SPLEJS PÅ GREISVEJ - Boghallen

Allé til Skousen & Ingemanns tidstypiske opråb: “Herfra, hvor vi står / kan vi –
se os omkring / til alle sider”.
Når sådan én som Manse i dag står og ser tilbage på de ungdomsår, hvor der
uden for banen altid var fart og fest over feltet, er han aldrig et sekund i tvivl
om, hvor meget fodboldspillet inderst inde betød for dem. Sporten og tilknytningen
til en klub, et kammeratskab og et socialt netværk som Fremad Amager
reddede dem på mange måder fra den for tabelse, der ramte så mange andre af
deres yngre og ældre venner på Chri stianshavn omkring 1970. Og venskabet
mellem to de drenge blev bare endnu stærkere og varmere de år. “Frank var sådan
en slags kammerat, man aldrig kom op at skændes med,” forklarer Manse.
“Frank har aldrig villet være den bedste af os. Han vidste selvfølgelig godt, at
han næsten altid var det på fodboldbanen. Men han fremhævede aldrig sig selv
og var ikke den type, der sagde: ‘Hør nu, hvad jeg siger – gør dit, gør dat!’ Sådan
var han bare ikke. Jeg tror kun, vi i alle de år var oppe at skændes én eneste gang,
og det var på banen i en ynglingekamp. Vi førte 2-0 ved halvleg, men blev presset
alvorligt i bund efter pausen. Pludselig er det så, at Frank kommer styrtende
ned bag mig, der jo spillede bagerste midtbane, fordi han absolut ville hjælpe
til i defensiven, hvorfor jeg straks råbte til ham: ‘Du kan godt se at komme af
sted, Frank, op i den anden ende med dig! Hvis du ikke er deroppe, hvem fanden
skal jeg så give bolden til?’ Det fik vi os så lige et rask skænderi om midt mellem
et hav af modstandere. Men det var sådan set den eneste gang, vi var oppe
at toppes lidt, og det var jo glemt bagefter inde i omklædningsrummet!”
PÅ BANEN IGEN (DERUDAF)
“Vi drøner gennem land og by / vi er på banerne på ny / vi kører hundred kilometer
i timen / derudaf”, sang Gasolin’ i 1972. Det samme gjorde Frank i Frem -
ad Amager. John Arnesen havde på et tidspunkt i vinteren 1971-72 måttet tage
en lang og alvorlig snak med sønnen for at gøre det klart for ham, at han var i
færd med at spilde sit talent på gulvet. Opsangen hjalp. Det vil sige, mindre langhåret
blev Frank jo ikke, men til gengæld begyndte han igen at komme til træningen
i Fremad, og hurtigt vendte ambitionerne og lysten til at træne hårdt og
målrettet tilbage. Dermed fulgte også større sportslige udfordringer, som blev
en vigtig stimulans for Frank. Det at forbedre sig selv, presse sig selv og kamp
efter kamp leve med andres forventninger til det, man præsterede på ba nen.
Sådan noget kunne man altså også blive høj af.
51