pdf, 1 MB - DIIS

6.2 Framing
Som beskrevet i kapitel 5 er EU på det forbrugerpolitiske område fremkommet med en række
handlingsplaner og resolutioner, der ikke har haft juridisk bindende betydning for medlemsstaterne. I de
første mange år af Fællesskabets eksistens var disse politiske erklæringer – udover indre
markedslovgivning – stort set de eneste fællesskabsinitiativer vedrørende forbrugerpolitik, der som
nævnt først fik en selvstændig traktatstatus i 1993 med Maastricht-traktaten. Disse handlingsplaner og
resolutioner markerede de forbrugerpolitiske målsætninger, der kunne opnås enighed om i
Fællesskabet. Da denne type EU-politik ikke er juridisk bindende, kan det ikke umiddelbart forventes at
have en betydning, blot fordi medlemsstaterne har tilsluttet sig den. Det er da heller ikke nødvendigvis
forventningen, at sådanne initiativer skal medføre umiddelbar forandret adfærd eller lovgivning. I stedet
kan de som beskrevet i afsnit 3.1.3 medvirke til at ændre nationale aktørers opfattelser og det politiske
klima i staterne og dermed på sigt bane vej for større reformer. Samtidig kan formuleringen af politiske
erklæringer – handlingsplaner og resolutioner – have den effekt, at reformer synes uundgåelige, når EU
har sat dem på dagsordenen.
Ud fra vores interviews kan det helt overordnet siges, at de ikke-bindende politikker tillægges betydelig
mindre vægt end juridisk bindende tiltag for så vidt angår Danmark. Til spørgsmålet om hvorvidt
principprogrammer og formålserklæringers spiller en rolle i den daglige politik, udtaler en ansat i en af
erhvervsorganisationerne fx ”Nej, det er noget vi kalder ’words, words, words’” (Erhvervsrepræsentant 2:
14). En række af de centrale aktører på området – både fra forvaltningen og fra
interesseorganisationerne – kunne slet ikke komme i tanke om nogle relevante initiativer, og flere kunne
kun nævne få eksempler, der ikke havde haft særlig betydning i Danmark, da den danske lovgivning
allerede levede op til erklæringerne. At så få overhovedet kan komme i tanker om ikke-bindende tiltag
tyder på, at det ikke er dér, hverken forvaltningen eller organisationerne bruger deres ressourcer. Ingen
nævnte Kommissionens mange handlingsplaner vedrørende forbrugerpolitik, og kun få nævnte Rådets
resolutioner. ”Typisk er der ikke så mange [resolutioner og lignende] på forbrugerområdet. Noget af det man ser, er
meddelelser eller henstillinger fra Kommissionen. Rådet kan i disse tilfælde vælge at tilkendegive deres holdning
hertil i form af rådskonklusioner, hvoraf det vil fremgå, hvad Rådet er blevet enigt om, der skal lægges særlig vægt
på. Men der er kun tale om en politisk udtalelse. Dvs. man er bundet af det politisk, men ikke juridisk. Typisk vil
det dog være noget, man kigger på og forsøger at følge” (Forvaltningsrepræsentant 1: 10). Som citatet også
viser, påpeger flere repræsentanter fra forvaltningen dog, at man i Danmark tager også ikke-bindende
politiske erklæringer seriøst, men at vi som sagt som oftest allerede har en tilstrækkelig og måske endda
mere vidtgående lovgivning, der derfor gør yderligere handling overflødig. En anden person, der også
77