pdf, 1 MB - DIIS

til en vis grad som et udtryk for en demokratisk norm om, at alle relevante parter høres i en sag, og
dette gælder især i forhold til den brede høring, hvor analysen også har vist, at flest organisationer
inddrages. Dette synspunkt bakkes op af en forvaltningsrepræsentant: ”Det er jo en demokratitanke, at alle,
der har lyst, skal kunne komme til orde” (Forvaltningsrepræsentant 2: 11). Også en forbrugerrepræsentant
deler denne opfattelse og lægger vægt på, at det netop er kendetegnende i et demokrati, at alle høres,
dvs. ikke kun dem, regeringen normalt er enige med (Forbrugerrepræsentant 2: 2). Derfor kan fx en
borgerlig regering ikke nøjes med at høre erhvervssiden, men må også inddrage forbrugersiden og
omvendt.
Begrebet sti-afhængighed (path-dependency) er i forlængelse heraf relevant. Sti-afhængighed dækker
over, at en institution vil være sværere at ændre, jo længere tid den har eksisteret, idet den bl.a. vil blive
taget for givet af aktørerne. Endvidere vil der være store omkostninger forbundet med forandringer. Tæt
og institutionaliseret samspil, der har eksisteret over længere tid, vil således være robust overfor
forandringer. Dette gælder også på forbrugerområdet. Som beskrevet i kapitel 4, er der på
forbrugerområdet i Danmark en lang tradition for at inddrage interesseorganisationerne i forberedelsen
og administrationen af lovgivningen. I forlængelse heraf udtaler en forvaltningsrepræsentant således, at
”der ligger ikke noget krav om, at du skal sende det i høring, men det gør man automatisk simpelthen for netop at
være sikre på, at man har det hele med…” (Forvaltningsrepræsentant 1: 3).
Også de store organisationer, der hører til inderkredsen, har som beskrevet i afsnit 7.2.1 klare
forventninger om at blive inddraget og vil råbe op, hvis dette ikke overholdes. Inddragelsen opfattes
som en selvfølgelighed, der ikke stilles spørgsmålstegn ved. Der findes således dels en norm om at
inddrage alle relevante organisationer i de brede og mere uforpligtende høringsrunder, dels eksisterer
der en norm om en tæt inddragelse af en mindre kreds af store centrale organisationer. Det vil derfor
være svært pludseligt eller drastisk at ændre disse interaktionsformer, der tages for givet af alle de
relevante aktører, og som netop opfattes som demokratiske og ønskværdige.
Endvidere er det for nogle af organisationernes vedkommende stadig relativt nyt at skulle orientere sig
mod EU, og derfor er der også blandt visse medarbejdere en usikkerhed i forhold til håndteringen af
EU-niveauet. EU føles stadig fremmed for nogle, og som det også er beskrevet tidligere, kræver det en
betydelig ekspertise for embedsmænd at kunne forhandle sager i EU, ligesom det kræver en stor viden
om EU-systemet og et godt netværk for organisationsrepræsentanterne at kunne få indflydelse på EUbeslutningsprocessen.
Samtidig kræver det en mentalitetsændring at bryde ud af gamle vaner og rette
opmærksomheden et andet sted hen end normalt, og disse forhold mindsker samlet set radikale
154