SPLEJS PÅ GREISVEJ - Boghallen

SPLEJS PÅ GREISVEJ 

(1960-1973) 

1 

Greisvej på Amager en hverdagseftermiddag i foråret 2008. Et pænt, velfriseret 

kvarter, der forbinder den pulserende Amagerbrogade nær Sundbyvester Plads 

med åndehullet Kastrup Strandpark. I begyndelsen kun villaer, men pludselig 

åbner vejen sig på begge sider med gule boligblokke i andensals højde. Lavt og 

lyst boligbyggeri fra slutningen af 1940’erne med masser af grønne arealer om - 

kring husene. Parkerede biler overalt. En mor med en barnevogn og pensionister 

med indkøbsnet. To drenge på vej hjem fra skole, som forsvinder rundt om 

et hjørne. Derefter igen stilhed. Ingen vrælende børn, ingen fange- og gemmelege 

på plænerne mellem boligblokkene, ingen der sjipper på asfalten foran 

opgangene, ingen rytmiske dunk fra en bold, der systematisk tæves op ad en gavl 

eller en garagedør. På trods af den lokkende og lune forårssol er kvarterets drenge 

og piger inden døre. 

Så dødt var her ikke for 50 år siden. Da var der liv og røre på hele Greisvej. 

Børn, der pilede af sted over vejen, hen ad fortove, gennem hække, ned i kældre 

og op i træerne. Stemmer i alle tonearter og på vidt forskellige lydniveauer. 

Lyden af leg fra hver en åben plet i kvarteret, der var optaget og i brug efter skoletid, 

efter aftensmaden og hele weekenden. Det var dengang, pigerne lavede 

hinkeruder eller hoppede i elastik, grupper af drenge kæmpede indædt om en 

bold ude på græsset eller spillede mur og højlydt diskuterede, om bolden havde 

ligget stille eller ej, før man skød. Sammen legede kønnene fange eller skjul, hønsede 

eller tegnede med kridt på asfalten. 

Det var dengang, børns liv var et udeliv, og der skulle slagregn eller snestorm 

til at holde de 3-14-årige samfundsborgere inde. Selv de unges kommunikation 

og samvær foregik ude i det fri. Ikke gennem mobiler, men hen over cykelstyr 

og knallertsæder, omkring en bænk og et bord, lænet op ad plankeværk eller 

mure. Ansigt til ansigt. Og havde de mindste brug for hjælp, eller sulten, tørsten 

15

og ensomheden pludselig blev for stor, lød det skingert op mod altanerne på 

Greisvej: “Mo-ar!” Og snart efter fulgte de større børns vrængende ekko: “Mine 

bukser er for sto-aar!” 

Det var dengang, at alting – også hvis man skal tro historiebøgerne – var 

sådan lidt leverpostejsfarvet i Danmark, og ord som “mådehold” og “opsparing” 

var al min deligt kendte og i daglig brug. Ligesom “gummisko”, “sporvogn”, “mælkekapsel” 

og “orangeade”. Kun hver fjerde eller femte lejlighed i en opgang i 

sociale boligbyggerier som det på Greisvej havde tv. I stedet besøgte man lykkens 

pam filius oppe på anden eller nede i stuen og enten fik et magisk glimt af de 

susende, sorthvide transmissioner fra OL i Rom og Tokyo eller det ugentlige 

afsnit af westernserien Bonanza, der handlede om fire charmerende brødre med 

efternavnet Cartwright. Dem prøvede danske drenge i begyndelsen af 60’erne 

så at ligne mest muligt næste dags eftermiddag, indtil også den legs muligheder 

var udtømt, og de rygende revolvere og geværer blev smidt ind i entreen og byttet 

ud med en af kvarterets fodbolde. 

Så var det tid til dagens uundgåelige møde med langt større drenge, der rustede 

nogle af de mindre spirrevipper for livet, mens andre fik skrammer på sjælen. 

Det var Darwins gamle naturlov, der kom til udfoldelse i alle disse klumper 

af hankøn, som kunne ses og høres over hele Amager dengang. Små mænd med 

store stemmer, der kaldte sig for enten Pelé, Garrincha, Yashin, Harald Nielsen 

eller Ole Madsen, og som indtil deres syv-års-fødselsdag måtte nøjes med at 

drømme om at blive medlem af en rigtig fodboldklub, få rigtig spilledragt og 

rigtige fodboldstøvler. 

De få heldige havde allerede en rigtig læderbold. Det kunne gå an, at den havde 

snøre, selv om det var gammeldags. En læderbold var og blev en skat, man passede 

ekstra godt på. En rigtig god bold var adgangstegnet til selv de mest lukkede 

drengegrupper. Derfor skulle ens læderbold ønskes eller vælges med omhu. 

Det stod der også i Bogen om fodbold; en lille drengebibel, der var en altomfattende 

indføring i fodboldspillets univers og handlede om alt fra danske divisionsklubber 

til fodboldens historie, regler, systemer, finter og skader. Bogen lå trygt 

og godt på reolen over sengen hos mange drenge i 1960’ erne. Den ønskede man 

sig, så snart man kunne læse, og i den stod der om valget af læderbold: 

16 

“Tænk på, hvad fodbolden skal ‘finde sig i’. Den bliver sparket til, banket mod 

målstængerne og kommer i klemme mellem tacklende modspillere, og når 

kampen er forbi, skal den have nøjagtig de samme egenskaber, som før spillet 

begyndte. Desuden skal den holde i mange kampe, ja helst et par år.”

Sådan var det også blandt drengene på Greisvej. Hver eneste dag kom bolden 

ganske alvorligt i klemme mellem tacklende med- og modspillere. Især når fædrene 

og storebrødrene også blandede sig i legen på græsplænen mellem husblokkene. 

Og der blev passet ekstra godt på en læderbold ligesom den, ham der henne 

i nr. 21 havde. Den skulle man undgå at spille med på asfalt, fordi læderet ville 

blive slidt af, omtrent lige så hurtigt som et stykke sandpapir, ifølge ens sløjdlærer, 

kunne forvandle et stykke træ med splinter og knaster til “nonnemaveskind”. 

Den sammenligning gik hen over hovedet på de fleste seks-syvårige fodboldtosser, 

men at smøre bolden ind i læderfedt mindst én gang om ugen, det var noget, 

alle forstod og få glemte. 

Ham splejsen henne fra 21 havde som sagt en rigtig læderbold og en rigtig 

pumpe. Selvfølgelig havde han det. Hans far var jo rigtig fodboldspiller, der spillede 

højre wing hver weekend ovre på Tårnby Stadion for Kastrups førstehold. 

Så splejsens bold blev der spillet med næsten hver eneste dag. Time efter time. 

Splejsen hed Frank, og han var uhelbredelig syg. Syg med fodbold og syg til det 

– som vi siger i dag. Lynhurtig, smidig, insisterende, pågående, skudstærk og 

eventyrlig god til at krølle drenge, der var nogenlunde dobbelt så høje og brede 

som han selv. 

Det slog aldrig fejl. Skulle der deles hold, og nogle store lømler på gennemtræk 

fra Amagerbrogade til Femøren (og som ikke kendte Lille Frank) tog teten, 

undlod de selvfølgelig at vælge ham til deres hold på grund af splejsens størrelse. 

Det skulle de aldrig have gjort. Frank tog gerne sagen i egen hånd. Han skulle 

vise dem, og så vandt hans hold. I virkeligheden kunne det have været Lille 

Frank mod rosset. Så god var han. 

Hans allerbedste ven hed Manse. Det vil sige, rigtigt hed han Henrik og boede 

lige rundt om hjørnet på Parosvej sammen med sine to mindre brødre og mor 

og far, der også kom sammen med Franks forældre. Manse havde lyst, krøllet 

hår og var et år ældre end sin mørkhårede kammerat. De gik begge to på Gerbrandskolen, 

der lå i nabolaget, tog på feriekoloni sammen og gik også i samme 

fritidsklub, hvor man hver vinter spillede masser af indendørs fodbold og tog 

ud til spændende stævner. “Amsterdamvejs Fritidsklub”, sådan stod der på maven 

af Frank, når de var i kamp. Så tidligt kaldte en hollandsk stemme på ham. 

Når det øsede ned, og de to drenge måtte blive inde i Franks hjørne af den 

lille toværelses lejlighed, som han delte med mor og far og storesøster Yvon ne, 

og man sov på to senge, der var skubbet ind under to sofaer, kunne de bladre i 

Franks bokse-scrapbog og beundre den store plakat på væggen. Den forestillede, 

ligesom de fleste sider i scrapbogen, Floyd Patterson. En mørklødet ameri- 

17

Året er 1963, hvor Frank bliver meldt ind i Fremad Amager, og det danske fodboldlandshold med 

lodtrækningsheld og sejre over Malta, Albanien og Luxembourg kvalificerer sig til Nations Cup, der 

var den tids EM. Det er året, da Grete og Jørgen Ingmann vinder det danske melodi grand prix med 

“Dansevise”, og Prinsesse Anne Marie forlover sig med den græske tronfølger Prins Konstantin. Ude 

i den store verden besøger præsident Kennedy Berlin og forsøger at tage trykket af den kolde krig 

med de berømte ord, “Ich bin ein Berliner!” men senere samme år bliver han snigmyrdet i Dallas.

kansk sværvægtsbokser, som havde mødt svenske Ingemar Johansson i nogle 

legendariske kampe. Han var Franks store idol, og da Floyds selvbiografi Sejr 

over mig selv udkom i dansk oversættelse i 1962, købte knægten bogen og læste 

og spejlede sig i en idrætspersonlighed, der kunne finde på at skrive: “Verden er 

et sted, hvor man lever. Ikke en kælder, man skjuler sig i.” 

Knægten elskede boksning. Især når far tog ham med til de store boksestævner 

i KB-Hallen, og når så Frank klagede over, at han ikke kunne se ringen for 

bar mennesker på rækken foran, så sagde John Arnesen til ham: “Ja men, så smut 

du bare helt ned til ringen, Frank, og klem dig ind!” Det gjorde han så, splejsen. 

Maste sig så tæt som muligt på ringside, de råbende trænere og sekundanter i 

hvert sit hjørne, blitzene fra pressefotograferne og de svedige, snøftende boksere, 

der trippede rundt, rullede med overkroppen og så ondt på hinanden. 

Men Floyd Patterson var som sagt noget særligt for Frank. Ikke nogen bøf af 

en sværvægter, nærmest kun letsværvægter, men en teknisk dygtig bokser med 

et usædvanlig kvikt fodarbejde, stor karisma og et smil, deroppe på plakaten i 

stuen på Greisvej, der kunne få pigernes hjerte til at slå lidt hurtigere. Men hvis 

knægten drømte om en dag at blive meldt ind i CIK og selv udvikle sig til Amagers 

svar på Floyd, så kunne han lige så godt slå det ud af sit eget hoved, sagde 

mor og far. Frank var jo ikke kun klejn af størrelse, men også alt for spinkel af 

statur. 

Næsten halvtreds år senere griner begge forældre ved tanken om Frank som 

bokser. Ifølge mor Birthe ville sønnen være blevet “mast”, og far John konkluderer: 

“Han kunne jo ikke gå til boksning. Så det blev fodbold, ligesom jeg spillede 

dengang.” 

En rigtig splejs var han altså, seks-syv-årige Frank Arnesen. Som Manse 

husker i dag, kunne man så nemt komme til at skade Frank, når han sådan snoede 

sig – ret provokerende – forbi én med bolden klistret til fødderne. Man kom 

ligesom til at flæske ham, selv om det inderst inde ikke var med vilje: “Jeg har 

faktisk sparket Frank midt over engang. Vi var små og af sted på vores første 

sommerlejr med Fremad Amager. Der gik sgu tre måneder eller sådan no get, før 

Frank måtte spille igen!” 

Jo, de spinkle lemmer og lysten til at udfordre sine langt kraftigere modspillere 

på vejen og i klubben havde tidligt sin pris. Det gjorde ondt, men også godt. 

