pdf, 1 MB - DIIS

lev samspillet således yderligere konsolideret på de områder, hvor der allerede var tradition for
samspil, mens det stadig blev udbredt til nye politikområder, såsom miljø- og forbrugerpolitik (jf. afsnit
4.3).
4.1.2 Nyere udviklinger
Antallet af offentlige udvalg toppede angiveligt i 1980 med 715 udvalg, heraf hele 71 pct. med
organisationsdeltagelse. Herefter gik det brat ned ad bakke og i 1990 var antallet næsten halveret. Af de
resterende udvalg var organisationsdeltagelsen imidlertid stadig høj (75 pct.). I den sidste halvdel af
1990’erne steg antallet af udvalg dog igen betydeligt (se tabel 4.1). Samlet set synes det således
vanskeligt at vurdere om betydningen af det institutionaliserede udvalgsarbejde i dag har en mindsket
betydning for samspillet mellem organisationer og forvaltning 20 .
Nedgangen frem til midten af 1990’erne var dog markant og fik flere forskere til at rejse spørgsmålet,
om den danske tradition for samspil mellem interesseorganisationer og forvaltning grundlæggende var
blevet forandret, dog ikke nødvendigvis med en mindre organisationsindflydelse som resultat (Pedersen
1998a; Christiansen og Rommetvedt 1999; Christiansen, Nørgaard og Sidenius 2004: 16). Sideløbende
med faldet i udvalg, og dermed det faste institutionaliserede samspil, er der nemlig sket en stigning i
antallet af registrerede kontakter mellem forvaltning og interesseorganisationer, og betydningen af disse
kontakter opleves af organisationerne også at være vokset. Det viser en række
spørgeskemaundersøgelser, der har undersøgt samspillet mellem organisationer og forvaltning igennem
de sidste tre årtier (Christiansen og Nørgaard 2003a: 109ff). Det er i stigende grad også
organisationerne, der synes at tage initiativ til kontakterne, og samtidig er Folketingets og politikernes
betydning for organisationerne øget (Christiansen og Nørgaard 2003a: 179f).
Mens den institutionaliserede inddragelse gennem udvalgssystemet således relativt synes at have mistet
betydning er forvaltningens brug af brede høringer i forbindelse med lovforberedelsen øget markant. Fra
i 1970’erne kun at blive brugt i forbindelse med omkring 20 pct. af lovforslagene på en række centrale
ministerområder blev formel høring i slutningen af 1990’erne anvendt i forberedelsen af 72 pct. af alle
lovene på de samme ministerområder. ”Høringen kan se ud til at være en næsten universel norm i slutningen af
1990’erne” (Christiansen og Nørgaard 2003a: 106f). Høring er imidlertid en mindre forpligtende form
for inddragelse end udvalgsdeltagelse – det er forholdsvist nemt og billigt, og høringssvarene kan ofte
give ministeriet en række forskellige handlingsmuligheder.
20
Regeringen Fogh Rasmussens nedlæggelse af en lang række udvalg, råd og nævn fra begyndelse af år 2002 er således heller
ikke afspejlet i det statistiske materiale.
55