En lille selvbiografi - Jamu.dk

-------------------------------------------------
Jakob Munck:
En lille selvbiografi
--------------------------------------------------

Indhold:
INDLEDNING, s. 4
BARNDOM-UNGDOM, s. 5
Mit barndomshjem, s. 5
Lærere i folkeskolen, s. 8
Skolekomedie og rollespil (1961), s. 11
Teltferier med mine forældre (1963), s. 13
Italien med min skoleklasse (1964) , s. 14
Thorsten og de frække blade (1965), s. 14
Johan, konfirmation og det løse krudt (1963), s. 15
På tommelfingeren med Henning og de franske piger (1964), s. 16
Erik, trylleriet og det overnaturlige (1965), s. 17
René og dystre tanker (1962 - 65), s. 19
Hypnose og psykologibøger (1964) , s. 22
Spiritismen (1965), s. 23
Henrik, Kigge og Hanne (1966) , s. 24
Reciprotor og Ib Obel Petersen (1968), s. 25
KOLLEKTIV OG PERSONLIG UDVIKLING, s. 27
Kollektiv i Lyngby (1969), s. 27
Saxofon og musikgruppe (1966), s. 28
Et brækket ben (1970), s. 30
Sensitivitetskurset (1970), s. 32
Susanne (1967 - 69), s. 33
Thylejrene (1970 - 71), s. 34
Stengården og Sølvgade (1970), s. 36
Wilhem Reich og Sexpol (1971), s. 37
Besøg på Cuba (1972), s. 39
Kollektiv i Valby (1972) , s. 41
Østervoldkollegiet (1973 - 78), s. 42
Kultursociologi (1971 - 81), s. 43
Slut med kommunismen (1978), s. 45
Magisterkonferens og arbejdsløshed (1981), s. 46
ARBEJDE, EDB OG TERAPI, s. 47
Ishøj Tekniske Skole (1982), s. 47
Kollektiv i Vendersgade (1983), s. 49
Ø-lejre og psykodrama (1984 - 90), s. 49
Gestaltterapi og den store øvelse (1985), s. 52
Kursusleder i Arbejdsdirektoratet (1983), s. 53
Uddannelseskonsulent i Gladsaxe Kommune (1986), s. 55
Merkonom på Niels Brock (1983 - 2000), s. 56
Masser af kurser (1984 - 2000), s. 58
Bøger og film (1986 - 2000), s. 60
Olivetti ETV 240 - Macintosh SE 20 (1986 - 1995), s. 62
Programmering og websites, s. 64
TRAGEDIE OG RELIGIØS SØGEN, s. 67
De to linier/veje, s. 67
Min fars død (1982), s. 68
Kamp for samvær med min søn (1988 - 98), s. 71
Regitze død (1994), s. 73
Psykologiens begrænsninger, s. 74
Tid til forandring (2000), s. 76
2

PÅ VEJ MOD DEN KATOLSKE TRO, s. 77
Unitarerne, et lærested (1993), s. 77
Bibelstudiekreds (1993), s. 78
Katolsk studier (1994), s. 80
Nye lærere (1995), s. 83
Ti gange hos George Bune Andersen (1995), s. 84
Lourdes (1995), s. 87
Jesu Hjerte kirke, s. 88
Kriminalitet i kirken, s. 89
Brud med Katolsk Arbejderaktion, s. 93
Fra Jesu Hjerte Kirke til Sakramentskirken, s. 94
Ansgar.dk (1999) , s. 95
Katolikker og overkatolikker, s. 97
Kadi.dk (2006), s. 100
Klostre og hellige steder, s. 101
Er den katolske tro sand?, s. 105
Glæden ved Eukaristien, s. 107
REJSER, s. 108
USA - New York (1982), s. 108
Pakistan - Indien (1985), s. 109
Uganda – Kenya - Tanzania (1990), s. 114
Irland - Polen (1998), s. 118
Santiago de Compostella (2000), s. 119
Iran (2004), s. 120
Syrien (2005), s. 122
Thailand - Indonesien - Cambodia (2006), s. 124
AFSLUTNING, s. 126
Mine 18 boliger, s. 126
Mine forældre, s. 130
Mine tre børn, s. 132
Et dramatisk møde med stor betydning (2000), s. 133
At styre sit had, s. 135
Oluf Munck, min helt, s. 136
Julen i fortid og nutid, s. 137
Fremtiden, s. 138
3

Indledning
Her er min selvbiografi. Jeg er 58 år og har forhåbentlig mange år mere at leve i, for
jeg elsker livet og har så meget mere, som jeg gerne vil nå. Når jeg har lavet denne
lille selvbiografi, er det fordi jeg mener, at netop mit eget liv må være et emne, som
jeg ved noget om. Og da jeg fik friheden til at skrive, da andre arbejdsopgaver ikke
mere gjorde det umuligt og da jeg havde fået købt en rigtig labtop og fundet et godt
arbejdssted, mente jeg at en selvbiografi var den rigtige opgave at gå i gang med.
Formålet med denne tekst - kald det bog eller hvad du vil - er ikke at skulle udgives,
men at blive overleveret ganske gratis til de mennesker, som måtte have interesse
i at læse den. Hvem disse mennesker er, vil jeg ikke forsøge at gætte på her, men
jeg tror at de eksisterer. Og når jeg nu har lavet min selvbiografi i tekstlig form, så
betyder det, at den kan bevares i mange år frem. Teksten har naturligvis en værdi.
For det er et dokument om et liv, som blev levet i Danmark i slutningen af det tyvende
århundrede og begyndelsen af det enogtyvende, så mennesker med interesse i den
nyere historie og det liv som blev levet i en tid, som nu er forbi, vil forhåbentlig kunne
finde noget interessant.
Det har ikke været min ambition at beskrive alt, hvad der er sket i mit liv og alt,
hvad jeg har brugt tiden på at bekymre mig om. For mit liv er for omfattende, og der
er sket for meget til at det ville kunne rummes i en enkelt bog. Selv hvis det var tilfældet,
ville der næppe heller være nogen, som ville læse den. Det er desuden en
kendsgerning, at jeg stadig er levende, og at flere af de mennesker, som har spillet en
rolle for mit liv og som - på en eller anden måde - indgår i denne tekst, også er levende.
Der er derfor visse hensyn, som jeg mener at måtte tage, ikke kun for min
egen skyld, men også for andre. Jeg har derfor udvalgt de begivenheder, som jeg
mener, er de mest vigtige og interessante og jeg har udeladt det, som jeg ikke tror, er
lige så interessant, eller som jeg ikke ønsker at fortælle på nuværende tidspunkt. Kort
sagt: Jeg har stadig nogle hemmeligheder.
De betingelser jeg skriver under, er nok de samme som alle andre selvbiografier
skrives ud fra. Der er altid en konflikt mellem det ønskelige og det mulige. Skriver
man om andre mange år efter deres død, kan man tillade sig at gå i detaljer, også med
kontroversielle spørgsmål, men så har man til gengæld ikke altid de nødvendige informationskilder.
Skriver man om mennesker, der selv kan fortælle om deres liv, er
man nødt til at tage hensyn. Den perfekte biografi kan derfor ikke skrives. Men skidt
med det, for selv om biografier ikke er perfekte, så er de alligevel altid interessante
på den ene eller anden måde. Fortiden er god at lære af og det kan være sjovt at få
kendskab til andre menneskers liv. Måske kan man genkende noget af det man læser
fra sit eget liv, eller også kan man lære af de erfaringer, andre har gjort. Men lad mig
være ærlig. Jeg tror ikke meget på værdien af historien, hvis denne værdi skal måles
på dens evne til at gøre folk klogere. Tiderne ændrer sig og de erfaringer som den
ene generation får, kan ikke nødvendigvis bruges af den næste. Og selv hvis det skulle
være tilfældet, så består livet måske netop i dét selv at erhverve disse erfaringer og
ikke i blot at overtage dem fra andre.
Selv er jeg barn af en antiautoritær tidsalder, og der lærte vi i hvert fald, at man
”ikke skal stole på nogen over 30” (Jerry Rubin). Selv om jeg selv har passeret troværdighedsgrænsen
for længst, mener jeg stadig at dette er korrekt. Lær det hele
selv, også selv om du kommer til at gøre alle de fejl, som din far, dine forfædre og
alle de gamle mennesker, som er så kloge, også har gjort. For livet er, når alt kommer
4

til alt, at gøre fejl. Og det der er fejl, er måske også det, der er morsomt og spændende,
og selv hvis det ikke havde været tilfældet, så tror jeg mere på dem, som vil undersøge
det hele selv, end på dem som efterligner andre. Sådan har jeg selv levet
livet, og sådan vil jeg opfordre andre til at gøre, hvis de spørger mig.
Jeg gør ikke krav på klogskab og jeg formoder, at mit liv ikke har nogen særlig
interesse for de fleste mennesker. Men måske er der alligevel nogle, som f.eks. min
søn? For fortiden er jo en del af os selv, om vi ønsker det eller ej, så hvis vi vil forstå
os selv, så må vi forstå vore forfædre. At forstå os selv er at forstå vores historie, det
er faktum. Derfor tror jeg, at mit skriveri ikke vil være forgæves. Og selv, hvis jeg
tog fejl - og det har jeg gjort så mange gange - så vil teksten alligevel have en værdi.
Den er en opsamling og en status for mig selv, og dermed en form for selvevaluering.
Og det tror jeg, at jeg har godt af. Derfor skriver jeg videre, og ønsker hermed læseren
god fornøjelse med teksten.
Barndom-ungdom
Mit barndomshjem
Jeg blev født 1948. Det er begrænset hvor meget jeg husker fra mit barndomshjem,
og jeg ved faktisk ikke hvorfor. Måske fordi jeg har en dårlig hukommelse, måske
fordi det der skete var så uinteressant, at der ikke var noget at huske eller måske fordi
der bare ikke rigtig skete noget, som jeg interesserede mig for.
Generelt husker jeg min barndom som værende fuld af konflikter og dårlige oplevelser,
men der har sikkert også være gode oplevelser indimellem. Dem husker jeg
bare ikke mere. Blandt de værste af de dårlige oplevelser var der dengang jeg og
nogle af mine klassekammerater havde stjålet ting i forskellige butikker, hvor vi blev
opdaget og fik en alvorlig opsang af vores klasselærer og af vores forældre. Jeg og de
andre drenge blev truet med at blive sendt på opdragelsesanstalt, hvilket vi ikke vidste
hvad var, men det lød bestemt ikke behageligt. Men vi undgik det med nød og
næppe, forstod vi, og vi lærte i hvert fald at man ikke skal stjæle. Vi var blevet inspireret
til disse tyverier af én bestemt af klassens drenge, som havde erfaring med sådanne
aktiviteter, men det var naturligvis ikke en undskyldning. Vi var alle med, og
vi havde alle stjålet forskellige ting i de lokale butikker, så vi måtte naturligvis alle
stå til ansvar. Derfor var truslerne om opdragelsesanstalt også naturlige og selv om
jeg ikke vidste, hvad de indebar, så forstod jeg at det var rigtig slemt. Og hvis vi gentog
vores dumheder, ville det blive den eneste løsning, forstod jeg, så det var tid til at
vågne op og at blive lidt klogere.
Selvfølgelig skal man ikke stjæle fra butikker eller fra andre i det hele taget, men
det havde jeg ikke tænkt på før. Men straf undgik jeg, og så alligevel ikke, for jeg
måtte gå tilbage til de butikker, som jeg havde stjålet fra og give de stjålne ting tilbage.
Det skete sammen med min mor, og det blev det faktisk endnu mere pinligt af.
Det drejede sig mest om småting som nøgleringe og legetøjsfigurer, ting som ikke
havde den store værdi. Men det var jo sådan set ligegyldigt, for vi havde stjålet det,
og det gør man naturligvis ikke. Jeg skammede mig mere, end jeg husker nogensinde
senere at have skammet mig, og jeg besluttede aldrig mere at stjæle fra andre. Og det
har jeg da heller ikke gjort.
5

Ud over denne oplevelse har jeg mange andre dårlige oplevelser fra min barndom,
som ikke havde med kriminalitet at gøre. Det drejer sig om ulykker og drengestreger,
for sådan nogle lavede jeg selvfølgelig sammen med min venner.
Jeg og min ven Johan var f.eks. meget interesserede i sprængstof og det lykkedes
os at fremstille noget simpelt sprængstof nede i Johans kælder. Det gik vi så ud i haven
og sprang i luften. Når jeg tænker tilbage på det, så var det aldeles uforsigtigt, og
jeg er sikker på, at hvis vores forældre havde vidst hvad vi lavede, ville de være blevet
rædselsslagne. Det var da heller ikke med glæde, min far reagerede, da jeg engang
detonerede en skarpladt patron som han havde tabt fra sin hjemmeværnsriffel,
og som jeg havde fundet nede i kælderen. Jeg tog projektilet af patronen med en tang
i en skruestik og detonerede derefter tændladningen ved at slå på den med et søm.
Det skete i kælderen, hvor jeg havde fundet patronen, og det gav et kæmpe knald
husker jeg. Selv om mine forældre ikke var hjemme, da det skete, opdagede de det
alligevel og jeg fik en skideballe af format. Men min far lærte måske ved samme
lejlighed, at man ikke lader skarpladt ammunition ligge og flyde på gulvet, i hvert
fald ikke hvis man har børn, der er nysgerrige. Og det er de fleste børn da forhåbentlig.
En anden ubehagelig oplevelse husker jeg fra da jeg begyndte at interessere mig
for det kreative. Jeg var måske 12 år gammel og jeg havde set nogle billeder af Salvador
Dali i et kunstkatalog og havde fortalt mine forældre, at jeg synes de så spændende
ud. Måske derfor havde min far foræret mig en reproduktion af et af disse billeder,
og den hang over min seng i mit værelse. Men da den havde hængt der i et
halvt års tid, synes jeg, at den blev lidt kedelig og jeg forestillede mig at jeg måske
selv kunne male noget på den, som så mere interessant ud. Jeg trængte altså til forandring.
Ikke fordi jeg forestillede mig, at jeg var kunstner, eller at jeg kunne konkurrere
med Dali om at lave surrealistiske malerier, men fordi jeg simpelthen syntes at det
var spændende selv at udfolde mig med farve. Og det gjorde jeg så ved hjælp af maling
fra min fars malerkasse i kælderen, hvilket gjorde at den omtalte reproduktion
kom til at se ganske anderledes ud, end den var, da min far havde foræret den til mig.
Men min far blev desværre ikke spor glad over at hans søn udviste kreative evner,
tværtimod blev han rasende over, at jeg havde ødelagt den reproduktion, som han
havde foræret mig. For ham var reproduktionen i sig selv åbenbart af en sådan værdi,
at den ikke måtte ødelægges, og dét at man kunne blive træt af at se på det samme
billede hele tiden, og at man syntes, det var interessant selv at være kreativ, var for
ham helt uforståeligt og uacceptabelt. Jeg tror ikke at han slog mig, for det gjorde
han kun meget sjældent, men hans raserianfald var ikke spor bedre. Jeg fik det indtryk,
at han absolut ikke brød sig om mig, og dette indtryk havde jeg egentlig i hele
min barndom, og - ærlig talt - så har jeg det endnu. Jeg tror ikke at han brød sig om
mig, og derfor brød jeg mig heller ikke om ham.
Jeg husker også en pinlig oplevelse jeg havde, da jeg blev sendt på et slags ferieophold
hos nogle mennesker, som på en eller anden måde hørte til min familie, men
som jeg ikke kendte noget til. De havde en stor gård og den lå et sted på Sjælland og
i første omgang afslog jeg at besøge dem og at bo på gården. Jeg kendte dem jo ikke.
Da jeg så alligevel - året efter - blev mere eller mindre tvunget til at besøge disse
mennesker, så vidste jeg naturligvis, at de ville spørge mig om, hvorfor jeg ikke var
kommet året før. Og jeg havde allerede spurgt min mor, hvad jeg så skulle sige, for
jeg ville naturligvis ikke gøre de kære mennesker kede af det ved at fortælle dem
sandheden, nemlig at jeg ikke havde lyst til at besøge dem. Derfor svarede jeg, at jeg
havde været på ferie et andet sted, og derfor ikke havde kunnet besøge dem. Men det
6

var naturligvis ren løgn, og da tanten spurgte min mor om det samme og dermed
fandt ud af, at jeg havde løjet, så blev det rigtig pinligt. Jeg havde altså løget for den
kære tante (eller hvem det nu var) og jeg skammede mig. Jeg ville i hvert fald aldrig
besøge hende igen, for nu vidste hun jo altså, at jeg var en løgnhals. Men måske havde
jeg gjort klogere i at indrømme åbent, at jeg havde løjet, men det havde jeg naturligvis
ikke modet til. Til gengæld lærte jeg, at man aldrig skal lyve, for det giver problemer.
Sandheden kan siges på mange måder, men hold dig til den. Ellers får du
problemer, ikke mindst med din egen selvfølelse og værdighed, for mennesker der
lyver, er jo dårlige mennesker. Det ved vi alle og det synes jeg også selv. Pinligt, at
jeg selv skulle være blandt disse.
Generelt klarede jeg mig vist ikke særlig godt i skolen og jeg blev i hvert fald ikke
udvalgt blandt dem, som skulle i gymnasiet efter 8. klasse. Jeg var ganske vist i den
boglige linie i skolen, men lærerne mente at jeg hellere skulle have en realeksamen
frem for at gå i gymnasiet. Altså tog jeg realeksamen. Men efter denne realeksamen
kom jeg alligevel i gymnasiet, bare et år senere end jeg ellers ville være kommet det.
Men det gik ikke godt. Jeg gik på Øregaard Gymnasium og jeg syntes at det var
svært at følge med i flere af fagene, ikke mindst i historie og sprogfag. Jeg interesserede
mig ikke meget for det boglige og havde den indstilling, at jeg ikke ville bruge
tid på det, som jeg ikke interesserede mig for. Og historie kunne jeg overhovedet
ikke se, hvad jeg skulle bruge til. Det hele forekom mig at være meningsløst og jeg
var heller ikke god til at lære årstal og navne udenad, og det mente jeg var det vigtigste
i historien. En egentlig forståelse af, hvad historie er og hvad det skal bruges til,
havde jeg ikke, så det må have været nogle ganske elendige lærere jeg har haft i dette
fag i folkeskolen. I stedet brugte jeg megen tid på at øve tryllekunster, som jeg havde
den fornøjelse at optræde med ved børnefødselsdage og i forskellige foreninger. Jeg
optrådte bl.a. til den lokale børnehjælpsdag og hos Ensomme Gamles Værn, og på et
tidspunkt optrådte jeg også i Helsinge Ungdomsklub. Jeg husker dét at trylle som
værende noget af det, der virkelig interesserede mig og her følte jeg, at jeg kunne yde
en præstation, som folk var glade for. De klappede i hvert fald, og det er jo altid en
glæde, for der er nok ikke noget stærkere behov i et menneske - uanset alder - end
det, at blive anerkendt af sine medmennesker. At dømme efter mine egne erfaringer,
især i barndommen, tror jeg det i hvert fald ikke. Vi er gruppevæsener og vi måler
vores egen værdi i de reaktioner, som andre har på vores handlinger. Bliver vi ignoreret
eller får vi kritik, vil vi søge efter noget andet, sådan tror jeg i hvert fald at jeg
selv fungerer. Dét at jeg kunne få succes med at trylle, lærte jeg en masse af, både
om psykologi og om dét at optræde.
Jeg blev medlem af Magisk Cirkel i Danmark, hvilket jeg var meget stolt af, for
man skulle bestå en optagelsesprøve, inden man kunne blive optaget. Men det lykkedes,
og det skal ingen hemmelighed være, at jeg stadig i dag, elsker at se på tryllekunstnere.
Men nu er det anderledes, for i dag ser man dem i tv, og det er noget helt
andet, end at skulle se dem live. Nu har jeg adgang til at se verdens bedste magikere
på Google-video, og det er bare fantastisk. Jeg nyder at se deres dygtighed og at spekulere
over, hvad hemmeligheden er bag deres illusioner. Trylleri er bare kanon underholdning,
men jeg tryller ikke mere selv, for jeg fandt også ud af, at tryllekunstnere
er nødt til at opretholde en afstand til deres medmennesker, og det kom i modstrid
med det livssyn, som jeg udviklede i min ungdom. Jeg var jo præget af ungdomsoprør
og sensitivitetsfilosofi, og - set ud fra denne vinkel - så er trylleri helt out. Det
kan man simpelthen ikke beskæftige sig med, for hvis man først har mystificeret en
7

person, så vil denne altid følte sig en smule underlegen i forhold til en selv, og dermed
bliver der en afstand, som jeg ikke brød mig om. Da jeg for alvor begyndte at
interessere mig for det andet køn og for personlig udvikling, fandt jeg ud af, at trylleri
er en måde at hævde sig selv på. Det er nok netop derfor, at man lokker de unge
mænd, eller drenge skulle man måske sige, til at købe trylleudstyr. Dermed får de en
metode til at blive centrum for andres opmærksomhed, og hvem ønsker ikke det.
Men denne opmærksomhed har en pris, for trylleri er jo svindel. Andre vil plage og
plage indtil de finder ud af hemmeligheden, ved de numre du har vist, og det er derfor
umuligt at skabe et naturligt forhold. Og - værre endnu - pigerne er overhovedet
ikke imponerede over dit trylleri. De keder sig, og ser kun på det, for at gøre dig
glad. Det ved du måske ikke, når du går i gang, men det finder du ud af. Derfor holdt
jeg selv op med at trylle. Men jeg synes stadig, at det er skønt at se på, ikke mindst
på tv, hvor man kan slukke for det hele bagefter. For tryllekunstnere og andre falske
overmennesker er nu engang lidt anstrengende. Folk bliver trætte af dem, og jeg blev
faktisk også lidt træt af mig selv. I hvert fald følte jeg, da jeg blev lidt ældre, at trylleri
nærmest var pinligt, og så holdt jeg naturligvis op.
En anden form for succes fra min barndom og ungdom oplevede jeg på det fysiske
område. Jeg var altid den stærkeste dreng i min klasse, og vores klasselærer kaldte
mig gerne for "vildbasse" for at lægge en dæmper på mine evindelige slagsmål.
Slagsmålene holdt nu også op helt af sig selv, for der var ingen som ønskede at slås
med mig mere, for de vidste at de fik tæv. Hvorfor det var interessant hvem der var
den stærkeste, ved jeg ikke, men jeg husker flere slåskampe mod den ene og anden
modstander, som var med til at overbevise mig selv og de andre i klassen om, at jeg
var meget stærk. Men jeg husker også, at jeg følte mig pinligt berørt over at have
været en sådan slagsbroder og at jeg ligefrem blev drillet med det. Min fysiske styrke
kunne jeg imidlertid bruge til at spille håndbold. Jeg tror, at jeg nok har været ganske
god til at løbe og god til at gribe og til at skyde på mål, for i hvert fald blev jeg udvalgt
til skolens førstehold i håndbold, og det var jeg naturligvis meget stolt af. Jeg
meldte mig derfor også ind i Virum-Sorgenfri håndboldklub, da jeg blev så gammel,
at jeg selv kunne cykle til træning, og også her i klubben gik det ganske godt med det
fysiske. På et tidspunkt blev vi næsten sjællandsmestre for juniorer og jeg scorede
altid mange mål i vores kampe. Jeg var altså god til håndbold og det betød noget for
mig. Der kunne jeg få respekt og der havde vi det sjovt med hinanden. Det var helt
forskelligt fra det at trylle, men det var også noget, som jeg vidste at jeg var god til.
Og i hele mit liv har jeg ledt efter det, jeg er god til. Men jeg har altid kunnet mange
ting, uden at være specielt god til nogle af dem, og derfor har jeg altid haft svært ved
at koncentrere mig. Sådan er det i dag, og sådan var det, da jeg var ung.
Lærere i folkeskolen
Jeg gik i Skovgårdsskolen, der lå ganske tæt på, hvor vi boede i en villa i Charlottenlund.
Jeg skulle gå cirka 1 kilometer, og det var ikke langt, men dog nok til at man
fik noget god motion, hvilket jeg desværre ikke er sikker på at alle skolebørn i dag
får. Vi havde ikke knallerter og jeg havde ikke lov til at cykle, så jeg måtte gå. Og
det var vist udmærket.
Jeg havde den samme klasselærer og stort set de samme klassekammerater fra jeg
kom ind i skolen i første klasse i 1955 og til at jeg forlod den med realeksamen i
8

1965. Vores klasselærer hed Anders Eriksen, og han var en meget engageret og god
lærer, som jeg tror at vi elever, har meget at takke for. Han var meget interesseret i
musik, og spillede rigtig godt på trommer, og han var interesseret i fugle og i naturen,
og så skrev han teaterstykker. Jeg er ikke klar over, om hans teaterstykker blev
opført andre steder, det blev de måske ikke, men de blev opført på Skovgårdsskolen
som skolekomedier. Og her havde jeg selv fornøjelsen af at spille en hovedrolle, i
begge de stykker vi opførte.
Anders Eriksen var også fanatisk antiryger, hvilket gjorde at de fleste af eleverne i
vores klasse ikke begyndte at ryge, før de kom ud af skolen, og jeg er sikker på, at
hvis det ikke havde været for ham, så var jeg sikkert selv begyndt på denne dårlige
vane i en meget tidligere alder, end jeg rent faktisk gjorde, og det ville have gjort det
sværere for mig at holde op igen. Så tak til Hr. Eriksen, for alt hvad han gjorde for
os. Han var en fantastisk og meget engageret lærer, der gjorde et kæmpe arbejde for
at ruste os til livet, men da jeg generelt ikke holdt meget af at gå i skole, må jeg desværre
sige, at jeg heller ikke holdt meget af ham. Men min negative holdning var
måske mere et udtryk for, hvordan jeg havde det i skolen i almindelighed, end den
var et resultat af Anders Eriksens særlige personlighed. Men jeg husker, at jeg ikke
brød mig meget om ham, og at jeg havde det indtryk, at han heller ikke var lige så
glad for mig og de af klassens elever, som jeg holdt af. Han kunne bedre lide de søde
og dygtige piger, og det kan man måske godt forstå. Han mindede altså, på en måde,
om min far. Fædre - og gamle mænd i det hele taget - kan sikkert altid bedre lide de
søde og artige piger, end de kan lide de besværlige drenge, og det må drengene lide
under.
Jeg var sikkert ikke dygtig nok i skolen og jeg var sikkert alt for kværulerende.
Jeg husker, at jeg allerede tidligt fik to betegnelser klæbet til min person, og begge
var med til at præge mig i lang tid. Anders Eriksen kaldte mig for "vildbasse", hvilket
skulle opfattes som udtryk for at jeg var temmelig stærk af min alder og at jeg
ofte sloges med andre drenge fra min klasse eller andre klasser. Det kom jeg hurtigt
til at skamme mig over, da jeg godt kunne se, at det var barnligt at slås og at man
ikke kom langt i livet med denne form for voldelig adfærd. Den anden egenskab,
som jeg følte blev knyttet til min person, var at jeg var kværulerende og diskussionslysten.
Dette blev ikke formuleret i noget særligt øgenavn, men jo højere op i skolen
jeg kom, jo mere blev denne egenskab klæbet til mig, og sikkert med god grund. Jeg
var kendt som ham, der altid kunne diskutere hvad som helst og som aldrig var enig
med lærerne. Det var ikke særlig kontroversielle synspunkter jeg fremførte, men
nærmere noget, som havde en lidt filosofisk karakter. Emner der interesserede mig
og som jeg brugte energi på at diskutere med lærerne, var sådanne: Har mennesket en
fri vilje? Er vi gode eller onde? Eksisterer Gud? Jeg var god til at diskutere disse
ting, og jeg husker flere gange, hvor lærerne mere eller mindre afbrød undervisningen
for at kunne videreføre en diskussion om et af disse emner, hvilket jeg tolkede
sådan, at de mente diskussionen var relevant og at vi alle kunne lære noget af den.
Eller også syntes de bare, at det var sjovt, og at det gav et afbræk i den almindelige
undervisning.
Ud over Eriksen var der naturligvis også andre lærere. En jeg især husker var frøken
Vemmentorp. Hun var vores engelsklærer og hun var forfærdelig skrap. Jeg skal ikke
sige om vi blev særlig dygtige til engelsk, men det tror jeg faktisk at vi blev. For vi
havde den største respekt for denne dame, som var i stand til at mobbe enhver elev,
der ikke kunne sit stof og som ikke havde læst sine lektier. Engelsk var derfor et af
9

de fag, man ikke turde lade være med at forberede sig på og frøken Vemmentorp var
en af de lærere, man i hvert fald ikke skulle forsøge at lave sjov med. Hun må have
været meget rutineret og have haft helt særlige pædagogiske evner, for ingen anden
end hende havde vi en sådan respekt for. Det gjaldt f.eks. vores tysklærer, frøken
Bjerre, som alle drengene beundrede for hendes store bryster, men som vi alligevel
godt turde lave grin med, også når hun ikke brød sig om det. Jeg husker en time, hvor
klassens kvikke dreng - Bøje kaldte vi ham - sagde noget sjovt om frøken Bjerre,
naturligvis sådan at hun ikke selv kunne høre det. Der udbrød højlydt latter blandt de
drenge, der hørte Bøjes vittighed, og undervisningen var stort set ødelagt i resten af
timen. Men frøken Bjerre kæmpede bravt videre og lod sig ikke gå på af vittighederne.
Hun mente at tysk var et meget vigtigt sprog og vi var alle overbevist om, at hun
var dygtig. Hun lærte os da også en masse remser og bøjninger og nogle af os blev
vist rigtig gode til tysk på grund af hende. Men populær blev hun aldrig og det var
heller ikke muligt for hende helt at adskille det tyske sprog fra den tyske kultur, som
vi kendte fra film og herefter om nazismen. Tyskland var jo ikke et populært land og
tysk kultur var ikke noget, som vi havde stor interesse i. Vi havde jo alle hørt om
krigen og besættelsen. Og derfor var vores respekt for frøken Bjerre ikke så stor, for
hun mindede jo lidt om den kendte kz-lejr kommandant, nazi-Ilse, som flere af os
havde læst om i forskellige blade. Det gjorde hun i hvert fald i vores fantasi, hvor
denne perverse og erotiserede kvinde i nogen grad blev sammenlignet med vores
tysklærer. Og det var jo egentlig synd for den stakkels frøken Bjerre, som gjorde sit
bedste. Men hun havde en svær opgave, på grund af den tid hun levede i. Tysk var
ikke populært og det blev hun heller aldrig.
Af andre lærere husker jeg disse:
* Hr. Haremst
Haremst var vores geografilærer og han var en vi alle holdt af, fordi han var så sjov
og så flink. Jeg ved ikke hvor meget vi lærte i hans timer, men Hr. Haremst var symbolet
på den gode lærer og det gode menneske, som aldrig skældte ud og som aldrig
slog eller gav eftersidninger. Jeg ved ikke, hvordan Hr. Haremst havde det med sig
selv, men at dømme efter hans gode humør, må han have haft det godt. Andet end
dette har jeg egentlig ikke at sige om ham, for han gjorde ikke et mere varieret indtryk
på os elever. Vi kunne lide hans timer og jeg tror at vi lærte det nødvendige. Og
i enhver institution, også på en skole, er der jo mennesker som er gode og andre som
er onde. Sådan siger den interne visdom i hvert fald. Folk skal være forskellige og
nogle er mere populære end andre. Til dem hørte absolut Hr. Haremst, som ligefrem
blev brugt som konfliktdæmper nogle gange, hvor klassen havde problemer med
slagsmål eller med vrede mod den ene eller anden af de øvrige lærere. Så kom Hr.
Haremst og snakkede med os, og så faldt vi alle til ro. Han var bare så god, så god,
men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om skolen kunne have fungeret, hvis
alle lærerne havde været som ham. Det kunne den nok ikke.
* Hr. Scheibel
Hr. Scheibel havde vi i sang og det var ikke et fag, jeg holdt meget af. Det var der
vist heller ikke andre der gjorde. Men Scheibel kunne spille på klaver og han kunne
synge og han var egentlig en ret bestemt herre, fandt vi ud af. Vi havde ham nemlig
10

også i et par andre fag, hvor han trådte ind som vikar for en anden lærer, der var syg,
og vi vidste derfor, at han faktisk kunne en hel masse andet end bare at spille på klaver.
Han underholdt os f.eks. engang om en stor plan han havde om at skabe en ny
type undervisning, en skole, hvor børnene skulle lære filosofi. Det handlede ikke om
at børnene skulle kunne noget mere end det, de allerede kunne, men om at de skulle
lære at tænke selv. Det syntes jeg lød rigtig spændende, og jeg mener faktisk at han
realiserede projektet efter at han forlod vores skole. Han blev inspektør på en anden
skole et sted på Sjælland og jeg husker at jeg i radioen hørte, at man nu var i gang
med at eksperimentere med filosofiundervisning for skoleelever. Det kunne jeg godt
tænke mig selv at have været med til, for filosofi er jo sådan noget med at diskutere,
og det var jeg jo god til.
* Hr. Staal
Den ringeste af de lærere jeg husker, var Hr. Staal. Desværre er jeg bange for, at
denne herre var af en sådan psykisk tilbøjelighed, at han ville have haft svært ved at
få arbejde som lærer, hvis det havde været i dag. Men dengang var man åbenbart
mere tolerant, også når det drejede sig om mandlige lærere med synlige præferencer
for unge velskabte drenge. Staal underviste os i gymnastik og til tider i sløjd. Jeg
husker intet underligt ved hans gymnastikundervisning, men det gjorde en del indtryk
på mig og mine kammerater, at der var en særlig dreng i klassen, som denne
Staal i højere grad kunne lide end os andre. Denne dreng var tilfældigvis en af de
socialt ledende drenge i klassen, nemlig den tidligere omtalte Bøje. Så Staals store
kærlighed til Bøje medførte ikke, at sidstnævnte blev gjort til grin blandt os andre.
Men det betød, at vi var sure, at vi snakkede om det og at vi ikke havde den store
respekt for denne lærer.
Jeg tror i øvrigt heller ikke, at hans stjerne stod højt i lærerkorpset som helhed, for
ved den senere klassefest, 25 år efter at vi forlod Skovgårdsskolen, hørte jeg hr. Eriksen
omtale denne Staal, og han var ikke meget mere positiv, end vi elever havde været.
Nej, Staal var ikke god og hvis det havde været i dag, tror jeg at han var blevet
mistænkt for noget, som de færreste bryder sig om og som medfører øjeblikkelig
afsked, hvis man er lærer i folkeskolen. Nærmere behøver jeg vist ikke at præcisere
det.
Skolekomedie og rollespil (1961)
Blandt de gode oplevelser, som jeg husker fra min barndom, er min deltagelse i forskellige
skolekomedier og amatørteaterstykker. Jeg ved ikke, hvordan det kan være,
men da vi spillede skolekomedie i 4. klasse blev jeg - som nævnt - udvalgt til hovedrollen
i det teaterstykke, som vores klasselærer havde skrevet. Det hed "Pølsemandens
måneraket" og det drejede sig om Ole og hans veninde, der snakkede med en
pølsemand, som sagde at han havde en måneraket, de kunne flyve bort i. Hvad der
skete mere, husker jeg ikke meget om, men sceneriet i første akt var i hvert fald en
pølsevogn, hvor Ole (mig) og hans veninde (Annette) mødtes. Jeg synes at det var
alle tiders oplevelse at spille skolekomedie, og jeg må åbenbart have været god til
det, for da vi nogle år senere skulle spille komedie igen, fik jeg endnu en gang en af
de store roller. Det var jeg rigtig stolt af, og det betød en del for mig. Jeg fik i hvert
fald så meget selvtillid, at jeg turde optræde for et publikum med mine tryllekunster.
11

Da jeg blev 16 år meldte jeg mig til amatørteater på aftenskolen, hvor jeg også fik en
hovedrolle. Måske skulle jeg have læst videre som skuespiller, men den tanke faldt
mig nu aldrig ind. Men dét at arbejde med dramatik har jeg dog bevaret interessen
for, og mange år senere havde jeg fornøjelsen af at være dramainstruktør i 5 år i træk
på en række ø-lejre og i øvrigt at bruge flere forskellige dramateknikker i mit arbejde
som kursusleder.
Jeg tror at jeg, som mange andre der har prøvet at spille komedie, blev lidt påvirket
af det fokus, der er på mennesker, som optræder, og jeg tror at jeg blev lidt afhængig
af det sus, som man føler i kroppen, når man skal på scenen. Alt foregik naturligvis
på det laveste amatørplan, men jeg tror at følelserne alligevel er nogle af de
samme, som rigtige skuespillere har, når de optræder. Det er altid spændende at få
opmærksomhed. Og har man prøvet at gøre noget godt og at blive anerkendt for det,
så vil man gerne gentage denne succes, og for mig var det en succes at spille komedie.
Jeg følte, at jeg var god til det, og ved flere lejligheder i min senere tilværelse,
har jeg udnyttet denne evne til at spille komedie og at foregive at være et andet menneske,
end det man faktisk er. Det har altid været på uskyldig vis og alene med det
formål at overraske og underholde mennesker, men jeg har hver gang fået bekræftet,
at det kan lade sig gøre at fremstille sig selv som værende noget helt andet end det
man virkelig er, og det er egentlig lidt skræmmende.
Jeg husker især to lejligheder, hvor jeg havde succes med sådanne rollespil. Den
ene var medens jeg studerede og boede på Østervoldkollegiet. Den konkrete anledning
var, at jeg lige var blevet klippet og havde fået barberet mit fuldskæg væk, og at
jeg derfor var svær at kende på mit udseende. Jeg aftalte med min ven Hans-Erik at
jeg skulle sige at jeg hed Kurt og lade som om jeg var en meget mærkelig person, der
planlagde at flytte ind på kollegiet i den nærmeste fremtid. Kurt talte med en lidt
nasal stemme og han haltede en smule på det højre ben, og så gik han i en lang frakke,
også selv om han var indendørs. Denne figur, Kurt, brugte jeg én dag på at spille,
og det lykkedes mig, i samarbejde med Hans-Erik, at narre en stor del af gangens
beboere til at tro, at Kurt var en virkelig person. Der var enkelte som opdagede hvem
den virkelige Kurt var, men disse personer var heldigvis så venlige ikke at afsløre os,
så Kurt blev en stor succes, hvilket bl.a. viste sig ved at de fleste af pigerne var
skræmte og nærmest flygtede ud af vores fælles køkken, når Kurt kom ind. Han var
ellers meget interesseret i at røre ved pigerne, men det brød de sig bestemt ikke om
og jo mere skræmte de blev, jo større var begejstringen hos Hans-Erik, som var min
bedste ven på kollegiet. Ja, det var en stor succes, som han roste mig for i mange år
frem, og selv var jeg faktisk imponeret og overrasket over at jeg havde kunnet spille
denne rolle i så lang tid, som jeg gjorde. Det var i hvert fald en oplevelse, der var så
speciel, at vi snakkede om den flere år senere og den gav respekt hos drengene, og
det var noget som talte.
En anden lejlighed, hvor jeg afprøvede mine evner som rollespiller, var da jeg - i
en alder af 35 år - gik på Damhuskroen med en af mine venner, Peter, som var psykolog.
I forvejen havde vi aftalt at præsentere os som psykolog og patient og da Peter
jo var psykolog i virkeligheden, var den lille usandhed, som gjorde vores optræden til
et rollespil, at jeg præsenterede mig som hans patient. Jeg hævdede, at jeg var med
min terapeut i byen fordi at jeg skulle lære at få mere selvtillid og for at få et mere
naturligt forhold til kvinder. Jeg var altså den syge og Peter var den raske, og selv om
kvinder ofte er aldeles fascineret af mandlige psykologer, så må jeg sige at det var
mig som fik det meste af opmærksomheden ved disse lejligheder. Jeg var jo den, som
skulle lære og som skulle hjælpes, og - måske - derfor den som appellerede til den
12

kvindelige natur. Og det hele var jo kun for sjov. Men det var også interessant og gav
os kontakter til en masse kvinder, som gik ind i rollespillet, uanset om de vidste at
det var løgn, eller om de troede på det vi sagde. De fleste kvinder blev fascinerede af
patienten, og ikke så meget af terapeuten, og det havde jeg det naturligvis rigtig godt
med. Det plejede ellers at være Peter, som gjorde det største indtryk på de kvinder vi
mødte, men sådan var det ikke her. Jeg syntes derfor nok at dette rollespil var mere
morsomt end Peter syntes, men han indvilgede da flere gange i at gennemføre det.
Men til sidst ville han ikke mere. Hans rolle var jo nærmest som forfølgeren og min
var som offeret, og enhver ved at et offer er mere populært end en forfølger. Det er
transaktionsanalysens basisteori og den fik vi til fulde bekræftet ved disse lejligheder.
Men psykologer ønsker ikke at være forfølgere, de vil hellere være reddere, som
alle os andre. Derfor blev Peter træt af vores rollespil og vi måtte holde op. Måske
var det godt, for jeg har indtryk af at man kan blive afhængig af at spille roller.
Overdriver man det, så kan det blive farligt fordi man kan misbruge det til at opnå
ting, man ikke har ret til. Man har læst i avisen om personer, som har foregivet at
være læger, og som har arbejdet på hospitaler i længere tid, uden at have reel uddannelse
i dette fag. Og der findes talrige historier om bedragerier, som har det til fælles,
at mennesker har udgivet sig for at være noget andet end det, de virkelig er, med det
formål at stjæle eller at bedrage andre mennesker. Så skuespil kan bruges til meget,
og ikke alt er lige godt. Man skal passe på med at overdrive det.
Teltferier med mine forældre (1963)
Jeg var flere gange med mine forældre og mine to søskende på teltferie forskellige
steder i Europa, og hver gang var det lige dårligt. Undskyld jeg siger det, for min far
og mor ville sikkert blive kede af det, hvis de læste det. Måske er det også en fordrejning
eller en falsk erindring, men fakta er at jeg intet positivt husker fra disse
ture. Vi sad pakket i en varm vogn, og kørte i timevis og dagevis, og når vi kom
frem, skulle vi slå telt op og finde ud af at indrette os. Der var for lidt plads i bilen og
i teltet og vi havde ikke rigtig noget at foretage os. En enkelt gang husker jeg dog, at
jeg mødte nogle andre børn/unge på en campingplads, og at jeg havde det sjovt med
dem. Men almindeligvis var disse ture hovedsagelig til mine forældres fornøjelse. De
var jo meget statusbevidste og skulle sikkert helst kunne fortælle deres venner og
kolleger, at de havde været med familien på en lang og spændende ferie. Men jeg
nød bestemt ikke disse ferier, som især blev gjort uudholdelige af den konflikt, som
jeg hele tiden havde med min far om det ene eller andet. Han var husets patriark, og
det ville han vist gerne have at vi alle anerkendte. Men det gjorde jeg nok ikke. Jeg
havde ingen respekt for ham og følte mig helt urimeligt undertrykt af hans særheder
og af det faktum, at min mor altid var loyal overfor ham. Ferierne var elendige, men
derved adskilte de sig ikke væsentligt fra andre dele af min barndom. Jeg var utilfreds
med det hele, og når jeg siden har tænkt på, hvad mine stakkels forældre egentlig
skulle have gjort, så tror jeg at de burde have sendt mig væk. Jeg skulle have været
på kostskole eller efterskole eller noget andet, som trak mig væk fra familien og
som lærte mig at leve i et andet miljø. Men det havde mine forældre åbenbart ikke
råd til eller fantasi til at finde ud af, ej heller selv om min mor var psykolog og burde
kunne finde ud af den slags ting. Men det kunne hun ikke, og mine erindringer fra
mit barndomshjem er desværre mest negative. Og det samme gjaldt naturligvis disse
teltferier, som jeg var tvunget til at deltage i. For jeg var jo alt for ung, dum og umo-
13

den til at holde ferie på anden måde end med min familie. Også selv om jeg hadede
det og selv om mine forældre sikkert har følt det som noget af en belastning at have
mig med. Men sådan skulle det altså bare være!
Italien med min skoleklasse (1964)
Lidt mere morsomt blev det, da jeg var i Venedig med min skoleklasse og Anders
Eriksen. Turen varede vist kun et par dage, men jeg husker rejsen med toget og med
færgen, og jeg husker fornemmelsen af at sejle i gondol. Vi boede på et hotel, som lå
lige ud til en af kanalerne, og hvad vi brugte tiden i Venedig til at se, det husker jeg
ikke, men der var vist noget med en stor plads, der hed Markuspladsen, hvor der var
en masse duer. Vi så sikkert også noget kunst, vil jeg gætte, men det interesserede
mig ikke. Jeg var vist ret ligeglad med det meste, men samværet med mine kammerater
betød noget, og jeg husker især den spænding jeg følte på tilbagevejen i toget, da
jeg havde tabt min pladsbillet og derfor var bange for at jeg skulle blive smidt af toget,
hvis konduktørerne opdagede det. Men det gjorde de heldigvis ikke, eller også
var de bare ligeglade. Jeg kom i hvert fald hjem med et positivt indtryk af den italienske
by og jeg husker nogle situationer, hvor jeg snakkede med mine kammerater.
Vi var jo 16 år og midt i puberteten, så der var masser af ting, som vi interesserede os
for. Men alene dét at vi kendte hinanden så godt, fordi vi havde gået i samme klasse
og samme skole siden vi var syv år, gjorde at alt var meget forudsigeligt. Jeg tror, at
man skal møde nye mennesker, for at udvikle sig, og det gælder også, når man er ung
og går i skole. De mest interessante elever i klassen var derfor også nogle af de
"nye", der kom ind fra andre skoler af den ene eller anden årsag. Blandt de mest interessante
var René, som jeg husker også var med på denne tur. Og ham fortæller jeg
om senere.
Thorsten og de frække blade (1965)
Mine forældres hjem lå kun 100 meter fra den daværende radiofabrik Torotor, som
lavede nogle af 50-ernes mest avancerede radioer og tv-apparater. Talrige gange var
jeg sammen med min venner på udkig i deres affaldscontainere, hvor man kunne
finde kasserede radiodele. Vi hoppede derfor over hegnet fra fru Berlingers gravplads,
der hørte til den katolske kirke, som lå 50 meter fra vores hus. Fru Berlinger
havde været gift med stifteren af Berlingske Tidende, så derfra havde hun sit navn.
Fra gravpladsen kunne man kravle over et hegn og ind på Torotors gårdsplads, hvor
de åbne containere stod, og så kunne man bare forsyne sig med ting og sager, som vi
mente så interessante ud. Det gjorde vi rigtig mange gange.
Men på et tidspunkt fik jeg en mere legal adgang til at studere Torotor, idet jeg
blev venner med opsynsmandens søn. Opsynsmanden hed Hr. Buch og han var en
stor mand, som boede i en lille lejlighed øverst oppe på 2. sal sammen med sin søn
Thorsten, som vi altid kaldte for Tor. Moderen var vist død, tror jeg nok. Det var
opsynsmandens opgave at åbne fabriksporten om morgenen og at lukke den om aftenen,
når arbejderne var gået hjem, og han gjorde vist også rent og tilså at bygningerne
var rigtigt aflåsede. Tor var lidt anderledes end os andre, for han var skaldet og
gik med paryk. I første omgang synes jeg, at det så lidt mærkeligt ud, for man kunne
sagtens se, at Thorstens hår ikke var ægte. Men han forklarede, at han havde en sygdom
der gjorde, at han ikke havde hår på hovedet eller andre steder på kroppen. Han
14

var nærmest lyserød at se på, syntes jeg, især når det var koldt, men alt det vænnede
man sig til og man tænkte ikke mere over det. Thorsten var i øvrigt en rigtig flink fyr,
som jeg blev gode venner med. Han læste en masse knaldromaner og han var vist
ikke særligt interesseret i at få en uddannelse. Det syntes jeg var lidt mærkeligt. Til
gengæld havde han en masse elvisplader, som vi hørte, når vi var på besøg hos ham,
og jeg kunne faktisk rigtig godt lide Elvis, selvom det var min fornemmelse, at jeg
hellere burde kunne lide Beatles, som vist var lidt finere på en eller anden måde. Min
mormor havde ligefrem tilbudt mig, til min fødselsdag, at få en billet til den første
beatleskoncert, som blev afholdt her i landet. Men jeg sagde nej tak, da jeg hellere
ville have noget andet. Så jeg var ikke rigtig beatlesfan, men jeg fornemmede dog, at
der var en vis statusforskel mellem Elvis og Beatles. Mine forældre fortalte mig jo
altid, hvor privilegerede vi var på den ene og anden måde, så jeg forstod at det var
mere naturligt for mig at kunne lide Beatles end at kunne lide Elvis, og faktisk kendte
jeg ikke særlig meget til Elvis, før jeg hørte alle Thorstens plader. Thorsten kunne
nemlig ikke lide Beatles og jeg må indrømme, at jeg blev lidt påvirket af ham, for jeg
syntes faktisk også at Elvis var rigtig god.
Jeg husker i øvrigt Thorsten for dét, at han på et tidspunkt viste mig nogle bøger,
som hans far havde stående bagerst i sin reol. Det drejede sig om Henry Millers bøger,
som vist nok hed Sexus og Plexsus eller sådan noget lignende. Jeg var klar over,
at det var noget helt specielt noget, for der var utallige understregninger i bøgerne, så
man kunne se at de måtte være blevet læst rigtig grundigt igen og igen. Jeg fik faktisk
lov til at låne en af disse bøger med hjem et par dage, så jeg nærmere kunne orientere
mig og jeg var temmelig rystet. Jeg havde aldrig hørt eller læst noget så frækt
som dette. Det var pornografi. Det drejede sig om en mand, der dyrkede en masse
sex med fremmede damer, og jeg mente nok at det var super frækt. Jeg turde i hvert
fald ikke vise den slags bøger til mine forældre og jeg turde ikke spørge dem, eller
andre voksne, hvad det egentlig var for noget. Jeg afleverede bøgerne tilbage igen,
og, så vidt jeg ved, satte Thorsten dem på plads i reolen, uden at faderen fandt ud af,
at de havde været væk. Men jeg glemmer aldrig disse bøger. Det var noget andet end
det, som jeg ellers læste. Mine interesser var ellers centreret om det overnaturlige,
parapsykologi, religion og mystik, men alt dette var jo saglige emner, som man kunne
diskutere og lære noget om. Men Henrik Millers bøger var bare sex, sex, sex og
hvad skulle man bruge det til. Det var bare så frækt, at jeg slet ikke turde snakke om
det, for sex var ikke noget, som vi talte om i mit hjem. Jeg har aldrig så meget som
berørt dette emne med hverken min far eller mor, og jeg formoder, at de mente at jeg
ville få den viden jeg skulle have i denne sammenhæng i skolen. Eller også mente de
bare, at jeg selv ville finde ud af det, og det var vel også hvad jeg gjorde.
Johan, konfirmation og det løse krudt (1963)
En anden af min gode venner var Johan. Han havde en søster, som hed Bodil og de
boede præcis på den anden side af gaden, hvor jeg boede, på Ordruphøjvej 17 i Charlottenlund.
Som nævnt, lå der en katolsk kirke ganske tæt på vores hus, og der var
derfor mange katolikker i nabolaget. Det tænkte jeg ikke over dengang, men nu kan
jeg regne det ud, for katolikkerne vil vel gerne bo i nærheden af deres kirke, som de
jo er flittige til at bruge. Johan og hans familie var katolikker, men det vidste jeg faktisk
ikke dengang, og hvis jeg havde fået det at vide, ville jeg nok have været ligeglad,
for jeg vidste intet om hvad den slags betød, det fandt jeg først ud af på et sene-
15

e tidspunkt. Religion var bestemt ikke noget der interesserede mig. Jeg var døbt og
jeg blev konfirmeret, men det var jo ikke andet end traditioner, som mine forældre
valgte at følge. Jeg husker dog, at de gav mig et valg mellem om jeg ville konfirmeres
eller om jeg ville holde den samme fest på anden vis. Der var nogle få af mine
klassekammerater, som skulle konfirmeres 'borgerligt' som de kaldte det. Men det
ville jeg ikke. Jeg valgte den rigtige konfirmation, og når jeg tænker tilbage på det, så
viser det jo bare min egen umodenhed, for jeg havde absolut ingen religiøse interesser
og troede hverken på det ene eller andet. Alligevel ville jeg konfirmeres i en kirke,
for ikke at adskille mig fra flertallet af mine kammerater, og det var jo rent hykleri.
Jeg ved ikke hvordan katolikkerne blev konfirmeret, for jeg gik ikke i klasse med
nogen af dem og jeg tror ikke at vi nogensinde snakkede om det.
Men Johan var en spændende ven at have, for han var meget interesseret i tekniske
ting og i kemi. Det var ham der fortalte mig, hvordan man laver krudt, og noget
så spændende kunne man naturligvis ikke nøjes med at tale om, det måtte afprøves i
praksis. Johan indkøbte derfor de nødvendige kemikalier og i et værelse i familiens
kælder blandede vi de kemikalier, som skulle bruges og det lykkedes. Dels lavede vi
almindeligt sortkrudt, som springer ved antændelse, og dels forsøgte vi os med mere
avancerede sprængstoffer, som eksploderede ved mekanisk påvirkning. Jeg husker,
hvordan vi tog en smule af dette farlige sprængstof og slog på det med en hammer.
Dét fik det til at eksplodere med et mægtigt brag, og Johan og jeg blev enige om, at
vi nok hellere måtte indstille den videre produktion, for det var både larmende, og -
tror jeg nok - temmelig farligt. Vi ville naturligvis helst ikke have, at Johans forældre
opdagede os, for de var vist nok temmelig skrappe. Så vi holdt inde med forsøgene,
og fortalte i øvrigt ikke nogle af vores kammerater om det, vi havde lavet. Vi vidste
godt, at det var risikabelt og at vi ville få alvorlig ballade, hvis vi blev opdaget, så
legen stoppede medens det endnu gik godt. Heldigvis.
På tommelfingeren med Henning og de franske piger (1964)
At tage på ferie med mine forældre var som sagt ikke sjovt. Vi lå altid i telt, og som
regel var det bare en fortsættelse af det familieliv vi levede i hverdagen, bortset fra at
der var dårligere plads og at vi nu var sammen hele tiden. Det var ikke nogen fornøjelse.
For en ferie skal vel være et tidspunkt, hvor man møder nye mennesker og oplever
spændende ting. Ikke bare være et nyt sted at kede sig.
Den første ægte ferie jeg oplevede, var da jeg var på arbejdslejr i Tyskland. Det
var jeg to år i træk, og begge gange var store og lærerige oplevelser for mig. Disse
lejre var arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke og deltagerne kom fra alle de europæiske
lande. Den sidste gang jeg var med på en sådan lejr, havde vi som fælles opgave
at restaurere et gammelt slot og det betød at vi bar sten, blandede mørtel og
bankede forskallingsbrædder op. Det var egentlig hårdt arbejde, men det var nødvendigt,
for det var dette arbejde som gjorde, at vi kunne opholde os i lejren til en meget
lav pris. Og dét at være sammen med andre unge, er formentlig den bedste læremetode,
som et ungt menneske kan blive udsat for. Det var det i hvert fald for mig, for
respekt for de gamle havde jeg kun i meget begrænset udstrækning, men respekt for
andre unge, det er man simpelthen nødt til at have, i hvert fald når man selv er ung.
For unge mennesker danner grupper og i grupperne er der et hierarki. Den som kan
samle andre om sig selv bliver leder, og den som ikke kan samarbejde, bliver isoleret.
Duer man ikke til noget, er det altså forfærdeligt at deltage i sådanne lejre, og det
16

var formentlig netop det, som de voksne arrangører havde i sinde at lære os. Det var
mere et socialt eksperiment, end det var en egentlig arbejdslejr, og det var meget
lærerigt.
På den sidste arbejdslejr jeg deltog i, mødte jeg Henning, som var en lidt ældre
end mig selv og betydelig mere udviklet. Han vidste en masse om mange ting, og han
var temmelig fantasifuld. Han var ikke bange for piger, kunne jeg mærke, og så
snakkede han næsten flydende fransk, og det var jeg lidt imponeret af.
Henning foreslog, at vi tomlede hjem til Danmark, og at vi fulgtes med to franske
piger, som også havde deltaget i lejren. Det betød, at vi opdelte os i par, sådan at
Henning og den ene pige tomlede sammen og at jeg og den anden pige tomlede
sammen. I dag kan jeg ikke meget fransk, men det må jeg jo have kunnet dengang,
for al min kommunikation med min søde rejseledsagerske foregik på dette sprog, og
det gik faktisk godt. Vi kom til Paris, hvor vi mødte Henning og den anden pige, og
derfra rejste Henning og jeg - alene - videre til Danmark. Undervejs prøvede vi at
overnatte udendørs et par gange og vi oplevede, hvad det vil sige, at være i et andet
land, hvor man ikke har den sikkerhed, som man har hjemme. Det var spændende og
det gav lyst til mere.
Erik, trylleriet og det overnaturlige (1965)
I skoletiden var Erik en af mine bedste venner og vi havde en fælles interesse, nemlig
trylleri. Jeg havde købt en masse trylleudstyr i Aage Darlings trylleshop i Stenosgade,
og Erik havde også købt forskellige ting, ikke mindst det man kunne få pr. postordre
fra Tops Trylleindustri i Sakskøbing. Jeg tror egentlig ikke at Erik gjorde meget
mere ud af trylleriet end det at købe trylleredskaber og at øve sig og at diskutere,
hvordan man skulle præsentere numrene, men alligevel var han en stor inspiration.
Vi optog flere gange tryllefotos af hinanden, hvor vi stod med forskellige tryllesager
som vi viste frem. For at få den rette sorte baggrund optog vi billederne på taget af
hans og mine forældres huse midt om natten. Det tror jeg ikke, at vores forældre
fandt ud af, og billederne blev udmærkede.
Selv om Erik ikke optrådte med trylleriet, ligesom jeg gjorde, kunne han noget
andet. Han kunne læse tanker. Jeg var jo meget interesseret i parapsykologi dengang
og jeg husker flere gange hvor vi lavede telepatiske eksperimenter. Erik var god til
den slags ting, men jeg kunne ikke. Faktisk har jeg aldrig haft særlige evner udi den
åndelige verden, men det måtte jeg indrømme, at Erik havde. Jeg husker f.eks. en
gang hvor vi - Erik, hans far, hans søster og mig - skulle forsøge at finde ud af, hvor
meget Erik i virkeligheden kunne læse af andres tanker. Vi befandt os i stuen i hans
forældres hus, og det vi gjorde var, at sende Erik uden for døren medens vi andre
gemte et eller andet objekt et sted i stuen. Det kunne f.eks. være en nøgle. Stuen var
stor, så der var mange muligheder for, hvor vi kunne gemme den, og det drejede sig
så om at Erik skulle finde den, når han kom ind igen. Vi måtte naturligvis ikke sige
noget, men til gengæld skulle Eriks far holde om Eriks håndled med to fingre, naturligvis
uden at føre ham nogle steder. Og det lykkedes. Vi lavede eksperimentet 4 - 5
gange, og hver gang var jeg lige imponeret, for Erik fandt den skjulte nøgle. Måske
havde hans far bevidst eller ubevidst ledt ham en smule til at finde det rigtige sted,
men det hævdede han nu, at han ikke gjorde. Det lykkedes i hvert fald, og jeg synes
at det var imponerende.
17

Vi forsøgte os også med såkaldte ESP-kort, som jeg havde læst om i en bog. Det
gjaldt om at en person skulle sidde i et lokale og tænke på et kort, som en anden person
i et andet lokale, så skulle gætte. Også her syntes det som om at Erik var bedre
end mig. Jeg kunne ikke gætte bedre end den statistiske sandsynlighed forudsagde,
men det kunne Erik, i hvert fald en gang imellem. Nu var det jo ikke videnskabelige
eksperimenter vi lavede, men vi prøvede da disse gætterier et par gange, og Erik var
god. Men dog ikke så god, at jeg følte mig overbevist om at telepati var muligt, men
jeg var åben for tanken. Måske, måske ikke?
I dag, når jeg tænker tilbage på vores små parapsykologiske eksperimenter, synes
jeg egentlig at de var ganske udmærkede. Men nu ser jeg dem måske i et lidt mere
kritisk lys, fordi jeg har oplevet så mange gange, hvordan mennesker kan blive snydt
og bedraget med alle former for overtro. Folk ønsker åbenbart at blive snydt og trangen
til at have noget overnaturligt at tro på, er større end trangen til at få sandheden
at vide. Derfor eksisterer der så mange religiøse mirakeldoktorer, som intet andet er
end tryllekunstnere, og uforklarlige helbredelsesmetoder, der kræver at kræftpatienter
og andre skal spise sukker eller drikke mystiske safter. Der er ingen videnskabelig
begrundelse for, at disse ting skulle virke, men folk vil have noget at tro på, for livet
uden tro, er ikke værd at leve. Uden tro har man nemlig heller ikke noget håb, og
hvad er der så egentlig tilbage? Men jeg har ikke selv den store sympati for det falske
overnaturlige. Hvis Gud vil manifestere sig i et menneskes liv, så har han - efter min
mening - ikke brug for mirakler. Gud kan alt, så vil han have et af sine børn til at tro,
så kan han skabe denne tro uden videre. Han har ikke brug for mirakler, og slet ikke
for falske mirakler, som i virkeligheden ikke er andet end svindel og trylleri. De der
baserer deres gudstro på noget så luftigt som troen på mirakler, kan slet ikke undgå at
blive skuffede. For miraklerne bliver ikke ved. På et tidspunkt, så dør vi alle, og intet
mirakel kan redde et menneske fra denne skæbne. Vi kan derfor lige så godt indstille
os på dette faktum allerede tidligt i vores liv. Livet leves kun én gang, og det der er
vigtigt, må vi sørge for at gøre, medens tiden er. Det er et mirakel at vi overhovedet
eksisterer, og de der kræver at Gud skal lave flere mirakler end dét at han har skabt
os og den verden vi lever i, er - som jeg ser det - utaknemmelige og vantro. Det forstår
jeg ikke.
Når jeg tænker tilbage på vores telepatiske eksperimenter i min ungdom, synes jeg
at man skal tolke dem i det lys, som den - efter min mening - meget sympatiske James
Randi lægger op til. Randi er amerikaner og tidligere professionel tryllekunstner,
så han ved en hel masse om, hvordan man kan snyde folk til at tro det mest fantastiske,
hvis man øver sig lidt i behændighed og psykologisk manipulation. James Randi
har gennem de senere år gjort det til sin levevej at afsløre forskellige former for religiøst
bedrag, især sådan som det forekommer hos de amerikanske evangeliske sekter,
hos den engang så populære Uri Geller og hos de asiatiske mirakelhelbredere. Jeg
elsker at se og høre James Randi, som man kan finde flere videoer med på Google
Video. Han er så dejlig vantro og for ham drejer det sig først og fremmest om at finde
sandheden. Men mirakler kan selvfølgelig aldrig bevises eller udøves under kontrollerede
betingelser. Kunne de det, så var der ikke tale om mirakler, men om naturlove.
Laserstrålen er f.eks. ikke et mirakel, men en teknologi som udnytter eksisterende
naturlove, og på samme måde er det tilfældet med alle de ting, som mystikere
og religiøse troldmænd kan præstere. Enten er der tale om mirakler, og så kan de
hverken gentages eller udføres under kontrollerede betingelser, eller også er der tale
om at man udnytter eksisterende naturlige evner hos mennesket og i naturen, og så
bør den pågældende viden udforskes videnskabeligt og gøres tilgængelig for alle.
18

