pdf, 1 MB - DIIS

epræsenterer forvaltningen, modsiger dog dette, idet vedkommende ikke mener, at der er tradition for
at tage ikke-bindende politikker op, og i øvrigt ikke kan komme på eksempler på sådanne politiske
erklæringer på forbrugerområdet (Forvaltningsrepræsentant 3).
På trods af at disse EU-initiativer således ikke tillægges samme vægt som juridisk bindende lovgivning
eller får samme opmærksomhed, skal de dog ikke fejes helt af banen. Flere af vore interviewpersoner
nævner, at henstillinger, anbefalinger og retningslinier fra EU (og andre internationale aktører) kan
bruges, når der er tale om ikke-regulerede områder eller som hjælp til at fortolke uklare EU-regler (se
Erhvervsrepræsentant 3 og 4). Andre peger på, at EU-målsætninger og -hensigtserklæringer kan bruges
retorisk til at fremhæve vigtigheden af et område, selvom det afhænger af situationen, om det kan
gavne. ”Man kan altid sådan trække Lissabon-strategien eller trække målene for bæredygtig udvikling eller et eller
andet op af hatten og sige ’det er vigtigt og sådan noget’. […] Altså jeg synes i nogle situationer, der har det helt
klart indflydelse, men i andre tror jeg også, det bliver set lidt som sådan ’ja ja, der bliver jo vedtaget så mange fine
hensigtserklæringer på EU-plan.’ Man vil jo gerne det hele. Hvis man læser de ting EU står for, så kan man jo ikke
andet end klappe sig på lårene af glæde, men det er jo langtfra alt der bliver gennemført, så det er sådan lidt… Vi
bruger det selvfølgelig som retorik kan man nærmest sige, men det er ikke det, der rigtig batter, det er det altså ikke”
(Forbrugerrepræsentant 1: 12). I et vist omfang bruges EU-initiativer af denne type således overfor
andre nationale aktører til at betone et områdes vigtighed, selvom aktørerne er bevidste om den
begrænsede betydning af dette.
Endelig kan henstillinger og lignende bruges til at få et område eller problem sat på dagsordenen. Dette
udtrykkes fx således af en forvaltningsrepræsentant: ”Det man så kunne blive enige om på det tidspunkt, det
var en henstilling, og det befinder vi os jo ganske godt med, kan man sige, fordi så bliver det sådan lidt hen ad vejen
sat på dagsordenen, men vi har ikke i den henseende ekstremt travlt, fordi vi har jo reglerne på plads […] Den
henstilling ligger der, der bliver arbejdet med den, og det er jo en måde, kan man sige at få noget i forslag på, uden at
det er så konkret, så det er et helt vildt farligt sted” (Forvaltningsrepræsentant 2: 13). Vedkommende ser altså
det, at man laver en henstilling på EU-niveau, som en fordel, idet det på den ene side sætter emnet på
dagsordenen, men på den anden side ikke gøres hverken bindende eller så konkret, at det kan være
problematisk for Danmark. Andre aktører er mindre begejstrede for de løse forpligtelser, som de ikke
tillægger stor vægt. En af de interviewede beskriver fx et område, hvor de europæiske
forbrugerorganisationer ønskede konkret lovgivning, men hvor medlemsstaterne kun kunne blive enige
om nogle retningslinier. Dette vurderer vedkommende som negativt og taler om, at man spildte flere år,
idet EU først efter to år, da det blev konstateret, at retningslinierne ikke havde været nok, lavede
bindende retsregler på området (Forbrugerrepræsentant 2: 5f). Imidlertid viser eksemplet netop, at da
78