Om skiftende moder — uddrag fra Lillys ... - Pia Fris Laneth

Modens historie: Uddrag fra Lillys Danmarkshistorie
Teksten må citeres, kopieres og mangfoldiggøres med kildehenvisning: Pia Fris Laneth:
Lillys danmarkshistorie – kvindeliv i fire generationer. Gyldendal
Fra kapitel 6: Ifølge Guds og naturens orden:
Kønsforskellene blev understreget af klædedragten; mænd gik i bukser, kvinder i kjoler.
Brandforsikringsprotokollen over Jacob og Karen Maries ejendele på husmandsstedet i
Vorbasse opremser, at min oldemor i 1901 havde fem styks kjoletøj, nogle skørter,
undertøj, sjaler og forklæder, en kåbe, en muffe, en paraply og et par sko foruden
træskoene. Skoene, kåben og muffen var til stadsbrug. Til daglig gik kvinderne på egnen
med store vadmelsforklæder over kjolen og et trekantet strikket sjal krydset over brystet i
den kolde tid. Til udebrug slyngede de store vævede sjaler om hoved og krop for at
beskytte sig mod vejret. Jo koldere det blev, desto flere skørter tog de på under kjolen.
Der var forskel på hedens og byens kvindeideal. Karen Marie og Annas former
ser ud til at have udfoldet sig frit under tøjet, mens et ungdomsbillede viser, at Johannes
københavnerbarm blev holdt i ave af et korset under den fine stribede kjoles
blondebesætninger. Som ung havde Johanne krøller ved ørerne, som moden foreskrev,
mens mine jyske oldemødre redte håret stramt tilbage, både før og efter de blev gift.
Mange steder på landet gik ældre, gifte kvinder stadig med håret tildækket af hue eller
tørklæde. Det var en rest af middelalderens kristendom, der havde tabuiseret gifte
kvinders hår; det måtte ikke friste fremmede mænd til at begære næstens hustru.
Moden var først og fremmest et anliggende for overklassen, der brugte tøjet til at markere
rigdom og sociale tilhørsforhold. Den amerikanske økonom og sociolog Thorstein
Veblen udgav i 1899 The Theory of the Leisure Class (teorien om den arbejdsfrie klasse).
Han brugte de vestlige kvinders korset og de kinesiske kvinders indsnørede liljefødder
som eksempler på, at kvinder kropsligt deformeres til uarbejdsdygtighed. I deres
egenskab af unyttige pyntegenstande fungerer de som omvandrende reklameskilte for
deres mænds sociale status.
Kvinder har aldrig været passive ofre i dette spil – gennem tiderne er der blevet
ført løbende ‘forhandlinger’ mellem kvinder, mænd og modeskabere om, hvordan
kvindeligheden skulle udfolde sig æstetisk. Dagmar – Skandinavisk Modeblad for
Toilette og kvindelige Haandarbejder, holdt fra 1866 nordiske kvinder velorienteret om
de to årlige sæsonskift i Paris. Inden for modens diktat søgte hver eneste kvinde at
udtrykke sin personlighed gennem frisure-, tøj- og farvevalg. De fik anerkendelse og
beundring for deres skønhed og gode smag – nød det og brugte det til at gennemtrumfe
deres vilje.
Indtil 1910 var den moderigtige kvindedragt draperet omkring et korset. Det var
syet af mange kileformede stykker uelastisk lærred, holdt i facon af stivere og forskønnet
af silke, blonder og brokader afhængig af køberens pengepung og det aktuelle diktat fra
Paris.

Korsettet blev snøret fast om kroppen og gav et håndfast skub til at fremhæve
barm, hofter og bagdel i de former, moden foreskrev. En almindelig korsettalje var 47
centimeter. Mødrene snørede deres døtre fra en tidlig alder, så de kunne få en rank
holdning og den eftertragtede smalle talje. Dermed blev korsettet faktisk uundværligt,
fordi muskulaturen blev mindre udviklet, og kroppen fik svært ved at ‘bære sig selv’, når
pigerne blev voksne.
Kvindedragten var designet som en kunstfærdig udstilling af varerne på
ægteskabsmarkedet – især i selskabskjolernes pirrende udsigt til barmen – hvilket det
bedre selskabs kvinder sagtens kunne forene med, at vogte deres døtres dyd. Korsettets
benhårde kontrol af kroppen signalerede samtidig ærbarhed.
