen med fru toldkontrollør
Meyer, kogekonen fru Olsen og de
serverende piger. Foto fra 1904.
26
Privat velgørenhed
Den private velgørenhed var omkring 1900 en meget vigtig del af
datidens socialvæsen, selv om hjælpen var beskeden. Der var dels en
række legater at søge, dels nogle få velgørende foreninger. De fleste
af disse foreningers midler blev dog anvendt til at drive sociale institutioner.
Arten af den private velgørenhed strakte sig desuden fra
uddeling af julepakker, bespisning ved højtider, brændselshjælp om
vinteren, penge til at beklæde sine børn (f.eks. ved konfirmationer)
og til huslejehjælp.
Blandt de vigtigste af disse velgørende foreninger kan nævnes:
Understøttelsesforeningen i Kolding af 1866 ændrede i 1884 navn til
Kolding almindelige Understøttelsesforening. Dens formål var dels at
oprette og drive et børneasyl, dels at sørge for understøttelse af
trængende. Den første uddeling til trængende fandt sted samme år
efter afholdelse af en basar. Bestyrelsen stod også i starten for en art
arbejdsanvisning for de arbejdsløse. Det lykkedes dog ikke særlig
godt, og kommunen måtte træde til med beskæftigelsesarbejder,
bl.a. anlæg af Kærlighedsstien.
Understøttelserne uddeltes ved kvartårlige møder, og i det første
år uddelte man 1293 kr. i kontanter og kul for 79 kr. Foreningens
største virksomhed faldt i 1887, hvor der uddeltes 3619 kr. i kontanter
og 473 1 /2 tdr. kul. Det falder godt i tråd med den store tilvækst,
som fattigvæsenet oplevede i netop disse år. I slutningen af 1880erne
var der mærkbar nød i Kolding.

Pastor F.V. Schjøtt, sognepræst i Kolding
1883-93.
Herefter gik understøttelsesbeløbene jævnt ned. I 1922 uddelte
foreningen kun 770 kr., hvilket dog skal ses i forbindelse med, at de
kommunale hjælpekasser - som blev oprettet i 1907 - også havde til
opgave at understøtte værdigt trængende, og desuden havde langt
flere midler.
Man havde mere held med oprettelsen af Kolding Børneasyl. I
februar 1867 åbnede børneasylet under beskedne former i en lille
lejlighed i Vestergade. Det skulle være plejehjem for børn af udearbejdende
forældre i dagtimerne. Der var kun plads til 12 børn, og
for at imødekomme det meget større behov byggede man året efter
et asyl i Markdanersgade. I 1869 var der allerede indtegnet 70 børn.
Koldings første børnehjem for forældreløse børn blev indviet i
november 1888 på initiativ af pastor Fr. Schjøtt. Børnehjemmet lå på
Alhambravej (nu Sct. Michaels Gade) og finansieredes ved private
bidrag.
På grundlag af frivillige bidrag, testamentariske gaver og et stort
engagement af de kvindelige ledere er disse institutioner fortsat, til
de kommunale tilskud i nyere tid har sikret driften. Børnehaven i
Søgade stammer tilbage fra Børneasylet, og Tinghøj og Fuglehøj er
nye navne for Kolding Børnehjem.
Omsorgen for børn, hvad enten den gjaldt forældreløse børn eller
børn af fattige forældre, appellerede specielt til den private organiserede
velgørenhed.
Børnenes Vel, stiftet i 1901, havde til formål, at finde gode plejehjem til
børn, der levede under uheldige forhold, og foreningen fik også i en
årrække til opgave at administrere tilsynet med plejebørn på Kolding
Kommunes vegne. Foreningen var initiativtager til oprettelsen af
vuggestuen i Skolegade i 1906 og til et fritidshjem for større børn i
1913. Begge disse institutioner findes stadig. Vuggestuen er flyttet til
det gamle sygehus og hedder nu Vuggestuen ved Åen, fritidshjemmet
hedder i dag Daginstitutionen Vifdam.
Børnebespisningen, der oprettedes i 1897, var et tilbud til børn om et
middagsmåltid. Midlerne hertil kom alene ved frivillige bidrag. Initiativtagerne
var kæmner J. O. Brandorff, borgmester C. P. C. Schjørring,
sagfører J. L. Hansen, apoteker N. C. Müller og skoleinspektør
N. P. Tradsborg.
Socialdemokraterne kommer i Byrådet
Indtil byrådsvalget i 1909 var der privilegeret valgret til de kommunale
valg. Ud over borgmesteren, der også var byfoged og kongevalgt,
var Byrådet sammensat af to grupper. Den større del, bestående af 8
medlemmer, var valgt af samtlige vælgere, d.v.s. alle mænd, der var
fyldt 25 år og havde betalt deres kommuneskat, og en mindre del, 7
medlemmer, som var valgt af den højstbeskattede femtedel af vælgerne.
De højstbeskattede kunne stemme hvert 3. år, de almindelige
vælgere kun hvert 6. år.
Partiet Venstre havde en stærk position i Byrådet i Kolding, hvilket
især skyldtes, at Chresten Berg havde boet i Kolding i mange år og
bl.a. i 1871 havde stiftet Kolding Folkeblad, inden han blev Koldingkredsens
folketingsmand. Venstre havde siden 1876 fået alle mandater
ved de almindelige vælgeres valg, men den privilegerede valgret
havde betydet, at Højre havde vundet alle mandater ved de højstbe-
27

Vuggestuen i Skolegade ca. 1910.
28
skattedes valg. Magtbalancen var således 8 til 7, idet den kongevalgte
borgmester, C. P. C. Schjørring, normalt holdt sig uden for afstemningerne.
I tiåret mellem 1900 og 1910 blev denne magtbalance imidlertid
forrykket. Ved et suppleringsvalg i 1901 blev en venstremand for
første gang valgt ind i Byrådet af de højstbeskattede. Da der i 1903
var ordinært valg af de højstbeskattede til Byrådet, blev 6 venstremænd
og kun en højremand valgt ind. Dermed sad Venstre på 14 ud
af Byrådets 15 pladser. Dette førte til en alliance mellem Højre og
Socialdemokraterne ved den almindelige vælgerklasses valg i 1906, så
Venstre kun fik 4 mandater, Højre 1 og Socialdemokraterne kom for
første gang i Byrådet med 3 mandater.
Selv om Venstre fortsat havde flertallet i Byrådet med 10 mandater,
blev socialdemokraten Knud Hansen, tidligere ølkusk ved Slotsmøllen
og sidenhen redaktør af dagbladet Kolding Social-Demokrat,
medlem af Alderdomsunderstøttelsesudvalget og Skoleudvalget og
formand for Udvalget for Fattigvæsen. Selv om denne ære måske
skyldtes, at Edv. Lau gerne ville fritages for hvervet, var det for Socialdemokraterne
af stor betydning at få indflydelse på byens forsørgelsespolitik.
De kæmpede for at bedre vilkårene for de dårligst stillede
og især for, at så få som muligt skulle miste deres valgret enten p.g.a.
modtagelse af fattighjælp eller p.g.a. skatterestance.
I årene efter 1906 kæmpede Socialdemokraterne i Byrådet især
for større tilskud til De fattiges Kasse, senere Hjælpekassen, og for
opførelse af et alderdomshjem, dengang kaldet “alderdomsasyl”.
Lige og almindelig valgret - også for kvinder -
til kommunale valg fra 1908
Lige siden 1866 havde det været Venstres politik at få gennemført
lige og almindelig valgret såvel til Rigsdagen som til de kommunale
valg. I 1908 lykkedes det at få vedtaget en lov om udvidelse af valgretten
til de kommunale valg. Hermed fik alle mænd og kvinder over
25 år, som havde boet i kommunen i to år og betalt deres kommuneskat,
stemmeret. Ca. 70% af befolkningen over 25 år havde nu

Knud Hansen, ølkusk og derefter redaktør
af Kolding Social-Demokrat, byrådsmedlem
1906-1943, folketingsmand
1920-1937 og borgmester 1937-1943
stemmeret. De, der ikke betalte skat eller modtog kommunal fattighjælp,
var stadig frataget deres stemmeret, og kravet om to års
ophold i kommunen fratog også en del valgretten.
Socialdemokraterne og de radikale var ikke tilfredse hermed. I
årene efter 1908 stillede de gentagne gange forslag i Rigsdagen om
nedsættelse af valgretsalderen, afkortning af kravet om to års ophold
i kommunen, der især ramte tjenestefolk og løsarbejdere, og bortfald
af kravet om, at man skulle betale skat, men først i 1936 fik man
reduceret opholdspligten til 4 måneder.
Alligevel var det af stor betydning. Socialdemokrater og radikale
fik større indflydelse på samfundsudviklingen, og de fik gennemført,
at de kommunale bidrag til socialvæsenet forøgedes.
Avisen Kolding Social-Demokrat, der udkom dagligt fra 1899,
gjorde et stort arbejde for at oplyse de, der havde fået fattighjælp
om, at de kunne få fattighjælpen eftergivet og få deres valgret igen,
hvis de i fem år ikke havde modtaget fattighjælp. Ligeledes førte
man en kraftig agitation for, at partifællerne fik betalt deres skat til
kommunen i rette tid, så de ikke af den grund mistede stemmeretten.
Det var også vigtigt, at der blev betalt skat - ellers ingen valgret.
Derfor indstillede Alderdomsunderstøttelsesudvalget i 1913, at alle
alderdomsunderstøttede skulle betale skat, og det blev med Venstres
støtte gennemført, selv om det var kommunen, der skulle betale
deres skat.
Hjælpekassevalget i 1908
Det første valg til de nye hjælpekasser fandt sted den 30.marts 1908.
Det var også første gang, kvinder kunne bruge deres stemmeret, og
derfor mødte borgmester Schjørring op på valgdagen og overrakte
blomster til den første kvindelige vælger.
Hjælpekassebestyrelsen var på ni medlemmer. Socialdemokraterne
fik det største antal stemmer og indvalgt 4 i bestyrelsen, fulgt af
Venstre med 3 og Højre med 1. Formand for bestyrelsen blev pastor
Kiørboe, der var opstillet på den socialdemokratiske liste, skønt han
ikke var medlem af partiet. Der kom fire kvinder i bestyrelsen fra alle
tre partier.
Ligesom Den frie Fattigkasses bestyrelse arbejdede Hjælpekassens
bestyrelse helt uafhængigt af det kommunale fattigvæsen, de havde
meget frie hænder i administrationen af kassens midler, og de fik
efterhånden bedre mulighed for at yde midlertidig hjælp. Betingelsen
for at få hjælp var, at man havde haft fast ophold i kommunen,
ikke havde dom for “en i offentligheden vanærende handling”
og ikke havde modtaget fattighjælp inden for de tre sidste måneder.
Hjælpen blev givet ud fra et skøn i hver enkelt tilfælde, og der var
ingen ankemulighed. Der kunne derfor være store forskelle på den
hjælp, der blev givet, fra kommune til kommune. I 1913 blev der lagt
loft over den hjælp, som den enkelte familie kunne modtage inden
for et bestemt tidsrum. Bidraget fra Koldings kommunekasse var i
budgettet for 1908-09 4.000 kr, hvorfra kunne trækkes 1/3, som var
statskassens bidrag. Året efter forhøjedes tilskuddet til 5.000 kr. og i
1910 til 6.000 kr. I 1912 bevilgedes 9.200 kr. og i 1913 10.000 kr.
Fattiginspektørembedet deles 1908
Fattiginspektør Jens Larsen Madsen afgik ved døden den 30. juni
1908 i en alder af 65 år. Den hidtidige bogholder og sekretær H.
29

Sygestuen for mænd på Fattiggården,
ca. 1910.
30
Nagel blev ved det efterfølgende fattigudvalgsmøde straks konstitueret
som fatttiginspektør. Kassen blev opgjort, og Nagel overtog
beholdningen. Enkefru Madsen vedblev indtil videre at forestå økonomien
og oppebar de samme indtægter, hendes afdøde mand
oppebar.
Fattigudvalget med formanden Knud Hansen i spidsen benyttede
denne lejlighed til at foreslå Byrådet, at der ændredes i embedets
indhold. Inspektoratet skulle deles i to stillinger, således, at der både
ansattes en fattiginspektør, nu kaldet bogholder, og en økonom.
Fattigudvalgets bogholder
Bogholderen skulle føre Fattigvæsenets regnskaber, forestå alle udbetalinger,
som skete fra Fattigvæsenets kontor, og modtage de penge,
der indgik til dette. Desuden skulle han være Fattigudvalgets sekretær
og udfærdige alle fattigvæsenets skrivelser. Han blev placeret
med en løn på 1800 kr. årligt, og stillingen blev besat med den tidligere
kontorist H. Th. M. Nagel, der tiltrådte den 20. august 1908.
Før ansættelsen skulle han stille en kaution på 4000 kr.
Selv om han ikke længere havde titel af fattiginspektør, var bogholderen
fattiginspektørens afløser, og regulativet for ham er næsten
identisk med fattiginspektørregulativet fra 1899. Her er det dog præciseret,
at det påhviler ham med bistand af undersøgeren og fattigforstandere
at forestå hele fattigforsørgelsen og almisseuddelingen.
Enhver, der søgte om fattighjælp, skulle henvende sig til bogholderen,
der derefter kunne anmode undersøgeren om at undersøge de
fattiges forhold og optage en afhøring af den trængende. Bogholderen
bestemte da sammen med undersøgeren og om muligt udvalgets
formand, hvor stor understøttelse, der foreløbig måtte ydes, indtil
forholdet endelig kunne afgøres på et udvalgsmøde.

Vagabondernes sovesal på Fattiggården,
ca. 1910.
Ligesom fattiginspektøren blev bogholderen ved fattigvæsenet placeret
i 3. lønningsklasse på linie med vandværksbestyreren.
Økonomen og undersøgeren
Økonomen, der også fik titel af undersøger, fik to adskilte opgaver.
For det første skulle han forestå driften af Forsørgelsesanstalten og
lede det arbejde, som lemmerne udførte. For det andet skulle han
foretage alle undersøgelser hos de fattige, der boede uden for anstalten
og føre tilsyn med dem. Han fik 1.000 kr., fri bolig (på fattiganstalten),
lys og brændsel, 3 kostportioner dagligt, samt 10 % af fortjenesten
på det arbejde, som forsørgelsesanstaltens beboere udførte.
Denne stilling blev besat med den tidligere omtalte Jens Rasmussen,
der var bryggeriarbejder på Slotsmøllen. Han ansattes den 8.
oktober 1908.
Det var især vigtigt for Fattigudvalget at få bedre styr på forholdene
på Fattigggården. Plads- og arbejdsforholdene var under al kritik.
Den var beregnet til 34 personer, men belægningsprocenten var som
oftest langt højere, og de vagabonder, der blev indlagt, havde ingen
problemer med at undvige. I 1906 havde der alene været 82 undvigelser.
Fattigudvalget fik da også i 1908 bevilget 600 kr. til at gøre
muren uden om Fattiganstalten en alen højere og til at bygge en ny
port mod Katrinegade.
I økonomens regulativ, også fra 1908, stod der, at det påhvilede
ham at påse, at der herskede ro og orden på anstalten, sørge for, at
de arbejdsdygtige fattige stod op i rette tid, og at de havde ordnet
deres senge og rengjort deres soveværelser. De fattige måtte kun
efter hans tilladelse forlade anstalten, og tilsvarende skulle han give
tilladelse til besøg på anstalten. Indtagelse af stærke drikke var naturligvis
forbudt.
31

Kvindernes opholdsstue på Fattiggården,
ca. 1910.
32
Økonomens opgaver som undersøger ude i byen bestod i, at han
på bogholderens anmodning skulle foretage afhøringer og føre en
protokol over de fattiges forhold. Desuden skulle han udføre en lang
række praktiske opgaver.
Til slut i hans arbejdsbeskrivelse stod der:
“Økonomen, såvel som hans hustru, skal altid bestræbe sig for at
omgås de fattige på rette måde, så at han behandler dem med venlighed,
men dog iagttager den alvor, der er nødvendig til udførelsen af
hans myndighed”.
I Kolding Avis fra 1. januar 1924 refereres, at med ansættelsens af
Jens Rasmussen blev Fattiggården lidt mere hyggelig. Der kom gardiner
for vinduerne og tæpper på sengene. Det kostede ikke mange
penge, men livede svært op. Det synes at være efter dette tidspunkt,
at fotografierne fra Fattiggården er taget.
Enkerne flyttes fra Fattigvæsen til Hjælpekasse 1909
Det var fortsat afgørende for socialdemokraterne at få så mange som
muligt blandt de, der modtog fattighjælp, overført til anden form for
hjælp, der ikke havde fattighjælpsvirkninger.
Et udtryk for dette var et forslag fra socialdemokraterne i 1909
om, at man overførte et antal enker fra Fattigvæsenet til Hjælpekassen,
og at det tilskud, de fik, nemlig 4000 kr., fulgte med. Det var de
borgerlige ikke umiddelbart indstillet på, bl.a. mente landdistriktets
repræsentant i Byrådet, sagfører Viuff, at der var flere på listen, som
efter hans mening ikke kunne betragtes som værdigt trængende.

Kolding Byråds første kvindelige medlem
Alba Christensen-Dalsgaard.
Foto fra 1914.
Desuden måtte Hjælpekassen i medfør af loven slet ikke udbetale
faste ydelser. Socialdemokraternes forslag blev dog vedtaget med 9
stemmer imod 5. Heraf mønstrede socialdemokraterne selv de 6
stemmer, mens borgmester Schjørring, højremanden, læge J.C.
Hempel og Kolding Byråds første kvindelige medlem, lærerinde
Alba Christensen-Dalsgaard fra Venstre lagde de øvrige tre stemmer
til. Hun stemte således med hjertet frem for at overholde partidisciplinen.
Hendes 5 mandlige venstrekolleger stemte imod.
Bekymring over de stigende sociale udgifter
I 1909 udtalte J.O. Brandorff fra Højre, der var kæmner og byrådsmedlem
på samme tid, stor bekymring over kommunens sociale
udgifter, både hvad angik Fattigvæsenet og kommunens tilskud til
andre understøttelsesformer, Hjælpekassen og de lovpligtige bidrag
til sygekasserne og arbejdsløshedskasserne. Udgifterne hertil var
siden 1900 tredoblet, men kunne der spores nogen bedring? Overhovedet
ikke, konstaterede han. “Utilfredsheden og efter sigende
nøden er langt større”. Selvom Brandorff ikke ønskede at komme
nærmere ind på, hvad årsagerne hertil kunne være, antydede han
dog, at “den lettere adgang til understøttelse synes at svække lysten
til arbejde og til i de gode tider at lægge noget til side til vinteren”.
En måde at spare penge på var at skære ned på udgifterne til
“fremmede fattige”. Ved budgetforhandlingerne i 1910 afkrævede
venstremanden August Poulsen et svar fra Fattigudvalget om, hvorvidt
der blev sørget for, at personer, der kunne hjemsendes, også blev
det. Han var af den mening, at fattigvæsenets budget i høj grad var
belastet af personer, der ikke var nogen grund til at holde på. Uagtet
Knud Hansen forsikrede, at de, der kunne blive hjemsendt, blev
hjemsendt, var der alligevel en vis misfornøjelse blandt de borgerlige
over tilstedeværelsen af for mange “fremmede fattige” i byen. Selv
om man for de fleste fik fuld refusion fra forsørgelseskommunen, “så
fyldte deres børn jo op i skolerne!”
Det var dog specielt kommunens bidrag til Hjælpekassen, der var
genstand for lange diskussioner mellem de borgerlige partier og
Socialdemokratiet. Socialdemokraterne var naturligvis tilhængere af,
at de fattige så vidt muligt blev understøttet af Hjælpekassen for at
undgå fattighjælpens retsvirkninger. De borgerlige ønskede derimod
at begrænse kommunens udgifter og havde ikke megen tiltro til
hjælpekassebestyrelsens kyndighed i regnskabs- og budgetlægning.
Opførelsen af De Gamles Hjem 1910
De Gamles Hjem, nu Låsbyhøj, blev opført på initiativ af socialdemokraterne
i Byrådet, men det var ikke kun socialdemokraterne, der
gerne ville gøre noget for de gamle. Under budgetforhandlingerne i
1905 udtalte borgmester Schiørring, at Kolding udbetalte mere i
alderdomsunderstøttelse end Vejle og Fredericia. Det var bevis på,
“at udvalgets medlemmer havde bløde hjerter”. Da borgmesteren
også var Alderdomsunderstøttelsesudvalgets formand, må man
formode, at udtalelsen var udtryk for en vis stolthed og ikke et oplæg
til spareforanstaltninger. På det tidspunkt fik 82 familier og 272
enkeltpersoner alderdomsunderstøttelse i Kolding. Det kostede
omkring 35.000 kr. om året.
I 1906 fremlagde Knud Hansen forslag om byggeri af et alderdomshjem
eller alderdomsasyl, som der står i budgettet, for gamle
33

Alderdomsunderstøttelsesudvalget, der i
1910 forestod byggeriet af De Gamles
Hjem. Fra venstre ølbrygger A. Lorenzen,
senere bestyrer på De Gamles Hjem,
kredslæge J. C. Hempel, redaktør Knud
Hansen, uddeler J. P. Jensen og sagfører
J. Viuff. Foto Georg Burcharth.
34
ubemidlede mennesker, der hermed kunne få en tryg alderdom
under ordnede forhold. Højremanden, læge J. C. Hempel, støttede
ideen, og han og Knud Hansen fik dernæst Byrådets bemyndigelse
til at tage på studieture for at bese nogle allerede eksisterende alderdomshjem,
bl.a. i Århus, Ålborg og Vejle. I december 1907 forelagdes
tegninger og overslag over et alderdomshjem for Byrådet, men af
økonomiske grunde blev sagen udskudt flere gange, indtil et enstemmigt
byråd i august 1909 vedtog opførelsen af et alderdomshjem.
Kolding-arkitekten A. Hagerup havde udarbejdet tegningerne, og
selvom Kolding Avis mente, at det var aldeles unødvendigt at “bygge
et nyt slot til alderdomshjem”, og at en beskeden tarvelig bolig ville
passe bedre til de fattige gamle, bestemte Byrådet sig for Hagerups
plan.
Alderdomshjemmet blev placeret på den gamle markedsplads for
enden af Låsbygade, og der blev plads til 80 gamle. Formanden for
Alderdomsunderstøttelsesudvalget siden 1909, venstremanden
Anton Lorenzen havde regnet ud, at det faktisk var lidt billigere, at
de gamle boede på alderdomshjem, frem for at de skulle plejes i
hjemmene, men han mente også, det var bedst for dem. I byrådssalen
sagde han: “ At der er trang til dette hjem, er udvalget overbevist
om. De gamle lider under de nuværende forhold, dårlige lejligheder,
dårlig forplejning og først og fremmest mangel på renlighed. Alle
disse mangler afhjælpes ved et hjem... Hvad vil det ikke sige for dem,
som kun har fra hånden i munden, som slider ærligt og trofast for at
holde sig fri af fattigvæsenet, men når de bliver gamle og ikke kan
mere, så at kunne glæde sig ved tanken om, at byen har rejst et hjem
for de gamle, hvor de kan få en god pleje, god mad og god renlighed,
kort sagt, hvor de ikke behøver at have næringssorger.” Anton
Lorenzen talte også stærkt for, at alderdomshjemmet skulle placeres
et sted, hvor de gamle var i kontakt med byen og dens liv.
Byggeriet gik hurtigt i gang, og den 5. november 1910 kunne De
Gamles Hjem indvies. Den 1. oktober var hjemmets økonom blevet
ansat. Det blev Alderdomsunderstøttelsesudvalgets formand, Anton

Låsbyhøj (De Gamles Hjem) kort efter
opførelsen i 1910.
Lorenzen, der også var brygger på Slotsmøllen og stifter af og
formand for bryggeriarbejdernes fagforening. Han udtrådte samtidig
af Byrådet. Den 15. oktober var de første 34 gamle flyttet ind.
Man var i Byrådet enige om, at ingen kunne optages for betaling.
Ved optagelse på hjemmet tog Alderdomsunderstøttelsesudvalget
stilling til, hvilke af den gamles ejendele, der kunne komme med.
Der var udbredt forståelse for, at de skulle have så meget med, at det
blev et egentligt hjem for dem. Såfremt deres helbredstilstand tillod
det, skulle de selv rede deres senge og holde deres værelser rene og
ryddelige. I de første år var der også enkelte af de gamle, der tog
arbejde i byen for betaling, men det blev standset.
Ud over bestyrerparret ansattes en kokkepige til at forestå madlavningen
og 5 piger til at hjælpe de gamle. Fra 1911 ansattes også en
sygeplejerske. Anton Lorenzen og hans kone bestyrerede De Gamles
hjem i 28 1 /2 år.
Tilskud til enkebørn efter faste takster 1913
I 1913 gennemførtes en lov om tilskud til enkebørn. Det var første
gang, man i sociallovgivningen indførte faste takster.
Kolding Byråds Udvalg for Understøttelse til Børn af Enker blev
nedsat den 13. december 1913 og kom til at bestå af Christine
Skjøde, Kirstine Sørensen, Maren Markussen, Frands Sørensen og fra
Kolding Landdistrikt J. Viuff. Fru Skjøde valgtes til formand, og man
gik straks i gang med at udsende en bekendtgørelse om, at ansøgere
kunne få skema udleveret og vejledning i Alderdomsunderstøttelsesudvalgets
kontorlokale i Administrationsbygningen på hjørnet af
Torvegade og Vestergade.
Ved udvalgets første møde i januar 1914 bevilgedes støtte til 25
enker med børn under 14 år.
35

Lærer P.N. Ibh var medlem af Hjælpekassen
fra 1911 og formand 1914-
1921. Han var lærer ved Drengeskolen,
nu Ålykkeskolen, og fotografiet er en del
af et lærerbillede fra 1915.
36
Hjælpekassehjælp frem for
fattighjælp 1914-1933
Siden sociallovene i 1891/92 var stadig flere grupper af mennesker
med behov for hjælp blevet undtaget fra den egentlige fattighjælp.
De ekstraordinære forhold, der indtrådte under 1. Verdenskrig,
medførte, at langt flere mennesker end tidligere fik brug for hjælp.
For at de, der ikke var skyld i egen nød, ikke skulle komme på fattighjælp,
fik Hjælpekassen til opgave at hjælpe dem. Princippet, var
at støtte fra Hjælpekassen kun var midlertidig, og den var billig p.g.a.
statsrefusionen på 1/3 af det kommunalt ydede bidrag. Det tiltalte
det borgerlige flertal, men socialdemokraterne ønskede også, at så
mange som muligt fik Hjælpekasse-hjælp, så de ikke mistede deres
valgret.
Selv om Hjælpekassen med sin selvstændige bestyrelse ikke var et
egentligt kommunalt organ, var det så afhængigt af Byrådet og dettes
flertalsbeslutninger, at man med god ret kan kalde den for kommunens
forlængede arm. Hjælpekassens arbejde var derfor en del af
den forøgede kommunale aktivitet, der støttedes af statstilskud.
Under 1. Verdenskrig udvikledes en større forståelse for, at der måtte
ske indgreb til støtte for de svage i samfundet.
Den første Verdenskrig og folkevalgt borgmester
Den første verdenskrig var tættere på Kolding, end man umiddelbart
forestiller sig i dag. Grænsen til Sønderjylland, der på det tidspunkt
blev kaldt Slesvig, og som siden 1864 havde været tysk, lå kun ca. 10
km syd for Kolding. De unge danske mænd, der boede i Sønderjylland,
blev indkaldt til krigstjeneste på tysk side, hvis de da ikke flygtede
til Kongeriget. Og ingen kunne ved krigens begyndelse vide, om
Danmark ville blive involveret i krigen på allieret side, eller om tyskerne
ville besætte den sydlige del af Jylland.
I Kolding havde man kort før krigsudbruddet i august 1914 fået en
ny borgmester. C.P.C. Schjørring var gået på pension i 1909, og hans
efterfølger, Viggo Baller, besluttede i juni 1914 at tage mod en stilling
som byfoged i Sorø. Ved afskeden fik han anerkendelse fra socialdemokraterne
for sit engagement på forsørgelsesområdet.
Da hans efterfølger skulle vælges, fik Byrådet i Kolding tilbud om
selv at vælge formand. Indenrigsministeriet arbejdede allerede på
dette tidspunkt med ideen om, at borgmestre i fremtiden skulle
vælges af lokalbefolkningen, men loven blev først vedtaget i 1919.
Byrådet i Kolding valgte i 1914 ikke uventet lederen af Venstres
byrådsgruppe, sagfører Edv. Lau, som borgmester.
Hjælpekasserne og dyrtidslovene
Selv om Danmark ikke direkte blev part i første verdenskrig, fik
krigen stor betydning for levevilkårene i byerne og især for de svageste
grupper. Både landbruget og industrien var afhængige af råvareimporten,
som blev vanskeliggjort.
På grund af den danske neutralitet kunne landbrug og industri til
gengæld eksportere alt det, de kunne producere, og priserne på
hjemmemarkedet steg voldsomt. Prisstigningerne ramte arbejderne
og middelstanden i byerne hårdt.

Asylbestyrerinde, frk. Nielsine Eskildsen
var fra 1914 til 1930 medlem af Hjælpekassens
bestyrelse. Hun var leder af
Kolding Børneasyl fra 1897 til 1938 og
uddannet småbørnslærerinde. Dette fotografi
er formodentlig taget o.1910.
Behovet for hjælp fik Rigsdagen til at vedtage en række dyrtidslove,
der blev administreret af kommunernes hjælpekasser, fra december
1915 og frem til 1921. Der var ikke ansat lønnet medhjælp i
Hjælpekassen, så det var den hjælpekassebestyrelse, der var valgt den
25. marts 1914, der fik pålagt det store arbejde med at uddele dyrtidshjælpen.
Der havde været kampvalg til hjælpekassebestyrelsen mellem en
borgerlig og en socialdemokratisk liste. De valgte var 3 socialdemokrater
og 5 fra en fælles højre-venstre-radikal linie. Formand blev
lærer P.N. Ibh. De øvrige medlemmer var jordemoder, fru Frederikke
Sørensen, fru Kathrine Hansen, fru Skjøde Petersen, asylbestyrerinde,
frk. Nielsine Eskildsen, fru Laura Wandall, malermester
E. Oppenhagen og arbejdsmand Ebbe Mathiesen. Fra landsognets
liste kom mælkehandler N. Rasmussen. Det var ret bemærkelsesværdigt,
at der var flere kvinder end mænd.
Hjælpekassens midler kom næsten alle fra Byrådet. Få dage efter
krigsudbruddet kom den første ansøgning fra Hjælpekassen. Man
ville gerne have midler til at støtte de trængende familier, hvis forsørgere
var indkaldt til hæren, og det fik man med enstemmighed.
Dyrtidsloven gav kommunerne flere muligheder for at yde hjælp.
I henhold til lovens § 1 kunne der først og fremmest ydes hjælp til
“uformuende eller mindrebemidlede” beboere i kommunen med en
statsrefusion på 2/3. I februar 1916 bevilgede Byrådet 8,50 kr. pr.
indbygger til dette formål, i februar 1917 hele 15 kr. pr. indbygger.
Disse penge uddeltes dels som kontante beløb, dels i form af rabatmærker
til brød, brændsel m.v.
37

Kæmnerkontoret lå i 1913-1924 i den
tidligere præstegård i Torvegade lige over
for Rådhuset, hvor nu Økonomisk Forvaltnings
bygning er. Herfra udbetaltes
alderdomsunderstøttelse og solgtes koks
fra Gasværket. Fra venstre er det medarbejderne
A. Petersen og H.J. Frank.
Salg af billige koks fra Kæmnerkontoret
den 22. november 1916. I baggrunden
ses Vestergade.
38
I november 1915 oprettedes et kommunalt folkekøkken, hvor
mindrebemidlede kunne få et måltid mad for 35 øre. Ved krigens
slutning var prisen nået op på lidt over 1 kr. som følge af de generelle
prisstigninger. Udenbys mindrebemidlede og de mere velhavende
kunne fra begyndelsen spise for 50 øre. Folkekøkkenet lejede sig
først ind i Andelsfrugteriet på hjørnet af Skolegade og Sct. Jørgens
Gade, men da Overmarksgården var bygget, blev der plads til Folkekøkkenet
i den gamle forsørgelsesanstalt. Køkkenet besøgtes dagligt
af 50-80 personer og ophørte først sin virksomhed den 1. april 1923.
Første formand var Maren Markussen, fra 1917 var det Kirstine
Sørensen.
Efter kommunevalget i 1917 oprettedes et særligt dyrtidsudvalg
med den konservative postkontrollør P. Ellerbeck som formand. I
udvalget sad også den radikale Aage Bennike, venstremanden,
købmand H. Kelstrup og for socialdemokraterne uddeler J.P. Jensen
og købmand H. Soll. Dyrtidsudvalget indstillede i juni 1917, at der
skulle ydes brændselshjælp til alle kommunens borgere i henhold til
Dyrtidslovens § 2, men det forkastede Byrådet. Dyrtidslovens § 2
bemyndigede kommunerne til at igangsætte foranstaltninger til at
forsyne alle kommunens indbyggere - og ikke blot de mindrebemidlede
- med de vigtigste livsfornødenheder. Den havde til formål at
forhindre, at folk med små indtægter blev rigtig fattige. I begyndelsen
fik kommunerne ingen statsrefusion, men en statsrefusion på
1/3 blev indført ved lovrevisionen i 1916.
I oktober 1917 arrangeredes et offentligt borgermøde på Hotel
Fremad i Låsbygade (nu Kolding Byferie), hvor bl.a. Knud Hansen
talte for at kommunen tog § 2 i anvendelse. Det førte til, at Byrådet
den 1. november 1917 besluttede sig for at yde hjælp til nedsættelse
af koks-, kartoffel- og flæskepriserne.
Hjælpekassevalget i 1917 blev klaret ved en aftale mellem på den
ene side socialdemokraterne og på den anden side de borgerlige.

