SPLEJS PÅ GREISVEJ - Boghallen

våd af sved, når jeg vendte hjem. Hurtigheden, som jeg opnåede i etageejendommene,
blev mig en uvurderlig hjælp på fodboldbanen.”
Familien Arnesens nye adresse var Overgaden oven Vandet 2A, 1. sal t.v. Som
sagt helt nede i bunden af gaden, hvor kanalen drejer vinkelret ud mod Inderhavnen,
og volden lægger sin beskyttende, grønne arm rundt om det gam le Christianshavn.
Og huset var ikke en gammel faldefærdig rønne som det orange hus
henne i Amagergade, der snart skulle blive landskendt i tv-serien Huset på Christianshavn,
men derimod en smuk, ældre ejendom helt ud til van det og træerne
på volden. Og et målspark derfra lå Franks nye grønne paradis: Et græsareal
på størrelse med en håndboldbane, omkranset af volden, en høj skorsten og en
fabriksejendom i Langebrogade, hvor man pakkede kød til alle Irma-butikkerne.
Her løb Frank rundt så godt som hver eneste dag fra 1965, når han ikke trænede
i Fremad eller spænede med aviser og blade for mor og far. Enten var han
alene eller også sammen med en masse andre af kvarterets små og store drenge.
Og så selvfølgelig Manse, som stadig boede ude på Parosvej, men nu var begyndt
at tilbringe weekenderne hos Frank inde ved Christianshavns Kanal. I dag husker
Manse tydeligt hans og Franks første møde med alle rødderne i det nye kvarter:
“Hele Christianshavns ungdom mødtes på den lille boldbane på volden nede
bag Irma-fabrikken. Drenge og piger i alle aldre mellem 5 og 18. Da Frank og
jeg var der allerførste gang med vores bold, samlede der sig hurtigt et opløb af
store, stærke drenge. Der skulle vælges hold, og Frank og jeg blev selvfølgelig
taget som de sidste. ‘Tag du bare de to små!’ sagde den ene store rod til den anden.
Det var kun den ene gang, det skete. Frank og jeg spillede selvfølgelig rødderne
ud af banen, og herefter blev vi altid valgt først.”
Var Frank alene på boldbanen, driblede han rundt eller stod på samme sted
og tævede bolden op ad muren ind til fabrikken igen og igen. Det var det kolde
venstreben, som 15-16 år senere skulle lægge sukkerballer ind i hoved og fødder
på Preben Elkjær, Michael Laudrup og Kenneth Brylle, der nu skulle trænes. Dag
efter dag, måned efter måned stod han der, fortabt i en tålmodighedsopgave, der
handlede om at få et uregerligt venstreben til at kunne mere og mere af det, højrebenet
ligesom bare var født med. Og når han sådan havde varmet op og trænet
med sig selv en halv times tid, var det endelig tid til Fremad Amagers kamp
mod de brasilianske verdensmestre for øjnene af 100.000.000 tilskuere og fjernsynsseere
verden over. Som Frank Arnesen fortalte til Euroman i januar 2004:
“Jeg gik deroppe for mig selv og trænede mit venstre ben på muren. Dag ud
31