Smeltediglerne fra Kvæsthusbroen

Selv om perioden nyere tid i de senere år er blevet implementeret i studieordningen på faget
forhistorisk arkæologi på Københavns Universitet og at de nye studerende tilsyneladende ikke
betvivler nyere tids arkæologiens eksistensberettigelse, møder nyere tids arkæologien kritik i
etablerede arkæologiske kredse. Kritikken er oftest begrundet med, at historiske perioder ofte er
veldokumenteret via skriftlige, ikonografiske og etnologiske kilder. Sat på spidsen: Skal der bruges
ressourcer på at udgrave allerede veldokumenterede perioder? (Deetz 1996:32). Et frækt
modspørgsmål kunne være: Er historisk forskning nødvendigt, når arkæologisk data er tilgængeligt?
(Martinón-Torres 2008:15) Svaret på begge spørgsmål må være et højt og rungende JA. Selvom
skriftlige, ikonografiske og etnologiske kilder som udgangspunkt må betragtes som subjektive og i
nogen udstrækning tendentiøse, er de dog en vigtig kilde til forståelsen af fortiden.
Skriftlige kilder er i mange tilfælde enkeltpersoners opfattelser af verden og forfatterne har haft til
formål at publicere deres materiale. Det arkæologiske materiale består, bortset fra gravlæggelser,
offer- og depotfund, primært af kasserede levn fra tidligere tider. Levn, som ikke har haft til hensigt
at skulle anvendes som kildemateriale og som derfor oftest er at betragte som objektive (Olsen
1997:218). Det arkæologiske materiale bør dog ikke tolkes som endegyldige sandheder, men
derimod som et værdifuldt del-udsagn, som sammen med de skriftlige kilder kan give et mere
nuanceret billede af fortiden.
Et eksempel på, hvorledes skriftlige kilder og et arkæologisk materiale kan komplementere
hinanden, ses ved den arkæologiske undersøgelse af Kirkegården ved Farimagsvejen (KBM 1313).
Undersøgelsen blev foretaget i 2006 ved Uppsalagade på Østerbro, hvor der i forbindelse med en
fjernvarmegravning blev registreret 200 velbevarede kister og omkring 300 skeletter fra midten af
1800-tallet. Skeletterne stammer fra en kirkegård tilhørende Almindeligt Hospital og 15 % af dem
har været udsat for kirurgiske indgreb udført post mortem. Skriftlige kilder har klarlagt forbindelsen
mellem Almindeligt Hospital og Det Kongelige Kirurgiske Akademi med udvekslingen af lig til
dissektion. Den arkæologiske undersøgelse dokumenterede, at flere individer blev begravet i samme
kiste og at oversavede lemmer i flere tilfælde blev begravet sammen med intakte individer. Kilder
nævner, at lig udleveret til Det Kongelige Kirurgiske Akademi skulle begraves på deres regning.
Derved kan de mange individer i samme kiste ses som en omgåelse af reglerne for at spare tid og
penge (Winther 2010:47). Denne omgåelse er, måske naturligt nok, ikke nævnt i de skriftlige kilder.
Dette er, efter min mening, et godt eksempel på at nyere tids arkæologi er særdeles vigtig for
forståelsen for vores nyere fortid og bør betragtes som et ligeværdigt supplement til periodens andre
kilder.
Susanne Møller Johansen. Kandidatspeciale
Forhistorisk Arkæologi
Københavns Universitet 2010
55