Gymnastikfløjen til Kolding Gymnasium
blev bygget i 1915 som nødhjælpsarbejde.
Arkitekt var A. Hagerup.
Bygningen bruges i dag af Socialforvaltningen.
Hver fløj fik 4 repræsentanter. Repræsentanten fra landsognet, fru A.
Bertelsen gjorde, at der atter blev borgerligt flertal. Lærer Ibh fortsatte
som formand.
Fra juni 1919 kunne Hjælpekassen også udbetale støtte til dem,
der havde fået influenza, den såkaldte spanske syge, som hærgede
voldsomt på dette tidspunkt og var årsag til mange dødsfald.
Det var betydelige summer, der udbetaltes af kommunekassen til
dyrtidsforanstaltninger. Den senere socialinspektør Andreas Sørensen
oplyser, at der i 1917-18 alene til dyrtidsforanstaltninger blev
brugt 736.000 kr., hvortil kom udgifterne til fattigvæsenet og alderdomsunderstøttelsen,
der på dette tidspunkt udgjorde ca. 230.000 kr.
Arbejdsløshedsunderstøttelse og bolignød
Allerede en måned efter krigsudbruddet skrev Indenrigsministeriet
til kommunerne for at få en oversigt over, hvilke arbejder de planlagde
for at imødegå en arbejdsløshedssituation. Det blev påbudt at
oprette arbejdsanvisningskontorer. Til formand for Arbejdsanvisningskontoret
i Kolding udpegedes sygehusinspektør H. J. Hansen.
Som kontorets bestyrer ansattes drejermester H. Chr. Hansen, kontoret
åbnede den 4. januar 1916.
39

Overmarksgården, den nye forsørgelsesanstalt,
blev indviet den 30. marts
1917. Arkitekt var Svend Theisen.
40
Udvidelsen af Kolding Højere Almenskole med en gymnastikfløj
og byggeriet af den nye forsørgelsesanstalt Overmarksgården var
direkte udslag af en opfordring i 1915 fra Arbejdernes Fællesorganisation
til at sætte kommunale arbejder i gang, men andre større
anlægsarbejder fra denne periode som Troldhedebanen og åforlægningen
bidrog også til beskæftigelsen.
De, der ikke kunne få arbejde, kunne få hjælp fra Hjælpekassen
efter loven af 27. oktober 1917 om ekstraordinær arbejdsløshedsunderstøttelse,
det gjaldt såvel medlemmer af statsanerkendte
arbejdsløshedskasser som uorganiserede arbejdsløse. Kommunen fik
2/3 af hjælpen refunderet af statskassen.
Koldings befolkningstal fortsatte med at stige under krigen, og
samtidig gik boligbyggeriet helt i stå. Det var vanskeligt at skaffe byggematerialer,
og de private bygherrer holdt sig tilbage. I 1916 oprettedes
et kommunalt udvalg med det formål at komme med forslag til
at afhjælpe bolignøden med læge O. Ørkild fra Venstre som formand.
Udvalget stod for indretning af midlertidige lejligheder til
husvilde, bl.a. i et uldspinderi på Vejlevej og en emballagefabrik på
havnen, men da det langt fra kunne dække behovet, vedtog Byrådet
selv at bygge et antal kommunale bolighuse. Frem til 1922 blev det til
godt 300 kommunale boliger. Først byggedes Stejlbjerghusene med
A. Hagerup som arkitekt, senere fulgte Udsigten ved Gøhlmannsvej
og karreerne på Frydsvej, begge tegnet af arkitekt Ernst Petersen.
Socialdemokraterne havde naturligt nok været ivrige fortalere for
kommunalt boligbyggeri. Den konservative borgmester Oluf Bech,
der i 1916 havde efterfulgt Edv. Lau, havde også støttet det ud fra
den holdning, at manglende boliger skadede byens udvikling, men
Venstre var imod, og venstrevælgerne straffede læge Ørkild ved ikke
at genvælge ham ved byrådsvalget i 1917.
Overmarksgården - en ny forsørgelsesanstalt
Som ovenfor omtalt besluttede Byrådet i 1915 som nødhjælpsarbejde
at opføre en ny forsørgelsesanstalt. Formanden for Fattigudvalget,
socialdemokraten Knud Hansen, havde allerede ved budgetforhandlingen
i december 1913 påpeget de snævre pladsforhold på Forsørgelsesanstalten
på Svietorv, som havde medført, at man måtte se
igennem med undvigelserne fra anstalten. Når politiet havde gennemført
indsamlinger af subsistensløse i byen og havde fået dem

Økonom Jens Rasmussen ledede Forsørgelsesanstalten
først på Svietorv, senere
på Overmarksgården indtil 1925.
anbragt på Forsørgelsesanstalten, måtte man i flere tilfælde akceptere,
at de bagefter undslap over muren - der var simpelthen ikke plads
til dem derinde. I henhold til sundhedsbestemmelserne måtte der
være 34 fattiglemmer, men oftest var der langt flere.
De trange pladsforhold betød også, at de mange arbejdsføre mennesker
på anstalten ikke kunne beskæftiges, og det var nok så vigtigt
for Knud Hansen, at de kunne få anvist et fornuftigt arbejde, der
gjorde dem egnede til at tilpasse sig samfundet uden for og dermed
komme ud af deres trangssituation.
Den nye forsørgelsesanstalt blev tegnet af arkitekt Svend Theisen
og placeret på en højtliggende grund tæt ved Gøhlmanns Mølle.
Den var opdelt i tre pavilloner, en økonomibygning, der også indeholdt
en lejlighed til 6 kvinder, en bygning indeholdende pleje- og
sygeafdeling med plads til 18 beboere og en bygning indeholdende
en arbejdsafdeling med plads til 33 mænd. Bygningen blev af mange
fremhævet som værende den flotteste forsørgelsesanstalt i hele
Danmark, men økonom Jens Rasmussen havde en anden mening.
Han sagde ved rejsegildet i 1916 : “Udvalget var forbandet nødt til at
bygge. Her er ikke tale om noget “slot”. Der er efter min mening
knebet for meget. Gid min mening må blive gjort til skamme”.
Den 30. marts 1917 præsenterede Fattigudvalget den nye forsørgelses-
og arbejdsanstalt for Byrådet og pressen. Kolding Folkeblad
præsenterede “Fattigpalæet” på denne måde:
“Først beså man tvangsanstalten med de hårde senge og jernstængerne
for vinduerne, derpå beundredes afdelingen for de gamle
og syge med de fine fjedermadrasser, eneværelserne med ringeapparat
over sengen, badeværelserne, w.c.’erne, forsamlingsstue og økonomens
hyggelige lejlighed - og til allersidst den pragtfulde udsigt
over byen og fjorden. Der var alt, hvad 55 beboere kan forlange for
120.000 kr.”
Badeværelser og w.c.’er var langt fra almindeligt i Kolding eller
andre danske købstæder i 1917, og det faldt nogle borgere for
brystet, at de fattige fik det før så mange andre, der selv tjente til
livets ophold. De, der nød godt af anbringelse på forsørgelsesafdelingen,
var gamle plejekrævende mennesker, som ikke kunne
komme på De Gamles Hjem, fordi de tidligere havde modtaget fattighjælp,
syge i alle aldre, der ikke havde sikret sig ved medlemskab
af en sygekasse, og kvinder med børn, hvis forsørger var død eller
rejst bort.
På arbejdsafdelingen var under mindre luksuriøse forhold plads til
arbejdsføre mænd og kvinder, der enten var alkoholikere eller dømt
til tvangsarbejde. Man kunne idømmes straf i form af tvangsarbejde,
hvis man havde drevet løsgængeri og betleri eller øvet vold mod
sagesløs person. Fattigudvalget og politimesteren kunne også
idømme tvangsarbejde, hvis den pågældende havde udvist trodsighed
mod foresatte, havde været uvillig til at arbejde eller var bortgået
fra arbejdsanstalten. Anstaltens bestyrelse kunne med politimesterens
billigelse for grovere uorden idømme lemmerne cellestraf i op
til 2 måneder. Cellen kan stadig ses på Overmarksgården.
Arbejdet på Overmarksgården, som forsørgelsesanstalten blev
kaldt efter 1918, bestod fra starten i at få anlagt den store have, der lå
mod syd. Den senere bestyrer, Jul. F. Kjeldsen, fortæller, at det i
begyndelsen var svært at få beboerne til at arbejde, for på den gamle
fattiggård havde de kun været vant til at sidde stille og pille bønner.
Nu var det meningen, at de skulle arbejde, så de fik muskler og
kunne klare sig ude i samfundet.
41

42
Dyrtidslovene afvikles, men Hjælpekassen styrkes 1921
Dyrtidslovene afvikledes i november 1921, men de foranstaltninger,
som hjælpekasserne blev sat til at administrere, blev ikke mindre
omfattende i de følgende år. Holdingen til, at så få som muligt skulle
opleve det nedværdigende i at modtage fattighjælp med tab af
valgret som følge, gjorde, at midlerne til støtte for socialt svage personer
så vidt muligt søgtes administreret af Hjælpekassen. På Kolding
Kommunes regnskab for 1921-22 stod opført 187.000 kr. til fattigvæsenet,
298.000 til Hjælpekassen og 198.000 til alderdomsunderstøttelsen.
Ved byrådsvalget i 1921 blev konstellationen i Kolding Byråd, at
Venstre fik 5 indvalgt, Højre 4, De Radikale 1 og Socialdemokratiet
9. Den radikale Aage Bennike blev således tungen på vægtskålen og
fik som følge deraf stor indflydelse i byrådsperioden frem til 1925.
Mens Oluf Bech, der havde afløst Edv. Lau i 1916, fortsatte som borgmester
fra 1921, blev socialdemokraten Knud Hansen viceborgmester.
For dette afgav han formandsskabet i Fattigudvalget til skræddermester
H. Jensen fra Venstre.
Hjælpekassen får lønnet medhjælp
I marts 1921 var der valg til Hjælpekassens bestyrelse, og selv om det
var et fredsvalg, skete der en betydelig udskiftning af bestyrelsen. Ny
formand blev drejer H. Chr. Hansen.
Den nye bestyrelse indså, at med de store opgaver, som Hjælpekassen
havde fået pålagt, var det nødvendigt at ændre ved de administrative
forretningsgange og ansætte fast personale. I 1921 bevilgede
Byrådet ansættelse af en forretningsfører, Jens Aksel Paaske Andreasen.
I beretningen for Hjælpekassen for 1921-22 står, at bestyrelsens
overordnede princip for uddelingen af hjælp var, at midlerne ikke
skulle anvendes til faste ugentlige eller månedlige understøttelser,
men at bevillinger kun blev givet for en enkelt gang, og at en fortsættelse
af hjælpen krævede endnu en ansøgning. Om samarbejdet med
det øvrige forsørgelsesvæsen anføres: “Der er etableret et godt og
rationelt samarbejde med Forsørgelsesvæsenet og Alderdomsvæsenet,
hvilket sidste tillige har med enkeunderstøttelsen at gøre. Dette
samarbejde tilsigter ved gensidige meddelelser og oplysninger i
nogen grad at værge sig mod tendentiøse fremstillinger til støtte for
uberettigede krav om hjælp og mod forsøg på at opnå denne fra to
sider på en gang. Samtidig tjener det fælles bestræbelser for ikke at
påføre Kolding Kommune større forsørgelsespligter end højst nødvendigt”.
Hjælpekassens og fattigvæsenets kontorer flyttedes i 1925 til det
ombyggede rådhus. Her fik Fattigvæsenet lokaler i kælderen, mens
Hjælpekassen og administrationen af aldersrenten fik lokaler på
1. sal.
I forbindelse med Byrådets nedsættelse af en såkaldt “sparekommission”
i 1926 beskrev forretningsføreren for Hjælpekassen sine
procedurer: Hver ansøger fik sit eget kartotekskort med oplysninger
om udbetalt hjælp. I regnskabsåret 1921-22 havde der været 2124
andragender om hjælp, og disse var blevet behandlet i 28 bestyrelsesmøder.
Udbetalingerne af hjælp skete som regel en gang om ugen,
sædvanligvis om lørdagen. De, der fik ekstraordinær arbejdsløshedsunderstøttelse,
skulle kontrolleres dagligt. Mange ekspeditioner

Kolding Rådhus set fra Vestergade kort
efter Ernst Petersens ombygning i
1924-25.
bestod i at hjælpe med at udfylde ansøgningsskemaer, henvisninger
til andre områder inden for sociallovgivningen o.s.v.
Den første gang, en form for barselshjælp er nævnt, er i Hjælpekassens
årsberetning for 1923-24. Her omtales det, at der i henhold
til § 29 i Fabriksloven er mulighed for, at Hjælpekassen kan støtte
arbejdende kvinder de første fire uger efter en nedkomst. I beretningen
står blot: “Dette er gjort, når omstændighederne har talt
derfor”.
Aldersrenteloven
Anton Lorenzen, bestyreren på De Gamles Hjem, stod fortsat for
administrationen af alderdomsunderstøttelse til de gamle, som
boede ude i byen. Også han havde fået ekstra hjælp - i form af Hjælpekassens
forretningsfører J.A.P. Andreasen, der havde dette som et
bijob.
I 1921 vedtog Rigsdagen Aldersrenteloven, men Socialdemokraterne
stemte imod. Baggrunden for loven var nemlig, at ved at
indføre faste (og lave) takster kunne man undgå den tendens, der
var begyndt at gøre sig gældende i de større byer til, at alderdomsunderstøttelsen
voksede. Det var dyrt for statskassen, der skulle
yde 1/2 refusion. Det positive ved loven var, at den nu ikke længere
var en almisse, men en retsmæssig ydelse. Samtidig blev aldersgrænsen
for modtagelse af aldersrente sat op fra 60 til 65 år. Dette medførte
til gengæld et større træk på Hjælpekassens ordinære midler.
Det hedder i dennes beretning for 1927-28: “Mens man tidligere
regnede perioden fra 55 til 60 år for den tid, hvor en person på
grund af svigtende arbejdsevne kunne komme til at trænge til en
støtte af Hjælpekassen for at klare sig, til man ved 60 års alderen
kunne få sin aldersrente, er denne periode nu forlænget fra 5 til 10
år”. Byrådet vedtog i 1924 at betale aldersrentenydernes sygekassekontingent,
så det kunne betragtes som såkaldt “uegentlig fattighjælp”,
men pengene blev refunderet af Fattigvæsenet.
Det, der nu hed Aldersrentekontoret, holdt åbent alle hverdage
3-5 eftermiddag. Her blev der skrevet ansøgninger for dem, som ikke
selv kunne og i øvrigt ydet råd og vejledning. Der havde fra juli 1925
til juli 1926 været 1155 sager til behandling om aldersrente og 36
andragender vedr. enkebørn, som også administreredes af Lorenzen.
43

Foto af Fattigvæsenets kontor på
Kolding Rådhus i 1929. Der var god
plads til protokollerne, men ikke til klienterne.
Der var ikke noget, der hed
samtalerum. Andreas Sørensen fortæller
i sine erindringer, at klienten blev sat
ved siden af medhjælperen og i fuld
offentlighed måtte besvare spørgsmål.
Fra venstre ses frk. Elisabeth Jensen,
kontorchef C. Jensen og assistent
Andreas Sørensen.
44
Fattigvæsenets administration
Kolding Kommunes Fattigvæsens Kontor var i 1926 foruden bogholder
H. Nagel bemandet med en assistent, en undersøger og en ikke
fastansat kontorist.
H. Nagel foretog alle udbetalinger og førte forhandlingsprotokollen,
fødselsnoteringsprotokollen og kassebøgerne. Assistent C. Jensen
foretog en del ekspeditioner og udstedte attester, journaliserede
korrespondancen og renskrev regnskaberne. Assistent Andreas
Sørensen “optog afhøringer” over de personer, der henvendte sig på
kontoret om understøttelse, bragte breve ud til fattigudvalgsformanden
til underskrift og alimentationssager til politikontoret m.v.
Endelig foretog undersøger Th. Hansen tilsyn med og undersøgelse
af de fattigunderstøttede ude i byen, optog afhøringer af dem og
transporterede de vagabonder, der var indlagt på Forsørgelsesanstalten
til deres hjemstedskommuner. Siden 1916 havde undersøgeren
været et selvstændigt embede adskilt fra arbejdet som økonom ved
Forsørgelsesanstalten.
Andreas Sørensen, den senere socialinspektør, blev ansat ved fattigvæsenets
kontor i 1921. Han fortæller i 1974 om klientellet dengang:
“Forholdet til klientellet var af en hel anden karakter, end det er i
dag. Klientellet var en underkuet klasse - en flok mennesker, som
ikke havde deres medmenneskers agtelse, fordi de gik på fattigvæsenet
- eller som det hed dengang, da kontoret lå i kælderen, “levede
af kælderen”.
De var tydeligt præget af det. De var selvudslettende. De følte, at
de ikke havde samme værdinormer som andre. De var meget ærbødige,
når de kom. De var i kraft af, at de fik fattighjælp, berøvet deres
stemmeret, og alene det gjorde dem til en slags andenklasses mennesker,
som overhovedet ikke havde indflydelse.

Man havde dengang den skik, at Fattigudvalget holdt møde hver
mandag aften kl. 19, og der kunne klienterne komme og selv fremføre
deres ønsker. Det foregik på den måde, at klientellet samledes ude
i gangen, og fattigvæsenets undersøgere lukkede dem så ind en ad
gangen, og så fik de lov at fremføre deres ønsker for Fattigudvalget.
Det kunne dreje sig om et nyt sæt tøj til en knægt, der skulle konfirmeres,
eller det kunne dreje sig om hjælp til at få en stålvask i orden.
Det kan jo ikke nægtes, at de, der forstod at fremstille deres sager
bedst, hentede mest hjælp, mens de, der var stille og mere beskedne
og havde svært ved at formulere sig, fik mindre eller ingenting. Det
var et underligt marked, kan man godt sige, der blev holdt der hver
mandag aften. Der blev bevilliget 1 krone til sæbe, og der blev bevilliget
et sæt tøj til en konfirmand. Men i så fald kun efter en nærmere
undersøgelse i hjemmet, hvor undersøgeren gik ud og kiggede i klædeskabet
for at se, om der skulle være noget, sådan at det ikke var
nødvendigt, at de fik så meget, som de ønskede. Og der blev også
ved disse fattigudvalgsmøder, hvor folk mødte personligt frem, ofte
bevilliget kontante beløb. Men det var småpenge. 5 - 10 kr. Det var
som regel højden for, hvad der blev udbetalt”.
Bogholder H. Nagel fratrådte den 1. december 1927 efter 31 års
tjeneste på grund af alder og efter ansøgning sin stilling som leder af
fattigvæsenet. Assistent C. Jensen blev konstitueret i stillingen og fastansat
i september 1928, efter at man havde overvejet en sammenlægning
af administrationen af forsørgelsesvæsen, aldersrente og Hjælpekasse.
I 1921 vedtog Rigsdagen en invalideforsikringslov, der betød, at en
person, der havde været medlem af en statsanerkendt sygekasse i et
år og havde en lægeerklæring om, at vedkommendes arbejdsindsats
var nedsat med 1/3, kunne få en invaliderente på 800 kr. Kommunen
kunne få 1/2 statsrefusion.
Arbejdsløshedsforanstaltninger
Fra 1922 fik Hjælpekassen mulighed for at udbetale understøttelse til
arbejdsløse “som Hjælpekassen skønner bør hjælpes uden at henvises
til fattigvæsenet”, og Byrådet stillede 10.000 kr. til rådighed.
Efter er par år, hvor arbejdsløsheden var faldende, forværredes
situationen igen i 1925, og i maj 1927 var der 1200-1300 arbejdsløse i
Kolding. Det faldt sammen med, at loven om ekstraordinær arbejdsløshedsunderstøttelse
ophørte. Hjælpekassen havde da kun mulighed
for at hjælpe de arbejdsløse med kassens ordinære midler.
Der var imidlertid i Byrådet enighed om, at man ville forhindre, at
flere kom under det egentlige fattigvæsen, så det besluttedes at fortsætte
ordningen efter loven om ekstraordinær arbejdsløshedsunderstøttelse
- men nu uden statstilskud.
Byrådet besluttede også at igangsætte såkaldte nødhjælpsarbejder,
der kunne beskæftige nogle af de arbejdsløse, i et samarbejde med
Hjælpekassen, så man undgik, at de kom på fattighjælp. Der blev
foretaget planering af den såkaldte Borgmesterjord syd for Agtrupvej,
der blev gravet en vej gennem Riis Toft fra Kristkirken til Stejlbjergvej,
og der blev iværksat slåning af skærver. Arbejdet blev rationeret
på den måde, at ugifte kunne få to dages arbejde ugentligt,
barnløse gifte og gifte med 1 barn 3 dage, gifte med 2-4 børn 4 dage
og gifte med over 4 børn 5 dage ugentligt. Daglønnen var 7 kr. for en
arbejdsdag på 7 timer. Arbejdet forbeholdtes dem, der havde boet i
byen i mere end et halvt år.
45

Kolding Byråd 1925-1930. Borgmester
Th. Fischer-Nielsen præsiderer. Til højre
for ham ses Aage Bennike og Knud
Hansen. Lige foran døren ses Chr. Eff
og skræddermester H. Jensen, der var
formand for Fattigudvalget 1921-30.
46
Flere borgerlige byrådspolitikere, bl.a. den konservative tømrermester
Oluf Rasmussen, var imidlertid i høj grad modstander af, at
kommunen fortsatte en understøttelse, som staten havde fralagt sig.
Det ville få arbejdsløse til at strømme til byen, og skatteyderne til at
flygte! Hans partifælle konsul Eff imødegik ham med ordene: “Vi er
pligtige til, når en mand ingen føde har, at hjælpe ham. Vi vil undgå,
at det skal ske gennem fattigvæsenet. I stedet for at belaste fattigvæsenets
budget med 20-30 mio. kr., foretrækker vi at slippe med 10-15
mio. gennem Hjælpekassen. Og så samtidig skaffe de hjulpne
adgang til senere at betale tilbage samtidig med, at de undgår demoralisationen”.
I december 1927 blev 1446 anvist til nødhjælpsarbejde.
Da ledigheden faldt i de følgende år, indstilledes nødhjælpsarbejderne,
men de genoptoges i 1931 efter samme retningslinier som i
1927. Arbejdstiden var 7 timer daglig og til normal timeløn. Arbejdet
forbeholdtes de, der havde boet i Kolding i mindst et år. Det nedsatte
udvalgs flertal indstillede, at arbejdet forbeholdtes de familieforsørgere,
der ikke oppebar arbejdsløshedsunderstøttelse, modtog krisehjælp
eller var under fattigforsørgelse.
Den 27. august 1932 afgav Udvalget vedr. hjælp til arbejdsløse, der
var nedsat i juli 1932 med Peter Beirholm som formand, forslag til
takster for krisehjælp. Med de borgerliges stemmer - 11 mod 8 - vedtoges
det, at de, der var medlemmer af en arbejdsløshedskasse, skulle
have fra 12 til 23 kr. gradueret efter, om de var faglærte eller arbejdsmænd,
om de var gift eller ej, og hvor mange børn, de havde. De,
der ikke var medlemmer af arbejdsløshedskasser, fik fra 5 til 12 kr.
Sideløbende hermed ansøgte Dansk Arbejdsmandsforbund gentagne
gange, om kommunen ville betale kontingent til arbejdsløshedskassen
for dem, som ikke selv kunne betale det. Det blev forkastet
med 11 stemmer mod 8. De borgerlige gennemførte også, at tillæg-

Beboere på de Gamles Hjem o. 1930
samlet i Festsalen på øverste etage. I baggrunden
ses bestyrer A. Lorenzen og
hans kone. Han var tillige sekretær og
undersøger for Alderdomsunderstøttelsesudvalget.
Fra 1921 fik han også
vederlag som sekretær for funktioner
vedr. lov om understøttelse til børn af
enker.
get til børn af fattigunderstøttede blev nedsat fra 2 kr. til 1,50 kr. pr.
barn. De fattigunderstøttede var i det hele taget helt udstødte. I 1933
anmodede 200 “kommunalunderstøttede” Byrådet om produktivt
arbejde til tarifmæssig betaling, så de kunne betale for indtrædelse i
en fagforening, og derved få chancen for at komme bort fra fattigvæsenet.
Skulle dette ikke kunne bevilges, anmodede de om, at deres
understøttelse blev hævet til det tidligere niveau: 12 kr. pr. uge for
mand og hustru, 3 kr. ugentlig for det første barn og 2 kr. for hver af
de efterfølgende børn. Socialdemokraterne i Fattigudvalget indstillede,
at der betaltes et større tillæg til børn af fattigunderstøttede, men
udvalgets flertal med Fattigudvalgets formand, rentier M. Strunge i
spidsen afviste pure kravene.
47

Peter Beirholm var socialudvalgsformand
1933-1937. Han blev siden borgmester
fra 1950 til 1962.
48
Fra socialreform til
kommunesammenlægning
Socialreformens idemand var kontorchef i Frederiksberg Kommunes
fattigvæsen og medlem af Landstinget for Socialdemokratiet, K.K.
Steincke. Allerede i 1912 kan man i bogen “Almisser og rettigheder”
læse hans synspunkter om det eksisterende sociale system. Han
mente, at det var forkert at give fattighjælp efter Fattigudvalgets eller
Alderdomsunderstøttelsesudvalgets skøn. Hermed kunne ansøgeren
kun opfatte det sådan, at han måtte ydmyge sig for at få hjælp, og det
svækkede hans/hendes selvfølelse. Hvis man i stedet satte faste
takster for den offentlige hjælp, ville ansøgeren opfatte det som en
ret at få hjælp, og det ville få ham/hende til at tage ansvar for sit eget
liv og sætte grænser for, hvad de ville forlange af systemet.
Steincke anfægtede også Hjælpekassernes sondring mellem de
værdige og de uværdige trængende, der i virkeligheden snarere var
et spørgsmål om ansøgerne havde brug for lidt eller meget hjælp,
end om vedkommende virkelig fortjente det.
I 1920erne nedsatte socialminister Frederik Borgbjerg en socialkommission,
der skulle komme med forslag til forenklinger i den
efterhånden temmelig komplicerede sociallovgivning, der blev administreret
af en lang række forskellige organer - byrådet, hjælpekassebestyrelsen,
værgerådet, arbejdsløshedskasserne og sygekasserne.
Desuden betød alene fastlæggelsen af, hvor den enkelte ansøger var
forsørgelsesberettiget, et meget stort arbejde for kommunernes fattigudvalg.
Socialkommissionen blev imidlertid stillet i bero af den
efterfølgende Venstreregering. Da K.K. Steincke i 1929 blev socialminister,
opløste han Socialkommissionen og satte i stedet et antal
ministerielle udvalg i gang med arbejdet. De fremlagde i 1929 og
1930 en række sociale reformforslag for Rigsdagen.
Disse reformforslag var en forenklet version af de udviklingstendenser,
der i de foregående år havde vist sig ved administrationen af
de eksisterende love. Hertil kom, at krisen i de første år af 1930erne
understregede behovet for, at staten greb ind og støttede den kommunale
socialforsorg. I 1931 var vedtaget en række love om hjælp til
de arbejdsløse og de dårligst stillede landmænd. Steincke brugte
også som argument for sin sociallovgivning, at den var nødvendig for
at beskytte samfundet mod uro og proletarisering.
Socialreformen i 1933
Mere end 50 forskellige love blev samlet i fire hovedlove, der blev
vedtaget i maj 1933 og trådte i kraft den 1. oktober 1933: Folkeforsikringsloven,
der omfattede sygeforsikring samt alders- og invaliderente,
Ulykkesforsikringsloven, Lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring
og Lov om offentlig forsorg. Lovkomplekset betød en
udvidet anvendelse af retsprincippet på bekostning af skønsprincippet,
og selvforsikringsprincippet blev også slået fast. Socialhjælp
skulle ikke længere være en almisse, men en erstatningsydelse, en
selverhvervet rettighed, når bestemte betingelser var opfyldt. I folks
øjne havde sociallovgivningen dog stadig noget af almissens karakter.
På dette tidspunkt søgte ca. 25 % af de, der var berettiget til det, ikke
aldersrente.