James Randi siger altid i sine foredrag, at det ikke kan lade sig gøre at modbevise,
at noget overnaturligt har fundet sted. Det kan således ikke lade sig gøre at bevise, at
Uri Geller ikke har overnaturlige kræfter og at han i virkeligheden bare er en tryllekunstner.
Det eneste man kan bevise er, at de samme fænomener, som Geller og andre
mirakelmennesker optræder med, kan laves ved hjælp af almindelige trylleteknikker
og psykologisk manipulation. Så må mennesker jo selv vælge, hvad de vil tro
på. Måske har Geller virkelig de overnaturlige evner, som han hævder at have, men
andre, som ikke hævder at have disse evner, kan åbenbart lave det samme. Ingen af
Gellers numre har indtil videre været så vanskelige, at James Randi ikke har kunnet
efterligne dem ved hjælp af snyd. For Randi drejer det sig om at vise verden, at den
er let at bedrage, men der er ingen risiko for, at han skulle gøre mirakelmagerne arbejdsløse.
Uanset om disse mennesker er ægte eller uægte, så dækker de nemlig et
dybt behov hos deres tilskuere. Mennesker ønsker at tro og de vil gerne have et håb
om, at der er 'mere mellem himmel og jord' end dét, man kan se med sine øjne. Og
jeg forstår dem godt.
Resultatet af mine egne eksperimenter med Erik og af min gamle interesse for
trylleri og magi, gør mig imidlertid lidet modtagelig for denne form for tro. Gud eksisterer,
dét tror jeg, men jeg ser hele den verden, jeg lever i, som et stort mirakel og
det at jeg overhovedet har fået lov at leve, som et mirakel i sig selv. Ingen har kunnet
forklare, hvordan livet er opstået, og ingen har kunnet forklare, hvorfor netop jeg
skulle få lov til at leve, så alt hvad jeg ser og føler og er, er i sig selv af mirakuløs
karakter. Mere end dette har jeg ikke brug for.
René og dystre tanker (1962 - 65)
Jeg tror ikke at der er noget enkelt menneske, som har præget mig mere end René.
Jeg lærte ham at kende, da han flyttede til Charlottenlund og kom i min klasse i skolen.
Jeg var 14 år dengang og jeg så op til René. Han var en helt særlig personlighed,
som adskilte sig fra alle andre i klassen, og jeg følte mig meget tiltrukket af hans
personlighed. Han var et eller to år ældre end mig selv, men det var ikke bare dét,
som var fascinerende. Det var hans viden, hans holdninger, hans hobbyer og hans
livserfaring. Han havde levet et liv, som var helt anderledes end det, jeg havde levet.
Rene var vist nok født udenfor ægteskabet, eller også var der en anden årsag til at
han ikke havde nogen rigtig far eller mor. Måske levede de et eller andet sted, men
han så dem i hvert fald ikke og de mennesker, han kaldte for sin 'familie' var hans
onkel Finn og dennes kone og deres fælles datter Susanne. Jeg syntes at det var nogle
temmelig mærkelige familiemæssige forhold Rene havde, men jeg havde ikke indtryk
af, at han brød sig om at snakke alt for meget om dem. Der var vist noget, der
ikke var som det burde, og han følte sig måske forladt på en eller anden måde. Jeg
ved det ikke, men alene dét at Rene levede uden sine forældre, var rigtig mærkeligt,
set med mine øjne. Men samtidig også fascinerende. For jeg havde et rigtig dårligt
forhold til mine egne forældre, og jeg følte at de ikke forstod mig, eller interesserede
sig for det jeg lavede. Jeg følte at de forhindrede mig i at leve livet, som jeg selv
havde lyst til det og jeg mente derfor heller ikke at Rene gik glip af noget væsentligt
ved ikke at have forbindelse til sine forældre. Til gengæld havde han et meget venskabeligt
og åbent forhold til sin onkel, som boede på Østerbro og dennes familie.
Og også disse mennesker var rigtig interessante, set med mine øjne. Hvad de lavede,
vidste jeg ikke rigtig, men René fortalte at hans onkel var ved at opfinde en ny slags
19

violinlak, som skulle gøre det muligt at lave en violin, der var lige så god som dem
Stradivarius havde lavet. Det skete ved hjælp af en hemmelig formel, som bl.a. bestod
af elefantpis, og onklen ville naturligvis ikke røbe hemmelighederne, for han
regnede med at blive meget rig, når lakken var færdigudviklet.
René boede på et pensionat, der lå et par kilometer fra dér, hvor jeg boede. Jeg
besøgte ham ofte og jeg så hvordan han samlede radiodele, som skulle blive til forstærkere
og hvordan han opkøbte og reparerede gamle elektroniske orgler, som han
planlagde at lære at spille på. Elektronik var Renés store interesse og han vidste en
masse om det, så jeg blev inspireret til - ligesom ham - at købe elektroniske byggesæt
og at forsøge at læse diagrammer og at lodde komponenter sammen for at lave en
forstærker. For vi vidste jo begge, at man kunne bygge noget som var meget bedre og
billigere end det man køber i forretningerne', hvis man bare selv gad lave en smule
arbejde. Om dette også var sandt, tør jeg nok ikke udtale mig om, for jeg fik aldrig
færdiggjort nogle af de ting jeg forsøgte at bygge så at de virkede. Der manglede
altid et eller andet, som gjorde at den pågældende genstand ikke helt fungerede, men
det var naturligvis bare et spørgsmål om tid, mente jeg, så fandt vi fejlen og fik det
pågældende kredsløb til at virke. Men det skete bare ikke, i hvert fald ikke for mig.
For René var det lidt anderledes, og der var flere af hans konstruktioner, som faktisk
kunne spille. Dels fordi han vidste mere om teknikken og dels fordi han brugte mere
tid på det, men også fordi han havde en masse redskaber og måleinstrumenter, jeg
ikke havde. Mit problem var jo, dengang som senere, at jeg havde svært ved at koncentrere
mig om én ting. Jeg syntes at elektronik var spændende, men jeg havde også
mange andre interesser, og de tog alle tid.
Ud over at være teknisk var der også andre ting, som var fascinerende ved René.
Han havde f.eks. sukkersyge og skulle derfor have indsprøjtninger med insulin flere
gange om dagen. Det sørgede han selv for, og jeg beundrede ham for at kunne og
turde gøre dette. Selv frygtede jeg enhver form for vaccination og jeg kunne slet ikke
forestille mig, hvordan jeg ville kunne vaccinere mig selv, hvis det havde været mig,
der var syg. Men det var det så heldigvis ikke, og jeg kunne se at der var en stor forskel
på mit liv og hans. Han var mere udviklet og måske også mere begavet. Men
han var også mere skrøbelig end jeg var, rent fysisk i hvert fald.
Rene var meget humoristisk, men ligesom jeg, kedede han sig i skolen, og jeg
havde på fornemmelsen, at han nærmest var fuldstændig ligeglad med lærerne og
deres mening om ham. Det beundrede jeg ham også for, og det gjorde de andre drenge
i klassen vist også. Ud over elektronik, så interesserede han sig for film og han
havde planer om at blive lydmand fra den Danske Filmskole, hvilket han da også
blev. Han læste desuden masser af bøger, især kriminalromaner, og han havde - syntes
jeg - en enorm viden om litteratur og kultur. Måske var hans viden i virkeligheden
ikke så imponerende, men min egen viden var til gengæld endnu ringere, så jeg
så op til ham. Men jeg vidste også, at han var et uheldigt væsen, som var præget af
sin sygdom. "Man kan blive blind af sukkersyge" fortalte han mig, "og folk med
denne sygdom lever som regel kortere end andre". Jeg havde derfor medlidenhed
med ham, og følte ikke nogen aggression imod ham, selv om han på så mange områder
- rent intellektuelt - var min overmand.
Jeg følte, at René forstod mig og det var ikke svært for mig at fortælle ham, hvordan
jeg følte i forhold til min familie og mit liv i det hele taget. Jeg følte mig udenfor,
lige som han måske gjorde det, men for mit vedkommende var denne følelse
hovedsagelig begrundet i noget psykologisk. For jeg levede jo helt normalt i en kernefamilie
med al den tryghed, man kunne ønske sig. Det satte jeg bare overhovedet
20

ikke pris på. Jeg følte mig i samme situation som René, altså alene, og jeg følte at vi
stod meget tæt på hinanden. Jeg elskede at besøge ham, ikke mindst efter at han flyttede
ind hos sin onkel, hvor der altid skete noget sjovt. Det var en familie af originaler,
og jeg tænkte mange gange, at det var i en familie som denne, at jeg skulle være
blevet født. Men det var det altså ikke.
Rene var forelsket i Laila, som også gik i vores klasse, men jeg tror aldrig at han
fortalte det til hende. Han var for bange. Til gengæld gjorde han sig nogle større filosofiske
tanker, som jeg lod mig præge af på godt og ondt. "Livet er noget lort" husker
jeg ham sige. Den konkrete anledning har jeg glemt. Men bare dét at turde udtale
sig om noget så stort som "livet" var noget helt usædvanligt for mig. I mit hjem
var der ingen, som gjorde sig store tanker, hverken om det ene eller andet, så enhver
udtalelse om noget så omfattende som "livet", hæftede sig i min bevidsthed. Jeg kunne
godt lide store tanker, uanset om disse nu var rigtige eller forkerte. Store tanker er
fascinerende, fordi de sætter alting i et perspektiv, som man måske ikke havde tænkt
over tidligere. Og René var tilsyneladende udmærket tilfreds med livet, også selv om
det en gang imellem var noget "lort", og det kunne jeg lære noget af. I løbet af et par
år efter at vi havde forladt skolen, mødte René en anden pige, som han fik et barn
med, men de blev naturligvis skilt igen. Så René måtte kæmpe for sin kontakt til
sønnen, på samme måde som jeg selv - år senere - fik dette at prøve. Så ud over sygdommen
og de usikre arbejdsbetingelser i hans branche, havde René nu også problemer
med sin egen familie, og jeg lagde mærke til at han - som årene gik - fik et
mindre alkoholproblem. Han kunne godt lide at drikke, og jeg tror at han brugte øllerne
som en måde at komme væk fra det hele. I hvert fald blev han i stigende grad
ligeglad med alt og alle, og jeg mistede efterhånden min kontakt til ham. En dag fik
jeg at vide af min mor, at René var død. Det havde hun læst i avisen. Og jeg tog naturligvis
til hans begravelse og fik at vide, at han var død af ikke at tage sin insulin.
Han var blevet fundet af sin søn, som var blevet voksen, og som kom for at besøge
sin far. Men nu var det hele så slut.
Objektivt set tror jeg egentlig at René var en sådan type, som man vil karakterisere
som en taber. Han fik aldrig succes på hverken det arbejdsmæssige, det familiemæssige
eller det personlige område. Men, på den anden side, så var han en afholdt
person, som havde mange venner og som gjorde mange mennesker glade ved sin
tilstedeværelse. Han var humoristisk og sjov at være sammen med, og så var han
bare så speciel, at man ikke kunne lade være med at blive fascineret. Derfor savner
jeg meget ofte René, som nu ligger begravet i sin families fællesgrav på Vestre Kirkegård.
Han har end ikke sin egen gravsten, hvilket jeg har protesteret over flere
gange til hans familie. Men det er åbenbart billigere at begrave folk, hvis der ikke
skal opsættes en gravsten. Eller også har René selv valgt at skulle sættes til hvile på
denne måde. For han var jo realist, hvad livet angår. Han havde ingen religiøse tilbøjeligheder
og mente ikke, at han selv var noget særligt. Han mente derfor heller ikke,
at der var nogle, som ville savne ham, når han var væk. Men deri tog han meget fejl,
for jeg savner ham hver gang jeg tænker på ham. Han var det lys, som jeg holdt fast
ved i min ungdom. Og da jeg var mislykkedes i gymnasiet og var kommet i lære, og
ikke følte mig værdig til at omgås mine tidligere venner, som nu var blevet studenter,
så kunne jeg stadig omgås René. For ham var der ingen statusgrænser, og han havde
ikke respekt for nogle. Derfor elskede og beundrede jeg ham, og det gør jeg stadig.
21

Hypnose og psykologibøger (1964)
Min mor var psykolog, så det var måske fra hende, at jeg fik min interesse for psykologien.
Jeg læste i hvert fald på et tidligt tidspunkt flere af de bøger, som hun havde
stående i bogreolen og som vist stammede fra hendes universitetsstudium. Jeg lånte
også mange bøger på Ordrup Bibliotek om det parapsykologiske område, om spiritisme
og om hypnose, og hypnosen stiftede jeg desuden bekendtskab med ved at par
arrangementer, der blev afholdt på en af de lokale skoler med den kendte hypnotisør
Fridjof August. Jeg var fascineret af alt det, som denne mand kunne få skoleeleverne
til, og jeg spekulerede over, om alle kunne lære at hypnotisere som ham. Og ifølge
de bøger jeg lånte, så var det faktisk muligt. Der stod i en af dem, at man skulle øve
sig på at få et fast blik ved at sidde 15 minutter om dagen og fokusere på en tegnestift,
og det gik jeg derfor i gang med. Man måtte helst ikke blinke, stod der i bogen,
så det var lidt anstrengende, men det var alt sammen kun et spørgsmål om øvelse,
forstod jeg. Jeg trænede derfor flittigt, men kom alligevel ikke rigtig videre med mine
færdigheder, for jeg manglede jo nogle at praktisere hypnosen sammen med. Jeg
kendte ikke andre, som var interesseret i dette emne, og de kammerater jeg havde,
ville i hvert fald ikke stille sig til disposition som forsøgskaniner til sådanne eksperimenter,
for hypnose var jo kendt som værende noget mystisk og lidt farligt noget,
så tilliden til at jeg kunne finde ud af det, var nok begrænset.
Jeg læste også en del andre bøger af psykologisk art, og ikke mindst i grænselandet
mellem psykologi og religion. Spiritisme var et af mine store interesseområder,
og jeg læste også meget om muligheden for at lave telepati, teleportering og andre
psykiske fænomener, som forekom mig at være helt fantastiske, men som de bøger
jeg lånte påstod var virkelige. På Lindegårdsvej, et par kilometer fra vores hjem, lå
der er antikvarboghandler, hvor jeg købte en del brugte bøger om spiritisme og de
var virkelig interessante. Sådanne bøger kunne man ikke låne på det almindelige folkebibliotek
af den ene eller anden årsag. Måske fordi de mente, at det var uinteressant,
eller også fordi de ikke ønskede at folk læste om den slags. Men dét, at det var
svært at skaffe bøger, gjorde naturligvis kun emnet endnu mere interessant, og jeg
husker stadig nogle af de utrolige fotografier, som var i disse bøger, og som forestillede
mærkelige skylignende substanser, der flød ud af munden på medier i trance og
af borde der svævede og af genstande der fløj gennem luften på uforklarlig vis. Alt
sammen var naturligvis et udtryk for realiteten af den åndelige verden, forklarede
disse forfattere, og jeg var i tvivl. Passede det, eller var det svindel?
Jeg læste også nogle mere traditionelle psykologibøger, som jeg fandt i min mors
reol. Jeg læste f.eks. Thordrups Børnepsykologi, som var forfærdelig kedelig, syntes
jeg, og Lille lærebog i Psykologi af Arne Lehrovaara. Denne var en almen grundbog
i psykologi, som bl.a. forklarede om de kreshmerske personlighedstyper, en teori
som i dag er slettet af enhver seriøs lærebog, fordi det minder lidt for meget om racisme.
Men min mor var blevet psykolog på et af de første hold, som blev oprettet på
dette studium og jeg tror at hun blev færdig cirka 1952. Dengang havde man endnu
ikke renset lærebøgerne for det stof, som i dag minder lidt om nazisme og om det
nazistiske menneskesyn. Men læren om, at man kunne aflæse et menneskes personlighed
og forudsige dets fremtidige skæbne ved at se på dets fysiske fremtræden, var
udbredt dengang. Det fremgik klart af disse lærebøger.
Jeg har nok været meget præget af min mor, for min tidligste idé om hvad jeg
ville være, når jeg blev stor, var at jeg ville være psykolog. Psykologi var i hvert fald
en af mine store interesser, og jeg har nok også fået en prægning i den retning af min
22

mor. Men - desværre - så kunne man ikke blive psykolog uden først at blive student,
og det lykkedes ikke.
Spiritismen (1965)
Jeg husker, da jeg første gang læste i avisen, at der var nogle som hed spiritister, og
jeg så, at en forsamling af denne art havde møde et sted på Sortedamsdosseringen.
Der stod et telefonnummer i annoncen og jeg husker at jeg ringede for at spørge om
jeg måtte deltage i mødet. En dame tog telefonen, og det første hun sagde var: ”Jeg
følte netop, at der var en som ville ringe til mig!”. Hun havde altså følt rigtigt, kunne
jeg konstatere, og var allerede lidt imponeret over hendes evner. Eller måske imponeret
over at lille jeg, en dreng på 17 år, kunne have så kraftig en telepatisk udstråling
at denne kvinde, på flere kilometers afstand, kunne fornemme, at jeg ville ringe.
Det lød spændende, syntes jeg, og samme aften tog jeg toget til byen for at gå til spiritistmøde.
Jeg kendte intet til denne religion i forvejen og jeg er sikker på, at min mor heller
ikke kendte noget til den slags, for hun blev meget overrasket, da jeg kom hjem og
kunne fortælle hende, at jeg havde fået personlige hilsner fra den åndelige verden.
Min højt elskede tante Gerda var død ikke lang tid før, og det var netop hende, som
hilste mig, da mødet gik i gang. Det kunne det spiritistiske medium fortælle mig, for
hun kunne se de ånder, som var til stede, og en af dem stod - efter hvad hun sagde -
lige bag ved min stol og det var en gammel dame, som havde forladt den fysiske verden
for ikke lang tid siden. Det kunne kun være tante Gerda, vidste jeg, for jeg kendte
faktisk ikke andre mennesker, som var døde.
Det var virkelig spændende, og jeg var ude af stand til at forestille mig, hvordan
dette skulle kunne lade sig gøre, hvis det ikke var fordi tante Gerda i virkeligheden
havde været til stede under mødet. Mediet var kommet ned til mig som en af de første.
Hun gik langsomt på en usikker måde som om hun søgte efter et eller andet, og
det var jo også det hun gjorde. Hun søgte efter ånder. Og der var hele tiden to mænd
ved siden af hende, for eventuelt at kunne støtte hende, hvis hun skulle falde, eller
hvis de åndelige kræfter skulle få et sådant tag i hende, at hun ikke kunne styre sin
krop. Det var meget dramatisk, syntes jeg, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro. På
den ene side var jeg ikke særlig overtroisk anlagt, men på den anden side, så virkede
dette meget overbevisende. Og hvordan skulle denne dame, mediet, vide at jeg havde
en tante, som netop var død, dét kunne jeg ikke regne ud, så jeg måtte formode, at
der var et eller andet om det, hun sagde. Alligevel var jeg ikke interesseret i at have
noget nærmere med det spiritistiske at gøre, for jeg følte at det var mest for gamle
mennesker, og så var jeg også lidt bange. Jeg følte virkelig, at jeg havde været i forbindelse
med tante Gerda, og denne oplevelse gjorde så stort indtryk på mig, at jeg
måtte vække min mor, da jeg kom hjem sent om aftenen, for at fortælle det fantastiske,
som var sket. Jeg fortalte det også til mine venner, og selv om de fleste syntes at
det var noget skørt noget at beskæftige sig med, så var de også nysgerrige, og de næste
gange jeg besøgte menigheden havde jeg en ven med, som jeg kunne dele oplevelsen
med. Og jeg fik næsten hilsner hver gang jeg var til møde, men jeg blev også
mere og mere skeptisk. Jeg husker at mediet en gang fortalte mig, at jeg ville komme
til Amerika og at jeg ville blive advokat. Det synes jeg lød ganske interessant, og den
første af disse spådomme kom da til at passe. Det gjorde den anden til gengæld ikke,
men det kunne jeg jo ikke vide dengang.
23

Jeg har ikke mere den store interesse for spiritismen, og hvis jeg skal være ærlig,
så tror jeg ikke meget på dette måde med ånderne. Jeg tror, at det er psykologisk manipulation
og at de gætterier der er rigtige, mere hviler på held og på mediets almindelige
menneskekundskab og evne til at gætte. Men jeg forstår på den anden side
godt de mennesker, der søger til sådanne møder, for det handler jo om at genetablere
kontakten til mennesker, som de engang har holdt af. Og derfor er jeg ikke så forarget
over, at sådanne mennesker måske bliver snydt en smule, for jeg tror at de selv
ønsker, at det skal være på denne måde. De ønsker at have et håb og at få et tegn fra
den anden verden på, at deres elskede forældre, venner, børn og forældre stadig eksisterer
i en åndelig form. Om det er rigtigt eller ej, ved jeg ikke, men jeg forstår de
følelser, som det hele drejer sig om. Jeg tror desværre, at det er svindel, men jeg fordømmer
ikke de mennesker, som beskæftiger sig med dette, i hvert fald ikke, hvis de
gør det ud fra idealistiske motiver. Anderledes forholder det sig naturligvis, hvis de
forsøger at anvende "ånderne" som et middel til at snyde andre mennesker for deres
penge. Og det forekommer desværre, det ved jeg i dag. Men det vidste jeg naturligvis
intet om dengang.
Henrik, Kigge og Hanne (1966)
En anden af mine venner var Henrik, som boede sammen med sin mor og sine søster
i en af boligerne der hørte til den katolske kirke. Jeg formoder, at de havde fået denne
bolig fordi de var katolikker, men det var ikke noget, jeg tænkte over dengang.
Den katolske Sankt Andreas Kirke lå ganske tæt på vores hus, så jeg var vant til at se
katolikkerne gå til messe, møder eller hvad de nu gik til. Jeg var også vant til at møde
de forskellige katolske ordensbrødre, som man kunne møde i deres ordensdragt ude
på Kollegievej ved siden af kirken. I dag ved jeg, at disse mænd var dominikanere,
altså katolske præster fra den orden, som Sankt Dominikus havde stiftet i 1200-tallet,
men det vidste jeg naturligvis intet om dengang. Jeg vidste kun, at de kom fra udlandet
og at de beskæftigede sig med et eller andet religiøst. I det hele taget var mit
kendskab til katolsk religion aldeles fraværende, og jeg var i øvrigt også ganske ligeglad.
Men jeg blev måske alligevel lidet påvirket, for jeg havde ikke nogle negative
forestillinger om disse mennesker, som tydeligvis levede et andet liv end det, som jeg
og mine forældre levede. Og jeg vidste, at flere af mine venner tilhørte denne religion.
Det gjorde f.eks. Henrik og hans familie.
Henrik gik i en anden skole end jeg og da han afsluttede skolen kom han i lære i et
værktøjsfirma. Ridged hed de, ved jeg, for Henrik fortalte altid om hvor fantastiske
de redskaber var, som han solgte. Han var i øvrigt en meget snakkende og ofte også
en lidt pralende type, som gerne ville fortælle hvor smart han var til det ene og andet
og hvor mange penge han tjente i sit job. Og da han var i job medens jeg selv stadig
gik i skole, var det klart, at han havde mange penge, og efter et stykke tid købte han
tilmed en bil. Men jeg var nu ikke misundelig på ham, for mine egne ambitioner gik
slet ikke på det at skulle i lære som det ene eller andet. Jeg var interesseret i bøger og
jeg ønskede at læse videre, gerne til psykolog ligesom min mor, eller i hvert fald til
noget der havde med viden og formidling at gøre. Det var det jeg interesserede mig
for, ikke biler eller penge og statussymboler. Det var underlødige interesser, mente
jeg, for jeg havde jo lært at intet var mere fint end dét at være akademiker og det at
læse bøger og at formidle viden. Henrik var på vildspor, det vidste jeg, men det ville
24

jeg naturligvis ikke diskutere med ham. Han var jo glad for sin læreplads, og det måtte
jeg acceptere.
Til gengæld var jeg lidt imponeret af ham, og nok også lidt misundelig, da han
blev kærester med Kigge, som var en særdeles sød og køn pige, der boede på Kollegievej
lige overfor Torotor-grunden. Jeg ved ikke hvad der gjorde Henrik interessant
i Kigges øjne, men han måtte jo have nogle egenskaber, som hun fandt spændende.
Eller også var udvalget af drenge, som man kunne være kærester med, bare ikke særlig
stort, og når jeg ser mig selv i bakspejlet, kan jeg se, at jeg var aldeles umoden, så
jeg havde naturligvis ikke en chance hos den kønne Kigge.
Til gengæld blev jeg snart kæreste med en anden sød pige, nemlig med Hanne,
som gik i samme klasse som mig på Skovgårdsskolen. Hendes far var grønthandler
og hun var kommet ind på skolen i 7. klasse. Hun var tilflytter og var derfor ikke
indgroet i det fællesskab, som vi havde med hinanden. På en måde var hun lidt udenfor,
og det kunne jeg godt lide ved hende. Og så var hun sød, syntes jeg, og jeg havde
hele tiden lyst til at røre ved hende og at kysse hende og jeg ville gerne hjælpe hende
med at folde sig lidt mere ud, for hun var jo genert og jeg var nærmest det modsatte.
Jeg var mere aggressiv af natur og jeg var vant til at optræde, så Hanne og jeg var
modsætninger.
Mine erotiske fantasier om mig og Hanne var talrige, og jeg husker nogle hede
ture i Ordrup Mose, hvor vi kælede og kyssede intensivt. Hanne og jeg var i øvrigt
sammen med Henrik og Kigge i Malmø. Det var ikke langt, når man sammenligner
med de rejser, som vor tids unge mennesker foretager, men set ud fra datidens målestok,
var det en begivenhed. Vi tog færgen over fra København og gik på restaurant
et sted i byen. Andet skete der vist ikke. Men jeg tog et par billeder, som jeg stadig
har på min computer, og når jeg ser dem husker jeg, hvordan jeg var lidt misundelig
på Henrik. For Kigge var nu lidt kønnere end Hanne og mere selvsikker. Men man
kan naturligvis ikke altid få det, som man drømmer om og forholdet mellem Henrik
og Kigge varede da heller ikke ved i særlig lang tid.
Jeg havde i øvrigt ingen grund til at være utilfreds, for jeg var rigtig glad for Hanne
og hun var glad for mig. Vi var en slags modsætninger, og det er vist altid dem,
som fungerer bedst i det romantiske. Hanne var genert og jeg var nærmest det modsatte.
Jeg havde tryllet og havde haft fornøjelsen af at spille hovedrollen i flere skolekomedier
og et par andre teaterstykker, så jeg var vant til at optræde. Det var derfor
min opgave - følte jeg - at give Hanne selvtillid, og alene det setup var nok til at tænde
mig. Jeg var super tiltrukket af hende og det blev stadig sværere for mig at styre
de erotiske følelser. Det var derfor nærmest en lettelse, da jeg forlod skolen og dermed
vidste, at jeg ikke ville se hende til hverdag. Og jeg vidste også, at vore veje gik
i hver sin retning.
Jeg kom først i gymnasiet, men der dumpede jeg efter 1. G og så kom jeg i lære.
Jeg så Hanne et par enkelte gange efter at jeg havde forladt skolen, men vores relation
var brudt. Da jeg forlod gymnasiet og kom i lære følte jeg mig som taber, og det
afspejlede sig i mit forhold til mine venner, og naturligvis også til Hanne. Min selvtillid
var forsvundet, og jeg kunne ikke mere være hendes kæreste.
Reciprotor og Ib Obel Petersen (1968)
Jeg havde taget realeksamen fra Skovgårdsskolen og var kommet i 1.G. på Øregaards
Gymnasium, men det var ikke nogen succes. Jeg var dumpet og mine forældre drog
25

derfor den konklusion, at jeg måtte have en håndværksmæssig uddannelse. I samarbejde
med en konsulent fra Arbejdsformidlingen fandt de derfor ud af, at jeg skulle i
lære som finmekaniker i et firma, som hed Reciprotor og som lå i Bagsværd. Selv
anede jeg ikke hvad en finmekaniker var, men det fandt jeg jo ud af. Og jeg fandt
også ud af, at dette erhverv bestemt ikke var noget for mig, og at jeg i det hele taget
slet ikke følte mig i overensstemmelse med det miljø, som jeg var en del af på denne
virksomhed. I det halvandet år jeg var i lære, bestilte jeg stort set ikke andet end at
stå bag en drejebænk og tilvirke forskellige emner, som skulle bruges i nogle såkaldte
viskometre. Et viskometer er et måleapparat, som man bruger til at måle tykkelsen
(viskociteten) af væsker, og det havde man åbenbart brug for mange steder. For Reciprotor
var jeg ikke andet end billig arbejdskraft. Jeg stod foran drejebænken i 8 ½
time om dagen og der var ingen mulighed for at snakke med nogen, for larmen var så
øredøvende, at man ikke kunne høre, hvad de andre sagde. Jeg havde dog en voksen
kollega, som stod et par meter fra, hvor min drejebænk var placeret, og ham kunne
jeg snakke lidt med. Meget lidt, for vi kunne ikke høre, hvad den anden sagde og vi
kunne ikke kigge på hinanden, for det var så farligt, det arbejde vi lavede, at hvis vi
mistede koncentrationen om at føre stålet ind til emnet i rette hastighed og placering,
kunne vi meget vel risikere, at stålet brækkede eller at der skete noget endnu værre
med alvorlig personskade til følge.
Der var ingen afskærmning på vores drejebænke, og de var ikke - som i dag - automatiske
og styrede af computere. Det var os selv, der styrede processen, og når et
emne drejer rundt med tilstrækkelig hastighed, så bliver det farligt at få fingrene i
kontakt med dette emne. Men ikke desto mindre var det med fingrene, at vi skulle
tilføje smøreolie, hvilket var nødvendigt for at processen kunne foregå. En tilsvarende
arbejdsform findes også i dag, men det er i ulandene. En virksomhed som den jeg
var ansat på, hvis den eksisterede i dag, ville blive lukket øjeblikkeligt af arbejdstilsynet.
Og min mester var i øvrigt ganske ligeglad med alt, hvad der vedrørte min uddannelse.
Det obligatoriske ophold på teknisk skole, sprang han over, og dum og uvidende
som jeg var, mindede jeg ham ikke om det. For ham drejede det sig bare om at
tjene penge, og hvordan jeg følte og hvad jeg mente og tænkte om mit liv og min
fremtid, var han ganske ligeglad med. Selvfølgelig, hvorfor skulle han også være
andet?
Aldrig har jeg været så tæt på at miste livsmodet. Jeg var bange for at snakke med
min mester, og jeg havde heller ikke andre at snakke med. I min familie var der ingen
andre håndværkere, og jeg er sikker på, at de ikke forstod, hvad det var at være i
lære. Jeg følte mig totalt alene og jeg havde svært ved at se, hvad jeg egentlig skulle
leve videre for, hvis det jeg nu var i gang med var dét, som man kalder "livet". Jeg
vil ikke sige, at jeg overvejede selvmord, men jeg blev i løbet af de 18 måneder, jeg
var på virksomheden, stadig mere klar over, at hvis et menneske skal leve livet på en
måde, som har værdi, så er det nødvendigt at bryde normer, og nogen gange også at
bryde aftaler. Dét, at man har skrevet under på, at man vil arbejde på en virksomhed i
så og så mange år, er ikke tilstrækkelig grund til at blive ved med dette arbejde, hvis
man slet ikke kan trives med det. Men det var en kolossal overvindelse for mig at gå
op til min mester og meddele, at jeg ikke ville fortsætte. Jeg husker den reaktion, han
havde. Han truede mig og sagde at det ikke kunne lade sig gøre for mig at holde op,
og at jeg i hvert fald skulle fortsætte i et par måneder mere, da virksomheden netop
havde en stor ordre, som jeg skulle være med til at lave. Og jeg blev bange, så jeg
accepterede at blive et par måneder mere, men så skulle det også være slut. Der måtte
26

være en anden løsning for mig, det håbede jeg. Jeg var dumpet i gymnasiet, og nu
sagde jeg farvel til en håndværksmæssig uddannelse. Hvad skulle det så blive til med
mig, det kunne jeg ikke vide. Men jeg var egentlig også ligeglad, for jeg vidste, at alt
andet ville være bedre end at skulle arbejde som finmekaniker. Jeg hadede dette arbejde
og jeg hadede den virksomhed, hvor jeg var ansat. Jeg måtte ud, væk, og i gang
med noget andet. Jeg var desperat og jeg måtte flygte, og jeg har aldrig fortrudt at jeg
gjorde det.
Efter at have forladt min læreplads var der - efter mine forældres mening - nu kun
én mulighed tilbage. Jeg duede ikke til det intellektuelle og jeg duede ikke til det
håndværksmæssige, så jeg måtte i stedet i lære som handels- og kontormedhjælper.
Lidt ligesom min far, der havde startet sin karriere i en bank, og som gennem mange
års flittigt arbejde havde fået stillinger som kontorchef, regnskabschef og direktør.
Måske var det i den retning, at mine evner og min fremtid lå, mente de, og jeg havde
ikke selv noget alternativt forslag. Et eller andet skal man jo lave, og hvis man ikke
egner sig til det boglige eller det håndværksmæssige, hvad så? Det var ligesom at
mulighederne var ved at indsnævre sig, så det var ikke et helt frit valg jeg stod overfor.
Jeg sagde derfor ja til at komme i lære hos Ib Obel P. Products A/S, som også lå
i Bagsværd, ligesom Reciprotor. Her skulle jeg uddanne mig til handels- og kontormedhjælper
og hvad det så ville føre til, vidste jeg intet om. Men det var nok noget
med at sidde på et kontor og snakke med kunder, og det lød måske lidt mere morsomt,
end at stå ved en drejebænk 8 timer om dagen. Så jeg regnede med, at det i
hvert fald ville være en fremgang i forhold til det tidligere, og det var det også. Hos
Ib Obel Petersen snakkede man faktisk med mennesker, dels med sine kolleger og
dels med kunderne, så det var ikke lige så kedeligt, som dér hvor jeg før havde været.
Faktisk lærte jeg en masse på denne læreplads, både om dét at drive virksomhed og
om andre praktiske færdigheder. Når jeg i dag er forholdsvis god til at skrive på maskine,
så kan jeg takke denne læreplads for det, for det var jo obligatorisk at gå på
Lyngby Handelsskole og at kunne skrive på maskine, for at kunne få en kontoruddannelse.
Kollektiv og personlig udvikling
Kollektiv i Lyngby (1969)
Da jeg var blevet 19 år, mente jeg, at tiden nu måtte være til, at jeg kom væk fra mit
barndomshjem. Jeg søgte derfor i aviserne efter værelser og lignende, og da jeg jo
havde en selvstændig indkomst fra mit arbejde som handels- og kontormedhjælperlærling,
var der muligheder. Det mest interessante tilbud fandt jeg i en annonce i en
af de lokale aviser, hvor der stod, at et kollektiv i Lyngby søgte en ny beboer og at
vedkommende gerne måtte spille på et instrument. Det var lige mig.
Faktisk anede jeg ikke, hvad et kollektiv var, men jeg vidste da, at det handlede
om at bo samme med andre unge mennesker. Og når nu disse unge mennesker åbenbart
var interesserede i musik og søgte en, som kunne spille, så måtte jeg da have en
chance. Jeg kørte derfor på min motorcykel ud til Lyngby for at snakke med kollektivisterne,
som viste sig at være flinke mennesker. Det var tydeligt at huset blev ledet
af en person ved navn Peter, og jeg fandt ud af, at det skyldtes, at det var hans far
som ejede huset. Det er derfor, i realiteten, Peters kollektiv, for det var ham der ud-
27

valgte hvem, som skulle bo i huset. Det var også ham, der havde bestemt, at den nye
beboer skulle kunne spille på et instrument, for Peter havde nemlig en musikgruppe,
som spillede hans egne numre, og han ville godt have at den nye beboer kunne indgå
i denne gruppe. Det kunne jeg naturligvis, sagde jeg, og dagen efter at jeg havde været
til interview, ringede de til mig og fortalte, at jeg var optaget. Hvor mange andre,
som havde søgt om optagelse i kollektivet ved denne lejlighed, det ved jeg ikke, men
der havde nok været nogle stykker. Men ingen af dem spillede åbenbart på saxofon
og fløjte, som jeg gjorde, og det var tydeligt at Peter så en mulighed i mig for at lave
en spændende udvidelse af hans husorkester.
Ud over Peter, boede der i huset 4 andre mennesker, som alle havde en relation til
Peter på den ene eller anden måde. Der var en finne, Zeppo, som spillede bas og
Zeppos kæreste Lena, som gik på HF. Så var der Hanne, som boede sammen med
Peter. Hun læste vist dansk på universitetet. Og så var der Britta, som også læste på
HF. Men ud over disse mennesker, så kom der ustandselig en strøm af andre mennesker,
som alle var studerende eller musikere og kunstnere af anden art. Det var virkelig
spændende at lære alle disse mennesker at kende, og jeg - en lille handelslærling -
følte mig i den grad underlegen i enhver henseende. Jeg vidste, at jeg måtte stoppe
med mit job i firmaet og at jeg måtte i gang med at læse igen, for det eneste jeg interesserede
mig for, var at komme til at leve lige så spændende som disse mennesker
og at kunne deltage i deres diskussioner om ungdomsoprør, kunst, musik, fremmede
lande og meget andet. Peter havde i øvrigt vundet DR's konkurrence om at lave en
radioudsendelse, der kunne forklare, hvad indholdet var i de unges oprør imod samfundet.
Husk, at dette var i 1969 og at dét at have langt hår var udtryk for oprør. Unge
mennesker lavede oprør overalt i den vestlige verden, og de gamle forsøgte at
forstå, hvad det var de unge var utilfredse med. Men svarene var ikke klare, for de
unge - ligesom jeg selv - var ikke selv klar over, hvad de var utilfredse med. Vi ville
bare noget andet, og det var det som Peter havde lavet en radioudsendelse om. Peter
var altså at regne for en af Danmarks førende ungdomsoprørere, og det var en titel,
som både han og vi andre var meget stolte af.
Det blev ikke til meget med musikken i det nye kollektiv, men for mig gjorde det
ikke så meget. Jeg ville gerne spille i et orkester, men jeg havde på fornemmelsen, at
det ville være muligt for mig at finde et mere spændende orkester end det, som Peter
var leder for. For det første synes jeg, at det er lidt kedeligt at være musiker i et band,
som kun spiller en enkelt persons numre, og for det andet så havde orkesteret ingen
jobs. Det hele handlede altså bare om at øve sig, og det kunne jeg ikke umiddelbart
se noget interessant i. Jeg havde jo gået til spil og mente nok, at jeg allerede havde
det nødvendige teoretiske grundlag i orden. Nu ville jeg godt ud at spille for nogle,
og derfor måtte jeg jo finde et orkester, der var indstillet på at få jobs. Jeg satte derfor
en annonce i avisen om, at jeg søgte efter et orkester.
Saxofon og musikgruppe (1966)
I den sidste tid af min tilværelse som finmekanikerlærling, havde jeg købt en saxofon.
Jeg havde i flere år godt kunnet lide jazzmusik og jeg havde en drøm om også
selv at kunne spille. Mine forældre accepterede, at jeg øvede mig på min saxofon
oppe i mit eget værelse, og jeg må sige til deres ros, at dette er udtryk for stor tolerance.
For saxofonen er et temmelig larmende instrument, og når man endnu ikke
kan spille rent, så lyder det bestemt ikke godt. Øvelserne foregik i mit 8 kvadratmeter
28

værelse i parcelhuset i Charlottenlund, og det må have været en lidelse at opholde sig
i værelserne ved siden af. Men det tænkte jeg naturligvis ikke på dengang. Jeg var
bare interesseret i at lære at beherske dette instrument, for det kunne give mig adgang
til at spille i en gruppe, og det var netop det, som jeg ønskede.
Jeg tog derfor et par gange på jazzstævne på Vallekilde Højskole, og her mødte
jeg mange andre, som spillede og som ville spille jazz. Men jeg fandt også ud af, at
der er noget der hedder talent for at spille, og at der - desværre - var andre, som havde
noget mere af denne egenskab end jeg selv var så heldig at have. Den første gang
jeg var på denne højskole var jeg så heldig at komme til at dele værelse med en person,
som hed Jesper Zeuten, og han fortalte at han havde købt sin tenorsaxofon et par
måneder tidligere. Selv havde jeg gået til spil i mere end et år hos Arne Astrup, så jeg
regnede nok med, at jeg ville kunne spille lige så godt som Jesper. Men jeg blev
overrasket. For Jesper havde netop dét, som jeg selv manglede, nemlig talent og
praktisk træning. Hvor han havde lært at spille, ved jeg ikke, men han kunne ikke
noder og påstod at han aldrig havde gået til spil. Ikke desto mindre lød hans saxofon
fantastisk, og der gik ikke lang tid før han blev inviteret til at spille med den ene og
anden af de grupper, som optrådte på dette stævne. Efter stævnet blev han musiker i
en gruppe, der hed Blue Sun, og også her havde han stor succes. Jeg kunne altså se,
at jeg manglede noget, og at det ikke var nok for mig, bare at gå til spil. Det var udmærket
at kunne spille den ene og anden skala og jeg kunne også spille efter noder.
Men det hjalp ikke særlig meget, hvis jeg ikke havde reel musikererfaring og evne til
at improvisere på instrumentet og at få det til at lyde som det skal. Jeg kendte jo alle
de store saxofonister, og John Coletrane var mit idol. Men afstanden mellem mig og
idolet var lidt for stor, for reelt kunne jeg jo slet ikke spille andet end skalaer og forløb,
som jeg læste på et nodeark. Og det var ikke lige det, der førte frem mod det mål
jeg havde.
En af tiden mest populære musikgrupper hed i øvrigt Jetro Tull, og her var hovedpersonen
fløjtenist, så der var mange danske musikgrupper, der var interesseret i at få
et sådant instrument med. Men der er stor forskel mellem at øve skalaer hjemme i
drengeværelset og at spille musik i en gruppe. Den første test på, hvordan det virkelige
liv som musiker var, havde jeg medens jeg endnu boede hjemme med mine forældre.
Jeg var blevet inviteret ud at spille et job med en beatgruppe, som skulle optræde
i en ungdomsklub, og jeg fik at vide, at vi nu skulle spille Summertime, som
var et nummer jeg udmærket kendte. Men jeg kunne overhovedet ikke høre, hvad jeg
selv spillede, fordi de andre instrumenter var så høje, og da nummeret var slut, fandt
jeg ud af, at jeg havde spillet i en anden toneart end de andre. Men jeg havde ikke
kunnet høre, at den var gal, så det var først bagefter at jeg fandt ud af, hvad jeg havde
gjort galt. Det var pinligt. Det blev da heller ikke til mere sammenspil med denne
gruppe.
Jeg boede nu i Peters kollektiv i Lyngby og jeg havde lyst til at spille i en rigtig
musikgruppe, som havde jobs. Da jeg læste at der var en musikgruppe i Tåstrup, som
søgte en saxofonist, henvendte jeg mig derfor, og jeg blev hurtigt en del af dette helt
nystartede orkester, som endnu ikke havde haft nogle jobs. Vi var 4 musikere i alt og
vi øvede på Tåstrup Ungdomsgård. De andre spillede guitar, trommer og bas og de
var alle stort set lige så urutinerede, som jeg selv var. Vi var altså nogenlunde på
samme niveau, bortset fra at jeg kunne spille efter noder, og det kunne de selvfølgelig
ikke. Men det var der heller ikke brug for i den musik, som vi spillede, for det
drejede sig om rock. Og når vi øvede, så blev det aftalte ikke nedskrevet på noder,
det skulle huskes. Man kunne jo ikke stå med nodestativer, når man skulle spille ude
29

i en ungdomsklub, eller hvor vi ellers regnede med at komme til at optræde, så alt det
jeg havde lært hos Arne Astrup kunne jeg godt glemme. Dét der var brug for var
praktisk øvelse, ikke mere teori.
Jeg spillede med denne gruppe i godt og vel tre år. Vi startede med at kalde os
"Munck and his Klosterband" og der gik ikke lang tid før vi fik vores første job. Vi
stillede også op til de lokale tåstrupmesterskaber i beatmusik, og der vandt vi! Det
var en kæmpe succes for os, og det gav os en masse engagementer. Jeg var også selv
gået i gang med at lave numre som vi spillede, og vores tekster var på dansk, hvilket
ikke var helt almindeligt blandt rockorkester på denne tid. Det gik altså rigtig godt
med musikken, og da vi fik udskiftet et par af vores musikere med nogle, som var
lidt bedre, så var vejen åben for det helt store. Jacob Groth var vores guitarist og
Rumle Hammerich var vores trommeslager, og Jacob fungerede som bookingagent
for orkesteret, som nu var blevet omdøbt til bare at hedde Klosterband. Vi spillede på
festivaller og til et teaterstykke i Fiolteateret og vi turnerede i Norge. Alt tydede på,
at vi ville blive store, men - som du kan læse længere fremme i min historie - så kom
musikken til sidst i konflikt med mine andre aktiviteter. To år efter at jeg havde mødt
mine venner i Tåstrup, startede jeg på Københavns Universitet, og jeg valgte derfor
at stoppe som musiker. Universitetet var simpelthen mere interessant og begge dele
tog tid. Der var ikke plads til det hele, så jeg valgte universitetet. Men mere om det i
de kommende afsnit.
Et brækket ben (1970)
Jeg fik tre måneder til at tænke grundigt over mit liv, da jeg lå på Gentofte Amtssygehus
med et brækket ben og et knust lårben. Jeg var på vej til et dramakursus og
kørte på motorcykel på Kongevejen. Det havde regnet og vejen var glat og så skulle
jeg dreje til venstre. Men jeg så ikke den bil, der kørte i modsat retning. Ingen af os
kørte særlig hurtigt, men alligevel kørte den ind i siden på mig.
Det var min skyld og jeg skal være glad for at jeg havde styrthjelm og træsko på,
for ellers var jeg uden tvivl kommet meget mere alvorligt til skade. Jeg husker hvordan
jeg fløj gennem luften og hvordan jeg vågnede op liggende på vejen med en
masse mennesker stående over mig. Jeg mærkede ikke noget, men da jeg forsøgte at
rejse mig op, var jeg aldeles klar over, at jeg ikke kunne bevæge mit højre ben. Jeg
havde ikke kontrol over det, og vidste med det samme, at det var brækket. Jeg kunne
altså ikke gøre noget og vidste ikke om jeg var kommet til skade på andre måder,
men jeg var da ved bevidsthed og havde ingen smerter. Det næste jeg husker er at jeg
ligger på en båre og at jeg bliver lagt ind i en ambulance, og så husker jeg at kom ind
på en operationsstue, at jeg fik drop i armen og at jeg fik at vide, at når jeg vågnede
op igen, ville alting være i orden og jeg ville være på hospitalet. Jeg var bange, for
jeg vidste ikke, hvad der skulle ske, men alting var egentlig så fredeligt. Jeg faldt i
søvn og lang tid efter - hospitalet sagde ca. 10 timer - vågnede jeg igen. Jeg lå i en
hospitalsseng og mit højre ben var spændt op på et stativ. Der gik en stang gennem
mit knæ og mit ben blev holdt oppe af nogle lodder i enden af sengen. Det så ret specielt
ud, men formålet var at strække mit ben ud, så at musklerne ikke trak det sammen
i den tid der skulle gå, medens det groede sammen. Jeg fik at vide, at jeg havde
knust lårbenet og brækket skinnebenet to steder. Men det gjorde ikke ondt og jeg fik
at vide, at jeg sandsynligvis ville kunne gå normalt igen, når jeg blev rask. Det ville
tage cirka 3 måneder, og i den tid skulle jeg ligge på hospitalet. Derefter skulle jeg gå
30

med krykker et stykke tid og så ville det hele blive i orden. Lægerne havde dog måttet
indsætte nogle skruer i mit skinneben, for at holde det sammen, og de skulle opereres
ud igen, når benet var vokset sammen. I øvrigt skulle jeg vide, fortalte lægerne,
at jeg var sluppet billigt. Jeg ville få nogle ar, men ellers ville der ikke være varige
mén af dette uheld, sagde de. Og mit held skyldtes det, at jeg havde haft styrthjelm
og træsko på. Havde det ikke været tilfældet, så ville jeg sandsynligvis også have fået
kraniebrud og måske knust min ene fod. Det ville have været væsentlig mere alvorligt,
så jeg skulle være glad for at jeg var sluppet så billigt.
Jeg kan ikke sige andet end godt om de sygeplejersker, de sygehjælpere og det
personale, jeg mødte på hospitalet. Jeg husker faktisk denne tid som noget positivt.
Jeg lå på stue med andre unge mennesker, som havde forskellige sygdomme, der
ikke forhindrede dem i at snakke, og vi havde det rigtig sjovt med hinanden. Der var
hele tiden udskiftning på stuen, så jeg lærte en masse.
Af særlige højdepunkter fra min hospitalstid husker jeg nogle samtaler med en
meget begavet matematisk student, som lå i sengen ved siden af min. Han kunne
opstille logiske problemer på formel og lave ligninger, som viste løsningen af vanskelige
matematiske problemer. Jeg forstod ikke, hvad disse ligninger viste, men jeg
var alligevel imponeret. Jeg husker også et julearrangement, hvor jeg blev kørt ud i
min seng i gangen, så jeg kunne se juletræet og høre de salmer, som blev sunget.
Men jeg var ikke religiøst indstillet og julen havde jeg altid hadet, så jeg bad om at
blive kørt ind i stuen igen. Jeg husker også Lise, som var datter af en af de lokale
sygehjælpere. Hun var bare så dejlig at jeg ikke kunne lade være med at være forelsket
i hende. Og så husker jeg den søde fysioterapeut, som skulle lære mig at strække
benet ud igen, da det var groet sammen. I det hele taget er et hospital fuldt med de
skønneste kvinder, så der er nok at se på og nyde, når man er en ung mand. Det er
selvfølgelig trist at være syg, men der er også lyspunkter. Jeg husker i hvert fald denne
tid som noget positivt, også selv om jeg naturligvis helst ville være rask igen.
Da jeg kom hjem fra hospitalet, skulle jeg gå med krykker et par uger, før jeg rigtig
kunne gå igen. Det var lidt besværligt, da mit værelse i kollektivet lå på første sal,
men det gik. Jeg brugte tiden, efter at jeg var kommet hjem igen, til at tænke over,
hvad jeg nu skulle bruge mit liv til. For det første skulle jeg afklare mit forhold til
den søde Lise, som jeg havde mødt på hospitalet, og jeg inviterede hende derfor på
besøg i kollektivet. Men det var slet ikke noget for hende, forstod jeg med det samme,
og jeg måtte derfor indse, at den kærlighed, som trives så godt, når den ene part
er indlagt på et hospital, slet ikke har de samme muligheder, når den skal foregå i det
virkelige liv. Nu var jeg jo ikke mere hjælpeløs og Lise følte vist nok, at det liv jeg
levede var lidt anderledes end det, som hun drømte om. Jeg så hende derfor kun én
gang, så var det slut.
Jeg havde også brugt tiden på hospitalet til at overveje mine arbejdsforhold, og jeg
havde besluttet mig til at starte på HF-kursus efter den kommende sommerferie. Dette
ville så forudsætte, at jeg var færdig med lærepladsen på det tidspunkt, som var
nævnt i kontrakten, og det var i Juli måned. Alt skulle altså passe, således at jeg kunne
blive færdig som handels- og kontormedhjælper og starte på HF. Men min læremester
- Hr. Petersen - mente desværre, at min læretid skulle forlænges, da jeg jo
havde været sygemeldt i mere end 3 måneder, og hvis læretiden skulle forlænges, så
ville jeg ikke kunne starte på HF efter sommerferien. Jeg var altså i et dilemma, men
valgte at prioritere mine drømme. Jeg meddelte Petersen, at jeg stoppede på det tidspunkt,
som var fastsat i kontrakten, også selv om han ikke ville anerkende, at jeg var
færdiguddannet. Det betød, at han ikke ville give mig mit lærebrev, og det kunne jeg
31

desværre ikke gøre noget ved. Jeg var altså udlært, efter min egen mening, men ikke
efter læremesters mening, og sådan måtte det så være. Jeg ville ikke udsætte mine
fremtidsplaner på grund af en læremesters urimeligheder, så jeg stoppede simpelthen
bare. Da min sidste dag var slut kom jeg ikke mere. Jeg skrev et brev til mester og
bad om at få mit lærebrev tilsendt, men jeg fik det aldrig.
Sensitivitetskurset (1970)
Sensitivitetstræning var noget jeg læste om i et studenterblad, som en af de øvrige
beboere i kollektivet modtog. Jeg vidste ikke, hvad det var, men det lød rigtig spændende
og det kursus der var omtalt, foregik ikke langt fra hvor vi boede. Så jeg tilmeldte
mig.
Jeg havde fået at vide, at der ofte var deltagere som brød sammen på den ene eller
anden måde, og det kunne måske lyde lidt skræmmende. Men jeg var nu sikker på, at
det skulle jeg nok klare, så jeg var ikke bange. Tværtimod var jeg meget spændt på,
hvordan det hele ville forløbe. Og som det gælder i forbindelse med den slags kurser,
så var der naturligvis ikke noget program angivet på forhånd, for man vidste jo aldrig
hvad kurset ville komme til at indeholde. Der stod dog, at det blev ledet at 4 psykologer,
og at det ville vare en uge.
Vi var 24 deltagere på holdet og efter at have registreret os ved receptionen, fik vi
at vide, hvilket lokale vi skulle opholde os i. Jeg skulle i blå gruppe og vi skulle være
i et klasselokale, hvor stolene var ryddet til side og der i stedet var puder og madrasser
på gulvet. Ingen af os vidste, hvad kurset skulle gå ud på, så vi ventede spændt på
at træneren skulle komme ind, da vi havde nået det officielle starttidspunkt. Men der
skete intet og da vi havde siddet i 20 minutter og ventet, besluttede vi os til at sende
en af kursisterne ned til trænerne, for at høre om de ville komme. Svaret var, at "det
vidste de ikke, men vi kunne bare gå i gang!". Og som sagt så gjort, så gik vi i gang.
Vi vidste ganske vist ikke, hvad vi skulle gå i gang med, med, men vi kunne da altid
starte med en præsentationsrunde, var der én som foreslog. Men det var der ikke
enighed om. En anden mente, at vi ikke skulle præsentere os for hinanden, for det er
jo bare "overfladiske egenskaber", man fortæller om, mente hun. Det var der imidlertid
ikke enighed om, og i løbet af kort tid var vi hvirvlet ind i en kæmpe diskussion.
Selv sagde jeg ikke noget særligt, men jeg tænkte. Jeg kunne godt se, at kurset allerede
var gået i gang, og at det faktisk slet ikke var nødvendigt at have trænere i lokalet
for at få tingene til at ske. Vi kunne selv.
Aldrig har jeg været på et bedre kursus end dette. Trænerne kom ikke ind i vores
lokale på noget tidspunkt i løbet af den uge, som kurset varede, men vi mødte dem
om aftenen, når der var fælles øvelser i gymnastiksalen. Sensitivitetstræning er jo
ikke andet end det, som sker i alle grupper, hvor mennesker skal finde roller i forhold
til hinanden. Der er forskellige meninger og nogle får mere indflydelse end andre.
Der er status, sympati og erotisk tiltrækning, og så er der det modsatte. Alle de følelser,
som mennesker har i forhold til hinanden, kunne udspille sig frit i et forum som
dette, for vi vidste på forhånd, at det kun skulle vare en uge. Og hvis det helt kørte af
sporet, kunne vi naturligvis altid henvende os til psykologerne, som var ansvarlige
for kurset.
Min egen personlige udvikling kørte med ekspresfart. Jeg kunne konstatere, at jeg
havde en pæn status i gruppen og at jeg ikke behøvede at føle mig underlegen, selv
om jeg kun var en handels- og kontormedhjælper og de andre næsten alle var stude-
32

ende af den ene eller anden art. Jeg følte også, at jo længere kurset skred frem, jo
lettere havde jeg ved at forstå disse mennesker og at kommunikere med dem, og jeg
følte, at jeg var på vej mod det, som mit liv skulle handle om. Jeg skulle ikke stå ved
en drejebænk og jeg skulle ikke sælge elektroniske dimser i et handelsfirma. Jeg
skulle være psykolog, som jeg altid havde ønsket, eller i hvert fald noget, som havde
med viden, mennesker og bøger at gøre. Jeg ville være klogere, meget hellere end
rigere, for den eneste virkelige rigdom et menneske har, er den som sidder i hovedet.
Det var min filosofi den gang, og den har jeg egentlig aldrig lavet om på.
Den sidste dag på kurset diskuterede vi, hvad vi nu ville med vores liv, og det var
lige det, som jeg ikke kunne finde ud af. Men en af de andre deltagere - nok den ældste
af dem alle - gav mig et godt råd. Han hed Henry Bruzewsky og var ingeniør. Jeg
ville gerne studere psykologi, fortalte jeg ham, men jeg havde ingen adgangsgivende
eksamen. Hvad skulle jeg så gøre?. "Det skal du ikke være ked af" sagde han, "for du
kan komme ind på universitetet på dispensation. Måske ikke på psykologi, men så i
hvert fald på kultursociologi, og det er mindst lige så interessant". Disse ord gjorde
dybt indtryk på mig, og de var afgørende for hvordan mit liv videre kom til at forme
sig. Jeg besluttede mig for at opgive HF-kurset, som jeg sikkert alligevel kunne risikere
at få lige så mange problemer med, som jeg havde haft med at gå i gymnasiet.
Det der var mit aktiv, var mit initiativ og min vilje til at hævde mig selv. Det var det,
som livet og sensitivitetstræningskurset havde lært mig. Jeg kunne lige så godt gå i
gang med det samme på studiet, og hvis lærerne krævede, at jeg tog nogle særlige fag
på HF eller studenterkursus, så kunne jeg gøre det senere. Derfor meldte jeg mig bare
ind på universitetet uden at angive nogen adgangsgivende eksamen og jeg mødte op
da studiet startede. Og 10 år senere - 0,4 år kortere end den gennemsnitlige studietid -
var jeg magister.
Susanne (1967 - 70)
Min første rigtige kæreste hed Susanne. Hun boede i Nærum og jeg tror nok at jeg
havde mødt hende hos min ven Thorsten, hvor der jævnligt blev afholdt fester for
kvarterets drenge og de piger vi nu kunne få med. Susanne gik på Holte Gymnasium,
så der var en vis social forskel på os, for jeg var jo kontorlærling hos Ib Obel Petersen
i Bagsværd og levede dermed et helt andet liv end hende. Men det at hun var lidt
finere end mig, rent uddannelsesmæssigt, følte jeg blev kompenseret af det, at jeg
havde lidt flere penge, at jeg havde en motorcykel og at jeg kom fra et mere velhavende
hjem, end hun gjorde. Jeg følte mig i hvert fald aldrig underlegen i forhold til
Susanne, som jeg til gengæld følte mig super erotisk tiltrukket af. Jeg husker hvor
spændende det var at være på hendes værelse, når hendes forældre ikke var hjemme,
eller når de så fjernsyn og derfor ikke kunne høre, hvad vi foretog os. Det sagde Susanne
i hvert fald, at de ikke kunne, men måske havde de bare lært, at man skulle
lade børn gøre som de ville, for ikke at skabe konflikter.
Forholdet gik rigtig godt så længe jeg boede hjemme, for der var Susanne det
mest spændende der skete i mit liv. Men da jeg flyttede i kollektiv, og fik nye venner
og ny inspiration, så var det svært for Susanne at følge med. Der var så mange andre
ting, som trak i mig og jeg følte at alt, hvad der havde at gøre med mit tidligere liv,
på en eller anden måde var dårligt og derfor burde forkastes. Det endelige brud mellem
Susanne og mig skete dog først, da jeg havde været på sensitivitetstræningskursus.
Denne oplevelse var så afgørende for mig og for min udvikling, at jeg følte at
33

jeg var et andet menneske, da jeg kom hjem. Det lyder sikkert naivt, når jeg fortæller
det, men man skal huske at dette var det første psykologiske og terapeutiske kursus,
som jeg deltog i, og at jeg følte at jeg havde et brændende behov for at udvikle mig
og for at forandre mig selv. Så sensikurset kom som sendt fra himmelen og da kurset
var slut, følte jeg, at jeg havde fået mod til at starte et helt nyt liv. Jeg havde fået mere
selvtillid, og jeg følte faktisk, at jeg kunne gøre alt hvad jeg ville her i verden. Jeg
var pludselig blevet et voksent menneske, og alle de mennesker og følelser og problemer,
som havde præget min ungdom og tiden inden dette kursus, følte jeg var
fortid.
Jeg var måske lidt for optimistisk, men jeg ved fra andre af deltagerne, at jeg ikke
var den eneste, der havde denne eksplosive fornemmelse af, at være blevet transformeret
til et andet og bedre menneske. Jeg havde klaret mig godt på kurset og jeg
havde følt de andre deltageres respekt. Jeg havde også mødt en pige, som jeg gerne
ville holde kontakten med, når jeg kom hjem. Så der måtte simpelthen ske forandringer,
og sådanne forandringer sker - desværre - ofte kun, hvis man bryder de sociale
relationer, som har bundet en op i det det tidligere liv. Og hvad havde jeg at bryde
med? Jeg havde allerede stort set brudt med mine forældre, som jeg ikke havde set
siden jeg var flyttet hjemmefra. Og nu følte jeg, at jeg også måtte slutte mit forhold
til Susanne, selv om hun altid havde været loyal og støttet mig i alt. Det var ikke retfærdigt,
det ved jeg, for Susanne kunne virkelig godt lide mig og hun var vist også
indstillet på at flytte sammen med mig i kollektivet, hvor jeg nu boede. Hun var i
hvert fald flyttet ind på mit værelse medens jeg havde været på kursus, og det var
bare for meget for mig. Jeg smed derfor hendes ejendele ud af værelset, så snart jeg
kom hjem, og bad hende om at flytte. Det var ikke pænt gjort af mig, det ved jeg.
Men jeg følte, at jeg måtte fortsætte livet uden hende, for nu var jeg jo blevet et nyt
menneske, og hun kunne derfor ikke følge med i alt det, som jeg mente skulle ske.
Kollektivet var naturligvis også noget, som jeg måtte forlade, for den lille saxofonspillende
kontorlærling, som var flyttet ind et år tidligere, eksisterede ikke mere. Nu
var jeg blevet voksen og nu ville jeg selv være en del af den spirende ungdomsbevægelse,
af musikken og af revolutionen, så jeg valgte at flytte ind i et værelse i Stengården
på Nørrebro. Der skulle et helt nyt afsnit af mit liv begynde, og jeg var i den
grad klar. Jeg skiftede næsten alle mine gamle venner ud med nye, for jeg ville videre
i livet. Aldrig mere ville jeg være arbejder, det vidste jeg. Min mor var akademiker
og min far var uddannet på Handelshøjskolen, så jeg mente at jeg måtte have de nødvendige
evner. Problemet var bare, at jeg ikke havde fundet det sted, hvor jeg kunne
bruge dem på den rigtige måde. Derfor søgte jeg det, som var helt anderledes. Og det
fandt jeg, da jeg begyndte at læse kultursociologi.
Thylejrene (1970 - 71)
Jeg var med både på den første og den anden Thylejr, der blev afholdt på en øde
grund, som det gamle Studentersamfund, der havde taget navneforandring til Det ny
Samfund, havde købt. Begge lejrene var sådanne events, havde så mange deltagere
og var et sådan udstillingsvindue for det spirende ungdomsoprør, at offentligheden
naturligvis måtte være interesseret. Der var derfor masser af journalister, som rapporterede
fra disse lejre, og på den første lejr var der tilmed nogle af deltagerne, der besatte
den lokale folkekirke - Hjardemål Kirke - hvilket skabte stor vrede i den lokale
presse.
34

Men ungdomsoprøret var nu engang et eksperiment. Det var varslet om at en ny
tid var på vej, hvor forbrugerisme og småborgerlig seksualmoral blev forkastet og
hvor ungdommen søgte efter nye idealer. Det handlede om at leve i overensstemmelse
med naturen, om at leve socialistisk, terapeutisk og i overensstemmelse med vores
egne normer.
På den første lejr sov jeg i fællesteltet nær den store scene på hovedpladsen. Det
var et gammelt militærtelt, som arrangørerne havde sat op, og enhver der ville, kunne
tage sin sovepose og flytte ind. Jeg husker et par af de meget mærkelige personer,
som jeg mødte fordi de også boede i dette telt. Dels var der en person ved navn Provoknud,
som - efter hvad der blev sagt - var den eneste dansker som havde taget 20
LSD-piller på én gang. Han var vist mere eller mindre sindsforvirret, og jeg og de
andre beboere opgav i hvert fald at føre en normalt konversation med ham. En anden
person var en dreng ved navn Lars. Han var 14 år gammel, og et halvt år efter lejrens
afslutning læste jeg i avisen, at han havde myrdet Provoknud under et LSD-trip ved
at slå ham i hovedet med en økse.
Der var masser af hash og andre stoffer i lejren, og selv prøvede jeg flere gange at
ryge hash. Men jeg må sige, at jeg ikke var særlig vild med det. Det var som om man
blev tåget i hovedet og man mistede fornemmelsen af, hvad der skete i rummet, hvor
man befandt sig. Man grinede hele tiden, også selv om der ikke var noget at grine af.
Men det hele drejede sig jo om at prøve at leve på en anden måde, og ingen anede,
hvor det hele førte hen. Vi eksperimenterede og mente at vi havde ret til det, fordi vi
var unge og havde livet foran os. Vi ville ikke lade os styre af den forrige generations
normer, for de var udsprunget af en anden tid. Vi var fremtiden, og det vidste vi.
Jeg mødte naturligvis mange spændende mennesker på disse lejre. Jeg stiftede, for
første gang, kendskab til psykodrama og jeg mødte naturligvis en kvinde, som jeg
blev forelsket i. Vi flyttede dog ikke ind i det såkaldte bolletelt, som ellers var indrettet
til elskende par. Men elskov trives nu engang bedst, når det ikke eksponeres for
meget, så vi foretrak at leve blandt syretripperne i fællesteltet, hvor vi blev vækket
hver morgen med råbet om "morgenchillum". Jo, det var virkelig alternativt, og i
hvert fald helt anderledes end sådan som livet havde formet sig i mit barndomshjem.
Jeg tror nok, at jeg var ved at blive voksen.
Unge mennesker laver eksperimenterer og laver fejl. Sådan har det altid været, og
sådan vidste vi også selv, at det var i Thylejren. Vi havde daglige fællesmøder om
alle former for trivialiteter, og der var som regel to eller tre veltalende personer, som
havde forskellige opfattelser af de fleste spørgsmål. Henning Prins var der vist en
person der hed, og det bedste man kan sige om ham og de andre såkaldte "demokratiske"
deltagere, var det, at man heldigvis ikke var tvunget til at deltage i deres møder.
For demokrati er en god idé, men kun hvis diskussioner holdes inden for rimelige
rammer. Det havde vi endnu ikke lært i Thylejren, så de store fællesmøder kunne
trække ud i både tre og fire timer, med det resultat, at de endelige beslutninger blev
truffet af dem, som havde kondition til at blive siddende. Det var nok ikke et helt
ægte demokrati, kunne vi se, og derfor var vores respekt for det, som møderne vedtog,
også begrænset. Vi var nok flere, som foretrak det anarkistiske system, hvor hver
må indrette sig som han vil, så længe han ikke skader andre. Men alle systemer har
naturligvis deres begrænsninger, og selv de vildeste af os kunne godt se, at de eksperimenter
vi var deltagere i, helst skulle holdes inden for lejrens rammer. Samfundet
havde nok bedst af at fortsætte, som det havde gjort hidtil, for ellers ville alting blive
kaos.
35