Auraen omkring Franks flagrende drengeskikkelse, der altid sås i nærheden af 

en bold et eller andet sted i kvarteret, kunne ingen slukke, og med den fulgte 

respekten og anerkendelsen, for på en fodboldbane kunne Lille Frank næsten 

lige, hvad han ville, og det vidste han også godt selv, fortalte han i 1987 til B.T.: 

19

“Vi var fem drenge i gården. Når vi spillede, var det fire mod én, og jeg var 

den ene. Jeg har altid vidst, at jeg ville være professionel fodboldspiller. Det var 

jeg sikker på, jeg var skidegod til.” 

Frank havde ikke sit talent og sine sportslige ambitioner fra fremmede. John 

Arnesen spillede som sagt højre wing på Kastrups førstehold i 1950’erne og begyndelsen 

af 60’erne, hvor han nåede at få mere end 200 førsteholdskampe samt en 

håndfuld kampe på diverse udvalgte hold. Arnesen tjente til dagen og vejen i 

Københavns Sporveje og var således medansvarlig for, at de gule sporvogne hver 

morgen rullede ud af remisen i Sundby og vendte hjem igen om aftnen. Sporvognslinjerne 

2 og 5 var i begyndelsen af 1960’erne øens livsnerver, som hver dag 

fyldtes med mennesker på turen gennem Amagerbrogade over Christianshavns 

Torv og Knip pels bro og videre ud i fjerne forstæder som Brøns høj, og tilbage igen 

gennem indre bys labyrint, over broernes bro og Chri stianshavns Kanal og videre 

hjem gennem menneske- og cykelmylderet på A ma gerbrogade til endestationen 

ved Sundbyvester Plads, et stenkast fra Greisvej. 

FRANK OG DE TI BUD 

Aldrig føler en dreng sig større, end når han sidder på fars skuldre. Og John Arnesen 

var selvfølgelig Franks største idol. I forhold til far kunne selv Floyd Patterson 

godt gå hjem at lægge sig. Tænk at have en far, der scorede mål på Tårnby 

Stadion, styrede sporvognen over broen fra Amager og gav sønnen lov til at ringe 

med sporvognsklokken! 

Tidligt lærte den glade, følsomme dreng, der arvede sin mors smil, sin fars 

sangstemme og begge forældres arbejdsomhed, talegaver og stædighed, at man 

kommer langt i livet med venlighed, respekt samt et bredt smil og godt humør. 

Noget forældrene selv havde lært, da de var børn. Birthe Arnesen var født og 

vokset op på Amager, helt ude ad lufthavnen til, og John Otto Arnesen kom fra 

Gladsaxe, hvor hans færøske far havde bosat sig med sin kone og alle deres børn. 

Som forældre gjorde Birthe og John sig umage med at respektere deres børns 

frihedstrang, samtidig med at de betonede over for Frank og hans storesøster 

Yvonne, at det var en del af deres ansvar som menneske at vide, hvad der er rigtigt 

og forkert her i livet. For eksempel måtte man ikke stjæle fra andre. Det lærte 

Frank en dag, han blev sat til at hjælpe mor med at lede efter en 2-krone, der var 

forsvundet under mystiske omstændigheder. Den havde jo været i mors pung, 

lige før den blev alene i lejligheden med Frank: 

20

“Vi ledte i hele huset, i skuffer og skabe, og jeg vidste jo godt, at Frank havde 

taget den, men jeg ville have ham til at forstå, at han havde gjort noget forkert, 

og da vi efter lang tids søgen ikke kunne finde mønten, brød han hulkende sammen 

og sagde: ’Mor, jeg har lånt den!’ Frank havde let til tårer – og han forstod 

også at spille på det.” 

Noget Frank dog aldrig lærte, mens han var barn, var at spise op. “Frank var 

så kræsen,” fortæller Birthe Arnesen, “ofte stod han dér med hagen på køkkenbordet 

og sagde: ’Mor, skal vi nu have grøn sovs igen?’ Det var persillesovs, og 

så måtte jeg igen lege fut-fut-fut for at lokke en bid i ham. Til sidst måtte jeg til 

lægen med ham, så tynd var han, men lægen sagde, man ikke måtte tvinge børn 

til at spise, det skulle nok komme. Det gjorde det ikke. Frank blev aldrig tykkere 

og var gennem hele sin barndom lige kræsen. Men det er han ikke i dag, skulle 

jeg hilse at sige, der glider selv grøn sovs ned!” 

Der var mange bud at forholde sig til i børns barndom omkring 1960, hvor 

drenge og piger mange steder i offentligheden var noget, man gerne måtte se, 

men helst ikke høre. At være alt for hidsig og højtråbende som lille menneske 

var ilde set og i visse situationer svært for Frank at forstå, husker hans mor. Især 

hvis det havde noget at gøre med sport, som drengen elskede over alt på jorden 

og læste hver en linje om i alle tilgængelige aviser og blade. Tennis, fodbold, 

boksning, atletik, svømning, ja selv cricket, optog ham lidenskabeligt. Men over 

alle sportsgrene tronede fodboldspillet, der nærmest var en slags religion for 

Frank. Og blev der gået på kompromis med den højere retfærdighed i sportens 

univers, kunne han som tilskuer miste be sindelsen, fortæller Birthe Arnesen. 

For eksempel i forbindelse med dommerkendelser, der gik imod farens fodboldhold. 

Så forvandlede den lille medlevende tilskuer på Tårnby Stadion sig 

til en kværulerende olding. Som fru Ar nesen fortæller i dag: 

“Jeg kan huske – Frank har vel ikke været mere end fem-seks år gammel – at 

han løb ophidset op og ned langs sidelinjen og diskuterede højlydt med linjevogteren, 

når hans far spillede for Kastrup. Det så utrolig morsomt ud, men det 

var ikke altid så sjovt for mig, fordi jeg var hans mor, der ikke kunne få ham ud 

bag hegnet igen.” 

Frank fulgte fanatisk med i farens kampe på Kastrups førstehold og elskede 

at være med i omklædningsrummet bagefter, når de svedige mænd med hår på 

brystet krængede de sure sokker af, knappede øllerne op og lagde nakken tilbage. 

Alle i mandehørmen kendte Johns glade søn og holdt af at drille ham med 

små ironiske bemærkninger om, at hans far da vist ikke havde spillet alt for godt 

i dag derude på fløjen. Havde John Otto egent lig ikke feset den lidt af? Så gik 

21

sønnike på barrikaderne og forsvarede med næb og klør sin fars ære. Noget John 

Arnesen – da sønnen for længst var blevet etableret landsholdsspiller – morede 

sig over, da Ekstra Bladet i et særtillæg op til VM i Mexico 1986 ville vide, hvornår 

det stod skrevet i stjernerne, at Frank Arnesen skulle være professionel fodboldspiller: 

“Frank kunne knap gå, da jeg begyndte at tage ham med til mine kampe for 

Kastrup. Selv efter et nederlag kunne han få smilet frem hos os i om - 

klædningsrummet. Her blev han altid spurgt: ‘Hvem var så bedst i dag?’ Ligegyldigt 

hvordan jeg havde spillet, svarede han altid med sin klare barnestemme: 

‘Min far var bedst!’” 

Det var dog især på det trekantede græsstykke mellem Greisvej og boligblokken, 

hvor familien Arnesen boede, at de store fodboldsslag stod. “Banen ligger 

der sgu stadig i dag!” siger Manse og ser ud, som om han længes hjem til den 

tid, da Frank og far John, Manse og alle mulige andre drenge, brødre og fædre 

mødtes omkring bolden i barndommens gade. Et syn, man kunne støde på overalt 

i Danmark for 40-50 år siden, men kun til dels støder på i dag, hvor mange 

af de familiære fodboldkampe foregår indendørs på PlayStation og pc, hvor 

fædre og sønner dyster i FIFA- og Football Manager-spil, sætter deres “Drømmehold” 

på avisernes hjemmesider eller “oddser” sammen. 

Sådan har denne del af vores kulturarv, som omfatter fodboldspillet, formet 

og flyttet sig i mere end hundrede år. Bolden er i generation efter generation blevet 

rakt videre fra fædre til sønner. Engang foregik det udelukkende gennem 

selve spillet ude på mere eller mindre improviserede fodboldbaner i parker, haver 

og gårde. Det var en socialisering under åben himmel. Få drenge gik gennem 

folkeskolen i Danmark i årene 1958-1968 uden at blive vejet og målt på fodboldspillets 

vægt i gymnastiktimerne. Det var slut med årtiers kraftspring, vejrmøller 

og spring over hest. Dermed også med lugten af sure rullemadrasser i gymnastiksalens 

hjørne. Nu skulle der i stedet spilles bold skoleåret rundt. Udendørs 

og indendørs. 

For nogen var det et helvede, for andre lykken i højeste potens. Og blandt de 

lykkelige, der straks kunne skille sig ud som den succesfulde ener, var Frank 

Arnesen. Han vidste som sagt allerede, hvad han ville, når han blev stor, og behøvede 

sådan set slet ikke nogen modstandere og medspillere for at blive bedre. 

Han selvtrænede ved at lege med sig selv. Som Frank Arnesen fortalte til Billed- 

Bladet i september 1986: 

22

John Arnesen i aktion for Kastrup på Tårnby Stadion i slutningen af 1950’erne i en pokalkamp mod 

Ikast, hvor jydernes målmand Egon Kirkeby når bolden før den målfarlige wing. 

“Hjemme i gården løb jeg altid alene rundt. Når jeg var med far til de store 

fodboldkampe i Idrætsparken, var noget af det første, jeg greb, når vi kom hjem: 

fodbolden. Jeg var alle berømthederne på en gang: Ole Sørensen, Ole Madsen. 

Efterhånden spillede jeg også uden bold. Far fortalte mig, at en dygtig fodboldspiller 

skyder lige godt med begge ben, og jeg kunne kun sparke med højre. 

Naboerne har sikkert troet, jeg ikke var rigtig klog. Når jeg løb rundt nede i gården, 

sparkede jeg hele tiden ud i den tomme luft med venstre ben. Det var noget, 

23

jeg selv fandt på, og jeg kunne gøre bevægelsen i timevis. Bagefter tog jeg bolden 

med i øvelsen. Det varede ikke længe, før jeg sparkede lige så godt med venstre 

ben som med højre.” 

STÆRK KLUB PÅ AMAGERLAND 

Hvorfor det ikke blev Kastrup, hvor faren stadig spillede, men Fremad Amager, 

som seksårige Frank Arnesen i foråret 1963 blev meldt ind i, var der gode grunde 

til. Da knægten først pressede på for at blive Kastrupspiller, sagde John Arnesen: 

“Ja, det er godt Frank, men hvor spiller dine kammerater?” Og så måtte han 

jo indrømme, at alle dem, han kendte, der spillede i klub, var medlem af Fremad 

Amager. “Og så blev det Fremad Amager!” siger John Arnesen i dag. Det 

samme sagde Frank, da magasinet alt om Sport besøgte den dan ske spiller i 

Amsterdam i januar 1979: 

“Der var lige langt til de store Amager-klubber, hvor vi boede. Når jeg valgte 

at spille i Fremad Amager, så skyldtes det ikke, at den klub var højere rangeret 

end Kastrup, men at kammeraterne spillede i Fremad. En af dem var ‘Store 

Frank’ (Rasmussen), der senere fik et par kampe på B93’s divisionshold. Et stort 

talent.” 

Fremad Amager var også dengang båret oppe af en særlig lokalpatriotisme, 

knyttet til kvarteret og bydelen Sundby, som klubben i 1910 var opstået midt i 

på en sommerdag, hvor en gruppe unge håndværkere på traktørstedet Al - 

hambra ved Amagerbrogade stiftede “Fremad Amager”. De unge håndværkeres 

raske initiativ var et tidstypisk tiltag i dansk fodbold. Det var ikke længere forbeholdt 

borgerskabet at spille fodbold, og nye klubber skød på anarkistisk vis 

op uden for det “fine” fællesskab i Kø ben havns Boldspil Union, hvor klubber 

som KB, AB og B93 sad på flæsket, havde et væld af privilegier og ofte krævede 

særbehandling. Men håndværkere og arbejdere slog nu i bordet og ville også 

have deres egne sportsforeninger, selv ude på “Lorteøen”, hvor B 1908 allerede 

havde set dagens lys. 