C. Jensen, fattiginspektør fra 1927,
socialinspektør fra 1933 til han gik på
pension i 1945.
Fattighjælpen og støtte fra Hjælpekassen blev samlet i Lov om
social forsorg, hvorefter der kunne ydes tre former for hjælp:
1) Særhjælp, der blev givet i tilfælde, hvor den pågældende var
kommet i nød uden egen skyld, f.eks kronisk syge, tuberkuløse
o. lign. Hjælpen skulle ikke tilbagebetales og medførte ikke tab af
valgret.
2) Kommunehjælp, hvor den pågældende kunne siges at være delvis
skyld i egen nød ved eksempelvis ikke at være forsikret. Denne
form for hjælp skulle tilbagebetales, og valgretten kunne blive frataget,
hvis ansøgeren ikke viste vilje til at klare sig selv.
3) Fattighjælp, der kunne bevilges dem, der selvforskyldt var
kommet i nød - vagabonder, alkoholikere og forsømmelige forsørgere.
De mistede deres borgerlige rettigheder, dog fik de nu lov
til at gifte sig uden Byrådets samtykke, men de kunne anbringes
på tvangsarbejdsanstalt.
Socialudvalg, Børneværnsudvalg, Socialkontor
Administrationen af de nye love blev på lokalt plan samlet i Socialudvalget
i Kolding med 9 medlemmer. Fabrikant Peter Beirholm blev
den første socialudvalgsformand. Han havde været medlem af Seest
Sogneråd fra 1927-30 og var i 1930 efter indlemmelsen af bl.a. en del
af Seest i Kolding Købstad, blevet medlem af Kolding Byråd og af Fattigudvalget.
Fra 1933 fik socialudvalgsformanden et honorar for sit
arbejde.
Som et underudvalg under Socialudvalget skulle oprettes et Børneværnsudvalg.
Socialudvalgets formand skulle også være formand
for Børneværnsudvalget eller i hvert fald medlem. Flertallet i Børneværnsudvalget
skulle være byrådsmedlemmer, men det “kan tiltrædes
af enkelte af kommunalbestyrelsen uden for dens midte valgte
personer, som må antages at være i besiddelse af indsigt i børneforsorg”,
som det hed i Socialministeriets cirkulære af 20. maj 1933.
Børneværnsudvalget fik P. Beirholm som formand og kom til at bestå
af 5 byrådsmedlemmer og 4 valgt uden for Byrådet, nemlig købmand
Johs. Aagaard, Kirstine Sørensen, Anine Lind og dommerfuldmægtig
M. Hviid.
Det blev understreget, at administrationen af den offentlige
forsorg varetoges af Byrådet. Den måtte ikke overdrages til andre,
private eller offentlige institutioner.
Leder af Socialkontoret, sekretariat og forvaltning for det nye socialudvalg
blev den tidligere kontorchef ved fattigvæsenet, C. Jensen,
nu med titel af socialinspektør. Som fuldmægtig ansattes tidligere
fuldmægtig ved Hjælpekassen, J.A.P. Andreasen. Inspektøren havde
over for Byrådet og Socialudvalget ansvaret for, at administrationen
lededes i overensstemmelse med Udvalgets (Byrådets) vedtagelser og
efter de i loven givne retningslinier i de tilfælde, hvor hjælpen udelukkende
beroede på beregning (alders- og invaliderente og børnebidrag).
I inspektørens forfald var fuldmægtigen stedfortræder.
Som kasserer ved Socialkontoret nyansattes Einar Overgaard, der
kom fra en stilling som overassistent ved Troldhedebanen. Denne
stilling havde egentlig været tiltænkt Andreas Sørensen, men han
havde søgt og fået stilling som socialinspektør i Middelfart. Nyansat
blev også tidl. handelsagent Eduard Rasmussen, der havde været
medlem af Hjælpekassens bestyrelse i en årrække, de sidste 4 år dens
formand og trafikassistent V. Schmidt. Socialudvalgets socialdemo-
49

Kirstine Sørensen havde en lang karriere
inden for socialvæsenet i Kolding. Hun
var medlem af Fattigudvalget 1913-
1925 og 1928-1930. Hun var under
første verdenskrig formand for Folkekøkkenet
og fra o. 1930 tilsynsførende for
Børneværnet.
50
kratiske medlemmer protesterede skriftligt mod ansættelsen af de to
sidstnævnte, men de blev ansat. Einar Overgaard fik ledelsen af bogholderiet,
E. Rasmussen af børnebidragskontoret og V.Schmidt stod
for udbetalingerne af alders- og invaliderente samt enkebørnsbidrag.
Assistent Elisabeth Jensen, der var begyndt som elev ved Fattigvæsenet
i 1920erne, tog sig af administrationen for Børneværnet. I 1933
blev socialinspektøren administrativt ansvarlig for børnetilsyn, forebyggende
foranstaltninger for børn og anbringelse evt. fjernelse af
børn og unge fra hjemmet. Tilsyn i hjemmene varetoges af Kirstine
Sørensen for den sydlige bydel og Karen Lauridsen for den nordlige
bydel, for hvilket de fik et vederlag. De skulle besøge hjem, hvor der
var usikkerhed om børns vilkår og hjem, hvor der var mødre, hvis
børn fik udbetalt børnebidrag fra det offentlige.
En afgørende ændring i Socialudvalgets og Socialkontorets
arbejde var, at det gamle forsørgelseskommunebegreb blev opgivet
til fordel for et system med mellemkommunal refusion. Gennem Det
mellemkommunale Refusionsforbund fordeltes en del af kommunernes
sociale udgifter, således at kommuner med et svagt skattegrundlag
fik overført midler fra bedrestillede kommuner. Hermed
blev den statslige styring af det sociale område større, idet der øvedes
statslig tilsyn med refusionsreglerne.
Steinckes socialreform understregede i endnu højere grad end før
socialforsikringsprincippet. Statstilskuddet til de frivillige syge-,
arbejdsløsheds- og invalideforsikringer havde allerede før reformen
tilskyndet mere end halvdelen af befolkningen til medlemskab, og
nu blev det en betingelse for modtagelse af aldersrente, at ansøgeren
i det mindste var passivt medlem af en sygekasse. Aldersrenten var
fortsat rent skattefinansieret, og kommunerne kunne yde kontingenthjælp
til trængende i medfør af Forsorgsloven.
De øgede statstilskud til forsikringsordningerne førte til en forskydning
i byrdefordelingen mellem stat og kommune. Mens kommunerne
i 1932/33 havde stået for 65 % af de sociale udgifter, var
disse i 1933/34 nogenlunde ligeligt fordelt mellem stat og kommune,
og i 1938/39 stod staten for næsten 60%. I 1960 finansierede
staten 77% af socialudgifterne og kommunerne nu kun 23%.
Selv om kvinder havde fået valgret, var de efter 1933 ikke ligestillet
med mændene, hvad angik sociale ydelser. En enlig kvinde fik lavere
aldersrente end en enlig mand. Først i 1950 blev de ligestillet. Samlevende
ægtefæller fik kun 1 1 ⁄2 aldersrente ud fra det princip, at to, der
levede sammen, havde færre husholdningsudgifter.
De første virkninger af Socialreformen
Det nye lovkompleks blev vedtaget midt i en krisetid, og det betød, at
de sociale udgifter især til kommunehjælp og arbejdsløshedsunderstøttelse
steg voldsomt, fra 1934/35 til 1938/39 med 40% i gennemsnit
for hele landet. Mange politikere karakteriserede dette som
udtryk for en stigende “understøttelsesmentalitet”, men det var i høj
grad byrådspolitikerne, der bestemte niveauet. Beslutningen, om
hvorvidt ansøgeren til socialhjælp var værdigt trængende eller selvforskyldt
var kommet i en trangsituation, blev i langt de fleste tilfælde
overladt til de folkevalgte. Endnu på dette tidspunkt var det kun
de mindre sager, som Socialkontorets medarbejdere selv kunne tage
bestemmelse om.
Under borgmester Valdemar Juhls konservative ledelse blev de
sociale udgifter frem til 1937 holdt på et beskedent niveau, selv om

Knud Hansen afsluttede sin lange socialpolitiske
karriere i en alder af 71 med
at blive borgmester i Kolding 1937-
1943.
Aldersrenteboligerne på Ndr. Ringvej.
Foto fra ca. 1950.
byens økonomi var blevet betydeligt forbedret efter indlemmelsen af
de bymæssigt bebyggede dele af Bramdrup, Seest, Vonsild og Dalby
sogne samt Kolding Landsogn i 1930. I 1931-32 var de samlede udgifter
på socialområdet inkl. Hjælpekassens udgifter 775.539 kr., i
1932-33 1.408.660 kr., men i 1936-37 kun 979.734 kr. netto svarende
til 41 kr. 67 øre pr. indbygger i Kolding Købstad.
Ved valget i 1937 blev der imidlertid for første gang i Koldings historie
“rødt flertal” i Byrådet, idet Socialdemokraterne fik 11 mandater,
de borgerlige tilsammen 10 mandater. Til borgmester valgtes den
71-årige Knud Hansen, der mere end nogen anden havde kæmpet
for bedre vilkår for de socialt svage i byen som redaktør af Kolding
Social-Demokrat, som byrådsmedlem i 31 år og folketingsmand i 17
år. Da han blev borgmester, trådte han tilbage både som redaktør og
som folketingsmand.
Som ny socialudvalgsformand valgtes tekstilarbejder Ejner Christensen.
Han afløstes i 1942 af skolebetjent Aage Petersen Elling og i
1943 blev han afløst af C. Gossmann.
Byggeriet af de første aldersrenteboliger blev gennemført i Knud
Hansens borgmestertid kort efter, at der var skabt lovhjemmel for
det. Da man tog beslutning om byggeriet af de første var der bred
enighed i Byrådet, men de efterfølgende fire komplekser stemte kun
socialdemokraterne for. Der byggedes på Ndr. Ringvej, Gramrolighed
og Frydsvej. Samtidig udvidedes De Gamles Hjem i 1937 og
1939.
Efter den store arbejdsløshed i begyndelsen af 1930erne var der
allerede i midten af 1930erne sket en forbedring af beskæftigelsessituationen
i Kolding. I slutningen af 1930erne steg ledigheden
igen, og der gennemførtes et antal nødhjælpsarbejder, bl.a. udvidelse
af Fynsvej og Vejlevej, opfyldning af Vifdam og af et areal på
havnens nordside. Krigen gjorde sit til at fjerne arbejdsløsheden, da
der også nu blev brug for de “tungere” arbejdsløse til bl.a. at grave
tørv og brunkul. Der skete samtidig en kraftig vækst i tilslutningen til
arbejdsløshedskasserne. I 1930 var ca. 30% af arbejdsstyrken arbejdsløshedsforsikret,
i 1950 var tallet oppe på 50 %.
51

Tekstilarbejder Einer Christensen var
socialudvalgsforrmand 1937-42.
Maskinarbejder C. Gossmann var socialudvalgsformand
1943-1958. Foto fra
1951 af O. Fischer-Nielsen.
52
De unge, der havde opbrugt deres understøttelse, kunne efter
Socialudvalgets beslutning af 4. december 1933 beskæftiges med planeringsarbejder
o.lign. Det blev for deres vedkommende kombineret
med undervisning og sport 3 timer dagligt. Senere socialudvalgsformand
Svend Christensen var en af dem, der klarede sig igennem på
denne måde.
Særlige opgaver under besættelsen
Der blev også i krigsårene 1940-1945 vedtaget love af social karakter,
der skulle lette tilværelsen for de mindst bemidlede. Der kom bl.a.
en lov om tilskud til køb af levnedsmidler - okse- og svinekød og fisk
og rabatmærker ved køb af smør. De nærmere retningslinier var
fastsat dels i lovgivningen og dels af Socialudvalget, og det blev overdraget
Forsorgskontoret at administrere ordningen. Kriterierne for
udleveringen var dels familiens økonomiske forhold og dels familiens
størrelse, eksempelvis kunne ægtepar, hvor manden kun havde
arbejdsløshedsunderstøttelse, få del i mærkerne, og jo flere børn jo
flere mærker. Rentenydere fik også disse mærker udleveret sammen
med den ordinære månedlige udbetaling uden ansøgning. Mærkerne
blev så indløst af de handlende ved Socialkontorets kasse en gang
om ugen.
Svend Eriksen, der var ansat på Socialforvaltningen fra 1. maj
1940, til han i 1985 gik af som leder af Omsorgsafdelingen, fortæller,
at Forsorgskontoret ofte under krigen blev sat til at hjælpe med forskellige
særlige foranstaltninger. F.eks. fik en kreds af husmødre en
ekstra tildeling af det rationerede sukker, da de havde skaffet en del
frugt, så de kunne koge marmelade til udlevering til bl.a. rentenydere.
Kogningen af marmeladen fandt sted i FDB’s bolsjeafdeling,
der ikke var i gang på grund af mangel på råvarer. Udleveringen
fandt også sted derfra med hjælp af Forsorgskontorets personale.
Rentenyderne skulle selv medbringe emballage. Den medbragte
emballage var ikke altid hygiejnisk. En aldersrentenyder, som blev
kaldt “tjæremanden” kom med en spand, hvor der sad rester af
tjære. I Kolding Havn lå en damper “Normandiet”, der blev “lukket
inde” den 9. april 1940. Provianten her blev stillet til Kolding Kommunes
rådighed, og en del heraf uddelt til rentenydere. Det drejede
sig bl.a. om ret store stykker kød og flæsk, der måtte skæres i stykker,
og kontorfolkene var bestemt ikke udlært i slagterfaget, så det blev
derefter.
Efter krigens afslutning kom der tøjgaver til de “nødlidende danskere”
bl.a. fra USA. Det var hovedsageligt brugt, men pænt tøj, og
også en del nyt, bl.a. flere kasser med slips. Giverne havde udtrykt
ønske om, at især frihedskæmperne skulle nyde godt af gaverne,
men disse syntes ikke, at det var slips, de havde mest brug for. Forsorgskontoret
deltog også i uddeling af Kolding Kommunes beredskabslager
af koks. Efter krigsafslutningen den 5. maj 1945 blev der
oprettet et kontor for særlige anliggender med henblik på at yde
hjælp til de familier, hvis forsørgere havde deltaget i modstandskampen
og/eller havde været i koncentrationslejr, og som enten ikke var
kommet hjem endnu, eller efter hjemkomsten var uarbejdsdygtige af
forskellige årsager, havde behov for støtte til tandlægeregninger o.
lign. Socialudvalgsformanden, fra 1943 til 1958 var maskinarbejder
C. Gossmann, sad i bestyrelsen, og fuldmægtig J.A.P. Andreasen var
sekretær for udvalget.

Andreas Sørensen blev socialinspektør i
november 1945 og var i stillingen til
1973. Foto fra 1958 af Peter Thastum.
Næstkommanderende C.D. Olesen,
ansat i Socialforvaltningen 1933-1974.
Assistent Svend Eriksen i gang med at
gøre klar til udbetaling af forsorgshjælp.
Foto fra 1951 af O. Fischer-Nielsen.
Kommunehjælp, særhjælp m.v.
Mens en række sociale ydelser efter Socialreformen blev rene ekspeditionssager,
var der stadig en række sager, der krævede kontorets og
Socialudvalgets skøn og overvejelser over, hvordan man kunne
hjælpe bestemte grupper af mennesker til at klare sig selv. Det afgørende
nye var nu, at Socialudvalget ikke længere selv mødte klienterne,
men behandlede sagerne efter skriftlige ansøgninger. Systemet
virkede nu mindre ydmygende og betydelig mere retfærdigt og konsekvent,
vurderer den senere socialinspektør Andreas Sørensen.
Svend Eriksen fortæller, at de, der søgte hjælp, skrev en ansøgning
om mandagen, udvalget behandlede den om onsdagen, og udbetalingen
skete om fredagen. Men der var også dem, der ikke kunne
finde ud af at skrive en ansøgning og bare kom om onsdagen, som
de plejede.
Det var i følge en arbejdsbeskrivelse fra 1937 kontorets fuldmægtig,
der havde ansvar for, at der optoges afhøring af alle nye ansøgere,
og at afhøringsskemaerne blev således udfyldt, at udvalget efter
besvarelserne ville være i stand til at foretage afgørelser i sagerne.
Der skulle også foretages nye afhøringer af personer, der igennem
lang tid havde modtaget hjælp. Råd og vejledning til ansøgerne
måtte kun gives af fuldmægtigen. Denne kunne også på inspektørens
vegne foretage bevillinger af sygekassekontingenter.
Efter at forholdene var faldet til ro efter krigen, skete der en stor
udvikling i den sociale sektor. Der blev vedtaget love af Rigsdagen,
der gav mulighed for at yde særhjælp til visse persongrupper, f. eks.
de, der var ramt af tuberkulose, men også til indkaldte soldater. Der
var ikke indkaldt danske soldater i den sidste del af krigsperioden, og
der var derfor mange gifte, der nu skulle aftjene deres værnepligt.
Der var også mulighed for at yde hjælp, hvis der var børn eller ventedes
børn i ægteskabet, men også enlige kunne få hjælp eksempelvis
til betaling af diverse forsikringer.
Den fortsatte udvikling af den social sektor blev også årsag til, at
man satsede på at give de ansatte bedre uddannelse således, at de var
i stand til at give borgerne en bedre service. De kom på de såkaldte
kommunale grundkurser, der skulle give deltagerne bedre viden om
den offentlige sektor i almindelighed og visse tjenestegrene - skattevæsen,
regnskabsvæsen og socialvæsen i særdeleshed.
Uddannelsen til socialrådgiver gik tilbage til 1920erne, hvor der
først havde vist sig behov for en særlig viden om sindslidendes
behandling, og sidenhen om de muligheder, der var inden for det
samlede social- og sundhedsvæsen inspireret af den engelske tradition
for anvendelse af “social workers”. For at blive uddannet til socialrådgiver
måtte eleverne være i praktik i en af de sociale institutioner
eller på socialkontorer. Frem til 1966 havde Socialkontoret i
Kolding 19 kvindelige og mandlige praktikanter i nogle måneder ad
gangen, fortæller S. Eriksen.
Klienterne til kommunehjælp og fattighjælp tilhørte dengang, vurderer
Andreas Sørensen, der var ansat ved socialvæsenet fra 1921 til
1973, for de allerflestes vedkommende sinkegruppen, der på
forhånd var dårligt udrustede, både åndeligt og fysisk. Mange af dem
havde svært ved at læse og skrive og stod altid bagest i køen, når der
blev udbudt arbejde. Først med ordninger som revalidering og
beskyttet arbejde blev der gjort noget for dem.
Da man i midten af 1950erne overvejede oprettelsen af Socialforskningsinstituttet,
der blev virkeliggjort i 1958, foreslog Andreas
53

Afhøring af klienterne foregik ved denne
plads i 1951. Foto O. Fischer-Nielsen.
Den konservative Walter Petersen var
socialudvalgformand 1958-1962.
Foto fra 1966 af N. Lisberg.
Elarbejder Svend Christensen var socialudvalgsformand
1962-1970.
Foto fra 1966 af N. Lisberg
54
Sørensen, at spørgsmålet om, i hvor høj grad sinker fik kommunehjælp,
blev undersøgt, og om man ikke kunne hjælpe dem til indpasning
i erhvervslivet ved erhvervsvejledning, omskoling og arbejdsanvisning.
Det var også Socialudvalgets erfaring, skrev han, at det var de
samme mennesker, der år efter år opbrugte deres ordinære arbejdsløshedsunderstøttelse,
så de skulle hjælpes af kommunen. Det måtte
være værd at undersøge, om ikke også de kunne få bedre vejledning
af arbejdsanvisningen og evt. omskoles. Inden for børneforsorgen
følte man savnet af behandlingshjem for psykotiske børn, og man
ville henlede opmærksomheden på, at lovreglerne til afhjælpning af
alkoholisme og narkomani ikke var fyldestgørende, og at der savnedes
en mere effektiv behandling af denne gruppe personer. Det var i
september 1955.
Forsorgshjemmet »Overmarksgården« blev i 1935 et amtsforsorgshjem
efter en overenskomst mellem Kolding Kommune, Vejle Amt
og samtlige kommuner i Vejle Amt. Socialudvalget i Kolding stod
fortsat for den daglige ledelse.
Samtidig med de bedre økonomiske forhold i slutningen af 1950erne
begyndte de mere dynamiske socialinspektører selv at tage initiativer
over for politikerne i socialudvalgene med et ønske om at give
en mere serviceorienteret bistand. Politikerne i socialudvalgene var
også godt med. De deltog i landsdækkende møder med andre socialudvalgsmedlemmer,
hvor generelle problemer blev debatteret, og de
tog også på kurser for at blive klogere. Den konservative Walter
Petersen afløste C. Gossmann som socialudvalgsformand i 1958, og
han efterfulgtes i 1962 af elarbejder Svend Christensen, da socialdemokraten
Peter Ravn blev borgmester.
Svend Christensen fortæller i sine erindringer, at da han tog på
kursus for nye socialudvalgsformænd på Den kommunale Højskole,
troede han, at han vidste det hele i forvejen, men han blev klogere.
Da han kom tilbage, blev sagerne behandlet ikke efter rutinen, men
med skelen også til andre paragraffer end dem, der normalt brugtes.
Han skriver, at arbejdet i Socialudvalget aldrig blev rutine, og at han
lærte, at den enkelte skal behandles bedst muligt inden for lovens
rammer. Hans motto som socialudvalgsformand var:”Du skal have
sympati for den usympatiske”. Folk skulle behandles korrekt og ens,
uagtet de kunne være ubehagelige og frække over for personalet.
En konsekvens af den større forståelse for de sociale problemer
og årsagerne til dem både hos socialudvalgsmedlemmer og socialinspektører
og deres ansatte medførte, at de sociale ydelser bredte sig
til en stadig større del af befolkningen. Socialreformen havde haft til
hensigt at give de mindrebemidlede et sikkerhedsnet - og dette sikkerhedsnet
udvidedes til stadig flere grupper i samfundet.
Sundhedspleje og familiepolitik
I 1937 vedtoges en lov, der gav statstilskud til kommuner, der ansatte
sundhedsplejersker. Fra centralt hold så man med stadig større
bekymring på den høje spædbørnsdødelighed, som man ville modvirke
ved vejledning af sundhedsplejersker.
Kolding Kommune var en af de første kommuner, der tog Lov nr.
85 af 31. marts 1937 om “Bekæmpelse af sygelighed og dødelighed
blandt børn i de første leveår” i anvendelse. Allerede i august 1937
foreslog Anine Lind, der var socialdemokratisk byrådsmedlem og
medlem af både Socialudvalget og Børneværnsudvalget, at der ansattes
en sundhedsplejerske, og sygeplejerske Ingeborg Lunden

Sundhedsplejerske Ingeborg Lunden fotograferet
i 1958 af Peter Thastum.
Foto fra Vuggestuen i Skolegade, ca.
1950.
begyndte arbejdet den 1. januar 1938. Hun tog på besøg i hjemmene
og vejledte om ernæring og pasning af børnene. Ingeborg Lunden
fik et halvt år efter ansættelsen mulighed at følge den særlige uddannelse
for sundhedsplejersker, der var oprettet på Århus Universitet,
mod at forpligte sig til at blive i Kolding i 5 år. Hun fik halv løn
under kurset, der varede i 9 måneder. Ellen Løwert fungerede som
vikar og blev selv fastansat i 1943. Fra april 1954 blev spædbørns- og
skolesundhedsplejen administreret sammen.
Med indførelse af sundhedsplejen ydede Socialkontoret for første
gang service til en gruppe af mennesker i kommunen uden hensyntagen
til, om de var ubemidlede eller ikke.
I 1939 oprettedes Mødrehjælpen, der blev organiseret som lokale
statslige institutioner. For ansættelse på disse institutioner var det et
krav, at man havde gennemgået den nye socialrådgiveruddannelse.
I juli 1946 kom der lov om, at der kunne ydes svangre kvinder en
1/2 liter sødmælk dagligt efter forløbet af 3. svangerskabsmåned og
efter fødslen 1 liter dagligt i barnets første 6 levemåneder. Mælken
ydedes ved tildeling af kort, der indtil 1. august 1966 blev uddelt
gennem Mødrehjælpen. Senere overtog Socialkontoret uddelingen.
Der var ligeledes mellem Kolding Byråd og Sygekassernes fælles
hjemmesygepleje den 1. marts 1947 etableret husmoderafløsning,
der kunne iværksættes i hjem, hvor husmoderen var syg enten
hjemme eller på hospital, såfremt der var mindst 1 barn under 15 år.
Ordningen, der blev delvist finansieret af beskæftigelseslovgivningen,
var gratis for personer, der betalte under 130 kr. årligt i statsskat,
mens de, der var over denne grænse, måtte betale hjælpen med op
til 2/3 af lønudgiften.
Den kommunale sygepleje blev oprettet sidst i 1940erne. Det var
ment som en forebyggende foranstaltning for at opretholde sygdomsramte
familiers sammenhold og trivsel. Eksempelvis kan
nævnes, at der i 1949-1950 blev aflagt besøg i hjemmet med 170 dagog
12 natbesøg og i alt 3498 sygedagsudgifter beløb sig til 10.322,22
kr. I 1958 blev der indgået overenskomst mellem Socialudvalget og
Sygekassen, hvorefter Sygekassen administrerede Hjemmesygeplejen.
Hjemmesygeplejen lededes af et udvalg på 7 medlemmer, hvor 4
var valgt af Byrådet blandt Socialudvalgets medlemmer.
Daginstitutioner for børn og dagplejeordning
De første daginstitutioner i Kolding var Kolding Børneasyl, Kolding
Børnehjem, Børnenes Vels Vuggestuen i Skolegade og Børnenes Vels
Fritidshjem. De var, som tidligere nævnt, alle drevet af private foreninger.
Den første kommunale daginstitution var Børnehaven på Haderslevvej,
der blev taget i brug 20. januar 1944 og var oprettet på initiativ
af samtlige kvindeforeninger i Kolding. Den efterfulgtes i 1951 af
Vuggestuen på Agtrupvej 47. I 1954 åbnede børnehjemmet Bellevue,
beliggende Læssøegade 6 med 12 pladser til børn i alderen 2-14 år.
Fra slutningen af 1950erne kom der en stor vækst i antallet af nye
daginstitutioner kraftigt understøttet af, at staten betalte 70% til
driftsudgifterne, hvis kommunen selv betalte 30%. Behovet for at få
kvinderne ud på arbejdsmarkedet var stort. I 1964 blev det ved lov
pålagt kommunerne at sikre, at de fornødne daginstitutioner og socialpædagogiske
fritidsforanstaltninger var til stede. I Kolding var man
allerede i gang med at sikre dette. Børnehaven Sct. Jørgensgade 5
åbnede 1. marts 1965, Børnehaven Frederik 7 Vej 16. januar 1966,
55

Foto af Børnehaven på Haderslevvej,
ca. 1950.
56
der havde en specielt indrettet afdeling for handicappede børn. Fritidshjemmet
Frederik 7 Vej 1. februar 1966, Fritidshjemmet Junghansvej
i 1968. Alle disse var rent kommunale institutioner. Desuden
gav man kommunal støtte til privat oprettede daginstitutioner. I perioden
1962-70 syv børnehaver, en vuggestue, to fritidshjem og tre
fritidsklubber. Det kommunale børneværn havde pligt til at føre
kontrol med daginstitutionerne.
Der var også sket en ændring i holdningen til børneinstitutionerne.
Hvor det i 1940erne betragtedes som en beklagelig nødvendighed,
hvis mødrene ikke kunne blive hjemme hos deres børn og selv
opdrage dem, mente mange nu, at alle børn burde have mulighed
for at komme på børne- og ungdomsinstitutioner alene ud fra pædagogiske
hensyn.
Specielt for børn i vuggestuealderen var der alt for få pladser på
institutionerne, og der oprettedes derfor i 1966 en dagplejeordning
med plads til 15 børn fra 1/2 til 3 år. I 1969 udvidedes ordningen til
50 børn.
Dagplejen blev oprettet i tilknytning til vuggestuen på Agtrupvej
og dennes leder, Martha Poulsen, var også leder af dagplejen. Fra
1970 var hun alene leder af dagplejen.
Børneforsorgen havde i efterkrigstiden ændret karakter fra at
være en tvangsforanstaltning til at være et tilbud til familierne, og
man viste stadig større tilbageholdenhed med tvangsfjernelse af børn
fra hjemmet.

Borgmester Peter Ravn og socialudvalgsformand
Svend Christensen på nytårsbesøg
på Låsbyhøj, december 1966. Svend
Christensen taler med plejehjemsleder,
Jacob Larsen. Foto N. Lisberg.
Ældreforsorgen
Pensionistboliger (aldersrenteboliger) med lejligheder for folke- og
invalidepensionister var allerede bygget før krigen. De første boliger
(Ndr. Ringvej 2-12) var taget i brug i 1938, og der toges nye boliger i
brug i 1939/41 ved Gramrolighed. De fire første boliger indeholdt
36 boliger pr. blok for ægtepar og enlige. Lejlighederne var ret små,
52 m 2 , entre, toilet, stue med alkove og køkken. I 1943 blev næste
bolig taget i brug (Stejlbjergvej) med 24 boliger og i 1944, 1947,
1948 Agtrupvej med i alt 60 boliger. I 1951-1952 121 lejligheder samt
en tjenestebolig i Bjælderbæk/Skydebanen. De sidste ældreboliger
toges i brug 1956-1964 på Violvej med 90 1-værelses og 44 2-værelses
boliger. Boligstøtteloven åbnede nu også adgang til at yde huslejetilskud
til invalide-, enke- og folkepensionister, der boede i ejendomme
opført af sociale boligselskaber, således at huslejen blev den samme
som i de kommunale pensionistboliger. I Socialkontorets beretning
for 1961-62 nævnes, at behovet for pensionistboliger fortsat var stort,
idet der pr. 1. november 1962 var 171 ansøgere på venteliste til disse
boliger.
En stor udvidelse af De Gamles Hjem (Låsbyhøj) stod færdig i
1950, da en helt ny fjerde fløj blev føjet til bygningen. I forbindelse
med udvidelsen blev hele hjemmet gennemgribende moderniseret.
I 1953 købte Kolding Kommune en grund ved Tvedvej for at kunne
bygge et nyt alderdomshjem, men det blev udskudt på ubestemt tid
p.g.a. hjemmehjælpsordningen.
57

Assistenterne Poul Rasmussen og Orla
Buch klar til udbetaling af aldersrente.
Foto fra 1951 af O. Fischer-Nielsen.
Plejehjemmet Højegården indviedes i
1968 med plads til 36 beboere i enkeltværelser
og 4 dobbeltværelser til ægtepar.
Få år efter var det udvidet til 62 beboere.
Efter ældredebatten i 1988-89 fik Højegården
åbent dagcenter, og i januar
1992 blev Højegården administrativt
center for Distrikt Nord.
58
I 1961 blev De Gamles Hjem, nu Låsbyhøj, igen moderniseret og
havde derefter 72 pladser på sygeafdelingen og 96 pladser på plejeafdelingen.
Socialudvalget i Kolding besluttede i 1956 at yde hjemmehjælp til
folke- og invalidepensionister til indkøb, madlavning og rengøring.
Fra 1958 fik kommunen også statstilskud til hjælp til ældre, der
ønskede at blive boende i eget hjem. Ud fra et økonomisk synspunkt
var det også billigere end at bygge plejehjem. I Kolding byggede man
også et plejehjem, Højegården på Baldersvej, der indviedes i 1968.
Der ansattes samtidig en ergoterapeut til at beskæftige de ældre. Fra
1969 blev hjemmehjælpsordninger gjort obligatoriske for kommunerne.
I 1956 genneførtes loven om folkepension, efter at en kommission
siden 1948 havde arbejdet med spørgsmålet. Fra 1957 kunne alle,
der var fyldt 69 år, uanset indtægt og formue modtage folkepensionens
mindstebeløb. Den indtægtsbestemte folkepension kunne ydes
til alle over 67 år, for enlige kvinder dog 62 år. Hertil kom et tillæg,
der var indtægtsbestemt. Den maksimale ydelse blev noget større
end den tidligere aldersrente. I 1955 før lovens vedtagelse tog 60 %
af de aldersrenteberettigede mod tilbuddet, i 1959 hentede 70%
deres folkepension. Man skulle søge om at få folkepension, og
endnu på dette tidspunkt var der mange, der ikke søgte, selv om det
var deres ret. I 1964 vedtoges det, at alle over 67 år fra 1970 skulle
have et ensartet grundbeløb. Hermed var skridtet gjort fra en trangsbestemt
pension til en almen rettighed for alle borgere.
Lov om offentlig forsorg 1961, revalidering m.v.
Fra begyndelsen af 1960erne betød den stigende velstand i hele
befolkningen, at der blev mulighed for ikke kun at afhjælpe sociale
problemer, men også at forebygge dem.
Med Forsorgsloven fra 1961 ophørte sondringen mellem særhjælp,
kommunehjælp og fattighjælp, og herefter mistede ingen
valgret og valgbarhed ved modtagelse af sociale ydelser. Nu skelnede
man kun mellem almindelig hjælp og udvidet hjælp, og hjælpen
skulle kun undtagelsesvis tilbagebetales.

Socialudvalget og Socialkontorets personale
samlet på udflugt. Foto af O.
Fischer-Nielsen fra 1963.
Revalidering blev et centralt middel i socialpolitikken. Revalideringsloven
fra 1960 havde til formål at integrere de erhvervshæmmede
på arbejdsmarkedet, og til dette formål oprettedes en række
regionale revalideringscentre. Der ydedes ikke alene understøttelse,
men også genoptræning af arbejdsevnen og tilskud til omskoling til
uddannelse. Til revalideringscentrene knyttedes også psykologer og
psykiatere. Man havde nu overskud til at interessere sig for årsagen
til de sociale problemer snarere end at behandle symptomerne.
Hvor målet om revalidering eller beskyttet beskæftigelse ikke blev
nået, var alternativet invalidepension. Kolding Kommune bekostede
opførelsen af et revalideringsinstitut på Værkstedsvej i 1964.
I juni 1965 blev der vedtaget en ny lov om invalidepension mv.,
der trådte i kraft fra 1. april 1966. Denne lov indførte begrebet højeste,
mellemste og laveste invalidepension. De, der var invalideret,
således at de så godt som ikke havde nogen arbejdsevne tilbage, fik
højeste ip. De der var invalideret, så 2/3 arbejdsevne var gået tabt, fik
mellemste ip, og de, der var invalideret i nogen grad med mellem
2/3 og 1/2 arbejdsevne i behold, fik laveste ip. Fra 1960 steg antallet
af invalidepensionister markant.
Børne- og ungdomsforsorgen ændrede også karakter fra at være
en tvangsforanstaltning til at være et tilbud. Fra 1958 var det påbudt,
at de kommunale børneværnsudvalg i sager, hvor der var tale om
fjernelse af børn fra hjemmet, skulle søges bistand hos psykologer
eller hos de børneværnskonsulenter, som var ansat i medfør af loven.
Børneværnsudvalgene fik også mulighed for på egen hånd at bevilge
økonomisk hjælp til trængte familier for at undgå anbringelse af
børn uden for hjemmet, og det tilsyn, der tidligere havde været med
bestemte grupper af børn, blev afløst af et tilbud om vejledning.
Undersøgerne blev erstattet af familievejledere.
Som en konsekvens af udviklingen i retning af en mere forebyggende
socialpolitik nedsattes i 1964 en socialreformkommission, der
skulle vurdere love og politiske organer inden for det sociale område
med henblik på at skabe en større forenkling og en bedre sammenhæng
mellem institutioner og mål. Det resulterede i to betænkninger:
“Det sociale tryghedssystem - struktur og dagpenge” fra 1969 og
“Det sociale tryghedssystem - service og bistand” fra 1972.
59

I 1965 flyttede Socialkontoret til Nytorv
2-4, hvor man lejede sig ind i Sparekassen
Koldings nye bygning, i dag hjemsted
for OK klubben.
O. Fischer-Nielsen, yngste assistent og
husfotograf i 1951.
60
Behov for mere plads til Socialkontoret
Allerede i 1935, kun to år efter socialreformen søgte socialinspektøren
om mere plads, først og fremmest et lokale til at foretage afhøringer
af klienterne “under diskrete former”. Først i 1948 lykkedes
det ved en omrokering på Rådhuset at få et sådant lokale.
I februar 1957 ansøgte Andreas Sørensen Kasse- og regnskabsudvalget
om flere kvadratmeter til Socialkontoret. Især folkepensionens
vedtagelse ville få ekspeditionerne til at stige. Mere plads fik Socialkontoret
først i april 1965, da kontoret fik mulighed for at flytte til
Nytorv 2-4, hvor Sygekassen Kolding havde bygget sin nye kontorbygning.
Her lejede Socialkontoret den ene halvdel af bygningen.
Især ekspeditionslokalet på Rådhuset havde ikke været tidsvarende
– der var skrankeekspedition og snæver plads for såvel klientel og
personale. I det nye socialkontor blev der især lagt vægt på at »tilvejebringe«
gode pladsforhold for de mange medborgere, som har
ærinde til socialkontoret og børne- og ungdomsværnet. Skrankeekspeditionen
er afskaffet og erstattet med klientbetjening i samtalerum
og enkeltmandskontorer. (Socialkontorets årsberetning 1964-
85).
I en lang årrække havde Socialkontorets personale været usædvanlig
stabilt. Oversigten over de 27 ansatte ved forvaltningen i 1968
viser en lang række, der enten havde eller fik 25 og 40 års jubilæum
– socialinspektør Andreas Sørensen, ekspeditionssekretær C. D.
Olesen, fuldmægtig A. Josiassen, fuldmægtig O. Buch, kasserer Rud.
Petersen, overassistent M. H. Roest, overassistent S. Eriksen, overassistent
M. Juhl-Jensen, overassistent Poul Rasmussen, overassistent O.
Fischer-Nielsen, kommuneassistent Fl. Rudbech-Hansen, kommuneassistent
Hanne Ravn m.fl.