Thylejren var ikke en model for et nyt samfund. Det var der mange der troede, og
de tog fejl. Lejren var et uddannelsessted for unge mennesker, som senere skulle gøre
sig bemærket som ledere og initiativtagere til mange ting, som prægede Danmark i
årene efter. Christiania, venstrefløjen, den økologiske bevægelse, græsrodsfilosofien,
den terapeutiske bevægelse og kollektiverne var alle fænomener, som blev udviklet
og afprøvet i det miljø, der opstod i denne lejr. Derfor var den nødvendig, og, for os
der deltog, en kæmpe oplevelse.
Stengården og Sølvgade (1970)
Efter at have boet i kollektiv i Lyngby i et års tid, mente jeg at have visse forudsætninger
for at gøre mig i det ungdommelige og alternative miljø, som karakteriserede
Stengården, hvor jeg nu boede. Der var tale om et større lejlighedskompleks, som
skulle nedrives i løbet af et par år, men hvor unge mennesker - indtil da - kunne få en
lejlighed at bo i. Min lejlighed var på 1 ½ værelse, måske 20 kvadratmeter i alt og
med et lille køkken. Der var fælles toilet og bad i stueetagen. Lejlighederne var meget
billige, og der boede ca. 200 unge mennesker i ejendommen som helhed. Der var
et fællesrum, og så var der en stor gård, som ikke blev vedligeholdt, men hvor man
alligevel kunne sidde om sommeren og nyde solen og snakke med de andre beboere.
Det var lige et sted for mig, som netop var begyndt på de kultursociologiske studier,
for det var i høj grad de samme diskussioner, som jeg mødte de to steder. Det
handlede om den amerikanske imperialisme og om, hvordan vi kunne forholde os til
verdens uretfærdigheder. Kunne man dyrke terapi, når Vietnams folk blev bombet?
Kunne man lave samfundet om ved at meditere? Kunne man bekæmpe staten ved at
nægte at betale sin husleje? Kunne man indføre socialisme gradvist, eller skulle der
en voldelig revolution til? Var de østeuropæiske lande idealer for den socialistiske
model? Var de danske arbejdere en fortrop eller en bagtrop for en samfundsomvæltning?
Kunne man bruge de eksisterende politiske partier? Var den seksuelle undertrykkelse
et udtryk for kapitalismen? Kunne man frigøre sig selv, uafhængig af samfundet
og af de gældende normer?
Der var konstant bevægelse og diskussion i det miljø jeg var en del af, og mennesker
var opdelt i forskellige fraktioner, ideologier og politiske strategier. Alle var
utilfredse med det eksisterende samfund og alle ville noget andet, men hvad dette
andet var og hvordan det skulle blive til virkelighed, var der bestemt ikke nogen
enighed om.
Tiden i Stengården var - for mig - en tid, hvor jeg mødte mange nye mennesker og
hvor jeg var nødt til at definere mine egne synspunkter på en helt anden måde, end
jeg tidligere havde været nødt til. Nu var der ikke mere plads til bare at være utilfreds
med de andre, nu måtte jeg selv tage stilling. Og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle mene,
om hverken det ene eller andet, så jeg indtog hovedsagligt en lyttende position.
Men en enkelt gang var jeg dog med i en politiske aktion, nemlig da slumstormerne
skulle besætte ("befri") et hus i Griffenfeldsgade. Der sad jeg på gaden sammen med
en masse andre unge mennesker, og her fik jeg min politiske ilddåb. Jeg blev anholdt
af politiet, sammen med alle de andre, som spærrede for trafikken, og vi blev kørt til
politigården, hvor vores navne blev noteret. Vi fik ingen bøde, men alligevel følte
jeg, at nu var jeg selv blevet aktiv. Og det at være aktiv, det var jo det helt afgørende.
For teori alene forandrer ikke verden, det var det første jeg havde lært, da jeg flyttede
ind i det tidligere kollektiv. "Filosofferne har fortolket verden, men de har intet for-
36

andret. Først når filosofien griber masserne og bliver til materiel magt, går revolution
i gang". Dette, ikke helt præcise citat fra Karl Marx, lå lagret i min bevidsthed. Og
ham Marx, var alle enige om at være tilhængere af. Selv havde jeg læst det kommunistiske
manifest, men ikke andet. Men jeg tilsluttede mig den almindelige opfattelse,
som vel nærmest var udtryk for den minimale ideologiske bekendelse, som man måtte
afgive for at kunne blive accepteret i det miljø jeg befandt mig i. Man skulle bekende
sig til Karl Marx, og det gjorde jeg naturligvis også.
Efter at have boet i Stengården et års tid søgte og fik jeg job som vicevært ved en
ejendom, som lå i Sølvgade og til jobbet hørte en udmærket 3-værelses lejlighed,
som lå i stueetagen ud til gården. Jeg skulle sørge for renholdelse af gården og vask
af trapperne, men huslejen var til gengæld meget billig. Jeg flyttede derfor ind, men
fandt hurtigt ud af, at det var alt for kedeligt at bo alene. Jeg læste kultursociologi, og
kendte derfra en masse mennesker, så jeg mente at vi kunne være flere, der delte lejligheden.
Derfor satte jeg annonce i avisen, og i løbet af kort tid var den udmærkede
lejlighed omdannet til et bofællesskab. Og nu var det mig, som var leder af fællesskabet,
og ikke - som tidligere - mig som skulle underordne mig nogle andre.
Der kom masser af henvendelser fra folk, som gerne ville bo i lejligheden, og da
huslejen var helt minimal, var min lejlighed et populært sted at bo for en skiftende
skare af mennesker, som flyttede ud og ind. Det var vist noget forfærdeligt rod, men
selv syntes jeg at det var interessant. Og blandt de mange forskellige mennesker, som
flyttede ind, var også en super interessant og skøn kvinde, som hed Gitte. Hende blev
jeg naturligvis straks forelsket i, og vi omdannede på kort tid lejligheden til en form
for bofællesskab. Vi ville bo sammen, men vi ville ikke have alt for meget med de
andre beboere at gøre, og det var jo mig der bestemte, så sådan blev det. Gitte og jeg
rejste i øvrigt til Cuba sammen i sommeren 1972, men det fortæller jeg om i et senere
afsnit.
Wilhem Reich og Sexpol (1971)
Sexpol var navnet på en forening, som den tyske psykiater Wilhelm Reich stiftede i
Tyskland i 30-erne og mit kendskab til ham, fik jeg på et seminar, som blev afholdt
på kultursociologi. Læreren hed Ole Stig Andersen og han havde oversat et par af
Wilhem Reich's bøger til dansk, så han var en autoritet på området. Reich var elev af
Sigmund Freud, og hans filosofi var noget i retning af, at al elendighed i verden
skyldes menneskers uforløste seksuelle spændinger. Det handlede om "orgasmens
funktion", og - iflg. Reich - var denne funktion ikke fri, hvilket skyldes en række
samfundsmæssige omstændigheder, som han ikke rigtig kunne gøre rede for. Men vi
studerende var jo alle marxister, så for os var problemet ikke så stort. Det handlede
om kapitalismen, som gjorde os alle til varer i et økonomisk system, hvor der ikke
var plads til de ægte menneskelige følelser. Vi var fremmedgjort og tingsliggjorte og
vi havde ingen muligheder for at frigøre os, så længe samfundet så ud som det gjorde.
Ud over Reich, læste vi naturligvis også de andre teoretikere fra den tyske "frankfurterskole".
Det handlede om Marcuse, Horkheimer, Adorno og Habermas og for os
var der ikke den store modsætning mellem disse mennesker. Det handlede om at lave
sit eget liv om på samme tid som man arbejde for at lave samfundet om. På det første
område skulle den borgerlige familie bekæmpes og på det andet område skulle kapitalismen
bekæmpes. Hvad der skulle sættes i stedet for disse strukturer, havde vi kun
37

en meget uklar idé om, men måske gælder det for alle revolutioner, at de først og
fremmest er rettet imod noget ondt. Når dette er afskaffet, vil der så opstå noget andet
i stedet, og sådan måtte vi formode, at det også ville gå med kapitalismen. Vi var
i hvert fald ikke i tvivl om, at dette samfundssystem var inde i sin sidste fase, og at
der snart ville opstå noget nyt. Det valg vi havde, var derfor ikke om vi ville leve i
det fortidige eller i det fremtidige, men om vi ville være aktive deltagere i skabelsen
af denne fremtid, eller om vi ville være blandt dem, som den nye tid måtte overvinde
og kaste på historiens mødding. Valget var naturligvis indlysende.
Inspireret af Wilhelm Reich, valgte jeg snart selv at oprette et seminar om dette
emne, hvilket skete med studienævnets godkendelse. Formålet med dette kursus var
ikke blot at studere teori, men også at søge den teori virkeliggjort gennem praktisk
handling. Det stod tydeligt i kursusbeskrivelsen, og det vakte en vis interesse. Et par
københavnske aviser opsnappede teksten til kurset og dette gav yderligere publicity,
hvilket medførte, at der var cirka 50 elever i lokalet, da seminaret startede. Nogle af
dem kom fra kultursociologi og andre fra forskellige andre steder på universitetet
eller udenfor.
Den teoretiske del af kurset løb hurtigt ud i sandet, og de fleste deltagere kom kun
et par gange til undervisningen. Vi var enige om, at vi ikke bare gad læse om Reich,
men at vi også ville lave noget praktisk, og hvad det skulle være, brugte vi megen tid
på at diskutere. Til sidst var vi kun en mindre gruppe tilbage, og vi mødtes i stadig
højere grad privat i min lejlighed eller hos nogle af de andre, og vi følte os ikke bundet
af nogle universitetsmæssige begrænsninger. Formålet med kurset, eller bevægelsen
som det udviklede sig til, var ikke at tage eksaminer. Det var at handle, at skabe
forandring.
Det, vi især var imod var det, som frankfurterskolens teoretikere kaldte for tingsliggørelse
og fetichisme. Vi ønskede at mennesker skulle være frie og at de menneskelige
behov ikke skulle blive forvandlet til profit. Derfor mente vi, at modeindustrien
var et passende mål for vores aktioner, og da der skulle afholdes en større modemesse
i Bellacenteret, mente vi at vi skulle lave en aktion i denne sammenhæng.
Vi fremstillede derfor løbesedler og udsendte pressemeddelelser om at vi ville aktionere
og aktionen bestod af, at vi smuglede 5 - 6 af vores aktivister ind i centeret den
dag messen åbnede. Vi var alle nøgne og delte løbesedler ud til publikum, og til lejligheden
havde jeg skrevet en sang om modeindustrien. "I modeindustrien, der har de
regnet ud, at der kan tjenes penge, på dit kontaktbehov". Sådan startede den, og i de
følgende 4 - 5 vers blev det gjort klart, at det var denne modeindustri, som - mere end
noget andet - virkede undertrykkende på mennesker. Alle ville vi jo gerne se godt ud,
og var det ikke netop det, som disse forretningsfolk levede af? Var hele formålet med
denne industri ikke at bilde folk ind, at de ikke så rigtige ud, og at de derfor måtte
købe modetøj i dyre domme for at kompensere for dette?
Naturligvis blev vi smidt ud af Bellacenteret, men i øvrigt skete der os ikke noget.
Aviserne - Ekstrabladet, BT og Aktuelt - havde store artikler dagen efter og en del
journalister ringede til mig for at få nærmere oplysninger om hvem vi var for nogle,
så jeg kunne kun sige det som det var, at vi var udløbere af et seminar på kultursociologi,
og at vi kaldte os for Sexpol. Det virkede måske ikke helt afklarende for alle
avisernes læsere, men det skabte en del interesse. Der kom derfor henvendelser fra
forskellige gymnasier og foreninger, som ville have os ud og snakke, og det hele
bevirkede, at der kom vældig gang i alting for mit vedkommende. Jeg skrev flere
kronikker i aviserne, hvor jeg forsøgte at forklare, hvad vores bevægelse stod for, at
jeg gjorde mig tanker - både i skrift og tale - om hvad betingelserne var for at skabe
38

en anden kultur. Ungdomsoprøret var jo i fuld sving, så alle vidste, at der var noget
nyt på vej. Men hvad det var, det vidste ingen. Naturligvis heller ikke os i Sexpol.
I løbet af det næste år lavede vi nogle flere aktioner efter samme model. Den mest
interessante foregik i Det Kongelige Teater, hvor Flemming Flint havde sat sin ballet
Dødens Triumf op. Her optrådte hans kone nøgen en stor del af tiden, og netop dette
havde tiltrukket mediernes opmærksomhed, således at der var helt usædvanlig mange
gæster i teatret til denne forestilling. At det ikke kun var balletten, de kom for at se,
var ganske åbenlyst, og det mente jeg og mine venner var det rene hykleri. Derfor
købte vi billet til forestillingen og satte os op på vores pladser på en af de bagerste
rækker. Vi var 4 personer, og i pausen gik vi ud på toilettet og smed alt vores tøj,
hvorefter vi bevægede os rundt blandt tilskuerne på gangene, som om intet var
hændt. Det medførte naturligvis nogen uro, og da forestillingen var gået i gang igen,
og vi sad på vores pladser, kom teatrets chef og bad os om at forlade teateret. Det
gjorde vi naturligvis, for vi havde opnået det vi ville. Der var billeder og artikler i
aviserne næste dag, og også andre end os reflekterede over det hykleri, som tillader
nøgne mennesker at optræde på scenen i et teater, hvor det er forbudt at sidde nøgen
på tilskuerpladserne. Det var da dobbeltmoral, mente vi og mange andre.
Den samlede levetid for det genopstandne Sexpol var omkring et år. Vi havde fået
masser af opmærksomhed i den såkaldte "borgerlige presse", men vi blev også stadig
oftere konfronteret med barsk kritik. Måske havde vi ret i, at mode og varesamfund
var undertrykkende institutioner, men vi havde ingen strategi for at ophæve denne
undertrykkelse. Vi fik presse og vi havde gjort os selv til en del af mediernes løbende
underholdning og deres læsere, men der var ikke noget perspektiv i det, vi foretog os.
Efter at have hørt på denne kritik et antal gange, var jeg mest tilbøjelig til at give
disse mennesker ret. Jeg vidste, at jeg ikke kunne fortsætte som en anden Jens-Jørgen
Thorsen, som holdt medierne fanget med en række happenings. Han huggede (vist
nok) hovedet af den lille havfrue og lavede gentagne aktioner i det Kongelige Teater.
Hans mål med disse aktioner var ikke helt det samme som vores, men på den anden
side, så var der nok heller ikke den store forskel. I hvert fald ikke, som dette blev set
af avisernes læsere. Og i erkendelse af, at vi ikke bare ville være en kulturgruppe,
som leverede underholdning til de fordummede læsere, erkendte vi at vi, havde brug
for en mere præcist defineret strategi til at lave samfundet om. Det handlede om at
indføre socialismen, var vi enige om, men hvad denne socialisme bestod af, var vi
ikke helt klar over. Vi vidste bare, at vi måtte søge fællesskab med den organiserede
venstrefløj, og spørgsmålet var så bare, hvor dette engagement skulle lægges.
Besøg på Cuba (1972)
Gitte, min kæreste, havde ikke været aktivt med i vores sexpol-aktioner, men hun
havde fulgt dem nøje og udtrykte sympati for det vi lavede. Da vi havde kendt hinanden
et par måneder blev vi enige om, at ville tage til Cuba sammen. Vi havde læst i
avisen, at Dansk-Cubansk Forening arrangerede en fælles skandinavisk solidaritetsrejse,
hvor man dels fik lejlighed til at besøge virksomheder og institutioner i dette
socialistiske land. Men man fik også lejlighed til at udtrykke sin solidaritet ved at
lave praktisk arbejde.
Vi sov i køjesenge og store telte, og blev vækket hver morgen klokken 6. Vi fik
morgenmad og alle de cigarer vi havde lyst til og derefter gik turen til vores arbejdsplads,
som var skiftevis en kaffeplantage og en byggeplads. De fleste af os havde
39

ingen erfaring med den type arbejde, så jeg tvivler på at vores produktivitet var særlig
høj. Men det afgørende var, at vi viste vores solidaritet med cubanerne, og at vi
selv lærte om hvad vi kunne gøre, for at deltage i kampen for socialismen i vore egne
lande.
Hver aften hørte vi foredrag om cubanske samfundsforhold, om krigen i Vietnam
og om kampen for befrielse i den 3. verden. Vi havde naturligvis også mange diskussioner
indbyrdes, og jeg kunne føle, at jeg i stadig højere grad lå på linie med et par
af de DKP-medlemmer, som også deltog i turen. Det var som om at disse mennesker
var lidt mere realistiske end mange af de øvrige deltagere, og jeg kunne ikke lade
være med at respektere dem for at tilhøre en verdensomspændende bevægelse, som
ikke kun drømte om at skabe et nyt samfund, men som også rent faktisk var i gang
med det, f.eks. her på Cuba.
En af rejsens ledere, Arne Herløv Petersen, gjorde i øvrigt stort indtryk på mig.
Han havde været på Cuba før og vidste en masse om cubanske forhold og om forholdene
i den 3. verden i det hele taget. Han kunne snakke i timevis, men det han sagde
var fornuftigt, og vi lyttede gerne på ham i lang tid. Han var nærmest som et talende
leksikon og ud over at beundre hans viden, måtte jeg også beundre ham for det, at
han rent faktisk - i praksis - arbejdede for at styrke den antiimperialistiske bevægelse.
Han var vist ikke kommunist, men han var bestemt heller ikke antikommunist, som
det ellers var almindeligt at være på visse dele af venstrefløjen. Han var især god til
at forklare, at hvis man ønsker at skabe en stærk politisk bevægelse, så nytter det
ikke at opføre sig latterligt eller sekterisk. Jeg tror ikke, at han på noget tidspunkt
fandt ud af, at jeg og et par andre deltagere var gamle sexpol-medlemmer, og hvis
han havde gjort det, havde han sikkert også været ligeglad. For der var vigtigere ting
i spil end den seksuelle revolution, ville han nok mene, og det måtte Gitte og jeg jo
give ham ret i.
Der var i det hele taget stor overensstemmelse mellem det, vore værter forsøgte at
lære os gennem foredrag og filmfremvisninger og så det, vore ledere forklarede. Det
hele handlede om politik og at den store fjende overalt i verden var USA og det samfundssystem,
som man forsvarede i dette land, nemlig kapitalismen. Det kunne godt
være, at samfundsforholdene på Cuba eller i Sovjetunionen ikke var så gode, som
man kunne ønske, men hvis det var tilfældet, så skyldtes det mangel på ressourcer.
De eksisterende ressourcer blev retfærdigt fordelt, forklarede man os. Alle havde
arbejde og der var fri skole og lægeadgang for alle. De rige var ikke bedre stillede
end de fattige, og hele den udvikling man var i gang med, sigtede imod at skabe et
nyt menneske og en ny kultur. Det var det, som interesserede mig, og som fik mig til
at føle, at jeg måtte træffe nogle beslutninger i mit eget liv. Jeg kunne ikke fortsætte
som sexpol-aktivist, men måtte finde en mere holdbar platform at støtte mig til.
Turen sluttede i øvrigt med, at vi hørte Fidel Castro tale på Revolutionspladsen i
Havanna. Castro havde været ude og besøge os en enkelt gang eller to på vores arbejdsplads,
så vi følte os - med rette - som æresgæster. Derfor var vi heller ikke overraskede
over at få særlige VIP-pladser til den årlige revolutionsparade, hvor Castro
skulle tale og jeg husker stadig den stolthed jeg følte, da jeg - sammen med de andre
deltagere - stod på den store scene, som var opført lige under Castros talerstol. Solen
bagede og Castro talte i cirka 5 timer uden ophold. Vi havde alle fået hovedtelefoner
på, hvori talen blev oversat til skandinaviske sprog, så vi forstod det hele. Men det
drejede sig naturligvis ikke om andet, end det vi vidste i forvejen: Kampen imod imperialismen,
solidariteten med det vietnamesiske folk og arbejdet på at skabe en bedre
og mere retfærdig verden.
40

Kollektiv i Valby (1972)
Ejeren af huset i Sølvgade var blevet træt af mig og de andre beboere i viceværtlejligheden,
så vi var blevet sagt op. Derfor ledte vi efter et andet sted at bo, og ved
gode venners hjælp, fandt Gitte og jeg et kollektiv i Valby, som vi flyttede ind i. Det
var en ældre villa med bindingsværk og på grunden den lå, havde der tidligere været
automobilforretning. Huset skulle rives ned på et tidspunkt, men indtil da, blev det
lejet ud og brugt som kollektiv.
I huset boede tre andre personer, så da Gitte og jeg flyttede ind, var vi fem i alt, og
vi var enige om at vi godt kunne være en enkelt mere. Vi annoncerede derfor i Information
og fik masser af henvendelser fra folk, som gerne ville flytte ind. Vi inviterede
dem alle til samtale og når alle samtalerne var slut, holdt vi husmøde og besluttede
hvem vi gerne ville have ind. Dette gentog sig cirka hver fjerde måned, for
der var hele tiden nogle som flyttede og vi skulle derfor hele tiden have nye mennesker
ind.
Politisk havde jeg på det tidspunkt taget det store skridt, at melde mig ind i Danmarks
Kommunistiske Parti. Først var jeg ganske vist medlem af VS i et par måneder,
men jeg fandt hurtigt ud af, at det var alt for useriøst og ungdommeligt til, at det
kunne bruges til noget. Vi vidste jo alle, at den kommende socialistiske samfundsomvæltning
skulle bygge på arbejdernes krav om forandring, så der var ingen grund
til at tage et parti uden arbejdere alvorligt. Og reformismen, som man mødte den hos
SF, var heller ikke interessant. I løbet af et par måneder meldte fire af beboerne i
kollektivet sig derfor ind i DKP, og det betød at vi fik endnu mere at lave end vi havde
allerede. Der var masser at gøre i kollektivet, jeg studerede kultursociologi, havde
en kæreste og skulle nu også være aktiv i et politisk parti. Det var næsten for meget,
men på den anden side, så kunne jeg ikke undvære noget af det. Jeg følte ganske vist
ikke, at jeg udviklede mig personligt på samme måde, som jeg havde følt, da jeg flyttede
i kollektiv i Lyngby, men jeg følte til gengæld, at jeg havde lært en masse og at
jeg nu måtte drage konsekvenserne af det jeg havde lært. Er man ikke socialist, så er
man enten uoplyst og uansvarlig, det var min indstilling, og selv mente jeg ikke at
være nogle af disse dele.
Efter et års tid blev vi sagt op af husets ejer, og vi var alle nødt til at flytte. Vi besluttede
os derfor for at købe en anden villa, som også lå i Valby og til det formål
lavede vi en andelsforening, hvor vi alle indskød penge. Det nye hus lå på Christen
Bergs Alle, som var en rolig villavej ved Langgade Station, og så snart vi havde købt
det og fået nøglerne, begyndte vi at gøre det i stand. Der var meget, som skulle gøres,
og vi var måske ikke alle lige engagerede i arbejdet. Selv var jeg f.eks. i stadig stigende
grad blevet utilfreds med livet i kollektivet. Der var alt for mange konflikter,
og alt for meget jalousi, mente jeg, og mit forhold til Gitte var tilmed gået i opløsning.
Jeg havde derfor ikke lyst til at bo længere med disse mennesker, og jeg besluttede
at flytte.
I erkendelse af, at de gode ting i mit liv næsten altid hang sammen med det, at jeg
skiftede miljø og oplevede noget nyt, så valgte jeg at søge på kollegium. Det kollegium
jeg ønskede at bo på, var Østervoldkollegiet, der lå tæt på Østerport Station og
som var et af de nyeste - og mindste - kollegier i byen. Men der var naturligvis ikke
plads på dette kollegium, da jeg ikke var den eneste, der mente at det var godt. Til
gengæld fik jeg et fremlejeværelse på Lægeforeningens Kollegium på Østerbro, og
41

efter at have boet der en måned flyttede jeg til Grønjordskollegiet, hvor jeg boede et
par måneder. Og så var jeg heldig. Jeg fik at vide, at Centralindstillingsudvalget havde
fundet en plads til mig på Østervoldkollegiet.
Østervoldkollegiet (1973 - 78)
Efter at have boet i kollektiv et par år, hvor størstedelen af tiden blev brugt på interne
konflikter, jalousi og politiske diskussioner, var det en fornøjelse at flytte på kollegium.
Det var en helt anden slags mennesker, som boede her, sammenlignet med dem
jeg kendte fra mit studium og fra de kollektiver jeg havde boet i. Jeg fandt ud af, at
jeg havde levet de seneste år af mit liv isoleret fra det man med rette kan kalde for
"almindelige mennesker", og da jeg egentlig mente, at jeg selv var et ret almindeligt
menneske, så følte jeg det næsten som at komme hjem efter en lang rejse. Jeg var nu
et helt andet menneske end den Jakob, som fem år tidligere var flyttet i kollektiv i
Lyngby. I forhold til de andre beboere, var jeg temmelig erfaren, meget politisk bevidst
og intellektuel overlegen på mange områder.
Den boligstruktur, man havde på kollegiet, var helt perfekt for mig. Man havde et
lille værelse for sig selv, og kunne ellers opholde sig i det fælles køkken, som hørte
til hver etage. Her spiste man og der var samtidig plads til sociale aktiviteter. Man
snakkede, diskuterede og lavede sjov. Alle kendte alle og der var hele tiden gang i et
eller andet. Og ud over det, som vi selv kunne finde på at lave på vores egen etage, så
var der lokaler til bordtennis, træarbejde og tv. Og så var der selvfølgelig de fem andre
etager, hvor der også boede interessante mennesker. Der var som regel fest hver
fredag på den ene eller anden etage.
Jeg mødte i øvrigt mange andre kollegianere i det interkollegiale arbejde, som jeg
var med i. Det drejede sig om at lave protestaktioner, huslejeboycots og lignende på
kollegierne, og at bruge disse bevægelser til at skabe en samlet front af kollegianere i
Danmark. Hvad denne front skulle bruges til, var der nok ikke den store enighed om,
men det handlede for os kommunister naturligvis om at opbygge de folkelige bevægelser,
som en gang i fremtiden skulle være drivkraften i den store samfundsomvæltning,
som vi ikke kaldte for socialisme, men for 'antimonopolistisk demokrati'.
Ud over alt det politiske arbejde og alle de diskussioner, som hørte til dette, så
lavede jeg i øvrigt også mange andre ting i de år jeg boede på kollegium. Der var
altid interessante mennesker at snakke med, og jeg husker især Kaare, som var tilhænger
af Guru Maharachi og Ole, som var datalogistuderende. Kaare mente, at man
kunne lave verden om ved at meditere, og det var jeg naturligvis meget uenig med
ham i. Jeg var flere gange på besøg i den restaurant, som 'guruerne' havde i København,
men det var mest for at gøre Kaare glad og for at få ammunition til de videre
diskussioner om forholdet mellem guruisme og kommunisme. Vi var enige om, at
samfundet måtte laves om, men det var stort set også alt. Så der var noget at snakke
om.
Det samme gjaldt med Ole, som arbejdede med computere. Jeg vidste ikke meget
om den slags ting, og jeg havde naturligvis aldrig selv haft en computer. Men jeg
vidste, at Marx og Engels havde ment, at det var produktivkræfterne, som skulle udvikle
produktionsrelationerne, og dermed åbne op for forandringen af de samfundsmæssige
forhold. Den ny teknologi var altså - i princippet - et gode, fordi den var
med til at bringe socialismen nærmere, så jeg kunne bestemt ikke dele Oles synspunkter,
som gik ud på at computere var farlige og at man kunne risikere, at de en-
42

gang ville overtage magten i samfundet og gøre mennesket til slaver. Det troede jeg
ikke på.
Det meste af tiden på kollegiet foregik vist i fælleskøkkenet, og jeg husker en
række af de helt særlige personer, som jeg mødte der, fordi de boede i kortere eller
længere tid på et af værelserne på gangen. Bedst husker jeg Hans-Erik, som studerede
til arkitekt og som var et af de morsomste mennesker jeg havde mødt. Utallige
gange brugte vi timer sammen i køkkenet på at snakke om alt mellem himmel og
jord, og ligegyldig hvad, så kunne Hans-Erik altid sige det helt rigtige, så latteren
brød ud. Jeg husker også Eddie, som var latinamerikaner, som vist nok studerede
spansk på universitetet, men som ikke rigtig kunne finde ud af dette eller noget andet.
Han var altid forvirret og viste ikke, hvordan man skulle opføre sig i forhold til
det danske samfund og de danske piger. Det morede vi os meget over. Jeg kunne
også nævne flere andre, men så skulle det måske være pigerne. For der boede naturligvis
nogle søde piger på gangen, som vi drenge meget gerne ville hjælpe med det
ene og andet. Her kunne man nævne Lone, som Hans-Erik blev kærester med, eller
Hanne, som studerede til psykolog, og som både jeg og flere andre af drengene var
ret så optaget af.
Jeg har aldrig, hverken før eller siden, haft en så lykkelig tid, som dengang jeg
boede på kollegium. Denne tid indeholdt alt, hvad man kan forvente i et spændende
liv, men desværre vidste jeg hele tiden, at det ikke kunne være permanent. Jeg blev
hele tiden ældre, og det var jo meningen med kollegiet, at man skulle gøre sine studier
færdige og flytte væk. Det vidste jeg godt, men jeg gjorde ikke nok for at bestå
mine eksaminer, og det vidste jeg godt selv. Da jeg havde boet i syv år på kollegiet,
valgte jeg derfor at flytte. Ikke fordi jeg havde lyst, men fordi jeg følte at jeg var nødt
til det, hvis jeg ville videre i tilværelsen. For vejen frem var at få taget de sidste eksaminer
på studiet og at få lavet en magisterkonferens. Det ville kræve mindst to års
koncentreret arbejde, og jeg var bange for, at jeg ikke ville kunne få den nødvendige
ro på kollegiet.
Kultursociologi (1971 - 81)
Jeg blev færdig som magister i kultursociologi efter at have læst i 10 år. Det var lang
tid, må jeg indrømme, men det var faktisk 0,4 år hurtigere end den gennemsnitlige
studietid på dette tidspunkt. Alle problemer med mangel på adgangsgivende eksamen
var blevet overvundet. Ingen havde krævet af mig, at jeg tog flere eksaminer end
dem jeg havde, og jeg fik SU, som alle andre, gennem hele studiet.
Jeg beskæftigede mig med mange ting i løbet af disse 10 år, men grundlæggende
var studiet jo styret af en studieplan, hvor det var fastlagt hvilke discipliner man skulle
læse, hvor mange sider man skulle læse og hvilken karakter man skulle have, for at
bestå eksamen. Grundfagene var sociologi, socialpsykologi, antropologi, metodelære,
statistik, udviklingsteori og læren om udviklede og ikke-udviklede kulturer. Men
studiet var grundlæggende sådan tilrettelagt, at der hvert semester blev udbudt et
antal seminarer, som man kunne melde sig til efter behag. Det gjaldt så om at tilpasse
disse seminarer til den læseplan, som man selv valgte at studere efter, for alle eksaminer
var individuelle, og man kunne selv bestemme, hvornår man ville gå op. Det
var altså muligt at lade være med at gå til eksamen flere år i træk, hvis man ikke
ville. Men det betød så, at man ville få problemer med SU, og så ville det endelige
tidspunkt for ens afslutning af studiet naturligvis blive trukket tilsvarende ud.
43

Grundlæggende synes jeg egentlig, at det hele var meget fornuftigt indrettet, men
den fejl, som gjorde at alt ikke var helt optimalt, var det, at der var for få studerende
og for få lærere. Rent faktisk havde vi kun én professor (Werner Goldsmidt), men
han var væk det meste af tiden, så der var ikke det dynamiske og modsætningsfyldte
faglige miljø, som der ideelt set bør være på et universitetsstudie. Den dominerende
ideologi var noget i retning af venstresocialismen, og tolerancen for andre borgerlige
eller kommunistiske holdninger var meget lille. Det var de unge lærere, lektorerne og
studienævnet, som styrede studiet, og de misbrugte desværre denne magt til at påtvinge
de studerende deres egen ideologi. Denne dominans var dog ikke fuldstændig,
for på et tidspunkt blev der ansat en sociolog (Finn Valentin), som ikke var helt så
venstresocialistisk som de andre, og det var ham, jeg valgte som vejleder til min afsluttede
opgave, magisterkonferensen. Og jeg er ham taknemlig for den vejledning
han gav, for uden den, er jeg sikker på, at jeg aldrig var sluppet igennem. Jeg var jo
ikke populær på studiet, da jeg var kendt som værende først kommunist og senere
socialdemokrat. Det var ikke populære trosretninger på kultursociologi, så jeg kunne
vel risikere at få besværliggjort min afgangseksamen. Men det lykkedes altså at blive
færdig og min magisterkonferens handlede om "Debatten om økonomisk demokrati i
Sverige i 70-erne". Det var et emne, som jeg selv fandt ganske interessant, da man i
vores naboland havde en helt unik detaljeret og saglig debat om andre strategier for
afskaffelse af kapitalismen end den revolutionære. Selv var jeg jo meldt ud af kommunismen,
fordi jeg ikke troede på de revolutionære modeller, men ingen andre steder
end Sverige, eksisterede der en reel debat om, hvordan man ellers kunne omforme
det kapitalistiske samfund til socialisme. Og det var jeg stadig overbevist om,
måtte være det langsigtede perspektiv.
Bortset fra at det aldrig burde tage 10 år at gennemføre et universitetsstudie og
bortset fra at det faglige miljø var alt for snævert, så var studiet udmærket. Men set
med nutidens øjne burde man nok have været tvunget til at gennemføre mindst et år
af denne uddannelse i udlandet, så man i højere grad kunne få fornemmelsen af, hvad
der rørte sig i sociologien andre steder i verden. Men dét at rejse bort og at studere
ved andre universiteter, var der, som jeg husker det, ingen der fandt på. Det var måske
ikke muligt eller også var det meget vanskeligt, for tanken faldt mig end ikke ind.
Og da den dominerende holdning på faget var den, at kultursociologi, både i form og
indhold, var hævet over al anden videnskab, så mente de der styrede sikkert, at der
slet ikke var brug for andre inspirationskilder. Men det var oplagt en fejl.
Det vigtigste vi lærte på dette studium, var nok ikke det teoretiske, for det var alt
for snævert. Dengang kunne man bestå eksamen blot ved at læse forskellige former
for marxistiske tekster, så debatten om de emner, som studiet beskæftigede sig med,
var mange gange snæver, i hvert fald set med nutidens øjne. Men det vi lærte, var
nok det, at læse store stofmængder, at organisere viden, at forholde os til konflikter
og at formulere os skriftligt om ideologi og holdninger. Og disse egenskaber, fandt
jeg senere ud af, har ikke noget særligt med kommunisme og marxisme at gøre, de
kan bruges overalt. Det var da derfor heller ikke en alt for stor opgave at skulle omskole
sig selv til tiden 'efter kommunismen' og de egenskaber og den kritiske sans,
som jeg trænede i mit studium, har jeg haft glæde af lige siden. Kultursociologi kunne
faktisk bruges, fandt jeg ud af, men for at gøre studiet mere effektivt, måtte det
fusionere med de andre sociologiuddannelser, og det var netop det der skete, nogle år
efter at jeg havde forladt uddannelsen. Studiet blev faktisk nedlagt i en periode og
der kom udenlandske professorer for at evaluere det faglige miljø. Der blev renset ud
og studiet blev genetableret og fusioneret med sociologi. Det var en god ide.
44

Slut med kommunismen (1978)
Jeg meldte mig ud af kommunistpartiet og af det kommunistiske studenterforbund i
1978, et par år inden jeg blev færdig med mit studium. Jeg var kommet til den konklusion,
at der ikke var realistiske muligheder for at gennemføre den socialistiske
strategi, som kommunisterne anbefalede og mente at socialdemokratiets tanker om
økonomisk demokrati var mere realistiske. Men der var også andre ting. Jeg kunne
f.eks. ikke forstå, hvorfor kommunisterne så gerne ville lave strejker, når de overenskomster,
som de strejkede imod, var vedtaget af et flertal af arbejdere i fagbevægelsen
og på de lokale arbejdspladser. Det var som om at kommunisterne ikke mente, at
man behøvede at overholde en indgået aftale, og deres kamp imod Arbejdsretten og
de gældende overenskomster, forekom mig at være et udtryk for mangel på demokratisk
indstilling. For hvis ikke man skal respektere det, som et flertal af arbejderne har
vedtaget og forpligtet sig til at overholde, hvad skal man så respektere? Hvordan kan
man lave et socialistisk samfund, hvor arbejderne har magten, hvis man, allerede nu,
viser at man ikke respekterer det, som arbejderne selv har vedtaget?
Jeg var også noget i tvivl om, hvorvidt det socialistiske samfund - proletariatets
diktatur - overhovedet ville være en god ting at indføre, og jeg havde min tvivl om,
hvorvidt arbejderklassen nu også besad alle de rosværdige egenskaber, som Karl
Marx forudsatte, når han gjorde den til verdens redning. Sagen var jo, at jeg ikke selv
var arbejder og at jeg generelt ikke følte mig særlig godt tilpas i arbejdermiljøer. Mine
forældre var akademikere og hele det miljø jeg følte mig i overensstemmelse med,
var akademisk, så der var en vis modsætning mellem dette, og så en tro på, at alt ville
være bedre, hvis arbejderne bestemte. Selvfølgelig ville det ikke det, det kunne man
sige sig selv!
Da jeg meldte mig ud af den kommunistiske bevægelse, var der nok en del af mine
kammerater, der blev temmelig chokerede, og jeg måtte da også høre hånlige bemærkninger
fra forskellig side. Men jeg var i høj grad overbevist om, at jeg havde
gjort det rigtige, og da hele det socialistiske imperium brød sammen 10 år senere, fik
jeg bekræftelse på, at jeg ikke havde taget fejl. Flere af mine gamle venner, som jeg
mødte ved forskellige lejligheder, var da også villige til at erkende, at jeg havde været
forud for min tid. Nu havde også de, indset svaghederne i den kommunistiske
ideologi, og havde derfor valgt at forlade den kommunistiske bevægelse. Få år efter
var den helt nedlagt.
Erfaringer fra min tid som kommunistisk frontkæmper er både gode og mindre
gode. Det gode ved denne periode var, at jeg lærte en masse om organisation, disciplin,
lederskab, ideologisk styring og undervisning. Jeg var, som nævnt, skolingsleder
i det kommunistiske studenterforbund, og de mange kurser jeg gennemførte for
vores nye og gamle medlemmer, var samtidig en skoling af mig selv. Vi læste naturligvis
mest Marx og Lenin, men også den klassiske og borgerlige økonomi og filosofi
havde vores interesse. For man kan jo ikke argumentere imod noget, hvis man ikke
ved, hvad det går ud på, så vi var nødt til at sætte os ind de ideologier, som vi var
oppe imod. Dette gjaldt i øvrigt ikke kun borgerlige ideologier, men i lige så høj grad
venstreekstremistiske og maoistiske ideologier, som ofte var en større trussel mod
det arbejde vi lavede, end de borgerlige var. For tiden var, i hvert fald på universitetet,
venstreorientering. Var man borgerlig, havde man stort set meldt sig selv ud af
den løbende diskussion allerede fra starten. Det var derfor ikke kun borgerlige teore-
45

tikere vi skulle forholde os til, men i lige så høj grad de såkaldte kapitallogikere,
anarkister og maoister. Der var altså nok at sætte sig ind i, og dét at skulle forholde
sig til en ganske omfattende stofmængde og at skulle finde argumenter for sit eget og
imod de andre, var i sig selv en værdifuld træning. Selv om kommunismen skulle
slutte, kunne det vi lærte i denne periode, derfor sagtens bruges andre steder, og -
som man vil vide - fik en række af datidens venstreorienterede ledere hurtigt job i
helt anden ideologiske sammenhæng, da de havde forladt socialismen og ekstremismen.
Det gjaldt også for mig.
Hvis jeg skal nævne en mindre god ting ved de år, som jeg brugte i kommunismens
tjeneste, var det det faktum, at jeg/vi kæmpede for noget, som ikke kunne lade
sig gøre. Set med bagklogskabens øjne spildte vi jo vores tid, for det samfundsmæssige
ideal vi ønskede at realisere, kunne formentlig ikke lade sig gøre, og de lande vi
henviste til som værende mere eller mindre ideelle og socialistiske, viste sig senere at
være økonomisk korrupte og stagnerede i en sådan grad, at alting brød sammen og
borgerne flygtede ud, så snart det var muligt. Vi levede altså i en illusion, og det er
tankevækkende i hvilken grad en sådan illusion kan styre mennesker. Når vi i dag
undrer os over de mange fejltagelser, som menneskeheden har begået i fortiden på
grund af forkerte opfattelser af det ene og andet (korstog, heksebrændinger etc.), så
er det nærliggende at se på vores egne indbildninger. Uden de socialistiske bevægelser,
ville verden jo have udviklet sig ganske anderledes i forrige århundrede, og måske
ville den 2. Verdenskrig slet ikke være startet. Men verden er nu en gang styret af
mennesker, som ligger under for ideologi og for illusioner. Fælles for disse illusioner
er det, at man ikke forstår dem som det de er, før man er kommet ud af dem. En fisk
ved ikke, at den svømmer i vandet og vi vidste ikke, at vi var manipuleret eller indoktrineret
til at deltage i den gigantiske kamp mellem ideologier. På den ene side
den kapitalistiske og på den anden side den socialistiske. Vi troede at socialismen
ville vinde, og vi så os selv som fortrop for det samfund, som engang ville opstå af
den store strid. I realiteten var vi naive unge mennesker, som ønskede fællesskab og
en sag at kæmpe for. Vi var idealister, og vi havde brug for noget at tro på. Den
kristne religion havde vi forkastet, og hvad var der så tilbage? Et menneske kan ikke
leve uden tro, så når den ene er religion forkastet, så føres man over i den anden. Og
marxismen er en religion, en religion der forkaster Gud og sætter det såkaldte proletariat
i stedet. Det forstod jeg ikke, da jeg selv var en del af denne bevægelse, men
det ved jeg nu. Derfor kan jeg takke kommunisterne og de mange mennesker jeg har
kendt og diskuteret med i 70-erne. Det lykkedes mig at blive klogere.
Magisterkonferens og arbejdsløshed (1981)
Jeg brugte 3 år på at skrive magisterkonferens og årsagen til at det tog så lang tid var,
at jeg ikke kunne beslutte mig for hvilket emne jeg ville skrive om. Jeg havde oprindeligt
et ønske om at skrive om "antikommunistisk propaganda", men jeg kunne godt
se, at det ville blive svært for mig at få emnet godkendt til en konferens, og måske
var der heller ikke de store jobmuligheder i dette emne. Jeg overvejede så forskellige
emner med relation til ideologiudvikling og bevidsthedsdannelse, men også disse
emner havde jeg svært ved at definere og afgrænse sådan, at de kunne bruges som
emne til en konferens. Det var derfor en lykke for mig, da en af fagets nyansatte lektorer
foreslog at jeg skulle skrive om Svensk ØD-debat i 70-erne. Umiddelbart lød
emnet måske ikke så spændende, men til gengæld var det let af afgrænse og litteratu-
46

en var ikke svær at få fat i. Så jeg skrev konferens om ØD og fik den godkendt. Til
min magisterforelæsning kom min mor og mine søstre, de to lektorer som skulle bedømme
mig og en ekstra person, som jeg aldrig fandt ud af hvem var. Vi var altså
syv personer i lokalet da jeg skulle holde min store afslutningsforelæsning, som naturligvis
var blevet annonceret i de relevante faglige blade. Men interessen for høre,
hvad jeg var kommet frem til, var åbenlyst ikke særlig stor.
Nu var jeg så blevet færdig med min uddannelse, og det var jeg glad for. For hidtil
havde jeg jo flere afbrudte uddannelser bag mig, og jeg havde måske på nogle tidspunkter
tvivlet på, om jeg overhovedet kunne blive færdig med noget. Men det var
jeg så blevet. Jeg var magister og det var jeg rigtig stolt af og jeg håbede at det emne
jeg havde valgt at skrive konferens om, ville gøre det muligt for mig at få et job i en
fagforening eller i en af fagbevægelsens institutioner. Jeg sendte da også den trykte
udgave af min konferens ud til mennesker flere steder i fagbevægelsen, og jeg blev
kaldt til samtale hos LO. Men der kom ikke mere ud af mine anstrengelser, end at jeg
fik venlige hilsner fra forskellige mennesker, som hævdede at de ville læse min opgave.
Men om de gjorde det, ved jeg ikke. Jeg hørte i hvert fald ikke mere fra dem og
i takt med at mine anstrengelser på at gøre mig interessant i fagbevægelsen mislykkedes,
kom jeg frem til den erkendelse, at jeg måtte tænke i helt nye baner. Disse
tanker blev yderligere fremmet af, at jeg deltog i et erhvervsorienterende kursus for
ledige akademikere, som blev afholdt på Teknologisk Institut i Tåstrup. Det var første
gang, at jeg deltog i et jobsøgningskursus og det var første gang, jeg hørte en
masse lærte mennesker forklare, at det man havde brug for i virksomhederne, var
netop folk som mig og de andre arbejdsløse akademikere. Det var ikke afgørende
hvilken politisk baggrund man havde og hvor meget man havde demonstreret og
lavet ballade i sin studietid. Det der var vigtigt, var at man kunne tilegne sig ny viden,
tænke selvstændigt, at man kunne skrive og formulere sig og at man var i stand
til at omgås almindelige mennesker. Det mente de fleste af os nok, at vi kunne, så
derfor bredte optimismen sig på holdet. Vi troede på at vi kunne få job, og vi skrev
derfor masser af ansøgninger.
Jeg kom til 3 - 4 jobsamtaler, men ingen af dem gav resultat. Det første job fik jeg
derfor, da en af mine bekendte henvendte sig til mig og spurgte om jeg kunne tænke
mig at blive lærer på Metalindustriens Fagskole i Ishøj. Det var ikke akademisk arbejde,
men det gav en udmærket løn, og så var det fantastisk udfordrende i pædagogisk
henseende. Min ven, Henning, var fagleder på denne skole, så hans tilbud om at
jeg kunne blive ansat, var alvorligt ment. Og jeg sagde ja. Ikke fordi det var det job,
som jeg havde drømt om, men fordi at jeg vidste, at det var en måde at komme i gang
på.
Arbejde, edb og terapi
Ishøj Tekniske Skole (1982)
Metalindustriens Fagskole var en teknisk skole, hvor der blev uddannet smede og
elektrikere, og de fag jeg skulle undervise i, var dansk, matematik og samfundslære
og virksomhedsorientering. Disse fag blev kaldt for fællesfag og dem var alle skolens
elever tvunget til at deltage i. Men flertallet af eleverne var ret så negative overfor
47

disse fag, da de mente at de mindede om fagene i folkeskolen, som de fleste ikke
havde brudt sig om. Man havde måske netop valgt at blive automekaniker fordi man
mente, at man så ikke behøvede at læse bøger og at lære teori, men det var ikke helt
rigtigt. For ingen kan være håndværker i dag, uden at kunne læse manualer og ingen
kan arbejde på en arbejdsplads uden at kende de regler, som Arbejdstilsynet og de
offentlige myndigheder kræver overholdt. Der eksisterer derfor ikke mere noget
håndværksmæssigt fag, som man kan lære, uden at kunne læse og uden at sætte sig
ind i de gældende arbejdsmiljøregler og offentlige bestemmelser. Man skal også
kunne regne sin løn ud og man skal kunne skrive en faktura. Så der var brug for de
færdigheder, som vi lærte eleverne i fællesfagene, men det var svært at forklare til
eleverne, som hellere ville lave noget praktisk frem for at læse bøger og snakke teori.
Alle lærerne i fællesfagsafdelingen var akademikere, som ikke havde kunnet få
rigtige akademiske jobs, så jeg var ikke alene. Men alligevel havde jeg svært ved at
affinde mig med den situation, at jeg skulle arbejde under en ikke-akademisk overenskomst,
og at jeg skulle beskæftige mig med fag, som var på et langt lavere niveau
end det jeg var uddannet til. Jeg følte mig nok hævet over eleverne og de følte sig
vist ikke helt i overensstemmelse med mig, for vi havde i hvert fald en del konflikter.
Jobbet var - som jeg havde fået at vide - særdeles krævende i pædagogisk henseende,
men ikke i faglig. Og jeg må erkende, at jeg aldrig blev virkelig god til denne undervisning
i de knap to år jeg var på skolen. Der skete en udvikling, blandt andet hjulpet
af et rigtig godt pædagogisk kursus som jeg deltog i på Statens Erhvervspædagogiske
Læreruddannelse. Men selv om jeg blev bedre, så blev jeg aldrig rigtig god. Jeg lærte
aldrig rigtig at fange elevernes opmærksomhed, og jeg følte aldrig rigig at jeg kunne
sætte mig ind i deres situation. Jeg kunne jo stadig huske den gang jeg selv havde
været i lære som finmekaniker og havde gået i teknisk skole i Valby. Der var nu gået
en del år siden dengang og jeg var vel ikke helt det samme menneske. Men jeg huskede
stadig den begrundelse, som jeg havde haft, da jeg valgte at studere kultursociologi
frem for at færdiggøre min faglige uddannelse: Jeg ville være akademiker. Og
det var jeg også blevet. Men det jeg lavede var ikke akademisk arbejde, og jeg kunne
se og høre på mine elever, at de meget bedre kunne lide de håndværksmæssigt uddannede
lærere de havde i værkstedsfagene frem for mig og de andre akademikere i
fællesfagene. Det sled altså på selvtilliden, at arbejde på dette sted, men man var også
nødt til at bygge sig selv op. Jeg blev hele tiden bedre, og jeg er sikker på, at jeg
ville have fundet den rigtige stil, hvis jeg havde fortsat på skolen, men det gjorde jeg
ikke.
Efter et års tid som lærer søgte jeg ansættelse som kursusleder i Arbejdsdirektoratet
og jeg blev ansat. Havde jeg ikke først været på Metalindustriens Fagskole, havde
jeg nok ikke fået dette nye job, for der var næsten 300 ansøgere til stillingen. Men
jeg kom til samtale og jeg blev ansat. Lykkelig var jeg og stolt, for nu følte jeg at jeg
- langt om længe - kunne høste frugterne af mine uddannelsesmæssige anstrengelser.
Jeg følte mig lidt vemodig ved at skulle forlade mine elever på skolen, men jeg
mente alligevel at jeg gjorde det rigtige. Jeg var aldrig faldet til i det håndværksmæssige
miljø på skolen og det var svært for mig at skjule, at jeg hellere ville arbejde et
andet sted. Jeg var fremmed i arbejdermiljøet og jeg havde hverken beundring eller
sympati for den håndværksmæssige kultur. For 15 år siden havde mine forældre forsøgt
at transformere mig til at være finmekaniker, men det var ikke lykkedes, og jeg
mente heller ikke, at det skulle lykkes nu. Jeg var ikke arbejder og jeg ønskede ikke
at foregive at være det. Jeg havde mødt mange arbejdere i min tid som kommunist,
men jeg havde også forladt denne ideologi og dette miljø i erkendelse af, at arbejdere
48

ikke er bedre end andre mennesker. Og selv hvis de havde været det, så var jeg i
hvert fald ikke en af deres. Jeg var akademiker, og derfor ville jeg have et akademisk
job, så kursusleder i Arbejdsdirektorat, det lød rigtig godt for mig.
Kollektiv i Vendersgade (1983)
Jeg havde allerede boet i kollektiv i to omgange, dels da jeg flyttede hjemmefra og
dels i Valby, hvor jeg boede sammen med Gitte. Man skulle tro, at jeg var træt af det
kollektive, men det var jeg åbenbart ikke mere, end at jeg reflekterede på en annonce
fra nogle mennesker, som havde en stor lejlighed i Vendersgade, hvor de ville lave
kollektiv. Jeg boede tidligere i Classensgade og det var en meget lille og kedelig lejlighed,
som jeg bestemt ikke var tilfreds med, så jeg mente, at et kollektiv kunne
være en måde at komme væk og at møde nye mennesker. Derfor gik jeg til samtale
og flyttede ind.
Dette kollektiv var styret af 2 mennesker, som havde kontrakten til lejligheden, og
det var dem som bestemte hvem der skulle flytte ind. Men da de havde problemer
med at få mennesker nok, måtte de love at hele lejligheden ville overgå til fælles eje,
så snart vi fik lavet en kollektiv ejerstruktur, som vi kunne blive enige om. Og det
lykkedes da også at finde en juridisk konstruktion, som vist nok var på basis af et
andelsselskab, hvor vi alle skød penge ind i og dermed alle blev medejere af lejligheden
på 180 kvadratmeter.
De to initiativtagere til dette sted - Roger og Leif - var begge socialpædagoger, og
jeg fik det indtryk at mennesker i denne branche er ualmindelig kyniske og egoistiske,
for det var sådan jeg oplevede dem. Leif var delvis alkoholiker og når han havde
depressive perioder, tog han sin elektriske guitar frem og spillede alt hvad han kunne,
hvilket ikke var til stor fornøjelse for os andre, og især ikke for mig, som havde værelse
lige ved siden af ham. Men det hele var baseret på en form for magt, og jeg
måtte erkende, at jeg ikke havde megen magt i dette fællesskab. Jeg brød mig derfor
slet ikke om at bo der og søgte allerede efter få måneder efter noget andet. Det fandt
jeg dog først efter et år, hvor jeg så flyttede til Bragesgade. Her købte jeg en andelslejlighed
og blev på denne måde del af et større andelskollektiv. Men her havde vi
hver vores lejlighed og levede livet sådan som vi selv ville, uden at behøve at tage
hensyn til andre. Det var meget bedre for mig, vidste jeg med det samme, men der
var dog den ulempe, som der altid er ved det at bo alene. Man savner det fællesskab
og den inspiration, som kommer af at bo sammen med andre. Men efterhånden havde
jeg lært, at man ikke kan få alt. Man må vælge. Enten bor man i kollektiv med stort
fællesskab og lille personlig frihed, eller også bor man i en lejlighed, hvor det forholder
sig omvendt. Min alder og almindelige udvikling taget i betragtning, har jeg
erkendt at jeg befinder mig bedst med den store frihed. Fællesskaber kan man jo lave
på mange måder, også uden at man behøver at bo det samme sted.
Ø-lejre og psykodrama (1984 - 90)
Jeg har den danske ø-lejr-bevægelse at takke for mange ting, for nogle af de bedste
somre jeg har haft, har jeg tilbragt på ø-lejre. Jeg startede min ø-lejr-karriere efter at
jeg var færdiguddannet og jeg vidste faktisk ikke rigtig, hvad en ø-lejr var. Men det
var billigt at deltage, man boede i telte og man spiste økologisk, det vidste jeg. Og så
49

var der en masse unge mennesker, mænd og kvinder, så det kunne jo næsten ikke gå
galt.
Jeg var både på Vejlø, Sejrø og Drejø, men det var den sidste af disse lejre, som
var den bedste. Der tilbragte jeg i syv år en del af min sommerferier og temaet var
hvert år "dramatik". De første år var jeg almindelig deltager, men det jeg var med til
at sætte i gang, var en sådan succes, at jeg blev bedt om at være igangsætter - et andet
ord for dramaleder - på ø-lejren næste år, og sådan fortsatte det fem år i træk. Jeg
havde min baggrund for at lave drama dels i mine egne erfaringer fra skolen og fra
dramaundervisning på aftenskolen, men så havde jeg også en del terapeutisk interesse
og erfaring, og det havde jo også lidt med drama at gøre. Jeg deltog jo i et étårigt
gestaltterapi-kursus på Orø og jeg havde - i anden sammenhæng - deltaget i masser
af terapeutiske kurser arrangeret af mig selv eller af andre. Men detaljerne i al min
terapeutiske aktivitet har jeg egentlig ikke lyst til at fortælle, for der er noget af den,
som jeg skammer mig over i dag. Måske skulle jeg have været psykolog, for så havde
alle mine aktiviteter i denne sammenhæng jo haft en vis berøring med min faglige
uddannelse, men jeg var jo ikke psykolog. Jeg var amatørterapeut, ligesom enhver
anden kan kalde sig sådan, og mine evner til at gøre godt for andre i terapeutisk
sammenhæng var vist særdeles begrænsede. Derfor skammer jeg mig i dag over de
ting, som jeg har deltaget i af terapeutisk art, ikke mindst de ting, som jeg selv har
været initiativtager til.
Men i tiden som igangsætter på ø-lejrene på Drejø havde jeg faktisk en vis succes.
Jeg valgte altid at dele de interesserede op i forskellige grupper, afhængig af hvilken
form for dramatik de ønskede at arbejde med. Men den rene underholdningsdramatik
- teateret - interesserede ikke mig selv så meget, og denne indstilling smittede vist af
på mange af deltagerne. Derfor var der altid størst tilslutning til den terapeutisk orienterede
dramatik, som jeg betegnede som psykodrama. Ordet havde jeg læst i nogle
bøger og jeg havde engang selv været på et kursus i psykodrama hos en dansk psykolog,
så jeg havde en vis fornemmelse af, hvad der lå i dette koncept. Og det interesserede
mig, fordi jeg vidste, at der altid udviklede sig noget spændende - og uforudsigeligt
- når man arbejdede med psykodrama. Konceptet var fantastisk, og det kunne
bruges overalt, ikke kun på ø-lejre, men også i undervisning, hvilket jeg fik nytte af i
den tid jeg underviste på den tekniske skole i Ishøj, hvilket jeg har beskrevet andetsteds
i denne tekst.
Konceptet for mine psykodramaer var det, at man opdelte rummet hvor man befandt
sig i to dele, den ene var scenen og den anden var tilskuerrummet. Rummet var
et telt og man brugte som regel et reb til at afmærke forskellen mellem scenen og
tilskuerarealet. Reglerne var så, at man - i princippet - måtte gøre som man ville, når
man befandt sig på scenen, men at man til gengæld kun måtte se på og lytte, når man
befandt sig på tilskuerarealet. Alt skulle være improviseret og hvis man var tilskuer
og følte sig tilskyndet til at deltage i det, som skete på scenen, kunne man bare rejse
sig og krydse linien, så var man med i spillet. Til gengæld måtte man hverken tilkendegive
nogen form for bifald eller det modsatte, hvis man befandt sig på tilskuerområdet.
Det var jo ikke underholdning vi beskæftigede os med, så de deltagende personer
skulle ikke føle, at de var deltagere i noget kunstigt eller at de havde pligt til at
underholde tilskuerne. Tværtimod var det tilskuernes eget problem, hvis de kedede
sig, for i så tilfælde kunne de jo bare gå ind på scenen og deltage.
Konceptet er i sig selv genialt, mener jeg, og jeg kan tillade mig at sige det, fordi
det ikke er mig, som har opfundet det. Det er egentlig en tradition, som er grundlagt
af italieneren Moreno, som, efter hvad jeg har læst, lavede psykodramaer på et rigtigt
50

teater i begyndelsen af 1900-tallet. Moreno var instruktør og ikke psykolog, og det
der er det gode ved denne tradition er, at der ikke indgår noget terapeutisk hierarki,
som det gælder i andre terapeutiske forløb. Der er ikke nogen som er raske eller syge,
og der er ikke nogen, som hævder at have evner til at kunne hjælpe eller helbrede
andre, andet end de evner som mennesker i almindelighed har til at kunne hjælpe
hinanden. Og det er fuldt tilstrækkeligt. Det hele handler om at få mennesker til at
spille sig selv eller at spille en rolle, hvor man afprøver identiteter, som man ikke har
turdet afprøve i virkeligheden. I det almindelige samfund er vi jo låst fast i en rolle,
bestemt af familie, arbejde, sprog, kultur og religion, og vi ved alle, at det er svært at
bryde denne rolle. Det at vi har tilbøjelighed til at udvikle en bestemt og mere eller
mindre fast identitet, er dels et udtryk for at vi kun har begrænsede evner, og at vi
derfor er nødt til at begrænse det adfærdsrepertoire, som vi har i vores forhold til
andre. Men det er også et udtryk for den erfaring, som gælder for al civilisation,
nemlig at mennesker kun kan få tillid til hinanden og samarbejde, hvis de kan forudsige,
hvordan de andre vil tænke og reagere på påvirkninger. Det er naturligvis ikke
muligt at forudsige præcis, hvad et mennesker siger og gør, men når det gælder vores
venner, familie og arbejdskolleger, så sætter vi pris på at vi i høj grad ved, hvad der
sker, når vi handler på den ene eller anden måde. Det er derfor at kulturerne fungerer
bedst, hvis individerne taler samme sprog, har samme alder og - helst - samme religion.
For jo bedre man kan forudsige hvordan andre vil opleve en selv, jo mere frit
kan man udfolde sig med forsøg og improvisation, uden at risikere at fornærme andre
alvorligt eller at fremkalde aggressioner, som truer ens egen sikkerhed og fællesskabet
i almindelighed.
Vi er altså alle glade for, at vi er vanedyr og at vi har bestemte roller i hverdagen.
Uden denne forudsigelighed, kunne vi slet ikke leve livet eller få vores fællesskab til
at fungere. Men på den anden side er denne rolleidentitet og denne forudsigelighed
også et problem for os, når vi virkelig ønsker at eksperimentere, for rollerne låser os
jo fast. Andre mennesker sætter ikke pris på at vi ønsker at forandre os, de foretrækker
som regel, at vi forbliver dem vi altid har været. Det gør os forudsigelige og gør
dermed deres liv mere trygt. Men dét at være låst fast i en rolle, er et problem for os,
når vi har brug for forandring. Derfor er psykodrama-konceptet så spændende og så
revolutionerende. Ikke i politisk forstand, men i personlig. Det er en måde at legitimere
menneskets eksperimenter med andre identiteter, vel at mærke uden at denne
identitet er forudsigelig, som det gælder, når en skuespiller påtager sig en rolle i et
stykke, som et andet menneske har skrevet. I psykodramaet er der ingen faste replikker,
men kun nogle grundregler som gør, at man kan eksperimentere. Disse grundregler,
altså skellet mellem scene og tilskuerareal, er til gengæld absolut. Det må ikke
overskrides, da det vil få hele konceptet til at bryde sammen. Og det er farlige ting
man arbejder med. Typisk had, kærlighed, sex, magt og frygt. Derfor er det afgørende
for deltagernes tryghed, at de hele tiden kan vælge at gå ud i tilskuerrummet, og at
de ikke der vil blive behandlet som andet end normale mennesker, altså tilskuere.
Man fortsætter ikke sin rolle, når man forlader scenen, lige som man ikke længere er
tilskuer, hvis man sætter sig op på scenen. Heller ikke selv om man foregiver bare at
se på.
I løbet af årene på Drejø og ved en del andre lejligheder, hvor jeg har arbejdet
med psykodramametoder, føler jeg selv at have lært dette koncept rimelig godt at
kende. Jeg forstår, at det rummer store muligheder, men også at det er nødvendigt at
sætte visse grænser, for at dramatikken ikke skal løbe løbsk. Der er jo følelser, som
er så stærke, at de ikke kan eller skal udleves under kurser, og der er ord og handlin-
51

ger, som er så dramatiske, at de ikke egner sig til at opføre, medens der er tilskuere
til. For grænsen mellem teater og virkelighed kan let gå i opløsning, hvilket betyder
at den grundlægende tryghed, som vi alle har ved at vide, hvem vi selv er og hvad vi
kan forvente af andre, forsvinder. Derfor forsvinder grundlaget for vores tryghed og
vores lyst og evne til at være sammen med hinanden. Derfor er psykodrama en teknik,
som man kan bruge til at eksperimentere og til at starte debat om hvad vi hver
for sig kan og vil med livet og med andre mennesker. Men det er ikke en måde at
lave livet om, hverken for os alle i fællesskab eller for os som enkeltindivider. Man
skal forstå, at der er en grænse, for ellers bliver det farligt. Det er ligesom soldater på
øvelse. De ved godt, at de kun skyder med løse patroner og de ved godt, at den "fjende"
de bekæmper i virkeligheden er deres egne soldaterkammerater. Så når øvelsen
er slut er alle gode venner igen og - forhåbentlig - var der ingen der kom rigtigt til
skade under forløbet. Man lod som om man kom til skade eller som om man døde,
for det var nødvendigt for at gøre øvelsen realistisk. Men den skulle helst ikke blive
så realistisk, at den udviklede sig til det den var træning til, nemlig krigen. Der skal
være forskel på leg og virkelighed, ikke kun for børnene, men også for os andre.
Alle disse overvejelser viser, at jeg stadig er engageret i det psykodramatiske koncept.
Jeg ved, at dette koncept kan anvendes i mange sammenhænge, og jeg har ofte
haft lyst til at gøre det. Men livet former sig ofte - i hvert fald for mit vedkommende
- som et resultat af tilfældigheder, og dét at jeg stoppede arbejdet med psykodrama
var måske udtryk for at jeg blev ældre og dermed fik andre interesser. I hvert fald
holdt jeg op med at komme på ø-lejre omkring 1990, og siden har jeg nok mere set
det at udvikle sig selv som noget man gjorde i samværet med mennesker, som var
forskellige fra én selv, og - ikke mindst - ved det at rejse og at lære andre kulturer at
kende. Derved møder man mennesker, som er rigtig forskellige fra en selv at kende,
og det er kilde til viden, som ikke kan erhverves noget sted i Danmark. Det er ganske
vist blevet bedre efter at mange nationaliteter og kulturer er kommet til vores lille
land, men alligevel forslår det ikke rigtigt. Skal man lære andre mennesker at kende,
skal man besøge dem der, hvor de bor. Man skal rejse.
Gestaltterapi og den store øvelse (1985)
Medens jeg arbejdede i Gladsaxe Kommune, gik jeg til gestaltterapi. Det drejede sig
om et årskursus, som bestod af 6 ugekurser og et antal mellemliggende sessioner i de
såkaldte "familiegrupper", som vi var opdelt i. Kurset blev afholdt af Gestaltinstituttet
i Skandinaven, GIS, og det foregik på Orø.
Den eneste årsag til at jeg havde tilmeldt mig kurset var, at jeg planlagde at skulle
være selvstændig kursusleder, når jeg var færdig i kommunen, for jeg vidste, at jeg
ikke havde lyst til at komme tilbage til Arbejdsdirektoratet. Men netop det, at jeg
ikke havde en reel indholdsmæssig motivation for at deltage, var naturligvis et problem,
for ingen form for terapi har jo nogen effekt på mennesker, som ikke ønsker at
engagere sig. Og det ønskede jeg ikke. Jeg var der for at få et eksamensbevis, og ikke
andet, og det meddelte jeg mine medkursister allerede første dag vi mødtes og det
gjorde vist flere af dem temmelig sure. Men det var jeg ligeglad med. Deltagerne var
jo næsten kun kvinder, og ikke så få af dem virkede så personligt forvirrede, at jeg
havde svært ved at tage dem alvorligt. Det fortalte jeg dem også og det blev de endnu
mere sure over, og det synes jeg var rigtig sjovt. Andet sjovt var der desværre ikke
meget af på kurset, så man måtte jo selv yde en indsats.
52

