Smeltediglerne fra Kvæsthusbroen

Susanne Møller Johansen. Kandidatspeciale
Forhistorisk Arkæologi
Københavns Universitet 2010
Figur 24: Grossalmerodes byvåben
Smeltedigler fra Hessen var uhyre populære på grund af deres høje kvalitet og derigennem deres
evne til at modstå meget høje temperaturer. Kun få andre smeltedigelproducenter opnåede en
lignende succes og dette tilskrives en ”hemmelig” opskift, som de hessiske producenter var i
besiddelse af. Som professor i kemi ved Oxford University, Robert Plot skrev i sit værk fra 1677
“The Natural History of Oxford-shire: Being an Essay toward the Natural History of England”:
“The mystery of the Hessian wares...” Denne popularitet medførte, at begrebet ”hessiske” ofte er
blevet anvendt om alle triangulære smeltedigler. Det er dog langt fra alle triangulære smeltedigler
der stammer fra Hessen og ligeledes er ikke alle hessiske smeltedigler triangulære.
De hessiske smeltedigler blev fabrikeret via en meget standardiseret proces og analyser viser, at
smeltediglerne blev fremstillet af en aluminia-rig kaolinler renset for urenheder. Leret blev derefter
blandet med fint kvartssand, formet på drejeskive og brændt ved meget høje temperaturer
(Martinón-Torres 2007a:159). Analyser fra 2006 afslørede, at de hessiske smeltedigler før den
egentlige brænding, blev forglødet ved temperaturer på 1200-1300 C°. Disse høje temperaturer
medførte dannelsen af syntetisk mullit (Al6Si2013), som gjorde smeltediglerne modstandsdygtige
overfor termisk chok samt muliggjorde metallurgiske processer ved høje temperaturer (Martinón-
Torres et al 2008a:2074). Dette foregik adskillige århundrede før mullit blev identificeret som en
mineralsk fase og mullit er først i moderne tid blevet udviklet til brug i en lang række keramiske
produkter, blandt andet til luftfartsindustrien (Martinón-Torres et al 2006:437).
40