Det siger sig selv, at korsettet gjorde det svært at trække vejret og bevæge sig,
blandt andet fordi stiverne forhindrede kvinderne i at bøje ryggen. Netop denne egenskab
bidrog til korsettets langvarige succes: Man kunne se forskel på de kvinder, der blev nødt
til at slide for føden og dem, der havde råd til at gå rundt og se godt ud i korset – hvilket
selvfølgelig gjorde hylstrene eftertragtede af enhver tjenestepige.
I løbet af attenhundredetallet rettede mændene sig ind efter Londons succesrige
borgerskabs mørke, enkle dragt – først frakken og jaketten, senere jakken. Blonder og
kulørte klæder blev dømt feminine. Mandehåret blev klippet, og maskulinitet blev lig
med kort hår suppleret med varierende skæglængder, moustacher og bakkenbarter indtil
ungdomsoprøret i 1960’erne.
Mandens tøj var skabt til at færdes i den offentlige sfæres rationelle og aktive
verden, mens korsettet og de lange skørter holdt idealerne ranke om hjemmets engel, der
værnede om og forskønnede privatlivet. Den borgerlige kvinde legemliggjorde
borgerskabets selvdisciplin og restriktive seksualmoral; hun blev kontrolleret af et korset
og en kønsrolle, som næsten gjorde det til en pligt at være smuk og nærmest uanstændigt
at opholde sig uden for hjemmets fire vægge. Hun var naturens blomst og viste det i en
sart og bleg teint uden kosmetik. Røde læber, pudder og rouge var forbeholdt gadens
frække piger.
Reformsækken
I sidste halvdel af attenhundredetallet begyndte kvinder fra samme sociale lag som
præsterne, biologerne og gynækologerne at gøre oprør mod de forestillinger, der hindrede
kvinder i at deltage i samfundslivet. Personlig, intellektuel og politisk frigørelse er
spundet sammen med kropslig frigørelse – og den tids kvindesagskvinder forsøgte helt
bogstaveligt at give deres køn luft. Dansk Kvindesamfund præsenterede en såkaldt
reformdragt i flere udgaver: en dagligdragt, en rejsedragt, en sportsdragt osv. Princippet
for alle kjolerne var, at de kunne bæres uden korset. Dragtens tyngde blev flyttet væk fra
taljen. Kjolen var syet i ét stykke, den hang på skuldrene, som kjoler gør det i dag, og
faldt løst om kroppen. Undertøjet var en vid knælang buksedragt, som strømperne kunne
knappes på.
For en gangs skyld fik kvindesagskvinderne medhold af den medicinske
videnskab. Selvom lægerne forsøgte at holde kvindeligheden i et stramt åndeligt korset,
brød de sig ikke om de sundhedsskadelige virkninger af snørelivet. Det hæmmede
udviklingen af brystkassen og deformerede i værste fald de indre organer – snørelivslever
var en sådan korsetfremkaldt lidelse.

Forfatteren og journalisten Edith Rode, der blev født ind i det københavnske
højborgerskab i 1879, samme år som oldemor Anna kom til verden i Sønderjylland, har
skrevet om halvfemsernes ‘korsetkampe’. Som så mange andre unge piger forsøgte hun
at undgå snørelivet, men hendes mormor vidste bedre:
„– Mit barn, sagde bedstemor bestemt – til bal er du i al fald nødt til at have
korset på!
– Jeg kan ikke trække vejret, sagde jeg trodsigt.
– Jeg kan trække vejret, sagde bedstemor – din mor kan trække vejret, og dine
søstre kan trække vejret – så kan du også! – … Det er upassende og uanstændigt at gå
uden korset.“
På trods af mormoderens sædelige bekymringer anskaffede Edith Rode sig en
reformkjole. Den blev dog stilfærdigt hængt væk, da hendes mere diplomatiske farmor
dødsdømte kjolens facon med ordene: „Aah – den er såmænd ikke så gal, det er bare det,
at de unge piger, der går med den, ser så frugtsommelige ud.“
Reformdragten blev lynsnart døbt reformsækken. For de få, der brugte
reformdragten, var den et symbol på de kvindepolitiske krav om større bevægelsesfrihed i
det offentlige rum. Det krævede både oprørstrang og en stærk personlighed at sætte sig
ud over de æstetiske normer. Så længe det blev anset for smukt at have hvepsetalje,
snørede kvinderne sig selvfølgelig, så de forøgede deres chancer for at få en passende
ægtemand.