At få Fremad anerkendt uden for Amager dengang var ikke så lidt af en klassekamp, 

men klubben stod altså ikke alene. Mange andre steder i København 

dannedes lignende klubber i nye kvarterer, hvor man havde behov for at samle 

sig om en ny fælles identitet, og hvor en særlig stærk loyalitet med fodboldklubben 

opstod. Omkring Fremad havde det naturligvis at gøre med, at man var 

“amarkaner”. Som hjemmefødningen Klaus Rifbjerg engang skrev, dog uden 

24

nogen som helst tanke på fodbold eller på Fremad Amager: “Broerne til Amager 

/ hjerteklapper i mit liv / som stadigvæk går op og i”. 

Sådan hørte man til Amager, og således har navnet “Fremad Amager” for 

generationer af mænd hængt sammen med en særlig amarkansk livsstil, 

omgangstone og social følelse. For de fleste tæt forbundet med enten at være 

aktiv spiller i alle mulige aldre eller trofast tilhænger af klubben. En slags navlestreng 

tilbage til barndommen og ungdommen. Som forfatteren og amarkaneren 

Hans-Jørgen Nielsen engang har udtrykt det: “Det var en sammenhængende 

verden med ét sammenhængende kammeratskab, hvor der blev spillet fodbold 

mindst tre timer hver dag, enten i gården eller henne i idrætsparken.” 

Sådan var situationen også for seksårige Frank Arnesen, da han i 1963 blev 

meldt ind i Fremad Amager. På det tidspunkt var der ikke overvældende meget 

at være stolt over som fan af Fremad. Det var magre år for klubbens flagskib, der 

var i færd med at sætte klubrekord med nedrykninger på stribe. Helt galt gik det 

i 1963, hvor man efter forrige års nedrykning til 4. division nu også hang med 

røven i vandskorpen af samme skoddivision. Kun med en tilfældig håndsrækning 

fra Helsingør i de sidste spillerunder undgik Fremad en pinlig degradering 

til Københavnsserien, der ville have fået de stolte håndværkere, der havde grundlagt 

klubben, til at rotere i deres grave af sorg og skam. Så dybt var Fremads 

seniorafdeling sunket i begyndelsen af 60’erne, da alle tiders bedste og største 

Fremad Amager-spiller, et år før han egentlig måtte, troppede op til puslingenes 

vintertræning på Sundpark Skole. 

Det har næppe bekymret Lille Frank det mindste, at Fremad ikke længere var den 

stærkeste klub på Amagerland. Og sjovt nok spillede det tilsyneladende heller ikke 

den store trille for Fremad Amagers trofaste hjemmepublikum, der trods den tiltagende 

tilskuerkrise i dansk fodbold i 1960’erne fortsat dukkede talstærkt op til 

hjemmekampene i Sundby søndag formiddag. Samme kraftige op bakning til Fremad 

Amager sås blandt øens drengebørn – Henrik, Jørgen, Tonny, Frank, Johnny, 

og hvad de ellers hed dengang – der var skyllet ind med fødselsboomet i anden 

halvdel af 50’erne. Op gennem 1960’erne slog Fremad Amager konstant deres egen 

rekord i antallet af tilmeldte hold under KBU. På et tidspunkt kunne man mønstre 

26 hold og prale af et medlemstal nær de 1000. 

Fremad var med andre ord det helt rigtige sted at gå til fodbold i 1960’erne, 

hvis man var en amardreng som Frank Arnesen. Klubben havde noget særligt 

over sig, blandt andet fordi den på et tidspunkt lagde græs til et par lilleputter 

med efternavnet Lundgren. De havde ikke kun været gode til håndbold og fod- 

25

old, men kunne også spille guitar og trommer. I en alder af 11-12 år havde 

Lundgren-brødrene oplevet det ufattelige at blive taget ud af skolen for at kunne 

optræde sammen med deres fætter i danmarkshistoriens første boyband. De 

kaldte sig for The Lollipops, efter knægtenes slikkepinderøde guitarer, og bandet 

hittede voldsomt i Danmark og Sverige i 1963 med singlen “Lollipop Lips” 

og senere med “Sussy Moore”. 

Alt i alt et stykke amarkansk musikhistorie med rødder i Fremad Amager, 

der næppe er gået hen over hovedet på Frank, der ligesom sin storesøster elskede 

den nye musik. Og selvfølgelig var han og Yvonne ude i Kastrup Lufthavn, da 

The Beatles landede 4. juni 1964 for at give to koncerter i KB-Hallen. En verdensbegivenhed 

for københavnsk ungdom og en slags ouverture til ungdomsoprøret 

i 1968-70, som ikke mindst kom til at udspille sig på Christianshavn, og 

hvor konfirmanden Frank Arnesen blev fristet ikke så lidt af livet uden for fodboldbanen. 

Det vender vi tilbage til. 

Var begyndelsen af 1960’erne magre år for Fremads seniorer, så var der grøde 

i den yderst velorganiserede ungdomsafdeling, hvor en række engagerede og 

ansvarsbevidste voksne tilbød deres frivillige arbejdskraft. Hjælpere var der nok 

af i forenings-Danmark dengang. Ligesom der var nok at se til blandt de mange 

26 

Manse – Franks bedste ven på 

Greis vej – har også en rigtig læderbold. 

De to spiller sammen time 

efter time, når de i dagtimerne ikke 

er henne om hjørnet på Gerbrandskolen. 

I 2004 genkalder Frank 

Arnesen sig de intense følelser i 

barndommens boldspil: “Jeg har 

altid været involveret i fodbold. Fra 

jeg blev født, kan jeg stort set ikke 

huske andet. Jo, jeg skulle gå i skole 

– det var heller ikke den store succes 

– men jeg var fandeme god i 

hvert frikvarter.”

hun drede børn i Fremad. Det fremgår ikke mindst af det blåhvide klubblad, der 

udkom fire-fem gange om året og fortalte om livets gang i klubbens mange forskellige 

afdelinger. Her kan man i dag læse, at to gange én times træning om 

ugen samt kamp i weekenden ikke altid var nok for puslinge og lilleputter, og 

man derfor hvert år arrangerede længere ture for drengene i de forskellige skoleferier. 

Det var årets højdepunkt for en Fremad-dreng i første halvdel af 60’erne. Velfærdssamfundet 

var endnu lige om hjørnet, og masseturisme det samme. “Vinterferie” 

fandtes ikke engang i ordbogen, og sommerferie var no get, man som 

københavnerknægt tilbragte hos familien på Fyn eller i Jylland. Desto større var 

lysten til og længslen efter at rejse med fodboldklubben til så fjerne destinationer 

som Langeland, Bornholm og Veksø. 

Spørger man i dag ældre førsteholdsspillere i Fremad Amager om nogle af 

deres største oplevelser i klubben, så falder snakken ikke mindst på puslingenes 

og lilleputternes årlige sommerlejr i Veksø, hvor fædre stillede bilen til rådighed 

og mødre på skift tog tørnen som økonoma. Det var en god gammeldags dansk 

sommerlejr med alt, hvad dertil hørte af spejderagtig hygge: flaghejsning, fællessang, 

bål, bordtennis, bob, dam og skak. I skumringen blev der leget “Spioner 

og detektiver” ude i den koglende natur, og senere var der som regel oplæsning 

af ikke alt for uhyggelige gyserhistorier. Eller måske et instruktivt foredrag 

foran en tavle med kridt og svamp, hvor man øvede sig på den svære offsideregel. 

Det var sport og socialisering, så det battede. Det samme var den traditionsrige, 

kaotiske juleafslutning på Sundpark Skole, hvor man efter den altid 

med stor spænding imødesete uddeling af flidspræmier og vandrepokaler til de 

særligt udvalgte, slukkede lyset og viste film med Gøg og Gok ke og Søren Spætte 

og gerne afsluttede med en eller anden fodboldfilm. Hvis udstyret ellers virkede. 

Sådan begyndte Frank Arnesens klubliv i Fremad. Med masser af sociale glæder, 

blandt andet Fremads årlige indendørsstævne, hvor Stjerneholdet med 

komikeren Dirch Passer på banen gæstede Sundby Hallen. Fremad Amager levede 

i den grad op til knægtens forventninger. Endnu ikke fyldt syv år spillede han 

sin første kamp for Fremad Amager mod Olympia, placeret som højre wing ligesom 

far John i Kastrup, og scorede to mål i 7-0-sejren. Som John Arnesen i dag 

fortæller, bredte der sig en respekt i de andre klubber omkring sønnens navn: 

“Det blev hurtigt sådan, at de andre klubber, der gæstede banerne på Eng - 

landsvej, sagde, nu skulle de ud at møde Frank Arnesen og ikke Fremad Ama - 

ger. For Frank scorede jo mål – mange mål.” 

27

FAR HER LAVER TOLVEREN 

Næppe havde Frank taget hul på dette nye kapitel i sit liv, der var så uendelig 

meget mere spændende end skolen, der havde tegnet godt i første klasse, men 

hurtigt udviklet sig til en jævnt kedelig strøm af lærere og lektier, før endnu et 

eventyr foldede sig ud i Franks liv. I oktober 1964 scorede far John nemlig “en 

tolver” i tipning. 

Sådan kaldte man den ultimative gevinst i datidens vidt udbredte og ret så 

uskyldige form for gambling, der bestod i at udfylde den ugentlige tipskupon 

med tegnene 1, X eller 2 ud for hver af weekendens 12 udvalgte fodboldkampe. 

Og det kunne man så gøre enten som en “sypige”, hvilket betød, at tegnene blev 

sat ud i det blå, eller som “systemtipper”, der gerne investerede en større pengesum 

i et omfattende matematisk system. Så vildt gik det for sig i kongeriget Danmark, 

før Lotto, Keno, Viking og Oddset dukkede op, og begreber som “overførselsindkomst” 

og “ludoman” rykkede ind i hverdagssproget. Og hver uge blev 

der tænkt grundigt over tegnene hjemme på Greisvej hos Arnesens. Frank plejede 

som regel at få lov at udfylde en enkelt række. En dag var det så, at John 

Arnesen pludselig sagde: “Nu skal du bare se, Frank. Nu laver far her tolveren!” 

Som sagt så gjort. Søndag eftermiddag, efter at have lyttet til Pressens Ra - 

dioavis og tjekket kuponen med oplæsningen af tipsresultaterne, stod det klart, 

at lykkens gudinde havde tilsmilet familien på Greisvej. Tolveren var vitterlig i 

hus. Præcis som far havde forudsagt. Nu drejede det sig så om at finde ud af, 

hvor mange andre tolvere der fandtes i det ganske land. Ventetiden var ulidelig 

om mandagen, hvor Arnesen Senior kimede Tipstjenesten ned. Første melding 

lød på én tolver i Jylland, næste gang han ringede, var der dukket endnu én op, 

og til sidst en tredje og sidste kupon, som tilhørte en vis John Arnesen på Greis - 

vej. 

Begejstringen ville ingen ende tage, og den dag Arnesen stod med checken i 

hånden – fortæller han i dag – gik han sporenstregs ind i sin bank og bad om at 

få hele formuen udbetalt i knitrende sedler. Personalet nedlagde et øjeblik arbejdet 

for at beskue checken. Det var godt nok mange nuller, og så mange sedler 

var man simpelthen ikke i stand til at levere i dag, fik Arnesen at vide. Så han 

måtte nøjes med en mindre stabel og satte derefter resten ind på bankbogen. 

Og så gik det ellers hjem til familien i Sundby, hvor den lille, trange lejlighed 

uden altan snart var historie. Da Frank i september 1986 i Billed-Bladet fortalte 

om denne lykkestund i sin barndom, lød det sådan her: 

28

“Vild jubel i det lille hjem. Far havde vundet 97.000 kr. Efter datidens målestok 

intet mindre end en formue. Glædestrålende hjemførte far den store 

gevinst. Ellevild kastede han pengesedlerne op i luften, mens min mor, min 

søster Yvonne og jeg forsøgte at gribe dem. Pengene faldt på et tørt sted. Far 

var lige blevet fyret fra sit job som vognstyrer, fordi sporvognene skulle forsvinde 

ud af det københavnske gadebillede. Nu købte far en tobaksforretning 

på Christianshavn for sine mange rare tipspenge, og vores lille toværelses 

lejlighed på Greisvej blev skiftet ud med en fireværelses lejlighed lige over 

for tobaksforretningen. ” 

Selv om John og Birthe Arnesen i et svagt øjeblik var ved at købe et stort og dyrt 

hus på Irlandsvej, som skæbnen heldigvis var så rar at lade en anden familie få 

for næsen af Arnesens, så blev halvdelen af de rare penge fra Tipstjenesten brugt 

til at købe en kiosk i Vold gården for enden af Christianshavns Kanal ved volden. 

