pdf, 1 MB - DIIS

implementeringsløsninger, og dermed gav det også et potentielt rum for forhandling og fortolkning i de
enkelte medlemsstater. Det var således som antydet ovenfor overladt til medlemsstaterne at bestemme,
hvilken eller hvilke domstole eller administrative myndigheder, der skulle udpeges til at kunne træffe
afgørelse. Medlemsstaterne kunne selv afgøre, hvorvidt både myndigheder og organisationer skulle
have tillagt søgsmålskompetence, og desuden var det også frivilligt om medlemsstaterne ville indføre en
såkaldt ’konsultationsordning’, hvor det søgsmålskompetente organ først ville skulle rette henvendelse
til den sagsøgte part (virksomheden) eller til en tilsynsmyndighed i den medlemsstat, hvor søgsmålet
søgtes indledt. Endvidere var Direktivet et minimumsdirektiv, så det hindrede ikke medlemslandene i at
opretholde eller gennemføre videregående lovgivning.
Implementeringen af Forbudsdirektivet blev forberedt af Forbrugerstyrelsen og Erhvervsministeriet i
samarbejde med Justitsministeriet. Forbrugerstyrelsen førte på tre møder en række drøftelser med de
øvrige nordiske landes forvaltninger (Sverige, Finland og Norge) om implementeringen af Direktivet
(Mötesrapport af 22. december 1998; Referat af 28. juni 1999; Dagsorden for møde 8. oktober 1999).
De forskellige elementer og muligheder i Direktivet blev diskuteret, og Danmark fremlagde på et møde
den 31. maj 1999 i Bergen en skitse til et lovforslag, som herefter blev diskuteret (Referat af 28. juni
1999). Den danske lovskitse lagde op til en implementering ved at lave en helt ny lov. Strukturen af
denne skitse var meget lig det endeligt fremsatte lovforslag, men en interessant detalje er, at lovskitsen
indeholdt en paragraf med konsultationsordningen, som Danmark ellers tidligere under
forhandlingerne havde været modstander af (Skitse til lovforslag af 25. maj 1999). Denne paragraf
udgik dog senere, inden Lovforslaget kom i høring og blev fremsat i Folketinget.
I begyndelsen af 2000 blev der på opfordring fra Justitsministeriet nedsat en hurtigt arbejdende
arbejdsgruppe, der bestod af repræsentanter fra Forbrugerstyrelsen, Justitsministeriet,
Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen og Advokatrådet. Arbejdsgruppen fik til opgave at
udarbejde et 1. udkast til et lovforslag (Notat af 4. februar 2000) 58 .
9.4.1 Den danske høringsproces
Arbejdsgruppen præsenterede sit lovudkast i maj 2000, og efter en række drøftelser mellem
Forbrugerstyrelsen, Erhvervsministeriet og Justitsministeriet blev Lovforslaget den 28. juni 2000 sendt i
bred skriftlig høring blandt 59 interesseorganisationer og en lang række myndigheder. Kun 10
58 Forbrugerrådet blev ikke inddraget her, hvilket kunne tolkes som et tidligt, bevidst fravalg af organisationen som
søgsmålskompetent organ. Hvis Forbrugerrådet var blevet inddraget her, ville der dog formentlig også været kommet krav fra
erhvervsorganisationerne på forbrugerområdet om at blive inddraget, hvorved muligheden for en hurtig lovforberedelse
formentlig ville gå tabt.
139