Omkring århundredeskiftet blev den moderigtige snøring endnu strammere. I
1902 skabte en fransk korsetmager en ny modesilhuet, hvor maven var presset flad,
busten frem og hoftepartiet tilbage – og gav kvinderne S-form.
Det var, som om moden gik i alliance med de konservative kræfter, der søgte at
spænde ben for kvindernes frigørelsesforsøg.
Uddrag af kapitel 10. Spar Dame til karneval
Farmor Gudrun var fuld af glæde. Som onkel Gerhard, der nu er over 80, siger: „Hun var
godt buttet og en meget livlig pige. Måske lidt for livlig. Engang til en fest sprang hun op
på bordet og dansede svanens død mellem alle flaskerne.“
Et billede af Gudrun og hendes søster Oline på vej til karneval i 1919 fortæller, at
hun befandt sig midt i en revolution. Pageklippet med læbestift og udklædt som Spar
Dame i kort skørt, sorte silkestrømper og spaghettistropper over skuldrene, lyser hun af
… dristig uskyld, kan man vist kalde det.
Hvor provokerende de to karnevalstøser har været i deres samtid, viser en protest,
som 26 kendte damer i november samme år indrykkede i samtlige københavnske
dagblade, da blandt andre modebutikken Fonnesbech udstillede sæsonens korte, stærkt
dekolleterede selskabskjoler:
„Vi undertegnede kvinder, der med sorg og harme har set den ansvarsløshed,
hvormed flere af vore store ansete firmaer ordner deres udstilling af kvindedragter,
henvender os herved til disse med den alvorligste protest derimod og undlader ikke at
udtale, at dette sker på mange tusind kvinders vegne, der har følt det som en skam og
nedværdigelse for vort køn. Vi kan ikke finde os i, at sådanne skøgedragter bliver indført
i vort folk og således bidrager til at nedbryde anstændighedsfølelsen hos mænd og
kvinder i alle samfundslag.“

Da underbukserne og bh’en blev opfundet
Set i bakspejlet er det utroligt, at de 26 kendte damer, der bekymrede sig om Fonnesbechs
udstilling af aftenkjoler, anså den hidtidige mode og deres egen påklædning for at være
mere anstændig. Modne kvinder i bedre kredse bar stadig snørekorset, som fremhævede
kvindeligheden på bemærkelsesværdig vis.
I 1909 samlede modeskaberen Paul Poiret trådene i tidsånden og
frigjordekvindekroppen fra det stærkt taljerede snøreliv. Hen over de næste to årtier blev
korsetteringen lettere. De 26 kendte damer kæmpede en forgæves kamp mod kortskørtede
kjoler.
Tyvernes idealkvinde havde en slank skikkelse, hvor talje og hofter gik i et, og
barmen nærmest var fladtrykt. Tøjet var skabt til at bevæge sig i. Kjolerne faldt løst og
blødt omkring skikkelsen, og fra 1924 krøb kjolesømmen opad, til den nåede knæet i
1927. Taljelinjen sank til gengæld nedad og markerede de slanke hofter – som de færreste
var udstyret med fra naturens hånd, og de fleste derfor tæmmede med nymodens elastiske
korsetter. Det drengede look blev understreget af nye korthårsfrisurer.
Også unge piger, der – som min farmor og hendes søster – var for buttede til at se
godt ud i korte skørter, bar dem utvungent for at være med på noderne. De klippede håret
af ved ørerne, kjolerne af ved knæet og skridtede verden af i silkestrømper, høje hæle og
læbestift. Under Første Verdenskrig løsrev pudder, kindrødt, farvede vipper og bryn sig
fra bordellernes og de uartige gaders kvinder og begyndte at snige sig ind som del af den
kvindelighed, som vi kender i dag.
Inspirationen kom til dels fra stumfilmenes divaer – det var Asta Nielsens store år.
På hendes karrieres højdepunkt så omkring halvanden millioner mennesker hver dag
denne naturkraft udfolde sig på det hvide lærred. Asta Nielsen var en torn i samtidens
bornerte kød. Hun fødte sit uægte barn på Fødselsstiftelsen og sagde, at datteren blev
passet af tre mødre – hende selv, søsteren og moderen. Hun nåede også at være gift med
tre forskellige mænd. Et farligt ideal for unge piger.
