SPLEJS PÅ GREISVEJ - Boghallen

Det var revolutionerende år i gamle Dannevang med beatmusik, østerlandske
toner, masser af røgelse, euforiserende stoffer og grænsesprængende lege på
det kønslige, seksuelle område. Det var de unges kamp mod ordensmagten og
alle mulige andre autoriteter. Og 14-årige Frank havde hele tabernaklet lige rundt
om hjørnet. Noget John og Birthe Arnesen ikke lige havde kunnet forudse, da
de i 1965 flyttede fra Greisvej til Havnen. Som Franks og Yvonnes mor siger i
dag:
“Der var mange flere farer ved at flytte hertil, end man havde tænkt sig i 1964-
65. Det var medaljens bagside, kan man sige. Man var unægtelig lidt ban ge, når
ens børn gik ud om aftnen, men vi kunne jo ikke binde dem fast, og ligesom så
mange andre familier måtte vi alle sammen kaste os ud i det og håbe det bedste.”
PØLSEBRØD OG MEGET MEGET MER’
Uhh, det var lørdag aften og ballet det var lige begyndt / skrækkelige Olfert stod der
i sit stiveste pynt / der var nok af tøser der / pølsebrød og meget meget mer’ / hele
salen kogte op / og der kom stadig fler’ og fler’. / Der var Inga / og Katinka / smukke
Charlie, / på sin Harley.
Sådan lyder en af 1970’ernes mest fortærskede festsange. Og den holder stadig
i tekst og musik. En sang, der ikke kun blev levet ud, men også skrevet, spillet
og sunget omtrent lige så tæt på Frank Arnesens barndomshjem som boldbanen
ved volden.
Det havde som sagt ikke været med i familien Arnesens overvejelser, da man
flyttede fra Greisvej i 1965, men fem år senere stod det klart, at man i forhold til
det ungdomsoprør, der syntes at have slået sit hovedkvarter op på Chri stians -
havn, befandt sig i orkanens øje. Omkring 1970 var det ikke kun Urban-planen,
Bella Centeret, Københavns Universitet i Njalsgade og Københavns Lufthavn,
der lagde billet ind på at tegne øens fremtid. Det var også alle mulige slumstormere,
aktivister og provoer, der havde grundlagt “Republikken Sofiegården” i
1969 og måtte bæres ud af politiet, men siden kravlede gennem et hul i plankeværket
mellem Prinsessegade og Bådsmandsstrædes Kaserne og udråbte “Fristaden
Christiania”. Meningen var – som det hed i et tidligt manifest fra besætterne
– at “opbygge et selvstyrende samfund, hvor hvert enkelt individ frit kan
udfolde sig under ansvar for fællesskabet.” So cia lister, hippier og andre antiautoritære
sjæle væltede ind gennem hullet i plankeværket, og snart var områ-
44