Storkommune,
socialreformer og
forvaltningsvækst 1968-75
Kommunesammenlægningen
1. april 1970 blev sognekommunerne Viuf, Alminde, Harte-Bramdrup,
Seest, Vonsild, Dalby, Sdr. Bjert og Sdr. Stenderup sammenlagt
med Kolding Kommune. Eltang-Vilstrup sognekommune havde allerede
året før indgået en frivillig sammenlægning med Kolding. Med
sammenlægningen voksede indbyggertallet i kommunen til ca.
52.000, hvilket var en forøgelse på omkring 14.000 i forhold til 1968.
Forberedelserne til kommunesammenlægningen havde stået på
siden midten af 1960erne, og i lighed med de øvrige kommunale forvaltningsgrene
havde Socialkontoret også været indblandet i disse.
Spørgsmålet var, hvordan den sociale administration skulle tilrettelægges
i den kommende storkommune.
Der herskede ingen tvivl om, at udgangspunktet for den fremtidige
administration måtte være Socialkontoret i Kolding, der i storkommunen
ville blive det naturlige sociale centrum. Men dermed
var sagen langt fra afgjort. Kolding Kommune og sammenlægningskommunerne
skulle enes om vilkårene ved sammenlægningen,
hvilket var en besværlig og langvarig proces, fordi der både skulle
tages hensyn til lokale særinteresser samtidig med, at man skulle
træffe beslutninger af en mere overordnet og principiel karakter.
Forhandlingerne udspandt sig i “Fællesudvalget for Sammenlægning
af Kommunerne omkring Kolding”. Udvalget, der var sammensat
af politikere fra Kolding Købstad og sammenlægningskommunerne,
skulle godkende alle beslutninger i de respektive sogne- og
byråd, som rakte ud over sammenlægningsdatoen. Under Fællesudvalget
nedsattes en række fagudvalg, bl.a. udvalget vedrørende alderdomshjem
og disses placering, der samtidig tog sig af andre sociale
spørgsmål, som f.eks. hjemmesygeplejen og omsorgsarbejdet.
To hovedspørgsmål skilte sig ud, og begge handlede om sognekommunernes
frygt for at blive “klemt og glemt” i den storkommunale
administration. Det ene var spørgsmålet om, hvorvidt man
skulle bevare de lokale kommunekontorer, eller i stedet nedlægge
kommunekontorerne og inddrage disses personale under socialforvaltningen
i Kolding, således at hele den sociale administration samledes
her. Det var en problemstilling, man også arbejdede med i
andre kommuner. Nogle steder - bl.a. i Odense, valgte man at
oprette distriktskontorer, således at borgerne havde mulighed for at
rette henvendelse til de kommunale myndigheder i nærområdet.
Det andet hovedspørgsmål var, hvilke konsekvenser sammenlægningen
ville få for udbygningen af institutionerne i kommunen, og her
specielt i de tidligere sognekommuner. Både Kolding og sognekommunerne
oplevede i 1960erne en stor befolkningsvækst og dermed
en øget efterspørgsel efter institutionspladser, hvad enten det var
vuggestue- , børnehave- eller plejehjemspladser. I slutningen af
1960erne var planlægningen af nyt institutionsbyggeri i gang de
fleste steder, og den skulle helst ikke skrinlægges efter kommunesammenlægningen.
61

Sognerådsformand Jens Ravn på Kommunekontoret
i Seest. Foto fra 1965 af
Peter Thastum.
62
Med hensyn til det første spørgsmål var holdningen blandt forvaltningscheferne
i Kolding Kommune klar; man var modstandere af at
bevare lokalkontorerne. En sådan ordning ville hurtigt udvikle sig til
et tungt og besværligt apparat, eftersom alle sager i sidste ende alligevel
skulle forbi centraladministrationen i Kolding. Desuden ville det
blive meget dyrt, fordi man ville være nødsaget til at bygge nye administrationskontorer
flere steder i kommunen. Det var kun i Eltang-
Vilstrup, Harte-Bramdrup, Dalby og Seest, der fandtes egentlige
kommunekontorer.
Forvaltningschefernes synspunkt havde politisk rygdækning. I
midten af 1960erne var byrådspartierne meget opsatte på at bygge et
nyt rådhus. Det skulle stå færdigt i begyndelsen af 1970erne, have
plads til hele den kommunale administration og være i stand til at
yde service til hele storkommunen.
Selvom spørgsmålet aldrig blev gjort til et alvorligt stridspunkt fra
sognekommunernes side, nærede mange alligevel en frygt for, at sognebeboerne
ville komme til at stå “hjælpeløse over for den nye
maskine”. Under Seest Sogneråds forhandlinger med Kolding
kommune udtrykte sognerådsformand Jens Ravn bl.a. bekymring for,
hvordan omsorgsarbejdet for ældre ville komme til at fungere efter
sammenlægningen. Siden 1965 havde de fleste af sognekommunerne
haft et fortrinligt samarbejde i amtsregi om denne opgave, og det
skulle helst ikke forringes efter 1970, når administrationen blev placeret
i Kolding by. Derfor bad Seest Sogneråd også om, at man i en
overgangsfase havde personale på det lokale kommunekontor, først
og fremmest af hensyn til de ældre. Kolding Kmmune måtte af principielle
grunde afvise ønsket, men som et kompromis enedes man
om at lave en overgangsordning, kaldet kontaktmandsordningen.
Den gik ud på, at der i hver af de gamle sognekommuner blev valgt
en person, som borgerne kunne henvende sig til og få råd og hjælp
af, når de havde et ærinde i kommunen, eller skulle i forbindelse
med de rette folk i Kolding Kommunes administration.
Kontaktmandsordningen var særegen for Kolding, fordi man her
overlod det til de lokale beboere at vælge deres mand. Det skete ud
fra den betragtning, at især ældre beboere måske ville have svært ved
at komme frem med deres problemer over for mennesker, som de

Borgmester Peter Ravn ledede kommunesammenlægningsforhandlingerne
for
Kolding. Han var borgmester 1962-77.
ikke kendte personligt. Det var et synspunkt, der var ved at være ude
af trit med virkeligheden i moderne offentlig administration. Da
borgmester Peter Ravn på et møde skulle gøde jorden for en
sammenlægning, benyttede han det argument, at i det øjeblik, man
blev til en stor kommune, så blev borgerne et nummer og ikke et
navn. Det var en fordel, for så var der ikke noget med, at socialudvalgsmedlemmerne
vidste, hvem det var, der skulle have en eller
anden form for hjælp fra socialkontoret. I 1970 var det stadig noget,
mange skammede sig over.
Men i sognekommunerne så mange stadig anderledes på tingene.
Viggo Nielsen, der var medlem af Dalby Sogneråd fra 1962-70, gav i
bogen “Da de 10 blev til 1” udtryk for, at man kunne have fået et
bedre samfund, hvis man kunne have fortsat med kommunestrukturen
fra dengang, fordi man kom meget mere ind på problemerne.
“Man vidste nøjagtigt, at nu var den og den mand blevet skadet o.s.v.
Man vidste, der ville komme en socialsag på ham inden ret længe, og
det forberedte man, inden den kom frem. Man havde en dejlig
føling med det hele. Da jeg senere kom ind i Byrådet, var mennesker
ligesom blevet en stor grå masse”.
Kontaktmændene havde besøgstid bestemte dage om ugen, enten
på deres privatadresser, på den lokale skole (som i Dalby og Vonsild)
eller i det tidligere kommunekontor, som det var tilfældet i Seest.
Her var der mulighed for at ansøge om folkepension, førtidspension,
invalidepension, enkepension, plejetillæg m.m., uden at folk skulle
turen helt ind til Kolding. Ordningen fungerede indtil 1972 og
havde sandsynligvis mere symbolsk værdi end reel betydning. Meget
tyder på, at det var småting, som kontaktmændene beskæftigede sig
med, og allerede i 1971 ebbede det hele ud.
Sognekommunerne kæmpede med næb og klør for at beholde
deres institutioner og få lov til at udbygge eller bygge flere. Man ville
have forsikringer om, at eksisterende plejehjem ikke blev nedlagt, og
at der blev bygget børnehaver og vuggestuer. Så vidt det var muligt,
blev ønskerne også indfriet - så længe de ikke stred mod den overordnede
planlægning.
Socialinspektør Andreas Sørensen havde overfor borgmester Peter
Ravn anbefalet, at der under forhandlingerne så vidt muligt blev
taget forbehold overfor sognekommunernes ønsker. Institutionsudbygningen
måtte nødvendigvis løses i sammenhæng med samtlige de
kommuner, der skulle sammenlægges med Kolding.
Forbeholdet blev bl.a. brugt overfor Seest Sogneråd, der havde
planer om at bygge en børnehave og udbygge alderdomshjemmet.
Andreas Sørensens råd var, at planerne om en børnehave blev stillet i
bero, indtil man havde fået lavet en samlet plan for daginstitutionerne
i den kommende storkommune. Det samme gjaldt for Seest
Alderdomshjem, der var umoderne og havde et beskedent antal
sengepladser. I de øvrige sognekommuner var der også små og utidssvarende
alderdomshjem, og det kunne være formålstjenligt at nedlægge
nogle, mens andre måske skulle udbygges. Ud fra samme helhedshensyn
blev Sdr. Stenderup Kommunes ønske om at udvide De
Gamles Hjem med en sygeafdeling sat i bero. Derimod fik Sdr. Bjert
Sogneråd tilsagn om, at man snarest efter kommunesammenlægningen
ville påbegynde en udbygning af De Gamles Hjem. Det var
man strengt taget bundet af, eftersom sognerådet i 1968 havde
opnået Boligministeriets tilladelse til en udvidelse. Eltang-Vilstrup
Sogneråd fik også en forsikring om en snarlig institutionsudbygning.
Kommunekontoret i Nr. Bjært skulle ombygges til en børnehave.
63

På Solgården i Harte havde beboerne
mulighed for at hjælpe til i haven. Foto
fra 1960erne.
64
Selvom forhandlingerne til tider kunne være meget hårde, strakte
Kolding Kommune, der jo var “storebror” i forhandlingerne, sig
meget langt for at imødekomme sognekommunernes ønsker. Da
Harte-Bramdrup under forhandlingerne fremsatte det specielle
ønske, at alderdomshjemmet “Solgården”, som var blevet indviet i
1962, forbeholdtes beboerne i de to sogne, blev ønsket efterkommet.
Ønsket var sandsynligvis et udslag af den mistro, mange sognebeboere
nærede mod den kommende “storkommunale maskine”. Sognerådsmedlem
i Dalby Sognekommune, Viggo Nielsen, har beskrevet
de besigtigelsesture, Alderdomsudvalget var på i de forskellige sognekommuner
i forbindelse med sammenlægningsforhandlingerne: “På
landet var alderdomshjemmene små og primitive, men med en
dejlig, skøn stemning. Jeg husker, hvor rystet jeg blev, da jeg kom på
de store i Kolding. På Låsbyhøj var det rigtig dårlige mennnesker,
der var der, men også på det ny plejehjem ude ved Sjællandsvej-kvarteret
(Højegården) var det en hel anden type plejehjem, end dem
man så i Harte, Sdr. Stenderup og i Seest. På landet havde de ikke
moderniseret så meget, de havde en håndvask på værelset i hvert
fald, og toilettet var henne i gangen. Men miljøet var anderledes, de
fik lov til at arbejde i haven, lave mad osv.”
Forberedelser i Socialkontoret
Sideløbende med de politiske forhandlinger i Fællesudvalget arbejdede
man på højtryk i Socialkontoret for at gøre overgangen til storkommunen
så lempelig som mulig. Forvaltningen skulle tilpasses
den nye kommunestruktur, og desuden skulle man forberede sig på
en række nye arbejdsområder, som i medfør af ny social lovgivning
skulle træde i kraft samtidig med kommunesammenlægningen.
Det var en kompliceret opgave, der rakte fra udregninger over det
fremtidige personale- og lokalebehov, fastlæggelse af nye arbejdsgange
og rutiner, etablering af nye afdelinger til overdragelsesforretninger
med sognekommunerne.
Personalebehovet blev delvist løst i medfør af de aftaler, der blev
indgået mellem de tidligere sognekommuner og Kolding Kommune.
Sognekommunernes fastansatte embedsmænd fik i vid udstrækning

Parti fra Socialkontoret på Nytorv.
Stående ses Flemming Rudbeck-Hansen.
ansættelse i den nye kommunale administration. Socialkontoret fik
således 15 nye medarbejdere, hvorefter antallet af administrative
medarbejdere nåede op på 41. Dertil skulle tælles de over 300 mennesker,
som arbejdede i vuggestuer, børnehaver, plejehjem, sundhedspleje
m.m. Det var omkring en fordobling i forhold til 1968. Tilvæksten
betød dog ikke, at der herefter var skabt en balance mellem
personaleressourcer og opgaver. I de første år af 1970erne steg
behovet for personale år efter år.
Overtagelsen af sammenlægningskommunernes sociale administration
var en tidskrævende og besværlig opgave. Der var en meget
stor forskel mellem den administrationspraksis, man fulgte i en lille
sognekommune, hvor det ofte kun var socialudvalgsformanden eller
sognerådsformanden i samarbejde med kæmneren, der løste de
sociale opgaver, til købstadskommunens anderledes større administrationsapparat.
Eksempelvis skulle man pr. 1. januar 1970 overtage udbetalingen
af sociale pensioner til folke- og invalidepensionister i landdistrikterne.
I Kolding havde man siden midten af 1960erne lavet pensionsberegninger
og udfærdiget checks ved hjælp af “hulkort”. I sognekommunerne
benyttede man sig af “gammeldags” udregningsmetoder,
hvor pensionerne blev udbetalt direkte og personligt til modtagerne.
Det var derfor et større arbejde, der blev sat igang, da man i september
1969 bad sognekommunerne om at udarbejde stamkort over
modtagere af sociale pensioner for at forberede en edb-baseret pensionsbehandling
efter 1970.
Generelt blev overgangen til den storkommunale struktur, trods få
skønhedsfejl, forholdsvis smertefri, og i løbet af de første år af
1970erne forsvandt begyndervanskelighederne en efter en.
Den sociale Styrelseslov 1970
Ved siden af forberedelserne til kommunesammenlægningen skulle
Social- og Sundhedsforvaltningen, som det formelt hed efter 1970,
dog også forberede nye sociale lovområder.
Den 1. april 1970 trådte Den sociale Styrelseslov i kraft. Den var et
resultat af Socialreformkommissionens første betænkning, “Det
sociale tryghedssystem - struktur og dagpenge”, som forelå i 1969. I
65

66
1972 kom kommissionens afsluttende betænkning “Det sociale tryghedssystem
- service og bistand”, som blev grundlaget for Bistandsloven
fra 1976.
Med betænkningerne og senere lovene var det hensigten, at der
skabtes en administrativ forenkling ved at etablere det “énstrengede
system”. Det betød, at der i kommunerne kun skulle være ét organ
med ansvar for de sociale udgaver, nemlig Socialudvalget. Den
sociale styrelseslov var en rammelov, som gradvist blev udfyldt de følgende
år.
Udover styrelsesloven udmøntedes betænkningen fra 1969 også i
Lov om offentlig Sygesikring og Dagpenge, som betød, at kommunerne
skulle overtage administrationen af den offentlige sygesikring
for hele befolkningen fra sygekasserne fra 1. april 1973.
Ved siden af disse vidtrækkende love iværksattes omkring 1969-70
en række mindre tunge, men dog ressourcekrævende love, som også
bidrog til at forøge arbejdet i forvaltningen. I 1969 trådte en ny
omsorgslov i kraft, og i 1970 trådte Lov om Børnetilskud og andre
Familieydelser samt Kildeskatteloven i kraft. Med Kildeskattelovens
indførelse blev sociale ydelser gjort skattepligtige. Det medførte en
del besværligheder i de danske socialforvaltninger og en del avisskriverier
om “de farceagtige tilstande i den offentlige administration,
hvor kommuner sender penge til sig selv”. Nye tider krævede nye
metoder. I 1971 tog Socialforvaltningen konsekvensen af udviklingen
og ansatte en skatteekspert, der alene fik til opgave at foretage skatteberegninger
af sociale ydelser.
Nye og gamle afdelinger på Socialforvaltningen
Forvaltningsstrukturen undergik store ændringer i 1970. Tre nye
afdelinger blev oprettet - Børnetilskudsafdelingen, Omsorgsafdelingen
og Institutionsafdelingen - mens “de gamle afdelinger” Børneog
Ungdomsværnet, Forsorgsafdelingen og Pensionsafdelingen
kørte videre.
Børnetilskudsafdelingen var reelt en videreførelse af den tidligere
Bidragsafdeling, som før 1970 havde stået for administrationen af
underholdsbidrag. Da Lov om Børnetilskud og andre Familieydelser
trådte i kraft i 1970 blev dette område lagt ind under denne afdeling.
Før 1970 var børnetilskud et skattefradrag, men med kildeskattens
indførelse skulle tilskuddene betales direkte til mødrene. Det samme
gjaldt mødreydelser og barselsdagpenge - “svangerskabsydelser” som
det blev kaldt - som også administreredes fra denne afdeling. Til
gengæld for disse nye ansvarsområder slap afdelingen for indkrævning
af underholdsbidragsrestancer, som overgik til Kæmnerkontorets
restanceafdeling. Børnetilskudsafdelingens første leder var fuldmægtig
Poul K. Rasmussen.
Omsorgsafdelingen, med arbejdsområderne omsorgsarbejde -
“beskæftigelsesterapi” som det var blevet benævnt i 1960erne - hjemmehjælp
og hjælpemidler til pensionister, blev oprettet et år før
kommunesammenlægningen. I 1969 trådte en ny omsorgslov i kraft,
der i modsætning til tidligere udtrykkeligt gjorde omsorgsarbejde til
en kommunale pligt. Det indebar pligt til at vejlede pensionisterne i
social- og skattelovgivning, pligt til at yde hjælp til indretning af
boliger, således at de var bedre egnet for pensionisterne og pligt til at
yde støtte til nødvendige hjælpemidler, som eksempelvis kørestole.
Fuldmægtig Svend Eriksen, som havde været ansat i forvaltningen

Dele af Socialforvaltningens administration
flyttede ind i hjørnebygningen,
Rendebanen 2A i 1970.
Sv. Aa. Wase Petersen, socialudvalgsformand
i 1970.Foto af N.Lisberg fra 1966.
Asta Laursen, konstitueret socialudvalgsformand
i 1970, medlem af Socialudvalget
1962-66 og 1970-74.
siden 1940 og havde arbejdet i Pensionsafdelingen siden 1966, blev
afdelingens første leder.
Institutionsafdelingen blev oprettet som følge af den vækst, der
havde været inden for dag- og døgninstitutionsområdet i løbet af
1960erne. Det fandtes nu påkrævet at have en samlet administrativ
ledelse af området. Den tidligere kæmner fra Eltang-Vilstrup Sognekommune,
ekspeditionssekretær Jørgen Fønsskov, blev leder af afdelingen.
De nye afdelingsområder og personaletilgangen sprængte forvaltningens
fysiske rammer. Nytorv 4 var efter 1970 ikke i stand til at
huse hele den sociale administration. Derfor måtte forvaltningen
deles, idet nogle forvaltningsområder forblev på den gamle adresse,
mens andre flyttede ind i Rendebanen 2A i 1970.
På Rendebanen 2A placeredes Omsorgsafdelingen, Børnetilskudsafdelingen,
Institutionsafdelingen og Hjemmesygeplejen, sidstnævnte
under ledelse af sygeplejerske K. Maintz. På samme adresse fik socialinspektør
Andreas Sørensen og socialudvalgsformanden kontorer.
I det “gamle” socialkontor på Nytorv 4 lå Pensionsafdelingen
under ekspeditionssekretær Orla Buch, med ansvaret for invalide-,
folke- og enkepensioner. Forsorgsafdelingen under fuldmægtig M.
Juhl-Jensen med ansvar for forsorgsloven og kontant hjælp efter revalideringsloven,
og Børne- og Ungdomsværnet under fuldmægtig,
socialrådgiver Ragnhild Munch med ansvaret for børneværnssager
og familievejledning. Kasse- og bogholderiafdelingen var ledet af A.
Josiassen. Andreas Sørensens stedfortræder, ekspeditionssekretær
C.D. Olesen havde også kontor her. Han blev kontorchef i 1970 og
stod for koordineringen mellem Socialforvaltningens afdelinger, personaleanliggender,
forberedelse af socialudvalgsmøder m.m.
Kort tid efter besluttede man dog at rokere rundt på to af afdelingerne.
Børnetilskudsafdelingen og Børneværnet byttede adresse i
1971.
I Socialudvalget var der skiftedag efter kommunalvalget i marts
1970. Medlem af udvalget siden 1950 og fra 1962 udvalgets formand,
socialdemokraten Svend Christensen trådte ud af Byrådet for at
hellige sig amtsrådsarbejdet. Hans efterfølger blev socialdemokraten,
kriminalbetjent Sv. Aa. Wase Petersen, der tidligere havde været
formand for Børneværnet. På grund af sygdom var hans tid i Social-
67

Alex Jentsch, socialudvalgsformand
1970-86.
68
udvalget dog forholdsvis kort, og i juli 1970 efter en kort periode,
hvor næstformanden, den konservative Asta Laursen var fungerende
formand, blev socialdemokraten Alex Jentsch ny formand. Den post
bestred han helt til 1986.
En konsekvens af Den sociale Styrelseslov var bl.a., at alt det politiske
arbejde inden for det sociale område skulle samles i et udvalg.
Loven lagde op til en nedlæggelse af Børne- og Ungdomsværnet,
men foreløbig blev det bevaret, dog således, at generelle spørgsmål
vedr. børn- og unges forhold blev overladt til Socialudvalget, mens
Børne- og Ungdomsværnet herefter kun afgjorde enkeltsager om
tvangsfjernelser.
Udbygning af ældreinstitutioner
Behovet for institutionspladser, hvad enten det drejede sig om plejehjemspladser
eller vuggestue- og børnehavepladser, fortsatte med
uformindsket styrke efter 1970. Selv om antallet af dag- og døgninstitutioner
var øget ved kommunesammenlægningen, var lange ventelister
et tilbagevendende problem i første halvdel af 1970erne.
De økonomiske konjunkturer var stadig gunstige i begyndelsen af
1970erne, men det ændrede sig i løbet af få år. Da oliekrisen slog
igennem i 1974 med bygge- og anlægsstop og stigende arbejdsløshed
til følge, var man nødt til at skrue ned for blusset og for de ambitiøse
anlægsplaner. Det afspejlede sig i valgkampen op til kommunalvalget
i 1974, hvor bl.a. de konservative ikke ville afgive så mange løfter
omkring institutionsbyggeri på grund af de forringede konjunkturer.
Efter byrådsvalget i 1970 var det udbygningen af plejehjemmene i
storkommunen, der havde højeste prioritet inden for det sociale
område. I det “gamle Kolding” havde man de to plejehjem - Låsbyhøj
og Højegården. Ved kommunesammenlægningen føjedes plejehjemmene
i Nr. Bjært (Basagerhus), Harte (Solgården), Seest (Vestervang),
Sdr. Stenderup (Stentoft), Vonsild (Vonsildhave), Sdr.
Bjert (Egebo) og det privatejede Viuf plejehjem til. Plejehjemmet i
Vonsild var med sine 31 pladser det største plejehjem uden for
Kolding by. Til sammenligning var der plads til 161 (heraf 71 på
sygeafdelingen) på Låsbyhøj og 44 på Højegården.
På trods af tilgangen var manglen på plejehjemspladser mærkbar.
I 1970 var problemet så grelt, at Kolding Sygehus måtte råbe vagt i
gevær. Forholdet var, at mange ældre, der var indlagt på sygehuset,
ofte lå uger efter, at den egentlige sygdomsbehandling var slut, fordi
det ikke var muligt at finde en plejehjemsplads. Dermed blev ventelisten
til egentlig sygehusbehandling tilsvarende større. Da fungerende
socialudvalgsformand, Asta Laursen, og socialinspektør Andreas
Sørensen senere samme år deltog i et møde med sygehusledelsen for
at finde en løsning på problemet, var forholdene dog bedret noget.
På det tidspunkt var man gået igang med udbygningen af Sdr. Bjert
plejehjem, mens planlægningen af nye var påbegyndt. I 1971
begyndte man at udvide Højegården, der i 1973 fik yderligere 19
pladser. Samme år indviedes en række plejeboliger i Skovparken og
på Ndr. Ringvej til ældre - såkaldte kollektivboliger - hvorved man
desuden opnåede at aflaste plejehjemmene. I 1970erne ændredes
holdningen til, hvilke pleje- og omsorgsmuligheder man skulle
tilbyde de ældre. Bl.a. vandt det synspunkt indpas, at ældre skulle bo
så længe som muligt i eget hjem
I 1974 påbegyndte man byggeriet af plejehjemmet Kløverhøj, hvor
der skulle være 68 plejehjemspladser. I tilknytning til Kløverhøj

Plejehjemmet Kløverhøj blev indviet
i 1976.
skulle der desuden etableres dagplejehjem. Her skulle pensionister,
som boede hjemme, have mulighed for at komme i dagtimerne og
drage fordel af de faciliteter, der fandtes på et plejehjem. Tilsvarende
dagplejefaciliteter skulle bygges ved alderdomshjemmet i Seest.
Fra politisk side var der vilje til at få nedbragt ventelisterne til plejehjemmene,
og i de første år af 1970erne udbyggedes plejehjemmene
gradvist, uden dog helt at komme ondet til livs. Det var tildels
uforskyldt. De gode intentioner rakte ikke meget, da 1970ernes økonomiske
krise slog igennem omkring 1973. Dermed forsinkedes bl.a.
byggeriet af plejehjemmet Kløverhøj, der først var klar til indflytning
i 1976.
Udviklingen på daginstitutionsområdet
Udviklingen inden for daginstitutionsområdet - vuggestuer, børnehaver
og fritidshjem - fulgte samme mønster, som på plejehjemsområdet.
Trods udbygning og nybyggeri kom man til kort overfor lange
ventelister. Pasningsbehovet var stigende og alene i 1969 var der
1230 børn opført på ventelisterne.
Politisk var der uenighed om, hvor meget kommunen skulle involvere
sig i institutionsbyggeri. De konservative mente, at vuggestuer
og børnehaver godt kunne drives på privat basis, blot det skete
under kommunal kontrol. Derfor ønskede de bl.a., at den kommunale
dagpleje blev udvidet.
1970ernes daginstitutionsbyggeri indledtes for alvor i 1972-73,
hvor man inden for blot et år - 1973 - kunne indvie Fritidshjemmet
Munkebo på Esbjergvej med plads til 80 børn, Vuggestuen Munkebo
med plads til 40 børn og Børnehaven Munkebo med plads til 72
børn. I 1974 kom Børnehaven i Skovparken til med plads til 72 børn.
Omkring 1972-73 begyndte man at lave de første udbygningsplaner
inden for det sociale område i forbindelse med kommunens
økonomiske langtidsplanlægning. I 1975 blev det lovpligtigt for kommunerne
at lave udbygningsplaner for kommunernes virksomhed på
det sociale og det sundhedsmæssige område.
I 1972 var der i kommunen ca. 1.200 daginstitutionspladser,
fordelt med 150 pladser i vuggestuer (inkl. dagpleje), 850 i børneha-
69

Dagplejemor. Foto fra 1978.
70
ver og 200 pladser i fritidshjem. Det svarede til en dækningsprocent
på 5% i vuggestuer og fritidshjem samt 25 % i børnehaver. Målsætningen
var, at man i 1977 skulle nå op på 13 % i vuggestuer, 20 % i
fritidshjem samt 37 % i børnehaver. På længere sigt skulle dækningsprocenten
være henholdsvis 35 %, 50 % og 35 % af børnetallet i de
respektive aldersgrupper inden for vuggestuer, børnehaver og fritidshjem.
Finansieringen skulle ske ved at kommunen lejede sig ind i
institutionsbyggeri, som enten de almennyttige boligselskaber Vejle
Amts boligselskab eller Lejerbo byggede.
Den kommunale dagplejeordning var en ventil, man kunne ty til
og opnormere, når forholdene krævede det. I modsætning til de
dyre institutionspladser kunne man forholdvis hurtigt og billigt indsætte
flere dagplejemødre. I 1970 blev 78 børn passet af dagplejemødre.
Det blev i 1973 udvidet til 105 børn, fordi bygge- og anlægsstoppet
foreløbig havde sat en stopper for fortsat institutionsbyggeri. Ved
samme lejlighed blev der givet tilladelse til, at aldersgrænsen kunne
sættes op, så også børn over tre år kunne blive passet i dagplejen.
Begyndende økonomisk afmatning giver pres på Socialforvaltningen
De dårlige konjunkturer hen mod midten af 1970erne betød, at man
måtte skrue ned for blusset hvad angik udbygningen af dag- og døgninstitutioner.
De første tegn på 1970ernes økonomiske og sociale
nedtur var dog allerede begyndt at vise sig i begyndelsen af
1970erne.
I 1971 kunne man konstatere en mærkbar stigning i antallet af
henvendelser til Socialforvaltningen. Antallet af ansøgninger om førtidspension
og invaliderente var stigende. I 1970 var adgangen til førtidspension
blevet udvidet, hvorefter man kunne få folkepension fra
det fyldte 60. år på grundlag af “svigtende helbred eller andre
særlige omstændigheder“. Mange så stigningen som et udtryk for, at
tilværelsen var blevet hårdere, bl.a. Harry Jensen, formand for Dansk
Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund i Kolding: “Det var ikke
alle, der var konstrueret til at klare tidens jag, stress og erhvervssygdomme.
Pension var blevet en løsning, folk lidt op i årene søgte som
grundlag for fortsat eksistens”.