Coco Chanel, tidens førende franske modedronning, skabte enkelt og funktionelt tøj, der
passede til kvinders nye aktive liv. Hendes tredelte dragter, bestående af jakke, nederdel
og bluse, blev særlig populære og har været det lige siden.
I tyverne vandt gymnastik og motion frem som en del af moderne skønhedspleje.
Coco Chanel dyrkede sport og var med til at gøre det smart at være solbrændt – nu hvor
proletariatet ikke længere blev stegt på markerne, men holdt sig dejgrå i fabrikshallerne.
Borgerskabet tog på landet om sommeren eller ferierede sydpå ved havet. Slanke,
veltrænede og solbrændte kroppe signalerede overklassens livsstil og har været
eftertragtet lige siden.
At kvinder viste mere krop, arme og ben end nogen sinde tidligere, gav dem et nyt
skønhedsproblem: hår under armene og på benene, som blev fjernet med nidkær omhu –
først med barberblade, senere med alskens hårfjerningsmidler eller særlige ladyshavers. I
de efterfølgende 50 år blev behårede kvindeben og armhuler defineret som usoigneret og
ukvindeligt.
Gudruns og Misses generation var også den første, som gik i trusser à la dem,
kvinder bruger i dag. Ganske vist blev underbukser til kvinder indført, da det luftige
tournurestativ blev moderne i 1860’erne. De bestod af to rør, der ikke var syet sammen i

skridtet. Og i slutningen af århundredet kom mere regulære underbukser, som blev
knappet på et overstykke og havde en klap bagpå til fornødenheder.
I tyverne fik tekstilindustrien den geniale idé at bruge velkendte materialer som
elastik og gummi til kvinders undertøj, som blev tredelt – brystholder, trusser og en eller
anden form for hofteholder til at holde strømperne oppe. Den første hofteholder hed ‘rollon’
– ‘rulle på’ – og var et rør af gummiindvævet lærred. Historikeren Søren Mørch har
en sjov historie om indehaveren af et af Københavns store korsetteringsfirmaer, som
antog, at den første sending roll’on’er fra USA i 1925 måtte være en form for
knævarmere.
Kvinders nye offentlige liv krævede bevægelsesfrihed, og tyvernes unge kvinder
demonstrerede lighed mellem kønnene ved at nedtone de svungne korsetformer, som nu
blev symbol på kvinders ufrihed og umyndiggørelse. Karen Blixen skrev om snørelivets
endeligt:
„Jeg har levet i en tid, hvor der virkelig stod drøn om spørgsmålet. Aviserne, ikke
alene de specielle dameblade, bragte artikler herom, og den korsetløse dragt blev kaldt
for reformdragt. Dengang gik korsetterne af med sejren. Der var rigtignok dem, som gik
med på, at korsetterne kunne være noget kortere og løsere, men at en dame kunne være
påklædt og tage sig ud uden korset var udelukket, thi hvorledes skulle en kjole kunne
syes, og hvorledes skulle den kunne sidde uden dette?
Dette spørgsmål kunne ingen besvare, og korsetterne blev længere og længere. Og
nu, 15 år efter, er spørgsmålet løst om, hvordan kjolerne skal kunne syes og sidde, skønt
ingen rigtig kan forklare, hvordan det egentlig gik til.“
Som så ofte var Blixen ironisk – forklaringen var ligetil: Hvad lægelige
argumenter og kvindesag ikke havde kunne udrette i løbet af de årtier, korsetkampen
udspillede sig, det kunne kvinders lønarbejde og sporten til gengæld.
Uddrag fra kapitel 33: Udsigten fra Ydre Nørrebro
Der har altid været mindst lige så store forskelle i højde, drøjde, styrke og udholdenhed
inden for kønnene som mellem mænd og kvinder. Bare i min generation af familien er
den mindste kvinde 154 cm, og den højeste er 180 cm; den letteste vejer 60 kg, og den
tungeste vejer 140 kg; der er en kantet, smalhoftet og småbrystet såvel som en barmfager
sag med brede hofter. Alligevel blev kønsidealerne polariseret som naturens
modsætninger: den stærke, hårde, muskuløse maskuline krop versus den svagere, bløde,
runde feminine krop. Langt op i historien blev hård fysisk træning anset for skadelig for
kvinders evne til at få børn, og kvinder med synlige muskler blev regnet for
‘mandhaftige’. Det smukke køn var defineret som det svage køn. Sportskvinderne har
været med til at ændre dette billede.
