SPLEJS PÅ GREISVEJ - Boghallen

Det var også i efteråret 1967, man første gang stødte på Frank Arnesens navn i
Fremads klubblad. Han ønskedes tillykke med sin 11-års-fødselsdag 30. september
og var nu særdeles fast mand på det overordentligt talentfulde lilleputhold,
der talte begge de gamle barndomsvenner ude fra Greisvej, Manse og Store Frank.
Dengang stod Manse på mål, men skulle senere blive en bomstærk midtbaneslider,
der rykkede op på 1. senior sammen med Frank Arnesen i 1974 og var
med til at bære holdet gennem to forrygende sæsoner. Noget vi vender tilbage
til i de næste kapitler.
Fremads lilleputhold i 1967 var altså ikke kun specielle på grund af den alt -
opofrende forældregruppe. Deres drenge var tilsyneladende også gjort af et
særligt stof og blev i klubbladet beskrevet som ualmindeligt seriøse, lærenemme,
ambitiøse, ja i det hele taget så ivrige efter at blive større og stærkere, at
trænerne på et tidspunkt af indendørssæsonen faktisk havde været lidt urolige.
I en artikel i et senere klubblad, hvor lilleputlederne så tilbage på sæsonen
1967, hed det om vintertræningen på Sundpark Skole, at putterne ud over de
sædvanlige boldøvelser, indefodbold og juleturnering simpelthen havde bedt
trænerne om mere regelmæssig løbetræning udenfor. “Lissom ynglingene,”
havde nogle af dem sagt. Det er højst tænkeligt, at den tiårige Frank, der i sit
voksne fodboldliv blev kendt som lidt af en træningsnarkoman, var én af dem,
der efterlyste endnu mere og endnu hårdere træning. Man ser ham for sig forrest
i gruppen af hueklædte putter i januar 1967 på vej hen ad Amagers for -
tove:
“Den første vinteraften mødte putterne op i træningsdragter, halstørklæde
og elefanthuer (de lignede en flok bankrøvere) og tog turen Øresundsvej-Amager
Strandvej-Lergravsvej, med indlagte spurter fra lygtepæl til lygtepæl. På grusbanen
blev der gået til makronerne uanset sne, kulde og pløre, nogle gan ge var
vi betænkelige, om vi kørte putterne for hårdt.”
Linjen var dermed lagt. Franks fodboldkarriere begyndte at tage fart. Men
blev han nu pacet frem? Var John Arnesen, som så mange danske fodboldglade
fædre dengang og nu, en af dem der stod og råbte og skreg på sidelinjen og hele
tiden var klogere end samtlige trænere og dommere i Danmark? Det er der ikke
noget, der tyder på, når man i dag spørger Franks holdkammerat gennem mange
af ungdomsårene, Manse, som selv – siger han – var belastet af en særdeles ivrig,
medlevende mor på “Forældreholdet”:
“Nej, det kan man ikke sige. Jeg husker ikke, at John stod og råbte specielt
meget på sidelinjen. Det gjorde min egen mor til gengæld. Selv da jeg var blevet
senior, kunne jeg høre hendes stemme i Sundby Idræts park, når vi spillede.
36