Som forventet, var stort set hele kursusperioden spild af tid, for mit vedkommende
altså, men der var dog én ting, som jeg fik noget ud af. Det handlede om en øvelse,
som vi lavede fem gange i træk, nemlig ved starten af hver ugeperiode vi skulle være
sammen. Øvelsen gik ud på, at vi skulle rangordne os selv og hinanden efter hvor
meget vi havde lært, hvor gode mennesker vi var og hvor meget værdi vi mente at vi
selv og andre havde for holdet. Det skulle vi vise, ved at stille os op i en linie med de
bedste til højre og de dårligste til venstre, og reglerne sagde, at vi selv måtte stille os
hvor vi ville, men at andre også måtte flytte en person frem eller tilbage i rækken,
indtil der var blevet enighed om den rigtige placering af hver enkelt deltager.
De fire første gange vi lavede denne øvelse, blev jeg placeret på en 14. plads, dvs.
til sidst i rækken. Holdet mente altså, at jeg var den mest værdiløse af deltagerne og
det var måske meget naturligt, da jeg allerede fra starten havde meddelt, at jeg ikke
ønskede at engagere mig og at jeg syntes at flere af de andre var idioter. Men ikke
desto mindre var jeg lidt frustreret over denne placering på sidstepladsen da vi lavede
øvelsen for første gang. Men overrasket var jeg egentlig ikke. Det, der var det interessante
ved øvelsen var, at allerede næste gang, hvor jeg også blev placeret på sidstepladsen,
var jeg ganske tilfreds med denne placering, og som tiden gik blev jeg
faktisk stolt af at stå hvor jeg gjorde. Det eneste brud på dette mønster kom jo sidste
gang, hvor en anden af de tre drenge på holdet kom ned på sidstepladsen, og det blev
jeg faktisk sur over. Jeg var nærmest misundelig for sådan som jeg så det, havde hierarkiet
jo set helt anderledes ud end det gjorde for de andre. For mig var "de sidste de
første" og omvendt. Jeg så mig selv som værende i spidsen for dem, som ikke ville
feminiseres gennem denne form for terapi. Jeg mente ikke at være syg og ikke at
have brug for psykologisk hjælp, og den eneste årsag til at jeg var på kurset, var fordi
jeg mente at kunne få gavn af det afsluttende kursusbevis.
Men jeg havde faktisk lært noget på dette kursus, også selv om jeg ikke havde
forventet at det skulle ske. Jeg havde lært, at det ikke gør ondt at blive forkastet, i
hvert fald ikke, når man har prøvet det før. Det er trygt at være taber, og det indebærer
mange fordele. Jeg kunne f.eks. helt melde mig ud af det sociale, hvis jeg ville, og
jeg behøvede ikke at deltage i forberedelse til festerne eller at deltage i de private
møder mellem kursusperioderne. Jeg mente at jeg var udenfor, og jeg var slet ikke
accepteret af de øvrige kursusdeltagere. Jeg prøvede hvordan det er at være taber, og
jeg fik en vis respekt for den paradoksale lyksalighed, der er i denne rolle. Det er
ikke altid vinderne, som er de mest lykkelige mennesker, for det at vinde giver forventninger
og det giver ansvar. Der er frihed i at være taber, så man kan måske spørge
sig selv, om disse begreber overhovedet er så enkle, som de ofte bliver gjort. Er
det altid bedre at være vinder end at være taber? Det synes jeg der er grund til at tvivle
om, og når man læser de kristne evangelier, så finder man ud af, at man ikke er
den første som har fået sådanne tanker. Men det fandt jeg først ud af flere år senere
Kursusleder i Arbejdsdirektoratet (1983)
Jeg var rigtig stolt over mit nye job. Formelt var jeg ansat i en ikke-akademisk stilling,
men jeg havde fået at vide, at jeg ville blive oprykket til en normal sekretær/fuldmægtig-stilling
så snart en sådan blev ledig, og det blev den efter et par måneder.
Arbejdet drejede sig om at planlægge og gennemføre uddannelsesforløb for de
ansatte ved landets arbejdsformidlingskontoer, altså arbejdskonsulenter og erhvervsvejledere.
Jeg havde fået at vide, at arbejdet ville indebære en del rejser, da jeg skulle
53

være personligt til stede og lede de kurser jeg var ansvarlig for, og disse foregik
normalt i Sønderjylland. Det havde jeg accepteret, idet jeg regnede med at det sikkert
var ganske sjovt at være leder af sådanne kurser, og jeg blev stillet i udsigt at mine
rejseperioder maksimalt ville være 12 uger om året. Det lød umiddelbart ikke af så
meget, for man kunne altid nå hjem til weekenden og det var jo sjovt at være på kursus
- i hvert fald i begyndelsen.
Jeg lærte en masse i det nye job, ikke mindst om hvordan statslige institutioner
arbejder. Jeg kunne godt lide arbejdspladsen men spændingen ved at være omrejsende
kursusleder forsvandt hurtigt. Jeg var bestemt ikke vild med at skulle bo på hotel
og at spise hotelmad i 15 uger om året og løftet om at jeg kun skulle rejse i 12 uger
om året holdet ikke. Der var masser af elever, som skulle gennem vores uddannelsesforløb,
så alle kursusledere - vi var fire - måtte rejse i ca. 15 uger om året, og det syntes
jeg var for meget. Til gengæld kunne jeg godt lide miljøet i Arbejdsdirektoratet,
og jeg syntes at det var herligt at møde så mange spændende mennesker, som beskæftigede
sig med forskellige dele af arbejdsmarkedsområdet. Det som især interesserede
mig var det, at vores kursister var lagt ind i en database, som lå på Datacentralen,
og ved hjælp af en akustisk modemforbindelse kunne vi trække lister ud, som
skulle vise hvem der havde taget hvilke dele af uddannelsen og hvem der stod for tur.
Systemet virkede desværre ikke rigtig og der var uenighed om, hvad årsagen var.
Måske var det fordi at forbindelsen til Datacentralen ikke altid fungerede og måske
var det fordi at der ikke havde været nogen til at opdatere databasen i lidt for lang tid.
Jeg fortalte derfor min chef, at jeg godt kunne tænke mig at lære mere om denne database
og om edb i almindelighed, og det var han positiv overfor. Men tiden var
knap, for der var hele tiden kurser som skulle gennemføres og andre kurser, som
skulle planlægges. Det blev derfor aldrig til noget med databasen, og jeg fik at vide,
at det i øvrigt slet ikke var kursusledernes opgave at lave den slags. Vi skulle rejse og
køre kurser, og helst ikke meget andet
En ting jeg ikke brød mig så meget om var, at der var så meget kontrol med kurserne.
Hvert enkelt uddannelsesforløb skulle planlægges i forvejen i detaljer, og til
dette formål havde man en række udvalg, som bestod af repræsentanter for Arbejdsformidlingens
faglige organisationer, repræsentanter for direktoratets fagkontorer og
et par kontorchefer, som skulle sikre at kurserne var i overensstemmelse med ministerens
(Grethe Fenger Møllers) ønsker. Jeg havde altså ikke nogen form for frihed
til selv at planlægge de kurser, som jeg skulle være kursusleder for, og jeg var end
ikke medlem af de udvalg, hvor de blev diskuteret. Jobbet bestod først og fremmest i
at sikre kurserne gennemført rent fysisk og logistisk, men indholdsmæssigt var både
jeg og de andre kursusledere - i princippet - helt ukvalificerede.
Der var bestemt meget at lære i Arbejdsdirektoratet, og hvis jeg var blevet, kunne
jeg naturligvis have søgt en anden placering, på samme måde som flere af de tidligere
kursusledere havde gjort. Det lød måske lidt sjovere end det i virkeligheden var at
være kursusleder, i hvert fald når det foregik på den måde som det blev fortolket her.
Efter at have været i jobbet et par år begyndte jeg derfor at interessere mig for, hvad
jeg kunne bruge min erfaring til, og om der var andre steder i verden, hvor mine kvalifikationer
kunne bruges. Det viste sig, at det var der, og det var i en stilling som
vikarierende uddannelseskonsulent i Gladsaxe Kommune. Jeg søgte og fik denne
stilling, og bad derfor om orlov fra direktoratet, hvilket jeg også fik bevilget.
54

Uddannelseskonsulent i Gladsaxe Kommune (1986)
Jeg havde nu været et par år i undervisningsbranchen og jeg følte mig ganske godt
beredt på de opgaver jeg skulle løse. Det handlede om at planlægge kurser i samarbejde
med forvaltningernes samarbejdsudvalg, at være referent for det centrale samarbejdsudvalg
og at hyre undervisere og at gennemføre de kurser, som jeg selv havde
været med til at beslutte. Jeg havde et budget, og det skulle man overholde, men
bortset fra det, så var rammerne frie. Man kunne lave alt, som medarbejderne fandt
interessant og nødvendigt, så det var rigtig sjovt. Især husker jeg de kurser jeg afholdt
for HK-personalet for at forberede dem på indførelsen af elektronisk tekstbehandling.
Der var endnu ikke indført computere på kontorerne, og al skrivning foregik
på skrivemaskiner, men alle vidste at det kun var et spørgsmål om tid, før vi skulle
overgå til elektronisk tekstbehandling. Sjovt nok oplevede vi, at det store forbund
for handels- og kontoransatte, HK, stillede sig meget skeptiske m.h.t. de mulige konsekvenser
af den elektroniske udvikling, og forbundets medlemmer varslede protester
og andet, hvis de elektroniske maskiner (pc'ere) blev indført, uden at de først var
blevet godkendt. Men samtidig kunne vi læse i avisen, at en af landets største installationer
til elektronisk tekstbehandling, stod på hovedkontoret til netop det selv
samme fagforbund. Det var en slags dobbeltmoral, syntes jeg, og det kunne eleverne
på vores tekstbehandlingskurser vist også godt indse. Så kurserne fortsatte, for der
var ingen vej udenom. Men det betød ikke, at skrivedamerne var særlig begejstrede
for de elektroniske perspektiver. De frygtede for deres job og de var ikke sikre på om
de kunne finde ud af at betjene de nye maskiner. Rent faktisk vidste de stort set ikke
meget om hvad edb og elektronisk tekstbehandling var, så kurserne havde en introducerende
karakter. Men de gjorde nytte og deltagerne var tilfredse. Vi havde en
fantastisk underviser, som kom fra Datacentralen. Det var en kvinde, som forstod at
præsentere hele den elektroniske verden som om det drejede sig om køkkenudstyr.
Det var meget morsomt at høre på, for hun fik eleverne til at føle, at der ikke var forskel
på deres røremaskine og bageovn i køkkenet og den elektroniske indretning,
som de skulle have på skrivebordet i fremtiden. Og det var der jo noget om, for hvis
man kan finde ud af at betjene sit køkkenudstyr, så kan man naturligvis også betjene
en computer.
Jeg var utrolig glad for mit arbejde i Gladsaxe Kommune. Det var den bedste arbejdsplads
jeg havde været på, og for første gang følte jeg, at jeg havde den frihed til
selv at styre mit arbejde, som gjorde det morsomt. Jeg havde masser af kontakter til
de andre ansatte, for alle skulle jo uddannes på den ene eller anden måde, så der var
hele tiden noget at lave. Stillingen var faktisk så god, at den kunne føre til hvad som
helst, men problemet var bare, at den ikke var permanent. Den person, som i virkeligheden
havde jobbet, var bare på orlov, og ingen var sikker på om hun ville komme
tilbage igen.
Jeg havde i øvrigt også en helt speciel chef, som jeg holdt meget af. Jeg har altid
haft problemer med autoriteter og altid været imod at skulle underordne mig andre
mere eller mindre umotiverede regler, så derfor var XX lige en mand efter mit hoved.
Han mødte på arbejde hver dag klokken 11 og gik hjem klokken 13. Han var kontorchef,
så han havde ikke nogen fast arbejdstid, og da alt fungerede som det skulle i det
kontor han var leder for, så var der ingen som kunne sige noget til ham. Men med
den ledelsesstil, så var det klart, at han hverken kunne eller ville følge og kontrollere
arbejdet i detaljer, og det gav så meget mere frihed for os, som var ansat under hans
ledelse. Derfor var det min egen opgave at indkalde til møder, at lave referater, at
55

koordinere kursusaftaler og at planlægge de aktiviteter, som jeg havde ansvar for.
Det var naturligvis også mit eget ansvar at rette de fejl, som jeg lavede, men det var
vel kun naturligt. Det eneste XX gjorde, var at træffe beslutninger, men ellers blandede
han sig ikke i vores arbejde. Det var virkelig dejligt, og jeg oplevede i det år jeg
var i jobbet en arbejdsglæde, som jeg aldrig havde prøvet før. Jeg følte at jeg blev
respekteret og jeg følte at jeg havde indflydelse. Og så var der masser af flinke mennesker
og akademiske kolleger, som jeg i flere tilfælde også havde fornøjelsen af at
møde i min fritid.
Jobbet var fantastisk og jeg var derfor rigtig ked af det, da jeg fik at vide, at den
gamle uddannelseskonsulent ville komme tilbage. Det betød, at jeg måtte forlade
stillingen og at jeg skulle vende tilbage til Arbejdsdirektoratet, hvor jeg havde haft
orlov, og det havde jeg ikke lyst til. Nu havde jeg smagt friheden, og glæden ved at
have et job, hvor man kunne komme hjem og sove i sin egen seng hver nat. Så jeg
besluttede at søge forlænget orlov fra Arbejdsdirektoratet og at starte op som selvstændig
kursusudbyder. Jeg havde jo undervist i mange år, medens jeg var i den
kommunistiske bevægelse, så jeg mente nok at jeg kunne køre kurser for virksomheder.
Nu havde jeg jo også selv fået et indtryk af, hvordan sådanne virksomheder - i
hvert fald offentlige virksomheder - fungerede, og jeg vidste noget om, hvilke typer
kurser der blev efterspurgt. Jeg mente altså, at det bedste jeg kunne gøre, var at starte
for mig selv. Så var jeg sikker på, at der ikke var nogen dum arbejdsgiver, som jeg
skulle tilpasse mig, og jeg kunne selv disponere min tid. Det hele handlede så bare
om at sælge nogle kurser, og det mente jeg godt at jeg ville kunne.
Merkonom på Niels Brock (1983 - 2000)
I årene medens at jeg havde arbejdet som kursusleder i Arbejdsdirektoratet og som
uddannelseskonsulent i Gladsaxe Kommune, læste jeg til merkonom på handelsskolen.
Det var et kulturchok for mig - en gammel kommunist - at komme ind på en uddannelse
af denne art, men jeg kunne lide det. Vores lærere var super spændende, og
jeg befandt mig godt i dette klima af kommerciel tænkning og logik, som prægede
merkonomuddannelsen. Det gjaldt om at tjene penge - profit - og det var der ingen
tvivl om. Det var lige så simpelt, som vi havde lært det på de kommunistiske kurser.
Her var kapitalismen bare ikke noget som skulle afskaffes, men et ideal, som skulle
udnyttes.
Det var også sjovt at møde mennesker, som arbejdede i private virksomheder, og at
finde ud af, at meget af det, som man havde lært på universitetet, faktisk kunne bruges
også i denne verden. Jeg tog derfor flere fag på samme tid, og da jeg holdt op i
kommunen, var jeg samtidig færdig med to hele linier, jeg var merkonom i Organisation
og Personaleudvikling. Kurserne havde jeg bestået uden problemer, for det drejede
sig først og fremmest om at læse nogle teoribøger og at lave nogle opgaver, og
det havde jeg ingen problemer med. Jeg kunne også godt lide de andre studerende,
som ikke var så teoretiske og verdensfjerne, som mange af de mennesker, jeg havde
mødt i mit universitetsstudium. De mindede mig om min far, som havde arbejdet i
denne verden i hele sit liv og jeg blev selv i stadig højre grad positiv overfor mulighederne
i det private erhvervsliv og i det samfund, som jeg engang havde bekæmpet.
Kapitalismen var faktisk et godt system, syntes jeg, og det mener jeg vist stadig.
56

Da jeg var færdig med mine merkonomstudier, kom jeg på den tanke, at jeg måske
selv kunne blive lærer i dette system, altså på merkonomuddannelsen. Mine formelle
kvalifikationer var lidt anderledes end de fleste andre læreres, men jeg mente
nok at jeg ville kunne gennemføre undervisningen, så derfor søgte jeg jobbet og blev
ansat. Det første fag, jeg fik tilladelse til at undervise i var Ledelse og Samarbejde,
og efter et par semestre fik jeg også tilladelse til at undervise i Organisation. Disse to
fag havde en vis berøring med min uddannelse, så min fagleder mente at der ikke
ville være problemer. Til gengæld måtte jeg - desværre - ikke undervise i økonomi,
statistisk og markedsføring, samt en del andre fag, som han mente at en kultursociolog
ikke havde forstand på
Det første hold jeg havde på skolen gik nogenlunde. Jeg var lidt usikker, men fik
dog de fleste af eleverne til eksamen med godt resultat. Det andet hold gik bedre, og i
løbet af kort tid følte jeg, at jeg var helt hjemme i dette system. Det var herligt at
undervise på handelsskolen, og jeg var vild med de fag, som jeg underviste i. Eleverne
var også glade for mig, hvilket fremgik af deres spørgeskemaer, og alt så rigtig
godt ud. Jeg fik tilmed en del kontakter gennem min undervisning, og flere af disse
resulterede i kurser, som jeg skulle afholde i forskellige virksomheder. Jeg var jo
selvstændig uddannelseskonsulent, og levede af det jeg kunne sælge. Jeg havde min
egen virksomhed og undervisningen på handelsskolen var en supplerende indtægt for
mig.
Jeg var lærer i 16 år på Niels Brock handelsskoles merkonomafdeling og disse år
kan opdeles i tre dele. De første år synes jeg at det var sjovt at undervise og jeg følte
at det var en personlig udfordring for mig. De næste år var undervisningen blevet til
en rutine. Jeg kunne næsten lærebøgerne udenad, og forsøgte - når jeg kunne - at
introducere lidt mere kreativt stof i undervisningen, også selv om der ikke stod noget
om dette i bøgerne. Men eleverne var altid på vagt, og de vidste, hvorfor de var på
kurserne. De ville have en eksamen, og ikke andet, så al form for undervisning og
debat, som ikke havde at gøre med det pensum, som de skulle op i, var de generelt
negative overfor.
Den sidste del af min periode på handelsskolen, var jeg blevet træt af at undervise
i dette system, og jeg følte at mine kurser var rutinepræstationer, som jeg ikke selv
havde den store glæde af. Eleverne bestod eksamen, som de skulle, men jeg kunne
mærke på dem og på deres evalueringer, at de var trætte af mig. Jeg havde også et
par elevklager, og det var ikke rart, især ikke da jeg mente, at de var helt uberettigede.
Jeg gjorde mit arbejde godt nok, og mine elever bestod deres eksamen. Men problemet
var, at jeg følte mig udbrændt og at jeg ikke rigtig selv var engageret i det jeg
underviste i, og det kunne eleverne mærke. Jeg var klar til at der skulle ske nye forandringer
i mit liv, og det var der brug for. I den sidste tid på handelsskolen var jeg
selv begyndt at gå til katolsk konvertitundervisning, og det var jeg meget optaget af.
Det var ikke sådan, at denne katolske undervisning stod i modstrid med det, som jeg
lærte mine elever på skolen, men det jeg selv havde lært, kom til at fylde mere og
mere. På et af de sidste hold jeg havde i organisationsteori, spurgte jeg eleverne om
de vidste hvilken organisation i verden, som var den ældste. Ingen af eleverne kunne
gætte det, og da jeg gav dem svaret - den romersk-katolske kirke - blev flere af dem
nærmest aggressive, for de mente jo at dette kursus skulle handle om at tjene penge
og ikke om religion. Men jeg havde ret i min påstand, og det kunne ingen anfægte.
Der var bare en stadig stigende forskel i interesser mellem mine elever og mig selv,
og derfor måtte jeg finde noget andet at lave.
57

Masser af kurser (1984 - 2000)
Da jeg i sin tid var startet som selvstændig kursusleder havde jeg tre aftaler om kurser,
som jeg skulle afholde, og jeg vidste, at det ikke var nok til at holde økonomien
kørende. Jeg satte derfor en markedsføringskampagne i gang, trykte brochurer, udsendte
breve og lavede annoncer i forskellige håndbøger. Jeg fik da også hurtigt nogle
flere opgaver, og det gik i det hele taget udmærket. Mine kurser handlede om planlægning,
service, kundebetjening, transaktionsanalyse og personlig kommunikation.
Det var alt sammen emner inden for det psykologiske område, men dog med en erhvervsrettet
vinkel der gjorde, at de både blev solgt til private virksomheder og til
offentlige institutioner.
Jeg afholdt ca. 150 kurser i årene fra 1984 - 2000. Kurserne handlede om personlig
planlægning, kommunikation, kropssprog, service, kvalitet, samarbejde, organisationslære,
skrivning, filosofi, transaktionsanalyse og jobsøgning. Her er min kundeliste:
* Arbejdernes Kooperative Boligselskab
* Arbejdernes Oplysnings Forbund
* Arbejdernes Organisations Center
* Arbejdsdirektoratet
* Bibliotekarforbundet
* Chaufførernes Fagforening (SID)
* COWIconsult A/S
* Den Danske Eksportskole
* DUI - Leg og Virke
* Dagbladet Politiken A/S
* Danmarks Tekniske Højskole (HiH)
* Dansk Arbejdsgiverforening
* Dansk Jurist- og Økonomforbund
* Dansk Kommunalarbejder Forbund
* Dansk Typografforbund
* Dansk Tandlægeforening
* Erhvervssprogligt Forbund
* FOA – Fællesorganisationen af Offentligt Ansatte
* Folkeligt Oplysnings Forbund
* Frederiksberg Kommune
* FTF´s Arbejdsløshedskasse
* Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund
* Holbæk Husmoderforening
* Hovedstadens Oplysnings Forbund
* Hovedstadens Trafikselskab
* Hovedstadsrådet
* Husligt Arbejder Forbund
* Hyltebjerg Menighedsråd og Aftenhøjskole
* Hørsholm Kommune
* Int. Ass. of Agricultural Students
* ISS Securitas A/S
* Katolsk Arbejderaktion
58

* KFUM/KFUK
* Københavns Kursus- og Aftenskole
* Kommunernes Landsforening
* Kvindeligt Arbejderforbund
* Laurits Knudsen A/S
* Liberalt Oplysnings Forbund
* Magistrenes Arbejdsløshedskasse
* Niels Brock Handelsskole
* Nykøbing Falster Tekniske Skole
* Philips Industri og Handel A/S
* Post- og Telegrafvæsenet
* Pædagogisk Medhjælperforbund
* Revisionsfirmaet Åge Larsen A/S
* Rødovre Kommunale Aftenhøjskole
* Rødovre Kommune
* Skolefritidsordningen Blæksprutten
* Skolefritidsordningen Paraplyen
* Socialstyrelsen
* Statens Erhvervspædagogiske Læreruddannelse
* Tandlægernes Nye Landsforening
* Teknisk Landsforbund
* Vejdirektoratet
* Værnepligtsstyrelsen
Cirka halvdelen af kurserne blev afholdt for private virksomheder og organisationer
og den anden halvdel blev afholdt for forskellige aftenskoler. De sjoveste - og efter
min mening også de bedste - var den sidstnævnte slags kurser, som typisk varede en
weekend fra fredag aften til søndag eftermiddag. Disse kurser afholdt jeg 5 - 10 gange
om året, og der var næsten altid fyldt på holdene. Det var populært dengang at
deltage i enhver form for personlig udvikling, og jeg tror også at rygtet gik, at mine
kurser faktisk var gode. Der skete i hvert fald altid en masse på disse kurser, og da
det var de samme temaer jeg underviste i over flere gange, og de samme øvelser jeg
lavede, opnåede jeg så stor rutine, at jeg virkelig kunne kontrollere forløbet. Kurserne
bestod altid i en blanding af læreroplæg, øvelser, demonstration og debat, og det
som berørte eleverne mest, var ofte øvelserne. De øvelser jeg anvendte, var nøje udvalgte
og jeg havde lavet dem så mange gange, at jeg stort set kunne forudsige resultatet.
Det var ofte ganske provokerende ting, som blev sat i gang, og jeg er sikker på
at mange af mine elever har husket det de lærte i lang tid efter kursets afslutning. For
det hele gjaldt jo om at blive god til de klassiske dyder, nemlig at samarbejde med
mennesker, at kommunikere, at planlægge og at tage ansvar for egne handlinger.
Jeg tror ikke at jeg lærte eleverne noget, som de ikke vidste i forvejen, men jeg er
sikker på, at den måde de så det virkeliggjort på mine kurser, var lidt ud over det
sædvanlige. Dette gjaldt især for kurserne på aftenskolen, hvor jeg havde stor frihed
til selv at styre processen, men også i en vis udstrækning på virksomhedskurserne.
Sidstnævnte var dog næsten altid mere kontrollerede og mindre sjove, måske fordi
deltagerne kendte hinanden i forvejen og vidste, at de skulle arbejde sammen i tiden
efter kursets afslutning. Det var derfor ikke muligt at opnå den samme stemning, som
kunne lade sig gøre på de åbne aftenskolekurser, hvor man vidste, at dette var en
59

unik oplevelse, og at man ikke - sandsynligvis - ville have mere med disse mennesker
at gøre, når kurset var afsluttet.
Alt i alt vil jeg sige, at jeg var en udmærket kursusleder. Jeg havde mine styrker
og jeg havde mine svagheder, men det gælder også for alle andre i denne branche.
Min styrke var, at jeg var god til at snakke og at jeg havde en betydelig viden om de
emner jeg underviste i. Jeg havde også stor rutine og jeg havde nogle gode undervisningsmaterialer,
gode eksempler og gode øvelser. Til gengæld var min svaghed, at
jeg ikke var tilstrækkelig god til at huske deltagernes navne. Jeg har nok i det hele
taget en dårlig hukommelse, og i hvert fald har jeg altid haft problemer med at huske,
hvad kursisterne hed, og det er ikke så godt. Desuden havde jeg den svaghed, at jeg
selv - rent personligt - ikke levede et traditionelt liv med kone og børn i et pænt parcelhus
i Charlottenlund. Jeg deltog flere gange i Claus Møllers kurser, og jeg lagde
mærke til, at han altid lagde stor vægt på at præsentere sig selv som værende en succes,
som hans elever kunne blive inspireret af. Han havde jo et firma, som hed
TimeManager, og han tjente mange penge, så det var ikke helt løgn, når han pegede
ud af vinduet og viste eleverne sin sorte jaguar, eller når han fortalte om sin dejlige
kone og sine tre børn. Det gjorde indtryk. Men jeg havde desværre ikke den samme
mulighed for at overbevise mine elever om virkningen af de råd jeg gav, simpelthen
ved at henvise til min egen succes. Efter min egen mening, så levede jeg et godt liv
og havde ikke meget af klage over, men jeg var ikke velhavende og levede ikke i
overflod i en sådan grad, at jeg kunne prale af det. Og vigtigere end noget andet - tror
jeg - var det at jeg ikke var gift og ikke havde nogle børn. Det virkede nok lidt mærkeligt,
og jeg følte i hvert fald selv, at det var med til at sænke min status, set i forhold
til dem, som havde levet en mere traditionel tilværelse.
Bøger og film (1986 - 2000)
I den tid jeg kørte kurser, skrev jeg også bøger og lavede 11 undervisningsfilm. Den
første bog jeg skrev handlede om personlig planlægning og effektivitet og den blev
udgivet på Schultz Forlag. Jeg var naturligvis meget stolt over at få en bog udgivet
og jeg regnede med at den ville skaffe mig en masse kursusaftaler. Men enten var
bogen ikke god nok eller også blev den ikke solgt i tilstrækkelig mange eksemplarer,
for jeg fik aldrig nogen virkelig respons på den og jeg tror ikke at jeg har solgt et
eneste kursus, hvor kundens begrundelse for at købe, var at jeg havde skrevet en bog.
Men alene det at blive "forfatter" var naturligvis noget spændende og noget af det
første jeg gjorde - efter publiceringen - var at melde mig ind i Dansk Forfatterforening.
Her kunne jeg møde andre kreative mennesker, mente jeg, og måske få gode
ideer til, hvordan man skulle skrive flere bøger i fremtiden. Jeg gik da også til en del
møder, og mødte mange andre mennesker, som kaldte sig forfattere, men jeg syntes
nu ikke at jeg lærte noget særligt af disse møder. Jeg fandt ud af, at der er en vis prestige
omkring dét at være forfatter, og at mennesker derfor søger optagelse i forfatterforeningen,
hvis bare de har udgivet et hefte til folkeskolen, eller udarbejdet en
telefonliste til en virksomhed! Det store flertal af medlemmerne var altså ikke professionelle
forfattere, og deres produktivitet var ikke imponerende. Faktisk gik der
kun kort tid før at jeg kunne konstatere, at jeg var blandt de mest flittige af foreningens
skribenter, i hvert fald at dømme efter samtaler med de mennesker jeg mødte
ved de mange receptioner, kurser og møder, som foreningen løbende afholdt.
60

Mine egne skriverier fortsatte, da planlægningsbogen var udkommet, med en række
andre udgivelser, som nogle gange blev udgivet på professionelle forlag og andre
gange udgivet på et forlag, som jeg selv stiftede og som jeg kaldte for FremTid. Og i
den seneste tid - helt op til i dag - har jeg udgivet tekster, som er blevet publiceret på
Internettet på forskellige websider.
Her er en liste over de tekster/bøger jeg har udgivet:
* Få plan i din tid (Schultz, 1990)
* Bliv en bedre sælger (FremTid, 1993)
* Kurser og personlig udvikling (FremTid, 1993)
* Samtaler med en guru (FremTid, 1994)
* Har man ret til en far? (FremTid, 1994)
* Lille studiebog i etik (FremTid, 1998)
* Svensk ØD-debat i 70-erne (Kult.soc. Forlag, 1981)
* Lille studieordbog for amatørteologer (FremTid, 1998)
* Hvad er godt og hvad er ondt - Lille lærebog i etik (Tellus, 1999)
* Lille lærebog i transaktionsanalyse (Tellus, 2000)
* Den intelligente virksomhed - om læring og effektivitet (Webbog, 2003)
* Du er fed mand - hvad vil du gøre ved det? (Webbog, 2004)
* Lederens lille lærebog (Webbog, 2004)
Jeg skrev desuden en masse artikler om forskellige emner, men dem vil jeg ikke
nævne her, men jeg vil fortælle lidt om mine film. Da det gik rimelig godt med mine
kurser, fik jeg på et tidspunkt den idé, at jeg kunne oversætte en del af disse kurser til
video. Dengang var video noget forholdsvis nyt, så jeg syntes at jeg var ude på den
teknologiske forkant, og for at være sikker på, at jeg selv kunne styre produktionen,
købte jeg et professionelt filmkamera, en recorder og en del andet udstyr, som man
skal bruge for at lave rigtige videofilm. Det eneste jeg manglede var faktisk et redigeringsstudie,
men jeg regnede med at jeg kunne låne eller leje redigeringstid i nogle
af de københavnske studier, og sådan blev det også. Jeg kaldte mit firma for Dansk
Erhvervs Video, og det var min tanke, at jeg ikke selv skulle være den eneste optrædende
på disse videofilm, men at konceptet skulle udvikle sig sådan at jeg efterhånden
kom til at lave film med andre undervisere end mig selv. Jeg mente, at der måtte
være et stigende marked for undervisning i denne form, for det er jo noget billigere at
købe og vise et videobånd, end det er at hyre en underviser til at køre et helt kursus.
Mange virksomheder har måske kun en enkelt medarbejder eller nogle få, som skal
lære et emne, og her er videoundervisning meget velegnet og - i mange tilfælde - den
eneste mulighed.
De film jeg optog, havde næsten de samme titler som mine kurser, og indholdet
var også det samme. De blev optaget i henholdsvis min egen stue på Seedorffs Vænge,
hvor jeg boede, eller i forskellige lokaler, som jeg lånte eller lejede rundt om i
byen. For at få optaget disse film var der naturligvis brug for en masse hjælpere til at
holde kamera, at styre lys og meget andet, så jeg fik flere af mine venner til at assistere.
Det gjorde de for det meste uden betaling, for det var jo ganske sjovt sådan
pludselig at være med i noget, som mindede om professionel videoproduktion. Men
selv om produktionsomkostningerne blev holdt nede på et minimum, så var det alligevel
dyrt at fremstille disse videoer, og salget gik desværre ikke nær så godt, som
man kunne have ønsket. Jeg solgte måske 10 videoer det første år jeg markedsførte
61

dem, og derefter besluttede jeg mig for at koncentrere mine kræfter om noget, som
jeg vidste at jeg havde forstand på. Video var sjovt, men jeg havde jo ingen faglige
forudsætninger for at arbejde med dette medie, og jeg vidste at mange af de mennesker,
som arbejde i denne branche, nærmest gjorde det for sjov. Der var hård konkurrence
om kunderne, og jeg kunne gætte, at jeg ville få problemer med nogensinde at
få mit lille videofirma til at give en bare nogenlunde rimelig indtjening. Jeg valgte
derfor at sælge mit udstyr og opgive. Ikke fordi det var dårlige ting jeg havde lavet,
men fordi at jeg vidste, at jeg måtte koncentrere mig, hvis jeg ville have succes. At
holde kurser og at skrive bøger var nok til at holde mig beskæftiget, og her var risikoen
for at få dundrende underskud ikke så stor, som den var i videobranchen. Jeg
tror at jeg satte mere end 100.000 kroner til i det år, hvor jeg lavede video, og det helt
uden at indregne min egen og mine venners arbejdstid. Det var lidt for meget.
Olivetti ETV 240 - Macintosh SE 20 (1986 - 1995)
Jeg elsker computere, og det har jeg altid gjort. Noget af det første jeg købte, da jeg
var startet som selvstændig kursusleder var det mest avancerede tekstbehandlingsanlæg,
som man kunne få på den tid. Det var af mærket Olivetti, modellen hed ETV
240 og den bestod af en elektrisk skrivemaskine, en skærm og et diskettedrev. Det
virkede i princippet ligesom moderne tekstbehandlingsanlæg på pc, men softwaren til
denne maskine, var brændt i hukommelsen, så man kunne ikke lave programmet om
eller udskifte det. Men det var der heller ikke brug for, for det virkede fortræffeligt.
Det var en vidunderlig udvikling i forhold til den måde, som jeg havde lavet alle mine
universitetsopgaver og min magisterkonferens på. Dengang skrev jeg teksten på
stencils, som så blev trykt i en duplikator, og når jeg havde lavet fejl, måtte jeg male
rødt lak på den stencil jeg havde brugt for at slette teksten, og så var det rigtig svært
at skrive noget nyt oveni.
Har man ikke prøvet det, så er det nok umuligt at forestille sig den fremgang, det
var at gå fra skrivemaskine og duplikator til elektronisk tekstbehandling. Jeg var begejstret
og jeg følte ikke at prisen på 35.000 kroner (1985) var for høj. For næsten de
samme penge kunne jeg i øvrigt have købt den første dos-baserede pc, som kom på
markedet, og med den kunne jeg have arbejdet med WordPerfect. Men jeg valgte det
sikre, nemlig Olivetti, som der aldrig ville være installationsproblemer med, som der
ikke kunne gå virus i og som jeg var sikker på, altid ville virke. Det var det, som forretningen
anbefalede som det sikre køb, og jeg fortrød det bestemt ikke. Alle mine
kursusmaterialer blev indskrevet på denne maskine og lagret på disketter. Når jeg
skulle afholde et kursus, kunne jeg finde præcis de dokumenter frem, som jeg skulle
bruge, og jeg kunne få maskinen til at trykke dem. Derefter skulle de naturligvis fotokopieres,
men det havde jeg også en maskine til at klare.
Jeg var lykkelig for min Olivetti-maskine i flere år, lige indtil at jeg fandt ud af, at
der var noget helt nyt på vej. Nu var det blevet muligt at lave noget, som hed Desk
Top Publishing (DTP) og det gik ud på at man kunne udarbejde papirer og undervisningsmaterialer
med tegninger, billeder og tekst mellem hinanden på en computer og
få disse dokumenter udskrevet. Det var helt fantastisk, mente jeg, og gik et stykke tid
og overvejede om jeg skulle købe en pc, eller en Macintosh-computer til dette formål.
Jeg kendte ingen, som havde hverken pc eller Macintosh, så jeg vidste ikke,
hvor jeg skulle få råd, men i nærheden af mit hjem lå der en computerbutik, og der
hævdede de, at det mest almindelige var at bruge pc. Derfor købte jeg en pc og det
62

medfølgende styresystem, som hed DOS. Men da jeg havde fået den nye computer
hjem, måtte jeg konstatere, at den overhovedet ikke kunne bruges til noget. Jeg kunne
ikke finde ud af, hvordan styresystemet virkede, og jeg kunne ikke finde nogen
som kunne hjælpe mig. Jeg stod altså med et par ubrugelige kasser og en skærm, som
jeg havde betalt cirka 12.000 kroner for, og som jeg ikke kunne få til at lave noget
som helst. Det hele var naturligvis et spørgsmål om ekspertise, men jeg vidste intet,
computerforretningen kunne ikke hjælpe og der var ingen andre jeg kendte, som
kunne forklare mig, hvad jeg skulle gøre. Jeg blev derfor så frustreret, at jeg annoncerede
hele herligheden til salg i den Blå Avis, og 14 dage efter, at jeg havde fået
udstyret ind i stuen, var det nu væk igen. Og jeg var blevet lidt klogere.
Da jeg var overbevist om, at computere var fremtiden, var der nu kun én mulighed,
og den hed Macintosh. Jeg vidste at disse computere var lettere at anvende end
pc'erne, og jeg gik derfor ind i en forretning og købte en lille smart maskine, som hed
SE20. Den havde en 10-tommer skærm, som var bygget sammen med kabinettet og
den havde et diskettedrev til at føre data ind og ud fra harddisken, som var på 20 MB.
Og man behøvede bare at tænde denne computer for at finde ud af, at det var noget
helt andet end den tidligere pc. Der var billede på skærmen og jeg kunne med det
samme skrive små noter og lave simple udregninger ved hjælp af de programmer,
som fulgte med styresystemet. Og da jeg i de følgende måneder kom i kontakt med
en del andre Macintosh-brugere, fik jeg dermed også adgang til en masse software,
der gjorde at denne lille maskine kunne lave næsten hvad som helst. Jeg tog også en
piratkopi af et rigtig smart program, som hed PageMaker. Det gjorde jeg på et offentligt
datacenter, som lå på Nørrebro, og ingen opdagede det vist. Programmet fyldte
ca. 1 mb, så det kunne ligge på en diskette.
Ved hjælp af PageMaker, var jeg nu i stand til at udarbejde alle mine undervisningsmaterialer
i en kvalitet, som var helt fantastisk, set i sammenligning med sådan
som standarden for den slags var på dette tidspunkt. Hver gang jeg holdt kurser
spurgte eleverne mig, hvordan jeg havde lavet de materialer som jeg udleverede, og
jeg er sikker på at jeg på den måde var med til at udbrede budskabet om den fantastiske
Macintosh-computer. Jeg havde i øvrigt også købt en laserprinter, som kunne
tolke postscript, det sprog som man måtte anvende, hvis man skulle lave avanceret
grafik og tekst blandet med hinanden. Printeren havde oprindelig kostet 75.000 kroner,
men jeg købte den brugt for 24.000 og dermed havde jeg en super professionel
installation. Det varede mindst 5 år, før man i pc-verdenen var i stand til at fremstille
materialer af samme kvalitet, som jeg lavede på min lille Macintosh, og jeg var naturligvis
stolt.
Som resultat af mit arbejde med den nye computer, mødte jeg en del mennesker,
som også arbejdede med Macintosh, og vi blev på et tidspunkt enige om at danne en
forening. Navnet blev MacBruger, og jeg blev den første formand. Jeg var jo så begejstret
for min Macintosh, at jeg nærmest var blevet "evangelist". Jeg forstod slet
ikke de mennesker, som købte pc og jeg frydede mig over at vise de stakkels dosbrugere,
hvad man kunne lave når man anvendte en "rigtig computer", altså en Macintosh.
Der skulle gå 10 år i alt, før jeg mente at man i pc-verdenen havde indhentet det
forspring, som Macintosh havde. Jeg vidste at flertallet af verdens computerbrugere
anvendte pc'ere og når de nu var blevet lige så gode som Mac'erne, så mente jeg at
det var en god idé at skifte. Dels fordi at det altid er en fordel at anvende den gældende
standard, og den var naturligvis knyttet til pc, men også fordi at Mac'erne fortsat
var næsten dobbelt så dyre som pc'erne og det fandt jeg, var et væsentligt argu-
63

ment, når man nu skulle spare på pengene. Og så var der den sidste fordel ved pc,
som måske var det vigtigste af alt: Der var masser af pc-brugere overalt, og man
kunne altid få hjælp til at løse sine problemer. Sådan havde det ikke været, da jeg
købte min første pc, men sådan var det blevet i mellemtiden. Derfor solgte jeg min
Mac og købte en pc, og det er på den platform at jeg har arbejdet siden. Nu drejer det
sig ikke om DTP, men om Internet, web-bank, regnskaber, websider, e-mails og nyhedsgrupper.
Ingen af disse ting kendte jeg noget til, da jeg købte min SE20, men det
var en spændende og altid udfordrende rejse jeg begyndte dengang. Jeg elsker stadig
computere og er fascineret af det, jeg kan bruge dem til. De grundlæggende følelser
har ikke ændret sig.
Programmering og websites
Den sidste ting jeg vil fortælle om, rent arbejdsmæssigt, var da jeg valgte helt at forlade
kursusverdenen og bad Arbejdsformidlingen om at give mig en ny uddannelse
som webprogrammør. Af forskellige årsager gik min kursusvirksomhed efterhånden
dårligere og dårligere. Jeg var træt af at undervise på handelsskolen og jeg kunne
mærke at mine elever var trætte af mig. Jeg solgte også stadig færre kurser til virksomhederne
og jeg var ikke rigtig selv lige så engageret i disse kurser, som jeg havde
været hidtil. Jeg mistede troen på mit eget budskab, samtidig med at der skete en
masse andre ting i mit liv, som jeg fortæller om i det næste kapital.
Det, som konkret gav mig anledning til at lave et radikalt skifte, var et par klager,
som jeg fik fra mine elever på handelsskolen, og nogle reaktioner, som jeg mærkede
på et andet kursus. Eleverne følte vist ikke mere, at jeg selv stod bag det budskab,
som jeg formidlede til dem, og de kunne mærke, at jeg selv - rent personligt - var et
andet sted. Jeg var ikke mere den samme dynamiske, smukke og naive unge mand,
som jeg havde været 15 år tidligere, og jeg vidste selv, at tiden var inde til forandring.
Det paradoksale var jo, at jeg selv havde skrevet bøger og afholdt kurser i
massevis, hvor en af de væsentligste pointer var den, at mennesket skal være villig til
at risikere. "Det er bedre at miste fodfæstet for en stund, end det er at miste livet", har
Søren Kierkegaard engang sagt, og netop denne sætning, var et godt udtryk for min
egen livsfilosofi. Men jeg fulgte ikke selv den filosofi, som jeg gjorde så meget for at
udbrede til andre, og det vidste jeg godt selv. Jeg burde have været elev på et af mine
egne kurser, har jeg mange gange tænkt, for hvor blev der dog sagt mange sandheder,
som jeg er sikker på har hjulpet mange af mine elever til at revidere fejl og at lægge
deres liv om, så de blev mere lykkelige og mere gavnlige for deres omgivelser. Men
for mig selv var det helt anderledes. Jeg var som en omrejsende gøgler, der optræder
med de samme numre på hvert et marked, som han kommer til. Jeg havde oparbejdet
en betydelig sum af erfaring og jeg havde masser af vittigheder, masser af smarte
plancher, masser af gode eksempler, masser af øvelser, masser af cases og masser af
alting, som en underviser har brug for. Det eneste jeg manglede, var en troværdig
personlig biografi, som ville gøre det budskab jeg prædikede for mine elever troværdigt.
For hvis lægen ikke selv ønsker at tage sin egen medicin, så er det ikke mærkeligt,
at patienterne heller ikke ønsker at tage den. Jeg var simpelthen ikke troværdig
mere, i hvert fald var det sådan, jeg så mig selv, og derfor mistede jeg den overbevisning
og den energi, som gør en underviser god.
Spørgsmålet var ikke så meget, om jeg skulle lægge livet om eller ej, for det var
jeg nødt til. Jeg valgte at sige mit job på handelsskolen op og jeg holdt op med at
64

markedsføre mine kurser. Jeg annoncerede ikke længere i aftenskolekatalogerne og
sendte ikke flere brochurer ud til virksomhederne, så de forholdsvis få kurser, som
jeg alligevel måtte afholde, var udelukkende resultat af fortidens kontakter. Jeg har
siden år 2000 måske afholdt fem virksomhedskurser i henholdsvis kropssprog og et
par andre emner, men det er også det hele. Jeg siger ja, når man spørger mig, fordi
det giver penge, men jeg glæder mig ikke til at afholde disse kurser, og jeg mener
selv at andre kan gøre det bedre. Jeg opfatter heller ikke mere mig selv som værende
kursusleder, virksomhedskonsulent eller "guru" for nu at bruge et ord, som ofte hæftes
på mennesker i den branche jeg arbejdede i. Jeg er nu en mand, som laver noget
helt andet, men som har en fortid, som lejlighedsvis spøger, forstået på den måde, at
ikke alle de tidligere kunder endnu er væk.
Da jeg havde stoppet på handelsskolen og valgt ikke at markedsføre mine kurser
mere, stod jeg stort set uden arbejde, og jeg vidste, at jeg måtte finde på noget nyt.
Det var jeg ikke spor ked af, for det var jo netop det, som var formålet med det hele.
Jeg havde kvittet mine fortidige aktiviteter, og jeg vidste, at når det gamle er væk, så
er det kun et spørgsmål om tid, før noget nyt dukker op, og sådan gik det også for
mig.
Jeg har altid været vild med computere og siden jeg kom på Internet (1996) og
lavede min første website (1997), havde jeg haft et ønske om at lære at programmere
rigtigt. For det første var det at programmere, for mig, en form for mystisk og svært
forståelig aktivitet, som fascinerede mig. For det andet, så vidste jeg, at det var nødvendigt
at kunne programmere, hvis man ville lave rigtige websites, som kunne bruges
af foreninger. For rigtige websites henter deres data fra databaser, og for at kunne
kommunikere med databaser, var man nødt til at kunne programmere. Spørgsmålet
var kun, hvilket sprog man ville programmere i, for der var flere muligheder. Men
programmering kom man ikke udenom, hvis man ønskede at arbejde seriøst på Internettet,
og det gjorde jeg.
Da jeg havde været arbejdsløs et stykke tid, gik jeg derfor op til Arbejdsformidlingens
akademikersektion og spurgte, om jeg ikke kunne blive uddannet til programmør,
og det var de ikke spor negative overfor. Det var den gang at Internettet
var nyt, og man mente, at enhver akademiker, som kunne blot en smule kodning,
straks ville blive ansat i en af de nye virksomheder, så der blev afholdt masser af
kurser for mennesker som mig. Først kom jeg på et kursus i Cobol, men jeg fandt
hurtigt ud af, at det ikke var denne form for kodning, som jeg interesserede mig for.
Logikken i sig selv var interessant nok, men dette sprog kunne ikke bruges til at lave
websites med, men kun til at styre store systemer af den art, som bankerne anvendte
til at styre deres kunder. Jeg kunne altså få arbejde i banksektoren, hvis jeg gennemførte
dette kursus, men det var jeg ikke rigtig interesseret i. Jeg tænke nemlig, at jeg
sikkert ville blive træt af dette miljø, ligesom jeg var blevet træt af så mange andre
lønarbejdsmiljøer, så det klogeste jeg kunne gøre, var at lære et sprog, som kunne
anvendes af mig selv til at lave websider - freelance - også selv om jeg ikke var ansat
i et firma. Det jeg var interesseret i, var altså at kode i ASP eller PHP, for det var - så
vidt jeg vidste - de eneste sprog, som levede op til de krav jeg havde. Her ville mine
anstrengelser for at lære det nødvendige, under ingen omstændigheder være spildte,
for selv hvis jeg ikke kunne finde et job, som jeg var glad for, så kunne jeg lave alle
de websites jeg ville for mig selv, og evt. forsøge at sælge dem til andre. Jeg kunne
altså altid arbejde freelance som programmør, og selv om det nok ville give færre
penge end dem man tjener, når man er fastansat, så er det til gengæld frit.
65

Muligheden for at få det helt rigtige kursus fik jeg i 2000, hvor jeg blev optaget på
et étårigt kursus i ASP-programmering hos et firma, som hed Microworld. Alle der
deltog i dette kursus, fik vi at vide, var særligt udvalgte, og vi var alle sikrede job i
webbranchen, når vi var færdige. Det lød rigtig godt, syntes jeg, men det viste sig
desværre at være forkert. Da kurset var slut, var den såkaldte "internetbobbel" bristet,
og en række af de virksomheder, som var opstået i Internettets første faste, gik konkurs.
Men det var jo ikke så slemt for mig, for jeg havde allerede fra starten, forberedt
mig på at skulle arbejde freelance, og det var der jo ingen, som kunne forhindre.
Det gjaldt derfor bare om at lære at programmere, og det lærte jeg.
På dette kursus mødte jeg i øvrigt en del interessante mennesker, som lærte mig
en masse om dét at være programmør og dét at arbejde med Internet. Der var flere af
eleverne, som var meget dygtige, og så var der også andre, som var lige det modsatte.
Jeg fandt ud af, at man ikke lærer noget, hvis man ikke selv arbejder med stoffet.
Programmering er en praktisk færdighed, som kræver en vis teoretisk forståelse af
hvordan Internettet virker og hvordan browser og server interagerer med hinanden.
Det er også en fordel, hvis man har så meget logisk sans, at man kan se meningen
med et stykke kode, når man får forklaret den særlige syntaks, som denne er opbygget
i. Men først og fremmest er kodning noget praktisk, som man lærer ved at eksperimentere
sig frem og ved at stille spørgsmål til mennesker, som har den viden man
ikke selv har. Disse spørgsmål kan f.eks. stilles i nyhedsgrupperne på Internettet, og
dem har enhver jo adgang til.
Allerede inden kurset var slut, havde jeg lavet to websites. Den ene var et kontaktbureau,
som jeg kaldte for Topdating, og i løbet af de næste to år kørte dette bureau
videre med op til 500 medlemmer. Jeg vidste at man kommer til at bruge næsten
alle kodningens muligheder, når man laver et sådant bureau, og derfor mente jeg at
det var en passende træningsopgave. En anden site, som jeg startede op, var kunstgalleriet
Art4You, som stadig i dag er i luften. Det var mig som kodede det og jeg
var selv med i de første fem år, men så valgte jeg at sælge det til en af de kunstnere,
som var medlem.
I årene der er gået siden afslutningen af mit kodningskursus, har jeg lavet en lang
række websites, hvoraf nogle er lavet for andre og andre er lavet for mig selv. Jeg har
specialiseret mig i at lave såkaldte "portaler", hvilket er websites med medlemmer
beregnet for foreninger og organisationer. I princippet er alle mine websites videreudviklinger
af det gamle Topdating, som ikke eksisterer mere. Det handler om at
mennesker kan melde sig ind og derved få adgang til informationer og til at kommunikere
indbyrdes, og det har man brug for overalt. Jeg har lavet en del sites, som senere
er blevet nedlagt, og i dag bruger jeg mest tid på de websites, som jeg ikke selv
ejer, men som jeg har lavet for andre, som så har bedt mig om at servicere dem som
teknisk webmaster. Det drejer sig f.eks. om Kadi.dk, Forfatterkvarteret.dk og Seniorkollektivet.dk.
Jeg valgte i øvrigt at skifte teknologisk platform fra Microsoft ASP til PHP, som
er et Open Source sprog. Formålet var at gøre mig fri fra de - efter min mening - alt
for dyre licenser, som Microsoft kræver af brugerne til deres programmer, men det
var også formålet at finde et sprog, som var hurtigt, som ville leve i lang tid ud i
fremtiden, og som havde et stort aktivt community til at understøtte sine brugere. Alt
dette mente jeg bedst at kunne få tilfredsstillet med PHP, men desværre var det ikke
dette sprog, som vi havde lært på programmeringskurset, hvor det hele gjaldt om at
66

indrette sig på erhvervslivets betingelser, og de var - sagde man - orienteret mod Microsoft,
og ikke andet.
Jeg elsker stadig computere og jeg elsker at programmere. For mig er det en form
for meditation at arbejde med udvikling af websites, og især den tid hvor man kæmper
for at forstå noget nyt og at finde veje til at løse problemer, er særdeles tilfredsstillende.
Det fine ved at arbejde, som jeg gør det i dag, er at man altid har et stort
community, som gerne vil hjælpe. Man møder disse mennesker på Internettet, men
de eksisterer naturligvis også i den virkelige verden. Jeg har stadig kontakt med en
enkelt af de elever, som jeg mødte på det oprindelige kursus, og jeg har stor glæde af
at udveksle erfaringer med ham. I dag er Internettet jo blevet en hel del mere, end det
var da jeg gik i gang. I dag sidder jeg ved min pc, når jeg skal tjekke min økonomi,
skrive breve (e-mails) til mine venner, stille spørgsmål, læse aviser eller undersøge et
eller andet, som jeg interesserer mig for. Det sidste jeg har fået adgang til, er Googlevideo,
som jeg synes er fantastisk. Her er tusinder af videoer, som er ganske gratis,
og som omhandler alle emner, som man måtte interessere sig for. Det er som at få
adgang til at skatkammer af viden, og dette skatkammer skal naturligvis ses som et
supplement til den gigantiske ressource, Internettet er som helhed. I dag er det ikke
muligt at studere noget emne, uden at anvende Internettet, og alle mennesker med
dannelse, er nødt til at være på. Det, som engang var en "hobby" for nogle mennesker,
er i dag en livsstil for unge mennesker og for alle andre med nysgerrigheden og
livsviljen i behold. Jeg laver stadig websites og tjener også lidt penge på det, men
selv hvis jeg ikke lavede disse sites, ville jeg være på nettet i flere timer om dagen.
For her foregår en stor del af mit liv og her har jeg adgang til de ressourcer og kontakter,
som gør livet værd at leve. Jeg er nok det man kalder for "internetafhængig",
men jeg opfatter ikke dette som en sygdom. Det er den nye verden, det er globalisering
og det er fremtidens kultur. Jeg er derfor glad for, at jeg - selv om jeg ikke mere
er helt ung - har fået lejlighed til at uddanne mig tilstrækkeligt til at jeg kan arbejde i
dette medium, tjene penge på det og være med til at gøre andre mennesker glade.
Internettet er en glæde, en hobby, en livsstil og et arbejde. Det er ikke et alternativ til
virkeligheden, men virkeligheden selv. I hvert fald for mig.
Tragedie og religiøs søgen
De to linier/veje
Lige siden jeg blev færdig med min universitetsuddannelse, har mit liv haft to linier,
som har kørt parallelt, men som kun i begrænset udstrækning har haft forbindelse
med hinanden. I min egen bevidsthed har jeg hele tiden været klar over, at jeg havde
disse to linier, men jeg har også vidst, at jeg ville gøre klogest i at holde dem adskilt
så længe som muligt. Den ene linie er den optimistiske, som handler om at køre kurser,
at tjene penge, at have en sød kæreste, at bo i en god lejlighed og at leve op til de
statusidealer, samfundet opstiller for det gode liv. Den anden linie er den realistiske,
som erkender de begrænsede muligheder som livet giver et menneske og den smerte
og de uretfærdigheder, som livet tvinger én til at stifte bekendtskab med.
De to linier har hver deres kvaliteter, og hvis jeg havde været et andet menneske,
havde jeg måske i højere grad kunnet finde en livsstil som forenede disse to linier.
67

Men det har altid været svært for mig, og jeg har følt det som om, at jeg måtte vælge.
Enten fulgte jeg den optimistiske linie eller også den realistiske. De mennesker, som
jeg mødte i den ene form for aktivitet var ikke de samme, som dem jeg mødte i den
anden, og jeg var nok heller ikke selv det samme menneske. Enten kørte jeg kurser
og skrev bøger, hvor jeg lærte mennesker at leve livet og at få succes på de eksisterende
betingelser, eller også forberedte jeg mig selv på det liv, som kommer efter det
nuværende. Enten var jeg altså handelsskolelærer eller også var jeg religiøs, begge
dele kunne jeg ikke være på én gang, så jeg måtte vælge. Og når jeg forsøgte at køre
begge spor på én gang, så var der en konflikt mellem dem, og denne konflikt ville
nødvendigvis betyde, at den ene linie måtte sejre over den anden. Det vidste jeg allerede
da de første tragiske begivenheder skete i mit liv, som åbnede mig op for den
realitet, der har at gøre med de evige sandheder, med det onde og med døden. Jeg
kunne godt køre kurser i transaktionsanalyse og samtidig selv studere teologi og religion,
men der var hele tiden en fare for, at jeg kom til at blande de to ting sammen.
Dette oplevede jeg en gang eller to, hvor jeg forsøgte at rejse teologiske emner i mine
timer, og alle gange opdagede jeg, at det gjorde eleverne urolige og utilfredse. De
ønskede ikke at debattere døden, de ville hellere beskæftige sig med livet, og det kan
jeg da godt forstå. Selv ville jeg nok også have valgt på denne måde, hvis jeg havde
fået et valg, men det fik jeg ikke. Jeg blev præget af de begivenheder, som udspandt
sig i mit eget liv og i min egen familie, og det at studere ondskab, død og evigt liv,
var ikke noget jeg gjorde fordi jeg havde lyst, men fordi jeg var nødt til det. Jeg mødte
mørket og jeg var nødt til at forstå det, hvis jeg ikke ville blive opslugt og selv
forgå. Og det ville jeg ikke. Jeg har altid haft en stor livsvilje og har aldrig følt mig
tiltrukket af hverken døden eller af de tilstande, der leder frem til den. Jeg elsker
morskab, aktivitet, skænderier, sex, børn, dyr og leg. Men jeg ved også, at dette kun
er en del af livet, og at der også er noget andet, som vi ikke kan vælge fra. Vi kan
kun vælge at fortrænge det eller at lyve for os selv. Men det havde jeg ikke lyst til.
Jeg valgte derfor allerede fra starten at tage den mørke vej alvorligt. Ikke for at gøre
livet mørkere end det ellers ville være, men - tværtimod - for at lære at håndtere dette
mørke. Hvis man ved, at det begynder at regne, så nytter det jo ikke at drømme om
solskin. Det, man har brug for er regntøj og en plan for hvordan man holder sig selv
tør. Og det samme kan man sige om de to linier i mit liv. Den lyse linie er den sjove,
og den ville jeg helst holde mig til, hvis det havde kunnet lade sig gøre. Men det
kunne det ikke. Jeg opsøgte ikke døden, men den kom til mig, og det jeg lærte gennem
dette møde, var i allerhøjeste grad med til at forandre mit liv.
Min fars død (1982)
Min far døde af kræft. Det tog tre måneder fra at han havde fået diagnosen, til han
døde. Det meste af tiden var han hjemme i huset i Charlottenlund, men det var efter
at jeg var flyttet i kollektiv. Alligevel fulgte jeg hans kamp for livet og jeg besøgte
ham på hospitalet flere gange.
Det var mærkeligt, for jeg følte, at der var noget jeg skulle sige til ham inden han
ikke var her mere, men jeg fik det aldrig sagt. Jeg var bange og min far og jeg havde
aldrig haft nogen form for personligt eller intimt forhold. Jeg husker i det hele taget
ikke mange positive oplevelser, som jeg har haft med min far medens han levede.
Det jeg husker var, at vi skulle sidde stille ved bordet når vi spiste og at ingen måtte
rejse sig, før alle havde spist op. Jeg husker også at jeg fremkaldte og kopierede sort-
68

hvide billeder med ham nogle gange, og det var ganske interessant, for en af hans
interesser var fotografering, og den interesse overtog jeg. Derfor har jeg i dag fotos
fra det meste af mit liv liggende på min computer, fordi han inspirerede mig til at
starte i en ung alder, og fordi jeg lærte, at man aldrig skal smide fotos ud. Det kan
være at man får brug for dem engang, og det havde han jo ret i. Fotos er en rigdom,
som man kan blive ved med at vende tilbage til. Jo ældre man bliver, jo mere værdi
har de.
Det gjorde ondt at se min far visne hen. Jeg overværede hans dødskamp, både når
jeg besøgte ham i hjemmet, hvor han lå i det store soveværelse på første sal og hvor
jeg sad ved hans seng og følte, at vi havde en slags tavst samvær, som - på sin vis -
var bedre end det samvær vi havde haft, da han var rask. Han kunne ikke sige noget,
og han var kraftigt medicineret. Alligevel var det tydeligt at det gjorde ondt på ham
og at han ikke havde det godt. Han lå med ansigtet nedad i sengen og en gang imellem
kunne jeg høre at han stønnede eller trak vejret dybt, som om der var noget, som
pinte ham. Jeg ved ikke rigtig om det gjorde ondt på ham, og jeg har ikke lyst til at
tænke på det. Men det var den gang jeg erkendte, at der må være noget, som er større
og mere vigtigt end det, som jeg hidtil havde troet på. Døden kan og må ikke være
slutningen på det hele, for det er bare for uretfærdigt og det er ubærligt at tænke på.
Jeg havde været kommunist og jeg havde kæmpet, som unge mennesker nu gjorde
det, for et bedre samfund. Alt sammen var det forståeligt og sympatisk. Men disse
idealistiske tanker og alt hvad jeg havde lært af teori og filosofi på mit studium, kunne
jo ikke hjælpe mig det mindste i den tid jeg sad alene med min far, som kæmpede
imod døden. Jeg huskede de mange gange, hvor jeg havde hadet ham og de mange
gange, hvor han gennemtrumfede sin vilje på det ene og andet område, som jeg ikke
brød mig om. Men måske vil en far og en søn altid kæmpe om magt og rettigheder i
familien, og måske er det derfor, at sønnen bør flytte hjemmefra så snart han kan, for
at finde sin egen identitet og forme sit eget liv. Min far var en dårlig far, det er min
ærlige mening, men dertil skal siges, at jeg selv ikke har været spor bedre.
Jeg havde gjort masser af oprør. Min far var ikke noget intellektuelt menneske og
han var bestemt ikke venstreorienteret. Han var uddannet på handelshøjskolen og
havde været ansat som kontor- og regnskabschef i forskellige firmaer. Men jeg havde
jo sluttet mig til de venstreorienterede, til kommunismen. Jeg havde meldt mig ind i
det kommunistiske parti og jeg havde brugt en stor del af min studietid på at arbejde
for partiet og at undervise i marxistisk teori og filosofi. Det var noget helt andet end
det, som min far stod for, og jeg formoder at han må have været frustreret. Eller også
har han bare været ligeglad. Selv var han vist tilhænger af Retsforbundet, som mener
at alt vil blive godt, hvis jorden bliver overtaget af staten og hvis vi blev meldt ud af
EU. Det syntes jeg var helt tosset, men jeg fik aldrig lejlighed til at diskutere det med
ham. Vi var så fjernt fra hinanden, at jeg slet ikke interesserede mig for, hvad han
tænkte og brugte tiden på. Først da han skulle dø, begyndte jeg at se ham som det han
var. En stakkel.
Som venstreorienteret og kommunist havde jeg naturligvis ikke nogen interesse i
religion, og mente tilmed, at den slags ting var noget reaktionært noget, som man
helst skulle holde sig fra. Gud og kirken eksisterede ikke i min verden, og der var
intet i min opdragelse, som fik mig til at savne nogen af dem. Mine forældre havde
aldrig interesseret sig for religion, og selv om jeg var blevet døbt og konfirmeret,
som alle andre, så var det ikke et udtryk form nogen form sympati med den kristne
tanke. Jeg interesserede mig ganske enkelt ikke for den slags ting, ej heller selv om
jeg løbende mødte præster, munke og kirkeligt engagerede mennesker. Vi boede
69

nemlig 50 meter fra Sankt Andreas kirke i Charlottenlund, som var en af de første
katolske kirker, som blev bygget i Danmark efter religionsfriheden i 1849.
Vi vidste, at hver søndag gik katolikkerne til messe, men vi vidste også at vi ikke
selv var katolikker, og at vi derfor ikke behøvede at tage stilling til hvad disse personer
foretog sig. De var jo bare anderledes end os, og det var helt naturligt. Denne
anderledeshed spillede i øvrigt ikke den store rolle for de katolske børn, som jeg legede
med. Vi snakkede aldrig om noget religiøst og ingen forsøgte at overtale mig til
at mene noget særligt i den sammenhæng.
Da jeg besøgte min far på hospitalet og da jeg sad ved hans dødsleje måtte jeg
naturligvis gøre mig nogle tanker om mit eget liv. Og måske har jeg alligevel på en
eller anden måde været præget af den kristne tro. Jeg husker i hvert fald, at jeg - for
første gang i mit liv - bad til Gud. Officielt troede jeg ikke på Gud, men det forhindrede
mig ikke at mærke den dragning i kroppen og det kald, som man ikke kan sætte
ord på, men som får et menneske til at føle trang til at bøje sig ned og folde sine
hænder. Om man tror på Gud eller ej er ligegyldigt, når man ikke har andre at henvende
sig til. Troen kommer til en, fordi man ikke har noget valg, ikke fordi man
ønsker det, men fordi det er det sidste håb.
Min far var indlagt på Gentofte Amtssygehus, og jeg besøgte ham flere gange
inden han sov (ud: hen) IND. Jeg husker at jeg gik hen ad gangen og følte mig meget
tung i kroppen og at jeg havde det som om jeg skulle græde. Jeg vidste, at min far
ikke havde det godt, og jeg følte at jeg skulle sige et eller andet til ham, men jeg vidste
ikke hvad. Vi havde stort set aldrig snakket alvorligt sammen, og der var ikke en
fornemmelse af kammeratskab eller gensidig solidaritet mellem os. I princippet var
han fremmed for mig, men dog en fremmed, som jeg havde levet med i 20 år og som
havde formet mig som menneske med de gener, som jeg havde arvet. Han var altså
ikke helt ligegyldig for mig, og jeg tror heller ikke, at jeg var ligegyldig for ham. Jeg
havde lyst til at sige, at jeg ville tilgive ham hans fejl, men jeg kunne ikke få ordene
sagt. Jeg følte at det var pinligt, og jeg tænkte at han måske ville reagere negativt. Så
min far døde uden at vi fik sagt farvel, og det var måske også det bedste. Men det
betød en masse for mit eget verdenssyn, og det var med til at sætte min egen søgen i
gang. For jeg var klar over, at døden ville jeg komme til at møde flere gange i fremtiden,
og at jeg også selv engang ville være den, som lå i sengen og sagde mærkelige
lyde. Engang ville jeg selv være den, som skulle bort fra livet og som frygtede smerten
og som ikke turde være alene. Det kunne hverken kommunisme eller sociologi
lave om på, og ikke desto mindre var det disse ideologer, som - mere end noget andet
- havde sat rammen for mit liv. Nu stod jeg så over for min far ved hans dødsleje, og
jeg havde intet andet at støtte mig på end mine egne kræfter, og de var få.
Jeg var magtesløs og valgte derfor at bede til den Gud, som måske ikke eksisterede,
og som jeg i hvert fald havde fornægtet i al den tid jeg havde levet. Jeg bøjede
mig i ydmyghed i erkendelse af mine egne begrænsninger og brugte den sidste løsning,
som mennesket altid har brugt, når håbet var ved at rinde ud. Jeg ville miste
min far, det vidste jeg, men jeg følte samtidig at forholdet mellem os var så ufuldstændigt
og uforløst. Han havde været en dårlig far, men jeg havde sikkert også været
en dårlig søn. Hvordan kunne jeg gøre alt det onde godt igen og hvordan kunne
jeg tale til min far en sidste gang, således at han ikke forsvandt fra mig, uden at sige
farvel. Jeg bad til Gud og jeg håbede. Jeg vidste at denne begivenhed ville forandre
mit liv, men jeg vidste endnu ikke hvordan.
70