Bent Rasmussen var i 1971 konsulent i
Arbejdsformidlingen og formand for
Teknisk Udvalg. Han blev senere borgmester
fra 1977-1985. Foto: N. E. Friis.
Virkningerne af den økonomiske stramning begyndte at gøre sig
gældende. På hvert eneste socialudvalgsmøde måtte man behandle
adskillige ansøgninger om økonomisk hjælp fra folk, som var
kommet bagefter med betaling af husleje, varme, elektricitet og gas.
Kildeskattens indførelse havde en afgørende indflydelse på den
udvikling. Folk havde ikke som før mulighed for at springe skatten
over, når det kneb med pengene, nu hvor skatten automatisk blev
tilbageholdt inden lønudbetalingen. Skatterestancerne var nok
faldet, men restancerne på andre områder voksede i samme takt.
Socialt belastede unge
I slutningen af 1960erne var man begyndte at rette opmærksomheden
mod en stigende gruppe af unge, som fik sværere og sværere ved
at finde arbejde, og som fortrinsvis var at finde i byens “hash-miljø”.
I 1969 startede man et kommunalt beskæftigelsesprojekt for unge
mænd i aldersgruppen 18-25 år. I 1971 blev dette arbejde opprioriteret,
og man tog som en af de første kommuner i landet initiativ til
iværksættelsen af et beskæftigelsesprojekt for såkaldt “langtidsledige”,
et udtryk, der på det tidspunkt knap nok var begyndt at blive
almindeligt hverdagsdansk. Beskæftigelsesprojekterne i 1971 blev
udvidet til at omfatte alle aldersgrupper. Arbejdsformidlingen, Socialforvaltningen
og Teknisk Forvaltning stod bag et fælles initiativ.
Teknisk Forvaltning skulle sørge for beskæftigelsesprojekterne, der
skulle forløbe som en genoptræning i et slags beskyttet miljø. I
Kolding by var der på det tidspunkt omkring 100 langtidsarbejdsløse.
Kommunale foranstaltninger mod arbejdsløsheden blev udvidet
op gennem 1970erne med statstilskud i medfør af Beskæftigelsesloven
fra 1971. I december 1974 udvidede man de bestående beskæftigelsesforanstaltninger
som følge af arbejdsløsheden opstået i forbindelse
med oliekrisen. Igen skete det ved igangsættelse af arbejder
under Teknisk Forvaltning, bl.a. ved etablering af stier rundt
omkring i kommunen.
Det var dog foranstaltninger mod ungdomsarbejdsløsheden, der
blev prioriteret højest, og til det formål blev der nedsat en initiativgruppe
“vedr. iværksættelse af foranstaltninger mod ungdomsarbejdsløsheden”.
Ud over Arbejdsformidlingen, Socialforvaltningen
og Teknisk Forvaltning blev der i denne gruppe også trukket på
repræsentanter fra Fritidskommissionen og skolerne i kommunen.
I Socialforvaltningen var det Forsorgsafdelingen med ansvar for
hjælp, støtte og rådgivning i henhold til forsorgs- og revalideringsloven,
der mest direkte kom i berøring med unge arbejdsløse. En socialrådgiver
fra Børneværnet blev overflyttet til afdelingen for at
arbejde med de problemer, som fulgte i kølvandet på arbejdsløsheden.
Jo dårligere beskæftigelsesmulighederne blev for de unge, des
flere problemer stødte man på i andre henseender. Narkotikamisbruget
og ungdomskriminaliteten syntes stigende.
I 1971 oprettedes på forsøgsbasis et narkotika-rådgivningskontor i
Kolding. Det skete efter en længerevarende debat i medierne om
narkoproblemer blandt unge koldingensere, i hvilken bl.a. det socialdemokratiske
folketingsmedlem for Kolding-kredsen, Bernhardt
Tastesen var aktiv. Kontoret skulle ud over at forestå rådgivning
omkring narkotika også tage sig af andre ungdomsproblemer, så som
arbejdsløshed, alkoholmisbrug og kriminalitet. Rådgivningskontoret
havde åbent en aften om ugen i Børne- og Ungdomsværnets kontor,
hvor en kvindelig og en mandlig socialrådgiver sad parat til at tage
71

Bernhardt Tastesen, medlem af Folketinget
for Socialdemokratiet 1962-88.
Foto fra 1972.
72
imod henvendelser. Efter tre måneders prøvetid blev status gjort op,
og Kolding Folkeblad var hård i sin dom, da det konstaterede, at
Narkorådgivningen havde været en fiasko. Kun ganske få unge
havde benyttet sig af muligheden for at få rådgivning af professionelle
socialrådgivere.
I januar 1972 nedsatte man en arbejdsgruppe, som skulle analysere
narkoproblemets reelle omfang - om det var i vækst, og hvordan
man kunne forebygge skolebørns brug af stoffer. Udvalget bestod af
Alex Jentsch, Asta Laursen som repræsentant for Skolekommissionen,
Sonja Andersen som repræsentant for Skoleudvalget samt politimesteren,
skolelærere og Henning Muff, der var Undervisningsministeriets
konsulent vedrørende narkotikasager i Vejle Amt.
Undersøgelserne viste, at de beskæftigelsesarbejder, man havde
haft i gang siden sommeren 1971 tilsyneladende havde båret frugt.
Forsorgsafdelingen kunne konstatere, at antallet af stofmisbrugere
var faldet. Man måtte dog tilføje, at nedgangen sandsynligvis også
skyldtes det forhold, at en del narkomaner, der havde holdt til i
Kolding, i mellemtiden havde taget bopæl på “et slags kollektiv i
Christiansfeld kommune”.
På kommunens skoler lavede man en undersøgelse, der viste, at
ud af kommunens 2641 folkeskoleelever var det kun 251, der havde
prøvet at ryge hash, og ud af dem var der kun 20, der røg flere gange
om ugen. Konklusionen i den afsluttende rapport lød derfor, at narkotikaproblemet
blandt skoleelever i Kolding ikke var af et sådant
omfang, at det gav anledning til iværksættelse af særlige foranstaltninger
herimod.
Arbejdsgruppen anbefalede, at de foranstaltninger, der burde
iværksættes til behandling af stofmisbrugere mest fordelagtigt kunne
etableres på amtskommunal basis. I kommunalt regi burde man dog
etablere en ungdomspension med plads til 10-15 unge og ansætte en
socialrådgiver med den ene opgave at kontakte og rådgive unge stofmisbrugere.
Anbefalingen blev imødekommet. I 1972 enedes man om at bygge
en ungdomspension med plads til 16-17 unge, hvoraf højst 5 måtte
være narkomaner. Beslutningen blev dog ikke ført ud i livet, eftersom
Socialstyrelsen, der skulle godkende en oprettelse, senere sagde
nej. Afslaget begrundedes i, at det på grund af bygge- og anlægsstoppet
ikke var muligt at opnå de fornødne driftsbevillinger.
Afslaget var medvirkende til at et alternativ fik fodfæste. I 1975
etableredes de første ungdomshybler i V.A.B.s højhus på Tvedvej.
Socialudvalget havde været på studietur i Odense, hvor man havde
haft succes med etableringen af lignende boliger.
Familievejledere
Sociale problemer blandt børn og unge, hvad enten problemet var
arbejdsløshed, stof- og alkoholmisbrug eller slet og ret dårlige familiekår
var blevet flere i løbet af 1960erne. Der etableredes en familievejlederordning,
og man ansatte kommunens første socialrådgiver,
Ragnhild Munch, som i en årrække fungerede som forvaltningens
eneste professionelle sagsbehandler.
Forebyggelse, tryghed og trivsel blev grundlaget i socialforsorgen i
1970erne, og dermed kom det opsøgende og forebyggende socialarbejde
endnu mere i fokus. Det forøgede arbejdsbyrden i forvaltningen
og i begyndelsen af 1970erne blev der ansat flere socialrådgivere
og familievejledere.

Fra OK klubbens køkken, hvor Herman
Andersen regerer. Foto fra 1972.
I landdistrikterne havde amtet kørt en familievejlederordning
under ledelse af familievejleder Ragna Jensen. Ved kommunesammenlægningen
fik hun ansættelse i Socialforvaltningen, og der ansattes
yderligere to familievejledere i Børne- og Ungdomsværnet.
I Loven om Børne- og Ungdomsforsorg stod der, at der skulle
knyttes et sagkyndigt team til familievejlederne, bl.a. læger, jurister
og psykologer. Det efterlevede man ikke i Kolding, hvad der dog slet
ikke var en usædvanlig kommunal praksis. På en forespørgsel fra
Socialstyrelsen i 1971 forklarede man det med, at man fra sag til sag
kunne trække på fornøden ekspertassistance, og at man ikke havde
fundet det nødvendigt at nedsætte et decideret støtteteam.
Familievejlederne var dog af en anden mening, og ved årsskiftet
1972-73 valgte Ragna Jensen og hendes to kolleger at opsige deres
stillinger i Socialforvaltningen.
Omsorgsarbejdet for ældre
Det opsøgende og aktive socialarbejde kom også i centrum i ældrearbejdet.
Omsorgsloven fra 1968 havde betydet, at den kommunale
service inden for ældreområdet blev markant udvidet. Før loven
trådte i kraft havde socialinspektør Andreas Sørensen på “Sydjyske
byers Fællesmøde” udtalt, at med denne lov var “der plantet et frø,
der ville blive meget betydningsfuldt i fremtiden”. Med loven var der
åbnet mulighed for oprettelse af daghjem, rekreationshjem og andre
særlige hjem for invalide- og folkepensionister.
Det var en forudsigelse, der holdt stik. Omsorgsafdelingens
arbejdsområder var i stærk vækst i årene efter 1968. I 1973 overtog
afdelingen visitationen til alderdoms- og plejehjemsopgaver og administrationen
af husmoderafløsningen. Sidstnævnte havde indtil da
været en sygekasseopgave.
Hjemmehjælp fik et betydeligt opsving, hvilket var en naturlig
følge af, at ældre blev boende længere tid i deres eget hjem. Et økonomisk
ræsonnement på linie med det tilsvarende inden for dagplejeordningen
gjorde sig også gældende her. Hjemmehjælpsordningen
kunne bruges som en ventil, når det var nødvendigt.
I takt med at det blev dyrere at bygge plejehjem, valgte man at
udbygge hjemmehjælpen.
Omsorgsarbejdet for pensionister foregik i Kolding i kommunens
dagcentre på Kløvervej 35 og Fredericiagade 25. Her var der adgang
for folkepensionister, invalidepensionister og enkepensionister. Tilbuddene
spændte over hobby- og beskæftigelsesarbejde, spil, samvær
og foredrag. Desuden var der mulighed for at få en varm middagsret.
For dem, der ikke selv var i stand til at komme i dagcentrene,
blev der arrangeret taxi-kørsel eller i yderste konsekvens foretaget
hjemmebesøg.
Omsorgsarbejdet omfattede også tilskud til foranstaltninger, der
på forskellig vis blev ført på privat basis. F. eks blev der ydet tilskud til
OK-klubben, Pensionisternes Filmklub, Flora Klubben, Dansk Folkehjælp,
Frelsens Hær m.fl.
I landdistrikterne blev arbejdet varetaget af vejledere, eller som de
blev kaldt i 1960erne, “omsorgsdamer”. Før kommunesammenlægningen
havde omsorgsarbejdet i sognekommunerne haft stor succes,
og op til byrådsvalget i 1970 måtte de konservative beklage, at omsorgsloven
ikke var blevet udnyttet fuldt ud i Kolding, og at man
skulle drage nytte af de erfaringer man havde haft i landkommunerne.
De konservative efterlyste sandsynligvis den uformelle, tætte
73

74
kontakt og den meget lidt institutionsprægede atmosfære, der
prægede omsorgsarbejdet i landdistrikterne.
Sygekasserne nedlægges 1973
1. april 1973 trådte Lov om offentlig Sygesikring og Lov om Dagpenge
under Sygdom i kraft, hvorefter kommunerne og amterne
overtog sygekassernes opgaver. Hvor Den sociale Styrelseslov fra 1970
var den første store lovreform inden for det sociale område i
1970erne, markerede disse love den anden store lovreform.
Loven medførte, at Socialforvaltningen overtog de opgaver, som
før var blevet administreret af Sygekassen “Kolding” og overtog samtidig
Sygekassens lokaler. Sygekassepersonalet - ialt 12 personer -
fulgte med over i Socialforvaltningen. Dette var blevet forhandlet på
plads mellem Byrådet og sygekassens bestyrelse i foråret 1972. I forbindelse
med overtagelsen af disse opgaver oprettedes en ny afdeling,
Sygesikrings- og Dagpengeafdelingen, som fuldmægtig Poul K.
Rasmussen blev leder af. Ved samme lejlighed blev O. Fischer-
Nielsen, tidligere Pensionsafdelingen, ny leder af Børnetilskuds- og
Bidragsafdelingen.
Socialinspektør Andreas Sørensen går af
1973 blev skelsættende for medarbejderne i forvaltningen, idet de
måtte sige farvel til deres chef igennem næsten 30 år. Andreas Sørensen
havde nået pensionsalderen og havde i nogle år forberedt omgivelserne
på, at tiden snart var inde til at trække sig tilbage. Den endelige
beslutning kom dog en del hurtigere, end Andreas Sørensen selv
havde ønsket. I sidste ende blev det sygdom - svigtende syn og
hørelse - der tvang ham til at søge sin afsked.
Med Andreas Sørensens afgang mistede forvaltningen en respekteret
og magtfuld leder, der i forvaltningsarbejdet havde udvist stor
fremsynethed og dygtighed. Under forberedelserne til kommunesammenlægningen
havde han demonstreret overblik, stor forhandlings-
og planlægningsevne, og det samme havde været tilfældet
under arbejdet med at omstille forvaltningen organisatorisk til at
kunne varetage de mange opgaver, der kom til efter 1970.
Et udslag af denne fremsynethed var etableringen af et egentligt
sekretariat i 1971. Sekretariatslederen skulle styrke udviklings- og
planlægningsarbejdet i forvaltningen. Stillingen blev besat med den
første akademiker i forvaltningens historie, cand. polit Knud Ørskov
Nielsen. Andreas Sørensen var af den overbevisning, at den hastige
udvikling, der skete inden for det sociale område, krævede inddragelse
af specialister i forvaltningen - også på ledelsesplan. Andreas
Sørensen ville med ansættelsen af Knud Ørskov Nielsen også tænke
på sin efterfølger.
Knud Ørskov Nielsen kom til at varetage en lang række administrations-
og planlægningsopgaver. Bl.a. henførtes administrationen
af børnetandplejen og skolesundhedsplejen, som var i stor vækst i
disse år, under sekretariatet. Det samme gjorde styring af bygge- og
anlægsaktiviteter, som f.eks. byggeriet af plejehjemmet i Sdr. Bjert og
daginstitutionerne i Munkebobebyggelsen.
Arbejdet med at udvikle forvaltningorganisationen blev en vigtig
opgave, og den bidrog sandsynligvis til at belaste forholdet mellem
den unge Knud Ørskov Nielsen og Andreas Sørensen. I 1970erne
begyndte der så småt at blæse nye vinde i den kommunale admini-

Alex Jentsch byder Willy Nørrelykke velkommen
som socialinspektør, 1973. I
baggrunden kontorchef C.D. Olesen.
Foto: Peter Thastum.
stration, der gradvist kom til at vende op og ned på det traditionelle
forhold mellem ledelse og medarbejdere. Kravet om medarbejderindflydelse
sneg sig - omend langsomt - ind og blev et punkt på
dagsordenen, som man måtte tage alvorligt. Det var et forhold, som
Andreas Sørensen havde svært ved at håndtere, specielt da det efterhånden
blev tydeligt, at mange medarbejdere gerne så, at Knud
Ørskov Nielsen blev forvaltningens nye chef - og gerne hurtigere,
end Andreas Sørensen selv ønskede det. Det kom bl.a. frem i 1972
og 1973, hvor man afholdt organisations- og medarbejderkurser i
forvaltningen. Personalet ønskede forandringer.
Socialinspektør Willy Nørrelykke
Med Andreas Sørensens beslutning om at træde tilbage begyndte
spillet om hans efterfølger. Her blev det ret hurtigt klart, at personalets
ønske om, at Knud Ørskov Nielsen ville blive den nye chef ikke
deltes af Socialudvalget. Her pegede et flertal i stedet for på Willy S.
Nørrelykke, kontorchef i socialforvaltningen i Odense Kommune.
Beslutningen stod ved magt, og efter at Byrådet havde godkendt
indstillingen, tiltrådte Nørrelykke den 1. august 1973. Afgørelsen
betød, at Knud Ørskov Nielsen valgte at opsige sin stilling. Cand.jur.
Lise-Lotte Kiel Jensen overtog hans stilling.
Nørrelykke var kun leder af forvaltningen i to år. En så kort
årrække samt det forhold, at omstændighederne omkring hans
ansættelse havde været præget af en del politisk turbulens betød, at
han aldrig kom til at sætte væsentlige fingeraftryk i forvaltningsarbejdet.
Visse organisationsændringer blev det dog til. I juli 1974 trådte
kontorchef C.D. Olesen tilbage. Hans karriereforløb i forvaltningen
havde været meget enestående, idet han var blevet ansat på Socialkontoret
som kasserer i 1933, var avanceret til fuldmægtig i 1948,
ekspeditionssekretær i 1954, for til slut at blive forvaltningens første
kontorchef i 1970.
75

Tom Christensen tiltræder den 2. juni
1975 og bydes velkommen af socialudvalgsformand
Alex Jentsch. Socialudvalgsmedlem
Carl Sørensen og kontorchef
Jørgen Fønsskov ser til. Foto:
Kolding Folkeblad.
76
C.D. Olesen afgang betød, at man på afdelingsmøder og i samarbejdsudvalget
tog diskussionen op om hensigtsmæssige ændringer af
arbejdsfordelingen. Det førte til en ny organisationsplan, som trådte
i kraft i august 1974.
Kontorchef Jørgen Fønsskov blev forvaltningens nye personalechef
for alle medarbejdere, herunder også institutionspersonalet.
Institutionsafdelingen, som var blevet oprettet i 1970, blev nedlagt,
og området delt op, således at administrationen af daginstitutionerne
kom ind under Lise-Lotte Kiel Jensens ansvarsområde, og administrationen
af døgninstitutionerne blev Svend Eriksens ansvarsområde
i Omsorgsafdelingen.
Socialinspektør Tom Christensen
I marts 1975 valgte Nørlykke at sige sin stilling op, da han fik stillingen
som kommunaldirektør i Haslev. Belært af erfaringerne i 1973
ønskede Socialudvalget denne gang at tage sig god tid til at finde en
ny inspektør. Kontorchef Jørgen Fønsskov konstitueredes som
inspektør i de godt tre måneder, det tog, inden et enigt udvalg
pegede på Nørrelykkes efterfølger.
Cand. jur. Tom Christensen blev ansat 1. juli 1975 og blev således
forvaltningens første inspektør med en akademisk uddannelse. Tom
Christensen havde siddet i Socialreformkommissionen og dermed
bibragte han forvaltningen en stor socialfaglig indsigt og ikke mindst
en række gode forslag til, hvordan forvaltningen skulle ruste sig til
de opgaver, der ville komme med Bistandslovens ikraftræden i 1976.
Planlægningen på dette område havde i de forløbne år ikke været
optimal. Denne opgave blev Tom Christensen kastet ind i, så snart
han tiltrådte i forvaltningen i 1975. Året 1975 blev præget af forberedelserne
til Bistandsloven.

Bistandslovgivning,
arbejdsløshed, dagpleje
og døgnpleje 1976-1985
Bistandsloven
“Den 1. april åbner det “sociale supermarked”. Vi skal ikke længere
gå fra “butik til butik” for at få hjælp, men blot henvende os et sted -
på kommunens social- og sundhedsforvaltning. Borgeren bliver ikke
sendt videre fra disk til disk, men får en rådgiver som “ankermand”.
“Rådgiveren” klarer de forskellige ærinder”.
Service- og bistandsloven trådte i kraft 1. april 1976 under stor
mediebevågenhed. Ovenstående udpluk fra Kolding Folkeblad den
27. marts 1976 er blot et enkelt eksempel på avisernes næsten
daglige skriverier i tiden op til lovens ikrafttræden om, hvad borgerne
havde i vente, når “det énstrengede system” blev en realitet.
Bistandsloven markerede både afslutningen på 1970ernes store
socialreformer og afviklingen af en lang række love, hvoraf nogle gik
tilbage til 1933, nemlig Lov om Offentlig Forsorg, Lov om Børne- og
Ungdomsforsorg, Lov om Mødrehjælpsinstitutioner, Lov om Revalidering,
Lov om Omsorg for Invalide- og Folkepensionister og Lov
om Husmoderafløsning og Hjemmehjælp.
Loven var mere en administrativ end en socialpolitisk reform. Formålet
var at forenkle socialadministrationen, hvilket samtidig skulle
gøre det lettere for borgerne: Herefter skulle de kun henvende sig ét
sted, når der indtrådte en “social begivenhed”.
Bistandsloven var bygget op efter arten af støtte- og bistandsmuligheder
frem for som tidligere efter persongrupper eller trangsårsager.
Sagsbehandlerne skulle administrere ud fra faglige skøn frem for
regelsæt. Der skulle tilstræbes helhedsløsninger ud fra vurderinger af
klienternes samlede sociale situation.
Konsulentbistand i forvaltningsarbejdet
Mellem 1970 og 1976 havde Socialforvaltningen fået tildelt stadig
flere opgaver. Opgavevæksten havde betydet, at man løbende forsøgte
at modernisere det lidt stive kommunale forvaltningssystem. Forandringerne
havde også vist sig hen ad vejen i form af mere personale,
især flere socialrådgivere, en smidiggørelse af kommandovejene
og en begyndende uddelegering af indflydelse og ansvar til medarbejderne.
Under forberedelserne til Bistandsloven brød man et vigtigt
princip. Hvor man før havde klaret sagerne selv, når der skulle foretages
organisationsændringer eller ansættes ledende personale,
valgte man i 1975 at benytte sig af konsulentbistand udefra. Det indvarslede
en ny tradition i forvaltningen, som kom til at forløbe langt
op i 1980erne. Det blev ikke sidste gang, at Socialforvaltningen tilkaldte
konsulenter, når der skulle foretages organisationsændringer.
Beslutningen blev truffet af socialinspektør Tom Christensen, som
havde vurderet, at den udvikling, man kunne imødese inden for det
sociale område efter 1976, ville berøre forvaltningen på så afgørende
en måde, at han fandt det tilrådeligt at få gode råd og ideer udefra.
77

Socialinspektør Tom Christensen. Foto
fra 1975. Kolding Folkeblad.
78
Socialudvalgsformand Alex Jentsch accepterede det, selv om der nok
ikke er tvivl om, at han specielt i starten var noget skeptisk overfor
ideen.
Det blev konsulent Steen Jacobsen fra analysefirmaet Limes, der i
slutningen af 1975 blev trukket ind i organisationsudviklingsarbejdet.
Siden slutningen af 1960erne var han løbende blevet benyttet af
Teknisk Forvaltning i lignende opgaver og havde således et godt
kendskab til Koldings kommunale administration.
Steen Jacobsen skulle foretage en analyse af Socialforvaltningen
med henblik på en vurdering af det fremtidige personalebehov og
samtidig fremkomme med forslag til en ændret struktur i forvaltningen.
Det arbejde blev gennemført i et samspil med ledelsen og
forvaltningens medarbejdere.
Bistandslovens iværksættelse medførte først og fremmest, at der
skulle ansættes mere personale. 17 nye stillinger blev oprettet, hvorefter
det administrative personale kom op på 75 i løbet af foråret
1976. På trods af den store tilgang svarede antallet dog ikke tilnærmelsesvis
til de anbefalinger, Socialreformkommissionen havde givet
i sin sidste betænkning fra 1972. I den hed det, at pr. 500 indbyggere
skulle der være ansat en i socialforvaltningen. Det ville have betydet,
at Socialforvaltningen skulle have haft 110 medarbejdere.
For første gang deltog medarbejderrepræsentanter fra de involverede
afdelinger ved ansættelsen af de nye kontorassistenter og socialrådgivere.
Det skete som et forsøg, men året efter indførtes det som
en permanent ordning. Undtaget var dog medarbejderrepræsentation
ved ansættelse af ledere og af elever. Beslutningen faldt i tråd
med den tendens, der i det små var indledt i begyndelsen af
1970erne. Medarbejderne fik gradvist mere indflydelse inden for
deres respektive arbejdsfelter. Den tid var endegyldigt forbi, hvor
socialinspektøren var aktivt med i alle personaleansættelser, hvad
enten det drejede sig om administrativt personale eller af folk i
marken.
Forvaltningens nye struktur
I den nye forvaltningsstruktur, der trådte i kraft i 1976, var der ingen
ændringer i toppen. Lise-Lotte Kiel Jensen var sekretariatsleder med
ansvar for udviklings- og planlægningsopgaver, mens kontorchef
Jørgen Fønsskov fortsatte som personalechef og som socialinspektørens
souschef.
På driftsområdet var der derimod store ændringer. Forvaltningen
opdeltes i 4 store områder - Rådgivning og Bistand, Omsorg og
Sundhed, Økonomisk Sikring samt et administrationsområde, der
varetog såvel stabs- som driftsopgaver.
Under Økonomisk Sikring samledes alle sikringsydelser - pensioner,
dagpenge og børnetilskud - under ledelse af henholdsvis ekspeditionssekretær
Orla Buch, fuldmægtig Lis Gundersen og fuldmægtig
O. Fischer-Nielsen.
Inden for området Omsorg og Sundhed placeredes børnetandplejen,
der i 1972 var overflyttet fra Skoleforvaltningen til Socialforvaltningen
samt skolelægeordningen, Omsorgsafdelingen og Sygeog
Sundhedsplejen. Omsorgsafdelingen undergik i 1979 endnu en
organisationsændring, da man lavede en ny distriktsinddeling som
følge af udvidelser inden for hjemmehjælpen og hjemmesygeplejen.
Ved samme lejlighed fik afdelingsleder Svend Eriksen en souschef,
fuldmægtig Ellen Houborg.

Institutionsafdelingen blev genoprettet med Bent Johansen som
leder. Beslutningen om at nedlægge afdelingen havde vist sig at være
mindre heldig. Opsplitningen af området havde vanskeliggjort en
overordnet administration og planlægning på dette meget udgiftskrævende
område. Administrationen og driften af samtlige kommunens
dag- og døgninstitutioner blev samlet her. Desuden blev den
centrale pladsanvisning, som socialinspektørens assistent, Hanne
Ravn, havde varetaget siden 1960erne, også lagt ind under Institutionsafdelingen.
Organisatorisk var Institutionsafdelingen placeret i administrationsområdet,
hvor også bogholderi og kasse, registrant/oplysning
og budtjenesten blev placeret. Bogholderiet blev ledet af fuldmægtig
Svend Schou-Madsen, som havde afløst fuldmægtig A. Josiassen, da
denne gik på pension i april 1976. Allerede i 1978 blev stillingen
overtaget af Henning Seiding, den senere socialdirektør. Registrantog
oplysningsafdelingen under ekspeditionssekretær Mogens Juhl
Jensen skulle dels føre personregistranten, dels være en generel servicefunktion
over for publikum.
Det største nytiltag skete ved oprettelsen af afdelingen for Rådgivning
og Bistand, hvis arbejdsområde var administration af Bistandsloven
med undtagelse af ydelser til pensionister, som blev formidlet
gennem Omsorgsafdelingen. Ud af de 17 nye stillinger tog denne
afdeling sig alene af de 8. Afdelingen deltes i to sektioner under henholdsvis
Ragnhild Munchs og Poul Rasmussens lederskab. De to sektioner
dækkede hver sit geografiske område i kommunen. I pagt med
tidens ånd blev arbejdet i Rådgivnings- og Bistandsafdelingen tilrettelagt
gennem gruppearbejde og gruppebeslutninger. Der etableredes
5 rådgivergrupper, der skulle opfylde lovens krav om forebyggende og
rådgivende socialarbejde. Denne pligt betød ikke, at “man skulle ud
og stemme dørklokker og spørge om der var noget galt”, som Alex
Jentsch sagde i et interview til Kolding Folkeblad. Der var snarere lagt
op til et snævert samarbejde mellem sagsbehandlerne i rådgivergrupperne
og “personalet i marken” - f.eks. hjemmehjælpere, sundhedsplejersker,
ansatte i daginstitutionerne, skolepsykologer og læger.
Med Bistandslovens ikrafttræden blev der større offentlig interesse
for, hvordan kommunerne løste de sociale opgaver. Der nedsattes et
forbrugerråd, Det sociale Forbrugernævn, som skulle virke som et
rådgivende organ for Socialudvalget.
Børneværnet nedlægges
En konsekvens af Bistandsloven var, at Børneværnsafdelingen og
dermed Børneværnet blev nedlagt. Sidste møde blev afholdt 23.
marts 1976. Det sidste Børneværn var sammensat af formanden og
næstformanden i Socialudvalget, nemlig Alex Jentsch og Carl Sørensen,
samt byrådsmedlemmerne Grethe Venborg, Ole H. Rasmussen
og J. Kirk Søndergaard, hvis plads dog i de sidste møder var overtaget
af suppleanten Kaj Kongstad. Børneværnet havde desuden to
medlemmer ude fra, nemlig det tidligere medlem af Socialudvalget,
Asta Laursen, og Marie Tastesen. Under børneværnsmøderne havde
Ragnhild Munch samt socialinspektøren deltaget. Sager vedrørende
tvangsfjernelser af børn overgik nu til Socialudvalget, der dog i
sådanne sager også skulle suppleres af en dommer og en pædagog.
79

Social- og Sundhedsforvaltningen,
Nicolai Plads 6.
80
Nicolai Plads 1977
Det énstrengede system var en realitet den 1. april 1976, men kun
delvist. Borgere med ærinde i Socialforvaltningen skulle stadig henvende
sig på to adresser, på Nytorv og Rendebanen 4.
Personaletilgangen betød mangel på plads, og i 1975 og 1976
begyndte man derfor at lede efter egnede lokaler, der kunne rumme
hele forvaltningen. Da Kolding Gymnasium på Nicolai Plads stod
foran en udflytning til det nye uddannelsescenter på Nørremarken,
blev det foreslået, at forvaltningen overtog bygningen. Det skete i
juni 1977 efter en større renovering og ombygning.
Efter en del år med trange lokaleforhold arbejdede man på, at forvaltningen
fik råderet over hele bygningen. Det lykkedes også.
I 1978 fik forvaltningen overført en opgave, der hidtil havde hørt
under Boligkontoret. Boligsikringen blev flyttet samme år, som “den
lille pensionsreform” om boligydelse til pensionister trådte i kraft.
Særforsorgens udlægning 1980
Øverste etage på Nicolai Plads stod i nogle år uudnyttet, men det
var med den klare bagtanke, at her skulle særforsorgen placeres.
I medfør af lovgivningen blev særforsorgen - d.v.s. arbejdet med
svært handicappede - efter 1980 en amtslig og kommunal opgave.
Poul Rasmussen fra Bistandsafdelingen blev leder af Særforsorgsafdelingen.
Særforsorgens udlægning betød, at Socialforvaltningen dermed
fik en opgave, som man hidtil ikke havde haft erfaring med. Opgaven
blev løst uden de store begyndervanskeligheder, og efter nogle
år var konklusionen, at overdragelsen af opgaven til kommunen ikke
havde betydet nogen serviceforringelse.

