Uddrag af REND MIG ... Et essay om tradition Knud Wentzel I ...

Uddrag af REND MIG ... Et essay om tradition
Knud Wentzel
I
Fænomenet (s. 21-24)
Først og fremmest er tradition et kulturelt fænomen; det
fungerer i fællesskaber. I tilfældet Løndal kan man, i hvert
fald som almindelig parcelhusborger, godt opleve et vist
misforhold mellem på den ene side slottet og dets udstilling
af adeligt-royalt udstyr og på den anden kernefamilien Ko-
lind boende i den ene ende af førstesalen. Slottet og dets hi-
storiske kostbarheder signalerer tilhørsforhold til større
samfund, grevskaber, kongeriger. Det er her, de henter de-
res specifikke traditionsværdi. I familien på første sal kunne
en nedarvet og skrammet madam blå være en lige så værdi-
fuld traditionsgenstand som en barokengel. Men altså: tra-
dition er en værdi for et fællesskab, en familie, et lokalom-
råde, en arbejdsplads, en forening, en nation.
Dernæst: tradition fungerer i forholdet mellem brud og
kontinuitet. Det ekspliciteres ikke i beskrivelsen ovenfor
– “Tradition er det, som forbinder generationerne og opret-
holder kontinuiteten mellem fortid og nutid” – men denne
bestemmelse beror på en afgørende forudsætning: Der er en
diskontinuitet at overvinde. Det er traditionens eksistensbe-
rettigelse, at noget ville forsvinde i intetheden, hvis ikke
den trådte i kraft: en kløft, en diskontinuitet, som traditio-
nen ikke ophæver, men bekæmper, mildner, gør overkom-
melig. Dybest set er det selve tidens tilintetgørende malen,
traditionen er sat i verden for at “reparere”. Dette fremgår
allerede ved de ugentlige og de årligt gentagne traditioner;
men som allermest meningsgivende opleves de ved genera-
tionernes afløsning af hinanden. Her er det tidens ubarm-
hjertige følgesvend, den sættes ind mod, døden, den store
diskontinuitet, hvor de rituelle traditioner aktiveres. Andre
traditioner søger med deres fortidsmateriale at besejre let-
tere udgaver af manden med leen, glemslen og forfaldet.
Det sker med det formål at opbygge kollektiv identitet, som
netop er fællesskabets oplevelse af at være det samme som i
fortiden, i kampen mod opløsning.
Men traditionens reaktion på fænomenet tid er ikke kun
defensiv; den bruges ikke alene til at redde værdier fra ti-
dens nedbrydning. Tradition optræder som en art erobring
af de fraværende tidsdimensioner til begge sider, både forti-
den og fremtiden. Fortiden får ikke lov til at være et sort hul
af fravær og ingenting, den optræder som fyldt med ud-
valgte betydningsbærende begivenheder og handlemåder,
der træder ind i nutidens fællesskaber, deltager i fastlæggel-

sen af deres normer, ja giver fællesskaberne mening. Traditi-
onen kaster sine fortidsbilleder ind i fremtiden og fylder det
ukendte og usikre med forbilleder. I visse former for traditi-
onsdyrkelse optræder fortiden og fremtiden simpelthen
som de positivt opladede dimensioner, mens nutiden frem-
træder som fattig og flad. Kerneformuleringen lyder i Oeh-
lenschlägers Sancthansaftens-Spil: “den straalende Top, hvor-
fra vi er siunken og atter skal op.”
Dette er knyttet til endnu en afgørende dimension; tradi-
tion er forbundet med autoritet. Dens genstandsområde i
fortiden, fra den simple vane over årets rituelle gentagelser
til den mytiske fortids diktater, udstråler krav om at blive
ført videre, ikke nødvendigvis som slavisk gentagelse, men
under alle omstændigheder som et krav. ‘Vi skal gøre som
vi plejer til sankt Hans’, ‘Det er sikrest at gøre som de
gamle’, ‘Vi har da lov til at drille naboen nytårsaften’ – selv
sådanne beskedne formuleringer henviser til en diskret,
men umiskendelig autoritet, hvad enten den dikterer, råder
til eller giver lov til. I lærerens og skolens påbud om, at ele-
ver skal lære om Gorm den Gamle og nederlaget ved Dyb-
bøl, læse Henrik Pontoppidan og Tove Ditlevsen, er autori-
teten løftet op i et bevidst spil, hvor autoritative personer og
institutioner bestræber sig på at fastholde traditionens tek-
ster som selvberoende autoriteter.
Pointen er denne: Den fortid, der indlejres i tradition, for-
bindes med autoritet; den har autoritet. Autoritetens art og
magt varierer betydeligt; tradition kan selv rumme og ud-
øve autoritet, have egenautoritet; og den kan tjene autoritet
– og diverse andre eksterne kræfter. Og den kan falde som
autoritet. Selv om man ved den enkelte tradition oftest kan
identificere dens specifikke afgrænsede fortidsbillede – den
fortidige person, begivenhed, fortælling, symbol, ting, som
man respekterer med den nutidige handling – så fornem-
mer man ofte en større og mere ansigtsløs autoritet bagved:
fortiden som sådan, fortiden som en nærmest mytisk myn-
dighed, guden på bjerget.
Dette fortidige genstandsområde fastholdes undertiden i
det meget sigende billede: arv, hentet fra den materielle
værdioverlevering. Ordets lidt patetiske pondus hænger
netop sammen med, at det forbinder fortid med værdi,
magt, autoritet. Her er en værdi, der ikke står til fri afbenyt-
telse; den forpligter sin modtager.
Jeg vil i det følgende normalt bruge udtrykket fortidsbil-
lede om dette genstandsområde. Som antydet er det uhyre
broget, strækker sig fra personer og begivenheder til viden
og symbolverden i ental og flertal. Men i den nutidige tradi-
tionsdyrkers bevidsthed har disse ting, ligesom individu-
elle erindringer, karakter af billede. Holger Danske, juleaf-
ten, en buket røde roser ved rette lejlighed, ‘Der er et yndigt
land’.