Kamp for samvær med min søn (1988 - 98)
Noget meget smertefuldt oplevede jeg de år, hvor jeg kæmpede for at få samvær med
min søn. I dag kan jeg se, at jeg gjorde næsten alt forkert og at jeg opførte mig som
en idiot, men det kunne jeg ikke se den gang, hvor det var aktuelt. Og desværre kan
jeg ikke skrue tiden tilbage. Typisk er det vel, at når man står midt i konflikten, så
har man ikke evnen eller overskuddet til at tænke rationelt. Her har man brug for
hjælpere, som man stoler på, og som er i stand til at rådgive en om hvad man skal
gøre. Men jeg havde ikke sådanne hjælpere, andre and dem, som havde med Foreningen
Far at gøre, og de var alle mennesker, der stod i nogenlunde den samme situation
som mig selv. De var alle bitre og de forsøgte alle at finde metoder til at tage
hævn overfor den moder, som havde "kidnappet" deres barn og som gjorde det svært
eller umuligt for dem, at holde en naturlig kontakt til dette barn.
Jeg skal ikke kritisere Foreningen Far, for jeg mødte mange sympatiske mennesker
her, men jeg kan nok beklage, at jeg ikke var heldig at finde rådgivere med større
livserfaring end dem jeg mødte i denne forening. Og her tænker jeg naturligvis på
mennesker, som jeg stolede på. Desværre var jeg ikke katolik den gang, så jeg havde
ikke den mulighed at opsøge en præst, som kunne rådgive. Men måske havde det
heller ikke hjulpet, for jeg var jo drevet af en bitterhed og et had over den uretfærdighed,
som overgik mig og min søn, og jeg var nok ikke særlig modtagelig for fornuft.
Min sag var jo indlysende, som jeg så den. For det at sætte et barn i verden skal
man være to, og derfor må der også være to til at tage ansvaret for et barn. Alenemødre
og alenefædre er ikke noget ideal, som man skal stræbe efter, selv om det kan
blive resultatet, hvis forældrene ikke formår at samarbejde. Og det gjorde jeg og mit
barns mor ikke, så derfor har min søn aldrig haft en fader.
Jeg ved naturligvis ikke om hans mor har haft forskellige kærester eller om min
søn har kendt andre mænd, som kunne lære ham noget om de mandlige kønsroller og
den maskuline identitet, men uanset hvad, så har han i hvert fald ikke haft en rigtig
far, og det synes jeg er beklageligt. Men jeg påtager mig det fulde ansvar for alle de
ulykker, som er sket i denne forbindelse. Jeg lavede jo så mange dumheder, at det nu
- set i bagklogskabens lys - ikke er særlig mærkeligt, at det hele gik galt. I hvert fald
når disse dumheder kombineres med moderens negative indstilling og myndighedernes
uansvarlighed. Ikke sådan forstået, at jeg vil kritisere moderen eller myndighederne,
for det vil jeg ikke. Jeg påtager mig gerne hele skylden selv for at min søn
ikke har haft en far. Det løber jeg ikke fra. Men havde jeg fået hjælp på et tidligere
tidspunkt, kunne jeg måske have rettet mig op. Jeg ved det ikke, og det er egentlig
også ligegyldigt, for tiden er gået, og - som det siges - tiden læger alle sår. I dag er
mange af disse sår helet og jeg ser hele denne historie i det forklarelsens lys, som
lægger sig over fortiden.
Jeg vil ikke gennemgå sagen i detaljer, for det er deprimerende. Vi var ikke ansvarlige
og vi formåede ikke at tage konsekvensen af det, at vi havde sat et barn i
verden, som vi begge ønskede os. Vi burde selvfølgelig have været gift, men det blev
vi ikke. Og jeg burde naturligvis aldrig have indledt en sag ved de civile myndigheder.
Det gjorde konflikten meget værre end den ellers ville have været. Men alt det
vidste jeg ikke dengang. Det er noget jeg har lært siden. Og resultatet af alle mine
fejltagelser var naturligvis, at jeg kun så min søn sporadisk, ca. hver 14 dag, indtil
han blev to år gammel. Så fik jeg polititilhold for at opsøge moderen og derefter så
jeg ham ikke mere.
71

Tiden er gået og på en eller anden måde er jeg efterhånden blevet ligeglad. Min
søn (Mads) er jo ikke et barn mere, og jeg kan ikke gøre hverken fra eller til ved at
skabe en forbindelse til ham nu. Vi er forskellige mennesker, og det er meget tvivlsomt
om vi vil kunne forstå hinanden, hvis vi mødes. Jeg har god grund til at tro, at
han er præget af sin moder og af hendes indstillinger, og det vil jeg sikkert have meget
svært ved at acceptere. Så sandsynligheden for at vi - hvis vi mødes - ikke vil
kunne lide hinanden, er ganske stor. Desværre.
Mine fejl kunne der skrives en tyk bog om, men det gider jeg ikke gøre. For jeg
tror at ethvert menneske må gøre sine egne erfaringer, og jeg bilder mig ikke ind at
andre mænd som har samme problemer som jeg, ville gide læse en sådan bog. Og det
hele er i øvrigt allerede nedskrevet tusinder af gange i alle former for visdomsbøger
og religiøse skrifter. Vær mod andre, som du ønsker at de skal være mod dig. Fejl
foran din egen dør, før du fejer foran andres. Tilgiv andre deres fejl. Vend den anden
kind til. Tving ikke andre til at leve, som du ønsker, men giv dem friheden til at vælge,
etc. etc. Al den nødvendige viden eksisterer allerede, men problemet er, at de der
har brug for den, ikke er interesserede. Jeg har altså lavet dumme fejl og jeg har måttet
betale for dem. Ikke alene så jeg ikke mit barn medens han var mellem to og tolv
år gammel, men da han nåede den sidst nævnte alder blev han indkaldt af myndighederne
for selv at afgøre om han ville se sin far, og det ville han ikke. En tilsvarende
forespørgsel fire år senere gav det samme resultat. Jeg føler mig altså nu forkastet,
ikke alene af moderen, men også af min egen søn.
Selv om jeg selv påtager mig det fulde ansvar for, at tingene er gået som de er, så
får det mig ikke til at ændre min holdning til det, som er sket. Min søn er blevet kidnappet
og hjernevasket og det så grundigt, at det vil være næsten omsonst at gøre det
om. Han hader formentlig sin far, eller er i hvert fald bange for ham, og vil derfor
ikke have kontakt. Han føler, at han skal beskytte sin mor, som han mener vil lide
skade og blive ked af det, hvis han ser sin far.
Jeg har hørt om mange andre cases af tilsvarende art, og sandsynligheden for at
skaden bliver rettet op igen er ikke stor. Måske vil min søn se mig en gang i fremtiden,
når jeg er på plejehjem eller når jeg er død. Det vil han gøre for at kunne rense
sin egen samvittighed og for ikke at stå som skyldig i forhold til sine egne børn, som
han helst ser opdraget på anden vis. Jeg forstår ham så godt, for jeg brød mig heller
ikke meget om min egen far, og det selv om jeg levede med ham i hele min ungdom.
Så Mads's reaktioner er mig ikke fremmede. Tværtimod.
Jeg har ikke lyst til at skrive meget mere om denne sag, for den er afsluttet og jeg
ønsker at lægge den bag mig. Jeg har indrømmet min skyld og alle mine fejltagelser,
men opfordrer dog alligevel myndighederne til at lave love, som i højere grad gør
samvær muligt mellem børn og fædre, som er lige så dumme som mig. Desværre er
der nok en del. Men samtidig med at jeg indrømmer mine fejl, så lægger jeg heller
ikke skjul på, at jeg er stolt over at have kæmpet i så lang tid for mine egne og min
søns rettigheder. Kampen var mislykket, men jeg gjorde mit bedste. Jeg fik i alt tre
polititilhold for at opsøge min søn og hans mor, og jeg er stolt af dem alle. Jeg mener
at Gud er på min side, og jeg beder om at Mads engang vil få intelligensen og styrken
til at løfte moralske opgaver af samme vægt, for det er nu engang sådan, at det er
kampen for det gode - og kun det - som giver menneskets liv værdi. Uden denne
stræben, så kan vi lige så godt dø med det samme. Min søster Regitze er et godt eksempel
på dette. Mere om denne tragedie i det følgende.
72

Regitze død (1994)
Hvorfor døde min søster? Hvorfor tager en 43-årig kvinde sit liv, når hun har to dejlige
børn, en mand, et sommerhus og en dejlig lejlighed på Frederiksberg? Hvad er
det der gør, at nogle mennesker ikke er i stand til at løsrive sig fra livsbetingelser,
som de åbenlyst ikke trives med, men som de alligevel føler sig bundet til?
Jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke forstår min søster og at jeg slet ikke kan
acceptere det, som hun har gjort. Det var dumt og til skade for så mange, også selv
om det frigjorde hende selv fra en verden, som hun åbenbart ikke brød sig om. Men
var der ikke andre muligheder for at få det godt? Kunne hun ikke have forandret sit
liv på en eller anden måde? Kunne hun ikke have brudt sit ægteskab og være rejst
alene til Afrika? Kunne hun ikke have ændret sit liv? Flyttet til en anden bolig? Gået
ind i en bevægelse? Have meldt sig til en religion? Var der virkelig kun den mulighed
at tage sit eget liv?
Spørgsmålene er mange, og de vil aldrig blive besvaret. Men når et menneske,
som man er tæt på, forlader denne verden for egen hånd, altså gennem selvmord, så
må man overveje hvilken andel man har i denne desperate handling. Hvilket ansvar.
Og det har jeg tænkt over i mange år, uden at komme frem til andet end det, at jeg
intet kunne have gjort. Jeg fik beretning fra min mor om hvordan min søsters sygdom
udviklede sig og om de desperate forsøg hun gjorde for at tiltrække opmærksomhed
og at få hjælp. Men intet virkede og hun var derfor nødt til at handle stadig mere destruktivt,
for at fremprovokere en forandring, eller - alternativt - at forlade den verden,
som hun ikke havde det godt i.
Jeg holdt ganske meget af min yngste søster, som nok var den i familien, som jeg
havde mest fællesskab med. Hun boede ikke langt fra hvor jeg selv boede og jeg passede
ofte hendes børn, når hun og manden var i biografen eller på besøg hos deres
venner. Jeg følte mig i det hele taget knyttet til hende og hendes familie, og jeg havde
det godt med hendes børn, som formentlig er dem, som er blevet ramt hårdest af
det, som er sket.
Men min søster dummede sig og jeg har svært ved at finde en undskyldning for
det, som hun gjorde. Jeg ville ønske, at hun havde haft evnen til at lave sit eget liv
om, men det havde hun altså ikke. Hun søgte mange steder, bl.a. i det religiøse, men
hun fandt intet svar og der var ingen som kunne hjælpe hende. Kort tid før hun definitivt
afsluttede sit liv, meldte hun sig ind i folkekirken, som hun ellers havde forladt
mange år tidligere. Hun havde været ateist og religionsmodstander, men da hun selv
stod i smerten og erkendte, at der er ting, som kun Gud kan helbrede, skiftede hun
standpunkt. Derfor meldte hun sig ind i Folkekirken, for det var den eneste form for
tro, som hun kendte til. Men hun gik ikke i kirke og fik ikke nogen kontakt med et
levende kristent miljø. Hun forsøgte at klare problemerne selv, med hjælp af sin mor
og sine omgivelser. Hun gik også til terapi og fik piller, som skulle dæmpe hendes
humørsvingninger. Men intet hjalp. Til sidst valgte hun at brænde sig selv og en stor
del af den ejendom hun boede i ved samme lejlighed. Utroligt, vanvittigt og dumt.
Men hun var desperat og handlede som en sindssyg. Hun vidste ikke bedre, og hverken
jeg eller andre i hendes familie havde mulighed for at hjælpe hende. Derfor gik
det galt og hun efterlod os alle med nogle mægtige spørgsmålstegn og en uløselig
skyldfølelse. Kunne vi have reddet hende, og hvordan?
73

Jeg forstår stadig ikke min søster og jeg ønsker ikke at forstå hende. For hun gjorde
en alvorlig fejl, som ingen skal lyve hende uansvarlig for. Hun tog - for første
gang i livet - ansvaret for sig selv og hun handlede så desperat, at hun var helt sikker
på, at vi alle lagde mærke til hende. Og det gjorde vi. Men samtidig gjorde hendes
handling utrolig ondt på os alle, og satte et rigtig dårligt eksempel for de mennesker,
som husker hende i fremtiden og som tænker på den måde hun valgte at løse sine
problemer. Jeg beder til, at andre ikke får den samme dårlige idé, for intet er vel mere
destruktivt end det at tage sit eget liv. Det er en fornægtelse af Guds mening med at
have skabt os og det spreder det falske budskab til verden, at tilværelsen ikke kan
laves om. Det giver andre den forkerte opfattelse, at når man har problemer, så skal
man bare flygte. Men nej, det skal man ikke. Hellere kæmpe og tabe, heller lide og
gøre det hele forkert. Livet er helligt, ikke kun det ufødte liv og det liv vi ser i andre,
men også det vi selv har fået som gave af Ham, som har skabt os.
Jeg beder for min kære søster, og har medlidenhed med hende. Jeg håber at hun
har fundet fred og at jeg engang vil se hende igen. Men jeg er ikke så naiv at jeg tror,
at hun selv er uden ansvar. Ligesom jeg selv har ansvaret for at jeg har mistet min
søn, så har hun ansvaret for at have mistet sit liv. Vi kan forbande de andre, og det er
jeg sikker på at vi begge gør, men det forandrer intet. Vi handlede forkert, vi dummede
os og vi kommer til at betale. Det er livets egen logik, og sådan har den Gud
jeg tror på ønsket at det skulle være. Han har givet os en fri vilje til at handle - klogt
eller dumt - men prisen for denne enorme gave er, at vi selv må leve med konsekvensen
af de valg vi træffer. Jeg priser denne Gud og hans visdom. Sikken en vidunderlig
frihed han har givet os og sikken et ansvar.
Psykologiens begrænsninger
Det var mødet med døden og med min egen uformåen i forbindelse med kampen for
min søn, som gjorde mig bevidst om psykologiens begrænsninger. Jeg havde altid
gerne selv villet være psykolog, ligesom min mor. Men mine intellektuelle og skolemæssige
begrænsninger havde gjort det umuligt. Min mangel på adgangsgivende
eksamen var mit problem, og jeg troede ikke at jeg ville være i stand til at løse det.
Derfor havde jeg i en årrække arbejdet som kursusleder. Jeg havde undervist i personlig
planlægning, kommunikation, service, ledelse og samarbejde og organisationsudvikling.
Det var alt sammen emner, som havde med det psykologiske at gøre
og hele min livsholdning var præget af denne psykologi. Derfor stod jeg hjælpeløs,
da de virkelige problemer skulle løses.
Hvad skal man egentlig bruge psykologi til, spurgte jeg mig selv mange gange.
Min far var død og min søster havde taget sit eget liv. Hun havde ellers en psykolog
som mor og hun havde gået i terapi hos forskellige andre psykologer, inden hun tog
den dramatiske beslutning om at gøre en ende på det hele. Hvorfor kunne al denne
psykologi dog ikke redde hende, spurgte jeg mig selv, og hvad kan man bruge en
lære til, som ikke kan give os vejledning, når det gælder de vigtigste spørgsmål af
alle. Jeg begyndte at se psykologien i et mere negativt skær og dermed også mange
af de kurser, som jeg selv havde afholdt i de forløbne år. Det duede jo alligevel ikke,
når det kom til stykket.
På en måde er al psykologi værdiløs, ja ligefrem skadelig. For den lærer os, at vi
er resultat af arv og miljø, og det derfor - i sidste ende - ikke er os selv, som har ansvar
for vores eget liv. Psykologien er en deterministisk lære, som hævder at man
74

kan forudsige menneskets adfærd og holdninger ved at studere dets arv og miljø,
men ingen af disse ting har vi ansvar for. Derfor har vi heller ikke ansvar for vores
eget liv, altså hvis man skal tage psykologiens lære alvorligt. Der er altså en modsætning
mellem psykologi og ansvarlighed, og dermed også mellem psykologi og
moral. Som konsekvens af dette, kan jeg ikke se hvordan man kan bekende sig til den
kristne tro, hvis man samtidig tror på psykologien. Det må være enten eller. Enten er
mennesket et produkt af arv og miljø, og kan dermed - i lighed med dyrene - ikke
gøres ansvarligt for sine handlinger. Eller også er psykologiens grundtanke forkert,
og mennesket er ikke et produkt af arv og miljø. Så har vi - måske - en fri vilje og så
er vi ansvarlige for vores egne handlinger og må leve i den vished, at vi også selv
kommer til at bære konsekvenserne af disse. Når vi handler forkert og kommer galt
af sted, så er det ikke samfundets eller de andres skyld, så er det vores egen.
Som jeg ser det i dag er psykologien en slags fattigdom. Den forudsiger vores
udvikling og vores reaktioner på mange af livets områder, og det gør den ofte rigtig
godt. Men når det drejer sig om at give os en retningslinie, så har den ikke noget at
byde på. Psykologi har jo intet med moral at gøre og endnu mindre med religion.
Den kender ikke forskel på det gode og det onde, men kun på det, som gør godt og
som gør ondt. Men det er noget helt andet. Det gode er jo ikke det, som "gør godt" og
det onde er ikke det, som "gør ondt". Faktisk er det ofte lige modsat, nemlig sådan at
det gode er det som gør ondt og det onde er det som gør godt. Netop det, at den gode
handling ofte påfører os smerte, er jo det som gør, at den er god. For det som gør
godt, det som vi kan lide at lave og som tilfredsstiller vores behov, det følger vi jo af
egen vilje simpelthen fordi vi godt kan lide det. Men det som gør ondt, men som alligevel
er nødvendigt af den ene eller anden årsag, det har vi sværere ved at tage os
sammen til at gøre. Vi er bange og vi er egoistiske, derfor er der grund til at holde det
moralske i hævd, for det er en modvægt mod vores egoistiske tilbøjeligheder, og her
kan jeg ikke se, at psykologien er til nogen gavn. Tværtimod.
Hele dette opgør med psykologien er vigtigt for mig, for det er den ideologi - den
religion - som jeg selv er opdraget i. Min mor var psykolog og jeg havde levet i et
psykologisk miljø og undervist på masser af psykologiske kurser. Jeg var altså selv et
barn af den psykologiske tankegang, og det var netop den, som havde holdt mig - og
min søster - væk fra den kristne tro, for man kan jo ikke både tro på psykologien, på
Sigmund Freud, og på det kristne menneskebillede på samme tid. De to ting udelukker
hinanden. Man kan ikke både være skabt af Gud og have en fri vilje og være
skabt af mennesker og være bundet til arv og miljø. De to ting er ikke forenelige.
Ikke alene har de to ideologer helt modsatte syn på, hvad mennesket er, men de
har også to helt forskellige idealer for livet. Den ene ideologi - psykologien - mener
at det er formålet med livet at undgå smerte og at få succes hos sine medmennesker,
på arbejde og i forhold til sine børn. Det handler om at blive populær, at få sex, at
tjene penge og at få succes i erhvervslivet. Men for den kristne tro har det helt anderledes.
Her er alle af samme værdi for Gud, og bør derfor også være det for hinanden.
Den grimme er lige så meget værd som den smukke, den dumme er lige så meget
værd som den kloge og den fattige er lige så meget værd som den rige. Her handler
det ikke om at optimere skønhed, rigdom og popularitet, men om at få et godt liv
med de egenskaber, som man nu har. Her drejer det sig om at blive lykkelig, at gøre
godt for andre og at komme i himmelen. Her spiller troen altså en rolle, for ingen af
disse mål kan nås ved egen kraft. Her er fællesskabet og troen på Gud derfor afgørende.
75

For psykologien er Gud bare en "projektion", som mennesker anvender for at trøste
sig selv. Det er indbildning og overtro. Men for den kristne tro, så er Gud virkelighed,
også selv om hans eksistens ikke kan bevises. Det kan den fri vilje i øvrigt
heller ikke, og dermed skellet mellem godt og ondt. Alt sammen er det noget man
kan tro på eller lade være med at tro på. Det kan ikke bevises, men alligevel så har
det store konsekvenser for, hvordan man vælger at leve sit liv. Og min egen erkendelse
var den, at da jeg havde fejlet, da jeg ikke havde kunnet hjælpe hverken mig
selv, min søn eller min søster, så måtte der være noget galt med det livssyn, som jeg
havde lagt til grund for mine handlinger. Derfor måtte jeg finde et andet livssyn, og
helst så hurtigt som muligt. For en dag ville det være for sent.
Tid til forandring (2000)
Da jeg fyldte 50 år vidste jeg, at jeg skulle lægge mit liv om endnu en gang. Jeg havde
lavet et strategisk skifte, da jeg sprang fra min læreplads og begyndte at læse kultursociologi.
Det var i 1970. Jeg havde også lavet et skift, da jeg afsluttede uddannelsen
og fik ansættelse som lærer og uddannelseskonsulent, og - ikke mindst - da jeg få
år senere sprang ud som selvstændig kursusleder med speciale i kurser for virksomheder
og organisationer. Jeg havde altså erfaring med at skifte spor og jeg vidste fra
alle de bøger jeg havde læst, kurser jeg havde gået på, at det at skifte spor, er noget af
det sværeste, men også det mest vigtige, for at få et godt liv. Selv det sjoveste job
bliver kedeligt i længden og selv det mest behagelige opholdssted får - før eller senere
- en til at længes mod noget andet. Da jeg var blevet 50 år og havde arbejdet i kursusbranchen
i 18 år følte jeg, at jeg var brændt ud. Mine kursus på handelsskolen gik
ikke godt, eleverne klagede og jeg havde svært ved at koncentrere mig om at undervise
i det stof, som jeg tidligere følte var så spændende.
Jeg vidste at det jeg formidlede til mine elever ikke var godt nok, og jeg søgte
efter noget dybere. Psykologi er sjovt, men det er ikke holdbart i længden. Det besvarer
en masse små spørgsmål, men det gør ingen gavn når det gælder de store. Jeg
læste derfor i bibelen og jeg opsøgte forskellige religiøse kulter og retninger for at
finde et alternativ. Jeg gik også på kursus i den lokale folkekirke og var flere gange
til gudstjeneste og til personlig samtale med flere af præsterne. Det var alt sammen
godt, men ikke godt nok. Jeg var søgende, men vidste ikke, hvad jeg søgte efter. Mit
hidtidige livsgrundlag var ikke holdbart længere, det vidste jeg, men hvad skulle sættes
i stedet. Det vidste jeg ikke.
Der var blevet alt for stor forskel i mit hoved mellem det, som jeg mente var vigtigt
her i livet og det som jeg selv beskæftigede mig med. Jeg så mig selv som værende
overfladisk og latterlig og jeg følte, at jeg måtte finde en anden vej. Havde jeg
været klogere og mere modig, ville jeg måske have solgt mit hus og være rejst til
udlandet, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste kun, at jeg som regel
tog fejl, når jeg traf store beslutninger, så det måtte jeg påregne at gøre igen. Og vel
vidende, at jeg nok ville tage fejl, så vidste jeg også, at den største fejl af alle ville
være ikke at gøre noget. Det ville føre mig ud i den samme krise, som min søster
engang havde været i, og det var jeg - heldigvis - for klog til at ville udsætte mig selv
for. Derfor valgte jeg i stedet at sige mit job på handelsskolen op og at stoppe med at
annoncere mine kurser på aftenskoler og i forhold til virksomhederne. Jeg meldte
mig arbejdsløs, og mente dermed, at jeg ville blive tvunget til at lave noget andet end
det jeg hidtil havde beskæftiget mig med. Og sådan gik det også. Jeg kom på forskel-
76

lige kurser, hvoraf flere handlede om edb og Internet. Det interesserede jeg mig rigtig
meget for, og det kunne jeg godt tænke mig at arbejde med. Derfor tog jeg et årskursus,
som uddannede mig til webprogrammør, for computere og Internet var noget,
som havde min store interesse.
På vej mod den katolske tro
Unitarerne, et lærested (1993)
Jeg følte at jeg havde behov for et religiøst, et åndeligt, fællesskab. Jeg følte at livet
ikke var gået så godt, som det kunne, for mit vedkommende, og så følte jeg at den
sandhed jeg søgte måtte være at finde et eller andet sted i det religiøse supermarked.
Jeg havde jo allerede meldt mig ud af folkekirken som 19-årig, kort tid efter at jeg
var flyttet i kollektiv, for der var jeg jo helt afklare om, at den sandhed jeg søgte i
hvert fald ikke skulle findes i nogen form for religion. Altså lige det modsatte af,
hvad jeg mente nu, tyve år senere.
Jeg ledte altså efter et religiøst holdepunkt, men jeg vidste ikke meget om, hvad
der var forskellen på de mange kirker og religioner, som var på markedet. Det var
nok min indstilling, at jeg helst ville forblive kristen, men hvilken form for kristendom
det skulle dreje sig om, det havde jeg ingen anelse om.
Jeg husker en aften jeg lå i sofaen hjemme i min lejlighed på Frederiksberg og
læste om de forskellige sekter og trosretninger. Pludselig kom jeg til et afsnit, der
handlede om nogle, som kaldte sig Unitarer, og på trods af dette lidt mærkelige navn,
så var det faktisk en slags kristen religion, som imidlertid ikke - som de fleste andre
kristne - troede på treenigheden. Det syntes jeg var en rigtig god ting, for jeg havde
heller aldrig selv rigtig forstået, hvad der var meningen med denne mærkelige konstruktion.
Hvordan kunne en person samtidig være Gud og menneske, det havde jeg
meget svært ved at se, for Gud måtte da være alvidende og evig og det var et menneske
jo ikke. Jesus kunne altså ikke være Gud, som de normale kristne trosretninger
mente, det måtte være forkert. Derfor var det af stor interesse for mig at vide, at der
faktisk fandtes mennesker, som kaldte sig kristne og som mente det samme om mig
selv, nemlig at Gud er én og at læren om treenigheden derfor var noget vrøvl.
Allerede samme aften så jeg i telefonbogen for at finde ud af om der var noget,
som hed Unitarer her i landet, og det var der faktisk. De havde en kirke, som lå på
Dag Hammarskjølds Allé, altså ikke mange kilometer fra hvor jeg boede. Det var
spændende, og jeg besluttede at ringe til dem for at høre, hvornår de havde møde. Jeg
ville deltage, for jeg ville vide mere om hvad unitarisme var og hvad de mente om
andre religiøse emner end treenigheden. Jeg følte, at jeg var på sporet af det, som jeg
ledte efter.
Jeg var først til en personlig samtale med lederen af den unitariske menighed,
Preben Bovin hed han, og han var en flink mand. Han fortalte at de havde gudstjeneste
hver anden søndag og at der altid var kaffebord og diskussion efter gudstjenesten.
Desuden havde de en studiekreds, hvor de snakkede om forskellige mener vedrørende
tro og religion, og der var jævnligt møder om forskellige emner, som jeg også var
velkommen til at deltage i. Jeg skulle lige meldes ind, men det var bare en formalitet
og det kostede kun et par hundrede kroner om året.
77

Jeg nåede at være Unitar i cirka tre måneder, så følte jeg at jeg havde lært denne
trosretning tilstrækkeligt at kende, og at jeg havde fået diskuteret og afklaret nogle
helt centrale begreber, som jeg ikke tidligere havde kunnet forholde mig til. Det er jo
sådan, at hvis man ikke har mennesker at debattere et emne med, så er det meget
svært at udvikle sin erkendelse. Og da religion er et kontroversielt og - for de fleste
danskere - uinteressant emne, så er man nødt til at melde sig ind et sted, hvor det er
religionen, som er selve formålet, for at kunne deltage i sådanne diskussioner, og det
var netop et sådant sted, som jeg var kommet til. Jeg fandt derfor også hurtigt ud af,
hvad konsekvensen var af det, at man ikke troede på treenigheden. Den var at Jesus
kun kunne være et menneske, og ikke Gud selv, og når dette var tilfældet, så kunne
hans ord jo ikke have større vægt end den som man tillagde alle mulige andre religiøse
profeter. Der var derfor ingen hellige bøger hos unitarerne, og ingen hellige dogmer.
Unitarismen var en konstant søgen efter sandheden, men uden at denne søgen
havde et grundlag at tage sit udgangspunkt i. Jesus var bare et menneske, og enhver
religiøs lære var ligestillet med enhver anden. Det var derfor frit om man ville tro på
reinkarnation eller evigt liv, om man ville erklære det ufødte liv som værende helligt
og alt andet vedrørende troen var stort set også til debat. Man var enige om, at Gud
var én, men ikke desto mindre var der flere som interesserede sig for den polyteistiske
hinduisme, og der var tilmed et par stykker der mente, at Gud var en kvinde og at
alle kvinder var kaldet til at være guder.
Det var ganske sjovt at være unitar, og det var meget lærerigt. Jeg fandt ud af, at
man er nødt til at have visse grundlæggende spilleregler fælles, hvis man ønsker at
opretholde en seriøs kirke, hvor alle kan dyrke deres tro. Hvis alt er til debat, glider
det hele for meget ud, og den forening som kommer ud af dette, er ikke en kirke,
men snarere en debatklub. Og sådanne klubber havde jeg været medlem af mange
gange, men det var ikke det, som jeg havde brug for. Jeg troede, at menneskelivet var
helligt, at Jesus var Guds søn, at sandheden eksisterede og at vi ikke bare var henvist
til at skulle lede, men at vi også ville være i stand til at finde det, som vi ledte efter.
Derfor kunne jeg ikke være unitar, det fandt jeg hurtigt ud af. Men hvad så? Jeg
meldte mig ud af unitarerne og sammen med Linda, en pige jeg havde mødt hos unitarerne,
meldte jeg mig ud og dannede en lille forening, som vi kaldte "kristne unitarer".
Vi havde to medlemmer, og fik aldrig flere.
Bibelstudiekreds (1993)
Efter at have forladt unitarismen måtte jeg videre. Jeg vidste nu, at jeg måtte definere
mig selv som en form for kristen. Men det at være kristen, kunne jo tolkes på mange
måder, så jeg besøgte både Jehovas Vidner, Mormoner, Indre Mission, Adventister,
Pinsemission og flere andre religiøse sekter, som mente at have fundet den endelige
sandhed. Jeg var ikke imponeret over det jeg så og jeg følte mig ikke tiltrukket af
nogle af disse trosretninger, som - efter min opfattelse - nærmest var pinlige. Jeg
havde ikke brug for sekterisme eller for naiv bibeltro, og jeg vidste godt, at bibelen
hverken var skrevet eller redigeret af Vorherre, men af mennesker. Bogen indeholder,
efter kristen tro, inspirerede skrifter, men for at forstå hvordan disse skrifter er
blevet til og hvordan de er endt som en del af den bibelske kanon, er man nødt til at
bruge den historisk-kritiske tilgang, som man bruger på alle verdens universiteter og
som - i princippet - svarer til de metoder man bruger, når man studerer kultursociologi.
78

Jeg var, som det måske fremgår, ret interesseret i bibelen og jeg læste en del i
denne bog, som har været udgangspunkt for så megen debat og så mange stridigheder
op gennem historien. Jeg syntes at det var spændende og jeg anskaffede derfor
også et par gode bibelleksika og nogle andre teologiske ordbøger, som jeg kunne
bruge til inspiration i læsningen. Men jeg savnede nogen at gennemføre læsningen
med, og jeg havde ikke lyst til at skulle ind i en af de tidligere omtalte sekter og studere
bibelen der, for så vidste jeg at læsningen ville blive tendentiøs. Jeg husker i
tiden efter at jeg var blevet færdig med mit universitetsstudium, at jeg havde rekvireret
et gratis bibelstudieprogram, som man fik tilsendt, hvis man svarede på en annonce
i avisen. Det havde jeg gjort, og jeg havde også læst de lektioner, som programmet
bestod af. Men dette studium var åbenlyst utroværdigt, idet man gik ud fra, at alt
hvad der stod i den store bog var sandt, og at man i øvrigt ikke kunne gøre rede for,
hvordan og hvorfor man netop havde udvalgt de citater og tekstpassager, som man
havde. Det viste sig, at der var tale om en slags adventisme, og den slags kan jeg slet
ikke tage alvorligt. Det er - efter min mening - kun noget for dumme mennesker.
Undskyld jeg siger det. Men, om ikke andet, så havde jeg lært af dette kursus, og af
andre oplevelser jeg havde haft med protestantiske forkyndere, at bibelen kunne tolkes
på mange måder, og at den ene kunne begrundes lige så godt som den anden. Det
var derfor ikke en god idé at lade sig indoktrinere i en bestemt af disse metoder, og
for at undgå det, var det nok klogest at starte sin egen bibelstudiegruppe op.
Jeg satte derfor en annonce i Politiken under Kom Frit Frem og fik på den måde 5
- 10 henvendelser fra folk, som var interesserede i denne gruppe. Jeg havde også
stadig kontakt med Linda, min gamle ven fra Unitarerne, og hun skulle naturligvis
også være med. Vi startede derfor vores møder en varm sommerdag i haven til det
hus på Strindbergsvej i Valby, som jeg netop havde købt. Vi var fem personer til
første møde, og vi havde naturligvis forskellig holdning til mange ting. Vi diskuterede
bl.a. om vi ikke skulle følge en tekstrække, altså en bestemt læseplan, i de næste
møder. Og en sådan tekstrække kunne man jo både finde i Folkekirken, i den katolske
kirke og flere andre steder, så hvilken af disse rækker skulle vi bruge?
Bibelstudiekredsen kørte i alt 8 - 10 gange, og flere af os følte, at vi var nødt til at
drage konsekvensen af dette studium. Vi måtte engagere os på en eller anden måde.
Linda fortalte, at hun havde mødt en baptist og at hun havde i sinde at melde sig ind i
den baptistiske kirke, og det gjorde hun så. En anden af vores deltager mente at folkekirken
var det rigtige sted for hende, og der var hun medlem i forvejen, så hun
havde ikke noget som hun skulle lave om på i kirkelig retning. Selv følte jeg mig
stadig uafklaret, men da jeg havde besøgt alle de sektretninger, som jeg kendte, så
mente jeg at tiden måske ville være til at lære lidt om den katolske kirke. Jeg kendte
jo denne kirke fra min barndom, hvor jeg havde boet ved siden af Sankt Andreas
Kirke i Ordrup, så jeg vidste at den katolske tro var noget rimelig seriøst. Jeg vidste
også, at der var tale om verdens største og ældste kristne trossamfund, og det tiltalte
mig. Da mine erfaringer med mig selv var, at jeg altid tager fejl, så var det nok klogt
at holde sig til noget, som har en vis bestandighed. Noget som ikke forsvinder med
det samme, og hvor man kan møde mange forskellige mennesker. Lige som kommunisme
var international, tiltalte det mig også at den katolske kirke var international,
så min forhåndsindstilling var positiv. Men hvad den katolske tro gik ud på, ud over
at det handlede om en form for kristendom, det vidste jeg ikke. Men jeg var indstillet
på at finde ud af det.
79

Katolsk studier (1994)
Min tid som unitar og mine studier i bibelkredsen, samt de mange besøg i forskellige
kirker og trossamfund, havde lært mig en del om religion. Jeg vidste, at hvis jeg nogensinde
skulle kunne respektere en religion, så måtte den for det første være i tråd
med det, som mine forældre havde døbt mig til. Det måtte altså være en kristen religion.
Og så kunne det ikke være en religion, som troede på "trosfrelse". Dette begreb
var et skældsord hos Unitarerne, og det havde jeg helt taget til mig. En religion, som
tror at Gud vil frelse mennesker, hvis de bare "tror" det ene eller andet, var for mig
det rene vanvid og ud over dette, også særdeles umoralsk. Gud er kærlig, mente jeg,
og den Gud som er kærlig, vil naturligvis også kræve af sine børn, at de opfører sig
kærligt mod deres medmennesker. At blive frelst "gennem tro uden lovgerning", som
Paulus mente det, var - for mig - utænkeligt, og netop dette var derfor noget, som jeg
spurgte om de fleste af de steder vi var på besøg. Men ud over det, så interesserede
jeg mig også for spørgsmålet om bibelsyn og spørgsmålet om fri vilje. En seriøs trosretning
måtte have et videnskabeligt bibelsyn, mente jeg, og det betød at man måtte
anvende den historisk-kritiske metode til at forstå og forklare de bibelske skrifter.
Enhver form for bibelfundamentalisme var udelukket. Hvad den fri vilje angik mente
jeg, at et menneske naturligvis har en sådan, så de trosretninger som hævdede, at
menneskets vilje var ufri og at verdens gang var forudbestemt af Gud, kunne jeg ikke
bruge til noget. For hvis alt er forudbestemt, så er der jo ikke forskel på god og ondt.
Så er al etik meningsløs, og det vidste jeg jo, at den ikke var. Det var f.eks. ikke godt,
at min søn Mads ikke havde en far. Det var ondt. Jeg mente i øvrigt også at abort -
drab af ufødte mennesker - var ondt, for livet starter i moders mave, kunne man jo
klart læse i bibelen, så hvis kristendommen handlede om at gøre godt for mennesker,
så måtte abort være udelukket.
Min viden om religion var blevet så stor, at jeg kunne søge efter noget bestemt.
Jeg famlede ikke i blinde uden at vide, hvad jeg ville have, men jeg søgte efter netop
en sådan trosretning, som anerkender det etiske, som tror på den frie vilje og som
havde et videnskabeligt bibelsyn. Uden at disse tre forudsætninger var opfyldt, ville
jeg aldrig kunne respektere en religion, men om en sådan religion overhovedet fandtes,
det vidste jeg ikke.
Mit første kendskab til den katolske kirke fik jeg, da jeg ringede op til det katolske
bispekontor og spurgte, hvor man kunne lære noget om katolsk tro. Jeg fik det svar,
at jeg kunne henvende mig til en af de lokale katolske præster, og dem kunne jeg
finde i telefonbogen. Jeg fandt her en præst, som boede ikke langt fra mig selv, og
ham ringede jeg op til og lavede en aftale en uges tid senere. Dette første møde med
den katolske kirke gik bare rigtig godt. Den pågældende præst var jesuit, fortalte han,
men jeg vidste ikke meget om hvad det betød. Det vigtigste var dog, at hele denne
samtale, som varede i en times tid, forløb så uhyre positivt og i en så afslappet atmosfære.
Jeg var faktisk meget imponeret, for den kære mand, som var ca. 65 år gammel,
svarede helt åbent og særdeles fornuftigt på alt, hvad jeg spurgte ham om. Jeg
forstod, at de tre krav jeg havde til den rigtige religion, ikke var spor fremmede for
denne mand, og jeg fornemmede at han var mere eller mindre enig. Da jeg kom hjem
tænkte jeg derfor, at der måske var en måde, hvor jeg kunne komme til at lære mere
om det katolske, for jeg havde en fornemmelse af, at der var meget godt at hente her.
Jeg havde ikke umiddelbart planer om selv at blive katolik, for det vidste jeg godt
80

var en længere proces, men jeg mente at jeg måtte kunne lære noget mere. Efter 14
dage ringede jeg derfor op til præsten igen og spurgte om jeg kunne få en samtale
mere, og det accepterede han. Også denne samtale forløb rigtig godt, men jeg forstod
også på præsten, at han mente at jeg heller burde have en yngre præst som samtalepartner,
og han gav mig derfor telefonnummeret på en anden præst, som han mente
at jeg skulle snakke med næste gang, hvis jeg ville fortsætte.
En måneds tid senere besøgte jeg den unge præst, som den gamle jesuit havde
henvist mig til, men jeg må sige, at jeg ikke brød mig meget om ham. Han virkede
ikke seriøs, syntes jeg, og han var bestemt ikke den type, som jeg selv ville have lyst
til at betro mig til. Han mente mange fornuftige ting, kunne jeg høre, og jeg var nok
enig med ham i det meste. Men en ting er intellektuel enighed og en anden er personlig
tillid. Det sidste følte jeg ikke. Men heldigvis havde den gammel jesuit også givet
mig et andet tip, og det gik ud på at besøge den katolske boghandel, som lå på Vesterbrogade
og det gjorde jeg. Her fandt jeg et par interessante hefter, som jeg købte,
men jeg så også en brochure for noget, som blev kaldt for "Katolsk Brevkursus".
Dette kursus var i 12 lektioner og det kostede ikke noget. Man kunne betale, hvis
man ville, ellers var det gratis, så det fandt jeg meget rimeligt. Jeg tilmeldte mig.
Jeg var naturligvis spændt på, hvad indholdet ville være i de 10 studiebreve og jeg
var overbevist om, at jeg hurtigt ville få dem gennemlæst. Jeg var jo vant til at læse
bøger og vant til at lære, så jeg mente måske nok at jeg kunne læse de små hefter lidt
hurtigere end det var fastlagt i planen, så efter at have modtaget de første tre hefter
med 14 dages mellemrum, fik jeg de øvrige hefter tilsendt i en samlet pakke. Og indholdet
i disse hefter syntes jeg faktisk var rigtig interessant. Det var mere filosofi og
etik end det var bibellærdom, og det kunne jeg godt lide. Jeg kunne også godt lide, at
det blev slået fast meget klart, at mennesket - iflg. katolsk tro - havde en fri vilje, at
abort var forbudt og at der var etiske retningslinier for, hvordan kirke mente at livet
skulle leves. Alt var ikke tilladt, og man kunne ikke komme i himmelen bare ved at
foregive at man "troede" på det ene eller andet, hvis ikke denne tro gav sig udtryk i
praksis. Der stod også noget som Sakramenter, og selv om jeg ikke helt forstod, hvad
man mente med dette udtryk, så syntes jeg at det lød interessant. Det betød, at der var
noget som var helligt, og noget som man modtog, hvis man var katolik. Der var altså
en forskel mellem katolikker og ikke-katolikker, og det var jo væsentligt at kende
denne forskel, når man skulle afgøre om man ville være med eller ej.
Da jeg var færdig med de 12 hefter følte jeg mig stadig ikke mæt af information,
så jeg ringede til det kontor, som havde udgivet disse studiehefter, og her kom jeg til
at snakke med en kvinde, som kaldte sig for Søster Hildegard. Hun fortalte at der
ikke var flere hefter, men at jeg kunne komme til personlige samtaler og undervisning
hos hende, hvis jeg ville vide mere om den katolske tro, og det sagde jeg ja til.
Jeg var nysgerrig og mine erfaringer med kirken var - indtil videre - gode. Man kunne
jo godt gå til undervisning uden at dette skulle føre til at man blev katolik. Det
gjorde søsteren klart for mig, og det lød jo rigtig godt. Så jeg bad om at få en tid til
første samtale. Den skulle foregå i et kontorlokale, som lå bagved Steno-butikken på
Vesterbrogade, hvor jeg oprindelig havde fundet reklamen for dette kursus.
Det viste sig at disse samtaler var uhyre interessante og udbytterige for mig. Jeg
husker sjældent at have lært og forstået så meget på så kort tid, som tilfældet var i
dette forløb. Jeg gik i 3/4 år til disse samtaler, og vi mødtes ca. hver tredje uge, så
måske har jeg været til 15 samtaler i alt. Jeg talte dem ikke, men hver af dem var
meget værdifulde. Jeg havde som regel lavet en liste med spørgsmål, som vi tog udgangspunkt
i, men jeg måtte konstatere at hastigheden af svarene ikke stod mål med
81

den hastighed, hvormed jeg fandt på nye spørgsmål. Da der var gået et halvt år var
der derfor flere ubesvarede spørgsmål på min liste, end der havde været inden undervisningen
begyndte, og det tydede jo på at undervisningen var god.
Bortset fra de mange afbrydelser af telefonen der ringede eller af ekspedienten i
butikken, som skulle hente det ene eller andet, så syntes jeg at undervisningen var
meget koncentreret. Det var som om at St. Hildegard tog sit udgangspunkt i det personlige,
altså i min egen situation, og formåede at sætte den katolske lære og hele
kirkens realitet i relation til mig. Jeg følte at det alt sammen var meget vedkommende,
og jeg havde bestemt ikke lyst til at afslutte vores samtaler. Men da der var gået
et halvt års tid spurgte hun mig, om jeg havde tænkt mig at søge optagelse i kirken,
og det forstod jeg at hun måtte være interesseret i. For hun havde travlt, kunne jeg
mærke, og hvis jeg kun kom til undervisning af ren nysgerrighed, tror jeg nok at hun
ville afslutte forløbet inden alt for lang tid.
"Hvad vil du bruge denne undervisning til?" var spørgsmålet. "Vil du søge optagelse
i den katolske kirke, eller er det bare for at tilfredsstille dine intellektuelle interesser?".
Jeg kunne mærke, at jeg nu måtte til at træffe en afgørelse, og jeg havde
nok allerede truffet den inde i mit eget hoved. Jeg var afklaret så vidt, at jeg vidste, at
jeg ikke ville finde nogen anden religion, som var mere seriøs og som lå nærmere
det, som jeg selv troede på. Jeg følte mig på alle de punkter jeg havde sat mig ind i, i
overensstemmelse med katolikkerne, og jeg vidste med min forstand, at jeg ikke ville
finde noget bedre end dette. Jeg kunne altså vælge at holde mig udenfor, af angst for
at engagere mig i noget, eller jeg kunne gå med. Efter at have tænkt over det en uges
tid besluttede jeg mig for det sidste og det meddelte jeg til søster Hildegard.
"Vil du så fortsætte undervisningen hos mig, eller vil du gå et andet sted?" spurgte
hun, og jeg svarede at jeg godt ville prøve at gå til undervisning et andet sted, hvilket
altså blev til at jeg ville "afslutte" undervisningen hos en anden lærer. Nu var det jo
afklaret, at jeg gerne ville være katolik, så undervisningen havde pludselig et bestemt
mål, som den ikke havde haft før. Det var spændende, men også lidt foruroligende.
Men jeg vidste heldigvis, at jeg altid ville kunne hoppe fra igen, hvis jeg pludselig
fandt ud af, at denne kirke var noget helt andet end det, som præsten og søster Hildegard
havde lært mig. Jeg var forsigtig, og ville ikke binde mig til noget, som jeg senere
ville fortryde. Fejltagelser havde jeg lavet nok af i mit liv, så nu havde jeg behov
for noget, som ville holde. Helst i resten af mit liv.
Tiden var altså kommet, hvor jeg måtte sige farvel til St. Hildegard, og det var jeg
egentlig ked af. Jeg var desværre ret overbevist om, at jeg ikke ville få meget mere
med hende at gøre, for hun levede jo et liv som var så helt anderledes end mit eget.
Hun var dansk konvertit til den katolske kirke og hun havde allerede i en meget ung
alder valgt at blive ordenssøster. Hun boede på Frederiksberg i et benediktinerkloster
for kvinder, og der havde hun boet det meste af sit liv, når man lige ser bort fra de år,
hvor hun havde været under uddannelse i udlandet. Søster Hildegard var særdeles
vidende og hun gav mig nok den bedste introduktion til den katolske kirke, som man
kan få. Hun havde masser af humoristisk sans og jeg havde på fornemmelsen, at hun
godt kunne lide at have mig som elev. Der var også meget vigtigt for mig. Men selv
om søster Hildegard var venlig og vidende, så var hun også ærlig. Jeg husker en
gang, hvor hun fortalte mig, at jeg nok var lidt anderledes end de fleste andre katolikker,
som jeg ville møde i en dansk sognekirke. Min baggrund var anderledes og
det var mine holdninger måske også, så "du skal ikke regne med at der er mange,
som vil kunne lide dig" sagde hun. Det gjorde stort indtryk på mig, og jeg måtte formode
at hun havde ret i det, når hun nu sagde det. På den anden side følte jeg, at jeg
82

havde haft det ganske godt med den katolske præst jeg havde snakket med og med
søster Hildegard selv, så hvorfor skulle der dog ikke være andre, som var lige så venlige
som dem. Måske var jeg ikke den typiske katolske profil, men på den anden
side, så betyder ordet "katolsk" jo netop, at kirken er universel og at den er åben for
alle. Derfor mente jeg, at der også måtte være en plads til mig, uanset om andre katolikker
ville kunne lide mig eller ej. "Jeg skal nok klare mig", tænkte jeg.
Nye lærere (1995)
Efter at have afsluttet undervisningen hos søster Hildegard stod jeg nu uden nogen
personlig lærer udi det katolske, men med en så stor viden om denne religion, at jeg i
praksis havde besluttet mig for at ville konvertere. Ja begrebet "konvertere" er i virkeligheden
helt forkert i denne sammenhæng, for det at konvertere til den katolske
religion kan kun lade sig gøre, hvis man har sit udgangspunkt i en anden religion end
den kristne, f.eks. hvis man er muslim eller jøde. Men jeg var jo barnedøbt i Sct. Jacobs
kirke på Østerbro og havde derfor en gyldig dåb, også efter den katolske kirkes
opfattelse. Det som var mit problem, i kirkelig henseende, var altså ikke at jeg tilhørte
en forkert religion, men det at jeg ikke havde modtaget det sakramente, som følger
efter dåben, nemlig firmelsen. Firmelsen er det der svarer til protestanternes konfirmation,
men i den katolske kirke er dette ikke bare en højtidelighed, men et sakramente.
Og begrebet sakramente er meget centralt i den katolske tro, havde jeg fundet
ud af, for uden de rette sakramenter, har man slet ikke adgang til at kunne udnytte
kirkens mulighed. F.eks. er det ikke muligt at få til eukaristi (nadver), hvis man ikke
er har modtaget dåbens, firmelsens og bodens sakramenter, så uden disse, er man
reelt afskåret fra det katolske fællesskab. Uden eukaristi er der jo ikke megen mening
i at gå til messe, for hele messen er opbygget omkring dette ritual, som - for katolikker
- er det grundlæggende tegn på at man tilhører det fællesskab, som Kristus grundlagde.
Uden eukaristi - Kristi Legeme i brødets form - er man ikke en ligeværdig del
af det katolske fællesskab og de færreste vil gide gå til messe gennem længere tid,
hvis de befinder sig i denne situation.
Jeg måtte altså videre, hvis jeg ville være "rigtig" katolik. Jeg kunne naturligvis
kalde mig katolik, hvis jeg ville, og jeg kunne have al den sympati med det katolske,
som jeg rent faktisk havde, men ingen ville acceptere mig som værende rigtig katolik,
hvis jeg ikke var fuldt optaget i kirken. Det var jeg indstillet på, at jeg ville, men
hvordan skulle det foregå? Jeg havde set en vis pater Dorn i fjernsynet nogle gange
og jeg have set nogle videoer, som han havde produceret, og det tiltalte mig. Jeg
havde derfor fortalt søster Hildegard, at jeg gerne ville gå til afsluttende undervisning
hos denne pater Dorn, men det havde jeg fået at vide ikke kunne lade sig gøre, da han
var alt for gammel og alt for optaget til at kunne overkomme denne opgave. Jeg måtte
altså finde en anden.
Jeg kontaktede nu jesuitterne i Stenosgade for at høre om de havde en lærer, som
kunne undervise mig, og det sagde de ja til. Jeg mødte derfor et antal gange i jesuitternes
boligkompleks, hvor jeg snakkede med pater Kjær, som var en dansk født jesuit
på ca. 70 år. Men undervisningen var ikke særlig interessant og jeg havde en
fornemmelse af, at Kjær og jeg var meget lidt på bølgelængde. Alting gik i snegletempo.
Måske var det aldersforskellen, som var problemet, eller også var det andre
ting. Jeg havde i hvert fald ikke lyst til at skulle optages i kirken hos denne præst,
83

som jeg - rent ud sagt - ikke brød mig meget om. Så jeg meldte til Kjær, at jeg hellere
ville finde en anden lærer, og det accepterede han.
Jeg var altså nu igen på udkig efter en god lærer, og da jeg havde set nogle videoer
om en spændende jesuiterpater ved navn Dorn, forespurgte jeg mig om det mon
ville kunne lade sig gøre at gå til undervisning hos ham. Det fik jeg at vide, at det
ikke kunne, for han havde alt for meget at lave i forvejen, så han havde ikke tid til
konvertitter. Men løsningen viste sig alligevel, så jeg kunne komme i kontakt med
pater Dorn, i hvert fald indirekte.
Jeg havde jo gennemført en række samtaler med forskellige lægfolk, som spillede
en rolle i den katolske kirke i København. Mit motiv med disse samtaler var at finde
ud af, hvordan almindelige katolikker er, og hvad de mener og tænker. I den forbindelse
ringede jeg på et tidspunkt til en person ved navn Georg Bune Andersen, som -
efter hvad der stod i katolsk lommebog - var leder af Katolsk Arbejderaktion. Jeg
vidste ikke hvad dette foretagende var for noget, men jeg var nysgerrig, ikke mindst
fordi jeg mente at jeg måske havde visse berøringspunkter med denne person, da jeg
jo i en del år havde været medlem af det kommunistiske parti og i forbindelse med
mange demonstrationer og løbesedler jeg havde læst huskede at have stødt på hans
navn. Jeg havde altid undret mig over, hvad Katolsk Arbejderaktion stod for, men da
min interesse for det religiøse på det tidspunkt var meget lille, havde jeg ikke gjort
noget for at undersøge det. Det kunne jeg så gøre nu.
Allerede da jeg ringede til Bune Andersen første gang fik jeg indtryk af, at han var
en person jeg ville være på bølgelængde med. Han var meget direkte i sin kommunikationsform
og sagde åbent sin mening om hvad som helst. Jeg ringede for at spørge
om jeg kunne komme og få information om den bevægelse han var leder af, og det
kunne jeg naturligvis godt. Men Bune Andersen fornemmede nok, at der lå lidt mere
bag, så han spurte mig hvorfor jeg ville have disse informationer. Og så fortalte jeg
ham naturligvis min historie, at jeg var konvertitstuderende, som ønskede at få undervisning
af pater Dorn. Men det kunne ikke lade sig gøre, fortalte Bune Andersen,
og det havde jeg jo hørt før, så hvad skulle jeg så gøre? "Du kan gå til undervisning
hos mig" sagde han, "for jeg kender pater Dorn godt, så jeg søger ham om tilladelse
til at gennemføre denne undervisning. Når du er færdig, bliver du optaget i kirken af
Dorn. Er du interesseret i det?". "Ja" svarede jeg, for det var jo et rigtig godt tilbud.
Ti gange hos George Bune Andersen (1995)
At gå til undervisning hos George Bune Andersen (GBA) var en sand fornøjelse. Jeg
kom cirka en gang om ugen og hver gang havde jeg min liste med spørgsmål med for
at være sikker på at få svar på de ting, som jeg ønskede at vide. Men GBA var ikke
en mand man behøvede at stille mange spørgsmål til for at få ham i gang med at
snakke. Han havde et livs erfaring med det katolske, var opvokset i en katolsk familie,
var gift med en katolsk kvinde og havde levet hele sit liv i kirken. Han havde
naturligvis haft et almindeligt arbejde, men ud over dette havde han også været engageret
i hele den udvikling, som skete i kirken efter 2. Vatikankoncil. Han havde
været engageret i fredsbevægelsen og havde været formand for Katolsk Arbejderaktion
i 25 år. Jo, der var tale om en bestemt herre, som bestemt ikke var bange for at
dele kritiske bemærkninger ud til de kirkelige autoriteter, men som også samtidig var
et levende bevis på, at det godt kunne lade sig gøre at være katolsk lægmand og at
praktisere sin tro, også i den moderne tid, selv om verden ikke forstod en og selv om
84

stemningen i alt væsentligt - ikke mindst i det protestantiske Norden - var imod den
katolske tro og kirke. Man behøvede ikke at gå i kloster eller at blive præst for at
kunne praktisere sin katolske tro, og man kunne godt have en familie og leve livet,
som mennesker nu gjorde det i almindelighed. Bune Andersen var et bevis på, at det
godt kan lade sig gøre at leve som katolik, og at man ikke behøver at virke som en
hjernevasket papegøje eller som en latterlig indremissionær, selv om man praktiserer
sin katolske tro og bekender den for omverdenen.
GBA og jeg havde meget til fælles. Vi havde begge arbejdet i store organisationer
og vi havde begge en baggrund i det socialistiske. Jeg havde været medlem af det
kommunistiske parti og det havde han vist nok også været i en periode. Men senere
havde han skiftet til SF, og i den retning var han nok stadig orienteret, uanset om han
så var medlem eller ej. Det som gjorde vores samtaler så givtige var det, at GBA
altid understregede det faktum, at det er menneskets samvittighed, og ikke kirkelige
autoriteter, som skal styre vores handlinger. Vi handler efter Guds vilje, når vi bruger
vores egen forstand og lytter til vores egen samvittighed, også selv om det fører os til
at handle i modstrid med kirkelig lære og forkyndelse. Mennesket er ikke ondt, men
godt, og vi har en fri vilje til selv at vælge, hvordan vi vil bruge vores liv. Selv om vi
alle er ramt af arvesynden, så er vi også blevet tilgivet i dåben og har dermed fået
vores frihed. De kirkelige myndigheder, paver, biskopper og præster har taget fejl
tusinder af gange op gennem historien, og det er mere reglen end undtagelsen, at man
ikke kan regne med det, som de lærer. Man skal altså lytte til kirkens ledere, men
ikke lade sig forføre eller indoktrinere af dem, for gør man det, så er man i virkeligheden
en rigtig dårlig katolik. For Guds kirke, den som Kristus stiftede, blev grundlagt
for at lede mennesket til Gud, ikke for at melde os ind i en ny forening. Kirken
er i det hele taget slet ikke en forening, men et sakramentalt fællesskab, en krop, som
vi alle er del af. Og ingen dele af kroppen kan klare sig uden de andre. Alle er vi
sammen og udvikler os i fællesskab. Vi er på en vandring mod paradis og vi vandrer
sammen. Kirken blev kaldt for "Guds folk på vandring" ved det 2. Vatikanerkoncil,
og det er den måde den skal forstås på. Autoritære indstillinger og mangel på vilje
eller evne til at kritisere kirkelige myndigheder og deres afgørelser, er udtryk for
dårlig tro, mangel på tro. Det drejer sig ikke om en papegøjereligion, men om et globalt
og universelt fællesskab af ufuldendte mennesker, som synder og gør fejl. Paven
går til skrifte en gang om uge, havde jeg fået at vide, men GBA mente at det måske
"ikke var nok" :). Jeg kan slet ikke lade være med at smile, når jeg tænker på ham.
Hver gang jeg kom til undervisning hos GBA blev der serveret kaffe og kager,
som hans kone havde lavet. Hun hed Anna og hende havde han mødt på den katolske
højskole Magleås, efter at hans tidligere kone var død. Anna var katolsk konvertit og
det var mit indtryk, at de havde det rigtig godt sammen de to mennesker. GBA var en
mand man helst ikke skulle sige imod, og Anna var en blød og hjælpsom kvinde. De
passede rigtig godt sammen, syntes jeg.
GBA og jeg havde forskellige holdninger på flere områder. GBA var en slags socialist
og selv var jeg vist lige det modsatte. Jeg havde fået nok af kommunisme og
socialisme, og bekendte mig derfor åbent til det, som jeg mente var det eneste fungerende
samfundssystem, nemlig kapitalismen og det frie marked. Jeg vidste godt, at
prisen for alle former for frihed er, at der er nogle som ikke kan forvente den og som
derfor bliver tabere. Men alternativet var - som jeg så det - endnu værre. Det var
nemlig at staten styrer alt og at mennesker ikke fik muligheden for at leve livet efter
deres eget ønske.
85

Der var altså stor forskel mellem det, som Katolsk Arbejderaktion stod for, og det
som jeg troede på, og det gav derfor basis for en del diskussioner mellem George og
mig. Men da den katolske kirke - i princippet - ikke er politisk, så gjorde disse forskelle
dog ikke, at selve den undervisning han gav mig blev ringere. Vores uenigheder
var nærmest et stimulerende aspekt ved vores samtaler, og alt det grundlæggende
vedrørende den katolske tro, var vi vist ganske enige om.
Katolsk Arbejderaktion var i øvrigt ved at uddø. Gennemsnitalderen på medlemmerne
var vist over 65 år og der kom ikke nye til. Derfor ville GBA naturligvis gerne
have, at jeg indtrådte i foreningen, men det havde jeg ikke lyst til. Jeg var heller ikke
interesseret i at overtage et radioprogram, som de lavede for den dengang eksisterende
katolske lokalradio, ledet af pater Dorn. Katolsk Arbejderaktion gik ind for kapitalismens
afskaffelse og indførelsen af en form for katolsk socialisme. Det syntes jeg
var det rene vrøvl, og det lagde jeg ikke skjul på i mine diskussioner med GBA. Efter
en tid fandt han derfor ud af, at det ikke var mig, som han skulle satse på i sin forening.
Jeg ville bare være katolik, ikke andet.
Da jeg havde været hos GBA 8-10 gange mente han, at det snart måtte være nok.
Nu var jeg klar til optagelse, mente han, men før at dette kunne ske, skulle jeg dog
snakke en gang eller to med pater Dorn, som jo egentlig var den underviser, jeg havde
ønsket at få. De to møder vi havde før jeg blev optaget foregik henholdsvis hos
Bune Andersen og hos Dorn selv. Den første gang udviklede der sig en lang diskussion
mellem Dorn og GBA, så det var jo festligt og høre på. Den anden gang skulle
jeg gennemgå konvertiterklæringen og den liturgi, som er forbundet med optagelse af
voksne mennesker i kirken. Jeg skulle modtage firmelsens sakramente og jeg skulle
afsige trosbekendelsen, det var faktisk det hele. Det letteste var trosbekendelsen, for
den er jo fælles for alle kristne retninger, og da jeg allerede var døbt, følte jeg ikke at
der var problemer med at afsige denne. Men der var til gengæld lidt problemer med
konvertiterklæringen, det vidste jeg, da jeg havde læst den flere måneder tidligere.
I denne erklæring siges det at: "Jeg tror og bekender alt, hvad den katolske kirke
lærer, som åbenbaret af Gud". Denne sætning havde jeg nogle problemer med, og i
månederne inden min optagelse havde jeg opsøgt flere mennesker, herunder pastor
Nibler i Lyngby, for at høre hvordan disse ord skulle tolkes. Betød det at man skulle
tro på, at alt hvad kirken lærer er åbenbaret af Gud? Eller betød det, at man skulle tro
på alt det, som kirken lærer er åbenbaret af Gud, men at man - til gengæld - ikke behøver
at tro på det som ikke er åbenbaret af Gud? For mig var det ganske afgørende,
for jeg troede naturligvis ikke, at alt hvad den katolske kirke lærer er åbenbaret af
Gud, det ville jo være idioti. Engang havde kirken lært sine medlemmer, at det var ok
at brænde hekse, at man kunne få aflad ved at købe afladsbreve, at solen gik rundt
om jorden og at man ikke måtte blive brændt, når man var død. Enhver, der kender
kirkehistorien ved, at den katolske kirke har taget fejl og ændret sine synspunkter,
masser af gange, så derfor kan man ikke bekende, at alt hvad den lærer er fra Gud. I
så tilfælde måtte Gud jo være idiot og det er han jo ikke. Til gengæld kunne jeg godt
leve med den anden fortolkning, som sagde at jeg skulle tro på det, som kirken mener
er åbenbaret af Gud, altså på Kristi guddommelighed, treenigheden, kirkens nødvendighed
og sakramenternes hellighed. Det havde jeg ingen problemer med, for det var
jo netop derfor, at jeg ønskede at blive optaget i kirken.
Da jeg valgte datoen for min optagelse besluttede jeg samtidig, at jeg ville tolke
denne sætning i konvertiterklæringen på den indskrænkede måde. Alt hvad kirken
lærer, er ikke åbenbaret af Gud, det véd enhver og det skulle jeg naturligvis heller
ikke tro på. Vi fandt derfor et tidspunkt, hvor optagelsen skulle foregå, og der blev
86

estilt tid i det lille kapel bag ved Sankt Augustin-kirken, hvor Dorn holdt sine lørdagsmesser,
og nu var alt klar.
Til optagelsen var Dorn, jeg selv og min mor til stede, og ud over os var der de
sædvanlige gæster samt nogle personer, som jeg havde mødt i min tid som konvertitstuderende.
Bagefter var der reception hos Bune Andersen, som boede ganske tæt på
kirken. Det var ikke en særlig stor ceremoni og det var heller ikke en særlig stor reception,
men - for mig - var det måske noget af det største, som jeg kommer til at
opleve. Jeg er jo aldrig blevet gift, og min konfirmation havde ingen anden mening
end at give anledning til at få gaver. Det var altså første og måske eneste gang, at jeg
oplevede en ceremoni, som blev afholdt for mig og mig alene. Det gjorde mig rørt,
og jeg kunne føle, at det hele var ganske alvorligt. Jeg havde besluttet at forandre mit
liv, og nu havde jeg passeret et vigtigt punkt. Jeg var ikke mere ignorant, religiøst
uinteresseret eller protestant, som alle de andre. Jeg var blevet katolik, og det var jeg
rigtig stolt af. Og derfor modtog jeg også Kristi Legeme for første gang (legitimt i
hvert fald), og denne oplevelse satte sig i min bevidsthed som noget meget vigtigt.
Jeg var nu en del af Kristi Legeme, og jeg kunne mærke - rent fysisk - at det gjorde
et eller andet ved mig. I de kommende dage følte jeg grundigt efter i min krop, hver
gang jeg vågnede, for at registrere om der var forskel mellem den gamle Jakob og
den nye. Og det følte jeg at der var, men jeg kunne naturligvis ikke sætte præcise ord
på det. Jeg ville nok vænne mig til min nye identitet, tænkte jeg, og sådan gik det da
også. Nu var jeg blevet katolik, men jeg havde endnu ikke lært at føle mig som katolik.
Det kom først med tiden.
Lourdes (1995)
En helt særlig oplevelse fik jeg i min konvertitperiode, da jeg besøgte Lourdes på en
katolsk grupperejse, som afholder hvert år. Rejsen var ikke helt billig, men man kunne
spare nogle penge, hvis man meldte sig som praktisk medhjælper til at skubbe
rullestole og hjælpe de ældre. Det gjorde jeg dog ikke, for jeg var med på turen for at
lære almindelige katolikker at kende, ikke for at gøre gode gerninger.
Jeg må ærligt sige, at private åbenbaringer, og den slags fromhed, som jeg mødte
på dette sted, ikke er noget, som taler meget til mig, men jeg vidste at Lourdes og
den fromhedskult som hørte til her, havde spillet en stor rolle i kirkens historie. Som
jeg forstår det, kom disse "åbenbaringer" netop på et tidspunkt, hvor den franske kirke
var meget trængt af rationalisme og oplysningsfilosofi, så der har været et formål
med at Jomfru Maria i 1858 kom og hjalp kirken. For der er jo mange katolikker,
hvis tro bygger på denne slags åbenbaringer, og selv om jeg ikke selv hører til disse,
så har jeg da en forståelse for denne fromhedskult. Jeg bryder mig ikke selv om den,
men jeg finder det ganske interessant - og måske også lidt komisk - at andre gør det.
Det er nok ikke helt tilfældigt, at en del protestanter kalder denne religionsform for
"maria-spiritisme", og da jeg jo havde haft en del forbindelse med spiritismen da jeg
var ung, kunne jeg kende noget af det jeg så. Men jeg brød mig ikke meget om det.
For mig er det helt ligegyldigt om Bernadette så Jomfru Maria eller ej, for det hele
handler ikke om historiske fakta, men om religion. Enhver religion har brug for at
have hellige steder og enhver religion har brug for at lade guddommen udtrykke sin
hellighed gennem andre personer. Det er svært for os europæere at drage til Jerusalem,
hvor evangeliets historier udspillede sig, så vi må finde nogle fromhedssteder i
nærheden af, hvor vi selv bor. Og kirken går naturligvis ikke imod denne fromheds-
87

kult, for det er den som taler til masserne. De fleste katolikker er jo ikke intellektuelle
og opdraget i en kritisk eller rationalistisk ånd, som jeg selv bilder mig ind at være
det. Jeg er en undtagelse, det ved jeg godt. De fleste katolikker - eller mange i hvert
fald - er af en så naiv observans, at små piger, der ser Jomfru Maria, er fuldt tilstrækkeligt
for dem. Det så man for 150 år siden i Lourdes, og det ser man i dag i Medjugorje.
Ud over den skepsis som jeg måtte opleve omkring den lourdske fromhedskult, så
havde jeg også mange andre lærerige oplevelser på denne tur. Jeg fandt ud af, at visse
katolikker er utrolig opsat på at konvertere andre til deres egen religion. Nogle af
disse mennesker opfattede det tilsyneladende som meget mangelfuldt, at jeg kun var
konvertitstuderende, og ikke fuldt indviet katolik endnu. Det gjorde at de ustandselig
pressede mig for at jeg skulle se det ene og det andet fordelagtige ved den katolske
religion. Det blev jeg hurtigt træt af, så jeg begyndte at kalde mig selv for "protestant",
hvilket jeg godt nok ikke mente var sandt, men det var den eneste måde jeg
kunne lukke munden på disse mennesker.
Generelt brød jeg mig ikke om Lourdes og jeg må sige, at jeg heller ikke var særlig
begejstret for flere af de mennesker, som jeg rejste med. Alt i alt vil jeg sige, at
turen gav mig et negativt indtryk af kirken, men dog ikke entydigt. Jeg mødte og
snakkede også med flinke personer, og så var jeg så heldig at blive anbragt ved ungdomsbordet,
hvor der var nogle flinke unge mennesker, som jeg havde det godt med.
De var ikke fanatiske og forsøgte ikke at overbevise mig på den ene eller anden måde.
Derfor kom jeg hjem med et blandet indtryk. Hovedsagelig negativt, men også
med et håb om at der var lyspunkter. Den katolske kirke var ikke kun et sort hul med
bange og fanatiske mennesker, det var også et sted hvor man kunne diskutere. Måske
ikke alt for højt, men så længe andre ikke hørte det, så gik det an. Og der var andre
end mig, som havde behov for at bruge hovedet, som kunne lide at snakke og som
ikke bare ville gå til messe, til skriftemål og bede rosenkransen hele dagen. Der var
meget mørke, desværre. Men også en smule lys!
Jesu Hjerte kirke
Jeg var nu fuldt optaget i kirken, og da jeg boede i Valby blev jeg tilknyttet Jesu
Hjerte Kirke på Vesterbro. Den kendte jeg udmærket i forvejen, for hele det år, hvor
jeg havde været konvertitstuderende havde jeg gået til messe hver søndag, og de fleste
gange var det i denne kirke, som lå rimelig tæt på, hvor jeg boede.
Et par uger efter at jeg var blevet optaget i kirken, opsøgte jeg det lokale menighedsråd
for at foreslå, at der blev oprettet en bibelstudiekreds. Jeg kendte jeg ikke
nogen i menigheden og følte et behov for at lære andre at kende, så jeg mente at det
måske kunne være en god metode. Men forslaget blev jordet uden nogen diskussion.
Man mente ikke, at der var behov for en sådan studiekreds, og selv hvis der var det,
så havde de jo ikke nogen til at lede den, fortalte de mig. Det at jeg selv kunne være
leder, var jeg nok for beskeden til at foreslå, selv om jeg ikke ville have noget imod
det, men jeg er sikker på, at det ville være blevet afvist, hvis jeg havde foreslået det.
Jeg opgav altså, og foreslog i stedet - en måned senere - at man lavede et julearrangement
for de juleløse på Vesterbro. Også her fik jeg at vide, at det ikke kunne lade
sig gøre og at der i øvrigt slet ikke var behov for at sådant arrangement.
Jeg var nu blevet overbevist om, at man faktisk helst ville have, at jeg forblev
passiv og ikke kom med flere forslag, så det rettede jeg mig efter. Det undrede mig
88

en del, at man åbenbart ikke havde brug for nye aktive medlemmer, men sådan var
det åbenbart og det måtte jeg jo rette mig efter. Men på den anden side, så kunne jeg
konstatere, at der faktisk blev afholdt en del arrangementer i denne kirke, og at menighedsrådet
altså ikke var helt passivt. Der blev f.eks. afholdt et ganske muntert
debatarrangement, hvor medlemmerne af menighedsrådet hver for sig skulle spille
advokat for ét af de synspunkter, som var på menighedens arbejde. Det affødte en
heftig diskussion, og måske også nogen afklaring for mit vedkommende, om hvad
disse mennesker forestillede sig, at de skulle beskæftige sig med. Jeg vidste fra min
konvertitundervisning, at et katolsk menighedsråd ikke er det samme som et menighedsråd
i folkekirken. I den katolske kirke har menighedsrådet i realiteten ingen indflydelse,
for de er ikke med til at ansætte præsten og har ingen myndighed over noget,
som han ikke har bevilget dem. Et katolsk menighedsråd er derfor mest et arbejdsudvalg,
som kan beskæftige sig med praktiske gøremål til gavn for kirken og
dens medlemmer. De laver filmfremvisninger, gør rent i kirken, vasker præstens tøj
og serverer kirkekaffe. Og så virker de som kontaktorgan mellem sognepræsten og
menigheden, således forstået, at præsten kan bede rådet beslutte en ting og derefter
meddele menigheden, at dette og hint er blevet "besluttet af menighedsrådet". Det
gør måske hans arbejde lidt lettere, og dermed har dette råd naturligvis sin berettigelse.
Men man skal ikke tro, at det har nogen indflydelse, ud over den, som præsten
giver dem. Det har de ikke.
I den første tid i Jesu Hjerte kirke lærte jeg i øvrigt flere interessante mennesker at
kende, idet man jo mødtes til kirkekaffe og til lejlighedsvise møder, som menighedsrådet
indkaldte. Der blev også afholdt indsamlingsfester, og jeg bemærkede disse
især blev arrangeret af et foretagende, som kaldte sig for Petritjenesten og som hævdede
at de samlede penge ind til de stakkels gadebørn i Sankt Petersborg. Det lød jo
meget sympatisk, så dem støttede jeg naturligvis, og det skulle vise sig at føre til
ganske ubehagelig indsigt i de mindre charmerende sider af det katolske kirkeliv,
nemlig naiviteten, løgnen og kriminaliteten.
Kriminalitet i kirken
Der er skrevet en del romaner om forskellige former for kriminalitet i den katolske
kirke. Det handler som regel om hemmelige ordener, gamle dogmer og om kirkens
desperate kamp for at sikre sin overlevelse. Disse bøger har aldrig haft min store interesse,
da jeg regner det meste for fri fantasi, som det f.eks. også gælder for den for
tiden så populære fortælling om DaVinci Mysteriet, som har gjort den amerikanske
forfatter til en velhavende mand. Men at kriminalitet forekommer naturligvis i den
katolske kirke, ligesom det forekommer alle andre steder. Som jeg skulle erfare i min
nye sognekirke havde denne kriminalitet imidlertid en helt særlig art, som fik den til
at adskille sig fra kriminalitet i øvrigt, som jeg kender den fra aviserne. I den katolske
udgave er der det særlige, at det er meget svært at afdække og at opklare denne
kriminalitet, hvis den udøves af personer, som er kendt i menigheden, som værende
katolikker, for en fast del af den katolske moral er jo det, at man skal "tilgive sin næste",
og dette medfører naturligvis, at man ikke skal meddele sin næstes synder til
andre, da dette ville være en krænkelse af det syndige menneske, som jo - må man
formode - har bekendt sine synder i skriftemålet og som derfor er skyldfrie. Det, at
katolikker har tilbøjelighed til at dække over hinanden, gør at det er meget svært for
myndighederne at opklare kriminalitet i dette miljø, og af samme årsag oplevede jeg
89