Jane Fondas masseproducerede workout-videoer og de opblomstrende
fitnesscentre forandrede den folkelige kvindesport. Modsat den yndefuldhed, som
kendetegnede tidligere tiders kvindegymnastik, gælder det i aerobic om at have synlig
kropslig styrke, markerede – men ikke store – muskler og høj kondition. Under træningen
tonser man løs, så sveden springer,gerne iført farvestrålende dragter med høje
benudskæringer, tights og pandebånd som feminin glasur over forsøgene på at omforme
de kvindelige fedtdepoter til balder af stål.

Masser af kvinder har fået fornøjelse af denne træningsform, der udfordrede
kvindekroppens stereotype bevægelsesmønstre – men skønhedstyranniet blev ikke
mindre af den grund. Jane Fonda viste, at kvinder kunne se ungdommelige ud langt op i
årene, hvis bare de havde viljestyrke nok til at træne deres muskler. Udtrykket: ‘at holde
sig i form’ blev hvermandseje og kan oversættes til, at det gælder om at holde kroppen
smidig og ungdommelig og undgå kødets forfald.
I stedet for at forme sin krop med korsetter, former man den nu med selvkontrol
og de penge, det koster at gå i motioncentre, solarier og spise proteinrig kost og
kosttilskud.
Besat af skønhed
For nogle udvikler skønhedskravet sig til en besættelse. Efterhånden er det en undtagelse
at møde yngre kvinder, som ikke i en periode af deres liv har levet med en eller anden
grad af spiseforstyrrelse eller anden hysterisk opmærksomhed på kroppens fedtdepoter.
Slanketyranniet accellererede gennem hele det tyvende århundrede i takt med, at
samfundet blev i stand til at producere overflod. I dag er det ikke alene grimt at være fed,
det er også et socialt stempel – et tegn på manglende selvdisciplin.
Perfekte kroppes fremtrædende position i reklamebilledet betyder sandsynligvis,
at grænsen for, hvad der tolereres af afvigelser fra idealet, flytter sig. Selv ganske unge
piger får kosmetiske brystoperationer. Fedtsugninger, brystforskønnelser og
ansigtsløftninger er populære som aldrig før, og nu begynder skønhedskirurgiske snit i
kønsorganerne også at vinde frem. Mange ser kosmetiske operationer som en udvidelse
af den skønhedspleje, flertallet i forvejen praktiserer: Vi får rettet tænder og farvet hår,
bruger makeup og træner balder og lår. Hvorfor så være utilfreds med en lille barm, når
man kan købe sig til en større? Hvorfor sukke over slapt maveskind, kalkunhals og
flabrende kønslæber, når kosmetisk kirurgi kan fikse det hele ungdommeligt glat igen?
Det er sundhedsfarligt, undertiden invaliderende – men nyt er det ikke. Som for
hundrede år siden ofrer kvinder deres sundhed på skønhedens og den seksuelle attraktions
alter. I den forstand er der ingen forskel på datidens korsetter og nutidens silikone.
I stigende grad er mænd også begyndt at lade sig tyrannisere af mode- og
parfumeindustriens hastigt skiftende skønhedsidealer. Smækre unge mænd med
vaskebrætmaver og faste hagepartier reklamerer for undertøj og mandeparfumer på lige
så forførende vis, som når kvindelige modeller sælger feminine rekvisitter. Det virker
efter hensigten: Nu til dags bruger drenge flere penge på personlig pleje end piger i
samme alder.
Æstetiseringen af mandekroppen afspejler nye relationer mellem kønnene. Så
længe kvinder ikke tjente deres egne penge, skulle manden først og fremmest signalere,
at han var en god forsørger. Mænd i reklamer så ud derefter, solide skaffedyr i
flipproletarens eller håndværkerens arbejdstøj.
Nu om stunder har mænd helt overvejende aktive roller i reklamer, men især
tøjreklamerne bevæger sig meget langt i fremstillingen af en narcissistisk indadvendthed,
hvor manden bare dvæler ved sin egen skønhed. Billederne spejler de løbende
forhandlinger mellem heteroseksuelle mænd og kvinder, mellem forbrugere og
reklameindustri, om hvor grænsen går for, at kønne, unge mænd signalerer noget bøsset

eller feminint og ikke noget maskulint. Vurderingen er i høj grad aldersbetinget – min
mands store døtre og jeg er sjældent enige desangående.
