pdf, 1 MB - DIIS

”organized into an unspecified number of multiple, voluntary, competitive, non-hierarchically ordered … not
specially licensed, recognized, subsidized, created or otherwise controlled … by the state and which do not exercise a
monopoly of representional activity …” (Schmitter 1974: 15).
Ifølge Schmitter refererer begrebet neo-korporatisme til to forskellige, men dog forbundne, dimensioner
af interessepolitik (Streeck og Schmitter 1985). På den ene side vedrører begrebet, hvorledes
interesserne i et samfund er organiseret (interest intermediation) og på den anden side, hvilken rolle
interesseorganisationerne spiller i den politiske beslutningsproces (policy formation). Ifølge Lijphart og
Crepaz (1991) ser de fleste neo-korporatister de to dimensioner som så tæt forbundne, at de kan
betragtes som ét fænomen. Også Cawson tilslutter sig denne forståelse, idet det ifølge ham netop er
kombinationen af de to dimensioner, der er korporatismens særkende (Cawson 1985: 8).
Blandt grundtrækkene ved det neo-korporative perspektiv kan således nævnes, at nogle organisationer
har monopol på at repræsentere bestemte interesser, og at medlemskab af disse organisationer er
tvungent, idet der eksisterer forhold, der binder medlemmerne og forhindrer nye og konkurrerende
organisationer i at opstå. Endvidere kan interesseorganisationerne aktivt medvirke til at forme
medlemmernes interesser og kan kontrollere deres handlinger frem for blot at viderebringe
medlemmernes præferencer til myndighederne (Schmitter 1982: 260f, Schmitter 1974).
Organisationerne opfattes heller ikke som autonome enheder, der står uden for det politiske system og
søger indflydelse. Tværtimod har organisationerne via institutionelle kanaler særlig adgang til det
politiske system og kan herigennem opnå medansvar for formulering og gennemførelse af politik.
Staten opfattes heller ikke blot som en neutral arena, men handler aktivt i denne proces ved at fremme
nogle organisationer på bekostning af andre. De organisationer, der opnår adgang til
beslutningsprocessen, forventes til gengæld at kontrollere medlemmernes artikulation af interesser samt
at sikre efterlevelsen af den offentlige politik. På den måde bliver en hovedfunktion for
interesseorganisationernes i neo-korporatismen at være mæglere mellem staten og deres egne
medlemmer (Schmitter 1974).
Streeck og Schmitter (1985) påpeger i forlængelse heraf, at korporativ beslutningstagning ikke medfører
en svag stat. Interesseorganisationer forventes som beskrevet at handle i overensstemmelse med den
offentlige interesse. Hvis ikke dette opfyldes, vil resultatet være, at staten intervenerer. Endvidere er det
staten, der bidrager med de ressourcer og autoritet, organisationerne har behov for for overhovedet at
kunne varetage de offentlige funktioner. Med andre ord må staten stadig være stærk for at kunne skabe,
overvåge og kontrollere de korporative strukturer.
38