pdf, 1 MB - DIIS

En yderligere fordel for forvaltningen ved at inddrage interesseorganisationerne kan være, at forslag,
der er forhandlet frem med de berørte parter, vil have større legitimitet og dermed stå stærkere på den
parlamentariske scene i forhold til behandlingen i Folketinget og diskussionerne med partierne udenfor
regeringen (Christensen et al. 1999; Christiansen og Sidenius 2000). Endvidere kan inddragelsen aflaste
ministeren, idet en række konflikter kan afklares, før hun eller han går ind i sagen.
Endnu en vigtig funktion ved en tæt institutionel inddragelse af organisationerne i forvaltningens
arbejde er konfliktreduktion og pacificering af grupper, der evt. kunne blokere gennemførelsen af de
politiske beslutninger (Offe 1981: 144f). Samtidig med at organisationerne bliver en del af den politiske
beslutningsproces og får indflydelse, bliver de også medansvarlige for de vedtagne beslutninger.
Dermed vil de ikke modarbejde disse, men tværtimod arbejde for deres gennemførelse. Dette vil gælde i
forhold til andre i omgivelserne, og det vil gælde i forhold til deres egne medlemmer. Disse vil blive
søgt kontrolleret i hvert fald i et sådant omfang, at de forhandlede resultater kan gennemføres.
Endvidere må det forventes, at der vil komme mindre konflikt og kritik fra medlemmerne af
interesseorganisationen – selv når en given politik er i uoverensstemmelse med deres ønsker – da det
ikke længere kun er politikerne, der er ansvarlige og kan kritiseres, men også deres egne ledere.
Også Streeck og Schmitter peger på, at interesseorganisationerne får en særlig rolle mellem staten og
civilsamfundet, idet de kan skabe stabilitet og social orden (Streeck og Schmitter 1985: 16). Ligeledes
mener de, at staten vil være villig til at ofre direkte kontrol og evt. indgå kompromiser til fordel for
organisationernes selvregulering, da det kan give lavere omkostninger og større effektivitet ved
gennemførelse af politik.
Omkostninger for forvaltningen ved samspillet
Et tæt samspil har imidlertid ikke blot fordele, men også ulemper. Disse ulemper forstærkes, jo tættere
samspilsrelationerne er. Prisen for et tæt institutionaliseret samspil er ifølge en række forfattere, at
forvaltningen mister en del af sin autonomi og handlefrihed (se fx Christensen et al. 1999; Christiansen og
Sidenius 2000). Forvaltningen forventes at handle loyalt i forhold til de opnåede kompromiser med
organisationerne. Endvidere bliver det sværere for staten og dermed forvaltningen at bryde med den
eksisterende politik, og frem for blot at kunne gennemføre beslutningerne helt som det ønskes fra
politisk hold, må forvaltningen i tilfælde af interesseforskelle i stedet indgå kompromiser.
Denne pointe uddybes i netværkstilgangen, der peger på, at tætte netværksrelationer ofte følges af
reformtræghed og en favorisering af de etablerede interesser i netværket: ”[T]he existence of a policy
network or community acts as a major constraint upon the degree of policy change … policy networks foster
47