pdf, 1 MB - DIIS

forandring i både status og medlemskreds og består i dag af et medlem fra hvert af medlemsstaternes
forbrugerorganisationer og repræsentanter fra nogle af de europæiske organisationer (se nedenfor).
Mange forskere peger dog på komitéens begrænsede betydning (se bl.a. Greenwood 2003; Micklitz og
Weatherill 1994; Maier 1994: 363) blandt andet som følge af, at Kommissionen frit kan ignorere dens
udtalelser.
I forbindelse med den ovenfor nævnte handlingsplan for årene 1990-1992 oprettede Kommissionen
endvidere i 1989 Tjenesten for Forbrugerpolitik (Kommissionen 1990: 2). På dette tidspunkt vurderede
Kommissionen, at forbrugerpolitik var for vigtigt til fortsat blot at være et appendiks til andre politikker,
og tjenesten fik derfor en selvstændig plads under Kommissionen uden imidlertid at få status af
generaldirektorat (Maier 1994: 360). Weatherill (1997: 25) peger dog på, at tjenesten havde et lille
budget og manglede styrke. I 1995 blev tjenesten imidlertid omformet, og forbrugerpolitik kom under
generaldirektorat XXIV og fik således en højere status og mere tyngde (Weatherill 1997; Greenwood
2003), selvom dette generaldirektorat lå lavt i Kommissionens hierarki (Forbrugerstyrelsen 1998: 60).
Ministerrådet (Rådet) består af medlemsstaternes ressortministre, der mødes med hinanden indenfor
deres respektive samarbejdsområder. Rådets vigtigste opgave er at vedtage lovgivning og træffe politiske
beslutninger. Tidligere var der 22 forskellige rådsformationer, men i juni 2000 blev antallet reduceret,
således at der i dag er 16. Forbrugerpolitik er nu placeret sammen med beskæftigelse, social- og
arbejdsmarkedspolitik samt sundhedspolitik (Folketinget 2002: 38). Det har typisk været den danske
erhvervsminister, der sidder i Rådet for forbrugerspørgsmål. Det første rådsmøde om
forbrugerspørgsmål fandt sted i 1983 (Kommissionen 1990: 2), og siden har der været regelmæssige
møder.
Europa-Parlamentet (Parlamentet) er involveret i lovgivningsaktiviteter vedrørende stort set alle de
områder, hvor EU opererer, men dets indflydelse afhænger af, hvilken beslutningsprocedure der gælder
for et givent område. Forbrugerpolitik vedtages i dag efter den fælles beslutningsprocedure, der blev
indført med Maastricht-traktaten og betød en styrkelse af Parlamentets magt, idet både Parlamentet og
Rådet skal godkende forslag, før de kan blive til lov. Parlamentet har været en vigtig fortaler for udvidet
forbrugerbeskyttelse, og dets øgede magt i lovgivningsprocessen har derfor haft en betydning for
udviklingen af EU’s forbrugerpolitik. Der findes 17 stående udvalg i Parlamentet, og de spiller en vigtig
rolle i Parlamentets behandling af lovforslag. Udvalgsposterne fordeles mellem de politiske grupper
efter størrelsen af deres repræsentation i Parlamentet. Forbrugerpolitik hører under Udvalget om Miljøog
Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik.
71