pdf, 1 MB - DIIS

Ud fra den foreløbige gennemgang af korporatismen, kunne man få det indtryk, at korporatisme fører
til konsensus og kompromiser. Det har også ofte været den fremherskende opfattelse i forskningen.
Lehmbruch og Schmitter påpeger imidlertid, at dette ikke altid vil være tilfældet (Lehmbruch og
Schmitter 1982: 266). Der er stadig interessemodsætninger, og disse vil ikke altid blive løst. Forskellige
organisationer vil fortsat kæmpe for at få realiseret deres interesser, og kompromiser er ikke
nødvendigvis mulige at opnå. Endvidere er det ikke sikkert, at de involverede interesser altid vil finde
den neo-korporative organisering mest hensigtsmæssig og ønskværdig.
Mens der som nævnt tidligere var stor vægt på den dimension, der vedrørte interesseorganisationernes
struktur og organisering, anvendes begrebet i dag inden for den danske forskning ofte i en mindre
snæver betydning som en fællesbetegnelse for en forvaltningsmodel med institutionaliseret inddragelse
af organiserede interesser i formuleringen og gennemførelsen af offentlig politik (Blom-Hansen og
Daugbjerg 1999: 13). Det er også primært i denne forståelse, at vi vil benytte begrebet, idet det er
samspillet mellem forvaltningen og interesseorganisationerne, dvs. inddragelsen, der er specialets fokus.
Det er blevet kritiseret, at det er uklart, på hvilket niveau (samfunds- eller sektorniveau) Schmitters teori
gøres gældende (Christensen et al. 1999). Cawson (1985) peger på, at man kan skelne mellem tre former
for korporatisme: makro-, meso-, og mikrokorporatisme. Hvor fokus i neo-korporatismen oftest er på
makroniveauet, er Cawsons i stedet på mesoniveauet, der vedrører forholdet mellem staten og
organiserede interesser på sektorniveau. De relevante organisationer i denne type korporatisme er ikke
de nationale arbejder- og arbejdsgiversammenslutninger som ved makrokorporatisme eller de enkelte
firmaer som ved mikrokorporatisme, men organisationer der repræsenterer bestemte sektorer og
professioner. Der er imidlertid stadig tale om store organisationer, der har opnået monopol på at
repræsentere en bestemt interessekategori og ikke behøver at tilkæmpe sig adgang til
beslutningsprocessen fra sag til sag. I forhold til specialets problemformulering er det netop
mesoniveauet, der er relevant.
Efter at have præsenteret det neo-korporative perspektiv, vil vi i det følgende kort præsentere
netværkstilgangen, inden vi opsummerer de to tilgange og på baggrund heraf opstiller en
analysetypologi.
39