Om skiftende moder — uddrag fra Lillys ... - Pia Fris Laneth

mænd: Sorte jeans, sort T-shirt og sort jakke, gerne af læder blev hverdagstøj, især for
den yngre middelklasse i byerne.
Siden firserne har kvindeidealet foldet sig ud som flere forskellige typer i damebladene:
den sporty, den sexede, den sofistikerede, den tjekkede karrierekvinde i jakkesæt, den
fatale i punkinspireret outfit og den romantiske i pastelfarver og blonder. Noget for
enhver smag og til enhver dags humør. Frisørerne fik et comeback. I stedet for
halvfjerdsernes lange, bløde lokker fik smarte kvinder håret permanentet i et brus af
småkrøl. Undertøjet, som gennem halvfjerdserne var helt enkelt og af bomuld, blev
dekoreret – ‘der må være en blonde’, lød Triumph’s reklameslogan i 1977, og den
udviklede sig til en overdådighed af blonder og blødt satin. Andre rekvisitter til
kvinderollen, såsom højhælede sko, nylonstrømper og hofteholdere, fik også plads i
klædeskabet igen.
Samtidig med, at kvinders skulderbredde voksede til det komiske, inspirerede
unge pigers idol, Madonna, til en meget kropsnær mode. I slutningen af firserne optrådte
hun i designeren Jean-Paul Gaultiers erotiserede tøj – sorte corsager med blonder,
korsetter med kegleformede metalskinnende skåle og lange strømpebånd. Der var absolut
ikke tale om en genindspilning af halvtredsernes afventende feminine seksualobjekt.
Madonna var handlekraftig, seksuelt udfordrende og lavede nærmest sjov med det frække
undertøj, som pludselig skulle være synligt i stedet for at være en hemmelighed, man
efter vask hængte til tørre i pudebetræk.
Siden har især yngre modebevidste kvinder fremhævet deres bryster, for eksempel
i corsager som feminin prik over de androgyne cowboybukser eller i stumpede, stramme
T-shirts og stærkt støttende og formende bh’er. Mange i rødstrømpegenerationen har
tolket push-up’en som tilbageslag for kvindefrigørelsen. De får mindelser om den
torpedobrystede kvindelighed, de selv gjorde oprør mod i tresserne.
Man kan dog også tolke den aktuelle mode stik modsat. Informations David
Rehling rapporterede fra Venstres valgfest i DGI-byen, februar 2005, at „slipseklædte
VU’ere i midnatsblå jakker vimser forventningsfulde omkring. Unge kvinder i
stramtsiddende kjoler bærer barmen magtfuldt til skue.“ Pointen ligger i ordet
‘magtfuldt’. Uden tvivl er mange kvinder, især i den unge generation, blevet mere
selvbevidste og stærke nok til at fremhæve deres køn, uden frygt for at fremstå som
passive seksualobjekter.
Unge kvinders bare maver vækker lige så meget diskussion som de synlige
kavalergange. Påstande, om at nutidens kvindemode er mere udfordrende end
nogensinde, holder dog næppe. Det nøgne holder hurtigt op med at emme af sex – næh,
det er det tildækkede, der er frækt. Da kjolerne på mine oldemødres tid fejede gulvet, fik
mænd hjertebanken af en blottet ankel, hvilket næppe er tilfældet nu til dags.
Min mands teenagedøtres og deres veninders bare maveskind er såmænd hverken
mere eller mindre seksuelt udfordrende end de lægge og knæ min farmor afslørede i
tyverne, da hendes kjolesøm langsomt krøb op fra anklen, eller da min egen kjolesøm i
tresserne nærmede sig endebalderne, og jeg smed bh’en. Nutidens teenagere gør som
fortidens: De opdager sig selv som seksuelle væsner og klæder sig for at gøre omverden
opmærksom på det inden for den aktuelle modes rammer. At virkemidlerne ofte er
overdrevent opsigtsvækkende i denne livsfase, hvor pigerne øver sig i at være voksne
kvinder – det er en århundredelang erfaring.