Og sådan blev Tipsvinderen også Tipsforhandler. Det første halve år boede familien 

stadig på Greisvej, så Frank og Yvonne måtte sidde i baglokalet af kiosken i 

Langebrogade og lave lektier til langt ud på aftnen, mens far og mor talte kassen 

op, låste af, og man sammen efter mørkets frembrud endelig kunne sætte 

kurs mod Sundby. 

Snart tilsmilede heldet igen familien. Pludselig en dag blev John og Bir the tilbudt 

at leje en stor lejlighed på førstesal i et smukt patricierhjørnehus 100 meter 

fra kiosken, vis-a-vis kanalen og de grønne volde ud mod Stads gra ven, der bar 

hver deres flotte navn: Enhjørningens Bastion, Panterens Bastion og Elefantens 

Bastion. Det var halvdelen af en gammel herskabelig lejlighed med “parisisk” 

altan, hvor selveste Johanne Luise Heiberg engang i guldalderen, sagde man i 

kvarteret, havde stået og betragtet folkelivet nede ved kanalen og øvet sig på sine 

store roller på Det Kongelige Teater. 

Kiosken i Langebrogade blev hurtigt en familiegesjæft, hvor kunderne også 

kom efter lukketid og bankede på i privaten hos Arnesens for at købe “bagom”, 

sådan som man gjorde dengang, Danmark var underlagt faste lukketider, og Staten 

håndhævede religionens påbud om at komme hviledagen i hu. Det sidste var 

der ikke altid mulighed for i familien Arnesens nye, travle forretning, hvor far 

og mor arbejdede 11 timer hver dag, og børnene gav et nap med efter skoletid. 

Frank var bydrengen, der nok skulle sørge for, at ugeblade og aviser kom hurtigst 

muligt ud til kunderne. Det foregik i rask løb, hvorved fodboldspilleren fik 

udviklet sit hurtige fodskifte yderligere. Sepp Piontek og det danske Dynamit- 

29

Frank og Yvonne på storesøsters konfirmationsdag i 1965. Ligesom sin mor har Yvonne aldrig interesseret 

sig for fodbold, men de to søskende har alligevel altid haft et fint forhold til hinanden og især 

delt musikalske interesser. Lige fra en fælles guitar til den store pladesamling af vinyl, som Frank samler 

i begyndelsen af 1970’erne og først skiller sig af med i forbindelse med en flytning i Eindhoven i 

1990’erne, hvor alle pladerne med blandt andre Dylan, Donavan og Doors ender hjemme hos Yvonne 

i København. 

landshold i 1980’erne havde meget at takke trapperne på Christianshavn for. 

Som Frank fortalte i 1986 til Billed-Bladet: 

“Det blev en hel sport for mig at bringe bladene ud så hurtigt som muligt. 

Når jeg spænede ud ad elevatordøren for at fordele bladene på en etage, gjaldt 

det om at nå tilbage til elevatoren, inden døren smækkede i. Jeg var altid driv- 

30

våd af sved, når jeg vendte hjem. Hurtigheden, som jeg opnåede i etageejendommene, 

blev mig en uvurderlig hjælp på fodboldbanen.” 

Familien Arnesens nye adresse var Overgaden oven Vandet 2A, 1. sal t.v. Som 

sagt helt nede i bunden af gaden, hvor kanalen drejer vinkelret ud mod Inderhavnen, 

og volden lægger sin beskyttende, grønne arm rundt om det gam le Christianshavn. 

Og huset var ikke en gammel faldefærdig rønne som det orange hus 

henne i Amagergade, der snart skulle blive landskendt i tv-serien Huset på Christianshavn, 

men derimod en smuk, ældre ejendom helt ud til van det og træerne 

på volden. Og et målspark derfra lå Franks nye grønne paradis: Et græsareal 

på størrelse med en håndboldbane, omkranset af volden, en høj skorsten og en 

fabriksejendom i Langebrogade, hvor man pakkede kød til alle Irma-butikkerne. 

Her løb Frank rundt så godt som hver eneste dag fra 1965, når han ikke trænede 

i Fremad eller spænede med aviser og blade for mor og far. Enten var han 

alene eller også sammen med en masse andre af kvarterets små og store drenge. 

Og så selvfølgelig Manse, som stadig boede ude på Parosvej, men nu var begyndt 

at tilbringe weekenderne hos Frank inde ved Christianshavns Kanal. I dag husker 

Manse tydeligt hans og Franks første møde med alle rødderne i det nye kvarter: 

“Hele Christianshavns ungdom mødtes på den lille boldbane på volden nede 

bag Irma-fabrikken. Drenge og piger i alle aldre mellem 5 og 18. Da Frank og 

jeg var der allerførste gang med vores bold, samlede der sig hurtigt et opløb af 

store, stærke drenge. Der skulle vælges hold, og Frank og jeg blev selvfølgelig 

taget som de sidste. ‘Tag du bare de to små!’ sagde den ene store rod til den anden. 

Det var kun den ene gang, det skete. Frank og jeg spillede selvfølgelig rødderne 

ud af banen, og herefter blev vi altid valgt først.” 

Var Frank alene på boldbanen, driblede han rundt eller stod på samme sted 

og tævede bolden op ad muren ind til fabrikken igen og igen. Det var det kolde 

venstreben, som 15-16 år senere skulle lægge sukkerballer ind i hoved og fødder 

på Preben Elkjær, Michael Laudrup og Kenneth Brylle, der nu skulle trænes. Dag 

efter dag, måned efter måned stod han der, fortabt i en tålmodighedsopgave, der 

handlede om at få et uregerligt venstreben til at kunne mere og mere af det, højrebenet 

ligesom bare var født med. Og når han sådan havde varmet op og trænet 

med sig selv en halv times tid, var det endelig tid til Fremad Amagers kamp 

mod de brasilianske verdensmestre for øjnene af 100.000.000 tilskuere og fjernsynsseere 

verden over. Som Frank Arnesen fortalte til Euroman i januar 2004: 

“Jeg gik deroppe for mig selv og trænede mit venstre ben på muren. Dag ud 

31

og dag ind. Jeg spillede helt alene mod Pelé og alle de andre brasilianere. De fik 

så mange bank. De var fuldstændig til grin.” 

Inspirationen kom alle mulige steder fra: tv, radio, aviser, bøger, blade og – 

ikke mindst – udflugterne til Idrætsparken med far, når der var landskamp, og 

de sammen stod på den “billige langside” modsat siddetribunen. Bagefter, når 

de igen var hjemme på Christianshavn, skulle han over på banen ved volden for 

at praktisere alle de smarte ting, han havde set. 

Den ensomme fodboldleg på volden blev, sådan som gode lege altid er for 

børn, en slags parallelvirkelighed. En suggestion og fantasiudfoldelse, hvor Frank 

i selskab med sig selv, sine skygger og bolden genopførte tidens store fodboldkampe, 

som han enten havde set live eller på det tv, der endelig var blevet råd til 

i familien Arnesen, eller læst om i Årets bedste fodboldkampe. Med sig selv i den 

allestedsnærværende fem-seksdobbelte rolle som målmand, angriber, forsvarer, 

træner, publikum og kommentator. En performance, der også kunne fremføres 

uden rekvisitter overhovedet. Som tidligere nævnt kiggede naboerne en ekstra 

gang, når Arnesens knægt løb rundt nede ved kanalen eller oppe på volden, talte 

med sig selv og sparkede ud i den tomme luft. Skyg ge spillet var allermest intenst 

i årene omkring 1966, hvor der var VM i England, og værtsnationen blev verdensmestre 

efter en dramatisk 4-2-sejr på Wembley over Vesttyskland. Synd for 

tyskerne, men Frank havde dog grædt mest med spillets brasilianske ledestjerner 

– Pelé og Garrincha – der brutalt blev sparket ned i mellemrunden. 

Det var især historierne om brassernes særlige form for fodbold, der medførte, 

at den allerede teknisk begavede fodboldspiller i 1964-65 fik øjnene op for skønheden 

i spillet. Naturligvis indgik et ord som “skønhed” ikke i hans fodbold-vokabularium, 

men følelsen og fornemmelsen af, hvad der var “rigtig” fodbold, nemlig 

brassernes legende måde at spille på, havde han inde under huden. “Brasserbolden” 

havde siden 1958, hvor Brasilien vandt VM i Sverige, stået i skarp kontrast 

til det stereotype og stationære fodboldspil i Europa. Det kunne nu og da 

minde om et af de STIGA-ishockeyspil, man drømte om at få til jul, hvor alle spillerne 

var fæstnet til stænger, så den enkelte spiller drønede frem og tilbage i nøje 

bestemte, lige baner. Nogenlunde sådan, sagde ungdomstrænerne dengang til danske 

fodbolddrenge, skulle man spille fodbold. Frem og tilbage på banen i lige baner. 

Så var der orden i sagerne. Og alle kendte deres nøjagtige rolle og opgave. 

Men en fantasifuld artist som Frank, i sin mest receptive og indlæringsvillige 

alder, kunne man ikke fæstne til en stang. Han løb allerede sine egne veje på 

banen, samtidig med at han på volden bevægede sig dybere og dybere ind i eksperimenter 

med, hvad en bold egentlig kan. Inspireret af brasserne lærte han at 

32

evæge sig, finte og skyde på andre måder end de autoriserede former, der var 

nævnt af Henning Enoksen i Bogen om fodbold. 

Det handlede især om måden, hvorpå brasserne under kampen forvandlede 

grønsværen til en strandbred, tjattede bolden skødesløst rundt mellem hinanden, 

flød halvdovent rundt, for så pludselig at eksplodere i ryk, driblinger eller 

skud. Den kunst måtte man absolut lære sig, hvis man som Frank i forvejen var 

musikalsk og havde rytme i kroppen. 

Gianluca Vialli, den tidligere italienske landsholdsspiller, stjerneangriber og 

manager i Chelsea, fremlægger i sin bog The Italian Job fra 2006 en teori om, at 

dét sted, hvor man dagligt spiller “streetfodbold” som barn, former den voksne 

spiller. Det, der på afgørende vis er med til at stimulere en barnespillers fodboldkvaliteter, 

siger Vialli, er nemlig hvor bred og hvor lang spillepladsen er, hvilket 

underlag der spilles på, ligesom antallet af daglige med- og modspillere i forhold 

til banens omfang også kan være af stor betydning. For sit eget vedkom- 

“Frankie Park” kan magistraten måske overveje at døbe dette historiske sted, omkranset af Christianshavns 

Vold og resterne af en fabriksbygning. Det er her, én af Danmarks største fodboldspillere i 

nyere tid spiller mutters alene eller sammen med kvarterets andre drenge i 1960’erne, hvor bestemte 

bevægelser, finter, skud- og løbeformer praktiseres igen og igen. Store “skyggekampe” udkæmpes 

i skumringen, og verdens bedste hold får så mange bank, der kan ligge på deres rygge. 

33

mende spillede Vialli på en bane, der var betydeligt bredere, end den var lang, 

fortæller han, og tidligt lærte den senere italienske landsholdsangriber sig at søge 

ud i banens bredde for at modtage bolden og derfra så enten rykke mod mål 

eller hurtigt ekspedere kuglen videre, gerne højt ind i området tæt på mål til en 

medspiller. Sådan en omflakkende forwardtype, helt forskellig fra vor tids mere 

stationære italienske forwardstjerne, Luca Toni, der helst ligger omkring banens 

midterakse og i nærheden af modstanderens målboks, blev Vialli. På grund af 

banen i hans barndoms gade. 

