SPLEJS PÅ GREISVEJ - Boghallen

sønnike på barrikaderne og forsvarede med næb og klør sin fars ære. Noget John
Arnesen – da sønnen for længst var blevet etableret landsholdsspiller – morede
sig over, da Ekstra Bladet i et særtillæg op til VM i Mexico 1986 ville vide, hvornår
det stod skrevet i stjernerne, at Frank Arnesen skulle være professionel fodboldspiller:
“Frank kunne knap gå, da jeg begyndte at tage ham med til mine kampe for
Kastrup. Selv efter et nederlag kunne han få smilet frem hos os i om -
klædningsrummet. Her blev han altid spurgt: ‘Hvem var så bedst i dag?’ Ligegyldigt
hvordan jeg havde spillet, svarede han altid med sin klare barnestemme:
‘Min far var bedst!’”
Det var dog især på det trekantede græsstykke mellem Greisvej og boligblokken,
hvor familien Arnesen boede, at de store fodboldsslag stod. “Banen ligger
der sgu stadig i dag!” siger Manse og ser ud, som om han længes hjem til den
tid, da Frank og far John, Manse og alle mulige andre drenge, brødre og fædre
mødtes omkring bolden i barndommens gade. Et syn, man kunne støde på overalt
i Danmark for 40-50 år siden, men kun til dels støder på i dag, hvor mange
af de familiære fodboldkampe foregår indendørs på PlayStation og pc, hvor
fædre og sønner dyster i FIFA- og Football Manager-spil, sætter deres “Drømmehold”
på avisernes hjemmesider eller “oddser” sammen.
Sådan har denne del af vores kulturarv, som omfatter fodboldspillet, formet
og flyttet sig i mere end hundrede år. Bolden er i generation efter generation blevet
rakt videre fra fædre til sønner. Engang foregik det udelukkende gennem
selve spillet ude på mere eller mindre improviserede fodboldbaner i parker, haver
og gårde. Det var en socialisering under åben himmel. Få drenge gik gennem
folkeskolen i Danmark i årene 1958-1968 uden at blive vejet og målt på fodboldspillets
vægt i gymnastiktimerne. Det var slut med årtiers kraftspring, vejrmøller
og spring over hest. Dermed også med lugten af sure rullemadrasser i gymnastiksalens
hjørne. Nu skulle der i stedet spilles bold skoleåret rundt. Udendørs
og indendørs.
For nogen var det et helvede, for andre lykken i højeste potens. Og blandt de
lykkelige, der straks kunne skille sig ud som den succesfulde ener, var Frank
Arnesen. Han vidste som sagt allerede, hvad han ville, når han blev stor, og behøvede
sådan set slet ikke nogen modstandere og medspillere for at blive bedre.
Han selvtrænede ved at lege med sig selv. Som Frank Arnesen fortalte til Billed-
Bladet i september 1986:
22