pdf, 1 MB - DIIS

konsensus, der var ganske lille ved Købeloven, hvor der herskede stor og principiel uenighed om en
lang række forhold, mens der kun var uenighed om enkelte punkter i forbindelse med Forbudsloven; og
endelig mængden af europæiske aktiviteter blandt organisationer, der var ganske stor i forbindelse med
Købeloven, mens organisationerne tilsyneladende kun havde få europæiske aktiviteter ved
Forbudsloven.
Disse forskelle kan alle højst sandsynligt tilskrives baggrundsparameteren politiseringsgrad. Købeloven
angik et meget centralt område, der ville kunne få store økonomiske konsekvenser for mange
organisationers medlemmer, og som ville berøre alle forbrugere. Forbudsloven, derimod, var en
forholdsvis begrænset indsats for at styrke håndhævelsen af allerede vedtagne direktiver overfor uetiske
virksomheder eller ’rogue traders’, der formentlig alligevel ikke tilhørte erhvervsorganisationernes
medlemsskarer. Derfor er det forståeligt, at mange flere organisationer var aktive både i forhold til den
danske forvaltning og de europæiske institutioner i forbindelse med Købeloven. I og med at der stod så
meget mere på spil for organisationerne, er det også naturligt, at konfliktniveauet var desto højere i
denne sag end i forbindelse med Forbudsloven.
Som beskrevet i kapitel 7 oplever de fleste af de interviewede repræsentanter fra forvaltningen og
organisationerne ikke, at samspillet er væsentligt anderledes i EU-sager end i rent danske sager, eller at
påvirkningen fra EU har ændret deres indbyrdes relationer betydeligt. Vi har dog vist ovenfor, er der
rent faktisk er sket en række ændringer og udviklinger, der bunder i europæiseringen. Samtidig
bekræfter de to analyserede del-cases dog også på visse punkter udsagnene om kontinuitet i samspillet. I
kapitel 4 beskrev vi, at der på forbrugerområdet er opbygget en tradition for en tæt inddragelse af
organisationerne i forvaltningens arbejde. Begge de to del-cases bekræfter, at dette stadig er tilfældet
også i forbindelse med EU-sager, selvom tætheden i inddragelsen varierer ganske meget mellem
forskellige organisationer og mellem forskellige faser i beslutningsprocesserne. Vi beskrev også, at de
vigtigste interesseorganisationer på forbrugerområdet i Danmark traditionelt betragtes at være
Forbrugerrådet, DI, DHS, HTS og Håndværksrådet. Med undtagelse af Håndværksrådet, der ikke
deltog i samme omfang som de øvrige organisationer i forbindelse med Købeloven, og som kun deltog
perifert ved Forbudsloven, kan det bekræftes på baggrund af analysen af de to del-cases, at netop disse
organisationer også er de mest centrale i forbindelse med EU-sagerne på forbrugerområdet.
En række af vores analyseresultater underbygges således af begge de to del-cases samt af vores
interviews. De forskelle, der eksisterer på nogle punkter mellem de to del-cases har vi endvidere vist kan
forklares ud fra variansen på deres baggrundsparametre.
152