Tøj til enhver dags humør
Da rødstrømperne prøvede at slippe ud af kvindefældens skønhedskrav, blev de beskyldt
for at være ukvindelige, grimme og usexede. De gennemlevede et dilemma, som Simone
de Beauvoir beskrev i Det andet køn:
„At opgive sin kvindelighed er at opgive en del af sin menneskelighed.
Kvindehadere har ofte bebrejdet intellektuelle kvinder, at de ‘forsømmer sig selv’, men
de har også præket for dem, at hvis I vil være ligestillet med os, må I holde op med at
male jer i ansigtet og lakere jeres negle. Det er et meningsløst råd. Netop fordi opfattelsen
af, hvad der er kvindeligt, fastlægges kunstigt af sædvanerne og moden, påtvinger den sig
alle kvinder udefra.“
„Udtrykket for kvindelighed ændrer sig. Men det ændrer intet ved det
grundlæggende i spørgsmålet, at det ikke står den enkelte frit for at omforme
kvindeligheden efter sit eget forgodtbefindende. Den kvinde, der ikke retter sig efter den,
devaluerer sig selv seksuelt og følgelig også socialt, eftersom samfundet har optaget de
seksuelle værdier i sig.“
I alle samfund er kroppen underlagt social kontrol. Ingen går ram forbi; alle bliver
påvirket af kropsidealerne og ændrer opfattelse af, hvad der er skønt og uskønt i takt med
skiftende moder. Derfor er det med mode som med andre normer: Man kan ikke bare lade
være med at følge dem – i så fald sætter man sig uden for det socialt acceptable. Heri
ligger tvangen, selvom det føles som frihed at købe en ny, smuk kjole.
Når kvinder forandrer deres udseende, er det som regel for at tilpasse sig et af
tidens herskende kvindeidealer. Om det foregår som en legende udvidelse af det
personlige repertoire af kvinderoller eller som en begrænsning af individualiteten
afhænger både af personens og af kvindeidealets karakter.
Batikfarvede bleer, hønsestrik, fløjstøj i bløde farver og frit bølgende bryster blev
umoderne i takt med, at venstrefløjens utopi smuldrede og en ny liberalistisk bølge,
inspireret af USA’s formstøbte præsident Ronald Reagan og Storbritaniens lakerede
Margaret Thatcher, fik dominerende indflydelse på det politiske og kulturelle liv. Disse
mægtige lederes hypertraditionelle udseende varslede ungdomsoprørets finale.
„Har du fået et elektrisk stød?“ spurgte min medkollektivist søvnigt overrasket, da
hun en vintermorgen i 1985 så mit lange, glatte hår forvandlet til et brus af små krøller.
Samme vinter købte jeg en stram rød nederdel, støvler med hæl og en taljeret jakke med
skuldervat. I fattigfirserne dannede yuppiernes pralende nyklassiske tøjstil mode, og
skulderbredden på kvinders jakkesæt voksede i takt med deres ambitioner på
arbejdsmarkedet. I den anden ende af samfundshierarkiet voksede punk-kulturen ud af de
engelske storbyer som protest mod den store arbejdsløshed og boligmangel, der især
ramte unge.
Punken refererede ikke til et utopisk ideal som de venstreorienteredes arbejdstøj
eller hippernes eksotiske udstyr. Punkere refererede til opløsningen af samfundet. Stykker
af samfundets autoritetssymboler som militær- og skoleuniformer blev overskrevet med
graffiti, sat sammen med læder og lak, kæder og laser. Sikkerhedsnålen blev et smykke,
rotten et kæledyr. Punkernes yndlingsfarve blev overtaget af mindre desperate kvinder og

mænd: Sorte jeans, sort T-shirt og sort jakke, gerne af læder blev hverdagstøj, især for
den yngre middelklasse i byerne.