Man kan så lidt besserwisser-agtigt tilføje, at Vialli glemmer, hvor vigtig en 

faktor en drengs grundlæggende fysiognomi også er i den form for “streetfodbold”, 

han praktiserer i sin barndom. I Frank Arnesens tilfælde er der selvfølgelig 

ingen tvivl om, at det spil, han lærte sig på de små “skæve” områder med et 

mylder af spillere på banen, udviklede hans spillemæssige kreativitet, det skarpe 

overblik og den udsøgte timing og teknik. Men det faktum, at Frank helt op til, 

at han blev andenårsjunior, næsten altid var den mindste og den tyndeste og ofte 

mødte modspillere, der var indstillet på at fjerne ham på nogenlunde samme 

måde, som Store Stygge Ulv fjerner De Tre Små Grises hus, skærpede hans koordinations-, 

balance- og reaktionsevner. Og gav ham – tidligt – en følelse af, at 

hans bedste våben til at slippe ud af hvilken som helst defensiv eller offensiv knibe 

var den eksplosive hurtighed, hvormed han behændigt (og sjovt) kunne snyde 

en dobbelt så stor og dobbelt så tung dreng med en kropsfinte og derefter flintre 

af sted direkte mod mål eller baglinje med bolden klæbet til fødderne. 

Disse mønstre blev gentaget, varieret og videreudviklet, dag efter dag, år efter 

år. Og det foregik ikke mindst henne på banen mellem Langebrogade og voldgraven 

over for forældrenes kiosk. Et sted, som stadig findes, og hvor de primitive 

målstænger af stålrør stadig står, hvor de altid har stået, men der i dag sjældent 

ses nogen børn og unge med en bold. Her blev Frank Arnesens tekniske 

repertoire grundlagt. Her øvede han sit dobbeltblik og fik det, Gian luca Vialli 

kalder for streetfootball intelligence, og som italieneren – i lighed med Chelseas 

danske chefscout og talentudviklingschef – vil have mere ind i ungdomsfodboldtræningen 

i den rige vestlige verden, hvor børn og unge ikke læn gere leger 

i timevis af sig selv med en bold, men lever et alt for stillesiddende og passivt liv 

inden døre. Som Arnesen sagde til Euroman i januar 2004: 

34 

“Vi spillede på gaden og oppe på Volden. Vi beherskede bolden, fordi vi spillede 

hen over grene og sten og rundt om nedløbsrør. Det sker ikke mere. Det 

der gadeliv er helt væk. Der er jo slet ikke plads i byerne læn gere, der er alt for

mange biler. Børnene kommer jo heller ikke ud at lege mere. Der er en anden 

indstilling i vores vestlige kultur. Det er en individualistisk kultur, hvor børnene 

sidder hver for sig med deres computere. Og de der to gange træning 

om ugen, fra de er seks år, er slet ikke nok. Der er slet ikke fodbold på gaderne 

mere. Drengene hænger ikke på gaderne mere. De sidder derhjemme.” 

FORÆLDREHOLDET 1967 

På trods af de lange, travle dage og få fridage og feriedage i kiosken bakkede Birthe 

og John Arnesen op om sønnens fodbold i Fremad Amager. Det i sådan en 

grad, at John Arnesen i 1966-67 blev en del af det, man henne i klubben døbte 

“Forældreholdet”. Det var en særlig hård og trofast kerne af forældre, der slavisk 

fulgte deres sønners kampe og øvrige fodboldaktiviteter på Fremad Amagers 1. 

lilleput. En artikel i Fremad Amagers klubblad i september 1967 satte fokus på 

det stærke hold og deres exceptionelle fædre og mødre. Deri blandt Frank far, 

som blev portrætteret i klubbladet, fordi han i foreningssammenhæng måtte 

karakteriseres som en ideel forælder. Han stod ikke blot til rådighed for sønnens 

trænere og ledere, mens Franks mor – der aldrig rig tig har interesseret sig for 

fodbold – passede biksen i Langebrogade, men støttede også resten af klubben 

på alle mulige måder. Gav en skærv til den lø bende indsamling til det nye og 

hårdt tiltrængte klubhus, ligesom Arnesen jævn ligt lagde nogle annoncekroner 

i klubbladet og skiltede med den tillok ken de information: “Masser af Whisky hos 

John Arnesen Vin og Tobak. Lange bro gade 19”. Men hvad kunne Fremad Amagers 

klubblad i september 1967 ellers fortælle om Franks far? 

“John Arnesen, en lidt stilfærdig type uden store sving, gør os først op mærk - 

som på sine 225 førsteholdskampe for Kastrup og 6 kampe på ud valgt hold 

(noget vi håber, hans dreng kan gøre bedre her i Fremad Ama ger), er ganske 

enestående forældremæssigt set. Han er passivt medlem af klubben, medlem 

af ‘Vennerne’, ejer af en ‘Guldmurske’ (for et bidrag til klubhusbyggeriet) 

og altid villig til at støtte, hvis der kaldes fra klubben. På spørgsmålet om, 

hvorfor hans dreng valgte Fremad Amager og ikke Kastrup, fortæller Arnesen, 

at det altid har været drengens ønske at være i Fremad Amager, og her 

har han haft sine venner og hidtil store oplevelser. ‘Og vi har selv – min kone 

og jeg – haft nogle aldeles hygge lige og dejlige timer her i klubben, ikke 

mindst i forbindelse med de an despil, der blev arrangeret sidste vinter.’” 

35

Det var også i efteråret 1967, man første gang stødte på Frank Arnesens navn i 

Fremads klubblad. Han ønskedes tillykke med sin 11-års-fødselsdag 30. september 

og var nu særdeles fast mand på det overordentligt talentfulde lilleputhold, 

der talte begge de gamle barndomsvenner ude fra Greisvej, Manse og Store Frank. 

Dengang stod Manse på mål, men skulle senere blive en bomstærk midtbaneslider, 

der rykkede op på 1. senior sammen med Frank Arnesen i 1974 og var 

med til at bære holdet gennem to forrygende sæsoner. Noget vi vender tilbage 

til i de næste kapitler. 

Fremads lilleputhold i 1967 var altså ikke kun specielle på grund af den alt - 

opofrende forældregruppe. Deres drenge var tilsyneladende også gjort af et 

særligt stof og blev i klubbladet beskrevet som ualmindeligt seriøse, lærenemme, 

ambitiøse, ja i det hele taget så ivrige efter at blive større og stærkere, at 

trænerne på et tidspunkt af indendørssæsonen faktisk havde været lidt urolige. 

I en artikel i et senere klubblad, hvor lilleputlederne så tilbage på sæsonen 

1967, hed det om vintertræningen på Sundpark Skole, at putterne ud over de 

sædvanlige boldøvelser, indefodbold og juleturnering simpelthen havde bedt 

trænerne om mere regelmæssig løbetræning udenfor. “Lissom ynglingene,” 

havde nogle af dem sagt. Det er højst tænkeligt, at den tiårige Frank, der i sit 

voksne fodboldliv blev kendt som lidt af en træningsnarkoman, var én af dem, 

der efterlyste endnu mere og endnu hårdere træning. Man ser ham for sig forrest 

i gruppen af hueklædte putter i januar 1967 på vej hen ad Amagers for - 

tove: 

“Den første vinteraften mødte putterne op i træningsdragter, halstørklæde 

og elefanthuer (de lignede en flok bankrøvere) og tog turen Øresundsvej-Amager 

Strandvej-Lergravsvej, med indlagte spurter fra lygtepæl til lygtepæl. På grusbanen 

blev der gået til makronerne uanset sne, kulde og pløre, nogle gan ge var 

vi betænkelige, om vi kørte putterne for hårdt.” 

Linjen var dermed lagt. Franks fodboldkarriere begyndte at tage fart. Men 

blev han nu pacet frem? Var John Arnesen, som så mange danske fodboldglade 

fædre dengang og nu, en af dem der stod og råbte og skreg på sidelinjen og hele 

tiden var klogere end samtlige trænere og dommere i Danmark? Det er der ikke 

noget, der tyder på, når man i dag spørger Franks holdkammerat gennem mange 

af ungdomsårene, Manse, som selv – siger han – var belastet af en særdeles ivrig, 

medlevende mor på “Forældreholdet”: 

“Nej, det kan man ikke sige. Jeg husker ikke, at John stod og råbte specielt 

meget på sidelinjen. Det gjorde min egen mor til gengæld. Selv da jeg var blevet 

senior, kunne jeg høre hendes stemme i Sundby Idræts park, når vi spillede. 

36

Indefodbold bliver en meget vigtig del af Frank Arnesens tekniske træning og udvikling i drengeårene. 

Her ses han sammen med Manse (nr. et og to fra højre) til en af vinterens største drengeattraktioner 

på Amager i 1960’erne, nemlig Fremads årlige stævne i indendørsfodbold i Sundby Hallen. 

Her plejer “Stjerneholdet” med komikeren Dirch Passer på et tidspunkt at dukke op midt i vrimlen 

af talentfuld ungdom, spille opvisningskamp og dele præmier ud. Her er det Frank og Manses lilleputhold 

i Fremad, der belønnes.

Engang var det så slemt, at jeg måtte løbe ud til hegnet en søndag formiddag og 

råbe til hende, at hun skulle holde sin kæft!” 

I september 1980, da Frank netop havde fået sit store gennembrud på landsholdet, 

og europæiske storklubber var begyndt at slås om hans underskrift 

på en kontrakt, spurgte B.T.’s Torben Blom om det samme. Før landsholdets 

svære VM-kvalifikationskamp ude mod Jugoslavien blev 23-årige Frank Ar ne - 

sen spurgt grundigt ud om sin karriere, og Blom ville høre, om faren hjemme 

på Christianshavn havde presset sin søn frem. Frank svarede: 

“Der har aldrig været tale om nogen tvang, selv om far altid gerne har set, jeg 

ville nå noget. Men det er vel kun naturligt for forældre. Min far spillede omkring 

250 kampe på Kastrups førstehold, og jeg er jo desværre afskåret fra at korrigere 

ham, når han siger: ‘Hvis du havde min hurtighed og mine driblinger, havde 

du nået en del mere.’ Han er min hårdeste kritiker og kan ikke forstå, hvis jeg 

har spillet dårligt. Og det sker jo ellers indimellem for enhver. Men det har han 

aldrig rigtigt villet acceptere.” 

Årene 1968-69, hvor 12-årige Frank rykkede fra lilleput til drenge, tog DBU’s 

teknikmærke i bronze, blev indendørs Amagermester, udendørs Kø ben havns - 

mester og KBU-pokalvinder og spillede sig på Københavns udvalgte skolehold, 

var en lykkelig periode i hans tidlige fodboldliv. Sådan som det er for flertallet 

af fodboldspillere i Danmark i den aldersgruppe. Det er årene før, man skal konfirmeres. 

Årene, hvor mor og far stadig synes, du er en sød dreng, og derfor stadig 

har lyst til at forkæle dig lidt. Det er også årene, før legen i fodbold bliver 

alvorlig, spillet mere fysisk betonet, og trænere ofte forvandler sig fra rare 

omgængelige fritidspædagoger til bryske skrighalse, der skælder og smælder 

både til træning og kamp. Og så er det ikke mindst årene, før mystiske skader 

og smerter, man aldrig har mærket før, ligesom vokseværk, fedtet hud, mærkelig 

stemme og mørke hår på kroppen, pludselig melder deres ankomst. Det er 

kort sagt denne første overgangsalder, hvor man tager tilløb til at prøve alt det, 

der har været forbudt for børn, og man pludselig fristes voldsomt af mange andre 

ting end fodbold og finder ind i andre kammeratskaber uden for fodboldklubben. 

For Frank Arnesen vedkommende fyldte fritidsklubber og ungdomsklubber 

en stor del af hans barndom ved siden af Fremad Amager. Det var vigtige mødesteder 

for større børn og unge mennesker, hvor man kunne være i fred for forældrene 

og møde jævnaldrende – ikke mindst af modsat køn. Klub ben tilbød 

forskellige aktiviteter som enten at høre eller spille musik, lave knallert, spille 

38

illard, feste eller dyrke idræt, herunder ikke mindst indendørs fodbold. Frank 

og Manse havde tidligt gået sammen i Amsterdamvejs Fri tids klub, hvor de ofte 

tog ud til indendørsstævner, og hurtigt var blevet kendt og frygtet. Når man var 

udstyret med et boldøje som Franks, fortæller Manse, og havde en balance i 

kroppen, lynhurtige fødder og evnen til på en-to meter at sætte en modspiller 

af i en besnærende dribling, efterfulgt af skud fra alle mulige og umulige vinkler, 

så skulle man snart blive kendt som én af landets bedste indendørsspillere i 

sin årgang. 

