pdf, 1 MB - DIIS

Der er også en tydelig tendens til, at forvaltningen privilegerer visse organisationer frem for andre. Der
er en gruppe (store) organisationer, der oftere er medlem af vigtige udvalg og har mange kontakter –
uformelle som formelle – med forvaltningen. En række af disse organisationer deltager også i hyppige,
gensidige policy-orienteringer med forvaltningen (Christiansen og Nørgaard 2003a: 113f). Dette er
ingen nyere udvikling, men der er tegn på, at forvaltningen i højere grad end tidligere mere strategisk
vælger at inddrage de organisationer tæt, der positivt kan bidrage til at gennemføre regeringens politik
(Christiansen, Nørgaard og Sidenius 2004: 276ff).
4.1.3 Kontinuitet og fornyelse i samspillet – en opsummering
Normen om inddragelse af organisationerne i forvaltningens arbejde eksisterer således stadig, men den
har udviklet sig i løbet af det sidste århundrede. I perioden indtil omkring 1980 var normen blevet
udbredt og institutionaliseret på de fleste områder med statslig regulering. I de sidste 25 år har der
imidlertid været en tendens imod en mindre institutionaliseret inddragelse pga. en tilbagegang i antallet
af udvalg. Denne udvikling er blevet modsvaret af en stigning i antallet og betydningen af kontakterne
mellem interesseorganisationer og forvaltning, og samtidig er høring blevet en meget udbredt norm i
forbindelse med lovforberedelsen. Fra slutningen af 1990’erne er der desuden igen forekommet en
stigning i antallet af udvalg. Udviklingen har dog ikke ændret det faktum, at der stadig findes en
udbredt privilegering af visse organisationer.
Efter at have beskrevet den danske tradition for samspillet vil vi nu kort skitsere inddragelsen af
organisationerne i det formelle danske koordinationssystem i forbindelse med EU-sager. En
grundlæggende forståelse af koordinationssystemets opbygning og funktion er således nødvendig for at
kunne analysere beslutningsforløbene i specialets to del-cases – Forbrugerkøbsdirektivet og
Forbudsdirektivet.
4.2 Det danske EU-koordinationssystem
Ved Danmarks indmeldelse i EF i 1973, opstod der debat om, hvordan danske interesser bedst kunne
sikres. Den grundlæggende tanke var ideen om én national interesse, der skulle varetages bedst muligt.
For at nå frem til denne nationale interesse skulle der skabes procedurer for interesseformulering og
koordination internt i Danmark og eksternt i forhold til de europæiske institutioner. Grundstrukturen
blev lagt igennem tilblivelsen af det danske EU-koordinationssystem (Højbjerg og Pedersen 2002: 82f).
Udgangspunktet for proceduren var, at den danske regering og dermed forvaltningen måtte reagere på
tiltag og initiativer, der kom fra EF/EU, og koordinationssystemet blev da også reaktivt i den forstand,
56