pdf, 1 MB - DIIS

formål at koordinere medlemsstaternes lovgivning, så der ville kunne nedlægges forbud mod
grænseoverskridende handlinger, der ville skade forbrugernes interesser, og som stred mod en række
forbrugerbeskyttende direktiver. Disse direktiver fremgik af et bilag til forslaget 53 . Forslaget pålagde
medlemsstaterne at udpege en domstol eller myndighed med kompetence til at træffe afgørelse og
nedlægge forbud i en sag indbragt af en søgsmålskompetent myndighed eller organisation. Derudover
skulle medlemsstaterne udarbejde en liste over én eller flere myndigheder eller organisationer, der
havde til opgave eller som formål at beskytte forbrugernes interesser eller varetage konkurrencemæssige
interesser. Myndighederne/organisationerne på denne liste skulle af de øvrige medlemsstater ’gensidigt
anerkendes’ til at kunne rejse sager ved deres egne udpegede domstole eller myndigheder med henblik
på nedlæggelse af forbud mod grænseoverskridende overtrædelser. Således ville en dansk
myndighed/organisation godkendt af Danmark kunne anlægge sager ved en udpeget domstol eller
myndighed i eksempelvis Belgien, og modsat ville en belgisk myndighed/organisation godkendt af
Belgien kunne anlægge sager ved en dansk domstol eller myndighed udpeget af Danmark
(Kommissionen 1996b; Notat af 7. marts 1996).
9.3.1 Den danske høringsproces
Danmark modtog allerede den 16. januar 1996 et ’draft proposal’ (udkast) af Direktivforslaget, som kort
efter blev fremsendt i en orienterende høring blandt medlemmerne i Specialudvalget vedrørende
forbrugerbeskyttelse, som på dette tidspunkt bestod af 12 organisationer og 13 myndigheder (Skrivelse
af 24. januar 1996, for en oversigt over de deltagende organisationer se bilag 4). Kun to organisationer,
Dansk Industri og Forbrugerrådet, meldte dog tilbage. Dansk Industri mente ikke, der var særligt behov
for Direktivforslaget, men hvis det blev gennemført, mente DI, at det burde være enten en organisation
eller en myndighed, der skulle kunne gøres søgsmålskompetent – ikke begge. Forbrugerrådet var
generelt positiv overfor forslaget og mente, at Danmark skulle arbejde for, at organisationer skulle
kunne tillægges søgsmålskompetence (Statusnotat af 30. januar 1996).
Den 2. februar sendte Forbrugerstyrelsen det officielle direktivforslag i høring blandt 13 organisationer
og 11 myndigheder – nøjagtig de samme organisationer som ved udkastet til forslaget, bortset fra, at
også Realkreditrådet denne gang blev hørt. Af disse organisationer var det kun fire organisationer,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, DHS, DI og Forbrugerrådet, der havde bemærkninger til forslaget.
Både DI og DHS stillede sig tvivlende overfor behovet for forslaget, og begge var også skeptiske overfor
at tillægge interesseorganisationer søgsmålskompetence. Forbrugerrådet mente på den anden side, at
forslaget kun omhandlede et lille hjørne af problemstillingen, der var blevet rejst med Grønbogen, men
53
På daværende tidspunkt drejede det sig om 9 direktiver, men 3 yderligere direktiver er senere hen blevet tilføjet til bilaget. Se
bilag 5 for en oversigt.
135