- i den sag jeg refererer nedenfor - at politiet i København ikke ønskede at indlede
efterforskning, for "hvis man har valgt at være katolik, må man selv tage konsekvenserne"
(cit. fra politimand på Vesterbro Station) og "det som foregår internt i en kirke
er ikke noget vi vil blande os i".
Hele sagen startede da en af de lokale sognemedhjælpere, en meget sympatisk
ordenssøster, fik kontakt med en person, som sad i Vestre Fængsel efter en dom for
økonomisk bedrageri. Den pågældende person, som vi kalder for X, fortalte at han
gerne ville konvertere til katolsk tro, og at han gerne ville være aktiv i Jesu Hjerte
Kirke, når hans dom var afsluttet. Det accepterede den pågældende ordenssøster, og
X blev derfor optaget i den katolske kirke og tildelt forskellige praktiske opgaver, om
han kunne løse for kirken. Det meste udførte han fint, og der var almindelig tilfredshed
med hans tilstedeværelse, og tilmed en vis interesse, idet X meddelte, at han gerne
ville være jesuit. Han var ca. 45 år gammel, så det var et sent tidspunkt at træffe
denne afgørelse, men alting er muligt, hvis viljen er til det, så flere af menighedens
medlemmer - herunder jeg selv - regnede med, at det kun ville være et spørgsmål om
tid, før han blev sendt til skoling i udlandet. Det skal lige siges i denne forbindelse, at
ingen af os - altså ud over den fromme ordenssøster og måske et par af præsterne -
vidste at X var tidligere bedrageridømt, og at han var kommet til kirken lige fra Vestre
Fængsel. X fortalte selv, at han var jurist og at han havde levet og boet i USA i
en årrække, hvor han havde været direktør i et stort firma, med eget privatfly etc.
Firmaet var lukket, og han var derfor taget hjem, og da han nu var blevet katolik ville
han starte en ny livsbane. Denne historie fortalte han så overbevisende, også til mig,
at jeg troede på den. I den katolske kirke er der mange mærkelige mennesker, og
også mange med en baggrund i overklassen og med mange penge, så historien var
ikke mere fantastisk end at man måtte tro på den. Især i betragtning af, at de mennesker,
som arbejdede sammen med X til hverdag, ikke modsagde ham eller fortalte
noget andet end det som X selv meddelte. X var snart næstformand i menighedsrådet
og han passede præsternes telefon. Han havde tilmed en yndig kæreste med sig, og
hun blev snart ansat som leder af kirkens boghandel på Vesterbrogade, så enhver
måtte formode, at X var en mand som kirken havde tillid til.
Et stykke tid efter at X var optaget i kirken meddelte han, at han ville starte en
forening til støtte for de stakkels gadebørn i Sct. Petersborg. X havde selv besøgt
denne by, fortalte han, og der var tale om tusinder af hjælpeløse børn, som ville dø af
sult og kulde, hvis ikke de fik hjælp snart. Det måtte være et projekt, som Jesu Hjerte
menighed kunne involvere sig i, og for at sikre at projektet kørte som det skulle, ville
han lave en forening - Petrihjælpen - som skulle være særlig ansvarlig for de indsamlede
penge og for at de kom frem til gadebørnene i Sankt Petersborg. Dette sympatiske
formål var menigheden naturligvis rigtig glade for, og størstedelen af menighedsrådet
og ca. hundrede katolikker fra menigheden og andre steder, meldte sig ind i
foreningen og støttede den med økonomiske bidrag. Man afholdt også indsamlingsfester,
lavede julemarked i Tivoli og solgte støttemærkater, som alt sammen var bidrag
til gadebørnene, som man samtidig fik Katolsk Orientering til at skrive artikler
om, for yderligere at bevidstgøre de danske katolikker om deres ansvar for de pågældende
gadebørn. Og man lavede også - i hvert fald på papiret - en bestyrelse for den
nystartede forening, og som medlemmer af denne bestyrelse kunne man både finde
den daværende leder af Caritas-Danmark og en repræsentant for de lokale jesuitter.
Der var altså al mulig grund til at formode, at hele dette foretagende var fuldt legitimt.
Det var startet og ledet af en jurist, som havde været direktør for en stor virksomhed,
og som derfor måtte formodes at have erfaringer med ledelse. Det var sank-
90

tioneret af kirken, som lod Petrihjælpen få lokaler i dens bygning, lige over menighedens
lokaler, og det havde en bestyrelse, hvor der sad respekterede katolikker, jesuiterpræsterne
var repræsenteret i dens ledelse og Katolsk Orientering sluttede op
om dens aktiviteter. Enhver katolik måtte formode, at dette foretagende var legitimt,
og det er næppe helt urealistisk, når Petrihjælpen i sine indsamlingsmaterialer kunne
fortælle, at man allerede havde modtaget over 100.000 kroner i bidrag til gadebørnene
og at pengene løbende strømmede ind.
Selv kendte jeg X fra jeg havde mødt ham på et konvertitkursus på Magleås Højskole
et halvt års tid før jeg selv blev optaget i kirken. Jeg sad ved siden af ham til
undervisningen og jeg snakkede naturligvis også med ham. Det var her han første
gang fortalte mig, at han var tidligere direktør i en amerikansk virksomhed, og at
han, efter en personlig tragedie, havde besluttet at lægge sit liv om og at blive katolik.
Det var cirka et år inden at han startede Petrihjælpen. Allerede på det tidspunkt
havde jeg en lidt usikker fornemmelse af X, som ikke sagde et ord i undervisningen,
men som tydeligvis var meget optaget af sine personlige karrieremuligheder inden
for den katolske kirke. Han nævnte ikke, at han ville starte en indsamling eller at han
ville søge om at blive jesuit, men han lagde ikke skjul på, at han mente at der var
store ikke-udnyttede muligheder for at samle penge ind til de "stakkels mennesker i
de fattige lande", som han vist udtrykte det. Og det var så det som han gik i gang
med et års tid senere.
Min egen mistanke om at Petrihjælpen var noget andet end det, som den gav sig
ud for, var lige så gammel som foreningen selv. Jeg underviste på en handelsskole og
havde selv drevet virksomhed i en del år, så jeg var ikke ubekendt med hvad normerne
er for normalt regnskabsføring. Jeg undrede mig derfor meget, da jeg fandt ud af,
at man ikke kunne få Petrihjælpens regnskaber at se, hvis man ikke var medlem af
foreningen. Regnskaberne var hemmelige, fik jeg oplyst, og de blev kun fremlagt for
foreningens medlemmer ved generalforsamlingen. Jeg fik også at vide, at man ikke
uden videre kunne indmelde sig i denne forening, men at bestyrelsen ville forbeholde
sig ret til nægte optagelse til personer, som de ikke havde tillid til, og denne mistanke
blev så meget større da jeg fik at vide af lederen af Caritas, at selv om hun - i henhold
til Petrihjælpens materialer - var medlem af dens bestyrelse, så havde hun endnu
aldrig været indkaldt til et bestyrelsesmøde. Man havde altså en bestyrelse, men den
var endnu aldrig blevet indkaldt, og man havde et regnskab, men det var ikke officielt.
Referat fra den stiftende generalforsamling, kunne man i øvrigt heller ikke få
udleveret, og det var mit indtryk - uden at jeg kunne bevise det - at en sådan aldrig
havde været afholdt. Måske havde der været et møde hvor X og et par andre af menighedsrådets
medlemmer havde aftalt at stifte denne forening, men andet end dette
havde der ikke fundet sted.
Petrihjælpen gik rigtig godt. Foreningen meddelte selv, i de materialer der lå i
kirken, at den havde indsamlet flere hundrede tusinde kroner og enhver kunne se, at
det hele voksede. Man havde fået et 50 kvadratmeter stort kontor i kirkens bygning,
man havde 5 pc'er og X - som boede i et lejet værelse på Frederiksberg - var personligt
ude og lede efter ny lejlighed i de bedre kvarter på Frederiksberg. Det erfarede
jeg, da et af menighedens andre medlemmer, som boede i et sådant område, kunne
fortælle at X havde været og kigge på lejlighed i hendes ejendom, hvilket ikke kunne
undre, hvis han var en tidligere amerikansk direktør med millioner på bankbogen,
men - i realiteten - var X prøveløsladt og på bistandshjælp. Det at han ledte efter bolig
i flermillion-klassen må derfor indikere, at han forventede at kunne tjene en ikke
helt ringe hyre på sine gode gerninger.
91

Det, som fik mig til endeligt at miste tilliden til Petrihjælpen og til X var, da jeg
fik at vide af lederen af Caritas, at Petrihjælpen endnu ikke havde indbetalt nogle
penge til deres løbende indsamling til gadebørn i Sct. Petersborg. Det var nemlig
ikke kun Petrihjælpen, men også Caritas, som ønskede at støtte disse stakkels mennesker,
og på visse af Petrihjælpens materialer kunne man læse, at alle de indsamlede
penge ville blive kanaliseret til målgruppen via Caritas. Det ville naturligvis være
hensigtsmæssigt, da begge organisationer var katolske og indsamlede penge til det
samme formål, så kunne man lige så godt begrænse udgiften til at formidle pengene
således at der kun var én formidler, og ikke to. Men problemet var bare, at X's forening,
som hævdede at have indsamlet flere hundrede tusinde kroner, endnu ikke
havde betalt en eneste krone til Caritas og dermed til de stakkels gadebørn.
Ud over de åbenlyse mærkværdigheder ved Petrihjælpens hemmelige regnskaber
og den stadig stigende mystik om hvad de indsamlede penge egentlig gik til, så var
der også et par sager med simpelt bedrageri. En af mine venner kunne fortælle, at
hans datter, som var smykkedesigner, havde indgået en aftale med Petrihjælpen om
at skulle lave en serie særlige smykker, som foreningen ville sælge til sine medlemmer
for at tjene penge. Smykkerne var lavet, men datteren havde aldrig fået de
24.000 kroner, som hun var blevet lovet. Det var hun gået i retten med, og her havde
hun indgået et forlig med Petrihjælpen, som sagde at de skulle betale hende 20.000
kroner. Beløbet var nedsat i forhold til det oprindelig aftalte, da en række af menighedsrådet
medlemmer havde vidnet til fordel for X, som hævdede, at han ikke havde
bestilt noget som helst. Der var dog skriftlig dokumentation for det modsatte, så Petrihjælpen
var nok blevet dømt til at betale, hvis de ikke havde indgået forlig. Det
gjorde de imidlertid, men pengene fik den unge smykkedesigner naturligvis aldrig.
Også hun var blevet snydt.
Tre år efter at de første klager var kommet over X's utroværdige indsamlingsaktiviteter
og over det at regnskaber var hemmelige og at pengene åbenbart forsvandt ud
i den blå luft, stoppede bedrageriet. Den konkrete årsag til at X blev afsløret, kender
jeg ikke, men i menighedsrådets blad for Jesu Hjerte Kirke kunne man læse, at man
havde valgt at afbryde alt samarbejde med X, da han ikke havde levet op til deres
forventninger. X "kom til sognet for ca. seks år siden efter en udstået dom for økonomisk
kriminalitet" fortalte man og derefter kom historien om Petrihjælpen, og den
trist konstatering af at "alt for mange penge nåede ikke gadebørnene, og herhjemme i
sognet måtte bidragsydere og ansatte se sig snydt" (Sognebladet, nr. 1/2000, s. 12).
Man konstaterede samtidig - sikkert til lettelse for læserne - at "hverken kirken eller
sognet har lidt nogen overlast". Man mente åbenbart - i denne forbindelse - ikke at de
mange af sognets medlemmer, som havde mistet betydelige pengebeløb, var at regne
for noget!
X forsvandt fra dag til dag, og han er ikke set mere i Jesu Hjerte kirke eller i katolsk
sammenhæng i det hele taget, så vidt jeg ved. Hans yndige samlever, som han
havde skaffet et godt job som forretningsleder i Stenobutikken, og hvis katolske
fromhed yderligere havde vist sig ved at hun deltog aktivt i Petrihjælpens arrangementer
og som leder af den lokale DUK-afdeling, forsvandt ved samme lejlighed.
Heller ikke hende har man set senere i kirken. Hvor de mange penge var forsvundet
hen, er der ingen som ved med sikkerhed, men de kom i hvert fald ikke gadebørnene
i Sct. Petersborg til gavn. Og politiet i København nægtede, som tidligere nævnt, at
indlede en efterforskning af hele denne sag, da de ikke ønskede at blande sig i menighedslivet
i en katolsk kirke. Kort sagt: Kriminalitet kan udøves ustraffet, hvis blot
den laves inden for den katolske kirkes rammer. De mange pædofilsager, som har
92

præget debatten i den senere år, er ikke enkeltstående begivenheder. Kirken holder
hånde over sine medlemmer, og en del af denne hensynstagen er det, at man f.eks.
ikke fortæller andre, at en person har en blakket baggrund, da man jo gerne vil give
ham "en ny chance". At han lyver og svindler er i princippet et anliggende mellem
ham og hans skriftefader, og ikke noget som kirken kan tage sig af eller som de ofre
hans aktivitet rammer, får noget ud af at klage over. Politiet ønsker ikke at tage sig af
sagerne, og da jeg selv - uden at få svar - skrev flere breve til både sognepræsten og
biskoppen om denne sag, uden at det førte til nogen reaktion, ved jeg at kirken heller
ikke bekymrer sig om det. Den omtalte ven, hvis datter var blevet snydt, klagede
tilmed til Nuntius (pavens ambassadør i Norden) og til kurien i Rom, men svarene
han fik var afvisende. Kirken var og er ligeglad.
Brud med Katolsk Arbejderaktion
Mit bekendtskab med George Bune Andersen (GBA) var startet, da jeg havde gået til
konvertitundervisning hos ham. Jeg syntes at denne undervisning var rigtig god og
jeg følte at han var så tilstrækkelig liberal og selvstændigt tænkende, at hvis han
kunne overleve i kirken, så måtte jeg også kunne. GBA havde altså været en slags
ideal for mig på grund af hans personlige tro og holdning, men det betød ikke, at jeg
delte hans politiske synspunkter. Jeg var jo for mange år siden udmeldt af det kommunistiske
parti og jeg regnede bestemt ikke mig selv for at være hverken socialist
eller venstreorienteret mere. Tværtimod tog jeg afstand fra de fleste mærkesager,
som denne såkaldte venstrefløj gjorde sig bemærket med og dens mål - socialisme -
troede jeg bestemt ikke mere på. Jeg var nu blevet tilhænger af kapitalisme, af markedsøkonomi,
af en lille statsmagt og af stor personlig frihed. Det havde jeg allerede
fortalt til GBA medens jeg gik til undervisning hos ham, men det var som om han
ikke rigtig havde forstået det, for han gjorde i lang tid en masse anstrengelser for at
jeg skulle involveres i hans forening - Katolsk Arbejderaktion (KA) - og være dens
repræsentant i den katolske lokalradio, ved internationale konferencer etc. Men jeg
havde læst det politiske grundlag for denne forening og for den internationale bevægelse,
som den knyttede sig an til. Det handlede om at man var imod globalisering,
EU, arbejdsgivere og markedsøkonomi, og i det hele taget var deres program svært at
skelne fra partiprogrammet for Socialistisk Folkeparti, og det brød jeg mig bestemt
ikke om.
Men GBA mente, trods mine protester, at jeg alligevel måtte kunne indgå på en
eller anden måde i foreningens aktiviteter. Jeg blev derfor inviteret til at holde indtil
flere oplæg på deres næste kursus og det gik udmærket. Det var muligt at forene mine
holdninger med deres, så længe der blot ikke skulle vedtages et politisk grundlag,
men det var jo desværre det, som man allerede havde gjort. Man var - efter min mening
- ikke bare en katolsk, men også en politisk bevægelse, og den politik man gik
ind for, havde ikke min sympati.
Efter en del diskussioner med GBA blev han klar over, at jeg mente det alvorligt,
når jeg ikke ville være medlem i eller repræsentant for hans forening. Jeg er sikker på
at han blev ked af det, men jeg kunne jo fortælle, at jeg fra starten havde gjort ham
bekendt med at jeg ikke delte hans politiske holdninger, så det burde ikke være en
overraskelse for ham.
Katolsk Arbejderaktion gik f.eks. ind for fri abort, og det kunne jeg bestemt ikke
sympatisere med. "Hvordan kan man være katolik, hvis man ikke vil beskytte det
93

ufødte barn?" spurgte jeg GBA flere gange. Men han kunne aldrig komme med noget
andet svar end det, som ateisterne og humanisterne bruger, nemlig at det var udtryk
for "kvindens ret". Men det at kvinder skulle have ret til at slå mennesker ihjel, fandt
jeg meget mærkværdigt, og jeg kunne da også henvise til både bibelen og masser af
katolske tekster, hvor dette blev fastslået. Abort er mord, det må enhver kristen kunne
forstå. Men GBA og hans medlemmer havde åbenbart et andet synspunkt, og det
kunne jeg til gengæld ikke forstå. Så afstanden blev for stor og det meddelte jeg
GBA. Jeg kunne ikke være medlem og ville ikke på nogen måde fremtræde, som var
jeg tilhænger af de synspunkter, som hans forening havde gjort sig bemærket med.
Tværtimod, dem tog jeg afstand fra og det tror jeg at GBA accepterede. Han skrev i
hvert fald en artikel i deres blad, hvor han beklagede at jeg "ikke mere" ville støtte
foreningen. Det havde jeg nu aldrig gjort, så forskellen var nok ikke så stor, men for
nogle af foreningens medlemmer var det måske en sorg, da jeg (48 år gammel) var
foreningens yngste medlem og dermed deres håb om fornyelse. Men det blev ikke til
noget.
Fra Jesu Hjerte Kirke til Sakramentskirken
Efter at have stiftet bekendtskab med de - efter min mening - mindre sympatiske
mennesker, som styrede Jesu Hjerte Kirke, mente jeg at min bedste mulighed for at
få et mere positivt syn på kirken ville være at løse sognebånd og skifte til en anden
sognekirke. Det karakteristiske ved JHK var jo, at den var styret af en jesuiterkommunitet
og at dens sognepræst samtidig var leder af jesuitterne i norden. Det var altså
meget begrænset, hvor meget sognepræsten engagerede sig i kirkens liv, udenfor
messerne, og netop dette havde givet X. og det menighedsråd han kontrollere, frie
hænder, til køre de kriminelle aktiviteter som kirken lagde hus til gennem flere år.
Det var ikke min opfattelse at præsterne havde noget med disse aktiviteter at gøre,
men blot at de lod dem køre uden at blande sig, også selv om de var blevet advaret
gentagne ganske både skriftligt og mundtligt. Det var helt tydeligt, at de ikke ønskede
at involvere sig og at de i øvrigt ikke mente, at de var forpligtet til at kontrollere
økonomi og drift af en forening, som - juridisk set - var en selvstændig forretning.
Heller ikke selv om denne forening havde adresse i kirken, havde en præst i sin bestyrelse,
havde kirkens medlemmer som bidragsydere og den fungerende kirketjener
som leder.
Den indsigt jeg her havde fået gav mig et valg mellem to alternativer: Jeg kunne
forlade den katolske kirke eller jeg kunne skifte til en anden sognekirke og håbe, at
tingene her fungerede på anden vis, mere i overensstemmelse med det, som jeg mente
var kristen tro og katolsk moral. Jeg valgte det sidste, og skiftede derfor til Sakramentskirken
på Nørrebro, hvor en nye sognepræst - Rainhold Sahner - netop var tiltrådt.
Her oplevede jeg en helt anden form for katolsk menighed, nemlig et sted hvor
præsten blandede sig og var en del menigheden, og hvor grænserne præstens liv og
menighedens, ikke var så skarpe, som de havde været i JHK. Jeg kunne mærke, at
dette tiltalte unge mennesker og at livet, aktiviteten og glæden ved det kirkelige, var
langt større i en sognekirke af denne art, og den havde været i JHK. Her oplevede jeg
også en dejlig liturgi, som var helt anderledes, og - efter min mening - langt mere
katolsk, end det jeg havde oplevet i JHK. I Sakramentskirken holdt man hinanden i
hånden, når man afsagde Fader Vor, og til påske vaskede præsten - ligesom Jesus
94

havde gjort - menighedens fødder. Til sammenligningen kan det siges, at man i JHK
praktiserede påskeliturgien sådan, at præsterne vaskede hinandens hænder, hvilket -
efter min opfattelse - signalerede noget ganske andet.
Jeg var altså rigtig glad for Sakramentskirken og her fik jeg min første introduktion
til, hvordan en katolsk menighed skal fungere. Ikke som en kriminel institution,
ikke som et forum for hyklere, som vasker deres hænder i stedet for at tage et ansvar,
men som et fællesskab af troende, som samles omkring Kristi Legeme og som hver
for sig yder et bidrag til helliggørelse af dette og af den kirke, som vi alle er del af.
Her var kirken ikke kun præsten og kirkekontoret, men et udtryk for hele den menighed,
som gjorde brug af kirken, og den forskellighed som var mellem medlemmerne
med hensyn til nationalitet, alder, social baggrund og livsholdning, var med til at
gøre oplevelsen spændende. Her mødte jeg for første gang en rigtig katolsk kirke, og
det var det, som jeg havde ledt efter.
I virkeligheden var jeg ikke spor overrasket over de oplevelser jeg havde fået i
Jesu Hjerte Kirke. Jeg er ikke naiv og havde ikke troet, at den katolske kirke - rent
menneskelig set - var mere moralsk end andre foreninger. Nej, det er den ikke, havde
jeg allerede fået at vide mange gange under min konvertituddannelse, og nu havde
jeg så selv set det. Kirken har sin moral, som man må respektere, men desværre er
denne moral flertydig og til tider selvmodsigende. Man kan f.eks. ikke samtidig skjule
en mands virkelige identitet for hans omgivelser i "kærlighedens navn" medens
man tager hensyn til disse omgivelser, som manden snyder ved at foregive at være
noget andet end det han er. Der er altid en interessekonflikt mellem en kriminel og
hans ofre, og denne konflikt løser man ikke ved at skjule kriminaliteten. Derved gør
man kun forholdene værre, og ofrene større. Men megen dumhed og meget hykleri
kan jo forklædes som værende udtryk for kristen tro, og det var hvad jeg havde set i
Jesu Hjerte Kirke. Men heldigvis kørte det hele på en anden måde i Sakramentskirken,
hvor jeg nu var kommet. Her var det præsten, og ikke menighedsrådet, som styrede
kirken, og sådan skal det også være. For en kirke er ikke en demokratisk institution,
og skal heller ikke foregive at være det. Det skal ikke være selvudnævnte mennesker,
som under dække af såkaldte demokrati, som styrer en kirke, det skal være de
myndigheder, som kirken har udnævnt til at løse denne opgave, og det vil sige præsten,
biskoppen og - i sidste ende - paven.
Ansgar.dk (1999)
Allerede i 1995 have jeg min første hjemmeside på nettet. Jeg bruge et 56k modem
og hjemmesiden lå hos Get2net og hed Jakob Munck's hjemmeside. Jeg vidste ikke
rigtig hvad jeg skulle bruge hjemmesiden til, men snart fandt jeg på at lægge nogle
tekster og billeder på, så eventuelle gæster kunne få et indtryk af, hvem jeg var og
hvordan jeg så ud. Formålet med hjemmesiden var først og fremmest at eksperimentere,
for jeg var meget interesseret i computere og ny teknologi, og når der var opstået
en ny mulighed, så skulle den naturligvis afprøves. Hjemmesiden blev lavet med
programmet FrontPage og jeg var selv ret imponeret over, hvor mange farver, lyde
og bevægelige ikoner som det var muligt at sætte ind på en sådan side, for at den
skulle blive rigtig flot.
Efter et års tid besluttede jeg at købe mit eget domænenavn, og da jeg var midt i
mine katolske studier, mente jeg at Ansgar.dk var et passende navn, som ville indikere,
at ejeren havde visse religiøse interesser. Den katolske kirke i Danmark havde
95

ikke nogen hjemmeside på dette tidspunkt, men det var nu ikke min mening at træde
i stedet for dem, for jeg vidste, at det kun var et spørgsmål om tid. Vatikanet havde jo
en hjemmeside, og stadig flere firmaer og enkeltpersoner fik hjemmesider, så naturligvis
ville den katolske kirke også få en sådan før eller senere.
Da en hjemmeside naturligvis skal være et udtryk for ejerens meninger, satte jeg
en del katolske og apologetiske tekster på. Jeg havde læst en del ældre teologiske
tekster og jeg vidste, fra min konvertitundervisning, nogenlunde præcis, hvad der var
forskellen mellem katolsk tro og lutheranisme. Mærkværdigvis var der ikke nogle
steder, hvor mennesker i Danmark kunne få adgang til sådan information, for efter
det Andet Vatikanerkoncil (1962-65) var den katolske kirke blevet så økumenisk, at
man slet ikke ville fortælle folk, hvad forskellen mellem katolsk og protestantisk lære
egentlig var. Trist, mente jeg, for der var nok en del protestanter, som ville være interesseret
i dette emne, og det viste sig, at jeg havde ret i det. Jeg skrev derfor selv nogle
artikler og kopierede desuden nogle ældre katolske artikler, som jeg lagde ud på
min hjemmeside, og dermed skabte den en del interesse i omgivelserne. Jeg fik en
masse mails fra protestantiske præster og lægfolk som mente, at jeg havde "misforstået
Luther" og ikke "vidste hvad de troede på". Det sidste kunne jeg naturligvis
ikke udtale mig om, da jeg ethvert menneske jo kan tro på hvad det vil, uden at det
kan ses af andre. Men det, at jeg skulle have misforstået Martin Luther måtte jeg
kraftigt afvise, for jeg havde allerede dengang læst alle Luthers centrale skrifter og
desuden læst en del bøger af protestantisk og katolsk oprindelse, om dette menneske.
Jeg vidste udmærket hvad Luther mente og jeg forstod derfor også udmærket den
teologi, som ægte lutheranere - Indre Mission f.eks. - bekendte sig til. Men problemet
var, at lutheranismen i Danmark ikke i de sidste 40 år havde mødt nogen som helst
teologisk modstand. Der var (og er) ingen katolikker ansat på de teologiske fakulteter
i Danmark, og den katolske kirke var blevet "økumenisk", hvilket betød at den ikke
ønskede at skrive eller at give udtryk for noget, som kunne antyde forskel mellem
katolsk og protestantisk tro. Da jeg selv havde været konvertitstuderende husker jeg,
at en from ordenssøster engang henvendte sig til mig og spurgte mig hvorfor jeg ville
være katolik, for "der er jo så lidt forskel i dag, at det ikke kan betale sig at konvertere"
mente hun. Og med udgangspunkt i denne holdning, kunne jeg naturligvis godt
forstå, at man helst ikke måtte kritisere lutheranismen eller oplyse om de faktiske og
objektive forskelle, som der er mellem katolsk tro og protestantisme. Det er løgn at
skjule det, men denne form for løgn foretrak kirken, frem for den sandhed, som kunne
bringe dem i konflikt. Det ønskede de frem for alt at undgå.
Mine artikler om lutheranisme havde stor indflydelse og blev læst mange steder.
Kristeligt Dagblad skrev en halv sides artikel, hvor de afslørede at der var tale om
"katolsk propaganda i pæn forklædning" (24/3-99) og Katolsk Orientering skrev en
hel leder, hvor redaktøren (Jørgen Hviid), som var doktor i psykologi, beklagede at
jeg på min hjemmeside kritiserede protestantisme og - endnu værre - psykologien.
Jeg havde altså sat lidt debat i gang, og måske burde jeg have fulgt op på kritikken
med svar til de nævnte blade. Men det ønskede jeg egentlig ikke, da interesserede
læsere jo bare kunne gå til min hjemmeside. Og det kunne jeg se, at der var rigtig
mange som gjorde.
En anden indflydelse jeg havde med mine tekster, var en serie af lutheranisme- og
folkekirkekritiske artikler, som blev bragt i tidsskriftet Faklen. Det var den kendte
Rune Engelbrecht Petersen, som var redaktør af dette tidsskrift, og selv om det på
ingen måde var katolsk, så var det i hvert fald heller ikke luthersk. Der var stor forskel
og modstrid - heldigvis - mellem Faklen og Kristeligt Dagblad, og når nu jeg
96

skulle æres det ene sted og kritiseres det andet, så var det godt, at fordelingen var
som den var. Lutheranisme var nemlig, for mig, noget forfærdeligt noget. Jeg så det
som en ond ideologi, som hævder at mennesket ikke har en fri vilje, og at det menneskelige
er styret af Satan. Sådan fremstiller Luther sin egen lære i sin bog om Den
trælbundne Vilje, og den er - iflg. ham selv - den vigtigste bog han har skrevet. Jeg
kunne derfor kun sympatisere med al form for kritik af den danske stat, som har ophævet
lutheranismen til statsideologi og indskrevet denne onde lære i sin grundlov.
Det er ikke sympatisk, og det er i hvert fald helt i modstrid med katolsk tro.
Jeg vidste altså, at jeg rørte ved noget centralt, ikke kun for lænestolskatolikkerne,
men også for de uoplyste protestanter, som identificerede den lutherske tro med kristendom
som sådan. Min hjemmeside var en provokation for begge sider, og det var
bestemt også det, som var meningen. At den så skulle vække så megen opsigt, som
den faktisk gjorde, det kunne jeg kun glæde mig over.
Da jeg i sin tid havde studeret til katolik havde jeg på et tidspunkt henvendt mig
på de to katolske biblioteker i København for at finde bøger om reformationen, som
denne så ud fra et katolsk synspunkt. Men svaret var - begge steder - at de ikke havde
sådanne bøger. Man var altså ikke interesseret i at oplyse de danske katolikker om
den historiske arv, som de selv var produkter af, og for mennesker med sådanne interesser,
henviste man til et lille katolsk studeselskab ved navn Ælnoth, hvor historikere
diskuterede sådanne emner med hinanden. Men ud over det, så var al polemik forbudt.
Enhver katolik vidste, at katolsk og protestantisk tro er helt forskellige, men
ingen måtte eller turde sige det, for man mente at man befandt sig i en tilsand, der
kan sammenlignes med våbenhvile efter en krig. Ethvert ord, som antyder konflikt,
kunne få denne krig til at blusse op igen, og det måtte den helst ikke. Den nyudnævnte
katolske biskop Czeslaw Kozon skrev således i et læserbrev Kristeligt Dagblad
(3/4-99), at min hjemmeside var "rent privat" og gjorde opmærksom på at jeg "ikke
kan udtale sig autoritativt i spørgsmål vedrørende katolsk tro og praksis". Det var
naturligvis et forsøg, fra hans side, på at få gang i den økumeniske debat, som - efter
nogens mening - var gået så godt under den tidligere biskop Martensen. Men jeg må
indrømme, at det ikke interesserede mig. Jeg var ikke konvertit fordi jeg mente at
protestantisme og katolsk tro var ens eller at de var lige gode, men fordi jeg mente, at
protestantisme er løgn og at katolsk tro er sandhed. Derfor var jeg ikke bange for at
sige, som jeg gjorde, og jeg vidste så godt som nogen, at langt de fleste protestanter
absolut ingen problemer har med kritik af deres kirken. Her er en afgørende forskel
mellem det katolske og det protestantiske, i hvert fald som det giver sig udtryk her i
landet. Derfor fik jeg da også masser af mails og telefoniske henvendelser fra mennesker
af ikke-katolsk tro, som måske ikke var helt enige i alt, hvad jeg havde skrevet,
mens om følte sig inspireret af det alligevel. Det glædede mig naturligvis.
Katolikker og overkatolikker
Jeg har altid været meget optaget af magt, og dermed af hierarkiske relationer. Derfor
var jeg tilhænger af kommunismen engang, da jeg troede at denne samfundsmodel
ville kunne realiseres, og derfor var jeg nu medlem af den katolske kirke. Jeg er ikke
af den opfattelse, at hierarki - i sig selv - er garanti for noget godt, men jeg mener at
kampen mellem ideologier vindes af dem, som har den stærkeste magt. Alt andet
lige, så er det dem, som har den største og stærkeste organisation og dermed også det
største hierarki. Jeg havde undervist i 16 år i hierarkiske organisationer på handels-
97

skolen, så det var ikke nogen overraskelse for mig, at kirken var hierarkisk. Tværtimod
syntes jeg, at det var godt og at det var nødvendigt. Øverst er paven, under ham
er kardinaler og biskopper, under dem er præsterne og under dem er lægfolkene. Dette
er ikke et udtryk for Guds kærlighed til de pågældende mennesker, for Gud kan -
iflg. Evangeliet - bedre lide de små end de store. Men det er udtryk for, at en kirke,
som har eksisteret i 2.000 år og som har gennemgået så mange forandringer og mødt
så megen modstand, nødvendigvis må have en struktur, som gør overlevelse mulig,
selv under ekstreme vilkår. Og her er hierarkiet den bedste og formentlig den eneste
løsning.
Helt anderledes forholder det sig med det hierarki, som er mellem lægfolk. I princippet
er der naturligvis ingen overkatolikker blandt de katolske lægfolk, for vi er
alle lige i forhold til Gud og biskoppen. Men realiteten er anderledes. Allerede ved
mit møde med den kriminelle X og med den kultur, som han opererede i, fandt jeg ud
af, at der var nogle som var mere end andre, blandt de katolske lægfolk. Dette gav sig
udtryk i at disse personer blev behandlet på særlig vis af præsterne, fik særlige betalte
jobs, blev bedt om at sidde i kirkelige kommissioner og om at ledsage biskoppen
på hans mange rejser. Det gav sig også udtryk i at disse personer førte sig frem med
en særlig selvsikkerhed i forhold til andre og gerne pralede med deres nære relationer
til biskoppen og - i visse tilfælde - tilmed til paven. Dette kunne som regel dokumenteres
gennem fotos eller ved notitser i de kirkelige blade, hvor deres udnævnelse til
tillidsposter af den ene og anden art blev bekendtgjort.
Formelt var disse personer naturligvis ikke andet end alle andre, men det var ikke
sådan at de følte sig. Det er en kendt sag, at mange som tilslutter sig den katolske
kirke, gør det på grund af personlige problemer af forskellig art. Det var min egen
baggrund, og den var bestemt ikke utypisk. Når man har problemer i samfundet, på
jobbet, i privatlivet eller på anden vis, så er den katolske kirke er godt sted at søge
hen. For her er der absolut stilhed omkring et menneskes fortid, som - i lighed med
sagen om X - holdes skjult for menigheden. Man identificerer ikke hinanden med et
job, en social kategori eller en politisk holdning, men simpelthen ved det, at man er
katolikker, og at man dermed er anderledes end resten af befolkningen her i landet.
Det er derfor forbundet med visse helbredelsesmuligheder at tilslutte sig den katolske
kirke, men samtidig skal det også siges, at kirken og alle dens nådemidler (f.eks.
skriftemålet) ikke i sig selv er en garanti for, at mennesket bliver rask. De tilbøjeligheder
af mere eller mindre sygelig art, som er medfødte eller som er indlært i en tidlig
barndom, kan den katolske kultur og det katolske fællesskab ikke helbrede. For
mennesker i denne situation vil en tilslutning til den katolske kirke blot betyde, at
man får et nyt forum at udspille det samme drama i, som man tidligere har opført
udenfor. Mennesker med trang til at hævde sig over andre, og som ikke har fået tilfredsstillet
dette behov i det civile liv, har således gode muligheder i den katolske
kirke, og det er der - i sig selv - intet forkert i. Det er naturligt, at mennesker tager
ansvar og organiserer sig hierarkisk, ligesom kirken selv, men desværre er det ikke
altid de mest egnede, som tiltager sig dette ansvar. Og desværre er der mennesker,
som forstiller sig og som ud nytter kirkens hierarkiske natur til at foregive eller at
misbruge en autoritet, som de har fået, eller hævder at have fået, fra de autoritative
myndigheder. Her kommer kriminaliteten ind, og her kommer de såkaldte overkatolikker
ind.
Jeg mødte disse mennesker mange gange, ikke mindst de første år, hvor jeg var
medlem af kirken. En fast del af læghierarkiets opfattelse er det jo, at konvertitter er
mindre værd end mennesker, som er døbt i den katolske tro. Derfor har der aldrig
98

været en konvertit-pave og næppe heller en konvertit-biskop. Man mener simpelthen,
at mennesker, som søger fra én religion til en anden, må være mere eller mindre forvirrede,
og man lægger derfor normalt mindre vægt på udsagn, som er fremsagt af
sådanne personer. Det var mit indtryk, at denne ringeagt også i nogen grad ramte mig
selv, ikke mindst i de første fem år jeg var praktiserende katolik, for jeg oplevede en
række situationer, hvor jeg blev mødt af en nedladenhed, som jeg ikke kan forklare
på anden vis.
En gang blev jeg opsøgt på et kursus af en kvinde, som jeg havde modsagt i en
diskussion. Kvinde, som jeg senere fik at vide var "indviet jomfru" bad om at snakke
med mig under fire øjne, og her truede hun med at "få mig smidt ud af den katolske
kirke". Da jeg ikke er bekendt med at man kan blive smidt ud af den katolske kirke,
ligesom at man ikke kan få vasket sin dåb væk, så havde jeg svært ved at tage hendes
henvendelse alvorligt. Men alligevel undrede det mig, da den pågældende kort tid
inden havde fortalt om sine rejser med den katolske biskop, sit besøg hos paven og
sit medlemskab af forskellige kirkelige kommissioner. Da hun tilmed var underviser
på et kirkeligt kursus, måtte jeg antage, at hun talte med en vis vægt, så jeg tog hendes
trusler alvorligt. Måske var der en udsmidningsparagraf, som jeg ikke kendte,
eller den pågældende jomfru havde så stærke bånd til biskoppen, at alene en henvendelse
fra hende, ville få ham til at reagere. Jeg vidste det faktisk ikke, og ved det heller
ikke i dag. Men jeg var overbevist om, at der måtte være tale om en overkatolik,
når hun ligefrem havde udsmidningsret i forhold til andre lægfolk, eller i hvert fald
foregav at have sådanne muligheder.
En anden situation oplevede jeg da jeg engang havde tilmeldt mig et møde til evaluering
af kirkens første hjemmeside. Denne side var ikke særlig veludført, hvilket
jeg kunne se, da jeg selv havde arbejdet med hjemmesider i flere år. Men en af de
øvrige deltagere, en katolik som er kendt over det ganske land for sin lærdom og
fromhed, blev så ophidset over at jeg kritiserede den kirkelige hjemmeside, at han
udbrød: "Er du overhovedet katolik?". Jeg er sikker på at den pågældende godt vidste,
at jeg var optaget i kirken, så bemærkningen skulle naturligvis tolkes som en
krænkelse, som havde til formål at nedsætte min anseelse i de andre deltageres øjne.
Om det lykkedes, det ved jeg ikke, for diskussionen gik videre, som om intet var
hændt. Den første hjemmeside blev naturligvis godkendt, også på trods af at den tog
75 sekunder at indlæse i en almindelig browser. Det afgørende argument i denne
sammenhæng var ikke af teknisk eller kodningsmæssig art, men blot dette: "Biskoppen
har godkendt denne website". Overkatolikken og biskoppen var altså, forstod
jeg, to sider af samme sag, og når biskoppen har udtalt sig om et emne, så er der ikke
mere grund til diskussion, uanset hvad dette emne er. Engang troede katolikker, at
solen drejede rundt om jorden, simpelthen fordi at det lærte paven dem, og nu mente
de troende, at en website var god, selv om det tog mere end et minut at indlæse den i
en browser. Ikke fordi fagfolk på webområdet havde fortalt dem det, men fordi at
"biskoppen havde sagt det". Efter min mening var det latterligt, men intet foregår jo
uden at nogen har gavn af det. Og overkatolikkerne har masser af gavn af deres tro.
Så meget at de slet ikke kunne leve uden.
Jeg skal afslutte dette afsnit med at indrømme, at mine fordomme imod overkatolikker
ikke har noget videnskabeligt belæg. Det har selve begrebet heller ikke. Måske
var Georg Bune Andersen, som jeg holdt så meget af, også en overkatolik, men han
var altså en type, som jeg bedre kunne lide. I det hele taget har jeg aldrig foragtet
magten og alle som lever af denne. Det er ikke sagligt begrundet, men det er min
intuitive reaktion. Derfor kan jeg ikke lide de såkaldte overkatolikker og alle andre
99

mennesker i den katolske kirke og udenfor, som udøver magt. Den magt, som foregår
med gevær og vold, den kan man forholde sig til, for den er synlig. Men den magt,
som kommer af forstillelse, løgn og klientelisme, det er noget helt andet. Jeg er ikke i
tvivl om, at man må præmiere mennesker, som gør en indsats, også i den katolske
kirke. Man har ikke så mange penge til at ansætte dem, så man er afhængig af at de
gør deres arbejde frivilligt. Og derfor lønner man dem på en anden måde, nemlig ved
prestige og ved at give dem muligheden for at se sig selv som lidt bedre end de andre.
Hvem vil ikke gerne være bedre end de andre, det vil vi alle. Så de såkaldte
overkatolikker er måske ikke andet end stakkels mennesker, som har det så svært i
deres almindelige liv, at de kun har den katolske kirke tilbage at kunne hævde sig i.
Hvis dette er tilfældet, så forstår jeg dem, og jeg tilgiver dem. Men jeg har ingen respekt
for dem, og håber aldrig, at jeg selv kommer i deres sted. Skulle det ske, så
beder jeg til at der er mennesker, som vil vække mig op, for vejen til himmelen er
svær for dem, som bilder sig ind at være de største og de første. Netop de skal - som
evangeliet lover - blive dem, som aldrig kommer ind. Det er Guds retfærdighed, og
den tror jeg på.
Kadi.dk (2006)
Jeg blev i sin tid optaget i kirken af pater Dorn, som desværre nu er død. Men dette
intelligente menneske var en inspirationskilde for mig og mange andre. Pater Dorn
havde masser af aktiviteter og en af disse var, at han udgav et tidsskrift, som hed
Katolsk Dialog. Det var meningen med dette tidsskrift at skabe et forum for katolikker,
som ikke går så meget op i mirakler og mariaåbenbaringer, men som gerne ser
kirkens tro og lære belyst gennem teologi og filosofi. Man var tydeligvis inspireret af
det Andet Vatikanerkoncil og mente ikke, at der behøvede at være nogen modsætning
mellem forstand og rationalitet på den ene side og katolsk tro på den anden. Det
synspunkt kunne - og kan - jeg helt tilslutte mig
Desværre døde pater Dorn og hans tidsskrift blev lukket. Men heldigvis har hans
arbejde bragt mange frugter og i 2005 blev jeg kontakten af en gruppe, som ønskede
at udgive et katolsk tidsskrift, som skulle føre Dorns arbejde videre. Jeg var jo programmør
og havde lavet en del webportaler, så mit arbejde skulle være at lave den
website, som skulle repræsentere bladet på Internet. I løbet af den indledende samtale
blev det dog klart, at forholdet mellem blad og portal snarere ville blive det omvendte
af, hvad initiativgruppen havde forestillet sig. Man mente at det skulle være et
blad, som havde en portal, men det som projektet ville udvikle sig til var en portal,
som ville udgive et blad. For det er dyrt at udgive et blad og hvis man ikke har penge
at investere i projektet, vil det være nødvendigt at lukke det igen, ligesom det var
sket med Dorns blad. Portalen, derimod, kostede det ikke mange penge at have i luften,
og den ville der være interesse for hos målgruppen både nu og i al forudsigelig
fremtid. Den katolske tro går ikke af mode, og det gør Internet heller ikke!
I det forløbne år har jeg haft fornøjelsen af at opbygge denne portal, som nu har
84 medlemmer. Bladet er udkommet i første nummer, og det ser udmærket ud. Alt
tegner altså til at projektet vil lykkes, og det er mit håb at det også vil udvikle sig til
at omfatte andre formidlingsformer. Jeg interesserer mig selv for digital video og
kunne godt tænke mig at lave et par produktioner i denne sammenhæng til præsentation
for sitens brugere. Men der er også mange andre muligheder, såsom nyhedsbreve,
arrangementer, foredrag etc. Alt sammen afhænger det kun af virkelysten hos den
100

edaktionsgruppe, som styrer projektet. Jeg er ikke selv en del af denne gruppe, og
har derfor kun indirekte indflydelse på dens beslutninger. Og sådan tror jeg at det er
bedst. Men der er fremtid i dette projekt, og jeg glæder mig virkelig over at have
fundet et område, hvor jeg kan kombinere min katolske tro med mine kodemæssige
færdigheder. Det er min tro og mit håb at dette projekt kommer til at udvikle sig meget
i fremtiden, at der kommer masser af brugere, og at andre vil få øje for det geniale
i denne kommunikationsform. Jeg har også den glæde, at hele projektet bygger på
min egen portal, som jeg kalder for "ABC-portal". Det er den samme, som jeg har
installeret flere andre steder, og hver gang jeg bruger den bliver den udviklet til at
blive endnu bedre, så i dag er jeg stolt over det jeg har skabt på nettet og ser frem til -
forhåbentlig - at få mange flere kunder, som vil anvende dette fine værktøj.
Klostre og hellige steder
Den katolske kirke er international, så det er naturligt for de fleste katolikker at rejse
og at besøge interessante steder i ind- og udland. Selv har jeg rejst noget, men alligevel
alt for lidt. Overalt hvor jeg kommer besøger jeg altid de katolske kirker og glæder
mig over at gå til messe med mine trosfæller i udlandet. Det er ikke altid, at vi
forstår hinandens sprog, men alligevel har vi så meget til fælles, at der er gensidig
glæde ved mødet. Her vil jeg liste nogle af de steder jeg har besøgt, som ikke er
nævnt andre steder i teksten:
* Taizé (1999)
Dette klosterfællesskab blev grundlagt inden 2. Verdenskrig af den reformerte lægmand
broder Roger, som var dets leder indtil sin død i 2004. Da jeg besøgte stedet,
var det sammen med den århusianske taizé-gruppe, som hovedsagelig bestod af unge
mennesker med rod i protestantismen. Flere af disse unge havde tilknytning til Indre
Mission, så det var ikke det første man skulle tro, at de var tilhængere af Taizé. Men
det var de altså, og de lavede en særdeles udmærket bustur til dette sted, som ligger i
Sydfrankrig, og jeg havde den store glæde at være med.
Det var påske og der var cirka 5000 besøgende i alt. De fleste var unge, men der
var også en mindre gruppe af voksne og ældre, som holdt til i en lejr for sig selv.
Hver dag var vi i den store kirke tre gange og deltog i den vidunderlige liturgi, som
man har udviklet i Taizé, og resten af tiden gik med at høre oplæg, at deltage i gruppediskussioner
og at lave praktisk arbejde med madlavning, opvask etc.
Sjældent har jeg haft det så fint i et fællesskab, som netop her. Mennesker var
venlige og der var masser af spændende debat. Man kunne - som katolik - gå til den
særlige katolske messe, som blev afholdt hver morgen cirka en time inden den fælles
liturgi begyndte, og her kunne man se forvandlingen af de hostier, som den katolske
del af kommuniteten og gæsterne indtog i klosterkirken. Resten, altså protestanterne,
havde deres egen nadver, som så præcis ud på samme måde som den katolske, men
som blev uddelt af de klosterbrødre, som selv var protestanter. Der var på den måde
en fin balance mellem konfessionerne, og ingen havde grund til at føle sig trådt på.
Som katolik modtog man den katolske nadver og som protestant den protestantiske,
og alt dette foregik uden at der var den mindste gnidning blandt deltagerne, og det er
netop det, som gør Taizé så fantastisk. For der eksisterer - mig bekendt - ikke andre
steder i verden, hvor katolikker og protestanter samarbejder så tæt, som det sker her.
101

Alle bliver respekteret for deres egen tro og ingen forsøger at omvende andre til det
man selv holder for sandt. Det fælles program handler om skønhed, liturgi, musik og
gudstilbedelse, og naturligvis om at anvende alle disse ting i det godes tjeneste. taizébrødrene
rejser verden rundt for at inspirere til økumenisk aktivitet, for én ting er
sikkert hvad angår den fremtid vi står overfor. Der er brug for kristen enhed, hvis den
kristne tro skal kunne overleve det pres, som den møder fra den moderne tid og fra
de andre religioner. Derfor er Taizé et lærested, som enhver kristen bør besøge. Turen
var for mig en øjenåbner, og jeg følte mig oplivet og moralsk renset, da jeg kom
hjem. Og jeg skal der ned igen, det er jeg ikke i tvivl om.
* Fatima (2000)
Fatima minder lidt om Lourdes, som jeg tidligere har beskrevet. Der er tale om mariaåbenbaringer
modtaget af unge mennesker og børn, og disse åbenbaringer er
kommet på et tidspunkt, hvor kirken har haft problemer med at engagere de troende
på anden vis. Da jeg besøgte Fatima, var det sammen med en katolsk rejsegruppe, og
jeg skal ikke sige, hvad de øvrige deltagere havde som formål med dette besøg. Nogle
var nok tilhængere af den såkaldte mariaspiritisme (ikke et katolsk udtryk) og andre
var syge mennesker, som håbede på et mirakel og som mente at et sådant måske
ville komme, hvis de besøgte dette sted.
Ingen af disse to forudsætninger havde jeg dog selv, og årsagen til at jeg meldte
mig på turen var først og fremmest for at se stedet og for at studere den dertil hørende
religiøse kult. Jeg kom altså mere som kultursociolog end som katolik, og det lagde
jeg vist heller ikke skjul på overfor de andre rejsende. Men turen var da ganske
underholdende, forstået sådan at vi havde mange sjove samtaler og debatter i rejsegruppen.
Den religiøse kult, som hører til på dette sted, føler jeg mig ikke mere knyttet
til end jeg gjorde til Lourdes. Jeg føler først og fremmest, at det er naivt og dernæst
også at det er en smule latterligt. At mennesker kun kan tro på Gud, fordi de
hører om nogle små børn som mener at have set Jomfru Maria i et åndesyn, det finder
jeg ganske beklageligt, og sådan har jeg det heldigvis ikke selv. Men det forhindrer
mig naturligvis ikke i at sætte mig ind i Fatimas kultus, at gå korsvejen, at kravle
på knæ til åbenbaringsstedet, at bede til sakramentet og at bruge rosenkransen. Alt
dette kan være triveligt for nogle og med til at berige den religiøse tro for andre, og
jeg føler da også - lejlighedsvis - selv en vis glæde ved nogle af disse aktiviteter.
Men det er ikke det, som min tro bygger på, og jeg er derfor ikke en del af den kult,
som Fatima lever af. Jeg kan lide at studere den og jeg har meget til fælles med flere
af dens medlemmer, men befinder mig selv som katolik et helt andet sted.
* Birgittas klosterkirke i Vadstena (2004)
Besøget i den Hellige Birgittas klosterkirke i Vadstena var slutningen på en fællesnordisk
pilgrimsvandring, som jeg havde deltaget i. Denne vandring var blevet annonceret
som værende økumenisk, men i realiteten var den protestantisk, og jeg måtte
lide flere gange om dagen med at den svenske pilgrimspræst skulle uddele nadveren
til de deltagende protestanter, uanset hvor vi befandt os og hvor meget det regnede.
Det var i det hele taget ikke en særlig vellykket vandring, og jeg valgte da også at
forlade gruppen et par dage inden den kom til Vadstena. Jeg tog så toget til Vadstena
102

og ankom inden alle de andre deltagere og havde derfor mulighed for at besøge de
lokale attraktioner i fred og ro. Det var herligt.
Vadstena er en dejlig lille by, som ligger lige ned til vandet, og centrum i denne
ny er naturligvis den stor klosterkirke, som Sveriges nationalhelgen - Birgitta - lod
opføre. Da den blev opført i 1300-tallet var den tilknyttet det lokale birgittinerkloster,
men i dag er denne kirke styret af de svenske protestanter, som overtog den ved reformationen.
Der er dog stadig et ægte birgittakloster ganske tæt på kirken og disse
sympatiske søstre har nu bygget deres egen katolske kirke, som de bruger til de daglige
messer. Men der er et godt samarbejde mellem birgittasøstrene og den Svenske
Kirke, som - formelt set - styrer den gamle klosterkirke. Kirken rummer det helgenskrin,
hvori Birgitta og hendes ældste datter ligger, og dette skrin er naturligvis udstillet.
Lejlighedsvis laves der gudstjenester og processioner, hvor de svenske protestanter
og katolikker går sammen i respekt for dette store menneske, som fik så mange
åbenbaringer og som havde så stor indflydelse på både det svenske kongehus og
på pavestolen i den tid, hvor hun levede.
Jeg havde den glæde at gå til gudstjeneste flere gange i Birgittas kirke og at deltage
i messe og kirkekaffe hos birgittinerne. De er søde mennesker, som ordenssøstre
normalt er det, og så har de indrettet et fantastisk kloster og gæstehjem, som man
nyder at være i og som danner den perfekte ramme for det katolske fællesskab, som
findes i denne by. Også her følte jeg mig rigtig godt tilpas, og også her vil jeg meget
gerne komme tilbage.
* Sankt Maria kloster i Maribo (2004)
Jeg besøgte dette koster to gange med kort mellemrum og begge gange rejste jeg
med en katolsk veninde og vi boede i hvert sit værelse i klosterets gæstesektion. Maribo
er en dejlig by, som man kan nyde at gå i og de har også en lille katolsk kirke,
hvor der er messe hver eneste dag. Ud over det er der klosterkapellet, hvor søstrene
holder liturgi flere gange om dagen. Så mulighederne for at udøvede katolsk religion
er bestemt til stede. Til gengæld skete der ikke så meget andet på vores besøg i klosteret,
og der var en vis fare for, at man kom til at kede sig. Man kan naturligvis ligge
i sin seng på værelset og læse, man kan gå ture og man kan snakke med andre gæster
i klosterets bibliotek. Men dette forudsætter, at der er andre gæster, som har tid og
lyst til at snakke med en.
Jeg skal ikke kritisere dette kloster, og endnu mindre de meget søde og uendelig
hjælpsomme søstre, som bor i det. Men jeg må indrømme, at jeg selv blev lidt træt af
klosterlivet, altså sådan som det opleves af lægfolk som mig. Jeg har den største respekt
for det kald, som disse søstre har og jeg synes også at man kan have en afslappet
tid som gæst. Bespisningen er også glimrende, og de fysiske forhold helt i top.
Men alt dette gode er ikke en sikkerhed mod kedsomhed, og det var hvad jeg følte,
da jeg besøgte dette kloster sidste gang. Det var i påsken og der var masser af religiøs
aktivitet, men jeg følte alligevel ikke rigtig, at jeg hørte hjemme på dette sted. Det
var måske lidt for fint og lidt for perfekt til mig, og måske var der lidt for megen høflighed
og lidt at snakke om med de andre mennesker, som boede på klosteret på
samme tid. Jeg tog i hvert fald hjem før tid, og har ikke været der siden. Men måske
vender jeg tilbage igen, for nu har søstrene indviet et helt nyt kloster og en endnu
større gæstefløj, alt sammen beliggende på det samme sted, som det gamle kloster lå.
Så de fysiske rammer er bestemt helt i top, men det er jo desværre ingen garanti for,
103

at der også opstår god atmosfære og at man har det sjovt. Det skal lidt mere til, og
det har måske med en selv at gøre. Det bliver det ikke lettere af.
* Fred og Forsoning (2005)
En helt særlig institution, som jeg har haft glæden af at besøge, er Fred og Forsoning,
som er et rehabiliteringscenter for socialt marginaliserede mennesker. Det ligger
udenfor Brande i Jylland og blev startet for ca. 15 år siden af Inge Norling, som er en
dame på snart 70 år. Hun levede det meste af sit liv i økonomisk overflod, men kom
på et tidspunkt ud i en personlig krise, som førte til at hun fik kontakt med Mother
Teresas ordenssøstre, hvilket førte til at konverterede til katolsk tro og besluttede at
starte et center for socialt udstødte, narkomaner, kriminelle og syge mennesker, som
- lige som hende selv - trængte til forandring i livet.
Dette center havde jeg i julen 2005 den store glæde at besøge - sammen med den
katolske veninde, som jeg også have besøgt klosteret i Maribo med. Vi valgte af fejre
julen sammen med Inge og hendes medhjælper Steen og centerets beboere. Det var
en helt særlig oplevelse, som stillede store krav til vores evne til at tilpasse os og til
at tænke i andre baner, end dem som man anvender til hverdag. For i Fred og Forsoning
lever man blandt kriminelle, narkomaner og mordere. Det er samfundets nederste,
som ikke kan klare sig selv og som derfor må søge ly under de rammer, som Inge
Norling har skabt til dem i sit center. Programmet består i gudstjeneste, bøn, praktiske
arbejde og der er retningslinier for, hvad man må og ikke må. Porno er forbudt
og det er ikke tilladt at dyrke sex, hvis man ikke er gift. Disse retningslinier accepterer
husets behovet, og alene det at komme i et miljø, hvor der er grænser, er for mange
af disse mennesker den rene lykke. Der foregår ikke nogen egentlig terapeutisk
aktivitet, og det er der nok heller ikke brug for. Det handler om at lære almindelige
sociale normer, herunder evnen til at kunne omgås hinanden uden at slås, at overholde
indgåede aftaler, at fortælle sandheden og at vise respekt for andre mennesker.
Programmet er simpelt, men det virker, og det er ikke mindst Inge Norling og hendes
hjælper Steens skyld. Disse mennesker gjorde derfor også et stærkt indtryk på mig,
og jeg følte at der her var tale om et vigtigt kald. Det handler om at frelse mennesker
og om at udbrede den kristne tro - ikke til de rige og vellykkede, men til de fattige og
mislykkede. Det er en uhyre vanskelig opgave, som formentlig aldrig vil lykkes fuldt
ud. Men jeg ser Inge Norling som kaldet menneske, som fremkalder respekt hos sine
omgivelser. Vi ved, at hun ikke får andet end sin folkepension for det hun gør, og en
del af disse penge er hun tilmed nødt til at give til centeret, for at få det til at løbe
rundt. Hun er i sandhed et barn af den spiritualitet, som Mother Theresa viste, da hun
startede sin orden i Calcutta i Indien, og selv om vi mener at Danmark er et rigt land,
så er behovet for hjælp alligevel så stort. "De fattige vil I altid have blandt jer" sagde
Jesus, og jeg er sikker på at der også altid vil være brug for steder som Fred og Forsoning.
Men om der også vil være mennesker, som vil yde den nødvendige indsats
for at få stedt til at fungere, det er mere tvivlsomt. Men inspirerende har det været, at
besøge dette sted. Jeg har lært en masse, også om mig selv.
* Dalum Kloster på Fyn (2006)
104