Socialforvaltningens modtagelse. Foto
fra 1977 i Kolding Folkeblad.
Bistandsloven i praksis. Arbejdsløshed, beskæftigelsesforanstaltninger
og stigende udgifter til kontanthjælp
Kort før Bistandsloven trådte i kraft udtrykte udvalgsformand Alex
Jentsch i Kolding Folkeblad sine egne og udvalgets forventninger til
loven: “ Vi vil opfatte lovens “Socialudvalget KAN”-sætninger som en
forpligtelse - og så vurdere, om det er rimeligt at hjælpe i det pågældende
tilfælde. Men det eneste, alle kan være sikre på at få, er rådgivning.
Om den omsættes i kontanthjælp bliver en vurdering i hver
situation”.
Specielt spørgsmålet om ydelse af kontanthjælp var til debat i
medier, på arbejdspladser og blandt borgere. Mange mente, at med
Bistandsloven var der åbnet mulighed for en nemmere adgang til
pengehjælp. Det synspunkt reagerede socialinspektør Tom Christensen
på i et avisinterview, hvor han han frygtede, at den 1. april ville
blive en “aprilsnar” for mange.
For personalet i Socialforvaltningen blev indkøringsfasen mere
problemfyldt end forudset. Klienttilgangen var stor i 1976, og
desuden herskede der i starten en del usikkerhed omkring forståelsen
af lovens enkelte bestemmelser. Det øgede presset på medarbejderne,
som måtte påtage sig ekstra arbejdsbyrder. Allerede i 1978
var behovet for yderligere personale meget stort.
Det gav sig udslag i mere ekspeditions- og skrankebehandling, end
man havde ønsket. Bistandslovens tanker om forebyggende og opsøgende
arbejde blev svære at leve op til, men her skilte Socialforvaltningen
i Kolding sig ikke nævneværdigt ud i forhold til andre kommuner.
Et generelt problem ved Bistandsloven var, at den var
udtænkt i 1960erne, hvor der var højkonjunktur, mens den kom til at
fungere i en periode med lavkonjunktur. Kravet om forebyggelse,
faglige skøn og helhedsløsninger blev vanskeligt at holde fast i, da
antallet af klienter, der søgte kontanthjælp og førtidspension
voksede og voksede.
81

Lederen af Beskæftigelsessekretariatet,
Iver Schriver. Foto fra 1987. Kolding
Folkeblad.
82
I slutningen af 1970erne begyndte de første alvorlige sociale følger
af den store ledighed at melde sig. Det førte til iværksættelsen af en
række beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, der tog tråden op
fra de projekter, man havde påbegyndt i begyndelsen af 1970erne. I
1978 oprettedes et beskæftigelsessekretariat. Organisatorisk blev det
placeret under Borgmesterkontoret med Iver Schriver som leder.
I Socialforvaltningen blev der også arbejdet med problemet. I
1979 nedsatte man i Bistandsafdelingen en projektgruppe, der fik til
opgave at planlægge foranstaltninger for unge langtidsledige med
væsentlige sociale handicaps. Aktivering og hjælp til uddannelse blev
midlet til at modvirke uheldige sociale følgevirkninger af arbejdsløsheden.
Beskæftigelsesforanstaltningerne blev udvidet i begyndelsen af
1980erne med etableringen af den kommunale ungdomsarbejdsanvisning
i Socialforvaltningens regi. Tre socialrådgivere fra Bistandsafdelingen
blev tilknyttet anvisningen, hvor der førtes en aktiv “salgspolitik”
over for arbejdsgivere i kommunen.
Arbejdsløsheden og den knappe økonomi resulterede i en
voldsom stigning i udgifterne til kontanthjælp, specielt efter 1980.
Inden for blot tre år steg udgifterne til Forbigående Hjælp fra ca.
29,5 mio. kr. i 1980 til ca. 48,5 mio. kr. i 1982. Det var de unge, som
aldrig havde haft arbejde, og som derfor ikke var berettigede til
arbejdsløshedsforsikring, der belastede budgetterne. Men efter 1980
kunne man konstatere, at arbejdsløsheden også begyndte at ramme
befolkningsgrupper, der ikke tidligere havde været udsat for større
arbejdsløshed.
Udgifterne belastede både kommunernes og statens budgetter. I
1982 vedtog Folketinget, at kontanthjælpen skulle begrænses til
unge, der ikke tidligere havde haft et arbejdsforhold. Kontanthjælpen
blev nedsat, og udbetalingen begrænsedes til en 9 måneders
periode. “Sultecirkulæret”, som det hurtigt blev døbt, blev i 1983 ledsaget
af endnu en spareforanstaltning, da man indførte 1. karensdag.
For at få flest mulige tilbage i dagpengesystemet, gik man i 1983 i
Kolding Kommune ind i en særordning, hvorefter bistandsklienter
kom ind i arbejdsprojekter i så lang tid, at de igen blev understøttelsesberettigede.
Arbejdsløshed syntes i midten af 1980erne at have fået en permanent
karakter. Førtidspension blev efterhånden en løsning for
mange, der havde mistet eller aldrig havde haft et arbejde. I 1984
trådte en ny pensionsreform i kraft. I medfør af den udvidedes den
personkreds, der kunne opnå førtidspension betragteligt. Førtidspensionsansøgninger
skulle forelægges amtskommunens revaliderings-
og pensionsnævn efter indstilling fra Socialforvaltningen.
Udbygnings- og socialplaner. Permanente ventelister på dag- og
døgninstitutionsområdet
Planlægnings- og udbygningsarbejdet inden for det sociale område
var i stor vækst efter 1976. I forhold til de første spæde forsøg på at
lave langtidsplanlægning i begyndelsen af 1970erne, var udbygningsplanerne
i slutningen af 1970erne mere nuancerede. Hvor det groft
sagt tidligere havde handlet om, hvor mange nye institutioner, der
skulle bygges år for år, pegede man i udbygningsplanerne nu også på
alternativer til en ensidig institutionudbygning. Det skyldtes flere
ting: Den økonomiske krise, lange ventelister til dag- og døgninstitu-

Børnehaven på Haderslevvej. Foto fra
1984 i Kolding Folkeblad.
tioner, og nye holdninger til, hvordan udviklingen inden for ældreområdet
og børn- og ungeområdet skulle forme sig.
Et problem havde antaget “foruroligende dimensioner” og måtte
“påberegnes at blive af permanent karakter”, som det blev formuleret
i forvaltningens årsredegørelse til borgmesteren i 1978: Behovet
for daginstitutionspladser og bolig- og plejeforanstaltninger til ældre.
Pasnings- og fritidsordninger på børn- og ungeområdet
Inden for daginstitutionsområdet var der næsten ingen ventelister i
1975, men det holdt kun i kort tid. Antallet af pladser var steget støt
igennem 1970erne. Hvor man i 1972 havde rådet over 1.200 daginstitutionspladser
(inkl. dagpleje) var det tal i 1979 steget til omkring
1.700, altså en stigning på 500 pladser. Alligevel opfyldte udbygningen
ikke de ambitiøse mål, man havde sat sig i 1972.
Efter 1976 stod man over for det problem, at man på den ene side
havde lange ventelister, specielt til pasning af de 0-2 årige. På den
anden side var børnetallet faldende, hovedsageligt i Kolding by,
mens det udviste en svagt stigende tendens i landdistrikterne. Et
tredje forhold bundede i økonomien: Hvad skulle man prioritere -
dagpleje eller daginstitutioner?
Dagplejen i vækst
Kolding kommunes dagplejeordning havde vokset sig stor og havde
bevæget sig langt væk fra den status som midlertidig pasningsløsning,
som havde præget den i mange år. I 1978 var dagplejeordningen
godkendt til 200 børn og yderligere 164 stod på venteliste.
I Socialdemokratiet var der sket et holdningsskift til dagpleje.
Hvor de i valgkampen i 1970 havde vægtet byggeri af nye vuggestuer
og børnehaver højest, lagde socialdemokraterne ved byrådsvalget i
1978 lige så megen vægt på at få udbygget dagplejen.
Spørgsmålet om, hvad der var bedst - daginstitution eller dagpleje
- blev et stort politisk og fagligt debatemne i 1970erne. På den ene
side stod de, der var tiltrukket af, at ordningen var billig. Den var
desuden meget efterspurgt af forældre, bl.a. fordi en dagplejemor
var mere fleksibel med hensyn til åbningstider, end daginstitutioner-
83

84
ne var. På den anden side mødte dagplejeordningen en del modstand
fra vuggestuernes og børnehavernes faglige personale og fagorganisationer.
I 1978 blev diskussionen for alvor et politisk stridspunkt i Byrådet.
Borgmester Bent Rasmussen gjorde sig voldsomt upopulær blandt
pædagogerne i Kolding, da han udtalte, at “hverken Kolding eller
andre af landets kommuner kan tillade sig at satse på daginstitutionerne
med uddannet personale, fordi man aldrig ved, hvornår de er
på arbejde, og hvornår, de ikke er det”. I et stykke tid havde der
været faglige møder og strejker blandt pædagogerne på grund af
personalenedskæringer og sparerunder. Ordene faldt på et byrådsmøde,
hvor man besluttede sig for at udvide den eksisterende kommunale
dagpleje til ialt 300 pladser. Samme år skete der dog en forbedring
af personalenormeringerne inden for daginstititutionsområdet,
idet der oprettedes 10 nye pædagogstillinger og 25 pædagogmedhjælperstillinger.
Dagplejeordningen blev udvidet flere gange i de følgende år. I
1980 var 405 børn i dagpleje fordelt mellem 105 dagplejemødre, og i
1985 var tallet på 504 børn - uden at ventelisterne var forsvundet. Det
år stod 240 børn opført på ventelisten.
Daginstitutioner. Ventelister og faldende børnetal
Udbygningen af daginstitutionsområdet skete dog også gradvist i
perioden, men ud fra nogle andre præmisser end i begyndelsen af
1970erne. Efterhånden var der et misforhold mellem, hvor institutionerne
var placeret, og hvor der var behov for institutionspladser.
I 1977 var hovedparten af kommunens daginstitutioner beliggende
i og omkring Kolding bykerne, mens væksten i børnetallet skete i
landdistrikterne. Derfor rettede man nu opmærksomheden mod
landdistrikterne, bl.a. Vonsild, Nr. Bjært, Alminde-Viuf, Seest og Sdr.
Bjert, hvor der kunne konstateres et svagt stigende børnetal. Børnehaven
på Norgesvej var i 1976 udflyttet til Almind, og i 1978 blev der
bygget ny vuggestue på Mosevej og børnehave i Vonsild. I 1980 blev
Fritidshjemmet i Bramdrupdam med 60 pladser taget i brug samt
“Skovbrynet” ved Kolding Sygehus. Strandhuse Fritidshjem med
plads til 60 børn, åbnede i 1981.
Det var en paradoksal udvikling, at der på den ene side var ventelister
til vuggestuepladser, mens der på den anden side ofte var
ledige pladser i børnehaverne. For at udnytte alle ressourcer besluttede
Socialudvalget sig derfor i 1981 for at oprette småbørnsgrupper
ved børnehaverne i Sønderled og Nr. Bjært. Det skete i 1982.
Bestræbelserne på at skaffe stadig flere pasningsmuligheder betød
øgede udgifter, både for kommunen og for forældrene. I 1982
vedtog Byrådet bl.a., at ændre forældrebetalingen for børn i fritidshjem
fra 25 til 35 % af driftsudgifterne over en 4 årig periode. Der
var trods alt grænser for kommunens økonomiske formåen, hvilket
klart blev udtrykt af Alex Jentsch under budgetforhandlingerne i
1981. Her udtalte han, at “de, der bruger de offentlige ydelser skal
selv betale dem. Ikke alle mulige andre”.
Inden for dagplejen steg taksterne dog mere, end der var retsgrundlag
for. I 1984 fik Kolding Kommune dom for i perioden 1.
april 1976 til 31. december 1982 at have opkrævet forkerte takster for
ophold i den kommunale dagpleje. Kolding Kommune blev pålagt at
tilbagebetale differencen til forældrene. Det tilbagebetalingspligtige
beløb var på ca. 2 mio. kr., og omfattede 984 børn.

Sundhedsplejens forsøg med åbent husarrangementer
på skolerne. Foto fra
Jydske Tidende 1982.
Børn- og ungepolitik. Social- og Sundhedsplan 1984-88
I 1983 udarbejdedes Social- og Sundhedsplan for 1984-88. Den blev
behandlet i Socialudvalget i oktober 1983 og godkendt af Byrådet i
november 1983. Planen var udarbejdet efter nye retningslinier, der
forelå for planudarbejdelse, nemlig temaplanlægning. Bestemte
temaer skulle gennemarbejdes grundigt, mens øvrige områder blot
skulle opdateres. Statens tema i 1983 var “Fornyelsen af indsatsen for
småbørn og småbørnsfamilier”.
I socialplanen blev der trukket en række problemer og forhold op,
som man mente gav anledning til større overvejelser. Det var bl.a.
spørgsmålet om ventelisterne til dagpleje, specielt for 0-1 årige, samt
det forhold, at dagplejen dækkede en række behov, som institutionerne
ikke kunne dække. De lange ventelister til vuggestuerne, hvor
der var ventetider på op til 1 1 ⁄2 år. Problemet i børnehaverne, hvor
der visse steder var ventelister og andre steder tomme pladser.
Ønsket var, at der skabtes et fleksibelt og nuanceret udbud af dagplejeforanstaltninger
i de enkelte områder af kommunen, så der var
tilbud så tæt på hjem/arbejdsplads som muligt. Disse ønsker kunne
realiseres ved: 1) Mulighed for optagelse af 2-årige i børnehaverne,
hvor det måtte være hensigtsmæssigt. 2) Etablering af aldersintegrerede
institutioner. 3) Forsøgsvis udvidelse af åbningstiden.
Børnetandplejen
Igennem det meste af 1970erne udbyggedes børnetandplejen gradvist.
Fra starten var det et mål at udvide ordningen, så den ikke kun
dækkede skolebørn, men også småbørn.
Umiddelbart efter kommunesammenlægningen var klinikkapaciteten
ikke stor nok til at imødekomme behovet. Det blev delvist løst i
de følgende år, bl.a. fik man i midten af 1970erne en mobilklinik, og
da man i 1976 åbnede en ny klinik i Bramdrupdam, var kapaciteten
udvidet betragteligt til at omfatte 6 klinikker.
I 1979 satte man sig det mål, at tandplejen med tiden skulle sikre
alle børn mellem 3 og 16 år tandbehandling. Det første skridt på
vejen var taget i 1978, da man indførte offentlig småbørnstandpleje
for de 3-5 årige.
Sundhedsplejen
Før kommunesammenlægningen havde man i en del af landkommunerne
haft et samarbejde med amtet om en sundhedsplejerskeordning.
Efter 1970 kom resten af de tidligere landkommuner samt
Kolding by med i denne ordning. Kolding by havde indtil 1970 haft
egen sundhedsplejerskeordning, hvor der var beskæftiget 7 sundhedsplejersker.
Sundhedsplejen fungerede indtil 1. april 1974 som en fællesordning
på amtsbasis, men efter den dato overtog Kolding Kommune
sundhedsplejen. Det skete som et naturligt led i bestræbelserne på at
få gennemført det énstrengende system. Sundhedsplejen blev tilrettelagt
som en kombineret spædbørns- og skolesundhedspleje.
Manglen på uddannede sundhedsplejersker i hele landet blev
mærkbar i slutningen af 1970erne. Det førte til, at man i Kolding
Kommune lavede en forsøgsordning i bl.a. Sdr. Bjert og Vonsild i
begyndelsen af 1980erne. Den gik ud på at udnytte de sundhedsplejersker,
man havde, på en mere rationel måde, ved hjælp af “åbent
85

86
hus”- arrangementer på skolerne. Det første besøg af en sundhedsplejerske
efter en fødsel fik forældrene stadig i hjemmet, men de
efterfølgende besøg blev henlagt til skolens lægeværelse, hvor forældrene
så desuden havde mulighed for at udveksle erfaringer med
andre nybagte forældre. Arrangementet var frivilligt, og langt den
største del af sundhedsplejen fortsatte som den hidtil havde gjort,
ved at sundhedsplejerskerne besøgte hjemmene.
Landboprojektet. De socialt belastede børn
I den “tungere ende” af børneforsorgen tog man i 1983 initiativ til
oprettelsen af “Landbo”-projektet, som blev placeret i en mindre
landejendom i Lilballe. Projektet kom igang som et alternativ til
anbringelser af børn og unge på amtets institutioner. Ideen var, at
børn med problemer længst muligt skulle forblive i eget hjem. Det
udsprang af Bistandslovens intentioner om ikke at skille forældre og
børn ad og lave sagsbehandling for hver af dem, men derimod
gennem samarbejde og helhedsløsninger at få tingene til at fungere.
Tilbuddet var rettet til de 13-16 årige, og meningen var, at de
opholdt sig i “Landbo” efter skoletid indtil kl. 20.00 på hverdage, og
derefter var hjemme om natten. I de år begyndte man også at lave
planer over tilsvarende projekter for børn under 13 år (Minibo) og
unge over 16 år (Ungdomsbo).
Nye tiltag på ældreområdet. På vej mod en døgnplejeordning
I 1976 åbnede plejehjemmet Kløverhøj og samme år kunne Låsbyhøjs
nye sengeafdeling tages i brug.
Specielt åbningen af Kløverhøj i oktober 1976 var et højdepunkt i
1970ernes udbygning på plejehjemsområdet. Plejehjemmet havde 69
pladser, hvilket var en væsentlig forøgelse af antallet af kommunale
plejehjemspladser. Forinden havde man i et stykke tid været nødsaget
til at ty til midlertidige ordninger for at imødekomme behovet
ved at leje sig ind i en ledig etage i det gamle sygehus.
Åbningen af Kløverhøj løste dog ikke problemet med de lange
ventelister, selv om presset for en stund blev lettet noget. I anden
halvdel af 1970erne nåede man frem til den erkendelse, at man førte
en ulige kamp mod ventelisterne. Presset på plejehjemmene betød
et endeligt skift i den udbygningsstrategi, som var startet i 1960erne.
I stedet for en massiv plejehjemsudbygning blev det nu en udtalt
målsætning, at ældre så lang tid som muligt skulle forblive i deres
eget hjem. Det nødvendiggjorde en række initiativer og foranstaltninger
på andre områder, som skulle bidrage til at aflaste plejehjemmene
som f.eks. etablering af flere beskyttede boliger og pensionistboliger.
I 1981 rådede kommunen over 336 pensionistboliger og 87
beskyttede boliger for handicappede. Til sammenligning var der på
kommunens 10 plejehjem plads til 486 ældre. Hvad angik de selvhjulpne
pensionister var holdningen, at boligspørgsmålet her i større
omfang burde løses af de almennyttige boligselskaber.
Strategien krævede også en udvidet service til de ældre og handicappede
i deres eget hjem eller i deres nærområde. Anden halvdel af
1970erne bragte nyskabelser på dette område som eksempelvis madudbringelsesordninger,
udbygning af dagplejehjem- og centre, samt
udvidelse af hjemmehjælpen og hjemmesygeplejen.
Madudbringelsesordningen startede i 1976. Tilbuddet gjaldt et
varmt måltid daglig alle ugens dage fra et af kommunens plejehjem.

Vestervang” i Seest. Foto fra 1980 i
Kolding Folkeblad.
Ordningen omfattede fra starten omkring 100 pensionister, men
blev udvidet i de efterfølgende år. Maden blev tilberedt på Højegården
og Kløverhøj, og efter at Låsbyhøj Plejehjem nogle år senere
havde gennemgået en nødvendig modernisering, blev der også fra
dette køkken tilberedt mad til udbringelse.
Dagcentrene var vigtige, idet man herfra kunne tilbyde forskellige
aktiviteter til pensionisterne på en hensigtsmæssig måde. Som nævnt
havde Kolding to, nemlig på Kløvervej og i Skovparken. Dagcentret
ved Skovparken flyttede til nye lokaler ved Buen i 1981.
Dagcentrene var velbesøgte, men henvendte sig primært til pensionister,
der var selvhjulpne og som kunne komme og gå efter eget
ønske. I forbindelse med opførelsen af plejehjemmet på Kløverhøj
etableredes her et dagplejehjem, med speciel adresse til personer,
som hidtil - på grund af sygdom eller handicaps - havde måtte sidde
hjemme. Dagplejehjemmet var normeret til 15 personer. Et tilsvarende
initiativ blev taget, da man ombyggede Seest plejehjem, “Vestervang”,
som i 1980 kunne tages i brug som aflastningshjem for plejekrævende,
men hjemmeboende pensionister.
Ønsket om etablering af en døgnplejeordning kom på dagsordenen
i slutningen af 1970erne og blev et stort politisk diskussionsemne.
I de følgende år gik man derfor i gang med den nødvendige
udvidelse af hjemmehjælpen og ikke mindst hjemmesygeplejen. I
1979 var i alt 1960 patienter under behandling af hjemmesygeplejersker,
mens 1305 husstande modtog hjemmehjælp.
Der indførtes en distriktsdeling, hvorefter døgnplejen fungerede
således, at man om aftenen opererede med 4 distrikter, som 4 hold
bestående af hjemmesygeplejersker og hjemmehjælpere dækkede. I
nattimerne tog ét hold sig af døgnplejen. I 1985 udvidedes døgnplejen
i nattimerne med endnu et hold.
87

88
De turbulente år.
Brydninger,“Socialsag”
og opbrud 1982-1988
Socialinspektør Tom Christensen fratræder
I efteråret 1982 måtte socialinspektør Tom Christensen på grund af
sygdom trække sig tilbage. Selvom det i et stykke tid havde stået klart
for mange, at hans helbredstilstand var dårlig, kom beslutningen
meget uvarslet og blev ført ud i livet fra den ene dag til den anden.
Tom Christensen døde få år efter.
I de følgende år bragtes Socialforvaltningen ud i et af de værste
stormvejr i forvaltningens historie. De problemer, man kom til at
kæmpe med, havde delvist rod i fortidens undladelsessynder, og i en
række forhold, der dukkede op i 1980erne.
Kontorchef Jørgen Fønsskov konstitueres som socialinspektør
Som forvaltningens souschef blev kontorchef Jørgen Fønsskov for
anden gang konstitueret socialchef. I modsætning til den korte konstitueringsperiode,
han havde oplevet i 1975, i tiden mellem Nørlykkes
fratræden og Christensens tiltræden, blev konstitueringen denne
gang af længere varighed. Først efter 1 1 ⁄2 år fandt man Tom Christensens
afløser.
Det var en lang overgangsfase og længere end forventet. Jørgen
Fønsskov havde allerede tidligt meddelt, at han ikke agtede at søge
stillingen. Derfor havde han heller ingen intentioner om gennemgribende
forandringer, da det måtte være den fremtidige inspektørs
opgave at formulere målene for forvaltningens arbejde.
Organisationsstrukturen i forvaltningen havde undergået enkelte
ændringer siden 1976. Som nævnt havde man gennemført en ny
distriktsinddeling og ansat en souschef i Omsorgsafdelingen i 1979. I
1981 var Bistandsafdelingens arbejde omlagt ved oprettelsen af specialgrupper.
Baggrunden var bl.a., at organisationsplanen fra 1976 i
for høj grad havde lagt op til, “at alle skulle kunne alt”. I praksis
havde det vist sig at være svært at efterleve, administrationen af
Bistandsloven havde krævet større ressourcer end forventet, hvorfor
man gik tilbage til specialisering. For at styrke forvaltningsledelsen,
ikke mindst i økonomi- og planlægningsspørgsmål, var der samme år
blevet oprettet endnu en kontorchefstilling, som blev besat med
Knud Erik Olsen. Olsen og Fønsskov dækkede herefter hver deres
driftsområder.
I perioden skete der også en del personudskiftninger. Henning
Seiding fik i februar 1982 stillingen som budgetchef i Økonomisk
Forvaltning, hvor han havde været ansat i årene mellem 1972 og
1978. Det skete som led i den personalerokade, der fulgte efter kommunaldirektør
Harry Rasmussens afgang. Økonomidirektør Ingemann
Olsen blev kommunaldirektør, N.J. Fallesen økonomidirektør,
og han valgte Henning Seiding til budgetchef. Ellen Dall (Houborg)
fra Omsorgsafdelingen blev ny leder i Socialforvaltningens Regnskabsafdeling.
I 1983 forlod Lise-Lotte Dalsgaard (f. Kiel Jensen) forvaltningen
til fordel for en stilling i Økonomisk Forvaltning. Ved
denne lejlighed blev Hanne Ravn sekretariatsleder, og Preben

Socialinspektør Jenny Voorrad, fotograferet
i august 1984 af Lars Holm.
Kirkeby, tidligere Økonomisk Forvaltning, blev ansat som økonomiog
planlægningsmedarbejder i Socialforvaltningen.
I 1983 fratrådte kontorchef Knud Erik Olsen, og han blev afløst af
Niels Kr. Vigsø. Fra efteråret 1983 tog Jørgen Fønsskov sig af personaleanliggender,
den interne administration samt driftsafdelingerne,
Rådgivning og Bistand og REVA. Sidstnævnte var udskilt fra den
oprindelige Bistandsafdeling og tog sig af særforsorgen samt uddannelse
og pension. Niels Kr. Vigsø tog sig af økonomi- og planlægningsopgaver,
samt den overordnede ledelse af Institutionsafdelingen,
Omsorgsafdelingen, afdelingen for Økonomisk Sikring samt
Helseafdelingen, der omfattede hjemmesygepleje, sundhedspleje og
børnetandpleje.
Socialinspektør Jenny Voorraad 1984-85
Den nye socialinspektør tiltrådte 1. maj 1984. Jenny Voorraad var
ligesom Tom Christensen cand.jur og havde opnået stor socialfaglig
kompetence. Hun var souschef i Vejle Amts socialadministration,
hvor hun havde været ansat siden 1970erne.
Jenny Voorraad havde en helt anden ledelsesstil end Tom Christensen.
Han havde været den fagligt dygtige og korrekte embedsmand,
uddannet i et ministerium. Hans tid som socialinspektør var
præget af Bistandslovens iværksættelse, men var samtidig en videreførelse
af en række traditioner, der stammede tilbage fra Andreas
Sørensens tid. Tom Christensen iværksatte i forhold til hans forgænger
på posten flere udviklings- og planlægningstiltag.
Jenny Voorraad havde mod på forandringer. Hun lagde vægt på,
at der skulle holdninger og politiske målsætninger ind i det langsig-
89

Socialinspektør Henning Seiding fotograferet
september 1989 af Ludvig Dittmann.
90
tede planlægningsarbejde. Administrationen skulle gøres forståelig,
og borgerne skulle have større service og medindflydelse end hidtil.
Opdelingen i syv afdelinger gjorde, at borgerne følte, at systemet var
opsplittet. Jenny Voorraad ønskede en forenkling således, at alle
spørgsmål vedrørende ældres forhold blev samlet i én afdeling, børnog
unges forhold i en familieafdeling, og at der blev etableret en
slags straks-ekspedition, hvor borgerne kunne få udleveret skemaer
og få svar på enkle spørgsmål.
Organisations- og udviklingstiltagene blev diskuteret på samarbejdsudvalgsmøder,
leder-, afdelings- og personalemøder. Det
interne informationsnetværk skulle forbedres, ikke blot mellem de
forskellige afdelinger, ledere og medarbejdere på Nicolai Plads, men
også mellem forvaltningen på Nicolai Plads og de ansatte i vuggestuer,
børnehaver, fritidshjem og plejehjem. Der blev indført opfølgningsmøder
efter hvert socialudvalgsmøde, hvor Jenny Voorraad i
samarbejde med afdelingslederne fordelte opgaverne.
Det blev imidlertid et problem, at visionerne og ideerne kom i en
sådan hast, at hverken medarbejdere eller medlemmer af Socialudvalget
fandt den fornødne tid og ro til at få tingene diskuteret til
bunds. Jenny Voorraad fulgte ikke op på de mange nye initiativer og
medarbejderne blev frustrerede. Det gav anledning til konflikter.
Jenny Voorraads tid som socialinspektør blotlagde nogle problemer,
som havde været i forvaltningen i årevis. Et af problemerne var, at
skillelinien mellem Socialudvalgets og forvaltningschefens kompetence
var uklar.
I sommeren 1985 blev det tydeligt, at forholdet mellem Jenny
Voorraad og socialudvalgsformand Alex Jentsch var anspændt. Kritikken
fra medarbejderne blev også mere udtalt, bl.a. i samarbejdsudvalgene,
hvor man desuden i midten af 1980erne kæmpede med en
række samarbejdsproblemer i Sundhedsplejen og Hjemmesygeplejen.
Fra andre sider blev Jenny Voorraad dog bakket op på grund af
hendes bestræbelser på at ændre på tingene. Spændingerne blev
dog efterhånden så store, at Jenny Voorraad til sidst valgte at opsige
sin stilling. Hun fik stillingen som kommunaldirektør i Hasle
Kommune.
Kontorchef Jørgen Fønsskov konstitueredes på ny, mens Socialudvalget
- denne gang i samarbejde med konsulentfirmaet Kaalbye - gik
i gang med at finde en ny socialinspektør. Kaalbye blev første gang
anvendt i forvaltningen i foråret 1985 til en undersøgelse af forvaltningens
ledelsesproblemer.
Socialinspektørvakancen faldt sammen med en udskiftning på formandsposten
i Socialudvalget. 1. januar 1986 blev socialdemokraten
Bent Ginnerskov ny udvalgsformand.
Henning Seiding ny socialinspektør i 1986
For første gang i forvaltningens nyere historie pegede man på en
person, der var “oplært i huset”. Den på det tidspunkt kun 35-årige
Henning Seiding var blevet uddannet på Sydjysk Korn og Foderstof
på Kolding Havn i 1970, og efter endt militærtjeneste blev han inkassomedarbejder
på Kolding Kommunes Kæmnerkontor i 1972. I de
følgende år efteruddannede han sig på forskellige kommunalkurser
og blev en af de første i kommunen, der uddannede sig i det nye
kommunale regnskabssystem, der blev indført i 1976. Hans indsigt i
dette var en af grundene til hans ansættelse i Socialforvaltningens
regnskabsafdeling i 1978. I de næste år var han med til at ændre

Socialudvalget 1987-1989. Fra venstre
Carl Sørensen, Bruno Pedersen, Villy
Søvndal, Lis Ravn Ebbesen, Bent Ginnerskov
(formand), Vilhelm Jørgensen
og Aase Meyn.
regnskabs- og budgetforholdene i forvaltningen, der var vant til
mange revisionsanmærkninger.
Hans direkte og kontante stil vakte opmærksomhed i forvaltningen
allerede i 1978. Det var dog intet imod den opmærksomhed, der
blev rettet mod ham, da han tiltrådte som ny socialinspektør 1. maj
1986. Henning Seiding havde nogle helt klare forventninger til medarbejdere
og politikere, men gav også klart udtryk for, hvad de
kunne forvente af ham. Den selvbevidste og direkte ledelsesfacon
fandt vej til avisernes overskrifter: “Sergenten skal styre socialen” og
“troubleshooter” var blot nogle af dem, og han blev i aviserne citeret
for, at han nu vovede sig ind i “junglen på socialforvaltningen i
Kolding, hvor der kan lure en slange bag hvert træ og hver græstue
kan gemme en bundløs mose”.
Henning Seiding var godt kendt med kommunen og forvaltningen
i forvejen, og han vidste, hvor problemerne var. I modsætning til
Jenny Voorraad, der aldrig fik afklaret, hvor skillelinien mellem politikernes
og forvaltningschefens ansvar lå, ønskede Seiding, at det
forhold blev præciseret fra starten. Han ville have politisk opbakning
til at ændre på forholdene. Derfor stillede han politikerne tre spørgsmål:
Om man erkendte, at forvaltningen de seneste år havde haft
store ledelsesproblemer, om de ville gøre noget ved det, og om det
kunne bekræftes, at Socialforvaltningen var en servicevirksomhed?
Henning Seiding fik det tilsagn, han havde ønsket. Tilbage var
opgaven at få “vendt supertankeren”. Han gav sig selv fem år. Målsætningerne
var ikke meget anderledes end dem, Jenny Voorraad havde
sat sig: Forvaltningen skulle være bedre til at yde service overfor borgerne,
udviklingen skulle styres af politiske målsætninger, og der
skulle mere korpsånd ind i samarbejdet mellem ledere og medarbejdere.
Grænserne mellem forvaltningen og personalet i marken
skulle nedbrydes. De ansatte skulle have den opfattelse, at Socialforvaltningen
startede der, “hvor hjemmehjælperen vasker den gamle,
hvor pædagogmedhjælperen trøster et grædende barn, og hvor socialrådgiveren
søger at hjælpe den enlige mor”.
Forvaltningsstrukturen skulle ændres, og der skulle holdninger og
service ind i forvaltningsarbejdet. Den opgave kom til at kræve en
betydelig arbejdsindsats fra ledelse, medarbejdere og politikerne i
Socialudvalget. Ikke mindst, da forvaltningen i foråret 1987 for alvor
kom i mediernes søgelys. Lokale og landsdækkende aviser begyndte
at skrive om uregelmæssigheder i Bistandsafdelingen, hvor en klient
havde truet sig til en meget stor bistandsydelse hos en sagsbehandler.
91

Bent Ginnerskov får hjælp til at klippe
snoren over ved indvielsen af Dagplejens
nye lokaler den 12. oktober 1989. Foto
Kolding Folkeblad.
92
Socialsagen
“Sagen” blev offentlig kendt i foråret 1987, men internt i forvaltningen
havde man allerede året før fået kendskab til, at en klient
igennem længere tid havde truet sig til langt over 100.000 kr. hos en
sagsbehandler. I efteråret 1986 iværksatte man internt i forvaltningen
en undersøgelse af hele bistandsområdet, og senere blev også
Kommunernes Revisionsafdeling inddraget.
Undersøgelserne viste, at de administrative forhold lod meget
tilbage at ønske. Regnskabs- og journalføringen var mangelfuld, og
der manglede også i vid udstrækning retningslinier for administration
og tildeling af klientmidler. Undersøgelserne viste også, at der
ikke kun var tale om en enkeltstående begivenhed. Siden 1985 havde
der fundet flere tilfælde af fejludbetalinger, fejlberegninger og fejlkonteringer
sted.
Sagen resulterede i en tjenestemandsundersøgelse, hvis direkte
konsekvens blev, at den pågældende sagsbehandler blev afskediget.
Socialsagen viste dog også, at der i forvaltningen på flere niveauer
savnedes ledelsesmæssig kompetence og enighed om mål.
Socialsagen blev en stor belastning, ikke blot for de direkte implicerede
personer, men for hele forvaltningen. I Bistandsafdelingen
blev der gennemført personale- og udviklingsmøder, hvor man forsøgte
at diskutere tingene til bunds og få indarbejdet nye retningslinier
og rutiner i arbejdet. Det var en periode med oprydning, indførelse
af manualer og retningslinier på alle områder, kraftigt støttet af
centralforvaltningen.
En udløber af sagen blev også, at kontorchef Jørgen Fønsskov fik
nye arbejdsopgaver. Det skyldtes, at han havde været forvaltningens
ansvarlige leder i den periode, hvor man primært havde konstateret
administrative og ledelsesmæssige svigt.