Især da Frank og Manse blev ældre og meldt ind i PUK Amager (Po litiets 

Ungdoms Klubber), tog de ud til indendørsstævner uden for hovedstaden. Det 

blev en uadskillelig del af deres vintersæson, og i 1972-73 havde PUK Amager 

et af landets absolut bedste indendørshold, der, ud over Manse og Frank, ved 

lejlighed også kunne mønstre navne som Ivan Nielsen og Frank Skytte. De fejede 

al modstand til side og var generelt ikke bange for nogen som helst. Heller 

ikke for lidt ældre indendørskonger som Jens Kolding, der også havde gået på 

Christianshavns Skole, men nu spillede klubfodbold for B93 og stillede op i 

indendørsturneringerne for Ole Suhrsgades Ungdomsklub. 

“Frank var helt forrygende til indendørs!” fortæller Manse og genkalder sig 

især et stævne i Nykøbing Falster, dengang øl og hash var en uadskillelig del af 

holdet fra PUK Amager. Ikke mindst når de langhårede ungersvende, der mere 

og mere lignede et syret rockband fra San Francisco end et seriøst fodboldhold 

fra Amager, drog ud af byen og overnattede i provinsen: 

“Vi har været 15-16 år og var tilmeldt et stort indendørsstævne i Nykøbing. 

Den første kamp var kl. otte om morgenen, og vi var ikke så gode til at stå op. 

Vi var jo kommet sent i seng og alt det pis. Nå, det bliver så den første kamp, og 

inden kampen ryger vi lidt ‘tuttelihut’ – og taber 4-0. Anede knap nok, hvor vi 

var, og blev hurtigt slået ud af juniorturneringen. Vi var helt væk, men vi kunne 

jo spille fodbold. Det vidste folk, også i Nykøbing, så vi fik lov til at være med 

senere på dagen i ynglingeturneringen, hvor Jens Kolding og alle de der fra Ole 

Suhrsgade, der var ældre end os, var med. Og dér ryddede vi hele pibetøjet på 

vejen til finalen. Frank var helt fantastisk, vi tabte finalen 5-4 efter om kamp. Der 

var proppet med mennesker i hallen, og vi var kun nogle drenge. Bagefter kunne 

vi gå på vandet.” 

39

VENSTRE FLØJ DRIBLER FOR MEGET 

Men endnu stod den kun på fodbold, fodbold og atter fodbold i Franks 12-årige 

drengeliv. Og resultaterne udeblev ikke. Det fortæller de gamle klubblade i dag: 

“Mange fine angreb blev ført frem – særlig af Frank Arnesen, der også lavede 

vort udlignende mål efter et fint sologennembrud.” Og på 1. drenge i 1970, hvor 

Frank nu havde fået store, stærke og målfarlige Jørgen Simonsen og den senere 

landsholdskollega Ivan Nielsen som medangribere, blomstrede en stor årgang 

nu for alvor. En fejende flot sæsonafslutning bragte dem i oktober 1970 på forsiden 

af klubbladet, hvor en lidt genert og betuttet Frank Arnesen, ganske betydeligt 

mindre end samtlige af sine holdkammerater, står i bagerste række og 

gemmer sig bag pokalen og de andre drenge på holdbilledet. 

Han havde nu ellers ikke noget at være flov over. Fremads 1. drenge var net - 

op blevet københavnske pokalvindere efter en knusende 6-0-sejr over naboerne 

fra Tårnby, hvor Frank virkelig havde været i sit es og scoret fire kasser. Sej - 

ren fejrede man med sodavand og smørrebrød i klubhuset og en fælles tur i Cirkus 

Benneweis. Og nogle måneder senere fik Frank til juleafslutningen på Sund- 

Lokalrivalerne fra Tårnby bliver sendt 

hjem med en sæk på 6-0 i årets pokalfinale 

for drenge. Fire af målene scores 

af splejsen fra Greisvej, der nu er flyttet 

til Christianshavn. På forsiden af 

klubbladet står han på bagerste række 

som nr. fem fra venstre. På samme 

række ses Jørgen Simonsen og Ivan 

Nielsen (num mer to og tre fra venstre). 

40

park Skole overrakt “Talentpokalen”, hvilket udløste endnu flere klapsalver, piften 

og stamp i gulvet. 

Det gik altså slag i slag med Frank Arnesens fodboldudvikling. Alle, der så 

ham på banen – indendørs som udendørs – anede konturerne af en karriere, 

der meget vel kunne ende i rødhvid spilledragt. Og det smagte for alvor af fisk, 

da Frank i 1969 blev udtaget til Københavns udvalgte skolehold, som på Østerbro 

Stadion skulle dyste mod Oslo, Stockholm og Helsingfors i den årlige skandinaviske 

skoleturnering, hvor far John stod klar på sidelinjen med det nye polaroidkamera. 

Frank var nemlig placeret som venstre yderwing. En plads på et 

fodboldhold, hvor spillerens arbejdsradius – dengang – blev opfattet som en 

smal sti langs den kridhvide linje. Når man skulle an skue liggøre for ungdomsspillere, 

hvad det ville sige at være “yderwing”, hed det sig, at var han god, så 

havde han altid kridt på støvlerne efter kampen. Det var beviset på, at wingen 

havde kendt sin plads derude ved den lange, hvide linje. Ikke noget med pludselig 

at løbe ind mod midten eller drible i diagonale retninger. Uha nej. En god 

wing skulle til baglinjen med skyklapper på og derfra lægge bolden højt indover 

til centerforwarden og eventuelle innerwings. 

Man ser dele af mønstret i Arnesens senere fodboldspil. Den uendeligt lange og 

lige linje, som med et par graders svingning også er den hurtigste vej mod baglinjen 

og målet. Og i voksne Franks tilfælde altid med muligheder for den overraskende 

variation, dette pludselige brud på den lige linje, bevægelsen hen mod et helt 

andet sted på banen. Denne lyst til at udfordre og gå sine egne veje lå allerede dybt 

forankret i den 12-årige Arnesen, og det skulle han snart få kritik for. 

Heldigvis lykkedes det aldrig nogen ungdomstræner eller leder i Fremad at 

pille “selviskheden” helt ud af Frank Arnesen, hvilket kom til at betyde, at man 

i hans seniorkarriere som modstander aldrig rigtig vidste, hvor man havde ham, 

og hvilket træk der nu kunne forventes. Var han i højre eller i venstre side? Kom 

han helt ude fra sidelinjen eller lidt inde fra midten? Pludselig var han der, trippende 

imod én med bolden klistret til fødderne, klar til at udnytte forsvarerens 

tøven med et dykkende langskud, en giftig aflevering i dybden eller en skudeller 

husmandsfinte, der ligesom var vævet ind i det eksplosive træk mod baglinjen, 

tættest muligt på modstanderen, som så nemt kom til at kante ham lidt 

og derved begik straffe eller frispark på kanten af feltet. 

Ovenstående klassiske Arnesen-repertoire, som på grund af hans duknakkede, 

akavede løbestil med højt hævede arme ikke lignede noget andet i dansk og 

international fodbold i årene 1975-88, blev der i begyndelsen af Franks karriere 

set på med en vis bekymring. Utvivlsomt, fordi drengens spillestil i 1968-70 var 

41

forud for sin tid. Selv om tidsånden i samfundet tenderede mod det så kaldt 

“antiautoritære oprør” med kraftig fokus på individualisme, spontanitet og fantasi, 

så var der endnu ti år til, at dønningerne fra 1968 skulle holde sit indtog på 

danske fodboldbaner. Her var man langt op i 1970’erne stadig bundet til gode 

gamle dages autoritære systemer, skabeloner og hierarkier. Så da 12-årige Frank 

Arnesen morgenen efter de tre kampe mod nordiske skolehold i 1969 pløjede 

aviserne igennem i mors og fars kiosk for at se, om nogen havde skrevet lidt om 

skoleturneringen i København, var der kontant kritik i Ekstra Bladet fra den legendariske 

sportsjournalist, “Julle”, som skrev: “Frank Arnesen på venstre fløj har 

absolut talent, men han ser sig ikke for. Han dribler alt for meget.” 

Ordene har han aldrig glemt, Frank Arnesen. Da han i april 2008 blev passet 

op af TV2 på Stamford Bridge, ville man blandt andet gerne vide, hvordan Chelseas 

talentchef havde det med al den kritik, der siden 2005 har været omkring 

hans person. Efter nogle sekunders tænkepause gjorde Frank Arnesen opmærksom 

på, at kritik var noget, han havde måttet forholde sig til gennem hele sit liv, 

lige fra han som 12-årig fik at vide i Ekstra Bladet, at han var for “selvisk”. 

Men individualisten tog revanche i det følgende års nordiske skoleturnering, 

der foregik i Oslo. Venstrewingen fra København blev en af de mest markante spillere 

i turneringen det år og topscorer med seks mål. Så fik de den, kritikerne. Men 

“selviskhed” var noget, man slog ned på i dansk ungdomsfodbold i 1960’erne og 

begyndelsen af 70’erne. Hurtigt fik en spiller det at vide, hvis han var “solo”. Så var 

det tid til en reprimande eller ligefrem skældud, hvis ikke det blev signaleret gennem 

uddelingen af “Fidusbamsen” efter hver kamp. Denne vigtige symbolske 

udmærkelse, som også blev praktiseret efter hver kamp på Fremads 1. drenge, skulle 

jo gå til spilleren, der havde gjort det bedst i den pågældende kamp. Det var tit 

Frank, men det var sjældent ham, der kom hjem med bamsen, og det gik ham på, 

husker John og Birthe Arnesen. Enkelte trænere eller ledere i Fremad så i de år 

deres snit til at rette lidt på Franks “selviske” spillestil og rådede ham til at slippe 

bolden lidt tiere. Samme pædagogik kunne man støde på i klubbladet i 1969-70 i 

små moraliserende bemærkninger i referater og omtaler af 1. drenges kampe: 

“Frank Arnesen viste sig i sin ny og bedre udgave som spilfordeler uden overflødige 

driblinger (næsten). Det er svært Frank, men vejen frem!” 

Om denne gentagne kritik, der berørte noget essentielt i drengens natur og 

karakter, ramte så dybt i de følsomme teenageår, at det fik Frank til at miste lidt 

af lysten til klubfodbold og efterfølgende til at skrue ned for ambitionsniveauet 

i 1971, hvor han begyndte at interessere sig for andre sider af tilværelsen end 

fodbold, vides ikke med sikkerhed. Men det er til gengæld et faktum, at han valg- 

42

te at tage sig et fodboldmæssigt “fjumreår”, hvor trænerne i Fremad for det meste 

kun så Frank til kampene. 

Spørger man vennen Manse, som mere end nogensinde var Franks nærmeste 

inde på banen og udenfor, så husker han egentlig ikke, at Frank på noget tids - 

punkt holdt op med at spille fodbold, da de var 15-16 år, og der altid var fest på 

Christianshavn fredag og lørdag: “Vi har altid passet vores fodbold. Vi har måske 

ikke altid været lige veloplagte, men vi kom sgu op og stod nogenlunde klar på 

banen, når dommeren fløjtede.” 

Det samme gjaldt de mange indendørsturneringer og turnéer med PUK 

Amager, som hverken Manse eller Frank kunne undvære: 

”Vi havde jo det indendørshold, hvor Frank var stjernen. Han kunne være 

helt fantastisk og tryllede med bolden, når han havde fire bander som ekstra 

medspillere. Også selv om vi havde været i byen hele natten. Engang til en in - 

dendørs kamp ret tidligt om morgenen spillede han for fuld skrue fra første 

minut. Pludselig efter et angreb løb Frank ud til banden, lænede sig ud over den, 

knækkede sig og spillede videre.” 