Siden firserne har kvindeidealet foldet sig ud som flere forskellige typer i damebladene:
den sporty, den sexede, den sofistikerede, den tjekkede karrierekvinde i jakkesæt, den
fatale i punkinspireret outfit og den romantiske i pastelfarver og blonder. Noget for
enhver smag og til enhver dags humør. Frisørerne fik et comeback. I stedet for
halvfjerdsernes lange, bløde lokker fik smarte kvinder håret permanentet i et brus af
småkrøl. Undertøjet, som gennem halvfjerdserne var helt enkelt og af bomuld, blev
dekoreret – ‘der må være en blonde’, lød Triumph’s reklameslogan i 1977, og den
udviklede sig til en overdådighed af blonder og blødt satin. Andre rekvisitter til
kvinderollen, såsom højhælede sko, nylonstrømper og hofteholdere, fik også plads i
klædeskabet igen.
Samtidig med, at kvinders skulderbredde voksede til det komiske, inspirerede
unge pigers idol, Madonna, til en meget kropsnær mode. I slutningen af firserne optrådte
hun i designeren Jean-Paul Gaultiers erotiserede tøj – sorte corsager med blonder,
korsetter med kegleformede metalskinnende skåle og lange strømpebånd. Der var absolut
ikke tale om en genindspilning af halvtredsernes afventende feminine seksualobjekt.
Madonna var handlekraftig, seksuelt udfordrende og lavede nærmest sjov med det frække
undertøj, som pludselig skulle være synligt i stedet for at være en hemmelighed, man
efter vask hængte til tørre i pudebetræk.
Siden har især yngre modebevidste kvinder fremhævet deres bryster, for eksempel
i corsager som feminin prik over de androgyne cowboybukser eller i stumpede, stramme
T-shirts og stærkt støttende og formende bh’er. Mange i rødstrømpegenerationen har
tolket push-up’en som tilbageslag for kvindefrigørelsen. De får mindelser om den
torpedobrystede kvindelighed, de selv gjorde oprør mod i tresserne.
Man kan dog også tolke den aktuelle mode stik modsat. Informations David
Rehling rapporterede fra Venstres valgfest i DGI-byen, februar 2005, at „slipseklædte
VU’ere i midnatsblå jakker vimser forventningsfulde omkring. Unge kvinder i
stramtsiddende kjoler bærer barmen magtfuldt til skue.“ Pointen ligger i ordet
‘magtfuldt’. Uden tvivl er mange kvinder, især i den unge generation, blevet mere
selvbevidste og stærke nok til at fremhæve deres køn, uden frygt for at fremstå som
passive seksualobjekter.
Unge kvinders bare maver vækker lige så meget diskussion som de synlige
kavalergange. Påstande, om at nutidens kvindemode er mere udfordrende end
nogensinde, holder dog næppe. Det nøgne holder hurtigt op med at emme af sex – næh,
det er det tildækkede, der er frækt. Da kjolerne på mine oldemødres tid fejede gulvet, fik
mænd hjertebanken af en blottet ankel, hvilket næppe er tilfældet nu til dags.
Min mands teenagedøtres og deres veninders bare maveskind er såmænd hverken
mere eller mindre seksuelt udfordrende end de lægge og knæ min farmor afslørede i
tyverne, da hendes kjolesøm langsomt krøb op fra anklen, eller da min egen kjolesøm i
tresserne nærmede sig endebalderne, og jeg smed bh’en. Nutidens teenagere gør som
fortidens: De opdager sig selv som seksuelle væsner og klæder sig for at gøre omverden
opmærksom på det inden for den aktuelle modes rammer. At virkemidlerne ofte er
overdrevent opsigtsvækkende i denne livsfase, hvor pigerne øver sig i at være voksne
kvinder – det er en århundredelang erfaring.

I vores kultur er det imidlertid svært at forene fremvisning af bar hud med en professionel
magtposition. Mænd med fysisk arbejde viser krop, når det er varmt, mens mænd i
lederpositioner kun viser hud over slipseknuden og neden for jakkeærmerne, når de er på
arbejde. Gennem historien har kvinder, der bevægede sig ind på mænds domæner,
tilpasset deres tøjstil til disse etablerede sociale koder – og derfor kan udstillingen af
kvindelighedens attributter i magtfulde sammenhænge nemt give bagslag. Det har blandt
andre den konservative justitsminister Lene Espersen mærket, efter hun lod sig
fotografere i udringet bluse henslængt på køleren af en bil. Uanset, hvor dygtig hun er,
klistrer mediernes øgenavn ‘den talende kavalergang’ til hende.
© Pia Fris Laneth