Det sidste sted jeg vil nævne i denne liste er Dalum Kloster på Fyn. Jeg var her i
sommeren 2006, hvor jeg deltog i en retræte for mænd, som afholdes én gang om
året på dette sted. Retræten brød jeg mig ikke meget om, da jeg slet ikke er typen
som trives med at gå rundt blandt andre mennesker, som man ikke må snakke til. Det
føles kunstigt og pinligt, synes jeg, for hvis jeg gerne vil være alene, så kan jeg bare
blive hjemme hos mig selv, hvor ingen andre end gråspurvene forstyrrer mig. Jeg har
ikke brug for stille retræter, og det vidste jeg godt i forvejen, men at netop denne
retræte var en sådan, det vidste jeg til gengæld ikke.
Det gode ved denne oplevelse var altså ikke indholdet, men omgivelserne. Jeg
synes især at haven til dette kloster var så vidunderlig. Der var masser af dyr, smuk
beplantning og flere steder, hvor man kunne sidde og hvile sig på en bænk og nyde
solen og stilheden. Det var denne have, som var det bedste ved klosteret, for maden
var selvfølgelig - som sædvanlig - dejlig og søstrene venlige. Sådan er det vist i alle
klostre. Men ikke alle klostre har så vidunderlige omgivelser, som jeg befandt mig i
her. Især fandt jeg stor glæde i at fodre de tamme egern, som var i et kæmpe bur i
haven. Jeg og flere af de andre deltagere, som havde svært ved at opretholde tavshedspligten,
mødte dagligt omkring dette egern-bur, og her var det umuligt ikke at
komme til at grine. Disse små væsener er så livlige og så morsomme at kigge på, at
enhver form for depression måtte forsvinde. Jeg tilbragte i timevis foran dette bur, og
alene af den årsag glæder jeg mig til at vende tilbage. Måske ikke til retræte for
mænd, men som almindelig gæst.
Er den katolske tro sand?
En overvejelse som jeg selv og mange andre har gjort sig, drejer sig om sandhedsværdien
i den katolske tro. Når jeg nævner dette spørgsmål her, så er det ikke fordi at
jeg har brugt en særlig del af mit liv på at spekulere over dette spørgsmål, men fordi
det ligger under alt det jeg har lavet gennem de seneste 10 år. En af mine protestantiske
kammerater sagde på et tidspunkt, at jeg var en "vendekåbe", som skiftede tro og
religion hele tiden. Men - sagde han så - "nu tror jeg ikke, at du skifter mere". Han
mente altså, at der nu var gode chancer for at jeg ikke mere ville konvertere. Den
katolske religion ville blive mit ståsted i resten af mit liv.
Jeg følte mig egentlig lidt glad over denne prognose, for formålet med at tilslutte
sig en religion er jo ikke at skulle skifte denne ud med en anden på et senere tidspunkt.
Det er formålet at finde et varigt ståsted, som kan være det udsigtspunkt, hvorfra
man ser sig selv og tilværelsen i øvrigt. Det er ikke ønskeligt og det er bestemt
ikke uproblematisk at være konvertit. For det at skifte religion medfører at man også
skifter livssyn, og det er ikke mærkeligt, at en del af ens familie og venner har svært
ved at følge med i disse forandringer. Enten tager de dem ikke alvorligt, eller også
bliver de vrede. Og jeg forstår dem godt.
Jeg mener ikke at man kan svare entydigt på om den katolske religion er sandheden,
for dette begreb må først defineres. Der findes - efter min opfattelse - tre forskellige
former for sandhed. Den ene er den metafysiske sandhed, den anden er den
logiske og den tredje er den empiriske. Her er tre eksempler:
- Det er en metafysisk sandhed, at Jesus - iflg. kristen tro - er Guds søn.
- Det er en logisk sandhed, at hvis A = B, så er B = A.
- Det er en empirisk sandhed, at solen er større end jorden.
105

Når man opdeler sandhedsbegrebet på denne måde, så bliver det lettere at svare på
om den katolske tro er sand, for denne tro består ikke af empiriske eller logiske
sandheder, men af metafysiske, og sådanne sandheder kan ikke modbevises. Om
Jesus er Guds søn eller ikke er Guds søn, kan ingen føre videnskabeligt bevis for,
men alle kan have en personlig mening om det. Det er derfor - efter min mening -
rigtigt at sige, at den katolske tro er sand, for så vidst at dens metafysik ikke kan
modbevises. Men samtidig siger Jesus jo, at "jeg er sandheden, vejen og livet", og
hvis det sandhedsbegreb som her anvendes (det personrettede) ligger til grund for
spørgsmålet, så bliver det igen svært at sige ja eller nej. For den katolske tro er jo et
sæt af dogmer og traditioner, som kirken har udviklet gennem 2.000 år, og disse læresætninger
har ganske vist til formål at bringe de troende så nær på Gud og Jesus,
som det nu er muligt. Men disse sætninger er ikke identiske med Jesus selv. Og dermed
kan den katolske tro, forstået som summen af katolske forestillinger, ikke være
sandheden. Den er udtryk for en søgen mod Gud, men den er ikke Gud selv og dermed
heller ikke Sandheden.
Det at forstå en religion, som det den er, er - for mig - meget vigtigt. Hvis jeg troede
at den katolske tro var den eneste måde at mennesker kunne komme i himmelen,
ville jeg gå ind for at påtvinge denne tro på enhver, med det formål at frelse ham,
også når han selv ikke forstod nødvendigheden af det. Men denne holdning har jeg
ikke. Jeg mener at den katolske tro er et kulturprodukt, som er opstået i Palæstina og
videreudviklet i romerriget. Det fælles katolske sprog er latin, som kun en meget lille
del af verdens befolkning engang har snakket, og hele den katolske retslære, organisation
og filosofisk baserede teologi, er udtryk for den tænkning som karakteriserede
Europa i fortiden og som stadig præger den vestlige verden i dag. Kirken kalder sig
global, og det er den også, ligesom Internet. Men hverken kirken eller Internet er
globale i den forstand, at de er neutrale overfor den lokale kultur. Begge har de deres
rod i den vestlige kultur, det vestlige sprog og den vestlige ideologi, og - når det drejer
sig om kirken - er der derfor ingen grund til at forvente, at den vil opnå større
udbredelse i den verden, som har en anden kulturel arv.
Jeg beklager ikke, at den katolske religion kun er én blandt mange. Jeg synes at
det er godt at Gud giver mennesker mulighed for at komme til ham ad forskellige
veje, og jeg er sikker på at han lige så meget elsker muslimer, hinduer, ateister og
humanister, som han elsker katolikkerne. Gjorde han ikke det, så var han ikke den
Gud jeg søger efter, og hvis han ikke også kan frelse andre end os katolikker, så er
han - efter min mening - slet ikke Gud.
Det afgørende for verden er derfor ikke, at den katolske tro bliver udbredt, men
derimod det, at mennesker lærer at leve i fred med hinanden og at ingen påtvinger
deres egen religion på andre. Her er det ikke den katolske religion, som har noget at
lære, men islam. For her er budskabet om personlig frihed til at vælge og fravælge
egen tro, stadig ilde hørt og - mange steder - forbundet med livsfare. Dette viser, at
den katolske religion er udtryk for et højere kulturniveau end den islamiske, og derfor
foretrækker jeg lande, hvor det er katolikkerne som der bestemmer. Ikke fordi at
deres religion, i sig selv, er mere sand en de andre, men fordi at disse mennesker er
mere åbne for forskelligheden og i mindre grad forsøger at påtvinge deres tro på
mennesker, som foretrækker en anden.
106

Glæden ved Eukaristien
Jeg elsker den katolske kirke, den katolske tro og hele den historie, som denne tro og
kirke bygger på. Jeg mener at den vestlige verden ikke har andet sjæleligt fælles end
den kristne tro, og denne - når alt kommer til alt - er identisk med den katolske. Uden
den katolske kirke havde den vestlige verden, friheden og menneskerettighederne
ikke eksisterer og uden denne kirke have vi ikke kunnet leve det liv i frihed og overflod,
som vi gør. Jeg mener naturligvis ikke, at alt er perfekt i verden af i dag, men
jeg mener, at det som er godt, har sin rod i den kristne tro. Og uden paverne havde
denne tro ikke eksisteret. Den var død, som så meget andet og Europa havde været
muslimsk, ateistisk eller noget helt andet.
Men ud over det, at kirken - efter min opfattelse - er sjælen i den vestlige verden
og dermed i alt det som jeg og de fleste andre sætter pris på, så er den også noget af
det bedste, som er sket i mit liv. Jeg kan ikke takke mine forældre for at have givet
mig en religiøs opdragelse, men jeg kan takke dem for have døbt mig og for ikke at
have skræmt mig væk fra kirken. Vi boede 50 meter fra en katolsk kirke og et tilhørende
kloster, så jeg fik tidligt lov til at lære den katolske religion at kende, som den
så ud udefra. Og dette første kendskab til kirken, tror jeg har været afgørende for mit
senere valg af netop denne kirke som mit trosmæssige fundament. Sådan har det nu
været i 14 år, og sådan håber jeg at det forbliver.
En af de største glæder jeg har er at gå til messen om søndagen. Det at bede og det
at modtage den hellige kommunion er så bevægende for mig, at jeg græder. Når jeg
holder mine venner fra kirken i hånden og vi beder Fader Vor og når jeg bekender
med de andre, at jeg ikke er værdig til at Kristus går ind under mit tag, men at han
kun behøver at sige ét ord for at min sjæl skal blive helbredt, så føler jeg mig lykkelig.
Og alt dette sker under messen. Jeg er også lykkelig når jeg knæler foran det
brød, som Gud har forvandlet til sin egen krop og når jeg senere knæler for den Guds
mor med sit barn, som - for mig - er billedet på mit eget barn og hans mor, så bliver
jeg bevæget og lykkelig. Her finder jeg den dybeste mening i mit liv og her føler jeg
mig lykkelig.
I kirken er jeg del af et fællesskab, der tilhører Kristi eget mystiske legeme. Vi
bekender alle, at vi er syge, så jeg ynder at kalde kirken for verdens største sindssygeanstalt,
og det skal forstås rosende. Jeg føler mig hjemme i denne anstalt og føler
en dyb samhørighed med de andre mennesker, der tilhører dette fællesskab.
Frelsen er for mig ikke noget, som er sket én gang for alle, det er noget jeg oplever
hver gang jeg deltager i messen og hver gang jeg får del i det Offer, som Kristi
selv har gjort. Jeg føler mig renset og lettet, når jeg kommer ud fra messen, og jeg
glæder mig altid til den næste gang. Ikke fordi at det altid er lige vellykket, for det er
det ikke. Der kan være støjende børn eller man kan blive tvunget til at høre en alt for
lang prædiken. Men hovedindholdet i denne liturgi er så meningsfuldt, som noget
kan være. Det er denne begivenhed, som holder kirken samlet og det er den som forener
os katolikker, uanset at vi er forskellige på så mange andre punkter. Den glæde
jeg oplever i kirken og i forbindelse med de kirkelige handlinger, er så stor, at jeg
meget nødig vil undvære den. Og selv om jeg ikke er den trofaste og den vedholdende
type, selv om jeg er vaklende og usikker på, hvad jeg selv skal mene om næsten
alt, så håber jeg at den store Gud vil beskytte og bevare min katolske tro, for den er
noget af det bedste, som jeg har i min tilværelse. Jeg elsker at bede, jeg elsker at
knæle og jeg elsker at føle mig som del af det fællesskab, som Kristus selv har indstiftet.
Dette er kernen i min katolske tro, og den håber jeg at bevare livet ud.
107

Rejser
Nogle af de største oplevelser i mit liv og dem jeg husker bedst, har jeg haft når jeg
har rejst. Lukker jeg øjnene og tænker tilbage, så vil der dukke billeder fra mine rejser
op på min indre skærm, og jeg føler derfor, at jeg ikke kan lave en biografi uden
at nævne de vigtigst af de rejser, som jeg har gjort. Alle de ligegyldige turistrejser,
springer jeg over.
USA - New York (1982)
Førte tur jeg vil nævne var 14 dage i New York. Jeg havde bestilt en billig flybillet,
men intet hotel. Jeg har var medlem af en international rejseorganisation kaldet Servas,
og det betød at jeg havde korresponderet med forskellige værter, som jeg havde
aftalt at skulle bo hos. Det første sted jeg boede var i Brooklyn. Jeg husker at komme
op fra undergrundsbanen i dette område, hvor alle mennesker var sorte. Jeg følte det
som om jeg var kommet til Afrika, og jeg var temmelig nervøs, men de mennesker
jeg spurgte om vej var venlige og jeg fandt frem til den vært, som jeg havde aftalt at
skulle bo hos. Han var bibliotekar og han var meget lettet da jeg dukkede op, for "det
er et farligt område" sagde han, så "der kunne være sket noget dårligt". Jeg husker
ikke værtens navn, men han havde en udmærket lejlighed på første sal og jeg boede
hos ham i tre dage. Derefter tog jeg til Queens, hvor den næste Servas-vært boede.
Han var enlig mand, som boede i et stort hus. Han havde åbenbart som hobby at have
Servas-rejsende boede, så samtidig med at jeg var der, boede der også 2 - 3 andre,
som jeg snakkede med. De kom alle fra Europa, og især var der en pige fra Østrig,
som jeg var meget optaget af. Hun var jordemoder og hende besøgte jeg Empire
State Building med, men desværre så jeg hende ikke mere efter at hun var rejst.
Det sidste sted jeg boede var hos en skaldet, midaldrende herre, som boede på
Manhatten. Hans lejlighed var meget lille og jeg husker at jeg sov i en seng i det
samme værelse som ham selv. Det var lidt pinligt, syntes jeg, men man må jo tage til
takke med de forhold, som man bliver budt, når man er gratis gæst. Denne person,
som også var garvet Servas-rejsende, introducerede mig for andre Servas-mennesker,
hvilket gjorde at jeg blev inviteret med på besøg i FN-bygningen, hvor jeg blev modtaget
af den amerikanske Servas-repræsentant, som var en ældre dame af afroamerikansk
oprindelse. Der skulle netop være et møde i en af de mange komiteer for
non-govermental organisations, som Servas var medlem af, og jeg blev inviteret til at
deltage. Jeg sad derfor i en stor sal en hel eftermiddag, hvor vi hørte på taler om
kvindens stilling i forskellige lande. Spørgsmålet var måske ikke det, som interesserede
mig mest, men jeg var meget imponeret over i det hele taget at måtte deltage.
Jeg kom desværre ikke udenfor New York, men jeg fik et rigtig godt indtryk af
amerikanerne, og jeg fandt ud af, at der sker en masse i denne by. Jeg havde bl.a.
lejlighed til at deltage i et par kurser, som handlede om kommunikation og om selvhypnose.
De blev afholdt på en slags åben dagskole og alle interesserede kunne tilmelde
sig. Det kostede kun nogle få dollars. Og programmet var ganske udmærket,
108

faktisk er der flere af de ting jeg lærte, som jeg anvende i årevis efter i mine egne
kurser, så pengene var givet godt ud.
Dengang skulle man i øvrigt have visum for at komme til USA og jeg var - inden
afrejsen - ret spændt på om jeg ville kunne komme ind. I første omgang blev min
visumansøgning da også afvist, da jeg havde skrevet at jeg havde været medlem af
det kommunistiske parti. Det kunne amerikanerne ikke lide. Men på det tidspunkt,
hvor rejsen foregik, havde jeg jo forladt den kommunistiske bevægelse, så jeg klagede
over afgørelsen, og den blev derfor ændret. Jeg kom ind og havde en rigtig god
tur, hvor jeg overbeviste mig selv om at USA var et rigtigt spændende land. Men den
udenrigspolitik, som denne supermagt førere, har jeg aldrig forstået eller sympatiseret
med. Jeg syntes dengang at den var stupid og umoralsk, og det synes jeg også i
dag. Men alt dette er jo politik, så det vil jeg ikke skrive mere om her.
Pakistan - Indien (1985)
Jeg startede denne tur i Karachi, Pakistan, hvor jeg boede på KFUM. Det var som om
vi var belejrede og der var en tydelig angstfuld stemning på hotellet, som lå som en
lille kristen ø i et hav af islam. Jeg fik mit eget værelse og jeg sov nøgen under en
stor loftsventilator (fan), som jeg håbede kunne køle mig ned. Men uanset, at jeg
satte den på højeste hastighed, var det alligevel for varmt og jeg kunne ikke falde i
søvn. Jeg skulle være en uge i Karachi, og jeg var usikker på hvad normerne var i et
muslimsk land som dette. Om dagen gik jeg rundt i byen og på museum med et par
engelske turister, som jeg havde mødt på hotellet. Alt var meget fremmedartet og jeg
var ganske usikker på, hvordan man skulle forholde sig til de lokale mennesker og til
kulturen som helhed. Jeg husker en samtale jeg havde med hotellets bestyrer, som
rådede mig fra at forlade bygningen alene og som formanede mig og de andre turister
om ikke at være ude, når det var mørkt. "Der er mennesker, som bliver skudt her
omkring", forklarede han, uden at han kunne give en nærmere forklaring på om disse
mord foregik i forbindelse med røverier eller om det havde noget med politiske konflikter
at gøre. Eller kunne der være tale om, at man ikke brød sig om vestlige turister,
og - hvis det var tilfældet - hvad var så årsagen til det?
En af de oplevelser der gjorde indtryk på mig, var da jeg - et par dage senere - gik
alene rundt i en park i nærheden af hvor jeg boede. Her blev jeg kontaktet af en
mand, som - ganske uopfordret - fortalte at han var kristen, og som derfor mente at
han måtte være interessant for mig. Hvad han ville, ved jeg ikke, altså ud over at fortælle,
hvor vanskeligt og farligt og næsten umuligt det var at være kristen i dette islamiske
land. Jeg fik indtryk af, at han virkelig havde det vanskeligt, men jeg kendte
ham jo slet ikke og vidste ikke om han nogle særlige motiver til at kontakte mig.
Kunne det være et smart røveriforsøg? Eller ville han forsøge at få en invitation til at
besøge mig i mit hjemland? Jeg spurgte ham om han kunne vise mig en moske, som
jeg kunne besøge, og det gjorde han. Men han ville ikke selv ind i moskeen. Det forstod
jeg ikke rigtig dengang, men i dag ved jeg, at det i mange islamiske lande er
forbudt for kristne at komme i moskeerne, ligesom det er forbudt for muslimerne at
komme i de kristne kirker. Man er nødt til at adskille de to grupper rent fysisk, for at
undgå at de krænker hinanden og kommer i konflikt. Så det var sikkert derfor, at han
ikke ville følge mig ind i moskeen, men oplevelsen gjorde dengang et stærkt indtryk
på mig. For det må ikke være sjovt at være kristen i et land som dette, tænkte jeg, og
det har jeg siden fået bekræftet under mine besøg i andre islamiske lande.
109

Under islam er de kristne hverken fri eller sikre. De lever en tilværelse, hvor de er
nødt til at skjule sig og forsøge at falde ind i kulturen uden at nogle lægger mærke til
deres religiøse tilhørsforhold. Gør de sig for meget bemærket, risikerer de, at blive
fængslet, forfulgt eller myrdet. Der har - i nyere tid - været flere sager i Pakistan,
hvor kristne er blevet dødsdømt for blasfemi, fordi de har "krænket profetens ære",
som muslimerne gerne udtrykker sig. Og denne ekstreme intolerance eksisterede vist
allerede dengang jeg besøgte landet, og lå bag den frygt som de kristne gav udtryk
for overalt hvor man mødte dem.
Fra Karachi rejste jeg til New Delhi i Indien, og her var det en helt anden kultur,
jeg mødte. Her følte mig sig tryg, ikke kun fordi der var mange flere turister end i
Pakistan, men også fordi den indiske kultur er helt anderledes.
En af mine første erfaringer fra Indien var, at man ikke kunne stole på det, som
inderne sagde. Man kunne spørge dem om alt, og man fik altid et svar. Der var ingen
grund til at være bange, for kriminaliteten var lav og sandsynligheden for at blive
overfaldet var nærmest ikke-eksisterende. Det var i hvert fald det, som stod i min
Travel Survival Guide og det var det som andre turister fortalte mig. Hvis inderne
snyder, så er det ved at bilde en ind at de er i en særlig nødsituation, hvor man er
moralsk tvunget til at give dem penge De kan f.eks. fortælle, at deres mor vil dø om
en uge, hvis hun ikke får noget særlig medicin, som de ikke har råd til at købe, så
hvis man giver dem X antal dollars, ville man kunne redde hendes liv. Rent faktisk
kan det godt være, at historien er sand, men mere sandsynligt er det, at der er tale om
løgn. I hvert fald finder man hurtigt ud af, at hvis man giver penge til tiggerne, så
kommer de igen og så kommer der endnu flere næste gang. Det er en del af den indiske
kultur at tigge, så der er millioner af disse mennesker, som ikke har andet arbejde
end at stå med fremstrakt hånd hele dagen. Og i følge den indiske religion, er det jo
disse menneskers egen skyld, at de er havnet i denne uheldige situation, for årsagen
er, at de har været onde i et tidligere liv.
Ved ankomsten til New Delhi blev jeg i øvrigt hentet af et lokalt Servas-medlem,
som var god til at snakke engelsk og som tilmed havde været i Danmark ved flere
lejligheder. Hans navn husker jeg ikke, men han var leder af en slags kollegium for
håndværkere, og da kollegiet p.t. var lukket på grund af ferie, fandt han en sovesalg,
hvor jeg kunne sove ganske alene. Det var meget fint. En enkelte gang blev jeg inviteret
til at spise middag med hans familie, men ellers passede vi hvert vores eget og
det var en helt perfekt ordning for mig. Dette gjorde, at jeg mødte forskellige mennesker,
som havde noget med kollegiet at gøre, og en af dem var så venlig at invitere
mig til at besøge ham i Vestbengalen, hvor han var ansat som leder af et udviklingsprojekt
støttet af Hollandske Caritas. Det lå i en by som hed noget i retning af Kashlangipur,
og som lå ca. 20 kilometer syd for Calcutta, så jeg skulle bare tage tovet til
Calcutta, fik jeg at vide, så ville han hente mig på banegården og køre mig til byen,
hvor han havde en tom lejlighed, som jeg kunne bo i.
Det mest besværlige ved denne tur var det at købe billet på hovedbanegården i
New Delhi. Jeg stod i en lang kø foran billetlugen, og da jeg - efter 45 minutters venten
- kom frem til ekspedienten spurgte jeg om det var her man købte billet til Calcutta.
Ekspedienten rystede på hovedet og det tolkede jeg som "nej", så jeg konkluderede,
at jeg var kommet i den forkerte kø. Derfor gik jeg over i den anden kø, hvor
jeg også ventede i 45 minutter, men her gentog den nævnte oplevelse sig. Ekspedienten
rystede på hovedet, og jeg tolkede det sådan, at det ikke var her man købte billetter
til Calcutta. Jeg var derfor lidt i vildrede, da min vært kom for at hente mig, for
jeg havde endnu ikke fået nogen billet og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle købe den.
110

Og først da gik den simple forklaring op for mig, nemlig den at man i Indien ryster
på hovedet, når man siger "ja". To gange var jeg altså kommet frem til lugen og to
gange var jeg bare gået igen. Inderne må have undret sig, men de blandede sig naturligvis
ikke, for turister er nu engang nogle mærkelige mennesker, tror jeg at inderne
mener.
Turen til Calcutta gik i øvrigt uden problemer, og på stationen i Calcutta blev jeg
afhentet af den mand, som havde inviteret mig til Kashlangipur, hvor han var leder af
et udviklingsprojekt, som blev finansieret af det hollandske Caritas. Vi kørte i bil
gennem byen, men jeg fik dog set en del, og jeg må sige, at jeg var skræmt. Aldrig
havde jeg set så mange mennesker på så lidt plads. Overalt på gader og fortove var
mennesker, som stod, sad og lå ved siden af hinanden. Det virkede kaotisk og det var
umuligt at se om de mange der lå på gader og fortove sov, eller om de var syge eller
døde. Formentlig ser inderne dette menneskehav på en anden måde end en dansker,
men for mig var det et kulturchok.
Efter at have kørt i bil et par timer kom vi til vores bestemmelsessted, og det var
heldigvis en by af en helt anden art end Calcutta. Kashlangipur var en lille landsby,
som lå ude i junglen. Der var ca. 200 beboere i byen og man boede i sorte huse lavet
af jord og kogødding. Den eneste bygning i byen, som var lavet af mursten, var det
kulturcenter med bibliotek og tilhørende gæsteværelse, som jeg skulle bo i.
Folk var meget venlige, men desværre havde jeg havde jeg ikke noget moskitonet
med mig, og det gjorde at jeg fik et væmmeligt udslet på mine arme, som først forvandt
igen da jeg kom hjem til Danmark. Hvad det skyldtes ved jeg ikke, men det er
en kendt sag, at mennesker der ikke er vant til at leve i junglen hurtigt kan blive angrebet
af sygdomme, som overføres af myg og andre insekter, og at disse sygdomme
- hvis der intet gøres ved dem - kan udvikle sig fatalt. Har man ikke de rigtige vaccinationer
og får man ikke den rigtige lægelige behandling, vil man ikke have store
chancer for at overleve i junglen, hvis man er opvokset i Danmark De lokale er vænnet
til forholdene, og jeg går ud fra at de er genetisk resistente for mange af de sygdomme,
som findes i dette miljø. Men det var jeg ikke, vidste jeg, og derfor var jeg
noget bekymret over dette udslet, som gav store røde pletter på mine arme og min
ryg.
Meget af tiden i denne by gik i øvrigt med at jeg spadserede rundt med en halvstor
dreng, som kunne tale udmærket engelsk, men alle i byen var helt bevidste om at der
var kommet besøg udefra. Hver morgen stod der 5-6 drenge og trykkede næsen mod
vinduet til mit værelse for at se dette mærkelige hvide menneske, som var kommet til
byen. I starten var det meget morsomt, men det blev snart trættende hele tiden at være
observeret og hele tiden at blive grinet af. Jeg følte mig som et dyr i zoologisk
have, og formentlig havde disse børn aldrig tidligere set en turist fra udlandet. Så jeg
var en sensation for dem.
Jeg fandt i øvrigt ud af, at der ikke kun var idealistiske grunde til at jeg var blevet
inviteret. Det handlede også om, at de gerne ville have mig til at skrive en anbefaling
til Hollandske Caritas om at de skulle fortsætte bevillingerne til netop dette projekt.
Det var jo det, som min ven og flere andre af byens beboere levede af, så de ville
nødig have at bevillingerne skulle stoppe. Og da jeg havde fortalt dem, at jeg var
sociolog, mente de åbenbart, at jeg måtte være den rette til at lave en sådan anbefaling,
, så jeg blev kaldt til møde med borgmesteren og de ledende mænd i byen, som
instruerede mig i alt det gode, som de mente at jeg burde fortælle om deres udviklingsprojekt
og da jeg kom hjem til Danmark skrev jeg da også et brev til Caritas. Jeg
anbefale ikke projektet lige så varmt, som beboerne havde bedt mig om, men jeg
111

lagde dog et godt ord ind for dem og takkede for deres gæstfrihed. Selv havde jeg
måske lidt svært ved at se, hvad man skal bruge et bibliotek til midt ude i junglen,
især når dette bibliotek ikke blev brugt, hvilket jeg kunne konstatere var tilfældet, i
hvert fald i den uge jeg boede der. Men jeg havde dog også fået fortalt, at man havde
opsat nogle medicinskabe rundt omkring, og dem kunne jeg måske snarere se det
gavnlige i.
Efter en uges besøg i denne landsby blev jeg kørt tilbage til banegården i Calcutta
og herfra tog jeg toget til Delhi. Jeg kørte ikke på første klasse, som jeg havde gjort
på udrejsen, og det gav mig nogle helt specielle oplevelser. Jeg fandt ud af, hvor
mange mennesker, høns, geder og andre dyr, der kan være i et tog og jeg fandt ud af,
hvordan man får en plads i en togvogn, når den er overfyldt og pladserne ikke er
nummererede. Det gælder om at tilpasse sig og at holde på de centimeter på bænken,
som man har tilkæmpet sig. Sådan rejser de almindelige indere, også ikke sådan som
jeg havde rejst på udturen. Og der er visse fordele ved at rejse sådan som flertallet
gør, for når man er blande de almindelige mennesker, så undgår man opmærksomhed
fra de tyve, som findes i turistmiljøerne, også i Indien. Jeg tror derfor, at det er mere
sikkert at rejse med de almindelige lokale transportmidler, frem for at rejse i de dyre
luksusvogne, som er særligt beregnet for turister og velhavende borgere. I hvert fald
er det sjovere.
Efter at have været østpå gik turen nu mod nord. Jeg ville til Kashmir, som dengang
- i modsætning til i dag - var åben for turister. Jeg købte derfor en busbillet med
tilhørende overnatning på en husbåd på søen i Srinagar, som er hovedstaden i Kashmir.
Turen i bus varede ca. 24 timer og den var en oplevelse, som jeg ikke tror eller
håber, at jeg vil få igen. Jeg følte mig i livsfare det meste af tiden og fik det gode råd
ikke at kigge ud af vinduet, men det kunne jeg naturligvis ikke lade være med. Og
synet var pragtfuldt, rent æstetisk, men det havde man ikke tid til at nyde, for der var
et lodret klippevæg ved vejkanten og man behøvede ikke megen fantasi til at forestille
sig, hvad der ville ske, hvis bussen kørte forkert. Det gjorde vi heldigvis ikke.
Jeg og de andre turister fra bussen, blev guidet til forskellige husbåde, hvor vi
skulle bo, men jeg var langt fra tilfreds med den udvalgte båd og dens ejer, så allerede
dagen efter flyttede jeg til en anden og bedre båd. Her boede jeg så i den uge, som
mit besøg i Kashmir varede, og det blev stadig mere klart for mig, at de lokale beboere
bestemt ikke havde nogen sympati for os turister, men kun opfattede os som omvandrende
dollarsedler. Når jeg i dag - mange år senere - ser billeder af mig selv i
Srinagar, kan jeg godt forstå noget af den negative atmosfære, som jeg følte mig omgivet
af. Jeg gik i korte bukser og var slet ikke bevidst om, at dette var et groft brud
på de lokale normer i den muslimske befolkning. Her går mænd i lange bukser og
kvinderne i burka. Men det opfattede jeg og de andre vestlige turister ikke som noget,
vi skulle tilpasse os. Vi mente at vi selv var mere "frigjorte" og derfor gik vi
klædt som vi gjorde uden at se og forstå hvordan denne påklædning blev opfattet af
byens almindelige mennesker, som formentlig kun har tolereret os fordi vi havde så
mange penge. Derfor blev vi da også konstant hevet med til forretninger og små
håndværksvirksomheder, hvor de forsøgte at få os til at købe tæpper, men jeg selv og
de fleste andre af de turister jeg snakkede med, lykkedes at undgå at gøre denne fejltagelse.
For mange var rygterne og advarslerne i vores guide om hvad der ville ske,
hvis man købte disse ting. Tæpperne ville aldrig nå frem til Europa eller også ville
det vise sig, at de var helt anderledes end dem man havde købt, når de nåede frem.
Rent bortset fra at de priser, som tæpperne blev solgt til, absolut ikke var indiske
112

priser, men særlige "turistpriser", som næppe var meget lavere end, hvad man kunne
købe tilsvarende tæpper for en i hjemlig forretning.
Kashmir var et af de mest ubehagelige steder jeg har været i mit liv. Man følte
hele tiden foragten fra den lokale befolkning og det konstante pres for at man skulle
købe det ene og andet, som man absolut ikke havde brug for. De eneste venlige mennesker
jeg mødte i denne by - bortset fra turisterne - var tre unge kvinder, som jeg
snakkede med udenfor et hinduistisk tempel. Disse kvinder tilhørte en særlig islamisk
sekt, som var mindre kvindefjendsk end kulturen i dette område normalt er. De
gik uden slør og de var ikke bange for at snakke med en turist fra vesten, og så smilede
de tilmed venligt og grinede sågar. Var det ikke for disse kvinder, ville jeg have
udnævnte Kashmir til at være et grusomt sted, men jeg må også sige, at det var et
sted man lærte at tænke sig om. Som turist behøver man ikke altid at tilpasse sig den
lokale kultur, men man gør som regel klogt i at gøre det. Det havde jeg ikke tænkt
over før, men nu stod det klart.
På vejen tilbage til Delhi fik jeg en af de mest uhyggelige oplevelser jeg har haft i
mit liv. Aldrig har jeg været tættere på døden - uden at vide det - end jeg var ved
denne lejlighed. Vejen fra Kashmir til Delhi går gennem Punjab, den store sikhdominerede
stat i det vestlige Indien, og på det tidspunkt var der stærke konflikter
mellem hinduerne og sikherne. Sidstnævnte ville løsrive Punjab fra forbundet med de
øvrige stater i Indien, og det var der naturligvis modstand imod fra centralregeringen
i Delhi. Kampen mellem sikker og hinduer var særdeles voldelig og der havde været
flere tilfælde af terrorisme, men det vidste jeg intet om, da jeg tog bussen fra Delhi til
Kashmir og heller ikke da jeg kørte tilbage.
Turen til Kashmir foregik i en bus særlig beregnet for turister, men vejen tilbage
kørte jeg i en ganske almindelig "lokal" bus, som jeg havde valgt fordi jeg ikke brød
mig om at være i Kashmir og fordi den var første bus som jeg kunne få en billet til.
Det at bussen var lokal betød, at vi kun var 3 vestlige turister, de øvrige passagerer
var indere, som havde været på ferie eller lokale beboere, som skulle et ærinde i Delhi.
Turen tog ca. 25 timer og da klokken var syv om morgenen var vi på grænsen til
Punjab, hvor bussen stoppede og chaufføren nægtede at køre videre. Efter et par minutter
kunne vi fornemme, at de indiske passagerer blev urolige og at de snakkede
med hinanden om et eller andet. Jeg spurgte, hvad der var galt, og fik at vide at vi
ikke kunne køre videre, fordi der var sket en ulykke et sted på strækningen foran os.
Hvad der var tale om, kunne vi ikke få at vide. Vi ventede derfor i ca. 4 timer før
bussen kørte igen, og vi havde stadig ikke fået en god forklaring da vi nåede frem til
New Delhi i god behold.
Dagen efter læste jeg i avisen på mit hotel, at terrorister havde overfaldet to busser
ligesom den jeg havde kørt i og at de havde skudt samtlige passagerer. De eneste
som var overlevet var chaufføren på den ene bus og en ung kvinde med sit barn, som
var hoppet ud af vinduet inden skyderiet var startet. Ifølge avisen havde terroristerne
kapret bussen og tvunget den til at køre ind på en sidevej inden de havde skudt samtlige
passagerer, og formålet med denne massehenrettelse var selvfølgelig at vise inderne,
at man ikke var velkommen til at køre gennem Punjab-staten. Det var de
samme metoder, som pakistanerne havde anvendt, da de løsrev sig fra Indien i starten
af 50-erne.
Jeg var altså heldig, at jeg ikke havde taget bussen, som gik tidligere denne morgen,
for så havde jeg sandsynligvis være blevet dræbt, for selv om terroristerne ikke
var ude på at myrde turister, så var det nok usandsynligt at de havde skånet nogle og
113

ikke andre, da henrettelsen med maskinpistoler begyndte. Jeg kan sige, at jeg på intet
tidspunkt under denne bustur forstod, hvilken fare vi havde været i, og jeg går ud fra
at inderne holdt os i uvidenhed for ikke at gøre os bekymrede. Men det var alene
heldet, som reddede mig og de andre passagerer i denne bus, og jeg har det ganske
mærkeligt med den tanke, at livet kan slutte så brat og uretfærdigt, som det var tilfældet
for de mennesker, som kørte i bussen inden os.
Resten af tiden i Delhi er der ikke noget særligt at fortælle om. Hver dag var naturligvis
fuld af oplevelser, og jeg husker især mit besøg på Taj Mahal og ved den
hellige flod Ganges. Her mødte jeg nogle flinke unge indiske studerende, som forklarede
mig en del om den indiske kultur, og da jeg fortalte dem, at vi spiste køer i
Danmark, gjorde de grinmasser der viste, at det syntes de var utrolig ulækkert. I Indien
er køerne jo hellige, og derfor spiser man dem selvfølgelig ikke.
Jeg fik også lejlighed til at besøge nogle ashrammer, altså religiøse skoler, som er
ledet af en guru (lærer). Man kan altid flytte ind i en sådan ashram, hvis man vil, og
som regel er det billigt eller helt gratis at bo der. Til gengæld forventes det at man
deltager i det praktiske arbejde og naturligvis at man deltagerne i den undervisning,
som er stedets egentlige formål. Blandt de ashrammer jeg besøgte husker jeg bedst
en hvor jeg mødte en mand, som sagde at han kom fra Schweiz og at han var turist,
men at han ikke kunne komme hjem. Årsagen var at han havde mistet sit pas, sin
flybillet og sine penge og derfor kunne han ikke forlade Indien. Han arbejdede derfor
i den pågældende ashram og fik på denne måde mad og husly, men han vidste ikke,
hvad han skulle gøre, for han ville gerne hjem igen. Han var i øvrigt ikke den første
jeg mødte, som var i en tilsvarende situation, hvor de havde mistet eller solgt deres
pas og dermed var tvunget til at blive i Indien. Dette land er stort og på mange måder
gæstfrit, men har du ingen penge, så er du hjælpeløs. Den indiske stat hjælper ikke
turister, lige så lidt som at de hjælper deres egen befolkning, når det går galt. Man er
afhængig af penge og af de mennesker, som vil hjælpe, så derfor er familien en
grundlæggende institution for enhver inder. Men som turist, har man ikke en sådan
familie i nærheden, og hvis man er rigtig uheldig kan man blive så fattig, at man end
ikke har råd til at ringe hjem til familien i Europa. Og så sidder man fast.
Det sidste jeg husker fra min indiensrejse var hjemturen og min hjemkomst til
Danmark, hvor jeg blev hentet af min mor og min søster i lufthavnen. Stor var glæden
over gensynet og de var rystede over at se, hvor meget jeg havde tabt mig og
hvor brun jeg var blevet. Dette blev naturligvis yderligere understreget af det, at jeg
gik i pakistansk tøj, som jeg havde købt på et loppemarked i New Delhi. Jeg havde
fundet ud af, at man kommer længst ved at tilpasse sig de lokale normer og ved at
foregive, at man er en af de lokale. Det havde gjort den sidste del af min tur lettere
end den første del havde været, men nu var jeg hjemme igen. Og glæden var stor
over at være hjemme, men jeg erindrede også det, som havde stået i min guide om at
man ville "hade at være i Indien, men at man ville længes tilbage, når man kom
hjem". Det forstod jeg ikke, da jeg drog af sted, men det viste sig at være sandt. Indien
var på mange måder et "helvede", men siden jeg kom hjem har jeg ønsket at besøge
dette fantastiske land igen.
Uganda – Kenya - Tanzania (1990)
Et par år efter at jeg havde besøgt Indien tog jeg til Afrika. Ikke fordi jeg havde hørt
nogle særlig spændende ting om Afrika, men fordi jeg følte at man - som kulturso-
114

ciolog - er nødt til at kende dette kontinent. Og man lærer bedst et land og et område
at kende, ved at besøge det. Derfor købte jeg en flybillet til Kampala (Uganda) og
retur fra Dar es-Salaam (Tanzania).
Da jeg stod af flyveren i Entebe, lufthavnen ud for Kampala, kom jeg i tanke om
at det var her at israelerne engang havde lavet en aktion for at få frigivet nogle gidsler.
Jeg huskede ikke detaljerne i denne historie, men jeg vidste at Entebe var et navn
jeg kendte i forvejen, så da jeg så at der på den store vold ved landingsbanen stod
dette navn tog jeg straks mit kamera frem for at tage et fotografi. Det medførte, at jeg
kort tid efter blev anholdt af to betjente, som fortalte mig at det var forbudt at fotografere
i lufthavnen og at jeg derfor skulle afhøres. Den derpå følgende undersøgelse
tog 3 timer. Min bagage blev gennemrodet og jeg blev afhørt om hvad jeg skulle i
Uganda og hvorfor jeg havde taget billeder i lufthavnen. Det, at man havde fundet et
kort over Kampala i min bagage, var meget mistænkeligt, mente officeren, som afhørte
mig og han troede ikke på det, da jeg fortalte, at det stammede fra Ugandas
ambassade i København. Efter at have undersøgt det nærmere, accepterede han dog
min forklaring, lidt senere blev jeg frigivet, dog først efter at min film var blevet destrueret.
Jeg blev nu kørt på ladet af en vogn ind til byen sammen med et hold lokale arbejdere
og aldrig har jeg været et sted, hvor jeg i den grad skilte mig ud fra alle andre.
I Kampala og i Uganda er folk sorte, og dermed menes ikke brune eller mørkebrune.
Når man går rundt i denne by som vesterlænding, ligner man et lagen, rent
farvemæssigt, og man er aldeles klar over, at det ikke på nogen måde kan lade sig
gøre at skjule sig i mængden. Der var kun meget få turister i byen, var jeg hurtigt klar
over, og man skilte sig i den grad ud fra alle andre, at man kunne ses på lang afstand,
uanset hvor mange mennesker, der ellers var.
Det lykkedes mig i løbet af et par timer at finde det sted, som jeg havde som første
prioritet i min guide. Det drejede sig om et KFUM-hostel, som så godt og billigt ud,
men desværre var det fuldt optaget. Altså måtte jeg finde et andet sted, og det blev en
engelsk missionsstation, som lå 5 - 6 kilometer fra byens centrum. Jeg må sige at jeg
var bange og at jeg bestemt ikke følte mig godt tilpas i denne by. Jeg havde prøvet at
blive arresteret og jeg var blevet afvist ved det eneste sted i byen, hvor jeg vidste at
der boede hvide mennesker, så jeg var bange. Ikke fordi der skulle være megen kriminalitet
i byen, for det vidste jeg intet om, men fordi at jeg kunne forestille mig
hvordan det ville være, når mørket sænkede sig. Der var jo ingen belysning udenfor
husene, og da alle folk er sorte ville det være umuligt at se dem i mørket. Men jeg -
byens eneste hvide mand uden et hotel - ville kunne ses, tydeligt endda. Det brød jeg
mig ikke om. Jeg tog derfor en taxa til den engelske missionsstation, og da jeg kom
kunne jeg se, at den var omkranset af et højt hegn med pigtråd. Indgangen bestod af
en kraftig port med en stor lås, og den var ikke låst, så jeg gik ind og op til en bygning,
hvor der stod "office". Her blev jeg venligt modtaget og fik at vide, at jeg godt
kunne få en seng i et delt værelse, og det tog jeg naturligvis imod.
I det rum jeg skulle være sov der også en afrikansk præst fra anglikanske kirke.
Jeg så formentlig meget træt og meget bange ud, da jeg kom ind på værelset, men i
realiteten var jeg lettet. Jeg glemmer aldrig, da denne præst spurgte mig, om jeg var
"baptized". Jeg vidste faktisk ikke umiddelbart, hvad dette ord betød, men jeg gættede
på at det nok var noget med religion, så jeg svarede "yes". Og dernæst spurgte han
mig: "Do you want to pray with me?" og det sagde jeg også ja til. Ikke fordi jeg var
et religiøst eller gudstroende menneske, men fordi jeg havde oplevet noget så ubehageligt
og været så bange, og jeg trængte til ro og tryghed, og det var lige, hvad dette
115

vidunderlige menneske kunne mærke. Jeg satte mig derfor ned på sengen og med
foldede hænder hørte jeg på præstens bøn. Det var dejligt og jeg følte at jeg var
hjemme. Jeg mærkede for første gang i mit liv, hvad kristendom og religion kan være,
og hvor meget brug man kan have for bøn, når sjælen er i nød. Jeg kunne også
mærke, at bønnen hjalp, for efter en times tid havde jeg det fint igen. Jeg gik ind og
fik middag i spisesalen og lagde mig til at sove kort tid efter.
På denne missionsstation mødte jeg flere interessante mennesker. Blandt disse var
en afrikansk professor, som belærte mig om Afrikas tragedie som - efter hans mening
- var et resultat af kolonialismen. Jeg mødte også en ung mand, som viste mig rundt i
det nærliggende område, og som viste sig at have en masse økonomiske problemer,
som han gerne ville have mig til at hjælpe ham med at løse. Det fortalte han dog ikke
så meget om medens vi gik rundt i byen, men da jeg var kommet hjem til Danmark
modtog jeg en række breve, hvor han klagede over sin nød og bad mig sende ham
penge.
Efter at have boet i Kampala en uges tid skulle jeg videre til Nairobi, som ligger i
Kenya. Præsten jeg boede med skulle tilfældigvis også til Nairobi og han anbefalede
mig at tage flyveren, for ikke at få problemer. Men det ville jeg ikke, dels fordi det
kostede flere penge, men også fordi jeg var kommet til Afrika for at opleve noget, og
det gør man nu engang bedre, når man rejser med bus end når man flyver. I bussen
møder man mennesker, og disse mennesker er ganske almindelige, i modsætning til
dem, som rejser med fly og som - sociologisk set - kommer fra de øverste lag i samfundet.
Jeg lyttede derfor ikke til præstens råd, men bestilte i stedet en almindelig
busbillet fra Kampala, over grænsen til Kenya og til Nairobi. Turen forløb nogenlunde
fredeligt, bortset fra at vi jævnligt blev stoppet af militærpatruljer, som skulle
gennemse bussen. Der var jo borgerkrig, fandt jeg senere ud af, og det område bussen
kørte igennem, var et af de områder, hvor den lokale guerilla-bevægelse holdt til.
Jeg havde også en ubehagelig oplevelse, da vi holdt ved en rasteplads, hvor jeg gik
lidt væk fra bussen fordi jeg skulle tisse. Straks blev jeg omringet af et antal lokale,
som hævdede at det var ulovligt at tisse her, og at jeg derfor måtte følge med dem til
politistationen. Men jeg gennemskuede straks, at dette var et røveriforsøg, for jeg
havde læst min guide og snakket med flere mennesker, som havde advaret mig. Kenya
var et super kriminelt samfund, og man kunne aldrig føle sig sikker. Jeg råbte
derfor til et par af de andre buspassagerer, som jeg kunne se, og da de vende sig mod
mig og de mennesker som foregav at ville arrestere mig, gik jeg med faste skridt hen
til bussen og ind. Var jeg ikke sluppet væk er jeg sikker på, at jeg var blevet røvet og
havde jeg gjort modstand kunne det være gået endnu værre.
Dette var i øvrigt kun det første af en række røveriforsøg, som jeg oplevede i den
uge jeg var i Kenya. Straks efter at jeg var ankommet med bussen til Nairobi blev jeg
udsat for et andet af de traditionelle tricks, som går ud på at der på gaden hvor man
går ligger en pengeseddel. Hvis man samler denne pengeseddel op bliver man kort
tid efter anholdt af en gruppe mennesker, som påstår at de kommer fra politiet og at
de vil tjekke om man er i besiddelse af penge, som kommer fra et røveri, der netop er
blevet gennemført. Har man den pågældende seddel på sig, tager de en med, og når
man er bragt sikkert væk fra al trafikken og de mange mennesker i gaden, bliver man
frarøvet alt hvad man har af værdi, hvilket først og fremmest vil sige kontanter og
pas. Og der er ingen grund til at gå til politiet med disse sager, for de bliver aldrig
opklaret. Det hævdes tilmed, at politiet selv er medvirkende i sådanne svindelnumre,
for derved at forøge deres ringe hyre.
116

Nairobi var forfærdelig, og man var kun tryg, når man befandt sig bag hotellets
tykke gitterport, hvor der konstant var posteret vagt for at holde eventuelle røvere
ude. Man var konstant i fare, og det gjaldt derfor om at komme videre. Efter at have
været tre dage i Nairobi købte jeg derfor en busbillet til Mombasa, som er en havneby,
hvor det siges at mange af landets turister foretrækker at opholde sig. I bussen
sad jeg ved siden af en indisk udseende mand, som var meget ivrig for at indlede en
samtale. Det havde jeg ikke noget imod, for han talte godt engelsk og virkede i øvrigt
både kultiveret og venlig. Han fortalte at han boede i udkanten af Mombasa med sin
familie og han inviterede mig til at komme og besøge dem, hvis jeg havde lyst. Det
sagde jeg "ja" til og jeg fik hans adresse og telefonnummer med besked om at jeg
skulle ringe, så snart jeg fik tid.
Allerede dagen efter besøgte jeg min ven, som viste sig at bo i et stort hus med
kone, tre børn og adskillige tjenestefolk. Han var af indisk afstamning og han var
muslim. Jeg måtte derfor smide skoene inden jeg trådt ind i hans hjem og både konen
og hans ældste datter tog tørklæde på, hver gang de gik ud af hoveddøren. Familien
var meget venlig og jeg blev budt på kaffe og kager, og lidt senere fik jeg en lang
forklaring på, hvad der var forskellen mellem kristendom og islam. Jeg forstod nok
ikke helt hans forklaringer, for mit kendskab til religion - både min egen og den islamiske
- var meget ringe. Men jeg nikkede da og sagde "yes" en masse gange, så
han kunne forstå, at jeg ikke var negativ.
Da vi havde snakket en times tid og jeg havde hilst på hans familie, havde han
ikke mere tid, så jeg skulle hjem, men inden da havde jeg hilst på hans datter, som
var meget køn, syntes jeg. Hun smilede flere gange venligt til mig og jeg fik en fornemmelse
af, at der måske var et andet formål med mit besøg i dette hjem end blot
det venskabelige. Og det fik jeg bekræftet, da min ven inviterede mig til at komme
igen dagen efter for at besøge familien igen, og det accepterede jeg. Her - sagde han -
ville han selv komme og hente mig i sin bil, og han ville ringe en times tid inden han
kom for at hente mig. Dagen efter lå jeg derfor i min seng på hotellet og ventede, da
telefonen ringede, og den som var i røret var datteren, som jeg havde hilst på dagen
før. Mine fornemmelser var rigtige, følte jeg, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle
gøre. Datteren var køn og jeg var bestemt ikke uvenlig stemt imod hende, men vi
tilhørte jo to forskellige religioner, vidste jeg, og hvordan kunne det forenes, når hun
havde en så stærkt troende far, som næppe ville acceptere, at hun giftede sig med en
hedning?
Turen indeholdt ikke mange andre ting end disse. Jeg rejste senere til Tanzania,
hvor jeg boede et par dage i Dar es-Salaam. Om denne by kunne man sige det gode,
at der ikke var så megen kriminalitet, som i Nairobi. Men til gengæld var der kedeligt,
og jeg valgte hurtigt at tage en båd ud til Zanzibar, som er en ø der ligger et par
kilometer ude i det Indiske Ocean. Her boede jeg på et fint hotel, hvor jeg mødte
nogle unge mennesker fra Australien, som jeg havde det rigtig morsomt med. Vi så
de store skildpadder på øen og vi spiste masser af den lokale is. Men tiden på dette
sted, som måske var det bedste jeg fandt i Afrika, var alt for kort. Jeg havde en returbillet
og skulle med flyveren hjem, så efter et par dage måtte jeg retur med båden, og
i den sidste tid boede jeg på det lokale KFUM-hotel. Det var kedeligt, men jeg glædede
mig til at komme hjem. Afrika er et sted med megen fattigdom og megen elendighed,
og jeg var ikke begejstret for det jeg havde set. Jeg havde nu været i Afrika,
men jeg havde ikke lyst til at komme igen. Der var stor forskel mellem Indien, som
jeg havde besøgt nogle få år tidligere, og så Afrika. Det første var et kontinent med
sin egen kultur og sin egen stolthed. Det samme følte jeg ikke om Afrika, som aldrig
117

har formålet at udnytte den frihed, som de fik, da kolonialisterne trak sig tilbage.
Men måske var dette slet ikke så godt, som man havde håbet, og mange gange har
jeg hørt mennesker - også afrikanere - sige, at det hele var bedre, dengang vi var en
engelsk koloni. Om det skal forstås som en ros til englænderne, eller en kritik af afrikanerne
selv, skal jeg ikke tage stilling til.
Den kønne datter, som min ven fra Mombasa forsøgte at smede mig sammen med,
korresponderede jeg med i nogle måneder efter at jeg var kommet hjem. Jeg kunne
godt lide hende og var bestemt positiv overfor, at hun skulle komme til Danmark.
Men bruddet skete alligevel, da det blev klart for mig, at dette ikke kunne lade sig
gøre, hvis jeg ikke først ville konvertere til islam. Det ville jeg ikke, og så var den
affære slut.
Irland - Polen (1998)
Dette var en pilgrimsrejse for mig, for jeg var netop blevet optaget i den katolske
kirke og var i færd med at vænne mig til min nye identitet. Nu var jeg rigtig katolik,
og ikke bare en protestant med sympati for det katolske. Det var altså mere seriøst,
det jeg foretog mig nu, og jeg var bevidst om at jeg måtte have noget viden, som jeg
ikke havde fået i min konvertitundervisning. Hvordan ser der ud i de "katolske lande",
måtte jeg vide, og derfor var det nærliggende for mig at vælge netop Irland og
Polen som rejsemål. Da der tilmed var velfungerende Servas-foreninger i begge disse
lande, vidste jeg at jeg ville kunne bo privat og gratis hos andre Servas-medlemmer,
og det var jo netop den bedste måde at få et indtryk af troen og kulturen i disse lande.
Turen som sådan var ellers ikke særlig spændende. Jeg boede først i tre dage hos
et ægtepar i Dublin. Disse mennesker var i hvert fald ikke katolikker eller på nogen
måde positivt interesserede i religion, men jeg kunne da besøge nogle kirker og på
den måde danne mig et indtryk af den irske katolicisme, som - fandt jeg ud af - havde
stået i skyggen af den engelske kirke i lang tid. Irland havde jo været en koloni og
havde først vundet sin frihed i begyndelsen af 1900-tallet som resultat af væbnet
kamp. For irerne er den katolske tro et symbol og et redskab i kampen imod englænderne,
og dermed mere end blot en religion. Det at være irsk regnes for at være identisk
med det at være katolik, for ingen anden religion end denne, har det irske folk
ofret deres blod på at få lov til at udøve. Det var forbudt under det engelske kolonistyre,
og derfor ville irerne være selvstændige, hvilket kostede kamp og offer. Derfor
er irerne stolte af deres land og af deres katolske tro, og det kan jeg godt forstå.
Situationen i Polen er på mange måder den samme. Den polske nation har været
nedlagt i tiden fra Napoleons hærgen til den første verdenskrig. Og i 2. Verdenskrig
forsøgte både Hitler og Stalin at nedlægge denne nation igen. Men polakkerne er
stolte og de har brugt deres religion i kampen mod alle former for undertrykkelse. De
var i spidsen for kampen mod osmannerne, som forsøgte at erobre Wien, og de
kæmpede både imod de ortodokse russere og senere mod den hedenske hitlerisme.
Også for polakkerne gælder det, at kirken er holdt levende gennem blodoffer, og det
er derfor en national institution, som enhver polak er stolt af. Derfor var det også
herligt at besøge dette land, hvor alle - også de mennesker jeg boede hos - var troende
katolikker. Jeg gik med dem i kirke og fik masser af oplysninger om polakkernes
kamp imod nazismen og kommunismen og om den vidunderlige pave (Johannes Paul
II), som kom fra Polen, og som de alle var så stolte af.
118

På min egen tur var det mest mødet med mine værter og mit besøg i kirken med
den Sorte Madonna, som er Polens nationalikon og et symbol på hele det polske
drama. Denne ikon har sin egen helligdag i den polske kalender, og jeg var i den heldige
situation, at mine værter tilbød mig at køre mig til denne kirke netop denne dag.
Sammen med tusinder af mennesker kunne jeg derfor hylde den skønne Guds Mor,
som jeg selv og de stolte polakker elsker så højt. Det er indholdet i den katolske religion,
som jeg så stærkt følte at dele med de mennesker jeg mødte. Og selv om Polen
ellers ikke - efter min mening - er et særligt spændende rejseland, så var turen alligevel
rigtig vellykket. Jeg fik et indtryk af, hvad den katolske kultur kunne indeholde,
og jeg lærte mennesker at kende, som er født og opvokset med denne tro. Som konvertit
levende i et protestantisk land, er den katolske religion noget helt andet end den
er for disse mennesker, men på en særlig måde har vi alligevel noget til fælles.
Santiago de Compostella (2000)
Jeg havde i lang tid ønsket at komme på pilgrimsvandring til Santiago de Compostella
i Spanien. Jeg kendte nogle mennesker, som havde været på denne tur, og beretningerne
var fantastiske. Jeg mente at der både ville være skøn natur og mange spirituelle
oplevelser at hente på en sådan rejse, og jeg var derfor meget spændt og optimistisk,
da jeg selv drog af sted. Jeg havde aldrig før været i Spanien, og jeg vidste at
de ikke talte særlig godt engelsk, men jeg mente nok alligevel at jeg kunne klare mig.
Jeg havde i hvert fald gået 5 - 6 træningsture for at finde ud af, hvor god min kondition
var og hvor megen bagage jeg kunne slæbe i rygsækken. Tolv kilo var den
grænse, som andre anbefalede, og det valgte jeg at rette mig efter.
Jeg tog flyveren til Madrid og nattoget derfra til Astorga, som er en lille by 256
km. fra Santiago. Jeg kom til Astorga om natten og sov i stationsbygningen sammen
med et par andre vandrere, som var ankommet med det samme tog. Da klokken var 6
om morgenen vågnede jeg, gik hen til billetlugen og bad dem om at stemple mit pilgrimspas,
som jeg havde købt hjemmefra, og det gjorde de. Jeg var nu i gang med
min vandring, som kom til at vare 14 dage inden jeg nåede frem til målet, domkirken
i Santiago. Og det var dage fyldt med oplevelser, smerte, håb og glæde. Jeg har altid
tidligere udfordret min fysik i en sådan grad, som det skete på denne tur, og jeg har
aldrig tidligere set så smukt et landskab som jeg så her. Hele det område, som turen
gik i - Galicien - er som en eventyrfilm og man føler sig hensat til en højere og bedre
verden, når man ser ud over bjergene i dette vidunderlige område. Om natten sov jeg
på de dertil indrettede pilgrimsherberger og om dagen vandrede jeg, som regel sammen
med andre. I begyndelsen gik jeg sammen med et norsk par, som jeg havde
mødt allerede på det første herberg, og i dagene efter vandrede jeg med en spansk
præst og hans ungdomsgruppe og med et ægtepar fra New Zealand.
Det er svært at beskrive den oplevelse, som turen var for mig, men alt hvad jeg
havde drømt om blev opfyldt. Jeg havde vanvittige smerter i fødderne hver aften og
tænke knap nok på andet end en seng at ligge i, når jeg havde gået mere end 20 kilometer
i det stenede bjerglandskab, men jeg nød også inderligt den stilhed, som var i
de katolske kirker jeg besøgte under vejs. En af de bedste oplevelser havde jeg den
nat, da jeg var kommet så sent til herberget, at alle pladser var optaget, og en katolsk
ungdomsgruppe inviterede mig og de andre pilgrimme uden soveplads til at overnatte
i kirken. Denne nat var så helt særlig, at jeg kan græde blot ved tanken. Det var nåde
og Guds kærlighed i praksis. Jeg sov på pulpituret og kunne se den røde lampe ved
119

Kristi Legeme hele natten. Jeg forestillede mig den smerte, som Guds egen Søn havde
lidt for min skyld og den - i forhold til dette - meget lille smerte, som jeg selv følte
i mine fødder. Jeg følte også, at det - trods alt - var en religiøs rejse, og ikke blot
en vandretur til et særligt mål. Jeg gik denne rute fordi den hellige apostel, som jeg
deler navn med, havde vandret den samme rute og fordi at denne rute var et symbol
på kristenhedens enhed og på det kristne liv som sådan. Ingen kommer gennem uden
smerte og uden offer, og det at gå som pilgrim er blot at koncentrere nogle af de følelser,
som livet indeholder, i et kortere forløb. Livet er i sig selv en vandring, og det
er ens egen holdning, som afgør hvor let eller hvor svært det skal være.
Jeg fandt også ud af, at man ikke modtager åbenbaringer bare fordi man går som
pilgrim. Der er mange andre ting end det spirituelle, som optager tankerne hos den
pilgrimme, og det religiøse aspekt kom - for mit vedkommende - kun lejlighedsvis
ind i rejsen. Det skete under messerne, under bøn i de kirker jeg besøgte og i mødet
med mennesker fra andre lande, som havde lagt den samme rute som jeg selv. Alle
var vi søgende og alle var forlegne ved at snakke om det, der var den egentlige årsag
til deres vandring. Der er ingen - eller meget få - som gennemfører en rute som denne,
uden at der er et spirituelt mål med denne rejse, men de færreste bryder sig om at
fortælle om det medens de vandrer. Under vandringen har man ganske konkrete problemer
at spekulere på. Men når vandrerne når frem til målet og får udfyldt deres
pilgrimsbevis, så bliver de spurgt om motivet til at de gennemførte denne vandring,
og her svarer 80% at de gjorde det af religiøse årsager. Jeg var altså ikke alene i min
søgen på denne vandring, og det vidste jeg heldigvis godt. Men på en tur som denne
er der ingen, som gider diskutere teologiske kontroverser, for uanset hvor uenige
man måtte være i sådanne spørgsmål, så skal man overnatte i det samme pilgrimshjem
om natten og har smerten i fødderne og alle de praktiske bekymringer til fælles.
Hele denne tur handler om bøn, smerte, samvær og offer. Gud er ikke i verden for
at gøre vores liv lettere, men for at give os selv en tro på, at det hele har et formål.
Vi skal gå på vores egne ben og vi skal selv mærke smerterne. Den der vil være fri
for denne smerte, kan undlade at vandre ruten, men han betaler prisen på en anden
måde. Smerte undgår ingen af os, spørgsmålet er bare, hvordan vi tager den og hvem
der er til at hjælpe os. Det var store spørgsmål som disse der rumsterede i mit hoved
inden jeg tog af sted på turen, og da jeg kom hjem måtte jeg stille de samme spørgsmål
igen. Turen havde ikke gjort mig hverken klogere eller bedre, men den havde -
helt bestemt - gjort mig rigere. Og da jeg kom hvem spurgte jeg mig selv, på samme
måde som da jeg havde været i Indien: Hvornår kan jeg komme af sted igen?
Iran (2004)
En af de mest spændende rejser jeg har lavet, var da jeg var tre uger i Iran. Et københavnsk
rejsebureau, Kish Air, tilbød returrejser til Teheran for 1495 kr. og det var
tilmed med en tur til Kish (en ø i den Persiske Golf) inkluderet. Jeg havde i lang tid
ønsket at se den islamiske verden, og jeg havde forestillet mig, at det skulle være
Syrien, Jordan eller Egypten. Men nu blev det så altså Iran, som måske ikke er helt
repræsentativ for den islamiske kultur, da de ikke er arabere og ikke sunnimuslimer,
men derimod persere og shiamuslimer. Men når nu billetten var så billig og jeg vidste,
at den persiske kultur er en af de vigtigste kilder til den europæiske, så mente jeg
nok at jeg kunne rejse til dette land i stedet. Jeg bestilte derfor en billet, købte en rejseguide
og drog af sted.
120

