pdf, 1 MB - DIIS

tjenesteydelser. I 1977 fulgte Renteloven og Prismærkningsloven, i 1978 en lov om forbrugeraftaler
(Dørsalgsloven) og i 1979 blev Købeloven fra 1906 suppleret med regler om forbrugerkøb (Kristoffersen
og Gravesen 2002: 15ff). Med disse love blev der skabt en omfattende regulering af området og et
væsentligt højere beskyttelsesniveau.
I løbet af 1980’erne var det småt med lovgivningsmæssige initiativer på området, men Kreditaftaleloven
(1982) og Betalingskortloven (1984) repræsenterede dog væsentlige nyskabelser. Under de borgerlige
regeringer i løbet af 1980’erne blev forbrugerpolitikken ikke prioriteret højt, og bevillingerne til området
blev reduceret (Ronit 2003: 72f). Forbrugerstyrelsen blev dog oprettet i 1988 og samlede det
forbrugerpolitiske stof fra det daværende Industriministeriet og de tre statslige forbrugerpolitiske
institutioner Forbrugerombudsmanden, Forbrugerklagenævnet og Statens Husholdningsråd, hvilket gav
mulighed for en mere koordineret indsats på området. Justitsministeriet har imidlertid indtil i dag
beholdt de civilretlige dele af forbrugerlovgivningen, så nogen samling af forbrugerpolitikken under ét
ministerium har der aldrig været.
I 1990’erne kom der igen mere fokus på forbrugerpolitikken, og en række love blev gennemført blandt
andet initieret af et stigende antal EU-direktiver, herunder Produktansvarsloven (1989), Lov om
pakkerejser (1993), Produktsikkerhedsloven (1994) og Forbrugeraftaleloven (1997) (se kapitel 5
nedenfor). I slutningen af 1990’erne formulerede SR-regeringen desuden en strategi for at fremme
forbrugerpolitikken i EU og igangsatte i den forbindelse en række initiativer på europæisk plan
(Kallestrup 2004: 121ff).
Fra at have været et tyndt reguleret område i 1950’erne er forbrugerpolitikken ekspanderet, specielt i
1970’erne og igen i 1990’erne. Forbrugerområdet er således i dag tæt reguleret, og forbrugerretten er et
stort og kompliceret retsområde, der spænder over alle de traditionelle juridiske discipliner (civilret,
offentlig ret, procesret og EU-ret) (Nielsen 1999: 11).
4.3.2 Aktører og institutioner i den danske forbrugerpolitik
De vigtigste forbrugerpolitiske aktører i Danmark er regeringen og forvaltningen, herunder specielt
Forbrugerstyrelsen, de politiske partier, de store erhvervsorganisationer (DI, DHS, HTS,
Håndværksrådet) og Forbrugerrådet. Et vigtigt kendetegn ved den danske forbrugerpolitik er således, at
interesseorganisationerne spiller en væsentlig rolle i forhold til både dagsordenfastsættelse, forberedelse
og forvaltning af lovgivningen (Ronit 2003; Kallestrup 2004: 117f)
61