You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Sådan var det også blandt drengene på Greisvej. Hver eneste dag kom bolden<br />
ganske alvorligt i klemme mellem tacklende med- og modspillere. Især når fædrene<br />
og storebrødrene også blandede sig i legen på græsplænen mellem husblokkene.<br />
Og der blev passet ekstra godt på en læderbold ligesom den, ham der henne<br />
i nr. 21 havde. Den skulle man undgå at spille med på asfalt, fordi læderet ville<br />
blive slidt af, omtrent lige så hurtigt som et stykke sandpapir, ifølge ens sløjdlærer,<br />
kunne forvandle et stykke træ med splinter og knaster til “nonnemaveskind”.<br />
Den sammenligning gik hen over hovedet på de fleste seks-syvårige fodboldtosser,<br />
men at smøre bolden ind i læderfedt mindst én gang om ugen, det var noget,<br />
alle forstod og få glemte.<br />
Ham splejsen henne fra 21 havde som sagt en rigtig læderbold og en rigtig<br />
pumpe. Selvfølgelig havde han det. Hans far var jo rigtig fodboldspiller, der spillede<br />
højre wing hver weekend ovre på Tårnby Stadion for Kastrups førstehold.<br />
Så splejsens bold blev der spillet med næsten hver eneste dag. Time efter time.<br />
Splejsen hed Frank, og han var uhelbredelig syg. Syg med fodbold og syg til det<br />
– som vi siger i dag. Lynhurtig, smidig, insisterende, pågående, skudstærk og<br />
eventyrlig god til at krølle drenge, der var nogenlunde dobbelt så høje og brede<br />
som han selv.<br />
Det slog aldrig fejl. Skulle der deles hold, og nogle store lømler på gennemtræk<br />
fra Amagerbrogade til Femøren (og som ikke kendte Lille Frank) tog teten,<br />
undlod de selvfølgelig at vælge ham til deres hold på grund af splejsens størrelse.<br />
Det skulle de aldrig have gjort. Frank tog gerne sagen i egen hånd. Han skulle<br />
vise dem, og så vandt hans hold. I virkeligheden kunne det have været Lille<br />
Frank mod rosset. Så god var han.<br />
Hans allerbedste ven hed Manse. Det vil sige, rigtigt hed han Henrik og boede<br />
lige rundt om hjørnet på Parosvej sammen med sine to mindre brødre og mor<br />
og far, der også kom sammen med Franks forældre. Manse havde lyst, krøllet<br />
hår og var et år ældre end sin mørkhårede kammerat. De gik begge to på Gerbrandskolen,<br />
der lå i nabolaget, tog på feriekoloni sammen og gik også i samme<br />
fritidsklub, hvor man hver vinter spillede masser af indendørs fodbold og tog<br />
ud til spændende stævner. “Amsterdamvejs Fritidsklub”, sådan stod der på maven<br />
af Frank, når de var i kamp. Så tidligt kaldte en hollandsk stemme på ham.<br />
Når det øsede ned, og de to drenge måtte blive inde i Franks hjørne af den<br />
lille toværelses lejlighed, som han delte med mor og far og storesøster Yvon ne,<br />
og man sov på to senge, der var skubbet ind under to sofaer, kunne de bladre i<br />
Franks bokse-scrapbog og beundre den store plakat på væggen. Den forestillede,<br />
ligesom de fleste sider i scrapbogen, Floyd Patterson. En mørklødet ameri-<br />
17
Change language