Frank Arnesen har altid selv lagt vægt på at fortælle, at der var et år, mens han 

var teenager, hvor han mistede interessen for fodbold og gav sig hen til det søde 

liv: “I et helt år gjorde jeg ikke noget ved træningen i Fremad Amager, fordi andre 

interesser skubbede fodbolden i baggrunden.” Det var interesser, som ikke mindst 

samlede sig om den guitar, far John under helt specielle omstændigheder (som 

vi vender tilbage til om lidt) havde foræret ham og storesøster Yvonne. Det var 

en pludselig lydhørhed for Bob Dylan, for Gasolin’ – og en klassekammerat på 

Christianshavn Skole, der hed Helle. Nu fulgte et eksistentielt frikvarter i 14-15årige 

Frank Arnesens liv, der kom til at udfolde sig i udkanten af de avancerede, 

eksperimenterende ungdomsmiljøer på Christianshavn, hvor unge, sø gende 

mennesker – som storesøster Yvonne – spillede musik, røg hash og dyrkede nye 

alternative livsformer. Og lillebror var i den grad med på en kigger og nyder, fortalte 

Frank Arnesen i Euroman, januar 2004: 

“Jeg tror, jeg var til en af de allerførste Gasolin’-koncerter. Det var med Bjørn 

Uglebjerg på trommer, og dengang sang de på engelsk. De havde lige udgivet deres 

første single, ’Silky Sally’, og de spillede nede i et telt i Sofie går den, som slumstormerne 

havde besat. Jeg var ikke andet end en stor knægt, men min storesøster, 

der var tre år ældre end mig, løb rundt dernede, og så kom jeg selvfølgelig også 

derned. Sådan var gadelivet på Christianshavn dengang. Der var bongotrommer 

og guitarer. Så gik jeg rundt der og spillede fodbold mellem alle de der hippier.” 

43

Det var revolutionerende år i gamle Dannevang med beatmusik, østerlandske 

toner, masser af røgelse, euforiserende stoffer og grænsesprængende lege på 

det kønslige, seksuelle område. Det var de unges kamp mod ordensmagten og 

alle mulige andre autoriteter. Og 14-årige Frank havde hele tabernaklet lige rundt 

om hjørnet. Noget John og Birthe Arnesen ikke lige havde kunnet forudse, da 

de i 1965 flyttede fra Greisvej til Havnen. Som Franks og Yvonnes mor siger i 

dag: 

“Der var mange flere farer ved at flytte hertil, end man havde tænkt sig i 1964- 

65. Det var medaljens bagside, kan man sige. Man var unægtelig lidt ban ge, når 

ens børn gik ud om aftnen, men vi kunne jo ikke binde dem fast, og ligesom så 

mange andre familier måtte vi alle sammen kaste os ud i det og håbe det bedste.” 

PØLSEBRØD OG MEGET MEGET MER’ 

Uhh, det var lørdag aften og ballet det var lige begyndt / skrækkelige Olfert stod der 

i sit stiveste pynt / der var nok af tøser der / pølsebrød og meget meget mer’ / hele 

salen kogte op / og der kom stadig fler’ og fler’. / Der var Inga / og Katinka / smukke 

Charlie, / på sin Harley. 

Sådan lyder en af 1970’ernes mest fortærskede festsange. Og den holder stadig 

i tekst og musik. En sang, der ikke kun blev levet ud, men også skrevet, spillet 

og sunget omtrent lige så tæt på Frank Arnesens barndomshjem som boldbanen 

ved volden. 

Det havde som sagt ikke været med i familien Arnesens overvejelser, da man 

flyttede fra Greisvej i 1965, men fem år senere stod det klart, at man i forhold til 

det ungdomsoprør, der syntes at have slået sit hovedkvarter op på Chri stians - 

havn, befandt sig i orkanens øje. Omkring 1970 var det ikke kun Urban-planen, 

Bella Centeret, Københavns Universitet i Njalsgade og Københavns Lufthavn, 

der lagde billet ind på at tegne øens fremtid. Det var også alle mulige slumstormere, 

aktivister og provoer, der havde grundlagt “Republikken Sofiegården” i 

1969 og måtte bæres ud af politiet, men siden kravlede gennem et hul i plankeværket 

mellem Prinsessegade og Bådsmandsstrædes Kaserne og udråbte “Fristaden 

Christiania”. Meningen var – som det hed i et tidligt manifest fra besætterne 

– at “opbygge et selvstyrende samfund, hvor hvert enkelt individ frit kan 

udfolde sig under ansvar for fællesskabet.” So cia lister, hippier og andre antiautoritære 

sjæle væltede ind gennem hullet i plankeværket, og snart var områ- 

44

Det er her, for enden af kanalen, oppe bag den eneste altan i hele ejendommen, at Frank Arnesen 

vokser op og bor sammen med sin mor og far og søster i årene 1965-1975. Birthe og John Arnesen 

bor der stadig og står her og smiler til fotografen og forfatteren i juni 2008.

det ikke kun hjemsted for politiske eksperimenter og løssluppen handel med 

euforiserende stoffer, men også for fire rockmusikere, der havde mødt hinanden 

henne i Sofiegården og nu kaldte sig for Gasolin’. 

De fyldte fra starten meget i det lokale bybillede, fordi de gav mange koncerter 

og brugte en gammel, knirkende kærre til at flytte rundt med bandets instrumenter 

og forstærkere. Og så havde de en festlig og flabet forsanger, der lignede 

og lød som en mellemting af Mick Jagger og en troubadour fra middelalderen. 

I foråret 1970 udgav Gasolin’ singlen “Silky Sally” – en hyldest til én af kvarterets 

letlevende damer – og med det pulserende Christianshavn som baggrund 

tog Larsen, Jönsson, Beckerlee og Berlev snart resten af landet med storm og 

blev verdensberømte i Danmark. 

Frank Arnesen nåede at være med på en stor del af vejen, inden han som 19årig 

rejste ud og blev professionel i Ajax. Centralt i hans store pladesamling, der 

fulgte ham rundt i Europa frem til 1990’erne, stod Gassernes samlede værker 

med alle de uforglemmelige covere til Gasolin’, Gasolin’ 2, Gasolin’ 3, Stakkels 

Jim, Gas 5, Live Sådan, Efter Endnu En Dag og Gør Det Noget. Og selv om fodboldnomaden 

i Holland, i forbindelse med endnu en flytning, valgte at skille sig 

af med sine mange reolmetre vinylplader, er Gasolin’ (og Kim Larsen) stadig en 

hjørnesten i Frank Arnesens danmarkshistorie, der i dag er kommet op i reolen 

i cd-format eller ligger klar på iPod’en som gode minder og en slags dokumentation 

af alt det, der skete i og omkring Frank i årene op til, han forlod sit fædreland. 

“This is my life, this is my time”, som Kim Larsen formulerede det på 

umiskendelig christianshavner-engelsk i 1976. 

Alt det, Gasolin’ stod for omkring 1970, var kommet rigtig tæt på den udadvendte 

og sensitive Frank, da storesøster Yvonne blev kæreste med Mogens 

Mogensen, der også holdt til i miljøet omkring Sofiegården. Her gik han under 

kælenavne som “Mucho” og “Poeten”, fordi manden var et omvandrende kildevæld 

af løsrevne rim og stumper af vers, der ikke altid gav mening, men lød ret 

syret. Derfor blev “Mucho” hurtigt tekstleverandør til Gasolin’ med speciale i 

surrealistiske slaglinjer som “Laphophora Williamsi”. 

Mogens Mogensen var ældre end Yvonnes og Franks forældre, og dette lo - 

kalhistoriske livstykke med langt hår, fipskæg og halsklud, der talte rablende sort, 

når han fik for meget røg og most, gjorde et mægtigt indtryk på Frank og hans 

forældre, da han en aften i 1970 trådte ind i stuen hjemme hos Arnesens i den 

fine ende af Havnen. Som Frank fortalte til Euroman i 2004: 

“Min søster var kæreste med Mogens Mogensen, der skrev sange til Gasolin’. 

Hun var en ret vild pige, og han var mere end 20 år ældre end hende. Jeg glem- 

46

mer aldrig, da hun første gang tog ham med hjem. Min far var 36, og Mogens 

var 37. Der var en sjov stemning i stuen, du.” 

Det var i sandhed udfordrende år for danske forældre, der forsøgte at rulle med 

tiden, være tolerante og vise forståelse for deres børns oprørstrang. Men på et 

punkt stod John Arnesen alligevel fast: Unge mænds hårlængde måtte der være 

grænser for! Han forhandlede sig derfor frem til et kompromis med Frank, der 

ville få den flotte guitar, han og søster Yvonne drømte om, hvis der faldt en 

betragtelig bid af Franks lokker, så håret i det mindste ikke nåede ned over skuldrene. 

Det var en aftale, sagde Frank. Og en dag fulgtes far og søn så ned til Arnesens 

faste barber på Christmas Møllers Plads, lige ved siden af barnevogns - 

forretningen. Frank blev bænket foran det ene spejl, far John foran det andet, 

men netop som senior var blevet sæbet ind og gjort klar til den store barbering, 

tog fanden ved junior. Han rev forklædet af, sprang ud af barberstolen og storkede 

ned ad Amagerbrogade. “Det skal fandeme være løgn!” mumlede den gamle 

højre wing på Kastrups førstehold og sprang efter sønnen med forklæde og barberskum 

flagrende efter sig. “Jo, der blev løbet til, men jeg nåede ham!” fortæller 

en grinende John Arnesen i dag og mindes med tilfredshed, at Franks hår 

ikke kun blev lidt kortere, men også bragte guitaren og musikken yderligere ind 

i sønnens og datterens liv. 

Om den guitar også var med på Frank og Manses “Summer of Love” i Dyre - 

haven i 1971, melder historien ikke noget om, men særdeles mindeværdigt hav - 

de det været, da de to venner sammen med Krølle-Henrik, endnu en rigtig god 

ven og Fremad-medspiller fra de år, besluttede sig for at tilbringe en sommeruge 

under åben himmel i Dyrehaven. Det var dengang, de uendelige strækninger 

mellem Eremitageslottet, Fortunen og Klampenborg Station end nu ikke 

lagde græs til hærskarer af golfspillere og joggere, men i stedet blev invaderet af 

tidens unge, der i sommertiden samlede sig under trækronerne for at ryge hash, 

prøve LSD eller spise nogle af de sjove svampe i skovbunden. Som Manse fortæller: 

“Vi havde ikke en krone, fik gratis mad forskellige steder og sov på jorden i 

en hule, vi havde lavet ved siden af nogle andre unge. Der var vel 10-12 mennesker 

i den lille lejr, hvor vi levede fra hånden til munden. Pludselig var der én, 

der fik gulsot, og så blev det hele ligesom lidt for broget for os knægte, og så dinglede 

vi hjem igen til Christianshavn. Vi var jo ikke så gamle, men nåede alligevel 

at møde én, de kaldte ‘Provo Knud’ ude i den store skov. Noget af en origi- 

47

Aldrig har man set så meget hår på et fodboldbillede! Vi er i 1972, hvor Black Sabbath, Led Zeppelin 

og Jethro Tull ligger på grammofonen, og Fremad Amagers 1. juniorer er frygtet i overalt København. 

Frank Arnesen, der scorer og lægger op til mål på samlebånd, ses i øverste række bag et gardin 

af hår, ordnet i en midterskilning med pandebånd. I midterste rækker troner Manse med sit kridhvide 

afrohår, og i bagerste række ses andre kommende førsteholdsspillere i Fremad som Jørgen Simonsen 

og Johnny Jacobsen. 

nal, som man sagde havde forvekslet en sodavand i et køleskab med en flaske, 

der var fuld af syretrip. Sådan kunne det altså gå. Mon ikke det var det, vi lærte 

den sommer?” 

Og Provo Knud blev landskendt året efter, da han dukkede op på Gasolin’ 2 

i den Jimi Hendrix-inspirerede sang “Balladen om Provo Knud”, opkaldt efter 

en af tidens mange skøre og tragiske skæbner, som nu og da søgte tilflugt i Dyrehaven 

eller ude på Christiania, hvis ikke ordensmagten til slut blev tilkaldt, fordi 

disse desperadoer pludselig havde valgt at tage sagen i egen hånd. Provo Knud 

var et af de tidlige, tragiske ofre for den “frigørelse”, man troede lå i de euforise- 

48

ende stoffer. Alt det, der i 1968 havde været et ungt, utopisk udråb, blev i begyndelsen 

af 70’erne til noget mere dystre spørgs målstegn – også i Gasolin’s sangbog: 

Hey Knud, hvor går du hen? / Kniven blinker i din hånd. / Hey Knud, hvad gør du 

nu? / Er du nu på rette vej? / Vinden suser, Provo Knud, / er du Allah eller Gud? / 

Du som dansed’ og sang, / hvem hører nu din fløjtes klang? 