Dette er traditionens forankring.
Man kan i mangfoldigheden af forankring så nogen-
lunde skelne tre fortidsformer. Der er ‘gamle dage‘, hvormed
menes en anonym fortidighed af uklar ælde. Der er den my-
tiske fortid, hvilket i vores kultur i vidt omfang betyder de
kristne fortællinger. Og så er der den historiske fortid, den
nationale og verdensomspændende, sådan som den forelig-
ger i kulturens overordentlig vidt forgrenede overleverin-
ger af den.
Endelig er det vigtigt at fastholde, som det også fremgår
af den leksikalske beskrivelse ovenfor, at tradition gør no-
get; den er en aktivitet. Den viderefører ved at gentage. Den
er en aktivitet, der er vendt mod nutid og fremtid, men som
henter sin afgørende betydning og autoritet i fortiden.
II
Opsamling
Med det moderne gennembrud og fremskridtsideologien er
vi ved udgangspunktet for det opgør, der går ind i en om-
skiftelig bevægelse frem til vor tid, opgøret med den kultu-
relle traditionsdyrkelse.
Det moderne gennembruds dannede traditionsopgør, den
kritiske tankes oprør mod den borgerlige romantiks religiøse,
litterære og moralske virkelighedsforestillinger og konventi-
oner, kan siges at være iklædt sin egen begrænsning. Denne
kultiverede form blev kastet til side af det påfølgende ‘frem-
skridts’ aggressive fremad- og udadvendthed; men med sin
intellektuelle kritik repræsenterede det moderne gennem-
brud ikke desto mindre det historisk første opgør med den
kultiverede traditionsdyrkelse. Her – inden for murene – så
vi også det første autoritetsoprør. Men ‘fremskridtet’, der
fulgte efter, ramte fænomenet tradition udefra og med langt
større kraft: entreprenørholdningens pietetsløse foragt, der i
sin erobring af kloden og herredømmet over naturen så vidt
muligt negligerede fortid og sjæleliv.
Denne holdning fik til gengæld læst og påskrevet af sin
egen erobrer-guddom, første verdenskrigs industrielt-tek-
nologiske ragnarok. Det dæmpede – da gullasch- og eks-
pressionismeeuforien havde lagt sig – tonen og tempoet,
men standsede ikke det industrielle og teknologiske frem-
skridts omdannelse af samfundet. Mellemkrigstidens eks-
plicitte traditionsoprør blev imidlertid ligesom det moderne
gennembrud en intellektuel-kritisk sag med Poul Hen-
ningsens og den ny venstrefløjs kritik af tidens normer i
seksualmoral, pædagogik, arkitektur mv. Imens holdt de
nytilkomne traditionsdyrkere, Hartvig Frisch, Vilhelm An-
dersen og Vilhelm Grønbech, deres forelæsninger og folke-

lige foredrag og skrev deres omfattende værker om de store
kulturelle traditioner – det som her er kaldt restaurering
– mærkeligt uanfægtede af venstrefløjskritikken og af ‘frem-
skridtets’ sætten sig igennem i samfundsudviklingen.
Disse to spor var stadigvæk til stede i 1950’erne, i frem-
stillingen her repræsenteret af Orm og Tyr og Rend mig i tra-
ditionerne: den arkæologiske og historiske dybdegraver
Martin A. Hansen, der fortsatte og fornyede traditionsfor-
svaret, og Leif Panduros tynde roman om den vrede unge
mands autoritetsoprør. Det viste sig at være denne letvæg-
ter med hans impulsprægede aggressivitet og antiautori-
tære respektløshed, der havde fremtiden for sig.
Og fremtiden var ungdomsoprøret, der skød autoriteter
og traditioner ned, hvor som helst de rørte sig. Et lige så
kortfattet som effektivt budskab – We want the world, and
we want it now! – der foranstaltede en omfattende og suc-
cesfuld massakre.
Da krudtrøgen fra den var drevet væk, er dobbeltsporet
dukket op igen, nu i skikkelse af det moderne traditionsin-
differente innovationssamfund – der samtidig dyrker sine
kulturelle traditioner i museale dokumentationsformer og i
desperate pædagogiske pensa.
Det pres mod dyrkelsen af de kulturelle traditioner, der nu
synes at eksplodere, har i det her skitserede forløb to grader.
Der er kritikken af specifik tradition, såsom PH’s kritik af visse
genbrug af klassiske arkitekturformer og Brandes’ kritik af den
danske romantik og romantisme. Og der er ungdomsoprørets
og fremskridtstankens aggressive respektløshed mod stort set
alt, hvad der kan stemples som tradition. Det er naturligvis
sidstnævnte, der ligger innovationssamfundets traditionsløs-
hed nærmest; skønt nu uden aggressivitet.
Det er tilsyneladende med samme afslappede holdning,
at innovationssamfundet forholder sig til den rituelle tradi-
tionspraksis, hvis udfoldelsesformer i disse hundrede år
ikke har været berørt i ovenstående. Det vender jeg tilbage
til senere; nu først tilbage til grundlæggelsen af traditions-
fænomenet i nutidig forstand.
REND MIG ... Et essay om tradition udkommer den 2. september 2011 på C&K
Forlag. Bogen foreligger både som papir- og som e-bog ved udgivelsen.