pdf, 1 MB - DIIS

informanternes navne og tilhørsforhold for alle andre end vores specialevejleder og censor. Vi har dog
ikke haft indtryk af, at informanterne bevidst har talt usandt eller tilbageholdt oplysninger. Tværtimod
har vi oplevet en stor åbenhed, dog med det forbehold, at enkelte udsagn blev givet ’udenfor referat’.
Informanterne er endvidere alle personer, der er vant til at forhandle og udtale sig og er bevidste om,
hvad de kan og vil sige. Informanterne har fået mulighed for at godkende direkte citater, hvilket har
været aftalt helt fra interviewaftalen blev indgået. Dette har formodentligt givet tryghed i forhold til at
udtale sig. Godkendelsesproceduren har kun givet anledning til få, primært formuleringsmæssige,
ændringer.
De to direktiver/lovgivningsprocesser, vi har valgt, strakte sig begge over en lang årrække, hvorfor de
første år i begge forløb ligger langt tilbage. Det betyder, at mange informanter har haft svært ved at
huske de konkrete forløb og derfor ikke har kunnet supplere vores skriftlige kilder med insider-viden
eller personlige oplevelser. Et fåtal har fortalt om forløbene, men i forhold til disse udsagn må man
holde sig for øje, at hændelsesforløbet ligger nogle år tilbage.
Udover interviews anvender vi som beskrevet i note 8 bl.a. specialudvalgsreferater, interne notater og
notater sendt til Folketingets Europaudvalg samt korrespondance mellem organisationerne og
forvaltningen. I forhold til denne type kilder er det vigtigt at holde sig afsender og modtager for øje.
Interne notater i et ministerium må formodes at kunne give et rigtigt billede af ministeriets holdninger
og overvejelser, og er notaterne godkendt af ministeren afspejler de formodentlig vedkommendes
overvejelser. På samme måde må referater, der kun er til internt brug, være sandfærdige kilder i forhold
til den pågældende embedsmands vurderinger.
Notater og andet, der retter sig mod eksterne parter, herunder Folketinget, andre ministerier,
interesseorganisationer mv., må derimod forventes at være påvirket af, at de er led i en politisk proces,
hvor regeringen og den relevante minister kan have én interesse og derfor ønsker at præsentere visse
begivenheder og forhold på en bestemt måde.
I analysen er vi derfor meget bevidste om, hvad kilderne rent faktisk kan sige noget om, og vi forsøger
at krydstjekke, hvor det er muligt. I forhold til faktuelle oplysninger vægter vi primære kilder, dvs.
kilder der er tættest på begivenheden, højere end sekundære, der bygger deres viden på andre
tilgængelige kilder (Ankersborg 2001: 61). Også de sekundære kilder kan imidlertid bruges i analysen.
Vi kan fx sammenligne et notat til Folketingets Europaudvalg, der indeholder resuméer af indkomne
høringssvar, med de oprindelige høringssvar for at se, om der er sket ændringer, udeladelser osv. Andre
25