pdf, 1 MB - DIIS

svagheder i forhold til specialets problemstilling. Særligt problematisk er teoriens grundantagelse om, at
en vis grad af uoverensstemmelse mellem processer på hhv. EU og nationalt niveau er nødvendig for at
forvente nationale forandringer og tilpasninger. Misfit-begrebet vil derfor i det følgende blive diskuteret,
og i stedet for at fokusere på hhv. fit eller misfit som relevante kategorier vil vi opstille og diskutere en
række forskellige europæiseringsmekanismer, gennem hvilke EU kan påvirke medlemsstaternes
institutioner og politikker, og som ikke nødvendigvis bunder i et misfit.
Eksisterer der en uoverensstemmelse, et misfit, vil dette ifølge Risse et al.’s teori resultere i et
tilpasningspres fra EU på medlemsstaten. Jo større misfit, jo større pres for forandringer (Risse et al.
2001: 7). Betydningen af fit/misfit er imidlertid omdiskuteret i europæiseringslitteraturen. Radaelli
kritiserer begrebet for at være diffust og meget bredt og peger på, at EU kan forårsage nationale
forandringer, uden at der eksisterer et misfit og dermed pres mod medlemsstaten (Radaelli 2003: 46).
Héritier et al. (2001) har også vist, at EU-politikker er blevet brugt af nationale aktører til at få
gennemført reformer selv i tilfælde, hvor der ikke eksisterede et misfit. Markus Haverland (2000) har
endvidere påvist, at graden af fit ikke i sig selv er særlig interessant, idet han mener, at forandringer
afhænger af institutionelle vetopunkter, og Jürgen R. Grote og Achim Lang (2003) har helt afvist
fit/misfit som relevante begreber til at analysere ændringer i nationale interesseorganisationer.
Risse et al. har kun ringe fokus på, hvorledes forskellige EU-processer udøver forskellige former for
pres. Selvom det ikke eksplicit fremgår af teorien, forekommer den mest egnet til at analysere tilfælde,
hvor der udøves et direkte pres på medlemsstaten i kraft af et klart – men ikke nødvendigvis stort –
misfit mellem politikker eller institutioner på EU og nationalt niveau, fx som følge af et krav om
implementering af et direktiv. Et sådant direkte pres eksisterer imidlertid ikke, eller kun i et begrænset
omfang, i forhold til samspillet mellem forvaltning og interesseorganisationer i medlemsstaterne, da der
ikke fra EU er noget krav eller pres om ændringer i dette samspil. Påvirkningen er mere indirekte i form
af kompetenceoverførsel fra staten til EU, hvilket formodes at have ændret vilkårene for indflydelse og
interessevaretagelse i nationalstaten.
For at imødekomme disse problemer og for bedre at kunne analysere forskellige former for påvirkning
vil vi i det følgende skelne mellem fire forskellige europæiseringsmekanismer, hvorigennem EU kan
påvirke medlemsstaterne: Positiv integration, negativ integration, framing og incitamenter.
Positiv og negativ integration
En traditionel måde at karakterisere forskellige europæiseringsmekanismer, som også Risse et al.
nævner, er at skelne mellem positiv og negativ integration (Knill og Lehmkuhl 1999; Radaelli 2003).
32