Nye chefer i Socialforvaltningen i 1988.
Fra venstre afdelingschef for den faglige
del af bistandsafdelingen Judith Petersen,
budget- og regnskabschef Lars Rasmussen,
kontorchef for sektionen for økonomisk
bistand og sikring Niels Ågesen,
vicesocialchef Kim Rasmussen og afdelingschef
for hjemmesygeplejen Vibeke
Kjellerup. Foto: Lars Holm
“For tre millioner kroner nye chefer”. Ny forvaltningsstruktur 1988
Socialsagen fandt sin formelle afslutning med tjenestemandsrettens
domsafsigelse i 1988. Samme år gennemførtes en ny forvaltningsstruktur.
Denne gang havde man ikke brugt konsulenter udefra.
Den nye struktur skulle sikre, at socialforvaltningen udviklede sig
til en servicevirksomhed, der ydede en langt mere effektiv drift. Det
nødvendiggjorde i første omgang en styrkelse af ledelsen. Erfaringen
fra de foregående ti år havde vist, at forvaltningen manglede ledere
og mellemledere til planlægnings-, økonomi-, og udviklingsopgaver.
Byrådet godkendte, at socialinspektøren fik “for tre millioner kroner
nye chefer”.
Der oprettedes en vicesocialchefstilling, som blev besat med Kim
Rasmussen, og driften henlagdes til tre sektioner: et område for
bistand og sikring, et område for børn- og unge, og et område for
ældre. I de to sidstnævnte afdelinger placeredes desuden de respektive
institutionsområder. Institutionsafdelingen var allerede blevet
nedlagt i 1986.
Hver sektion blev ledet af en kontorchef. Sektionen for økonomisk
bistand og sikring blev besat med den 30-årige Niels Ågesen.
Han var blevet ansat i forvaltningen i 1984 som budget- og planlægningsmedarbejder.
Sektionen for foranstaltninger for ældre blev besat med Tanja
Sørensen, som kom fra Horsens Kommunes Socialforvaltning, mens
sektionen for foranstaltninger for børn og unge i første omgang ikke
fik en kontorchef.
Jørgen Fønsskov blev kontorchef i Sektion for administrative fællesfunktioner
med ansvar for bl.a. bygnings- og lokaleforvaltning,
arkiv, informationsvirksomhed i forvaltningen og sikkerhedsudvalgsopgaver.
93

Da Henning Seiding fratrådte i sommeren
1991, blev der taget dette billede af
Socialforvaltningens ledergruppe. Det er
fra venstre Preben Kirkeby, Willi Weber,
Musse Tramm, Judith Petersen, Vibeke
Kjellerup, Grete Bugge, Jørgen Fønsskov,
O. Fischer-Nielsen, Lis Gundersen,
Mette Holst, Lis Kofoed, Henning
Gadmar, Lars Rasmussen, Hanne
Ravn, Bent Johansen, Poul Erik Nielsen
og Niels Ågesen.
94
Kontorcheferne indgik i forvaltningens ledergruppe, der også
talte en række nye og gamle medarbejdere. Lars Rasmussen blev
hentet fra budgetafdelingen i Økonomisk Forvaltning og blev Socialforvaltningens
nye budget- og regnskabschef. Forvaltningens planlægningschef
var Preben Kirkeby og Hanne Ravn var sekretariatschef
med ansvar bl.a. for at udbygge og videreudvikle forvaltningens sagsog
journalsystemer.
I de forskellige sektioner blev der endvidere oprettet souschefstillinger,
ligesom der blev en ansat en række nye afdelingsledere. Siden
midten af 1980erne var en række afdelingschefer, der havde siddet i
forvaltningen i mange år, gået på pension. Svend Eriksen, Orla Buch
og Poul Rasmussen forlod forvaltningen i 1985 efter mere end 40 års
tjeneste.
Organisationsændringerne og personaleudskiftningerne betød, at
forvaltningen i 1988 så væsentligt anderledes ud end blot få år før.
Den var nu i højere grad tilpasset de nye mål for service i Socialforvaltningen.

Villy Søvndal, socialudvalgsformand
1990-94.
Serviceforvaltning,
brugerindflydelse og
tværsektionelt samarbejde
1988-1998
I årene mellem 1988 og 1998 var Socialforvaltningen i vækst på alle
områder. Forvaltningens interne arbejde for at genoprette respekten
efter “socialsagen” bar frugt. De nye målsætninger om mere
åbenhed og service trængte ud i forvaltningen, og man havde
kræfter til at iværksætte en lang række nye initiativer inden for
ældreområdet og børn- og ungeområdet. Det blev i dette tiår, at brugerne
fik reel indflydelse på, hvilken service og hvilke sociale tilbud,
Kolding Kommunes Socialforvaltning skulle udbyde.
Den politiske tiltro til forvaltningsudøvelsen kom tilbage. Hvor
politikerne under socialsagen ikke havde turdet overlade mange
beslutninger til embedsmændene, blev der efter fælles overenskomst
etableret en mere klar kompetencefordeling mellem politikere og
embedsmænd.
Tre socialdirektører (“inspektør” blev skiftet ud med “direktør” i
1989), alle “oplært i huset”, fulgte på skift. Efter Henning Seiding
fulgte Niels Ågesen og i 1998 Lars Rasmussen. Det var også medvirkende
til at skabe kontinuitet i udviklingen. Forgængerens ideer blev
i mange tilfælde videreudviklet eller ført ud i livet af efterfølgeren.
Ny socialudvalgsformand og ændringer i forvaltningsledelsen 1989
Socialdemokraten Bent Ginnerskov Jensen havde været socialudvalgsformand
i den periode, hvor forvaltningsstrukturen blev gennemgribende
forandret. 1. januar 1990 fik Socialudvalget en ny
formand. Byrådsvalget i 1989 havde medført en halvering af socialdemokraternes
mandater, mens SF havde fået 6 mandater. Det var
derfor naturligt, at en SFer fik formandsposten i udvalget, og det
blev Villy Søvndal. Han havde været medlem af Socialudvalget siden
1982, og i 1986 var han blevet næstformand.
1990 bød også på ændringer i forvaltningsledelsen. Vicesocialdirektør
Kim Rasmussen fratrådte, og stillingen blev ikke genbesat.
Niels Ågesen fungerede dog som souschef. Ud over bistands- og sikringsområdet
fik han også ansvaret for daginstitutioner, sundhedspleje
og tandpleje.
I 1989 havde Willi Weber desuden afløst Tanja Sørensen som kontorchef
på Ældreområdet.
Fra 1989 og frem til 1991 udgjordes forvaltningsledelsen af en 4mandsdirektion,
der bestod af Henning Seiding, Willi Weber, Niels
Ågesen og Lars Rasmussen.
Pladsproblemerne på Nicolai Plads blev i de følgende år større. I
1988 var handicapgruppen, familieydelsesafdelingen og dagpengeafdelingen
flyttet til Unibanks hus i Bredgade. Da dette lejemål blev
opsagt, flyttede handicapgruppen, dagpengeafdelingen og familieydelsesafdelingen
til den grå bygning i Skolegade.
95

Borgmester Per Bødker Andersen afslører
søhestskulptur ved Basagerhus, skænket
af Lejerbo maj 1991.
96
Ældrekampagnen 1989
Ældrekampagnen, der kørte i 1989 og 1990, blev det første synlige
bevis på, at Socialforvaltningens styrke var genoprettet. Kampagnen
blev til på initiativ af socialinspektør Henning Seiding. I slutningen
af 1980erne var der stor bevægelse inden for ældreområdet. Den
kommunale ældrepolitik blev diskuteret, og der blev iværksat en
masse initiativer og forsøgsprojekter. Bl.a. blev der i 1988 udsendt en
bog, “Livets grønne vinter”, som handlede om et genoptræningsprojekt,
man havde gennemført på plejehjemmet Højegården. Forsøget
gik ud på, at ældre i en periode boede på hjemmet og blev genoptrænet,
for derefter at kunne klare sig i eget hjem.
Ældreområdet blev det første område, man lavede særlige målsætninger
for. I september 1989 hustandsomdeltes en debatavis om
Kolding Kommunes ældrepolitik. Titlen på debatavisen “Gammel
nok til at bestemme selv” og “Hvordan vil du gerne være gammel i
Kolding” signalerede, at det var brugernes og borgernes ideer og
ønsker, der skulle frem i lyset. Avisen skulle sætte skub i debatten om
ældreforhold, således at politikerne fik et bedre grundlag - nemlig
brugererfaringer - at træffe beslutninger ud fra. Året efter kom en
opfølgende debatavis. Kampagnen markerede Socialforvaltningens
nye linie om åbenhed i det sociale arbejde. Informationsvirksomheden
over for borgerne blev større.
Kampagnen og ældredebatten resulterede i en byrådsbeslutning i
1990 om forsøgsvis distriktsinddeling på ældreområdet, først i Distrikt
Nordøst. Ideen var, at den daglige ledelse af ældreområdets
administrative opgaver, hjemmehjælp, hjemmesygepleje, fysioterapi,
tildeling af bolig, socialrådgivning m.m., skulle henlægges til et
ældrecenter, så tæt på brugerne, som muligt. Det blev dog ikke realiseret
alt sammen.

Pensionistudvalget i 1993. Bagerste
række fra venstre: Inger Bøjsen, Claudine
Frøsig, Einar Nielsen, Marinus Thomassen,
Willi Weber, Niels Ågesen, Bent
Ginnerskov, Jens Pedersen, Johannes
Høyrup, Johanne Poder, Inger Bryhl.
Forreste række fra venstre: Ingrid Bennedsen,
Anna Christiansen, Tove Markussen,
Hanne Lassen, Erika Korsgaard,
Elna Larsen, Helge Hansen,
Tove Mikkelsen, Alice Jørgensen.
Ældrekampagnen betød samtidig en realisering af tankerne om
borger- og brugerindflydelse. Der var allerede i 1986 blevet nedsat et
pensionistudvalg, som skulle tages med på råd i ældrepolitiske
spørgsmål, men det var først i 1990erne, at udvalget for alvor kom til
sætte sit præg på udviklingen.
Pensionistudvalget bestod af 21 medlemmer. Socialudvalgets
formand var født formand, og desuden deltog socialdirektøren, kontorchefen
for ældreområdet samt kommunens ældrekonsulent. De
øvrige 17 medlemmer blev alle udpeget af pensionisternes brugerråd
og organisationer.
Distriktsinddelingen blev permanent i begyndelsen af 1992 og
samtidig udvidet til at omfatte fire distrikter. Ældrecentrene placeredes
på Munkensdam Plejecenter, Højegården, Låsbyhøj og Kløverhøj.
Da det nye plejehjem Olivenhaven i 1996 stod færdigt, og Låsbyhøj
var blevet indrettet til genoptræningscenter, flyttede administrationen
af Distrikt Midt fra Låsbyhøj til Olivenhaven.
Distriktsopdelingen medførte, at administrationen af hjemmehjælpen,
aktivitetscentrene, ældreinstitutionerne og dele af hjælpemiddelområdet
blev lagt ud i de fire ældredistrikter. De resterende funktioner
blev med undtagelse af Hjemmesygeplejen underlagt en
udviklings- og planlægningsafdeling. I 1993 blev der ligeledes udarbejdet
“Retningslinier for Hjemmehjælp”. Det var et tiltag, man også
var begyndt at lave i andre byer på det tidspunkt, f.eks. i Vejle og
Horsens. Baggrunden var, at det skulle tydeliggøres, hvad der var en
hjemmehjælpers opgaver.
Decentraliseringen og forsøget på at indføre moderne ledelsesformer
vendte op og ned på traditionerne. Også de nye retningslinier
blev mødt med modstand fra medarbejdernes side. De følte, at “tingene
blev presset ned over hovedet på dem”. Pensionisterne var også
imod nyordningen. Kritikken kom primært fra Pensionistudvalget. I
97

Socialdirektør Niels Ågesen. Foto:
Lillian Fransson.
98
sommeren 1993 var der en række kritiske indlæg i medierne om
administrationen af hjemmehjælpen.
Socialdirektør Niels Ågesen tog problemet op ved en række dialogmøder
på de forskellige plejehjem, og det lykkedes at få vendt
stemningen både hos medarbejderne og hos pensionisterne. Man
tog sig tid til at informere begge parter bedre om ændringerne
inden for området, og som et nyt tiltag blev der lavet aftaleskemaer
mellem pensionister og hjemmehjælpere, hvilket foregreb den lov,
der gjorde sådanne lovpligtige.
Kritikken forstummede i den grad, at Ældresagen i august 1994
udnævnte Kolding Kommune til at være den bedste kommune på
ældreområdet, og det var endda i et år, hvor ressourcerne både økonomisk
og personalemæssigt var en del lavere end i 1993.
Erfaringerne fra ældrekampagnen og den voldsomme kritik i sommeren
1993 havde lært forvaltningsledelsen, at det var afgørende
vigtigt at tage alle involverede parter med på råd. Som eksempel på
brugerindflydelse i praksis kan nævnes oprettelsen af plejehjemmet
Olivenhaven, der stod klar til indflytning i 1996. Her var Pensionistudvalget
aktivt medvirkende i beslutningsprocessen og var sammen
med Socialudvalget på studieture for at se på plejehjem.
Erfaringerne fra indsatsen på ældreområdet resulterede desuden i
1996 i nyindretningen af Låsbyhø til genoptrænings- og aflastningscenter.
I forlængelse af det tidligere forsøg på Højegården skulle
centret medvirke til, at pensionister, der i en periode havde brug for
fysisk, psykisk eller social genoptræning, efter opholdet kunne vende
tilbage til eget hjem.
Indsatsen over for de meget svage gamle, de senil demente, blev
styrket ved etableringen af skærmede enheder på daghjem og plejehjem.
Solgården i Harte blev indrettet til udelukkende senil
demente, og der blev fra 1994 etableret fire fuldtidsstillinger i et støttekorps,
der skal rådgive og støtte pårørende til demente og det plejepersonale,
der har med de demente at gøre. Fra 1995 er igangsat
en basisuddannelse for medarbejdere, der er i løbende kontakt med
senil demente brugere.
For de handicappede skete en gradvis afvikling af store centrale
institutioner, i stedet etableredes mindre institutioner og bofællesskaber.
Borger- og brugerinddragelsen er blevet udvidet i 1990erne
igennem oprettelsen af en række brugerorganer i medfør af Styrelseslovens
§ 17 stk. 4, som f.eks. Ungdomsrådet (i kulturudvalgsregí),
Ældrerådet og Handicaprådet (oprettet i 1998). Rådene får sekretær-
og protokolbistand fra Socialforvaltningen bortset fra Ungdomsrådet,
der sekretariatsbetjenes af Kulturforvaltningen.
Samarbejdet med frivillige sociale organisationer er også vokset i
1990erne. I 1998 er Rådet for frivilligt socialt arbejde oprettet. Rådet,
der består af fire medlemmer, er alle blevet valgt blandt de frivillige
foreninger i Kolding Kommune.
Socialdirektør Niels Ågesen
Ældrekampagnen blev igangsat under socialinspektør Henning
Seiding, mens det blev hans efterfølger, der fulgte det op i 1990erne.
Henning Seiding havde ved sin tiltrædelse bekendtgjort, at han kun
ville være forvaltningsdirektør i 5 år, og det kom til at holde stik næsten
på dato. Henning Seiding fratrådte 31. maj 1991 for at blive
kommunaldirektør i Juelsminde Kommune.

Socialudvalget i 1993. Stående fra
venstre Bent Ginnerskov, socialdirektør
Niels Ågesen, socialudvalgsformand
Villy Søvndal, Henrik Knudsgaard,
sekretariatsleder Hanne Ravn. Siddende
fra venstre Inger Klarskov Petersen, Lis
Ravn Ebbesen, Walther Gessner Petersen,
Jens Andersen.
Foto: Lillian Fransson.
Den succes, det havde været at ansætte en socialdirektør “indefra”,
blev fulgt op med ansættelsen af cand. polit. Niels Ågesen. Hans tid
som socialdirektør fra 1991 til 1997 blev kendetegnet ved en række
markante projekter, øget brugerindflydelse og særlige initiativer over
for specielt svage grupper.
Niels Ågesen genoprettede i 1991 vicesocialdirektørposten med
Lars Rasmusen som vicedirektør. Ledelsmæssigt etableredes “den
lille direktion”, bestående af Niels Ågesen, Lars Rasmusen og Willi
Weber. De to sidstnævnte fik hver deres driftsområde, Willi Weber
som leder af Sundheds- og Servicesektionen (ældreområdet, daginstitutioner,
tandplejen, skolelæger og sundhedsplejen), mens Lars
Rasmussen fik Rådgivningssektionen (familierådgivning, økonomisk
rådgivning og bistand og dagpengeafdelingen).
Social- og Arbejdsmarkedsudvalget 1994. Ny udvalgsformand
Efter byrådsvalget i 1993 fortsatte Villy Søvndal som socialudvalgsformand.
Da han udtrådte i august 1994, efter at være blevet valgt til
Folketinget, blev SFeren Lis Ravn Ebbesen ny formand. Hun havde
siddet i udvalget siden 1982.
Fra 1. januar 1994 fik Socialudvalget navneforandring til Social- og
Arbejdsmarkedsudvalget, og samtidig blev Socialforvaltningen også
sekretariat for Beskæftigelsesudvalget, da beskæftigelsesområdet på
dette tidspunkt overgik fra Økonomiudvalgets til Socialudvalgets ressortområde.
Området blev henlagt under Lars Rasmussen og Rådgivningssektionen,
men jobcentret på Møllen bibeholdtes (se nedenfor
s. 101).
Beskæftigelsesudvalget, som også var et såkaldt § 17 stk. 4. udvalg,
var oprindeligt nedsat af Økonomiudvalget.
Børn- og Unge kampagnen 1993 og det forebyggende arbejde
Efter en byrådsbeslutning i oktober 1992 indledtes en Børn- og Unge
kampagne, der kørte videre det meste af 1993. Kampagnen fulgte de
samme ideer som ældrekampagnen, men i modsætning til denne
lagde Børn- og Ungekampagnen mere op til, at borgerne selv skulle
99

Borgmester Per Bødker Andersen taler
ved den afsluttende konference i forbindelse
med Børn- og Unge kampagnen på
Munkensdam Gymnasium. Blandt tilhørerne
se byrådsmedlemmerne Jens
Møller og Dan Nielsen. Til højre for
borgmesteren ses socialdirektør Niels
Ågesen, koordinator for Børn- og Unge
kampagnen Lisbeth Pedersen og foredragsholderen
Per Schultz Jørgensen.
Foto: Nils Rosenvold.
100
formulere, hvad der skulle være kommunens politik på området.
Ældrekampagnen var lagt op som en række byråds- og forvaltningsforslag,
som borgerne kunne diskutere ud fra. Det var nu tanken, at
initiativerne og ideerne til en børn- og ungepolitik skulle formuleres
af borgerne. Alle skulle inddrages i en debat om, hvordan børn og
unges vilkår i Kolding skulle være. Baggrunden var ønsket om en
generel styrkelse af indsatsen over for børn og unge.
Kampagnen satte gang i en “eksplosion af børn- og unge-initiativer”
i foråret 1993, som dels resulterede i en række byrådsbeslutninger
og som også indgik i Social- og Sundhedsplan 1994 - 1997. Kampagnens
gennemslagskraft hang til dels sammen med, at Lov om
etablering af forældrebestyrelser i alle kommunale daginstitutioner
trådte i kraft i januar 1993. Dermed var der også af den grund skabt
øget fokus på området. I foråret 1993 udarbejdedes “Håndbog for
forældrebestyrelser i Kolding Kommunes daginstitutioner”, hvor
bl.a. kommunes målsætning for daginstitutionsområdet blev præsenteret.
Kampagnen betød, at Kolding Kommune fremstod som pionerkommune
på børn- og ungeområdet ved at være en af de første kommuner
i Danmark, der lancerede en børnepolitik. På den afsluttende
konference i maj 1993 udtalte professor Per Schultz Jørgensen fra
Danmarks Lærerhøjskole bl.a.: “Det, der først har slået mig, er at
kampagnen er ret enestående. Jeg vil godt sige, at blandt de mange
kommuner, jeg har haft bekendtskab og kontakt med, har jeg ikke
mødt en kommune, som har forsøgt sig i den retning her”.
I praksis bestod kampagnen i en lang række forskellige arrangementer
og aktiviteter, temadage, møder, idræts- og kulturdage o.s.v.
Eftersom temaerne “Indsatsen over for Børn- og Unge” og “KVALI-
TET i børn og unges liv” gik på tværs af forvaltningsområder, deltog
endvidere Skole- og Idrætsforvaltningen, Kulturforvaltningen,
idrætsorganisationerne i Kolding og Folkeoplysningsudvalget i den
kommunale styregruppe, der blev nedsat til formålet. Styregruppen
nedsatte en række projektgrupper, der skulle fungere som igangsættere
og sørge for PR inden for kommunens 11 lokalområder. Aktiviterne
i lokalområderne skulle danne baggrund for en dialog mellem
børn, unge, forældre og repræsentanter for det frivillige arbejde. Alt
dette skulle danne grundlaget for en overordnet målsætning for hele
kommunen.

Beskæftigelsesudvalget og embedmænd
foran Jobcenter Møllen i november
1991. Fra venstre socialdirektør Niels
Ågesen, Kurt Brauer, Chr. Kragh, Bent
Ginnerskov, Gunnar Storm Thomsen,
John Bondebjerg, Jens Møller, Jens Chr.
Thulstrup, Hans Lind, Iver Schriver,
Vagn O. Pedersen og Jens Andersen.
Resultaterne af Børn- og Ungekampagnen havde betydning på
såvel kort, som på længere sigt. På kort sigt blev der etableret en
række tilbud til børn og unge (og forældre), som var blevet efterlyst
under kampagnen: private legestuer, nye spejdertrupper, Mødestedet
på Lyshøjskolen, en fiskeklub i Sdr. Bjert, lokalblade, ungdomshus
m.m. På længere sigt bidrog kampagnen til at sætte børn og
unges livsvilkår på den politiske dagsorden som et vigtigt punkt.
Med hensyn til det forebyggende arbejde skete der også i disse år
betydelige forbedringer. Flytningen af tandplejens hovedklinik fra
lokalerne på Rendebanen til den tidligere Riis Toft Skole i januar
1994 var især et stort fremskridt.
En målrettet forebyggende indsats for truede børn og unge har
været en af forvaltningens vigtigste opgaver i de senere år. Senest er
etableret Familiecentret på Skamlingvejen, der åbnedes i november
1997.
Kampen for en pasningsgaranti
På børnepasningsområdet er der gennem hele perioden gjort en
meget stor indsats for at nedbringe antallet af børn på venteliste. I
Social- og Sundhedsplan 1994-1997 var det målet at indføre pasningsgaranti.
I 1991 stod Socialforvaltningen for 3644 pasningspladser,
hvortil kom ca. 330 pladser i skolefritidsordninger. Pr. 31. december
1997 disponerede kommunen over 6123 pasningspladser inkl.
696 skolefritidspladser. Alligevel var der stadig børn på venteliste,
netto ca. 350 fremgår det af kommunens årsberetning fra 1997.
I 1995 besluttede Byrådet, at børn ikke kan blive passet på kommunale
institutioner efter 3. klasse, og i 1998 er det besluttet, at Skoleforvaltningen
alene skal stå for pasning af børn i skolealderen.
101

Folkekøkkenet på Haderslevvej, der er en
del af projekt “Bænkevarmerne”.
102
Beskæftigelses- og aktiveringprojekter, livskvalitet
og brugerindflydelse
I september 1991 blev Gøhlmanns Mølle, senere kaldet Møllegården,
taget i brug som kommunalt jobcenter. Jobcenter Møllen
varetog det administrative arbejde inden for beskæftigelseslovgivningen
samt en del af bistandslovgivningen, f.eks. førstegangshenvendelser
om kontanthjælp. Arbejdsopgaverne bestod især i at skaffe
ledige kontanthjælpsmodtagere i arbejde på det private arbejdsmarked
eller i uddannelse i nært samarbejde med Arbejdsformidlingen,
AMU-centret, Kolding Udviklingshøjskole og VUC. Kampagnen
“Kolding i Arbejde”, der blev gennemført i efteråret 1992, havde som
målsætning at skaffe mindst 100 i arbejde, og i løbet af 2 måneder
lykkedes det at skaffe 131 jobs hos private arbejdsgivere.
Inden for det samlede kontanthjælps- og beskæftigelseområde var
1990ernes strategi at gå fra “passiv hjælp til aktiv forsørgelse”. Der
blev igangsat en lang række beskæftigelsesprojekter, og - som noget
nyt - livskvalitetsprojekter.
Et særkende for 1990erne var bestræbelserne på at nå ud til nogle
marginalgrupper, som hidtil havde været overladt til sig selv, unge
arbejdsledige med problemer, stofmisbrugere, alkoholikere, førtidspensionister
og ensomme ældre.
Projekterne blev iværksat ud fra ideen om aktiv brugerindflydelse.
Nogle af projekterne var så utraditionelle, at man mødte modstand,
både politisk og blandt borgerne. Samarbejdet med de frivillige organisationer
udbyggedes, og nye projektorganisationer afprøvedes med
held.
Projekterne har resulteret i etableringen af bl.a. Vækststedet på
Fynsvej, Psykiatrigruppen på Pakhustorvet, Projekt “Bænkevarmerne”,
Café Paraplyen i Adelgade, Street Walkere og Regnbuen. Initiativtageren
til Street Walker-projektet var distriktsleder Knud Jensen,
der arbejdede med unge lovovertrædere i bl.a. SSP-samarbejdet.
Projekt Regnbuen gik ud på at oprette et værested for narkomanerne
i Riberdyb. I begyndelsen var de handlende meget imod
ideen, men kritikken forstummede, da antallet af butikstyverier i
området faldt. Projekt Kontakten blev oprettet til at tage sig af en
lille gruppe unge, som ikke kunne indpasses i andre aktivitetsprojekter.

Dansk-iransk aften på Socialforvaltningen
i januar 1986. Foto: Orla
Lund.
Som eksempel på den utraditionelle måde at løse “problemerne”
på og ideen om brugerindflydelse i praksis kan nævnes indsatsen
overfor “bybumserne”. De blev inviteret til et møde med Social- og
Arbejdsmarkedsudvalgets medlemmer, hvor de blev spurgt, hvad
kommunen kunne gøre for dem. De ville såmænd blot ha’ et sted at
drikke øl! Det førte til, at man byggede “Læskuret”.
Arbejdet med flygtninge
Siden 1986 har der været en særlig flygtningegruppe i Socialforvaltningen,
og der har været en stadig tilgang af flygtninge. Ved udgangen
af 1995 var registreret 786 flygtninge, hvortil kom ca. 290 bosniske
flygtninge, som Kolding Kommune på det tidspunkt overtog integrationen
af. Der samarbejdes med Dansk Flygtningehjælps og LOFs
sprogskoler, med AMU-centret og med Kolding Udviklingshøjskole.
Fra 1. juli 1998 er trådt en ny integrationslov i kraft, der lægger op
til, at de opgaver, der hidtil er løst af Dansk Flygtningenhjælp, overføres
til kommunerne.
Det Rullende Galleri
Det Rullende Galleri blev et af de mest omtalte aktiveringsprojekter i
1990erne. Projektet startede i august 1989 som et led i bestræbelserne
på at aktivere unge bistandsmodtagere. I december 1989
bevilgedes 30.000 kr. til at bygge en skurvogn i forbindelse med projektet.
På trods af det beskedne beløb afstedkom forslaget stor diskussion
i Byrådet. Mødet blev afbrudt for at byrådsmedlemmerne
kunne diskutere videre i grupperne. Det var på et tidspunkt, hvor tiltroen
til forvaltningen først lige var ved at blive genoprettet. Skurvognen
blev opstillet på Låsbyhøj og blev senere ildpåsat.
103

Ubåden i Kolding Havn, april 1994.
Foto: Bodil Bogh.
104
Det Rullende Galleri stod i de efterfølgende år for en lang række
kulturelle og sociale arrangementer, med de to socialrådgivere, Birgitte
Rørdam og Poul Clausen som initiativtagere. Aktiviteterne
bestod bl.a. i teater- og musikarrangementer samt deltagelse i forskellige
arbejdsprojekter både i kommunalt og i frivilligt regí.
En del af de initiativer, der udsprang fra Det Rullende Galleri var
så utraditionelle, at mange borgere blev modstandere af hele konceptet.
Det Rullende Galleris mest berømte projekt var U-bådsprojektet.
Ideen om at få en udrangeret ubåd fra Sovjetunionen dukkede op
allerede i 1989, men først i 1991 begyndte ideen at vinde gehør. De
unge gallerister havde skrevet til Sovjetunionens daværende leder,
Michail Gorbachev, der venligt havde givet tilsagn om at ville levere
en gammel ubåd kvit og frit til Kolding Kommune.
Ideen var, at båden skulle bruges som en form for ungdoms- og
medborgerhus. Samtidig skulle projektet være et symbol, som satte
fokus på unge, arbejdsløse, bistandsklienter og førtidspensionister og
satte fokus på unges ressourcer og kulturelle idérigdom. Det var også
tanken, at den skulle bemales af den franske kunstner Jean Deswasne.
Projektet fik forvaltningens og politikernes opbakning. I 1992 tog
en delegation, bl.a. bestående af socialdirektør Niels Ågesen, til
Moskva for at forhandle om leveringen. Overdragelsesforretningen
blev ikke så enkel, som man først havde regnet med. Oprindeligt var
det tanken, at Kolding skulle have ubåden gratis. Overdragelsen
skulle foregå igennem en joint venture-aftale, men de juridiske komplikationer
viste sig for store. Det var nemmere at købe ubåden.
Prisen var 750.000 kr.

Socialdirektør Lars Rasmussen. Foto:
Lillian Fransson.
Ubåden kom til Kolding, hvor den i første omgang blev placeret i
Nordhavnen, og siden i Marina Syd, hvor det var tanken, den skulle
have permanent ophold. Der var meget modstand mod placeringen,
og i 1995-1996 vendte den politiske stemning, først gik Venstre imod,
og i oktober 1996 var der også i Socialdemokratiet flertal for, at
Ubåden skulle væk fra Kolding. Nakskov ville gerne have den, og der
er den nu.
Det Rullende Galleris historie blev en blanding af successer og
kontroverser. Kontroverserne var dog i overtal, og socialdirektør
Niels Ågesen afsluttede projektet, kort før han fratrådte i 1997.
Samarbejde på tværs af forvaltninger
I de senere år har det været væsentligt for forvaltningen at etablere
et samarbejde på tværs med andre forvaltninger om sociale problemer.
De kommunale tilbud og den kommunale service består i en
blanding af kulturelle, sociale og miljømæssige elementer. For borgerne
er kommunen én størrelse og forvaltningsopdelinger uvæsentlige.
I 1990erne har Socialforvaltningen gennemført samarbejdsprojekter
med stort set alle forvaltninger i kommunen.
Kvarterløftprojektet er et eksempel på et bolig-socialt projekt. Det
tekniske område Byfornyelse og det sociale område Aktivering og
Livskvalitet er her forenet. Lars Rasmussen skrev i 1996 ideoplægget
til kvarterløftprojektet i Kolding Kommune, og året efter blev kommunen
udvalgt til at være en af forsøgskommunerne i Folketingets
Byudvalgs forsøg med kvarterløft.
Der er nedsat en Styregruppe for Kvarterløftprojektet, der består
af udvalgsformændene for Plan- og Miljøudvalget (Margit Vestbjerg),
Teknisk Udvalg (Iver Schriver), Boligudvalget (Lis Lykke Skov) og
Socialudvalget (Lis Ravn Ebbesen). Desuden deltager teknisk direktør
Hans-Jørgen Bøgesø, socialdirektør Lars Rasmusssen og seks
borgere fra Sydvestkvarteret.
Andre eksempler på samarbejdsprojekter er Heldagsskolen og
“Skolen som tværsektionelt center”, hvor man på fem skoler har
etableret rådgivende organer, der kan trække på familievejledning,
sundhedspleje og skolevejledning.
Internationale samarbejdsprojekter og udveksling af knowhow på
tværs af landegrænser er også i stigende grad blevet vigtige. Socialforvaltningen
har bl.a haft kontakter i Spanien og i Skotland.
Socialdirektør Lars Rasmussen.
Ny organisationsstruktur, ny lovgivning
Niels Ågesen fratrådte i 1997 for at tiltræde stillingen som kommunaldirektør
i Vejle Kommune, hvorefter vicedirektør Lars Rasmussen
blev ny socialdirektør.
Lars Rasmusssen har i sin direktørperiode bestræbt sig på at etablere
en fladere ledertop end sine forgængere. Det har ført til organisationsændringer,
hvilket også skal ses i sammenhæng med den
nye bistandslovsreforms ikraftræden.
Der er etableret to store driftsområder. Et “eksternt” for børn- og
ældreområdet (Sundhed og Service) med Willi Weber som områdechef.
Her er ældredistrikterne, Daginstitutionsafdeling, Kommunal
Tandpleje, de kommunale læger og sundhedsplejen placeret. Et
“internt” rådgivningsområde under Kirsten Møller Nielsens ledelse.
105

Ved Niels Ågesens fratræden i 1997 blev
dette fotografi af Socialforvaltningens
ledergruppe taget foran Hotel Koldingfjord:
Bagerste række fra venstre: Poul Erik
Nielsen, Helga Møller Nielsen, Musse
Tramm, Peter Brandt, Hanne Ravn,
Lis Kofoed, Kaj Stubben, Peder Lindenberg,
Lis Ravn Ebbesen (formand for
Social- og Arbejdsmarkedsudvalget),
Søren Kollerup, Annette Karlsmose.
Forreste række fra venstre: Steen Dall
Hansen, Marie Kaae Hansen, Kirsten
Møller Nielsen, Bent Johansen, Ingrid
Elbæk Petersen, Astrid Refshauge,
Henning Gadmar, Niels Ågesen, Willi
Weber og Lars Rasmussen.
106
Her er Familieafdeling, Specialafdeling, Arbejdsmarkedsafdeling,
Dagpengeafdeling og Serviceafdeling placeret.
Lars Rasmussen har valgt ikke at have en vicedirektør, områdechef
Willi Weber er dog stedfortræder for socialdirektøren. Ud over Lars
Rasmussen udgøres forvaltningsledelsen af de to områdechefer Willi
Weber og Kirsten Møller Nielsen, kontorchef i Økonomiafdelingen
Peder Lindenberg og sekretariatschef Hanne Ravn.
Stabsfunktionerne varetages af udviklingschef Kaj Stubben, infomaster
Peter Olesen, planlægningskonsulent Anette Karlsmose og
arbejdsmarkedskoordinator Iver Schriver.
1998 har bl.a. været præget af den ny bistandslovsreform, der
trådte i kraft 1. juli. Den består af fire love: Lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område, Lov om social service, Lov om
aktiv socialpolitik og Lov om social pension. En af hensigterne med
disse love har været at sikre, at de svageste bistandsklienter bliver
aktiveret. Derfor er der blevet ændret på opgavefordelingen inden
for rådgivningsområdet i forvaltningen.
De første ændringer er gennemført i forbindelse med den ny
organisationsplan, der er trådt i kraft 1. oktober 1998.

