SPLEJS PÅ GREISVEJ - Boghallen

I foråret 1972 scorede han mål på samlebånd på Fremads juniorhold og blev
udtaget til KBU’s udvalgte hold, der skulle til landsjuniorstævne på Bornholm.
Den langlokkede førsteårsjunior fra Fremad Amager, der med det skulderlange
hår, midterskilning og pandebånd lignede rockikoner som Jim Morrison og
Robert Plant, havde et talent, ingen af KBU-lederne, der fulgte vinterens træningssamlinger
og udtagelseskampe på de frosthårde baner, kunne være i tvivl
om. Som én i udtagelseskomiteen havde udtrykt det, og Frits Ahlstrøm i 1986
refererede i et hæfte om landsholdet, der havde kvalificeret sig til VM i Mexico:
“Piller vi de to lag træningstøj af ham, fylder han sgutte meget. Men der er bold
i ham.”
Året efter blev Frank igen udtaget til KBU’s juniorhold, som nu havde fået sin
første, fastansatte træner. Hans navn var Steen Ankerdal og er i dag en kendt
sportsjournalist og flittig forfatter af fodboldbøger. Det var i de år, man besluttede
at modernisere og opruste talentarbejdet i KBU, der var sakket bagud i forhold
til de andre unioner, ikke mindst JBU. En pinlig sag for hovedstaden. Derfor
ønskede københavnske ungdomsledere større seriøsitet omkring ta -
lentarbejdet. Som Ankerdal udtrykte det i DBU’s jubilæumsblad fra 1989, så hed
det sig dengang blandt de yngre, utålmodige mænd i KBU, at det nu måtte være
slut med “tre pæne herrer i blød hat og laksko til at sætte drengene op.”
Og sådan blev Ankerdal altså træner for KBU-holdet i 1973, hvor han var
med til at udtage Fremad Amagers Frank Arnesen til sommerens landsjuniorstævne
på Idrætshøjskolen i Vejle. Også her blæste der nye vinde. DBU havde
fundet et nyt sted frem og lagt stævnet på et helt andet tidspunkt af året. Alt sammen
udtryk for nye, mere tidssvarende og “professionelle” rammer omkring de
talentfulde drenge. Blandt andet sløjfede man den “festlige” afslutning, hvor
arrangører i årtier havde indskrevet en mindre bataljon lokale piger til afsluttende
dansant.
Men i 1973 var det altså slut med dans. Til gengæld var der mere træning,
grundigere instruktion og masser af unionsfodboldkampe på programmet. Alt
i alt en langt mere målrettet form for fodboldindlæring, som alle – bortset fra
de danske provinspiger, måske – nød godt af. Ikke mindst en konstant storsmilende,
positiv gut fra Amager, der efter landsjuniorstævnet gav udtryk for, hvor
meget han havde fået ud af samværet: “Det her er ligesom at være professionel.
Vi er i træningslejr og skal kun tænke på fodbold – alle tiders!”
Han kunne i samme åndedrag have nævnt, at man sådan et sted også fik venner
for livet. Blandt mange andre talentfulde danske drenge i 14-17-års-alderen
52