pdf, 1 MB - DIIS
pdf, 1 MB - DIIS
pdf, 1 MB - DIIS
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
KAPITEL 5<br />
Forbrugerpolitik i EU<br />
I dette kapitel vil vi undersøge EU’s forbrugerpolitik samt redegøre for de vigtigste institutioner og<br />
aktører i EU på dette område. Kapitlet giver et overblik over udviklingen i forbrugerpolitikken i EU, og<br />
det vil blive vist, at der er sket en styrkelse af denne politik, både i EU’s traktater og i de konkrete tiltag.<br />
Således vil kapitlet udgøre grundlaget for de følgende kapitlers analyse af, hvordan EU påvirker<br />
samspillet mellem forvaltning og organisationer på det danske forbrugerpolitiske område, og hvilke<br />
konsekvenser dette har.<br />
5.1 EU og forbrugerne – traktater og politikker<br />
I dette afsnit vil vi kort redegøre for den udvikling, forbrugerpolitikken har gennemgået i EU. Vi vil se<br />
på politikkens status i traktaterne og hvilke øvrige initiativer, der er kommet fra Fællesskabet. Afsnittet<br />
er opdelt i tre faser, der hver betegner en udvikling i Fællesskabets forbrugerpolitik.<br />
5.1.1 Fællesskabet skabes – de første lange år<br />
I udgangspunktet var forbrugerpolitik ikke underlagt Fællesskabets direkte regulering, og der var ingen<br />
visioner i retning af at skabe og sikre forbrugerbeskyttelse og -rettigheder. Rom-traktaten fra 1957<br />
indeholdt ingen eksplicit og uafhængig henvisning til forbrugerpolitik og gav ingen kompetencer til<br />
Fællesskabet til at gennemføre lovgivning alene med det formål at sikre forbrugerbeskyttelse. I stedet<br />
knyttedes forbrugerbeskyttelse til markedsintegrationen, idet traktaten hvilede på en formodning om, at<br />
forbrugeren ville få gavn af integrationen i form af et mere effektivt marked med mere konkurrence,<br />
større udbud, lavere priser og bedre kvalitet og service. Forbrugerens status ville således forbedres<br />
gennem indirekte tiltag (Weatherill 1997: 5).<br />
På trods af dette udgangspunkt opnåede forbrugerbeskyttelsen gradvist at blive anerkendt – dog i<br />
begyndelsen primært uformelt – som værende af betydning for Fællesskabet. Kommissionen nedsatte i<br />
1973 en forbrugerkomité (jf. afsnit 5.2) og stats- og regeringscheferne opfordrede i 1972 for første gang<br />
64