pdf, 1 MB - DIIS

Som ovenfor beskrevet er alle de danske organisationer, som vi har talt med, medlemmer af europæiske
organisationer, hvorigennem de forsøger at få større indflydelse på det europæiske niveau. Det er dog
ikke kun gennem disse organisationer, at de danske organisationer søger indflydelse på EU-processen.
Ifølge en forbrugerrepræsentant deltager de nogle gange som repræsentanter for deres europæiske
organisation og andre gange som repræsentanter for den danske organisation i fx ekspertgrupper nedsat
af Kommissionen i forbindelse med udarbejdelsen af forslag til ny regulering (Forbrugerrepræsentant 1:
2). Endvidere afholder Kommissionen ’stakeholder meetings’ med relevante interessenter, hvor
organisationerne også kan deltage. De danske organisationer har en vigtig opgave i forhold til at forsøge
at påvirke deres europæiske organisationers position, idet det er de europæiske organisationer, der som
oftest skal forsøge direkte at påvirke Kommissionen og udvalg under Parlamentet. De nationale
organisationer forsøger endvidere at påvirke Rådet, dvs. det danske forhandlingsoplæg, samt de danske
embedsmænd, hvis disse er i kontakt med Kommissionen i de tidlige faser, og endelig forsøger de at
påvirke de danske medlemmer af Parlamentet (Forbrugerrepræsentant 2: 12).
En erhvervsrepræsentant fortæller ligeledes, at de i forbindelse med Forbrugerkøbsdirektivet lavede den
grundlæggende koordinering i deres europæiske organisation og så arbejdede videre ude i de enkelte
lande. På EU-niveau afholdt de møder med kommissærer og deltog i høringer og var således i gang på
europæisk plan meget tidligt i forløbet (Erhvervsrepræsentant 3: 3). Det var først, da den europæiske
proces så ud til at følge et fast spor og direktivforslaget så ud til at køre videre og blive bæredygtigt i EU
i løbet af sommeren 1996, at de rigtigt begyndte at arbejde i Danmark (Erhvervsrepræsentant 3: 7).
Vedkommendes erfaring er nemlig, at det ikke kan betale sig at kontakte de danske aktører tidligere, da
de næsten ikke kender til det, der foregår i de tidligste faser i EU. Dette modsiges dog lidt af det faktum,
at den danske forvaltning allerede kendte til og sendte grønbogen, der forberedte vejen for
Forbrugerkøbs-direktivforslaget, i skriftlig høring hos organisationerne i december 1993 (jf. kapitel 8).
I forbindelse med beslutningsprocessen i EU-sager nævner en anden erhvervsrepræsentant, at både det
danske fagministerium og det relevante generaldirektorat under Kommissionen sender en grønbog i
høring, og at den danske organisation laver høringssvar til begge (Erhvervsrepræsentant 4: 2f). Samtidig
arbejder organisationen i arbejdsgrupper under deres europæiske organisation, der også sender
høringssvar. Senere i processen forsøger de at tage kontakt til Kommissionens embedsmænd og endnu
senere til medlemmerne af Parlamentet. Kontakten har både form af breve, møder m.m. Endelig
nævner en erhvervsrepræsentant, at de på samme måde som med danske embedsmænd har uformelle
kontakter til embedsmænd i EU, og at de på samme måde kan bruge hinanden til at udveksle
oplysninger og diskutere forslag og idéer (Erhvervsrepræsentant 2: 6f).
94