Naturligvis var jeg bange, for jeg havde hørt så meget ondt om det islamiske og
min mor og andre advarede mig mod alle de slemme ting, som kunne ske på en tur
som denne. Men ingen af de dystre profetier gik i opfyldelse, og jeg vil regne de tre
uger i Iran som værende nogle af de mest oplevelsesrige og positive jeg har oplevet i
hele mit rejseliv. Stort set alle mennesker var fantastisk venlige og hjælpsomme, og
der var ingen problemer med at få kontakt, heller ikke selv om det kun er en lille del
af befolkningen, som forstår eller snakker engelsk.
Jeg boede først i Teheran og så rejste jeg til Tabriz, hvor jeg havde den store glæde
at blive venner med nogle mennesker, som tog mig på besøg i deres private bolig
og kørte mig rundt for at vise mig alt det jeg ønskede. Det var mit indtryk, at alene
det at have kontakt med et menneske fra den vestlige verden, var noget helt særligt.
De få turister, som kommer til dette land, rejser normalt i grupper, så det er umuligt
for iranerne at få kontakt med dem på tomandshånd. Men med mig var det anderledes
og jeg var derfor konstant omgivet af iranere, som ville vise mig det ene og andet
og som ville snakke med mig om mit hjemland, om den vestlige verden og - ikke
mindst - om hvordan de kunne komme til Europa. Men der var også et menneskeligt
aspekt i mit møde med iranerne, for disse mennesker føler sig tydeligvis mere knyttet
til det europæiske end til det arabiske. De er muslimer, fordi de blev erobret af Muhammeds
hære i 700-tallet, men det betyder ikke, at de føler sig i familie med de
arabiske sunnimuslimer. Det gør nogle af dem måske, men dem jeg mødte gav udtryk
for større interesse for det vestlige.
Jeg brugte en del tid på at finde ud af, hvordan de kristne minoriteter havde det i
dette meget religiøse land, og jeg fandt ud af, at den kristne religion er tilladt, men at
det ikke er let at være kristen. Kirkerne ligger bag høje mure og muslimer er forbudt
adgang til de kristne områder, ligesom at kristne ikke må komme i moskeerne. Man
praktiserer altså religiøs adskillelse og det var mit indtryk, at dette var nødvendigt.
For muslimerne forstår ikke den kristne religion og de respekterer den ikke. De få
kristne i landet tilhører næsten alle den armenske kirke, som blev dannet da tyrkerne
smed armenerne ud af Tyrkiet i starten af forrige århundrede. Ud over disse kristne er
der også katolikker og protestanter, men det lykkedes mig ikke at finde en eneste
fungerende katolske kirke i de to byer jeg opholdt mig i.
Det meste af tiden i Tabriz var jeg sammen med en pensioneret flyingeniør, som
var uddannet i USA og havde tjent under shahen. Han talte godt engelsk og var så
venlige at introducere mig for en masse interessante mennesker. En af disse var en
tidligere kollega af ham fra flyvevåbenet, og han inviterede mig til at bo hos sig, når
jeg kom til Teheran. Han arbejdede nu som taxachauffør og var et særdeles venligt
og hjælpsomt menneske, som gik med mig på museum og som tog med på besøg hos
sin familie og hos sin søn på hospitalet.
Hele denne tur var en oplevelse, som jeg ikke tror at jeg vil få magen til. For iranerne
er isolerede i verden i dag, på grund af de politiske modsætninger mellem den
iranske regering og USA. Og denne isolation gør, at de er så sultne for at få kontakt
med vestlige mennesker, og dem kommer der kun meget få af til landet. Jeg blev
derfor præmieret for mit mod og for det at jeg havde valgt at rejse alene. Jeg har
skrevet en længere artikel om denne rejse, og den kan interesserede læse. Her vil jeg
bare slutte med at opfordre alle rejselystne mennesker til at gøre som mig. Iran er et
fantastisk land og at dets befolkning er de mest gæstfrie mennesker jeg har mødt.
Alting er billigt og de eneste punkter af ubehag jeg oplevede, var forureningen i Teheran
og angsten ved at skulle krydse gaderne på grund af den tætte trafik. Bortset
fra dette, var rejsen en ren fornøjelse og alle oplevelser jeg havde var positive. Også
121

her håber jeg at vende tilbage for at gense de mennesker, som jeg knyttede kontakt
til. De ville alle gerne komme her til landet for at besøge mig, men det kan desværre
ikke lade sig gøre. Ikke fordi at Iran forhindrer dem i det, men fordi den danske stat
ikke ønsker det. Jeg kan altså ikke betale gæstfriheden tilbage, og det skammer jeg
mig over. Men jeg kan intet gøre.
Syrien (2005)
Syrien var ikke nær så kontroversielt et rejsemål som Iran og turen var heller ikke
nær så spændende og intensivt på det personlige plan. For syrerne er turister ikke
noget nyt og ingen bliver overrasket over at møde en mand fra Danmark. Vi har jo et
udmærket kulturinstitut i Damaskus, og bl.a. på denne måde viser vi, at vi er venligt
indstillet overfor landet, og det faktum at mange danskere, som studerer arabisk,
vælger at bo i Damaskus i en periode, gør at man kan møde andre dansktalende mennesker
i dette land og at man har gode kilder til troværdig information.
Min rejse begyndte i Damaskus, hvor jeg boede på et dejligt lille hotel på en af de
centrale gader. Det kostede ca. 50 kr. i døgnet og jeg boede i den fælles sovesal på 3.
etage sammen med skiftende unge mennesker fra Polen, Tyskland og Frankrig. Jeg
havde desværre en del smerter i mit venstre knæ, da jeg i perioden forud for denne
rejse, havde løbet lidt for meget sammen med Valby Idrætsforenings løbehold, og
selv om det gav mig fin motion, så var det også for hårdt for mine knæ. Jeg var
åbenbart så gammel, at jeg havde fået slidgigt, og det kunne jeg nu mærke. Jeg måtte
bruge de første syv dage i Damaskus til at få knæet i orden. Jeg gik med stok og klarede
mig udmærket, men det udsatte min afrejse fra Damaskus en smule, hvilket jeg
dog ikke skal beklage. For der er masser af spændende ting at se i Damaskus, og
masser af interessante mennesker at snakke med. I modsætning til i Iran, så eksisterer
den kristne minoritet faktisk stadig i Syrien, og katolikkerne har kirker, hvor der holdes
messer som man kan deltage i. Det benyttede jeg mig flittigt af og på den måde
mødte jeg mennesker, som gav mig vigtig information. For et lands kvalitet måles jo
på, hvordan det behandler sine minoriteter. Hvis islam er en civiliseret religion, så
har de kristne det godt under dette styre, og det ville jeg godt finde ud af om var tilfældet.
Den næste by jeg besøgte efter Damaskus var Palmyra, som - fysisk set - er det
mest fantastiske sted jeg har befundet mig i mit liv. Det er en gammel romersk by,
hvor templerne, søjlerne, bygningerne og gravmonumenterne stadig er, hvor de blev
opført for 3 - 4.000 år siden, men hvor der nu bor arabiske muslimer. De lokale mennesker
er ikke særlig interesseret i den historiske baggrund bag det sted de bor og de
har derfor heller ikke gjort noget særligt for at bevare ruinerne. Men i den moderne
tid, hvor turister fra hele verden kommer på besøg, har de naturligvis fundet ud af, at
der er penge i de gamle ruiner og derfor er der udviklet en turistindustri. Men lige så
fantastisk som de fysiske kulisser er, lige så frastødende og usympatisk er mentaliteten
hos de mennesker, som har gjort turismen til deres levevej. Der er absolut ingen
respekt for gæsterne og der er ingen grænse for, hvordan de lokale vil ydmyge sig
selv til, for at få en turist til at købe postkort og souvenirs. Det var frustrerende og
deprimerende at befinde sig dette fantastiske sted, som bestyres af nogle så grådige
og usympatiske mennesker, som dem jeg mødte. Det mindede mig om Kashmir, som
- indtil da - husede det mest usympatiske folkefærd jeg havde mødt. Men Palmyra
var værre og derfor blev mit besøg kun på to dage. Der nåede jeg at se ruinerne og
122

den store korsfarerborg, og da det var afsluttet havde jeg ikke spor lyst til at blive
længere. Palmyra var forfærdeligt og jeg tog bussen til en by i det nordlige Syrien.
Jeg husker ikke navnet.
Næste store mål var Crac de Chevalier, som er den største korsfarerborg, som
findes i Mellemøsten. Dette fantastiske anlæg skiftede hænder mange gange mellem
11. og 13. århundrede, og man har gjort et stort arbejde for at bevare og at restaurere
det til glæde for turister og historisk interesserede. Slottet er fantastisk og man kan
bruge lang tid på at udforske det, men det kræver gode ben at vandre op og ned ad de
mange gange og trapper. Det sætter fantasien i gang at kunne stå på toppen af dette
militæranlæg og at kigge ind i Libanon, hvis grænse kun ligger én kilometer væk.
Engang var det korsfarerne, som stod der hvor jeg og andre gæster nu stod og kiggede
ud i horisonten. Dengang var man måske under belejring af de muslimske styrker,
og hvis der ikke kom hjælp fra Europa, måtte man give op. Det gjorde man, som bekendt,
til sidst.
Det næste sted jeg besøgte var Aleppo, som er en by i det nordlige Syrien. Herfra
deltog jeg i ture med andre turister for at besøge de døde byer ("dead cities"), som er
tidligere romerske bysamfund af samme art som Palmyra. Hele dette område var en
del af det romerske imperium, og det ses overalt. Blandt de særlige steder jeg besøgte
var ruinerne af klosteret, hvor Simon Søjlehelgen holdt til. Obelisken, som han levede
på, er ødelagt, men dens fod står der stadig. Og vi har jo alle hørt om denne særprægede
person, så fantasien får frit løb, når man står et sådant sted. Man kan ikke
lade være med at tænke, at det er svært at isolere sig fra civilisationen. Det er der
nogle, som forsøger, også i dag, fordi de mener at samfundet er stressende og fuld af
ondskab, men uanset hvad man gør, så kan man ikke melde sig helt ud. Og det samme
problem havde Simon Søjlehelgen, som var nødt til hele tiden at lave sin søjle
højere og højere for at undgå at skulle høre snakken fra de mange gæster, som kom
for at se ham. Men han skulle jo have noget at spise, så han var samtidig nødt til at
ikke at komme højere op, end at han kunne hejse en kurv ned til de mennesker, som
gav ham maden. For dem var han naturligvis afhængig af. Og det som fik disse mennesker
til at støtte ham, var måske den tro, at når et menneske har isoleret sig fra verden,
så bliver dette menneske i højere grad en objektiv iagttager og rådgiver end andre.
Simon blev derfor bedt om at give gode råd til de fromme søgende, som valfartede
til hans sokkel, og selv kunne jeg ikke lade være med at spekulere på om denne
mærkelige figur mon virkelig opfattede sig selv som en mystiker og hellig mand,
eller om han havde et - efter min mening - mere realistisk forhold til sin egen livsstil,
nemlig den, at der var tale om religiøst gøgl. Måske lavede han det han gjorde i en
god sags tjeneste, men derfor var det alligevel ikke andet end en fornøjelig form for
underholdning. Men det er der vel heller ikke noget galt med.
Jeg var en uge i Aleppo og følte nu, at jeg havde set det jeg skulle i Syrien. Jeg
ville tilbage til Damaskus for at møde de kristne venner, som jeg havde fået kontakt
med ved rejsens start. Jeg havde tre dage i denne by, inden jeg måtte hjem og i den
tid nåede jeg at besøge det danske kulturinstitut, et par katolske kirker, nogle de venner
jeg havde mødt i kirken, en meget troende muslim og en af de lokale moskeer.
Den kristne mand var meget ihærdig for at vise mig, hvordan muslimerne havde
erobret Damaskus og han kunne vise de gamle tidligere jesusrelieffer på den store
moske, som engang havde været en kristen kirke. Den muslimske mand gjorde en
masse for at overbevise mig om islams fortræffeligheder, og blandt dette var det at
tage mig med til en af de store moskeer, hvor jeg fik vist den lokale (islamiske) helgenfigur,
som lå i en kiste i et rum, som eller blev anvendt som redskabsskur. Det var
123

meget mærkeligt, syntes jeg, men det var også en unik oplevelse for mig. Ikke mindst
da jeg blev inviteret hjem og besøge manden og hans kone og lille barn. Konen så jeg
dog intet til, da hun var så from, at hun ikke måtte se på andre mænd, men barnet var
da yndigt, som børn nu er. Men min sympati for det islamiske blev ikke større ved
denne lejlighed, for jeg følte at denne person var både fanatisk og mærkelig i sin adfærd.
Han ville ikke give hånden til kvinder og jeg måtte ikke se hans kone og med
jævne mellemrum måtte han forlade mig fordi han skulle bede i en af de nærliggende
moskeer. Han virkede som en yngre udgave af Osama Bin Laden, men da jeg var
hans gæst, undlod jeg at gøre ham opmærksom på dette. Jeg lyttede og lærte, for det
er vel det man rejser for at gøre. Og få dage efter skulle jeg heldigvis hjem igen.
Thailand - Indonesien - Cambodia (2006)
Den sidste rejse jeg vil fortælle om er den seneste, som fandt sted i samme kalenderår
som dette er skrevet. Jeg havde i længere tid ønsket at besøge Asien igen. Jeg havde
jo været i Indien for mange år siden, men der er mange andre spændende lande på
dette kontinent. Og så har jeg jo en farfar, som er begravet i Indonesien, og da han er
min personlige helt, så mente jeg at det var på tide, at jeg besøgte ham. Jeg bestilte
derfor en flybillet til Bangkok, retur efter 4 uger, anskaffede mig den sædvanlige
guide, som jeg altid bruger, og så tog jeg af sted.
Bangkok kunne jeg godt lide. Klimaet er fint, det regnede lidt om eftermiddagen,
men det var varmt og der er millioner af mennesker overalt, hvoraf langt de fleste var
venlige og smilende. Jeg boede på et hotel, som lå i et af de hektiske turistområder,
men dette område var ikke større end at man var ude af det på et øjeblik. Lige ved
siden af lå et stort buddhistisk tempel og når jeg så ud af mit vindue, så jeg ofte små
grupper af orange munke spadsere forbi. Der foregår i øvrigt mange spændende ting i
denne by. Jeg sejlede op ad floden med de lokale bådbusser, jeg besøgte en katolsk
kirke og en thaiboksningsskole og jeg var inde i flere buddhistiske templer. Thailænderne
er flinke mennesker, som man ikke kan lade være med at holde af. De er ikke
aggressive eller bedrageriske, som de er næsten altid glade, smilende og hjælpsomme.
På trods af at der er mange turister i denne by, så er den lokale kultur alligevel
ikke ødelagt. Thailænderne forstår at følge med tiden og at forene det moderne med
det historiske. Bangkok er en by, som man absolut skal besøge, om ikke andet, så
fordi det er byen, hvor man lettest og billigst køber flybilletter til alle andre destinationer
i Asien.
Den første tur jeg bestilte var til Jakarta i Indonesien. Jeg tog en bus direkte fra
lufthavnen til Bogor, som er den by min farfar boede i. De ligger to timers kørsel fra
Jakarta og jeg kom frem sent på aftenen, hvor alt var mørkt. Jeg kunne ikke selv finde
rundt, så jeg betalte en ung mand for at køre mig bag på hans motorcykel til et
hotel jeg havde fundet i min guide. Her boede jeg i 4 dage og havde lejlighed til at
besøge den botaniske have, den katolske kirke, den lokale internetcafé og det historiske
museum. Det var mit mål at finde det hus, hvor min farfar havde boet, men jeg er
ikke sikker på om det lykkedes.
Min farfar ligger begravet på en hollandsk krigsgravplads lidt uden for denne
enorme by. Stedet hedder Anjol, og er i dag en form for forlystelsespark beregnet for
den lokale befolkning. Der er tale om et stort strandområde, som er fyldt med boder
og restauranter og lidt væk fra kysten ligger der nogle hoteller. Området er 5 - 6 kilometer
langt og i den ene ende ligger den gravplads, hvor min farfar er begravet.
124

Dette område er ejet og styret af den hollandske regering, som har ansat lokale mennesker
til at passe og vedligeholde krigsgravene.
Jeg var så heldig at en hotelejer i Jakarta havde fortalt mig, at der ville være den
årlige militære ceremoni på gravpladsen få dage efter at jeg var kommet til byen, og
den ville jeg naturligvis godt overvære. Jeg tog derfor ud til pladsen den pågældende
dag og kunne her overvære, at ambassadører og militærrepræsentanter holdt tale og
ceremoniel hyldest til krigens ofre og til de mennesker, som ligger på denne gravplads.
Der er ca. 600 grave i alt og alle er det for mennesker, som blev henrettet af
japanerne, som havde invaderet Indonesien i 1942. Min farfar er kun en af mange
som døde, men for mig er han naturligvis den vigtigste og det var derfor et særdeles
bevægende øjeblik, da jeg kunne knæle ned foran det træ, hvor under han var blevet
halshugget. Jeg græd og bad for dette modige menneske, som - vel vidende hvad han
gjorde - valgte at ofre livet for dem, som havde brug for ham. Han leverede medicin
til de allierede soldater, som var flygtet op i bjergene, og det var forbudt. Derfor blev
han tortureret og henrettet.
For mig var Indonesien en oplevelse, men også lidt skræmmende. Et par måneder
tidligere havde et dansk dagblad offentliggjort nogle tegninger af profeten Muhammed,
og det havde gjort at fanatiske muslimer overalt i verden havde protesteret og
truet danskerne med død og ulykke. En del af disse fanatiske muslimer holdt til i
Indonesien, vidste jeg, så jeg frygtede hele tiden at skulle løbe ind i problemer i denne
sammenhæng. Men jeg var heldig og det hele gik godt. Der var kun to små situationer,
hvor jeg blev lidt usikker. Den ene var da jeg var ankommet til hotellet i Bogor,
hvor jeg snakkede med nogle lokale muslimer, som - ved et uheld - kom til at se
en e-mail, som jeg havde modtaget fra min halvfætter i Holland. I denne mail stod
der, at jeg endelig ikke måtte fortælle nogen, at jeg var dansker. Da de andre beboere
på hotellet fandt ud af det, så grinede de, men det var tydeligt at de forstod den situation
jeg var i. De var høflige og de generede mig ikke, men jeg kunne - hvis jeg havde
været uheldig - have risikeret, at de havde fortalt min identitet videre til nogle af
de fanatiske muslimer, som måske ikke ville have reageret lige så civiliseret. Den
anden gang jeg blev afsløret som værende dansker, og hvor dette så ud til at give lidt
problemer, var da jeg kom fra messe i en katolske kirke i Jakarta. Jeg standsede ved
en sodavandsbod, og der kom jeg i snak med nogle unge mennesker, som viste sig at
være meget nysgerrige. Da de fandt ud af, at jeg kom fra Danmark, var der en af dem
som blev lidt aggressiv, men det lykkedes mig at forvirre ham en del ved at pege på
den katolske kirke, og sige "I am a catholic". For mig er det at være katolik noget
andet end det at være dansker, men jeg er ikke sikker på om han forstod denne pointe.
Det vigtigste var, at han blev dæmpet ned og at han skulle tænke sig om for at
forstå, hvad jeg mente. Jeg fik derfor lejlighed til at forlade stedet, uden at det virkede
alt for påfaldende, og jeg var glad da jeg kom væk. Det kunne have udviklet sig,
følte jeg, men det undgik jeg altså.
Efter at have været i Indonesien i 10 dage rejste jeg tilbage til Bangkok, og her
besluttede jeg mig til at bruge den sidste tid i Asien på et besøg i Cambodia. Det er
ikke dyrt at rejse til dette land, når man er i Bangkok, og der er daglige busforbindelsen,
så jeg skaffede det nødvendige visum og bestilte en busbillet. Turen var anstrengende
og ikke særlig behagelig, for vejen var elendig og bussen alt for lille.
Cambodia hører til de lande, hvor man gør alt for at presse hver en øre ud af de få
turister som kommer. Derfor bliver man presset ind på bestemte hoteller, hvis ejere
har betalt kommission til rejseagenterne, og man bliver overalt opsøgt af aggressive
sælgere og endnu mere aggressive tiggere, der mangler arme og ben eller som bærer
125

deres små livløse børn over armen og tigger om penge til at få medicin for at undgå,
at de skal dø. Sådan fremstilles det i hvert fald overfor turisterne.
Den by jeg boede i var Siam Rep, som ligger tæt op ad det store tempelområde,
kendt som Angkor Wat. Jeg besøgte dette område og de mystiske og fascinerende
templer, som ligger overalt. Der har engang levet en stor civilisation i dette område,
men ingen kender detaljerne i den kultur, som engang har eksisteret. Sikkert er det, at
cambodianerne ikke har den store interesse i fortiden, for de har nok at gøre med at
bygge nationen op efter krigen og det folkemord, som Polpot foranstaltede. I flere
dele af landet ligger der stadig tusinder af ueksploderede miner, og hver dag invalideres
mennesker. Men hjælpen fra udlandet med at få ryddet disse minefelter er ganske
begrænset. USA, som engang tæppebombede dette land, føler ingen forpligtelse
til at hjælpe disse fattige mennesker med at få et liv igen, og som vesterlænding føler
mig sig skamfuld over at se, hvordan disse mennesker har lidt.
Der er mindesmærker for Pol Pots folkemord flere steder, og jeg besøgte både et
museum for militært udstyr, en landminemuseum og et mindecenter for folkemordet.
Hvad der egentlig var årsagen til de konflikter, som prægede landet og til det massemord
som Pol Pot udøvede, er det svært at få oplysninger af fra de mennesker man
snakker med, men måske er det fordi de ved, at man kommer fra den vestlige verden.
De ved at man er fra de lande, som var skyldige i Cambodias tragedie, men de ved
også, at netop disse lande har verdens rigeste befolkninger, og det er derfor en dårlig
idé at skræmme disse mennesker væk.
Jeg tror i øvrigt at Cambodia har en stor fremtid foran sig. De er sympatiske og
hårdt arbejdende mennesker, og så har de en kulturarv, som er unik. Når der kommer
bedre veje og mere professionelle turistoperatører, så vil gæsterne strømme til for at
besøge Angkor Wat og for at fantasere sig til hvad det engang var for en civilisation,
som boede i dette område. Cambodia er egentlig et rigt land, men den kolde krig og
de deraf følgende tragedier har ramt dette land så urimelig hårdt. Jeg tror, at fremtiden
til gengæld vil være med dem.
Afslutning
I dette sidste kapitel har jeg opsamlet nogle tekster, som jeg ikke rigtig kunne få placeret
andre sted i bogen. Der er altså ikke tale om at de følgende afsnit er en særlige
kronologi i forhold til de tidligere, men blot dette, at de er lidt specielle. Alle handler
de dog om noget, som jeg selv mener er centralt for forståelsen af mit liv og af hvem
jeg er. Derfor har de ikke kunnet udelades.
Mine 18 boliger
Jeg har boet 18 steder i mit liv, og da jeg mener at ens bolig har noget at gøre med,
hvad man oplever og med ens identitet i øvrigt, så vil jeg liste disse 18 boliger og
give en kort redegørelse for hver af dem og for hvordan de fysiske rammer var.
1. Ordruphøjvej 17 (forældre) (1948-68)
126

Hertil flyttede mine forældre, inden jeg blev 1 år gamle og jeg boede på denne adresse
indtil jeg flyttede hjemmefra som 19-årig. Vi boede i et parcelhus, som ikke var
særlig stort, men i to planer. Mit værelse var på første sal lige ved siden af mine forældres
soveværelse. Mine to søstre boede henholdsvis i værelset til højre for mit og i
et værelse i stueetagen. Der var også kælder og en meget fin have, som var beskyttet
mod støj fra vejen, da huset skærmede. Der var i øvrigt også en kælder, hvor jeg og
min far lavede billeder med hans forstørrelsesapparat og hvor han opbevarede sin
hjemmeværnsriffel og hvor alt værktøjet var. Det var også her jeg fik lov til at lave
vin på et tidspunkt, men resultatet blev desværre ikke så godt.
2. Kristian X Alle (kollektiv) (1968-70)
Mit liv startede først rigtigt, da jeg flyttede hjemmefra, og det gjorde jeg først da jeg
var blevet 20 år. Her flyttede jeg i kollektiv i Lyngby. Det var et gult murstenshus
med to etager og en have omkring. Vi havde hver vores værelse og ingen fællesrum
ud over køkkenet. Peter boede med Hanne i et stort dobbeltværelse på første sal og
jeg boede ved siden af i et mindre værelse. Nedenunder boede Britta, Zeppo og Leni
og et par andre personer, som jeg ikke husker navnene på.
3. Stengade (lejlighed) (1970-71)
Jeg boede på første sal i en lejlighed med 1 1/2 værelse og køkken. Stuen var 12
kvm. og værelset fra 4 kvm, men det var tilstrækkeligt for mig. Det var første gang at
jeg selv frit kunne bestemme, hvordan min bolig skulle se ud, og da jeg vidste at huset
skulle rives ned i løbet af et års tid, var der ingen grund til at tage hensyn til eventuelle
fremtidige beboere. Jeg beklædte derfor væggene med avispapir og loftet med
staniol, og det så rigtig godt ud. Vi havde toilet og baderum i studeetagen lige under,
hvor jeg boede, og vi havde et fælles møderum i en anden fløj af ejendommen. Det
hele var naturligvis i en temmelig dårlig stand, men det generede os ikke, for vi var
jo i gang med at starte den store revolution i gang, så vi havde andet at tænke på.
4. Sølvgade (lejlighed) (1971)
Her boede jeg for første gang i en stor lejlighed, og jeg fandt hurtigt ud af, at det brød
jeg mig egentlig ikke om. Jeg fik derfor en masse mennesker til at flytte ind, og i
løbet af kort tid var det omdannet til et bofællesskab. Lejligheden var i øvrigt god,
men den lå inden i gården på første sal, så der var ikke udsigt til andet end bygningen,
som jeg var vicevært for og de mange trapper, som jeg havde ansvaret for at
skulle vaske.
5. Roskildevej (kollektiv) (1972 - 74)
Her boede jeg i mit andet kollektiv. Jeg boede samme med Gitte og der skete en masse
ting med os og de andre mennesker, som boede i huset. Vi var ved at blive politisk
bevidste og det bar huset præg af. Der var plakater med Røde Mor og kommunisterne
på væggene, og vi prøvede forskellige kombinationer af indretning. Det meste af
tiden boede jeg i et værelse lige ved siden af Gittes, men i en periode var dette dog
inddraget til fælles soverum. Vi prøvede også at have fælles soverum i et større værelse
på første sal, og det fungerede faktisk meget godt. Så var vi fri for at have senge
127

i vores individuelle værelser, og det sparede jo noget plads. Men for os der var kærester,
var det naturligvis ikke helt ideelt, så vi valgte mange gange at sove for os selv,
og derfor blev soverummet nedlagt igen.
6. Christen Bergs Alle (kollektiv)
Da vi blev smidt ud af huset på Roskildevej flyttede vi kollektivet til et andet hus,
som vi købte på Christen Bergs Alle i Valby. Det nye hus var noget større end det
gamle og det havde en stor have med en ligusterhæk omkring. Derfor kaldte vi huset
for Ligusterly. Jeg boede ikke lang tid her, da Gittes og mit forhold var gået i opløsning
og da jeg ønskede at komme væk fra det kollektive liv. Jeg ville hellere bo på
kollegium.
7. Letlandsgade (Kollektiv)
Kollegiet i Letlandsgade tilhørte Lægeforeningen og de fleste af beboerne var medicinstuderende.
Jeg syntes ikke at det var et særlig spændende sted at bo, men det var
en dejlig forandring at komme væk fra kollektivlivet, så jeg var ikke utilfreds. Menneskene
man mødte her var ganske almindelige, hvad angik politisk og ideologisk
orientering, og da jeg læste var omgivet af venstreorienterede på universitetet og
samtidig havde boet blandt tilsvarende mennesker i kollektivet, var dette en behagelig
forandring.
8. Grønjordskollegiet
Næste stop var Grønjordskollegiet, som ligger på Amager. Det består af fire boligblokke
med 12 etager i hver, så det er kæmpe stort og man lærer det ikke at kende
uden at bo der i længere tid. Men jeg brød mig hverken om bygningerne eller om
værelserne, så jeg var glad for at jeg kun skulle bo der i et par måneder før jeg fik
værelse på det kollegium, som jeg havde søgt om.
9. Østervoldkollegiet
Østervoldkollegiet var, efter min mening, Københavns bedste kollegium, ikke kun på
grund af dets beliggenhed, men også på grund af dets faciliteter, værelsernes kvalitet
og det, at der kun boede lidt over 100 mennesker i alt. Det gjorde det muligt at overskue
kollegiet og at lære en stor del af de andre beboere at kende. Hver gang havde et
stort fælles køkken, hvor man mødtes og lavede mad. Det var centrum for de sociale
aktiviteter, og her brugte jeg masser af timer. Men der var også en tv-stue, et
værkstedsrum og et bordtennislokale. Ikke mindst det sidstnævnte brugte vi flittigt.
10 Svendborggade, Østerbro (lejlighed)
Da jeg havde boet på kollegium i syv år følte jeg, at det var på tide at flytte. Jeg var
lidt ældre end de fleste og havde det håb at jeg ville blive hurtigere færdig med mit
studium, hvis jeg boede alene. Derfor flyttede jeg til en lille lejlighed i Svendborggade.
Men jeg blev meget hurtigt træt af at bo alene i denne lejlighed, så jeg søgte på
kollegium igen.
128

11. Morbærhaven (kollegium)
Morbærhaven lå i Albertslund. Byggeriet var meget stort og alt var i ét plan Man
havde hver sin lille lejlighed, men var alligevel fælles om at drive værtshus, administration
og aktivitetsrum. Der foregik en masse aktiviteter på dette kollegium, og jeg
kendte flere af beboerne fra den aktive kollegianerbevægelse, så jeg blev hurtigt involveret
i mange gøremål. Desværre så mange, at jeg ikke fik arbejdet nok med at få
planlagt og skrevet den magisterkonferens, som skulle afslutte mit studium.
12. Letlandsgade, Vesterbro
Efter at have boet et års tid i Morbærhaven flyttede jeg til Letlandsgade, hvor jeg
boede i et bofællesskab sammen med Pernille og Vagn. Vi boede i en moderne lejlighed,
og der var ikke megen plads til individuelle udfoldelser, men vi havde det
alligevel udmærket med hinanden.
13. DIK-kollegiet (1979 - 1981)
Det sidste kollegium jeg boede på var Danmarks Internationale Kollegium i Albertslund.
Det var et godt sted, så lå lige ved Albertslund Station, og der var heldigvis
ikke så meget aktivitet, at det forstyrrede mit arbejde. Det var her at jeg færdiggjorde
min magisterkonferens, og jeg husker derfor mest tydeligt de mange timer jeg tilbragte
ved min elektriske skrivemaskine og med de stencils, som det hele skulle indskrives
på. Det var også her at jeg mødte Bente, som blev en af min ungdoms store
kærligheder og hun var i høj grad med til at gøre de mange timers daglig læsning og
skrivning mindre kedsommelige.
14. Classensgade (lejlighed)
Da jeg var blevet færdig med min magisterkonferens vidste jeg, at jeg nu skulle i
gang med et nyt afsnit af mit liv og jeg kunne ikke bo på kollegiet mere. Jeg flyttede
derfor ind til Classensgade på Østerbro, hvor jeg fik en lille kedelig lejlighed, som lå
på mezzaninen i et hus lige ved hjørnet til Østerbrogade. Der var larm fra bilerne
hele dagen lang og lejligheden var mørk og fugtig, så det var ikke et sted som jeg
brød mig om at bo. Derfor søgte jeg - endnu en gang - optagelse i et kollektiv, og det
medførte at jeg flyttede til Vendersgade.
15. Vendersgade (kollektiv) (1984 - 85)
Lejligheden var på 180 kvadratmeter og vi boede 5 mennesker. Juridisk var der tale
om et anpartsselskab, så for at bo i kollektivet skulle man købe en af disse andele. Til
gengæld fik man så sit eget værelse og adgang til fælles stue og køkken og badeværelse.
Mit eget værelse lå ved siden af det, som tilhørte Leif, som var socialpædagog
og som havde et ikke helt ubetydeligt alkoholproblem. Desværre spillede han også
elektrisk guitar, og når han kom sent hjem fra vagterne på jobbet, drak han sig fuld
og spillede sørgmodige sange, som gjorde det aldeles umuligt for mig, som boede
ved siden af, at sove. Da jeg nu havde fået fast arbejde, var dette et problem, og jeg
søgte derfor - endnu en gang - en lejlighed for mig selv. Nu havde jeg jo en vis ind-
129

tægt, så jeg kunne håbede at kunne købe noget, som var lidt bedre end der, hvor jeg
hidtil havde boet.
16. Bragesgade (lejlighed) (1985)
Her boede jeg i et halvt år tid i et andelsboligkompleks, hvor der boede mange forskellige
slags mennesker. Lejlighederne var små, men byggeriet var af god kvalitet
og der var et udmærket fællesskab mellem beboerne, som mødtes til fælles spisning
og til afslapning om sommeren i den fine lille have. Her boede jeg indtil jeg fik tilbudt
en stor og helt moderne lejlighed hos Lejerbo på Frederiksberg.
17. Seedorffs Vænge (lejlighed) (1985-95)
Jeg havde været initiativtager til og første formand for LLO's kollegiesektion, og det
var måske derfor, at det gik forholdsvis hurtigt med at få et positivt svar, da jeg søgte
om en bolig i Lejerbo. Jeg flyttede derfor ind i en moderne 3-værelses lejlighed og
det passede mig ganske udmærket. Jeg havde købt bil og arbejdede fuld tid som kursusleder,
så jeg tjente en del penge og havde nok at lave. For at sikre økonomien
yderligere, tog jeg desuden en lejer ind, og det ene af de tre værelser var derfor optaget
af skiftende lejere, som nogle gange var flinke og sjove, men som andre gange
var besværlige. Det gav mig imidlertid en masse erfaringer med, hvordan man lejer
værelser ud, og jeg har aldrig brudt mig om at leve alene. Så jeg fik lidt ekstra indtægt
og samtidig en form for selskab på denne måde, og nu var det mig som ejede
boligen, så hvis der var problemer måtte lejeren flytte, ikke jeg.
18. Strindbergsvej (rækkehus) (1995-?)
Dette er min - hidtil - sidste bolig og her bor jeg stadig. Det er et rækkehus på en
dejlig villavej i Valby, og jeg har 5 værelser, hvoraf jeg udlejer det ene. Jeg købte
huset for de penge, som jeg havde sparet op i årene som kursusleder og selvstændig
erhvervsdrivende og jeg gættede på, at det hurtigt ville blive mere værd end jeg havde
givet for det, så det ville være en god investering. Huset har i øvrigt en dejlig have
og det er i det hele taget fint på alle måder. Men den drøm jeg havde om engang at
skulle få min egen familie, og som var medvirkende til at jeg købte dette hus, den
blev ikke til noget, så jeg tænker ofte at jeg måske hellere skulle bo i en lejlighed,
hvor der ikke er så meget at lave med vedligeholdelse. Så måske flytter jeg igen på et
tidspunkt, men jeg ved ikke hvornår og hvorhen.
Mine forældre
Gode forfattere kan skrive bøger om deres forældre, men det kan jeg ikke. Jeg har
egentlig altid haft et temmelig dårligt og ikke særlig tæt forhold til mine forældre, og
jeg ved ikke hvorfor. Engang blev jeg testet hos en psykolog i forholdelse med et
jobsøgningskursus, og han fortalte mig, at jeg var meget individualistisk og at jeg
foretrak at se andre mennesker på afstand og at analysere dem frem for at involvere
mig i dem. Da jeg fortalte dette til min mor blev hun vist nok meget ked af det, for
hun ringede i hvert fald nogle dage senere til min telefonsvarer og indtalte en lang
historie om alt det, som hun mente at have gjort forkert i sin opdragelse og som nu
130

var årsag til at jeg var blevet som jeg var. Og dermed - formentlig - også til at jeg
aldrig var blevet gift. Det var en tragedie, forstod jeg på hende, og det er jeg da ikke
utilbøjelig til at give hende ret i, altså når man ser det ud fra de normer, som jeg hun
voksede op med og har levet sit liv efter. Men er det nu også helt sikkert, at disse
normer er de eneste rigtige?
Selv føler jeg hverken at jeg selv eller mit liv er en tragedie, heller ikke selv om
jeg aldrig har været gift, aldrig har dannet et længerevarende parforhold og aldrig har
haft en stilling som direktør. Intet har - efter min mening - bevist at den kernefamiliestruktur,
som jeg selv er opvokset i, skulle være bedre end den mangel på familie,
som min søn er vokset op under. Jeg havde selv kun et meget overfladisk og mest
negativt forhold til min far, og på en måde har jeg ført denne tilstand videre til min
søn. Forskellen er bare, at jeg ikke har levet fysisk i samme hus som ham, men kvaliteten
af kontakt har vist ikke været meget ringere end den jeg selv har oplevet. Og da
min egen far også blev svigtet af sin far, så kan man tale om at tragedien gentager sig
selv i generation efter generation. Sådan står der i Bibelen, at det vil ske, og det tyder
mine erfaringer på er sandt.
Min egen far kunne vist bedre lide sine døtre end han kunne lide mig. Måske fordi
at de var lettere at have med at gøre eller fordi de ikke på samme måde var "konkurrenter"
om min mors opmærksomhed. Jeg ved det ikke. Jeg har aldrig selv følt mig
som værende konkurrent i forhold til min far på nogen som helst måde, men jeg er
bekendt med, at et sådant konkurrenceforhold er en populær psykologisk forklaring
på fader-søn-konflikter. I hvert erindrer jeg kun meget få situationer i livet, hvor jeg
har haft et positivt og forhold til min far. Den eneste situation, som jeg med sikkerhed
kan nævne er den, da jeg var færdig med min uddannelse. Jeg husker, at han deltog
i min konferens-fest sammen med en hel masse unge mennesker, og det synes jeg
var modigt. Det kunne jeg godt lide. Jeg husker også da han lå for døden hjemme i
vores soveværelse og senere på hospitalet. Her kunne vi ikke snakke sammen, men
alligevel følte jeg en form for solidaritet med ham, som jeg aldrig tidligere havde
følt. Men bortset fra disse to situationer, har forholdet altid været præget af afstand
og ligegyldighed. Til tider også af trusler og angst. Så jeg har aldrig været ven med
min far og aldrig beundret ham. Han har været en person, som optrådt i mit liv, men
som jeg ikke havde andet praktisk formål end det at han tjente de fleste penge til vores
familie. Det var naturligvis også vigtigt, men det er jo ikke den slags man tænker
over som barn.
Den største mangel i mit liv har nok været fravær af brødre. Jeg tror at brødre er
det bedste middel til at opdrage en dreng og jeg tror at brødre er de bedste venner
man kan få. Mine søstre havde hinanden og mine forældre havde hinanden, men jeg
havde ingen jeg kunne støtte mig til og stole på. Derfor blev jeg - som psykologien
sagde - individualistisk og iagttagende. Jeg har svært ved at føle tillid til folk og foretrækker
fællesskaber, hvor jeg selv er leder, frem for fællesskaber, hvor jeg er underlagt
en anden leder. På sin vis er jeg en ledertype, men da jeg aldrig har haft muligheden
og tålmodigheden til at arbejde mig op til en lederposition i en virksomhed,
har jeg måttet lave mine egne fællesskaber. Derfor har jeg arbejdet som selvstændig
og derfor har jeg sat masser af aktiviteter i gang, både privat og arbejdsmæssigt. Ikke
alle har været lige vellykkede, men kun få har været helt mislykkede. Jeg vil tillade
mig at kalde mig selv for igangsætter.
Mit forhold til min mor var måske bedre da vi begge var yngre, men i dag er det
anstrengt og konfliktfyldt. Det er ikke blevet bedre med alderen, må jeg konstatere.
Er vi sammen længere end en time, er der stor sandsynlighed for at jeg bryder ud i
131

aseri, men da hun - heldigvis - stadig er levende og nogenlunde åndsfrisk, vil jeg
ikke gennemgå dette forhold nærmere. Min mor er psykolog og det siges gerne - ofte
lidt humoristisk - at børn af psykologer altid har problemer. Det er måske det, som
jeg har oplevet. Men selv mener jeg nu ikke, at min moders uddannelse har noget
særligt med hendes personlighed og med vores forhold at gøre. For mig er hun jo
bare min mor, og det som gør vores forhold så problematisk er nok, at hun lever et
liv, som er så fjernt fra mit eget og samtidig ønsker at "følge med" (= blande sig) i
den måde jeg lever livet, hvilket hun - efter min mening - ikke har forudsætninger
for. Men konflikter mellem sønner og deres gamle mødre er vist meget almindelige,
så jeg er ikke bekymret over dette, og jeg kan heller ikke gøre noget ved det. Jeg tror,
at hun og jeg bare må leve vores liv, som vi nu ønsker at gøre det, og - forhåbentligt -
have så begrænset en kontakt til hinanden, at den holder sig til det overfladiske og
positive. Heldigvis har min mor jo min stadig levende søster som en god støtte og de
forstår vist hinanden rigtig godt og snakker løbende sammen om alting. Min mor er
ikke ensom og jeg behøver - forhåbentlig - ikke at føle dårlig samvittighed over kun
at besøge hende så sjældent som jeg gør. Sidste gang jeg var der, blev jeg faktisk
smidt ud, så måske har jeg ligefrem gjort den fejl at komme for ofte Jeg ved det ikke,
og gider ikke bruge min tid på at spekulere over det. Min mor kan vist godt undvære
mig og mit liv er bedst uden hendes indblanding.
Mine tre børn
Jeg har tre børn. To i himmelen og et på jorden, forstået sådan, at jeg er far til to
børn, som desværre ikke fik lov til at leve livet, da deres mor valgte at aflive dem
inden de blev født. Det kalder man for abort. Jeg har altså kun ét barn, som har fået
lov til at leve, og som - så vidt jeg ved - lever i bedste velgående et sted i København.
Jeg har ikke kontakt med ham og ved ikke meget om ham, men jeg har på den anden
side ikke hørt noget negativt og har derfor ikke grund til at formode noget sådant.
Sandheden er, at jeg faktisk intet ved om ham, ud over at jeg kender hans mor og at
jeg har set ham jævnligt inden han blev to år og en enkelt gang i 30 sekunder da han
var cirka 12 år (læs om dette i senere afsnit).
Som god katolik regner jeg naturligvis med at skulle mødes med mine børn igen.
Johannes Paul II sagde engang, at de børn, som ikke fik lov til at blive født, var "i
himmelen, hvor de beder for deres mødre". Denne meget smukke formulering håber
jeg også gælder for mine to ufødte børn, og ud over at bede for deres mødre, så håber
jeg også at de beder for deres fædre. For selv om jeg altid har været modstander af
abort og bestemt ikke har opfordret nogle af disse kvinder til at aflive vores fælles
barn, så har jeg jo alligevel et medansvar for, hvad der er sket. Jeg er jo fader til disse
børn og - hvis jeg møder dem engang - kan jeg kan sige til dem at deres mødre var
smukke og kloge kvinder, som de kan være stolte af. Jeg mener, at de gjorde en fejl,
da de valgte vores fælles barn fra, men denne fejltagelse har jeg jo selv del i, da den
har noget at gøre med, at disse kvinder ikke mente, at jeg kunne eller ville indgå i et
forpligtende familieskab med dem.
I det ene tilfælde ringede den pågældende kvinde til mig inden hun tog på hospitalet.
Jeg husker at jeg var på kursus i Jylland og fik en opringning, hvor hun fortalte,
at hun - næste dag - ville få barnet fjernet. Jeg vidste ikke, at hun var gravid, så det
var en overraskelse, og jeg bad hende inderligt om at lade være. Men jeg var ikke i
stand til at overbevise hende, så barnet blev slået ihjel. I det andet tilfælde fik jeg
132

først at vide, hvad der var sket, lang tid efter at aborten var gennemført og jeg havde
derfor end ikke mulighed for at overtale den pågældende, og var derfor sat helt udenfor
indflydelse. Jeg kan i dag se, at jeg ville have været godt tjent med at have et barn
med begge disse kvinder, som hver for sig var gode mennesker. Men noget var gået
galt, og jeg var ikke typen som holdt fast ved et forhold, som ikke var godt. Jeg
kendte mange kvinder og havde ikke svært ved at møde nye, og jeg var sikkert både
umoden og uansvarlig. Under alle omstændigheder var jeg ikke interesseret i at blive
bundet i et omklamrende forhold, og - som jeg så det - var det konsekvensen af at
engagere sig mere vidtgående i en kvinde og eventuelt at gifte sig med hende. Det
havde jeg ikke lyst til, og det har jeg heller aldrig senere haft lyst til.
Mit regnskab med mine to ufødte børn må gøres op i himmelen. Jeg kan ikke gøre
mere, og jeg kan kun vente til at jeg skal møde dem og afvente den dom som Gud vil
give mig for mine synder. Jeg har skriftet og bekendt mit medansvar for det som er
sket. Jeg har ikke været et tilstrækkelig godt menneske, det ved jeg.
Hvad angår min stadig levende søn, så kan jeg ikke sige at have været en idealfader
for ham, men på den anden side er der også grænser for, hvor mange fejltagelser
han kan beskylde mig for at have gjort, når jeg stort set aldrig har mødt ham. Og
skylden for dette må han selv være med til at bære, for han er to gange blevet spurgt
af myndighederne om han ville se sin far, og begge gange har svaret været nej.
Jeg kan sammenligne mig lidt med Eric Clapton, hvis søn blev dræbt da han styrtede
ud af vinduet fra hans mors lejlighed. Forældrene var skilt og moderen havde
ikke ressourcerne til at holde tilstrækkeligt øje med sønnens aktivitet, så han åbnede
vinduet og faldt ud. Dette gav vist - som jeg forstår det - den berømte musiker visse
problemer, for han kunne jo sige sig selv, at hvis han havde været til stede, så kunne
denne ulykke måske være undgået. Men han var ikke til stede. Og det samme vil
være tilfældet, hvis jeg engang får at vide, at min søn er syg eller at han ikke lever
mere. Jeg vil vide, at jeg ikke var til stede og at jeg derfor ikke kunne have gjort noget
for at redde ham. Han har selv valgt mig fra, og kan derfor ikke forvente andet
end sådan som det er sket. At han identificerer sig med sin mor, forstår jeg godt, og
at han stadig kun er ung, det ved jeg også, men alt dette er ikke undskyldninger, heller
ikke for ham. Et menneske har ansvar for sit eget liv fra det er ca. 12 år gammelt.
Det er her at de danske myndigheder mener, at barnet selv kan vælge om det vil se
sin far eller ej, hvis forældrene er skilt. Det er også cirka i denne alder, at katolske
børn begynder at gå til skriftemål. At ansvaret så er begrænset i kraft af den begrænsede
viden og manglende modenhed, det er noget andet. Men ingen - heller ikke
Mads - kan sige sig fri for konsekvensen af det valg de træffer. Han har valgt mig fra,
og det er jeg ked af. Men jeg kan ikke gøre noget ved det. Bekymringen ville dog
være større, hvis jeg ikke vidste om han overhovedet kendte til min eksistens, og hvis
han ikke vidste, at jeg faktisk ønskede at se ham. Jeg ved ikke, hvad hans mor har
bildt ham ind, men jeg tvivler på at det er sandheden, som jeg selv ser den. Derfor
var det i mange år mit ønske at kunne manifestere mig selv for ham og at møde ham
personligt. Det kom jeg også til.
Et dramatisk møde med stor betydning (2000)
Da min søn havde nået alderen 12 år, vidste jeg, at det nu var ham selv, som kunne
bestemme om han ville se sin far. Moderen kunne ikke mere forhindre det, og hvis
han henvendte sig til en af skolens psykologer, så ville denne kunne formidle kontak-
133

ten til de rette myndigheder, som ville kunne arrangere en form for samvær. Det er
dansk lov, at børn på 12 år, hvis forældre er skilt, selv kan bestemme om de vil se
den af deres forældre, som de ikke lever sammen med. Men da jeg ikke vidste om
min søn rent faktisk kendte denne regel, så ansøgte jeg i Københavns Overpræsidium
om at man ville spørge min søn om han var interesseret i et sådant samvær. Han havde
jo ikke set mig siden han var 2 år, så jeg måtte formode, at han ikke kunne huske
mig. Men måske ville han alligevel være nysgerrig og ønske at møde mig, nu når han
var blevet ældre. Det tænkte jeg i hvert fald. Men jeg blev skuffet, for rapporten som
jeg modtog fra kommunen sagde, at han havde været til samtale med dem og at han
havde givet til kende, at han ikke ønskede at se sin far. Han havde tilmed været meget
overbevisende i sit ønske om ikke at se mig, så kommunen mente ikke at der var
mere at gøre, og det måtte jeg jo acceptere. Men ikke desto mindre var reglerne sådan,
at en far uden samværsret kunne få oplysninger fra den skole, som hans barn gik
på, og den regel udnyttede jeg. Jeg havde derfor været på besøg i Mads's gamle børnehave,
i hans første skole og også et par gange i hans nuværende skole, Strandvejsskolen
på Østerbro. Jeg havde ikke fået meget at vide disse steder, men dog nok til at
danne mig et billede af, hvordan han fungerede. Og - ærlig talt - dette billede var
ikke opmuntrende. Men heller ikke overraskende. Jeg vidste derfor , at jeg ikke ville
fortsætte med disse forældresamtaler, for der er jo ikke noget sjovt ved at få dårlige
nyheder om sit eget barn, når man ikke har kontakt med ham og derfor ingen mulighed
har for at få indflydelse på hans liv. Klarer han sig dårligt, og det var mit indtryk,
så måtte det være moderens ansvar. Jeg kunne ikke gøre noget og jeg følte derfor
heller ingen dårlig samvittighed.
Jeg havde imidlertid et ønske om at møde min søn alene. Kun ham og mig og ikke
andre. For jeg har aldrig været alene sammen med min søn. Da han var lille, var hans
mor hele tiden til stede, og efter da, har jeg ikke haft nogen kontakt. Og det var jo
det, som var det store problem, for uden kontakt mellem fader og søn, opstår der intet
forhold. Jeg havde altså ikke noget forhold til min søn, jeg kendte ham knap nok og
vidste ikke, hvordan han så ud. Så derfor benyttede jeg af min ret til disse forældrekonsultationer,
som bragte mig til skolen, hvor min søn gik, og som dermed gav mig
en chance for at se ham.
Den konkrete lejlighed, hvor dette møde blev muligt, var da jeg skulle til min
tredje orienterende samtale med vicerektoren på skolen. Jeg havde forberedt en række
spørgsmål, som jeg ville stille til rektoren, men desværre føle jeg at jeg allerede
kendte svarene. De orienterende samtaler jeg hidtil havde været til, havde været generelle
og overfladiske og det var tydeligt at skolen var blevet instrueret af Mads's
mor, om at de ikke måtte sige noget til mig og at de helst helt skulle undlade at afholde
disse orienterende samtaler. Det havde hun i hvert fald skrevet og bedt dem
om, fik jeg at vide.
Nu stod jeg så udenfor skolen og ventede på at inspektøren fik tid. Jeg havde en
aftale klokken 12 og var kommet et kvarter i forvejen, så jeg ventede på fortovet,
hvor jeg kunne ses gennem det store hegn, som omkredsede skolens gårdsplads. Jeg
sagde eller gjorde intet, men pludselig kom en lille dreng hen til mig og spurgte:
"Hvis far er du?". "Jeg er Mads's far" sagde jeg, og mit hjerte bankede, for jeg kunne
godt regne ud, at børnene kendte hinanden, og når jeg nu havde givet mig til kende,
så ville der nok gå en besked til Mads og det var også præcis det, som skete. Den lille
dreng løb og kom et øjeblik senere tilbage med en større dreng, som jeg umiddelbart
kunne genkende som værende min søn. "Hvem er du?" spurgte han mig og jeg svarede
"Jeg er din far". Da han hørte dette drejede han sig om og løb væk lige så hurtigt
134

som han kunne. Den lille dreng løb efter og jeg så dem ikke mere. Lidt senere blev
jeg kaldt ind hos rektoren og fik en masse ballade fordi jeg havde "kontaktet min
søn". Men det havde jeg jo faktisk ikke, kunne jeg sige, for det var ham som havde
kontaktet mig. Men - uanset hvad - så var jeg selv rigtig glad for denne oplevelse.
Måske har dette møde været et chok for Mads, men det var også - for ham - et bevis
på at jeg eksisterede og at jeg gerne ville se ham. Når vi ikke har haft kontakt med
hinanden, så er det ikke med min gode vilje, men på grund af hans mors indstilling,
og hvis han er utilfreds med noget i denne sammenhæng, så må det være hende han
klager hos.
For mig var det vigtigt, at vide, at min søn ikke troede at jeg var død, bortrejst
eller at jeg ikke ville have med ham at gøre. Det er jeg klar over, at børn ofte får at
vide, når deres forældre er skilt, og nogle gange passer det måske også. Men ikke i
mit tilfælde. Jeg er ufrivillig blevet frarøvet forældreskabet til min eneste søn, og det
er ikke noget jeg er glad for, men tværtimod noget, som jeg er ked af og har gjort en
masse for at lave om på. Men uden resultat.
At styre sit had
Noget af det sværeste i forbindelse med kampen for min søn og hele den periode,
hvor jeg brugte alt for meget af min energi på denne håbløse kamp, var at styre sit
had. Det at et samfund vil acceptere, at mit barn skal være uden far og det at jeg
tvinges til at betale børnepenge til et barn, som jeg ikke må se, forekom mig at være
absurd og umoralsk. Jeg havde - og har - ingen respekt for dem, som laver disse love
og jeg har ingen respekt for dem, som administrerer den. For hvis loven havde sikret
mig samværsret, så ville moderen uden tvivl have rettet sig efter det og vi havde været
nødt til at finde en løsning. Men sådan var det ikke. Man gjorde det til en kamp
med en vinder og en taber og i sidstnævnte rolle, var jeg og min søn. Ansvarlig for
den tragedie, som jeg ser hele denne konflikt som værende udtryk for, er naturligvis
først og fremmest mig selv og min tidligere kæreste, som lavede et barn uden at kunne
enes om at være fælles om det. Det var uklogt. Men jeg mener også at samfundet
har et ansvar, for det er det som har lavet de love, som gjorde moderens modstand
mod samvær mulig. Der skal ikke to mennesker til at lave en konflikt, der skal kun
én, og når netop denne konflikt er begrundelsen for, at barnet ikke må se sin far, så
betyder det - i praksis - at en mor kan forhindre sit barn i at se sin far. I hvert fald i de
første 12 år, og så er der god chance for, at barnet vil være så præget af denne situation,
at han ikke ønsker den ændret.
Kidnapning er altså mulig og fuldt lovlig og det har jeg svært ved at forstå. For
mig har samfund et ansvar, og for mig er der et etisk regnskab mellem mig og dette
samfund, som aldrig vil gå op. Jeg sprænger ikke bomber og jeg har ikke slået moderen
eller de ansvarlige ihjel, men det betyder ikke, at jeg har tilgivet dem. Det har jeg
ikke. Men tiden læger alle sår, og i dag spiller spørgsmålet om min søn ikke den
samme rolle for mig, som det gjorde engang. Nu er han voksen, og det er hans eget
ansvar, at han får noget godt ud af livet. Har han brug for mig, så er han velkommen,
og vil han hellere være fri, så er det også i orden. Jeg kan ikke gøre noget og vil heller
ikke forsøge at gøre noget. Men stadig står det etiske regnskab mellem mig og
samfundet dog i ubalance. Det er samfundet, som skylder mig noget, og ikke omvendt,
men jeg ved også godt, at denne gæld aldrig vil blive betalt. Det eneste jeg kan
gøre er at sikre, at jeg ikke yder flere bidrag til dette umoralske system, end dem som
135

jeg allerede har gjort. Jeg er ikke dansker og jeg tror ikke på det danske demokrati.
For mig er systemet umoralsk og uretfærdigt, og jeg ved at jeg har grund til bitterhed
og had, også selv om jeg faktisk ikke føler disse stemninger til hverdag. For jeg har
fundet løsninger på dette had, og har fundet andet at sætte i stedet for de glæder, som
det måtte have været for mig, at kunne følge min søn gennem hans opvækst. Jeg ved
at hans mor var syg og jeg tror desværre også at han er syg. Derfor tror jeg heller
ikke, at tingene vil ændre sig. Det skulle glæde mig om jeg tog fejl, men det tror jeg
desværre ikke.
Jeg har grund til at hade, det føler jeg, men alligevel oplever jeg ikke dette had.
Jeg har haft den største glæde af den katolske religion, som har været en slags terapi
for mig og som har gjort det muligt for mig at kanalisere mine følelser ud på en civiliseret
måde. Hver søndag beder jeg til den hellige Jomfru og ser hende med sit barn
som et billede på mit barns mor med vores søn. Det er nogle gange gennem tragedien
at frelsen viser sig, og jeg har da håbet om alt engang skal blive godt igen. Men min
forstand siger mig, at det ikke bliver tilfældet, og det jeg håber på er derfor bare tilgivelse.
Jeg får den nok aldrig fra Mads eller fra hans mor, men hvis jeg kan få den
fra Gud, så er det godt nok for mig. Og tiden i det katolske fællesskab er som terapi
for mig, ikke kun fordi den tro vi deler er så sand, men også fordi jeg véd, at jeg ikke
er alene i min magtesløshed. Vi er alle kommet galt af sted og vi søger alle Gud for
at trøste os for den smerte, som livet har påført os. Derfor føler jeg mig så godt tilpas
i kirken og takker af hele mit hjerte de mennesker, som har vist mig vejen til dette
fællesskab. Havde jeg fundet det tidligere, så var mit liv måske blevet helt anderledes,
men sådan skulle det ikke gå. Jeg er ikke blevet et bedre menneske af at være
blevet katolik, men jeg har fået det meget lettere, når det handler om at forstå sig
selv. Og om at tilgive.
Oluf Munck, min helt
Når jeg vælger at skrive lidt om min farfar Oluf Munck her, er det fordi at en af mine
interesser gennem de senere år af mit liv, har været at finde ud af, hvordan og hvorfor
dette menneske egentlig levede, som han gjorde. Oluf Munck var læge og levede
med sin kone og tre børn på Østerbro i indtil 1917, hvor han arbejdede på det nærliggende
Øresundshospital. Men han må have kedet sig, eller også har han været en stor
idealist, for han valgte at rejse til Finland, for at deltage i den finske vinterkrig under
general Mannerheim imod russerne. Da han kom tilbage følte han sig formentlig ikke
tilpas i det danske. Han forsøgte at starte en virksomhed, som ikke gik godt, og da
han stod med økonomisk gæld og familiemæssige problemer, valgte han at søge ansættelse
i den hollandske kolonihær (KNIL) i Indonesien. Formentlig har hollænderne
annonceret i aviserne efter uddannet arbejdskraft til deres koloniadministration og
militær, og det var vist Olufs mening at arbejde her et par år for derefter at vende
hjem igen. Eller også håbede han, at han kunne overtale sin kone (Bodil) til at rejse
efter ham med deres tre børn Men det lykkedes ikke. Oluf kom aldrig tilbage og han
genså aldrig sin kone og to af sine tre børn i Danmark.
Kort tid efter at Oluf var rejst, mødte Bodil en anden mand, som hun giftede sig
med efter at være blevet formelt skilt fra Oluf. Oluf arbejdede i den hollandske hær,
og da han var blevet skilt fra Bodil kunne han nu også selv gifte sig igen, og det
gjorde han med en hollandsk dame som hed Elisabeth. Hun og Oluf fik et barn, og
sammen med hendes barn fra et tidligere ægteskab, dannede de en fin lille familie.
136

Men lykken skulle ikke blive ved. Da amerikanerne erklærede japanerne krig, efter
angrebet på Pearl Harbour, valgte japanerne at udvide deres besættelse af de asiatiske
lande, og derfor invaderede de Hollandsk Oestindien, som i dag kaldes for Indonesien.
Dette skete i 1941 og japanerne fik en del støtte fra de lokale indonesere, idet de
hævdede at formålet med deres invasion var at befri landet fra kolonialismen.
Den hollandske kolonialisme havde været brutal, og der var ingen tvivl om at hollænderne
levede som en overklasse og at den indfødte indonesiske befolkning - og
landet ressourcer - blev udnyttet på det groveste. Det var vel nærmest det, som var
formålet med at have det gigantiske ø-rige som koloni, mente hollænderne. Flertallet
af indoneserne var derfor glade for den japanske besættelse, som de opfattede som en
befrielse og japanerne meddelte da også at de ville gøre en ende på kolonialismen
Da Japan var blevet inddraget i krigen havde hollænderne bedt England og Australien
om at sende tropper til beskyttelse af Java, og disse tropper forsøgte - uden
held - at forsvare øen mod de japanske tropper. Men det lykkedes ikke, da japanerne
var overlegne. En del af de allierede styrker blev derfor trængt op i bjergene, hvor de
forsøgte at overleve medens japanerne holdt lavlandet. Men livet i bjergene var farligt
og mange af soldaterne døde af malaria og andre sygdomme, så den engelske
oberst opsøgte Oluf Munck for at få ham til at hjælpe med medicin og antibiotika.
Det sagde Oluf ja til, og derved reddede han en del menneskelig, men satte samtidig
sit eget på spil.
Der var mange meddelere blandt de indfødte, og japanerne fik derfor information
om at Oluf var involveret i modstandsarbejde. Det førte til at Olufs kone først blev
afhørt og senere ham selv. Men i første omgang kunne intet bevises, så han blev frigivet
igen. Og det var her at han fik det råd, at han skulle forlade landet, for hvis han
blev arresteret igen og mistænkt for modstandsarbejde, ville han næppe komme levende
ud igen. Japanerne slag alle ihjel, som var mistænkt for at modarbejde dem, og
Oluf vidste derfor godt, hvad der ville ske. Men han lyttede ikke, og det blev hans
skæbne. Han blev arresteret igen og tortureret på det grusomste, hvorefter han blev
halshugget. Historien fortæller, at han ikke røbede noget om sine kammerater, men
flere andre fra den gruppe han samarbejdede med blev også arresteret og de blev alle
henrettet.
Når jeg selv interesserer mig for Oluf Munck er det naturligvis fordi, at han er min
farfar og fordi at jeg beundrer ham og synes at jeg kan sammenligne mig selv, på
visse punkter, med ham. Jeg er ingen helt og jeg har heldigvis aldrig stået i en situation
som den han kom i, hvor han skulle vælge mellem at følge sin samvittighed og
at ville redde sit liv. Men det at Oluf valgte som han gjorde, viser at der altid er håb
om omvendelse, også hos det menneske, som hidtil har gjort det hele forkert. Jeg
beundrer derfor dette menneske, og føler stor stolthed ved tanken om at jeg er hans
barnebarn. Et af mine ønsker for fremtiden er at få tid til at skrive hans biografi, for
det har ingen gjort hidtil, og det fortjener han. Han troede på noget og det gjorde han
så meget, at han var villig til at yde det højeste offer. Det beundrer jeg ham for og
derfor kalder jeg ham min helt.
Julen i fortid og nutid
Når man læser den tekst jeg har skrevet får man måske fornemmelsen af, at det hele
er ondt og negativt. Men det er det ikke. Jeg er et lykkeligt menneske, som stort set
lever livet som jeg ønsker det og som beskæftiger mig med de ting, som interesserer
137

mig. Dette er skrevet kort før jul (2006) og netop denne højtid er så godt et eksempel
på den forandring, som er sket i mit liv. Engang, da jeg var lille, hadede jeg julen og
fandt derfor helst en anledning til at være væk. For mig var julen tomhed og hykleri
og det at give og modtage gaver syntes jeg var helt uden indhold, da jeg havde passeret
de 15 år. Derfor meldte jeg mig som professionel julemand hos Studenternes Julemænd,
og fik på denne måde en god undskyldning til at være væk denne dårlige
aften. Jeg har senere erfaret, at det netop er i julen, at fleste mennesker tager deres
eget liv, og det var formenlig noget af den depression, som her kommer til udtryk,
som jeg også selv følte. For hvorfor fejre Jul, hvis man ikke tror på den kristne tro og
hvis Jesus og det hele Evangelium blot er ligegyldigheder. Hvad er formålet med
julen, hvis det bare drejer sig om at udveksle gaver, og hvorfor danser man rundt om
et juletræ og synger sange, hvis dette fællesskab ikke har noget indhold?
Selv har jeg altid hadet julen og den første løsning på dette var at være på arbejde
denne aften. Men da jeg var flyttet hjemmefra holdt jeg op med at være professionel
julemand, og så tilmeldte jeg mig i stedet en rejse til udlandet eller et offentligt julearrangement,
hvor man var sammen med mennesker, som man ikke kendte, og hvor
man derfor kunne tænke og mene som man ville, uden at man skulle opfattes som
værende forræder imod det familiære fællesskab. Dette var lidt bedre end det uudholdelige
familieritual, som jeg havde oplevet i min barndom, men det var naturligvis
ikke helt perfekt.
Først da jeg var blevet katolik fandt jeg den rigtige glæde ved julen. Jeg har opretholdt
traditionen med ikke at give og ikke at modtage nogle gaver, for alt dette signalerer
- for mig - hykleri og overfladiskhed. Jeg har medlidenhed med de mennesker,
som fejrer julen på denne måde, for heller ikke de har jo noget indhold i julen. Det er
en lejlighed, hvor de kommer sammen, men hvad er det de kommer sammen om?
For mig er julen kun meningsfuld i det lys, at det var dagen, hvor Jesus blev født. Det
var tiden, da Gud lod sit barn føde i en krybbe og hvor han derved viste, at det kun er
vores egen stolthed og vore selvindbildninger, som forhindrer os i at se det store i
tilværelsen. Nu går jeg stadig til offentlige julearrangementer for at spise mad sammen
med andre, men ved midnat går jeg til den dejlige julemesse i kirken, som er så
skøn og som sætter alt det andet i et godt perspektiv. Det er fællesskabet om Gud og
om troen, som er julens indhold, ikke tomme ritualer og unødvendige gaver. Mennesker
som intet andet har at give hinanden end en vare pakket ind i farvet papir, er
fattige mennesker. Men denne fattigdom er selvvalgt, og derfor er jeg så glad for
julen i dag og har været det i de sidste ti år. For julen er her, hvor jeg mærker den
egentlige forskel mellem før og efter. Der mærker jeg glæden over fællesskabet med
andre, som tror som jeg og som er mennesker som jeg. Dette fællesskab repræsenterer
alt det modsatte af, hvad jeg oplevede i min barndom. Der er skønhed, mening,
morskab og tro. Især det sidste gør en meget stor forskel. Troen på at Gud lod sin søn
føde og korsfæste for os, troen på at alt hvad vi gør bliver set af ham og at han vil
tilgive mig alle mine synder. Julen giver mig et håb, og det er det håb jeg lever for.
Fremtiden
Jeg er nu 58 år og jeg lever et liv, som jeg bestemt ikke er utilfreds med. Efter at have
været "arbejdsløs" i et par år har jeg fået fritagelse for aktivering hos AF og har
derfor næsten fuld frihed til at gøre som jeg vil. Formelt set er jeg arbejdssøgende,
men jeg skal ikke deltage i jobsøgningskurser eller tvungen jobtræning. Hvis jeg ikke
138

får fast arbejde inden jeg bliver 60 - og det tror jeg ikke - så går jeg på efterløn, og
det er jeg rigtig tilfreds med. Jeg har altså ikke en høj indkomst, for ud over understøttelse,
penge fra et par bøger jeg har skrevet, et værelse jeg lejer ud og nogle websites
jeg har lavet, så har jeg kun de penge, som jeg kan få ud af at tage lån i friværdien
i mit hus. Men det har jeg heldigvis ikke været nødt til at bruge endnu, for faktisk
har jeg alt, hvad jeg ønsker. Jeg er måske ikke rig på papiret, men jeg føler mig
rig.
Det vigtigste er, at jeg bruger tiden til det, som jeg føler at jeg er god til. Jeg er
klar over, at alting pludselig kan være slut, og jeg har derfor ikke ønsker om at starte
nye gigantiske projekter, som jeg ikke er sikker på at jeg kan afslutte. Jeg er ikke
udødelig, det ved jeg, men jeg regner dog med at være her en del år mere. Og den
sidste del af mit liv skal være god, så jeg gider ikke bruge tiden til noget, som jeg
ikke finder meningsfyldt eller morsomt. Dumme jobs og tomme menneskelige relationer
har jeg ikke tid til, og jeg er heldigvis i den situation, at jeg ikke behøver at finde
mig i nogle af disse dele.
I de år der kommer skal jeg bruge tiden til at læse, at skrive, at programmere og at
rejse. Jeg kan opfatte mig selv som værende pensionist, selv om jeg ikke formelt har
denne status endnu. Jeg har friheden til at gøre som jeg vil, og jeg regner ikke med at
komme i fast lønarbejde nogensinde mere. Jeg ville ellers ikke have noget imod, at få
et sådant lønarbejde, men kun hvis jobbet var spændende og ville give mig mulighed
for at bruge mine evner. Jeg gider ikke være buschauffør eller avisomdeler, for livet
er jo alt for kort og det gælder om at bruge tiden til det, som man er god til. Og jeg
mener selv, at det jeg er bedst til er at læse og at skrive og andre fortæller mig, at jeg
også har lavet nogle gode webportaler.
Det er derfor disse ting, som mit liv skal handle om i fremtiden. Og ud over det, så
fortsætter mit religiøse engagement i den katolske kirke forhåbentlig også indtil jeg
dør, for kirken betyder en masse og danner i en vis forstand rammen om alt, hvad jeg
foretager mig. Jeg vil derfor helt ikke skulle konvertere til noget andet end det jeg
har allerede, for jeg tror ikke, at det vil gøre mig mere lykkelig. En gang imellem
bliver jeg irriteret over visse af mine trosfæller i dette fællesskab, men formenlig
ville det være det samme uanset hvor jeg befandt mig. Jeg har aldrig selv stiftet en
ordentlig familie og kirken er derfor en form for erstatningsfamilie for mig. Men
ingen familie er perfekt, og det er den katolske heller ikke. Hvis betingelserne for
udøvelse af min religion på et tidspunkt bliver så ringe inden for rammerne af dette
fællesskab, at jeg ikke kan trives, så vil jeg melde mig ud igen. Jeg er jo konvertit, får
jeg altid at vide, og det skal normalt forstås som en nedvurdering, men det er også
samtidig sandt. En konvertit er et menneske, som indrømmer at han har fejlet, og
som omvender sig for at finde sandheden. Denne søgen er det egentlige indhold i mit
liv, som jeg selv ser det, og den tror jeg vil blive ved indtil jeg dør.
Det, som er sikkert i mit liv, er det som ingen kan tage fra mig. Det er at jeg er et
menneske, at jeg er kultursociolog og at jeg er barnebarn af Oluf Munck. Det at jeg
er katolik er ikke af samme betydelig, for den katolske kirke er en forening, som man
kan melde sig ud af. Visse mennesker, som jeg har mødt, påstår tilmed, at man også
kan blive smidt ud, eller at man måske overhovedet ikke behøver at være katolik selv
om man - formelt set - er medlem af foreningen. Det er lige til at blive forvirret over,
og da tiden jeg har tilbage er kortere end nogensinde før, så må jeg satse på det, som
er sikkert. Den katolske tro er i nogen grad sikker, men det er kirken ikke. Ofte er jeg
uenig med paven og biskoppen og lige så ofte harmes jeg over den måde, som troen
leves på.
139

Lad mig slutte med at sige dette: Jeg er ikke konvertit for ingenting. Jeg er rigtig
god til at erkende, at jeg selv tog fejl, og når jeg indser dette, så gør jeg noget for at
rette mig op. For mig er det alvorligt, når jeg søndag efter søndag bekender til messen,
at "jeg har syndet i tanke, ord og gerning". Derfor beder jeg Gud: "Sig kun ét
ord, så min sjæl bliver helbredt".
Og til dig, som læser dette, siger jeg: Bed for mig!
140