På en måde udgjorde Gasolin’s musik og tekster hele tidsbilledet omkring christianshavneren 

Frank Arnesen i den første halvdel af 1970’erne. Hvert år mellem 

1971 og 1977 udkom der et nyt Gasolin’-album, som med tiden blev et hul - 

spejl for en underlig rodløs generation, født midt i 50’erne og dermed lidt for 

unge til 1968, men for gamle til punken i 1978-79, og som derfor valgte at synge 

med på ungdomsoprørets bedre vibrationer. Ikke mindst Gasolin’s hyldest til en 

hel bydel og dens skæve eksistenser: Fifi Dong, Pilli Villi, Smukke Møller, Kattemor, 

Lille Henry, Lilli-Lilli, Daddy Ding-Dong, Smukke Linda, Silky Sally, 

Bobo, Sjagge og mange, mange andre. 

Frank spejlede sig dybt i Gasolin’s musik. Og det handlede ikke kun om fælles 

amarkanske rødder og den unge mands til tider næsten broderlige lighed 

med forsanger Kim Larsen. Det var noget mere omfattende. Noget, som Peder 

Bund gaard i sin bog om Gasolin’ beskriver med ordene: “Gasolin’ rummede det 

hele, fra fest og ballade til stille melankoli og eftertænksomhed.” 

Nøjagtig samme ord kan man hæfte på Frank Arnesens person. Det er disse 

sider af hans væsen – fra fest og ballade og gakket humor til stille melankoli og 

dyb eftertænksomhed – der går igen, når man taler med mennesker, der i forskellige 

sammenhænge har kendt Frank Arnesen og været tæt på ham gennem 

hans liv. 

Var fodboldtræningen på vågeblus i 1971, så blev der til gengæld skruet op for 

tidens fantastiske beatmusik – The Doors, Led Zeppelin, Deep Purple, Black 

Sabbath, Crosby Stills Nash & Young, Burning Red Ivanhoe, Alrune Rod og 

mange andre – når drengene hyggede sig oppe på Franks værelse med hans store 

pladesamling. For eksempel en mindeværdig nytårsaften, fortæller Man se, hvor 

hr. og fru Arnesen havde masser af gæster, og et batteri af champagneflasker stod 

klar ude på altanen til klokken tolv. Så længe kunne de feststemte drenge ikke 

vente, og mens Frank holdt vagt ved døren, tog Manse på strømpesokker turen 

gennem den fjerne ende af stuen, ud på altanen og zurück. Så da Arnesen senior 

49

ville fylde favnen med dyre flasker til kransekagen, kunne det hele være i én arm. 

Ved den lejlighed blev der talt med store bogstaver over for Frank og Manse. “Og 

det forstår man jo godt!” indrømmer den ene synder i dag. 

Ellers var der nu ikke just aktivisme og oprør over to unge, langhårede rebeller 

som Manse og Frank. Hvor mange andre unge omkring 1970 blev politisk 

bevidste og dyrkede venstrefløjs-ikoner som Ho Chi Min, Che Guevara og Karl 

Marx, nøjedes Frank Arnesen med den musikalske side af ungdomsoprøret. Som 

han fastslog i et interview i Jyllands-Posten i oktober 2004: 

“Miljøet på Christianshavn var meget socialt og venstreorienteret, og man 

blev nok præget af det, men politik har aldrig interesseret mig. Min morfar var 

kommunist, men mine forældre kunne ikke lide at tale om politik. Måske fordi 

de var bange for at komme op at skændes. Og mig var der ikke meget oprør i. 

Jeg havde det nok inderst inde sådan, at jeg gerne ville have, at mine forældre 

syntes, jeg var en god dreng. Og jo, det tror jeg, at jeg var. Det tror jeg. Jeg var 

aldrig vild. Jeg var doven i skolen, men jeg havde ikke svært ved at lære.” 

Men det fodboldmæssige fjumreår i 1971 var alligevel uhyre vigtigt for Frank 

Arnesen. Selv om den bro, der forbinder barndommen med voksenlivet, blev 

forholdsvis kort for ham, så mærker man dens betydning i de mange interviews 

senere i hans liv, hvor han – ikke mindst med tanke på den nødvendige omsorg 

for de udenlandske teenagetalenter i PSV Eindhoven, Tottenham og Chelsea – 

taler om vigtigheden af, at man som passioneret professionel fodboldspiller ikke 

kun bliver en fodboldjunkie, men bestræber sig på at kunne tænke på og tale 

om andet end spillet og dets aktører. 

I den forbindelse pegede Frank i det førnævnte JP-interview på en oplevelse, 

han selv havde haft, da han som 16-årig HF-studerende en dag bad om fri, 

fordi han skulle spille sin første kamp på ynglingelandsholdet, hvorefter læreren 

lignede ét stort spørgsmålstegn og sagde: “I hvad?” Som Frank Arnesen selv 

udtrykker det: “Jeg tror, det har været med til at relativere tilværelsen for mig, 

at jeg hele mit liv har været omgivet af mennesker, der ikke har haft med fodbold 

at gøre.” 

En anden af dem, der “relativerede tilværelsen” for Frank, var storesøsteren, men 

hvor Yvonne var mere avanceret og kompromisløs i sin spirituelle søgen omkring 

1970, og som sådan en spændende målestok, fandt lillebror Frank efter sit korte 

liv som hippie tilbage i normale, fornuftige rammer i forhold til familien og fodboldklubben. 

Selv om han og Manse sammen med alle de andre rødder fra PUK 

Amager stadig fyrede den kraftigt af hver weekend i Klub 47 på Tycho Brahes 

50

Allé til Skousen & Ingemanns tidstypiske opråb: “Herfra, hvor vi står / kan vi – 

se os omkring / til alle sider”. 

Når sådan én som Manse i dag står og ser tilbage på de ungdomsår, hvor der 

uden for banen altid var fart og fest over feltet, er han aldrig et sekund i tvivl 

om, hvor meget fodboldspillet inderst inde betød for dem. Sporten og tilknytningen 

til en klub, et kammeratskab og et socialt netværk som Fremad Amager 

reddede dem på mange måder fra den for tabelse, der ramte så mange andre af 

deres yngre og ældre venner på Chri stianshavn omkring 1970. Og venskabet 

mellem to de drenge blev bare endnu stærkere og varmere de år. “Frank var sådan 

en slags kammerat, man aldrig kom op at skændes med,” forklarer Manse. 

“Frank har aldrig villet være den bedste af os. Han vidste selvfølgelig godt, at 

han næsten altid var det på fodboldbanen. Men han fremhævede aldrig sig selv 

og var ikke den type, der sagde: ‘Hør nu, hvad jeg siger – gør dit, gør dat!’ Sådan 

var han bare ikke. Jeg tror kun, vi i alle de år var oppe at skændes én eneste gang, 

og det var på banen i en ynglingekamp. Vi førte 2-0 ved halvleg, men blev presset 

alvorligt i bund efter pausen. Pludselig er det så, at Frank kommer styrtende 

ned bag mig, der jo spillede bagerste midtbane, fordi han absolut ville hjælpe 

til i defensiven, hvorfor jeg straks råbte til ham: ‘Du kan godt se at komme af 

sted, Frank, op i den anden ende med dig! Hvis du ikke er deroppe, hvem fanden 

skal jeg så give bolden til?’ Det fik vi os så lige et rask skænderi om midt mellem 

et hav af modstandere. Men det var sådan set den eneste gang, vi var oppe 

at toppes lidt, og det var jo glemt bagefter inde i omklædningsrummet!” 

PÅ BANEN IGEN (DERUDAF) 

“Vi drøner gennem land og by / vi er på banerne på ny / vi kører hundred kilometer 

i timen / derudaf”, sang Gasolin’ i 1972. Det samme gjorde Frank i Frem - 

ad Amager. John Arnesen havde på et tidspunkt i vinteren 1971-72 måttet tage 

en lang og alvorlig snak med sønnen for at gøre det klart for ham, at han var i 

færd med at spilde sit talent på gulvet. Opsangen hjalp. Det vil sige, mindre langhåret 

blev Frank jo ikke, men til gengæld begyndte han igen at komme til træningen 

i Fremad, og hurtigt vendte ambitionerne og lysten til at træne hårdt og 

målrettet tilbage. Dermed fulgte også større sportslige udfordringer, som blev 

en vigtig stimulans for Frank. Det at forbedre sig selv, presse sig selv og kamp 

efter kamp leve med andres forventninger til det, man præsterede på ba nen. 

Sådan noget kunne man altså også blive høj af. 

51

I foråret 1972 scorede han mål på samlebånd på Fremads juniorhold og blev 

udtaget til KBU’s udvalgte hold, der skulle til landsjuniorstævne på Bornholm. 

Den langlokkede førsteårsjunior fra Fremad Amager, der med det skulderlange 

hår, midterskilning og pandebånd lignede rockikoner som Jim Morrison og 

Robert Plant, havde et talent, ingen af KBU-lederne, der fulgte vinterens træningssamlinger 

og udtagelseskampe på de frosthårde baner, kunne være i tvivl 

om. Som én i udtagelseskomiteen havde udtrykt det, og Frits Ahlstrøm i 1986 

refererede i et hæfte om landsholdet, der havde kvalificeret sig til VM i Mexico: 

“Piller vi de to lag træningstøj af ham, fylder han sgutte meget. Men der er bold 

i ham.” 

Året efter blev Frank igen udtaget til KBU’s juniorhold, som nu havde fået sin 

første, fastansatte træner. Hans navn var Steen Ankerdal og er i dag en kendt 

sportsjournalist og flittig forfatter af fodboldbøger. Det var i de år, man besluttede 

at modernisere og opruste talentarbejdet i KBU, der var sakket bagud i forhold 

til de andre unioner, ikke mindst JBU. En pinlig sag for hovedstaden. Derfor 

ønskede københavnske ungdomsledere større seriøsitet omkring ta - 

lentarbejdet. Som Ankerdal udtrykte det i DBU’s jubilæumsblad fra 1989, så hed 

det sig dengang blandt de yngre, utålmodige mænd i KBU, at det nu måtte være 

slut med “tre pæne herrer i blød hat og laksko til at sætte drengene op.” 

Og sådan blev Ankerdal altså træner for KBU-holdet i 1973, hvor han var 

med til at udtage Fremad Amagers Frank Arnesen til sommerens landsjuniorstævne 

på Idrætshøjskolen i Vejle. Også her blæste der nye vinde. DBU havde 

fundet et nyt sted frem og lagt stævnet på et helt andet tidspunkt af året. Alt sammen 

udtryk for nye, mere tidssvarende og “professionelle” rammer omkring de 

talentfulde drenge. Blandt andet sløjfede man den “festlige” afslutning, hvor 

arrangører i årtier havde indskrevet en mindre bataljon lokale piger til afsluttende 

dansant. 

Men i 1973 var det altså slut med dans. Til gengæld var der mere træning, 

grundigere instruktion og masser af unionsfodboldkampe på programmet. Alt 

i alt en langt mere målrettet form for fodboldindlæring, som alle – bortset fra 

de danske provinspiger, måske – nød godt af. Ikke mindst en konstant storsmilende, 

positiv gut fra Amager, der efter landsjuniorstævnet gav udtryk for, hvor 

meget han havde fået ud af samværet: “Det her er ligesom at være professionel. 

Vi er i træningslejr og skal kun tænke på fodbold – alle tiders!” 

Han kunne i samme åndedrag have nævnt, at man sådan et sted også fik venner 

for livet. Blandt mange andre talentfulde danske drenge i 14-17-års-alderen 

52

havde Frank nemlig mødt en lyshåret buldrebasse fra Tåstrup. Ham vender vi 

tilbage til i et af de følgende kapitler. Først skal vi have rykket 17-årige Frank 

Arnesen op som senior i januar 1974 og høre lidt om, hvordan han i 1974-75 

inspirerede en dansk forfatter til at skrive en roman om fodbold.

SPLEJS PÅ GREISVEJ - Boghallen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?