pdf, 1 MB - DIIS

officielt Kommissionen til at fremsætte et program for en politik vedrørende forbrugerbeskyttelse
(Kallestrup 2004).
Dette resulterede i en Rådsresolution af 14. april 1975 vedrørende forbrugerrettigheder, der indeholdt et
foreløbigt program for politik vedrørende forbrugerbeskyttelse og -information. Programmet
repræsenterede et første forsøg på at skabe en systematisk basis i Fællesskabslovgivningen for
beskyttelsen af forbrugerinteresser (Micklitz og Weatherill 1994: 292). Det opregnede fem
grundlæggende forbrugerrettigheder: Ret til beskyttelse af sundhed og sikkerhed, ret til beskyttelse af
økonomiske interesser, ret til at få sin sag behandlet, ret til information og uddannelse og endelig ret til
repræsentation. Programmet blev set som EF’s forbrugercharter indtil Maastricht-traktaten (Maier
1994: 356), idet de nævnte rettigheder fik en grundlæggende status og går igen i senere programmer og
erklæringer. Det er dog vigtigt at slå fast, at programmet ikke dannede basis for en selvstændig
forbrugerpolitik løsrevet fra andre fællesskabspolitikker.
I 1981 fulgte Rådet op med endnu en resolution, der indeholdt et forbrugerprogram. Dette program
bekræftede 1975-rettighederne og rettede endvidere bl.a. opmærksomheden mod information om og
kvaliteten af varer og tjenester samt priserne på disse. Herefter fulgte i 1985 et nyt dokument fra
Kommissionen vedrørende forbrugerspørgsmål i relation til Det Indre Marked, der blev forelagt Rådet.
Dette dokument blev set som Fællesskabets tredje forbrugerprogram (Maier 1994: 357) og resulterede i
1986 i nye Rådsresolutioner vedrørende den fremtidige retning for politikken til beskyttelse og fremme
af forbrugernes interesser samt forbrugerpolitikkens integration i andre Fællesskabspolitikker.
Rådsresolutionerne har haft en politisk betydning i den forstand, at de signalerede en anerkendelse af
forbrugerpolitikkens betydning og nødvendighed (Weatherill 1997). Omvendt har de ikke haft den store
effekt på Fællesskabets politik, når det kom til konkrete foranstaltninger (Bourgoigne 1998). Deres ikkebindende
status har gjort, at de ikke direkte har knyttet juridiske forpligtelser til de fine ord, men de er
dog blevet anerkendt af Europa-Domstolen som en del af Fællesskabets retsgrundlag (Micklitz og
Weatherill 1994: 293). Ifølge Maier (1994) har de ikke haft den store betydning for Fællesskabets
forbrugerpolitik, men har til gengæld fungeret som retningslinier i forhold til flere nationale
forbrugerlovgivningstiltag, herunder især et spansk.
I denne periode havde forbrugerpolitik således ingen selvstændig juridisk basis i traktaten, men kom
alligevel på den politiske dagsorden, og der opstod en voksende erkendelse af, at forbrugerbeskyttelse
var nødvendigt for at realisere Fællesmarkedet. Kommissionen nedsatte en forbrugerkomité, men
herudover bestod de konkrete foranstaltninger imidlertid hovedsagligt af politiske erklæringer, hvis
65