pdf, 1 MB - DIIS

mål skulle hjælpe til at opnå integration af forbrugerhensyn i alle andre fællesskabspolitikker, optimere
fordelene ved Det Indre Marked for forbrugerne og forberede udvidelsen af Unionen (Kommissionen
2002). December 2003 vedtog Parlamentet og Rådet en ny generel ramme for finansiering af
Fællesskabets aktioner til støtte for forbrugerpolitikken for perioden 2004-2007 (Den Europæiske
Unions Tidende 2004). Denne fulgte op på den tidligere ramme for 1999-2003.
Blandt de seneste direktiver, der er kommet efter Amsterdam-traktatens vedtagelse kan nævnes direktiv
97/7 om fjernsalg, direktiv 97/55 om sammenlignende reklame og direktiv 98/6 om prisangivelser.
Desuden kom direktiv 99/44 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed og
Forbudsdirektivet 98/27, der behandles i hhv. kapitel 8 og 9.
Opsummerende må det siges, at der i denne sidste periode skete en betydelig styrkelse af
forbrugerinteresserne. Kriserne i 1990’erne flyttede fokus over på forbrugerpolitikkens nødvendighed,
også som selvstændigt politikområde, og Amsterdam-traktaten dannede juridisk basis for kravet om et
højt niveau af forbrugerbeskyttelse samt høring af forbrugerorganisationerne. Endvidere blev det
traktatfæstet, at forbrugerhensyn skulle medtænkes i formuleringen og implementeringen af politikker
på andre af Fællesskabets områder, og EU fik styrket sine kompetencer i forhold til at iværksætte
forbrugerbeskyttende tiltag. Sidst, men ikke mindst, fik forbrugerpolitik tildelt en selvstændig
budgetramme.
5.2 Institutioner og aktører
I dette afsnit vil vi kort redegøre for den institutionelle opbygning af forbrugerpolitikken i EU samt de
vigtigste aktører og deres rolle.
Først og fremmest skal nævnes tre af de vigtigste EU-institutioners rolle i forhold til
forbrugerpolitikken. Det drejer sig om Kommissionen, Rådet og Parlamentet, der hver især har en stor
betydning for forbrugerpolitikken på grund af deres centrale placering i EU’s lovgivningsproces.
Europa-Kommissionen (Kommissionen) fremsætter forslag til EU-lovgivning og fungerer som mægler
i forbindelse med vedtagelsen af lovgivningen i Ministerrådet og Parlamentet. Desuden overvåger og
sikrer Kommissionen, at medlemsstaterne gennemfører og overholder de vedtagne EU-regler. I 1973
nedsatte Kommissionen som nævnt en forbrugerkomité for at skabe kontakt mellem
forbrugerorganisationerne på fællesskabsplan (Erhvervsministeriet 2000: 20) og rådgive Kommissionen
om forbrugerspørgsmål, herunder især lovgivning (Maier 1994). Komitéen har gennemgået en del
70