Living the brand” som en brandorienteret dialogisk praxis:

hinanden uden at denne magtudøvelse vil møde modstand. Vi kan med andre ord ikke omslutte den
Anden med tanken eller lade os smelte sammen med den Anden. Den Anden forbliver en absolut
Andethed, en hierofani. Som for andre helligdomme gælder også her, at jo nærmere vi kommer, des
flere forbud træder i kraft. Det er pointen. Vi kan ikke invadere hinanden, men vi kan tale sammen.
Det er empati. Ikke forstået som det at stå i den andens sted, for hvor skal den anden så være? Men
empati som det at forholde sig til, at den anden har de tanker og følelser, der udtrykkes i det talende
ansigt. Vi må søge den Anden og ville den Anden og udvise en beundrende undren og generøsitet
ift. det, den Anden kommer med, og optræde som gæst i den andens landskab. På den vis er
dialogen mere en viljesakt til undren end en intellektuel akt (Nelson, 2004:151), som støtter op om
Arendts påstand, at dialog er noget alle kan deltage i, fordi vi alle kan tænke (Arendt, 1978a:13) –
og, ville Bakhtin fortsætte, fordi dialogen er vores naturlige måde at orientere os i verden på
(Bakhtin, 2006b:279). Når vi søger den Anden, anerkender vi den Anden på en måde, der skaber
selvværd, hvor den Anden værdsættes for sine ekspressive udtryk i en solidarisk sfære. Ikke
gennem ligebehandling, men gennem anerkendelse af de individuelle præstationer og en
beredvillighed til at begrænse vores eget egocentriske perspektiv (Honneth, 2003:114) og
respondere med svar på det, der bliver udtrykt, med an-svar.
Frirummet er betinget af en oprigtig interesse i sagen. Som nævnt henviser Arendt (1978a:166ff) til
Sokrates som tækningens figur, og nogle vil hævde, at det er absurd at henvise til oprigtighed og
Sokrates i samme sætning. Vi har tidligere været inde på de sokratiske dialogers opbygning, hvor
Sokrates og en eller flere samtalepartnere enes om at undersøge et begreb, fx elskov, hvor Sokrates i
dialogens begyndelse beder parterne om at komme med et bud på, hvad de mener, et givet begreb
betyder. Efterfølgende konfronterer Sokrates de samtalende med deres udsagn og afviser dem, til
tider ligefrem med latterliggørelse. Fx i dialogen ”Theaitetos” hvor Eukleides og Terpsion refererer
til en samtale, som Sokrates førte med matematikeren Theodores og hans elev Theaitetos. I
samtalen indleder Sokrates med at spørge den unge Theaitetos om, hvad han mener viden er.
Theaitetos: Jo, så mener jeg, at de ting, man kan lære hos Theodores, de er viden, og det gælder
både geometri og de andre ting du lige nævnte. Og det gælder lige så meget for skomagerfaget og
de andre håndværk, både til sammen og hver for sig.
Sokrates: Det var rigtig nok frejdigt! Og rundhåndet: man beder dig om en enkelt ting, og så
kommer du i stedet med en masse ting i broget udvalg.
Theaitetos: Hvad mener du med det?
156