pdf, 1 MB - DIIS

sag eller en ren dansk (Erhvervsrepræsentant 4: 6). Hvis vi ser nærmere på deres udtalelser, tegner der
sig dog et mere nuanceret billede, og en række forskelle i samspillet fremkommer.
En repræsentant for forbrugersiden fortæller, at det veksler lidt mellem ministerierne, om samspillet
med forvaltningen er anderledes i EU-sager end i rent danske (Forbrugerrepræsentant 2: 10). Dette
skyldes, at nogle ministerier kan være lidt tilbageholdende med at uddele papirer, der fx ikke har forladt
Kommissionen endnu. Ministeriet betragter papirerne som klassificerede og vil derfor ikke give dem til
organisationerne, der således oplever en lukkethed i systemet. Ifølge interviewpersonen er dette
problem dog ikke så stort længere, da organisationerne nu som oftest har fået papirerne selv gennem
diverse kontakter i EU.
Dette argument bakkes op af en anden erhvervsrepræsentant, der også fremhæver, at de i dag kan få
informationer fra andre steder end forvaltningen og derfor er mindre afhængige af denne end tidligere
(Erhvervsrepræsentant 4: 4). For 15-20 år siden fik de alle informationer om EF-arbejdet fra
forvaltningen, og de hørte ikke om en sag, før forvaltningen informerede dem om den. I dag ved de
tingene samtidig eller ligefrem hurtigere end forvaltningen, der derfor i kontakten til organisationerne
må gå ud fra, at disse er velinformerede. Vedkommende føler, at det gør samspillet mere ligeværdigt og
ser det som en styrkelse af deres relative position.
En forvaltningsrepræsentant påpeger imidlertid som ovenfor nævnt, at forvaltningen typisk vil have
større viden om det faktiske indhold af et direktiv, som først bliver klart i forhandlingerne i Rådet, og at
forvaltningen derfor afholder møder med organisationerne for at afklare misforståelser
(Forvaltningsrepræsentant 1: 2). En erhvervsrepræsentant tillægger som nævnt også deltagelse i
specialudvalg stor betydning, fordi de netop her kan få informationer om forhandlingerne, hurdlerne i
et givet forslag etc.
En anden erhvervsrepræsentant lægger stor vægt på at påvirke tidligt i EU, men påpeger alligevel, at
den danske forvaltning stadig er meget vigtig, fordi lovgivningsprocessen netop foregår i forskellige
faser, og i nogle faser er det samspillet i Danmark, der er afgørende (Erhvervsrepræsentant 3: 17f).
Vedkommende oplever ligesom de ovenfor nævnte, at relationen til forvaltningen faktisk er blevet bedre
og kontakten tættere end før i tiden, og at dette skyldes EU-sagernes fremkomst. Forvaltningen er ikke
enehersker længere, fordi reguleringen kommer et andet sted fra, og derfor er der nu tre parter med hver
sin holdning. Forvaltningen har brug for interesseorganisationernes støtte i EU-sagerne til at formulere
en fornuftig holdning og argumentation i forhold til forhandlingerne om en given sag.
96