pdf, 1 MB - DIIS

De tre ovenfor nævnte EU-institutioner er alle i et vist omfang åbne overfor kontakter med
organisationer fra både forbruger- og erhvervssiden og kan derfor fungere som adgangspunkter for
indflydelse på beslutningsprocessen (Greenwood 2003: 31f). Både Kommissionen og Parlamentet er
endvidere til en vis grad afhængige af ydre interesser (Greenwood 2003: 30f) og inddrager derfor
organisationer i deres arbejde, hvilket forøger organisationernes muligheder for at påvirke. De
organisationer, der således inddrages, kan være de nationale interesseorganisationer, men derudover
findes der også en række andre aktører på europæisk plan, der søger indflydelse på forbrugerpolitikken.
Det drejer sig om de europæiske forbruger- og erhvervsorganisationer, der ofte fungerer som
paraplyorganisationer for nationale organisationer.
Blandt de vigtigste europæiske forbrugerorganisationer kan der peges på BEUC (Bureau Européen des
Unions des Consommateurs), der har Forbrugerrådet som medlem, AEC (Association of European
Consumers) og ANEC (European Association for the Co-ordination of Consumer Representation in
Standardisation). Alle tre har et medlem i Kommissionens forbrugerkomité. Forbrugerorganisationerne
på EU-plan modtog ifølge en Kommissionsrapport fra 2001 1,6 mio. euro årligt fra EU. Til
sammenligning fik miljøorganisationerne 6,5 mio. euro (Greenwood 2003: 199).
Af store europæiske erhvervsorganisationer findes bl.a. UNICE (Union of Industrial and Employers
Confederations of Europe), hvor DI er medlem, Eurochambres (The Association of European
Chambers of Commerce and Industry), der bl.a. har HTS som medlem, samt EuroCommerce, hvor
både DHS og HTS er medlemmer.
5.3 Del-konklusion – fra tøvende skridt til markant styrkelse af forbrugerpolitikken
Der er således sket en gradvis udvikling af forbrugerpolitikken på EU-niveau. Fra ikke at have nogen
selvstændig juridisk basis eller blive regnet for et område med selvstændig betydning for Fællesskabet er
forbrugerpolitik i dag et vigtigt område for EU-regulering, der eksplicit nævnes i Amsterdam- og Nicetraktaten
og senest også i Forfatningstraktaten. EU’s kompetencer til at handle for at sikre
forbrugerinteresser er endvidere blevet kraftigt styrket gennem især de seneste traktatændringer.
Institutionelt er der sket en række ændringer, der har styrket forbrugerinteresserne. Parlamentets
kompetencer er blevet udvidet, og forbrugerlovgivning er gået fra enstemmighed til flertalsafgørelser i
Rådet. Der er oprettet forbrugerpolitiske institutioner under Kommissionen, hvis status er højnet over
tid, og endelig er der for Fællesskabet blevet etableret en generel budgetramme til aktiviteter til fordel
for forbrugerne. EU har da også vedtaget en lang række direktiver med det direkte formål at forbedre
72