Om skiftende moder — uddrag fra Lillys ... - Pia Fris Laneth

More documents

Recommendations

Info

Korsettet blev snøret fast om kroppen og gav et håndfast skub til at fremhæve barm, hofter og bagdel i de former, moden foreskrev. En almindelig korsettalje var 47 centimeter. Mødrene snørede deres døtre fra en tidlig alder, så de kunne få en rank holdning og den eftertragtede smalle talje. Dermed blev korsettet faktisk uundværligt, fordi muskulaturen blev mindre udviklet, og kroppen fik svært ved at ‘bære sig selv’, når pigerne blev voksne. Kvindedragten var designet som en kunstfærdig udstilling af varerne på ægteskabsmarkedet – især i selskabskjolernes pirrende udsigt til barmen – hvilket det bedre selskabs kvinder sagtens kunne forene med, at vogte deres døtres dyd. Korsettets benhårde kontrol af kroppen signalerede samtidig ærbarhed. Det siger sig selv, at korsettet gjorde det svært at trække vejret og bevæge sig, blandt andet fordi stiverne forhindrede kvinderne i at bøje ryggen. Netop denne egenskab bidrog til korsettets langvarige succes: Man kunne se forskel på de kvinder, der blev nødt til at slide for føden og dem, der havde råd til at gå rundt og se godt ud i korset – hvilket selvfølgelig gjorde hylstrene eftertragtede af enhver tjenestepige. I løbet af attenhundredetallet rettede mændene sig ind efter Londons succesrige borgerskabs mørke, enkle dragt – først frakken og jaketten, senere jakken. Blonder og kulørte klæder blev dømt feminine. Mandehåret blev klippet, og maskulinitet blev lig med kort hår suppleret med varierende skæglængder, moustacher og bakkenbarter indtil ungdomsoprøret i 1960’erne. Mandens tøj var skabt til at færdes i den offentlige sfæres rationelle og aktive verden, mens korsettet og de lange skørter holdt idealerne ranke om hjemmets engel, der værnede om og forskønnede privatlivet. Den borgerlige kvinde legemliggjorde borgerskabets selvdisciplin og restriktive seksualmoral; hun blev kontrolleret af et korset og en kønsrolle, som næsten gjorde det til en pligt at være smuk og nærmest uanstændigt at opholde sig uden for hjemmets fire vægge. Hun var naturens blomst og viste det i en sart og bleg teint uden kosmetik. Røde læber, pudder og rouge var forbeholdt gadens frække piger. Reformsækken I sidste halvdel af attenhundredetallet begyndte kvinder fra samme sociale lag som præsterne, biologerne og gynækologerne at gøre oprør mod de forestillinger, der hindrede kvinder i at deltage i samfundslivet. Personlig, intellektuel og politisk frigørelse er spundet sammen med kropslig frigørelse – og den tids kvindesagskvinder forsøgte helt bogstaveligt at give deres køn luft. Dansk Kvindesamfund præsenterede en såkaldt reformdragt i flere udgaver: en dagligdragt, en rejsedragt, en sportsdragt osv. Princippet for alle kjolerne var, at de kunne bæres uden korset. Dragtens tyngde blev flyttet væk fra taljen. Kjolen var syet i ét stykke, den hang på skuldrene, som kjoler gør det i dag, og faldt løst om kroppen. Undertøjet var en vid knælang buksedragt, som strømperne kunne knappes på. For en gangs skyld fik kvindesagskvinderne medhold af den medicinske videnskab. Selvom lægerne forsøgte at holde kvindeligheden i et stramt åndeligt korset, brød de sig ikke om de sundhedsskadelige virkninger af snørelivet. Det hæmmede udviklingen af brystkassen og deformerede i værste fald de indre organer – snørelivslever var en sådan korsetfremkaldt lidelse.
Forfatteren og journalisten Edith Rode, der blev født ind i det københavnske højborgerskab i 1879, samme år som oldemor Anna kom til verden i Sønderjylland, har skrevet om halvfemsernes ‘korsetkampe’. Som så mange andre unge piger forsøgte hun at undgå snørelivet, men hendes mormor vidste bedre: „– Mit barn, sagde bedstemor bestemt – til bal er du i al fald nødt til at have korset på! – Jeg kan ikke trække vejret, sagde jeg trodsigt. – Jeg kan trække vejret, sagde bedstemor – din mor kan trække vejret, og dine søstre kan trække vejret – så kan du også! – … Det er upassende og uanstændigt at gå uden korset.“ På trods af mormoderens sædelige bekymringer anskaffede Edith Rode sig en reformkjole. Den blev dog stilfærdigt hængt væk, da hendes mere diplomatiske farmor dødsdømte kjolens facon med ordene: „Aah – den er såmænd ikke så gal, det er bare det, at de unge piger, der går med den, ser så frugtsommelige ud.“ Reformdragten blev lynsnart døbt reformsækken. For de få, der brugte reformdragten, var den et symbol på de kvindepolitiske krav om større bevægelsesfrihed i det offentlige rum. Det krævede både oprørstrang og en stærk personlighed at sætte sig ud over de æstetiske normer. Så længe det blev anset for smukt at have hvepsetalje, snørede kvinderne sig selvfølgelig, så de forøgede deres chancer for at få en passende ægtemand. Omkring århundredeskiftet blev den moderigtige snøring endnu strammere. I 1902 skabte en fransk korsetmager en ny modesilhuet, hvor maven var presset flad, busten frem og hoftepartiet tilbage – og gav kvinderne S-form. Det var, som om moden gik i alliance med de konservative kræfter, der søgte at spænde ben for kvindernes frigørelsesforsøg. Uddrag af kapitel 10. Spar Dame til karneval Farmor Gudrun var fuld af glæde. Som onkel Gerhard, der nu er over 80, siger: „Hun var godt buttet og en meget livlig pige. Måske lidt for livlig. Engang til en fest sprang hun op på bordet og dansede svanens død mellem alle flaskerne.“ Et billede af Gudrun og hendes søster Oline på vej til karneval i 1919 fortæller, at hun befandt sig midt i en revolution. Pageklippet med læbestift og udklædt som Spar Dame i kort skørt, sorte silkestrømper og spaghettistropper over skuldrene, lyser hun af … dristig uskyld, kan man vist kalde det. Hvor provokerende de to karnevalstøser har været i deres samtid, viser en protest, som 26 kendte damer i november samme år indrykkede i samtlige københavnske dagblade, da blandt andre modebutikken Fonnesbech udstillede sæsonens korte, stærkt dekolleterede selskabskjoler: „Vi undertegnede kvinder, der med sorg og harme har set den ansvarsløshed, hvormed flere af vore store ansete firmaer ordner deres udstilling af kvindedragter, henvender os herved til disse med den alvorligste protest derimod og undlader ikke at udtale, at dette sker på mange tusind kvinders vegne, der har følt det som en skam og nedværdigelse for vort køn. Vi kan ikke finde os i, at sådanne skøgedragter bliver indført i vort folk og således bidrager til at nedbryde anstændighedsfølelsen hos mænd og kvinder i alle samfundslag.“
Page 1: Modens historie: Uddrag fra Lillys
Page 5 and 6: skridtet. Og i slutningen af århun
Page 7 and 8: eller feminint og ikke noget maskul
Page 9: I vores kultur er det imidlertid sv

Om skiftende moder — uddrag fra Lillys ... - Pia Fris Laneth

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?