Fortegnelse over medlemmer af
de sociale udvalg 1899-1999
Udvalget for Fattigvæsenet
1897 Vinhandler Chr. Friis, sagfører Edvard Lau, justitsråd C.
Nielsen, toldkontrollør B. Meyer og konsul R. Kaalund (for
Landdistriktet).
1900 Sagfører Edvard Lau (formand), justitsråd C. Nielsen,
købmand C. Jensen, tømrermester H. L. Hansen og lærer
J. C. Bro (for Landdistriktet)
1903 Sagfører Edvard Lau (formand), dr. med J. Boysen,
købmand C. Jensen, tømrermester H.L. Hansen og lærer
J. C. Bro (for Landdistriktet).
1906 Redaktør Knud Hansen (formand), læge J. C. Hempel,
købmand C. Jensen, bogtrykker F. Lumbye og overlærer
J. C. Bro (for Landdistriktet).
1909 Redaktør Knud Hansen (formand), lærerinde Alba
Dalsgaard, læge J. C. Hempel, maskinarbejder Frands
Sørensen og sagfører J. M. Viuff (for Landdistriktet).
1913 Redaktør Knud Hansen (formand), Kirstine Sørensen,
fru M. Markussen, sagfører Arendt Petersen og sagfører
J. M. Viuff (for Landdistriktet).
1917 Redaktør Knud Hansen (formand), kalkulator Aage
Bennike, postkontrollør P. Ellerbeck, fru Kirstine Sørensen
og herredsfoged W. Nielsen (for Landdistriktet).
1921 Skræddermester H. Jensen (formand), tømrer J.C.E.
Sørensen, smedemester Johs. Larsen og Kirstine Sørensen.
Repræsentant for landdistriktet kriminaldommer
W. Nielsen.
1925 Skræddermester H. Jensen (formand), tømrer
J.C.E.Sørensen, dommerfuldmægtig K. Ewald og skrædder
C.L. Schmidt. Repræsentant for landdistriktet kriminaldommer
W. Nielsen. Tømrer J.C.E. Sørensen udtrådt af
udvalget i maj 1928 og afløst af Kirstine Sørensen.
1930 Rentier M. Strunge (formand), skrædder C.L. Schmidt,
murermester C. Olling, arbejdsmand Rasmus Clausen og
fabrikant P. Beirholm.
Skrædder C.L. Schmidt og arbejdsmand Rasmus Clausen
afløses af hhv. lagerarbejder P. Andersen og slagteriarbejder
Aage Petersen.
Alderdomsunderstøttelsesudvalget 1899-1933
1897 Borgmester C. P. C. Schjørring (formand), vinhandler
Chr. Friis, købmand A. Jensen, redaktør Enevold Sørensen
og konsul R. Kaalund (for Landdistriktet)
1900 Borgmester C. P. C. Schjørring (formand), købmand A.
Jensen, arbejdsmand N. P. Hansen, sagfører Edvard Lau og
overlærer J. C. Bro (for Landdistriktet).
1903 Borgmester C. P. C. Schjørring (formand), købmand A.
Jensen, arbejdsformand
N. P. Hansen, sagfører Edvard Lau og overlærer J. C. Bro
(for Landdistriktet).
1906 Borgmester C. P. C. Schjørring (formand), redaktør
Knud Hansen, læge J. C. Hempel, købmand C. Jensen og
overlærer J. C. Bro (for Landdistriktet).
1909 Brygger A. Lorentzen (formand), redaktør Knud
Hansen, læge J. C. Hempel, uddeler J. P. Jensen og sagfører
J. M. Viuff (for Landdistriktet).
1913 Forretningsfører Ludv. Petersen (formand), lærerinde,
fru Skjøde, Kirstine Sørensen, uddeler J. P. Jensen og
sagfører J. Viuff (for Landdistriktet).
1917 Smedemester Johs. Larsen (formand), lærer J. Gammelgaard,
uddeler J. P. Jensen, Kirstine Sørensen og herredsfoged
W. Nielsen (for Landdistriktet).
Udvalget for Alderdomsunderstøttelse og Enkebørns Understøttelse
1921 Kriminaldommer W. Nielsen, smedemester Johs.
Larsen, A. Andersen, Kirstine Sørensen og overportør J. N.
Lausen.
1925 Overvagtmester Andreas Elkjær, mejeribestyrer V. F.
Kjærsgaard, overportør J. N. Lausen og tømrer J. C. E.
Sørensen.
1930 Skrædder E. L. Schmidt, overportør J. N. Lausen, redaktør
N. E. Therkilsen, fabrikant P. Beirholm og malermester
Fr. Andersen.
Socialudvalg
1933 Fabrikant P. Beirholm (formand), proprietær L.C. Jørgensen,
lærerinde E. Rosenstand, malermester Chr.
Winding, malermester Fr. Andersen, togfører M. Larsen,
pedel Aage Petersen, arbejdsformand P. Andersen og maskinarbejder
C. Gossmann.
1937 Tekstilarbejder Ejner Christensen (formand), skolebetjent
Aage Petersen, lærerinde E. Rosenstand, Anine Lind,
fabrikant P. Beirholm, murermester Ejner Petersen, træskohandler
J. Jacobsen, arbejdsformand P. Andersen og
maskinarbejder C. Gossmann.
Murermester Ejner Petersen afløses i 1938 af overlærer C.
D. Nygaard.
Lærerinde E. Rosenstand afløses i 1940 af lærer Hagbard
Pedersen.
I efteråret 1942 bliver Aage Petersen Elling formand og
Ejner Christensen næstformand.
1943 Skolebetjent Aage P. Elling (formand), tekstilarbejder
Ejner Christensen, lærer Hagbard Pedersen, Anine Lind,
fabrikant P. Beirholm, overlærer C. D. Nygaard, træskohandler
J. Jacobsen, tromlefører Th. Thomsen og maskinarbejder
C. Gossmann.
Skolebetjent Aage P. Elling udtræder af udvalget i juni
1943, og C. Gossmann bliver formand. I 1943/44
indtræder direktør H. Hardorf og udtræder tekstilarbejder
Ejner Christensen, lærer Hagbard Pedersen, Anine Lind
og direktør H. Hardorf. Sagfører Hans Pedersen, lagerarbejder
A. Jensen, journalist fru E. Jerking og lektor frk.
K. Carstens indtræder.
I 1944 indtræder folketingsmand, lektor Karl Olsen.
1946 Socialudvalgsformand C. Gossmann, træskofabrikant J.
Jacobsen, fabrikant P. Beirholm, lærer Frovin Jørgensen,
typograf Thaarup Rasmussen, maskinarbejder Sven Andersen,
lagerarbejder A. Jensen, journalist fru E. Jerking og
Anine Lind.
Journalist fru E. Jerking bortrejst 1/10 1949. Lagerarbejder
A. Jensen død 30/8 1949. Værkfører Th. Thomsen
indtrådt 21/9 1949. Skoleinspektør C. D. Nygaard indtrådt
1/10 1949.
107

1950 Socialudvalgsformand C. Gossmann, fabrikant J. Jacobsen,
Anine Lind, skoleinspektør C. D. Nygaard, elektricitetsarbejder
Svend Christensen, revisor Th. Jørgensen
og forretningsfører Alfred E. Mikkelsen.
Revisor Th. Jørgensen udtrådt 1/2 1952. Gørtler Walther
Petersen indtrådt 1/2 1952.
1954 Socialudvalgsformand C. Gossmann, gørtler Walther
Petersen, Anine Lind, viceskoleinspektør B. Faurby
Hansen, elarbejder Svend Christensen, civilingeniør M.
Møller Pedersen og tekstilarbejder Villy Lüdorf.
1958 Gørtler Walther Petersen (formand), elarbejder Svend
Christensen, civilingeniør M. Møller Pedersen, tekstilarbejder
Villy Lüdorf, fabrikant Poul Sørensen, børnehavelærerinde
Henny Jensen og Asta Laursen.
Tekstilarbejder Villy Lüdorf afløses af bogbinder Sv. Ginnerskov
Jensen i 1961.
1962 Elarbejder Svend Christensen (formand), gørtler
Walther Petersen, civilingeniør M. Møller Pedersen, Asta
Laursen, bogbinder Sv. Ginnerskov Jensen, kriminaloverbetjent
Sv. Aa. Wase Petersen og Sonja Andersen.
1966 Elarbejder Svend Christensen (formand), Asta Laursen,
bogbinder Sv. Ginnerskov Jensen, Sonja Andersen, kontorbestyrer
Svend H. Bekke, trafikassistent Paul Nielsen og
ingeniør Jens Agerskov.
1970 Alex Jentsch (formand), Sonja Andersen, kontorassistent
Grethe Venborg, kontorbestyrer Svend Bekke, Asta
Laursen, proprietær H. C. Juhl og lærer Stig Woidemann.
1974 Alex Jentsch (formand), Sonja Andersen, kontorassistent
Grethe Venborg, købmand Christian Kjærgaard,
kordegn Carl Sørensen og gårdejer Jens P. Jørgensen.
1978 Alex Jentsch (formand), kontorassistent Grethe
Venborg, afdelingsformand Carla Lütsen, gårdejer Jens P.
Jørgensen, kordegn Carl Sørensen, arbejdsmand Alfred
Jacobsen og lærer Aase Meyn.
108
1982 Alex Jentsch (formand), kontorassistent Grethe
Venborg, sygehusportør Bent Ginnerskov Jensen,
viceskoledirektør Bruno Pedersen, kordegn Carl Sørensen,
overlærer Aase Meyn og lærer Villy Søvndal
Carla Lützen afløser Bruno Pedersen 1985.
1986 Sygehusportør Bent Ginnerskov Jensen (formand),
viceskoledirektør Bruno Pedersen, fagforeningsformand
Vilhelm Jørgensen, overlærer Aase Meyn, lærer Villy
Søvndal (næstformand), lærer Lis Ravn Ebbesen og Hanne
Skov.
Carl Sørensen afløser Hanne Skov januar 1987.
1990 Lærer Villy Søvndal (formand), beskæftigelseskoordinator
Iver Schriver, advokat Henning Lyhne, lærer Lis Ravn
Ebbesen, pensionist Walther Gessner Petersen, gårdejer
Jens Andersen og handelsjurist Lars Møller-Sørensen.
Henning Lyhne udtrådt og assurandør Poul Agertoft
indtrådt i udvalget i februar 1990.
Iver Schriver udtrådt og kontorassistent Bent Ginnerskov
Jensen indtrådt i udvalget i marts 1991.
Poul Agertoft udtrådt og tandlæge Inger Klarskov Petersen
indtrådt i udvalget i september 1992.
Lars Møller-Sørensen udtrådt og farvehandler Inga
Damkjær indtrådt i udvalget i september 1992. Inga
Damkjær afgået ved døden 1. januar 1993, og i stedet
indtræder receptionsassistent Henrik Knudsgaard den 11.
januar 1993.
Social- og Arbejdsmarkedsudvalget (nyt navn fra januar 1994)
1994 Lærer Villy Søvndal (formand), skoleinspektør Dan
Nielsen, Grethe Nielsen, lærer Lis Ravn Ebbesen, gårdejer
Jens Andersen, receptionsassistent Henrik Knudsgaard og
sygeplejerske Liss Gydesen.
Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i 1998. Stående fra venstre: Svend Brodersen, Torben Nørgaard Lauritzen, Dan Nielsen og
Henrik Knudsgaard. Siddende fra venstre: Hanne Herzog, socialudvalgsformand Lis Ravn Ebbesen og Ann-Marie Christensen.

Villy Søvndal udtrådt af udvalget og erstattes af Else Danø i
august 1994. Lis Ravn Ebbesen bliver ny formand i udvalget
i august 1994.
1998 Lærer Lis Ravn Ebbesen (formand), skoleleder Ann-
Marie Christensen, skoleinspektør Dan Nielsen, gartnerformand
Torben Nørgaard Lauritzen, receptionschef Henrik
Knudsgaard, salgskonsulent Hanne Herzog og gårdejer
Svend Brodersen
Værgerådet
1905 Dr. J. Boysen, toldforvalter B. Meyer, tømrer Bram og
fru D. Hansen.
Valgt uden for Byrådet: Herredsfoged G. Hansen
(formand), lærerinde frk. L. Christensen og pastor C.W.
Kiørboe. Lærerinde frk. L. Christensen udtrådt af Værgerådet
i 1909 og afløst af lærer P. Klausen.
1911 Distriktslæge J.C. Hempel, lærer P. Klausen, murer Chr.
Madsen og fru Møller Nielsen.
Valgt uden for Byrådet: Herredsfoged G. Hansen
(formand), frk. lærerinde L. Christensen og pastor C.W.
Kiørboe.
1917 Distriktslæge J.C. Hempel, lærer P. Klausen, murer Chr.
Madsen og fru Møller Nielsen.
Valgt uden for Byrådet: Kriminaldommer Will. E. Nielsen
(formand), frk. lærerinde L. Christensen og pastor C.W.
Kiørboe. Kriminaldommer Will. E. Nielsen udtrådt af
Værgerådet i 1920 og afløst af sagfører, kancelliråd H.
Rose.
1922 Kancelliråd, sagfører H. Rose (formand), kredslæge J.C.
Hempel, pastor C.W. Kiørboe, lærer P. Klausen, murer Chr.
Madsen, skrædder I.A. Bernth og fru Kirstine Roed. Alle
valgt af Byrådet i medfør af Lov nr. 237 af 12. juni 1922 om
Værgerådsforsorg m.m.
1925 Kancelliråd, sagfører H. Rose (formand), pastor M.
Juhl, fru Møller Nielsen, lærer E. Eriksen, skrædder J.A.
Bernth, fru Kirstine Roed og fru Kirstine Sørensen. Skrædder
I.A. Bernth udtrådt af Værgerådet i 1927 og afløst af
murer E. Eriksen.
1929 Pastor M. Juhl (formand), dommerfuldmægtig K.
Ervald, lærer E. Eriksen, fru Else Nielsen, fru Kirstine
Sørensen, murer E. Eriksen og fru Anine Lind.
Børneværnsudvalg
1933 Fabrikant P. Beirholm (formand), lærerinde E. Rosenstand,
proprietær L. C. Jørgensen, lærer H. A. Hansen og
maskinarbejder C. Gossmann.
Valgt uden for Byrådet: købmand Johs. Aagaard, Kirstine
Sørensen, Anine Lind og dommerfuldmægtig M. Hviid.
Maskinarbejder C. Gossmann afløses af snedkermester J.
Andersen.
1937 Tekstilarbejder Ejner Christensen (formand), lærerinde
E. Rosenstand, Anine Lind, proprietær L. C. Jørgensen,
snedkermester J. Andersen.
Valgt uden for Byrådet: købmand Johs. Aagaard, Kirstine
Sørensen, overlærer C. D. Nygaard og civildommer Rasmus
M. Borum.
Lærerinde E. Rosenstand afløses af lærer Hagbard Pedersen.
1943 Lærer Hagbard Pedersen (formand), proprietær L. C.
Jørgensen, skolebetjent Aage P. Elling og Anine Lind.
Valgt uden for Byrådet: købmand Johs. Aagaard, Kirstine
Sørensen, overlærer C. D. Nygaard og civildommer Rasmus
M. Borum.
1944 Markforvalter Ejner Christensen (formand), socialudvalgsformand
C. Gossmann, repræsentant Mouritz Jørgensen,
journalist fru E. Jerking og lektor frk. K. Carstens.
Valgt uden for Byrådet: lærer Hagbard Pedersen, skolebetjent
Aage P. Elling, Anine Lind og købmand Johs. Aagaard.
1946 Markforvalter Ejner Christensen (formand), socialudvalgsformand
C. Gossmann, journalist fru E. Jerking,
Anine Lind og lærer Frovin Jørgensen.
Valgt uden for Byrådet: viceskoleinspektør Hagbard Pedersen,
repræsentant Mouritz Jørgensen, lektor frk. K.
Carstens og skolepedel Aage P. Elling.
Journalist fru E. Jerking bortrejst 1/10 1949. Skoleinspektør
C. D. Nygaard indtrådt 1/10 1949.
1950 Anine Lind, socialudvalgsformand C. Gossmann, assurandør
A. Vrist-Rønn og direktør Viggo Andersen.
Valgt uden for Byrådet: markforvalter Ejner Christensen
(formand), viceskoleinspektør Hagbard Pedersen og lektor
frk. K. Carstens.
Assurandør A. Vrist-Rønn bortrejst 1/1 1952. Redaktør
Andr. Sørensen indtrådt 1/1 1952.
1954 Gørtler Walther Petersen, Anine Lind, socialudvalgsformand
C. Gossmann, civilingeniør M. Møller Pedersen og
viceskoleinspektør B. Faurby Hansen.
Valgt uden for Byrådet: markforvalter Ejner Christensen
(formand) og lektor frk. K. Carstens.
1956 Anine Lind (formand), gørtler Walther Petersen, værkfører
Th. Thomsen, socialudvalgsformand C. Gossmann,
civilingeniør M. Møller Pedersen og viceskoleinspektør B.
Faurby Hansen.
Valgt uden for Byrådet: lektor frk. K. Carstens.
1958 Gørtler Walther Petersen, civilingeniør M. Møller Pedersen,
værkfører Th. Thomsen, Elisabeth Eff og børnehavelærerinde
Henny Jensen.
Valgt uden for Byrådet: lektor frk. K. Carstens (formand)
og viceskoleinspektør A. C. Thomsen.
1962 Kriminaloverbetjent Sv. Aa. Wase Petersen (formand),
Asta Laursen, socialudvalgsformand Sv. Christensen, Elisabeth
Eff, Sonja Andersen og amtsungdomskonsulent Thue
Bryndorf.
Valgt uden for Byrådet: børnehavelærerinde Henny
Jensen.
Valgt uden for Byrådet 8/2 1965: seminarieadjunkt I. Borg
Mogensen. Udtrådt Henny Jensen.
Børne- og ungdomsværn
1966 Seminarielektor J. Borg Mogensen (formand), Asta
Laursen, socialudvalgsformand Svend Christensen, Sonja
Andersen, trafikassistent Paul Nielsen, ingeniør Jens Agerskov
og Marie Tastesen.
1970 Socialudvalgsformand Alex Jentsch, kedelpasser V. Lauridsen,
fru Marie Tastesen, seminarielektor Borg Mogensen,
fru Asta Laursen, lærer Stig Woidemann og skoleinspektør
Svend Aage Nielsen.
1974 Socialudvalgsformand Alex Jentsch, fru Grethe
Venborg, fru Marie Tastesen, overtoldbetjent Ole H. Rasmussen,
fru Asta Laursen, politibetjent Johannes Kirk Søndergaard
og kordegn Carl Sørensen.
109

Afsnit VIII-Udvalget
1990 - 1992 Lærer Villy Søvndal (formand), beskæftigelseskoordinator
Iver Schriver, advokat Henning Lyhne, lærer Lis
Ravn Ebbesen, pensionist Walther Gessner Petersen, gårdejer
Jens Andersen og handelsjurist Lars Møller-Sørensen.
Desuden deltager byretsdommeren i retskredsen og en
pædagogisk-psykologisk konsulent (begge udpeget af
Amtsrådet).
Henning Lyhne udtræder af udvalget i februar 1990, og i
stedet indtræder assurandør Poul Agertoft. Kontorassistent
Bent Ginnerskov Jensen bliver medlem (næstformand) af
udvalget i marts 1991 og Iver Schriver bliver stedfortræder
(omkonstituering). Lars Møller-Sørensen udtræder af
udvalget i september 1992, og i stedet indtræder farvehandler
Inga Damkjær. Poul Agertoft udtræder af udvalget
i september 1992, og i stedet indtræder tandlæge Inger
Klarskov Petersen.
Børn og Unge- Udvalget
1993 Specialarbejder John Bondebjerg (formand), kordegn
Carl Sørensen, vicetoldinspektør Ole H. Rasmussen, civildommer
Torkil Rasmussen og skolepsykolog Karen Kjeldsen.
1994 Assistent Bent Ginnerskov Jensen (formand), ejendomsmægler
Peder Møller Jensen, skoleinspektør Ib
Hansen, dommer Lisbeth Parbo og pædagogisk-psykologisk
konsulent Karen Kjeldsen.
Ib Hansen udtræder af udvalget i juni 1995, og i stedet
indtræder daginstitutionsleder Tonny Jensen.
1998 Overassistent Bent Ginnerskov Jensen (formand), specialarbejder
John Bondebjerg, kordegn Carl Sørensen,
dommer Claus Rasmussen og pædagogisk-psykologisk konsulent
Karen Kjeldsen.
Specialarbejder John Bondebjerg udtræder af udvalget i
august 1998, og i stedet indtræder skoleleder Michael
Clemensen.
Styringsgruppen vedrørende beskæftigelsesforanstaltninger
1978 Gårdejer Jens P. Jørgensen (formand), kontorbestyrer
Svend Bekke (afløst af Per Bødker Andersen i 1979) og
købmand Chr. Kjærgaard).
Beskæftigelsesudvalget
(Nedsat i Byrådets møde den 11. januar 1982)
1982 Sygehusportør Bent Ginnerskov Jensen (formand),
gårdejer Peter Skov Christensen, distriktstoldchef V. Bruno
Andersen, lærer Villy Søvndal, kontorassistent Dora Rossen
og rektor Leif Stenlev.
Direktør Sven Trillingsgaard og vagtmester Tage Andersen
- repræsentanter for hhv. DA og AF.
Sven Trillingsgaard afløses af tømrermester Kaj Nielsen i
april 1985.
1986 Fagforeningsformand Vilhelm Jørgensen (formand),
direktør Sven Trillingsgaard, lærer Lis Ravn Ebbesen, Jens
Møller og gårdejer Peter Skov Christensen.
Tømrermester Kaj Nielsen og forretningsfører Tage Andersen
- repræsentanter for hhv. DA og AF.
Peter Skov Christensen afløses af kordegn Carl Sørensen i
januar 1987.
110
Tage Andersen afløses af Jette Storm Thomsen i december
1986.
1990 Kontorassistent Bent Ginnerskov Jensen (formand),
gårdejer Jens Chr. Thulstrup, specialarbejder John Bondebjerg,
Jens Møller, ejendomsmægler Hans Lind, gårdejer
Jens Andersen og revisor Christen Kragh.
El-installatør Vagn O. Pedersen og maskinarbejder Arne
Mouritzen - repræsentanter for hhv. DA og AF.
Arne Mouritzen (AF) afløses af typograf Gunnar Storm
Thomsen i februar 1991.
Forstander Kurt Brauer udpeges efter indstilling fra
Erhvervsskolerne i Kolding i januar 1991.
1994 Typograf Gunnar Storm Thomsen (formand), gårdejer
Jens Chr. Thulstrup, erhvervsanalytiker Annette Thorsen,
receptionsassistent Henrik Knudsgaard og revisor Christen
Kragh. El-installatør Vagn O. Pedersen og faglig sekretær
John Berg - repræsentanter for hhv. DA og LO.
Direktør Jørgen Houmann repræsentant for Erhvervsskolerne
i Kolding.
Jens Chr. Thulstrup afløses af ejendomsmægler Peder
Møller Jensen i februar 1995.
Annette Thorsen afløses af overlærer Lis Ravn Ebbesen i
marts 1995
Vagn O. Pedersen (DA) afløses af restauratør Jan Mathiasen
i marts 1995.
Peder Møller Jensen afløses af Jens Chr. Thulstrup i
september 1996.
Faglig sekretær John Berg (LO) afløses af fagforeningsformand
Anne Marie Madsen i august 1996.
1998 Typograf Gunnar Storm Thomsen (formand), uddannelsesleder
Henrik Larsen, arkitekt Martin Peyrath, overlærer
Lis Ravn Ebbesen, amtsrådsmedlem Dora Rossen,
gårdejer Svend Brodersen og revisor Christen Kragh.
Restauratør Jan Mathiasen og fagforeningsformand Anne
Marie Madsen - repræsentanter for hhv. DA og LO. Leder
af AMU-Center, Trekantområdet, Mogens Jørgensen,
repræsentant for Erhvervsskolerne i Kolding.
Bestyrelsen for De fattiges Kasse
Valgt 27. august 1894:
Købmand A. Jensen (formand), maler C. Jensen
pastor Lunddahl.
Valgt 7. august 1900:
Pastor C. W. Kiørboe (formand), købmand A. Jensen, maler
C. Jensen.
1903: Pastor C. W. Kiørboe (formand), købmand A. Jensen
og arbejdsmand H. Jørgensen
Bestyrelsen for Hjælpekassen (Lov 4. Maj 1907)
Valgte den 30. marts 1908
Pastor C. W. Kiørboe (formand), arbejdsmand Mads Petersen,
maskinarbejder Frands Sørensen, lærer P. N. Ibh, jordemoder
fru Sørensen, fru A.C.Hansen, Johanne Hansen, Johanne
Madvig og mælkehandler N. Rasmussen (for Landdistriktet).
Valgte den 30. marts 1911
Pastor C. W. Kiørboe (formand), Kathrine Hansen, lærer N.
Ibh, jordemoder fru Sørensen, arbejdsmand Ebbe Mathiassen,
fru Thomsen, Sømandshjemmet, maskinarbejder
Frands Sørensen, malermester E. Oppenhagen og mælkehandler
N. Rasmussen (for Landdistriktet).

Valgte den 25. marts 1914
Lærer P.N. Ibh (formand), Frederikke Sørensen, Kathrine
Hansen, fru Skjøde Petersen, asylbestyrerinde, frk. Nielsine
Eskildsen, Laura Wandall, malermester E. Oppenhagen,
arbejdsmand Ebbe Mathiesen og mælkehandler N. Rasmussen
(for Landdistriktet).
Valgte den 29. marts 1917
Lærer P.N.Ibh (formand), arbejdsmand Martin Christensen,
malermester E. Oppenhagen, Kathrine Hansen, tømrer
J.C.E.Sørensen, asylbestyrerinde, frk. N. Eskildsen, Laura
Wandall, Marie K. Petersen og fru Bertelsen (for Landdistriktet).
Valgte den 14. marts 1921
Asylbestyrerinde frk. Nielsine Eskildsen, arbejdsmand Martin
Christensen, drejer H. C. Hansen (formand), fru Knud
Hansen, købmand Neslund, arbejdsmand Niels Olsen,
købmand Johs. Aagaard, maskinarbejder Klaus Dahl og fru
Bertelsen (for Landdistriktet).
Valgte i 1925
Drejer H. Chr. Hansen (formand), købmand Johs. Aagaard,
købmand Niels Lund, asylbestyrerinde frk. Nielsine Eskildsen,
skrædder H. P. Jensen, tekstilarbejder Chr. Iversen,
former Sofus Petersen, arbejdsmand Emil Jensen og
enkefru Karen Lauridsen (for Landsognet).
Valgte 1930-33
Handelsagent Eduard Rasmussen (formand), Karen Lauridsen,
kreaturhandler A. Andersen, bagermester
H.P.Hansen, direktør S. Dreyer, skrædder H.P. Jensen,
arbejdsmand Johs. Skøtt, blikkenslager C. Pippenbring og
former Sofus Petersen.
111

Kilder og litteratur
Utrykt materiale
Landsarkivet for Nørrejylland:
Kolding Rådstuearkiv:
Fattigudvalgsprotokoller 1855-1905
Kolding Stadsarkiv:
Alderdomsunderstøttelsesudvalgets forhandlingsprotokoller
Byrådets forhandlingsprotokoller 1873-
Fattigudvalgets protokoller 1905-
Udvalget for understøttelse af børn til enker, forhandlingsprotokol
Værgerådets forhandlingsprotokoller
Borgmesterkontorets journalsager
Socialforvaltningens journalsager
Socialforvaltningen: Fattigstatistik 1911-12
Socialforvaltningen: Kontoret for særlige anliggender, jfr. cirkulære
af 18. maj 1945. Forhandlings- og bevillingsprotokol
1945
Trykt materiale
Beretninger for Socialkontoret 1934-1968
Byrådsbogen 1933-1988
Evaluering oktober 1990: Det Rullende Galleri 1990
Instruks for økonomen i De Gamles Hjem i Kolding, 1910
Kolding Kommunes Ældrepolitik 1990-2000
Kolding Kommunes Årsberetninger 1991-1997
Kolding Vejvisere
Overslag over Kolding Købstads indtægter og udgifter 1895-
Reglement for De Gamles Hjem, 1910
Regulativ for Fattigudvalgets bogholder, 1908
Regulativ for økonomen og undersøgeren i Kolding, 1908
Social- og Sundhedsforvaltningen: “Gammel nok til at bestemme
selv”. Debatavis udgivet i 1989
Social- og sundhedsplaner 1984-1988 og 1989-1992
Status og Plandata 1984 og 1989
Udbygningsplaner for Kolding Kommunes sociale og sundhedsmæssige
virksomhed 1979-1984
Udbygningsplaner for sociale og visse sundhedsmæssige
områder 1981-1986
Årsberetninger for Kolding Kommune, 1991-1997
Årsberetninger for Socialkontoret, Kolding Kommune, 1920-
1968
Aviser
Kolding Avis
Kolding Folkeblad
Kolding Social-Demokrat
Venstrebladet for det sydlige Jylland
Litteratur:
Inge Bundsgaard og Peter Korsgaard: Fra fattigforsorg til socialpolitik,
Folkestyre i by og på land, Danske Kommuner
gennem 150 år, 1991
Inge Bundsgaard og Peter Korsgaard: Kommunal socialforsorg
indtil 1933, Kommunal Opgaveløsning 1842-1970,
Odense 1990
112
Centralforeningen af Sygekasser i Vejle Amt 1894-1944, Centralforeningens
bestyrelse, 1944
Svend Christensen: Erindringer, Kolding 1995
Da de 10 blev til 1. Red. af Kim Furdal, Kolding 1989
Birgitte Dedenroth-Schou: Byens Styre i Kolding i det 20.
århundrede til kommunesammenlægningen i 1970, bd. III,
Kolding 1982
Birgitte Dedenroth-Schou: De Gamles Hjem - Låsbyhøj i 70 år,
Koldingbogen 1980
Birgitte Dedenroth-Schou: Overmarksgården 1917-1987,
Kolding 1987
Jens Jørgen Fyhn: Efterretninger om Kjøbstaden Kolding,
København 1848
P. Eliassen: Kolding fra Middelalder til Nutid, Kolding 1910
Jørgen Fastrup: Arbejder i Kolding 1910-1925. Kolding, 1986
Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen: Velfærdsstaten
1940-78, Dansk Socialhistorie 7, København 1980
Viggo Jonasen: Dansk Socialpolitik 1708-1990. Århus, 1986
Eskild Jørgensen: Fra Hvidtfeldts tid til vore dage, Kolding
1976
Harald Jørgensen: Studier over det offentlige Fattigvæsens historiske
Udvikling i Danmark i det 19. Aarhundrede, København
1940
Tove Jørgensen: Kolding Kommunes Dagpleje gennem 25 år,
Koldingbogen 1991
Tove og Ole Jørgensen: En velgørende anstalt - om Kolding
Børneasyl. Koldingbogen 1993
Kjeld Philip: Staten og Fattigdommen. København, 1947
Kolding omkring 1930 I-II. Rediget af V. Schæffer, 1929-30
Bent Rasmussen: Altid på vej, Kolding 1997
Peter Ravn: Erindringer, Kolding 1991
Andreas Sørensen: Vi er blevet mere menneskelige over for
de svageste i samfundet i Tidens Tegns jubilæumsavis 1899-
1949
Søren Flø Sørensen: Kolding Børnehaveseminarium 1964-
1989, Koldingbogen 1989
Søren Flø Sørensen: Begivenhedsoversigt, Koldingbogen
1984-1998.
Nete Balslev Wingender: Gammel og fattig. Skøn og ret i den
tidlige alderdomsforsorg 1891-1922. Gentofte, 1994
Erindringer
Forhv. leder af omsorgsafdelingen Svend Eriksen, 1998
Gruppeleder Knud Jensen, 1998
Sundhedsplejerske Ingeborg Lunden, 1974 og 1981
Socialinspektør Andreas Sørensen, 1975
Interviews 1998
Fhv. kontorchef Jørgen Fønsskov
Konsulent Steen Jacobsen
Socialdirektør Lars Rasmussen
Sekretariatsleder Hanne Ravn
Kommunaldirektør Henning Seiding
Kommunaldirektør Niels Ågesen

ISBN: 87-88966-21-6