Hvad nu - Karetmager.dk

Landmand Jens Kristian Nielsens
tegning af landbrugsvogn fra Aars til
Dansk Folkemål i 1929. Vognen har
elementer fra 1860-70.
dømmerne og Sydskandinavien, dengang beboet
af germanske stammefolk, der levede af landbrug.
Bønderne fremstillede selv vognene af grønt løvtræ
og samlede delene med nagler (og eger) af
udkløvet tørt træ helt uden søm og jernbeslag.
Sådanne vogne med hjul uden styrt og beslag blev
fremstillet helt frem til 1800 i bl.a. Midtjylland
af de såkaldte Skovlovringer, der i vore dage er
husket for deres seneste produkter, nemlig træsko,
der også blev fremstillet af grønt og friskt træ.
Men allerede i slutningen af 1600-tallet kommer
der egentlige håndværkere på landet og de
fremstiller finere vogne til bønderne (stadsvogn,
færdesvogne) med styrthjul og tremmesider,
som mindede meget om de såkaldte stolsvogne,
der blev brugt af det finere borgerskab i byerne.
De havde bemalede og svungne udskårne tremmefjæle
der var højest bagtil som kastellet på et
1600-talsskib. De havde ophængte stole til kusk
og passagerer og blev brugt til stadskørsel til
byen, markedet eller kirken. Bagest i vognen stod
den såkaldte pavestol, hvor husherren havde sæde
som i den gamle kuskevogn (eller Koldingvogn),
der blev anvendt af kongerne på kongevejene i
1580’erne.
Baggrunden for professionaliseringen af vognhåndværket
i slutningen af 1600-tallet på landet
er formentlig det stigende behov for at få repareret
rejsevogne på rigets hovedveje, der netop gik
igennem landsbyerne. De store veje skulle forbedres
og blev i den anledning opmålt af Ole Rømer
1697-99, men projektet blev ikke til noget, fordi
man valgte at bruge ingeniørtropperne til at styrke
fæstningerne omkring København og Fredericia.
Den svenske besættelse af kongeriget nogle år forinden
havde lært, at gode veje også kunne bruges
af fjenden.
Den østdanske type, der har forvogn med blokkinning
(tyve), er faktisk en klassisk tømmersamling
(lige overskramning). Den er formentlig
udviklet langs den sydlige østersøkyst indenfor
Den tyske Ordens eller Hansestædernes område
og nåede til det sydlige Danmark, Hertugdømmerne
og sydlige Sverige i ældre middelalder.
Måske har den især været knyttet til overklassens
og byernes finere vogne og brugt på adelsfruernes
hængende karme (fruervogne), kendt fra folkeviserne.
Yngre udgaver af denne vogntype, der har
tilhørt en dansk prinsesse, er bevaret på Coburg i
Bayern, og tidligere omtalt i Køresporten.
Forvognen med blokkinning fortrænges efterhånden
fra Jylland og det meste af Hertugdømmerne
af den vestlige (med kinninger), men
holder stand på landbrugsvognene på Sjælland,
Øerne og Bornholm samt i det sydlige Sverige. I
byerne og på herregårdene indføres den vestlige
forvogn – senest i form af de såkaldte holstenervogne
(Hamburgervogne), der afløste de gamle
færdesvogne i slutningen af 1700-tallet og brugt
som person- og postvogne frem til ca. 1860-70,
hvor de stort set overalt afløstes af fjedervogne
med stålaksler og elliptiske trykfjedre, der netop
har kinninger i fortøjet. De yngste udgaver af den
østlige forvogn med blokkinning er i øvrigt tegnet
af vognfabrikant Hans Rasmussen i den omtalte
tegningssamling fra 1941, men allerede omkring
1950 var stort set alle de gamle trævogne afløst af
fladvogne af stål med luftgummihjul.
Køresporten 1·2010
19