SPLEJS PÅ GREISVEJ - Boghallen

park Skole overrakt “Talentpokalen”, hvilket udløste endnu flere klapsalver, piften
og stamp i gulvet.
Det gik altså slag i slag med Frank Arnesens fodboldudvikling. Alle, der så
ham på banen – indendørs som udendørs – anede konturerne af en karriere,
der meget vel kunne ende i rødhvid spilledragt. Og det smagte for alvor af fisk,
da Frank i 1969 blev udtaget til Københavns udvalgte skolehold, som på Østerbro
Stadion skulle dyste mod Oslo, Stockholm og Helsingfors i den årlige skandinaviske
skoleturnering, hvor far John stod klar på sidelinjen med det nye polaroidkamera.
Frank var nemlig placeret som venstre yderwing. En plads på et
fodboldhold, hvor spillerens arbejdsradius – dengang – blev opfattet som en
smal sti langs den kridhvide linje. Når man skulle an skue liggøre for ungdomsspillere,
hvad det ville sige at være “yderwing”, hed det sig, at var han god, så
havde han altid kridt på støvlerne efter kampen. Det var beviset på, at wingen
havde kendt sin plads derude ved den lange, hvide linje. Ikke noget med pludselig
at løbe ind mod midten eller drible i diagonale retninger. Uha nej. En god
wing skulle til baglinjen med skyklapper på og derfra lægge bolden højt indover
til centerforwarden og eventuelle innerwings.
Man ser dele af mønstret i Arnesens senere fodboldspil. Den uendeligt lange og
lige linje, som med et par graders svingning også er den hurtigste vej mod baglinjen
og målet. Og i voksne Franks tilfælde altid med muligheder for den overraskende
variation, dette pludselige brud på den lige linje, bevægelsen hen mod et helt
andet sted på banen. Denne lyst til at udfordre og gå sine egne veje lå allerede dybt
forankret i den 12-årige Arnesen, og det skulle han snart få kritik for.
Heldigvis lykkedes det aldrig nogen ungdomstræner eller leder i Fremad at
pille “selviskheden” helt ud af Frank Arnesen, hvilket kom til at betyde, at man
i hans seniorkarriere som modstander aldrig rigtig vidste, hvor man havde ham,
og hvilket træk der nu kunne forventes. Var han i højre eller i venstre side? Kom
han helt ude fra sidelinjen eller lidt inde fra midten? Pludselig var han der, trippende
imod én med bolden klistret til fødderne, klar til at udnytte forsvarerens
tøven med et dykkende langskud, en giftig aflevering i dybden eller en skudeller
husmandsfinte, der ligesom var vævet ind i det eksplosive træk mod baglinjen,
tættest muligt på modstanderen, som så nemt kom til at kante ham lidt
og derved begik straffe eller frispark på kanten af feltet.
Ovenstående klassiske Arnesen-repertoire, som på grund af hans duknakkede,
akavede løbestil med højt hævede arme ikke lignede noget andet i dansk og
international fodbold i årene 1975-88, blev der i begyndelsen af Franks karriere
set på med en vis bekymring. Utvivlsomt, fordi drengens spillestil i 1968-70 var
41